At læse er at rejse

Man maa ud der, hvor ikke alt er saa kendt og fortærsket. Derfor rejser jeg – og jeg gør det med Glæde, med de bedste Forhaabninger til fremtiden.” Mere rammende kan man næsten ikke beskrive udlængsel. Ordene er iranfaren Valdemar Damms, og udtalt i forbindelse med Damms afrejse til det daværende Persien i 1928.

Men Damms ord dækker på bedste vis også de følelser, og det overordnede rejsetema, der er i både Paul Therouxs ’Den store jernbanebasar’ og Morten Hansted ’Danske eventyr i Iran’ (hvor citatet i øvrigt stammer fra), samt i nogen grad også i Jonathan Franzens ’Længere væk’. Tre bøger, som jeg har tænkt mig at skrive lidt om i denne post. Jeg vil nemlig prøve noget så ambitiøst som at lave en tredobbelt anmeldelse med udgangspunkt i rejsebøger, der ikke rigtig er rejsebøger.

3 gode rejsebøger, og så alligevel ikke helt. Altså, rejsebøger. Gode er de nemlig.

To af bøgerne er nylige udgivelser og begge har tematiske overlap – f.eks. spiller jernbaner og Iran en rolle i ‘Den store jernbanebasar’  og ‘Danske eventyr i Iran’ -, mens den tredje, ‘Længere væk’ er en lidt ældre samling essays, hvoraf den ene handler om at rejse langt pokker i vold. Langt ud på en øde ø. Bogstaveligt talt.

Bøger betyder ikke overraskende noget særlig for mig. De fleste medier har i min verden sin force. Musik er humørforstærkende og giver mig oftest energi. Jeg har playlister til stort set alt. Film, derimod, har givet mig flere af mine rollemodeller (host, host, John Wayne). Mens bøger, ja, bøger, de har sneget eventyrlysten ind i mit ellers så konservative og forsigtige bibliotekarliv.

Sjældent har jeg været mere grebet af rejsefeber og lysten til at prøve noget nyt, som når jeg har læst en gribende bog. Den særlige kombination af følelser giver de tre bøger her mig. Jeg får lyst til at rejse, opleve nyt og frygtløst begive mig ud på de vilde vover.

Inden jeg kaster mig over at skrive et par linjer om hver af de tre bøger, så synes jeg, det er på sin plads med en cadeau til oversætterne af ’Den store jernbanebasar’ og ’Længere væk’, nemlig hhv. Tonny Vorm og Mich Vraa. Begge to har gjort et fabelagtigt arbejde og fortjener et klap på skuderen. Godt gået, gutter.

’Den store jernbanebasar’

Therouxs eventyr med alverdens tog er ualmindelig god læsning.

’Den store jernbanebasar’ er blevet beskrevet ganske rammende som en jernbane-odyssé. Theroux, der i øvrigt er en i særklasse velskrivende herre, tager os ud på en små fire måneders lang rejse med jernbaner tilbage i 1973. Fra London drager skribenten ud på sin færd og kommer bl.a. igennem Tyrkiet, Iran, Indien, Vietnam og Sovjetunionen, og møder et hav af finurlige karakterer. Sjovt nok, så tror jeg, de fleste togrejsende globetrotter vil nikke genkende til mange af Therouxs personskildringer og udfordringer selv mere end 40 år senere.

Beskrivelsen af Singapore, som William Gibson engang beskrev som Disneyland med dødsstraf, er især interessant. Theroux harcelerer over, at kommunikationsministeren taler om ”The Wired City”, hvor nyheder mm. snart kan levers digitalt over ledningerne, og gør sig nogle tanker om, hvorvidt det vil berøve det fysiske rum sine særegne træk OG føre til mindre frihed. Interessant, når man tænker på, bogen er skrevet tilbage i starten af 1970’erne. Gibson, der er kendt som en af cyberpunkens fædre, kunne næsten tænkes at have ladet sig inspirere af Therouxs betragtninger om Singapore og proto-netværkssamfundet. Under alle omstændigheder, så er det et godt eksempel på, at bøger i nogle tilfælde kan være evigtgyldige.

’Den store jernbanebasar’ er en meget subjektiv og personlig bog, men det gør den nu ikke dårligere, tværtimod. Beskrivelserne af toge, forholdene under rejsen, landende undervejs og ikke mindst menneskerne er fine, til tider også både sjove og skarpe, men fremfor alt sært inspirerende. Mine drømme om at tage det halve af verden rundt med Orientekspressen og den Transsibiriske Jernbane er kun blevet større efter at have læst om Therouxs genvordigheder og oplevelser.

’Danske eventyr i Iran’

‘Danske eventyr i Iran’ er både en smuk og interessant bog.

Iran har altid fascineret mig, og jeg er ikke den eneste. Så langt fra. Faktisk har mangen en dansker fundet det fjerne land fascinerende og tillokkende nok til at drage dertil for at søge lykken. Dem, deres tid og de mange prøvelser og glæder får vi et indblik i med Morten Hansteds smukke bog om danskerne i Iran.

Bogen giver et fascinerende og flot indblik i Iran fortalt gennem de mange danskere, der siden Carsten Niebuhrs store ekspedition i 1760’erne er draget dertil for at prøve lykken, samt belyser de forbindelser, der har været mellem Danmark og Iran gennem tiden. Foruden bagværk, så har danskere og danske virksomheder været med til at bygge jernbaner, fabrikker og med lidet held introducere iranerne for rutebilsdrift, samt, sært nok og med noget større held, fetaost.

Blot et af de smukke billeder i Hansteds bog.

Hansted har skrevet en flot og spændende bog om de danskere, der drog på eventyr og det land, der mødte dem. Det er ikke altid en lykkelig historie, og da slet ikke efter Revolutionen. Men præstestyret til trods, så sidder man efter endt læsning tilbage med opfattelsen af et folk, man næsten kun kan fatte sympati for og sikkert sagtens kunne finde sin egen lykke blandt. Hvis man ville ud, hvor alt ikke var så dagligdags og kendt, altså.

’Længere væk’

Længere væk skal tages ret bogstaveligt i Franzens mageløse samling af essays.

Franzen kan skrive. Hold da op, han kan skrive. Måske kan han være lidt langsom og tung som romanforfatter, men essays er en god ramme for den store amerikanske forfatter.

Over bogens tyve essays kommer vi vidt omkring, men især titelessayet gør indtryk. Det handler om at rejse langt pokker i vold, og er naturligvis også grunden til, jeg har bogen med her. Plus, jeg ville slå et slag for essays. Essaysamlinger er en overset genre i Danmark, ikke mindst, synes jeg, på bibliotekerne. Og det er både en synd og en skam, for der er nogle fremragende tekster at finde på hylderne under 04.863.

I ’Længere væk’ tager Franzen til Isla Alejandro Selkirk, der tidligere og stadig er lokalt kendt som Más Afuera, hvilket betyder, tadah længere væk. Og længere væk er meget rammende. Øen er en del af Juan Fernández-øerne, der ligger små 700 km ude i Stillehavet vest for Chile, og tæller i øvrigt også Robinson Crusoe-øen. Meget længere væk kommer man ikke.

Grunden til Franzen kaster sig ud i sin egen robinsonade er, at en af hans nære venner har begået selvmord, og Franzen derfor trænger til at få det hele lidt på afstand. Den gode forfatter viser sig at være en glad amatør ornitolog, så valget falder på Længere Væk, der bl.a. er kendt for sin fuglebestand. Ikke overraskende må Franzen kæmpe med vejret, terrænet og ensomheden, men essayet slutter med, at Franzen genfinder sig selv, sin energi og sin glæde ved andre mennesker.

Som introvert ekstraordinaire kan jeg sætte mig ind i behovet og ønsket om at kommer langt, langt væk fra alt og alle, men også den fantastiske fornemmelse, det er, at få ladt op og begynde at savne andre mennesker igen. Det er en af de gode ting ved at rejse ud i verden, nemlig at komme hjem igen.

Og kan man ikke rejse bort fra alting, så kan man heldigvis læse. Det er på sin vis også at rejse. Ikke mindst, når folk som Theroux, Hansted og Franzen fører pennen.

Boginfo

’Den store Jernbanebasar’ af Paul Theroux. Oversat af Tonny Vorm. Udgivet på C&K Forlag. 381 sider. 2017.

’Danske eventyr i Iran’ af Morten Hansted. Udgivet på Gyldendal. 263 sider. 2017.

’Længere væk’ af Jonathan Franzen. Oversat af Mich Vraa. Udgivet på Gyldendal. 324 sider. 2013.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s