Forfatter: Jan M. Johansen

Lyrikkens mange glæder

/ Jan M. Johansen / 3 kommentarer

Når man bliver ældre, finder man glæde ved forbavsende mange ting, man i sine yngre dage opfattede som værende værre end at blive dyppet i kogende chilisovs.

For eksempel lyrik.

Det plagede i hvert fald mig gevaldig i både folkeskolen og gymnasiet. Ser man bort fra, jeg var en noget doven studerende, der hellere ville tegne superhelte og læse sci-fi end at lave noget fagligt, så er det først nu gået op for mig, hvorfor jeg dengang hadede digte og især at analysere dem.

For det hang jo gerne sammen. Man læste sjældent et digt bare for at læse det i sin skoletid. Nej, nej, det skulle analyseres, vægtes og forstås.

Men lyrik handler om stemninger, følelser og øjeblikket, og der ligger noget indbygget unaturligt i at analysere en følelse eller en stemning. I stedet for at nyde de følelser ordene vækker, så skal man søge efter meningen, motiver og sågar opsummere dem i objektive vendinger. Det suger det umiddelbare og dermed glæden ud af oplevelsen.

Mine læseoplevelser ændrer sig meget alt efter, hvorfor jeg læser. Det kan jeg især mærke efter, jeg er blevet bibliotekar, og skriver og taler om bøger og litteratur i ny og næ med en professionel hat på. Læseoplevelsen bliver pludselig en pligt og, skal jeg være helt ærlig, en anelse tung og trist. Og det gjorde sig helt klart gældende med lyrikken i mine unge år. I en grad så det at læse et digt næsten blev ødelagt for mig.

Nu kan jeg heldigvis læse lyrik, når det passer mig. Jeg er heller ikke tvunget til at lave alenlange analyser, men blot formidle den glæde eller de følelser, lyrikken vækker. I det hele taget tænker jeg, at digte generelt ikke skal forstås, men mest af alt føles.

Det gør en forskel.

Og lige som vores bogreol siger noget om vores interesser, så tænker jeg også, de digte, vi læser, siger noget om os og det sted i verden, vi er, når vi læser dem.

Aarestrup

Smukke digte i lommeformat.

Men lyrik kan også sætte ord på følelser, vi måske selv har lidt svært ved at finde ord for. F.eks. så rammer gamle Emil Aarestrup plet med ’Til en Veninde’, hvis der skal sættes ord på den fornemmelse, jeg lider under, når jeg er forelsket.

”Der er en Trolddom paa din Læbe,

Der er en Afgrund i dit Blik,

Der er i Lyden af din Stemme

En Drøms ætheriske Musik.”

Der er en afgrund i dit blik … Smukt, rammende og en perfekt beskrivelse af det sus, jeg får i maven, når jeg kigger en høj, blonde jysk vimse i øjnene. Her rammer lyrikken plet på en måde, jeg eksempelvis ikke synes, anden litteratur gør.

Eller sjældent gør.

Men lad mig give et par eksempler på, hvad jeg i øjeblikket synes er gode digtere. Plus, en digter som altid siger mig noget.

Og lad os starte med ham …

En kæmpe blandt mennesker

Henrik Nordbrandt er noget nær en guddom i min verden, i hvert fald når det kommer til brugen af ordet til at skabe stemninger. Nordbrandt formår at sætte ord på min indre udlængsel med skræmmende præcision og akkuratesse.

”O, venlige landskab, som former sig

helt efter den besøgendes forventning

så man fristes til at færdes

i det for evigt: hvad er det, der gør

 

disse skyggefulde stier under bjergene

så tillokkende at følge

og får disse turkisgrønne floder

til at synes nye hvert øjeblik?”

Nordbrandt har udtalt i Berlingske, at han altid har følt sig hjemløs og derfor gennem en stor del af sit voksne liv rejst meget og boet rundt om i verden. Den søgen og rodløshed, synes jeg, gennemsyrer hans digte.

Nordbrandt

Henrik Nordbrandt – en konge blandt mænd, en gud blandt digtere.

Jeg tror, jeg på mine ældre dage er kommet frem til, at jeg har en sær drift til hele tiden at ville være et andet sted, og den drift ser jeg ud til at dele med hr. Nordbrandt. Derfor rammer mesterens digte mig særligt hårdt, ikke mindst når jeg virkelig føler mig rastløs og uden anker. Nordbrandts digte har hjulpet til en for mig sjældent set selvindsigt, og så kan man næsten ikke bede om mere.

Hverdagssødme med et strejf af tab

Verden er lille. For ikke længe siden faldt jeg over en digter, der senere viste sig at være udgivet på et fint lille fynsk forlag, der er drevet af en af mine venner. Ja, verden er lille. Det gør nu ikke digtsamlingen eller digteren mindre god.

Tværtimod.

Digteren er Annette Bigum, og selvom hun ikke er synderlig kendt, så er hun nu et læs værd.

”Når jeg læser dine øjne

undrer det mig

jeg nogensinde har gjort andet

bortset fra

at kysse din mund”

’Du er fredag – hver dag’ er titlen på Bigums digtsamling. En samling, der er fyldt med digte om at fortabe sig i kærlighed, men også med et snert af potentielt tab, af at vide, kærligheden ikke holder, eller måske nærmere ikke er gengældt på samme måde og med samme styrke.

Du er fredag

“Du er fredag – hver dag” er noget af det sødeste, man kan sige til et andet menneske.

Selvom digtene er skrevet fra en kvindes synspunkt, så kan jeg sagtens relatere til situationer, hvor jeg har været så håbløst forgabt i en vimse, at jeg følte mig helt alene i min kærlighed. Den særegne følelse rammer Bigum knivskarpt.

En misundelsesværdig kollega

Oppe i det nordjyske sidder min kollega Daniel Boysen, og udover at se særlig stilfuld ud med hat, så er han en passioneret formidler, litterat og lyriker.  Det sidste viser han på bedste vis sine evner ud i med digtsamlingen ’En vase i brystet’.

En vase i brystet2

Den fine lille digtsamling fra Daniel Boysens hånd.

Nok handler ’En vase i brystet’ om at kommer sig oven på et tab, men jeg synes i virkeligheden, Boysens styrke er en særlig, ukrukket evne til at sætte ord på det fantastiske i hverdagen.

”det føles stadig

som et vidunder

at betragte en solsort

hoppe henover græsset”

Normalt keder hverdagen mig, men Boysen formår alligevel at gøre den til noget interessant og give mig en fornemmelse af, at jeg måske bare skal åbne øjnene og nyder verden omkring mig i stedet for hele tiden at ønske mig et andet sted hen.

Jeg kom til at tænke på Blicher, da jeg læste ’En vase i brystet’ og dennes ord om at synge noget mere, mens vi stadig kan. Altså, gribe livet og finde glæden, hvor vi kan, mens vi kan.

Boginfo

’Egne Digte’ af Henrik Nordbrandt, 289 sider, Gyldendal, 2010.

’Du er fredag – hver dag’ af Annette Bigum, 44 sider, Spangsgaard ART, 2017.

’En vase i brystet’ af Daniel Boysen, 93 sider, Silkefyret, 2018.

 

 

Fantasy – 3 i én anmeldelse

/ Jan M. Johansen / Skriv en kommentar

At drømme sig hen til en svunden tid, hvor drager krydsede himlen (og smovsede i jomfruer), hvor præsters bønner blev besvaret, hvor mægtige troldmænd fra høje tårne planlagde at erobre verdensherredømmet, hvor riddere kækt red ud og konger gjorde kongelige ting …

Klicheerne står nærmest i kø som en horde velfodrede amerikaner ved Black Friday i Wallmart, og de er da også en del af fantasylitteraturen, men genren er også mere end det.

Meget mere.

De fantastiske elementer – oftest set i form af magi, guder og sagnvæsner – er ikke overraskende en meget stor del af fantasy og genren er da også noget nær en modpol til den realistiske litteratur. Der er med andre ord ikke meget socialrealisme at hente i fantasy. Og tak guderne for det.

Selvom der ingen regel er uden undtagelser, så er der nogle gennemgående træk i fantasy, der adskiller genren fra andre typer af fantastisk litteratur. Som nævnt er der magi, guder og sagnvæsner, men udover det, så er der oftest en helt eller heltinde involveret, der skal igennem en farlig masse prøvelser – altså, det Joseph Campbell kalder ”the hero’s journey”. Det er bl.a. også derfor, fantasy har en bred appel på tværs af kulturer og geografi. Vi kan identificere os med heltens trængsler. Ironisk nok er ’Star Wars’ et fint eksempel på det og man finder også mange, der forbavsende indædt klassificerer den som netop fantasy – rumskibe og laserpistoler be damned.

Men Luke Skywalkers rejse fra stakkels bondeknøs til mægtig helt er klart et genretypisk træk for fantasy og går i en eller anden form igen i rigtig mange fantasyhistorier, hvad end vi nu taler ’Ringenes herre’ eller ’Harry Potter’.

Den spæde begyndelse

Man kan med nogen ret sige, de gamle grækere med Homers Odyseen og lignende fortællinger om helte, der drog viden om og nedlagde kvinder og monstre til højre og venstre, grundlagde genren.

De første egentlige fantasyhistorier ses med Robert E. Howards Conan-figur. Howard skabte den ikoniske helt tilbage 30’erne og introducerede hermed en række af de andre typiske grundelementer i fantasy, nemlig kampen mellem det gode og det onde, mellem menneske og guder

Den måske mere moderne vinkel på fantasy kom med Tolkien i 50’erne, hvor elvere, drager, dværge og orker dukkede op i mere eller mindre den form, vi har set i et hav af bøger efterfølgende.

Omtrent samtidig udkom C.S. Lewis’ bøger om det magiske land Narnia, hvor nok et gennemgående element blev introduceret, nemlig den alternative virkelighed, og ikke mindst forholdet mellem hverdagen og det eventyrlige, alternative univers. Her har heltens oftest et kraftigt anstrøg af åndelig og personlig udvikling, hvilket vi ser f.eks. i ’Harry Potter’, men også i Guy Kays serien om Fionavar-Gobelinen, der stilmæssigt ligger mellem Tolkien og Lewis.

Og nu vi taler om eksempler, så er her tre nye værker, de gode folk på Ulven & Uglen har været så venlige at sende os til anmeldelse.

Djævlens Hjerte

Mads Ahms smukke forsider sender Jan tilbage til de gode, gamle rollespilsdage, hvor der blev bladret i farverige regelbøger og faldet i svime over illustrationer af sværdsvingende helte og kaglende baryler.

Jan anmelder ’Djævlens hjerte’

Lad mig starte med at sige, jeg kender Lars Kramhøft, der har forfattet ’Djævlens hjerte’ lidt. Det gør jeg bl.a., fordi Kramhøft er en fremragende forfatter og jeg var med til at give ham og makkeren Tom Kristensen en pris for deres horrortegneserie ’Made Flesh’, som Lars skrev og Tom tegnede, for nogle år siden.

Så er det på plads.

’Djævlens hjerte’ er første bind i serien ’Sortekunstens mysterier’ og foregår i en alternativ udgave af Danmark på Valdemar Atterdags tid. Vi er altså tilbage i den tidlige middelalder, hvor konger og, ikke at forglemme, herremænd herskede, og ridder delte tæv ud på deres vegne.

Vor hovedperson, der har det noget atypiske danske navn Damian, er arving til lenet Hadrun, og tror indledningsvis, at han skal efterfølge sin fader som lensherre. Ved lidt af et tilfælde opdager unge Damian, at faderen har noget andre planer og i det hele taget er en slemmer fyr. Man kan næsten heller ikke forvente andet af en herremand med navnet Magnus Drakensten.

Bogen er tiltænkt en aldersgruppe mellem de 14 og 16 år, men kan sagtens læses af voksne, om end nok ikke yngre børn. Kramhøfts fortid i horrorgenren fornægter sig nemlig ikke, og bogen er rimelig brutal til tider. Det ser vi bl.a. i indledning, hvor en kvinde uden de store dikkedarer bliver brændt på bålet. Så er tonen sat og vi er i gang.

Det er dog ikke gru, blod og død alt sammen. Kramhøft har alle dage haft en stil og en tone, der ofte er jævnt humoristisk. Humoren dukker også op i ny og næ i ’Djævlens hjerte’, selvom der som sagt på mange måder er tale om fantasyhistorie med ret markante horror træk. Linjer som ””Hvis du virkelig vil høre Guds stemme!” grinede han med munden fuld af svampe” er umådeligt morsomme. Synes jeg, om ej andet.

I det hele taget er sproget bogens store force. Kramhøft skriver godt. Seriøst godt. Replikkerne især er flydende og naturlige. Tonen balancerer på kanten af horror og humor, men formår alligevel at signalere middelalder og fantasy. Jeg kommer hele tiden til at tænke på Lars-Henrik Olsens ’Sagaen om Svend Pindehugger’ eller som Arne Larsen på Litteratursiden påpeger Walter Scotts ridderromaner.

Bogen er helt utroligt lækker med en flot forside af Mads Ahm – som jeg til min skam ikke har hørt om før – og i solidt hardcover. Den er dog trykt i et sjovt format, der minder lidt om en lommebog.

Alt i alt, så glæder jeg mig til næste bind i serien.

Ellekongen mm3

Det er altid en fryd at åbne bogpakker. Efter et hurtigt blik på omslag og bagsidetekst blev vi enige om at Mikkel skulle have den lyserøde og Rie den blå!

Mikkel anmelder ’Ellekongen’

’Ellekongen’ er skrevet af Signe Fahl og er første bind i serien ’Tågespind’. Romanen er 402 sider lang og udgivet af Forlaget Ulven & Uglen.

Rie og jeg fik en blå og en lyserød roman, og Rie valgte den lyserøde til mig, fordi den står godt til mit tandkød. Eller noget. Det var dog ris til egen Rie-røv, fordi jeg tror, min var den bedste faktisk. Til handlingen først!

Det er hårdt at være ung tjenestepige midt i 1700-tallet i en fiktiv sjællandsk (tror jeg) landsby. Karen er forældreløs og mistede sin bror som lille. Til gengæld er hun velrespekteret i huset hos husbond og madmoder, hvor dagene dog er lange og ensformige med malkning tre gange om dagen og et hav af andre tjanser. Frygteligt meget er der heller ikke at se frem til for Karen, der har vage drømme om at sejle bort, men til gengæld ingen illusioner om kærlighed og en fremtid som andet end tyende.

Men så sker der noget. Ja, det gør der jo. Ellers var det et kedeligt stykke Fantasy, men i min begrebsverden er dét det særlige ved Fantasy. Det er coming-of-age historier ved (oftest) den afsindige tærskel mellem barn og voksen, men fortalt metaforisk i mere eller mindre fjerne verdener og farer og modstand legemliggjort i eksotiske verdener – vilde landskaber, magiske væsener og almægtige fjender. I ’Ellekongen’ er det magiske element mosen og dets væsener i et ellers hyperrealistisk landmandsliv. I mosen er der store farer, men også store fristelser. Man kan blive forført og aldrig blive den samme. Man kan bedrive faustiske handler, hvis man kan finde den uhyggeligste skabning i dyndet, det altid er klar til at lokke de uforsigtige og de svage på afveje.

Karen er ikke svag. Hun er bomstærk, så da den mystiske Daniel pludselig dukker op i hendes liv og er sært dragende med sine mystiske kræfter og sine dybe øjne, er hun først afvisende, men opdager, at hendes snusfornuft og selvdisciplin langsomt eroderer. Hvem er han? Hvad er han? Karen giver efter, og det forandrer hendes liv og verden dramatisk og efterlader hende med et umuligt valg.

Der kunne skrives en afhandling om pigers spirende seksualitet i teenage-årene og de henved 100 antydninger i ’Ellekongen’ om fristelser, tab af rationalitet, berusende majfester, den lille død i den mørke mose, der anes i den mørke fremmedes øjne osv., men det er så ikke lige mig, der skal skrive den afhandling. De kødelige dele er meget stemningsmættede og indirekte. Der er mange nedfaldne blade, der knuges, mens der sukkes. Alt sammen meget smagfuldt og et spændende historisk indblik er det også. Bogen føles vanvittigt godt researchet. For en midaldrende sprognazist er det særligt dejligt med masser af gamle ord og vendinger forbundet med særligt gamle håndværk. Der bliver kartet og riet, men efterfølgende bliver pligter også vanskøttet. Ja, vanskøttet!

Jeg ville uden at tøve anbefale ’Ellekongen’ til en læselysten teenager eller ungdommelig voksen, men jeg ville frygte, om de holdt ved den. Den kunne godt være 50-100 sider kortere, og beskrivelserne af landbrug og håndværk er grundige med mange, fremmede ord. Til gengæld bliver den i bevidstheden lang tid efter læsning, fordi den er så anderledes i sit fantasy-element. Den låner af velkendte, danske eventyrtroper, som ikke skal afsløres her og kunne snildt bruges i skolesammenhæng med sin historiske og kulturhistoriske vinkel, men her er den nok simpelthen for lang.

Rie anmelder ’I døden og videre’

’I døden og videre’ er skrevet af Jakob Kokkedal og er første bind i serien om ’Den Trofaste Bror’. Romanen er 478 sider lang og udgivet af Forlaget Ulven & Uglen.

’I døden og videre’ er på sin vis en klassisk dannelsesberetning om en ung prins, der elsker bøger. Han er vokset op afskærmet fra det samfund, han er en del af – et samfund, der er præget af permanente krige mod mørkets mangfoldige skabninger – mørklinge, sortdværge, minotaurer og onde elvere. Kong Leods skrøbelige søn, den unge prins Eumon, møder den gamle og undseelige vandringsmand, Balt, som slås med sine egne dæmoner. Skinnet bedrager dog og gamle Balt bliver prins Eumons beskytter og mentor. Han får til opgave at hærde den unge prins til de kommende krige mod mørkets magter anført af den ondeste onde magerpræst, Weshu.

Genremæssigt er vi i den meget klassiske ende af fantasy, og selvom der er en fin rød tråd gennem fortællingen, er der ikke meget overladt til fantasien. Nu er der jo mange forskellige årsager til, at man drages af en specifik genre. Fantasy og science fiction har altid appelleret til mig, fordi de giver mulighed for at viske tavlen ren. Hvis intet var som nu, hvordan ville alting så være? Genrerne fordrer nysgerrighed – både hos forfatter og læser.

Fortællingen er stærkt inspireret af Tolkien – og mange karakterer forekom mig bekendte. Som Jan så rigtigt skriver, følger meget fantasy bestemte dogmer, og vi er her placeret i en for genren klassisk middelalderlig, mandsdomineret og brutal verden. Persongalleriet følger også velbevandrede stier. Således læser jeg i den unge Eumon Frodos uskyldsrene naivitet, og i den vævre bueskytte Bodi dukker billeder af Orlando Bloom som Legolas op i min bevidsthed. Og det er der jo som sådan intet galt med. Overhovedet.

Alligevel er det en udfordring at størstedelen af de karakterer, der skal bære fortællingen frem, kæmper for at slå igennem som helstøbte personer og ikke ekkoer af en arketype. De loyale riddere er næsten for trofaste, og Eumons naivitet grænser til det irriterende. Gamle Balt skiller sig i en vis grad ud, da han – trods de indledende lighedstegn med Tolkiens Traver – viser sig at være en mere kompliceret skikkelse. Han er leder af et særligt broderskab af krigermunke, en slags tempelriddere, der mister deres evne til at skelne mellem godt og ondt og derfor også deres Guds gunst. Balt lever derfor en ugudelig tilværelse, som mestendels består af usvævelige mængder alkohol og ekskrementer. Jo, du hørte rigtigt. Ekskrementer.

Jeg har ladet mig fortælle, at malende beskrivelser af diverse kropsvæsker er oppe i tiden. På den baggrund er der her tale om en meget moderne fortælling. Der er ikke sparet på henvisninger til blod, afføring og ja, andre kropvæsker. Både sprogligt og handlingsmæssigt, er der altså fuld smæk for skillingen. Og er man typen, der bevæges af et plot i et godt tempo og en handling beskrevet på linjerne og ikke mellem dem er ’I døden og videre’ lige sagen.

Boginfo

’Djævlens hjerte’ af Lars Kramhøft, 371 sider, Ulven &Uglen, 2017.

’Ellekongen’ af Signe Fahl, 402 sider, Ulven & Uglen, 2017.

’I døden og videre’ af Jakob Kokkedal, 478 sider, Ulven & Uglen, 2016.

Læs mere om fantasy som genre …

Har du lyst til at blive klogere på fantasy som genre, så kan du læse mere på Ulven & Uglens hjemmeside eller på Faktalink.

 

 

 

 

 

 

 

Litteraturens rolle på bibliotekerne

/ Jan M. Johansen / Skriv en kommentar

Forleden dag brugte jeg og en flok forfattere, biblioteksfolk og andre branchemennesker nogle timer i den smukke Fællessal på Christiansborg med at tale om litteraturens rolle på bibliotekerne til en konference arrangeret af Dansk Forfatterforening.

Udover jeg ikke overraskende altid er glad for at blive inviteret med til arrangementer, der handler om bøger og biblioteker, så var det også et ret interessant program, der kom viden om og var struktureret på en ret fin måde, så der var forskellighed og i hvert fald indledningsvis drive i konferencen.

Visby byder velkommen

Formand for Dansk Forfatterforening Morten Visby byder velkommen i den smukke Fællessal på Christiansborg.

4 korte vidensoplæg med indsigt og bid

Efter Morten Visbys velkomst startede programmet med 4 kortere oplæg med hvert deres fokus på litteratur. Inden vi går videre, så lad mig indskyde, det er en oplægsform, jeg varmt kan anbefale som en del af enhver konference. Det giver et godt afbræk og er en fin måde at formidle viden og erfaringer på uden det nødvendigvis tager et halvt døgn og 177 Power Point-slides. Det sidste er især vigtigt. Død ved Power Point er i sandhed en krank skæbne.

Professor Dan Ringgaard startede med et fint, koncist oplæg om, hvorfor litteraturen er vigtig. Ringgaard causerede over, at litteratur var noget, vi er fælles om, og at litteraturen ikke var bundet til den fysiske bog, men også levede i andre medier. Alt i alt et godt indledende oplæg, der på bedste vis satte ord på vigtigheden af litteratur og det skrevne ord.

Herefter overtog Tine Vind fra Slots- og Kulturstyrelsen podiet og dykkede med udgangspunkt i styrelsens tal ned i, hvad ved vi om bibliotekernes udlån af diverse materialer, samt præsenterede nogle godbidder fra den nye rapport om børns læsevaner. Vinds oplæg førte til lidt debat med salen, hvor statistikkens validitet blev diskuteret og der blev spurgt ind til, hvordan de samme tal kunne tolkes på så forskellig vis. CEPOS m.fl. bruger f.eks. tallene til at underbygge en fortælling om, det hele går forfærdeligt, mens Vind i sit oplæg stilfærdigt og med et lille smil påpegede, at udlånet faktisk steg fra 2014 til 2015. Hvilket ikke overraskende provokerede den del af publikum, der havde købt bibliotekskritikernes postulater om bibliotekernes krise, forfald og snarlige død.

Vind taltryller

Slots- og Kulturstyrelsens Tine Vind tryller og underholder med tal.

Næste punkt på dagsordenen var under overskriften ’Hvad gør litteraturformidlingen i dag?’, og her gav den vanligt skarpe Maria Louise Christensen, der er litteraturformidler fra Silkeborg Bibliotekerne og tovholder for netværk af litteraturformidlere, en tour de force rundt i de mange, meget forskelligartede formidlingstiltag, der er rundt om på landets biblioteker. Meget sigende var ikke et eneste af eksemplerne centreret på den brede litteratur, men på enten det mere smalle eller på læseoplevelser.

Maria Louise sætter ord på2

Silkeborg Bibliotekernes Maria Louise Christensen sætter ord på nogle af de mange formidlingstitag, der sker rundt om på landets biblioteker.

Forfatter og lektor ved SDU Trisse Gejl holdt det sidste af de 4 oplæg og talte om, hvordan kan litteratur ændre liv med udgangspunkt en række forsøg med litteraturen som helbredende kraft. Gejl var meget passioneret og fik næsten litteratur til at fremstå som et stof farligere end crack. Selvom det kan lyde lidt pudsigt, så er der nu et element af sandhed i det; litteratur under de rette omstændigheder kan flytte meget og rode op i ens indre liv. Ganske som der synes at være evidens for, at biblioterapi faktisk har en helbredende effekt.

Kaffe, netværk og debat

Ikke overraskende, så var der naturligvis kaffe og snak i korridorerne, inden Bo Green Jensen med vanlig flair for det danske sprog trak os tilbage til konferences virkelighed, hvor vi gik i gang med en længere snak om netop litteraturen på bibliotekerne.

Panelet bestod af politikere og debattører – helt konkret undertegnede, Mogens Jensen (S), Pia H. Friis (formand for Bibliotekschefforeningen), Rasmus Nordqvist (A) og Morten Visby (Forfatterforeningens formand). Jeg følte mig en kende let i panel med så prominente navne, skal jeg gerne indrømme, men påtænker skamløst at omtale mig selv som debattør fremover.

JMJ småsover

Deltagerne til den store paneldebat er linet op, og vanen tro ser jeg ud til, jeg sidder og småsover. (Foto: Sarah Hvidberg)

Nuvel, vi havde indledningsvis hver især 2 minutter til at svare på følgende 3 spørgsmål, nemlig:

  • Hvordan kan vi sikre, at bibliotekerne formidler andet end den mest iøjnefaldende litteratur?
  • Hvordan kan bibliotekernes litteraturformidling spille en rolle i at nedbryde den sociale arv og integration?
  • Hvordan kan vi opnå større koordineret (læse)indsats med politisk opbakning?

Anna Bridgwater var moderator – og i øvrigt vært for hele konferencen. Det gjorde hun godt og med overskud. Om end paneldebatten nok kunne have haft godt af en mere hård moderatorhånd.

Vi bevægede os nemlig desværre hurtigt væk fra de 3 punkter til en mere løs snak, og endte derfor med at bruge tiden på i al fredsommelighed at tale om en eventuelt kommende revision af biblioteksloven. Det var der som sådan ikke noget galt i, men der var ikke meget debat over det, og vi kom aldrig rigtig tilbage til det oprindelige udgangspunkt.

En af de mere interessant pointer kom, da Mogens Jensen helhjertet støttede op om bibliotekernes opsøgende arbejde. Det er en af mine egne kæpheste, at vi skal ud på skolerne, uddannelsesinstitutioner, foreningerne og hvad vi ellers har og ikke kun præsentere os og litteraturen, men netop hjælpe folk, hvor de er, og på den måde åbne biblioteket op og gøre det relevant for flere.

Alternativets Rasmus Nordqvist gentog flere gange, at bibliotekerne skulle sættes så fri som muligt, og ikke tøjres og tøjles af tung lovgivning med fokus på materialer og paragraffer, som tiden kunne løbe fra. Ikke overraskende var det også sød musik i mine ører.

Udover det, var der desværre langt mellem snapsene i debatten.

Afsluttende tanker

Helt for egen regning må jeg sige, at jeg naturligvis var og er beæret over at blive bedt om at deltage i konferencen. Foruden den fantastiske mulighed for at netværke og hænge kaffedrikkende ud i korridorerne på Christiansborg, så var det også fornøjeligt at få lov at oplade sin røst og give sit besyv med i en forsamling af politikere, kolleger og branchefolk.

Rammerne i Fællessalen på Borgen bliver ikke meget bedre, og gav en tyngde til konferencen. Det overordnede tema var stærkt og de 4 inviterede oplægsholdere var ligeledes stærke, og gav god indsigt i, hvad der rør sig rundt om.

På den negative side, så savnede jeg lidt bid og vid, noget modstand og kort fortalt mere passion. Den afsluttende debat blev som nævnt mere en venskabelig samtale, hvor vi langt henad vejen var enige og klappede hinanden på ryggen, end en egentlig debat. Jeg greb sågar mig selv i henrykt at udbryde ”jeg er lige blevet socialdemokrat” som reaktion på en af Mogens Jensens udtalelser. Selvom det er lidt skægt – ikke mindst når man ihukommer jeg er frådende liberal -, så er det måske ikke så godt, hvis man vil have lidt saft og kraft i en debat. Her skal meningerne gerne udfordres og netop med gejst diskuteres. Det blev de ikke her, desværre.

Og det er synd. For man kunne godt mærke, som biblioteksmenneske, at selvom vi har mange ting til fælles med f.eks. forfattere, så er vores syn på litteraturens forhold meget forskelligt. Den fysiske bog, kassationer og bibliotekernes (manglende) indkøb fylder meget i forfatternes liv, mens biblioteksfolk oftest hellere vil tale formidling og dannelse end nødvendigvis materialer.

Den debat, håber jeg, kan folde sig ud en anden god gang. Der er i hvert fald meget at tale om.

Årets 3 x 3 bedste bøger ifølge Jan

/ Jan M. Johansen / 1 kommentar

Undskyld. Jeg er en snyder. En svindler! En tølper uden anspor af en rygrad. Jeg har nemlig mere end tre bøger på listen. Plus jeg har brudt min egen dogmeregel om at læse flere danske bøger i fysisk form fremfor at sidde med snuden begravet i min Kindle.

Ja, jeg har heller ikke kunne beslutte mig for, om jeg skulle fokusere på faglitteratur eller skønlitteratur.

Som sagt, jeg er en ryggesløs drønnert, men her er mine bud på 3 skønlitterære bøger og 3 faglitterære bøger. Plus 3 engelske titler, der er værd at læse.

Du får altså ikke kun 3 af årets bedste bøger, men 3 x 3 af årets bedste bøger.

I hvert fald ifølge mig.

Skønlitteratur, når det er bedst

Som den skarpe læser utvivlsomt sporenstregs vil bemærke, så er bøgerne på listen ikke nødvendigvis udgivet i 2017, men jeg har dog læst dem alle i året, der er gået.

IMG_3163

Årets tre bedste skønlitterære bøger – krimi, absurditet og et drys science fiction

Den skønlitterære liste ser sådan ud:

  1. Den hengivne Hr. X
  2. Dark Matter
  3. Byen

’Den hengivne Hr. X’ fik jeg anbefalet på Facebook, da jeg efterspurgte bøger, der faldt lidt udenfor mine normale læsevaner. ’Den hengivne Hr. X’ er da også en anderledes kriminalroman, der tager udgangspunkt i kampen mellem en genial fysiker og en lige så genial matematiker, der hhv. kæmper for at beskytte en morder og afsløre denne. Kort fortalt. Der er naturligvis lidt mere i det. Det er en fremragende bog, og det skyldes, tænker jeg, i høj grad oversætterne, Jonas Steno Olsen og Mette Holm, der får sproget til at flyde, men alligevel formår at give bogen et særegent japansk præg. Sidstnævnte oversætter i øvrigt også Murakami.

’Dark Matter’ er skrevet af Blake Crouch og er, så vidt jeg ved, hans debut på dansk, om end vi kender hans arbejde fra tv-serien om byen Wayward Pines. (Se mere om den nedenfor.). I ’Dark Matter’ følger vi nok en fysiker, nemlig professoren Jason Dessen. Foruden et mysterium startende med Dessens kidnapning, så er ’Dark Matter’ en tour de force rundt i alternative verdener og de mange valg, vi hver dag træffer … eller ikke træffer. Crouch har en skarp pen og jeg håber at se mere til ham på dansk. Kan du lide et godt mysterium med en metafysisk eksistentiel vinkel, så er ’Dark Matter’ noget for dig. Er du bare en glad sci-fi nørd med en forkærlighed for en god historie, så er bogen også lige bogen for dig.

’Byen’ fik jeg også anbefalet på Facebook under min jagt på nye læseoplevelser, og det har jeg ikke fortrudt. Det er horroragtig, absurd magisk realisme som kun sydamerikanere formår at skrive. Sjovt nok er der en linje til ’Dark Matter’. Crouch har nemlig også som nævnt skrevet ’Wayward Pines’, der har lidt samme indledende fornemmelse som ’Byen’. I begge bøger følger vi en hovedperson, der farer vild i et kafkask mareridt af en mindre by, hvor der tydeligvis er noget fordækt under overfladen. Lektør Tina Schmidt skrev om bogen ”Køb, køb!”. Jeg kan kun supplere ved at sige ”Læs, læs!” Mere behøves der ikke sige som ‘Byen’.

Den hellige faglitterære treenighed

Som med den skønlitterære liste er der tale om bøger, jeg har læst i 2017, om end de alle er nylige udgivelser.

IMG_3161

Historie, samfund og politik gør gode bøger. I hvert fald i min verden.

Mine bud på årets tre bedste faglitterære titler er:

  1. Koldkrigere, medløbere og røde lejesvende
  2. Silkevejene
  3. Gåsen med de gyldne æg

Rosanna Farbøl har skrevet en intet mindre end fantastisk bog om Den Kolde Krig i Danmark og dens eftervirkninger på dagens politiske virkelighed. Bogen er ret neutral, så hvad end man nu måtte være ræverød eller kongeblå, så er bogen klart værd at læse. Du kan læse min anmeldelse her.

’Silkevejene’ har jeg også tidligere skrevet om på bloggen, men kort fortalt så handler den om, hvordan handel og kommunikation har bragt velstand med sig gennem tiden, samt hvordan Øst og Vest i umindelige tider har handlet med, lært af og i ny og næ bekriget hinanden. Fremragende bog, som du kan læse mere om her.

I min optik er Lars Tvede en af de mest oversete faglitterære forfattere i Danmark. Han har en skarp pen, en nærmest uovertruffen analytisk sans, og fremfor alt stor respekt for kilder og fakta. Han er på mange måde en dansk pendant til Niall Ferguson. Større ros kan jeg næsten ikke give. Det er dog værd at bemærke, Tvede er politisk, men ikke en af dem, der prædiker. ’Gåsen med de gyldne æg’ er en bog om, hvad der skaber og har skabt velstand. Det er en bog om liberalisme, mennesker, frihed og det samfund, vi har skabt og risikerer at tabe, hvis vi ikke er forsigtige. Den er, som Tvedes andre bøger, virkelig godt skrevet og stykket sammen, og den hviler på et solidt grundlag af kilder, viden og indsigt.

Den angloamerikanske verdens herligheder

Jeg læser en hel del bøger på engelsk. I det hele taget læser jeg virkelige mange angloamerikanske forfattere. Det er egentlig ikke en bevidst beslutning – jeg elsker f.eks. russisk litteratur -, men sådan ser det bare ud til at være.

IMG_3159

Sortgrå forsider er tilsyneladende et must, når man vil på listen over årets bøger.

Nuvel, her er tre bøger, som pt. ikke er at finde på dansk, men som er svært anbefalelsesværdige.

  1. The Square and the Tower
  2. Known
  3. Amazing stories of the space age

Niall Ferguson er min absolutte favorithistoriker. Han er vidende, velskrivende og kendt for at gå hårdt til vedtagne sandheder. Især når de hviler på et skrøbeligt kildefundament. Her er han dog lidt uden for sit normale virkefelt. ’The Square and the Tower’ handler nemlig om netværk, om hierarkier kontra grupper, og hvordan de har fungeret i samspil og strid gennem historien. I min optik er det en fremragende bog, der, hvis man er interesseret i netværk i en større sammenhæng, er et must at have stående i bogreolen. Alene Fergusons beskrivelse af Kissingers brug af netværk til at kæmpe sig forbi andre, på papiret mere magtfulde spillere i den amerikanske administration er guld værd.

Lisbet har skrevet om Known her, så den vil jeg ikke kommentere yderligere på. Andet end sige, det er en mageløs bog, hvis man arbejder på at skabe sig en rolle som autoritet eller ekspert på et givent område.

’The Amazing stories of the Space Age’ er en samling af drømmescenarier, kunne-være-blevet og planlagte tiltag i rumfartens historie. Vi kommer forbi baser på månen, atomdrevne rumskibe, russiske rumfærger og meget, meget mere. Alt sammen underholdende og indsigtsfuldt skrevet af Rod Pyle. Rent raketbrændstof for en glad rumnørd som jeg selv.

3 x 3 lister er det nye sort

Ok, jeg snød, men jeg håber, du kan tilgive mig. Ganske som jeg håber, der var lidt inspiration at hente mellem de 9 bøger.

Boginfo

Den hengivne Hr. X af Keigo Higashino, 307 sider. Udgivet på Modtryk, 2016.

Dark Matter af Blake Crouch, 390 sider. Udgivet på Gyldendal, 2017.

Byen af Mario Levrero, 183 sider. Udgivet på Skjødt, 2016.

 

Koldkrigere, medløbere og røde lejesvende af Rosanna Farbøl, 303 sider. Udgivet på Gad, 2017.

Silkevejene af Peter Frankopan, 756 sider. Udgivet på Kristeligt Dagblad, 2017.

Gåsen med de gyldne æg af Lars Tvede, 439 sider. Udgivet på Børsen Business, 2016.

 

The Square and the Tower af Niall Ferguson, 608 sider. Udgivet på Allen Lane, 2017.

Known af Mark W. Schaefer, 257 sider. Udgivet på Schaefer Marketing Solutions, 2017

Amazing stories of the space age af Rod Pyle, 341 sider. Udgivet på Prometheus Books, 2017.

 

At læse er at rejse

/ Jan M. Johansen / Skriv en kommentar

”Man maa ud der, hvor ikke alt er saa kendt og fortærsket. Derfor rejser jeg – og jeg gør det med Glæde, med de bedste Forhaabninger til fremtiden.” Mere rammende kan man næsten ikke beskrive udlængsel. Ordene er iranfaren Valdemar Damms, og udtalt i forbindelse med Damms afrejse til det daværende Persien i 1928.

Men Damms ord dækker på bedste vis også de følelser, og det overordnede rejsetema, der er i både Paul Therouxs ’Den store jernbanebasar’ og Morten Hansted ’Danske eventyr i Iran’ (hvor citatet i øvrigt stammer fra), samt i nogen grad også i Jonathan Franzens ’Længere væk’. Tre bøger, som jeg har tænkt mig at skrive lidt om i denne post. Jeg vil nemlig prøve noget så ambitiøst som at lave en tredobbelt anmeldelse med udgangspunkt i rejsebøger, der ikke rigtig er rejsebøger.

3 gode rejsebøger, og så alligevel ikke helt. Altså, rejsebøger. Gode er de nemlig.

To af bøgerne er nylige udgivelser og begge har tematiske overlap – f.eks. spiller jernbaner og Iran en rolle i ‘Den store jernbanebasar’  og ‘Danske eventyr i Iran’ -, mens den tredje, ‘Længere væk’ er en lidt ældre samling essays, hvoraf den ene handler om at rejse langt pokker i vold. Langt ud på en øde ø. Bogstaveligt talt.

Bøger betyder ikke overraskende noget særlig for mig. De fleste medier har i min verden sin force. Musik er humørforstærkende og giver mig oftest energi. Jeg har playlister til stort set alt. Film, derimod, har givet mig flere af mine rollemodeller (host, host, John Wayne). Mens bøger, ja, bøger, de har sneget eventyrlysten ind i mit ellers så konservative og forsigtige bibliotekarliv.

Sjældent har jeg været mere grebet af rejsefeber og lysten til at prøve noget nyt, som når jeg har læst en gribende bog. Den særlige kombination af følelser giver de tre bøger her mig. Jeg får lyst til at rejse, opleve nyt og frygtløst begive mig ud på de vilde vover.

Inden jeg kaster mig over at skrive et par linjer om hver af de tre bøger, så synes jeg, det er på sin plads med en cadeau til oversætterne af ’Den store jernbanebasar’ og ’Længere væk’, nemlig hhv. Tonny Vorm og Mich Vraa. Begge to har gjort et fabelagtigt arbejde og fortjener et klap på skuderen. Godt gået, gutter.

’Den store jernbanebasar’

Therouxs eventyr med alverdens tog er ualmindelig god læsning.

’Den store jernbanebasar’ er blevet beskrevet ganske rammende som en jernbane-odyssé. Theroux, der i øvrigt er en i særklasse velskrivende herre, tager os ud på en små fire måneders lang rejse med jernbaner tilbage i 1973. Fra London drager skribenten ud på sin færd og kommer bl.a. igennem Tyrkiet, Iran, Indien, Vietnam og Sovjetunionen, og møder et hav af finurlige karakterer. Sjovt nok, så tror jeg, de fleste togrejsende globetrotter vil nikke genkende til mange af Therouxs personskildringer og udfordringer selv mere end 40 år senere.

Beskrivelsen af Singapore, som William Gibson engang beskrev som Disneyland med dødsstraf, er især interessant. Theroux harcelerer over, at kommunikationsministeren taler om ”The Wired City”, hvor nyheder mm. snart kan levers digitalt over ledningerne, og gør sig nogle tanker om, hvorvidt det vil berøve det fysiske rum sine særegne træk OG føre til mindre frihed. Interessant, når man tænker på, bogen er skrevet tilbage i starten af 1970’erne. Gibson, der er kendt som en af cyberpunkens fædre, kunne næsten tænkes at have ladet sig inspirere af Therouxs betragtninger om Singapore og proto-netværkssamfundet. Under alle omstændigheder, så er det et godt eksempel på, at bøger i nogle tilfælde kan være evigtgyldige.

’Den store jernbanebasar’ er en meget subjektiv og personlig bog, men det gør den nu ikke dårligere, tværtimod. Beskrivelserne af toge, forholdene under rejsen, landende undervejs og ikke mindst menneskerne er fine, til tider også både sjove og skarpe, men fremfor alt sært inspirerende. Mine drømme om at tage det halve af verden rundt med Orientekspressen og den Transsibiriske Jernbane er kun blevet større efter at have læst om Therouxs genvordigheder og oplevelser.

’Danske eventyr i Iran’

‘Danske eventyr i Iran’ er både en smuk og interessant bog.

Iran har altid fascineret mig, og jeg er ikke den eneste. Så langt fra. Faktisk har mangen en dansker fundet det fjerne land fascinerende og tillokkende nok til at drage dertil for at søge lykken. Dem, deres tid og de mange prøvelser og glæder får vi et indblik i med Morten Hansteds smukke bog om danskerne i Iran.

Bogen giver et fascinerende og flot indblik i Iran fortalt gennem de mange danskere, der siden Carsten Niebuhrs store ekspedition i 1760’erne er draget dertil for at prøve lykken, samt belyser de forbindelser, der har været mellem Danmark og Iran gennem tiden. Foruden bagværk, så har danskere og danske virksomheder været med til at bygge jernbaner, fabrikker og med lidet held introducere iranerne for rutebilsdrift, samt, sært nok og med noget større held, fetaost.

Blot et af de smukke billeder i Hansteds bog.

Hansted har skrevet en flot og spændende bog om de danskere, der drog på eventyr og det land, der mødte dem. Det er ikke altid en lykkelig historie, og da slet ikke efter Revolutionen. Men præstestyret til trods, så sidder man efter endt læsning tilbage med opfattelsen af et folk, man næsten kun kan fatte sympati for og sikkert sagtens kunne finde sin egen lykke blandt. Hvis man ville ud, hvor alt ikke var så dagligdags og kendt, altså.

’Længere væk’

Længere væk skal tages ret bogstaveligt i Franzens mageløse samling af essays.

Franzen kan skrive. Hold da op, han kan skrive. Måske kan han være lidt langsom og tung som romanforfatter, men essays er en god ramme for den store amerikanske forfatter.

Over bogens tyve essays kommer vi vidt omkring, men især titelessayet gør indtryk. Det handler om at rejse langt pokker i vold, og er naturligvis også grunden til, jeg har bogen med her. Plus, jeg ville slå et slag for essays. Essaysamlinger er en overset genre i Danmark, ikke mindst, synes jeg, på bibliotekerne. Og det er både en synd og en skam, for der er nogle fremragende tekster at finde på hylderne under 04.863.

I ’Længere væk’ tager Franzen til Isla Alejandro Selkirk, der tidligere og stadig er lokalt kendt som Más Afuera, hvilket betyder, tadah længere væk. Og længere væk er meget rammende. Øen er en del af Juan Fernández-øerne, der ligger små 700 km ude i Stillehavet vest for Chile, og tæller i øvrigt også Robinson Crusoe-øen. Meget længere væk kommer man ikke.

Grunden til Franzen kaster sig ud i sin egen robinsonade er, at en af hans nære venner har begået selvmord, og Franzen derfor trænger til at få det hele lidt på afstand. Den gode forfatter viser sig at være en glad amatør ornitolog, så valget falder på Længere Væk, der bl.a. er kendt for sin fuglebestand. Ikke overraskende må Franzen kæmpe med vejret, terrænet og ensomheden, men essayet slutter med, at Franzen genfinder sig selv, sin energi og sin glæde ved andre mennesker.

Som introvert ekstraordinaire kan jeg sætte mig ind i behovet og ønsket om at kommer langt, langt væk fra alt og alle, men også den fantastiske fornemmelse, det er, at få ladt op og begynde at savne andre mennesker igen. Det er en af de gode ting ved at rejse ud i verden, nemlig at komme hjem igen.

Og kan man ikke rejse bort fra alting, så kan man heldigvis læse. Det er på sin vis også at rejse. Ikke mindst, når folk som Theroux, Hansted og Franzen fører pennen.

Boginfo

’Den store Jernbanebasar’ af Paul Theroux. Oversat af Tonny Vorm. Udgivet på C&K Forlag. 381 sider. 2017.

’Danske eventyr i Iran’ af Morten Hansted. Udgivet på Gyldendal. 263 sider. 2017.

’Længere væk’ af Jonathan Franzen. Oversat af Mich Vraa. Udgivet på Gyldendal. 324 sider. 2013.

 

Får, ulve og nyttige idioter

/ Jan M. Johansen / 1 kommentar

Anmeldelse af Rosanna Farbøl: ‘Koldkrigere, medløbere og røde lejesvende.’ Faglitteratur. 302 sider. Gads Forlag. 12. juni 2017.

Tiden synes aldrig at løbe fra et godt slagsmål om Den kolde Krig. Slet ikke, hvis man er gammel nok til at have været politisk aktiv i perioden. Det ståsted og de holdninger, man havde dengang, da NATO og Warszawa-pagten stod klar til at udradere hinanden og det meste af planeten, kan stadig forarge og føre til en hidsig debat mennesker imellem.

Det drejer sig nemlig om, hvem der egentlig vandt, men fremfor alt om, hvem der havde ret. Den front løber stadig gennem dansk politik i dag, hvor, hvor tre gruppering slås om deres historiske eftermæle.

Anmelderen arbejder hårdt, mens man i det fjerne kan ane det tematisk passende, højrøde krus fra Arbejderen.

Man skulle ellers mene, Den Kolde Krig var suverænt vundet, de onde sovjetter ej mere og kommunismen smidt på historiens mødding. Det kunne man i hvert fald nemt foranlediges til at tro. Men nej. Sådan er det ikke.  Langt fra, faktisk.

Stort set siden Berlinmurens fald i november 1989 har tre politiske interessefællesskaber kæmpet indædt om, hvordan de og deres rolle under Den Kolde Krig skulle beskrives i historiebøgerne. Og til trods for, der er hældt millioner af kroner og utallige mandetimer i at klar- og blotlægge Danmarks og danskernes rolle under Den Kolde Krig, så er der ingen officiel fortælling, der endegyldige kan lukke og slukke diskussionen.

Den Kolde Krig er mere end bare historie …

Og netop denne følelsesladede og ofte meget personlige konflikt er kernen i Rosannas Farbøls svært læseværdige bog ’Koldkrigere, medløbere og røde lejesvende’. Bogen er bygget tematisk op fremfor kronologisk, så man f.eks. får hele historien om Bent Jensen og Center for Koldkrigsforskning på en gang osv..

Farbøl belyser nøgternt og med et generelt afbalanceret blik for nuancer, hvordan fortællingen om Den Kolde Krig er blevet til en nutidig kampplads for værdier og holdninger. På den ene side står de borgerlige, der ser sig selv som sejrherrer i en kamp mellem det gode og det onde. På den anden side, en USA kritisk venstrefløj, som ser sig selv som misforståede. Mens en tredje gruppe af radikale og socialdemokrater er fanget et sted i en gråzone mellem de to skarpt optrukne fronter, og måske i virkeligheden helst vil tale om alt muligt andet.

Lad det være sagt med det samme, jeg hører til den borgerlige fløj, hvor Reagan og Thatcher er de store helte og den tids danske venstrefløj nogle ryggesløse tølpere. Den holdning ændrer Farbøl overordnet ikke ved, men hun formår at give et indblik i venstrefløjens tanker og motiver, og det er bogens styrke.

Oh, de gode gamle dage, da de voksne bestemte.

Den nøgtern og meget neutrale tone gør også at nogle dele af bogen rammer hårdere end, hvad man skulle tro. F.eks. føler jeg stor sympati for Bent Jensens mange genvordigheder med at få adgang til kilder og få skrevet ’Ulve, får og vogtere’, mens PET m.fl. fremstår fodslæbende og til tider direkte obstruerende. I det hele taget er det interessant at få et indblik i, hvad historieforskning betyder for politik og vice versa.

Især det sidste er svært fascinerende. Her kan fortællingen om, hvad der er op og ned under Den Kolde Krig bruges til at sværte eller underbygge nutidige politiske og moralske positioner. Farbøl indleder et af bogen kapitler med Orwells rammende ord om samspillet mellem fortid, fremtid og nutid: ”Who controls the past controls the future. Who controls the present controls the past.” Netop kontrollen over nutiden og fremtiden gennem fortiden er essensen af bogen og forklarer på bedste vis, hvorfor Den kolde Krig stadig betyder og fylder så meget. Og hvorfor debatten bølger op og ned i intensitet alt efter politiske strømninger i nutiden. Anders Fogh Rasmussen så sig f.eks. som en kulturkriger og brugte Danmarks rolle under Anden Verdenskrig og i nogen grad Den Kolde Krig til at føre en mere aktivistisk udenrigspolitik og sammen med Dansk Folkeparti at slå især Socialdemokraterne i hovedet med fortiden.

’Koldkrigere, medløbere og røde lejesvende’ er en anbefalelsesværdig og virkelig velskreven stykke faglitteratur, der formår at fortælle, uden at belære. Bogen er et flot eksempel på, hvad netop faglitteratur kan, nemlig give indsigt i og viden om emner og holdninger, man måske ikke umiddelbart forstår eller kender. Jeg håber at se meget mere fra Farbøls hånd.

 

 

Bag om bloggen: Hvem er Jan?

/ Jan M. Johansen / 1 kommentar

Introduktion: Jan forlod postvæsenet til fordel for folkebiblioteket. Det er vi mange, der værdsætter. Til gengæld har han altid været tro mod DSB. Born to pendling! Han er et af de mest produktive mennesker, jeg har mødt, og formår at sætte gang i og moderere debatter om bibliotekspolitik. Det har jeg afgrundsdyb respekt for. Læs om Jans rejse fra posten til debatter om bibliotekets rolle i det post-faktuelle samfund. Og hallo: Jan løfter på låget. Han skriver også skønlitterært! /Lisbet

Et sted mellem Ringsted og Næstved i det sydlige Sjælland ligger en lille by ved navn Haslev. Ja, en mindre provinsby er nok den bedste beskrivelse. Her er jeg født, opvokset og trådte mine litterære barnesko.

Og litterære barnesko er ikke et helt skævt, om end måske lidt pompøst udtryk. Jeg var så heldig at begge mine ikke-akademiske forældre – min mor var i hjemmeplejen og min far snedker – holdt meget af bøger og af at læse. Min far læste med stor fornøjelse ’Conquest’ og ’Bill & Ben’, mens min mor var og er mere til krimier. Jeg fik også fra en tidlig alder læst højt for mig, så bøger fyldte allerede fra barnsben meget i mit liv.

Dog var det med skolebiblioteket på Grøndalsskolen, jeg for første gang kom i kontakt med et bibliotek og den tilsyneladende endeløse verden af bøger. På første sal i en af de røde murstensbygninger lå skolebiblioteket. Det var ikke imponerende stort eller havde et kæmpe udvalg – sådan er det jo gerne med skolebiblioteker –, men min glæde ved bøger (ok, indrømmet, tegneserier) blev dog vakt samen med en dyb værdsættelse af biblioteket som frirum.

Skovmandsskjorter var i en tidlig alder en fast del af min garderobe.

Den glæde og påskønnelse tog jeg ret hurtig med mig over på Haslev Folkebibliotek, der dengang lå i en småslidt og egentlig heller ikke særlig stor murstensbygning. Dog en gul en af slagsen, hvor man som med skolebiblioteket helst hverken skulle ses eller høres. Nu ligger biblioteket i Haslev i en stor, højloftet rød murstensbygning og er fyldt med liv og leben, som det heldigvis hører sig til med biblioteker i dag.

Mellemspil og tabte år i Postens klæder

Det tog mig et stykke tid at finde min hylde. Næsten 15 år, faktisk. Jeg blev matematisk student, var lidt ude i verden, tog en handelsskoleeksamen oven i – det kunne man på et år dengang – og arbejdede vel en 10 år og lidt til i den dengang hæderkronede etat Post Danmark.

I 2006 skulle min stilling på Midtsjællands Postcenter i Ringsted dog flyttes til København, og på trods af, jeg i flere omgange havde boet i hovedstaden, så synes jeg ikke, jeg brændte for at pendle løs igen. Oh, the irony. For pendle skulle jeg godt nok komme til at gøre stort set uafbrudt med undtagelse af et par år på Ringsted Bibliotek lige siden.

Set med bagklogskabens skarpe blik, så var ændringen af tjenestestedet nok en gave fra himlen og den undskyldning, jeg længe havde søgt efter for at slippe ud af den postale uniform. Jeg sagde i hvert fald op og begyndte efterfølgende på biblioteksskolen. I København.

Det var mit livs klogeste og ubestridt bedste beslutning, også selvom barren måske ikke er sat så højt. Ikke nok med jeg endte med at få nogle af mine absolut bedste venner i årene på biblioteksskolen, så fandt jeg endelig min hylde.

Bogsnak, projekter og gøgl

Biblioteksvæsnet er i virkeligheden nok mere et kald for mig end en egentlig hylde. Det er et af de steder, hvor jeg kan boltre mig med mine hobbyer, dyrke mine interesser (Læs: drikke kaffe i et væk. Oftest sågar gratis.) og lade mit netværks- og gøglergen komme uhæmmet til live. Ikke mindst de sidste to år, hvor jeg har slået mine folder i Odense Bibliotekerne. (Se, jeg sagde det jo, det der pendleri hænger ved.)

Efter 2 år i Odense Bibliotekerne er jeg simpelthen blevet så blasert, at jeg uden skam i livet står og sover for åben skærm. (Foto: Finn Wraae, OBIB)

En stor del af min tid går efterhånden med projektarbejde og hvad jeg kalder gøgl, men i virkeligheden nok nærmere er sceneoptræden, oplæg og foredrag om dette og hint. Bl.a. har jeg sammen med mine kolleger Michael Linde Larsen og Camilla Faieq Jensen fornøjelsen af at boltre os på BogForum og være værter på Det Store Bogshow (som jeg har skrevet om andetsteds). Det var ikke just den vinkel, jeg havde regnet med, mit virke skulle tage, og oprindeligt var jeg noget nær lammet af angst over at skulle stå med en mikrofon i hånden, men det er sjovt som ting tager uventede drejninger.

Udover det, så bilder jeg mig selv, og gerne også alle andre, ind, jeg ved en masse om nyhedsbreve, sociale medier især og lidt om podcast. (Min beskedenhed vil næsten ikke ende tage, hører du nok.) Sidstnævnte er lidt min nyeste kæphest og noget, jeg kan mærke en næsten endeløs passion for.

Som Lisbet (og Mikkel) var jeg også så heldig at blive involveret i Bogsnak-projektet, som bloggen her udspringer af. Den dag i dag er jeg stadig ikke helt sikker på hvordan. Jeg var ikke med i den oprindelige projektgruppe, men pludselig begyndte Mikkel at inviterer mig med til møder og anden kalas, og da der var gratis kaffe, sagde jeg naturligvis sporenstregs ja.

Heldigvis. For det er grunden til jeg sidder og skriver dette, og har mødt en masse gode folk rundt om i det litterære land. Ikke mindst mine tre medbloggere på Bogsnak, som jeg for alt i verden ikke ville undvære.

Hvad skriver jeg om

Hvad skiver jeg ikke om, kunne man fristes til at spørge. Foruden at blogge på Bogsnak, så har jeg indtil for nyligt skrevet klummer til Ugeavisen Odense og skriver fortsat klummer til BogMarkedet. Derudover blogger jeg under mit nom de plume som Den Grå Bibliotekar om biblioteksrelevante emner (og hvad der nu måtte falde mig ind) og sideløbende på den bibliotekspolitiske blog Bloglioteket.

Jeg også har en ambition om engang … forhåbentlig … måske … at forsøge mig med at forfatte lidt skønlitteratur i de fantastiske genrer.

MEN på Bogsnak håber jeg at skrive en del om science fiction, horror og faglitteratur, samt formidling og om bibliotekets rolle og fremtid. Ikke at jeg ved noget om det, men smid 25 øre i mig og jeg fabler lystigt løs det halve af natten. Som med det famøse infinite monkey theorem, så skal der nok komme en forståelig sætning ud af det engang imellem. Måske.

Om ikke andet, så er det i hvert fald lykkes mig at nedfælde næsten 1.000 ord om mig selv. (Hvilket nok er 717 for mange.)

Det er sjældent, man finder mig uden et kaffekrus i poterne og med et niveau af koffein i blodet, der ville sende et næsehorn på skadestuen.

Om Jan M. Johansen

Jan er bibliotekar, først i fyrrerne og bidt af de fantastiske genrer. Når han ikke forsøger at lokke sagesløse odenseanere til at læse horror, science fiction eller fantasy, så blogger han lystigt løs, skriver klummer for Bogmarkedet, podcaster, holder oplæg og drikker virkelig, virkelig meget kaffe.

 

Silke, velstand og vejen dertil

/ Jan M. Johansen / 1 kommentar

Anmeldelse af Peter Frankopan: ‘Silkevejene.’ Faglitteratur. 750 sider. Kristeligt Dagblads Forlag. 24. marts 2017.

Må jeg betro dig noget? Jeg synes, vi læser for lidt faglitteratur herhjemme. Nok kan vi lære en masse af skønlitteratur, men faglitterære bøger som Peter Frankopans ’Silkevejene’ er ikke kun en fantastisk oplevelse at læse, nej, det er viden og i nogen grad visdom i et.

Bedre bliver det jo næppe, tænker jeg.

“Det er let at presse fortiden ned i en form, som vi finder praktisk og tilgængelig,” skriver Frankopan på side 51-52, og det har han ret i på mange planer. I dette tilfælde har han presset fortiden og desværre også lidt af nutiden ned i den kendte og elskede bogform.

Den mangelfulde og eurocentriske verdenshistorie

Som knøs kiggede den unge Frankopan ofte på et verdenskort på sin væg og fantaserede om de eksotisklydende steder, der var nævnt på kortet. Skuffelsen indtrådte dog hurtigt, da Frankopan opdagede, at historieundervisningen i skolen aldrig handlede om disse fjerne, spændende steder, men altid tog udgangspunkt i Europa og i ny og næ Amerika.

Heldigvis for os, fristes man til at sige, for den skuffelse førte til en livslang fascination af Østen og Centralasien, hvilket år senere har givet os denne bog. Selv mindes jeg også at være svært fascineret af steder som Persien, Babylon og det fjerne Kina gennem det meste af mit liv, men mængden af tilgængeligt materiale synes noget pauvert.

Hvilket egentlig er lidt sært, for der er ingen tvivl om, at Østen og Centralasien har spillet en overset rolle i verdenshistorien – i hvert fald som fortalt af os vesterlændinge -, hvor de ellers, hvis ret skal være ret, burde have haft en nærmest dominerende hovedrolle i lange stræk af verdenshistorien.

Silke – en hård valuta

Silkevejen dækker ikke over én rute, eller vej, men over et netværk, også til søs, af handelsruter, der bandt den kendte verden, altså Europa, Asien og i nogen grad Afrika og Mellemøsten sammen.

Navnet er på mange måder både retvisende og misvisende, for der blev handlet med meget andet end silke, men silkes vigtighed kan ikke understreges stærkt nok. Frankopan nævner på et tidspunkt, at silke blandt andet blev brugt som betalingsmiddel flere steder og sågar som sold til soldater. Men mestendels var silke et luksusgode.

”En kvinde kunne med sin ærlighed i behold hævde, at hun ikke var nøgen, når hun var klædt i silke.” Silke var så luksuriøst et produkt, at det ofte gennem historien ligefrem vakte moralsk fordømmelse.

Begrebet ”Silkevejen” stammer i øvrigt fra 1877 og blev første gang brugt af den tyske geograf Ferdinand von Richthofen, og som nævnt spillede silke en vigtig rolle for handlen mellem Europa og Østen, men alt lige fra krydderier, glas, tæpper og hel- og halvfabrikata flød langs haldelsruterne samen med, og det er i virkeligheden nok det vigtigste, viden, kultur og religion.

Så selvom handel var Silkevejens eksistensberettigelse, så førte handlen meget mere med sig. Frankopan gør da også en del ud af at beskrive, hvordan religioner og filosofiske retninger er blevet spredt langs silkevejene, og hvordan de har påvirket hinanden. Dét er spændende læsning og for mig lidt af en epifani.

En god start, men svag slutning

Bogens styrke er i min optik klart de indledende kapitler, der beskriver områderne langs silkevejenes tidligste historie, og de bånd, der allerede i oldtiden bandt den kendte verden sammen. F.eks. fandt jeg det spændende at læse om Romerrigets ret ekstensive kontakt med Kina, Indien og Sri Lanka. Ganske som jeg aldrig havde hørt om Kashgar eller sogdianerne – et handelsfolk med base i området omkring Samarkand.

Vi kommer i det hele taget vidt omkring sammen med Frankopan, og når også at få et indblik i skabelsen af Holland som nation, striden mellem de italienske handelsbyer, ikke mindst Venedig og Genua, englændernes adfærd i Iran i tiden omkring og efter Anden Verdenskrig og meget mere.

I de senere kapitler, der dybest set omhandler samtidshistorie, er Frankopan ikke på sammen måde båret af ren fortælleglæde og uspoleret historisk viden, ganske som han også, uden tvivl i et forsøg på at være objektiv, fremstår som noget af en kulturrelativist. F.eks. virker han foruroligende glad for Iran og synes meget lidt kritisk overfor præstestyrets handlinger, mens Vesten med liberal hånd får på puklen for dette og hint.

Man mærker ret tydelig, at Frankopans ressortområde er fast forankret i fortiden, mens nutiden er mere præget af holdninger end indsigt. Det ses ikke mindst i det afsluttende kapitel ”Den nye silkevej”, hvor Frankopan er en kende for optimistisk på Østens vegne og for fokuseret på olie og kul.

Mere interessant, ikke mindst temaet for bogen in mente, havde været et kig på Kinas forsøg på at genoplive Silkevejen med massive investeringer i vej- og togruter fra Østen til Europa. Transportmagasinet beskrev i marts, hvordan den lange landrute mellem Kina og Europa oplever en renæssance, da godstransport ikke kun er et billigt, mens også tidsmæssigt et stærkt alternativ til sø- og luftfragt. Den vinkel havde jeg hellere set belyst i bogens sidste kapitler, i stedet for Frankopans måske lidt banale politiske pointer.

(Er man i øvrigt interesseret i (nyere) økonomisk historie kan jeg klart anbefale Niall Ferguson eller danske Lars Tvede.)

Summa summarum

I et interview med Weekendavisens Adam Holm (’Vestens blinde øje’, 12. april 2017) sagde Frankopan: ”Det er ikke min hensigt at politisere! Hvordan den historiske viden skal forvaltes og bruges eller misbruges i politisk henseende må andre tage sig af. Jeg konstaterer blot, at globalisering har eksisteret væsentlig længere, end vi tror. Det er ikke en værdi i sig selv, men et simpelt faktum. Jeg spørger blot: Hvordan skal vi tilgå de centralasiatiske lande og Kina og Indien, hvis ikke vi forstår deres historie?”

Gode pointer, og ’Silkevejene’ giver i bogen første halvdel et spændende indblik i en underbelyst del af verdenshistorien, men skuffer lidt i sidste halvdel, hvor Frankopan bevidst eller ubevidst kommer til at politisere. Dog vil jeg til enhver tid anbefale at læse ’Silkevejene’. Kritikken til trods, så ér den velskrevet, interessant og sikkert også lidt af en øjenåbner for mange.

 

 

 

De litterære 90’ere og glæden ved dem

/ Jan M. Johansen / Skriv en kommentar

På min dåbsattest står der 1974. Det betyder, jeg trådte mine barnesko i 80’erne og nærmede mig et stadie af voksenhed i 90’erne. Begge årtier betyder derfor meget for mig og må nok også siges at have bidraget en del til min udvikling – eller mangel på samme vil skarpe tunger nok indskyde knap så diskret.

Nå, tilbage til de litterære 90’ere.

Her læste jeg blandt andre Robertson Davies’ værker for første gang. Så vidt jeg husker, udkom bøgerne i 90’erne, men er oprindelig skrevet i 80’erne, så på sin vis er det de perfekte bøger i denne sammenhæng.

Orfeus’ Lyre er et fremragende eksempel på Davies’ skrivestil og angelsaksiske vid.

Robertson D – den canadiske kæmpe
Davies er en af mine absolutte yndlingsforfattere. Der er få som han, der kan skabe personportrætter, ja, nærmest levende billeder af svagt dysfunktionelle, men charmerende og skæve mennesker fra især de akademiske cirkler.

For eksempel i Cornish-trilogiens sidste bind – ’Orfeus’ Lyre’ – sidder en gruppe bestyrelsesmedlemmer i en fond og diskuterer, hvorvidt og hvorfor fonden skal støtte opsættelsen af en ikke-færdiggjort opera:

”Fordi denne bliver en ganske speciel opera.”
”Hvorfor? Fordi komponisten døde, inden han var kommet ret langt?”

Den lidt tørre, skæve humor er meget typisk for Davies og ikke mindst de karakterer, der befolker hans bøger. Ganske som jeg også tænker, det er ret typisk for de bøger, der greb og fascinerede mig i 90’erne. Det er måske ikke just minimalistisk, men det er skævt, skørt og eksistentialistisk.

Davies var canadier og hverken hans litterære angelsaksiske rødder eller hans rolige canadiske væsen fornægter sig, når man læser hans bøger. Der ligger også et skær af magisk realisme over mange af Davies’ værker, hvilket kun gør dem endnu mere særegne og charmerende. Igen tendenser, der går igen i mange af de forfatterskaber jeg efterfølgende kan mærke har sat sine spor. Rushdie, Reuter, Borges og Allende vil nok altid have en særlig plads i mit hjerte af den årsag.

Davies’ bøger har efterhånden nogle år på bagen, men de kan stadig varmt anbefales. Jeg er er hvert fald stadig ret pjattet med dem.

Det sjove ved Davies er, at foruden han ramte mig som et løbsk litterært godstog omkring 1995, så husker jeg en linje fra en af hans bøger, som virkelig satte sig fast og ændrede min måde at tænke på; ”du skal altid huske dine motiver for at sige det, du gør.” Jeg kan ikke huske i, hvilken bog linjen optræder eller om den i virkeligheden ER fra en af Davies’ bøger, men jeg vil altid forbinde den med Davies’ forfatterskab. Det var også her, jeg for alvor lærte noget af litteratur.

Den typiske 90’er litteratur
Når vi taler om 90’ernes litterære glæder og skæve eksistentialisme, så kommer vi ikke ude om Benn Q. Holms ‘Hafnia Punk’ og Nick Hornbys ‘High Fidelity’. Udover det er to fremragende forfattere, så har deres værker det til fælles, at jeg i den grad kunne spejle mig i hovedpersonernes liv og levned. Det var drenge forklædt som mænd, der kæmpede med at blive voksne. Holm og Hornby gjorde også bruge af en række karakteristiske greb og tematikker for 90’erne litteratur, nemlig:

  • Den begyndende globalisering – verden ligger for vores fødder
  • Eksistentialisme – hvad er meningen med livet (det er 42 i øvrigt)
  • Fokus på individet og dets problemer
  • Hverdagen – det handler om de små, nære ting
  • Magtesløshed – følelsen af at være uden ror, mening og mål
  • Minimalisme – virkeligheden set gennem enkle handlingsforløb her og nu oftest med knappe persontegninger og med rig mulighed for fortolkning
  • Skøre typer – livet er surrealistisk og mennesket ligeså
  • Socialrealisme – men ikke som i 70’erne; her er den minimalistisk og oftest surrealistisk (eller magisk realistisk)

To af de helt store 90’er forfattere; Hornby og Holm

90’erne var også præget af en særlig ånd. Vi frygtede ikke længere atomkrigen skulle bryde ud hvert øjeblik – Muren var faldet og Sovjetunionen ligeså – og vi var endnu ikke trådt ind i terrorens tidsalder – de to tårne knejsede stadig smukt over Manhattan. Alt var godt og fuld af liv. Sådan da. For i samme periode fald Jugoslavien fra hinanden, og selv om det bragte Danmark til EM i fodbold, så vil jeg aldrig glemme den følelse af magtesløshed, der fulgte i kølvandet på myrderierne på Balkan.

Men tilbage til bøgernes trygge verden.

Mens jeg sidder og skriver dette, og drømmer mig bort til en længst svunden ungdom, så slår det mig, at 80’erne og 90’erne også havde noget til fælles mere overordnet. 90’erne synes nemlig at trække på 80’erne og forstærke det foregående årtis tendenser. Ikke mindst de kulturelle.

I en artikel på Litteratursiden helt tilbage fra 2002 (dét er dælme også snart længe siden) skrev Rane Knudsen følgende; ”Generelt kan det siges om 90’erne, at tendenser, der har eksisteret i flere årtier, forstærkes i dette årti. Der tænkes her navnlig på en generel nedbrydning af skellet mellem finkultur og populærkultur, et fænomen som ikke kun forekommer i litteraturen, men også i film, tv og populærmusik mm.”

Det er The Simpsons vel nok det bedste eksempel på.

Knudsen fortsætter med at fremhæve Peter Høeg som et eksempel på, at en forfatter kan være både elsket af anmeldere og læsere på en og samme tid. I samme åndedrag kunne man også nævne Michael Larsen. Sidstnævnte er nok mere repræsentativ for 90’erne end Høeg, i kraft af humoren, skrivestil og brugen af popkultur.

Og det er det, jeg altid vil huske 90’erne for: min litterære vækkelse og fornemmelsen af, at verden var skæv, men fuld af muligheder.

Det er slet ikke dårligt med sådan et trip down memory lane trods alt.

Det gode gys – derfor er horror godt for dig

/ Jan M. Johansen / 1 kommentar

Det er ved at være den tid på året, hvor Dansk Horror Selskab uddeler sin pris for årets mest uhyggelige udgivelse, nemlig Årets Danske Horrorudgivelse, og som medlem af det hæderkronede selskab og generel elsker af gys og gru, så er det ikke overraskende en herlig tid for mig.

Men hvorfor elsker jeg (og så mange andre) at blive skræmt halvt til døde?

Det er der flere gode grunde til. Et godt gys er ikke kun uhygge, det giver også en efterfølgende god fornemmelse – man overlevede jo prøvelsen og så belønner ens hjerne en med en strøm af dejlige kemikalier. Det giver også en fornemmelse af fællesskab og sammenhold, hvis man oplever rædslen i selskab med andre. F.eks. ved at se en gyserfilm sammen. Det er ikke uden grund, generationer af håbefulde unge mænd har halet intetanende kvinder (og kommende kærester) med i biografen for at se en gyser.

Hulemænd og lærdom

Vores indre hulemand elsker at mærke pelsen sitre. Det er et tegn på, man er i live, men samtidig er fiktionens univers også en tryg og sikker måde at lære på. Neil Gaiman nævnte engang, at gode historier var en langtidsholdbar måde at videregive viden fra generation til generation, og det ser vi også med gysere. Gys lærer os, at sygdom er farlig, at man skal holde sig fra gravpladser og store pelsede ting med lange kløer og foruroligende mange tænder.

Både som børn og voksne elsker vi også at blive skræmt. Det gør hverdagen mindre skræmmende, og vi kan lege med de ting, der skræmmer os. Et godt gys kan få en ellers skræmmende hverdag, hvor vi har et minimum af kontrol eller indflydelse til at virke velsignet normal. Har man ladet sig skræmme halvt til døde af motorsavssvingende psykopater iklædt menneskehud eller jage rundt på en hjemsøgt gravplads af vredladne gengangere, så virker Gyda på kommunens jobcenter eller Søren Slambert fra Fritteren pludselig ikke helt så slemme mere.

Det er altså i nogen grad muligt at projicerer sine hverdagsproblemer over på en karakter fra en bog eller en film, eller i hvert fald udvikle en form for mekanisme til at takle skræmmende udfordringer og skærpe vores sanser. Det er nemlig ældgamle forsvars- og overlevelsesmekanismer, der udløses af stresshormoner og angst, der kommer i spil, når vi lader os skræmme. Mekanismer, der på mange måder er avlet ind i knoglerne på os. De af os, der har været tilbøjelige til at være ekstra vagtsomme om natten eller når noget virkede forkert, overlevede og fik børn. Det er med andre ord mere Darwin end Freud, der gør, vi reagerer, som vi gør og elsker gys og horror.

Vi er simpelthen genetisk programmeret til at nyde det lille gys, fordi det er sundt – det træner os og styrker vores reflekser. I det hele taget er de psykologiske mekanismer mange, hvilket gør velskreven horror til god litteratur på mange niveauer.

Horror er altså godt for os, og heldigvis har vi også en stærk tradition for gys og horror i Danmark.

Tellerup

Et udsnit af nogle af de mange, mange danske horrortitler.

Den danske tradition – når gys bliver horror

Man kommer ikke uden om, at dansk horror i dag skylder Dennis Jürgensen en masse. Om ikke andet har de fleste mennesker i min alder i hvert stiftet bekendtskab med ’Grønne øjne’, ’Tingen i cellen’ og andre af Jürgensens klassiske gysere. Personlig blev jeg skræmt til noget nær døde af Jürgensens gysere, men de gav mig blod på tanden, og heldigvis ramte min interesse ind i en strøm af nye bøger.

For i midt-90’erne dukkede der en stribe gode, nyskabende danske gyserforfattere op. Især tre stikker ud, nemlig Steen Langstrup, Patrick Leis og nu desværre afdøde Grete Roulund. Roulunds ’Setans Porte’ og Leis’ ‘Bag masken’ fra 1995, samt Langstrups ’Kat’ fra 1996 indvarslede en ny tid for dansk gys. En tid, hvor gyset stille og roligt blev til horror, og dermed for voksne.

Grete Roulund nåede at udgive en del bøger inden sin død i 2004, og mange af dem bevæger sig i stil og tematik omkring horror, bl.a. romandebuten ’Blackhawk’ fra 1982 og Roulund sidste bog ’ Baga Road’ fra 2003.

Leis er især kendt for sin ’Necrodemic’-zombiesaga, og formår med sin ligefremme, handlingsdrevne stil at appellere bredt både til unge og voksne, noget Jürgensen i nogen grad også gjorde med sine to zombieromaner ’Kadavermarch’ og efterfølgeren ’Kadaverjagt’ fra hhv. 1993 og 2006. Leis har fortsat op gennem 2000’erne med at levere actionmættet horror og har senest spredt sig ud til beslægtede genrer med gotiske krimier.

Langstrup er også ualmindelig produktiv og har stort set udgivet en bog hvert år siden sin debut, dog ikke altid inden for horrorgenren. Men Langstrup synes hele tiden at vende tilbage til horror, og var da også den første modtager af Dansk Horror Selskabs nystiftede pris i 2011 for romanen ’Alt det hun ville ønske hun ikke forstod’. En roman, der på mange måder er repræsentativ for nyere dansk horror – den er hård, nådesløs og tager genren alvorlig.

I det hele taget begyndte der for alvor at ske ting på den dansk horrorscene i tiden op til 2010 og umiddelbart efter, hvor blandt andet Henrik Sandbeck Harksen oprettede et forlag med henblik på at udgive dansk horror inspireret af Lovecraft, bl.a. ’Fra skyggerne og andre Cthulhu Mythos noveller’, ’Lyden af vanvid’ og de to ’Dystre Danmark’ antologier. Kort efter begyndte Forlaget Valeta også at udgive en hel stribe af bøger i de fantastiske genrer. Begge forlag virkede som grobund og i høj grad inkubator for en række novelleskribenter, der kom til at præge nyere dansk horror både med deres noveller og i flere tilfælde også romaner. Her er Jonas Wilmann, Thomas Strømsholt, Helene Hindberg, Lars Kramhøft, A. Silvestri og Christian Reslow værd at bide mærke i.

3 stærke titler

Silvestri, Leis og Wilmann er blandt veteranerne i dansk horror.

Tellerup lå i den periode heller ikke på den lade side og sendte en række antologier på markedet, hvor forfatter som Carina Evytt, Michael Kamp og Teddy Vork sprang i øjnene. Evytt med en evne til at skrive gribende horror og tegne stærke personer, Kamp med en næsten Jürgensensk stil, og Vork med en sjælden evne til den stille, snigende rædsel.

Forlaget Kandor, der nu er et imprint under de allestedsværende DreamLitt, med først Nikolaj Højberg og nu Jacob Hedegaard Pedersen i front har på relativt kort tid slået sit gode navn fast. Her udgav Vork f.eks. sin prisvindende novellesamling ’Sprækker’. Kandor sendte også antologierne ’Vampyr’ og ’Varulv’ på gaden, hvor forfattere som Silvestri, Reslow, Wilmann og Martin Schjönning brillere med nye vinkler på monstermyterne. I kontrast til Silvestri og Reslows mere farverige stil, så er Schjönning en forfatter, der formår at kombinere socialrealisme med horror på effektfuld vis.

Højberg selv har i øvrigt skrevet flere noveller, der absolut også er værd at læse. Højberg tilføjer ofte et element af splatter i sine skriv, men har også – sammen med forfattere som Vork og Strømsholt – flair for det psykologiske og menneskelige element i genren.

Sidste skud på stammen af forlag med fokus på horror er Enter Darkness. Et fynsk forlag, der bl.a. har udgivet ’Hvis jeg overlever natten’, ‘Rustkammeret’ og ‘Når mørket kommer krybende’. Enter Darkness drives af Lars Grill Nielsen, der også har redigeret de tre antologier.

Flere forfattere valgte også at starte egne forlag op, blandt andet for at få fuldt udbytte af e-bogsmarkedet, men også for at styre den kreative proces fra ende til anden. Her har horrorveteranen Steen Langstrup og den svært produktive Jonas Wilmann haft stor succes med hhv. 2 Feet Entertainment og Forlaget Kaos.

Horrorens kår i Danmark fik yderligere et løft, da en gruppe af forfattere og forlagsfolk i 2011 trådte sammen og dannede Dansk Horror Selskab. Selskabet har til formål at promovere horror for voksne, og blandt virkemidlerne er den omtalte Horrorpris.

Horror1

Et vue over de nominerede til Årets Danske Horrorudgivelse 2018 viser bredden i dansk horror.

Fremtiden …

Udviklingen i dansk horror og bredden af genren træder med stor synlighed frem i tildelingen af Horrorprisen. Fra Langstrups brutale ’Alt det hun ville ønske hun ikke forstod’ over Wilmanns fandenivoldsk gotiskinspirerede ’Frygt-Filerne’ i 2012, Kramhøft & Kristensens grusomme grafiske roman ’Made Flesh’ i 2013 til Teddy Vorks psykologiske gru i ’Sprækker’ 2014, Michael Kamps stærkt foruroligende ’Samlerne’ i 2015 og Thomas Strømsholts stemningsmættede ‘Dr. Wunderkammers oversættelser’ i 2016 til Lars Ahns overraskelsesfyldte novellesamling ‘Den nat vi skulle have set Vampyros Lesbos’ i 2017 dækkes et vidt spektrum af stilarter og virkemidler.

Kigger vi på især long listen til årets pris, men også de nominerede, ser man tydelig spændvidden i dansk horror. Dog er der også i min optik nogle advarselslamper, der lyser. F.eks. fylder de gamle kæmper stadig meget. Det er der i sig selv ikke noget galt i, men vi mangler måske en ny revolution a la den vi så for gode 10 år siden, hvor en række nye forfattere væltede ind på scenen, eller den vi oplevede i midt-90’erne.

Der er liv i den hæderkronede genre, ingen tvivl om det, men det ser ud til, at hverdagen er indtruffet. Og det er måske ikke så ringe endda. Jeg tænker i hvert fald, det er et tegn på, at genren har fundet et ståsted og at den tages alvorligt rundt om. Desværre er det som med genrelitteratur generelt og smal litteratur især, at de store salgstal lader vente på sig.

SF Marked

Forfattere og udgivere fortæller løs om gys og horror til glade gæster til sidste års SKRÆKFEST.

Lyspunktet er dog, at selv om vi i biblioteksvæsenet ikke længere køber så mange eksemplarer af de forskellige titler, så har f.eks. SKRÆKFEST i Odense, Roskilde Horror og De Dødes Nat i Slagelse vist, at der er stor interesse for genren fra bibliotekernes OG fra publikums side. Som bibliotekar kan jeg også bedre lide den rolle, hvor vi hjælper med til at skabe rammerne for en samtale om horror, er med til at taler genren op og hjælper med til at formidle glæden ved det gode gys fremfor blot at købe en masse bøger.

Skal genren blomstre og for alvor bide sig fast, så skal der et købelystent publikum til, og det har jeg egentlig store forhåbninger til nok skal ske, hvis vi fortsætter med at vise, hvor fed dansk horror er.

Og det er den. Fed, altså.