Det kan tænkes, der kommer blod ud af øjnene på dig, hvis du læser ordene ”kongelig undersøger” og ”realitetsforhandlinger” en gang til. Det kan også være, at du stadig her i min skrivende stund er levende interesseret i det, der sker efter Folketingsvalget den 24. marts 2026, hvor der skal dannes en ny regering.

Jeg veksler mellem at føle en massiv træthed overmande mig, når jeg prøver at navigere i nyhedsstrømmen om dansk politik, og grådigt inhalere endnu en podcast om mummespillet, der i værste fald kommer til at vare mange uger endnu.

I de lidt mindre formater har vi alle stiftet bekendtskab med processer, hvor man er nødt til at blive enige. Ellers går alt i stå.

Min præference for konsensus blev udfordret, da jeg som relativt ung bestyrelsesformand for vores ejerforening lige før en generalforsamling helt roligt skulle tale/lokke/true et ældre ægtepar ind i en forståelse af, at de selvfølgelig havde tænkt sig at følge foreningens vedtægter i forbindelse med etablering af et nyt badeværelse. De kunne være mine forældre. Men det var jo mig, der var formand. Dermed ikke sagt, at jeg havde skyggen af pressionsmidler. Men jeg var valgt til at lede ejerforeningens bestyrelse, og den rolle forpligtede. Ægteparret havde aldrig boet i en ejerforening før, og de havde det lidt stramt med de fælles spilleregler, som de fandt ugunstige for fremdriften i deres store sanitetsprojekt på 3. sal.

Min mission lykkede, jeg beholdt roen i den korte samtale med dem, og vi blev enige om, de at ville følge vedtægterne og respektere fællesskabets beslutning. Det tog dog et stykke tid, før vi igen hilste med ægte venlighed på hinanden ude i trappeopgangen. Dette drama var sindsoprivende for mig. Jeg ville aldrig overleve i kommunal- eller landspolitik.

Lignende dramaer udspiller sig i de to romaner, som absolut ingen partiledere har tid til at læse i disse uger, men som gengiver nuancerede perspektiver på at udøve stille magt, forhandle og skabe konsensus. Til sidst får du et fagbogstip, du kan dele med yngre medborgere, der har interesse for samfundsforhold og deres egne rettigheder.  

Klinten af Jens Smærup Sørensen
I denne kollektivroman udgivet i 2020 dykker mesteren Smærup Sørensen ned i det mikrokosmos, som en villavej er.

Motoren i fortællingen er: Kan de meget forskellige beboere blive enige om at skillinge sammen om kystbeskyttelse eller ej? Villavejen er opkaldt efter den klint, som havet er i færd med at æde sig ind på.

Den fællesskabsorienterede Sigrid går fra dør til dør i en langstrakt besøgsrunde og appellerer til en form for samfundssind, og bogen kulminerer med et stormøde med klapstole, rødvin, ophedede diskussioner og til sidst en uventet form for forløsning (eller antiklimaks. Det afhænger af øjnene, der ser).

Sigrids ærinde er i første ombæring at sikre, at alle i det hele taget deltager i mødet, og hendes stilfærdige og tålmodige lobbyarbejde ser jeg som et godt eksempel på, hvad politik også er: At tale ikke bare til men med den enkelte for at kunne tage hånd om en fælles udfordring.

Smærup Sørensens humor er sardonisk, når han skildrer et af villavejens par, der fryder sig over ævl, kævl, kaos og gnidninger, om det så er på TV eller i sammenstødet mellem naboerne. De ville nyde at se strømmen af valgdebatter, hvor Troels, Mette, Morten, Lars og alle de andre partiledere går i flæsket på hinanden på mere eller mindre lødig vis. Det er et teaterstykke, og vi ved det alle. For dagen efter skal de finde pragmatiske løsninger og få butikken Danmark til at køre videre. Det er den kontrakt, vi har med vores politikere.

Lejlighedssange af Stine Pilgaard
Det kollektive og kakofoniske perspektiv er også at finde i Stine Pilgaards roman Lejlighedssange (2016), der foregår i en andelsboligforening i Aarhus. Persongalleriet er vidunderligt kulørt. En af nøglescenerne er generalforsamlingen, hvor formen hele tiden er ved at gå i opløsning, og andelshaverne sidder rastløst på de kulørte klapstole (der er de igen: klapstolene), mens dagsorden skrider pinefuldt langsomt frem. Hvem har ikke prøvet at være med til den generalforsamling? Og måske til sidst bukket under, når der skulle vælges nye medlemmer til bestyrelsen?

På et tidspunkt får foreningen besøg af en journalist: “Mie står under kastanjetræet og fortæller en journalist om andelsforeningens historie. Hun peger på en oversigt over forskellige begivenheder i bygningen og en række med navne på de mennesker, der har boet her. Vi fik træk og slip i 1917, siger Mie, mens det elektriske lys kom midt i 20’erne. Hvordan føles det at bo i en bygning, der er hundrede år, spørger journalisten. Jeg har boet her, siden den blev opført, råber mormors mor, der øjner endnu en chance for at komme i rampelyset. Iben kører sin oldemor lidt væk. Kan du sammenligne andelsforeningen med noget andet, siger journalisten, der er begyndt at kede sig. Mie ser forvirret ud, hun har mere flair for kendsgerninger end analogier. I andelstanken findes mange træk fra bondesamfundene i middelalderen, siger Lisa. Capitalism meets socialism, siger Agis, it is extremely Danish. Nogle dage er man glad for sine naboer, og andre gange ønsker man dem langt væk, siger Lotte, men man har nu engang underskrevet en kontrakt og sagt ja til et fællesskab, som forpligter. Det er ligesom i et band, siger Iben, hvis der er problemer, trækker man bare vejret dybt og spiller videre.” (s. 96).

Stine Pilgaard for president, får jeg lyst til at skrive.

Grundloven for børn
Efter valget den 24. marts 2026 skrev de 67 nye folketingsmedlemmer ved en højtidelig ceremoni på Christiansborg under på, at de vil overholde Grundloven.

Jeg ved ikke, om de kender Olav Hesseldahls fine bog Grundloven for børn (2025), men jeg vil anbefale alle med interesse for det danske demokratis spilleregler at få fingrene i den. Bogen er for børn fra ti år og opad, men det allerbedste er næsten, at børn og voksne læser den sammen.

De 89 paragraffer bliver gennemgået i et enkelt og nutidigt sprog, og der garneres med eksempler, tegninger og collager. På forsiden står der: “Bogen, der gør dig klogere end de voksne”, og bogen er selvfølgelig udgivet på Forlaget 5. juni.

I læseguiden er der korte forklaringer af de personer, titler og institutioner, der henvises til i Grundloven, så du kan lige få genopfrisket definitionerne af en biskop, en tyran, Folketinget, højesteretspræsidenten, justitsministeren, monarken, medierne, ombudsmanden, regeringen, statsministeren, statsrådet og bom: en tjenestemand.

Kapitlet om magtens tredeling indledes elegant med disse ord: “Tit kan det være svært at få en leg med tre til at fungere, fordi én ofte vil føle sig udenfor. Men lige når det gælder magt, så er det en god idé at kunne holde nogle udenfor. Måske de bliver lige lovligt glade for at bestemme?” (side 13).

Olav Hesseldahl er også manden bag Grundlovsfesten, der laver grundlovsfester med børn over hele landet. Det er blot en tanke, men det kan da være, at vi får en ny regering den 5. juni 2026. Symbolikken ville have sin egen skønhed.

Boginfo
Klinten af Jens Smærup Sørensen, Gyldendal, 2020
Lejlighedssange af Stine Pilgaard, Samleren, 2016
Grundloven for børn af Olav Hesseldahl, Forlaget 5. juni, 2025