Uncategorized

Kan man gå tilbage til en gammel, litterær ven? Mr. Mercedes-trilogien, Stephen King og mig. En personlig beretning.

/ Mikkel C. / 3 kommentarer

Man kan aldrig gå tilbage, siger de. Fredag d. 13.-filmene holder ikke længere. Så gode er Duran Duran altså heller ikke. Laila fra parallel-klassen har fået tre børn med Henning og er blevet småtyk og bitter – ligesom én selv i øvrigt. Jeg har ikke haft en Alistair McLean-bog i hænderne i 30 år, men jeg fornemmer, ”S.O.S. Nordpolen” og ”Navarones kanoner” er blevet lidt flossede i kanten. Ak, hvor forandret.

Jeg voksede op med Stephen King. Uden at han nødvendigvis ved det. Vi mødtes første gang, da jeg så ”Carrie” på et hotelværelse i Harzen i 1982 – 9 år gammel – efter at min mor var faldet i søvn komplet uvidende om, hvad en foretagsom dreng kunne med en fjernbetjening og en tysk TV-menu. Aldrig har jeg været så bange! Da Sissy Spacek som Carrie med indtørret svineblod over hele kroppen gik total psycho til gymnasiefesten og myrdede løs, savlede og pruttede jeg af skræk.

Sissy Spacek som Carrie (1976): Pas på, hvem du laver gas med!

Udvalget af Kings værker på dansk var pauvert i firserne, så vi blev først rigtige venner, da jeg slap væk fra ungdomspensionen i Herlev i 1987 og kom på efterskole i en mørk del af Jylland mellem Randers og Viborg. Jeg købte de amerikanske paperbacks i Politikens boghandel på Rådhuspladsen og i Fantask, når jeg var hjemme på weekend. Sådan kom jeg igennem den tidlige King: ”Salem’s Lot,” ”Christine,” ”Cujo,” Pet Sematary” osv. i ingen bestemt rækkefølge frem til hovedværkerne ”The Shining” og særligt murstenen ”It.” Den står stadig for mig som én af de vildeste læseoplevelser nogensinde. Der var så mange superbt skræmmende scener, og stadigt var Derry-børnenes venskaber og opvækst på mange måder en endnu bedre fortælling end deres kamp mod ur-ondskaben, der ofte tog skikkelse af en klam klovn. En dannelses-roman, coming-of-age, bare med mange bestialske mord på børn. Vidunderligt, ikke?

‘Float?’ The clown’s grin widened. ‘Oh yes, indeed they do. They float! And there’s cotton candy…’

Gennem gymnasietiden fulgtes vi ad med klodser som ”The Tommyknockers” og ”The Talisman,” og det var et fint venskab, selvom jeg fornemmede et vist tab i kvalitetstiden. Hvedebrødsdagene var forbi. Det blev hverdag. Undtaget er selvfølgelig Sci-Fi mesterværket ”The Running Man” med selveste den tidligere guvernør i Cailfornien, Arnold Schwarzenegger i hovedrollen. Den er simpelthen så 80’er, Limahl måtte rive sig i Bundesliga-håret i arrigskab. Da jeg blev student og boede og arbejdede en periode i Barcelona, tændtes flammen igen for alvor med den uforkortede udgave af den apokalyptiske ”The Stand.” Enestående værk! Jeg tror, alle forfattere til moderne zombie-apokalypser (og der er … SÅ … MANGE) har læst ”The Stand.” Over 1.000 siders ren undergangs-nougat. Jeg vile ønske, jeg kunne læse den første gang igen.Stephen og jeg stod dog foran en større nedtur, da vi kom hjem fra Barcelona. Han begyndte at skrive makværk som ”Insomnia” og ”Rose Madder,” mens jeg vandrede ind i, hvad der skulle vise sig at blive en årelang og alt for længe ubehandlet depression og begyndende selvmedicinering. Jeg læste ikke noget i årevis, og da jeg kom ud på den anden side og startede helt forfra med alting, var vi ligesom gledet fra hinanden. Det var ikke ham, det var mig. Arj, det var faktisk ham. Jeg elskede ham i al fald ikke længere. Den slags sker.

Verdens undergang er kun begyndelsen

Der er meget spøjst med Stephen King. Hans filmsmag er fx horribel. Den mest succesrige filmatisering af en King-bog var længe ”The Shining” (altså ”Ondskabens Hotel”) med Jack Nicholson i hovedrollen, men den kunne han ikke selv lide. King, altså. Han lavede senere sin egen udgave, og I guder den var forfærdelig! Han har også prøvet at lave en amerikansk udgave af ”Riget,” og ord kan ikke beskrive, hvor pot-ringe den er. Bl.a. er der en stor myresluger med. Det er rigtigt. Samtidig er filmen ”En Verden udenfor,” der bygger på novellen ”Rita Hayworth i Shawshank-fængslet,” nr. 1 på IMDB’s liste over alle tiders bedste film foran bl.a. ”The Godfather.” King havde dog heller ikke noget at gøre med 1994-filmen med Tim Robbins og Morgan Freeman i hovedrollerne. En guide til King-filmatiseringer er et stort stykke arbejde i sig selv, men hvis du ikke har set ”Tågen” fra 2007 med Thomas Jane i hovedrollen, så skynd dig at gøre det. Ulækre væsener, religiøse fanatikere, klaustrofobi og filmhistoriens mest hjerteskærende slutning venter dig.

“Let me tell you something my friend. Hope is a dangerous thing. Hope can drive a man insane.”

Min gode kollega fra Randers Bibliotek, Jacob Krogsøe, er som sædvanlig klogere og mere belæst end mig og har i P1 observeret et par ting, jeg ikke var klar over. For det første kan man bruge Tolkien-forsvaret om ham. King, altså. Han er sin helt egen genre. Folk kommer stadig ind på biblioteker og i boghandlere og beder om en Stephen King, uden at det behøver være en Stephen King vel at mærke. For det andet var han tilsyneladende så langt ude i et stofmisbrug i en lang periode, at han slet ikke kan huske at have skrevet flere af sine bøger. Et eller andet sted kunne jeg godt tænke mig at vågne en dag og have skrevet er par bestsellere, jeg havde glemt alt om.

For et par år siden syntes de gode mennesker hos forlaget Hr. Ferdinand / C&K, at jeg burde læse den da seneste King-oversættelse ”22/11/1963.” Anbefalingen faldt under en forhandling om eReolen-vilkår og priser. Jeg takkede pænt nej. Nu var vores veje jo skilte, mig og Stephens. Hvorfor gå tibage til en ex? På den anden side har jeg et blødt punkt for “alternativ historie”-genren, så jeg gav mig. Og blev behageligt overrasket. Historien om gymnasielæreren, der får mulighed for at rejse tilbage i tiden og prøve at forhindre mordet på Jack F. Kennedy (hvis dødsdag, titlen refererer til), virker ikke rigtig, synes jeg. Til gengæld er forhistorien, hvor hovedpersonen bl.a. kommer gennem Derry og møder nogle af børnene fra ”It” virkelig spændende og tragisk, og da hovedplottet tager fart, viser det sig, at det er en meget fin og velfortalt kærlighedshistorie. Megen god efterkrigstidsnostalgi er der såmænd også. Det skulle blive en film, og selveste Jonathan Demme (“Silence of the Lambs”) var vist i spil til instruktørstolen, men King havde andre ideer og ville have et større kunstnerisk input i processen. Argh! Men en serie blev det altså i 2016 hos Hulu.

Ville du myrde Hitler, hvis du kunne hoppe tilbage i tiden? Spørgsmålet stilles også i den glimrende “The Dead Zone.”

Så er vi her i 2017, hvor trilogien om ”Mr. Mercedes” er kommet på dansk. ”Mr. Mercedes” er blevet til ”Mercedesmanden,” ”Finders Keepers” er blevet til ”De der søger,” og ”End of Watch” er blevet til ”Vagt forbi.” Første del i al fald fik en del opmærksomhed i pressen, for det er faktisk Kings første forsøg på en krimi, og den fik generelt gode anmeldelser. Hvad er det værste, der kan ske, tænkte jeg og kastede mig over dem på min elskede Kindle Voyage i et svagt øjeblik.

Skal du læse dem? Det korte svar er henholdsvis ja, måske og nej. Det lange svar følger herunder.

Mr. Mercedes

Den pensionerede og heraf følgende små-alkoholiserede og små-suicidale kriminalbetjent Hodges får en besked fra én af de forbrydere, der slap væk. Og en spektakulær forbrydelse var det da også. Mercedesmanden stjal en … ja, en Mercedes, ikk’ … for nogle år siden og pløjede den ind i en menneskemængde. Flere døde. Mange sårede. Det var Hodges og makkerens sag, men på trods af en lidt hårdhændet behandling af bilens ejer – en ældre, sky dame, der senere begik selvmord – kom de aldrig rigtig tæt på gerningsmanden. Nu tirrer han Hodges og prøver at skubbe på hans selvmordstanker. Stod han i virkeligheden bag den ældre dames selvmord også, og hvad planlægger han nu? Hodges får hjælp af sin unge havemand, den ældre dames lillesøster, som han også forelsker sig i, og hendes psykisk ustabile niece. Vi følger denne umage floks detektivarbejde for at finde Mercedesmandens identitet og forhindre endnu en vanvittig terrorhandling. Vi følger også Mercedesmanden, som viser sig at være en yngre psykopat fra bizarre kår, mens han planlægger sin aktion. Ingen af parterne er topprofessionelle. De begår fejl, misforståelser og dumheder og fumler hele vejen ned ad opløbsstrækningen mod klimaks på historien.

Fortællingen er meget gængs, indtil perspektivet skifter til skurken. Det får hele oplevelsen til at eksplodere! Et sted mellem en tredjedel og halvt inde bliver ”Mr. Mercedes” ulæggefrasiglig, men er den god? Mjo, det er den vel, meeen lidt tomme kalorier er det altså, og persongalleriet føles lidt velkendt og stereotypisk, men nu har jeg så også tygget mig gennem en del King-titler i min tid. Et godt og innovativt og til tider uhyggeligt nyt tag på krimigenren. Godkendt.
Glimrende sommerlæsning.

9788793323209
Finders Keepers

Åh, jeg vil så gerne kunne lide ”Finders Keepers.” Plottet er så meget til bognørder. Forfatteren John Rothstein skrev sin generations store amerikanske romaner om figuren Jimmy Gould. I sidste bind har Gould dog solgt ud af sin oprørstrang og fået kone og kedeligt job i forstaden. Rothsteins største fan er den uligevægtige Morris Bellamy, der i raseri opsøger den sky forfatter og myrder ham. Se, det er en litterær fan! Okay, for meget, men hatten af for passionen. Bellamy finder både penge, men vigtigst en stor stak notesbøger med uudgivne Gould-romaner. Bellamy myrder også sine kumpaner og gemmer rovet godt i en nedgravet taske, indtil der falder lidt ro på det hele. Inden da begår han en ny forbrydelse i en brandert og får en lang fængselsstraf. Mange år senere finder drengen Pete den nedgravede taske. Pengene sender han anonymt til sin egen familie, der virkelig kan bruge dem, for faderen er handikappet, arbejdsløs og meget bitter efter at have overlevet Mercedes-katastrofen nogle år før. Plottet tager fart, da Bellamy bliver prøveløsladt og opdager, at tasken er væk, samtidig med at Pete prøver at sælge notesbøgerne illegalt for at skaffe penge til sin lillesøsters privatgymnasium. I mellemtiden har Hodges og den mærkelige niece dannet et detektivbureau, og de får nys om Petes problemer og prøver at hjælpe ham, men ingen af dem er helt forberedt på, hvor fanatisk Bellamy er.

”Finders Keepers” bygger på en suveræn idé, som ultimativt bare ikke flyver. King får vist sit store talent for at beskrive børn og teenagere og deres følelsesliv, men det er svært at se, hvorfor historien her skulle presses ind i Mercedes-universet. Spændende er den dog til tider, og hele grundtanken om, hvad stor litteratur sætter gang i hos folk, er unik. Akkurat godkendt.

9788793323834

End of Watch

Mr. Mercedes er ikke død. Den mærkelige niece bankede hans hjerne til mos i afslutningen af 1’eren, så hjernedød er han, og katatonisk sidder han på et plejehjem og stirrer tomt ud i luften. Eller gør han? Bom bom bom booom! (<- ildevarslende pauker). Hodges besøger ham jævnligt og er sikker på, der er nogen hjemme mentalt. Der går rygter om, at ting flytter sig af sig selv på stuen, og en sygeplejerske begår selvmord. Folk omkring Mercedesmanden opfører sig underligt, og selvmordsbølgen rammer også overlevende fra Mercedes-angrebet. Den unge havearbejders lillesøster prøver uforklarligt at stille sig ud foran en lastbil uden at kunne forklare hvorfor. Stemmen fik hende til det. Det bliver hurtigt klart, at Mercedesmandens læge har eksperimentet lovligt meget på ham med spændende medicin, og jo, ikke bare har han udviklet nye mentale kræfter, han er også noget så hævngerrig.

Ak, ja. King kunne ikke lade være. Der skulle være noget overnaturligt her. Pænt uhyggeligt er det faktisk også, så længe det bare blive antydet og ikke fuldt udviklet. Det holder til gengæld op, da plottet for alvor tager fart. Det er også ret klart, at Hodges er en virkelig kedelig helt. King prøver for alvor at rode med ham som person her i den afsluttende 3’er, men som læser er jeg så ligeglad, hvad der sker med ham, og i alle tre romaner har jeg faktisk holdt med skurken. Lad nu bare manden myrde nogle uskyldige. Han havde en hård barndom! Dumpet. Jeg er ikke vred. Jeg er skuffet.

Konklusion

Kendere påstår, King har skrevet gode ting på det seneste. Den længe ventede opfølger på ”The Shining” for eksempel; ”Dr. Sleep.” Romanen ”The Dome,” som blev til en successerie i flere sæsoner, blev fint modtaget. Han hamrer også løs på fantasy-serien ”The Dark Tower” og har gjort det i et kvart århundrede nu. Mig og Stephen er dog færdige nu. Vores venskab var en smuk ting i forrige årtusind, og ”It” og ”The Stand” er en del af det litterære soundtrack til min ungdom. Tak for ordene, Stephen (og der er … SÅ … MANGE), men du og Laila tilhører en svunden tid. Det er ikke jer. Det er mig.

Hvad Ragnhild lærte mig i engelsk

/ Lisbet V. / 1 kommentar

Nogle gange er det så befriende at komme på afstand af ens skoletid. Der er detaljer og irritationsmomenter, der bliver udvisket. Det vigtigste står frem.

Jeg er i gang med at se tilbage på min gymnasietid. Jeg kan se, at den lærer, der virkelig har præget mig og givet mig trangen til at beskæftige mig med litteratur og fortællinger i mere bred forstand, var en nydelig ældre dame ved navn Ragnhild. Hun var altid iført beigefarvede cashmere-sweaters, pumps og et noget uforudsigeligt temperament. Sådan husker jeg det i hvert fald. Man vidste aldrig, om det var tordenskyen eller den venlige forårssol, der trådte ind ad døren til klasseværelset. Når hendes enorme nøglebundt var væk, var det uden tvivl tordenskyen.

teacher-1373216_1280

Der mangler bare et rødt, blankt æble på dette billede…..

 

Shakespeare og Hemingway var hendes bedste venner. Men hun kunne blive lige så begejstret for sangtekster af Peter Gabriel anno 1993 og intet mindre end henført over Michaels Caines diktion i filmen Educating Rita. Når Mr. Caine var på skærmen, slog hun om i et kvidrende og ungpigeagtigt stemmeleje. Det er nok sådan, jeg har det med skuespilleren Damian Lewis i dag.

Hendes nysgerrighed var imponerende. Hun kørte ikke på auto-pilot, selvom hun havde været gymnasielærer i 30 år. Ikke noget med genbrug af overheads – og tak for det. Når vi foreslog helt nye tekster, var hun ægte interesseret og åben. Til sammenligning sukkede min dansklærer over, at vi jo skulle finde nogle danske tekster fra de seneste fem år at læse. Det var noget, der plagede hende. Hun kan ikke have været på rette hylde.

books-2241631_1280

Bøger på græs. Helt åbne og afslappede.

 

Hvad var det, som Ragnhild lærte mig, og som jeg har gjort til mit eget?

For det første: Læg altid mærke til det første ord og den første sætning. Hvis det er en film: Den første scene. Der ligger nøgler til resten af fortællingen her. Regner det? Sæt alle kræfter ind på at absorbere stemningen og ordene i historiens åbning. Forpligt dig med det samme!

For det andet: Der er altid noget med valg, forpligtelse og konsekvenser til stede i en historie. Ja, Ragnhild var en stor tilhænger af eksistentialismen.  Og det skal hun have tak for. Måske var hun lidt skematisk i sin tilgang, men det var der også brug for i 1.g. Hun holdt aldrig op med at fryde sig over de uendelige variationer over temaet ”et menneskeliv”. Det er derfor, at vi aldrig kan blive færdige med at læse.

Sidst, men ikke mindst: Det er frugtbart at opleve den samme tekst på mange måder. Læs Macbeth på engelsk og på dansk. Se skuespillet og filmen. Hør sangteksterne i The Wall og læs dem. Teksterne åbner sig og lukker os ind, når vi oplever dem i forskellige formater og sammenligner dem på kryds og tværs.

Pyha, jeg tør næsten ikke at sige det; men hun var tværmedialt minded, den gode Ragnhild. De typer af litteraturmøder, som hun iscenesatte i engelskundervisningen på Hjørring Gymnasium, gjorde mig nysgerrig. Det var dem, der fik mig til at læse Litteraturvidenskab, som før hed Komparativ Litteratur.

Hun gjorde det godt. Det var ikke Døde Poeters Klub, men det var alligevel uforglemmeligt og værdifuldt. Jeg håber, at Ragnhild var glad for at være engelsklærer lige frem til sin sidste, skemalagte dag på Hjørring Gymnasium. Jeg håber også, at hun holdt fanen højt med cashmere og pumps i sit otium.

Det er så velgørende, når klassikerne bliver brugt og ikke bare ligger på hylden.

Læs mere
Silkeborg Bibliotekerne samarbejdede i 2016 med Gyldendal om nye former for litteraturundervisning i gymnasiet. Der er masser af inspiration fra projektet i Slots- og Kulturstyrelsens projektbank.

Den gode lærer kan sikkert slet ikke lade være med at opsøge ny viden inden for sit fagfelt. Litteraturundervisere kan med fordel flokkes om Nationalt Videncenter for Læsning, der samler, spreder og skaber viden om læsning. Et af deres tidsskrifter er dedikeret til emnet “Litteraturdidaktik”. Find tidsskriftet på centrets hjemmeside

Døde piger lyver ikke på Netflix … eller gør de?

/ Mikkel C. / Skriv en kommentar

Her gik jeg og troede, jeg var håbløst bagud wie immer, da jeg anmeldte ”Døde piger lyver ikke” på bloggen tilbage i januar. Den er efterhånden ti år gammel, men kort tid efter introducerede Netflix så historien som en 13 episoder lang serie svarende til de 13 båndede fortællinger, Hannah efterlader til sine jævnaldrende. Originaltitlen er jo i øvrigt ”13 Reasons Why.” Jeg vil ikke redegøre for handling eller tema her, for det har jeg jo gjort. Serien er dog på ingen måde ukontroversiel, og den tager sig friheder med råmaterialet. Lad os tage det i rækkefølge.

Ifølge en amerikansk psykiater er der 5.000 grunde til ikke at se serien – svarende til de 5.000 teenage-selvmord i USA hvert år. Ja, det er et vanvittigt tal! Problemet er, at teenage-selvmord er smitsomt. Det smitter gennem medier. En 30 år gammel undersøgelse viste fx, at antallet af selvmordsforsøg steg efter en national TV-udsendelsesrække sammenlignet med samme periode året før. Sociale medier har næppe gjort det bedre. Serien anklages for at romantisere selvmord som en nem og smertefri udvej fra teenagelivets angst og forvirring. Har du problemer – og hvilken teenager har ikke dét? – så har vi løsningen: Den evige hvile. Og selvmord er som bekendt smertefrit, som Manic Street Preachers sang – bedre kendt som intro-melodien til den gamle serie M*A*S*H.

IMG_1736

Egentlig, ifølge førnævnte psykiater, er det vildt uansvarligt af Netflix overhovedet at producere ”Døde piger lyver ikke.” Forældre kan ikke bare forbyde børnene at se den, for de vil høre om den ad andre kanaler alligevel. Ovenikøbet er seriens hovedpersoner i øvrigt attraktive og små-glamorøse, så hvad hvis man er en kedelig-Dorte eller hverdags-Benny? Så meget desto mere grund til at fortvivles. Selvmord er så heller ikke det eneste ubehagelige tema i ”Døde piger lyver ikke.” Depression, mobning, voldtægt og misbrug fremtræder ligeledes prominent.

Showets producere forvarer sig med, at man jo har givet de særligt krasse episoder advarsler og aldersbegrænsning, og at man i øvrigt har lavet et vedkommende, gribende show, der forhåbentlig kan virke som katalysator for ubehagelige, men nødvendige samtaler.

Kritik og drama her:

img_1732

Og nu til vurderingen: Ja, det er et gribende og vedkommende show, men med åbenlyse problemer. For at strække handlingen ud til 13 gange 55 minutter har man opfundet helt nye spor. Hannahs forældre er slet ikke med i originalen. Det er lidt en pointe, hvor fraværende de er, men her fylder de rigtig meget, og et centralt tema er den sag, de anlægger mod gymnasiet for at have accepteret en mobbekultur, der ultimativt ledte Hannah mod sit triste endelige. Ovenikøbet får Clays mor sagen med at forsvare gymnasiet. Clays forældre er også ganske fraværende i bogen. Tony, outsideren der våger over båndene, har fået en meget større og lidt underlig rolle som både hjælper, mentor, vismand og mystiker. Overhovedet får bipersonerne meget tid, og ikke alle kan bære det.

Hannahs fortælling er meget lineær og tragisk-logisk i bogen, hvor små ting ruller og bliver større og større. I serien hænger de knapt så godt sammen og har mere karakter af denne-episodes-katastrofe. Til gengæld kan serien lege med fortællingen og blande nutid og datid på ganske dramatisk vis. For en sikkerheds skyld starter vi med at lade nutids-Clay ramme af en bil, så han altid har et sår i panden, der fungerer som tidsmarkør. Snedigt! Kan du huske ”Sliding Doors” med Gwyneth Paltrow? Samme idé. Jeg vil så spagt indvende, at fortælleformen presses til det yderste.

IMG_1733

Min største anke er dog, at selve sjælen i fortællingen er blevet ændret til det ukendelige. I bogen handler det om ry og rygte, hvordan små ting bliver større i en teenage image- og sladderkultur, og hvor svært det er virkeligt at møde andre mennesker og se og forstå hinanden. Serien starter på samme måde, men driver langsomt over i nærmest krimigenren. Taler Hannah egentlig sandt, og hvad skete der egentlig til den og den fest? Det er Clay mod de andre på båndene, og de er tydeligvist trænede forbrydere, om end deres sammenhold slår skår undervejs. Mægtigt spændende for så vidt, men ultimativt en misforståelse, synes jeg. Desuden kræver denne konstruktion, at Clay er meget, meget langsom til at lytte båndene igennem. I stedet går han rundt i større og større frustration og stress og råber: ”Hvad skete der egentlig???” og man har lyst til at råbe tilbage til ham: ”Lyt dog til båndene, din klovn!”

Josephine (14) er jeg er nået til nr. 11, men jeg har ladet mig fortælle, at selvmordet vil blive skildret med stor realisme og altså helt uden filter. Der er foreløbigt ikke lagt fingre imellem i de andre afsnit. Sidste afsnit skulle være ganske rystende, så beware!

13-reasons-why-season-two

TL;DR: Man bør næppe lade påvirkelige tweens og teens se denne serie uden en voksen. Emnet kryber lidt under huden. Har man læst bogen – og det bør man – er serien en lidt underlig oplevelse, men i glimt er den meget bevægende. I andre glimt irriterende. Døm selv! Josephine er meget betaget, og hun synes tydeligvis, det er stort drama. Hun foreslår tit henkastet, vi lige napper et afsnit mere, og det er jo hyggeligt at være sammen om den slags.

PS: Der mumles lidt om en sæson 2. Ville det ikke være lidt ligesom ”Titanic 2”?

Bag om bloggen: Hvem er Lisbet?

/ Lisbet V. / 1 kommentar

Introduktion: Lisbet er verdens yngste 85-årige og arketypisk mellembarn. Hun er ukronet verdensmester i at drikke kaffe med folk, så hun kender alle, og alle elsker hende. Siden hun forlod Københavns Biblioteker for at fuldtidsstudere, har de tidligere kolleger klædt sig i sæk og aske og barberet håret af for at sørge. Ansættelsen af hendes efterfølger var en græsk tragedie med kor og det hele. Korets funktion var at messe “Vi finder alligevel aldrig en ny Lisbet! Waaa-haaa!” Vi undskylder hende kun, fordi hun er så vidunderlig 🙂 /Mikkel

Jeg har boet over halvdelen af mit 40-årige liv i København. Alligevel fylder de nordjyske referencer stadig meget i mit liv. Jeg forstår faktisk, hvad Niels Hausgaard sagde i 1970erne, før han slog over i tillempet rigsdansk. Den kompetence er ikke vigtig for andre. Slet ikke. Men jeg værner om den.

Min familie var landmænd, bilsælgere, lærere og hjemmegående husmødre. Men det var landbruget, der fyldte meget i snakken til de fleste familiefester. Mælkepriser og braklægning. Ensilage og malkemaskiner. Der blev ikke snakket om bøger. Men alt det med landbrug forklarer måske, hvorfor jeg stadig bliver så opslugt af bøger som Jens Smærup Sørensens nyklassiker Mærkedage og andre romaner, der skildrer samfundets bevægelse fra land til by.

Praktisk arbejde var ikke min bedste ven i min barndom. Jeg var håbløs til meget af det og især en klovn til sløjd. Men staveord og færdighedsregning var en helt anden sag, da jeg gik i den lille skole med 100 elever i landsbyen Astrup. I en periode var jeg dog også ret ferm til rundbold.

gammelt foto 1

Det er mig med katten og brillerne ude til venstre. Min søster, min far og fødegården til højre.

Ord og netværk
Hvad har jeg med mig af værdier og oplevelser fra min barndom? Højskolesangbogen, vigtigheden af retstavning og almen viden, en vild optagethed af relationer (hvem kendte hvem og hvorfor og hvornår?), pligtfølelse og en dybfølt glæde ved moster Elses hjemmelavede hønsekødsuppe og sirupslagkage.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg elsker at boltre mig i ord. Det var sikkert også derfor, jeg valgte at læse Litteraturvidenskab. Men i virkeligheden tror jeg på devisen ”less is more” i mange af livets mest betydningsfulde situationer. Få, velvalgte ord gør et større indtryk end blomstrende falbelader.

Jeg har arbejdet som embedsmand i otte år i Slots- og Kulturstyrelsen. Her var det også vigtigt at kunne fatte sig i korthed, mest af alt i stramme notatskabeloner. Min indre workshop-fetichist fik derfor en voldsom optur, da jeg i to år arbejdede som konsulent ved Københavns Biblioteker. Her jonglerede jeg med kulørte post-its og bølgepap, mens jeg sammen med dygtige biblioteksmedarbejdere prøvede at finde ud af, hvordan fremtidens bibliotekstilbud kunne skrues sammen.

Jeg var også så heldig at være involveret i et projekt, der satte fokus på folkebibliotekers litteraturformidling på sociale medier. Projektet hed i daglig tale Bogsnak. Sic!

lisbet 2017

En selfie fra foråret 2017. I baggrunden det svenske hus, som nogle andre end mig konstant er i gang med at forbedre. Der skal fx nyt tag på. Omfangsdræn er fikset.

Sporskifte og bagland
I 2017 justerede jeg kurs og begyndte på fuld tid at tage diplomuddannelsen i uddannelses-, erhvervs-  og karrierevejledning på UCC, Campus Carlsberg. Jeg brænder for at tale med folk om, hvordan de kan få et så tilfredsstillende arbejdsliv som muligt. Jeg er mest interesseret i de horisontale bevægelser, hvis man kan sige det sådan. Den traditionelle karrierestige er der mange andre, der tager sig af. Jeg er i gang med noget nyt, men jeg holder aldrig op med at interessere mig for læsning, litteratur og folkebiblioteker. Heldigvis behøver de forskellige interesseområder ikke at udelukke hinanden.

Mit bagland består af en kæreste, der er it-konsulent og samtidig det mest vedholdende menneske, jeg kender, når det gælder afrensning af stuk, samt vores søn på fem år. Han efterspørger nogle gange Kim Fupz, ofte Flunkerne og i lange perioder Emil fra Lønneberg eller eventyr. Jeg er godt tilfreds med hans brede smag og vil gøre meget for at holde hans nysgerrige tilgang til litteratur levende.

Hvad skriver jeg om?
Her på bloggen byder jeg blandt andet på refleksioner over små og større børns appetit på bøger. Begrebet early literacy bliver jeg aldrig færdig med at udforske. Et andet tema er, hvordan vi gennem litteraturen forstår og ser vores egne liv. Jeg elsker at gå på opdagelse i mine egne læseoplevelse og holder af at beskrive mennesker og situationer, der har præget mig som læser og skriver.

gammelt foto 2.JPG

De store briller fra 80erne skal med. En vigtig del af min historie. Og så familiens stolthed: En gammel Saab. På billedet til højre er jeg på Færøerne i 1983. Min far og bror poserer også.

Faglitteratur med fråderen på

/ Lisbet V. / 3 kommentarer

Denne blog er præget af glæden ved læsning af skønlitteratur. Vores lille blogger-kollektiv kommer sjældent forbi lyrik og noveller, mens romaner ofte er på programmet. Men nu skal det være: Det skal handle om den intense interesse for faglitteratur, som jeg oplever lige nu. Så må lyrikken vente.

Jeg har for tiden givet mig selv en luksuriøs mulighed: Et fuldtidsstudie, der står alene. Ikke noget med organisationsdiagrammer og den berømte indbakke på job, der bare ikke KAN renses i bund. Jeg studerer, og så laver jeg ikke så meget andet.

DUEK hedder det; diplomuddannelse i uddannelses-, erhvervs- og karrierevejledning. Og nej, mundret er det ikke. Til gengæld er det vildt sjovt og givende at sidde sammen med både erfarne og helt grønne studievejledere fra alle mulige uddannelser og lære noget om karrierevalgsteorier, etik i vejledningen og samtaleteknik.

læring er alt

Det hele handler om at lære. Sådan siger karrierevalgsteoretikeren Krumboltz. Valg og mål er slet ikke det interessante. Det vigtigste er at være nysgerrig. Nemt at sige. Sværere at praktisere.

Det rene og skære bogbad
Det er en ny verden, jeg er kommet ind i de sidste otte uger. Teoretikerne hedder Super (Ja, det er rigtigt!), Bandura, Krumboltz og andre eksotiske ting. Der er en fin pensumliste, som forventet. Men der er også lejlighed til selv at opsøge relevant litteratur, hvis ens interesser for eksempel går i retning af begrebet ”planned happenstance” eller økonomisk spørgeteknik, som handler om at stille få og velvalgte spørgsmål. En vejleder taler ikke meget selv. Han eller hun stiller til gengæld vanvittigt gode spørgsmål, der virker meget enkle og indlysende. Det er kunsten. Den vil jeg gerne lære.

Når underviserne kaster om sig med bogtitler i lektionerne, går jeg straks i iPad-tastaturet, klikker ind på bibliotek.dk eller fkb.dk og bestiller titlerne. En eller to dage efter står bøgerne på mit lokale folkebibliotek, der til alt held ligger ved siden af min søns børnehave. Så er det nemt at få nye forsyninger. Jeg får artikler om prekariat og globalisering ind på mit eget device med det samme, hvis jeg har lyster i den retning.

Jeg vidste det udmærket i forvejen, men der er noget med folkebibliotekernes logistik, som bare fungerer så velsmurt og upåklageligt, at jeg bare må opføre en lille, mental glædesdans.

I fagsprog hedder det vist materialeforsyning. Jeg kalder det optur over konstant at have minimum 32 faglittterære titler liggende på mit skrivebord, som jeg bladrer i, skrålæser i og dykker ned i og læser fra ende til anden. Because you’re worth it.

At læse med retning
Vi hylder ofte den mulighed for selvforglemmelse, som skønlitteratur rummer. Her læser vi for oplevelsens skyld. Alt andet kommer ind på en andenplads. Men der er nu også noget dybt tilfredsstillende ved at læse efter noget helt bestemt – og så finde det.

For tiden er jeg i arbejdet med en skriftlig opgave interesseret i den nye klasse, som den engelske bad boy-økonom Guy Standing kalder prekariatet. Det er mennesker, der har meget lidt sikkerhed i deres arbejdsliv. De går typisk fra projektansættelse til projektansættelse og kommer ikke i gang med at optjene pension. Ofte har de heller ikke mulighed for løn under barsel og sygdom. Det er vel at mærke ikke en tilværelse, de selv har valgt – om de så er bygningsarbejdere eller magistre.

Hvad gør det for samfundet, at denne klasse bliver større? Hvad betyder det for det enkelte menneske? Hvordan griber fagforeningerne situationen an? Hvad betyder det for karrierevejledningens roller i a-kasser? Hvad betyder det for holdbarheden af den danske model? Hvordan hænger globaliseringen sammen med prekariatets opståen?

Alle disse spørgsmål sætter retning for min litteratursøgning og læsning. Jeg læser  pamfletten ”Bare det holder min tid ud” af Michael Valentin. En sønderrivende kritik af fagforeningerne som forældet institution. Jeg genopfrisker gode gamle Anthony Giddens’ teori om globalisering i den lille og handy bog En løbsk verden. Jeg strejfer ham, de kloge kalder den nye Habermas, Hartmut Rosa, og hans bog Fremmedgørelse og acceleration.

Fra skøn til fag og tilbage igen
Det hele er så nørdet. Jeg ved det. Men det er jo pointen ved at studere. Psykologen Svend Brinkmann og sociologen Rasmus Willig kan for øvrigt bruges til det hele. De kan kunsten at forbinde det meget konkrete i individets liv her og nu med store samfundstendenser. Ligesom dygtige romanforfattere. Der er noget med sprogbeherskelsen og blikket for det genkendelige, der går igen.

Jeg oplever flere gange om ugen glæden ved at finde det helt rigtige citat, der indkapsler et dilemma eller en samfundsudfordring. Det kan man jo også komme ud for i andre situationer, til alt held.

Jeg skal ikke udelukke, at jeg vender bøtten på hovedet og inddrager en stribe skønlitterære citater i mine eksamensopgaver. Så er cirklen sluttet, og min trang til at få alting til at hænge sammen med alting bliver tilfredsstillet.

Hvis du kender til et stykke skønlitteratur, der oplagt tematiserer individualiseringstendenserne, samfundets voldsomme acceleration og prekariatets menneskelige konsekvenser i det 21. århundrede, så giv mig et praj.

Her kommer min godte at gå på:
Københavns Biblioteker har udarbejdet en veloplagt guide til emnet samfundskritik

PS: Bær over med lix i denne blogpost. Det er formentlig en erhvervsskade.

 

Hvem får dig til at læse?

/ Mikkel C. / Skriv en kommentar

Jacob Krogsøe spørger i Randers Amtsavis, hvad der får os til at læse. Spoiler alert: For Jacob er det bl.a. bloggen “Fra Sortsand.”

Vi generer nok ikke nogen ved at kalde Fra Sortsand en genre-blog – og en cool én af slagsen. Den beskriver sig selv således:

“Mit navn er Martin og dette er min blog. Fra Sortsand handler om bøger og musik. Det handler om horror, men også fantasy og science fiction. Det handler om rock ’ n roll og gammelt skrammel. Det handler om alt det, jeg elsker og alt det, som jeg er tåbelig nok til at blive ved med at bruge min tid på.”

God weekend 🙂

Kronikken i læsevenlig tilstand her.

17203620_10154436852215878_1926056240_n

Portræt af en læser

/ Lisbet V. / 24 kommentarer

I vinterferien var jeg nogle dage sammen med min ældste niece, Erica på knap 9 år. Hun går i 2. klasse, og læsning er en vigtig del af hendes hverdag. Jeg fik lov til at stille Erica nogle spørgsmål om det at læse bøger. Om et par år gentager jeg nok øvelsen, hvis Erica stadig er med på den.

 

Lisbet: Kan du huske, hvordan du lærte at læse?
Erica: Jeg kan huske, at de første bøger jeg læste, handlede om Cato, Thea og Tim. Det kildede i maven, da jeg fandt ud af, at jeg kunne. Jeg tror også, at det med at læse hang sammen med, at jeg begyndte at gå på biblioteket.

Lisbet: Hvad får du ud af et læse?
Erica: Mange ting. Jeg er bare glad for at læse. Min farmor siger, at hun altid er hovedpersonen i de bøger, hun læser. Sådan har jeg det ikke.

Lisbet: Snakker du og dine venner om at læse?
Erica: Ja, jeg er i gang med at læse Harry Potter sammen med min veninde. Vi er på samme læsetrin. Vi er en slags læsegruppe ovre i skolen. Nogle gange snakker vi om det, vi har læst. Det var min veninde og jeg, der fandt ud af, at vi var på samme læsetrin og godt kunne læse de samme bøger samtidigt.

Lisbet: Hvad gør din lærer for at inspirere alle elever til at læse for sjov?
Erica: Min lærer vidste fx, at jeg havde læst en masse bøger af Ole Lund Kirkegaard. Hun vidste også, at jeg syntes, at de bøger var ret gode og sjove. Så det fortalte hun til de andre i klassen.

Lisbet: Hvornår kan du bedst lide at læse?
Erica: Lige før jeg skal sove. Jeg gør det altid. Jeg kan godt lide at falde i søvn på noget, jeg kan tænke over. Jeg er ret god til at vurdere, hvornår jeg skal stoppe og sove.

Lisbet: Hvordan finder du de gode bøger?
Erica: På biblioteket og nogle gange i en boghandel. Jeg har mit eget lånerkort. Jeg finder meget selv. Hvis jeg vil læse en bog i en serie eller finde en bog, som min mor siger, at jeg er klar til at læse, så spørger jeg bibliotekaren.

Lisbet: Hvad synes du om lydbøger?
Erica: De er sjove, men jeg kan bedre lide at læse selv. Nogle gange når vi skal på en længere rejse, så downloader jeg en lydbog på min mors iPad. Vi finder lydbøger på eReolen.

Lisbet: Læser du bøger på iPad?
Erica: Det har jeg prøvet. Det helt nyt. Jeg kan bedre lide at læse bøger. Jeg ved ikke hvorfor.

Lisbet: Kan du lide at læse bøger, du har set på film?
Erica: Ja, nogle gange, fx Harry Potter. Jeg så først filmen, og så ville jeg gerne læse bøgerne. Men dengang var jeg ikke så god til at læse, så min mor læste højt. Jeg tror, at jeg forstår mere, når det er mig selv, der læser bogen.

Lisbet: Læser du højt for nogen?
Erica: Ja, for min søster, der er et år yngre end mig. Hun kan godt lide den læsebog, som jeg har ovre i skolen, så jeg har læst hele bogen højt for hende.

Lisbet: Hvem er din yndlingsforfatter?
Erica: J.K. Rowling

Bonusinfo

bornebogcast_300x300_6

Til Ericas forældre og alle andre, der gerne vil have inspiration til, hvad deres børn selv kan læse, så er det bare med at lytte til den fremragende Børnebogcast. Det er børnebibliotekar Julie Arndrup og lærer og skolebibliotekar Lisa Gardum Andersen, der står bag podcasten.

Du finder den på Københavns Bibliotekers hjemmeside

God lyttelyst.

 

 

At være fan igen – om Jonathan Safran Foer og Her er jeg

/ Rie / 4 kommentarer

Det var med lige dele fryd og ængstelse, at jeg med min søster under armen besøgte Gentofte Hovedbibliotek i onsdags for at lytte til en af mine litterære helte – Jonathan Safran Foer. Det er jo det med helte, at de helst ikke må skuffe, og derfor er en konfrontation af den slags ikke uden risiko for forgabte fans.

Jeg stiftede første gang bekendtskab med Foers forfatterskab på universitet. Som engelskstuderende i 00’erne, var 11. september i høj grad udgangspunktet for at tale om amerikansk kultur og politik. Foers ”Extremly loud and incredibly close” var samtidigt et eksempel på en ny genre i amerikansk litteratur, der i et fiktivt univers undersøgte konsekvenserne af angrebet i et årti, der ræsonnerede, at virkelighed overgår fiktion.

For mig var det interessant, at flere forfattere (bl.a. John Updike i ”The terrorist”), forsøgte at krydse den mentale kløft og sætte sig i terroristen sted. Og at der altid synes at ske det uundgåelige, at jeg endte med at se forfatteren tydeligere i teksten, mens terroristen forblev skjult. Det handlede om afstand, eller mangel på samme. 

Min yndlingspassage i Foers 9/11-roman er en scene, hvor drengen Oskar, som har mistet sin far 11. september, besøger Empire State Building og forestiller sig, at et fly er på vej mod bygningen:

I imagined the last second, when I would see the pilot´s face, who would be a terrorist. I imagined us looking each other in the eyes, when the nose of the plane was one millimeter from the building. 

I hate you, my eyes would tell him. 

I hate you, his eyes would tell me.

Foer formåede gennem Oskars perspektiv at synliggøre hvorfor den opgave – at sætte sig i terroristens sted – er så svær. At man kan være bekendt med alle de komponenter, der udgør et menneskes omstændigheder, og stadig ikke forstå dem. Eller det omvendte: at man intet ved om et menneske, og alligevel forstår.

Fik signeret min gamle paperback-udgave med æselører og understregninger. Fryd.


Nuvel, omdrejningspunktet for samtalen i onsdags var Foers seneste og længe ventede roman, Here I am. Og Foer lagde ud med at pointere, at det for ham er uinteressant at tale plot, karakterer og sted, da en bogs kvaliteter beror på, hvorvidt man som læser føler sig genkendt af den. Sådan en fin
tanke – at være genkendt af en bog. Den der fornemmelse af, at noget er skrevet kun til mig. Og generelt var Foer bare overlegen. En times aktiv lytning, og jeg gik fra fan til groupie.

”Here I am” er som forgængeren en fortælling om en katastrofe. Eller to faktisk. En politisk (Israels undergang), og en personlig (implosionen af et ægteskab). Jacob og Julia Bloch, som er romanens hovedkarakterer, har tre børn og elsker hinanden, men kan ikke længere være hinanden nær. 

Touch had always saved them in the past. No matter the anger or hurt, no matter the depth of the aloneness, a touch, even a light and passing touch, reminded them of their long togetherness. A palm on a neck: it all flooded back. A head leaned upon a shoulder: the chemicals surged, the memory of love. At times, it was almost impossible to cross the distance between their bodies, to reach out. At times it was impossible. Each knew the feeling so well, in the silence of a darkened bedroom, looking at the same ceiling: If I could open my fingers, my heart’s fingers could open. But I can´t, I want to reach across the distance and I want to be reached. But I can´t.

Foers pointe er, at der i et parforhold som tiden går ofte sker en modsatrettet bevægelse, hvor man på den ene side vokser tættere og tættere sammen i forhold til daglige rutiner, vaner og familiemønstre. Men på den anden side fjerner sig gradvist fra hinanden mentalt og seksuelt. Det mentale og fysiske nærvær, der i begyndelsen var ukompliceret, er nu umulig. Og hver især tilbageholder man mere, beskytter sig selv mere for at undgå at skulle konfrontere den voksende afstand mellem dem man var, og dem man nu er blevet. 

Det skyldes, ifølge Foer, at man ikke som menneske kan være fuldt tilstede i rollen som fx far og ægtemand på samme tid. Titlen på bogen henviser til passagen i 1. Mosebog, hvor Gud befaler Abraham at ofre sin søn, Isak. Foer mener, at den egentlige test måske ikke ligger i selve ofringen. Gud kalder på Abraham, hvortil han svarer ”Her er jeg”. På vej op af bjerget mod ofringen, kalder Isak på sin far, som igen svarer ”Her er jeg”. Men kan Abraham på samme tid være ubetinget til stede for den Gud, der vil have at han skal slå sin søn ihjel, og den søn, der ikke vil at det skal ske?

Nej, ikke hvis du spørger Foer. Manglen på tilstedeværelse skaber friktion, som øger afstanden. For Jacob er det ikke kun et spørgsmål om afstand til Julia, men også til hans jødiske baggrund. I romanen har et jordskælv i Mellemøsten sat gang i en geopolitisk magtkamp, der ender med Israels ødelæggelse. Da den israelske premierminister kalder det jødiske folk hjem for at kæmpe, beslutter Jakob sig til at tage af sted, men vender om i sidste øjeblik. Gennem romanen kæmper Jakob med at være til stede som far, som mand, som forfatter og som frihedskæmper, men tvinges gang på gang til at anerkende at afstanden mellem den han er, og alle dem han gerne vil være, er for stor.

Foer og mig – Extremely close and incredibly flustered…


Romanen har splittet vandene. Læsere har ifølge Foer opfattet bogen som et forsvar for ægteskabet, for skilsmisse, for Israel og imod Israel. Anmeldelserne har været blandede – flere kritikere nævner, at det er uklart, hvad Foer vil med romanen. Til det siger Foer: ”Næsten hver side af bogen har sit eget argument, sin egen pointe. Og koret af stemmer er vigtigt. Der er ingen konklusioner.”

Foers samtale er som hans bøger – spækket med argumenter, refleksioner og poetiske one-liners. En times aktiv lytning, en signatur, og jeg gik fra begejstret til småforelsket. Åh, at være fan igen.

Anmeldelse: Døde piger lyver ikke” af Jay Asher

/ Mikkel C. / 1 kommentar

316 sider. Roman (YA). Politikens Forlag. 24. august 2010.

Note: Jeg har lånt denne posts hovedbillede fra Xenias bogblog, så kig forbi dér!

030911_packshot

”13 Reasons Why,” som den hedder originalt, udkom i 2006, og i 2016 kom der en jubilæumsudgave. Den danske udgave er fra 2010, men er det ikke egentlig Young Adult? Jo. Suk. For anden gik i mit liv er jeg blevet narret til at læse YA (første gang var ”Bogtyven”), og for anden gang gør det overhovedet ikke noget! Jeg er far til en 13-årig, og eftersom mine egne forældre var knap så egnede til at have børn, har jeg ingen idé om, hvad jeg laver, eller hvordan man gør. Jeg prøver tit at læse mig til det eller at læse mig ind i teenage-sindet, og ”Døde piger lyver ikke” er lige vand på den mølle.

16-årige Hannah har begået selvmord, men ingen ved faktisk hvorfor. Clay arbejdede sammen med hende i den lokale biograf og havde et heftigt crush på hende. Til en fest var de endda sammen, men så skubbede hun ham væk. Et par uger efter hendes død lander en pakke på hans dørtrin. Det er syv kassettebånd med 13 historier indtalt af Hannah selv, før hun døde. De fleste drejer omkring en begivenhed eller en relation, der har svigtet. Små ting. Nødløgne. Teenage-hensynsløshed. Fraværende voksne. Små ting, der bliver til store ting. Der er også et kort, der afmærker vigtige steder i historierne. Det sætter Clay på en jagt fra sted til sted, mens han lytter båndene igennem. Som historien skrider frem, og Clay genkender elementer i fortællingen, men først nu begynder at forstå sammenhængen, konfronteres han med sin egen rolle. Kunne han selv have gjort noget

Det er en grum fortælling om teenagelivets skrøbelighed, hvor ry og rygter, egoisme og flokmentalitet eskalerer og gør de mindste ting uoverskuelige. Det mest uhyggelige er næsten, at hele historien foregår i en æra før sociale medier! Læs den og spørg dig selv, om du egentlig ved, hvordan dine børn har det, og hvad de laver lige nu. Tving herefter din tween eller din unge teen til at læse den, inden de næste gang logger på FB eller snappen. Du kan takke mig senere …

Min mormor og Magna Print

/ Lisbet V. / 4 kommentarer

Ude på landet i Vendsyssel i perioden 1976-1983 var der ikke daginstitutioner. I hvert fald ikke i Astrup, som jeg kommer fra. Jeg blev i mine første syv år passet af min mormor, Marie Kjeldsen, når mine forældre var på arbejde. Hun er blevet et af mine læseforbilleder. 

Her er historien om, hvordan hun sørgede for, at jeg voksede op i et sprogligt rigt miljø, hvor der både var Lykkehjulet, krydsogtværs, salmevers og masser af romaner.

Damen med de store briller, der har en beskyttende arm rundt om den korthårede pige, er min mormor. Pigen er mig.

Marie var født i 1913 og elskede læse og skrive. Hun var bogligt begavet, men som så mandre andre børn af den tid havde hun ikke mulighed for at tage en længere uddannelse. Hun blev gift med Søren, de fik en gård og fire børn i 1935, 1938, 1947 og 1951. Hun blev enke som 63-årig og var på det tidspunkt flyttet fra gården ind til et hus i en landsby. 

Her passede hun børnebørn og tog imod en lind strøm af kaffetørstige gæster. Min mormor var svagtseende og havde meget tykke briller. Min mor sørgede for at låne Magna Print-romaner i rigelige mængder til hende. Jeg var fascineret af Magna Print-bøgernes flotte, grafiske forsider med de karakteristiske striber. I lang tid troede jeg, at at Magna Print var en forfatter – en yderst produktiv forfatter! 

Min mormor skrev indløbslister, breve og julekort. Hun kunne et hav af tekster fra Højskolesangbogen og salmebogen ud af. En af hendes største fornøjelser var at løse krydsogtværs. Da TV2 åbnede sad hun trofast klar foran skærmen hver aften, når der var Lykkehjulet. Den lille ordleg med køb af vokaler underholdt hende igen og igen. Hun strikkede nok eller skrællede kartofler, mens hun fulgte med. Det var dengang Michael Meyerheim var en frisk ung mand. 

Vendsyssel Tidende, Sindal-avisen, Jyllands-Posten og ugeblade var blandt de vigtigste trykte medier hos min mormor. Inden middagsluren på sofaen læste hun i sin bog. Så skulle jeg være stille. Jeg kan godt forstå, at hun har haft brug for en stilletime. Jeg var et meget talende barn, siges det. Imens kiggede jeg f.eks. i hendes bog med billeder af den danske kongefamilie. Jeg sad også og kiggede i familiealbummer med fotos af Kjeldsen-klanens medlemmer. En familie er vel en familie. 

Da jeg selv lærte at læse og fik smag på længere bøger, kastede jeg mig begærligt over klassikere som Sind af Jakob Knudsen og Desirée af Anne Marie Selinko. Selvfølgelig i Magna Print, der lå hjemme hos mormor. Alvorlige sager for en 12-årig. Det var dybt tilfredsstillende at kværne så mange sider SÅ hurtigt. Det kan man nemlig med Magna-bøgerne. Jeg husker dog ikke, at min mormor og jeg nogensinde snakkede om bøgerne. 

Som 14-årig var jeg ligesom alle andre 14-årige piger fortabt i Tine Brylds Liv og Alexander-bøger. Med sex, utroskab og hele moletjawsen. Min mormor sagde, at hun egentlig godt ville prøve at læse bøgerne for at få en idé om, hvorfor jeg godt kunne lide dem. Så hun lånte mine paperback-udgaver. Jeg stivnede lidt ved tanken om de erotiske scener. Dem ville hun jo støde på. Pinligt. Da hun havde læst romanerne, sagde hun ligefremt, at det ikke var noget for hende, men at hun godt forstod, hvorfor jeg var så optaget af dem.

Det glemmer jeg aldrig. Det har for mig stået som noget helt særligt, at min mormor var interesseret i mine læsepræferencer. Inspirationen gik ikke kun den ene vej. En pige på 12 og en kvinde på 75 kan have meget til fælles ud over blodets bånd. 

Min mormor anede intet om pædagogiske tilgange til early literacy, børns tidlige sprogtilegnelse eller didaktiske principper. Hun havde bare en hverdag, hvor skrift, bøger og tekst i bred forstand fyldte meget. Ligesom i så mange andre almindelige menneskers liv. Jeg var en del af hendes husholdning, og alt, hvad der skete i hendes stue, husker jeg skarpt. Nu er jeg 40. Hvis jeg er heldig, så får jeg selv lov til at blive den slags bedstemor et godt stykke ude i fremtiden. Men det bliver uden Lykkehjulet.

Forskeren Kjeld Kjertmann har mange bud på, hvordan børns læsestart kan kobles meget tidligt med hverdagens almindelige gøremål, hvor skrift er involveret. Hans hovedpointe er, at skolen ikke skal have monopol på læsestarten.

På Kjeld Kjertmanns hjemmeside ligger en række inspirerende artikler om emnet