Julie skriver om Jussi Adler Olsen og hans nye opus “Selfies” ovre på sin glimrende blog. Læs og abonnér!
Uncategorized
Kassation på biblioteket er GODT for litteraturen
Jeg citerer lige fra Berlingske i dag:
“Kritikken har den seneste tid haglet ned over bibliotekernes omfattende kassation af bøger. Nu er der så kommet konkrete tal på det, for i Bog-og Litteraturpanelets årsrapport 2016, der blev offentliggjort i går, kan man sort på hvidt læse, at af den samlede bogbestand i år 2000 på 27,6 mio. bøger på de danske folkebiblioteker er næsten halvdelen forsvundet i 2015. I rene tal er der tale om 12,3 mio. kasserede bøger og 40.000 titler, der i perioden helt er forsvundet fra bibliotekernes hylder.
Den omfattende kassation har været heftigt kritiseret i store dele af dagspressen, men den er ikke nødvendigvis ensbetydende med en mindre litterær mangfoldighed.
For trods det store antal bøger, der er blevet kasseret, er det samlede udbud af titler vokset med 1.052, hvis man måler siden 2012.”
Det er næsten – NÆSTEN – som om bibliotekerne ved, hvad de gør 😉
Kender du Marianne?
Det danske biblioteksvæsen er huse, bøger og andre materialer – og mennesker ikke mindst. Fagpersoner, der lever og ånder for for litteratur, læsning og sprog. Mange af dem deler gavmildt deres læseoplevelser og giv inspiration til den næste roman, den næste serie, den næste digtsamling og den næste fagbog.
Jeg kunne pege på mange bibliotekarer, der med engagement, personlig kant og professionelt overskud formidler litteratur på diverse platforme. I dag dag peger jeg på Marianne, der er ansat på Ishøj Bibliotek. Hun har blik for det lokale og det internationale. Hun blogger om serier. Hun holder øje med hot dudes reading på Instagram. Hun anmelder på Litteratursiden og bakker op om litteraturfestivaler, litterære events og den gode gammel boghandel.
Ishøj Kommune kan være mere end godt tilfreds med sådan en medarbejder. Og vi andre kan glæde os over, at litteraturformidling anno 2016 ikke kender til kommunegrænser.
Læs Mariannes blog på Ishøjs Biblioteks hjemmeside
Læs Mariannes anmeldelser på Litteratursiden
Nyd billederne på Mariannes Instagram-profil
Anmeldelse: “We Are Not Such Things” af Justine van der Leun
544 sider. Journalistik. Spiegel & Grau. 28. Juni 2016.
“We Are Not Such Things” med den lange undertitel “The Murder of a Young American, a South African Township, and the Search for Truth and Reconciliation” er et unikt værk. Jeg gik og læste den på min Kobo Glo HD, på samme måde som inkarnerede Pokemon Go-fans dyrker deres hobby; tabt for omverden og til stor fare for mig selv i trafikken. Den er dog også svær at få styr på.
Amy Biehl kort før sin død
Tilsyneladende handler den om drabet på den unge, amerikanske studerende og ANC-forkæmper Amy Biehl i et township ved navn Gugulethu lidt uden for Cape Town i 1993. Sagen vakte international opsigt. Biehl kæmpede indædt for sortes rettigheder under de sidste år af Apartheid, men en aften giver hun trods advarsler to sorte medstuderende et lift hjem til deres township og bliver angrebet og dræbt af en stor flok unge, vrede sorte med brosten og foldeknive. Fire lokale mænd dømmes lange fængselsstraffe, men tre år efter er apartheid afmonteret og biskop Desmond Tutus såkaldte sandheds- og forsoningsdomstol er i fuld sving. Morderne benådes, fordi de angrer, og fordi deres forbrydelse angiveligt var politisk motiveret.
Sagen tager endnu en overraskende drejning, da Amy’s forældre offentligt tilgiver morderne, bliver venner med dem og giver dem gode jobs i den stiftelse, de grundlægger i datterens navn. Som sådan går historien igen verden rundt som et symbol på tilgivelse og forsoning og den lysende fremtid for det ny Sydafrika. Det er på alle måder en belejlig historie for alle involverede. Amy’s afsjælede, mishandlede krop bærer en tung byrde selv i døden. Alle har brug for hende – selv forældrene – som den martyr, der gav sit unge liv for en bedre fremtid for et plaget land. Et symbol, en helgen, og bizart nok en overgang også et varemærke på toastbrød!?
Amy’s mor, Linda Biehl, med to af de benådede mordere
Da den amerikanske journalist Justine van der Leun flytter til Cape Town omkring 2010, beslutter hun sig for at at grave i sagen, og der skal ikke kradses meget i overfladen, før spørgsmålene begynder at vælte frem. Hvorfor kan vidnerne ikke blive enige om, hvem der egentlig gjorde hvad den aften? Hvorfor harmonerer vidneudsagnene ikke med ligsyns-rapporten? Hvor politisk er det egentlig for en menneskemængde at jage og brutalt slagte en ubevæbnet, udenlandsk studerende?
Efterforskningen tager fire år. Flere nøglepersoner er forsvundet, og andre vil ikke tale med hende. Hun opdager også en forbrydelse tidligere samme dag i 1993, som kaster nyt lys over begivenhederne, selvom offeret er som sunket i jorden.
“We Are Not Such Things” er ikke så meget en detektivhistorie, som det er historien om selve opklaringsarbejdet, om livet i townships og om raceforskelle, der stikker dybere end det afrikanske grundfjeld. Historien er fortalt med Amy Biehl-mordet som det ene kardinalpunkt og om det nære forhold, forfatteren udvikler med særligt én af morderne, som det andet. Sandheden er derude, lærte serien “The X-Files” os, og sandheden er også derude i Gugulethu – måske – men den er skrøbelig, diffus, selvmodsigende, ubehagelig og uforståelig selv for dem, der levede den.
Gugulethu i dag
Det lyder måske ikke så fristende og underligt uforløsende, men “We Are Not Such Things” er simpelthen fundamentalt spændende, rasende velskrevet og som antropologisk studie et enestående kig ind i en meget anderledes og skræmmende verden. Hvis din forståelse af Sydafrikas historie er ligeså primitiv som min (“Apartheid slemt, så Mandela, nu alt godt”) – så er her et opråb, der er uoverhørbart og i ufralæggelig form.
“We Are Not Such Things” på Goodreads.
Unik journalistik, berømt mord, et helt land på anklagebænken. 5 bogmærker af 5!
Når netværk bare virker
Ringsted Bibliotek har inviteret den samlede danske bogbranche, og i særdeleshed bibliotekerne, til at lege med hashtags i september. Legen hedder #septemberbøger. Hver dag er der en ny udfordring. En blå bog. En bog du har læst mere end en gang. En bog der fik dig til at grine.
I Bibliotekarforbundets blad Perspektiv fortæller Camilla Bøcher Roesen, at hun sammen med en kollega satte sig ned og formulerede 30 udfordringer. En til hver dag i september. Derefter aktiverede hun diverse netværk. Og se! Det vælter frem med inspirerende, sjove og overraskende opslag på Instagram og Facebook.
Camilla pointerer, at det ikke behøver at tage lang tid at sætte gang i sådan en bølge. Pointen er, at man laver et enkelt og letforståeligt koncept, brainer med en kollega, hurtigt rækker ud og deler med sit netværk i hele landet og på tværs af brancher. Ikke noget med fire uger til strategiproces. Aaaahhhh, hvor befriende!
Jeg ser Ringsted Biblioteks initiativ som et eksempel på, at netværk ikke bare er noget ekstra, flødeskum og syltetøj på toppen. Hvis nogen skulle være i tvivl. Efterhånden er man fuldstændig ude af af stand til at udføre sit job, hvis man ikke bruger sit netværk. I hvert fald i vores branche, der handler om litteratur- og kulturformidling.
Så godt gået til Camilla og Co!
Og tag så lige og følg Camilla og hendes kumpaner på bloggen Trilogien.
“Rød dronning” af Victoria Aveyard
Ovre hos Thejulesrules er der megen snak om dating-livet i øjeblikket, og da hun fører en ekvilibristisk pen, er det absolut værd at følge. Hvis man er til den slags altså 😉
Gudskelov får hun stadig tid til at læse og skrive om bøger. I dag har hun læst “Rød dronning” af Victoria Aveyard. En værdig arvtager til “Hunger Games”- og “Divergent”-serierne vurderer hun. Måske endda bedre! Læs og døm selv.
Syrede anmeldelser
Jeg kan huske, vi har haft problemer med Sommerbogen – folkebibliotekernes kampagne over for sommerferierende børn. Tanken er, de skal læse og anmelde tre bøger på børnesitet Biblo. De fleste gør det godt, men nogle børn skriver glad, hvordan bogen slutter, og hvad de synes om det. Man er vel grundig!?
Helt så syrede anmeldelser, som avisen The Sun fandt den anden dag, har vi dog aldrig haft 🙂
Amazon review pics for Hayley Richardson
Amazon review pics for Hayley Richardson
Amazon review pics for Hayley Richardson
Anmeldelse: “Before the fall” af Noah Howley
400 sider. Thriller. Grand Central Publishing (USA). 31. maj 2016.
Et privatchartret fly styrter ned i Atlanterhavet under en kort tur fra Martha’s Vineyard til New York. To overlever. En ukendt kunstmaler, der slet ikke skulle have været ombord på dette luksusfly, og en mediemoguls søn på fire år. Maleren – vores hovedperson – har hukommelsestab, og drengen er heller ikke til nogen hjælp, så hvad skete der egentlig? Flere ombord kunne være terrormål, og kunstmaleren viser sig at have en skummel, kunstnerisk interesse for spektakulære dødsulykker. En national TV-station med en menneskelig muskelhund som vært beslutter sig hurtigt for, at hovedpersonen er skurken og sætter sig for at bevise det. Imens arbejder FBI og en havarikommission på at afdække årsagen til ulykken.
Fortællingen krydsklipper fermt mellem kunstmalerens forsøg på at håndtere al virakken og hans følelse af ansvar over for den overlevende dreng på den ene side og beskrivelsen af, hvem de ombordværende egentlig var, og hvorfor deres skæbner krydsede hinanden lige på denne skæbnesvangre afgang på den anden. Forfatteren styrer sine personer og sit plot sikkert mod det afsluttende klimaks og den overraskende konklusion.
Noah Howley er vel mestendels TV-manuskriptforfatter og har skrevet både til serien “Bones” og “Fargo.” “Before the fall” er hans fjerde roman. Den er stilsikker, og det store persongalleri behandles eminent, men jeg er i tvivl om, hvorvidt bogen fungerer helt som thriller, og jeg er splittet omkring slutningen. Tiden er dog på ingen måde spildt med “Before the fall,” som har mindeværdige scener og holder én fanget uden problemer.
“Before the fall” på Goodreads
Solid uden at være prangende. God lystlæsning. 3,5 af 5 bogmærker!
