Christens læsesammenkog anno 2021

For et par år tilbage snupsede jeg en multinørdet idé fra det norske bogbrancheweborgan Bok365. Idéen var rettet til pensionister med overdreven læsetid, men den bar samtidig teenagerens forkærlighed for lister. Aldersmæssigt er jeg nogenlunde midt imellem de to grupper, så sagen var bare bøf & fjong & bred ymer.

Man skulle skrive alle bogtitler ned, man havde læst i løbet af året. Supersuperlæseren nåede op på 100, superlæseren læste 75, og den flittige ´kun´ 50. Jeg stavede mig igennem 73, men til gengæld markerede jeg på bedste teenagervis alt muligt supplerende i Excel-arket: Var bogen købt? Var den lånt på biblioteket? Var den givet videre til en ven efter endt læsning? Osv.

Hold da helt søstjerne hvor har jeg læst mange gode bøger i årets løb (og enkelte trælse – jeg kunne jo ikke stoppe midt i bogen af hensyn til listeplaceringerne…) Det var svært at vælge tre, udskilningsløbet var benhårdt.

Den første er, kunne jeg fornemme på reklamerne i aviser og hos boghandlere, forlagets Modtryks store julesatsning på sagprosa-området i 2020, altså faglitteratur med litterære kvaliteter og gerne autofiktivt præg. Robert MacFarlanes ”Underland” blev velfortjent et internationalt hit, men mit indtryk er, at den faldt til jorden herhjemme trods et par gode anmeldelser.

Det er synd, for Robert MacFarlane er utroligt velskrivende, når han undersøger verden under jordoverfladen – i mytologi og litteratur, men mest af alt selvoplevet med vandrestøvler, fodvabler og pandelampe. Er man til rejsebøger (hvem er ikke det?) får man en rigtig fed og original oplevelse.

Lider man af klaustrofobi får man også en gyserbog, hvis effektive, billeddannende sprog stadig vækker ubehag et år efter endt læsning. Og sikkert bliver ved. Heldigvis sker det kun en-to gange – jeg siger ikke hvor…

Den tredje bog på listen var lånt på biblioteket, så dér må I gætte jer til forsiden. Til gengæld er der nisser med hipsterskæg.

Den næste på listen er i samme genre, sagprosa, men emnet er et helt andet: Verdenskunst. For år tilbage kuraterede Karl Ove Knausgård en udstilling på det gamle Munch-museum i Oslo med en lang række af mesterens mindre kendte malerier.

Bogen ”Så megen længsel på så lille en flade” (L&R 2018) indeholder Knausgårds betragtninger og overvejelser over udstillingen, over Edvard Munchs liv og – ikke mindst sit eget liv. En fin, fin læseoplevelse, ikke mindre, men ofte mere.

Min sidste anbefaling er Ben Macintyres ”Spionen og forræderen” (Gyldendal 2020), sjovt nok også sagprosa, men uden det autofiktive præg. Det er den historiebog, John le Carré aldrig skrev. Bogen drager os ind i spionverden med den sovjetiske KGB-mand Oleg Gordijevskij. Med ham i hovedrollen runder vi diplomat- og spionnetværk i København, London og Moskva.

Undervejs hører vi om amerikanske dobbeltagenter, men disse afsnit er vævet nænsomt og uforstyrrende ind i fortællingen om russerens karriere og til sidst hæsblæsende flugt til Storbritannien. Man kender den lykkelige slutning, men læseren bider negle af ren spænding undervejs.

Godt læsenytår!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s