288 sider. Selvbiografi. St. Martin’s Press. 17. maj 2016.

Da (hvide) George Zimmerman skød og dræbte den ubevæbnede (sorte) teenager Travyon Martin i Florida i 2012 blev det én af de mest betændte sager i nyere tids amerikanske retshistorie. Var Zimmermand en kynisk morder, eller var han faktisk blevet overfaldet af Martin, som han hævdede? Hvad med Vincent van Gogh; begik han virkelig selvmord? Er der ikke nogle mærkelige detaljer i den sag fra 1890? Hvorfor tog van Gogh hele sit malerudstyr med den dag bare for at skyde sig selv i maven, og hvorfor hævdede han, at han efter skuddet ikke kunne finde våbnet? For ikke at tale om Lee Harvey Oswald. Var det overhovedet Oswald, der blev begravet i sin tid? Der er immervæk meget, der taler for, at den Oswald, der vendte tilbage til USA efter egentlig at være immigreret til Sovjetunionen i 1959, slet ikke var Oswald, men en KBG-skarpskytte look-a-like.

Alle tre sager plus 2.000 andre er blevet løst med hjælp fra patolog Vincent di Maio, der i “Morgue” (“lighus” red.) både fortæller om sit liv på lidt mere klassisk biografisk manér, men først og fremmest skildrer en række spektakulære og kontroversielle og uhyggelige sager, han i sin lange karriere har været involveret i. Det mystiske er i virkeligheden måske, hvorfor man egentlig vælger at blive patolog? Det er lige så dyrt og hårdt som andre medicinske specialiteter, men til gengæld er lønnen noget lavere, og man redder ingen liv. Ingen grædende forældre griber om ens knæ og takker overstrømmende for at redde lille Bobs eller Shirleys liv og førlighed. Men der er jo stadig Sandheden. Den er som bekendt derude, som 80’er-serien “X-files” så rigtigt gjorde opmærksom på. Der er også skumle mordere og uskyldigt anklagede og forløsning for de efterladte, så noget er der da at kæmpe for.

Pga. de mange celebre sager er di Maio selv gået hen og blevet noget så sært som en kendt patolog, selvom han selvsagt er totalt ukendt i Danmark. “Morgue” er dog en sjælden lækkerbisken for krimi-interesserede og fans af genren true crimes. Man skal bare ikke høre til de sarte. Børn bliver myrdet i flæng, og deres lig skændes. Folk bliver sprængt til atomer. Efterforskninger fuckes godt og grundigt op. Uskyldige bliver dømt. Mordere får lov at hærge løs. Uden di Maio og kolleger var det hele dog gået meget værre, hvis det ellers er en trøst.

Her er en teaser: Selvom mange stadig ikke har accepteret dommen, så ligger nøglen til Travyon Martins død i en række detaljer, som ingen betragtede under ét, før di Maio kom til. Martin have en dåse frugtjuice i lommen. Hans skudsår blev vurderet til at være forårsaget fra mellem-afstand, hvilket vil sige ikke klos hold, men tæt på. Til gengæld var pistolens munding i direkte berøring med Martins hættetrøje. Værsågod: Hvem overfaldt hvem? 🙂

“Morgue – a Life in Death” på Goodreads

Elementært spændende og grusom. Et festmåltid for krimi-fans. 4 af 5 bogmærker herfra!