Den musiske bogsnak

Musik kan være fyldt med stor litteratur. Ikke et ord om Bob Dylan i dette lille indlæg. I skrivende stund vides det vist ikke med 100 procent sikkerhed, om han dukker op og modtager Nobelprisen i litteratur i december. Men moooooon ikke. 

Litteraturen i musikken er noget, som musikformidler Anya Mathilde Poulsen ved Roskilde Bibliotekerne ved noget om, mildt sagt. 

Hun arrangerer beat:litt-aftener på biblioteket, hvor musikere i forbindelse med koncerter fortæller om deres egne yndlingsbøger og deres forhold til litteratur. Hun laver podcasts, underviser på Folkeuniversitetet på museet Ragnarock, organiserer lytteklubber og kender for eksempel PJ Harveys tekstunivers fra hjørne til hjørne.

Inspirerende musikformidling, der åbner geniale sangskriveres tekstverdener for os, kan kun kalde på begejstring! 

Hold øje med Anya på Roskilde Bibliotekernes Facebook-side og disse steder: 

Roskilde Bibliotekernes musikblog lydspor.nu
P1 Podcaster i godt selskab med Susanne Sommer 
Eller hvad med at låne Anyas bog med titlen Feminint forstærket: Syv samtaler med kvindelige musikere

Lydbøger og indslumring

Jeg elsker ideen om lydbøger. Den gode oplæser, den koncentrerede oplevelse, hvor resten af verden lukkes ude, og ikke mindst den stærkt beroligende effekt. Stærkere end kamillete, portvin og et varmt bad. 

Nu skriver jeg, at jeg elsker ideen om lydbøger. Min udfordring er nemlig, at jeg i hverdagen lytter forbløffende lidt til lydbøger. De er en del af mit aftenritual, lige inden jeg skal sove. Og derfor har jeg været i gang med den første halve time af Lykke-Per i fire aftener nu. Jeg falder meget hurtigt i søvn og må nærmest begynde forfra hver aften. 

Oplæseren er Dan Schlosser, og hans stil er egentlig ikke søvndyssende i sig selv. Bogen er langt fra kedelig, mildt sagt. Sproget er forrygende, og der er skam også handling lige fra side et. Eller hvad det nu hedder, når det er en lydbog. Per er det sorte får, der ikke passer ind i familien og det gennemkristne miljø i hjemmet. Han er en outsider, selv om Pontoppidan af gode grunde aldrig ville bruge den vending. Romanens motiv bliver lagt tydeligt ud ganske tidligt. 

Jeg har læst romanen før, men det er mange år siden, og jeg er en inkarneret Pontoppidan-fan. Når man er det, så genlæser man hans romaner. Det er ellers ikke noget, jeg praktiserer meget. 

Men jeg falder i søvn lynhurtigt. Som en baby. Noget må gøres. For Lykke-Per som lydbog varer 26 timer. Jeg VIL være en lydbogslytter. Jeg må kombinere lytningen med praktiske sysler i hjemmet og eventuelt en omgang amatør-pilates på stuegulvet. Nej, det sidste er nok alligevel for usandsynligt…..Lad os se, om jeg er klar til en ny lydbog i 2017! 

Læs om klassikerbegrebet på Litteratursiden. Teaser: His Bobness er nævnt i artiklen

Artiklen er skrevet af forfatter og litteraturkonsulent ved Gentofte Bibliotekerne Signe Langtved Pallisgaard 

Bemærk: Denne mand er vågen. Dog lidt fjern i blikket. På vej til indslumring?

Hvad er en bog?

I sidste uge var jeg til et møde med 50 sprogansvarlige pædagoger på Nørrebro i København. At være sprogansvarlig – det er en titel, der forpligter. Det betyder, at man spiller en særlige rolle for det pædagogiske arbejde med sprog i en daginstitution. Om det så er på Nørrebro eller i Nexø. 

Jeg var med til mødet for at fortælle om bibliotekernes tilbud til de yngste borgere. 

Undervejs kom vi til at tale om, hvordan arbejdet med early literacy kan forme sig i mødet med bøger i det daglige. Early literacy er groft sagt alt det, som børn kan og ved om læsning og skrivning, inden de kan læse og skrive i formel forstand.

En engageret pædagog fortalte mig om sin egen hverdag, hvor hun snakker med børnene om, hvad en forfatter er. Nogle gange er der en forfatter og en illustrator, som har to forskellige opgaver. Den samme forfatter kan have skrevet flere bøger. Og hvordan kan man se, at en illustrator har tegnet bogens billeder? Er der måske nogle særlige farver, personer eller en letgenkendelig ulden streg, som går igen? Børnene snakker også om, at bøger har en forside og en bagside. 

De lærer, hvad en bog er for en størrelse. Konceptet: En bog. 

Det slog mig, at den her indfaldsvinkel har jeg da aldrig fået brugt herhjemme på matriklen, hvor en fireårig huserer. Altså det med forskel på forfatter og illustrator.

I dag bad den fireårige om at få lov til at lave sin egen bog, så nu er vi klar til at snakke om, hvad det betyder at være forfatter og illustrator! 

Nedenunder er to eksempler på karakteristiske streger. De to bøger er meget forskellige, men bliver ved med at tilfredstille øjet og øret. Og at en trold kan blive vænnet til at bo på plejehjem, er da velfærdsstat 3.0. 

Læs mere om early literacy på Nationalt videncenter for Læsnings glimrende hjemmeside

To vidunderlige børnebøger, hvor tekst og billede danser elegant sammen.

                                                                             

Julie har det sjovt med Jussi :)

Julie skriver om Jussi Adler Olsen og hans nye opus “Selfies” ovre på sin glimrende blog. Læs og abonnér! 

Jussi røg hash med sit rockband!

Kassation på biblioteket er GODT for litteraturen

Jeg citerer lige fra Berlingske i dag:

“Kritikken har den seneste tid haglet ned over bibliotekernes omfattende kassation af bøger. Nu er der så kommet konkrete tal på det, for i Bog-og Litteraturpanelets årsrapport 2016, der blev offentliggjort i går, kan man sort på hvidt læse, at af den samlede bogbestand i år 2000 på 27,6 mio. bøger på de danske folkebiblioteker er næsten halvdelen forsvundet i 2015. I rene tal er der tale om 12,3 mio. kasserede bøger og 40.000 titler, der i perioden helt er forsvundet fra bibliotekernes hylder.

Den omfattende kassation har været heftigt kritiseret i store dele af dagspressen, men den er ikke nødvendigvis ensbetydende med en mindre litterær mangfoldighed.

For trods det store antal bøger, der er blevet kasseret, er det samlede udbud af titler vokset med 1.052, hvis man måler siden 2012.”

Det er næsten – NÆSTEN – som om bibliotekerne ved, hvad de gør 😉

berlinger

Kender du Marianne? 

Det danske biblioteksvæsen er huse, bøger og andre materialer – og mennesker ikke mindst. Fagpersoner, der lever og ånder for for litteratur, læsning og sprog. Mange af dem deler gavmildt deres læseoplevelser og giv inspiration til den næste roman, den næste serie, den næste digtsamling og den næste fagbog. 

Jeg kunne pege på mange bibliotekarer, der med engagement, personlig kant og professionelt overskud formidler litteratur på diverse platforme. I dag dag peger jeg på Marianne, der er ansat på Ishøj Bibliotek. Hun har blik for det lokale og det internationale. Hun blogger om serier. Hun holder øje med hot dudes reading på Instagram. Hun anmelder på Litteratursiden og bakker op om litteraturfestivaler, litterære events og den gode gammel boghandel. 

Ishøj Kommune kan være mere end godt tilfreds med sådan en medarbejder. Og vi andre kan glæde os over, at litteraturformidling anno 2016 ikke kender til kommunegrænser. 

Læs Mariannes blog på Ishøjs Biblioteks hjemmeside

Læs Mariannes anmeldelser på Litteratursiden

Nyd billederne på Mariannes Instagram-profil

Anmeldelse: “We Are Not Such Things” af Justine van der Leun

544 sider. Journalistik. Spiegel & Grau. 28. Juni 2016.

“We Are Not Such Things” med den lange undertitel “The Murder of a Young American, a South African Township, and the Search for Truth and Reconciliation” er et unikt værk. Jeg gik og læste den på min Kobo Glo HD, på samme måde som inkarnerede Pokemon Go-fans dyrker deres hobby; tabt for omverden og til stor fare for mig selv i trafikken. Den er dog også svær at få styr på.

Amy Biehl kort før sin død

Tilsyneladende handler den om drabet på den unge, amerikanske studerende og ANC-forkæmper Amy Biehl i et township ved navn Gugulethu lidt uden for Cape Town i 1993. Sagen vakte international opsigt. Biehl kæmpede indædt for sortes rettigheder under de sidste år af Apartheid, men en aften giver hun trods advarsler to sorte medstuderende et lift hjem til deres township og bliver angrebet og dræbt af en stor flok unge, vrede sorte med brosten og foldeknive. Fire lokale mænd dømmes lange fængselsstraffe, men tre år efter er apartheid afmonteret og biskop Desmond Tutus såkaldte sandheds- og forsoningsdomstol er i fuld sving. Morderne benådes, fordi de angrer, og fordi deres forbrydelse angiveligt var politisk motiveret.

Sagen tager endnu en overraskende drejning, da Amy’s forældre offentligt tilgiver morderne, bliver venner med dem og giver dem gode jobs i den stiftelse, de grundlægger i datterens navn. Som sådan går historien igen verden rundt som et symbol på tilgivelse og forsoning og den lysende fremtid for det ny Sydafrika. Det er på alle måder en belejlig historie for alle involverede. Amy’s afsjælede, mishandlede krop bærer en tung byrde selv i døden. Alle har brug for hende – selv forældrene – som den martyr, der gav sit unge liv for en bedre fremtid for et plaget land. Et symbol, en helgen, og bizart nok en overgang også et varemærke på toastbrød!?

Amy’s mor, Linda Biehl, med to af de benådede mordere

Da den amerikanske journalist Justine van der Leun flytter til Cape Town omkring 2010, beslutter hun sig for at at grave i sagen, og der skal ikke kradses meget i overfladen, før spørgsmålene begynder at vælte frem. Hvorfor kan vidnerne ikke blive enige om, hvem der egentlig gjorde hvad den aften? Hvorfor harmonerer vidneudsagnene ikke med ligsyns-rapporten? Hvor politisk er det egentlig for en menneskemængde at jage og brutalt slagte en ubevæbnet, udenlandsk studerende?

Efterforskningen tager fire år. Flere nøglepersoner er forsvundet, og andre vil ikke tale med hende. Hun opdager også en forbrydelse tidligere samme dag i 1993, som kaster nyt lys over begivenhederne, selvom offeret er som sunket i jorden.

“We Are Not Such Things” er ikke så meget en detektivhistorie, som det er historien om selve opklaringsarbejdet, om livet i townships og om raceforskelle, der stikker dybere end det afrikanske grundfjeld. Historien er fortalt med Amy Biehl-mordet som det ene kardinalpunkt og om det nære forhold, forfatteren udvikler med særligt én af morderne, som det andet. Sandheden er derude, lærte serien “The X-Files” os, og sandheden er også derude i Gugulethu – måske – men den er skrøbelig, diffus, selvmodsigende, ubehagelig og uforståelig selv for dem, der levede den.

Gugulethu i dag

Det lyder måske ikke så fristende og underligt uforløsende, men “We Are Not Such Things” er simpelthen fundamentalt spændende, rasende velskrevet og som antropologisk studie et enestående kig ind i en meget anderledes og skræmmende verden. Hvis din forståelse af Sydafrikas historie er ligeså primitiv som min (“Apartheid slemt, så Mandela, nu alt godt”) – så er her et opråb, der er uoverhørbart og i ufralæggelig form.

“We Are Not Such Things” på Goodreads.

Unik journalistik, berømt mord, et helt land på anklagebænken. 5 bogmærker af 5! 

image

Når netværk bare virker 

Ringsted Bibliotek har inviteret den samlede danske bogbranche, og i særdeleshed bibliotekerne, til at lege med hashtags i september. Legen hedder #septemberbøger. Hver dag er der en ny udfordring. En blå bog. En bog du har læst mere end en gang. En bog der fik dig til at grine. 

I Bibliotekarforbundets blad Perspektiv fortæller Camilla Bøcher Roesen, at hun sammen med en kollega satte sig ned og formulerede 30 udfordringer. En til hver dag i september. Derefter aktiverede hun diverse netværk. Og se! Det vælter frem med inspirerende, sjove og overraskende opslag på Instagram og Facebook. 


Camilla pointerer, at det ikke behøver at tage lang tid at sætte gang i sådan en bølge. Pointen er, at man laver et enkelt og letforståeligt koncept, brainer med en kollega, hurtigt rækker ud og deler med sit netværk i hele landet og på tværs af brancher. Ikke noget med fire uger til strategiproces. Aaaahhhh, hvor befriende! 

Jeg ser Ringsted Biblioteks initiativ som et eksempel på, at netværk ikke bare er noget ekstra, flødeskum og syltetøj på toppen. Hvis nogen skulle være i tvivl. Efterhånden er man fuldstændig ude af af stand til at udføre sit job, hvis man ikke bruger sit netværk. I hvert fald i vores branche, der handler om litteratur- og kulturformidling. 

Så godt gået til Camilla og Co! 

Og tag så lige og følg Camilla og hendes kumpaner på bloggen Trilogien.