Kan man gå tilbage til en gammel, litterær ven? Mr. Mercedes-trilogien, Stephen King og mig. En personlig beretning.

Man kan aldrig gå tilbage, siger de. Fredag d. 13.-filmene holder ikke længere. Så gode er Duran Duran altså heller ikke. Laila fra parallel-klassen har fået tre børn med Henning og er blevet småtyk og bitter – ligesom én selv i øvrigt. Jeg har ikke haft en Alistair McLean-bog i hænderne i 30 år, men jeg fornemmer, ”S.O.S. Nordpolen” og ”Navarones kanoner” er blevet lidt flossede i kanten. Ak, hvor forandret.

Jeg voksede op med Stephen King. Uden at han nødvendigvis ved det. Vi mødtes første gang, da jeg så ”Carrie” på et hotelværelse i Harzen i 1982 – 9 år gammel – efter at min mor var faldet i søvn komplet uvidende om, hvad en foretagsom dreng kunne med en fjernbetjening og en tysk TV-menu. Aldrig har jeg været så bange! Da Sissy Spacek som Carrie med indtørret svineblod over hele kroppen gik total psycho til gymnasiefesten og myrdede løs, savlede og pruttede jeg af skræk.

Sissy Spacek som Carrie (1976): Pas på, hvem du laver gas med!

Udvalget af Kings værker på dansk var pauvert i firserne, så vi blev først rigtige venner, da jeg slap væk fra ungdomspensionen i Herlev i 1987 og kom på efterskole i en mørk del af Jylland mellem Randers og Viborg. Jeg købte de amerikanske paperbacks i Politikens boghandel på Rådhuspladsen og i Fantask, når jeg var hjemme på weekend. Sådan kom jeg igennem den tidlige King: ”Salem’s Lot,” ”Christine,” ”Cujo,” Pet Sematary” osv. i ingen bestemt rækkefølge frem til hovedværkerne ”The Shining” og særligt murstenen ”It.” Den står stadig for mig som én af de vildeste læseoplevelser nogensinde. Der var så mange superbt skræmmende scener, og stadigt var Derry-børnenes venskaber og opvækst på mange måder en endnu bedre fortælling end deres kamp mod ur-ondskaben, der ofte tog skikkelse af en klam klovn. En dannelses-roman, coming-of-age, bare med mange bestialske mord på børn. Vidunderligt, ikke?

‘Float?’ The clown’s grin widened. ‘Oh yes, indeed they do. They float! And there’s cotton candy…’

Gennem gymnasietiden fulgtes vi ad med klodser som ”The Tommyknockers” og ”The Talisman,” og det var et fint venskab, selvom jeg fornemmede et vist tab i kvalitetstiden. Hvedebrødsdagene var forbi. Det blev hverdag. Undtaget er selvfølgelig Sci-Fi mesterværket ”The Running Man” med selveste den tidligere guvernør i Cailfornien, Arnold Schwarzenegger i hovedrollen. Den er simpelthen så 80’er, Limahl måtte rive sig i Bundesliga-håret i arrigskab. Da jeg blev student og boede og arbejdede en periode i Barcelona, tændtes flammen igen for alvor med den uforkortede udgave af den apokalyptiske ”The Stand.” Enestående værk! Jeg tror, alle forfattere til moderne zombie-apokalypser (og der er … SÅ … MANGE) har læst ”The Stand.” Over 1.000 siders ren undergangs-nougat. Jeg vile ønske, jeg kunne læse den første gang igen.Stephen og jeg stod dog foran en større nedtur, da vi kom hjem fra Barcelona. Han begyndte at skrive makværk som ”Insomnia” og ”Rose Madder,” mens jeg vandrede ind i, hvad der skulle vise sig at blive en årelang og alt for længe ubehandlet depression og begyndende selvmedicinering. Jeg læste ikke noget i årevis, og da jeg kom ud på den anden side og startede helt forfra med alting, var vi ligesom gledet fra hinanden. Det var ikke ham, det var mig. Arj, det var faktisk ham. Jeg elskede ham i al fald ikke længere. Den slags sker.

Verdens undergang er kun begyndelsen

Der er meget spøjst med Stephen King. Hans filmsmag er fx horribel. Den mest succesrige filmatisering af en King-bog var længe ”The Shining” (altså ”Ondskabens Hotel”) med Jack Nicholson i hovedrollen, men den kunne han ikke selv lide. King, altså. Han lavede senere sin egen udgave, og I guder den var forfærdelig! Han har også prøvet at lave en amerikansk udgave af ”Riget,” og ord kan ikke beskrive, hvor pot-ringe den er. Bl.a. er der en stor myresluger med. Det er rigtigt. Samtidig er filmen ”En Verden udenfor,” der bygger på novellen ”Rita Hayworth i Shawshank-fængslet,” nr. 1 på IMDB’s liste over alle tiders bedste film foran bl.a. ”The Godfather.” King havde dog heller ikke noget at gøre med 1994-filmen med Tim Robbins og Morgan Freeman i hovedrollerne. En guide til King-filmatiseringer er et stort stykke arbejde i sig selv, men hvis du ikke har set ”Tågen” fra 2007 med Thomas Jane i hovedrollen, så skynd dig at gøre det. Ulækre væsener, religiøse fanatikere, klaustrofobi og filmhistoriens mest hjerteskærende slutning venter dig.

“Let me tell you something my friend. Hope is a dangerous thing. Hope can drive a man insane.”

Min gode kollega fra Randers Bibliotek, Jacob Krogsøe, er som sædvanlig klogere og mere belæst end mig og har i P1 observeret et par ting, jeg ikke var klar over. For det første kan man bruge Tolkien-forsvaret om ham. King, altså. Han er sin helt egen genre. Folk kommer stadig ind på biblioteker og i boghandlere og beder om en Stephen King, uden at det behøver være en Stephen King vel at mærke. For det andet var han tilsyneladende så langt ude i et stofmisbrug i en lang periode, at han slet ikke kan huske at have skrevet flere af sine bøger. Et eller andet sted kunne jeg godt tænke mig at vågne en dag og have skrevet er par bestsellere, jeg havde glemt alt om.

For et par år siden syntes de gode mennesker hos forlaget Hr. Ferdinand / C&K, at jeg burde læse den da seneste King-oversættelse ”22/11/1963.” Anbefalingen faldt under en forhandling om eReolen-vilkår og priser. Jeg takkede pænt nej. Nu var vores veje jo skilte, mig og Stephens. Hvorfor gå tibage til en ex? På den anden side har jeg et blødt punkt for “alternativ historie”-genren, så jeg gav mig. Og blev behageligt overrasket. Historien om gymnasielæreren, der får mulighed for at rejse tilbage i tiden og prøve at forhindre mordet på Jack F. Kennedy (hvis dødsdag, titlen refererer til), virker ikke rigtig, synes jeg. Til gengæld er forhistorien, hvor hovedpersonen bl.a. kommer gennem Derry og møder nogle af børnene fra ”It” virkelig spændende og tragisk, og da hovedplottet tager fart, viser det sig, at det er en meget fin og velfortalt kærlighedshistorie. Megen god efterkrigstidsnostalgi er der såmænd også. Det skulle blive en film, og selveste Jonathan Demme (“Silence of the Lambs”) var vist i spil til instruktørstolen, men King havde andre ideer og ville have et større kunstnerisk input i processen. Argh! Men en serie blev det altså i 2016 hos Hulu.

Ville du myrde Hitler, hvis du kunne hoppe tilbage i tiden? Spørgsmålet stilles også i den glimrende “The Dead Zone.”

Så er vi her i 2017, hvor trilogien om ”Mr. Mercedes” er kommet på dansk. ”Mr. Mercedes” er blevet til ”Mercedesmanden,” ”Finders Keepers” er blevet til ”De der søger,” og ”End of Watch” er blevet til ”Vagt forbi.” Første del i al fald fik en del opmærksomhed i pressen, for det er faktisk Kings første forsøg på en krimi, og den fik generelt gode anmeldelser. Hvad er det værste, der kan ske, tænkte jeg og kastede mig over dem på min elskede Kindle Voyage i et svagt øjeblik.

Skal du læse dem? Det korte svar er henholdsvis ja, måske og nej. Det lange svar følger herunder.

Mr. Mercedes

Den pensionerede og heraf følgende små-alkoholiserede og små-suicidale kriminalbetjent Hodges får en besked fra én af de forbrydere, der slap væk. Og en spektakulær forbrydelse var det da også. Mercedesmanden stjal en … ja, en Mercedes, ikk’ … for nogle år siden og pløjede den ind i en menneskemængde. Flere døde. Mange sårede. Det var Hodges og makkerens sag, men på trods af en lidt hårdhændet behandling af bilens ejer – en ældre, sky dame, der senere begik selvmord – kom de aldrig rigtig tæt på gerningsmanden. Nu tirrer han Hodges og prøver at skubbe på hans selvmordstanker. Stod han i virkeligheden bag den ældre dames selvmord også, og hvad planlægger han nu? Hodges får hjælp af sin unge havemand, den ældre dames lillesøster, som han også forelsker sig i, og hendes psykisk ustabile niece. Vi følger denne umage floks detektivarbejde for at finde Mercedesmandens identitet og forhindre endnu en vanvittig terrorhandling. Vi følger også Mercedesmanden, som viser sig at være en yngre psykopat fra bizarre kår, mens han planlægger sin aktion. Ingen af parterne er topprofessionelle. De begår fejl, misforståelser og dumheder og fumler hele vejen ned ad opløbsstrækningen mod klimaks på historien.

Fortællingen er meget gængs, indtil perspektivet skifter til skurken. Det får hele oplevelsen til at eksplodere! Et sted mellem en tredjedel og halvt inde bliver ”Mr. Mercedes” ulæggefrasiglig, men er den god? Mjo, det er den vel, meeen lidt tomme kalorier er det altså, og persongalleriet føles lidt velkendt og stereotypisk, men nu har jeg så også tygget mig gennem en del King-titler i min tid. Et godt og innovativt og til tider uhyggeligt nyt tag på krimigenren. Godkendt.
Glimrende sommerlæsning.

9788793323209
Finders Keepers

Åh, jeg vil så gerne kunne lide ”Finders Keepers.” Plottet er så meget til bognørder. Forfatteren John Rothstein skrev sin generations store amerikanske romaner om figuren Jimmy Gould. I sidste bind har Gould dog solgt ud af sin oprørstrang og fået kone og kedeligt job i forstaden. Rothsteins største fan er den uligevægtige Morris Bellamy, der i raseri opsøger den sky forfatter og myrder ham. Se, det er en litterær fan! Okay, for meget, men hatten af for passionen. Bellamy finder både penge, men vigtigst en stor stak notesbøger med uudgivne Gould-romaner. Bellamy myrder også sine kumpaner og gemmer rovet godt i en nedgravet taske, indtil der falder lidt ro på det hele. Inden da begår han en ny forbrydelse i en brandert og får en lang fængselsstraf. Mange år senere finder drengen Pete den nedgravede taske. Pengene sender han anonymt til sin egen familie, der virkelig kan bruge dem, for faderen er handikappet, arbejdsløs og meget bitter efter at have overlevet Mercedes-katastrofen nogle år før. Plottet tager fart, da Bellamy bliver prøveløsladt og opdager, at tasken er væk, samtidig med at Pete prøver at sælge notesbøgerne illegalt for at skaffe penge til sin lillesøsters privatgymnasium. I mellemtiden har Hodges og den mærkelige niece dannet et detektivbureau, og de får nys om Petes problemer og prøver at hjælpe ham, men ingen af dem er helt forberedt på, hvor fanatisk Bellamy er.

”Finders Keepers” bygger på en suveræn idé, som ultimativt bare ikke flyver. King får vist sit store talent for at beskrive børn og teenagere og deres følelsesliv, men det er svært at se, hvorfor historien her skulle presses ind i Mercedes-universet. Spændende er den dog til tider, og hele grundtanken om, hvad stor litteratur sætter gang i hos folk, er unik. Akkurat godkendt.

9788793323834

End of Watch

Mr. Mercedes er ikke død. Den mærkelige niece bankede hans hjerne til mos i afslutningen af 1’eren, så hjernedød er han, og katatonisk sidder han på et plejehjem og stirrer tomt ud i luften. Eller gør han? Bom bom bom booom! (<- ildevarslende pauker). Hodges besøger ham jævnligt og er sikker på, der er nogen hjemme mentalt. Der går rygter om, at ting flytter sig af sig selv på stuen, og en sygeplejerske begår selvmord. Folk omkring Mercedesmanden opfører sig underligt, og selvmordsbølgen rammer også overlevende fra Mercedes-angrebet. Den unge havearbejders lillesøster prøver uforklarligt at stille sig ud foran en lastbil uden at kunne forklare hvorfor. Stemmen fik hende til det. Det bliver hurtigt klart, at Mercedesmandens læge har eksperimentet lovligt meget på ham med spændende medicin, og jo, ikke bare har han udviklet nye mentale kræfter, han er også noget så hævngerrig.

Ak, ja. King kunne ikke lade være. Der skulle være noget overnaturligt her. Pænt uhyggeligt er det faktisk også, så længe det bare blive antydet og ikke fuldt udviklet. Det holder til gengæld op, da plottet for alvor tager fart. Det er også ret klart, at Hodges er en virkelig kedelig helt. King prøver for alvor at rode med ham som person her i den afsluttende 3’er, men som læser er jeg så ligeglad, hvad der sker med ham, og i alle tre romaner har jeg faktisk holdt med skurken. Lad nu bare manden myrde nogle uskyldige. Han havde en hård barndom! Dumpet. Jeg er ikke vred. Jeg er skuffet.

Konklusion

Kendere påstår, King har skrevet gode ting på det seneste. Den længe ventede opfølger på ”The Shining” for eksempel; ”Dr. Sleep.” Romanen ”The Dome,” som blev til en successerie i flere sæsoner, blev fint modtaget. Han hamrer også løs på fantasy-serien ”The Dark Tower” og har gjort det i et kvart århundrede nu. Mig og Stephen er dog færdige nu. Vores venskab var en smuk ting i forrige årtusind, og ”It” og ”The Stand” er en del af det litterære soundtrack til min ungdom. Tak for ordene, Stephen (og der er … SÅ … MANGE), men du og Laila tilhører en svunden tid. Det er ikke jer. Det er mig.

Årets tre bedste bøger ifølge Jan

Den store ære at åbne den traditionelle #bogsnak stafet om årets bedste bøger er tilfaldet mig. Nok mest fordi de andre har travlt, men jeg tager, hvad jeg kan få, og soler mig skamløst i æren.

Det næste stykke tid vil mine medbloggere og jeg skrive lidt om, hvilke 3 bøger vi synes har været årets bedste. Vi har hver især valgt nogle forskellige kriterier at bedømme efter, så der kommer en god spredning i de omtalte bøger.

Jeg har valgt kun at fokusere på skønlitteratur, og med vilje valgt bøger, jeg har læst i fysisk form og på dansk i 2016. Det er også bøger, der vil være typiske for min (manglende) smag.

Og nu videre til bøgerne. Vi starter på tredjepladsen …

Årets tredje bedste bog

Normalvis er jeg ikke den store novellelæser, og slet ikke, når det gælder danske science fiction noveller. MEN, og det er altså et stort men, i denne sammenhæng, så er det en sand fornøjelse at stifte bekendtskab med en række science fiction noveller forfattet af den allestedsværende A. Silvestri.

’Sand og sten, stål og glas’ består af 8 fine fortællinger, der dog alle tidligere har været udgivet, men det gør absolut intet. Samlingen fremstår frisk og stringent, og der løber et underliggende tema gennem alle historierne. Silvestri vil selv påpege, at novellerne har det til fælles, at de besynger menneskelig ukuelighed og standhaftighed, mens jeg måske mere mener, de har undergang og forfald til fælles.

Uenigheden om fortolkningen er dog en positiv ting, der vidner om Silvestris evne til at fortælle historier med flere lag og elementer. Og det gør han altså godt, ikke mindst i den smukke og fremragende ’Den allersidste dans’. Den alene gør samlingen værd at læse.

’Sand og sten, stål og glas’ er mit bud på årets tredje bedste bog.

Danske science fiction noveller KAN faktisk være værd at læse.

Danske science fiction noveller KAN faktisk være værd at læse.

Nedtællingen fortsætter – årets anden bedste bog

En top tre liste fra min side ville ikke være hverken komplet eller blot tilnærmelsesvis sanddruelig uden Jack Reacher. Heldigvis er ’Ingen vej tilbage’ også en af seriens absolut bedste.

Reacher er endelig nået frem til Virginia og ser frem til at møde major Susan Turner, sin efterfølger som chef for militærpolitiets 110. specialenhed. Turner har indtil videre kun været en tillokkende stemme i telefonen, men det er en stemme, Reacher er rejst på tværs af USA for at sætte ansigt på.

Sådan kommer det ikke umiddelbart til at gå. Turner er nemlig ligesom Reacher en hård hund, der formår at rode sig ind i mere ballade end godt er, og hun er isolationsfængslet, da Reacher tropper op på hendes kontor. Den slags petitesser stopper naturligvis ikke vor mand Reacher. Især ikke, når der tydeligvis er ugler i mosen.

Der er tale om et herligt action brag, hvor Reacher får uddelt nogle seriøse tæv og drukket en farlig masse kaffe. Makkerparret Reacher og Turner fungerer også usædvanligt godt, og det er ingen hemmelighed, at det netop er Turner-karakteren, der hæver ’Ingen vej tilbage’ op på en anden plads i et år, hvor Philip Kerr ellers har udgivet to bøger. Det er en intet mindre end en sand fornøjelse at følge de tos jagt på sandhed og ikke mindst retfærdighed.

Priset være Lee Child og den herligt atypiske og på alle måder politisk ukorrekte Jack Reacher.

Priset være Lee Child og den herligt atypiske og på alle måder politisk ukorrekte Jack Reacher.

Og prisen som årets bedste bog går til … en bog fra 2015

Ja, jeg ved det. Jeg er et fjols. Den bog, jeg havde fundet frem til, var den bedste fra 2016 viste sig at være ældre end antaget. Jeg købte og læste ’The Martian’ i marts, men jeg har tydeligvis været noget langsommere med at anskaffe mig den end antaget.

Nå, det skal ikke afholde mig fra højlydt at proklamere, at ’The Martian’ er årets bedste bog. Det er i hvert fald den bedste skønlitterære bog på dansk, jeg har læst i 2016, og det må immervæk også tælle for noget.

Nuvel, kender man ikke til Andy Weirs fantastiske robinsonade, så omhandler den NASA-astronauten Mark Watney, der i en ret nær fremtid, ved et uheld strander på Mars, da hans kolleger grundet et uvejr må evakuere planetens overflade i den tro, at Watney er omkommet.

Herpå følger en spændende og virkelig velkonstrueret historie om en mands kamp mod en hel planet, hvor videnskab og menneskets ukuelige vilje spiller en alt afgørende rolle. Vi får også et indblik i kampen for at redde Watney på Jorden og på rumfartøjet Hermes, hvilket kun gør fortællingen endnu større og mere rørende.

’The Martian’ er svært godt fortalt og oversat, og man kan ikke andet end gribes af den skæve humor, uforfalsket fortælleglæde og troen på, vi kan overleve, hvad som helst ved hjælp af lidt videnskab og holdånd.

Den røde planet er en grum herskerinde. Intet er dog umuligt for en botanist.

Den røde planet er en grum herskerinde. Intet er dog umuligt for en botaniker.

 

 

Jack Reacher – den moderne Conan

Det stod ikke skrevet i stjernerne, at engelske Jim Grant under sit nom de plume som Lee Child skulle stå fadder til et amerikansk ikon, nemlig den ultimative heltefigur Jack Reacher.

Grant blev født i Coventry i 1954, og endte efter jurastudiet med at arbejde for Granada Television i Manchester. Efter at have modtaget en fyreseddel i 1995, købte Grant en stak blokke og en balje blyanter, og kastede sig ud i skriveriet. Det blev til ‘Killing Floor’ (‘Falske værdier’ på dansk), der ikke kun blev den første bog i serien om Reacher, men også en øjeblikkelig succes.

Som forfatter er Lee Child i min optik undervurderet. Man kan mene, Reacher er en uovervindelig, næsten karikeret figur, men jeg tænker, han ligger i forlængelse af den ærketypiske amerikanske heltetype; den fåmælte mand med et brysk ydre og en uslukkelig indre tørst efter retfærdighed.

Jack Reacher – eller Reacher, som han stort set altid blot kaldes – er på mange måder den ærketypiske amerikanske helt. Han vandrer fra sted til sted, lever efter sine egne regler og ender altid lettere modvilligt med at påtage sig helterollen. Han opsøger ikke ballade, og vil i virkeligheden helst bare passe sig selv og drikke sin kaffe i fred. Det får han heldigvis sjældent lov til.

Jeg kommer altid til at tænke på John Wayne, Clint Eastwood og Robert E. Howards Conan, når jeg læser Childs bøger om Reacher. Det er helte, der på mange måder er uovervindelige, men som forfattere og instruktører alligevel formår at skabe spænding omkring. Og det, tænker jeg, er en imponerende evne. Og det er en evne Child til fulde besidder.

en-dyr-affaere

The Sun beskriver Reacher ret godt; han kan klare James Bond, Dirty Harry, Jason Bourne og Ethan Hunt med begge hænder på ryggen. Sjovt nok spiller Tom Cruise både Ethan Hunt og Reacher på det store lærrede.

Det er i øvrigt en stor ros, hvis nogen skulle være i tvivl, når jeg sammenligner Reacher med Wayne, Eastwood og Conan. Det er noget helt særegent over Reacher. På mange måder er han ikke en tidstypisk helt anno 2018, men det er nok det, der gør ham så tiltrækkende. Ganske som de roller Wayne og Eastwood ofte spillede, så er det hårde mænd. Mænd, der ikke taler meget. Mænd, der aldrig rigtig gribes af tvivl eller mangel på selvtillid. De er mænd, der løser opgaven. Enten med en seksløber eller et sværd (hvis det gælder Conan), og Reacher er en helt af samme skole. Han plejer dog at løse sine problemer med nogle ordentlige øretæver eller i sjældne tilfælde våben.

Ud over det, så er det i disse dage, hvor diverse hovedpersoner i krimier oftest er fulde af tvivl og grå nuancer, befriende med en helt, der lever et liv helt efter egne normer og ikke finder sig i uretfærdigheder. Nu får jeg næsten Reacher til at virke som en endimensionel karakter, men det er er han ikke. Ironisk nok, så er det netop hans urokkelige kerne, der skaber en interessant protagonist. Nogle af de samme elementer udviser den typiske chevalier errant eller ronin, f.eks. Miyamoto Musashi, også.

Child synes at have brugt elementer fra sit eget liv til at tegne Reacher både fysisk og mentalt. De mest umiddelbare lighedstræk er Childs højde på 195cm, hans afslappede forhold til tidens modeluner og store forkærlighed for kaffe (Child er en fornuftig mand med andre ord). Men Child har også ladet andre ting indgå i Reachers psyke, bl.a. matcher Reachers afsked med Hæren og efterfølgende flakken rundt som en fri fugl Childs egen oplevelse i tiden efter Granada Television. Ganske som Reachers retfærdighedssans sikkert også er en pendant til Childs egen. F.eks. spekuleres der i et interview i The Sun i, at Child kanaliserer sin indre tillidsmand, når han lader Reacher reagere på verdens uretfærdighed, og ofte fungerer som de svages stemme og forsvarer.

Child har begået det snedige træk ikke nødvendigvis at udgive bøgerne kronologisk. På den måde åbner han op for at lade historierne udspille sig på alle tænkelige tidspunkter i Reachers karriere. I den endnu uoversatte ’The Enemy’ er vor mand f.eks. stadig i Hæren, hvor han som major i MP’erne just er hjemvendt til det kontinentale USA fra jagten på Noriega. Vi befinder os ved årsskiftet 89-90 og Muren (og Warszawapagten) er hastigt ved at kollapse. Murens fald spiller en ret stor rolle for historien. Alle i Forsvaret har naturligvis luret, at der er store forandringer på vej, og med en flok vrisne elitesoldater fra specialstyrkerne i hælene må Reacher opklare en række mord, der trækker spor helt ind i Pentagons E-ring.

’The Enemy' fra 2004 er desværre ikke oversat til dansk, men er afgjort et læs værd alligevel. (Også selvom man ikke er fanatisk medlem af den himmelske koffeinkult, som jeg selv.)

’The Enemy’ fra 2004 er desværre ikke oversat til dansk, men er afgjort et læs værd alligevel. (Også selvom man ikke er fanatisk medlem af den himmelske koffeinkult, som jeg selv.)

Heldigvis er der tæv, kaffe og yndige vimser til at holde Reachers ånd oppe undervejs. OG Reachers bror, Joe. Ham må vi ikke glemme. Han er også en mand med en sund interesse for koffein, som det ses.

I ’Værd at dø for’ slentrer vandringsmanden, Jack Reacher, ved tilfældets lune ind på et motel i et gudsforladt amt i delstaten Nebraska i USA. Her hersker Duncan-klanen med hård hånd, hvilket naturligvis snart får ophør.  For er der en ting, Reacher ikke finder sig i, så er det bøller, og familien Duncan er om nogen bøller. Bøller med skeletter i skabet og hemmeligheder, der ikke tåler dagens lys.

Netop i ’Værd at dø for’ er sammenligningen med John Wayne, Clint Eastwood og i nogen grad Conan rammende. Her ankommer vor frygtløse helt som nævnt til en lille flække ude på landet i Nebraska, hvor en skruppelløs slægt holder hele egnen i et jerngreb. Helten træder ind på det lokale motels bar og hvirvles fluks ind i dramaet gennem mødet med en forslået kvinde og en fordrukken, men godhjertet læge.

vaerd-at-doe-for

I ’Værd at dø for’ har Child som altid et godt greb i både læser og historie fra første side, og man føler næsten, man sidder og ser en Hollywoodfilm fremfor at læse en bog.

Som sine filmiske sidestykker, så er Reacher en mand af få, men velvalgte ord. En ikke atypisk svada kommer netop i ’Værd at dø for’, hvor Reacher i utvetydige vendinger forklarer en lejesvend for Duncan-klanen, at der findes så mange bedre alternativer til at arbejde for Duncans. Ikke mindst fordi Reacher påtænker at krølle lejesvenden sammen, hvis han ikke finder ny beskæftigelse. ”Man kan skovle lort på en kyllingefarm. Eller man kan hore sig træt i Tijuana. Med et æsel. Begge dele ville være bedre end at arbejde for familien Duncan.” Det er også et fornemt eksempel på tonen og den rå humor, der er i Childs bøger. Personligt elsker jeg den. Jeg ved ikke noget bedre, end når Reacher folder sig ud både verbalt og fysisk, men jeg er helt på det rene med, at ikke alle holder af den type bøger. For her er man aldrig i tvivl; Reacher kommer, han brækker knogler, og vandrer videre. Det er formlen, og den holder.

Indtil videre er der kommet 16 Reacher-bøger, inkl. novellesamlingen ‘Intet mellemnavn’, på dansk, hvor af ’Under dække’ er den seneste. Til oktober udkommer den 24. på engelsk under titlen ’Blue Moon’.

Der er også kommet to spillefilm med Reacher; ’Reacher’ og ‘Never go back’. Den sidste er udgivet på dansk under titlen ’Ingen vej tilbage’.

De nyeste Reacher-eskapader

To af de nyere Reacher-bøger fra Jentas, hvor vor mand hhv. er på vej til Virginia i noget tvivlsomt selskab og forsøger at forhindre en snigmord på den franske præsident. 

Der er en fin oversigt over de danske udgivelser på bibliografi.dk, mens du kan følge med på Lee Childs hjemmeside i de amerikanske udgivelser.

 

 

Anmeldelse: “Before the fall” af Noah Howley

400 sider. Thriller. Grand Central Publishing (USA). 31. maj 2016.

Et privatchartret fly styrter ned i Atlanterhavet under en kort tur fra Martha’s Vineyard til New York. To overlever. En ukendt kunstmaler, der slet ikke skulle have været ombord på dette luksusfly, og en mediemoguls søn på fire år. Maleren – vores hovedperson – har hukommelsestab, og drengen er heller ikke til nogen hjælp, så hvad skete der egentlig? Flere ombord kunne være terrormål, og kunstmaleren viser sig at have en skummel, kunstnerisk interesse for spektakulære dødsulykker. En national TV-station med en menneskelig muskelhund som vært beslutter sig hurtigt for, at hovedpersonen er skurken og sætter sig for at bevise det. Imens arbejder FBI og en havarikommission på at afdække årsagen til ulykken.

Fortællingen krydsklipper fermt mellem kunstmalerens forsøg på at håndtere al virakken og hans følelse af ansvar over for den overlevende dreng på den ene side og beskrivelsen af, hvem de ombordværende egentlig var, og hvorfor deres skæbner krydsede hinanden lige på denne skæbnesvangre afgang på den anden. Forfatteren styrer sine personer og sit plot sikkert mod det afsluttende klimaks og den overraskende konklusion.

Noah Howley er vel mestendels TV-manuskriptforfatter og har skrevet både til serien “Bones” og “Fargo.” “Before the fall” er hans fjerde roman. Den er stilsikker, og det store persongalleri behandles eminent, men jeg er i tvivl om, hvorvidt bogen fungerer helt som thriller, og jeg er splittet omkring slutningen. Tiden er dog på ingen måde spildt med “Before the fall,” som har mindeværdige scener og holder én fanget uden problemer.

“Before the fall” på Goodreads

Solid uden at være prangende. God lystlæsning. 3,5 af 5 bogmærker!

image