Sommerinspiration fra Bogsnak

juni 26, 2018juni 26, 2018 / Mikkel C. / 3 kommentarer

Blogkollektivet deler sommerlæsnings-lister. Enjoy 🙂

Prolog

Det startede med en hollandsk prinsesse med en mission. Der var også en fransktalende engelsk ungarer, der prøvede at lære hollandsk, når hun ikke lobbyede i EU’s magtcentre.* Og en amerikansk milliardær selvfølgelig, men han tog hjem igen. Sammen mente de, at Europas biblioteker er nøglen til at bekæmpe analfabetisme, promovere læsning og bringe teknologi ud til folket.

Prinsesse Laurentien (af Holland, ikk’?) stiftede Reading & Writing Foundation i 2004, og heraf sprang programmet Public Libraries 2020, som under superlobbyist Ilona Kish har startet MEP Library Lovers initiativet. Og nu er vi her. MEP står selvfølgelig for “Member of the European Parliament,” og det er simpelthen en gruppe af EU-parlamentarikere, der er erklærede biblioteksfans. Nej, der er ingen danskere blandt dem …

Jeg blev selv (Mikkel red.) involveret i al denne lobby – og programisme i 2012, da Bill & Melinda Gates Foundation brugte de føromtalte ildsjæle til at sætte fokus på bibliotekerne som et sted, alle kan møde og lære teknologi. Jeg var dansk tovholder og blev ligesom hængende i det europæiske system. Derfor har jeg også en halv finger med i nedenstående.

Op til sommeren har de biblioteksglade parlamentarikere produceret en ambitiøs læseliste – “60 books for the summer” – til alle interesserede. Folderen er vist ovenfor, men den kan også skaffes lige her, hvor alle bøgerne får et par ord med på vejen fra politikeren, der anbefaler den. Hvor mange har du læst? Jeg er på hele fire … suk. De ambitiøse starter med nr. 1 og læser sig igennem. Hvis det alligevel er for meget, så følger her vores inspiration til sommerlæsning. Hvad vi selv håber at få læst.

Husk, at bragende sommervejr er perfekt til at sidde indenfor og læse! Okay, gå udenfor, hvis du insisterer, men luk døren efter dig og lad kaffen stå, please.

* Ilona Kish er af blandet engelsk og ungarsk oprindelse. Lidt new zealandsk er hun vist også. Faktisk tror jeg, hendes new zealandske mor og ungarske far mødtes i London lige efter Budapest-opstanden i 1956. Hun taler flydende fransk, men fornemmede, at der var et hollandsk Bruxelles, hun slet ikke så, så hun begyndte at gå til hollandsk. Og ganske rigtigt. Pludselig gav skilte mening ligesom avisoverskrifter og butiksfacader og løbesedler og reklametryksager, og i radioen viste en del kaudervælsk sig pludselig at være trafikinformation om situationen på hovedvejene fra Amsterdam til Bruxelles. Ilona og jeg deler den livsfilosofi, at tilværelsen efterligner litteraturen, så hun anbefalede mig China Mievilles “The City and the City” for at forklare oplevelsen, og den skuffede ikke!

Lisbet

Lisbet foreslår en kort, en lang og en, du kan lytte til sammen med nogle børn.

En kort:Det ultimative landshold: Fra Sepp til Saransk af Nikolaj Steen Møller:
I serien ”Bøger som er skrevet af mine veninders kærester/mænd” er jeg nu kommet til en underholdende fodboldbog, som er oplagt at tage med på stranden. Jeg er ikke specielt interesseret i fodbold – og så alligevel. Når Nikolaj Steen Møller laver portrætter af de største i dansk fodbold, så er det underholdning, kulturhistorie og genial sportsformidling i en sprød kombination.

Forfatteren har lavet dette benspænd (klippet fra Byens Forlags hjemmeside): ”Hvis du skulle udtage Danmarks VM-trup, og der var frit valg på alle hylder – hvem ville DU så vælge? Vi har håndplukket 23 mand, og der er kun én regel: De skal have spillet på landsholdet, efter Sepp Piontek tog over i 1979 og ændrede alting. Så her er portrætter af en spillertrup i absolut verdensklasse. Vi har blikkenslagere og Ballon d’Or-indehavere. Motorcykelbetjente og europamestre. Amagerdrenge og Europacup-vindere – ja, de overlapper endda.”

Måske kunne man også overveje bogen som en forsinket Fars dag-gave.

NB: Andre veninders mænd er Lars Hvidberg, der er manden bag Mod til at tvivle (Ahmed Akkaris historie) og Simon Glinvad, der senest har skrevet romanen Medskyldig.

En lang:Udvandrerne af Vilhelm Moberg.
I løbet af en lang sommerferie har man brug for tilfredsstillelsen ved at læse et decideret romanværk fra ende til anden. Jeg foreslår klassikeren Udvandrerne af Vilhelm Moberg, der består af fire bind.

Romanerne handler om småfolk fra Småland, der udvandrer til Minnesota i 1800-talet. Det er en moderne saga om den lille, nære og den store, fjerne verden lang tid før globaliseringen, udlængsel og hjemve, fortid og fremtid. Man kunne også kalde det en variation over temaet ”rødder og fødder”. Det er gribende læsning, og man græder næsten undervejs, fordi hovedpersonerne lider og mister meget undervejs.

Det hele sættes ekstra meget i relief, hvis man sidder på en svensk ødegård og nyder ferielivet i omgivelser, der kunne have været rammerne om Karl Oskar, Kristina og alle de andre brave menneskers liv for 150 år siden.

En, du kan lytte til:Troldeliv af Sissel Bøe og Peter Madsen
Disse historier om troldefamilien ude i den store skov er sjove og underfundige. Mange af troldenes skærmydsler vækker mindelser om en dansk småbørnsfamilies liv anno 2018. På eReolen ligger alle bøgerne som lydbøger indlæst af Ellen Hillingsøe. Hun er en af de mest geniale oplæsere i Danmarks. Hendes diktion og stemme bliver vi aldrig trætte af hjemme hos os. Min søn på seks og jeg fornyr lånet af denne lydbog igen og igen, så jeg tror, vi er oppe på fjerne afspilning af de tre en halv time, som den varer.

God til de lange bilture. God til regnvejrsdage i sommerhuset. God til en fredelig stund, mens man lægger puslespil og drikker saftevand.

Jan

‘Falske værdier’ af Lee Child. Det er lidt snyd, jeg har nemlig læst den på engelsk, men Childs Reacher-karakter er min store helt, så den tåler et genlæs og vil klæde min bogreol. Så vidt jeg husker er det også en klassisk Reacher-bog; der er med andre ord dømt tæv, kaffe og krambare vimser for alle pengene.

‘Berlinerblåt’ af Philip Kerr. Sammen med Jack Reacher er Bernie Gunther blandt mine absolutte yndlinge, når det kommer til romankarakterer. Den er som de andre bøger i ‘Berlin Noir’-serien en historisk spændingsroman med rødder i Anden Verdenskrig.

“Berlinerblåt” på eReolen

‘Lone Star’ af Mathilde Walter Clark. Clark er en af de få danske forfattere, jeg bare må læse. Jeg elsker hendes sprog og blik for mennesker. ‘Lone Star’ handler om en far, en datter og Texas, og kunne se ud til at være autobiografisk, hvilket normalt ikke liiige er mig, men som sagt, Clark er en gudsbenådet forfatter, så den må læses.

Mikkel

Top-3 liste? Ptøj! Som alle, der har rejst med mig, ved, er jeg voldsomt ambitiøs på egne læsevegne, når jeg har mere end en time til rådighed. Min kuffert bliver jævnligt fyldt med 8-10 bøger til et par dage, for, hey, flyvetur, ikk’? Jeg er faldet i samme fælde her. Jeg får brug for flere sommerferier, men lad os nu ikke sætte barren for lavt.

Jeg skal læse op på markedsføring, som vi arbejder meget med i Købehavns Biblioteker. Vi er ved at vende vores hidtidige produktfokus til et borgerfokus. Derfor “Moderne Markedsføring 2. udg.” og “Strategic Marketing for Non-Profit Organizations 7. udg.” Vi arbejder også på at integrere vores fysiske tilbud med de digitale, og her er Rasmus Houlinds “Hvis det handler om mig, så køber jeg!” omnichannel-biblen.

Jeg skal have taget 2.000 billeder som sædvanlig og er ved at arbejde mig gennem klodsen “The Photoshop Lightroom Classic CC Book.” Åh, jeg æælsker kæmpe fotobøger!

Afhængig som jeg er af selvhjælpsgenren, skal jeg have genlæst “Everyday Zen” og “Nothing Special” af Charlotte Joko Beck – en slags kvindelig Zen-Yoda – i samarbejde med filosofi-professor Steve Smith. Nu jeg er færdig med Alan Watts’ klassiker “The Wisdom of Insecurity,” er jeg mere åben for, hvad Beck og Smith prøvede at fortælle mig nede i nullerne, tror jeg.

Til rå strandlæsning (ikke at jeg ville blive fanget død på en strand) har jeg planlagt rumopera-trilogien “Humanity’s Fire” af Michael Cobley. Mest for ikke helt at miste min SciFi-troværdighed hos medblogger Jan. Jeg glæder mig også til Michelle Birkby’s serie om kvinderne fra Baker Street 221b; Mrs. Hudson og Mary Watson. Jeg fik købt to’eren i en boghandel i Riga i december, og jeg har lige fået et’eren hjem fra Amazon.

Rie

Sjældent har jeg glædet mig så meget til sommerferien som i år. Måske er det forårets fine vejr, der gør det. Den store pause. Forventning om ro. Og uro. Børn der hviner, griner og keder sig. Forestillingen om udstrakt tid. Om tid til at tænke sig om, besøge venner og være sammen med familien. Læse.

Ligesom Mikkel har jeg en tendens til at overdrive min læsekapacitet i sommerferien. Men det er en del af charmen ved sommerferien, at der er tid til at skeje lidt ud i læseplanlægningen.

En af mine litterære følgesvende bliver den britisk-pakistanske forfatter Kamila Shamsie. I romanen ”Kartography” skriver hun skriver poetisk, morsomt og hjerteskærende om forholdet mellem Bangladesh og Pakistan gennem barndomsvennerne Raheen og Karim og deres forviklede familieforhold. Jeg læste romanen for 10 år siden, og det er en af de romaner, der har sat sig fast og med jævne mellemrum finder vej til min bevidsthed. Da jeg i efteråret var i London med min søster, fandt jeg en signeret udgave af hendes seneste roman ”Home fire” i Waterstones, og den har smilet til mig fra bogreolen siden. Et løfte om gode stunder i vente.

Jeg har det med at låne mine bøger ud og glemme, hvem jeg har lånt dem til. Det er en dårlig vane. Min udgave af ”The things they carried” af Tim O’Brien er derfor forsvundet udi det bogløse tomrum, og jeg har savnet den. Men nu har jeg købt den igen, og jeg både glæder mig til og gruer for at genlæse den. Da jeg alligevel havde spenderbukserne på, fik jeg samtidigt købt ”In the Lake of the Woods”, som jeg har læst (mørk), og ”If I die in a Combat Zone”, som jeg glæder mig til at læse. Tim O’Brien er kendt for sine romaner om soldaterlivet i Vietnam og er et bittersødt bekendtskab. Romanen, som hedder ”Det de bar” på dansk, er en meget ærlig og kompromisløs skildring af en gruppe soldater i den amerikanske krig i Vietnam. Det er en fortælling om krig som fraværet af moral og et opgør med de løgne, som krig medfører. Læs hans romaner mens du er omgivet af folk, der elsker dig, og hvor livet giver mening. De kræver en vis balance.

Hør nu her! Det er for vildt. Fantasy med noget på hjerte. Vil I ikke godt tage at læse N. K. Jemisins ”Broken Earth”-trilogi? Den handler om Essun, som er orogene (en person, der kan manipulerer jordens energi og fx forårsage eller forebygge jordskælv). Essun bor i det dystopiske Stillness, som består af små selvforsynende kolonier. Livet i kolonierne er bygget op omkring strenge regler, der skal sikre koloniernes overlevelse i de perioder, hvor katastrofale klimaændringer (Fifth Seasons) hærger. I Stillness lever man i konstant undtagelsestilstand og orogenes er frygtet og hadet. Man lever af jordens nåde, og jorden er ikke barmhjertig. Bog 1 og 2 har vundet Nebula-prisen i hhv. 2016 og 2017 og bind 3 har vundet Hugo-prisen i år. Jeg tror ikke, at den er udgivet på dansk, hvilket er helt uforståeligt, men mon ikke det er et spørgsmål om tid. Jeg er i gang med at læse mig gennem hendes øvrige forfatterskab og har for nylig færdiggjort ”The Inheritance”-trilogien, som også er fin. I ferien er tiden kommet til hendes Duologi ”Dreamblood”.

Og så er jeg stadig i gang med Leines “Profeterne i Evighedsfjorden”, som jeg nu har præsteret at komme en tredjedel igennem. Jo, jo bevares – den er god. Men den vil ligesom ikke sidde fast – nu skal den læses færdig!

Og endelig skal min datter Kaia på 7 og jeg læse Kaptajn Underhyler-serien. Og letlæsningsbøger om Gro, der er god til at skate. Jeg har også meget lyst til at læse Momo og tidstyvene med hende, men jeg tror vi må vente lidt endnu. For en måneds tid siden måtte vi lægge Harry Potter tilbage på hylden, da den var for uhyggelig. Og vi var kun nået til fordelingshatten.

Under Overfladen – et krimieventyr

juni 16, 2018 / Jan M. Johansen / Skriv en kommentar

Skibsvrag, dybe familiehemmeligheder og pandemiske sygdomsudbrud er blot nogle af ingredienserne i Claus Lohmans nyeste krimi.

Claus Lohman er kendt for at skrive videnskabskrimier og har haft stor succes med trilogien om retsgenetikeren Sarah Bermann. Men hvor det videnskabelige har en dominerende og central rolle i ’Genstart’ og de andre Gen-bøger, så er ’Under overfladen’ mere eventyrlig og underholdende. Her er det mysteriet, det handler om, mens det videnskabelige element er krydderiet.

Og det er en opskrift, der virker!

’Under overfladen’ er en smuk bog og man er ikke i tvivl om, der er dømt eventyr og grumme fare.

Siden jeg var knægt, har jeg haft en stor forkærlighed for action-eventyr, hvad end det nu er på film eller i bogform. Noget af det første, jeg rigtig husker i den genre, var filmen ’Hæv Titanic’, der var baseret på en bog af Clive Cussler. En forfatter, jeg efterfølgende har haft stor glæde af.

Og Lohman minder mig om en lidt mere alvorlig udgave af den gode Cussler. Vi starter som i mange af Cusslers bøger også med en tur i bølgen blå i ‘Under overfladen’ og bogens store twist sker ligeledes til havs. Tempoet er dog mere adstadigt og har mere fokus på mysteriet og personudvikling end action. Der er samme glæde ved fortidige mysterier, der er den nærmest diabolske fortællelyst og en evne til at strikke en seriøst underholdende historie sammen, men hvor Cussler har meget store armbevægelser, er Lohman mere realistisk og afdæmpet.

Efter fundet af et skibsvrag, begynder historien stille og rolig at folde sig ud. Den ene hovedperson, den arkæologistuderende freelancejournalist Emma Fitzgerald, kommer i spil i kraft af sit virke som journalist, mens den anden, virologen Martin Henderson, forsøger at finde en kur for den dødbringende variant af Den Spanske Syge, der hærger New York. Alt sammen, mens usete hænder styrer de to i retning af hinanden og en stor skat. En større historie med rødder til Martins barndom er nemlig sat i gang med fundet af vraget af Seagull og det går ikke stille for sig.

Det varmer mit hjerte at se biblioteket spille en lille, men vigtig rolle for Emmas virke.

Lohman rammer en fin balancen mellem at formidle viden – som jeg har en mistanke om, i virkeligheden er det, han brænder for – og fortælle en god historie. Lohman er skolelærer, så det giver mening at underholde læserne med en fængende fortælling, samtidig med, han forsøger at gøre os klogere. Det fungerer i hvert fald fint, og som læser tænker man ofte ”der kan man bare se”, når Lohman gennem eksempelvis Martin og hans kolleger giver os indsigt i vira, influenza og andre jævnt skræmmende ting.

Det eneste, jeg har at udsætte på ’Under overfladen’ er de til tider lidt stive replikker. Det er naturligvis subjektivt og en smagssag, men her og der føles karaktererne mere som forfatterens talerør end som levende væsner. Det er dog en lille ting, for historien er spændende og gribende, og det er immervæk det vigtigste for en bog i denne genre.

’Under overfladen’ er første bind af i alt tre planlagt om Emma Fitzgerald og Martin Henderson. Derfor er det ikke overraskende, at vi bruger en del tid på at etablere karaktererne, lære dem at kende og få dem ført sammen. Det trækker her og der tempoet lidt ned, men jeg tænker, der er skabt et nyt, stærkt krimimakkerpar, og jeg glæder mig til at følge de to på deres næste eventyr.

For god ordens skyld vil jeg lige her til slut indskyde, jeg kender Claus Lohman ganske godt fra mit virke i det fynske, men det er ikke kun derfor, jeg glæder mig til de næste bøger i serien.

Boginfo

’Under overfladen’ af Claus Lohman, 340 sider, Forlaget Aronsen, 2018.

En Humphrey Bogart-ferie!

august 31, 2017august 31, 2017 / Mikkel C. / 1 kommentar

Jeg havde kun én uges sommerferie i år. Nej, det er ikke synd for mig. Okay, lidt. Jeg skal med Josephine (min 14-årige, hvis lidt yngre profil pryder bloggens forside) til U18 EM i kickboxing i Skopje primo september og til New York med hende ultimo september. Sidstnævnte er hendes konfirmationsgave. Førstnævnte er, fordi hun fa’me er en sej unge! Begge dele tager en uge og kræver brug af ferietid.

Dræberhønen, Kamphønen, Medaljekoen, Kohønen … kær dræber har mange navne. Kommer snart til et europamesterskab nær dig (hvis du altså bor i Makedonien, hvad ikke alle gør)

Den ene uges sommerfeire blev brugt bare den lille kernefamilie på 2 + 2 i Kaunas i Litauen. Det gjorde så, at jeg ikke har fået lystlæst – som vi siger i branchen – særligt meget her i sommeren.

Jeg nåede to krimier. Eller måske to spændingsromaner. Jeg er usikker på definitionerne. Én af hver tror jeg. Som barn raidede jeg gennem mine forældres Agatha Christie-samling i stedet for at læse De 5-bøger, inden jeg som ca. 10-årig fandt Alistair McLean på Værløse Bibliotek. Oh, fryd! Det første er krimier, og det andet er spændingsbøger. Så langt er jeg med, men jeg går ud fra, genrerne har udviklet sig det seneste kvarte århundrede.

Skæbnen ville, at min Kindle fandt frem til Karin Slaughters “Pretty Girls” (“X”) og X X “The Woman in Cabin 10,” og de kunne næppe være mere forskellige.

1C9E5596-511C-4012-94C4-1F632F28A793-2440-0000028C14EFF232

The one and only. Betegner også en type morgen og en type ferie.

Det mindede mig også om en gammel Dan Turell-tekst, der hedder “En Humphrey Bogart-morgen” (er jeg ret sikker på), hvor han gør sig munter over forskellen på engelske krimier og amerikanske thrillere. I engelske krimier bliver folk myrdet i biblioteket med en oldindisk daggert, mens alting hele tiden eksploderer til lyden af hvinende dæk i de amerikanske. Dén distinktion holder stadigvæk, såfremt min stikprøve er repræsentativ.

Karin Slaughters “Pretty Girls” (På dansk “De smukkeste”) er … hvordan skal jeg sige det … åh, den er bare for meget! Hun skriver på Goodreads, at da hun fik ideen, ville hun skrive en selvstændig historie i.s.f. endnu én i serien med det normale makkerpar, men modtagelsen har været blandet. Måske fordi den er sadistisk og voldspornografisk. Voldtægt er slemt. Drab ved machete er værre. Voldtægt med machete er … altså, forestil dig lige dét. Eller lad være. Jeg anbefaler faktisk det sidste. Mænd er nogle svin!

Formelt handler den om to søstre, der finder hinanden igen efter den enes mands voldelige død. Enke-søsteren finder også nogle meget, MEGET ubehagelige videoer på mandens computer, og hænger det måske sammen med den tredje søsters forsvinden, da de var børn? Ja, det gør det. Nok sagt. Deres far opgav aldrig håbet om at finde hende igen, indtil savnet gjorde ham vanvittig, og han begik selvmord. Søstrene jagter sandheden på flugt fra korrupt politi og lyssky personer, der vil dem ondt, mens omstændighederne omkring storesøsterens forsvinden, og hvad det gjorde ved familien, oprulles.

“Pretty Girls” har fart på. Det er virkelig en Humphrey Bogart-bog for at blive i onkel Danny’s terminologi. Historien er spændende, og personerne står klart. Finurligt nok fungerer den egentlig bedst, når den i mere rolige øjeblikke beskæftiger sig med familien, hvis ældste datter pludselig forsvandt, og de chokbølger det sendte gennem et ellers lykkeligt familieliv. Faderens efterladte dagbogsnotater er gribende og den sidste er svær at komme igennem uden tårer. Mandige tårer, forstås. Jeg kan kun give den 3 af 6 macheter, for, igen, den er altså bare for meget!

Ruth Ware’s “The Woman in Cabin 10” (på dansk “Kvinden i kahyt nr. 10”) er meget anderledes. Den bliver solgt som en slags “Gone Girl” eller “The Woman on the Train”-repræsentant, men det er den altså ikke. Den er mere hitchcocksk. Rejsejournalist Lo Blacklock får muligheden for en drømmetur med en lille, eksklusiv luksusfærge på jomfrurejse mod det norske nordlys. Ombord er millionærer, som er målgruppen, og et par fotografer og journalister til at dække og reklamere for ideen. Inden færgen sætter fra land i Hull, banker Lo på døren til kahyt 10 for at låne noget mascara, og en ung kvinde åbner. Samme nat efter en alkoholinfuseret middag vågner Lo ved lyden af noget stort smidt fra nabokahytten – nr. 10 – og hun kan se blodpletter på kahyt 10’s ræling. Men kahyt 10 har altid stået tom, påstår personalet og ejeren, og ingen andre har set kvinden, der åbnede døren. Hun er selvsagt heller ikke på gæstelisten. Nu starter Lo’s kamp for at løse mysteriet på en lille klaustrofobisk båd i midten af det mørke, stormende hav. Alle er mistænkte. Ingen tror på hende. Bortset fra morderen selvfølgelig, som pludselig foretager et dramatisk træk, der ændrer det hele.

Vi er så klart i Agatha Christie-land her, og det er der ingen skam i. Hun har solgt over 2 mia. bøger. Kun Biblen og IKEA-kataloget er ellers deroppe. Tempoet er roligt, stemningen og miljøet tæt og knugende. Personerne er lidt karikerede og slørede, og den er ikke helt ufralæggelig, men et solidt forsøg. 4 af 6 søsygepiller herfra.

9B9F3213-1DC2-4AFB-BFF8-2125E7AA414D-2440-0000028BE668DD3F

Random fun fact: Da forlaget Harper-Collins opfandt den såkaldte licensmodel til biblioteksudlån af ebøger, kunne de amerikanske biblioteker købe licenser med 26 lån. Herefter var licensen opbrugt. Bibliotekarerne forudsagde, at de ville blive opbrugt ‘en masse,’ og biblioteket ville blive tvunget til at købe nye licenser hele tiden. Efter halvandet år havde kun otte bøger udlånt 26 gange. Syv af dem var af Agatha Christie.

Karin Slaughter er en etableret amerikansk bestsellerforfatter med en stor produktion bag sig, mens Ruth Ware debuterede i 2015 med “In a Dark, Dark Wood,” der hurtigt strøg ind på bestseller-listerne i USA og England. På dansk er Gyldendals oversættere ved at være up-to-date.

Begge bøger anmeldt her er glimrende underholdning, og jeg er nok bare ikke så meget til krimi og spænding. Det er ikke snobberi. Jeg er igang med noget, hvor målgruppen vist er teenage-drenge 🙂

Kan man gå tilbage til en gammel, litterær ven? Mr. Mercedes-trilogien, Stephen King og mig. En personlig beretning.

juni 20, 2017juni 20, 2017 / Mikkel C. / 3 kommentarer

Man kan aldrig gå tilbage, siger de. Fredag d. 13.-filmene holder ikke længere. Så gode er Duran Duran altså heller ikke. Laila fra parallel-klassen har fået tre børn med Henning og er blevet småtyk og bitter – ligesom én selv i øvrigt. Jeg har ikke haft en Alistair McLean-bog i hænderne i 30 år, men jeg fornemmer, ”S.O.S. Nordpolen” og ”Navarones kanoner” er blevet lidt flossede i kanten. Ak, hvor forandret.

Jeg voksede op med Stephen King. Uden at han nødvendigvis ved det. Vi mødtes første gang, da jeg så ”Carrie” på et hotelværelse i Harzen i 1982 – 9 år gammel – efter at min mor var faldet i søvn komplet uvidende om, hvad en foretagsom dreng kunne med en fjernbetjening og en tysk TV-menu. Aldrig har jeg været så bange! Da Sissy Spacek som Carrie med indtørret svineblod over hele kroppen gik total psycho til gymnasiefesten og myrdede løs, savlede og pruttede jeg af skræk.

Sissy Spacek som Carrie (1976): Pas på, hvem du laver gas med!

Udvalget af Kings værker på dansk var pauvert i firserne, så vi blev først rigtige venner, da jeg slap væk fra ungdomspensionen i Herlev i 1987 og kom på efterskole i en mørk del af Jylland mellem Randers og Viborg. Jeg købte de amerikanske paperbacks i Politikens boghandel på Rådhuspladsen og i Fantask, når jeg var hjemme på weekend. Sådan kom jeg igennem den tidlige King: ”Salem’s Lot,” ”Christine,” ”Cujo,” Pet Sematary” osv. i ingen bestemt rækkefølge frem til hovedværkerne ”The Shining” og særligt murstenen ”It.” Den står stadig for mig som én af de vildeste læseoplevelser nogensinde. Der var så mange superbt skræmmende scener, og stadigt var Derry-børnenes venskaber og opvækst på mange måder en endnu bedre fortælling end deres kamp mod ur-ondskaben, der ofte tog skikkelse af en klam klovn. En dannelses-roman, coming-of-age, bare med mange bestialske mord på børn. Vidunderligt, ikke?

‘Float?’ The clown’s grin widened. ‘Oh yes, indeed they do. They float! And there’s cotton candy…’

Gennem gymnasietiden fulgtes vi ad med klodser som ”The Tommyknockers” og ”The Talisman,” og det var et fint venskab, selvom jeg fornemmede et vist tab i kvalitetstiden. Hvedebrødsdagene var forbi. Det blev hverdag. Undtaget er selvfølgelig Sci-Fi mesterværket ”The Running Man” med selveste den tidligere guvernør i Cailfornien, Arnold Schwarzenegger i hovedrollen. Den er simpelthen så 80’er, Limahl måtte rive sig i Bundesliga-håret i arrigskab. Da jeg blev student og boede og arbejdede en periode i Barcelona, tændtes flammen igen for alvor med den uforkortede udgave af den apokalyptiske ”The Stand.” Enestående værk! Jeg tror, alle forfattere til moderne zombie-apokalypser (og der er … SÅ … MANGE) har læst ”The Stand.” Over 1.000 siders ren undergangs-nougat. Jeg vile ønske, jeg kunne læse den første gang igen.Stephen og jeg stod dog foran en større nedtur, da vi kom hjem fra Barcelona. Han begyndte at skrive makværk som ”Insomnia” og ”Rose Madder,” mens jeg vandrede ind i, hvad der skulle vise sig at blive en årelang og alt for længe ubehandlet depression og begyndende selvmedicinering. Jeg læste ikke noget i årevis, og da jeg kom ud på den anden side og startede helt forfra med alting, var vi ligesom gledet fra hinanden. Det var ikke ham, det var mig. Arj, det var faktisk ham. Jeg elskede ham i al fald ikke længere. Den slags sker.

Verdens undergang er kun begyndelsen

Der er meget spøjst med Stephen King. Hans filmsmag er fx horribel. Den mest succesrige filmatisering af en King-bog var længe ”The Shining” (altså ”Ondskabens Hotel”) med Jack Nicholson i hovedrollen, men den kunne han ikke selv lide. King, altså. Han lavede senere sin egen udgave, og I guder den var forfærdelig! Han har også prøvet at lave en amerikansk udgave af ”Riget,” og ord kan ikke beskrive, hvor pot-ringe den er. Bl.a. er der en stor myresluger med. Det er rigtigt. Samtidig er filmen ”En Verden udenfor,” der bygger på novellen ”Rita Hayworth i Shawshank-fængslet,” nr. 1 på IMDB’s liste over alle tiders bedste film foran bl.a. ”The Godfather.” King havde dog heller ikke noget at gøre med 1994-filmen med Tim Robbins og Morgan Freeman i hovedrollerne. En guide til King-filmatiseringer er et stort stykke arbejde i sig selv, men hvis du ikke har set ”Tågen” fra 2007 med Thomas Jane i hovedrollen, så skynd dig at gøre det. Ulækre væsener, religiøse fanatikere, klaustrofobi og filmhistoriens mest hjerteskærende slutning venter dig.

“Let me tell you something my friend. Hope is a dangerous thing. Hope can drive a man insane.”

Min gode kollega fra Randers Bibliotek, Jacob Krogsøe, er som sædvanlig klogere og mere belæst end mig og har i P1 observeret et par ting, jeg ikke var klar over. For det første kan man bruge Tolkien-forsvaret om ham. King, altså. Han er sin helt egen genre. Folk kommer stadig ind på biblioteker og i boghandlere og beder om en Stephen King, uden at det behøver være en Stephen King vel at mærke. For det andet var han tilsyneladende så langt ude i et stofmisbrug i en lang periode, at han slet ikke kan huske at have skrevet flere af sine bøger. Et eller andet sted kunne jeg godt tænke mig at vågne en dag og have skrevet er par bestsellere, jeg havde glemt alt om.

For et par år siden syntes de gode mennesker hos forlaget Hr. Ferdinand / C&K, at jeg burde læse den da seneste King-oversættelse ”22/11/1963.” Anbefalingen faldt under en forhandling om eReolen-vilkår og priser. Jeg takkede pænt nej. Nu var vores veje jo skilte, mig og Stephens. Hvorfor gå tibage til en ex? På den anden side har jeg et blødt punkt for “alternativ historie”-genren, så jeg gav mig. Og blev behageligt overrasket. Historien om gymnasielæreren, der får mulighed for at rejse tilbage i tiden og prøve at forhindre mordet på Jack F. Kennedy (hvis dødsdag, titlen refererer til), virker ikke rigtig, synes jeg. Til gengæld er forhistorien, hvor hovedpersonen bl.a. kommer gennem Derry og møder nogle af børnene fra ”It” virkelig spændende og tragisk, og da hovedplottet tager fart, viser det sig, at det er en meget fin og velfortalt kærlighedshistorie. Megen god efterkrigstidsnostalgi er der såmænd også. Det skulle blive en film, og selveste Jonathan Demme (“Silence of the Lambs”) var vist i spil til instruktørstolen, men King havde andre ideer og ville have et større kunstnerisk input i processen. Argh! Men en serie blev det altså i 2016 hos Hulu.

Ville du myrde Hitler, hvis du kunne hoppe tilbage i tiden? Spørgsmålet stilles også i den glimrende “The Dead Zone.”

Så er vi her i 2017, hvor trilogien om ”Mr. Mercedes” er kommet på dansk. ”Mr. Mercedes” er blevet til ”Mercedesmanden,” ”Finders Keepers” er blevet til ”De der søger,” og ”End of Watch” er blevet til ”Vagt forbi.” Første del i al fald fik en del opmærksomhed i pressen, for det er faktisk Kings første forsøg på en krimi, og den fik generelt gode anmeldelser. Hvad er det værste, der kan ske, tænkte jeg og kastede mig over dem på min elskede Kindle Voyage i et svagt øjeblik.

Skal du læse dem? Det korte svar er henholdsvis ja, måske og nej. Det lange svar følger herunder.

Mr. Mercedes

Den pensionerede og heraf følgende små-alkoholiserede og små-suicidale kriminalbetjent Hodges får en besked fra én af de forbrydere, der slap væk. Og en spektakulær forbrydelse var det da også. Mercedesmanden stjal en … ja, en Mercedes, ikk’ … for nogle år siden og pløjede den ind i en menneskemængde. Flere døde. Mange sårede. Det var Hodges og makkerens sag, men på trods af en lidt hårdhændet behandling af bilens ejer – en ældre, sky dame, der senere begik selvmord – kom de aldrig rigtig tæt på gerningsmanden. Nu tirrer han Hodges og prøver at skubbe på hans selvmordstanker. Stod han i virkeligheden bag den ældre dames selvmord også, og hvad planlægger han nu? Hodges får hjælp af sin unge havemand, den ældre dames lillesøster, som han også forelsker sig i, og hendes psykisk ustabile niece. Vi følger denne umage floks detektivarbejde for at finde Mercedesmandens identitet og forhindre endnu en vanvittig terrorhandling. Vi følger også Mercedesmanden, som viser sig at være en yngre psykopat fra bizarre kår, mens han planlægger sin aktion. Ingen af parterne er topprofessionelle. De begår fejl, misforståelser og dumheder og fumler hele vejen ned ad opløbsstrækningen mod klimaks på historien.

Fortællingen er meget gængs, indtil perspektivet skifter til skurken. Det får hele oplevelsen til at eksplodere! Et sted mellem en tredjedel og halvt inde bliver ”Mr. Mercedes” ulæggefrasiglig, men er den god? Mjo, det er den vel, meeen lidt tomme kalorier er det altså, og persongalleriet føles lidt velkendt og stereotypisk, men nu har jeg så også tygget mig gennem en del King-titler i min tid. Et godt og innovativt og til tider uhyggeligt nyt tag på krimigenren. Godkendt.
Glimrende sommerlæsning.

Finders Keepers

Åh, jeg vil så gerne kunne lide ”Finders Keepers.” Plottet er så meget til bognørder. Forfatteren John Rothstein skrev sin generations store amerikanske romaner om figuren Jimmy Gould. I sidste bind har Gould dog solgt ud af sin oprørstrang og fået kone og kedeligt job i forstaden. Rothsteins største fan er den uligevægtige Morris Bellamy, der i raseri opsøger den sky forfatter og myrder ham. Se, det er en litterær fan! Okay, for meget, men hatten af for passionen. Bellamy finder både penge, men vigtigst en stor stak notesbøger med uudgivne Gould-romaner. Bellamy myrder også sine kumpaner og gemmer rovet godt i en nedgravet taske, indtil der falder lidt ro på det hele. Inden da begår han en ny forbrydelse i en brandert og får en lang fængselsstraf. Mange år senere finder drengen Pete den nedgravede taske. Pengene sender han anonymt til sin egen familie, der virkelig kan bruge dem, for faderen er handikappet, arbejdsløs og meget bitter efter at have overlevet Mercedes-katastrofen nogle år før. Plottet tager fart, da Bellamy bliver prøveløsladt og opdager, at tasken er væk, samtidig med at Pete prøver at sælge notesbøgerne illegalt for at skaffe penge til sin lillesøsters privatgymnasium. I mellemtiden har Hodges og den mærkelige niece dannet et detektivbureau, og de får nys om Petes problemer og prøver at hjælpe ham, men ingen af dem er helt forberedt på, hvor fanatisk Bellamy er.

”Finders Keepers” bygger på en suveræn idé, som ultimativt bare ikke flyver. King får vist sit store talent for at beskrive børn og teenagere og deres følelsesliv, men det er svært at se, hvorfor historien her skulle presses ind i Mercedes-universet. Spændende er den dog til tider, og hele grundtanken om, hvad stor litteratur sætter gang i hos folk, er unik. Akkurat godkendt.

End of Watch

Mr. Mercedes er ikke død. Den mærkelige niece bankede hans hjerne til mos i afslutningen af 1’eren, så hjernedød er han, og katatonisk sidder han på et plejehjem og stirrer tomt ud i luften. Eller gør han? Bom bom bom booom! (<- ildevarslende pauker). Hodges besøger ham jævnligt og er sikker på, der er nogen hjemme mentalt. Der går rygter om, at ting flytter sig af sig selv på stuen, og en sygeplejerske begår selvmord. Folk omkring Mercedesmanden opfører sig underligt, og selvmordsbølgen rammer også overlevende fra Mercedes-angrebet. Den unge havearbejders lillesøster prøver uforklarligt at stille sig ud foran en lastbil uden at kunne forklare hvorfor. Stemmen fik hende til det. Det bliver hurtigt klart, at Mercedesmandens læge har eksperimentet lovligt meget på ham med spændende medicin, og jo, ikke bare har han udviklet nye mentale kræfter, han er også noget så hævngerrig.

Ak, ja. King kunne ikke lade være. Der skulle være noget overnaturligt her. Pænt uhyggeligt er det faktisk også, så længe det bare blive antydet og ikke fuldt udviklet. Det holder til gengæld op, da plottet for alvor tager fart. Det er også ret klart, at Hodges er en virkelig kedelig helt. King prøver for alvor at rode med ham som person her i den afsluttende 3’er, men som læser er jeg så ligeglad, hvad der sker med ham, og i alle tre romaner har jeg faktisk holdt med skurken. Lad nu bare manden myrde nogle uskyldige. Han havde en hård barndom! Dumpet. Jeg er ikke vred. Jeg er skuffet.

Konklusion

Kendere påstår, King har skrevet gode ting på det seneste. Den længe ventede opfølger på ”The Shining” for eksempel; ”Dr. Sleep.” Romanen ”The Dome,” som blev til en successerie i flere sæsoner, blev fint modtaget. Han hamrer også løs på fantasy-serien ”The Dark Tower” og har gjort det i et kvart århundrede nu. Mig og Stephen er dog færdige nu. Vores venskab var en smuk ting i forrige årtusind, og ”It” og ”The Stand” er en del af det litterære soundtrack til min ungdom. Tak for ordene, Stephen (og der er … SÅ … MANGE), men du og Laila tilhører en svunden tid. Det er ikke jer. Det er mig.

Ode til en skotte

november 23, 2016april 3, 2018 / Jan M. Johansen / Skriv en kommentar

Skulle jeg kun læse en forfatter resten af mit liv, så ville jeg uden den mindste rysten på hånden vælge skotske Philip Kerr. Udover at være som skotter er flest, nemlig svært charmerende, så skrev Kerr godt, altid underholdende og meget, meget bredt.

Nu ved jeg godt, jeg tidligere har besunget Lee Childs Jack Reacher-bøger meget højt, men hvor det er Reacher-karakteren, jeg holder af hos Child, så er det Kerr og hele hans forfatterskab, jeg holder af her. Vi kommer fra science fiction over krimier og historiske romaner til børnebøger, og de er hver og en svært velskrevne.

Udover et sidste bind i Berlin Noir-serien, kommer der desværre ikke flere historier fra Kerrs hånd. Den 23. marts 2018 døde han i en alder af 62 af kræft. Det er et stort tab, og jeg kommer til at savne ham.

Den dansktalende skotte

Jeg var så heldig at møde Kerr på Krimimessen i Horsens for et par år siden, hvor han modtog Palle Rosenkrantz Prisen for Årets bedste krimi med ’En mand uden åndedræt’ (niende bind i Berlin Noir-serien). Her oplevede man den skotske charme og det vindende vid for fuld udblæsning.

Kerr tryllebandt tilhørerne med beretninger om vodkadryppende vinterbadning i selskab med eks-KGB-agenter, og holdt i øvrigt sin takketale på et bedre dansk end jeg taler engelsk. Det var essensen af Kerr; en fortryllende evne til at fortælle en god historie på et sprog, folk forstår.

Kerr underholder i det fjerne.

En mand med mange talenter

Kerr blev født i Edinburgh i 1956, og studerede jura og filosofi ved Birminghams universitet. Studiets pensum bragte ham i kontakt med det tyske, og ledte til en livslang interesse for tysk historie og det tyvende århundredes Tyskland især.

Studietiden og den tyske interesse bragte Kerr til Berlin, en by som han holder meget af, og som også spiller en særlig rolle i navnlig de første bind af Berlin Noir-serien. Det lykkedes også gerne Kerr at tegne et kærligt billede af byens slagfærdige indbyggere.

Kerrs til tider sorte humor skinnede i det hele taget igennem i langt de fleste af hans bøger, hvilket han også var meget bevidst om. Selv skrev han på sin hjemmeside om sit forhold til Berlin og humoren: “I loved Berlin before the wall came down; I’m pretty fond of the place now, but back then it was perhaps the most atmospheric city on earth. Having a dark, not to say black sense of humour myself, it’s always been somewhere I feel very comfortable.” Har man været i Berlin før murens fald, kan man kun være enig, om end den særlige berlinerstemning dog stadig er der.

I sin tid i reklamebureauet Saatchi & Saatchi brugte Kerr eftersigende en stor del af sin tid på at trampe Berlins gader tynde, mens hans første roman, ’Martsvioler’, stille og rolig tog form. Typisk for Kerrs humor og sans for detaljer, så var titlen ’Martsvioler’ et udtryk for alle de tyskere, der pludseligt sprang ud som nazister efter Rigsdagsbranden og den efterfølgende Bemyndigelseslov (Ermächtigungsgesetz) i marts 1933.

Berlin Noir – Bernie Gunthers mange prøvelser

Berlin Noir startede som en trilogi med 30’er berlinerdetektiven Bernie Gunther i hovedrollen. Den anti-autoritære Gunther blev dog så populær, at Kerr senere fortsatte serien, der i skrivende stund tæller 11 bind på dansk med ‘Berlinerblåt’ som det seneste.

I den oprindelige trilogi følger vi Gunthers færde og problemer i nazitidens Berlin, mens vi i de senere bind bevæger os ind i både Anden verdenskrig og Den kolde krig, hvor Gunthers rappe replikker og stridbare væsen kontinuerligt fører ham ud i problemer med både nazister og kommunister. God, gedigen underholdning for alle

I rækkefølge er den originale Bernie Gunther-trilogi ’Martsvioler’, ’Den blege forbryder’ og ’Et tysk rekviem’.

Fodbold og mord – Scott Manson

Kerrs seneste påfund var en serie om den engelske manager-detektiv Scott Manson. De tre bøger – heraf to på dansk – udspiller sig omkring den fiktive engelske Premier League klub London City, og selvom der er både mord og intriger, så handler bøgerne langt mere om fodbold. Som svoren fodboldfan, så er det som narko for bogafhængighed, og man får et fantastisk indblik i international fodbold og finans. Det var endnu en af Kerrs styrker; en forbavsende evne til at basere sine bøger på ulastelig research.

Scott Manson, som er seriens ubestridte hovedperson, minder en del om Bernie Gunther. Manson, som Gunther, er begavet, lidt af en anarkist og en fremragende kanal for den vanlige Kerrske sorte humor.

’Januarvinduet’ er den første bog i serien om Manson, mens ’Guds hånd’ er den næste. Den tredje bog hedder ‘False Nine’ og bliver forhåbentlig også snart oversat.

Kerr forstår at skrive god dialog. Her er en ordveksling fra ’Januarvinduet’ … og naturligvis spiller kaffe en rolle.

Lampens Børn og alt det løse

Kerrs alsidighed sås især, når han slog sig løs som fantastisk fiktionsforfatter med serien om lampens børn til de 11-13 årige. Her følger vi tvillingerne John og Philippa, der er efterkommere af de store ørkenånder – de såkaldte djinns – i en lang række fantastiske eventyr verden over.

Tvillingerne hvirvles ikke overraskende ind i en klassisk kamp mellem gode og onde kræfter som det sig hør og bør i enhver god, opbyggelig fantasybog, og Kerr formår på bedste vis at skabe en stemningsmættet serie af børnebøger.

Lampens børn starter med ’Akhenatons hemmelighed’, og der er 7 bøger i serien, og de kan varmt anbefales for enhver læser af fantasy, både ung som gammel.

Sluttelig har Kerr også skrevet en lange række enkeltstående spændingsbøger så som ’Høj gearing’, ’Mørkt stof’ med Isaac Newton i hovedrollen eller teknothrilleren ’Grillristen’. Hvis man som jeg er lidt historienørdet, så er ’Hitlers fred’ absolut læseværdig.

’Hitlers Fred’ er en af Kerrs bedste bøger, og befinder sig her i fint selskab med Berlin Noir-serien.

Kerr var i det hele taget usædvanlig produktiv.

Og vi får da også et bind mere i Berlin Noir-serien. Inden sin død nåede Kerr at skrive ‘Metropolis’ færdig. Efter planen udkommer den næste år, men så er det også slut.

Hvil i fred, Philip Kerr.

Jack Reacher – den moderne Conan

oktober 1, 2016maj 19, 2019 / Jan M. Johansen / 2 kommentarer

Det stod ikke skrevet i stjernerne, at engelske Jim Grant under sit nom de plume som Lee Child skulle stå fadder til et amerikansk ikon, nemlig den ultimative heltefigur Jack Reacher.

Grant blev født i Coventry i 1954, og endte efter jurastudiet med at arbejde for Granada Television i Manchester. Efter at have modtaget en fyreseddel i 1995, købte Grant en stak blokke og en balje blyanter, og kastede sig ud i skriveriet. Det blev til ‘Killing Floor’ (‘Falske værdier’ på dansk), der ikke kun blev den første bog i serien om Reacher, men også en øjeblikkelig succes.

Som forfatter er Lee Child i min optik undervurderet. Man kan mene, Reacher er en uovervindelig, næsten karikeret figur, men jeg tænker, han ligger i forlængelse af den ærketypiske amerikanske heltetype; den fåmælte mand med et brysk ydre og en uslukkelig indre tørst efter retfærdighed.

Jack Reacher – eller Reacher, som han stort set altid blot kaldes – er på mange måder den ærketypiske amerikanske helt. Han vandrer fra sted til sted, lever efter sine egne regler og ender altid lettere modvilligt med at påtage sig helterollen. Han opsøger ikke ballade, og vil i virkeligheden helst bare passe sig selv og drikke sin kaffe i fred. Det får han heldigvis sjældent lov til.

Jeg kommer altid til at tænke på John Wayne, Clint Eastwood og Robert E. Howards Conan, når jeg læser Childs bøger om Reacher. Det er helte, der på mange måder er uovervindelige, men som forfattere og instruktører alligevel formår at skabe spænding omkring. Og det, tænker jeg, er en imponerende evne. Og det er en evne Child til fulde besidder.

The Sun beskriver Reacher ret godt; han kan klare James Bond, Dirty Harry, Jason Bourne og Ethan Hunt med begge hænder på ryggen. Sjovt nok spiller Tom Cruise både Ethan Hunt og Reacher på det store lærrede.

Det er i øvrigt en stor ros, hvis nogen skulle være i tvivl, når jeg sammenligner Reacher med Wayne, Eastwood og Conan. Det er noget helt særegent over Reacher. På mange måder er han ikke en tidstypisk helt anno 2018, men det er nok det, der gør ham så tiltrækkende. Ganske som de roller Wayne og Eastwood ofte spillede, så er det hårde mænd. Mænd, der ikke taler meget. Mænd, der aldrig rigtig gribes af tvivl eller mangel på selvtillid. De er mænd, der løser opgaven. Enten med en seksløber eller et sværd (hvis det gælder Conan), og Reacher er en helt af samme skole. Han plejer dog at løse sine problemer med nogle ordentlige øretæver eller i sjældne tilfælde våben.

Ud over det, så er det i disse dage, hvor diverse hovedpersoner i krimier oftest er fulde af tvivl og grå nuancer, befriende med en helt, der lever et liv helt efter egne normer og ikke finder sig i uretfærdigheder. Nu får jeg næsten Reacher til at virke som en endimensionel karakter, men det er er han ikke. Ironisk nok, så er det netop hans urokkelige kerne, der skaber en interessant protagonist. Nogle af de samme elementer udviser den typiske chevalier errant eller ronin, f.eks. Miyamoto Musashi, også.

Child synes at have brugt elementer fra sit eget liv til at tegne Reacher både fysisk og mentalt. De mest umiddelbare lighedstræk er Childs højde på 195cm, hans afslappede forhold til tidens modeluner og store forkærlighed for kaffe (Child er en fornuftig mand med andre ord). Men Child har også ladet andre ting indgå i Reachers psyke, bl.a. matcher Reachers afsked med Hæren og efterfølgende flakken rundt som en fri fugl Childs egen oplevelse i tiden efter Granada Television. Ganske som Reachers retfærdighedssans sikkert også er en pendant til Childs egen. F.eks. spekuleres der i et interview i The Sun i, at Child kanaliserer sin indre tillidsmand, når han lader Reacher reagere på verdens uretfærdighed, og ofte fungerer som de svages stemme og forsvarer.

Child har begået det snedige træk ikke nødvendigvis at udgive bøgerne kronologisk. På den måde åbner han op for at lade historierne udspille sig på alle tænkelige tidspunkter i Reachers karriere. I den endnu uoversatte ’The Enemy’ er vor mand f.eks. stadig i Hæren, hvor han som major i MP’erne just er hjemvendt til det kontinentale USA fra jagten på Noriega. Vi befinder os ved årsskiftet 89-90 og Muren (og Warszawapagten) er hastigt ved at kollapse. Murens fald spiller en ret stor rolle for historien. Alle i Forsvaret har naturligvis luret, at der er store forandringer på vej, og med en flok vrisne elitesoldater fra specialstyrkerne i hælene må Reacher opklare en række mord, der trækker spor helt ind i Pentagons E-ring.

’The Enemy’ fra 2004 er desværre ikke oversat til dansk, men er afgjort et læs værd alligevel. (Også selvom man ikke er fanatisk medlem af den himmelske koffeinkult, som jeg selv.)

Heldigvis er der tæv, kaffe og yndige vimser til at holde Reachers ånd oppe undervejs. OG Reachers bror, Joe. Ham må vi ikke glemme. Han er også en mand med en sund interesse for koffein, som det ses.

I ’Værd at dø for’ slentrer vandringsmanden, Jack Reacher, ved tilfældets lune ind på et motel i et gudsforladt amt i delstaten Nebraska i USA. Her hersker Duncan-klanen med hård hånd, hvilket naturligvis snart får ophør. For er der en ting, Reacher ikke finder sig i, så er det bøller, og familien Duncan er om nogen bøller. Bøller med skeletter i skabet og hemmeligheder, der ikke tåler dagens lys.

Netop i ’Værd at dø for’ er sammenligningen med John Wayne, Clint Eastwood og i nogen grad Conan rammende. Her ankommer vor frygtløse helt som nævnt til en lille flække ude på landet i Nebraska, hvor en skruppelløs slægt holder hele egnen i et jerngreb. Helten træder ind på det lokale motels bar og hvirvles fluks ind i dramaet gennem mødet med en forslået kvinde og en fordrukken, men godhjertet læge.

I ’Værd at dø for’ har Child som altid et godt greb i både læser og historie fra første side, og man føler næsten, man sidder og ser en Hollywoodfilm fremfor at læse en bog.

Som sine filmiske sidestykker, så er Reacher en mand af få, men velvalgte ord. En ikke atypisk svada kommer netop i ’Værd at dø for’, hvor Reacher i utvetydige vendinger forklarer en lejesvend for Duncan-klanen, at der findes så mange bedre alternativer til at arbejde for Duncans. Ikke mindst fordi Reacher påtænker at krølle lejesvenden sammen, hvis han ikke finder ny beskæftigelse. ”Man kan skovle lort på en kyllingefarm. Eller man kan hore sig træt i Tijuana. Med et æsel. Begge dele ville være bedre end at arbejde for familien Duncan.” Det er også et fornemt eksempel på tonen og den rå humor, der er i Childs bøger. Personligt elsker jeg den. Jeg ved ikke noget bedre, end når Reacher folder sig ud både verbalt og fysisk, men jeg er helt på det rene med, at ikke alle holder af den type bøger. For her er man aldrig i tvivl; Reacher kommer, han brækker knogler, og vandrer videre. Det er formlen, og den holder.

Indtil videre er der kommet 16 Reacher-bøger, inkl. novellesamlingen ‘Intet mellemnavn’, på dansk, hvor af ’Under dække’ er den seneste. Til oktober udkommer den 24. på engelsk under titlen ’Blue Moon’.

Der er også kommet to spillefilm med Reacher; ’Reacher’ og ‘Never go back’. Den sidste er udgivet på dansk under titlen ’Ingen vej tilbage’.

To af de nyere Reacher-bøger fra Jentas, hvor vor mand hhv. er på vej til Virginia i noget tvivlsomt selskab og forsøger at forhindre en snigmord på den franske præsident.

Der er en fin oversigt over de danske udgivelser på bibliografi.dk, mens du kan følge med på Lee Childs hjemmeside i de amerikanske udgivelser.

Anmeldelse: “Morgue – a Life in Death” af Vincent di Maio og Ron Franscell

august 27, 2016august 27, 2016 / Mikkel C. / Skriv en kommentar

288 sider. Selvbiografi. St. Martin’s Press. 17. maj 2016.

Da (hvide) George Zimmerman skød og dræbte den ubevæbnede (sorte) teenager Travyon Martin i Florida i 2012 blev det én af de mest betændte sager i nyere tids amerikanske retshistorie. Var Zimmermand en kynisk morder, eller var han faktisk blevet overfaldet af Martin, som han hævdede? Hvad med Vincent van Gogh; begik han virkelig selvmord? Er der ikke nogle mærkelige detaljer i den sag fra 1890? Hvorfor tog van Gogh hele sit malerudstyr med den dag bare for at skyde sig selv i maven, og hvorfor hævdede han, at han efter skuddet ikke kunne finde våbnet? For ikke at tale om Lee Harvey Oswald. Var det overhovedet Oswald, der blev begravet i sin tid? Der er immervæk meget, der taler for, at den Oswald, der vendte tilbage til USA efter egentlig at være immigreret til Sovjetunionen i 1959, slet ikke var Oswald, men en KBG-skarpskytte look-a-like.

Alle tre sager plus 2.000 andre er blevet løst med hjælp fra patolog Vincent di Maio, der i “Morgue” (“lighus” red.) både fortæller om sit liv på lidt mere klassisk biografisk manér, men først og fremmest skildrer en række spektakulære og kontroversielle og uhyggelige sager, han i sin lange karriere har været involveret i. Det mystiske er i virkeligheden måske, hvorfor man egentlig vælger at blive patolog? Det er lige så dyrt og hårdt som andre medicinske specialiteter, men til gengæld er lønnen noget lavere, og man redder ingen liv. Ingen grædende forældre griber om ens knæ og takker overstrømmende for at redde lille Bobs eller Shirleys liv og førlighed. Men der er jo stadig Sandheden. Den er som bekendt derude, som 80’er-serien “X-files” så rigtigt gjorde opmærksom på. Der er også skumle mordere og uskyldigt anklagede og forløsning for de efterladte, så noget er der da at kæmpe for.

Pga. de mange celebre sager er di Maio selv gået hen og blevet noget så sært som en kendt patolog, selvom han selvsagt er totalt ukendt i Danmark. “Morgue” er dog en sjælden lækkerbisken for krimi-interesserede og fans af genren true crimes. Man skal bare ikke høre til de sarte. Børn bliver myrdet i flæng, og deres lig skændes. Folk bliver sprængt til atomer. Efterforskninger fuckes godt og grundigt op. Uskyldige bliver dømt. Mordere får lov at hærge løs. Uden di Maio og kolleger var det hele dog gået meget værre, hvis det ellers er en trøst.

Her er en teaser: Selvom mange stadig ikke har accepteret dommen, så ligger nøglen til Travyon Martins død i en række detaljer, som ingen betragtede under ét, før di Maio kom til. Martin have en dåse frugtjuice i lommen. Hans skudsår blev vurderet til at være forårsaget fra mellem-afstand, hvilket vil sige ikke klos hold, men tæt på. Til gengæld var pistolens munding i direkte berøring med Martins hættetrøje. Værsågod: Hvem overfaldt hvem? 🙂

“Morgue – a Life in Death” på Goodreads

Elementært spændende og grusom. Et festmåltid for krimi-fans. 4 af 5 bogmærker herfra!

#bogsnak

Blogkollektiv om litteratur, bøger, læsning og sociale medier

Krimi