Lyrikkens mange glæder

maj 13, 2018marts 24, 2020 / Jan M. Johansen / 3 kommentarer

Når man bliver ældre, finder man glæde ved forbavsende mange ting, man i sine yngre dage opfattede som værende værre end at blive dyppet i kogende chilisovs.

For eksempel lyrik.

Det plagede i hvert fald mig gevaldig i både folkeskolen og gymnasiet. Ser man bort fra, jeg var en noget doven studerende, der hellere ville tegne superhelte og læse sci-fi end at lave noget fagligt, så er det først nu gået op for mig, hvorfor jeg dengang hadede digte og især at analysere dem.

For det hang jo gerne sammen. Man læste sjældent et digt bare for at læse det i sin skoletid. Nej, nej, det skulle analyseres, vægtes og forstås.

Men lyrik handler om stemninger, følelser og øjeblikket, og der ligger noget indbygget unaturligt i at analysere en følelse eller en stemning. I stedet for at nyde de følelser ordene vækker, så skal man søge efter meningen, motiver og sågar opsummere dem i objektive vendinger. Det suger det umiddelbare og dermed glæden ud af oplevelsen.

Mine læseoplevelser ændrer sig meget alt efter, hvorfor jeg læser. Det kan jeg især mærke efter, jeg er blevet bibliotekar, og skriver og taler om bøger og litteratur i ny og næ med en professionel hat på. Læseoplevelsen bliver pludselig en pligt og, skal jeg være helt ærlig, en anelse tung og trist. Og det gjorde sig helt klart gældende med lyrikken i mine unge år. I en grad så det at læse et digt næsten blev ødelagt for mig.

Nu kan jeg heldigvis læse lyrik, når det passer mig. Jeg er heller ikke tvunget til at lave alenlange analyser, men blot formidle den glæde eller de følelser, lyrikken vækker. I det hele taget tænker jeg, at digte generelt ikke skal forstås, men mest af alt føles.

Det gør en forskel.

Og lige som vores bogreol siger noget om vores interesser, så tænker jeg også, de digte, vi læser, siger noget om os og det sted i verden, vi er, når vi læser dem.

Smukke digte i lommeformat.

Men lyrik kan også sætte ord på følelser, vi måske selv har lidt svært ved at finde ord for. F.eks. så rammer gamle Emil Aarestrup plet med ’Til en Veninde’, hvis der skal sættes ord på den fornemmelse, jeg lider under, når jeg er forelsket.

”Der er en Trolddom paa din Læbe,

Der er en Afgrund i dit Blik,

Der er i Lyden af din Stemme

En Drøms ætheriske Musik.”

Der er en afgrund i dit blik … Smukt, rammende og en perfekt beskrivelse af det sus, jeg får i maven, når jeg kigger en høj, blonde jysk vimse i øjnene. Her rammer lyrikken plet på en måde, jeg eksempelvis ikke synes, anden litteratur gør.

Eller sjældent gør.

Men lad mig give et par eksempler på, hvad jeg i øjeblikket synes er gode digtere. Plus, en digter som altid siger mig noget.

Og lad os starte med ham …

En kæmpe blandt mennesker

Henrik Nordbrandt er noget nær en guddom i min verden, i hvert fald når det kommer til brugen af ordet til at skabe stemninger. Nordbrandt formår at sætte ord på min indre udlængsel med skræmmende præcision og akkuratesse.

”O, venlige landskab, som former sig

helt efter den besøgendes forventning

så man fristes til at færdes

i det for evigt: hvad er det, der gør

disse skyggefulde stier under bjergene

så tillokkende at følge

og får disse turkisgrønne floder

til at synes nye hvert øjeblik?”

Nordbrandt har udtalt i Berlingske, at han altid har følt sig hjemløs og derfor gennem en stor del af sit voksne liv rejst meget og boet rundt om i verden. Den søgen og rodløshed, synes jeg, gennemsyrer hans digte.

Henrik Nordbrandt – en konge blandt mænd, en gud blandt digtere.

Jeg tror, jeg på mine ældre dage er kommet frem til, at jeg har en sær drift til hele tiden at ville være et andet sted, og den drift ser jeg ud til at dele med hr. Nordbrandt. Derfor rammer mesterens digte mig særligt hårdt, ikke mindst når jeg virkelig føler mig rastløs og uden anker. Nordbrandts digte har hjulpet til en for mig sjældent set selvindsigt, og så kan man næsten ikke bede om mere.

Hverdagssødme med et strejf af tab

Verden er lille. For ikke længe siden faldt jeg over en digter, der senere viste sig at være udgivet på et fint lille fynsk forlag, der er drevet af en af mine venner. Ja, verden er lille. Det gør nu ikke digtsamlingen eller digteren mindre god.

Tværtimod.

Digteren er Annette Bigum, og selvom hun ikke er synderlig kendt, så er hun nu et læs værd.

”Når jeg læser dine øjne

undrer det mig

jeg nogensinde har gjort andet

bortset fra

at kysse din mund”

’Du er fredag – hver dag’ er titlen på Bigums digtsamling. En samling, der er fyldt med digte om at fortabe sig i kærlighed, men også med et snert af potentielt tab, af at vide, kærligheden ikke holder, eller måske nærmere ikke er gengældt på samme måde og med samme styrke.

“Du er fredag – hver dag” er noget af det sødeste, man kan sige til et andet menneske.

Selvom digtene er skrevet fra en kvindes synspunkt, så kan jeg sagtens relatere til situationer, hvor jeg har været så håbløst forgabt i en vimse, at jeg følte mig helt alene i min kærlighed. Den særegne følelse rammer Bigum knivskarpt.

En misundelsesværdig kollega

Oppe i det nordjyske sidder min kollega Daniel Boysen, og udover at se særlig stilfuld ud med hat, så er han en passioneret formidler, litterat og lyriker. Det sidste viser han på bedste vis sine evner ud i med digtsamlingen ’En vase i brystet’.

Den fine lille digtsamling fra Daniel Boysens hånd.

Nok handler ’En vase i brystet’ om at kommer sig oven på et tab, men jeg synes i virkeligheden, Boysens styrke er en særlig, ukrukket evne til at sætte ord på det fantastiske i hverdagen.

”det føles stadig

som et vidunder

at betragte en solsort

hoppe henover græsset”

Normalt keder hverdagen mig, men Boysen formår alligevel at gøre den til noget interessant og give mig en fornemmelse af, at jeg måske bare skal åbne øjnene og nyder verden omkring mig i stedet for hele tiden at ønske mig et andet sted hen.

Jeg kom til at tænke på Blicher, da jeg læste ’En vase i brystet’ og dennes ord om at synge noget mere, mens vi stadig kan. Altså, gribe livet og finde glæden, hvor vi kan, mens vi kan.

Boginfo

’Egne Digte’ af Henrik Nordbrandt, 289 sider, Gyldendal, 2010.

’Du er fredag – hver dag’ af Annette Bigum, 44 sider, Spangsgaard ART, 2017.

’En vase i brystet’ af Daniel Boysen, 93 sider, Silkefyret, 2018.

Portræt af en læser, der forsker i læsning

maj 6, 2018juni 12, 2018 / Lisbet V. / 22 kommentarer

Kristiane Hauer forsker i læsning og fordybelse. Hun er bl.a. optaget af, hvad det er, der sker, når vi fordyber os i en rigtig god bog, og af læsningens og litteraturens betydning for både det enkelte menneske og vores kultur. Lige nu er hun i gang med et ph.d.-projekt, hvor hun undersøger 8. klasse-elevers romanlæsning i og uden for skolen. Gennem undervisningsforløbet ’Romanjagt – jagten på den gode læseoplevelse’, som er designet til formålet, forsøger hun at fremme en fordybet læseoplevelse hos eleverne. Kristiane har gennem årene selv udgivet skøn- og faglitteratur og har undervist både børn og voksne i bl.a. creative writing.

Jeg har kendt Kristiane i over 22 år. Som entusiastiske studerende mødtes vi i en tværfaglig, frivillig læsegruppe i 1990erne. Frivillig! Vi mødtes sammen med venner og bekendte fra Antropologi, Arkitektskolen, Teologi og Filosofi og holdt små oplæg for hinanden i et ikke-angstprovokerende, venligt og trygt miljø, hvor det var i orden at stille alle mulige spørgsmål. Jeg tror, at den gruppe hjalp mig til at overleve og måske endda få noget brugbart ud af mit eget studie, som var Litteraturvidenskab. Nu har jeg fået et nyt, fagligt fællesskab med Kristiane, nemlig læsningens mange former, og jeg er superglad for, at hun vil bidrage til næste skud på stammen i Portræt af en læser-føljetonen.

Kristiane Hauer

Lisbet: Hvad er dit første læseminde?
Kristiane: Faktisk husker jeg mere selve læsesituationen – som et form for billede – end præcis hvilken bog, der blev læst. Jeg husker, at min bror og jeg sad inde i vores stue om aftenen i den store blå sofa og fik læst højt. Jeg husker mørket udenfor, lyset inde i stuen, en følelse af at familien var samlet.

Der er også et andet billede, jeg ser tydeligt for mig. Det er bogen ’Alice i eventyrland og Bag spejlet’ som jeg fik forærende til min fødselsdag, og som ikke var sprættet op endnu. Selvom jeg ikke var så gammel, fik jeg lov at sprætte den op selv. Det var svært, og nogle af siderne blev revet lidt skævt. Jeg har stadig den bog i dag. Nu er det fint at se på de lidt ubehjælpsomt opsprættede sider og tænke på mine barnehænder, der sprættede bogen op dengang.

Et par sider fra Alice i eventyrland

Lisbet: Hvilken rolle spillede læsning i din familie?
Kristiane: Måske er det ikke så overraskende, at jeg er blevet læseforsker. Der var i hvert fald bøger fra gulv til loft i mit barndomshjem. Når jeg havde andre børn på besøg, udbrød de altid: ”Årh, hvor er her mange bøger.” Men selv lagde jeg ikke mærke til det, for mig var det jo helt almindeligt.

Der var også stor respekt for læsesituationen i mit hjem. Da min bror og jeg blev større og kunne læse indenad, var det som om vi alle sammen i familien vidste og respekterede, at vi via læsningen hele tiden havde en indre verden ind i os – bøgernes verden – parallelt med den virkelighed, vi sammen færdedes i.

Lisbet: Hvad var din yndlingsbog som teenager?
Kristiane: Min mor – der var dansklærer – introducerede mig for Michael Strunge og de andre 80’er-lyrikkere, da jeg var 13-14 år. Det var vildt at begynde at læse digte. Og 80’er-lyrikkerne satte sprog på lige præcis sådan, som det føltes at være 13-14 år – for mig.

Strunge i pastellede farver.

Lisbet: Hvordan hænger læsning og skrivning sammen for dig?
Kristiane: Jeg tror, at mange at forfattere er begyndt deres forfatterskab med at skrive digte, og selvom jeg allerede havde skrevet lidt inden da, satte mødet med 80’er-lyrikkerne virkelig skub i min egen skrivning. Jeg skrev en digtsamling i sommerferien efter 9. klasse og fik et meget sødt og opmuntrende afslag fra Borgens Forlag, hvor jeg sendte den ind.

Læsning og skrivning hænger tæt sammen for mig. Det er et fantastisk privilegium for mig både selv at være et skrivende menneske – så meget jeg nu kan finde tid til det – og samtidig fagligt at arbejde med læsning og litteratur.

Lisbet: Hvorfor har du valgt at forske i læsning?
Kristiane: Bøger, læsning, skrivning – det er noget af det allermest fascinerende ved den menneskelige kultur. At vi har lyst til at skrive bøger og at vi har lyst til at læse bøger. Gennem bøgerne har mennesker mulighed for at møde hinanden på helt andre måder end når de står ansigt til ansigt. Nogle gange har jeg fornemmelsen af, at det er dér – i bøgerne, i skriften – at vi bedst kan og også tør, nærme os og sætte ord på det, som vi finder allermest vigtigt i tilværelsen. Måske er det netop fordi skriften på nænsom vis forskyder os lidt fra hinanden, at vi føler os trygge nok til at sætte ord på det, der er rigtig vigtigt for os. Men det er altså en noget anden og mere gennemarbejdet skrift, jeg her tænker på, end Facebooks statusopdateringer – litteraturens, tænkningens og videnskabens skrift.

Lisbet: Hvad viser dine foreløbige forskningsresultater om dybdelæsning i udskolingen?
Kristiane: Også i min forskning er jeg meget optaget af læserens møde med bogen. Og især den slags møder, med bøger, som er særlig betydningsfulde. Der hvor man som læser oplever bogen eller teksten som ’vigtig’. Jeg tror ikke, at alle får lov at opleve sådanne møde med en bog eller tekst, men jeg ville ønske, de gjorde det, for det er sådanne møder, der giver lyst til at læse mere. Netop i teenageårene, tror jeg man er særlig følsom over for den oplevelse. Derfor ser jeg bl.a. i min forskning på, hvordan teenagere læser – både i skolen og i fritiden.

Det fantastiske ville jo være, hvis de voksne, der er omkring teenageren – lærere, forældre, bibliotekarer – kunne hjælpe med at skabe rammerne for, at den slags givende møder kunne indfinde sig. Da jeg mødte Michael Strunge og 80’er-lyrikerne som 14-årig, var det netop så vigtigt et møde, fordi jeg følte, de talte til mig og med mig. Sådan havde det ikke nødvendigvis været for andre 14-årige, der til gengæld ville have fået meget ud af at læse noget helt andet.

Men er er også en anden problematik, jeg er optaget af i min forskning, og det er selve læsesituationen. Hvis man skimmer eller klatlæser en tekst, uden rigtig at være koncentreret om den, er det ikke en god forudsætning for at møde teksten. Det er vigtig, at man er indstillet på og også har muligheden for at læse i dybden, ved hjælp af de rette – ofte rolige, uforstyrrede og måske endda tilbagetrukne – rammer. Men uforstyrrede, tilbagetrukne stunder er der, så vidt jeg kan se, generelt ikke mange af i nutidens ungdomsliv.

Lisbet: Hvordan påvirker din forskning i læsning din egen læsning i hverdagen?
Kristiane: Det er klart, at jeg i øjeblikket læser en masse – meget interessant – faglitteratur og derfor ikke har så meget tid til skønlitteraturen. Men jeg er også begyndt at læse nogle af de bøger, som mange unge læser i øjeblikket – og som tilsyneladende taler lige til dem – og det har været rigtig spændende og tankevækkende oplevelser f.eks. at læse ’Hunger Games’ og ’Maze Runner’.

Lisbet: Hvem er dine tre yndlingsforfattere?
Kristiane: Det er et meget svært spørgsmål, og jeg synes, det skifter gennem livets forskellige faser. F.eks. er Michael Strunge ikke min yndlingsforfatter i dag, men når jeg læser ham, kan jeg stadig blive grebet af energien, det vilde billedsprog, visionerne.

Peer Hultberg, som jeg skrev speciale om på universitetet, har en stor plads i mit hjerte. Lewis Carrols ’Alice i Eventyrland’ og ’Bag spejlet’ ligesådan – det er bøger, jeg meget ofte tænker på og kommer i tanke om detaljer fra. Jeg er også glad for de norske forfattere, som jeg synes er gode til at turde skrive med alvor og dybde, ofte sammen med en underliggende humor; Trude Marstein f.eks. og Dag Solstad.

Når jeg ser på de forfattere jeg nævner her, kan jeg se at de alle sammen arbejder meget med form og med sprog, men at de samtidig også undersøger den menneskelige bevidsthed i al dens mangfoldighed. Det er ikke bøger, der er drevet af plot, men af sprogligt overskud, psykologisk indsigt og humor – og som på forskellige fantasifulde måder viser, hvor vildt og vanskeligt det er, at være menneske.

Lisbet: Hvilke bøger ligger på dit natbord lige nu?
Kristiane: Jeg har netop mødt den franske forfatter Eduard Levé – altså ikke i virkeligheden, for han døde i 2007, men mødt hans bøger og det er som et møde en ny ven. Hans bog ’Selvportræt’ ligger på mit natbord sammen med min gode veninde – i virkeligheden – Julias Butschkows flotte, nye novellesamling ’Granit’. Harald Voetmanns nyeste digtsamling ’Amduat – en iltmaskine’ – ligger der også. Det der bl.a. gør den bog helt speciel er, at den er indskrevet i hånden af forfatteren selv. Og så til sidst også en fagbog: Karin Littaus fremragende ’Theories of Reading – Books, Bodies, and Bibliomania’, som lige netop handler om vores følelsesmæssige, konkrete og materielle forhold til bøger.

Kristianes natbord, foråret 2018.

Lisbet: Har du et råd til voksne, der er kommet ud af læsevanen og gerne vil ind i den igen?
Kristiane: Mit råd er først og fremmest at bruge lidt tid på at finde frem til nogle bøger, der virkelig kunne tænkes af fange netop dem. Som en hjælp kan man jo spørge sine læsende venner, en bibliotekar, gå på nettet eller besøge en god boghandel. Ofte hjælper det at nævne tre bøger, man allerede har læst og godt kunne lide, hvis bibliotekaren eller boghandleren skal komme med en kvalificeret anbefaling.

Så er der selve læsesituationen: Den skal være hyggelig, fredfyldt og eksklusiv. Hvis digitale medier får ens bevidsthed til at flakke væk fra bogen, så anbefaler jeg simpelthen at slukke dem. Og så gælder det om at huske at nyde selve læsningen, nyde at være helt sig selv, og samtidig få lov til at være ganske tæt på en anden bevidsthed; nemlig den bevidsthed, der har skrevet bogen til lige netop dig – og en masse andre læsere.

Endelig kræver det som regel en stor portion vedholdenhed at opbygge en god vane igen. Jeg tror det er godt at sætte sig for at læse i hvert fald nogle gange om ugen, i et længere uforstyrret tidsrum, om man har lyst eller ej, især indtil man er blevet fanget af bogen. Og hvis man bare ikke bliver fanget, så synes jeg, man skal lægge bogen væk og starte på en ny i stedet (Som læser har man altid ’retten til ikke at læse’, siger den franske forfatter Daniel Pennac). Men når først man har fundet en bog, der taler til én, og hvis univers, man kan mærke er blevet etableret inde i sig, så tror jeg nok, man skal fortsætte med at læse.

Læs mere om Kristianes forskning på Nationalt Videncenter for Læsnings hjemmeside
Få en oversigt over Kristianes udgivelser på bibliotek.dk

Flere portrætter på vej
Portræt af en læser-serien fortsætter senere på året. Måske er du den næste? Her er tre tidligere portrætter, hvor det første handler om en læser på 14 år, som er netop den aldersgruppe, Kristiane forsker i.

Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en meget ung læser: Aske fem år

Fantasy – 3 i én anmeldelse

april 30, 2018maj 1, 2018 / Jan M. Johansen / Skriv en kommentar

At drømme sig hen til en svunden tid, hvor drager krydsede himlen (og smovsede i jomfruer), hvor præsters bønner blev besvaret, hvor mægtige troldmænd fra høje tårne planlagde at erobre verdensherredømmet, hvor riddere kækt red ud og konger gjorde kongelige ting …

Klicheerne står nærmest i kø som en horde velfodrede amerikaner ved Black Friday i Wallmart, og de er da også en del af fantasylitteraturen, men genren er også mere end det.

Meget mere.

De fantastiske elementer – oftest set i form af magi, guder og sagnvæsner – er ikke overraskende en meget stor del af fantasy og genren er da også noget nær en modpol til den realistiske litteratur. Der er med andre ord ikke meget socialrealisme at hente i fantasy. Og tak guderne for det.

Selvom der ingen regel er uden undtagelser, så er der nogle gennemgående træk i fantasy, der adskiller genren fra andre typer af fantastisk litteratur. Som nævnt er der magi, guder og sagnvæsner, men udover det, så er der oftest en helt eller heltinde involveret, der skal igennem en farlig masse prøvelser – altså, det Joseph Campbell kalder ”the hero’s journey”. Det er bl.a. også derfor, fantasy har en bred appel på tværs af kulturer og geografi. Vi kan identificere os med heltens trængsler. Ironisk nok er ’Star Wars’ et fint eksempel på det og man finder også mange, der forbavsende indædt klassificerer den som netop fantasy – rumskibe og laserpistoler be damned.

Men Luke Skywalkers rejse fra stakkels bondeknøs til mægtig helt er klart et genretypisk træk for fantasy og går i en eller anden form igen i rigtig mange fantasyhistorier, hvad end vi nu taler ’Ringenes herre’ eller ’Harry Potter’.

Den spæde begyndelse

Man kan med nogen ret sige, de gamle grækere med Homers Odyseen og lignende fortællinger om helte, der drog viden om og nedlagde kvinder og monstre til højre og venstre, grundlagde genren.

De første egentlige fantasyhistorier ses med Robert E. Howards Conan-figur. Howard skabte den ikoniske helt tilbage 30’erne og introducerede hermed en række af de andre typiske grundelementer i fantasy, nemlig kampen mellem det gode og det onde, mellem menneske og guder

Den måske mere moderne vinkel på fantasy kom med Tolkien i 50’erne, hvor elvere, drager, dværge og orker dukkede op i mere eller mindre den form, vi har set i et hav af bøger efterfølgende.

Omtrent samtidig udkom C.S. Lewis’ bøger om det magiske land Narnia, hvor nok et gennemgående element blev introduceret, nemlig den alternative virkelighed, og ikke mindst forholdet mellem hverdagen og det eventyrlige, alternative univers. Her har heltens oftest et kraftigt anstrøg af åndelig og personlig udvikling, hvilket vi ser f.eks. i ’Harry Potter’, men også i Guy Kays serien om Fionavar-Gobelinen, der stilmæssigt ligger mellem Tolkien og Lewis.

Og nu vi taler om eksempler, så er her tre nye værker, de gode folk på Ulven & Uglen har været så venlige at sende os til anmeldelse.

Mads Ahms smukke forsider sender Jan tilbage til de gode, gamle rollespilsdage, hvor der blev bladret i farverige regelbøger og faldet i svime over illustrationer af sværdsvingende helte og kaglende baryler.

Jan anmelder ’Djævlens hjerte’

Lad mig starte med at sige, jeg kender Lars Kramhøft, der har forfattet ’Djævlens hjerte’ lidt. Det gør jeg bl.a., fordi Kramhøft er en fremragende forfatter og jeg var med til at give ham og makkeren Tom Kristensen en pris for deres horrortegneserie ’Made Flesh’, som Lars skrev og Tom tegnede, for nogle år siden.

Så er det på plads.

’Djævlens hjerte’ er første bind i serien ’Sortekunstens mysterier’ og foregår i en alternativ udgave af Danmark på Valdemar Atterdags tid. Vi er altså tilbage i den tidlige middelalder, hvor konger og, ikke at forglemme, herremænd herskede, og ridder delte tæv ud på deres vegne.

Vor hovedperson, der har det noget atypiske danske navn Damian, er arving til lenet Hadrun, og tror indledningsvis, at han skal efterfølge sin fader som lensherre. Ved lidt af et tilfælde opdager unge Damian, at faderen har noget andre planer og i det hele taget er en slemmer fyr. Man kan næsten heller ikke forvente andet af en herremand med navnet Magnus Drakensten.

Bogen er tiltænkt en aldersgruppe mellem de 14 og 16 år, men kan sagtens læses af voksne, om end nok ikke yngre børn. Kramhøfts fortid i horrorgenren fornægter sig nemlig ikke, og bogen er rimelig brutal til tider. Det ser vi bl.a. i indledning, hvor en kvinde uden de store dikkedarer bliver brændt på bålet. Så er tonen sat og vi er i gang.

Det er dog ikke gru, blod og død alt sammen. Kramhøft har alle dage haft en stil og en tone, der ofte er jævnt humoristisk. Humoren dukker også op i ny og næ i ’Djævlens hjerte’, selvom der som sagt på mange måder er tale om fantasyhistorie med ret markante horror træk. Linjer som ””Hvis du virkelig vil høre Guds stemme!” grinede han med munden fuld af svampe” er umådeligt morsomme. Synes jeg, om ej andet.

I det hele taget er sproget bogens store force. Kramhøft skriver godt. Seriøst godt. Replikkerne især er flydende og naturlige. Tonen balancerer på kanten af horror og humor, men formår alligevel at signalere middelalder og fantasy. Jeg kommer hele tiden til at tænke på Lars-Henrik Olsens ’Sagaen om Svend Pindehugger’ eller som Arne Larsen på Litteratursiden påpeger Walter Scotts ridderromaner.

Bogen er helt utroligt lækker med en flot forside af Mads Ahm – som jeg til min skam ikke har hørt om før – og i solidt hardcover. Den er dog trykt i et sjovt format, der minder lidt om en lommebog.

Alt i alt, så glæder jeg mig til næste bind i serien.

Det er altid en fryd at åbne bogpakker. Efter et hurtigt blik på omslag og bagsidetekst blev vi enige om at Mikkel skulle have den lyserøde og Rie den blå!

Mikkel anmelder ’Ellekongen’

’Ellekongen’ er skrevet af Signe Fahl og er første bind i serien ’Tågespind’. Romanen er 402 sider lang og udgivet af Forlaget Ulven & Uglen.

Rie og jeg fik en blå og en lyserød roman, og Rie valgte den lyserøde til mig, fordi den står godt til mit tandkød. Eller noget. Det var dog ris til egen Rie-røv, fordi jeg tror, min var den bedste faktisk. Til handlingen først!

Det er hårdt at være ung tjenestepige midt i 1700-tallet i en fiktiv sjællandsk (tror jeg) landsby. Karen er forældreløs og mistede sin bror som lille. Til gengæld er hun velrespekteret i huset hos husbond og madmoder, hvor dagene dog er lange og ensformige med malkning tre gange om dagen og et hav af andre tjanser. Frygteligt meget er der heller ikke at se frem til for Karen, der har vage drømme om at sejle bort, men til gengæld ingen illusioner om kærlighed og en fremtid som andet end tyende.

Men så sker der noget. Ja, det gør der jo. Ellers var det et kedeligt stykke Fantasy, men i min begrebsverden er dét det særlige ved Fantasy. Det er coming-of-age historier ved (oftest) den afsindige tærskel mellem barn og voksen, men fortalt metaforisk i mere eller mindre fjerne verdener og farer og modstand legemliggjort i eksotiske verdener – vilde landskaber, magiske væsener og almægtige fjender. I ’Ellekongen’ er det magiske element mosen og dets væsener i et ellers hyperrealistisk landmandsliv. I mosen er der store farer, men også store fristelser. Man kan blive forført og aldrig blive den samme. Man kan bedrive faustiske handler, hvis man kan finde den uhyggeligste skabning i dyndet, det altid er klar til at lokke de uforsigtige og de svage på afveje.

Karen er ikke svag. Hun er bomstærk, så da den mystiske Daniel pludselig dukker op i hendes liv og er sært dragende med sine mystiske kræfter og sine dybe øjne, er hun først afvisende, men opdager, at hendes snusfornuft og selvdisciplin langsomt eroderer. Hvem er han? Hvad er han? Karen giver efter, og det forandrer hendes liv og verden dramatisk og efterlader hende med et umuligt valg.

Der kunne skrives en afhandling om pigers spirende seksualitet i teenage-årene og de henved 100 antydninger i ’Ellekongen’ om fristelser, tab af rationalitet, berusende majfester, den lille død i den mørke mose, der anes i den mørke fremmedes øjne osv., men det er så ikke lige mig, der skal skrive den afhandling. De kødelige dele er meget stemningsmættede og indirekte. Der er mange nedfaldne blade, der knuges, mens der sukkes. Alt sammen meget smagfuldt og et spændende historisk indblik er det også. Bogen føles vanvittigt godt researchet. For en midaldrende sprognazist er det særligt dejligt med masser af gamle ord og vendinger forbundet med særligt gamle håndværk. Der bliver kartet og riet, men efterfølgende bliver pligter også vanskøttet. Ja, vanskøttet!

Jeg ville uden at tøve anbefale ’Ellekongen’ til en læselysten teenager eller ungdommelig voksen, men jeg ville frygte, om de holdt ved den. Den kunne godt være 50-100 sider kortere, og beskrivelserne af landbrug og håndværk er grundige med mange, fremmede ord. Til gengæld bliver den i bevidstheden lang tid efter læsning, fordi den er så anderledes i sit fantasy-element. Den låner af velkendte, danske eventyrtroper, som ikke skal afsløres her og kunne snildt bruges i skolesammenhæng med sin historiske og kulturhistoriske vinkel, men her er den nok simpelthen for lang.

Rie anmelder ’I døden og videre’

’I døden og videre’ er skrevet af Jakob Kokkedal og er første bind i serien om ’Den Trofaste Bror’. Romanen er 478 sider lang og udgivet af Forlaget Ulven & Uglen.

’I døden og videre’ er på sin vis en klassisk dannelsesberetning om en ung prins, der elsker bøger. Han er vokset op afskærmet fra det samfund, han er en del af – et samfund, der er præget af permanente krige mod mørkets mangfoldige skabninger – mørklinge, sortdværge, minotaurer og onde elvere. Kong Leods skrøbelige søn, den unge prins Eumon, møder den gamle og undseelige vandringsmand, Balt, som slås med sine egne dæmoner. Skinnet bedrager dog og gamle Balt bliver prins Eumons beskytter og mentor. Han får til opgave at hærde den unge prins til de kommende krige mod mørkets magter anført af den ondeste onde magerpræst, Weshu.

Genremæssigt er vi i den meget klassiske ende af fantasy, og selvom der er en fin rød tråd gennem fortællingen, er der ikke meget overladt til fantasien. Nu er der jo mange forskellige årsager til, at man drages af en specifik genre. Fantasy og science fiction har altid appelleret til mig, fordi de giver mulighed for at viske tavlen ren. Hvis intet var som nu, hvordan ville alting så være? Genrerne fordrer nysgerrighed – både hos forfatter og læser.

Fortællingen er stærkt inspireret af Tolkien – og mange karakterer forekom mig bekendte. Som Jan så rigtigt skriver, følger meget fantasy bestemte dogmer, og vi er her placeret i en for genren klassisk middelalderlig, mandsdomineret og brutal verden. Persongalleriet følger også velbevandrede stier. Således læser jeg i den unge Eumon Frodos uskyldsrene naivitet, og i den vævre bueskytte Bodi dukker billeder af Orlando Bloom som Legolas op i min bevidsthed. Og det er der jo som sådan intet galt med. Overhovedet.

Alligevel er det en udfordring at størstedelen af de karakterer, der skal bære fortællingen frem, kæmper for at slå igennem som helstøbte personer og ikke ekkoer af en arketype. De loyale riddere er næsten for trofaste, og Eumons naivitet grænser til det irriterende. Gamle Balt skiller sig i en vis grad ud, da han – trods de indledende lighedstegn med Tolkiens Traver – viser sig at være en mere kompliceret skikkelse. Han er leder af et særligt broderskab af krigermunke, en slags tempelriddere, der mister deres evne til at skelne mellem godt og ondt og derfor også deres Guds gunst. Balt lever derfor en ugudelig tilværelse, som mestendels består af usvævelige mængder alkohol og ekskrementer. Jo, du hørte rigtigt. Ekskrementer.

Jeg har ladet mig fortælle, at malende beskrivelser af diverse kropsvæsker er oppe i tiden. På den baggrund er der her tale om en meget moderne fortælling. Der er ikke sparet på henvisninger til blod, afføring og ja, andre kropvæsker. Både sprogligt og handlingsmæssigt, er der altså fuld smæk for skillingen. Og er man typen, der bevæges af et plot i et godt tempo og en handling beskrevet på linjerne og ikke mellem dem er ’I døden og videre’ lige sagen.

Boginfo

’Djævlens hjerte’ af Lars Kramhøft, 371 sider, Ulven &Uglen, 2017.

’Ellekongen’ af Signe Fahl, 402 sider, Ulven & Uglen, 2017.

’I døden og videre’ af Jakob Kokkedal, 478 sider, Ulven & Uglen, 2016.

Læs mere om fantasy som genre …

Har du lyst til at blive klogere på fantasy som genre, så kan du læse mere på Ulven & Uglens hjemmeside eller på Faktalink.

Puk på Kostskole, Percy Jackson og en intim, personlig fortælling

april 24, 2018juli 1, 2018 / Mikkel C. / 1 kommentar

Generationslæsning er mere min gode kollega Lisbets ting end min. Lisbet er jo vidunderlig, men hun gør og siger mange ting, der giver mig lyst til at hvæse “hippie!” ad hende og true med min stok. Generationslæsning er én af dem. Men, okay, det kan åbenbart noget, så her er et herligt eksempel, en sørgelig personlig fortælling og en livslektie.

Lad mig sætte scenen først. eReolen har været med i forskellige retrodigitaliserings-projekter; dvs. projekter, hvor vi har hjulpet til med at få digitaliseret noget af den ældre, danske litteratur, der ellers kun forelå i trykt form. Vi har her udnyttet vores betalingsvillighed for udlån – også forlods – og dygtige bibliotekarers ekspertise. Pludselig stod vi med tusinder af nye, gamle titler og begrænset viden om, hvad man gør med den slags. Det skal vel formidles anderledes? Vi søgte nogle projektmidler hos Danskernes Digitale Bibliotek, fik dem, og så gik henholdsvis Gentofte, Vejle og Københavns biblioteker i gang med forskellige eksperimenter. Vi lavede alt fra retro-anmeldelser til tidsrejse-hylder. Når jeg siger “vi,” mener jeg dygtige kolleger, for jeg var sådan set kun projektleder, og min filosofi er at undlade at forstyrre kompetente mennesker, der arbejder.

I Gentofte arrangerede den meget kapable Mette Neimann Iversen en god gang “bookbattle” mellem en ungdoms-læseklub og en nordisk læseklub, hvor yngstedame var 71. Hver gruppe skulle vælge to bøger til den anden gruppe, og så skulle de mødes og diskutere, og her blev det altså helt magisk.

Den kapable Mette Neimers. Et slags fritgående biblioteks-geni!

De unge valgte ”Percy Jackson og lyntyven” og ”21 at måder at dø.” De ældre valgte ”Børnene i Nyskoven” og ”Puk på kostskole.” ”Børnene i Nyskoven” afstedkom ikke de store diskussioner, men det gjorde Puk. De ældre deltagere var noget flove ved gensynet med den gode Puk. Småsexistisk, naiv, urealistisk. De var hårde ved hende:

(Kvinde, 77 år) ”Det, der var sjovt, da jeg læste den igen, var alle de FORDOMME der ligesom er bygget ind i den. At den slutter med at tyven siger: ”Ej, hvor var det godt, at jeg blev fanget. Fordi ’jeg var jo ikke nogen ordentlig fyr’… det er da fuldstændig til grin! Det er da HELT morsomt.”

De unge kunne nu godt lide den. Én af dem af en lidt sjov årsag:

(Pige, 13 år) ”Alle de ungdomsbøger, der er nu, det er sådan ’Vi skal have alle med. Ingen skal føle sig sådan alene.’ Altså der er meget om sådan folk, der er homoseksuelle, eller folk der føler sig som piger, men er en dreng, og sådan. Altså det er meget sådan nogle emner, der er, og det er altså næsten kun det, der er, synes jeg. Så det her var lidt sjovt, fordi det var så anderledes. Den var så hyggelig.”

Oplevelsen startede et egentligt run på Puk-bøger på Gentofte bibliotek og via fjernlåns-ordningen, for så mange Puk-bøger har de heller ikke!

Her hun så. Puk. Random fun fact: Puk-bøgerne er skrevet af de samme to forfattere, der stod bag Jan-bøgerne, og der er 58(!) af dem. Puk-bøger, altså.

Percy Jackson var også et hit.

(Kvinde, 83 år) ”Normalt skal der ikke mere end en enkelt enhjørning i en bog, før jeg lægger den væk. Så tak, fordi I fik mig til at læse Percy Jackson. Det er en vidunderlig bog!

(Kvinde, 71 år): ”Kan du finde rundt i de her guder?”
(Dreng, 12 år): ”Det hjalp, da jeg læste den 6. gang…”

Størst debat skabte dog ”21 måder at dø.” De ældre damer var bestyrtede – og det var nok her, Puk kom lidt til kort. Tonen er ligesom skiftet hen over årene, fornemmer man – for nu at sige det pænt.

(Kvinde, 71 år, til pige på 13 år): ”Er det den bog, du har valgt? Jeg vil sige, det er en af de grummeste bøger, jeg har læst i meget lang tid… og… ja jeg havde svært ved at gøre den færdig. Fordi den påvirkede mig så meget… har børnebørn i jeres alder. Og det er dét sikkert – at det er sådan, jeres virkelighed også kan være.… så er den ikke rart at tænke på, synes jeg. Og det er jo de sociale medier, der er med til at bringe den derud, hvor den er… fordi man har en distance…”

De yngre mennesker kunne virkelig have fået sig nogle voksenvenner her, hvis eksperimentet for alvor var fortsat. Faktisk måtte børnene trøste de ældre lidt.

Det slog mig, som Mette redegjorde for eksperimentets afvikling, at der er noget helt særligt, litteraturen kan her. Det er selvfølgelig en fælles oplevelse, men det er noget andet end at gå ind og se en film sammen. Der er en større fordybelse og fortabelse i litteratur. Det er en større investering, og den påvirker mere. Måske særligt, fordi man i samtaler om fælles læseoplevelser også bytter selvskabte indre billeder.

Min mor med Mathilde i 2013

Endnu mere kom jeg til at tænke på mit akavede forhold til min mor, der døde for halvandet år siden. Hun havde et stort hjerte, men alting kom altid mærkeligt frem fra hende og med uendelig følelsesmæssig distance. Jeg havde tit en klar følelse af, hun prøvede at være mere hjertelig og varm, og hun brødes med det, men så vandt den akavede side, og hun fik sagt et eller andet sarkastisk i stedet for. De tætteste oplevelser, hun havde med sine børnebørn, var, når de læste sammen. Så kunne de sidde og snakke om bogen og andre læseoplevelser, og hun glemte ligesom at være distanceret. I stedet blev hun den varme, empatiske, intelligente person, der var hendes egentlige jeg. Hun og jeg fandt aldrig bøger, vi skulle læse begge to, og det skulle vi nok have gjort, så vi kunne have taget hul på vores store smertefulde historie sammen. Hun var et passioneret bogmenneske, og det havde været så oplagt. Jeg var på samme måde over for hende, som hun var over for mig, og selvom hun var min eneste forælder, kunne jeg end ikke tale med hende, da hun lå i koma i en hospitalsseng på en tom stue, og der helt bogstaveligt blev pumpet blod ud af hjernen på hende. Jeg formåede kun til sidst at tage hendes hånd og hviske ”Vi skulle nok have talt mere sammen, mor,” før jeg forlegent trak hånden til mig igen. Hun døde samme nat.

Det er ikke en måde at leve sit liv på sammen med dem, man elsker. Min ældste datter, Josephine (15), og jeg har rejst alene sammen mange gange, og vi har kørt lange ture til afsides steder i hendes kickboxing-karriere – siddet i lange timer i ildelugtende haller i Hamborg, Zagreb og Aalborg, så vi har altid haft tid til at snakke og opbygge en fortrolighed. Kickboxing gør hun det ikke mere i, og selvom vi træner sammen i det lokale fitness-center, mangler vi tid til at komme i dybden med vores respektive liv over for hinanden. Min plan er derfor simpel og nok rimelig nem at gætte nu. Når hun tager på efterskole, finder jeg en bog om måneden, vi begge skal læse, og så tager vi os tid i hjemme-weekender eller ferier til at få talt om dem. Jeg rapporterer tilbage om udfaldet. Stay tuned!

Pro-tip: Vi har en hulens masse Puk-bøger på eReolen! Klik her.

Skiftedato

april 14, 2018juni 9, 2018 / Lisbet V. / 1 kommentar

Overgangen fra børnehave til SFO og senere skole kan være svær at kapere for børn på 5-6 år. Og deres forældre, der med en vis grad af febrilskhed prøver at gøre transitionen så smertefri som muligt. Med bøger som De tre bukke bruse i skole i baghånden kan det hele blive lidt nemmere.

Fra jeg var tre måneder til seks år gammel blev jeg passet af min mormor. Jeg har aldrig været i dagpleje, vuggestue eller børnehave. I sommeren 1983 gik jeg rundt og gruede for at begynde i børnehaveklasse. Min mave slog knuder ved den blotte tanke. Jeg var overbevist om, at den friske Per med strithåret ville slå mig. Det var en ubegrundet mistanke, og det viste sig, at tiden i børnehaveklasse under Ruths kyndige ledelse var både sjov og lærerig. Vi bagte boller i køkkenet. Det var før indførelsen af skrappe hygiejneregler. Vi var til morgensang med resten af skolen hver morgen. Skoleleder Kjærgaard Andersen afsluttede altid med fadervor.

Undskyld. Det lyder, som om jeg er 72 og ikke 41. Men minderne vælder frem, nu hvor min søn Aske skal sige farvel til Børnehaven Bryghuset og goddag til først SFO og derefter Skolen på Bülowsvej. (Nej, de har ikke lært at brygge øl i børnehaven. Bygningen husede oprindeligt en skole for brygmestre.)

Aske er klar over, at SFO i dette forår handler om at lære de andre at kende. Efter sommerferien bliver det mere skoleagtigt, og man skal møde 7.50. Der er nemlig fælles morgensang hver morgen! Alting kommer tilbage.

Da jeg oplyste ham om, at han nok både skulle lege og tegne i skolen, rystede han forarget på hovedet. Let’s get down to business. Det handler om at stave, læse, skrive og regne. Gode, gamle færdigheder. Ved du ikke det, mor?

Folkeeventyr med twist og tuschstreger

Hvilket fører mig over til nordmændene Bjørn F. Rørvik og Gry Moursunds bog nummer tre i serien om De tre bukke bruse, som altid skarpt oversat til dansk af Nanna Gyldenkærne. Tegnestilen er hysterisk morsom, og de tre bukke bruse møder altid trolden i nye sammenhænge. Denne gang er han en urimelig rektor, der ender med at få snudeskaftet fanget i kopimaskinen. En allegori over skoleledere, der drukner i excelark, new public management og papirnusseri?

Det er ikke bare de to yngste bukke, der skal i skole. Også den ældste får et brev fra kommunen med indkaldelse. ”Alle skal i skole nu til dags”, siger den største af bukkene. Ja, livslang læring har også sneget sig ind i børnelitteraturen.

Farverne er som en isbutik, og humoren er cool. Høst & Søn har gjort et scoop med den norske serie om de tre bukke bruse.

Vi læser også Juhuuu! På vej i skole, som er en antologi fra Høst & Søn. Især fortællingen Lars-Løve går i skole af Hans Hansen, illustreret af Dorte Karrebæk kan noget særligt. En irriterende dreng har travlt med at gøre nar af Lars-Løve, men det ender med, at drengen vælter på stolen og får tårer i øjnene, mens Lars-Løve får oprejsning. Alle synger Hjulene på bussen, og pyha – ingen er kede af det længere.

Denne klassiske fortælling får vi eventuelt brug for at høre igen og igen, når først hverdagen byder på udskudt klassedannelse og understøttende undervisning i det, der ikke længere hedder Ny Nordisk Skole, men bare folkeskolen anno 2018.

Søde, ivrige, glade børn på grønt græs. Hvorfor hunden skal i skole, ved jeg ikke.

Mere info
Der er masser af gode børnebøger om skolestart. Alle folkebiblioteker samler bogtips, så nedenstående er blot et lille udpluk.

Om skolestart på Københavns Bibliotekers hjemmeside

KøgeBibliotekerne giver også en hjælpende hånd

Horsens Kommunes Bibliotek byder også på inspiration

I blogindlægget Min mormor og magnaprint fortæller jeg om min mormors ubevidste frembringelse af et sprogligt rigt miljø, som var med til at forberede mig på skolestart.

Litteraturens rolle på bibliotekerne

marts 2, 2018marts 2, 2018 / Jan M. Johansen / Skriv en kommentar

Forleden dag brugte jeg og en flok forfattere, biblioteksfolk og andre branchemennesker nogle timer i den smukke Fællessal på Christiansborg med at tale om litteraturens rolle på bibliotekerne til en konference arrangeret af Dansk Forfatterforening.

Udover jeg ikke overraskende altid er glad for at blive inviteret med til arrangementer, der handler om bøger og biblioteker, så var det også et ret interessant program, der kom viden om og var struktureret på en ret fin måde, så der var forskellighed og i hvert fald indledningsvis drive i konferencen.

Formand for Dansk Forfatterforening Morten Visby byder velkommen i den smukke Fællessal på Christiansborg.

4 korte vidensoplæg med indsigt og bid

Efter Morten Visbys velkomst startede programmet med 4 kortere oplæg med hvert deres fokus på litteratur. Inden vi går videre, så lad mig indskyde, det er en oplægsform, jeg varmt kan anbefale som en del af enhver konference. Det giver et godt afbræk og er en fin måde at formidle viden og erfaringer på uden det nødvendigvis tager et halvt døgn og 177 Power Point-slides. Det sidste er især vigtigt. Død ved Power Point er i sandhed en krank skæbne.

Professor Dan Ringgaard startede med et fint, koncist oplæg om, hvorfor litteraturen er vigtig. Ringgaard causerede over, at litteratur var noget, vi er fælles om, og at litteraturen ikke var bundet til den fysiske bog, men også levede i andre medier. Alt i alt et godt indledende oplæg, der på bedste vis satte ord på vigtigheden af litteratur og det skrevne ord.

Herefter overtog Tine Vind fra Slots- og Kulturstyrelsen podiet og dykkede med udgangspunkt i styrelsens tal ned i, hvad ved vi om bibliotekernes udlån af diverse materialer, samt præsenterede nogle godbidder fra den nye rapport om børns læsevaner. Vinds oplæg førte til lidt debat med salen, hvor statistikkens validitet blev diskuteret og der blev spurgt ind til, hvordan de samme tal kunne tolkes på så forskellig vis. CEPOS m.fl. bruger f.eks. tallene til at underbygge en fortælling om, det hele går forfærdeligt, mens Vind i sit oplæg stilfærdigt og med et lille smil påpegede, at udlånet faktisk steg fra 2014 til 2015. Hvilket ikke overraskende provokerede den del af publikum, der havde købt bibliotekskritikernes postulater om bibliotekernes krise, forfald og snarlige død.

Slots- og Kulturstyrelsens Tine Vind tryller og underholder med tal.

Næste punkt på dagsordenen var under overskriften ’Hvad gør litteraturformidlingen i dag?’, og her gav den vanligt skarpe Maria Louise Christensen, der er litteraturformidler fra Silkeborg Bibliotekerne og tovholder for netværk af litteraturformidlere, en tour de force rundt i de mange, meget forskelligartede formidlingstiltag, der er rundt om på landets biblioteker. Meget sigende var ikke et eneste af eksemplerne centreret på den brede litteratur, men på enten det mere smalle eller på læseoplevelser.

Silkeborg Bibliotekernes Maria Louise Christensen sætter ord på nogle af de mange formidlingstitag, der sker rundt om på landets biblioteker.

Forfatter og lektor ved SDU Trisse Gejl holdt det sidste af de 4 oplæg og talte om, hvordan kan litteratur ændre liv med udgangspunkt en række forsøg med litteraturen som helbredende kraft. Gejl var meget passioneret og fik næsten litteratur til at fremstå som et stof farligere end crack. Selvom det kan lyde lidt pudsigt, så er der nu et element af sandhed i det; litteratur under de rette omstændigheder kan flytte meget og rode op i ens indre liv. Ganske som der synes at være evidens for, at biblioterapi faktisk har en helbredende effekt.

Kaffe, netværk og debat

Ikke overraskende, så var der naturligvis kaffe og snak i korridorerne, inden Bo Green Jensen med vanlig flair for det danske sprog trak os tilbage til konferences virkelighed, hvor vi gik i gang med en længere snak om netop litteraturen på bibliotekerne.

Panelet bestod af politikere og debattører – helt konkret undertegnede, Mogens Jensen (S), Pia H. Friis (formand for Bibliotekschefforeningen), Rasmus Nordqvist (A) og Morten Visby (Forfatterforeningens formand). Jeg følte mig en kende let i panel med så prominente navne, skal jeg gerne indrømme, men påtænker skamløst at omtale mig selv som debattør fremover.

Deltagerne til den store paneldebat er linet op, og vanen tro ser jeg ud til, jeg sidder og småsover. (Foto: Sarah Hvidberg)

Nuvel, vi havde indledningsvis hver især 2 minutter til at svare på følgende 3 spørgsmål, nemlig:

Hvordan kan vi sikre, at bibliotekerne formidler andet end den mest iøjnefaldende litteratur?
Hvordan kan bibliotekernes litteraturformidling spille en rolle i at nedbryde den sociale arv og integration?
Hvordan kan vi opnå større koordineret (læse)indsats med politisk opbakning?

Anna Bridgwater var moderator – og i øvrigt vært for hele konferencen. Det gjorde hun godt og med overskud. Om end paneldebatten nok kunne have haft godt af en mere hård moderatorhånd.

Vi bevægede os nemlig desværre hurtigt væk fra de 3 punkter til en mere løs snak, og endte derfor med at bruge tiden på i al fredsommelighed at tale om en eventuelt kommende revision af biblioteksloven. Det var der som sådan ikke noget galt i, men der var ikke meget debat over det, og vi kom aldrig rigtig tilbage til det oprindelige udgangspunkt.

En af de mere interessant pointer kom, da Mogens Jensen helhjertet støttede op om bibliotekernes opsøgende arbejde. Det er en af mine egne kæpheste, at vi skal ud på skolerne, uddannelsesinstitutioner, foreningerne og hvad vi ellers har og ikke kun præsentere os og litteraturen, men netop hjælpe folk, hvor de er, og på den måde åbne biblioteket op og gøre det relevant for flere.

Alternativets Rasmus Nordqvist gentog flere gange, at bibliotekerne skulle sættes så fri som muligt, og ikke tøjres og tøjles af tung lovgivning med fokus på materialer og paragraffer, som tiden kunne løbe fra. Ikke overraskende var det også sød musik i mine ører.

Udover det, var der desværre langt mellem snapsene i debatten.

Afsluttende tanker

Helt for egen regning må jeg sige, at jeg naturligvis var og er beæret over at blive bedt om at deltage i konferencen. Foruden den fantastiske mulighed for at netværke og hænge kaffedrikkende ud i korridorerne på Christiansborg, så var det også fornøjeligt at få lov at oplade sin røst og give sit besyv med i en forsamling af politikere, kolleger og branchefolk.

Rammerne i Fællessalen på Borgen bliver ikke meget bedre, og gav en tyngde til konferencen. Det overordnede tema var stærkt og de 4 inviterede oplægsholdere var ligeledes stærke, og gav god indsigt i, hvad der rør sig rundt om.

På den negative side, så savnede jeg lidt bid og vid, noget modstand og kort fortalt mere passion. Den afsluttende debat blev som nævnt mere en venskabelig samtale, hvor vi langt henad vejen var enige og klappede hinanden på ryggen, end en egentlig debat. Jeg greb sågar mig selv i henrykt at udbryde ”jeg er lige blevet socialdemokrat” som reaktion på en af Mogens Jensens udtalelser. Selvom det er lidt skægt – ikke mindst når man ihukommer jeg er frådende liberal -, så er det måske ikke så godt, hvis man vil have lidt saft og kraft i en debat. Her skal meningerne gerne udfordres og netop med gejst diskuteres. Det blev de ikke her, desværre.

Og det er synd. For man kunne godt mærke, som biblioteksmenneske, at selvom vi har mange ting til fælles med f.eks. forfattere, så er vores syn på litteraturens forhold meget forskelligt. Den fysiske bog, kassationer og bibliotekernes (manglende) indkøb fylder meget i forfatternes liv, mens biblioteksfolk oftest hellere vil tale formidling og dannelse end nødvendigvis materialer.

Den debat, håber jeg, kan folde sig ud en anden god gang. Der er i hvert fald meget at tale om.

Portræt af en 14-årig læser

februar 27, 2018juni 9, 2018 / Lisbet V. / 25 kommentarer

Den læsende pige på bloggens forside hedder Josephine. Efter halvandet års tavs tilstedeværelse som signaturperson må det være på tide at give hende ordet. Her kommer et portræt af en læser: Mød Josephine, der i dette mailinterview fortæller om sine læsevaner og byder på en stribe forrygende og højst aktuelle bogtips.

Josephine er 14 år gammel og går i 8. klasse. Næste år vil hun gerne på Rejsby Europæiske Efterskole, fordi hendes yndlingsfag er samfundsfag og sprog. Hun har altid læst for godt, så hun har manglet litteratur, der var passende i både sprog og indhold. For nylig er hun begyndt at læse engelsksprogede ungdomsromaner og Young Adult. Hendes altoverskyggende hobby er kampsport. Hun er taekwondo-instruktør i den lokale klub og tidligere landsholdskæmper i kickboxing.

Kampsport og læsning: Josephines interesser favner et bredt felt.

Lisbet: Hvad er dit første læseminde?
Josephine: Den første bog jeg kan huske, jeg læste var Historien om en hare. Jeg fik den af min fasters mand, da jeg var meget lille. Jeg læste den, da jeg var omkring de 6 år. Den handler om en hare, der gennem historien hele tiden bliver til andre dyr. Jeg læste den lige igen i forbindelse med det her interview, og den er stadigvæk god. Hvilke bøger har været højdepunkter i din barndom? Jeg kunne virkelig god lide især to serier. Fallen, Shadow Falls og School Spirits [engelske titler, men de er på dansk red.]. I School Spirits er hovedpersonen en heks, og i Fallen er hovedpersonen en pige med en englekæreste. I Shadow Falls har hovedpersonen også magiske kræfter, men her skal hun bare finde ud af, præcis hvad hun er.

Lisbet: Hvad læser du lige nu?
Josephine: Lige nu læser jeg en engelsk bog, der hedder This is where it ends. I grove træk handler den om et amerikansk “school shooting”. Den foregår over en time, og man læser den ud fra fire forskellige personers perspektiv. De er alle forbundet med gerningsmanden og hinanden.

Lisbet: Hvordan finder du ud af, hvad du skal læse næste gang?
Josephine: Nogle gange køber mine forældre noget, de synes, jeg skal læse. Andre gange finder jeg bare noget selv på eReolen. Jeg har ikke så tit det problem at mangle en bog, for jeg læser mest serier, så bøgerne plejer faktisk at hobe sig op. Lige nu har jeg 12 bøger i min bogkø.

Lisbet: Hvad er dit yndlingslæsested?
Josephine: Min sofa, uden tvivl. Jeg kan ligge og mosle rundt, og der er dejligt behageligt. Plus der er det perfekte lydniveau. Der er stille nok til at jeg kan koncentrere mig, men ikke stille nok til at det bliver ubehageligt.

Godt installeret. Sofalæsning, aahh……

Lisbet: Hvornår læser du?
Josephine: Det kommer an på, hvor god bogen er. Nogle gange læser jeg en bog på 2-3 dage og andre gange på 1-2 uger. Uanset hvad plejer jeg at læse en halv time inden jeg skal i seng. Jeg bliver ikke søvnhæmmet af lyset fra min mobil, og hvis jeg går i stå med bogen, så kommer jeg under alle omstændigheder igennem den med mindst 30 min. hver aften.

Lisbet: Hvad betyder læsning for dig?
Josephine: Jeg elsker at læse, fordi det er kanon hyggeligt, og en god bog er bare så nem at fortabe sig i. Læsning er jo også en form for intelligent underholdning. Jeg kan hygge mig med en bog uden at blive dummere eller spilde min tid. Min far siger i hvert fald, at jeg bliver dummere af at se Youtube. En bog er også bare nem at fordybe sig i, og tiden går hurtigt, hvis den er god.

Lisbet: Hvad gør du, hvis du går i stå i en bog?
Josephine: Jeg elsker at se Youtube. Jeg ser nok dagligt omkring 1-2 timers Youtube hvis ikke mere. Hvis jeg går i stå med en bog, bliver det timeantal nok højere. Men som jeg nævnte tidligere, læser jeg jo mindst en halv time om dagen, så jeg kommer jo på et tidspunkt igennem bogen.

Lisbet: Hvem snakker du med bøger om?
Josephine: Min far og min bedste veninde Katrine. Katrine er også selv lidt af en læsehest, og vi har også læst nogle af de samme bøger, så derfor snakker vi om dem og deler hinandens synspunkter. Selvom vi ikke begge to har læst bogen, fortæller vi tit stadig om dem, fordi vi synes, det er spændende, og på den måde styrker vi også hinandens læselyst. Det kan jeg ikke altid med min far, fordi vi ikke har helt den samme smag i bøger.

Lisbet: Læser du andre typer af litteratur end bøgerbøger?
Josephine: Nej, jeg læser kun almindelige bøger. Jeg har aldrig brudt mig om lydbøger. Læsning er en personlig oplevelse, og det synes jeg ikke det er, når en eller anden tilfældig kvinde står og læser det op fra et eller andet tilfældigt lydstudie. Jeg kan godt se, at det er smart at få læst en bog op, når du står og skræller kartofler eller løber en tur, men så foretrækker jeg at høre musik.

Flere portrætter er på vej
Portræt af en læser-serien fortsætter senere på året. Her er to tidligere portrætter:

Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en meget ung læser: Aske fem år

Mere inspiration
Københavns Biblioteker udgiver sammen med unge læsere med stærke stemmer podcasten YAS! Det er en litteraturpodcast af unge, med unge og for unge. Værd at abonnere på.

Forsider, bagsider og det indimellem

februar 15, 2018juni 12, 2018 / Mikkel C. / Skriv en kommentar

Vicecbiblioteksleder på Københavns Hovedbibliotek, Sanne Caft, gæsteblogger til vores store fornøjelse her. Sanne er også lektør, redaktør, bestyrelsesmedlem i Litteratursiden og livslang superlæser. Hun har typisk læst flere bøger end de fem nærmeste medmennesker tilsammen. Engang imellem eksploderer hun i en tirade af gode råd og læsenørderier!

Døm en bog på dens omslag

Har du ladet være med at læse en bog, fordi forsiden ikke sagde dig noget?

Det har jeg.

Jeg har læst ufatteligt mange bøger, og jeg har sprunget lige så mange over, fordi jeg fandt forsiden uinspirerende eller decideret irriterende.

Jeg tror, at jeg blev præget som barn, hvor jeg blev sluppet løs i både familiens omfattende bogreol og i et paradis af en lille, tætpakket og kaotisk antikvariat i en lille provinsby i nærheden af, hvor vi havde sommerhus.

Her var der (næsten) frit slag på alle hylder (som jeg kunne nå op til).

Himmelsk!

Jeg kom hjem med skatte, som nok i dag mest vækker genklang hos den voksne del af befolkningen: Kapt. Marryat, Torry Gredsted, Laura Ingalls Wilder, Cai Schaffalitsky de Muckadell, Ellen Duurloo …

Jeg valgte primært efter forsiderne. Var de gode? Og ”god” betød for mig i denne sammenhæng ”ikke kedeligt-voksne, ikke abstrakte, ikke i sort/hvid, ikke collage.”

Så jeg endte med:

Men, men, men..

På et tidspunkt gik det op for mig, at den samme bog kunne have forskellige forsider. Da jeg kom hjem med en bog, jeg allerede havde i reolen. (Det sker stadigvæk, men nu mest fordi jeg har købt en bog i begejstring og ikke har fået læst den endnu. Derfor er jeg pt. den lykkelige ejer af hele tre eksemplarer af den samme fagbog om Napoleon – med forskellige forsider.)

Pludselig stod jeg overfor

Ud over initial grundforvirring, så grundlagde det også en opmærksomhed på forsiden og dens betydning for, om bogen ”sælger” sig selv. Reelt taler vi om hele omslaget inkl. bagsideteksten, for den har sandelig også meget at sige. Og jeg har så meget at sige, at det må blive et separat indlæg senere. Som i nedenfor.

Da jeg forlod børnebøgernes land og spejdede mod ungdomsbøgernes verden, da så bøgerne således ud:

Collage! Kedelig! (Og tidstypiske).

Om indholdet inden i var godt, fandt jeg aldrig ud af. Jeg sprang dem over og gik direkte på voksenbøger og læste derfor en tsunami af letbenet action, agent, anden verdenskrig (letbenet litteratur ikke letbenet emne), spænding. Hvilket nu gør mig i stand til at genfortælle handlingerne i alle Alistair McLeans og Desmond Bagleys forfatterskaber. Hvilket gør det totalt nostalgisk at besøge andre menneskers sommerhuse, for her har de typisk et æseløret paperback-liv side om side med Sidney Sheldon.

Tilbage til forsiderne. Jeg faldt over denne, jeg ikke umiddelbart ser som rettet mod børn.

Men det betyder ikke, at der ikke er lagt mange tanker fra forlaget i forsideillustrationen. Forlag, grafikere, illustratorer og forfattere lægger mange kræfter i at få præcis den rigtige forside, der bedst formidler indhold, form, målgruppe, budskab.

Og som ”sælger” hvad enten det er i boghandlens reoler eller bibliotekets udstillinger. Det er forøvrigt derfor, vi på bibliotekerne i stigende grad udstiller bøger med forsiden frem. Der er flere af jer, der låner dem på den måde. Og det er dybest set hele pointen. Bøger er til for at blive læst af nogen. Så frem med de forsider, du kan bladre i, springe over eller låne med hjem.

Vidste du forøvrigt, at røde forsider er mere ”sælgende” end alle andre farver? Og at krimier i høj grad er blå? Særligt Nordic noir. Og at chick lit ofte er lyserød/lysegul/lyseblå?

Prøv at lægge mærke til det, næste gang du har samlet en stak sammen.

Bottoms up

”Romanen er fyldt af fart & tempo.”
”Spændende roman om livets store spørgsmål.”
”En personlig beretning fra livets skyggeside.”
”Bogen giver dig ti veje til et bedre liv.”
”Bogen er en håndbog for ledere.”

Står der nogen gange på bagsiden af en bog. Nogen gange står der et udsnit af teksten inden i. Andre gange biografiske oplysninger om forfatteren. Eller hvad bogen kan bruges til. Eller hvem dem retter sig mod.

Det er en kunst at lave en god bagsidetekst, der yder bogen retfærdighed. Og som får bogen til at finde sin læser. Jeg anmelder mange bøger og ser derfor altid på, hvordan bagsiden er skruet sammen. Virker den? Er tekstmængden passende? Passer den til indholdet? Er den troværdig?

I stigende grad bruges anprisning som salgsargument. Altså hvad andre mener om bogen. På forsiden står typisk **** stjerner og !!!! siger den og den anmelder. Nogle gange helt reel gengivelse, nogle gange trukket vel rigeligt ud af sammenhængen. Læg også mærke til, hvem der anpriser.

Det er også i stigende grad populært at sammenligne bogen med en anden, der har været en succes. Der er derfor mange bøger, der sjovt nok ligner ”Alt det lys vi ikke ser”, ”Kvinden i toget”, ”Kvinden, der forsvandt”. (Hvad ER der med de kvinder?) Også selv om det er (igen) trukket lidt vel rigeligt ud.

Så er der dem, der forsøger at SKRIVE en ny ”Kvinden i toget”. Igen, en helt anden historie og værd at kigge nærmere på i en anden post.

Bagsiden er lige så vigtig som forsiden. På mit bibliotek eksperimenterede vi med at vende bagsiden opad på udstillinger. Det virkede glimrende i forhold til at låne bøgerne ud, omend der var svært for vores bibliotekariske ordenssans. Med bagsiderne opad var det mere oplagt at rode bøgerne igennem, end når de lå i pæne stakke i struktureret velordnethed, sagde dem, vi spurgte.

Det handler om at skabe lyst til at udforske. Hvad enten vi vender forsiden frem og lokker med røde farver, glitrende overflader, farvestrålende paletter af forfatternavne og snedigt udtænkte titler. Eller vi vender bunden i vejret på det hele og samler bøgerne på nye måder.

På billedet står feks. bøger om mysterier og hemmeligheder 🙂 (desværre ikke på mit bibliotek).

Så næste gang, du griber en bog fra en udstilling eller en salgshylde eller din reol, så vend den rundt og se på bagsiden. Tro mig, der er brugt tid og kræfter på at gøre den indbydende, formildende, rammende. Virker det?

Læser du bøger for historien eller for sproget?

Jeg indrømmer det åbent – jeg har virkeligt svært ved at læse en roman, der er dårligt skrevet. Men jeg har en veninde, der ikke lægger mærke til sproglige spader og vaklende kommatering, så længe historien fænger. Vi læser lige meget, og vi læser lige passioneret. Og vi får lige meget ud af at læse.

Misforstå mig ikke. Jeg elsker at læse gode historier. Jeg tæsker igennem historiske romaner, kærlighedsromaner, krimier, fantasy og samtidsromaner. Men de skal være godt skrevet. Have en sikker sprogbeherskelse. Et kompetent greb om plottet. Dygtig behandling af stilistiske virkemidler.

En effektiv og underholdende roman behøver i min optik ikke være sprogligt eksperimenterende. Og. Være. – . Særl-ig.

Men den skal hænge sammen. (Og ikke være fuld af grammatiske fejl.)

Hæng lige på, mens jeg bliver nørdet ☺

Professor Stig Hjarvard fra Københavns universitet har forsket i vores læsevaner og har bl.a. fundet ud af, vi grundlæggende har to forskellige former for læsning: en oplevelsesorienteret læsning og en vurderende læsning. Langt de fleste af os går efter en oplevelsesorienteret læsning, hvor oplevelsen af den spændende fortælling er i centrum.

Derfor er der rigtig mange, for hvem det er totalt ligegyldigt, om kommaerne er sat rigtigt eller om sproget er ciseleret og alsidigt. Historien skal fungere. Punktum. Hvis man ser på de bøger og genrer, der er i høj kurs, vil nogen mene, at der er tale om middelmådig (valgfrit: indsæt værre ord) litteratur. De, der hører til ”vurderende læsnings-gruppen”, kan have svært ved at se forbi tornekrattet af gennemtærskede klicheer, kommafejl og flad persontegning. Men med Stig Hjarvards undersøgelse kan vi se, at de er i mindretal. Og lad os være ærlige. Ovenstående hårde karakteristika er nok uretfærdige og alt for hårdt trukket op. De fleste bøger er gode, effektive, velfungerende. De falder hverken i bunken af utroligt ringe eller i bunken af litterært grænseflyttende men lægger sig et stabilt sted i midten.

En anekdote, som jeg har hørt for år siden:

Den massivt produktive forfatter Barbera Cartland, der skrev uhyre populære (og af anmelderne uglesete) kærlighedsromaner, hvor hjerte rimede på smerte, havde sekretærer ansat til at tjekke øjenfarven og navnene på personerne i de 2,3,4 romaner, hun havde gang i samtidig. Hun dikterede fra sofaen (klædt i pink) og sekretærernes opgave var (ud over at tage mod diktat) at sikre, at heltens øjne var blå, hans hår sort, hans far ruineret baron hele vejen igennem historien. Mens sekretæren ved siden af skulle sikre, at heltens øjne var brune, hans hår blond, hans far ruineret markis hele vejen igennem.

Min pointe:

De fleste læser skønlitteratur for at få tid til at slappe af for sig selv. Det er nok også derfor, at lydbøger er et hit, og flere og flere hører lydbøger i bilen, på løbeturen, under madlavningen. Uanset om du læser for at få en pause i hverdagen, tid til dig selv, tid til eskapisme, tid til at dykke ned i sproglige eksperimenter eller for at få udsyn til andre tider, steder og menneskeskæbner, så læs. Bliv ved med at læse. Du bliver klogere. Mere empatisk. Underholdt.

Vi ses i bøgernes verden.

/Sanne

Læs professor Stig Hjarvards undersøgelse her:

http://hum.ku.dk/faknyt/2017/januar/danske-laesere-foretraekker-krimier/

Moster Else og verdenslitteraturen

februar 11, 2018juni 12, 2018 / Lisbet V. / 7 kommentarer

Dette er ikke et okkult blogindlæg. Det handler derimod om, hvordan vi kan møde afdøde familiemedlemmer gennem læsning af særlige bøger. Når jeg savner min moster Else, så ved jeg, at det er på tide at genlæse Sigrid Undsets klassiker Kristin Lavransdatter.

Da den vidunderlige kampagne #septemberbøger rullede i 2017, var en af udfordringerne at poste en grøn bog. Jeg gik all in og iførte mig en grøn bluse i dagens anledning. Bemærk venligst de farvekoordinerede limefrugter i baggrunden.

Min farmor påstod, at man ikke var et ordentligt menneske, hvis man ikke havde læst Lykke-Per. Min farmor døde i 1961. Jeg er født i 1976 og fik derfor aldrig mulighed for at spørge, hvad hun egentlig mente med det. Men min ukendte farmor Krista var med som en venlig skygge, da jeg læste Lykke-Per første gang. Jeg kunne ikke lade være med at tænke over, hvilke tanker og følelser hun fik, mens hun læste om Pers sjælekvaler og stormfulde forhold til Jacobe. Var der noget, der vakte genklang i hendes eget indre liv?

Familiens hukommelse
Krista lærte jeg aldrig at kende. Men moster Else var en vigtig del af min opvækst og barndom. Hun havde ikke selv børn, men var levende interesseret i alle sine niecer og nevøers liv og færden. Zoo-ture, varm kakao til morgenmad, store gaver og omsorg af en anden verden; alt det var Else, da jeg var lille.

Årene gik, og hun var der stadig. Hun havde styr på, hvad vores venner hed, hvor vi skulle på studietur, og om vi for tiden boede i andelslejlighed eller på lejet værelset på Vesterbro. Efter en 20 minutter lang telefonsamtale kunne man være sikker på, at Else havde lagret alle detaljer i hukommelsen. Samtidig havde hun styr på alle familieforbindelser mindst to generationer tilbage, så det var bare at ringe til Else, hvis man kom i tvivl om navnet på en grandkusine.

Else havde arbejdet med udviklingshæmmede i mange år, inden hun blev gift i en alder af 40. Resten af sit liv var hun medhjælpende hustru på Pilgård i Snevre, lidt uden for Bjergby i det, der engang hed Hirtshals Kommune. Dagene gik med store mængder praktisk arbejde ude og inde. Til de store familiegilder var der hjemmelavet suppe kogt på hjemmeopdrættede høns, steg, sovs, is, lagkage, småkager – og det løse. Hold da op, hvor hun kræsede for os. Heldigvis var hun også inkarneret læser og formåede at konsumere større mængder litteratur end de fleste.

At læse en klassiker igen og igen
Et af de værker, hun blev ved med at vende tilbage til, var Sigrid Undsets 1000-siders værk Kristin Lavransdatter. De tre bind blev udgivet i årene 1920 til 1922.

Historien foregår i Middelalderens Norge omkring år 1300 i og handler om den fagre Kristins liv med kærlighed, sex, svigt, smerte, mange fødsler og til sidst inderlig, kristentro i klostret.

Sigrid fødte sønner på stribe. Else blev aldrig selv mor. Kristins kærlighedsliv var dramatisk og omfattede også den helt store, bjergtagende forelskelse og ægteskab med ridderen Erlend. Else blev selvfølgelig ikke gift med en ridder. Mere skal jeg ikke skrive om hendes kærlighedsliv. Livet på en gård i Vendsyssel i 1970erne og -80erne med maskinpark, malkeanlæg og tilskud fra EU var noget helt andet end Kristins hverdag som husfrue med tyende.

Else læste de bøger sønder og sammen. Hun vendte tilbage til Kristins historie. Omkring år 2000 fik hun nye paperbackudgaver i julegave af sin søster, min mor. Dem arvede jeg senere. Da jeg gik på barsel i 2012 fik jeg endelig taget mig sammen til at læse bøgerne. Jeg havde tid til at dykke ned i dem og læse Kristins historie uden større pauser.

Her fik jeg den mærkeligste oplevelse: Det var, som om jeg mødte Else igen. Jeg vidste ikke præcis, hvad hun havde følt og tænkt under læsningen, men i selve læsesituationen føltes hun meget tæt på. Jeg sad med den udgave i hånden, som hun havde siddet med. Jeg forestiller mig, at hun efter en hård dag i stald og køkken sad og læste og fik sit eget liv sat i perspektiv, på godt og ondt.

Kristeligt Dagblad er enige med mig og moster Else: Klassikere skal læses om og om igen. Eller: Ses på film. Vi venter på filmatiseringen af Lykke-Per, som det fremgår af bagsiden den 9. februar 2018.

Til foredrag i sognegården
Tilfældet ville, at jeg inden fødslen af min søn opdagede, at Danmarks fremmeste Undset-kender præsten Doris Ottesen holdt et foredrag om netop Kristin Lavransdatter i Garnisons Kirkes Menighedshus en tirsdag i april. Hvor tager man hen, når man er gravid i 37. uge og har købt alle sparkedragterne og babybadekarret? Man tager til foredrag i sognegården.

De venlige damer i menigheden så lidt undrende på mig. Jeg var et nyt ansigt i den sammenhæng. Men et par småkager senere var jeg en del af flokken: Os, der havde læst Kristin Lavransdatter. Endnu en gang knyttede litteraturen et bånd mellem mennesker. Denne gang mellem en håndfuld nydelige, fremmede damer 70+ og Lisbet på 35.

Doris Ottesen var en blændende formidler, og jeg lænede mig tilbage og frydede mig, hver gang hun fremhævede en litterær detalje, som jeg selv havde hæftet mig ved. Og tog en stærk kop kaffe mere.

På det tidspunkt kendte jeg ikke min medblogger Mikkel så godt. Men jeg må indrømme, at denne anekdote bekræfter hans teori om, at jeg er 85 år indeni.

Bøgerne vandrer videre
En dag i 2018 drak jeg kaffe med min kusine Marie. Vi kom næsten helt tilfældigt til at tale om bøger. Det viste sig, at hun engang havde fået Kristin Lavransdatter af Else. Også Marie blev grebet af Kristins historie.

Min mor har i januar 2018 købt Kristin Lavransdatter på udsalg hos Danmarks ældste boghandler Betty Mogensen i Hjørring.

Det er soleklart: Mine niecer på 8 og 9 år kommer ikke til at slippe for de bøger. Det står skrevet i sol og stjerner, at de skal vandre videre til næste generation, ligesom historierne om moster Else.

Tre bøger, der blev sprættet op med papirkniv. Køber man den slags bøger i dag?

Mere om Undset
Doris Ottesen har skrevet en fremragende artikel om Undsets liv og værk i Kristeligt Dagblad. Artiklen er fra 2. juli 2005.

Du finder Kristin Lavransdatter som e-bog og lydbog på e-Reolen. Hvis vinteren bliver virkelig lang, så ved du, hvad du skal fordrive tiden med. Hvis du ikke er travlt optaget af at se Suits, The Affair, The Americans eller Lovesick på Netflix.

Du kan finde en fin intro til værket på Litteratursiden.

eReolen 2017 og 2018: ”Dette burde skrives med kurvediagrammer”

januar 30, 2018juni 12, 2018 / Mikkel C. / 5 kommentarer

Som halvdelen af den nationale projektledelse i eReolen og en slags chefforhandler er det min store glæde engang imellem at gøre status for eReolen og se fremad her på verdens bedste blog – også for at give et kig ind bag kulisserne selvfølgelig.

Jeg gjorde det for 2016 med cirkeldiagrammer her.

Jeg gjorde det midtvejs i 2017 med søjlediagrammer her.

Logikken tilsiger, dette burde skrives med kurvediagrammer nu. Det er også verdens mest indforståede vittighed – kun jeg forstår den, men jeg synes til gengæld, den er ret sjov. Mere om dét nedenfor.

Jeg vil berøre tre emner her: Hvordan gik det så i 2017 og hvorfor? Hvordan ser det ud for 2018? Hvorfor er eReolen og mange store forlag altid så uenige? Det bliver lidt langt, men min spæde krop er fyldt med meget, der trænger sig på.

NB: Alt i denne blogpost er helt for egen regning. Jeg taler IKKE for eReolen, biblioteksvæsenet, Københavns kommune eller andre. Find selv på en institution, og jeg taler heller ikke for den!

2017

… var sgu’ god! Det burde så meget illustreres med et kurvediagram. Læg lige mærke til, at fem store forlag ikke var på eReolen i 2017 i modsætning til 2015.

eReolens samlede udlån af ebøger og netlydbøger 2015-2017 månedsvist. Vi måler helst selv antal unikke brugere, men vi bliver altid spurgt til udlånet. De to tal følges i øvrigt meget tæt ad.

Det var ganske klart halvt inde i 2017, hvordan det ville ende med at se ud, og det beskæftigede jeg mig med i føromtalte post.

Ganske kort: Mange af de store forlag holdt sig stadig ude, men Danmarks største digitale forlag, Lindhardt & Ringhof, var indenfor, og ikke bare øgede de titelmængden betragteligt – bl.a. i digitaliseringssamarbejder med eReolen – de lagde næsten alting ud med maksimal tilgængelighed. Hertil kom pæn succes med vores nye tilbud til børn & unge – eReolen GO! – som er indrettet til børns lystlæsning, og som en del kommuner og skoler har taget til sig. GO! løftede et ellers stagnerende ebogs-forbrug. Antallet af deltagende forlag steg til over 600. Har Danmark over 600 betydende forlag? Nej. Hvem er de så? Aner det ikke – og det er jo lidt syret, men jeg tror, der er mange enkeltmandsforlag, der varetager ejerens digitale rettigheder.

Tendensen omkring netlydbøger fortsatte også bare. De udgør 1/4 af titelmængden, men står for 2/3 af brugen. Folk vil bare have lyd. Det er endnu en ting til perlerækken af ting, jeg ikke forstår. Jeg har prøvet lydbøger, men jeg føler mig drivende til havs i tæt tåge i en robåd uden årer. Det går langsomt. Der er en oplæser, der har lagt sig forstyrrende ind mellem mig og bogstaverne. Jeg har ingen fornemmelse af, hvor langt jeg er, og jeg har ingen ankre; kun ord, der driver ud i tågen og forsvinder.

Statistikken afslører dog også udfordringer. Vi er fx ikke særligt gode til at fastholde nye læsere. 44% låner én bog og smutter igen. Det er mere markant for ebøgerne end netlydbøgerne, hvor det tilsvarende tal er 33%. Hvis de smutter til de kommercielle tjenester, så er det herligt, men det ved vi ikke. Vi bliver nødt til at give folk en bedre førstegangsoplevelse og kunne vi kontakte dem, ville det være fantastisk, men vi er hæmmet af, folk bruger CPR-numre som bruger-ID, for så må man – heldigvis – næsten ingenting.

Et par grundtal her: eReolen havde i 2017 256.008 unikke ebogslånere, 246.635 netlydbogslånere. Ialt 365.857 unikke brugere. De lånte 1.108.961 ebøger og 1.771.340 netlydbøger.

Hvor stor en andel af de unikke brugere låner X antal bøger på et kalenderår?

Der var dog også politisk ballade i 2017. eReolen og forlagene, der stod udenfor (Gyldendal, Politiken, Modtryk, Gads Forlag, People’s Press), var under politisk pres for ”finde hinanden,” eller kulturminister, Mette Bock (LA), ville gribe ind og lovgive. I december 2016 gav hun os en frist på et år, og selvom der egentlig altid har været en dialog, så fandt parterne sammen i forhandlingslokalet for alvor og begyndte den lange nats rejse mod dag. Skilt i synet på meget, men samlet i fælles angst for et indgreb, der i princippet kunne blive hvad som helst.

Dog var det heller ikke nemt at være kulturminister, tror jeg, for hvordan skulle et indgreb egentlig se ud? Skulle man tvinge kommunerne (der driver folkebibliotekerne) til at købe dyrere ind og på ringere vilkår? Det ville Kommunernes Landsforening sikkert have ét og andet at sige om. Er et indgreb overhovedet fedt, når man er fra Liberal Alliance? Og hvor mange forlag var egentlig for alvor interesserede? Det er et retorisk spørgsmål. Svaret er tre-fire stykker max. Mindst af alt nok ønskede hun at forstyrre dialogen og forhandlingerne, og direkte adspurgt, hvordan det gik med det hele, kunne jeg kun svare henholdsvis ”godt,” ”dårligt,” ”håbløst, ”fantastisk,” ”tror ikke på det” afhængig af, hvilken dag på ugen det var.

En minister og en del forlagsfolk og forfatterepræsentanter og eReolen og andet godtfolk

Så i uge 50 fik vi først et sammenbrud og så et gennembrud med Gyldendal og Modtryk på samme tid. Detaljerne er behårede, men princippet er, at eReolen får adgang til forlagenes ebøger, men kun B/U-netlydbøgerne. Det skal man ikke være ked af. Det er næsten 7.000 gode ebøger og næsten 800 ditto netlydbøger. Køligt betragtet udefra – og det er svært for mig, der hverken er kølig eller udenfor – er det interessant at se det bratte skifte i forlagenes sigte. Tag vores tekst, men fingrene væk fra vores lyd! Midt-10’erne har da også været gode år for lydforlag. Bibliotekerne købte fysiske lydbøger ind for vanvittige stykpriser, og eReolen opdyrkede egenhændigt netlydbogsmarkedet til ganske hæderlige klikpriser. Nu er alle på lydvognen, men et par forlag så gerne eReolen sparket helt ud af vognen. Ak, ak. Utak er sandelig verdens løn 😉

Så mangler vi egentlig bare Politiken, Gads Forlag og People’s Press, og her har andre fronter åbenbaret sig. Der er konkrete forhandlingsforløb i gang, og det ville trods alt undre mig, om ikke vi finder hinanden. Forhåbentlig alle tre, men to kunne også gøre det. I 2015 var vi alle sammen samlet sidst, men aktiviteten var for stor, skønnede nogle forlag og trak sig ud igen i 2016. Denne gang prøver vi mere forsigtigt, og så håber vi, det bliver en langvarig romance.

2018

I det ny år kommer vi til at krydse 30.000 ebogstitler og 8.000 netlydbogstitler. Der er retrodigitalisering i gang med både ebøger og netlydbøger. Der udvikles nye formidlingskoncepter hele tiden, og bibliotekerne er i fuld færd med både at arbejde med national formidling, genbrug og deling på den ene side og digitalt mindset på bibliotekerne på den anden side. Vi har spritnye websteder på ereolen.dk og ereolengo.dk, og i løbet af 2018 får vi nye apps til iOS og Android. Alt er godt. Send flere penge!

Der er såmænd også rigeligt med udfordringer, så vi kan næppe blive for beredt. De kommende generationer er mobile og digitale, og årgangenes lystlæsning falder år for år. Tiden går i stigende grad med først og fremmest chat og YouTube.

Stor forskel i unge og midaldrendes medieforbrug. Fra den såkaldte public service-rapport 2016.

Tænketanken Fremtidens Biblioteker udgav i efteråret en kvantitativ rapport om børns læsning. Den kvalitative rapport kommer ultimo februar 2018. Blandt rapportens mere spektakulære konklusioner er, at de ellers så trofaste tween-piger er begyndt at falde fra lystlæsningen. Drengene holder næsten stand med et fald fra 53% til 52% (“lystlæser flere gange ugentligt”), men pigerne står for et fald fra 68% til 59%. De største fald for begge køn sker omkring 5. klasse. Det er dér, de lægger bogen fra sig og samler mobilen op for at chatte.

Det er trist af flere årsager. Primært fordi læsning er grundvariablen for alle gode ting her i livet; faglige kompetencer, uddannelse, social intelligens, fællesskaber og oplevelser. Læsende børn er bedre til alt fra IT til geografi, de får bedre uddannelser, bedre sociale kompetencer og mere aktive liv. Den bedste skattekrone, man kan bruge – overhovedet – er på at få et barn til at læse bedre. Citat: Greg Lucas; Californiens statsbibliotekar, 2017. Vi har brug for et nationalt kompromis mellem forfattere og forlag, biblioteker og skoler, lokale og nationale politikere m.v. Jeg håber, 2018 bliver ret, vi tager denne fælles udfordring op.

eReolen og forlag; hvad er problemet?

Forlag skal sælge nogle bøger. De forlag, der ikke bare er en eller andens hobby, altså. Ellers holder alting op. Bagved alt det idealistiske og det kulturpolitiske og Kunsten er der en kommerciel maskine, der skal fodres med salg. Helst lige nu eller om ikke så længe eller rimelig snart. Gyldendal fx er et aktieselskab. Aktionærer vil gerne høre om fugle på taget, men allerhelst vil de holde en fuldfed grillkylling med det hele i hånden.

Dette er (også) en maskine. Bogforum 2017.

Biblioteker har brug for aktivitet i form af udlån og besøg for at bevise sin betydning for borgerne og lokalområdet. Samfundsnytten af biblioteker er større end den pengesæk, vi poster i dem, men goderne er nationale og fremtidige, mens kulturkroner udmøntes lige nu og kommunalt. Den fornødne aktivitet er produktet af inspirerende, fysiske og digitale rum og tilbud.

Begge parter er udfordret af, at læsning er udfordret og af et overflødighedshorn af kommercielle underholdningstjenester på nettet. Folks medieforbrug er under tektonisk forandring. Svaret er alle for så vidt enige om: Det er at tilbyde de hungrende masser velassorterede, brugervenlige digitale tjenester, mens man stadig udnytter de særlige ting, det fysiske kan. Her kan biblioteket spille flere roller, men bibliotekets rolle i det digitale er dér, hvor parterne skilles.

Bibliotekets tænkning er, at det digitale skal bruges til at skaffe nye læsere, gøre svage læsere stærkere, øge brugernes bevidsthed om og kritik af egen læsning, øge det sociale aspekt af læsning osv. Alt dette gælder dobbelt for børn og unge, som er så sindssygt vigtige. Når vi lige har fået lille Palle Ib til at læse “Plet og enhjørningen” nytter det ikke noget, han skal stå i kø i tre måneder til “Plet og grævlingen.” Så taber vi ham til YouTube på stedet. Vi har brug for aktuelle titler med så liden friktion som muligt til en rimelig penge. Marginalomkostningen ved at udlåne en digital bog er latterligt høj i forhold til en fysisk bog; altså hvor meget koster ét lån mere.

Af de større forlag er der en del, der giver os ret i denne mission. Ikke, tror jeg, fordi de ikke kan modstå vores drengede charme, men fordi det harmonerer med deres egen forretningsstrategi: Læsning til alle hele tiden med ingen restriktioner. Så er der en del, der er helt uenige. De frygter, at litteratur vil blive en betalingsløs ting lidt ligesom nyhederne til dels er blevet. Man får også meget musik hos Spotify uden at betale og endnu mere hos YouTube. eReolen betaler såmænd ganske udmærket, men for brugerne. Disse forlag er mere optaget af at værne om bogen som produkt ved at øge dens egenværdi via eksklusivitet. En hjørnesten i den strategi er, at folk opleve bøger som noget, man køber til evig arv og eje eller adgang til via kommercielle streamingtjenester som Bookmate eller Mofibo. Hvis den ligger til rådighed på eReolen, hvad den egentlig helst ikke skal, skal folk i al fald opleve forsinkelser og restriktioner. Tanken er altså her, at lille Palle Ib enten får sin mor til at købe ”Plet og grævlingen” eller et Bookmate-abonnement, når han møder modstand i servicen. Herudover skal alle forlag have mulighed for strategisk at arbejde med salgskanaler og –vinduer, og eReolen kan ikke blive for stivstukket her.

Kø på ebøger. Jeg får styr på min kerneopgave om tre uger. Det er faktisk billigt sluppet.

Alle disse hensyn i en branche, hvor alle kender hinanden, og hvor alle lurer på hinanden, prøver eReolen at imødekomme ved at udvikle nye, målrettede udlåns- og forretningsmodeller. Vi vil gerne have forlags hele kataloger, for det ligger i bibliotekets ånd, at vi har adgang til det hele på den ene eller anden måde, men vi er med på at beskytte kommercielt interessante titler med restriktioner og køer. Omvendt vil vi gerne have friere adgang for børnene. Vi vil også gerne have netlydbøgerne, hvor der nemt kommer nye læsere til, men det ser lidt tungt ud.

Alle er enige om, at bibliotekerne er særligt egnede til at formidle bagkataloget og det smalle. Det er altid de 5% bedst sælgende titler, vi støder hovederne sammen over. Vi kan ikke bare afskrive de populære titler, for vi skal have nye, smarte varer i vinduet for at lokke brugerne ind i butikken. Når de så er inde, kan vi formidle de andre titler til dem. Omvendt ønsker ingen sig tilbage til 2012, da eReolens brugere uden restriktioner gik amok på Zlatan-bogen, Hunger Games-trilogien og Helle Helles “Dette burde skrives i nutid” fra Rosinante.*

2018 bliver superspændende, og det er en fornøjelse at få lov til at arbejde med området!

* Fangede du den? “Dette burde skrives i nutid” var først kode for en amok-eReolen, men senere bare en eReolen i fremgang. Dette burde skrives i nutid … dette burde skrives med kurvediagrammer, ikk’? Ikk’? åh, det er god værkstedshumor! Jeg er helt alene med den vurdering, men så mange er vi heller ikke på værkstedet.

#bogsnak

Blogkollektiv om litteratur, bøger og læsekultur

Artikel