Fantasy – 3 i én anmeldelse

At drømme sig hen til en svunden tid, hvor drager krydsede himlen (og smovsede i jomfruer), hvor præsters bønner blev besvaret, hvor mægtige troldmænd fra høje tårne planlagde at erobre verdensherredømmet, hvor riddere kækt red ud og konger gjorde kongelige ting …

Klicheerne står nærmest i kø som en horde velfodrede amerikaner ved Black Friday i Wallmart, og de er da også en del af fantasylitteraturen, men genren er også mere end det.

Meget mere.

De fantastiske elementer – oftest set i form af magi, guder og sagnvæsner – er ikke overraskende en meget stor del af fantasy og genren er da også noget nær en modpol til den realistiske litteratur. Der er med andre ord ikke meget socialrealisme at hente i fantasy. Og tak guderne for det.

Selvom der ingen regel er uden undtagelser, så er der nogle gennemgående træk i fantasy, der adskiller genren fra andre typer af fantastisk litteratur. Som nævnt er der magi, guder og sagnvæsner, men udover det, så er der oftest en helt eller heltinde involveret, der skal igennem en farlig masse prøvelser – altså, det Joseph Campbell kalder ”the hero’s journey”. Det er bl.a. også derfor, fantasy har en bred appel på tværs af kulturer og geografi. Vi kan identificere os med heltens trængsler. Ironisk nok er ’Star Wars’ et fint eksempel på det og man finder også mange, der forbavsende indædt klassificerer den som netop fantasy – rumskibe og laserpistoler be damned.

Men Luke Skywalkers rejse fra stakkels bondeknøs til mægtig helt er klart et genretypisk træk for fantasy og går i en eller anden form igen i rigtig mange fantasyhistorier, hvad end vi nu taler ’Ringenes herre’ eller ’Harry Potter’.

Den spæde begyndelse

Man kan med nogen ret sige, de gamle grækere med Homers Odyseen og lignende fortællinger om helte, der drog viden om og nedlagde kvinder og monstre til højre og venstre, grundlagde genren.

De første egentlige fantasyhistorier ses med Robert E. Howards Conan-figur. Howard skabte den ikoniske helt tilbage 30’erne og introducerede hermed en række af de andre typiske grundelementer i fantasy, nemlig kampen mellem det gode og det onde, mellem menneske og guder

Den måske mere moderne vinkel på fantasy kom med Tolkien i 50’erne, hvor elvere, drager, dværge og orker dukkede op i mere eller mindre den form, vi har set i et hav af bøger efterfølgende.

Omtrent samtidig udkom C.S. Lewis’ bøger om det magiske land Narnia, hvor nok et gennemgående element blev introduceret, nemlig den alternative virkelighed, og ikke mindst forholdet mellem hverdagen og det eventyrlige, alternative univers. Her har heltens oftest et kraftigt anstrøg af åndelig og personlig udvikling, hvilket vi ser f.eks. i ’Harry Potter’, men også i Guy Kays serien om Fionavar-Gobelinen, der stilmæssigt ligger mellem Tolkien og Lewis.

Og nu vi taler om eksempler, så er her tre nye værker, de gode folk på Ulven & Uglen har været så venlige at sende os til anmeldelse.

Djævlens Hjerte

Mads Ahms smukke forsider sender Jan tilbage til de gode, gamle rollespilsdage, hvor der blev bladret i farverige regelbøger og faldet i svime over illustrationer af sværdsvingende helte og kaglende baryler.

Jan anmelder ’Djævlens hjerte’

Lad mig starte med at sige, jeg kender Lars Kramhøft, der har forfattet ’Djævlens hjerte’ lidt. Det gør jeg bl.a., fordi Kramhøft er en fremragende forfatter og jeg var med til at give ham og makkeren Tom Kristensen en pris for deres horrortegneserie ’Made Flesh’, som Lars skrev og Tom tegnede, for nogle år siden.

Så er det på plads.

’Djævlens hjerte’ er første bind i serien ’Sortekunstens mysterier’ og foregår i en alternativ udgave af Danmark på Valdemar Atterdags tid. Vi er altså tilbage i den tidlige middelalder, hvor konger og, ikke at forglemme, herremænd herskede, og ridder delte tæv ud på deres vegne.

Vor hovedperson, der har det noget atypiske danske navn Damian, er arving til lenet Hadrun, og tror indledningsvis, at han skal efterfølge sin fader som lensherre. Ved lidt af et tilfælde opdager unge Damian, at faderen har noget andre planer og i det hele taget er en slemmer fyr. Man kan næsten heller ikke forvente andet af en herremand med navnet Magnus Drakensten.

Bogen er tiltænkt en aldersgruppe mellem de 14 og 16 år, men kan sagtens læses af voksne, om end nok ikke yngre børn. Kramhøfts fortid i horrorgenren fornægter sig nemlig ikke, og bogen er rimelig brutal til tider. Det ser vi bl.a. i indledning, hvor en kvinde uden de store dikkedarer bliver brændt på bålet. Så er tonen sat og vi er i gang.

Det er dog ikke gru, blod og død alt sammen. Kramhøft har alle dage haft en stil og en tone, der ofte er jævnt humoristisk. Humoren dukker også op i ny og næ i ’Djævlens hjerte’, selvom der som sagt på mange måder er tale om fantasyhistorie med ret markante horror træk. Linjer som ””Hvis du virkelig vil høre Guds stemme!” grinede han med munden fuld af svampe” er umådeligt morsomme. Synes jeg, om ej andet.

I det hele taget er sproget bogens store force. Kramhøft skriver godt. Seriøst godt. Replikkerne især er flydende og naturlige. Tonen balancerer på kanten af horror og humor, men formår alligevel at signalere middelalder og fantasy. Jeg kommer hele tiden til at tænke på Lars-Henrik Olsens ’Sagaen om Svend Pindehugger’ eller som Arne Larsen på Litteratursiden påpeger Walter Scotts ridderromaner.

Bogen er helt utroligt lækker med en flot forside af Mads Ahm – som jeg til min skam ikke har hørt om før – og i solidt hardcover. Den er dog trykt i et sjovt format, der minder lidt om en lommebog.

Alt i alt, så glæder jeg mig til næste bind i serien.

Ellekongen mm3

Det er altid en fryd at åbne bogpakker. Efter et hurtigt blik på omslag og bagsidetekst blev vi enige om at Mikkel skulle have den lyserøde og Rie den blå!

Mikkel anmelder ’Ellekongen’

’Ellekongen’ er skrevet af Signe Fahl og er første bind i serien ’Tågespind’. Romanen er 402 sider lang og udgivet af Forlaget Ulven & Uglen.

Rie og jeg fik en blå og en lyserød roman, og Rie valgte den lyserøde til mig, fordi den står godt til mit tandkød. Eller noget. Det var dog ris til egen Rie-røv, fordi jeg tror, min var den bedste faktisk. Til handlingen først!

Det er hårdt at være ung tjenestepige midt i 1700-tallet i en fiktiv sjællandsk (tror jeg) landsby. Karen er forældreløs og mistede sin bror som lille. Til gengæld er hun velrespekteret i huset hos husbond og madmoder, hvor dagene dog er lange og ensformige med malkning tre gange om dagen og et hav af andre tjanser. Frygteligt meget er der heller ikke at se frem til for Karen, der har vage drømme om at sejle bort, men til gengæld ingen illusioner om kærlighed og en fremtid som andet end tyende.

Men så sker der noget. Ja, det gør der jo. Ellers var det et kedeligt stykke Fantasy, men i min begrebsverden er dét det særlige ved Fantasy. Det er coming-of-age historier ved (oftest) den afsindige tærskel mellem barn og voksen, men fortalt metaforisk i mere eller mindre fjerne verdener og farer og modstand legemliggjort i eksotiske verdener – vilde landskaber, magiske væsener og almægtige fjender. I ’Ellekongen’ er det magiske element mosen og dets væsener i et ellers hyperrealistisk landmandsliv. I mosen er der store farer, men også store fristelser. Man kan blive forført og aldrig blive den samme. Man kan bedrive faustiske handler, hvis man kan finde den uhyggeligste skabning i dyndet, det altid er klar til at lokke de uforsigtige og de svage på afveje.

Karen er ikke svag. Hun er bomstærk, så da den mystiske Daniel pludselig dukker op i hendes liv og er sært dragende med sine mystiske kræfter og sine dybe øjne, er hun først afvisende, men opdager, at hendes snusfornuft og selvdisciplin langsomt eroderer. Hvem er han? Hvad er han? Karen giver efter, og det forandrer hendes liv og verden dramatisk og efterlader hende med et umuligt valg.

Der kunne skrives en afhandling om pigers spirende seksualitet i teenage-årene og de henved 100 antydninger i ’Ellekongen’ om fristelser, tab af rationalitet, berusende majfester, den lille død i den mørke mose, der anes i den mørke fremmedes øjne osv., men det er så ikke lige mig, der skal skrive den afhandling. De kødelige dele er meget stemningsmættede og indirekte. Der er mange nedfaldne blade, der knuges, mens der sukkes. Alt sammen meget smagfuldt og et spændende historisk indblik er det også. Bogen føles vanvittigt godt researchet. For en midaldrende sprognazist er det særligt dejligt med masser af gamle ord og vendinger forbundet med særligt gamle håndværk. Der bliver kartet og riet, men efterfølgende bliver pligter også vanskøttet. Ja, vanskøttet!

Jeg ville uden at tøve anbefale ’Ellekongen’ til en læselysten teenager eller ungdommelig voksen, men jeg ville frygte, om de holdt ved den. Den kunne godt være 50-100 sider kortere, og beskrivelserne af landbrug og håndværk er grundige med mange, fremmede ord. Til gengæld bliver den i bevidstheden lang tid efter læsning, fordi den er så anderledes i sit fantasy-element. Den låner af velkendte, danske eventyrtroper, som ikke skal afsløres her og kunne snildt bruges i skolesammenhæng med sin historiske og kulturhistoriske vinkel, men her er den nok simpelthen for lang.

Rie anmelder ’I døden og videre’

’I døden og videre’ er skrevet af Jakob Kokkedal og er første bind i serien om ’Den Trofaste Bror’. Romanen er 478 sider lang og udgivet af Forlaget Ulven & Uglen.

’I døden og videre’ er på sin vis en klassisk dannelsesberetning om en ung prins, der elsker bøger. Han er vokset op afskærmet fra det samfund, han er en del af – et samfund, der er præget af permanente krige mod mørkets mangfoldige skabninger – mørklinge, sortdværge, minotaurer og onde elvere. Kong Leods skrøbelige søn, den unge prins Eumon, møder den gamle og undseelige vandringsmand, Balt, som slås med sine egne dæmoner. Skinnet bedrager dog og gamle Balt bliver prins Eumons beskytter og mentor. Han får til opgave at hærde den unge prins til de kommende krige mod mørkets magter anført af den ondeste onde magerpræst, Weshu.

Genremæssigt er vi i den meget klassiske ende af fantasy, og selvom der er en fin rød tråd gennem fortællingen, er der ikke meget overladt til fantasien. Nu er der jo mange forskellige årsager til, at man drages af en specifik genre. Fantasy og science fiction har altid appelleret til mig, fordi de giver mulighed for at viske tavlen ren. Hvis intet var som nu, hvordan ville alting så være? Genrerne fordrer nysgerrighed – både hos forfatter og læser.

Fortællingen er stærkt inspireret af Tolkien – og mange karakterer forekom mig bekendte. Som Jan så rigtigt skriver, følger meget fantasy bestemte dogmer, og vi er her placeret i en for genren klassisk middelalderlig, mandsdomineret og brutal verden. Persongalleriet følger også velbevandrede stier. Således læser jeg i den unge Eumon Frodos uskyldsrene naivitet, og i den vævre bueskytte Bodi dukker billeder af Orlando Bloom som Legolas op i min bevidsthed. Og det er der jo som sådan intet galt med. Overhovedet.

Alligevel er det en udfordring at størstedelen af de karakterer, der skal bære fortællingen frem, kæmper for at slå igennem som helstøbte personer og ikke ekkoer af en arketype. De loyale riddere er næsten for trofaste, og Eumons naivitet grænser til det irriterende. Gamle Balt skiller sig i en vis grad ud, da han – trods de indledende lighedstegn med Tolkiens Traver – viser sig at være en mere kompliceret skikkelse. Han er leder af et særligt broderskab af krigermunke, en slags tempelriddere, der mister deres evne til at skelne mellem godt og ondt og derfor også deres Guds gunst. Balt lever derfor en ugudelig tilværelse, som mestendels består af usvævelige mængder alkohol og ekskrementer. Jo, du hørte rigtigt. Ekskrementer.

Jeg har ladet mig fortælle, at malende beskrivelser af diverse kropsvæsker er oppe i tiden. På den baggrund er der her tale om en meget moderne fortælling. Der er ikke sparet på henvisninger til blod, afføring og ja, andre kropvæsker. Både sprogligt og handlingsmæssigt, er der altså fuld smæk for skillingen. Og er man typen, der bevæges af et plot i et godt tempo og en handling beskrevet på linjerne og ikke mellem dem er ’I døden og videre’ lige sagen.

Boginfo

’Djævlens hjerte’ af Lars Kramhøft, 371 sider, Ulven &Uglen, 2017.

’Ellekongen’ af Signe Fahl, 402 sider, Ulven & Uglen, 2017.

’I døden og videre’ af Jakob Kokkedal, 478 sider, Ulven & Uglen, 2016.

Læs mere om fantasy som genre

Har du lyst til at blive klogere på fantasy som genre, så kan du læse mere på Ulven & Uglens hjemmeside eller på Faktalink.

 

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s