Tyskland – bag begivenhederne

Tyskerne er meget regelrettede mennesker, der forguder ekstremer: Enten Hitler og Lebensraum-drømme eller galopperende Wirtschaftswunder tilsat strenge Hartz-4 reformer af arbejdsmarkedet. Kvadratisch, Praktisch, Gut?

Eller måske har de et Janusansigt: Merkel og den formidable tyske pengemagt svang krabasken over de ulykkelige sydeuropæere under oprydningen efter Finanskrisen, som om de tyske storbanker styrede hele Europa. Er EU i virkeligheden ikke bare tyskernes forsøg på at skabe det imperium, som Hitler ikke formåede?

Og hvem har ikke gyst over tanken om evig fremgang for højrefløjspartiet Alternative für Deutschland og arbejdsløse østtyskeres bestialske påsatte mordbrande på flygtningehjem?

I sin nye bog med den sigende titel Kampen om midten tager Moritz Schramm et opgør med skræmmebillederne af Europas ubestridt mægtigste land. Og jo, det skæve billede er vel punkteret: Vi ved allerede fra nyhedsmedierne, at tyskerne er glade for en generelt midtsøgende politik – ligesom det ses i de fleste andre vesteuropæiske lande, når verden ellers ikke er af lave.

I Kampen om midten fortæller Moritz Schramm, hvorfor det er blevet sådan, for Tysklands historie rummer trods alt ekstremer, der sagtens kunne have ført et andet resultat med sig. Ingen determinisme hér.

Tyskfødte Moritz Schramm, der kom til Danmark som studerende, påpeger, at flertallet af tyskere har oplevet en ’globalisering fra neden’ i løbet af de seneste årtier. Fortidens stive grænser – fysiske som mentale – er langsomt og umærkeligt blevet betydningsopblødt til fordel for et mere pragmatisk og fleksibelt verdensbillede.

Tyskland er som konsekvens blevet et moderne, vesteuropæisk land, hvor politikerne kæmper indædt om at erobre vælgerne på midten. Det yderste højre er kun så synligt, fordi dets ideologiske gods er blevet udstanset af de andre partier. Mange af AfD´s synspunkter har tidligere været at finde på højrefløjen hos især CDU, oplyser Schramm, men nu er de rabiate stemmer blevet tysset ned.

Læseren bliver snydt, hvis man tror, man læser en kølig samtidshistorisk bog, der holder sig til at diagnosticere. Bogen er det, historikere kalder en whighistorie, lysets sejr over mørket. Moritz Schramm har selv aktier i udviklingen, hvilket bliver tydeligere og tydeligere, som sidetallene bliver højere.

Bogen fortæller sejrshistorien for den senmoderne, akademiserede verden. Moritz Schramm nærer stærk uvilje mod konservative, især CDU´eren Helmut Kohl får mange knubbede ord med på vejen. Mange tolkninger gentages, så pointerne ikke overses.

Men whighistoriens skævhed opvejes af forfatterens engagement og fortællelyst. Kampen om midten er udgivet med det forestående valg til Forbundsdagen i baghovedet.

Bogen er meget mere end hakkelse i døgnets rejsestald. Medmindre himlen falder ned om ørerne på tyskerne ved valget den 26. september, beholder den sin værdi som en fin guide til den politiske historie efter Anden Verdenskrig (lad dig ikke narre af undertitlen: ”Tysk politik i det 21. århundrede”).

Ny #bogsnakker

Christen Bonde: Årgang 1976, cand.mag.

Faglitteratur er det bedste, der findes!  Er der endda litteraturliste (evt. arkivfortegnelse) og noter bagerst i bogen (indeks er også sejt), bliver jeg varm helt ind i sjælen. Så hiver vi i den vibrerende meningselastik i en ellers pænt bulet verden. 

Den evigt nysgerrige sjæl må konstant stopfodres med nye perspektiver på en verden, der altid osv. Viden er magt, sagde Foucault. Viden er intellektuelt narkotika, siger jeg.

(I øvrigt kaster jeg mig over lidt skønlitteratur fra tid til anden, men altså – det er jo forbandet løgn og digt alt sammen, ikke sandt?)

En smørtenor uden rytmesans og en stemme som Leonard Cohen med nervesammenbrud.

Eksamensbeviset fortæller, at jeg er historiker og har snuset lidt til samfundsfag og mellemøststudier. Jeg er far til de to skønne, kloge og smukke piger, Amalie og Laura, henholdsvis årgang 2013 og 2016.

Et ægte renæssancemenneske … er jeg ikke. Det ville ellers lyde flot. Alt imens jeg planløst har zappet rundt i livstossekassens hullede program, har jeg beskæftiget mig med en masse forskelligt, der alt sammen har været lærerigt. Eksempelvis:

Jeg har været en ud af de tre danskere, der vidste allermest om bingo på nettet, ad flere omgange har jeg ladet som om, at jeg kunne indvie hormonboblende teenagere i samfundsfagets mystiske håndtegninger, undervejs blev det til en fin & flot museumsudstilling, som ingen gad at se, og hele vejen igennem har jeg skrevet en hel masse om alt muligt i diverse aviser, lærebog, fagtidsskrifter og populærhistoriske magasiner.

Indtil starten af 2021 var jeg skrivende redaktør for fagorganet BogMarkedet, hvor jeg stødte på flere af #bogsnakkerne.