Biografi. 368 sider. HarperCollins Nordic. 6. september 2016 (original)

Min læsning har været helt åndssvag på det seneste. Jeg er blevet optaget af fotografering igen. Josephines (13) kickboxing og Mathildes (7) mange bizarre forehavender med sit kæmpe-tøjdyr, Store Vuffi, er glimrende emner. Desuden nærer jeg en dyb kærlighed til helt nye og meget tunge fagbøger. Så’n 600+ siders alt-om-et-eller-andet med masser af pangfarvede illustrationer, og her er foto rigtignok et skatkammer af lækre bøger! Det er faktisk svært at finde tid til at fotografere noget.

Lækre fotobøger

Josephine i aktion i Kroatien

Store Vuffi – en hund

Den litterære pendant er lækre murstensromaner og deres sirenesang om uendelige timer brugt i en Zen-agtig opslugethed. What’s not to love? En del faktisk, men mere om dét en anden gang. Efter en genforelskelse i rumoperaer (ummmm … rumoperaer!) og en enkelt skamfuld detour ud i ren triviallitteratur (James Rollins’ Sigma-serie … jeg vil ikke tale om det) faldt jeg over “Hidden Figures” af Margot Lee Shetterly: Rumkapløbet, ukendte helte, borgerrettighedskampen … tjek, tjek, tjek. Alt sammen godt og en Oscar-nomineret film endda.

Her bliver jeg lige lidt gammel-sur-mand-træt. Jeg kan leve med og forstå, at man genudgiver bøger med filmforsider, når der laves en film over dem. Liiidt spøjst er det dog med dokumentariske bøger, når man har forsidebilleder af de faktiske personer og skifter dem ud med billeder af skuespillerne, der spiller de personer. På dansk er man åbenbart blevet så bange for, at folk ikke skulle forstå, at det her altså er bogen bag filmen, så man har heller ikke oversat titlen. “Hidden figures” hedder den på en slags dansk.

Nåmen, hvordan er den så? Den er god. Tak fordi du læste med! Arj, men det er den altså. God. Hvis man er fascineret af perioden. Ellers er særligt bogen noget træls, ville jeg vurdere. Filmen kan man sagtens se. Jeg håber dog, man kommer derfra med en forståelse af, at rumkapløbet er én af de vildeste, menneskelige bedrifter nogensinde. At historien om de sorte, kvindelige matematikere først for alvor bliver fortalt nu er bemærkelsesværdigt, men hvem elsker ikke, når de rigtige helte endelig får anerkendelse?.

I desperat mangel på forsknings- og udviklingspersonale ansætter det amerikanske forsvarsministerium under anden verdenskrig kvinder og endda sorte kvinder som, nå ja, regnere. Computere, som de kaldes. Kun de største matematiske talenter får plads. De arbejder typisk som folkeskolelærere på elendige skoler kun for sorte, inden de kommer til Langley, Virginia, for at starte deres nye karriere, for akademiske karrierer er udelukket uanset talentets åbenlyshed.

I starten skal kampfly og bombefly forbedres. Hver en ekstra lille smule fart og manøvredygtighed tæller. Arbejdet er monotont, og kvinderne ved sjældent, hvad udregningerne egentlig ender med. Én arbejder i årevis med udregninger til brug for estimering af skrue- og møtrikfordybninger i vindtunneller som fejlkilde(!) Ydmygelser er hverdagskost. Man er god nok til at udvikle nye kampfly, men må ikke bruge det samme toilet eller sidde på de hvides pladser i bussen. Paradokset er altoverskyggende for den sorte befolkning. Man forventes at give sit liv til et “fædreland,” der behandler nazistiske krigsfanger bedre. Og det er  kum raceaspektet. Kønsaspektet gør det ikke just bedre. Kvinder skrives rutinemæssigt ikke på de forskningsartikler- og rapporter, de medvirker til. Hvad skulle de bruge dét til? De er jo kvinder …

Efter krigen bliver USSR hurtigt fjenden, og den kollektive rædsel er stor, da Sputnik en oktoberaften i 1957 dovent flyver over det amerikanske fastland som en lille prik med enorme implikationer. USA er bagud i rumkapløbet, og alt sættes ind på at udligne. Og dog. I Virginia vil man fx hellere lukke skolerne helt end blande racerne. Det er bedre at vokse op dum og uuddannet end sidde ved siden af farvede.

Bogen følger mestendels tre kvinder, der hver på deres måde bryder gennem glaslofter. Mest kendt er Katherine Johnson, der bl.a. arbejdede på John Glenns berømte rumfærd i Freedom 7-rumkapslen (første amerikanske kredsløb omkring jorden) i 1962 og det kritiske landingsmodul i Apollo 11’s færd til Månen i 1969. Sideløbende med kvindernes kamp og deres personlige historier krydsklippes der til borgerrettighedskampen og storpolitik.

Jeg kan MEGET bedre lide bogen end filmen, der selvfølgelig dramatiserer og tager sig vilde friheder med persongalleriet. Ellers havde det været en dokumentarfilm. Historien som fortalt i bogen er såmænd enestående nok, om end tydeligvis fortalt af en historiker og ikke en journalist. Se dog endelig filmen. Den er på ingen måde spild af tid, og Kevin Costner er med! Ja, jeg udpegede lige en ældre, hvid fyr blandt de sorte, kvindelige hovedroller, men … Kevin C., ikk’?

PS: I øvrigt; hvis du er én af dem, der voksede op med Tom Wolfes “The Right Stuff,” så er her muligheden for at se rumkapløbet fra nørdernes side og ikke astronauternes.