Nogle gange er det så befriende at komme på afstand af ens skoletid. Der er detaljer og irritationsmomenter, der bliver udvisket. Det vigtigste står frem.

Jeg er i gang med at se tilbage på min gymnasietid. Jeg kan se, at den lærer, der virkelig har præget mig og givet mig trangen til at beskæftige mig med litteratur og fortællinger i mere bred forstand, var en nydelig ældre dame ved navn Ragnhild. Hun var altid iført beigefarvede cashmere-sweaters, pumps og et noget uforudsigeligt temperament. Sådan husker jeg det i hvert fald. Man vidste aldrig, om det var tordenskyen eller den venlige forårssol, der trådte ind ad døren til klasseværelset. Når hendes enorme nøglebundt var væk, var det uden tvivl tordenskyen.

Der mangler bare et rødt, blankt æble på dette billede…..

Shakespeare og Hemingway var hendes bedste venner. Men hun kunne blive lige så begejstret for sangtekster af Peter Gabriel anno 1993 og intet mindre end henført over Michaels Caines diktion i filmen Educating Rita. Når Mr. Caine var på skærmen, slog hun om i et kvidrende og ungpigeagtigt stemmeleje. Det er nok sådan, jeg har det med skuespilleren Damian Lewis i dag.

Hendes nysgerrighed var imponerende. Hun kørte ikke på auto-pilot, selvom hun havde været gymnasielærer i 30 år. Ikke noget med genbrug af overheads – og tak for det. Når vi foreslog helt nye tekster, var hun ægte interesseret og åben. Til sammenligning sukkede min dansklærer over, at vi jo skulle finde nogle danske tekster fra de seneste fem år at læse. Det var noget, der plagede hende. Hun kan ikke have været på rette hylde.

Bøger på græs. Helt åbne og afslappede.

Hvad var det, som Ragnhild lærte mig, og som jeg har gjort til mit eget?

For det første: Læg altid mærke til det første ord og den første sætning. Hvis det er en film: Den første scene. Der ligger nøgler til resten af fortællingen her. Regner det? Sæt alle kræfter ind på at absorbere stemningen og ordene i historiens åbning. Forpligt dig med det samme!

For det andet: Der er altid noget med valg, forpligtelse og konsekvenser til stede i en historie. Ja, Ragnhild var en stor tilhænger af eksistentialismen.  Og det skal hun have tak for. Måske var hun lidt skematisk i sin tilgang, men det var der også brug for i 1.g. Hun holdt aldrig op med at fryde sig over de uendelige variationer over temaet ”et menneskeliv”. Det er derfor, at vi aldrig kan blive færdige med at læse.

Sidst, men ikke mindst: Det er frugtbart at opleve den samme tekst på mange måder. Læs Macbeth på engelsk og på dansk. Se skuespillet og filmen. Hør sangteksterne i The Wall og læs dem. Teksterne åbner sig og lukker os ind, når vi oplever dem i forskellige formater og sammenligner dem på kryds og tværs.

Pyha, jeg tør næsten ikke at sige det; men hun var tværmedialt minded, den gode Ragnhild. De typer af litteraturmøder, som hun iscenesatte i engelskundervisningen på Hjørring Gymnasium, gjorde mig nysgerrig. Det var dem, der fik mig til at læse Litteraturvidenskab, som før hed Komparativ Litteratur.

Hun gjorde det godt. Det var ikke Døde Poeters Klub, men det var alligevel uforglemmeligt og værdifuldt. Jeg håber, at Ragnhild var glad for at være engelsklærer lige frem til sin sidste, skemalagte dag på Hjørring Gymnasium. Jeg håber også, at hun holdt fanen højt med cashmere og pumps i sit otium.

Det er så velgørende, når klassikerne bliver brugt og ikke bare ligger på hylden.

Læs mere
Silkeborg Bibliotekerne samarbejdede i 2016 med Gyldendal om nye former for litteraturundervisning i gymnasiet. Der er masser af inspiration fra projektet i Slots- og Kulturstyrelsens projektbank.

Den gode lærer kan sikkert slet ikke lade være med at opsøge ny viden inden for sit fagfelt. Litteraturundervisere kan med fordel flokkes om Nationalt Videncenter for Læsning, der samler, spreder og skaber viden om læsning. Et af deres tidsskrifter er dedikeret til emnet “Litteraturdidaktik”. Find tidsskriftet på centrets hjemmeside