For et par år tilbage snupsede jeg en multinørdet idé fra det norske bogbrancheweborgan Bok365. Idéen var rettet til pensionister med overdreven læsetid, men den bar samtidig teenagerens forkærlighed for lister. Aldersmæssigt er jeg nogenlunde midt imellem de to grupper, så sagen var bare bøf & fjong & bred ymer.
Man skulle skrive alle bogtitler ned, man havde læst i løbet af året. Supersuperlæseren nåede op på 100, superlæseren læste 75, og den flittige ´kun´ 50. Jeg stavede mig igennem 73, men til gengæld markerede jeg på bedste teenagervis alt muligt supplerende i Excel-arket: Var bogen købt? Var den lånt på biblioteket? Var den givet videre til en ven efter endt læsning? Osv.
Hold da helt søstjerne hvor har jeg læst mange gode bøger i årets løb (og enkelte trælse – jeg kunne jo ikke stoppe midt i bogen af hensyn til listeplaceringerne…) Det var svært at vælge tre, udskilningsløbet var benhårdt.
Den første er, kunne jeg fornemme på reklamerne i aviser og hos boghandlere, forlagets Modtryks store julesatsning på sagprosa-området i 2020, altså faglitteratur med litterære kvaliteter og gerne autofiktivt præg. Robert MacFarlanes ”Underland” blev velfortjent et internationalt hit, men mit indtryk er, at den faldt til jorden herhjemme trods et par gode anmeldelser.
Det er synd, for Robert MacFarlane er utroligt velskrivende, når han undersøger verden under jordoverfladen – i mytologi og litteratur, men mest af alt selvoplevet med vandrestøvler, fodvabler og pandelampe. Er man til rejsebøger (hvem er ikke det?) får man en rigtig fed og original oplevelse.
Lider man af klaustrofobi får man også en gyserbog, hvis effektive, billeddannende sprog stadig vækker ubehag et år efter endt læsning. Og sikkert bliver ved. Heldigvis sker det kun en-to gange – jeg siger ikke hvor…
Den tredje bog på listen var lånt på biblioteket, så dér må I gætte jer til forsiden. Til gengæld er der nisser med hipsterskæg.
Den næste på listen er i samme genre, sagprosa, men emnet er et helt andet: Verdenskunst. For år tilbage kuraterede Karl Ove Knausgård en udstilling på det gamle Munch-museum i Oslo med en lang række af mesterens mindre kendte malerier.
Bogen ”Så megen længsel på så lille en flade” (L&R 2018) indeholder Knausgårds betragtninger og overvejelser over udstillingen, over Edvard Munchs liv og – ikke mindst sit eget liv. En fin, fin læseoplevelse, ikke mindre, men ofte mere.
Min sidste anbefaling er Ben Macintyres ”Spionen og forræderen” (Gyldendal 2020), sjovt nok også sagprosa, men uden det autofiktive præg. Det er den historiebog, John le Carré aldrig skrev. Bogen drager os ind i spionverden med den sovjetiske KGB-mand Oleg Gordijevskij. Med ham i hovedrollen runder vi diplomat- og spionnetværk i København, London og Moskva.
Undervejs hører vi om amerikanske dobbeltagenter, men disse afsnit er vævet nænsomt og uforstyrrende ind i fortællingen om russerens karriere og til sidst hæsblæsende flugt til Storbritannien. Man kender den lykkelige slutning, men læseren bider negle af ren spænding undervejs.
En veloplagt, debatstimulerende bog om problemerne i vores velfærdsstat, en essaysamling med eminent erindringskunst samt en gakket billedbog for børn og deres voksne, der viser, hvor suverænt et medie, den trykte bog er. Sådan ser min litterære top tre-liste ud i år. Det er helt rigtigt: Der er intet mønster at spore. Det stritter i øst og vest, og sådan er mit læseliv generelt.
En ting er sikker: Det har været et godt læseår. Tilbage under vinterens nedlukning sov husstandens skolebarn længe hver morgen. Teams-møderne i 3.A begyndte nemlig først klokken halv ti. Det gav mig god og rolig læsetid om morgenen. Og jeg elsker at læse om morgenen.
I mange uger skulle vi ikke møde andre mennesker, på café, i biografen eller noget så eksotisk som til koncert eller ryste-sammen-middag med de andre forældre. Det udløste tid til langstrakte væveseancer og masser af læsning. Så det er ikke helt med min gode vilje, at jeg ikke laver en litterær top tyve-liste i år. Men man må være tro mod formatet!
Entreprenørstaten. Hvorfor vælgernes ønsker forsvinder op i den blå luft – og hvordan vi fikser det Sigge Winther Nielsen har en fortid som forsker, journalist og tv-vært, måske mest kendt fra Deadline. Nu er han vice-direktør for DJØF, og dette virke kombinerer han med forfattergerningen.
I moppedrengen Entreprenørstaten tager han fat på en skarp analyse af det danske folkestyre. Problemet ser sådan ud ifølge Winther Nielsen: 700.000 offentligt ansatte går på arbejde i velfærdssamfundets tjeneste. Politikerne har hele tiden ideer til hvordan samfundet gennem reformer og nye reguleringer skal forbedres, optimeres og kvalitetssikres.
Men kæden hopper af. Det går alt for hurtigt, og det meste går op i spin. Politikerne er optaget af forandring (og presseomtale), men alt for sjældent bliver reformtiltagene udarbejdet sammen med civilsamfundet og private aktører. For det vigtigste er at fremstå handlekraftig og høste presseomtale – og så: Videre!
Det resulterer i dårlige løsninger, som er kropumulige at implementere, for eksempel i en kommunal virkelighed, hvor man arbejder med folkeskole, socialpolitik og hjemmepleje. Alt sammen komplekse og krævende områder eller store skuder, som man ikke kan vende med et snuptag.
Winther Nielsen er den grundige type. Han har dykket ned i forskningen, lavet en survey og interviewet 50 aktører, herunder folketingspolitikere, embedsmænd og journalister, der reflekterer over, hvordan og hvorfor pseudopolitik er kommet til at fylde så meget.
Det er interessant læsning og til tider også desillusionerende. Men håbet bryder frem i sidste del af bogen, hvor forfatteren opruller en række bud på, hvad der skal til, hvis vi skal løse de sammenviklede problemer. Også på den store klinge, når det handler om klimaforandringer og tech-giganternes dominans.
Entreprenørstaten er det samlende begreb. Det dækker over en særlig type stat, som med mod og klarhed vælger at fokusere på enkelte projekter og problemer i stil med en månelanding. Så stor en opgave kan ingen løse alene (det er for øvrigt det, jeg plejer at sige om børns dalende lyst til at læse). Her skal aktører fra det offentlige, det private og civilsamfundet arbejde sammen. Som Winter Nielsen skriver om bogen på Gads Forlags hjemmeside: “Entreprenørstaten åbner sig altså mod omverdenen og giver sig tid til at lege, udvikle, teste og skalere i et langt sejt træk for at bringe troen på politik tilbage.”
Sådan!
Som en halv-djøffet type med tidligere ansættelser i staten og tre forskellige kommuner samt præference for tilskudsadministration i ascendanten har dette været årets fag- og debatbog for mig.
Forfatteren skriver letflydende, med humor og overskud. Jeg hylder en forfatter, der indleder sådan: “Lars Løkke er fandeme gået på toilettet,” lyder det i øresneglen fra min rasende redaktør. Jeg retter på mikrofonen og rykker stolen endnu tættere på det buede bord – en nervøs trækning finder vej til min mundvig. Klokken nærmer sig hastigt 22.30.” (fra bogens prolog.)
Derudover er Winther Nielsen serviceminded og har lavet et kondensat at hele den 383 sider lange bog, som de travle eller dovne kan nøjes med at læse.
All that is solid melts into air…..
Kaplevej 27. Et essay Det var som at gå rundt i min mormors hus 30 år efter hendes død. Så kort kan jeg beskrive min oplevelse af at læse Lilian Munk Rösings fine essay. I tankerne vender hun tilbage til sin mormors hus. Parallelt med hendes skarpt sansende beskrivelser af detaljerne i stuen, køkkenet og husets andre rum, besøgte jeg min egen mormors hus.
Kaplevej 27 er et rækkehus i Virum. Min mormors hus i Astrup i Vendsyssel var en blanding af hus og nedlagt butik. Munk Rösings mormor boede sammen med sine to ugifte søstre. Min mormor boede alene i 14 år efter min morfars død. På trods af forskellene er der så meget, der går igen. De karakteristiske tæppefliser i gangen. Det sirligt udførte håndarbejde. Bagningen i køkkenet.
Vi behøver ingen tidsmaskiner, så lang tid vi har dygtige erindringskunstnere som Munk Rösing, der formår at trække fine linjer mellem fortid og nutid – det barn og den unge kvinde hun var, og den midaldrende kvinde med voksne sønner, hun har i dag.
Bogen har gjort mig ekstra bevidst om, hvorfor jeg ikke giver slip på min moster Elses små hæklede håndklæder. De er spor efter Else, ligesom min mormors nisse, der hvert år sidder i min vindueskarm.
Bogen der ikke ville læses Lang tid inden min søn kom til verden i 2012, købte jeg En bog af Hervé Tullet. Ja, det hedder den. Den er fyldt med prikker, og når man trykker på dem, sker der alt muligt! De bliver større. De bliver mindre. Hver gang man bladrer, sker der noget. En bog er i sandhed en interaktiv bog. Jeg glædede mig til, at min dreng blev så stor, at jeg kunne læse den sammen med ham. Heldigvis elskede han den lige med det samme. Nu er han ni år, og han kan stadig bede om, at vi skal læse den sammen.
Derfor var mine forhåbninger store, da jeg læste Bogen der ikke ville læses for ham. Men her slog tweens-tilbøjelighederne alligevel igennem, og han sukkede og stønnede klagende under læsningen, mens jeg var vildt begejstret for denne uregerlige bog udtænkt at David Sundin. Bogen modsætter sig læsning på de mest vanvitige måder: Den får vinger, og den byder på nye ord, som ingen forstår såsom “klæft”, “falur” og “pojs”.
Teksten bliver større og større. Derefter mindre og mindre. Så lille at man ikke kan læse den. En kanin, der ikke har noget med sagen at gøre, dukker op halvvejs inde i bogen. Det fortsætter i den stil. Supersjovt og gakket. I juleferien vil jeg udsætte min femårige niece for Bogen der ikke ville læses. Jeg glæder mig allerede.
Bogens kræfter er voldsomme! Forsiden emmer af mystik.
Årets læsebillede Jeg har ikke siddet i skabet hele 2021. Men dette billede skal alligevel med. Godt nytår!
Her sider jeg i et læseskab, der godt nok ikke er beregnet til voksne. Men pyt med det. Skabet befinder sig i det børnestyrede mini-bibliotek Satellitten på en SFO i Hillerød.
Boginfo
Entreprenørstaten. Hvorfor vælgernes ønsker forsvinder op i den blå luft – og hvordan vi fikser det af Sigge Winther Nielsen Udgivet på Gads Forlag, 2021.
Helt tilbage i slutningen af 90 erne gik jeg på HHX på Falster (yes, udkantsdanmark, jeg ved det). Her opererede de umodne hjerner med et begreb, der blev kaldt enten ugens gæst eller månedens gæst, anvendt om kammerater, der måske havde lidt for meget fravær eller måske bare ikke helt havde bidraget helt nok til fællesskabet.
Jeg har efterhånden været inaktiv på bogsnak længe nok til, at jeg ikke engang er ugens gæst eller månedens gæst. Vi er nok snarere ude i beskrivelsen: årets gæst.
Med fare for at lyde som Kurt Thorsen: Her har I mig tilbage. Nu er jeg så at sige på igen og klar til at grifle tekster om bøger og litteratur.
Jeg har valgt, at vende tilbage med temaet: tips til læsning i de mørke vintermåneder.
Er der noget som, at trække sig tilbage under et varmt tæppe i sofaen med en god bog (eller flere) mens vintermørket sænker sig udenfor? Jeg tror det ikke, det er hyggeligt, det er fordybelse.
Men hvor søren skal man starte hvis man gerne vil læse lidt mere her i de kolde vintermåneder?
Her har I mig så tilbage, for jeg har et par tips, som andre måske kan lade sig inspirere af:
“Jeg er hvad jeg husker” af Peter Øvig. Den selvstændige efterfølger til forfatterens forrige bog “Min mor var besat”, der handlede om at vokse op i et hjem med en psykisk syg mor og om selv lide af en dyb depression. Forfatteren blev i 2018 indlagt på den lukkede afdeling på Rigshospitalet, hvor han fik elektrochok-behandling og efterfølgende blev rask. Forfatteren frygtede elektrochok-behandlingen på forhånd, han forbandt det med at man blev en zombie a la Jack Nicholson i “Gøgereden”, et menneske der intet kan foretage sig og intet kan huske. Sådan gik det heldigvis ikke for Øvig. I denne bog undersøgelser han hvad hans dybe depression og elektrochokbehandlingen har gjort ved ham. Han opdager bl.a.. at han må ændre sit syn på både psykisk sygdom men også på sig selv og sine nærmeste. Denne bog har jeg i skrivende stund læst to tredjedele af – og den er aldeles fremragende og oplysende.
“Hjem” af Judith Hermann. Den tyske forfatter Judith Hermann er måske ikke voldsomt kendt her i landet og det er virkelig en skam, for hun er en blændende dygtig forfatter. Hun har især skrevet novellesamlinger, men har også bedrevet romaner. Hendes nye bog, der udkommer lige om lidt (5. november) er en novellesamling, der har fået navnet “Hjem”. Den navnløse kvindelige fortæller er flyttet fra storbyen til et digelandskab ved havet hvor der dufter af kamille, tør jord og salt. Som ung arbejdede hun på en cigaretfabrik og takkede nej til jobbet som oversavet dame hos en tryllekunstner der rejste verden rundt. Nu bor hun alene i et forfaldent hus, arbejder som servitrice på sin brors café og skriver breve til eksmanden, en manisk samler der har viet sit liv til at forberede sig på verdens undergang. Jeg har læst alle forfatterens bøger og har en ide om, at denne bog vil være en drøm af en bog, præcis lige som forfatterens øvrige bøger. Skulle du være interesseret i forfatterens øvrige bøger er de alle gode, men start gerne med novellesamlingen “Spøgelser, overalt”, der efter min mening er forfatterens bedste og en bog, der er fuldstændigt fremragende skrevet.
“Flyet til Casablanca” af Per Lau Jensen. En krimi/spændingsroman, der netop er udkommet på forlaget Superlux. Bogen beskrives som en thriller i international klasse, hvor sandheden folder sig ud som en russisk matrjosjka-dukke. Hver gang vi tilsyneladende kommer ind til sandheden, gemmer der sig en ny sandhed inde i den. Kort fortalt handler bogen om Lars, der er flygtet til Costa del Sol, hvor han forsøger at drikke sig ihjel. De daglige drukture resulterer i store, sorte pletter i hukommelsen. En morgen vågner Lars med en død kvindes pengepung i sin varetægt, og det eneste, han kan huske er, at han stod bøjet over hende aftenen før på havnen i Caleta de Velez. Kvindens pung indeholder hemmeligheder, som nogen vil slå ihjem for at få tilbage. Det er kort sagt en bog jeg glæder mig meget til at læse, især fordi jeg tidligere har læst flere af forfatternes bøger med stor fornøjelse. Skulle du være interesseret i forfatterens øvrige bøger er det bare at komme igen, jeg er især begejstret for romanen “Illa Isabella”, der tog mig med storm da jeg læste den.
2021 har efter min mening været et rigtigt fremragende bogår med mange interessante nyudgivelser.
Andre bogtips kunne f.eks. være “Et stykke af tiden” af Benn Q. Holm, “Så en morgen” af Henrik Nordbrandt, “Hvis vi ikke taler om det” af Leonora Christina Skov og “Grundvold” af Rachel Röst. Der er nok at tage fat på, så det er bare at finde et bibliotek eller en boghandel og finde en eller flere af titlerne og få med hjem under det lune tæppe.
Tyskerne er meget regelrettede mennesker, der forguder ekstremer: Enten Hitler og Lebensraum-drømme eller galopperende Wirtschaftswunder tilsat strenge Hartz-4 reformer af arbejdsmarkedet. Kvadratisch, Praktisch, Gut?
Eller måske har de et Janusansigt: Merkel og den formidable tyske pengemagt svang krabasken over de ulykkelige sydeuropæere under oprydningen efter Finanskrisen, som om de tyske storbanker styrede hele Europa. Er EU i virkeligheden ikke bare tyskernes forsøg på at skabe det imperium, som Hitler ikke formåede?
Og hvem har ikke gyst over tanken om evig fremgang for højrefløjspartiet Alternative für Deutschland og arbejdsløse østtyskeres bestialske påsatte mordbrande på flygtningehjem?
I sin nye bog med den sigende titel Kampen om midten tager Moritz Schramm et opgør med skræmmebillederne af Europas ubestridt mægtigste land. Og jo, det skæve billede er vel punkteret: Vi ved allerede fra nyhedsmedierne, at tyskerne er glade for en generelt midtsøgende politik – ligesom det ses i de fleste andre vesteuropæiske lande, når verden ellers ikke er af lave.
I Kampen om midten fortæller Moritz Schramm, hvorfor det er blevet sådan, for Tysklands historie rummer trods alt ekstremer, der sagtens kunne have ført et andet resultat med sig. Ingen determinisme hér.
Tyskfødte Moritz Schramm, der kom til Danmark som studerende, påpeger, at flertallet af tyskere har oplevet en ’globalisering fra neden’ i løbet af de seneste årtier. Fortidens stive grænser – fysiske som mentale – er langsomt og umærkeligt blevet betydningsopblødt til fordel for et mere pragmatisk og fleksibelt verdensbillede.
Tyskland er som konsekvens blevet et moderne, vesteuropæisk land, hvor politikerne kæmper indædt om at erobre vælgerne på midten. Det yderste højre er kun så synligt, fordi dets ideologiske gods er blevet udstanset af de andre partier. Mange af AfD´s synspunkter har tidligere været at finde på højrefløjen hos især CDU, oplyser Schramm, men nu er de rabiate stemmer blevet tysset ned.
Læseren bliver snydt, hvis man tror, man læser en kølig samtidshistorisk bog, der holder sig til at diagnosticere. Bogen er det, historikere kalder en whighistorie, lysets sejr over mørket. Moritz Schramm har selv aktier i udviklingen, hvilket bliver tydeligere og tydeligere, som sidetallene bliver højere.
Bogen fortæller sejrshistorien for den senmoderne, akademiserede verden. Moritz Schramm nærer stærk uvilje mod konservative, især CDU´eren Helmut Kohl får mange knubbede ord med på vejen. Mange tolkninger gentages, så pointerne ikke overses.
Men whighistoriens skævhed opvejes af forfatterens engagement og fortællelyst. Kampen om midten er udgivet med det forestående valg til Forbundsdagen i baghovedet.
Bogen er meget mere end hakkelse i døgnets rejsestald. Medmindre himlen falder ned om ørerne på tyskerne ved valget den 26. september, beholder den sin værdi som en fin guide til den politiske historie efter Anden Verdenskrig (lad dig ikke narre af undertitlen: ”Tysk politik i det 21. århundrede”).
Faglitteratur er det bedste, der findes! Er der endda litteraturliste (evt. arkivfortegnelse) og noter bagerst i bogen (indeks er også sejt), bliver jeg varm helt ind i sjælen. Så hiver vi i den vibrerende meningselastik i en ellers pænt bulet verden.
Den evigt nysgerrige sjæl må konstant stopfodres med nye perspektiver på en verden, der altid osv. Viden er magt, sagde Foucault. Viden er intellektuelt narkotika, siger jeg.
(I øvrigt kaster jeg mig over lidt skønlitteratur fra tid til anden, men altså – det er jo forbandet løgn og digt alt sammen, ikke sandt?)
En smørtenor uden rytmesans og en stemme som Leonard Cohen med nervesammenbrud.
Eksamensbeviset fortæller, at jeg er historiker og har snuset lidt til samfundsfag og mellemøststudier. Jeg er far til de to skønne, kloge og smukke piger, Amalie og Laura, henholdsvis årgang 2013 og 2016.
Et ægte renæssancemenneske … er jeg ikke. Det ville ellers lyde flot. Alt imens jeg planløst har zappet rundt i livstossekassens hullede program, har jeg beskæftiget mig med en masse forskelligt, der alt sammen har været lærerigt. Eksempelvis:
Jeg har været en ud af de tre danskere, der vidste allermest om bingo på nettet, ad flere omgange har jeg ladet som om, at jeg kunne indvie hormonboblende teenagere i samfundsfagets mystiske håndtegninger, undervejs blev det til en fin & flot museumsudstilling, som ingen gad at se, og hele vejen igennem har jeg skrevet en hel masse om alt muligt i diverse aviser, lærebog, fagtidsskrifter og populærhistoriske magasiner.
Indtil starten af 2021 var jeg skrivende redaktør for fagorganet BogMarkedet, hvor jeg stødte på flere af #bogsnakkerne.
Det var ikke mange timer, jeg nåede at sidde på kontor med Simon Rosenstand, før jeg vidste det: Her er det næste portrætoffer. En mand fra Ribe, der påstår, at han ingen særlige talenter har, men masser af særlige interesser – det kan nu noget. Især når han samtidig siger, at han er nødt til at slå på tromme for den oversete sovjetlitteratur. Mød Simon og find ud af, hvordan der kan være en tæt sammenhæng mellem læseglæde og selvdisciplin.
Lisbet: Hvem er du? Simon: Jeg er 27 år, københavner på syvende år og relativt nyuddannet cand.mag. i Litteraturvidenskab. Jeg gik egentlig og troede, at jeg skulle være højtflyvende litteraturteoretiker, men i stedet er jeg snublet ind i tilværelsen som litteraturpraktiker, eller projektmedarbejder, hos Tænketanken Fremtidens Biblioteker. Her bruger jeg broderparten af min tid på projekter, der har til sigte at få litteraturen ud at virke. Det kan virkelig også noget – ligesom litteraturen i øvrigt. Nå ja, så skriver jeg også selv digte og sådan, men det må du ikke sige til nogen.
Lisbet: Hvad er dit tidligste læseminde? Simon: Jeg kan sjusse mig frem til, at mit første læseminde må være min mor, der læste højt af Børnebiblen for mine brødre og mig. Min familie er absolut ikke frommere end gennemsnittet, men den bog er fuld af gakkede historier og flotte billeder, der kan sende enhver børnefantasi på himmelfart.
Lisbet: Hvilke bøger prægede din barndom og ungdom? Simon: Min tidlige barndom var fuld af højtlæsning af alt fra HCA til HP (vistnok til og med femmeren). Og Snøvsen. Og Troldepus før det. Det må forresten være første gang, jeg har tænkt på Troldepus i over 15 år. Jeg har helt sikkert glemt en masse bøger fra dengang.
Da jeg blev lidt ældre og begyndte at læse på egen hånd, kastede jeg mig grådigt over faglitteraturen. Jeg læste atlas og leksika i rå mængder. Jeg rettede nok min til alderen hørende nysgerrighed ned i historiebøgerne snarere end ud blandt mine samtidige.
Først på gymnasiet vendte interessen for skønlitteraturen frygteligt tilbage. Her læste jeg alle de forfattere, som så mange andre småprætentiøse gymnasiaster har læst før mig: Dostojevskij (fordi han var svær), Orwell (fordi han var vild) og Sartre (fordi han var dyb). Jeg omtaler dem af og til som mine litterære børnesygdomme, men det er ikke fair – eller mindre prætentiøst. De har alle sammen deres kvaliteter, og de har formet mig som den læser, jeg er i dag.
Lisbet: Hvorfor valgte du Litteraturvidenskab? Simon: Jeg havde ingen særlige talenter, men masser af særlige interesser. Jeg kunne lige så godt have læst filosofi eller kunsthistorie. Når jeg alligevel valgte litteraturvidenskab, skyldes det nok litteraturens spændvidde. I litteraturen kan jeg nærme mig såvel de store, filosofiske spørgsmål som kunstens stoflighed – foruden havearbejde, hvalfangst og alt mulig andet. Mit studievalg var altså nok et udslag af passioneret vægelsind.
Lisbet: Hvad var din vej ind i den sovjetiske litteratur, som du skrev speciale i? Simon: Jeg blev grebet af den sovjetiske litteratur i begyndelsen af min kandidat, da jeg blev introduceret for den af en pissedygtig og i øvrigt meget, meget pæn underviser. Det fantastiske ved den sovjetiske litteratur er for mig at se dens insisteren på, at litteraturen ikke blot kan, men også skal noget! Den skal bygge, flytte, rykke, smadre. Det bundideologiske litteratursyn har både kastet noget af den mest gråmelerede, monstrøse og morsomme litteratur af sig. Den sovjetiske litteratur bliver det selvsagt ikke skrevet mere af, men dens fascinationskraft er stadigvæk enorm, hvis man går fordomsfrit til den.
Lisbet: Har du taget din tro på litteraturens kunnen med dig over i dit arbejdsliv? Simon: Det har jeg helt sikkert, men ikke på den helt stor, ideologiske klinge. Mit i forvejen praksisorienterede litteratursyn er om muligt blevet endnu mere praksisorienteret. De projekter, jeg arbejder på, skal ikke diktere læserne nogen særlig adfærd eller noget. De skal bare ind og pirke til læselysten og engagementet. Det allervigtigste er at møde læserne dér, hvor de er. Den ideologiske overbygning må de så selv tømre sammen.
Lisbet: Hvilken slags læser er du? Simon: Jeg vil nok betegne mig selv som en disciplinær, grænsende til tvangsneurotisk lystlæser. Det er egentlig en uskik at bruge en uddateret psykologisk term på den måde, men prøv at følge mig engang.
Jeg læser kun i de perioder, hvor jeg har lyst. I disse perioder læser jeg til gengæld efter klokkeslæt: en time til halvanden hver ledig aften efter aftensmaden, altid i den samme position, altid med en kop te i hånden. Altid, altid, altid. Det er nok en gammel arbejdsskade fra studietidens lektielæsning, men er du gal, jeg får læst mange gode bøger. På den måde kommer jeg helt ned i gear og langt, langt væk. Sådan bliver jeg nok ved, så længe disciplinen hverken kvæler læselysten eller -glæden.
Lisbet: Hvilke bøger vil du anbefale? Simon: Jeg er nødt til at slå på tromme for den oversete sovjetlitteratur! Gladkovs Cement er en fantastisk fabriksroman, der kredser om spørgsmålet om, hvorvidt man kan arbejde sig ud af et kollektivt traume (svaret er tja); Platonovs Udgravning til fundament er en kulsort satire over sovjetmagtens magt og magtesløshed; Grossmans Liv og skæbne er en mursten om krigens rasen og ideologiernes fallit; og Jerofejevs Moskva-Petusjki er et lårklaskende langdigt om en på alle måder udsigtsløs togtur til provinsen med tårnhøj promille.
Lisbet: Hvilke bøger ligger på dit natbord? Simon: Huset Buddenbrook. Jeg kan bedst lide nøje at forberede min læsning en måneds tid frem, men af og til indhenter jeg mig selv, og så må jeg hive en ulæst bog ned fra bogreolen for ikke at bryde min stime. Sådan endte 600 så vidt ret spændende siders Mann på mit natbord. Det giver mig lidt tid til at forberede mit næste læseprojekt.
Flere portrætter
Min medblogger Mikkel påstår, at jeg er ved at portrættere alle levende mennesker. Der er et stykke vej endnu.
Men efterhånden er der en buket af portrætter at forlyste sig med. Giv mig et praj, hvis du har et bud på en læser, der har mod på at fortælle om sit liv med litteratur før, nu og i fremtiden.
Jordbær, EM i fodbold, lunkne dåseøl, lakerede negle i åbne sandaler, årets første Magnum Mandel-is, myggestik, lange og lyse aftenener på altanen – det hele er her lige nu. Det er blevet sæson for Bogsnaks store og rituelle sommerindlæg fyldt med læseinspiration fra Lisbet, Jan og Mikkel.
Samtidig vil vi gerne kaste spotlys på de danske folkebibliotekers nye sommerkampagne #barelæse. De dedikerede litteraturformidlere og bibliotekarer over hele landet er gået sammen og har dette budskab til os alle:
“For andet år i træk bliver sommeren næppe, som vi havde ønsket. Og så alligevel. For selvom COVID-19 stadig spænder ben for de fleste planer, er grænserne åbnet for en ny type sommer i fordybelsen, forjættelsen og forvandlingens tegn. Til sommer skal vi ”bare læse”.
Ferielæsning er dog meget mere end ”bare”. Til hverdag nøjes vi ofte med den korte læsestund, den søvnige godnatbid før sengetid, men i ferien får læsningen sin kraft tilbage. Den årlige pause kan være det frirum, der skal til, for virkelig at forsvinde ind i siderne – og vende genfødt tilbage.
I år kalder vi danskerne til fest for sommerlæsningen! Med kampråbet #barelæse anråber vi landets bogorme om at dele sommerlæseoplevelser til inspiration, opløftning og læsegejst – og for at kåre landets bedste sommerlæsestund.”
Der hører selvfølgelig en konkurrence med. Det eneste du skal gøre, er at dele din læsestund på Instagram med et billede, gerne en kort tekst og hashtagget på #barelæse. Og vups: Så deltager du i konkurrencen om at få lov at gå amok i en boghandel for 3000 kr.”
Lisbets læsesommer i indisk stil med Obama, Hilda og trolden Vanen tro skal jeg til Skåne og til Hjørring i min sommerferie. Forandringen ligger i bogvalget. I år ser jeg særligt meget frem til at nyde den indiske forfatter Deepa Anapparas debutroman Djinn-patruljen på Lilla Linje. En af mine yndlingsforfattere, briten Ian McEwan kalder den “en glødende debut”, og citatet matcher forsidens væld af varme farver.
Den niårige dreng Jai er fan af politiserier og har en detektiv i maven. Da en klassekammerat forsvinder i storbyens favn, beslutter Jai sig for at opklare sagen. Sammen med to jævnaldrende assistenter begiver han sig ud i området for enden af toglinjen Lilla Linje – et farligt sted. Det begynder som en leg, men alvoren overtager hele projektet. Flere børn forsvinder, og politiet viser sig at være korrupt.
Bagsideteksten afslører også, at såkaldt sjælestjælende ånder kommer ind i billedet, og “Da tragedien rykker helt tæt på, forandres deres liv for altid.”
På Litteratursiden.dk får bogen også umanerligt pæne ord med på veje, og jeg glæder mig til at forsvinde ind i en hjertegribende fortælling om mod, fantasi, kammeratskab, der samtidig giver et indblik i det moderne Indien.
En fascinerende forside. Ren slik for øjet.
Sommerens mursten: Et forjættet land En af mine sommerferietraditioner er at læse en virkelig lang bog. Det har typisk været en af Jonathan Franzens romaner. For fire år siden var det Paul Austers 4 3 2 1.
Der er noget dybt tilfredsstilende ved at dedikere mange læsetimer til et langt værk. I år har jeg valgt Obamas Et forjættet land. De 858 sider rummer første (sic!) del af Obamas erindringer fra sin tid som præsident. Han har skrevet bogen i hånden, fremgår det af forordet. Tillykke med en seneskedehindebetændelse.
For et par år siden hørte jeg Michelle Obamas erindringer Min historie som lydbog indlæst af Ellen Hillingsø. Det var 19 gode timer. Jeg glæder mig til at få Baracks udlægning af flere af de begivenheder i deres fælles personlige og professionelle liv, som Michelle allerede har beskrevet. Derudover håber jeg, at det fænger hos mig som læser, når bogen tager mig med ind i The Situation Room og giver et indblik i, hvad der egentlig foregår, når man som USAs præsident forhandler med Putin. Det bliver en god modvægt til sommerferiens utallige slag UNO i børnefamiliens skød.
Hvordan kan han se så glad ud? Det er garanteret fordi, han er en ivrig læser.
Hilda og trolden Jeg falder gerne i Astrid Lindgren-gryden eller snupper den nyeste med Lars Daneskov, når jeg skal vælge fælles sommerferielæsning til mig og Aske på ni år.
Men i år er det anderledes! Vi skal nemlig læse Hilda og trolden af Luke Pearson. Hilda er otte år og lever i et magisk land. Hun har en hund, elsker at sove i telt og møder en masse eventyrlige væsener. Det lyder alt sammen godt. Men det helt afgørende er, at Luke Pearson også er manden bag universet i serien Adventure Time! Det borger for fantasien og kvaliteten.
Jeg er vild med det visuelle udtryk. Hele familien kommer til at nyde denne bog. Jeg ved det bare.
Den, jeg elsker, elsker jeg: Kim Schumachers mange liv Denne bog læste jeg i december 2020, og den er ikke på min egen sommerlæseliste. Men DU skal læse den.
Inden jeg overhovedet fik biografien Dem jeg elsker elsker jeg: Kim Schumachers mange liv i hånden, fik jeg et flashback til en sommereftermiddag i 1988. Jeg var 12 år gammel og lå på vores altan i en solstribe. Adressen var Astrupvej 900. Virkelig langt ude på minkfarm-landet mellem Hjørring og Sindal, hvor det var en begivenhed, når rutebilen kørte forbi.
Jeg havde taget min båndoptager og mine kassettebånd med op på altanen efter skoletid og nød varmen.
Det vil sige: Jeg havde også taget et af min storebrors bånd med. Det var et sort BASF-bånd. Klistermærket, man kunne skrive båndets indhold på, var rødt og hvidt. Min bror havde optaget et program fra radioen på det bånd. Det var Kim Schumachers musikprogram, og jeg kunne det efterhånden udenad. Frem med båndoptageren, og speedsnakkende, sprogblomstrende Kim lige ind i øregangene. Eksotisk og anderledes. Langt væk fra det nordjyske liv med sindige middelklasseværdier, aftenkaffe i sofaen, træsko og halmfyr.
Dette erindringsglimt flugter på mange måder med forfatterne Simon Lund og Ralf Christensens forord, hvor de beskriver, hvordan de bøjet over cykelstyrene ræser hjem fra skole i midt-80erne . De skal jo nå at optage Kim Schumachers program kl. 15.05, lige efter Radioavisen.
Fascination af Kim Schumacher er vi nok mange, der deler. I biografien opruller Lund & Christensen sider af Schumachers liv, som førhen har været underbelyste. De skriver om hans kunstkortfilm og hans vilde rejser til New York, hvor han tumlede rundt i undergrundsmiljøet. Med stor følsomhed skildrer de hans trekantede og kærlige samliv med to andre mænd. Efter Schumachers alt for tidligere død på grund af AIDS (han blev kun 40), giftede de to enkemænd sig med hinanden.
Bare den historie i sig selv er stærk og kunne fylde en hel bog. Men du får så meget mere i denne omfangsrige og på alle måder kulørte og stærke biografi af en mand, der både var folkeeje og avantgardist.
Og så er ordet Jans. Han har udvalgt tre gode titler – hvis nu ingen af mine anbefalinger gik rent ind hos dig.
Tag en dyb indånding, inden du går i gang med denne bog. Det er en hæsblæsende tour de force gennem et usædvanligt og dramatisk liv. Desværre med en ulykkelig udgang.
Jans sommerlæsning Sjovt nok har tiden i coronaens tegn betydet, jeg har fået læst bredere, end jeg nok ellers ville have gjort. Godt hjulpet på vej af min chef, der tvang mig til at læse den første bog på listen: Sportshjerte af Daniel Dencik
En bog om cykelløb er normalvis ikke mit gebet, men ansporet af min cykelelskende chef endte jeg alligevel med at læse Daniel Denciks fremragende fortælling om mennesker og cykling, samt den dragende fascination lange cykelløb sært nok har på folk.
Og jeg skylder chefen stor tak. Nok blev jeg ikke grebet af cykelfeber, men jeg blev klogere på de mennesker, der elsker sporten, og fik en læseoplevelse af de helt store, for Dencik kan nemlig noget særligt med ord.
Det i sig selv gør Sportshjerte til en fantastisk læseoplevelse og en virkelig god sommerbog.
Jan har en chef, der anbefaler bøger. Og det gør indtryk på ham!
Jerusalem: En biografi I modsætning til den ret korte foregående bog, så er ’Jerusalem’ en mastodont af en bog. Den er fyldig på alle måder, ikke mindst sidemæssigt. Men det gør intet, for det er en bog, der drager en som læser og leder en gennem fortællingen om verdens måske vigtigste og mest interessante by på en fascinerende og gribende måde.
Fortællingen om Jerusalem er nærmest skrevet som en biografi med skønlitterære elementer, så hvad end man er til faglitterære historiske bøger eller ditto skønlitterære, så er Jerusalem værd at kaste sig over.
Forfatteren Simon Sebag Montefiore er ikke kun en dygtig historiker, men også en skarp skribent og formidler. Hans ord gør historien om Jerusalem levende og lærerig og til det perfekte bud på en sommerbog.
Vi rejser ikke så meget ud i verden denne sommer. Men skidt – vi rejser bare gennem bøgerne!
Den kriblende have – sådan dyrker du din have og redder kloden Den sidste af mine tre anbefalinger er Dave Goulsons Den kriblende have, som også blev mig anbefalet af en god ven.
Goulson er som de to andre på listen en forfatter med ordet i sin magt, og han har tillige en passion for naturen og den vilde verden omkring os, der i den grad er smittende. Så smittende, at jeg var tæt på at anskaffe mig en have efter endt læsning.
For det er nemlig det, bogen handler om: Haven og alle de mange dyr, der bor der. Og, ikke at forglemme, hvorfor den og de er så vigtige. Både for os og for verden.
Dybest set så kan bogen koges ned til ”sådan dyrker du din have og redder kloden”. Her vil jeg skynde mig at indskyde, der ikke er mange løftede pegefingre at finde i bogen. Goulson har en meget pædagogisk, overskudsagtig og inspirerende tilgang til emnet. Det gør bogen til en fantastisk sommerbog.
Så skal jeg læse Manden, der ikke ville være høflig. Min søde kæreste og jeg havde den glæde at få min kollega, Mai-Britt på besøg her i Nyborg, fordi vi begge skulle til møde i Vejle næste dag. Mai-Britt ved alt. Alt! Det gør hende til voldsomt interessant selskab, og det var held i uheld, vores tog var så forsinket næste morgen, at vi måtte tage bilen. Roadtrips med alvidende kan varmt anbefales.
Som værtindegave havde hun Jesper Kurt-Nielsens bog om den danske militærlæge Agner Møller, der var udstationeret på øen Nias i Hollandsk Ostindien i 1920’erne, og Mai-Britt lover på det medfølgende kort alt fra hedonisme, narkomisbrug, nudisme til bigami og torpedoangreb på Atlanterhavet og meget mere. Jeg glæder mig meget!
Slutteligt er jeg så heldig, at selvom borgerne har fundet vej tilbage til det fysiske bibliotek, så har vi vilde mængder af nye bøger til dem, og de kan ikke følge med. Borgerne, altså. Så kan man snappe titler op, der ellers ikke er til at komme i nærheden af som fx Det hele handler ikke om dig af Niels Overgaard.
Denne personlige fortolkning af den klassiske stoicisme er måske ikke revolutionerende, men det er så sandelig heller ikke nødvendigt. Det er en mægtig fin destillering til fem grundprincipper, og nu vil jeg genlæse den med pen og notesbog i nærheden. Jeg er ikke ganske ubekendt med genren!
Inspiration fra andre somre – for dig, der elsker lister
Man kan blive overrasket. Den anden dag bad min søn Aske om at blive interviewet om sin læsning. Jeg var ved at tabe næse, ører og mund. Har jeg virkelig fået indoktrineret ham så meget?
Døm selv. Her kommer et kort signalement af en læser på ni år. Vi kommer ind på yndlingsbøger, læsehygge og det gode ved lydbøger.
Lisbet: Hvad har det betydet for dig, at du nu kan læse selv? Aske: Jeg kan hygge mig om aftenen med at læse. Eller lige når det skal være. Det er dejligt at kunne det nu.
Lisbet: Hvad gør du, når du skal hygge dig med en god bog? Aske: Først skal jeg selvfølgelig finde en god bog! Det kan være dejligt, hvis bogen handler om nogen, jeg kender til. For eksempel RobinSamse. Så sætter jeg mig til rette. Det kan være svært at finde den rigtige læsestilling.
Lisbet: Hvad kan dine venner godt lide at læse? Aske: En af mine venner kan godt lide at læse lange og tykke bøger. For eksempel Harry Potter. Eller seriebøger. Dem kan jeg også godt lide. Mig og mine venner læser cirka på det samme niveau.
Lisbet: Hvad kan du lide ved at høre lydbøger? Aske: Først og fremmest: At jeg ikke selv behøver at bruge min hjerne for at kunne forstå det hele. Det er hyggeligt at lægge sig til rette og lytte eller at lytte til lydbøger, mens dem i familien laver nogle andre ting.
Lisbet: Du skriver selv i skolen. Hvordan gør du, når du skal finde på en historie? Aske: Som regel får vi en skriveopgave. Det kan være ”Skriv et eventyr”. Men jeg kan godt selv finde på noget.
Lisbet: hvad skal du læse i sommerferien? Aske: Jeg tænkte på, at jeg vil prøve at læse alle bøgerne i RobinSamse-serien. Og så vil jeg få min mor eller far til at læse Lakserytterens bog Griskernes hemmelighed færdig for mig. Jeg har selv læst noget af den. Det ville også være godt, hvis de læser toeren højt for mig. Den udkommer snart.
Jeg håber også, at min mor finder nogle gode bøger til mig.
En lang og god bog. Aske begyndte på den sidste sommer. Nu skal den gøres færdig Lakserytteren har lavet en supergod bog med tegneøvelser. Den kan vi klart anbefale! Masser af pranks og fart over feltet. Niki Topgaard kan også noget med bøger. De dygtige børnebibliotekarer Julie Ottosen og Kathrine Bach Pachniuk fra Vanløse Bibliotek har anbefalet Mumleby-bøgerne. De skulle have en særlig “feel good” Bulderby-kvalitet. Vi har i vinteren 2021 hygget os med Alle vi børn i Bulderby, så jeg tror, at Aske godtager Mumleby-forsøget.
Flere portrætter af unge læsere Dette er læserportræt nummer tre af Aske. Her er de to første:
I den anden Corona-lockdown i vinteren 2021 fik jeg en ny vane. Jeg stod op en halv time før resten af familien og læste faglitteratur akkompagneret af dagens første kop kaffe. Min læsning bestod blandt andet af bøgerne Work: A History of How We Spend Our Time af James Suzman, Eksistentiel vejledning: At skabe mening i skole, uddannelse og arbejdsliv af Inger-Lise Lund Petersen og You and Your PhD. Essential Career Advice for Doctoral Student af Monika Janfelt. Der var et tydeligt tema i titlerne: Arbejdsliv og karriere.
I dette indlæg samler jeg op på de tanker, jeg gjorde mig under læsningen af de tre bøger. Det er mit håb, at du også kan bruge nogle af pointerne. Måske får du inspiration til at se på dit arbejdsliv fra nye vinkler, der ikke nødvendigvis er farvet af Corona-tidens erfaringer med Teams-møder i en blød buks og kollegaskab samt ledelse på distancen.
Scener fra et arbejdsliv De første 14 år af mit arbejdsliv arbejdede jeg i snit 37 timer om ugen. Det år, jeg var på barsel, oplevede jeg dog, at arbejdstiden var 24 ud af døgnets 24 timer.
I 2017 var jeg fuldtidsstuderende i et halvt år. Så gled jeg over i en tilværelse som selvstændig, og i 2021 er jeg kombinatør. Det dækker jeg over, at jeg både er lønmodtager og selvstændig.
I en stor del af min tid som 100 procent selvstændig arbejdede jeg i snit 25 effektive timer om ugen. Det var nok til at få min økonomi til at hænge sammen. Klokken 14 lukkede jeg ned for computeren og gennemvadede de lokale parker eller tog en eftermiddagslur. Det føltes som noget luksuriøst og næsten forkert.
“Rigtige mennesker er jo ikke færdige med arbejdsdagen endnu”. Den sætning kørte rundt i hovedet på mig. Min teori er, at det var en blanding af protestantisk etik og skrønen om, at min nu afdøde farmor var doven, der gjorde sig gældende. Eller den samfundsskabte forestilling om, at 37 timer er det rigtige. Det er normen, alting beregnes og vurderes ud fra. Spørg for eksempel dem, der er fanget inde i jobcenterets regel-cirkus.
De gyldne 15 timer om ugen At leve for at arbejde eller arbejde for at leve? Er det arbejde at lave sin egen surdej og hækle kludetæpper under Corona-nedlukningerne? Er det arbejde at sidde med i bestyrelsen og indhente tilbud på murerarbejde, der skal udføres i andelsboligforeningens fugtige kælder?
Alle disse spørgsmål finder du en form for svar på i Work: A History of How We Spend Our Time. Den sydafrikanske socialantropolog James Suzman tager afsæt i sine observationer af det afrikanske jægersamler-folk Ju/’hoansi (indsæt selv kliklyd), som han har levet blandt. Disse mennesker har en opfattelse af, at omgivelserne altid er i stand til at levere det, som de har brug for. De samler ikke på ting. De opbygger ikke lagre. Hvis man er mæt, får man det ikke bedre af at spise mere. Så enkelt er det.
De deler alt, og status eller rang er for dem en by i Rusland. Hvis man har brug for noget, er det en selvfølge, at man kan tage det fra sin nabo. Nærmest uden at spørge. Sådan er den sociale kontrakt.
Medlemmer af Ju/’huansi arbejder i snit 15 timer om ugen. Det er det, der skal til, for at alle basale behov bliver opfyldt. Ingen lever på sultegrænsen, og de fleste dør mætte af dage i en høj alder. Alle får den næring, de har brug for. Resten af tiden bruger Ju/’huansi-folket på at være sammen, synge, lave kunsthåndværk, hvile sig og hvad man nu ellers kan finde på ude på den afrikanske savanne. De er ikke specielt optagede af hverken fortid eller fremtid. Pensionsopsparing – jamen hvorfor fokusere så meget på fremtiden, når livet er nu? Det er sat på spidsen, men essensen er god nok.
Det særligt interessante ved denne stamme er, at deres levevis kan spores svimlende 300.000 år tilbage og bidrager til at give os et nyt blik på tilværelsen som jægersamlere. Suzman nedbryder den udbredte forestilling om, at dette liv er udmarvende og rent evolutionært set på et lavere stadie et landbrugskulturen med dens forråd og rigdom af mad.
Måske er jægersamlerlivet derimod noget, vi skal blive inspirerede af i en tid, hvor der er kamp om arbejdet, blandt andet set i lyset af den øgede brug af robotter og kunstig intelligens?
Suzman går også i kødet på “the problem of scarcity”, altså ideen om at knaphed er det problem, som driver os til at arbejde og producere i et højere og højere tempo. I en stor del af verden mangler vi jo ikke noget. Tværtimod. Vi har alt, alt for mange ting, der tynger os. Alligevel er det knaphedstankegangen og nødvendighedens politik, der dominerer.
Da menneskets begyndte at dyrke landbrug, fik vi et andet forhold til tid. Som landmand er man bundet til arbejdet og årstiderne på godt og ondt. Man man planlægge og tænke fremad. Såsæd skal lægges til side. Den tankegang præger os stadig, selv om ganske få af os i dag beskæftiger os med landbrug.
Vildmarken kalder? Suzman er ikke ude på at romantisere tilværelsen som jægersamler eller sende os alle ud på savannen eller i skoven for at bo i en træhule. Bogen er ikke et forsvar for Alene i vildmarken. Suzmans ærinde er nærmere at perspektivere, hvordan vi også kunne tænke arbejdet. Vi har brug for at bruge vores energi. Det er evident. Men skal vi arbejde så meget? Og hvorfor har vi så svært ved at anerkende, at arbejde er så meget andet end en aktivitet forbundet med indtjening?
Jeg kan varmt anbefale Work: A History of How We Spend Our Time til dig, der har brug for at stoppe op og se dit eget arbejdsliv i det store, historiske perspektiv. Suzman bygger bogen op om de fire afgørende opfindelser, der har formet den måde, mennesket arbejder på: Ild, landbrug, byer og industri. På 400 sider aktualiserer han et væld af store tænkere og forskere og kobler deres teorier til almindelige menneskers hverdagsliv hen over flere tusind år.
Det er velgørende at føle, hvor mikroskopisk lille et led, vi er i den store fortælling om menneskets historie,
Og hvis jeg nogensinde skulle tænke, at ordentlige mennesker da ikke kan tillade sig at holde fri kl. 14 på en hverdag, så vil jeg sende en venlig tanke til Suzman og Ju/’hoansi-folket, inden jeg gør min børnevæv klar til endnu et farvestrålende vægtæppe.
Harvard Business Review har lavet en podcast med James Suzman, hvor han fortæller om, hvordan vores forhold til arbejde har udviklet sig. Episoden varer knap en halv time.
Vejledning handler om andet end valg Et hurtigt spring fra præhistoriske jægersamlere til Diplomuddannelsen i Uddannelses-, Erhvervs- og Karrierevejledning (DUEK), som landets professionshøjskoler tilbyder til studevejledere, jobkonsulenter og deslige, der har mod på (eller er blevet tvunget til) efteruddannelse. Inger-Lise Lund Petersen er fagansvarlig for uddannelsen på Københavns Professionshøjskole. Jeg havde fornøjelsen af hendes undervisning i 2017. Nu har jeg med stor faglig interesse læst hendes nye bog Eksistentiel vejledning: At skabe mening i skole, uddannelse og arbejdsliv.
Lund Petersen har sammen med kolleger fra det franske universitet Conservatories National des Arts et Métier forsket i eksistentiel vejledning. Bogen bygger på denne forskning.
Gruppevejledning af mødre på barsel En lille sidehistorie inden jeg dykker ned i bogen: I 2018 lavede jeg to gruppevejledningsforløb for mødre på barsel, der overvejede at skifte job. Kvinderne havde deres babyer med til fire gange to timers workshop, hvor vi sammen satte fokus på deres styrker, barriere, karrieredrømme og valgmønstre. Vi lavede øvelser i plenum, to og to og individuelt. Vi tegnede, fortalte og byggede vores arbejdsliv i Duplo-klodser. (Lego var ikke hensigtsmæssigt med otte måneder gamle babyer kravlende rundt på gulvet i det kulturhus, jeg havde fået lov til at låne).
Kvinderne havde vidt forskellige baggrunde. Nogle arbejdede inden for sundvæsenet. En var arkitekt. En anden lærer. Styrken ved denne sammensætning var, at de med deres forskellige fagligheder og erfaringer fra et bredt felt af arbejdssammenhænge kunne hjælpe hinanden med at se nye muligheder i en livsfase fyldt med store, eksistentielle overvejelser. De var i samme båd og livssituation, men på mange måder lignede de alligevel ikke hinanden. Det lå der en særlig styrke og ressource i.
Her kommer pointen: Jeg ville ønske, at Lund Petersens bog allerede var udkommet i 2017. Jeg var i gang med DUEK-uddannelsen og plukkede øvelser og workshop-tilgange fra forskellige moduler af undervisningen. Jeg prøvede mig frem. Nogle gange med bævende hjerte. Men Lund Petersens bog rummer det hele, når man skal lave gruppevejledning, der har fokus på meningsdannelse og refleksion over eksistentielle valg koblet til arbejdslivet og livet i det hele taget. Her er samfundsmæssige overvejelser, metoder og råd til, hvordan man kan etablere gode rammer for denne type vejledningspraksis. Bogen rummer desuden hele 19 konkrete øvelser, der er grydeklare og lige til at anvende.
Det bæredygtige arbejdsliv Bogen argumenterer for, at vejledning handler om andet og mere end at få truffet de rigtige valg, hvad angår uddannelse og job. Der er mere på færde. Vejledning handler også om “at tilegne sig livsstrategier i forhold til at kunne overkomme de barrierer, der måtte komme på uddannelse, i løbet af arbejdslivet eller i pensionisttilværelsen.” (Side 12).
Lund Petersen peger på, at det er oplagt at tænke begrebet “bæredygtighed” ind i vejledningen. Hvordan kan vi sammen konstruere meningsfulde arbejdsliv, der spiller sammen med de globale dagsordener samlet i FNs verdensmål? Hvordan kan man blive en del af noget større? Og hvordan kan arbejdslivet blive bæredygtigt for den enkelte i en verden, hvor vi med stor sandsynlighed får brug for at kunne skifte spor mange gange i løbet af livet?
Jeg er optaget af bogen, fordi den formulerer et nyt syn på vejledning, hvor det transcendentelle også spiller en rolle. Fagligt reflekteret dialog med mennesker om deres her-og-nu-valg af uddannelse og job er selvfølgelig en vigtig del vejledning. Men den kan ikke stå alene.
En anden grund til min begejstring for bogen er dens fremhævelse af gruppevejledning som en særligt velegnet metode i en tid præget af individualisering og præstationspres, både i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet.
Tanken om, at store, personlige valg kan kvalificeres i et fællesskab, hvor man sammen kan hjælpe hinanden på vej med ideer, tanker, håb og opmuntring, kan jeg kun tilslutte mig som virkningsfuld. Det er kun en spinkel erfaring, jeg har fra mine to vejledningsforløb for mødre på barsel. Men der skete noget magisk. Min rolle blev mere og mere nedtonet, fordi deltagerne fik tillid til hinanden og blik for hinanden som sparringspartnere. Til tider lå jeg og kravlede rundt med babyerne, for kvinderne havde mere brug for at tale med hinanden to og to om et tema end at være i kontakt med mig. Lige der tænkte jeg: “Mission accomplished”.
En tredje grund til, at jeg giver bogen mine varmeste anbefalinger er, at Lund Petersen bringer kunsten i spil i vejledningen. Film, litteratur og andre kunstneriske udtryk kan være en genvej til, at vi danner nye forestillinger, om hvordan man lever og træffer valg. Kunsten tilbyder prøvehandlinger og giver os blik for, at tilværelsen kan forme sig på en mangfoldighed af måder. Vi kan få råstof til at tænke og udtrykke os anderledes: “Den kreative tilgang til vejledning skal give adgang til andre fortællinger og erkendelser end dem, vi i vejledningsrummet kan nå på baggrund af det talte og skrevne ord i mere klassiske vejledningssamtaler.” (Side 86).
Måske er det værd at holde fast i Duplo-klodserne?
Jeg har i lang tid ledt efter noget, der kunne forbinde min baggrund i Litteraturvidenskab og Moderne Kultur og Formidling med rollen som karrierevejleder. I bogen Eksistentiel vejledning har jeg fundet koblingspunktet.
En håndbog for Ph.d.-studerende En af de bøger, jeg tit anbefaler til mennesker, jeg møder i min vejledning er Karriere: Kunsten at flytte sig skrevet af Monika Janfelt. Jeg har skrevet om bogen i indlægget Bøger til dit arbejdsliv 2018
Nu har Janfelt skrevet You and Your PhD. Essential Career Advice for Doctoral Students. En håndfuld af mine venner og bekendte har opnået Ph.d.-graden. Jeg har med ærefrygt fulgt deres proces. En bekendt beskriver den sådan: Først flirter man med sit stof. Det er en uforpligtende periode, men på et tidspunkt må man træffe valg og fravalg. Det leder til en form for forlovelse. Det hele bliver mere formelt. Efter brylluppet kommer graviditeten og den hårde fødsel. Til sidst står man med barnet i armene: Den færdige afhandling.
Ja, der er eksistentialistiske perspektiver i at gennemføre en Ph.d.-uddannelse. Det er ikke blot noget med at fordybe sig tre år i et stofområde og nørde igennem.
Janfelt leverer med sin bog en håndsrækning til alle typer af Ph.d.-studerende. Hun giver konkrete råd til, hvordan man kan strukturere processen og huske at reflektere undervejs. For på en måde er tre år lang tid. Men i praksis opleves det af mange som kort tid.
Bogen har tre hoveddele: Getting off to a good start, The Long Haul og The End of the Road – now what? Undervejs følger vi de fire, fiktive Ph.d.-studerende Maria, Martin, Catherine og Adam. Disse cases illustrerer bogens pointer, og jeg forestiller mig, at de for bogens primære målgruppe udgør vigtige identifikationsfigurer. Men også for mig er det spændende at følge personernes mere eller mindre turbulente rejse gennem Ph.d.-systemet og deres egne forskningsprojekter.
En af bogens hovedpointer er, at selv om man ikke kan planlægge alting og skal være klar til at gribe muligheder, der pludselig dukker op, er det allievel godt at bruge tid på at tænke over fremtiden i begyndelsen af et Ph.d.-forløb. Opstillingen af langsigtede pejlemærker for ens fremtidige arbejdsliv er nyttig, for eksempel når man skal opbygge et fagligt netværk eller forberede sig på en postdoc. Og hvad nu hvis man slet ikke har lyst til at være en del af forskningsverdenen, når Ph.d.-forsvaret er slut og de sidste champagnerester nedsvælget?
Bogen udfolder, hvordan det at tage en Ph.d.-grad ikke kun er en mulighed for længerevarende faglig fordybelse. Det er også en vej til karrierelæring i mere generel forstand. Karrierelæring dækker over processer, hvor den enkelte opnår viden og færdigheder til at kunne foretage reflekterede uddannelses- og karrierevalg. Karrierelæring handler også om at kunne mestre overgange i arbejdslivet, og for en Ph.d.-studerende, der “fødes” med en udløbsdato efter tre år, kan dette aspekt være smerteligt præsent.
Janfelt har skrevet en anvendelig og velskrevet håndbog til en specifik målgruppe. Men mit bud er, at den også med fordel kan læses af Ph.d.-studerendes venner og familiemedlemmer, der gerne vil være gode støtter. Som udenforstående kan det være svært at begribe, hvad der foregår inden for universitetets lukkede mure, og hvorfor Ph.d.-tiden for mange rummer drama, store følelser, frustration og forløsning. Med Janfelts bog i hånden bliver det hele nemmere at forstå.
Boginfo
Work. A History of How We Spend Our Time af James Suzman. Udgivet på Bloomsbury Circus, 2020.
Eksistentiel karriervejledning. At skabe mening i skole, uddannelse og arbejdsliv af Inger-Lise Lund Petersen. Udgivet på Dansk Psykologisk Forlag, 2020.
You and Your PhD. Essential Career Advice for Doctoral Students af Monika Janfelt. Udgivet på Moveo Publishing, 2020.
Den 4. februar døde min svigerfar pludseligt. Vi havde lige fejret Almas 1-årsfødselsdag i familieboblen et par dage før, men i ét nu mistede Alma sin største fan uden at forstå det. Jeg har en idé om, at selvom hun ikke kan huske det, når hun bliver større, så sidder effekten af at blive elsket i hende ord- og billedløst. Nogle uger efter tog min søde kæreste og jeg et første blik på hans efterladte bogsamling. Min svigerfar var nemlig et bogmenneske, og min svigermor syntes, vi skulle tage alle de bøger, vi gerne ville have. En pænere måde at sige: ”Hjælp! Der er så mange!” tror jeg.
Der er noget forkert ved at rode i andre menneskers bøger. Jeg er typen, der styrer lige hen til folks reoler, når jeg er på besøg, men jeg gør det på en andægtig måde. Sådan da. Og de mennesker kan jo forsvare sig. Når folk er gået bort, føles det om et overgreb. Folks bogsamling er jo en manifestation af deres liv og personlighed. Hver bog har sin plads, sin fysiske udstrækning meget lig andre bøger, men nogle fylder mere end andre i ånden. Fx gik min svigerfar og min kæreste på kunstudstillinger sammen, og hvis udstillingen var god, købte de begge kataloget. De kunstkataloger er jo særlige på en ganske anden måde end den Alistair McLean-thriller, der blev indkøbt i en DSB-kiosk til en forglemmelig togtur, og som har fået lov at gemme sig siden.
Alma og hendes morfar: Et smukt venskab, der sluttede for tidligt. Læg mærke til, de sammenligner bøger!
For små fem år siden var jeg igennem det med min mor. Min far har i praksis været død i 18 år, og jeg har kun teoretisk familie tilbage. Jeg var derfor ikke helt klar på opringningen fra en ambulancelæge med beskeden om, hun var fundet livløs. En uge senere stod jeg i mit barndomshjem, hvor det allerede var tydeligt, at her boede ingen længere. Min mor havde bøger allevegne. Skønlitteratur, kogebøger, historiebøger. Da jeg var 10 år, havde de ikke opfundet Young Adult-genren, og i desperation kastede jeg mig over min mors Agatha Christie-samling og året efter en god gang amerikansk 70’er-kvindefrigørelse ved Erica Jong o.lign. fra samme reol. Det er min vurdering, at jeg var den danske tween-dreng, der i start-80’erne vidste mest om amerikanske kvinders seksuelle problemer – og mange forskellige løsninger herpå ikke mindst.
De sidste år af hendes liv købte hun ikke nye bøger. Sikkert, fordi hun ikke magtede kassationens ædle kunst. Værløse bibliotek stod for at holde hende beskæftiget, mens samlingen i lejligheden bare blev ældre og giftigere, eftersom hun røg 2-3 pakker om dagen og næsten altid var hjemme. Da jeg gik i gang med at fjerne bøgerne, viste de grovsennepsfarvede reoler sig jomfrueligt hvide, hvor de havde stået. Jeg smed alt ud bortset fra en ”Peer Gynt,” hun havde brugt i gymnasiet. Hun giftede sig med min biologiske far meget ung og blev til Bodil Christoffersen, men på titelsiden i den lille Peer Gynt har hun i teenage-usikker kuglepen skrevet sit pigenavn: ”Bodil Steinhørster.” Hun har også skrevet sirlige noter indeni, som gør, at den er endnu mere personlig. Jeg kan se hende for mig sidde bøjet over bogen og notere flittigt. Min indre bibliotekar har dog også lyst til at stange hende et erstatningskrav!
Min mors gymnasielæsning
Med min svigerfar var det noget andet. Jeg kendte ham i sagens natur ikke nær så godt som min mor, og hans bogsamling kendte jeg ikke fra min opvækst. Han havde lidt en aura af sfinks over sig – om end en venligtsindet sfinks. Det virkede som et mentalt overgreb bare at gå ombord i samlingen og lægge i ”ud”- og ”behold”-bunker. Lidt ligesom at pincetdissekere en personlighed, der ikke kan forsvare sig. En afmontering af sfinksen, der virkelig ikke tilkommer mig. Dur, dur, dur ikke …
Hans samling bredte sig over både stuen i huset i Mårslet og ind på hans kontor. Masser af kogebøger. Særligt italienske, men også fx ”Downtime” af Nadine Levy Redzepi, som er ny for mig, og tre af Anthony Bourdains bøger, som jeg glæder mig til. Der var en større filosofisk sektion med Kierkegaards samlede værker (droppet; jeg får dem aldrig læst) og et lækkert trebindsværk om europæisk idéhistorie (håber at få dem læst). Masser af kunstbøger, som min søde kæreste tager sig af. Jeg nappede dog en titel om fotografiets historie til mig selv plus det løse. Han var tydeligvis også inspireret af det historiske materiale, der ligger til grund for Dan Browns ”Da Vinci-koden,” Dødehavsrullerne m.v. Jeg æælsker den slags og er uendeligt fascineret. Jeg tiltænker ham gerne, han læste det for at blive klogere på, hvor godtroende folk er, men jeg under ham at se overbærende ned på mig fra sin sky på flere måder, mens jeg labber det i mig.
Tillad mig en kort, biblioteksfaglig afstikker her. Vi har i sektoren mange gange prøvet at tilskynde til og skabe rammer om litteraturformiling på sociale medier. Skubbe til det og få folk i gang. Bogsnak her er faktisk en reminiscens af én af de initiativer. Der er dog én stor udfordring: Folk synes, at hvad de læser, langt hen ad vejen er en privatsag. Det er simpelthen intimt på en anden måde end, hvad man ser af film eller hører af musik. Det er ikke engang sådan noget som ”Politikens store bog om at skifte køn, uden at nogen opdager det” eller ”Sådan røver du en bank med en elektrisk tandbørste.” Det er også ganske almindelig skønlitteratur, mange rutter lidt med. Læsning er simpelthen personligt, og personligt synes jeg, det er herligt! Det viser jo, hvor vigtigt det er. Det er også derfor, samlæsning er så potent.
Af samme grund er det også dejligt at have min svigerfars bøger stående. Han var som sagt et bogmenneske; ikke en læsehest, men en læsevæddeløbshest. Han havde glædet sig til efterlønnen. Så skulle han egentlig bare læse, lave noget god mad i sin trykkoger, se noget kunst og lege med sit barnebarn. Det otium kan gøres meget værre. Meget værre! Der er varmt og trøstende ved at sætte sig og læse i nogle af de bøger, vi ved, han havde læst. Skal vi kalde det asynkron samlæsning bare for at tage al glæde ud af det? Det skaber en forbindelse på en måde, ikke meget andet kan.
Når jeg kigger på min egen samling, synes jeg jo mestendels, det afslører de mange farver på mit renæssance-intellekts smukke palet (*host*), men jeg er lidt nervøs for, mine efterlade vil tage det som et bevis på svær personlighedsforstyrrelse. Måske skulle man lige kaste et ekstra blik på reolerne?
#bogsnak 