Portræt af en læser i det italienske hjørne

Mit kendskab til italiensk litteratur er sørgeligt begrænset. Jeg har brug for, at en kyndig person tager mig ved hånden og leder mig ind i denne verden befolket af Dantes og Decamerons efterkommere. Her kommer Siri Rønne Christiansen ind i billedet. Mit seneste portrætoffer Niels Offenberg, som du kan læse om i blog-indlægget Portræt af en litteraturformidlende læser, anbefalede mig at sætte kløerne i Siri. Så her er hun: Una bella donna. Jeg ønsker dig: Buona lettura!

Lisbet: Hvem er du?
Siri: Jeg er cand.mag. i Italiensk, tidligere indehaver af den italienske boghandel, Italo Libri, og freelance-oversætter mellem dansk og italiensk. Når der ikke er lockdown, så assisterer jeg i Politikens Boghal, og ellers bruger jeg en del tid på at tænke over, hvad jeg ønsker mig for fremtiden.

Lisbet: Hvad er dit tidligste læseminde?
Siri: Jeg husker højtlæsning som noget helt særligt, typisk godnathistorier. Der var eksempelvis en ferie, hvor min farfar læste Pippi Langstrømpe for mig og endte med selv at græde af grin, og da mine brødre og jeg blev lidt ældre, læste min mor Erik Menneskesøn-serien højt for os og introducerede os på den måde for den nordiske mytologi.

Lisbet: Hvilke bøger prægede din barndom og ungdom?
Siri: Det tidligste ,jeg selv læste, var min fars tegneserier og senere nogle eventyrbøger, og jeg husker, at mine kammerater i skolen talte meget om Tine Brylds Pigeliv-serie, men at den ikke rigtig fangede mig. Den røde tråd kom først rigtig for mig i gymnasiet, hvor tanker om livet og meningen med det hele fyldte rigtig meget. Særligt Dostojevskys Kældermennesket og Descartes’ Meditationer blev betydningsfulde for mig, og det åbnede mine øjne for filosofi, som jeg senere tog en bachelor i.

Lisbet: Hvordan var din vej ind i italiensk litteratur?
Siri: Det startede, da jeg tog på udveksling til Italien som 16-årig, så i første omgang brugte jeg bøgerne helt konkret for at lære sproget at kende. Undervejs faldt jeg pladask for landet, og i en lang årrække rejste jeg derfor derned, så ofte jeg kunne. På et tidspunkt blev det dog lidt udmattende (også økonomisk), og så fik bøgerne den funktion, at jeg kunne taget noget af Italien med mig hjem i dem. Det blev i sidste ende til Italo Libri.

Siri Rønne Christiansen

Lisbet: Hvordan påvirker dit virke som oversætter din egen læsning?
Siri: Jeg føler egentlig, at bevidstheden om, hvor svært det kan være at oversætte, tilføjer et ekstra lag af glæde ved at læse en god bog, som også er godt oversat. Jeg er selv ny i faget og fuld af beundring og ærefrygt over mere erfarne litterære oversætteres evner! Det er virkelig en kæmpe opgave at formidle en anden persons værk. Al den research, som forfatteren har lagt i at berette om noget, skal oversætteren jo også researche sig frem til og opbygge viden om og sprog til. Og når jeg i sjældne tilfælde studser over noget ‘usmidigt’ i en tekst, så kan jeg godt lide at tænke over, hvordan jeg selv ville have oversat det.

Lisbet: Hvilke italienske titler er det magtpåliggende for dig at anbefale?
Siri: Mange kender og elsker Elena Ferrantes Napoli-kvartet om veninderne Elena og Lila, men jeg har været langt mere betaget af en af Ferrantes tidligere romaner, der på dansk har fået titlen Forladte dage (oversat af Nina Gross). Det er en fantastisk medrivende fortælling om en kvinde, der bliver forladt og den deraf følgende deroute hun gennemlever. Den er skrevet nærmest som en tankestrøm, men en malstrøm, hvor man synker ned i dyndet med hende.

Sibilla Aleramos En kvinde er også oversat af Nina Gross og udkom allerede i 1906 på italiensk. Den noget undseelige titel dækker over den dybereliggende pointe, at netop en kvindes liv historisk set ikke blev regnet for noget særligt. Aleramo tematiserer moderskab, forældreskab og ægteskab på en måde, som stadig er aktuel, mener jeg. For at sætte romanen i kontekst og uden at afsløre for meget, så fandtes der i Italien helt frem til 1981 en lov om, at en mand kunne undgå straf for voldtægt, hvis han efterfølgende giftede sig med offeret.

Sidst, men absolut ikke mindst, så er Pap Khoumas forfatterskab virkelig interessant. Han er endnu ikke oversat til dansk, men hans debutroman findes på engelsk: I was an elephant salesman. Han immigrerede i midtfirserne fra Senegal, er nu italiensk statsborger, og hans seneste roman hedder Noi italiani neri, dvs. ”Vi sorte italienere”. Undertitlen er ”Historier om almindelig racisme” (Storie di ordinario razzismo), og bogen retter via en autobiografisk fortælling fokus mod den diskrimination og ‘hverdagsvold’ sorte mennesker oplever i det italienske samfund. Nødvendig læsning, helt klart.

Lisbet: Hvem inspirer dig til læsning?
Siri: Helt generelt bliver jeg inspireret af samtaler med venner, men når det kommer til de italienske titler, så skylder jeg min studietid meget. Underviserne på Italiensk på Københavns Universitet er virkelig dedikerede mennesker, og de smitter med deres engagement! Med hensyn til samtidslitteratur mere generelt, så er jeg så heldig at arbejde som assistance i Politikens Boghal, og der er jo helt naturligt fyldt med gode mennesker, der kan inspirere!

Lisbet: Hvad ligger på dit natbord lige nu?
Siri: Jeg har taget revanche inden for nordisk litteratur på det seneste og læser lige nu to bøger: Geir Gulliksens Historie om et ægteskab og Jón Kalman Stefánssons Himmerige og helvede. Jeg er meget optaget af kærlighedens skyggesider, det være sig utroskab, jalousi og usikkerhed, men også det ‘forbudte’ i at forelske sig i en anden, når man allerede har lovet nogen (evig) troskab. Det har Gulliksen alt sammen med i sin roman. Stefánssons bog læser jeg, fordi jeg sidste år kom til at starte med den tredje bog i Himmerige og helvede-trilogien, Menneskets hjerte, som jeg var enormt betaget af, men selvsagt ikke forstod særlig godt, fordi det var sidste bog i en række.

Gulliksen kan jeg ikke læse lige inden sengetid, fordi fortællingen slår på nogle meget ømme strenge, der kræver lidt overskud, og så er det godt at have Stefánssons mere poetiske (omend barske) univers i baghånden.

Lisbet: Hvad er din bedste læsevane?
Siri: At jeg ikke læser på digitale apparater. Jeg føler, at jeg slapper af på en helt særlig måde, når jeg får en bog i hånden.

Siris læseplads.

Fascineret af oversættelse?
Så har Svend Brinkmann lavet et helt program kaldet Lost in Translation om emnet. Oversætter Thomas Harder og Shekufe Tadayoni Heiberg medvirker, og det er vildt spændende at høre om deres arbejde med at oversætte skønlitteratur til dansk fra henholdsvis italiensk og persisk.

Flere portrætter
Galleriet af læserportrætter vokser stiller og roligt. Jeg begyndte med serien for snart fire år siden og er blevet meget glad for formatet. Tak fordi I læser med!

Portræt af en nylæser
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en dimittend der læser
Portræt af en læser i nulte
Portræt af en læsekreds
Portræt af en læser med lister
Portræt af en læsende øbo
Portræt af en gymnasieelev der læser
Portræt af en litteraturformidlende læser

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s