Når man bliver ældre, finder man glæde ved forbavsende mange ting, man i sine yngre dage opfattede som værende værre end at blive dyppet i kogende chilisovs.

For eksempel lyrik.

Det plagede i hvert fald mig gevaldig i både folkeskolen og gymnasiet. Ser man bort fra, jeg var en noget doven studerende, der hellere ville tegne superhelte og læse sci-fi end at lave noget fagligt, så er det først nu gået op for mig, hvorfor jeg dengang hadede digte og især at analysere dem.

For det hang jo gerne sammen. Man læste sjældent et digt bare for at læse det i sin skoletid. Nej, nej, det skulle analyseres, vægtes og forstås.

Men lyrik handler om stemninger, følelser og øjeblikket, og der ligger noget indbygget unaturligt i at analysere en følelse eller en stemning. I stedet for at nyde de følelser ordene vækker, så skal man søge efter meningen, motiver og sågar opsummere dem i objektive vendinger. Det suger det umiddelbare og dermed glæden ud af oplevelsen.

Mine læseoplevelser ændrer sig meget alt efter, hvorfor jeg læser. Det kan jeg især mærke efter, jeg er blevet bibliotekar, og skriver og taler om bøger og litteratur i ny og næ med en professionel hat på. Læseoplevelsen bliver pludselig en pligt og, skal jeg være helt ærlig, en anelse tung og trist. Og det gjorde sig helt klart gældende med lyrikken i mine unge år. I en grad så det at læse et digt næsten blev ødelagt for mig.

Nu kan jeg heldigvis læse lyrik, når det passer mig. Jeg er heller ikke tvunget til at lave alenlange analyser, men blot formidle den glæde eller de følelser, lyrikken vækker. I det hele taget tænker jeg, at digte generelt ikke skal forstås, men mest af alt føles.

Det gør en forskel.

Og lige som vores bogreol siger noget om vores interesser, så tænker jeg også, de digte, vi læser, siger noget om os og det sted i verden, vi er, når vi læser dem.

Men lyrik kan også sætte ord på følelser, vi måske selv har lidt svært ved at finde ord for. F.eks. så rammer gamle Emil Aarestrup plet med ’Til en Veninde’, hvis der skal sættes ord på den fornemmelse, jeg lider under, når jeg er forelsket.

”Der er en Trolddom paa din Læbe,

Der er en Afgrund i dit Blik,

Der er i Lyden af din Stemme

En Drøms ætheriske Musik.”

Der er en afgrund i dit blik … Smukt, rammende og en perfekt beskrivelse af det sus, jeg får i maven, når jeg kigger en høj, blonde jysk vimse i øjnene. Her rammer lyrikken plet på en måde, jeg eksempelvis ikke synes, anden litteratur gør.

Eller sjældent gør.

Men lad mig give et par eksempler på, hvad jeg i øjeblikket synes er gode digtere. Plus, en digter som altid siger mig noget.

Og lad os starte med ham …

En kæmpe blandt mennesker

Henrik Nordbrandt er noget nær en guddom i min verden, i hvert fald når det kommer til brugen af ordet til at skabe stemninger. Nordbrandt formår at sætte ord på min indre udlængsel med skræmmende præcision og akkuratesse.

”O, venlige landskab, som former sig

helt efter den besøgendes forventning

så man fristes til at færdes

i det for evigt: hvad er det, der gør

 

disse skyggefulde stier under bjergene

så tillokkende at følge

og får disse turkisgrønne floder

til at synes nye hvert øjeblik?”

Nordbrandt har udtalt i Berlingske, at han altid har følt sig hjemløs og derfor gennem en stor del af sit voksne liv rejst meget og boet rundt om i verden. Den søgen og rodløshed, synes jeg, gennemsyrer hans digte.

Jeg tror, jeg på mine ældre dage er kommet frem til, at jeg har en sær drift til hele tiden at ville være et andet sted, og den drift ser jeg ud til at dele med hr. Nordbrandt. Derfor rammer mesterens digte mig særligt hårdt, ikke mindst når jeg virkelig føler mig rastløs og uden anker. Nordbrandts digte har hjulpet til en for mig sjældent set selvindsigt, og så kan man næsten ikke bede om mere.

Hverdagssødme med et strejf af tab

Verden er lille. For ikke længe siden faldt jeg over en digter, der senere viste sig at være udgivet på et fint lille fynsk forlag, der er drevet af en af mine venner. Ja, verden er lille. Det gør nu ikke digtsamlingen eller digteren mindre god.

Tværtimod.

Digteren er Annette Bigum, og selvom hun ikke er synderlig kendt, så er hun nu et læs værd.

”Når jeg læser dine øjne

undrer det mig

jeg nogensinde har gjort andet

bortset fra

at kysse din mund”

’Du er fredag – hver dag’ er titlen på Bigums digtsamling. En samling, der er fyldt med digte om at fortabe sig i kærlighed, men også med et snert af potentielt tab, af at vide, kærligheden ikke holder, eller måske nærmere ikke er gengældt på samme måde og med samme styrke.

Selvom digtene er skrevet fra en kvindes synspunkt, så kan jeg sagtens relatere til situationer, hvor jeg har været så håbløst forgabt i en vimse, at jeg følte mig helt alene i min kærlighed. Den særegne følelse rammer Bigum knivskarpt.

En misundelsesværdig kollega

Oppe i det nordjyske sidder min kollega Daniel Boysen, og udover at se særlig stilfuld ud med hat, så er han en passioneret formidler, litterat og lyriker.  Det sidste viser han på bedste vis sine evner ud i med digtsamlingen ’En vase i brystet’.

Nok handler ’En vase i brystet’ om at kommer sig oven på et tab, men jeg synes i virkeligheden, Boysens styrke er en særlig, ukrukket evne til at sætte ord på det fantastiske i hverdagen.

”det føles stadig

som et vidunder

at betragte en solsort

hoppe henover græsset”

Normalt keder hverdagen mig, men Boysen formår alligevel at gøre den til noget interessant og give mig en fornemmelse af, at jeg måske bare skal åbne øjnene og nyder verden omkring mig i stedet for hele tiden at ønske mig et andet sted hen.

Jeg kom til at tænke på Blicher, da jeg læste ’En vase i brystet’ og dennes ord om at synge noget mere, mens vi stadig kan. Altså, gribe livet og finde glæden, hvor vi kan, mens vi kan.

Boginfo

’Egne Digte’ af Henrik Nordbrandt, 289 sider, Gyldendal, 2010.

’Du er fredag – hver dag’ af Annette Bigum, 44 sider, Spangsgaard ART, 2017.

’En vase i brystet’ af Daniel Boysen, 93 sider, Silkefyret, 2018.