Anmeldelse af Rosanna Farbøl: ‘Koldkrigere, medløbere og røde lejesvende.’ Faglitteratur. 302 sider. Gads Forlag. 12. juni 2017.

Tiden synes aldrig at løbe fra et godt slagsmål om Den kolde Krig. Slet ikke, hvis man er gammel nok til at have været politisk aktiv i perioden. Det ståsted og de holdninger, man havde dengang, da NATO og Warszawa-pagten stod klar til at udradere hinanden og det meste af planeten, kan stadig forarge og føre til en hidsig debat mennesker imellem.

Det drejer sig nemlig om, hvem der egentlig vandt, men fremfor alt om, hvem der havde ret. Den front løber stadig gennem dansk politik i dag, hvor, hvor tre gruppering slås om deres historiske eftermæle.

Anmelderen arbejder hårdt, mens man i det fjerne kan ane det tematisk passende, højrøde krus fra Arbejderen.

Man skulle ellers mene, Den Kolde Krig var suverænt vundet, de onde sovjetter ej mere og kommunismen smidt på historiens mødding. Det kunne man i hvert fald nemt foranlediges til at tro. Men nej. Sådan er det ikke.  Langt fra, faktisk.

Stort set siden Berlinmurens fald i november 1989 har tre politiske interessefællesskaber kæmpet indædt om, hvordan de og deres rolle under Den Kolde Krig skulle beskrives i historiebøgerne. Og til trods for, der er hældt millioner af kroner og utallige mandetimer i at klar- og blotlægge Danmarks og danskernes rolle under Den Kolde Krig, så er der ingen officiel fortælling, der endegyldige kan lukke og slukke diskussionen.

Den Kolde Krig er mere end bare historie …

Og netop denne følelsesladede og ofte meget personlige konflikt er kernen i Rosannas Farbøls svært læseværdige bog ’Koldkrigere, medløbere og røde lejesvende’. Bogen er bygget tematisk op fremfor kronologisk, så man f.eks. får hele historien om Bent Jensen og Center for Koldkrigsforskning på en gang osv..

Farbøl belyser nøgternt og med et generelt afbalanceret blik for nuancer, hvordan fortællingen om Den Kolde Krig er blevet til en nutidig kampplads for værdier og holdninger. På den ene side står de borgerlige, der ser sig selv som sejrherrer i en kamp mellem det gode og det onde. På den anden side, en USA kritisk venstrefløj, som ser sig selv som misforståede. Mens en tredje gruppe af radikale og socialdemokrater er fanget et sted i en gråzone mellem de to skarpt optrukne fronter, og måske i virkeligheden helst vil tale om alt muligt andet.

Lad det være sagt med det samme, jeg hører til den borgerlige fløj, hvor Reagan og Thatcher er de store helte og den tids danske venstrefløj nogle ryggesløse tølpere. Den holdning ændrer Farbøl overordnet ikke ved, men hun formår at give et indblik i venstrefløjens tanker og motiver, og det er bogens styrke.

Oh, de gode gamle dage, da de voksne bestemte.

Den nøgtern og meget neutrale tone gør også at nogle dele af bogen rammer hårdere end, hvad man skulle tro. F.eks. føler jeg stor sympati for Bent Jensens mange genvordigheder med at få adgang til kilder og få skrevet ’Ulve, får og vogtere’, mens PET m.fl. fremstår fodslæbende og til tider direkte obstruerende. I det hele taget er det interessant at få et indblik i, hvad historieforskning betyder for politik og vice versa.

Især det sidste er svært fascinerende. Her kan fortællingen om, hvad der er op og ned under Den Kolde Krig bruges til at sværte eller underbygge nutidige politiske og moralske positioner. Farbøl indleder et af bogen kapitler med Orwells rammende ord om samspillet mellem fortid, fremtid og nutid: ”Who controls the past controls the future. Who controls the present controls the past.” Netop kontrollen over nutiden og fremtiden gennem fortiden er essensen af bogen og forklarer på bedste vis, hvorfor Den kolde Krig stadig betyder og fylder så meget. Og hvorfor debatten bølger op og ned i intensitet alt efter politiske strømninger i nutiden. Anders Fogh Rasmussen så sig f.eks. som en kulturkriger og brugte Danmarks rolle under Anden Verdenskrig og i nogen grad Den Kolde Krig til at føre en mere aktivistisk udenrigspolitik og sammen med Dansk Folkeparti at slå især Socialdemokraterne i hovedet med fortiden.

’Koldkrigere, medløbere og røde lejesvende’ er en anbefalelsesværdig og virkelig velskreven stykke faglitteratur, der formår at fortælle, uden at belære. Bogen er et flot eksempel på, hvad netop faglitteratur kan, nemlig give indsigt i og viden om emner og holdninger, man måske ikke umiddelbart forstår eller kender. Jeg håber at se meget mere fra Farbøls hånd.