Anmeldelse

Glæden ved et nyt semester

/ Lisbet V. / 2 kommentarer

I en periode var jeg ulidelig at være sammen med. Jeg fortalte alt og alle, at jeg skulle holde to måneders sommerferie i år. Den type information bør man holde for sig selv, har jeg lært. Men nu er ferien slut. Det var den sommer, jeg fik læst romanklepperten 4321 af Paul Auster. Min søn på fem og jeg byggede figurer af toiletruller og sugerør. Feriedestinationerne spændte fra Lumsås til LEGO-land og Westeros. Den sidste dog mest inde i HBO Nordic.

Jeg glæder mig til efterårets patchwork af opgaver. En vis rastløshed har meldt sin ankomst. De næste måneder er jeg et mix af folkeoplysende foredragsholder, blogger og studerende Derfor har jeg fundet tre fagbøger og en bonustitel, som inspirerer mig  – og måske også dig? – til at komme i sving.

Bøgerne er: Lyt, mens du taler, Den digitale læsers hjerne, Make it Stick og Tænk vildt.

Lyt mens du taler

img_0772

Ja, der er tale om multi-tasking; men af den gode, virkningsfulde slags!

Hvor meget kan du huske fra et foredrag, som du hørte for et år siden? Seks måneder siden? I forgårs? Mit bud er, at du ikke husker syv skarpe faglige pointer. Du husker  derimod det menneske, der leverede dem og som gjorde indtryk på dig. Budskabet og mennesket smeltede sammen og påvirkede dig. Om det så var med vred energi eller fagnørdet glød og entusiasme.

Lyt, mens du taler af Anders Stahlschmidt er en velskrevet og letlæst bog, der fokuserer på samspillet mellem taler og publikum. Hvert publikum er unikt. Hver talesituation er sin egen. Skuespilleren Henning Jensen skriver i forordet, at han har holdt sit foredrag om livet med depression over 200 gange. Men hver gang sker der noget nyt. Også i forsamlingshuset i Ganløse en grå novemberaften.

Jeg husker med et smil på læben et causeri, som direktøren for min gamle arbejdsplads holdt til en konference for biblioteksfolk i 2011. Direktøren var Jens Thorhauge, og arbejdspladsen var Styrelsen for Bibliotek og Medier. Thorhauges ærinde var at demonstrere litteraturens kraft til at binde et liv sammen. Han fortalte med humor og indlevelse om, hvordan han som plus-60’er genlæste Agnar Mykles roman Sangen om den røde rubin. Romanen er fra 1956 og er mest kendt for scenerne af erotisk tilsnit, som vakte offentlig forargelse. Med en enorm og uventet kraft blev Thorhauge ved genlæsningen overvældet af en følelse,  han havde glemt: Hvordan det er at være en bævende teenager, som med nervøsitet garneret med skyld og skam har lånt en omstridt roman på biblioteket og nu sluger den glubsk i det skjulte. Det kan litteraturen; bringe os i forbindelse med os selv og minde os om livskapitler, der eller altid vil være umulige at vende tilbage til.

Jeg husker Thorhauges budskab og person, men en lige så vigtig del af fortællingen er publikums reaktion: Latter, smil og løssluppenhed. Lige det man har brug for efter en fyldig frokostbuffet med fem slags kød. Thorhauge tog bestik af det hele og vovede at skrue mere op for pointerne og farverne. Forsamlingen åd det råt. Samtidig fik de stof til deres egne historier om bøger, der skaber sammenhænge i et menneskeliv. Thorhauge lyttede, mens han talte. Det er pointen.

Den gode taler eller foredragsholder ude på gulvet i forsamlingshuset eller på et af AOFs kurser formår at skabe et rum, hvor hun ikke er i centrum. (Jeg vælger at skrive hun, fordi jeg i september 2017 skal holde to foredrag i AOF-regi om små børns sprog og læsning i dag. Jeg er i gang med mentalt at bygge mig selv op).  En god taler har overskud til at tage bestik af stemningen og forsamlingen. Hun inddrager tilhørerne og glemmer sig selv så meget, at hun kan surfe frit ind og ud af sit stof. Nærvær er nøgleordet. Fodfejl er ligegyldige.

Lyt, mens du taler er min bibel i disse dage, hvor jeg skal forberede to foredrag, der ikke henvender sig til fagfolk, men til betalende AOF-kursister. Jeg kommer til at teste mit stof på sagesløse venner og bekendte. Jeg kommer også til at øve min taleteknik med en korkprop i munden. Det skulle øge kvaliteten af mundhulens klang. Lad os håbe, at jeg ikke sluger proppen.

Den digitale læsers hjerne

img_0773

Kresten Bjerg præsenterer en guldgrube af nyttige skriveråd. Respekt.

Hvad skal jeg gøre, for at du læser hele denne blogpost til ende uden at foretage svinkeærinder undervejs? Hvordan kan jeg styrke din koncentration?

Kresten Bjerg insisterer i Den digitale læsers hjerne på, at kort ikke altid er godt. I det postfaktuelle samfund er der voldsomt brug for faglig formidling, præcision og nuancer. Det kræver dybde og længde. Som han skriver i forordet: “Kære fagfolk, vi har brug for jeres viden – og det har vi både som enkeltpersoner og som samfund.”

Næsten alle foretrækker at læse fagtekster på papir. Også unge. Det er der empirisk belæg for. Vi ved godt, at vi nemmere lader os forstyrre, når vi læser på skærmen. Outlook siger “pling”. Vores hjerne lokker med hurtige tjek af Facebook og Instagram. For den sukkerglade svarer det til, at der altid ligger en Ritter Sport på hylden ved siden af køkkenvasken. Fristelsen lurer konstant. Hvad skal man dog stille op som skribent?

Den digitale læsers hjerne går i kødet på den udfordring, at vi drevet af vanens magt tit skriver til læsning på papir, selv om vi skriver til skærmen. Brevene fra den kommunale pladsanvisning eller a-kassen er stadig formet efter A4-skabelonen, selv om de færreste læser dem på papir. Det har betydning for vores forståelse af indholdet. Form er ikke bare form.

Jeg kan gode lide Kresten Bjergs pragmatiske holdning til digital læsning. Han skriver:
“Tiden vil vise, om vi får nye digitale medier, som vi læser lige så effektivt som papir. Indtil da må vi arbejde med de digitale medier, vi har. De eksisterende digitale medier svækker koncentrationen i stedet for at styrke den. Derfor ligger potentialet ikke i maskinen, men i teksten, som vi læser på maskinen. Det er ved at skrive en tekst, som er nem at koncentrere sig om, at vi kan øge den digitale læsers udbytte af teksten.” (Den digitale læsers hjerne, side 21).

Der findes et hav af bøger om at skrive godt. Den digitale læsers hjerne skiller sig ud, fordi den trækker på aktuel læseforskning og kognitiv sprogteori. Kresten Bjerg kommer med tyve konkrete skrivetips i bogen. De er testet i en større befolkningsundersøgelse. Sagligheden og soberheden er i top.

Bjergs råd udspringer af fem kognitive greb: Kategorier, historier, forbindelser, sammenligninger og forventninger.  Når du læser dette blogindlæg har du for eksempel forventninger til tekstens indhold og sproglige form. Du bidrager med en masse viden om det at begynde på et nyt semester eller skoleår. Du får associationer, der måske går i retning af friskhed, sprødhed, nye bøger, Indian Summer, nervøsitet, spænding, forvirring, nysgerrighed, øl, rustur, fremmede ansigter og uudfyldte kladdehæfter.

(Hov. Det var mine associationer. Jeg bruger dem for at gøre det abstrakte konkret. Et af de klassiske og uomgængelige formidlingsråd.)

Hvis du har besøgt Bogsnak-bloggen før, forventer du, at tonen er relativt let og uvidenskabelig. Det er ikke her, kancellisproget hører til. Du forventer kendte sproglige former. Ikke dadaistiske og kunstnerisk eksperimenterende formuleringer.

Pointen er, at din forventning til teksten opstår i et samspil mellem din viden om emnet “Semesterstart” i bred forstand, dit kendskab til Bogsnak-bloggen og de forventninger, som jeg skaber hos dig gennem tekstens indhold.

I virkeligheden er jeg mere optaget af de fem kognitive greb end de tyve konkrete skriveråd af grammatisk og teknisk karakter. Det må jeg arbejde med. Hvis jeg fulgte rådet om forbindelser, så satte jeg ikke links ind i brødteksten. Men det gør jeg. Måske har jeg allerede tabt dig.

Den digitale læsers hjerne henvender sig mest til fagfolk, der skal formidle komplekst stof. Det kan være jurister, der skal svare på borgerklager, eller forskere, der skal skrive videnskabelige rapporter. Som fritidsblogger er jeg ingen af delene, men bogen er allerede fyldt med mine understregninger og udråbstegn – skrevet i hånden.

Make it Stick

make it stick

SLUT med dræbende PowerPoints og ineffektiv læsning. Der skal andre teknikker til, hvis det skal hænge fast.

Jeg er ved at tage en diplomuddannelse i karrierevejledning på UCC, Campus Carlsberg. Derfor læser jeg en del fagtekster om arbejdsmarkedets udvikling, teorier om personlige valgprocesser og vejledningsteknik.

Hvordan skal jeg huske det, jeg læser? Hvordan skal jeg tilegne mig stoffet, sådan at jeg kan bruge det aktivt og selvstændigt? Det er der mange studerende, der har spurgt sig selv om. Måske med en snert af desperation.

Amerikanerne Peter Brown, Henry L. Roediger III og Mark A. McDaniel forsker i kognitive processer. De undersøger, hvordan mennesker opfatter, tænker og husker. I Make it stick argumenterer de for, at vi skal kaste mange af de traditionelle læringsmetoder på bålet. Det hjælper ikke at repetere som en sindssyg og bruge den neonfarvede overstreger flittigt. Genlæsning af noter og slides har heller ikke den store effekt. Det er nærmest spild af tid.

De tre herrer anbefaler andre veje til læring. Jeg har valgt et par stykker her og vil ellers anbefale Make it stick på det kraftigste. Denne populærvidenskabelige bog er sjov, tankevækkende – og ja, lærerig!

Selv om brugen af test er meget omdiskuteret, så er det at teste sig selv efter endt læsning eller efter deltagelse i en lektion et meget effektivt middel. Man finder ud af, hvor meget der sidder fast og hvor, man bør sætte ind. Regelmæssige quizzer med og mod dig selv afslører, hvad du ved og hvad du ikke ved. Det lyder banalt, men det svære er at få det gjort til en vane. Derfor er det hensigtsmæssigt, hvis underviserne bygger disse quizzer ind i deres didaktik. “Begrebs-bingo”, “Træk en teori” eller noget helt tredje kan være enkle virkemidler. På Pastoralseminariet kan de jo lave “Hit med salmen”.

At læring skal føles let og legende er en tilgang som lyder besnærende. Men i Make it stick vies et helt kapitel til det modsatte: Den besværlige læring. Når vi omfavner det vanskelige og oplever, at vi kæmper med stoffet og næsten sidder fast i det, efterlader det dybe spor. Det er her, vi virkelig lærer noget for eftertiden. Det kræver vedholdenhed og sikkert også en god forståelse af egne motivationsfaktorer.

Begrebet “spaced learning” dækker over, at tid og rum spiller en vigtig rolle for læringen. Den klassiske paniklæsning op til eksamen er ikke “spaced learning”. Her bliver det hele presset sammen på kort tid. Få dage efter eksamen er næsten det hele væk igen. Der skal arbejdes med intervaller i et længere tidsperspektiv; uger, måneder og år. Når man genbesøger en teori i en ny sammenhæng eller bliver udfordret til at løse et nyt problem med metoder, man allerede kender, giver det læringsmæssig bonus.

Aktiv problemløsning er også et af mantraerne i Make it stick. Jeg er så heldig, at mit studie rummer mange cases med dilemmaer. Underviserne sætter tid af til rollespil og diskussioner, sådan at vi forholder os aktivt til, hvad vi ville gøre som vejledere i en konkret situation. For fire måneder siden (april 2017) var jeg selv med i et rollespil om etiske dilemmaer i en vanskelig vejledningssamtale. Det gør det nemmere for mig at huske forskellen på dydsetik, pligtetik og nytteetik.

Universitetslæreren Hans Hüttel har skrevet en fyldig anmeldelse af Make it Stick på sin blog, hvor du også får et indblik i livet som underviser på Datalogi-studiet

PS: Make it stick er ikke oversat til dansk, men det spiller ingen trille. Sproget er forbilledligt klart og enkelt.

Tænk vildt

img_0775

Tidens mest hotte, svampespisende enfant terrible og direktør fyrer den af i denne sjove pamflet.

Timingen var perfekt: Rane Willerslev blev udnævnt til direktør for Nationalmuseet i foråret 2017 og udgav nærmest samtidig Tænk vildt med undertitlen “Det er guddommeligt at fejle. En peptalk for en mere nysgerrig tidsånd“. Bogen har ikke umiddelbart noget med studieliv, blogs eller foredrag at gøre. Den er med blandt de udgivelser, der sparker mit semester i gang, fordi Willerslevs hovedpointe er så god og enkel: Kreativitet og menneskelig såvel som samfundsmæssig udvikling hænger sammen med mod og det at begå fejl. Vi lærer ingenting ved at holde os til de kendte stier. Der skal være bizarre udflugter og vildveje.

Jeg har aldrig været storvildtjæger i Sibirien eller et geni  til orienteringsløb. Langt fra. Men jeg abonnerer gerne på vejmetaforen, idet jeg er ved at uddanne mig til karrierevejleder. I den branche handler det også om snørklede veje og udture.

Hvis Willerslev får Nationalmuseet på glatis med syrede og hos kulturparnasset upopulære tiltag, så vil det fryde mig. Samtidig vil jeg kvæle min indre bureaukrats bekymring for, at de kreative skæverter resulterer i reducerede bevillinger. På med pelshuen, Rane!

Boginfo
Lyt, mens du taler af Anders Stahlschmidt.
Udgivet på Akademisk Forlag. 256 sider. 2015.

Den digitale læsers hjerne. En skriveguide til fagfolk af Kresten Bjerg.
Udgivet på Hans Reitzels Forlag. 205 sider. 2017.

Make it Stick af Peter Brown, Henry L. Roediger III og Mark A. McDaniel.
Udgivet på Harvard University Press. 336 sider. 2014.

Tænk vildt. Det er guddommeligt at fejle af Rane Willerslev.
Udgivet på People’s Press. 156 sider. 2017.

At læse er at rejse

/ Jan M. Johansen / Skriv en kommentar

”Man maa ud der, hvor ikke alt er saa kendt og fortærsket. Derfor rejser jeg – og jeg gør det med Glæde, med de bedste Forhaabninger til fremtiden.” Mere rammende kan man næsten ikke beskrive udlængsel. Ordene er iranfaren Valdemar Damms, og udtalt i forbindelse med Damms afrejse til det daværende Persien i 1928.

Men Damms ord dækker på bedste vis også de følelser, og det overordnede rejsetema, der er i både Paul Therouxs ’Den store jernbanebasar’ og Morten Hansted ’Danske eventyr i Iran’ (hvor citatet i øvrigt stammer fra), samt i nogen grad også i Jonathan Franzens ’Længere væk’. Tre bøger, som jeg har tænkt mig at skrive lidt om i denne post. Jeg vil nemlig prøve noget så ambitiøst som at lave en tredobbelt anmeldelse med udgangspunkt i rejsebøger, der ikke rigtig er rejsebøger.

3 gode rejsebøger, og så alligevel ikke helt. Altså, rejsebøger. Gode er de nemlig.

To af bøgerne er nylige udgivelser og begge har tematiske overlap – f.eks. spiller jernbaner og Iran en rolle i ‘Den store jernbanebasar’  og ‘Danske eventyr i Iran’ -, mens den tredje, ‘Længere væk’ er en lidt ældre samling essays, hvoraf den ene handler om at rejse langt pokker i vold. Langt ud på en øde ø. Bogstaveligt talt.

Bøger betyder ikke overraskende noget særlig for mig. De fleste medier har i min verden sin force. Musik er humørforstærkende og giver mig oftest energi. Jeg har playlister til stort set alt. Film, derimod, har givet mig flere af mine rollemodeller (host, host, John Wayne). Mens bøger, ja, bøger, de har sneget eventyrlysten ind i mit ellers så konservative og forsigtige bibliotekarliv.

Sjældent har jeg været mere grebet af rejsefeber og lysten til at prøve noget nyt, som når jeg har læst en gribende bog. Den særlige kombination af følelser giver de tre bøger her mig. Jeg får lyst til at rejse, opleve nyt og frygtløst begive mig ud på de vilde vover.

Inden jeg kaster mig over at skrive et par linjer om hver af de tre bøger, så synes jeg, det er på sin plads med en cadeau til oversætterne af ’Den store jernbanebasar’ og ’Længere væk’, nemlig hhv. Tonny Vorm og Mich Vraa. Begge to har gjort et fabelagtigt arbejde og fortjener et klap på skuderen. Godt gået, gutter.

’Den store jernbanebasar’

Therouxs eventyr med alverdens tog er ualmindelig god læsning.

’Den store jernbanebasar’ er blevet beskrevet ganske rammende som en jernbane-odyssé. Theroux, der i øvrigt er en i særklasse velskrivende herre, tager os ud på en små fire måneders lang rejse med jernbaner tilbage i 1973. Fra London drager skribenten ud på sin færd og kommer bl.a. igennem Tyrkiet, Iran, Indien, Vietnam og Sovjetunionen, og møder et hav af finurlige karakterer. Sjovt nok, så tror jeg, de fleste togrejsende globetrotter vil nikke genkende til mange af Therouxs personskildringer og udfordringer selv mere end 40 år senere.

Beskrivelsen af Singapore, som William Gibson engang beskrev som Disneyland med dødsstraf, er især interessant. Theroux harcelerer over, at kommunikationsministeren taler om ”The Wired City”, hvor nyheder mm. snart kan levers digitalt over ledningerne, og gør sig nogle tanker om, hvorvidt det vil berøve det fysiske rum sine særegne træk OG føre til mindre frihed. Interessant, når man tænker på, bogen er skrevet tilbage i starten af 1970’erne. Gibson, der er kendt som en af cyberpunkens fædre, kunne næsten tænkes at have ladet sig inspirere af Therouxs betragtninger om Singapore og proto-netværkssamfundet. Under alle omstændigheder, så er det et godt eksempel på, at bøger i nogle tilfælde kan være evigtgyldige.

’Den store jernbanebasar’ er en meget subjektiv og personlig bog, men det gør den nu ikke dårligere, tværtimod. Beskrivelserne af toge, forholdene under rejsen, landende undervejs og ikke mindst menneskerne er fine, til tider også både sjove og skarpe, men fremfor alt sært inspirerende. Mine drømme om at tage det halve af verden rundt med Orientekspressen og den Transsibiriske Jernbane er kun blevet større efter at have læst om Therouxs genvordigheder og oplevelser.

’Danske eventyr i Iran’

‘Danske eventyr i Iran’ er både en smuk og interessant bog.

Iran har altid fascineret mig, og jeg er ikke den eneste. Så langt fra. Faktisk har mangen en dansker fundet det fjerne land fascinerende og tillokkende nok til at drage dertil for at søge lykken. Dem, deres tid og de mange prøvelser og glæder får vi et indblik i med Morten Hansteds smukke bog om danskerne i Iran.

Bogen giver et fascinerende og flot indblik i Iran fortalt gennem de mange danskere, der siden Carsten Niebuhrs store ekspedition i 1760’erne er draget dertil for at prøve lykken, samt belyser de forbindelser, der har været mellem Danmark og Iran gennem tiden. Foruden bagværk, så har danskere og danske virksomheder været med til at bygge jernbaner, fabrikker og med lidet held introducere iranerne for rutebilsdrift, samt, sært nok og med noget større held, fetaost.

Blot et af de smukke billeder i Hansteds bog.

Hansted har skrevet en flot og spændende bog om de danskere, der drog på eventyr og det land, der mødte dem. Det er ikke altid en lykkelig historie, og da slet ikke efter Revolutionen. Men præstestyret til trods, så sidder man efter endt læsning tilbage med opfattelsen af et folk, man næsten kun kan fatte sympati for og sikkert sagtens kunne finde sin egen lykke blandt. Hvis man ville ud, hvor alt ikke var så dagligdags og kendt, altså.

’Længere væk’

Længere væk skal tages ret bogstaveligt i Franzens mageløse samling af essays.

Franzen kan skrive. Hold da op, han kan skrive. Måske kan han være lidt langsom og tung som romanforfatter, men essays er en god ramme for den store amerikanske forfatter.

Over bogens tyve essays kommer vi vidt omkring, men især titelessayet gør indtryk. Det handler om at rejse langt pokker i vold, og er naturligvis også grunden til, jeg har bogen med her. Plus, jeg ville slå et slag for essays. Essaysamlinger er en overset genre i Danmark, ikke mindst, synes jeg, på bibliotekerne. Og det er både en synd og en skam, for der er nogle fremragende tekster at finde på hylderne under 04.863.

I ’Længere væk’ tager Franzen til Isla Alejandro Selkirk, der tidligere og stadig er lokalt kendt som Más Afuera, hvilket betyder, tadah længere væk. Og længere væk er meget rammende. Øen er en del af Juan Fernández-øerne, der ligger små 700 km ude i Stillehavet vest for Chile, og tæller i øvrigt også Robinson Crusoe-øen. Meget længere væk kommer man ikke.

Grunden til Franzen kaster sig ud i sin egen robinsonade er, at en af hans nære venner har begået selvmord, og Franzen derfor trænger til at få det hele lidt på afstand. Den gode forfatter viser sig at være en glad amatør ornitolog, så valget falder på Længere Væk, der bl.a. er kendt for sin fuglebestand. Ikke overraskende må Franzen kæmpe med vejret, terrænet og ensomheden, men essayet slutter med, at Franzen genfinder sig selv, sin energi og sin glæde ved andre mennesker.

Som introvert ekstraordinaire kan jeg sætte mig ind i behovet og ønsket om at kommer langt, langt væk fra alt og alle, men også den fantastiske fornemmelse, det er, at få ladt op og begynde at savne andre mennesker igen. Det er en af de gode ting ved at rejse ud i verden, nemlig at komme hjem igen.

Og kan man ikke rejse bort fra alting, så kan man heldigvis læse. Det er på sin vis også at rejse. Ikke mindst, når folk som Theroux, Hansted og Franzen fører pennen.

Boginfo

’Den store Jernbanebasar’ af Paul Theroux. Oversat af Tonny Vorm. Udgivet på C&K Forlag. 381 sider. 2017.

’Danske eventyr i Iran’ af Morten Hansted. Udgivet på Gyldendal. 263 sider. 2017.

’Længere væk’ af Jonathan Franzen. Oversat af Mich Vraa. Udgivet på Gyldendal. 324 sider. 2013.

 

Får, ulve og nyttige idioter

/ Jan M. Johansen / 1 kommentar

Anmeldelse af Rosanna Farbøl: ‘Koldkrigere, medløbere og røde lejesvende.’ Faglitteratur. 302 sider. Gads Forlag. 12. juni 2017.

Tiden synes aldrig at løbe fra et godt slagsmål om Den kolde Krig. Slet ikke, hvis man er gammel nok til at have været politisk aktiv i perioden. Det ståsted og de holdninger, man havde dengang, da NATO og Warszawa-pagten stod klar til at udradere hinanden og det meste af planeten, kan stadig forarge og føre til en hidsig debat mennesker imellem.

Det drejer sig nemlig om, hvem der egentlig vandt, men fremfor alt om, hvem der havde ret. Den front løber stadig gennem dansk politik i dag, hvor, hvor tre gruppering slås om deres historiske eftermæle.

Anmelderen arbejder hårdt, mens man i det fjerne kan ane det tematisk passende, højrøde krus fra Arbejderen.

Man skulle ellers mene, Den Kolde Krig var suverænt vundet, de onde sovjetter ej mere og kommunismen smidt på historiens mødding. Det kunne man i hvert fald nemt foranlediges til at tro. Men nej. Sådan er det ikke.  Langt fra, faktisk.

Stort set siden Berlinmurens fald i november 1989 har tre politiske interessefællesskaber kæmpet indædt om, hvordan de og deres rolle under Den Kolde Krig skulle beskrives i historiebøgerne. Og til trods for, der er hældt millioner af kroner og utallige mandetimer i at klar- og blotlægge Danmarks og danskernes rolle under Den Kolde Krig, så er der ingen officiel fortælling, der endegyldige kan lukke og slukke diskussionen.

Den Kolde Krig er mere end bare historie …

Og netop denne følelsesladede og ofte meget personlige konflikt er kernen i Rosannas Farbøls svært læseværdige bog ’Koldkrigere, medløbere og røde lejesvende’. Bogen er bygget tematisk op fremfor kronologisk, så man f.eks. får hele historien om Bent Jensen og Center for Koldkrigsforskning på en gang osv..

Farbøl belyser nøgternt og med et generelt afbalanceret blik for nuancer, hvordan fortællingen om Den Kolde Krig er blevet til en nutidig kampplads for værdier og holdninger. På den ene side står de borgerlige, der ser sig selv som sejrherrer i en kamp mellem det gode og det onde. På den anden side, en USA kritisk venstrefløj, som ser sig selv som misforståede. Mens en tredje gruppe af radikale og socialdemokrater er fanget et sted i en gråzone mellem de to skarpt optrukne fronter, og måske i virkeligheden helst vil tale om alt muligt andet.

Lad det være sagt med det samme, jeg hører til den borgerlige fløj, hvor Reagan og Thatcher er de store helte og den tids danske venstrefløj nogle ryggesløse tølpere. Den holdning ændrer Farbøl overordnet ikke ved, men hun formår at give et indblik i venstrefløjens tanker og motiver, og det er bogens styrke.

Oh, de gode gamle dage, da de voksne bestemte.

Den nøgtern og meget neutrale tone gør også at nogle dele af bogen rammer hårdere end, hvad man skulle tro. F.eks. føler jeg stor sympati for Bent Jensens mange genvordigheder med at få adgang til kilder og få skrevet ’Ulve, får og vogtere’, mens PET m.fl. fremstår fodslæbende og til tider direkte obstruerende. I det hele taget er det interessant at få et indblik i, hvad historieforskning betyder for politik og vice versa.

Især det sidste er svært fascinerende. Her kan fortællingen om, hvad der er op og ned under Den Kolde Krig bruges til at sværte eller underbygge nutidige politiske og moralske positioner. Farbøl indleder et af bogen kapitler med Orwells rammende ord om samspillet mellem fortid, fremtid og nutid: ”Who controls the past controls the future. Who controls the present controls the past.” Netop kontrollen over nutiden og fremtiden gennem fortiden er essensen af bogen og forklarer på bedste vis, hvorfor Den kolde Krig stadig betyder og fylder så meget. Og hvorfor debatten bølger op og ned i intensitet alt efter politiske strømninger i nutiden. Anders Fogh Rasmussen så sig f.eks. som en kulturkriger og brugte Danmarks rolle under Anden Verdenskrig og i nogen grad Den Kolde Krig til at føre en mere aktivistisk udenrigspolitik og sammen med Dansk Folkeparti at slå især Socialdemokraterne i hovedet med fortiden.

’Koldkrigere, medløbere og røde lejesvende’ er en anbefalelsesværdig og virkelig velskreven stykke faglitteratur, der formår at fortælle, uden at belære. Bogen er et flot eksempel på, hvad netop faglitteratur kan, nemlig give indsigt i og viden om emner og holdninger, man måske ikke umiddelbart forstår eller kender. Jeg håber at se meget mere fra Farbøls hånd.

 

 

Kan man gå tilbage til en gammel, litterær ven? Mr. Mercedes-trilogien, Stephen King og mig. En personlig beretning.

/ Mikkel C. / 3 kommentarer

Man kan aldrig gå tilbage, siger de. Fredag d. 13.-filmene holder ikke længere. Så gode er Duran Duran altså heller ikke. Laila fra parallel-klassen har fået tre børn med Henning og er blevet småtyk og bitter – ligesom én selv i øvrigt. Jeg har ikke haft en Alistair McLean-bog i hænderne i 30 år, men jeg fornemmer, ”S.O.S. Nordpolen” og ”Navarones kanoner” er blevet lidt flossede i kanten. Ak, hvor forandret.

Jeg voksede op med Stephen King. Uden at han nødvendigvis ved det. Vi mødtes første gang, da jeg så ”Carrie” på et hotelværelse i Harzen i 1982 – 9 år gammel – efter at min mor var faldet i søvn komplet uvidende om, hvad en foretagsom dreng kunne med en fjernbetjening og en tysk TV-menu. Aldrig har jeg været så bange! Da Sissy Spacek som Carrie med indtørret svineblod over hele kroppen gik total psycho til gymnasiefesten og myrdede løs, savlede og pruttede jeg af skræk.

Sissy Spacek som Carrie (1976): Pas på, hvem du laver gas med!

Udvalget af Kings værker på dansk var pauvert i firserne, så vi blev først rigtige venner, da jeg slap væk fra ungdomspensionen i Herlev i 1987 og kom på efterskole i en mørk del af Jylland mellem Randers og Viborg. Jeg købte de amerikanske paperbacks i Politikens boghandel på Rådhuspladsen og i Fantask, når jeg var hjemme på weekend. Sådan kom jeg igennem den tidlige King: ”Salem’s Lot,” ”Christine,” ”Cujo,” Pet Sematary” osv. i ingen bestemt rækkefølge frem til hovedværkerne ”The Shining” og særligt murstenen ”It.” Den står stadig for mig som én af de vildeste læseoplevelser nogensinde. Der var så mange superbt skræmmende scener, og stadigt var Derry-børnenes venskaber og opvækst på mange måder en endnu bedre fortælling end deres kamp mod ur-ondskaben, der ofte tog skikkelse af en klam klovn. En dannelses-roman, coming-of-age, bare med mange bestialske mord på børn. Vidunderligt, ikke?

‘Float?’ The clown’s grin widened. ‘Oh yes, indeed they do. They float! And there’s cotton candy…’

Gennem gymnasietiden fulgtes vi ad med klodser som ”The Tommyknockers” og ”The Talisman,” og det var et fint venskab, selvom jeg fornemmede et vist tab i kvalitetstiden. Hvedebrødsdagene var forbi. Det blev hverdag. Undtaget er selvfølgelig Sci-Fi mesterværket ”The Running Man” med selveste den tidligere guvernør i Cailfornien, Arnold Schwarzenegger i hovedrollen. Den er simpelthen så 80’er, Limahl måtte rive sig i Bundesliga-håret i arrigskab. Da jeg blev student og boede og arbejdede en periode i Barcelona, tændtes flammen igen for alvor med den uforkortede udgave af den apokalyptiske ”The Stand.” Enestående værk! Jeg tror, alle forfattere til moderne zombie-apokalypser (og der er … SÅ … MANGE) har læst ”The Stand.” Over 1.000 siders ren undergangs-nougat. Jeg vile ønske, jeg kunne læse den første gang igen.Stephen og jeg stod dog foran en større nedtur, da vi kom hjem fra Barcelona. Han begyndte at skrive makværk som ”Insomnia” og ”Rose Madder,” mens jeg vandrede ind i, hvad der skulle vise sig at blive en årelang og alt for længe ubehandlet depression og begyndende selvmedicinering. Jeg læste ikke noget i årevis, og da jeg kom ud på den anden side og startede helt forfra med alting, var vi ligesom gledet fra hinanden. Det var ikke ham, det var mig. Arj, det var faktisk ham. Jeg elskede ham i al fald ikke længere. Den slags sker.

Verdens undergang er kun begyndelsen

Der er meget spøjst med Stephen King. Hans filmsmag er fx horribel. Den mest succesrige filmatisering af en King-bog var længe ”The Shining” (altså ”Ondskabens Hotel”) med Jack Nicholson i hovedrollen, men den kunne han ikke selv lide. King, altså. Han lavede senere sin egen udgave, og I guder den var forfærdelig! Han har også prøvet at lave en amerikansk udgave af ”Riget,” og ord kan ikke beskrive, hvor pot-ringe den er. Bl.a. er der en stor myresluger med. Det er rigtigt. Samtidig er filmen ”En Verden udenfor,” der bygger på novellen ”Rita Hayworth i Shawshank-fængslet,” nr. 1 på IMDB’s liste over alle tiders bedste film foran bl.a. ”The Godfather.” King havde dog heller ikke noget at gøre med 1994-filmen med Tim Robbins og Morgan Freeman i hovedrollerne. En guide til King-filmatiseringer er et stort stykke arbejde i sig selv, men hvis du ikke har set ”Tågen” fra 2007 med Thomas Jane i hovedrollen, så skynd dig at gøre det. Ulækre væsener, religiøse fanatikere, klaustrofobi og filmhistoriens mest hjerteskærende slutning venter dig.

“Let me tell you something my friend. Hope is a dangerous thing. Hope can drive a man insane.”

Min gode kollega fra Randers Bibliotek, Jacob Krogsøe, er som sædvanlig klogere og mere belæst end mig og har i P1 observeret et par ting, jeg ikke var klar over. For det første kan man bruge Tolkien-forsvaret om ham. King, altså. Han er sin helt egen genre. Folk kommer stadig ind på biblioteker og i boghandlere og beder om en Stephen King, uden at det behøver være en Stephen King vel at mærke. For det andet var han tilsyneladende så langt ude i et stofmisbrug i en lang periode, at han slet ikke kan huske at have skrevet flere af sine bøger. Et eller andet sted kunne jeg godt tænke mig at vågne en dag og have skrevet er par bestsellere, jeg havde glemt alt om.

For et par år siden syntes de gode mennesker hos forlaget Hr. Ferdinand / C&K, at jeg burde læse den da seneste King-oversættelse ”22/11/1963.” Anbefalingen faldt under en forhandling om eReolen-vilkår og priser. Jeg takkede pænt nej. Nu var vores veje jo skilte, mig og Stephens. Hvorfor gå tibage til en ex? På den anden side har jeg et blødt punkt for “alternativ historie”-genren, så jeg gav mig. Og blev behageligt overrasket. Historien om gymnasielæreren, der får mulighed for at rejse tilbage i tiden og prøve at forhindre mordet på Jack F. Kennedy (hvis dødsdag, titlen refererer til), virker ikke rigtig, synes jeg. Til gengæld er forhistorien, hvor hovedpersonen bl.a. kommer gennem Derry og møder nogle af børnene fra ”It” virkelig spændende og tragisk, og da hovedplottet tager fart, viser det sig, at det er en meget fin og velfortalt kærlighedshistorie. Megen god efterkrigstidsnostalgi er der såmænd også. Det skulle blive en film, og selveste Jonathan Demme (“Silence of the Lambs”) var vist i spil til instruktørstolen, men King havde andre ideer og ville have et større kunstnerisk input i processen. Argh! Men en serie blev det altså i 2016 hos Hulu.

Ville du myrde Hitler, hvis du kunne hoppe tilbage i tiden? Spørgsmålet stilles også i den glimrende “The Dead Zone.”

Så er vi her i 2017, hvor trilogien om ”Mr. Mercedes” er kommet på dansk. ”Mr. Mercedes” er blevet til ”Mercedesmanden,” ”Finders Keepers” er blevet til ”De der søger,” og ”End of Watch” er blevet til ”Vagt forbi.” Første del i al fald fik en del opmærksomhed i pressen, for det er faktisk Kings første forsøg på en krimi, og den fik generelt gode anmeldelser. Hvad er det værste, der kan ske, tænkte jeg og kastede mig over dem på min elskede Kindle Voyage i et svagt øjeblik.

Skal du læse dem? Det korte svar er henholdsvis ja, måske og nej. Det lange svar følger herunder.

Mr. Mercedes

Den pensionerede og heraf følgende små-alkoholiserede og små-suicidale kriminalbetjent Hodges får en besked fra én af de forbrydere, der slap væk. Og en spektakulær forbrydelse var det da også. Mercedesmanden stjal en … ja, en Mercedes, ikk’ … for nogle år siden og pløjede den ind i en menneskemængde. Flere døde. Mange sårede. Det var Hodges og makkerens sag, men på trods af en lidt hårdhændet behandling af bilens ejer – en ældre, sky dame, der senere begik selvmord – kom de aldrig rigtig tæt på gerningsmanden. Nu tirrer han Hodges og prøver at skubbe på hans selvmordstanker. Stod han i virkeligheden bag den ældre dames selvmord også, og hvad planlægger han nu? Hodges får hjælp af sin unge havemand, den ældre dames lillesøster, som han også forelsker sig i, og hendes psykisk ustabile niece. Vi følger denne umage floks detektivarbejde for at finde Mercedesmandens identitet og forhindre endnu en vanvittig terrorhandling. Vi følger også Mercedesmanden, som viser sig at være en yngre psykopat fra bizarre kår, mens han planlægger sin aktion. Ingen af parterne er topprofessionelle. De begår fejl, misforståelser og dumheder og fumler hele vejen ned ad opløbsstrækningen mod klimaks på historien.

Fortællingen er meget gængs, indtil perspektivet skifter til skurken. Det får hele oplevelsen til at eksplodere! Et sted mellem en tredjedel og halvt inde bliver ”Mr. Mercedes” ulæggefrasiglig, men er den god? Mjo, det er den vel, meeen lidt tomme kalorier er det altså, og persongalleriet føles lidt velkendt og stereotypisk, men nu har jeg så også tygget mig gennem en del King-titler i min tid. Et godt og innovativt og til tider uhyggeligt nyt tag på krimigenren. Godkendt.
Glimrende sommerlæsning.

9788793323209
Finders Keepers

Åh, jeg vil så gerne kunne lide ”Finders Keepers.” Plottet er så meget til bognørder. Forfatteren John Rothstein skrev sin generations store amerikanske romaner om figuren Jimmy Gould. I sidste bind har Gould dog solgt ud af sin oprørstrang og fået kone og kedeligt job i forstaden. Rothsteins største fan er den uligevægtige Morris Bellamy, der i raseri opsøger den sky forfatter og myrder ham. Se, det er en litterær fan! Okay, for meget, men hatten af for passionen. Bellamy finder både penge, men vigtigst en stor stak notesbøger med uudgivne Gould-romaner. Bellamy myrder også sine kumpaner og gemmer rovet godt i en nedgravet taske, indtil der falder lidt ro på det hele. Inden da begår han en ny forbrydelse i en brandert og får en lang fængselsstraf. Mange år senere finder drengen Pete den nedgravede taske. Pengene sender han anonymt til sin egen familie, der virkelig kan bruge dem, for faderen er handikappet, arbejdsløs og meget bitter efter at have overlevet Mercedes-katastrofen nogle år før. Plottet tager fart, da Bellamy bliver prøveløsladt og opdager, at tasken er væk, samtidig med at Pete prøver at sælge notesbøgerne illegalt for at skaffe penge til sin lillesøsters privatgymnasium. I mellemtiden har Hodges og den mærkelige niece dannet et detektivbureau, og de får nys om Petes problemer og prøver at hjælpe ham, men ingen af dem er helt forberedt på, hvor fanatisk Bellamy er.

”Finders Keepers” bygger på en suveræn idé, som ultimativt bare ikke flyver. King får vist sit store talent for at beskrive børn og teenagere og deres følelsesliv, men det er svært at se, hvorfor historien her skulle presses ind i Mercedes-universet. Spændende er den dog til tider, og hele grundtanken om, hvad stor litteratur sætter gang i hos folk, er unik. Akkurat godkendt.

9788793323834

End of Watch

Mr. Mercedes er ikke død. Den mærkelige niece bankede hans hjerne til mos i afslutningen af 1’eren, så hjernedød er han, og katatonisk sidder han på et plejehjem og stirrer tomt ud i luften. Eller gør han? Bom bom bom booom! (<- ildevarslende pauker). Hodges besøger ham jævnligt og er sikker på, der er nogen hjemme mentalt. Der går rygter om, at ting flytter sig af sig selv på stuen, og en sygeplejerske begår selvmord. Folk omkring Mercedesmanden opfører sig underligt, og selvmordsbølgen rammer også overlevende fra Mercedes-angrebet. Den unge havearbejders lillesøster prøver uforklarligt at stille sig ud foran en lastbil uden at kunne forklare hvorfor. Stemmen fik hende til det. Det bliver hurtigt klart, at Mercedesmandens læge har eksperimentet lovligt meget på ham med spændende medicin, og jo, ikke bare har han udviklet nye mentale kræfter, han er også noget så hævngerrig.

Ak, ja. King kunne ikke lade være. Der skulle være noget overnaturligt her. Pænt uhyggeligt er det faktisk også, så længe det bare blive antydet og ikke fuldt udviklet. Det holder til gengæld op, da plottet for alvor tager fart. Det er også ret klart, at Hodges er en virkelig kedelig helt. King prøver for alvor at rode med ham som person her i den afsluttende 3’er, men som læser er jeg så ligeglad, hvad der sker med ham, og i alle tre romaner har jeg faktisk holdt med skurken. Lad nu bare manden myrde nogle uskyldige. Han havde en hård barndom! Dumpet. Jeg er ikke vred. Jeg er skuffet.

Konklusion

Kendere påstår, King har skrevet gode ting på det seneste. Den længe ventede opfølger på ”The Shining” for eksempel; ”Dr. Sleep.” Romanen ”The Dome,” som blev til en successerie i flere sæsoner, blev fint modtaget. Han hamrer også løs på fantasy-serien ”The Dark Tower” og har gjort det i et kvart århundrede nu. Mig og Stephen er dog færdige nu. Vores venskab var en smuk ting i forrige årtusind, og ”It” og ”The Stand” er en del af det litterære soundtrack til min ungdom. Tak for ordene, Stephen (og der er … SÅ … MANGE), men du og Laila tilhører en svunden tid. Det er ikke jer. Det er mig.

Silke, velstand og vejen dertil

/ Jan M. Johansen / 1 kommentar

Anmeldelse af Peter Frankopan: ‘Silkevejene.’ Faglitteratur. 750 sider. Kristeligt Dagblads Forlag. 24. marts 2017.

Må jeg betro dig noget? Jeg synes, vi læser for lidt faglitteratur herhjemme. Nok kan vi lære en masse af skønlitteratur, men faglitterære bøger som Peter Frankopans ’Silkevejene’ er ikke kun en fantastisk oplevelse at læse, nej, det er viden og i nogen grad visdom i et.

Bedre bliver det jo næppe, tænker jeg.

“Det er let at presse fortiden ned i en form, som vi finder praktisk og tilgængelig,” skriver Frankopan på side 51-52, og det har han ret i på mange planer. I dette tilfælde har han presset fortiden og desværre også lidt af nutiden ned i den kendte og elskede bogform.

Den mangelfulde og eurocentriske verdenshistorie

Som knøs kiggede den unge Frankopan ofte på et verdenskort på sin væg og fantaserede om de eksotisklydende steder, der var nævnt på kortet. Skuffelsen indtrådte dog hurtigt, da Frankopan opdagede, at historieundervisningen i skolen aldrig handlede om disse fjerne, spændende steder, men altid tog udgangspunkt i Europa og i ny og næ Amerika.

Heldigvis for os, fristes man til at sige, for den skuffelse førte til en livslang fascination af Østen og Centralasien, hvilket år senere har givet os denne bog. Selv mindes jeg også at være svært fascineret af steder som Persien, Babylon og det fjerne Kina gennem det meste af mit liv, men mængden af tilgængeligt materiale synes noget pauvert.

Hvilket egentlig er lidt sært, for der er ingen tvivl om, at Østen og Centralasien har spillet en overset rolle i verdenshistorien – i hvert fald som fortalt af os vesterlændinge -, hvor de ellers, hvis ret skal være ret, burde have haft en nærmest dominerende hovedrolle i lange stræk af verdenshistorien.

Silke – en hård valuta

Silkevejen dækker ikke over én rute, eller vej, men over et netværk, også til søs, af handelsruter, der bandt den kendte verden, altså Europa, Asien og i nogen grad Afrika og Mellemøsten sammen.

Navnet er på mange måder både retvisende og misvisende, for der blev handlet med meget andet end silke, men silkes vigtighed kan ikke understreges stærkt nok. Frankopan nævner på et tidspunkt, at silke blandt andet blev brugt som betalingsmiddel flere steder og sågar som sold til soldater. Men mestendels var silke et luksusgode.

”En kvinde kunne med sin ærlighed i behold hævde, at hun ikke var nøgen, når hun var klædt i silke.” Silke var så luksuriøst et produkt, at det ofte gennem historien ligefrem vakte moralsk fordømmelse.

Begrebet ”Silkevejen” stammer i øvrigt fra 1877 og blev første gang brugt af den tyske geograf Ferdinand von Richthofen, og som nævnt spillede silke en vigtig rolle for handlen mellem Europa og Østen, men alt lige fra krydderier, glas, tæpper og hel- og halvfabrikata flød langs haldelsruterne samen med, og det er i virkeligheden nok det vigtigste, viden, kultur og religion.

Så selvom handel var Silkevejens eksistensberettigelse, så førte handlen meget mere med sig. Frankopan gør da også en del ud af at beskrive, hvordan religioner og filosofiske retninger er blevet spredt langs silkevejene, og hvordan de har påvirket hinanden. Dét er spændende læsning og for mig lidt af en epifani.

En god start, men svag slutning

Bogens styrke er i min optik klart de indledende kapitler, der beskriver områderne langs silkevejenes tidligste historie, og de bånd, der allerede i oldtiden bandt den kendte verden sammen. F.eks. fandt jeg det spændende at læse om Romerrigets ret ekstensive kontakt med Kina, Indien og Sri Lanka. Ganske som jeg aldrig havde hørt om Kashgar eller sogdianerne – et handelsfolk med base i området omkring Samarkand.

Vi kommer i det hele taget vidt omkring sammen med Frankopan, og når også at få et indblik i skabelsen af Holland som nation, striden mellem de italienske handelsbyer, ikke mindst Venedig og Genua, englændernes adfærd i Iran i tiden omkring og efter Anden Verdenskrig og meget mere.

I de senere kapitler, der dybest set omhandler samtidshistorie, er Frankopan ikke på sammen måde båret af ren fortælleglæde og uspoleret historisk viden, ganske som han også, uden tvivl i et forsøg på at være objektiv, fremstår som noget af en kulturrelativist. F.eks. virker han foruroligende glad for Iran og synes meget lidt kritisk overfor præstestyrets handlinger, mens Vesten med liberal hånd får på puklen for dette og hint.

Man mærker ret tydelig, at Frankopans ressortområde er fast forankret i fortiden, mens nutiden er mere præget af holdninger end indsigt. Det ses ikke mindst i det afsluttende kapitel ”Den nye silkevej”, hvor Frankopan er en kende for optimistisk på Østens vegne og for fokuseret på olie og kul.

Mere interessant, ikke mindst temaet for bogen in mente, havde været et kig på Kinas forsøg på at genoplive Silkevejen med massive investeringer i vej- og togruter fra Østen til Europa. Transportmagasinet beskrev i marts, hvordan den lange landrute mellem Kina og Europa oplever en renæssance, da godstransport ikke kun er et billigt, mens også tidsmæssigt et stærkt alternativ til sø- og luftfragt. Den vinkel havde jeg hellere set belyst i bogens sidste kapitler, i stedet for Frankopans måske lidt banale politiske pointer.

(Er man i øvrigt interesseret i (nyere) økonomisk historie kan jeg klart anbefale Niall Ferguson eller danske Lars Tvede.)

Summa summarum

I et interview med Weekendavisens Adam Holm (’Vestens blinde øje’, 12. april 2017) sagde Frankopan: ”Det er ikke min hensigt at politisere! Hvordan den historiske viden skal forvaltes og bruges eller misbruges i politisk henseende må andre tage sig af. Jeg konstaterer blot, at globalisering har eksisteret væsentlig længere, end vi tror. Det er ikke en værdi i sig selv, men et simpelt faktum. Jeg spørger blot: Hvordan skal vi tilgå de centralasiatiske lande og Kina og Indien, hvis ikke vi forstår deres historie?”

Gode pointer, og ’Silkevejene’ giver i bogen første halvdel et spændende indblik i en underbelyst del af verdenshistorien, men skuffer lidt i sidste halvdel, hvor Frankopan bevidst eller ubevidst kommer til at politisere. Dog vil jeg til enhver tid anbefale at læse ’Silkevejene’. Kritikken til trods, så ér den velskrevet, interessant og sikkert også lidt af en øjenåbner for mange.

 

 

 

Ode til en døende gravhund

/ Mikkel C. / Skriv en kommentar

Anmeldelse af Steven Rowley: “Lily and the Octopus.” Roman. 320 sider. Simon & Schuster. 7. juni 2016.

“Lily and the Octopus” dukkede op på min radar som en anbefaling fra Goodreads sent sidste år. Den lød rigtignok ikke god, så den har ligget på min Kindle Voyage og simret et stykke tid, men på en lang togtur med nedfaldne køreledninger, aflysninger, vilde forsinkelser og rendyrket totalkaos (hvad DSB kalder “onsdag”), åbnede jeg den alligevel. Hvad var det værste, der kunne ske? Det værste, skulle det vise sig, var, at jeg flere gange fik mere end en klump i halsen og én gang var ved at græde rigtigt. Så’n vrælende, vand i stride strømme, hiv-dig-selv-i-fletningerne-agtigt. På super-mandig vis forstås, men alligevel …

0-CebDts3gj1WLo-r0

Steven Rowley og bogen, han angiveligt fik 1 mio. dollars i forskud for

“Lily and the Octopus” handler om Ted Flask og hans bedste ven, den aldrende gravhund, Lily. Ted er en mand i sin bedste alder og bosiddende i LA, men ensom. Kæresten gennem flere år er smuttet, freelance-skriveriet kører ikke overvældende godt, og det hele er gået lidt i stå. Om fredagen spiller Ted og Lily Matador. Lørdag er nævn-søde-fyre-med-fornavnet-X dag, mens søndag er pizza-dag. En aften opdager Ted en blæksprutte over Lilys højre øje og ved med det samme, at den er der for at tage Lilys liv.

NB: Nej, det er ikke en rigtig blæksprutte, men en tumor.

Fortællingen følger nu Lilys fremadskridende kamp mod sygdommen og Teds metaforiske kamp mod blæksprutten med flashbacks til lykkeligere tider i deres fælles liv. Meget kathartisk ender den med en helt uforglemmelig forløsning, som jeg udfordrer dig til at komme igennem uden fugtige øjne. Hvis du gør, betyder det egentlig bare, at du er død indvendig. Blottet for menneskelige følelser og hjerteløs. HJERTELØS!

Nu kan man jo grine lidt af, at det er en gravhund, men Lily taler skam, og det gør blæksprutten også. Kæledyr kan fylde mere i folks liv end medmennesker, men hvis du som min sønderjyske livsledsagerske mener, at dyr er kødbeholdere med navne i form af bogstavkode og påtænkt slagtningsdato – ja, hun er fra landet – så kan Lily såmænd sagtens substituere for en anden i dit liv, der har været sammen med dig gennem tykt og tyndt.

lily-thumb

Steven Rowley og Lily

“Lily and the Octopus” er en historie om dem, vi elsker, og hvordan de påvirker os. Hvordan vi surrer vores tilværelse omkring hinanden. Tanken om at miste og sorgen selv. Man kan godt mærke, det er et sorgterapeutisk stykke arbejde fra forfatteren, men der er også masser af plads til ironi og tør humor og et par skæve eksistenser i persongalleriet.

Skal man være vild med gravhunde i særdeleshed eller hunde i almindelighed for at nyde bogen? Jeg tænkte ikke så meget på min salige bulldoghvalp, Karla, mens jeg læste bogen, selvom en del scener bragte både glade og forfærdelige minder. Selvfølgelig værst dengang jeg sad med hende i skødet i dyrlægens dødsværelse, og hun rystede over det hele og vidste, det her var ET DÅRLIGT STED. Heller ikke min Kerry Blue Terrier, Bella, da jeg var lille. Vi var bedste venner i årevis, men en dag flyttede hun pludselig til en gård på landet, hvor hun kunne løbe og lege med andre hunde hele dagen, og hun havde ikke engang tid til at sige farvel. Jeg måtte heller ikke besøge hende. Jeg er stadig lidt sur over det, men godt for Bella.

DSC_0087

Karla

Mine tanker snurrede hele tiden om min mor, der døde pludseligt i november, og hvordan – selvom hun aldrig var så’n helt tæt på en nominering til Årets Mor – alligevel har taget den fysiske manifestation af så manger minder med sig. Der er et stort hul og en tavshed, hvor hun engang var, og nu skal jeg og hendes børnebørn finde ud af, hvordan vi kan leve videre med hende på en anden måde, og hvad vi skal gøre af hende.

Egentlig prøver jeg bare at sige, at hundefans måske nok har et forspring her, men alle kan læse med og bør også gøre det!

Margot Lee Shetterlys “Hidden figures”

/ Mikkel C. / Skriv en kommentar

Biografi. 368 sider. HarperCollins Nordic. 6. september 2016 (original)

Min læsning har været helt åndssvag på det seneste. Jeg er blevet optaget af fotografering igen. Josephines (13) kickboxing og Mathildes (7) mange bizarre forehavender med sit kæmpe-tøjdyr, Store Vuffi, er glimrende emner. Desuden nærer jeg en dyb kærlighed til helt nye og meget tunge fagbøger. Så’n 600+ siders alt-om-et-eller-andet med masser af pangfarvede illustrationer, og her er foto rigtignok et skatkammer af lækre bøger! Det er faktisk svært at finde tid til at fotografere noget.

Lækre fotobøger
Josephine i aktion i Kroatien
Store Vuffi – en hund

Den litterære pendant er lækre murstensromaner og deres sirenesang om uendelige timer brugt i en Zen-agtig opslugethed. What’s not to love? En del faktisk, men mere om dét en anden gang. Efter en genforelskelse i rumoperaer (ummmm … rumoperaer!) og en enkelt skamfuld detour ud i ren triviallitteratur (James Rollins’ Sigma-serie … jeg vil ikke tale om det) faldt jeg over “Hidden Figures” af Margot Lee Shetterly: Rumkapløbet, ukendte helte, borgerrettighedskampen … tjek, tjek, tjek. Alt sammen godt og en Oscar-nomineret film endda.

Her bliver jeg lige lidt gammel-sur-mand-træt. Jeg kan leve med og forstå, at man genudgiver bøger med filmforsider, når der laves en film over dem. Liiidt spøjst er det dog med dokumentariske bøger, når man har forsidebilleder af de faktiske personer og skifter dem ud med billeder af skuespillerne, der spiller de personer. På dansk er man åbenbart blevet så bange for, at folk ikke skulle forstå, at det her altså er bogen bag filmen, så man har heller ikke oversat titlen. “Hidden figures” hedder den på en slags dansk.

Nåmen, hvordan er den så? Den er god. Tak fordi du læste med! Arj, men det er den altså. God. Hvis man er fascineret af perioden. Ellers er særligt bogen noget træls, ville jeg vurdere. Filmen kan man sagtens se. Jeg håber dog, man kommer derfra med en forståelse af, at rumkapløbet er én af de vildeste, menneskelige bedrifter nogensinde. At historien om de sorte, kvindelige matematikere først for alvor bliver fortalt nu er bemærkelsesværdigt, men hvem elsker ikke, når de rigtige helte endelig får anerkendelse?.

I desperat mangel på forsknings- og udviklingspersonale ansætter det amerikanske forsvarsministerium under anden verdenskrig kvinder og endda sorte kvinder som, nå ja, regnere. Computere, som de kaldes. Kun de største matematiske talenter får plads. De arbejder typisk som folkeskolelærere på elendige skoler kun for sorte, inden de kommer til Langley, Virginia, for at starte deres nye karriere, for akademiske karrierer er udelukket uanset talentets åbenlyshed.

I starten skal kampfly og bombefly forbedres. Hver en ekstra lille smule fart og manøvredygtighed tæller. Arbejdet er monotont, og kvinderne ved sjældent, hvad udregningerne egentlig ender med. Én arbejder i årevis med udregninger til brug for estimering af skrue- og møtrikfordybninger i vindtunneller som fejlkilde(!) Ydmygelser er hverdagskost. Man er god nok til at udvikle nye kampfly, men må ikke bruge det samme toilet eller sidde på de hvides pladser i bussen. Paradokset er altoverskyggende for den sorte befolkning. Man forventes at give sit liv til et “fædreland,” der behandler nazistiske krigsfanger bedre. Og det er  kum raceaspektet. Kønsaspektet gør det ikke just bedre. Kvinder skrives rutinemæssigt ikke på de forskningsartikler- og rapporter, de medvirker til. Hvad skulle de bruge dét til? De er jo kvinder …

y6479

Efter krigen bliver USSR hurtigt fjenden, og den kollektive rædsel er stor, da Sputnik en oktoberaften i 1957 dovent flyver over det amerikanske fastland som en lille prik med enorme implikationer. USA er bagud i rumkapløbet, og alt sættes ind på at udligne. Og dog. I Virginia vil man fx hellere lukke skolerne helt end blande racerne. Det er bedre at vokse op dum og uuddannet end sidde ved siden af farvede.

Bogen følger mestendels tre kvinder, der hver på deres måde bryder gennem glaslofter. Mest kendt er Katherine Johnson, der bl.a. arbejdede på John Glenns berømte rumfærd i Freedom 7-rumkapslen (første amerikanske kredsløb omkring jorden) i 1962 og det kritiske landingsmodul i Apollo 11’s færd til Månen i 1969. Sideløbende med kvindernes kamp og deres personlige historier krydsklippes der til borgerrettighedskampen og storpolitik.

Hidden Figures Day 41

Jeg kan MEGET bedre lide bogen end filmen, der selvfølgelig dramatiserer og tager sig vilde friheder med persongalleriet. Ellers havde det været en dokumentarfilm. Historien som fortalt i bogen er såmænd enestående nok, om end tydeligvis fortalt af en historiker og ikke en journalist. Se dog endelig filmen. Den er på ingen måde spild af tid, og Kevin Costner er med! Ja, jeg udpegede lige en ældre, hvid fyr blandt de sorte, kvindelige hovedroller, men … Kevin C., ikk’?

PS: I øvrigt; hvis du er én af dem, der voksede op med Tom Wolfes “The Right Stuff,” så er her muligheden for at se rumkapløbet fra nørdernes side og ikke astronauternes.

Anmeldelse: Døde piger lyver ikke” af Jay Asher

/ Mikkel C. / 1 kommentar

316 sider. Roman (YA). Politikens Forlag. 24. august 2010.

Note: Jeg har lånt denne posts hovedbillede fra Xenias bogblog, så kig forbi dér!

030911_packshot

”13 Reasons Why,” som den hedder originalt, udkom i 2006, og i 2016 kom der en jubilæumsudgave. Den danske udgave er fra 2010, men er det ikke egentlig Young Adult? Jo. Suk. For anden gik i mit liv er jeg blevet narret til at læse YA (første gang var ”Bogtyven”), og for anden gang gør det overhovedet ikke noget! Jeg er far til en 13-årig, og eftersom mine egne forældre var knap så egnede til at have børn, har jeg ingen idé om, hvad jeg laver, eller hvordan man gør. Jeg prøver tit at læse mig til det eller at læse mig ind i teenage-sindet, og ”Døde piger lyver ikke” er lige vand på den mølle.

16-årige Hannah har begået selvmord, men ingen ved faktisk hvorfor. Clay arbejdede sammen med hende i den lokale biograf og havde et heftigt crush på hende. Til en fest var de endda sammen, men så skubbede hun ham væk. Et par uger efter hendes død lander en pakke på hans dørtrin. Det er syv kassettebånd med 13 historier indtalt af Hannah selv, før hun døde. De fleste drejer omkring en begivenhed eller en relation, der har svigtet. Små ting. Nødløgne. Teenage-hensynsløshed. Fraværende voksne. Små ting, der bliver til store ting. Der er også et kort, der afmærker vigtige steder i historierne. Det sætter Clay på en jagt fra sted til sted, mens han lytter båndene igennem. Som historien skrider frem, og Clay genkender elementer i fortællingen, men først nu begynder at forstå sammenhængen, konfronteres han med sin egen rolle. Kunne han selv have gjort noget

Det er en grum fortælling om teenagelivets skrøbelighed, hvor ry og rygter, egoisme og flokmentalitet eskalerer og gør de mindste ting uoverskuelige. Det mest uhyggelige er næsten, at hele historien foregår i en æra før sociale medier! Læs den og spørg dig selv, om du egentlig ved, hvordan dine børn har det, og hvad de laver lige nu. Tving herefter din tween eller din unge teen til at læse den, inden de næste gang logger på FB eller snappen. Du kan takke mig senere …

Jacob Krogsøes 2016 hitliste

/ Mikkel C. / Skriv en kommentar

Vi er så heldige at have legendariske Jacob Krogsøe – mediebibliotekar, filmguru og redaktør på online-magasinet Planet Pulp – som gæsteblogger i dag! Vi har fået lov til at sammenklippe en nytårsføljeton over Jacobs bedste læseoplevelser i 2016 🙂

2016 er en afsluttet sag nu, og jeg vil her præsentere min top fire over mine største læseoplevelser i år. Et år, hvor jeg ”kun” har læst 63 bøger (tegneserier, Empire og Ugens Rapport tæller desværre ikke med).

download

Nummer 4

Nummer fire på listen er Dennis Lehanes ”Verden af i går,” som er sidste bind i serien om Coughlin-familien – andet bind, ”Lev om natten” er lige blevet filmatiseret af og med Ben Affleck. I 1943 er verden i krig, men der er også optakt til en krig mellem magtfulde gangstere i Florida. Joe Coughlin, tidligere gangsterboss og nu rådgiver for mafiaen, forsøger at leve et tilbagetrukket liv. Men fortiden banker på døren.

Dennis Lehane finder ind til den åre, hvor de store gangsterfortællinger findes. Det er brutalt, tragisk og poetisk. Stemningen er fortættet, plottet skarpt og de skæbnetunge skyer maler Lehane med sikker hånd. Lehane skildrer en verden i forandring. Som her:

“Det var en følelse, han havde haft de seneste måneder af, at hele verden var ved at blive omskabt, at slavedæmoner utrætteligt arbejdede på det dag og nat inde i den inderste kerne, hvor de omformede, omstøbte.”

Den stemning kender vi fra mesterlige gangsterfilm som Godfather-trilogien, hvor det starter så godt men slutter så grumt. “Verden af i går” er en fremragende roman, enkel, smuk og effektiv.

Et_lille_liv_smuds_2.indd

Nummer 3

Her ser I den tredjebedste læseoplevelse jeg har haft i år.

Vi følger over en lang årrække fire studiekammerater, fire unge mænd, der er bosat i New York. Men fra et være en beskrivelse af de fire venners liv i storbyen, skifter romanen karakter. Historien ændrer fokus og bliver til fortællingen om Jude. Og hvordan Judes brutale opvækst, med årelange overgreb, påvirker venskabet med specielt Willem.

“Et lille liv” er en kompromisløs, tidløs og fremragende roman. De 800 sider er en rejse ind i den menneskelige sjæl, ind i venskabers kerne og en rejse ind i kærligheden og smerten og den måde hvordan overgreb kan ødelægge et menneske. Smukt og mørkt skrevet, som her hvor Judes forhold til Caleb beskrives:

“Der er en slags symmetri i hans forhold til Caleb, der giver mening: De er ødelæggeren og den ødelagte, den ildelugtende affaldshob og sjakalen, der sniffer rundt i den.”

Forfatteren formår desuden at holde flere handlingstråde, flere fortællestemmer og flere tider i spil uden at det mudrer fortællingen. En smuk og grum sag.

1703097_1479793694

Nummer 2

Den næstbedste bog, jeg har læst i år, er “Englene i Avignon” skrevet af mester Reuter.

1314, Avignon. Pave Clemens V lider af en åndelig sygdom. Paven beslutter, i al hemmelighed, at påbegynde en pilgrimsrejse til broen Ponte il Duce, hvor han tror at han kan blive helbredt. Med på rejsen er pavens livlæge Cobus, munken Enzo, fem messedrenge samt eksorcisten Peter van Dreusen. Samtidig følger vi to mænd der indgår et væddemål, to mænd som ikke er mennesker. Romanen blander den historiske roman med træk fra krimigenren og religiøse tekster. Romanen vil meget, afsøger mange grænser og konstruktionen truer med at kollapse, men gør det aldrig.

“Englene fra Avignon” er nemlig en overdådig, ambitiøs, velfortalt og spændende historie, hvor Reuter endnu engang viser sig som en af landets dygtigste historiefortællere. På overfladen er der den spændende rejse, der krydres med mord og sideløbende er der vigtige religiøse tanker og ideer. Tænk blot på “Jobs Bog.” Alt dette fortalt med en detaljerigdom, der får middelalderen til at åbenbare sig for læseren. Men det stærkeste kort er dog hovedpersonen, antihelten Peter van Dreusen, der er så menneskelig og almindelig, at man som læser identificerer sig med hans mangler og strabadser.

Der er et slægtskab med Umberto Ecos mesterlige middelalderroman “Rosens navn” og i selve den mørke rejse kan man genkende fra Conrads “Mørkets hjerte” og Jensens “Den første sten.” Nu skal det ikke handle om andre anmeldere, men jeg forstår simpelthen ikke hvorfor Bukdahl sabler bogen ned i Weekendavisen. Rent faktisk tænker jeg, at vi ikke har læst den samme bog.

Læs den. Der er tale om fin, fin litteratur.

darlah-172-timer-paa-maanen

Nummer 1

Dette er skrevet lige før det hele går op i Dronningen, Mokai, røgbomber og utallige danskere, der forsøger at lege kokke, og jeg vil lige nå at fortælle om min største læseoplevelse i 2016, og den kommer fra Norge i form af “Darlah.”

Vi er et par år ude i fremtiden. NASA udskriver en konkurrence, hvor tre teenagere kan komme med på en ekspedition til månen. De “heldige” vindere bliver franskmanden Antoine, japaneren Midori og nordmanden Mia. Men da de ankommer til månen, viser det sig, at alt ikke er som det burde være. The horror, the horror!

Voldsomt underholdende, velskrevet og handlingsmættet roman, hvor den unge norske forfatter Johan Harstad både udviser stor genreforståelse og fint sprogbrug. En fascinerende sammenblanding af forskellige genrer og et festfyrværkeri af subtile referencer til film, musik, tv-serier og bøger. Som her med et anerkendende nik til “Tilbage til fremtiden”:

“Men det var først, da de fik kontakt med opfinderen E.L. Brown, at der kom fart over feltet”.

De mange referencer gør hverken fortællingen mudret eller uskarp. Det gør tværtimod, at man har lyst til at læse bogen igen med det samme, man har lagt den ned, og bedre anbefaling fås næppe.

På mange måder en ungdommelig blanding af Michael Crichtons “Kuglen,” Stanislav Lems “Solyaris,” tv-serien “Lost” og filmene “Alien/Aliens”.

Herligt og godt nytår!

 

En nytårshilsen til os uden ror!

/ Mikkel C. / 2 kommentarer

Jeg får lov at slutte årets top-3’er af her på bloggen, selvom jeg desværre er den, der læser både mindst og mærkeligst. Mine medbloggeres indlæg kan ses her og her.

Min Goodreads-konto antyder en person med solid personlighedsforstyrrelse. Der er bl.a.:

  • ”The Accidental Data Scientist:” Hvordan man kommer i gang med Big Data. Købt fra og signeret af forfatteren selv på konference i Monterey, Californien.
  • ”The Deep:” En virkelig ringe SF-/horror-ting fyldt med SF-/horror … ting. Første Kobo-bog. Min Kobo blev stjålet sammen med min rygsæk, og det er dæleme angstprovokerende.
  • ”The Name of the Wind:” Stort anlagt Fantasy. Så stort, jeg aldrig er kommet i gang med 2. del, og jeg har nu glemt 1. del. Købt med årets bonus i Faraos Cigarer (æælsker den biks).
  • ”My Fight, Your Fight:” MMA-legenden Ronda Rouseys selvbiografi. Købte den i Haag til hjemturen. Tvang senere min 13-årige kickboksende datter til at læse den og slå alle ukendte ord op og skrive dem ned i en notesbog. Der var lange lister med ord til hver side, som hun kæmpede sig igennem, men så blev de færre og færre, og mod slutningen havde hun næsten ikke brug for at slå noget op længere 🙂
  • ”Into Thin Air:” Om 1996-katastrofen på Mount Everest. Fra min bjergbestigningsperiode i foråret.
  • ”Disgrace:” Coetzee’s virkeligt gustne roman. Fra min afrikanske periode i efteråret.
  • ”The Killing Floor:” Jack Reacher nr. 1, fordi Jan sagde, jeg skulle.

Og så videre. Rød tråd? Næ.

chaos-019

Læsning uden hovedspor

Jeg har dog også læst både lødigt og dansksproget. Det er ét af mine nytårsforsætter at gøre det noget mere. Jeg har det med bedre litteratur som med løbeture. Det er svært at komme i gang nogle gange, men jeg er altid glad for, jeg tog mig sammen. Her er de titler, der sagde mig mest fra 2016.

download

”Før faldet” af Noah Hawley. Jentas. 429 sider.

Denne krimi – eller er det en thriller? – havde jeg med på sommerferie i Krakow og blev meget bidt af den, selvom genren ikke siger mig så meget. Plottet er for så vidt simpelt. Et privat chartret fly med et par overrige familier og en gæst – en kunstmaler – styrter i havet kort tid efter afgang fra Martha’s Vineyard. Årsagen til styrtet er ukendt, men terror mistænkes. Kunstmaleren overlever, og det samme gør en ung dreng fra én af familierne. Fortællingen kører nu ad to spor. Det ene er flashbacks til de mennesker, der var ombord. Hvem var de, og hvem – hvis nogen – havde skylden for ulykken? Det andet er kunstmaleren, der jages af en sindssyg TV-vært fra en FOX-lignende station og FBI, for er det ikke underligt, at kunstmaleren lige var i den position, når nu hans pludseligt meget eftersøgte værker alle sammen kredser om terror og ulykker?

Bogens persongalleri tegner et portræt af et meget splittet USA med alle de forkerte agendaer og prioriteter, mens al logik og rationalitet tydeligvis for længst er smidt ud med badevandet. Jeg tænkte på ”Før faldet” mange gange under den amerikanske valgkamp, som jeg fulgte meget tæt. Jeg anmeldte den her.

images

”Vi var fiskere” af Chigozie Obioma. Forlaget Klim. 311 sider.

Lisbet og jeg lavede en dobbeltanmeldelse for kort tid siden, og hun var noget mere begejstret end mig. Jeg fornemmede dog og gjorde selv opmærksom på, at bogen nok var bedre, end jeg lige vurderede den. Og det var den også. En glimrende lakmusprøve på litterær kvalitet er, om det er noget, der dukker op i bevidstheden senere, synes jeg. I november døde min mor pludselig, og min lille familie blev reduceret yderligere. Der er en faster, mig selv og mine to piger tilbage i min linje. Mens jeg har efterbehandlet chokket, har jeg flere gange tænkt på ”Vi var fiskere.” Her er en familie, der rammes af den perfekte storm, at faren må flytte væk, mens omverden rammer børnene med en forbandelse af græsk-tragiske dimensioner. ”Hans store skikkelse, som indgød og krævede værdighed og ro, skrumpede langsomt ind og blev på størrelse med en ært,” som fortælleren, familiens mellemste dreng, siger. Familie er en frygtelig skrøbelig konstruktion, mens den samtidig paradoksalt nok er uhyre stærk og under alle omstændigheder helt afgørende for vores møde med verden. I fortællingen rammes børnene parvist af forskellige, grumme udfordringer. Der er flere skæbnefortællinger ude at gå, men familien og dens gradvise opløsning danner rammen om dem. Jeg tror, jeg skal læse den igen.

9788740028287

”Noget om Grace” af Anthony Doerr. Politikens Forlag. 488 sider.

Doerr brød gennem den litterære lydmur med ”Alt det lys vi ikke ser” i 2014, og det fik de gode mennesker på Politikens Forlag til at få hans debut fra 2004 oversat og udgivet på dansk for første gang. Den offentlige mening er vist, at ”Noget om Grace” lader en del tilbage at ønske. Særligt sammenlignet med det superhotte lys, vi altså bare ikke ser. Jeg har ikke fået læst sidstnævnte. Den lyder afsindigt kedelig. Jeg faldt dog over ”Grace,” fordi den til gengæld lød rigtig interessant.

Hydrologen David Winkler har profetiske drømme. En nat drømmer han, hans hjem rammes af oversvømmelse, og han kommer til at forårsage sin lille datter Graces død i sit forsøg på at redde hende. Han forlader øjeblikkeligt både datter og kone og flygter på et fragtskib sydpå og lander ad omveje på en caribisk ø, hvor han ender med at slå sig ned. En begivenhed mange år senere får ham til at tvivle på drømmens validitet, og han beslutter sig for at prøve at opspore kone og datter igen.

Det er et syret plot, og Doerr kan fylde fem sider med at beskrive en humlebi, så det er ikke ligefrem hæsblæsende action, der præger fortællingen. Jeg kan sagtens forstå, at nogle finder romanen for lang og for kedelig og værre endnu; mærkeligt ligegyldig. I sin beskrivelse af en meget forvirret far, som tydeligvis ikke aner, hvordan han beskytter sin datter, hvordan man er far eller ægtemand, eller hvordan man generelt begår sig i verden, fandt jeg til gengæld om ikke en lidelsesfælle så i det mindste en fjern bror i ånden. Samtidig udgør Winklers rejse fra Alaska til Caribien og tilbage igen tværs over USA fantastiske kontraster; fra en frysende atlantisk havneby til tropeparadis til et længere ophold i en træhytte midt i en uendelig, tilfrosset skov. Det beskriver meget godt polerne i hovedpersonens sind.

Jeg synes, det er en uforglemmelig og poetisk hyldest til alle os, der hver dag står op og grundlæggende forvirres over tilværelsen 🙂

Nåmen, godt nytår derude til jer og jeres!