Skulle jeg kun læse en forfatter resten af mit liv, så ville jeg uden den mindste rysten på hånden vælge skotske Philip Kerr. Udover at være som skotter er flest, nemlig svært charmerende, så skrev Kerr godt, altid underholdende og meget, meget bredt.

Nu ved jeg godt, jeg tidligere har besunget Lee Childs Jack Reacher-bøger meget højt, men hvor det er Reacher-karakteren, jeg holder af hos Child, så er det Kerr og hele hans forfatterskab, jeg holder af her. Vi kommer fra science fiction over krimier og historiske romaner til børnebøger, og de er hver og en svært velskrevne.

Udover et sidste bind i Berlin Noir-serien, kommer der desværre ikke flere historier fra Kerrs hånd. Den 23. marts 2018 døde han i en alder af 62 af kræft. Det er et stort tab, og jeg kommer til at savne ham.

Den dansktalende skotte

Jeg var så heldig at møde Kerr på Krimimessen i Horsens for et par år siden, hvor han modtog Palle Rosenkrantz Prisen for Årets bedste krimi med ’En mand uden åndedræt’ (niende bind i Berlin Noir-serien). Her oplevede man den skotske charme og det vindende vid for fuld udblæsning.

Kerr tryllebandt tilhørerne med beretninger om vodkadryppende vinterbadning i selskab med eks-KGB-agenter, og holdt i øvrigt sin takketale på et bedre dansk end jeg taler engelsk. Det var essensen af Kerr; en fortryllende evne til at fortælle en god historie på et sprog, folk forstår.

En mand med mange talenter

Kerr blev født i Edinburgh i 1956, og studerede jura og filosofi ved Birminghams universitet. Studiets pensum bragte ham i kontakt med det tyske, og ledte til en livslang interesse for tysk historie og det tyvende århundredes Tyskland især.

Studietiden og den tyske interesse bragte Kerr til Berlin, en by som han holder meget af, og som også spiller en særlig rolle i navnlig de første bind af Berlin Noir-serien. Det lykkedes også gerne Kerr at tegne et kærligt billede af byens slagfærdige indbyggere.

Kerrs til tider sorte humor skinnede i det hele taget igennem i langt de fleste af hans bøger, hvilket han også var meget bevidst om. Selv skrev han på sin hjemmeside om sit forhold til Berlin og humoren: “I loved Berlin before the wall came down; I’m pretty fond of the place now, but back then it was perhaps the most atmospheric city on earth. Having a dark, not to say black sense of humour myself, it’s always been somewhere I feel very comfortable.” Har man været i Berlin før murens fald, kan man kun være enig, om end den særlige berlinerstemning dog stadig er der.

I sin tid i reklamebureauet Saatchi & Saatchi brugte Kerr eftersigende en stor del af sin tid på at trampe Berlins gader tynde, mens hans første roman, ’Martsvioler’, stille og rolig tog form. Typisk for Kerrs humor og sans for detaljer, så var titlen ’Martsvioler’ et udtryk for alle de tyskere, der pludseligt sprang ud som nazister efter Rigsdagsbranden og den efterfølgende Bemyndigelseslov (Ermächtigungsgesetz) i marts 1933.

Berlin Noir – Bernie Gunthers mange prøvelser

Berlin Noir startede som en trilogi med 30’er berlinerdetektiven Bernie Gunther i hovedrollen. Den anti-autoritære Gunther blev dog så populær, at Kerr senere fortsatte serien, der i skrivende stund tæller 11 bind på dansk med ‘Berlinerblåt’ som det seneste.

I den oprindelige trilogi følger vi Gunthers færde og problemer i nazitidens Berlin, mens vi i de senere bind bevæger os ind i både Anden verdenskrig og Den kolde krig, hvor Gunthers rappe replikker og stridbare væsen kontinuerligt fører ham ud i problemer med både nazister og kommunister. God, gedigen underholdning for alle

I rækkefølge er den originale Bernie Gunther-trilogi ’Martsvioler’, ’Den blege forbryder’ og ’Et tysk rekviem’.

Fodbold og mord – Scott Manson

Kerrs seneste påfund var en serie om den engelske manager-detektiv Scott Manson. De tre bøger – heraf to på dansk – udspiller sig omkring den fiktive engelske Premier League klub London City, og selvom der er både mord og intriger, så handler bøgerne langt mere om fodbold. Som svoren fodboldfan, så er det som narko for bogafhængighed, og man får et fantastisk indblik i international fodbold og finans. Det var endnu en af Kerrs styrker; en forbavsende evne til at basere sine bøger på ulastelig research.

Scott Manson, som er seriens ubestridte hovedperson, minder en del om Bernie Gunther. Manson, som Gunther, er begavet, lidt af en anarkist og en fremragende kanal for den vanlige Kerrske sorte humor.

’Januarvinduet’ er den første bog i serien om Manson, mens ’Guds hånd’ er den næste. Den tredje bog hedder ‘False Nine’ og bliver forhåbentlig også snart oversat.

Lampens Børn og alt det løse

Kerrs alsidighed sås især, når han slog sig løs som fantastisk fiktionsforfatter med serien om lampens børn til de 11-13 årige. Her følger vi tvillingerne John og Philippa, der er efterkommere af de store ørkenånder – de såkaldte djinns – i en lang række fantastiske eventyr verden over.

Tvillingerne hvirvles ikke overraskende ind i en klassisk kamp mellem gode og onde kræfter som det sig hør og bør i enhver god, opbyggelig fantasybog, og Kerr formår på bedste vis at skabe en stemningsmættet serie af børnebøger.

Lampens børn starter med ’Akhenatons hemmelighed’, og der er 7 bøger i serien, og de kan varmt anbefales for enhver læser af fantasy, både ung som gammel.

Sluttelig har Kerr også skrevet en lange række enkeltstående spændingsbøger så som ’Høj gearing’, ’Mørkt stof’ med Isaac Newton i hovedrollen eller teknothrilleren ’Grillristen’. Hvis man som jeg er lidt historienørdet, så er ’Hitlers fred’ absolut læseværdig.

 

Kerr var i det hele taget usædvanlig produktiv.

Og vi får da også et bind mere i Berlin Noir-serien. Inden sin død nåede Kerr at skrive ‘Metropolis’ færdig. Efter planen udkommer den næste år, men så er det også slut.

Hvil i fred, Philip Kerr.