Julie skriver om Jussi Adler Olsen og hans nye opus “Selfies” ovre på sin glimrende blog. Læs og abonnér!
Jack Reacher – den moderne Conan
Det stod ikke skrevet i stjernerne, at engelske Jim Grant under sit nom de plume som Lee Child skulle stå fadder til et amerikansk ikon, nemlig den ultimative heltefigur Jack Reacher.
Grant blev født i Coventry i 1954, og endte efter jurastudiet med at arbejde for Granada Television i Manchester. Efter at have modtaget en fyreseddel i 1995, købte Grant en stak blokke og en balje blyanter, og kastede sig ud i skriveriet. Det blev til ‘Killing Floor’ (‘Falske værdier’ på dansk), der ikke kun blev den første bog i serien om Reacher, men også en øjeblikkelig succes.
Som forfatter er Lee Child i min optik undervurderet. Man kan mene, Reacher er en uovervindelig, næsten karikeret figur, men jeg tænker, han ligger i forlængelse af den ærketypiske amerikanske heltetype; den fåmælte mand med et brysk ydre og en uslukkelig indre tørst efter retfærdighed.
Jack Reacher – eller Reacher, som han stort set altid blot kaldes – er på mange måder den ærketypiske amerikanske helt. Han vandrer fra sted til sted, lever efter sine egne regler og ender altid lettere modvilligt med at påtage sig helterollen. Han opsøger ikke ballade, og vil i virkeligheden helst bare passe sig selv og drikke sin kaffe i fred. Det får han heldigvis sjældent lov til.
Jeg kommer altid til at tænke på John Wayne, Clint Eastwood og Robert E. Howards Conan, når jeg læser Childs bøger om Reacher. Det er helte, der på mange måder er uovervindelige, men som forfattere og instruktører alligevel formår at skabe spænding omkring. Og det, tænker jeg, er en imponerende evne. Og det er en evne Child til fulde besidder.
The Sun beskriver Reacher ret godt; han kan klare James Bond, Dirty Harry, Jason Bourne og Ethan Hunt med begge hænder på ryggen. Sjovt nok spiller Tom Cruise både Ethan Hunt og Reacher på det store lærrede.
Det er i øvrigt en stor ros, hvis nogen skulle være i tvivl, når jeg sammenligner Reacher med Wayne, Eastwood og Conan. Det er noget helt særegent over Reacher. På mange måder er han ikke en tidstypisk helt anno 2018, men det er nok det, der gør ham så tiltrækkende. Ganske som de roller Wayne og Eastwood ofte spillede, så er det hårde mænd. Mænd, der ikke taler meget. Mænd, der aldrig rigtig gribes af tvivl eller mangel på selvtillid. De er mænd, der løser opgaven. Enten med en seksløber eller et sværd (hvis det gælder Conan), og Reacher er en helt af samme skole. Han plejer dog at løse sine problemer med nogle ordentlige øretæver eller i sjældne tilfælde våben.
Ud over det, så er det i disse dage, hvor diverse hovedpersoner i krimier oftest er fulde af tvivl og grå nuancer, befriende med en helt, der lever et liv helt efter egne normer og ikke finder sig i uretfærdigheder. Nu får jeg næsten Reacher til at virke som en endimensionel karakter, men det er er han ikke. Ironisk nok, så er det netop hans urokkelige kerne, der skaber en interessant protagonist. Nogle af de samme elementer udviser den typiske chevalier errant eller ronin, f.eks. Miyamoto Musashi, også.
Child synes at have brugt elementer fra sit eget liv til at tegne Reacher både fysisk og mentalt. De mest umiddelbare lighedstræk er Childs højde på 195cm, hans afslappede forhold til tidens modeluner og store forkærlighed for kaffe (Child er en fornuftig mand med andre ord). Men Child har også ladet andre ting indgå i Reachers psyke, bl.a. matcher Reachers afsked med Hæren og efterfølgende flakken rundt som en fri fugl Childs egen oplevelse i tiden efter Granada Television. Ganske som Reachers retfærdighedssans sikkert også er en pendant til Childs egen. F.eks. spekuleres der i et interview i The Sun i, at Child kanaliserer sin indre tillidsmand, når han lader Reacher reagere på verdens uretfærdighed, og ofte fungerer som de svages stemme og forsvarer.
Child har begået det snedige træk ikke nødvendigvis at udgive bøgerne kronologisk. På den måde åbner han op for at lade historierne udspille sig på alle tænkelige tidspunkter i Reachers karriere. I den endnu uoversatte ’The Enemy’ er vor mand f.eks. stadig i Hæren, hvor han som major i MP’erne just er hjemvendt til det kontinentale USA fra jagten på Noriega. Vi befinder os ved årsskiftet 89-90 og Muren (og Warszawapagten) er hastigt ved at kollapse. Murens fald spiller en ret stor rolle for historien. Alle i Forsvaret har naturligvis luret, at der er store forandringer på vej, og med en flok vrisne elitesoldater fra specialstyrkerne i hælene må Reacher opklare en række mord, der trækker spor helt ind i Pentagons E-ring.
’The Enemy’ fra 2004 er desværre ikke oversat til dansk, men er afgjort et læs værd alligevel. (Også selvom man ikke er fanatisk medlem af den himmelske koffeinkult, som jeg selv.)
Heldigvis er der tæv, kaffe og yndige vimser til at holde Reachers ånd oppe undervejs. OG Reachers bror, Joe. Ham må vi ikke glemme. Han er også en mand med en sund interesse for koffein, som det ses.
I ’Værd at dø for’ slentrer vandringsmanden, Jack Reacher, ved tilfældets lune ind på et motel i et gudsforladt amt i delstaten Nebraska i USA. Her hersker Duncan-klanen med hård hånd, hvilket naturligvis snart får ophør. For er der en ting, Reacher ikke finder sig i, så er det bøller, og familien Duncan er om nogen bøller. Bøller med skeletter i skabet og hemmeligheder, der ikke tåler dagens lys.
Netop i ’Værd at dø for’ er sammenligningen med John Wayne, Clint Eastwood og i nogen grad Conan rammende. Her ankommer vor frygtløse helt som nævnt til en lille flække ude på landet i Nebraska, hvor en skruppelløs slægt holder hele egnen i et jerngreb. Helten træder ind på det lokale motels bar og hvirvles fluks ind i dramaet gennem mødet med en forslået kvinde og en fordrukken, men godhjertet læge.
I ’Værd at dø for’ har Child som altid et godt greb i både læser og historie fra første side, og man føler næsten, man sidder og ser en Hollywoodfilm fremfor at læse en bog.
Som sine filmiske sidestykker, så er Reacher en mand af få, men velvalgte ord. En ikke atypisk svada kommer netop i ’Værd at dø for’, hvor Reacher i utvetydige vendinger forklarer en lejesvend for Duncan-klanen, at der findes så mange bedre alternativer til at arbejde for Duncans. Ikke mindst fordi Reacher påtænker at krølle lejesvenden sammen, hvis han ikke finder ny beskæftigelse. ”Man kan skovle lort på en kyllingefarm. Eller man kan hore sig træt i Tijuana. Med et æsel. Begge dele ville være bedre end at arbejde for familien Duncan.” Det er også et fornemt eksempel på tonen og den rå humor, der er i Childs bøger. Personligt elsker jeg den. Jeg ved ikke noget bedre, end når Reacher folder sig ud både verbalt og fysisk, men jeg er helt på det rene med, at ikke alle holder af den type bøger. For her er man aldrig i tvivl; Reacher kommer, han brækker knogler, og vandrer videre. Det er formlen, og den holder.
Indtil videre er der kommet 16 Reacher-bøger, inkl. novellesamlingen ‘Intet mellemnavn’, på dansk, hvor af ’Under dække’ er den seneste. Til oktober udkommer den 24. på engelsk under titlen ’Blue Moon’.
Der er også kommet to spillefilm med Reacher; ’Reacher’ og ‘Never go back’. Den sidste er udgivet på dansk under titlen ’Ingen vej tilbage’.
To af de nyere Reacher-bøger fra Jentas, hvor vor mand hhv. er på vej til Virginia i noget tvivlsomt selskab og forsøger at forhindre en snigmord på den franske præsident.
Der er en fin oversigt over de danske udgivelser på bibliografi.dk, mens du kan følge med på Lee Childs hjemmeside i de amerikanske udgivelser.
Kassation på biblioteket er GODT for litteraturen
Jeg citerer lige fra Berlingske i dag:
“Kritikken har den seneste tid haglet ned over bibliotekernes omfattende kassation af bøger. Nu er der så kommet konkrete tal på det, for i Bog-og Litteraturpanelets årsrapport 2016, der blev offentliggjort i går, kan man sort på hvidt læse, at af den samlede bogbestand i år 2000 på 27,6 mio. bøger på de danske folkebiblioteker er næsten halvdelen forsvundet i 2015. I rene tal er der tale om 12,3 mio. kasserede bøger og 40.000 titler, der i perioden helt er forsvundet fra bibliotekernes hylder.
Den omfattende kassation har været heftigt kritiseret i store dele af dagspressen, men den er ikke nødvendigvis ensbetydende med en mindre litterær mangfoldighed.
For trods det store antal bøger, der er blevet kasseret, er det samlede udbud af titler vokset med 1.052, hvis man måler siden 2012.”
Det er næsten – NÆSTEN – som om bibliotekerne ved, hvad de gør 😉
Kender du Marianne?
Det danske biblioteksvæsen er huse, bøger og andre materialer – og mennesker ikke mindst. Fagpersoner, der lever og ånder for for litteratur, læsning og sprog. Mange af dem deler gavmildt deres læseoplevelser og giv inspiration til den næste roman, den næste serie, den næste digtsamling og den næste fagbog.
Jeg kunne pege på mange bibliotekarer, der med engagement, personlig kant og professionelt overskud formidler litteratur på diverse platforme. I dag dag peger jeg på Marianne, der er ansat på Ishøj Bibliotek. Hun har blik for det lokale og det internationale. Hun blogger om serier. Hun holder øje med hot dudes reading på Instagram. Hun anmelder på Litteratursiden og bakker op om litteraturfestivaler, litterære events og den gode gammel boghandel.
Ishøj Kommune kan være mere end godt tilfreds med sådan en medarbejder. Og vi andre kan glæde os over, at litteraturformidling anno 2016 ikke kender til kommunegrænser.
Læs Mariannes blog på Ishøjs Biblioteks hjemmeside
Læs Mariannes anmeldelser på Litteratursiden
Nyd billederne på Mariannes Instagram-profil
Anmeldelse: “We Are Not Such Things” af Justine van der Leun
544 sider. Journalistik. Spiegel & Grau. 28. Juni 2016.
“We Are Not Such Things” med den lange undertitel “The Murder of a Young American, a South African Township, and the Search for Truth and Reconciliation” er et unikt værk. Jeg gik og læste den på min Kobo Glo HD, på samme måde som inkarnerede Pokemon Go-fans dyrker deres hobby; tabt for omverden og til stor fare for mig selv i trafikken. Den er dog også svær at få styr på.
Amy Biehl kort før sin død
Tilsyneladende handler den om drabet på den unge, amerikanske studerende og ANC-forkæmper Amy Biehl i et township ved navn Gugulethu lidt uden for Cape Town i 1993. Sagen vakte international opsigt. Biehl kæmpede indædt for sortes rettigheder under de sidste år af Apartheid, men en aften giver hun trods advarsler to sorte medstuderende et lift hjem til deres township og bliver angrebet og dræbt af en stor flok unge, vrede sorte med brosten og foldeknive. Fire lokale mænd dømmes lange fængselsstraffe, men tre år efter er apartheid afmonteret og biskop Desmond Tutus såkaldte sandheds- og forsoningsdomstol er i fuld sving. Morderne benådes, fordi de angrer, og fordi deres forbrydelse angiveligt var politisk motiveret.
Sagen tager endnu en overraskende drejning, da Amy’s forældre offentligt tilgiver morderne, bliver venner med dem og giver dem gode jobs i den stiftelse, de grundlægger i datterens navn. Som sådan går historien igen verden rundt som et symbol på tilgivelse og forsoning og den lysende fremtid for det ny Sydafrika. Det er på alle måder en belejlig historie for alle involverede. Amy’s afsjælede, mishandlede krop bærer en tung byrde selv i døden. Alle har brug for hende – selv forældrene – som den martyr, der gav sit unge liv for en bedre fremtid for et plaget land. Et symbol, en helgen, og bizart nok en overgang også et varemærke på toastbrød!?
Amy’s mor, Linda Biehl, med to af de benådede mordere
Da den amerikanske journalist Justine van der Leun flytter til Cape Town omkring 2010, beslutter hun sig for at at grave i sagen, og der skal ikke kradses meget i overfladen, før spørgsmålene begynder at vælte frem. Hvorfor kan vidnerne ikke blive enige om, hvem der egentlig gjorde hvad den aften? Hvorfor harmonerer vidneudsagnene ikke med ligsyns-rapporten? Hvor politisk er det egentlig for en menneskemængde at jage og brutalt slagte en ubevæbnet, udenlandsk studerende?
Efterforskningen tager fire år. Flere nøglepersoner er forsvundet, og andre vil ikke tale med hende. Hun opdager også en forbrydelse tidligere samme dag i 1993, som kaster nyt lys over begivenhederne, selvom offeret er som sunket i jorden.
“We Are Not Such Things” er ikke så meget en detektivhistorie, som det er historien om selve opklaringsarbejdet, om livet i townships og om raceforskelle, der stikker dybere end det afrikanske grundfjeld. Historien er fortalt med Amy Biehl-mordet som det ene kardinalpunkt og om det nære forhold, forfatteren udvikler med særligt én af morderne, som det andet. Sandheden er derude, lærte serien “The X-Files” os, og sandheden er også derude i Gugulethu – måske – men den er skrøbelig, diffus, selvmodsigende, ubehagelig og uforståelig selv for dem, der levede den.
Gugulethu i dag
Det lyder måske ikke så fristende og underligt uforløsende, men “We Are Not Such Things” er simpelthen fundamentalt spændende, rasende velskrevet og som antropologisk studie et enestående kig ind i en meget anderledes og skræmmende verden. Hvis din forståelse af Sydafrikas historie er ligeså primitiv som min (“Apartheid slemt, så Mandela, nu alt godt”) – så er her et opråb, der er uoverhørbart og i ufralæggelig form.
“We Are Not Such Things” på Goodreads.
Unik journalistik, berømt mord, et helt land på anklagebænken. 5 bogmærker af 5!
Når netværk bare virker
Ringsted Bibliotek har inviteret den samlede danske bogbranche, og i særdeleshed bibliotekerne, til at lege med hashtags i september. Legen hedder #septemberbøger. Hver dag er der en ny udfordring. En blå bog. En bog du har læst mere end en gang. En bog der fik dig til at grine.
I Bibliotekarforbundets blad Perspektiv fortæller Camilla Bøcher Roesen, at hun sammen med en kollega satte sig ned og formulerede 30 udfordringer. En til hver dag i september. Derefter aktiverede hun diverse netværk. Og se! Det vælter frem med inspirerende, sjove og overraskende opslag på Instagram og Facebook.
Camilla pointerer, at det ikke behøver at tage lang tid at sætte gang i sådan en bølge. Pointen er, at man laver et enkelt og letforståeligt koncept, brainer med en kollega, hurtigt rækker ud og deler med sit netværk i hele landet og på tværs af brancher. Ikke noget med fire uger til strategiproces. Aaaahhhh, hvor befriende!
Jeg ser Ringsted Biblioteks initiativ som et eksempel på, at netværk ikke bare er noget ekstra, flødeskum og syltetøj på toppen. Hvis nogen skulle være i tvivl. Efterhånden er man fuldstændig ude af af stand til at udføre sit job, hvis man ikke bruger sit netværk. I hvert fald i vores branche, der handler om litteratur- og kulturformidling.
Så godt gået til Camilla og Co!
Og tag så lige og følg Camilla og hendes kumpaner på bloggen Trilogien.
Dragonlance – og hvordan alting er
Inde i mange midaldrende mænd bor en 12-årig dreng, der bare gerne vil sidde og læse Dragonlance i fred. Jeg er selv én af dem, men jeg ved, jeg ikke er alene. For et par år siden skulle jeg til møde med digital chef hos Lindhardt & Ringhof, Gertrud Smith, og i reolen på hendes kontor spottede jeg straks blandt hundrede andre bøger den originale Dragonlance-trilogi (”Chronicles”). Jeg glemte selvfølgelig alt om komplicerede eReolen-forhandlinger og styrtede hen for at bladre og pille ved dem. ”Det gør alle mænd,” grinede Gertrud.
En forside, der gør én glad: Dragonlance på dansk første gang i sen-firserne
Dragonlance-universet blev udtænkt af ægteparret Laura og Tracy Hickman på vej i bilen til et jobinterview hos Dungeons & Dragons (D&D) rollespilsudgiveren TSR. Hos TSR arbejdede allerede forfatter Margaret Weis, og det blev Tracy Hickman og Weis, der skrev de centrale bøger i serien efter at have udviklet karakterer og centrale konflikter gennem en række D&D-spillesessioner i universet. Første bog – ”Dragons of Autumn Twilight” – udkom i 1984 i et mindsteoplag på 50.000 eksemplarer. TSR prøvede faktisk at bestille kun 30.000, for er det der med bøger ikke lidt underligt? Det har de nok grinet meget af siden, da Dragonlance skulle gøre TSR til én af verdens førende Sci-Fi-/Fantasy-forlag uden rigtig at være et traditionelt forlag.
En hip børnebibliotekar på Værløse bibliotek anbefalede Dragonlance til mig, da jeg var 13 år. Jeg har senere kvitteret ved at vie mit professionelle liv til biblioteker. Jeg var vant til ”Silas og den sorte hoppe” og ”Ronja Røverdatter” fra danskundervisningen, så Dragonlance var en åbenbaring. Jeg hørte om butikken Fantask i Skt. Pederstræde i København – legendarisk specialforretning for Sci-Fi, fantasy, rollespil og tegneserier – og håbede, at de måske havde mere af samme skuffe.
Det havde de! En hel butik fuld faktisk og min totale konvertering til nørd var komplet lige dér.
Tellerup har netop genudgivet den originale trilogi i lækker hardback. Det gjorde de sidste år, men min udgave står lidt gemt i mit skab på kontoret. For nylig opdagede min gode kollega dem og måtte straks kæle med dem, hvilket gav mig et stærk følelse af jalousi. Og så slog det mig: Hvad er det, der foregår?
De nye Dragonlance er mig utro med Torbjørn, men det er svært at være vred på dem
Hvorfor hiver Dragonlance sådan i hjertestrengene på granvoksne mænd med lamineret medlemskab af DJØF og Berlingo i afdæmpet farve i parcelhusets carport? Den nemme forklaring er selvfølgelig nostalgi. Ingen hengiver sig så betingelsesløst som børn og unge til alternative universer, og det efterlader erindringsmæssige moræneaflejringer i sjælen. Det kan jo så ikke være hele forklaringen. Synet af ”Ronja Røverdatter” efterlader mig kold. Måske en smule fornærmet i virkeligheden. Det er næppe heller den litterære kvalitet, for god litteratur er Dragonlance godt nok ikke. De er kluntede og klichéfyldte, men dog underholdende og lettilgængelige.
I frokostpausen i dag gik jeg forbi Fantask, for det kan man altid lige gøre. Da jeg var der første gang i 1985, stod Morten bag disken. 31 år senere – her for en time siden – stod Morten stadig bag disken. Ja, altså, han har jo nok været hjemme i mellemtiden et par gange, men syret er det da, selvom han bedyrer, han meget snart går på efterløn. Vi er begge ældet med stor ynde, men ellers kunne det ligeså godt være 1985.
Fantask anno i dag
”Det var helt vildt, da de kom på dansk første gang i slut-firserne” husker Morten. ”Det var første gang, der var adgang til et helt fantasy-univers på dansk bortset fra Ringenes Herre, som var lidt fjernt for mange måske. Nu er det jo gået meget ned, men det solgte som varm brød, og vi sælger stadig den originale trilogi. Der er købere hver dag. Vi undredes, for vi havde så meget god fantasy på hylderne, der ikke blev rørt, mens vi stangede Dragonlance over disken i ét væk. Vi kunne jo så se, at folk kom tilbage og begyndte at købe bedre litteratur.”
Dragonlance i kontorets køkken
Aha! Dragonlance var et gateway drug, og man glemmer jo aldrig sin første rus.
”Det er nostalgi selvfølgelig,” siger Morten, ”men det er også et sted, folk lissom kan være i fred. Hvor de kan være sig selv. Star Wars og Ringenes Herre er det samme. Jeg mener at have læst, den største computerspilsbrug er mellem midnat og kl. 2. Det er sikkert dér, alle familiefædrene sidder og endelig har ro fra kone, børn og pensionsordning til at spille,” griner han. ”Jeg er jo inkarneret ungkarl,” understreger Morten ”så jeg har ikke den slags problemer.” Det er her, jeg indrømmer, jeg har spillet vanvittigt meget World of Warcraft mellem midnat og kl. 2!
Dragonlance er en såkaldt delt verden (”shared world”). Det vil sige, at mange forfattere, manuskriptforfattere, tegnere, spildesignere og andre gode folk uafhængigt af hinanden har skrevet værker, der foregår i den verden, og som derved kollektivt bidrager til verdenshistorien og mytologien – nogle gange endda med narrative konflikter som i tegneserien ”Star Wars: The Clone Wars,” der foregår et sted mellem film fem og seks (to og tre kronologisk … forvirret?), men som også modsiger dem i nogle sekvenser. Warcraft-universet er et andet, godt eksempel; computerspil blev til onlinespil blev til kortspil og romaner og tegneserier og spillefilm osv. Er det ikke tænkeligt, at disse verdener drager endnu mere, fordi de er så udviklede, og så gør det mindre, at de enkelte dele – særligt dem i periferien – hver for sig måske ikke helt holder niveau? Jo mere og jo bedre udviklet, jo dybere kan man synke ind i dem. Der er vel en grund til, at ældste datter, Josephine, og jeg selv sad i Nyborg Bio for at se Star Wars 7 og spontant hoppede af glæde i stolen som to 12-årige, så snart den berømte fanfare lød. Okay, Josephine var faktisk 12 på det tidspunkt, så helt unaturligt var det jo så ikke for hende.
Nørd-guderne på Penny Arcade kommentarer på at møde Margaret Weis
Jacob Krogsøe er en slags mediebibliotekar på Randers Bibliotek, skribent for månedsmagasinet ”Pulp,” filmnørd og meget andet. Jeg kender ingen klogere end ham på disse emner, og han bekræfter langt hen ad vejen min nyudviklede mistanke.
“Nostalgien spiller en stor rolle. Det må man anerkende,” siger han. ”Sådan fungerer vi mennesker. Rent litterært er Dragonlance en noget ubehjælpsom størrelse. Dragonlance, og meget lignende fantasy, kan dog noget andet og mindst lige så vigtigt som at være ”stor litteratur.” Det er nemlig store mytiske og universelle fortællinger om kampen mellem det gode og det onde. Fortællinger, som vi mennesker gang på gang kan dykke ned i, hvor det ofte er underdog’en, der besejrer de onde skurke,” siger han.
Ja, det er jo dét. En enklere verden, hvor det er nemmere at se forskel på de gode og de onde. Meningen med tilværelsen kogt ned i enkle dikotomier. Godt og ondt, lys og mørke, rebellerne mod Imperiet, de frie folk mod Mordor. Ikke?
En anden forside, der gør én glad; D&D basisregler anno midt-firserne
Jacob fortsætter: ”Det samme gælder for Star Wars og Tolkiens værker. Men det er også selve verdensfortællingerne, som trækker publikum ind. Der laves racer, lande, nye former for magi, samfundsstrukturer, religioner, myter, monstre, dyr, natur osv. I den sammenhæng er en forfatter som Tolkien en mester. Han er det, jeg vil kalde en ”gartnerforfatter.” Over en meget lang tidsperiode byggede han sin verden og sin mytologi. Han kiggede på den, lod noget blomstre, andet visne hen og skrev videre og videre. At så mange elsker Ringenes Herre skyldes ikke kun historien om ringen, men lige så meget, hvis ikke mere, den verden som Tolkien skabte, da den føles ægte og troværdig, på trods af at der er tale om fantasy. Det er godt gjort.”
Lige netop Tolkien er vel egentligt et ekstremt eksempel. Som meget grundig filolog byggede han jo de forskellige racers sprog op fra grunden, før han overhovedet skrev om dem. Det gør hans univers umiddelbart troværdigt og eminent synke-ned-i-værdigt, men også noget af en udfordring. Lad os være ærlige. Der er godt nok mange elvere, der synger lange uforståelige sange i Ringenes Herre, mens der sker nøjagtigt ingenting. Dér. Jeg sagde det.
Jacob Krogsøe: Ekspert
Tolkien begyndte også at beskrive andre tidsaldre i sin verden, skabelsesberetninger o.lign. Det samme skete for Dragonlance, hvor vi startede i såkaldt fjerde alder i Krynns historie, men efterhånden kom skiftende forfattere til, og der var stadig D&D-scenarier, computerspil og meget andet godt. Det hele endte på 190 titler, et oplag på over 22 mio. samlet, og en vildtvoksende skov af perioder, karakterer og konflikter. Sådan bliver miljøbeskrivelse til romaner til universer til kulturelle fænomener.
Og nu har Tellerup altså så genudgivet den originale trilogi i revideret oversættelse, lækker hardback og samlet i tre titler ligesom originalen, hvor den sidst udkom i tre gange to bind. Jeg ringede til Harald Tellerup for at høre hvorfor. Er der nogen anledning?
”Fantasy-messen på Esbjerg Bibliotek,” svarede han. Og det er jo på lørdag faktisk. ”Vi syntes, vi skulle have noget med, når nu der fokuseres på forlaget Tellerups hovedgenre. Så har de jo solgt stabilt over årene, og den gamle udgave var sådan lidt fesen og delt lidt spøjst op. Min far købte i slutfirserne rettighederne til danske oversættelser af TSR’s katalog, og på den måde er de gået ind i forlagets DNA på en måde.”
Noget særligt omkring salget? ”Da vi åbnede vores online-shop i 2005, kunne vi se, at folk søgte på dem, og det støvsugede vores gamle lager ganske grundigt.” Og den dér særlige Dragonlance-magi? ”Ha!” griner Harald. ”Det er ikke mig. Jeg har en særlig Dragonlance-ekspert siddende herinde, der har været med fra starten.” Han var dog ude, og jeg skulle alligevel til at passe mit dagjob igen.
”Men nu udgiver vi jo den næste trilogi,” slutter Harald. ”’Legender’ hedder den.”
YES!
Danmark Skriver (.dk)
To af mine yndlingspersoner, forfatter Eva Maria Fredensborg og renæssancemenneske (heriblandt forfatter) Karsten Pers, har åbnet hjemmesiden danmarkskriver.dk. Mere om navnet nedenfor.
Danmark Skriver som den tager sig ud på min iPad en lørdag formiddag
Man kan høre de to fagfolk live:
- Tårnby Bibliotek 8/9 kl. 19
- Københavns Hovedbibliotek 13/9 kl. 17
- Allerød bibliotek 15/9 kl. 19
- Sønderborg Bibliotek 20/9 kl 19
(Se i øvrigt hele det vilde arrangementkatalog på Hovedbiblioteket her)
Tro mig. Man kan bruge sin tid langt, langt værre (langt!) end at lytte og stille spørgsmål til de to forfattere.
Danmark Skriver er en drøm hos nogle af os. Danmark Læser-kampagnen var en stor succes. Desværre blev den ikke fulgt rigtig op. Vi kunne godt tænke os en skrive-pendant. Vi kunne godt tænke os at gøre skrivning til noget, man beskæftigede sig med på hobbyplan ligesom at gå til guitar eller madlavning eller petanque. De færreste vil dog indrømme, at de skriver til skuffen. Er det ikke lidt mærkeligt egentligt? Og hvis man siger det, kommer spørgsmålet altid, hvornår det skal udgives. Spøjst nok, for hvis man laver en ond gang Chop Suey, er der aldrig nogen, der spørger, hvornår man åbner en kinesisk restarant.
PS: To rettelser til Danmark Skriver. Ét af rådene er, at man ikke skal tage sig af kommatering og stavning i den kreative fase. Ptøj! Jo, man skal! Korrekt grammatik redder liv og forhindrer krige. Der står også om Robert Zola Christensens “Manual til skrivekunsten,” at den kun er tilgængelig som ebog. Den er selvfølgelig tilgængelig via dit lokale bibliotek. I København har vi såmænd et helt dusin eksemplarer, og vi låner dem ud, du. Vederlagsfrit! 🙂
Anmeldelse: “En kvinde vågner”
En kvinde vågner. Kate Chopin. Forlaget Hetland, 272 sider
På overfladen kunne man fristes til at tro at ”en kvinde vågner” er en kærlighedshistorie om en kvinde fanget i et ulykkeligt ægteskab, som fascineres af en mere spændende (og yngre!) mand. Hvilket også er delvist rigtigt, men ikke det mest interessante i fortællingen. Det er nemlig mest en historie, der på fineste vis beskriver, hvad der sker, når man som menneske føler sig fanget i sit liv. Og den gør det uden for meget føleri. Romanen er skrevet af Kate Chopin og udgivet første gang i 1899. Handlingen finder sted i det sydlige USA, og hovedpersonen Edna og hendes ægteskab danner rammen for fortællingen.
Mødet med Robert (den nye, unge mand) er den afgørende katalysator, der vækker historien og Edna til live. Vi følger hende mens hun langsomt men sikkert træder ud af karakteren som den perfekte hustru. Hun undres selv over den pludselig trang til at gøre op med det, der forventes af hende som hustru til en af de mest feterede mænd i byen. I starten er hendes valg og fravalg famlende, men hun udvikler hurtigt en kompromisløshed i sin ageren, som understreger at hendes handlinger er udtryk for en ufravigelig nødvendighed. Ednas opvågen er en konstant udfoldelse af det, der synes kernen i hendes rejse. “I would give up the unessential; I would give my money, I would give my life for my children; but I wouldn’t give my self.” Og måske er det netop det, der er allermest fængslende ved Edna – at hun ikke er et offer, fordi hun nægter at være det.
Og så et ord om stilen. Forfatteren har truffet et valg, der betyder, at vi møder hovedpersonen gennem beskrivelsen af hendes handlinger og samtaler med andre karakterer, snarere end hendes følelser. Som læser betyder det, at jeg ikke kvæles af lange udredninger om, hvad Edna føler. Det er ingen udpensling, kun antydninger, og hendes følelesliv ekstrapoleres og krystalliseres gennem beskrivelsen af det hun gør og siger. Det kræver en aktiv læser, og det tilvejebringer en levende hovedperson. Kate Chopin rammer i hjertekulen uden at sigte efter den, og beskriver så yndefuldt en eksistentiel kvælen, at jeg i øjeblikke lulles ind i forestillingen om, at alt er godt.
Suk. At snuble over en sådan bog, er dog en smertefuld lykke. Der skal flere klassikere på bordet.
Se flere udgivelser af Kate Chopin her
Bright, baby, bright
Det er forunderligt. Jeg var barn i Jylland i 80’erne. Men jeg var også ung i New York i den samme periode. Og midaldrende, tæt på fallit og skilsmisse i selvsamme by i 2008. Alt sammen takket være Jay McInerneys romantrilogi med ægteparret Russell og Corrine Calloway som omdrejningspunkt.
Jeg har læst deres historie i løbet af ti år. Fra Brigthness Falls og The Good Life til Bright, Precious Days, der udkom i 2016. Den sidste bog læste jeg faktisk i løbet af den forgangne weekend, mens resten af familien var mere optaget af livet i badebassinet på denne måske sidste, rigtige sommerdag. What a ride, den sidste bog.
McInerneys bøger rummer masser af newyorker-referencer, som jeg ikke er i stand til at fange, men som fascinerer mig vildt. Fallerede forfattere, desperate forlagsfolk, frembrusende hedge fund-managers og affærer på kryds og tværs. Gamle værdier og nye penge. Obama in office og 9/11 altid i baghovedet.
Det bliver svært for mig, den dag jeg endelig kommer til NY som endnu en nysgerrig turist. Jeg vil opsøge adresser og stedet, der måske kunne give mig en anelse om, hvordan Russ og Corrine lever i dag, otte år efter. Forgæves. Byen ændrer sig hele tiden, og fiktive personer bor ikke på matrikler i virkeligheden. Det ender nok med, at jeg lægger vejen fordi Mansion McInerney og afleverer et gammeldags postkort fra en fan.
#bogsnak 