Trent og Reacher på eventyr – ‘Det rene guld’

Det er et interessant koncept at lade ikoniske karakterer møde hinanden, og Lee Child har ved flere lejligheder skrevet korte historier og noveller sammen med andre forfattere, bl.a. Kathy Reichs og Joseph Finder, hvor Jack Reacher har slået pjalterne sammen med hhv. Temperance Brennan og Nick Heller..

Og nu er det blevet Karin Slaughters Will Trents tur.

’Det rene guld’ er en kort historie – mere en lang novelle end en roman – og på mange måder en meget Childsk historie, så man er både underholdt og nysgerrig. For som altid er det en historie i flere lag og med en lille krølle til sidst.

Historien udspiller sig med Fort Knox i Kentucky, hvor en del af USA’s guldreserve befinder sig, som kulisse. Will Trent jæger en morder, mens Jack Reacher søger at blotlægge en kriminel sammensværgelse. Begge under dække, naturligvis.

Kort fortalt.

For naturligvis er det mere kompliceret end som så. Trents morder er muligvis Reacher, og der trækkes tråde tilbage til ’Falske værdier’ – den første Reacher-bog, som Child skrev tilbage i 1997 og som udkom første gang i Danmark året efter.

Samspillet mellem de to alfahanner Trent og Reacher er godt og fremmer historien – begge er intelligente nok til at holde igen med attituden og se den anden an – og man er som sagt godt underholdt.

I det hele taget er det et godt trick at lade kendte karaktererne beskrive hinanden. Child gjorde selv noget lignende i ’Snakken går’ fra ’Intet mellemnavn’, hvor en ung kriminalbetjent ser nærmere på den gode Jack Reacher, og vi som læsere får et interessant og nuanceret indblik i karakteren. I ’Det rene guld’ er det til tider ret skægt at læse Trents betragtninger om Reacher, ikke mindst sidstnævntes vane med at have tandbørste i baglommen.

Malurt i bægeret

Der er dog et par småting, der irriterer min indre nørd. Og det er småting, men jeg tror, vi alle har ting, vi lægger mærke til og som nager os. Ikke mindst hvis de ikke bidrager til historien, men kun er med stemningssættende krydderi.

Her er et par stykker, jeg faldt over.

Jeeps blev udfaset i den amerikanske hær til fordel for Humvee’en omkring invasionen af Panama. Sandsynligheden for, soldaterne på Fort Knox kører rundt i dem, er med andre ord lig 0. Det kan selvfølgelig være en henvisning til ’Goldfinger’, som nævnes et par gange i historien, men så er det klodset lavet.

En M4 er heller ikke ”de store drenges opgradering af den mere beskedne AR-15-model”. En M4 er en karabin i familie med AR-15 geværet, men ikke den mere potente militære storebror.

Og en ubarberet soldat med dun på kinderne ville også pronto få revet sig en ny kropsåbning af sin sergent, sin delingsfører, ja, stort set hele sin kommandokæde op til og med hærchefen. Det ville måske gå an på en forpost et sted i Langtbortistan, men ikke hjemme i staterne. Det er igen en klodset skrevet detalje, der formodentlig skal fortælle læseren, hvor ung soldaten er, men basalt set helt ligegyldig for historien.

Ahhh, så fik min indre nørd luft …

Men bør jeg så læse den?

Ja, det synes jeg. Kan man lide Child eller Slaughter – og hvem kan ikke det? –, så er ’Det rene guld’ en fin historie. Den er som forventet, og det er underholdende med de tos makkerskab. Reacher får Trent til at virke som en velafbalanceret og interessant karakter, mens Trent får Reachers mere dystre sider frem i lyset. Når man læser Childs bøger, så er Reacher jo helten, men her får man billedet af, hvor farlig og hvor næsten psykopatisk han kan virke.

Historien slutter dog lidt brat, og jeg tænker, det vil vække en vis irritation, men i bund og grund er ’Det rene guld’ underholdende og et godt læs til en søndag på sofaen.

Bogen er udgiver på HarperCollins Nordic, hvor Slaughters bøger udgives, så der er også en fiktiv og underholdende Q&A med hendes karakter Will Trent, og en smagsprøve på Slaughters nyeste bog, ’ Den sidste enke’, inkluderet.

Kan man lide historier af samme type, så kan jeg varmt anbefale antologierne ’Face Off’ og ’MatchUp’ fra Simon & Schuster. De er dog på engelsk.

Har du lyst, kan du læs mere om Childs noveller her og mere om hele hans forfatterskab her.

Boginfo

’Det rene guld’ af Lee Child og Karin Slaughter, 136 sider, HarperCollins Nordic, 2019.

En Humphrey Bogart-ferie!

Jeg havde kun én uges sommerferie i år. Nej, det er ikke synd for mig. Okay, lidt. Jeg skal med Josephine (min 14-årige, hvis lidt yngre profil pryder bloggens forside) til U18 EM i kickboxing i Skopje primo september og til New York med hende ultimo september. Sidstnævnte er hendes konfirmationsgave. Førstnævnte er, fordi hun fa’me er en sej unge! Begge dele tager en uge og kræver brug af ferietid.

IMG_2121

Dræberhønen, Kamphønen, Medaljekoen, Kohønen … kær dræber har mange navne. Kommer snart til et europamesterskab nær dig (hvis du altså bor i Makedonien, hvad ikke alle gør)

Den ene uges sommerfeire blev brugt bare den lille kernefamilie på 2 + 2 i Kaunas i Litauen. Det gjorde så, at jeg ikke har fået lystlæst – som vi siger i branchen – særligt meget her i sommeren.

Jeg nåede to krimier. Eller måske to spændingsromaner. Jeg er usikker på definitionerne. Én af hver tror jeg. Som barn raidede jeg gennem mine forældres Agatha Christie-samling i stedet for at læse De 5-bøger, inden jeg som ca. 10-årig fandt Alistair McLean på Værløse Bibliotek. Oh, fryd! Det første er krimier, og det andet er spændingsbøger. Så langt er jeg med, men jeg går ud fra, genrerne har udviklet sig det seneste kvarte århundrede.

Skæbnen ville, at min Kindle fandt frem til Karin Slaughters “Pretty Girls” (“X”) og X X “The Woman in Cabin 10,” og de kunne næppe være mere forskellige.

1C9E5596-511C-4012-94C4-1F632F28A793-2440-0000028C14EFF232

The one and only. Betegner også en type morgen og en type ferie.

Det mindede mig også om en gammel Dan Turell-tekst, der hedder “En Humphrey Bogart-morgen” (er jeg ret sikker på), hvor han gør sig munter over forskellen på engelske krimier og amerikanske thrillere. I engelske krimier bliver folk myrdet i biblioteket med en oldindisk daggert, mens alting hele tiden eksploderer til lyden af hvinende dæk i de amerikanske. Dén distinktion holder stadigvæk, såfremt min stikprøve er repræsentativ.

Karin Slaughters “Pretty Girls” (På dansk “De smukkeste”) er … hvordan skal jeg sige det … åh, den er bare for meget! Hun skriver på Goodreads, at da hun fik ideen, ville hun skrive en selvstændig historie i.s.f. endnu én i serien med det normale makkerpar, men modtagelsen har været blandet. Måske fordi den er sadistisk og voldspornografisk. Voldtægt er slemt. Drab ved machete er værre. Voldtægt med machete er … altså, forestil dig lige dét. Eller lad være. Jeg anbefaler faktisk det sidste. Mænd er nogle svin!

5A859815-EFAB-4058-9EBD-826964F4F09E-2440-0000028C75993B7F

Formelt handler den om to søstre, der finder hinanden igen efter den enes mands voldelige død. Enke-søsteren finder også nogle meget, MEGET ubehagelige videoer på mandens computer, og hænger det måske sammen med den tredje søsters forsvinden, da de var børn? Ja, det gør det. Nok sagt. Deres far opgav aldrig håbet om at finde hende igen, indtil savnet gjorde ham vanvittig, og han begik selvmord. Søstrene jagter sandheden på flugt fra korrupt politi og lyssky personer, der vil dem ondt, mens omstændighederne omkring storesøsterens forsvinden, og hvad det gjorde ved familien, oprulles.

“Pretty Girls” har fart på. Det er virkelig en Humphrey Bogart-bog for at blive i onkel Danny’s terminologi. Historien er spændende, og personerne står klart. Finurligt nok fungerer den egentlig bedst, når den i mere rolige øjeblikke beskæftiger sig med familien, hvis ældste datter pludselig forsvandt, og de chokbølger det sendte gennem et ellers lykkeligt familieliv. Faderens efterladte dagbogsnotater er gribende og den sidste er svær at komme igennem uden tårer. Mandige tårer, forstås. Jeg kan kun give den 3 af 6 macheter, for, igen, den er altså bare for meget!

Ruth Ware’s “The Woman in Cabin 10” (på dansk “Kvinden i kahyt nr. 10”) er meget anderledes. Den bliver solgt som en slags “Gone Girl” eller “The Woman on the Train”-repræsentant, men det er den altså ikke. Den er mere hitchcocksk. Rejsejournalist Lo Blacklock får muligheden for en drømmetur med en lille, eksklusiv luksusfærge på jomfrurejse mod det norske nordlys. Ombord er millionærer, som er målgruppen, og et par fotografer og journalister til at dække og reklamere for ideen. Inden færgen sætter fra land i Hull, banker Lo på døren til kahyt 10 for at låne noget mascara, og en ung kvinde åbner. Samme nat efter en alkoholinfuseret middag vågner Lo ved lyden af noget stort smidt fra nabokahytten – nr. 10 – og hun kan se blodpletter på kahyt 10’s ræling. Men kahyt 10 har altid stået tom, påstår personalet og ejeren, og ingen andre har set kvinden, der åbnede døren. Hun er selvsagt heller ikke på gæstelisten. Nu starter Lo’s kamp for at løse mysteriet på en lille klaustrofobisk båd i midten af det mørke, stormende hav. Alle er mistænkte. Ingen tror på hende. Bortset fra morderen selvfølgelig, som pludselig foretager et dramatisk træk, der ændrer det hele.

78DA8339-8A81-415E-95A7-6EB7A44F4C2D-2440-0000028C96135753

Vi er så klart i Agatha Christie-land her, og det er der ingen skam i. Hun har solgt over 2 mia. bøger. Kun Biblen og IKEA-kataloget er ellers deroppe. Tempoet er roligt, stemningen og miljøet tæt og knugende. Personerne er lidt karikerede og slørede, og den er ikke helt ufralæggelig, men et solidt forsøg. 4 af 6 søsygepiller herfra.

9B9F3213-1DC2-4AFB-BFF8-2125E7AA414D-2440-0000028BE668DD3F

Random fun fact: Da forlaget Harper-Collins opfandt den såkaldte licensmodel til biblioteksudlån af ebøger, kunne de amerikanske biblioteker købe licenser med 26 lån. Herefter var licensen opbrugt. Bibliotekarerne forudsagde, at de ville blive opbrugt ‘en masse,’ og biblioteket ville blive tvunget til at købe nye licenser hele tiden. Efter halvandet år havde kun otte bøger udlånt 26 gange. Syv af dem var af Agatha Christie.

Karin Slaughter er en etableret amerikansk bestsellerforfatter med en stor produktion bag sig, mens Ruth Ware debuterede i 2015 med “In a Dark, Dark Wood,” der hurtigt strøg ind på bestseller-listerne i USA og England. På dansk er Gyldendals oversættere ved at være up-to-date.

Begge bøger anmeldt her er glimrende underholdning, og jeg er nok bare ikke så meget til krimi og spænding. Det er ikke snobberi. Jeg er igang med noget, hvor målgruppen vist er teenage-drenge 🙂

Ode til en skotte

Skulle jeg kun læse en forfatter resten af mit liv, så ville jeg uden den mindste rysten på hånden vælge skotske Philip Kerr. Udover at være som skotter er flest, nemlig svært charmerende, så skrev Kerr godt, altid underholdende og meget, meget bredt.

Nu ved jeg godt, jeg tidligere har besunget Lee Childs Jack Reacher-bøger meget højt, men hvor det er Reacher-karakteren, jeg holder af hos Child, så er det Kerr og hele hans forfatterskab, jeg holder af her. Vi kommer fra science fiction over krimier og historiske romaner til børnebøger, og de er hver og en svært velskrevne.

Udover et sidste bind i Berlin Noir-serien, kommer der desværre ikke flere historier fra Kerrs hånd. Den 23. marts 2018 døde han i en alder af 62 af kræft. Det er et stort tab, og jeg kommer til at savne ham.

Den dansktalende skotte

Jeg var så heldig at møde Kerr på Krimimessen i Horsens for et par år siden, hvor han modtog Palle Rosenkrantz Prisen for Årets bedste krimi med ’En mand uden åndedræt’ (niende bind i Berlin Noir-serien). Her oplevede man den skotske charme og det vindende vid for fuld udblæsning.

Kerr tryllebandt tilhørerne med beretninger om vodkadryppende vinterbadning i selskab med eks-KGB-agenter, og holdt i øvrigt sin takketale på et bedre dansk end jeg taler engelsk. Det var essensen af Kerr; en fortryllende evne til at fortælle en god historie på et sprog, folk forstår.

Kerr underholder i det fjerne.

Kerr underholder i det fjerne.

En mand med mange talenter

Kerr blev født i Edinburgh i 1956, og studerede jura og filosofi ved Birminghams universitet. Studiets pensum bragte ham i kontakt med det tyske, og ledte til en livslang interesse for tysk historie og det tyvende århundredes Tyskland især.

Studietiden og den tyske interesse bragte Kerr til Berlin, en by som han holder meget af, og som også spiller en særlig rolle i navnlig de første bind af Berlin Noir-serien. Det lykkedes også gerne Kerr at tegne et kærligt billede af byens slagfærdige indbyggere.

Kerrs til tider sorte humor skinnede i det hele taget igennem i langt de fleste af hans bøger, hvilket han også var meget bevidst om. Selv skrev han på sin hjemmeside om sit forhold til Berlin og humoren: “I loved Berlin before the wall came down; I’m pretty fond of the place now, but back then it was perhaps the most atmospheric city on earth. Having a dark, not to say black sense of humour myself, it’s always been somewhere I feel very comfortable.” Har man været i Berlin før murens fald, kan man kun være enig, om end den særlige berlinerstemning dog stadig er der.

I sin tid i reklamebureauet Saatchi & Saatchi brugte Kerr eftersigende en stor del af sin tid på at trampe Berlins gader tynde, mens hans første roman, ’Martsvioler’, stille og rolig tog form. Typisk for Kerrs humor og sans for detaljer, så var titlen ’Martsvioler’ et udtryk for alle de tyskere, der pludseligt sprang ud som nazister efter Rigsdagsbranden og den efterfølgende Bemyndigelseslov (Ermächtigungsgesetz) i marts 1933.

Berlin Noir – Bernie Gunthers mange prøvelser

Berlin Noir startede som en trilogi med 30’er berlinerdetektiven Bernie Gunther i hovedrollen. Den anti-autoritære Gunther blev dog så populær, at Kerr senere fortsatte serien, der i skrivende stund tæller 11 bind på dansk med ‘Berlinerblåt’ som det seneste.

I den oprindelige trilogi følger vi Gunthers færde og problemer i nazitidens Berlin, mens vi i de senere bind bevæger os ind i både Anden verdenskrig og Den kolde krig, hvor Gunthers rappe replikker og stridbare væsen kontinuerligt fører ham ud i problemer med både nazister og kommunister. God, gedigen underholdning for alle

I rækkefølge er den originale Bernie Gunther-trilogi ’Martsvioler’, ’Den blege forbryder’ og ’Et tysk rekviem’.

Fodbold og mord – Scott Manson

Kerrs seneste påfund var en serie om den engelske manager-detektiv Scott Manson. De tre bøger – heraf to på dansk – udspiller sig omkring den fiktive engelske Premier League klub London City, og selvom der er både mord og intriger, så handler bøgerne langt mere om fodbold. Som svoren fodboldfan, så er det som narko for bogafhængighed, og man får et fantastisk indblik i international fodbold og finans. Det var endnu en af Kerrs styrker; en forbavsende evne til at basere sine bøger på ulastelig research.

Scott Manson, som er seriens ubestridte hovedperson, minder en del om Bernie Gunther. Manson, som Gunther, er begavet, lidt af en anarkist og en fremragende kanal for den vanlige Kerrske sorte humor.

’Januarvinduet’ er den første bog i serien om Manson, mens ’Guds hånd’ er den næste. Den tredje bog hedder ‘False Nine’ og bliver forhåbentlig også snart oversat.

Kerr forstår at skrive god dialog. Her er en ordveksling fra ’Januarvinduet’ … og naturligvis spiller kaffe en rolle.

Kerr forstår at skrive god dialog. Her er en ordveksling fra ’Januarvinduet’ … og naturligvis spiller kaffe en rolle.

Lampens Børn og alt det løse

Kerrs alsidighed sås især, når han slog sig løs som fantastisk fiktionsforfatter med serien om lampens børn til de 11-13 årige. Her følger vi tvillingerne John og Philippa, der er efterkommere af de store ørkenånder – de såkaldte djinns – i en lang række fantastiske eventyr verden over.

Tvillingerne hvirvles ikke overraskende ind i en klassisk kamp mellem gode og onde kræfter som det sig hør og bør i enhver god, opbyggelig fantasybog, og Kerr formår på bedste vis at skabe en stemningsmættet serie af børnebøger.

Lampens børn starter med ’Akhenatons hemmelighed’, og der er 7 bøger i serien, og de kan varmt anbefales for enhver læser af fantasy, både ung som gammel.

Sluttelig har Kerr også skrevet en lange række enkeltstående spændingsbøger så som ’Høj gearing’, ’Mørkt stof’ med Isaac Newton i hovedrollen eller teknothrilleren ’Grillristen’. Hvis man som jeg er lidt historienørdet, så er ’Hitlers fred’ absolut læseværdig.

 

’Hitlers Fred’ er en af Kerrs bedste bøger, og befinder sig her i fint selskab med Berlin Noir-serien.

’Hitlers Fred’ er en af Kerrs bedste bøger, og befinder sig her i fint selskab med Berlin Noir-serien.

Kerr var i det hele taget usædvanlig produktiv.

Og vi får da også et bind mere i Berlin Noir-serien. Inden sin død nåede Kerr at skrive ‘Metropolis’ færdig. Efter planen udkommer den næste år, men så er det også slut.

Hvil i fred, Philip Kerr.