Forfatter: Jan M. Johansen

Fabulerende fortællelyst på rumænsk

/ Jan M. Johansen / 1 kommentar

Der er én alt overvejende, nej, det passer ikke, der er TO altovervejende grunde til, jeg elsker at være en del af Bogsnakkollektivet. Den første er mine medbloggere. De er sgu søde.

Den anden og for dig, kære læser, nok mere relevante grund er, at jeg elsker at komme i kontakt med ny, sær, spændende, udfordrende og nogle gange bare underholdende litteratur. Mange af de bøger, jeg har læst, siden Mikkel fik mig med i kollektivet, ville jeg nok ikke have fundet endsige læst, hvis ikke det var blevet mig anbefalet.

F.eks. af Linse Dauggard i min sidste blogpost. Linse beskrev Panaït Istratis historier,  som ”nogle fantastiske, fabulerende fortællinger fra Balkan, hvor mord og kærlighed og familie og overtro og et etnisk sammensurium er nogle af bestanddelene.”

Det kunne jeg ikke stå for, så jeg bestilte sporenstregs Istratis ’Codine og andre fortællinger’ hos de gode folk på Det Poetiske Bureau.

’Codine og andre fortællinger’ fra Det Poetiske Bureau.

3 stærke og balstyriske noveller

Istrati er en mesterlig fortæller! Lad os slå det fast med det samme. Han laver personskildringer, sætter en tone og skaber en stemning som få andre. Hans skarpe blik for menneskelig dårskab, livets absurditeter og hverdagens magiske islæt er næsten uden fortilfælde.

Jeg kan ikke lade være med at sammenligne istrati med den store danske mester Martin Andersen Nexø. Dog er der et eller andet over Istrati, måske et lune og en særlig excentricitet, som skiller ham ud. Begge forfatter skriver om mennesker på samfundets bund, om folk, der lever hårde eksistenser og må gå grueligt meget igennem. Men hvor man kan mærke Nexøs sociale indignation, så er istrati en fortæller, der ikke helt på sammen måde lader sin indignation og sin politik skinne igennem.

‘En nat i sumpen’ er den første novelle af samlingens tre historier, og omhandler en fattig bonde – fortællerens Adrians onkel Dimi – på sivhugst. Historien siger en hel del om menneskelig desperation, stolthed og selvdestruktive tendenser. Det er som altid en smagssag, men jeg synes, ‘En nat i sumpen’ er lidt svag sammenlignet med de to andre. Dog stadig værd at læse.

Den anden historie bærer novellesamlingens navn ‘Codine’.  Codine er en kæmpe af en havnearbejder og var som “… alle store drankere og lidenskabeligt forelskede på hver eneste festdag.” Her er alle de store følelser, vi forventer af et centraleuropæisk melodrama.

Den farverige Codine tager Adrian, hvis fattige mor er lige flytte til kvarteret, under vingen og giver ham et indblik i, hvordan verden hænger sammen. I hvert fald set fra Codines på engang enfoldige og verdenskloge synsvinkel.

F.eks. diskuterer Codine og Adrian godhed. Som Codine udtrykker det “Hvis det gode skal gennemtrumfes har det ingen værdi …” Det er på engang ganske dybsindigt, men også håbløst naivt. Diskussionen om, hvorvidt man kan være et hæderligt menneske med hjertet på rette sted uden nødvendigvis at være et godt menneske, er dog interessant og meget typisk for Istrati. Istrati propper sjældent sine pointer ned i halsen på læseren, men lader denne selv finde sine sympatier og mening i teksten.

På mange måder bliver Codine en storebror og rollemodel for den unge fortæller, og lægger dermed godt op til den tredje novelle ’Kir Nicolas’.

’Kir Nicolas’ handler i bund og grund om en bager, dennes venskab med Adrian og, naturligvis, om mennesker. Det er også i min optik, den absolut bedste af samlingens tre noveller. Bl.a. ser vi her eksempler på Istratis humor. I en diskussion med bageren Nicolas om bøger og glæden ved at læse udbryder Adrian overrasket; “Hvad siger du? Kan man tjene penge på at skrive bøger?” Det kneb desværre for Istrati selv livet igennem, men den blotte mulighed giver unge Adrian blod på tanden og læseren mulighed for et lille smil.

Samtalerne mellem den omrejsende bager og den på mange måder lige så rodløse Adrian er ganske fantastiske og usædvanligt gyldige den dag i dag. Diskussionen om grænser, fædrelande og nationer er intet mindre end fantastisk, og pointen værd at ihukomme. ”Men aldrig føler jeg den mindste lyst til at kværke en mand når jeg tænker på mit fædreland,” siger Kir Nicolas, men formår alligevel at udtrykke en enorm kærlighed til sin hjemegn og sit hjemland. Istrati var internationalist, men havde alligevel en forståelse for hjemlandets betydning. Den nuance kommer på bedste vis til udryk i novellen.

Summa summarum

Fælles for de tre noveller er rollemodellen. De er alle centreret omkring de voksne mennesker, der påvirker fortælleren og er i hans nærvær, og viser forskellige elementer af, hvad det vil sige at være rollemodel for et ungt menneske og være venner.

Det sidste er ikke uvigtigt, for et centralt tema er ideen om venskab, og hvordan den udvikler sig fra heltedyrkelse over benovelse til skæve, men sande venskaber. Adrian heltedyrker sin onkel Dimi, er benovet over Codine og bliver en sand ven for Kir Nicolas.

Fælles for de tre noveller er også de farverige karakterer, der er så typiske for Balkan og Central- og Østeuropa. Det er syret, humoristisk, følelsesbetonet. balstyrisk og fabulerende, og giver et indblik i en interessant og, føler jeg, næsten tabt litterær tradition.

Heidi Dugg fortjener i den forbindelse et stort klap på skulderen for sin oversættelse. Jeg kender ikke en dyt til det rumænske sprog, men man mærker ikke, der er tale om en oversættelse. Sproget er smukt og stemningen levende. Mere kan man ikke ønske sig af en oversætter.

Har du lyst til en lidt anderledes læseoplevelse, så kan jeg kun anbefale ’Codine og andre fortællinger’.

 

Boginfo

’Codine og andre fortællinger’ af Panaït Istrati. Oversat af Hedi Dugg. 222 sider. Det Poetiske Bureau. 2017.

Den gode Bogstavsamler

/ Jan M. Johansen / 1 kommentar

Sociale medier er ofte udskældte og bliver tit lagt for had i disse dage. Selv har jeg nu overvejende kun haft gode oplevelser med dem, og det skyldes ikke mindst de mange søde, sjove og vidende mennesker, jeg har lært at kende gennem Facebook, Twitter og Instagram.

Et af de mennesker, jeg er blev ved med at rende på, var Bogstavsamleren. Bogstavsamleren var en smule anderledes end mange andre bookstagrammere, bloggere eller bogglade mennesker på diverse sociale medier, for fokus var på ældre bøger. Ikke nødvendigvis klassikere, men bøger, der havde et par år på bagen.

Det viste sig, at manden bag Bogstavsamleren var Linse Daugaard. Linse slår til dagligt sine folder i Jylland, hvor han er redaktør for sociale medier hos Nordjyske og ofte er ude i landet, hvor han foruden at lufte sine farverige skjorter har mange gode samtaler med folk om bl.a. bøger.

Ikke mindst interviewet med bogsamleren Helmuth Lyager, der gennem et langt liv havde samlet et gevaldigt privatbibliotek på gode 4.000 bind, slog mig som spændende og interessant. For en bibliotekar er der noget fascinerende over at læse om folk, der deler ens hobby og glæde i en grad, så de ender med at have et eget bibliotek.

For hvad er det ved bøger, der griber folk sådan? Det tænkte jeg, jeg ville spørge Bogstavsamleren om.

Linse Daugaard – en mand med mange bøger

Linse arbejder som nævnt for Nordjyske, men jeg tænker, det kunne være interessant at høre lidt mere om mennesket bag Bogstavsamleren, så mit første spørgsmål var; hvem er Linse Daugaard?

Linse: ”Jeg er 52 år gammel, gift med portrætfotograf Pia Daugaard. Vi bor sammen med to hunde og to katte på et nedlagt landbrug i Jammerbugt Kommune få kilometer fra Blokhus. Jeg har arbejdet i medie- og filmbranchen i snart 30 år, men jeg har læst og samlet på bøger i endnu længere tid, det må være mindst 45 år.”

Linse Daugaard - bogstav- og bogsamler ekstraordinaire

Linse Daugaard – bogstav- og bogsamler ekstraordinaire

Hvor stammer din samlertrang fra?

Linse: ”Min trang til at eje bøger udviklede sig meget tidligt, og startede med læsningen. Jeg læste mange bøger og lånte også mange bøger på biblioteket, men ønskede mig altid mine egne bøger til jul og fødselsdag. Jeg tror trangen til at skabe mit eget bibliotek kom dels fra læseglæden, dels fordi det var tiden før internettet, så al viden var samlet i bøger, så det var vigtigt at kunne slå op i bøger når som helst.”

Bogstavsamleren er foruden en blog også aktiv på Facebook, Twitter og Instagram, men hvordan begyndte det? Hvad fik dig til at kaste dig ud i en blog?

Linse: ”Jeg startede med at blogge i 2006, hvor Facebook og Twitter ikke var ret udbredte og Instagram dårligt nok opfundet, så det var stadig naturligt at starte sin blog op som en webbaseret hjemmeside. Jeg gjorde det dels for at afprøve, om jeg kunne finde ud af at skrive om litteratur og bøger, dels for at komme i kontakt med andre med samme interesser.”

Da Linse arbejder som redaktør for en større avis’ sociale medier, så greb jeg chancen for at høre om hans overvejelser i forbindelse med brugen af de forskellige platforme. For i bund og grund kunne man vel nøjes med en Facebookside og en Instagramkonto, kunne man ikke?

Linse: ”Det kunne man sagtens. Det tror jeg egentlig også, der er mange, der gør. Grundlæggende vil jeg blot gerne have så meget kontrol med min blog som muligt, så derfor er jeg nødt til at lægge arm med WordPress og betale for hosting. Jeg supplerer især med Instagram, fordi jeg godt kan lide den visuelle måde at fortælle på, og i anden række for at gøre opmærksom på bloggen.”

Og bloggen er også i den grad værd at være opmærksom på. Det, der for mig gør Bogstavsamleren til noget særligt, er det lidt atypiske fokus på ældre bøger. Men hvad er det ved ældre værker, der er så fascinerende?

Linse: ”Jeg har det som en opdagelsesrejsende i det 19. Århundrede, må have haft det, mens de huggede sig vej gennem junglen med macheten eller forfrossent kæmpede sig med slæde over isen. Bortset fra, jeg ikke skal finde hverken dr. Livingstone eller Nordpolen, men bare nye læseoplevelser. For det er litteraturhistorien jo fyldt med, sammen med litterære fejder og litterære ideer, som jeg synes, er spændende at opdage. Så lader jeg andre om at fordøje den nye litteratur og dens tendenser.”

Kan du give et eksempel på litterære ideer, du er dykket ned i?

Linse: ”For eksempel har jeg dykket ned i den tjekkiske forfatter Karel Capeks (1890-1938) forfatterskab. Han var, blandt meget andet, sammen med sin maler-bror Josef en del af en særlig tjekkisk kubistisk bevægelse, så mit næste projekt bliver at forstå, hvordan Capek og William Faulkner og andre skrev kubistisk litteratur. Hvad pokker var ideen med det og hvordan ser det ud?”

En forfatter og to anbefalinger

Nu vi snakker om eksempler, så er det ikke en blogpost på Bogsnak uden et par anbefalinger. Hvad finder man, hvis man græsser ved din bogreol? Hvilken bog er f.eks. mest repræsentativ for dine læsevaner og hvilken stikker ud?

En bogstavsamlers bogreol

En bogstavsamlers bogreol

Linse: ”Man vil finde et hav af bøger, opslagsbøger og biografier om bøger, litteratur og forfattere. Og så vil man finde skønlitteratur i både førsteudgaver og Tranebøger. Lige nu læser jeg den russiske forfatter Vladimir Korolenkos (1886-1921) erindringer i en tysk førsteudgave fra 1918 oversat af Rosa Luxemburg mens hun sad fængslet i Berlin og kort inden hun blev myrdet, og hvor bogstaverne er trykt med gotisk skrift. Det går langsomt, kan jeg godt afsløre, men det er nok et ret typisk projekt for mig; stor litteratur med en stænk af verdenshistorie … og med indlagte tekniske forhindringer.”

Og hvis ens skoletysk ikke helt er, hvad det burde være?

Linse: ”Ellers vil jeg anbefale ’Den farlige’ alder af Karin Michaëlis og minde om, at Agnes Henningsen kunne andet end at skrive erindringsromaner. Læs fx Minna-trilogien ’Vi ses i Arizona’, ’Den lidenskabelige pige’ og ’Bølgeslag’. Og hvis det er længe siden, du har læst ’De tre musketerer’, så gør det lige igen. Det er en knaldgod sommerferie-roman.”

Ofte er der en forfatter eller et forfatterskab, der har sat sig dybe spor. For mit eget vedkommende, så har canadiske Robertson Davies ramt mig som få andre forfattere. Er der en forfatter, du særligt føler for?

Linse: “Jeg plejer på det spørgsmål at nævne Amalie Skram og Henrik Pontoppidan, men jeg tror, jeg denne gang vil slå et slag for den rumænske forfatter Panaït Istrati (1884-1935), som skriver nogle fantastiske, fabulerende fortællinger fra Balkan, hvor mord og kærlighed og familie og overtro og et etnisk sammensurium er nogle af bestanddelene. Forlaget Det Poetiske Bureau har en enkelt titel, ’Codine’, af Panaït Istrati, men ellers må du på biblioteket eller til antikvaren og spørge efter cyklusen ’Adrian Zograffis liv’.”

Panaït Istrati på rad og række

Panaït Istrati på rad og række

Summa summarum

Til min store bibliotekariske skam må jeg indrømme, jeg ikke kender Panaït Istrati, men det kan der rettes op på. Jeg har f.eks. lige bestilt ‘Codine’.

I det hele taget har min samtale med Linse givet mig lidt blod på tanden, når det kommer til at finde læsestof. Det behøver ikke altid være Lee Child, Philip Kerr eller de store russere.

I den forbindelse har Linse et sidste godt tip.

Linse: ”Hvis du gerne selv vil starte dit eget personlige bibliotek op, behøver det ikke være en dyr fornøjelse. Antikvariske bøger er ofte meget billigere end nye bøger. Tjek fx de to antikvariatshjemmesider findbogen.dk og antikvariat.net ud.”

Tak til Linse Daugaard for en svært behagelig bogsnak, der mindede mig om, at der virkelig er mange gode bøger derude. Også af den ældre slags.

 

 

‘Intet Mellemnavn’ – 12 Jack Reacher-noveller

/ Jan M. Johansen / 1 kommentar

Lee Child er en skrivemaskine – pun intended – og spytter troligt en bog ud hvert år, og de gode folk på Jentas udgiver dem lige så troligt. Det lykkes også Child at få plads til at skrive en novelle eller to i ny og næ, og ’Intet mellemnavn’ samler 12 af dem.

Den indledende novelle er ny, men de andre har været trykt før i anden sammenhæng. På engelsk, altså. Historierne er helt nye på dansk.

‘Intet mellemnavn’ er en stærk samling af noveller med den ikoniske Jack Reacher i centrum.

12 (mere eller mindre) skarpe fra Lee Child

’Intet mellemnavn’ indeholder som sagt 12 noveller, og vi starter i en lille by i Maine med ‘For meget tid’, hvor Reacher nedlægger en tasketyv foran to politifolk og ender i fængsel. Som altid er der mere i historien, og ‘For meget tid’ er på mange måder en ærketypisk Reacher-fortælling, og en god, solid start på samlingen.

Den anden noveller, ’Den anden søn’, giver et fascinerende indblik i en ung Reacher og hele familien Reacher. Under familiens udstationering på Okinawa forsvinder en kodebog og nogle eksamensvar, hvilket fører til, at Reacher-brødrene – Jack og Joe – får uddelt nogle tæv til de lokale bøller. Og opklaret sagen, naturligvis. Klart en af samlingens bedste.

‘Hedebølge’ er den tredje novelle og har også en yngre Reacher i hovedrollen. Vi er i New York under en grum hedebølge i sommeren 1977. Reacher er i byen for at opleve Yankees spille, høre noget musik og måske endda rode sig ud i noget snavs med en pige. Ikke overraskende får vor mand mere end han ledte efter, og ender med at sætte nogle mafiosi på plads, småflirte på en meget Reachersk måde med en ung studerende og en ældre FBI-agent, og krydser vej med seriemorderen Son of Sam.

Normalvis holder jeg meget af de historier, der foregår under Reachers tid i militæret, men ’Langt nede’ er en af samlingens svageste. Den er dog stadig god, men når ikke op på siden af de andre historier fra Reachers militærtid. I jagten på en korrupt materielansvarlig får Reacher afdækket et større komplot og bliver meget mod sin vilje skruet ned i et jakkesæt.

Til gengæld er vi tilbage på ret spor med samlingens femte novelle. ‘Små krige’ udspiller sig også under Reachers tid i hæren. Reachers håndgangne kvinde Frances Neagley og Joe Reacher er begge med, og det højner altid underholdningsniveauet. Egentlig ville jeg gerne læser et par romancer eller bare noveller med Joe i hovedrollen. Han er en interessant karakter. Tematisk set læner historien sig op ad både ‘Langt nede’ og romanen ’The Enemy’. Sidstnævnte er endnu ikke oversat til dansk.

I ‘James Penneys nye identitet’ er Reacher sådan set ikke hovedrolleindehaveren, men spiller mere en central birolle, hvilket gør historien speciel, men ikke desto mindre svært læsbar. Man mærker Childs indre tillidsmand røre lidt på sig i historien om James Penney,

Reacher spiller heller ikke som sådan hovedrollen i ‘Snakken går’, men er i centrum for en ung kriminalbetjents sag. Titlen på novellesamlingen stammer i øvrigt fa ’Snakken går’, hvor kriminalbetjent bemærker, at Reacher blot hedder Jack Reacher. Ikke John eller noget andet, blot Jack. Jack Reacher. Intet mellemnavn. Novellen har en fin beskrivelse af Reacher set med betjentens øjne, og er en lille perle af et eksempel på, hvor lusket og listig Reacher også kan være, når det tager ham.

‘Ikke en øvelse’ bringer os tilbage til Maine, og langt ude i skoven i Naismith. Her bliver Reacher filtret ind i noget, der kunne være indledningen til et afsnit af X-Files. Jeg har en mistanke om, Child har hygget sig med at kanalisere sin indre Stephen King. Historien bobler i hvert fald af overskud og hentydninger. En ting er sikkert, skal jeg nogensinde på vandretur i en ældgammel, smådunkel skov, så vil jeg foretrække at gøre det i selskab med Reacher.

‘Måske har de en tradition’ er en kort og lidt svag historie, hvor Reacher strander i England i voldsomt snevejr og må hhv. agere fødselshjælper og detektiv.

‘En mand går ind på en bar’ er en af de sjældne historier, hvor Reacher tager fejl. Her fejllæser Reacher situationen og er lige ved at træde i spinaten, men ender alligevel med at dele nogle velfortjente øretæver ud.

‘Alt optaget’ er nok en kort julefortælling, hvor Reacher viser sin flinke side og agerer god samaritaner for en højgravid kvinde og hendes mand. Det er jo kun jul en gang om året. ‘Alt optaget’ er en sød historie.

‘Natteravne’ slutter samlingen af og er en lidt søgt, sær novelle. Reacher står af toget på en tilsyneladende forladt undergrundsstation og kommer op i et lige så tomt Manhattan. Indtil FBI dukker op, altså. Spøjs historie uden noget større mysterium og med Reacher som lidt passiv tilskuer.

Summa summarum

Childs stil og Reachers personlighed passer godt til den korte novelleform. Både stil og karakter er kontant og direkte, og de 12 historier viser, hvor eminent god Child er til at starte en historie og sætte en stemning allerede fra de første linjer.

Child formår også som få at lave lidt kringlede historier med små twists, som man sjældent ser komme. Der er som sagt et par fejlskud, men niveauet er generelt højt.

Novelleformen er også en god form til at belyse forskellige elementer af Reachers karakter og psyke. Bl.a. gennem den unge betjents øjne i ‘Snakken går’ eller via Reachers familie. Reachers far, marineinfanteristen Stan Reacher, leverer f.eks. i ’Den anden søn’ en svært rammende beskrivelse af sin yngste søn: ”Den kloge tager en pistol med til en knivkamp. Men Reacher var en omvandrende brintbombe.”

Men Reacher tager også fejl i ny og næ. Han er ikke perfekt, om end han altid ender med at gøre det rettet. Eller som Reacher selv siger i ’Langt nede’ – “Jeg er født kontrær.” Det er sikkert også derfor, Reacher aldrig, aldrig nogensinde vælger den nemme udvej.

Den 22. bog, ’Under dække’ (’The Midnight Line’ på engelsk) er lige udkommet i Danmark, og den kan som alle Reacher-bøgerne varmt anbefales. Det er ikke min favorit, men den er god. Childs bundniveau er som sagt utrolig højt, hvilket man også ser i novellerne i ’Intet mellemnavn’. Selv de svageste er underholdende og velskrevne.

Child har foruden de 12 noveller i samlingen her skrevet to andre korte historier i samarbejde med hhv. Karin Slaughter i ‘Cleaning the gold’ og Joseph Finder i ‘Good and Valuable Consideration’.

Er du interesserede i at vide mere om Lee Child og Jack Reacher, så ligger der en fin artikel om både forfatter og helt her på Bogsnak.

Boginfo

’Intet mellemnavn’ af Lee Child, 382 sider, Forlaget Jentas, 2018.

 

 

 

 

 

Paladser for folket – social infrastruktur og lokalsamfundets styrke

/ Jan M. Johansen / 5 kommentarer

Tilbage i september 2018, da Eric Klinenbergs bog ’Palaces for the People’ udkom, sad en ung borgmester på sit kontor i South Bend i den amerikanske delstat Indiana, og kunne se tilbage på to embedsperioder, hvor hans by havde oplevet en økonomisk opblomstring og en mindre renæssance.

Borgmesteren, med det knap så mundrette navn Pete Buttigieg, var midt i at lægge det nye budget, men fandt tid til at anmelde ’Palaces for the People’ i The New York Times under titlen ’The Key to Happiness Might Be as Simple as a Library or a Park’, og han var ganske begejstret.

I skarp kontrast til mange anmeldere, ikke mindst mig, så ved Buttigieg, hvad han taler om. En del af South Bends økonomiske opblomstring skyldes nemlig SMART STREETS, hvor fokus var på at ændre den indre by til et sted med liv, som folk søgte til i stedet for blot at passere igennem. Altså et sted, hvor folk lever, ånder og interagerer.

Under sin tid i Flåden, gjorde Buttigieg tjeneste i en efterretningsenhed i Afghanistan, så han har også set den anden siden af medaljen; en fejlslagen stat uden civilånd og trivelige lokalsamfund.

Hvorfor har jeg nu så meget fokus på Buttigieg og hans oplevelser, spørger du rimelig nok?

Fordi Klinenbergs bog og hans pointer fortjener at blive taget alvorlig. Det er let at affeje min glæde ved biblioteker og social infrastruktur. Jeg er ansat på et og har arbejdet i en eller anden form for offentlig virksomhed hele mit liv, så min entusiasme kunne hurtigt tolkes som nok en offentlig ansat, der blot ønsker mere fokus på, hvor meget lige netop hans eller hendes indsats betyder. Også kendt som ”send flere penge syndromet”.

Men når en mand som Buttigieg finder ’Palaces for the People’ relevant og værd at bide mærke i, så betyder det noget.

Og så kan jeg også bare godt lide Pete Buttigieg. Han er en cool gut.

Men tilbage til Klingenberg og folkets paladser.

En hedebølges anatomi

Klinenberg starter med at fortælle om en hedebølge i sin hjemby Chicago. Da han undersøgte konsekvenserne af hedebølgen, opdagede Klinenberg noget interessant. Selv i nabolag, der på overfladen kunne minde om hinanden, var konsekvenserne meget forskellige. Da han dykkede ned i materien, fandt han, at den underliggende sociale infrastruktur betød meget for, hvordan de forskellige nabolag taklede krisen og kom igennem den.

Den indsigt fik Klinenberg til at skrive ’Palaces for the People’.

Og hvilken bog det blev!

Folkets paladser – en af 2018’s bedste og mest tankevækkende bøger.

Som biblioteksmenneske, så er det nærmest som at få et kontinuerligt kram af en stor blød bamse at læse ’Palaces …’. Det er dog ikke kun som bibliotekar, jeg føler bogen går rent ind.

Jeg er en af de der forbenede liberale typer, og her kan jeg mærke, der også er noget at hente. Bogen understreger nemlig på bedste vis, hvor vigtigt lokal- og civilsamfundet er for et menneskes trivsel og mulighed at bedre sine kår. Den sætter også fingeren på noget, som en del af mine mere radikale frænder alt for ofte synes at glemme, nemlig, at vi mennesker er sociale væsner, og for at udvikle os kræver det en form for stillads og rammeværk.

Det kræver med andre ord en social infrastruktur at have et civilsamfund.

Men hvad er social infrastruktur egentlig?

Social infrastruktur og folkets paladser

Indirekte, så er social infrastruktur de fysiske rammer, der gør et lokalsamfund kan eksistere, trives og dets beboere kan opbygge social kapital.

Det er skoler, offentlig transport, veje, broer, kloaker, sygehuse, plejehjem, dagplejere, parker, boldbaner, teatre, statuer, bænke, fortove osv.

Det er også adgangen til information, altså internet, biblioteker og public service.

Sagt på en anden måde; alle de ting, der skal til for at skabe levedygtige nabolag og lokalsamfund. Og, ikke at forglemme, et civilsamfund i det hele taget.

De gode folk på SGS Economics and Planning har lavet en fin præsentation af begrebet. Biblioteker er sågar nævnt. Læs mere her. Det er, tænker jeg, til dels et partsindlæg, men interessant alligevel, og det indikerer, ganske som SMART STREETS i South Bend, at social infrastruktur betyder noget og, hvilket man i disse DJØF-dage ikke skal negligere, giver et afkast.

I ’Palaces …’ kommer Klingenberg hele vejen rundt. Som man kan se af indholdsfortegnelsen, så handler bogen langt fra kun om biblioteker:

  • Introduction: The Social Infrastructure
  • Chapter One: A Place to Gather – Her er bibliotekerne især i fokus
  • Chapter Two: Safe Spaces – lidt om sociale boligkomplekser mm. plus grønne arealer
  • Chapter Three: Learning Together – skoler og uddannelser
  • Chapter Four: Healthy Bonds – plejehjem, blandede bebyggelser mm.
  • Chapter Five: Common Ground – det polariserede og opdelte samfund, og fællesskaber
  • Chapter Six: Ahead of the Storm – katastrofer og deres effekt
  • Conclusion: Before We Lift the Next Shovel – det tredje sted, private aktører og effekten af besparelser på bl.a. biblioteker

Gældende både for social infrastruktur, men især for biblioteker var der halvvejs gennem ’Palaces …’ en rammende udtalelse fra Sharon Marcus, som Klinenberg taler med om bibliotekernes betydning. Marcus fortæller om sin barndoms bibliotekarer: “They were just neutral. And that, I think, was a real gift. It made the library a space of permission, not encouragement that pushed you in a certain direction, where you feel like people are watching you and like giving you their approval, but just freedom to pursue what you want.” Det er en vigtig pointe, at hvis social infrastruktur skal fungere og rent faktisk give folk mulighed for at mødes og skabe egne fællesskaber, så skal det være uden særlige motiver eller bagtanker.

Den moderne bibliotekars opgave er hjælpe lokalområdet og samfundet.

Udover anekdoterne og gennemgangen af forskellige cases, så kigger Klinenberg også på, hvorfor private aktører ikke nødvendigvis kan dække vores behov for et tredje sted. Bl.a. fordi man ikke nødvendigvis kan hænge ud på en café i timevis eller måske har råd til det. Man opbygger heller ikke sociale relationer på samme måde, som man eksempelvis kan gennem en læsekreds eller på et aftenskolehold.

Skal man sige noget negativt, så er det, at Klinenberg måske er lidt for ukritisk i sin glæde ved stort set en hvilken som helst form for social infrastruktur. Men det er heller ikke hans intention. Klinenberg ønsker at vise, det er nødvendigt med biblioteker, parker og lignende tilbud. Så må det være op til andre at prioritere.

Røde pølser eller opera – folket kontra eliten

Med den nylige debat om elitær og folkelig kultur in mente, så er det interessant at se, Klinenberg ikke skelner, men dog har fokus på elementer og mekanikker, der bringer folk sammen. Ikke mindst lokalt.

Og det tænker jeg også i bund og grund er, hvad kultur handler om. At skabe en ramme, et fællesskab og en fortælling, vi alle kender og kan se os selv i.

’Palaces for the People’ er velskrevet, spækket med opbyggelige anekdoter og interessante cases, og er en bog, som burde ligge på enhver politikers og embedsmands natbord. Jeg har allerede sendt ’Palaces …’ til flere af mine venner og veninder i biblioteksvæsnet, men måske Henrik Sass Larsen også kunne bruge en.

 

Boginfo

’Palaces for the People – How Social Infrastructure Can Help Fight Inequality, Polarization, and the Decline of Civic Life’ af Eric Klinenberg, 277 sider, Crown, 2018.

Den moderne slægtsroman – det nye sort

/ Jan M. Johansen / Skriv en kommentar

Slægtsromaner i alle deres former har i mange år haft deres plads og publikum. I mine yngre dage, så det dog ud til, at det var en genre, der så småt var ved at uddø.

Sådan skulle det ikke være. Heldigvis. Genren har især fået nyt liv de senere år og truer nu krimiens plads som danskernes yndlingslæsning.

Børsen

Når Børsen skriver om slægtsromaner, så ved man, det er en genre, der rykker.

Slægtsroman, familiehistorie eller krønike – kært barn har mange navne

Den klassiske slægtsroman har som genre en lang historie bag sig og kan spores tilbage til Emile Zolas ’Familien Rougon’ fra sidst i det 19. århundrede og Thomas Manns ’Huset Buddenbrooks’ fra starten af det 20. århundrede, men den moderne slægtsroman, der oftest nærmere er en realistisk familiehistorie, er lidt nyere og, tænker jeg, et barn af senmodernismen. Leck Fischer og Ester Bock er gode eksempler på den nye hverdagsrealisme, hvor man med en mere moderne kulisse kan følge en families op og nedture.

’Familien Bruchfontaine’ fra Keld Conradsens hånd eller Jan Guillous ’Det Store Århundrede’ lægger sig også op ad den tendens. Her ses de senmoderne træk især i romanernes beskrivelser af de omvæltninger samfundet gennemgår, hvor traditioner og traditionsbundne fællesskaber langsomt nedbrydes og erstattes af et mere individfokuseret samfund med et utal af valgmuligheder og de problemer det afstedkommer.

Den moderne slægtsroman er ofte mere en familieroman end en egentlig slægtshistorie, hvor man har blik for en persons opvækst og den umiddelbare familie fremfor hele slægtens historie gennem tiden. I ny og næ har romanerne også træk af at være erindringshistorier og vil oftest også indeholde elementer af både personal- og kulturhistorie.

Den gode histories brede appel

Hvis man tænker nærmere over det, så er der god grund til, at slægtsromaner har fået så solidt et tag i læserne og fortsat vinder frem i popularitet.

Boghandler Jette Sønderbek fra Schreiners Bog og Idé i Tarup bekræfter, at slægtsromaner over en bred kam sælger godt, men at især de mere nære og personlige fortællinger er populære. ”Folk vil gerne have noget, der er tæt på. Tiden gør, at de gerne vil kigge indad,” fortæller Sønderbek. ”Den tendens rammer forfattere som Merete Pryds Helle, Iben Mondrup og Malene Ravn rigtig godt med deres bøger.”

Og det hører man flere steder fra.

Tilbage i oktober – fredag den 5., helt nøjagtigt – havde Børsens Weekendtillæg en dobbeltside under overskriften ’Store danske fortællinger topper på salgslisterne’. Her fortæller Merete Pryds Helle og Simon Pasternak bl.a. om, at krimibølgen er slut og at vi som læsere tiltrækkes af de store fiktioner.

Eller den gode vedkommende historie nok nærmere.

Interessant nok, så nævner Børsen også, at læsekredse og fællesskaberne omkring læsning har betyder noget for slægtsromanens tilbagevendte popularitet. Det er måske et symptom på en mere fragmenteret hverdag, hvor vi ikke længere kender hinanden eller vort eget ophav. Her er den moderne slægtsroman en måde at lære mere om andre mennesker, deres baggrund og os selv på. Som Gyldendals Simon Pasternak siger ”Vi har lyst til de store fiktioner, der kan gøre os klogere på, hvad vi er rundet af, og hvor vi skal hen.”

Netop den gode, velskrevne historie, der siger noget om os som mennesker og giver materiale til den gode samtale, er det, de to bøger, jeg har valgt at skrive lidt om nedenfor, har til fælles.

’Vi er brødre’ af Iben Mondrup

”Brødrene Poul og Jens vokser op i Nordjylland i årene efter 2. Verdenskrig. Deres far deltog i modstandsbevægelsen, og hans oplevelser præger familien. Brødrenes forskellige opfattelse af familien og verden omkring dem truer med at splitte familien.”

’Vi er brødre’ ligger tidsmæssigt før Mondrups populære bøger ’Godhavn’ og ’Karensminde’ og har en tidligere generation som midtpunkt, nemlig Brødrene Poul og Jens. Den ene bror er lettere kolerisk og fremfarende, mens den anden er mere flegmatisk og forsigtig. Samtidig er familien, ikke mindst brødrene Poul og Jens, mærket af faderen Haralds fortid som frihedskæmper.

vi er brødre

Tredje bog i Mondrups familiefortælling vil ikke skuffe sine læsere. ‘Vi er brødre’ er en solid moderne slægtsroman.

Med vanlig rolig og sikker hånd fortæller Mondrup på skift brødrenes historie fra deres unge dage til voksenårene og krydrer undervejs med historiske begivenheder. Fokus er dog lagt på relationerne mellem familiemedlemmerne og hvordan de håndterer livet.

Det er på mange måder typisk for Mondrup, tænker jeg.

Og det er bogens tone og sprogmæssige stil også. Der er en anspændt stemning bogen igennem og personerne virker ekstremt intense og i dette tilfælde måske unødigt kantede. Jeg har i hvert fald en smule svært ved at forstå deres handlinger og motivation, men det kan vel tænkes, det er hensigten. Det gør ’Vi er brødre’ til en lidt hård bog. Der er ingen tvivl om, ’Vi er brødre’ er en god bog og en stærk læseoplevelse, men for mig var den svær at komme igennem.

’I dine øjne’ af Malene Ravn

”Erik har i 1930’erne og 1940’erne en hård opvækst i Aalborg som søn af en ung ugift kvinde og en kineser, der ikke vil kendes ved ham. Senere flytter han til København, hvor hans mål er at skabe en tryg ramme for sig selv og sin lille familie.”

Det er svært ikke at sammenligne Malene Ravn og Iben Mondrup, eller i hvert fald sammenligne Ravns ’I dine øjne’ med Mondrups ’Vi er brødre’. Tema og tone ligger op ad hinanden, og jeg vil påstå, at kan man lide den ene forfatter, så kan man også lide den anden.

Og både Ravn og Mondrup er da i øvrigt også ualmindelige rare mennesker.

i dine øjne

‘I dine øje’ har en virkelig smuk, lidt vemodig forside, der rammer bogens indhold ganske godt.

Men nu drejer det sig om bøgerne, og i dette tilfælde om Erik, Eriks datter Nete og hans far Lai Funs historie. Lai Fun er kineser og kommer med en større gruppe til Danmark ved århundredeskiftet for at optræde i Tivolis kinesiske landsby. Som det jo går, så forelsker Lai Fun sig og ender med at blive gift. Historie får en krølle, da en midaldrende Lai Fun gør en anden, yngre kvinde gravid. Barnet af den affære er Erik, der altså ikke kun er halvkineser, men også en bastard. Det er hårde vilkår.

’I dine øjne’ giver et indblik i arbejderklassens og bondestandens kår i starte af sidste århundrede og frem, hvilket i min optik er bogens store styrke, men nu har jeg også alle dage været mere til kulturhistorie end social- og hverdagsrealisme.

Ravns ofte korte, skarptskårne sætninger underbygger den socialrealistiske stemningen og får historien til at virke knugende og intens. Det er også her, det er oplagt at drage paralleller til Mondrups ’Vi er brødre’. Personligt tænker jeg tonen passer lidt bedre her, da Erik i kraft af sit ophav er ugleset og stikker ud, men det er klart en smagssag.

’I dine øjne’ er i øvrigt kraftigt inspireret af en virkelig fortælling.

Men, oh mægtige bibliotekar, bør jeg læse dem?

Ja, det bør du, er det korte svar. Begge bøger er velskrevne og i bund og grund gode fortællinger. Det er dog bøger, der er typiske for den moderne slægtsroman. De skuer indad, har socialrealistiske elementer og har mere øje for den menneskelige psyke end den store historie.

signering

Både Ravn og Mondrup er ualmindeligt rare kvinder og jeg nød at sludre med dem, da de besøgte Tarup. Her er Malene ved at grifle en lille hilsen.

Som bibliotekar vil jeg ikke tøve med at anbefale dem, men jeg vil klart være opmærksom på, hvem jeg anbefaler dem til. Er man mere til Archer og Follett end Leine og Pryds Helle, så kan det tænkes, ’Vi er brødre’ og ’I dine øjne’ er lidt for hård kost og har få små armbevægelser. Men ønsker man skarpe fortællinger om mennesker i modgang, så er det to fremragende bøger.

 

 

 

 

Jans Top 3

/ Jan M. Johansen / 2 kommentarer

2018 nærmer sig hastigt sin afslutning og det er dermed blevet tid til at tænke lidt over årets store læseoplevelser.

Lisbet og Mikkel har allerede forfattet deres top 3, så jeg iler nu med at give mine bud på årets bedste læseoplevelser, inden året rinder ud.

De tre bøger, jeg har valgt, er fantastiske bøger på hver deres måde, og de har alle givet mig en længerevarende oplevelse, der rækker udover selve læsningen.

Der er en fællesnævner mere, nemlig, rejsen, man som læser kommer med på. Der er den personlige dannelsesrejse, der er en mere konkret rejse til Texas, og sluttelig rejsen ind i galskabens rædselsland. Det er med andre ord bøger, der flytter noget. Mere kan man heller ikke ønske sig af litteratur, tænker jeg.

Lad os sætte i gang …

Når biblioteker og litteratur ændrer liv

Jeg vil vove den påstand, at jeg ikke ville være, hvor jeg er i dag uden min fødebys folkebibliotek og de bugnende bogreoler, hvis indhold satte først min fantasi i gang og siden gav mig en masse at tænke over.

Samme oplevelse synes Ahmed Akkari at have haft, og det beskriver han med hjælp fra Lars Hvidberg på fornem vis i ’Mod til at tvivle’, hvor vi følger Akkaris rejse fra stålsat religiøsitet til nysgerrig humanisme.

Og hvilken rejse.

Mod

Undertitlen alene kunne næsten gøre ‘Mod til at tvivle’ til årets bog.

Akkari og Hvidberg er et imponerende makkerpar – ordene flyder smukt og er fulde af eftertænksomhed og nuancer. Min medblogger Lisbet beskrev ’Mod til at tvivle’ så fint tidligere på året med følgende ord: ”Mod til at tvivle er på mange måder en modig bog. Den rummer en speciel blanding af det lærde, det reflekterende og det personlige – og en overvældende kærlighed til Grønland, som jeg nu har fået endnu mere lyst til at besøge.”

Og bedre kan det ikke siges. ’Mod til at tvivle’ er en kærlighedserklæring til dannelse, til bibliotekerne og til det at turde åbne sig mod verden. Det er fremragende læsning.

Texas blues

Min glæde ved Mathilde Walter Clarks forfatterskab vil næsten ingen ende tage. Walter Clark er en forfatterinde, som er svær at sætte i bås, men fælles for alle hendes bøger er et mageløst sprog, en sprudlende fortælleglæde og en imponerende og til tider skæv fantasi.

’Lone Star’ er en historie i to dele, der er bundet sammen af Walter Clarks far. Da han dør, beslutter Walter Clark sig for at kigge nærmere på sin og faderens texanske familie. Første del af bogen handler om Walter Clark selv og hendes forhold til faderen, mens den anden del fokuserer på den amerikanske familie i den kæmpestore amerikanske stat Texas.

Der er en snert af moderne slægtsroman over bogen. En mere rammende beskrivelse ville sikkert være, at det er en familiehistorie med Walter Clark og hendes forhold til faderen som omdrejningspunkt. Men det, der gør bogen til noget helt særligt, er tonen og Walter Clarks skriftsprog. Den er fyldt med sødme, sorg og til tider også humor. Det er levende og blidt, hvilket gør ’Lone Star’ til en meget behagelig bog at læse.

Lone Star

‘Lone Star’ kan også fås med et rødt cover, men jeg har forelsket mig hovedkulds i det blå …

Statens Kunstfond har da også nævnt Walter Clarks bog som en af ”10 danske bøger, der har gjort sig ekstra bemærket blandt årets udgivelser.” Og det er meget berettiget, tænker jeg.

Oh, rædsel, oh, gru!

Som den skarpe læser nok ihukommer, elsker jeg horror og gys, og som så mange andre gyserelskere har jeg et blødt punkt for H.P. Lovecraft. Dog har det nogle gange været svært at finde hans historier på dansk.

Det råder Forlaget Kandor – der er et imprint af DreamLitt – nu i den grad bod på. ’Cthulhu kalder. Fortællinger 1926-1928’ samler som titlen antyder Lovecrafts historier fra 1926 til 1928. Nu kunne man naturligvis indskyde, at det hverken er nye historier eller nogle jeg har læst for første gang, men at sidde med det digre, smukke værk mellem poterne og nyde Jakob Levinsens i særklasse fantastiske oversættelse er en oplevelse for sig.

Ovre hos vores venner af huset på Planet Pulp har Levinsen fortalt om projektet og de mange udfordringer, der er i at oversætte H.P. Lovecraft. Arbejdet fortsætter nemlig, for der er planlagt yderligere to bind, så stort set alt, hvad Lovecraft har skrevet nu kommer i Levinsens skarpe oversættelse og i smukke bind, der vil klæde enhver bogreol.

H.P. Lovercraft

Ikke kun er ‘HPL’ fyldt med skræmmende gode fortællinger, den er også smuk og imposant.

Kender man ikke noget til Lovecraft, så var han en horrorforfatter med blik for den galskab og rædsel, der lurer i det endeløse kosmos. Han skabte en række gruopvækkende skabninger, for hvem mennesket var ubetydelige fnug, og lagde med sin fantasi og sit særegne sprog grunden til det moderne gys.

Det får man syn for i dette værk. Det er horror, når det er bedst.

Boginfo
’Mod til at tvivle. En fortælling om eksil, humanisme og hvilken forskel et bibliotek kan gøre’ af Ahmed Akkari, fortalt til Lars Hvidberg, 286 sider, Gyldendal, 2018.

’Lone Star’ af Mathilde Walter Clarke, 426 sider, Politiken, 2018

’Cthulhu kalder. Fortællinger 1926-1928’ af H.P. Lovecraft, oversat af Jakob Levinsen, 608 sider, Kandor, 2018

 

 

Skrækfest – en reportage

/ Jan M. Johansen / 1 kommentar

I sidste uge løb horrorfestivalen Skrækfest af stablen i Odense. Festivalen, der er forankret i Odense Biblioteker & Borgerservice, bød på film, musik, oplæg, litteratur, VR, spil og meget andet.

Festivalen lagde stærkt ud med et oplæg om videnskaben bag det gode gys af den kendte horrorforsker Mathias Clasen. Clasen, der har sæde på Aarhus Universitet, er en dreven oplægsholder og gav et fascinerende indblik i de mentale mekanismer, der 1) gør, vi bliver bange og 2) hvorfor vi egentlig godt kan lide at blive bange.

Onsdagen bød på to begivenheder; et oplæg med filosof og udgiver Henrik S. Harksen om H.P. Lovecraft og hele hans mytologiske univers (i daglig tale Cthulhu Mythos) og et arrangement med musik, film og oplæg om den italienske kultinstruktør Dario Argento. Sidstnævnte arrangements kombination af oplæg, musik og film er et gennemgående og effektfuldt træk ved Skrækfest.

Clasen, Harksen og Davide Eskelund Rota, der stod bag Argento-oplægget, trak noget nær fulde huse. Interessant nok, ikke mindst for en bibliotekar, så var publikum pænt fordelt mellem mænd og kvinder og også gerne under de 40 år. Publikum var med andre ord langt fra de grå hjelme, vi normalt ser til bibliotekernes arrangementer, og det var generelt gældende for Skrækfests besøgende.

Planet Pulp

Jacob Krogsøe fortæller vanlig veloplagt om film og horror, mens festivalleder Niels Mark kigger på. (Foto: Jette Holst.)

Brætspil var i fokus det meste af torsdagen, hvor også Planet Pulp bød ind med et arrangement under temaet ’Rædsler fra rummet’. Filmekspert Jacob Krogsøe fra Randers Bibliotek holdt en fremragende introduktion og viste derefter to sci-fi skrækfilm. Igen viste det sig at arrangementerne med en indledende introduktion fungerede umådeligt godt, og foruden at give publikum en større oplevelse også trak folk til.

Litteraturen var i højsæde ved fredagens arrangementer, der blev skudt i gang med en bogreception for prisvindende Lars Ahns nye bog ’Rød Høst’. Derpå overtog først Anne-Marie Vedsø Olesen scenen og fortalte om sin nyeste roman ’Lucie’. Vedsø Olesen kom vidt omkring og leverede et særdeles underholdende oplæg, der omhandlede opera, heavy, mytologi, skrivetips og svampe.

AMVO på slap line

Anne-Marie Vedsø Olesen underholder et tryllebundet publikum med historier om heavy, opera, svampe, kannibaler og meget mere.

Derpå fortalte Jakob Levinsen indsigtsfuldt og humoristisk om sit arbejde med at oversætte Stephen King og H.P. Lovecraft, og de tematiske koblinger mellem de to forfattere. DJ Karlheinz Baustelle skabte en passende grum stemning i pauserne med musikken fra udvalgte horrorfilm. Vedsø Olesen og Levinsen fortsatte efter deres oplæg over i Nordisk Films store biograf i Odense og præsenterede ’Eksorcisten’ for en fyldt sal.

AMVO på scenen

Anne-Marie og Jakob introducerer ‘Eksorcisten’ i en dyster, tætpakket og røgfyldt biografsal. Sidstnævnte synes dog at have gemt sig i skyggerne. (Foto: Jette Holst.)

Skrækfest kulminerede lørdag med en stor markedsdag, hvor der foruden boder og stande var mulighed for at prøve diverse VR, rolle- og brætspil og to forskellige labyrinter for hhv. børn og voksne. Ikke overraskende var de et stort tilløbsstykke, og Haunted Park, der stod bag, fortjener et solidt klap på skulderen. Lørdagen sluttede af med en bragende dobbeltkoncert med to af Odenses bedste dødsmetalbands og en filmmaraton med japanske skrækfilm introduceret af AIOdense.

Afsluttende tanker og erfaringer

Det var en vellykket festival, hvis jeg skal sige det selv. Ikke mindst grundet den solide opbakning fra horrormiljøet både lokalt og på landsplan, samt den kæmpe indsats fra alle de medvirkende. Stor cadeau skal i den forbindelse især lyde til Dansk Horror Selskab og Martin Schjönning.

Publikumschef i Odense Bibliotek & Borgerservice Jens Bang Petersen noterer sig da også, at ”bibliotekerne har bevæget sig fra at formidle materialer til at formidle indhold – og Skrækfest er et eksempel på det. Når der formidles indhold, så gøres det bedst sammen med dem, der er med til at skabe indholdet, så derfor søger vi som bibliotek at invitere til samarbejde bredt i horrormiljøerne.”

Og forankring i både det lokale og regionale horrormiljø er en stor styrke og ressource, der ikke skal undervurderes. Som festivalleder Niels Mark siger: ”Bibliotekerne skal blomstre og spire i tætte alliancer med byens private såvel som offentlige aktører. Biblioteket skal understøtte de lokale ildsjæle og lade kulturen udfolde sig i nye ukendte – og ikke mindst skræmmende – dimensioner.” Bedre kan det ikke udtrykkes.

Det gjorde festivalen til noget helt særligt, at det var temaet og ikke mediet, der var i centrum. Det var ikke en litteraturfestival, men en festival med fokus på gys og horror. Og det er den lektie, jeg har med mig fra Skrækfest, nemlig, at tematisk og tvær-medial formidling er måden at gøre det på. Det så vi i høj grad også med Det Store Bogshow som jeg tidligere har skrevet om. Ved at kombinere medier og berige oplevelser gennem introduktioner og oplæg, så bliver oplevelsen bare bedre og det reagerer publikum på. En af publikum sagde også efterfølgende til mig, at det var rart, at bibliotekerne lavede ting, der var relevant for andre end ældre damer og at arrangementerne også havde en kerne af substans.

Skal jeg give tre gode råd til at slutte af på, så må de være:

  • Gør brug af lokale kræfter – er der f.eks. et stærkt lokalt netværk omkring håndarbejde, så lad det være temaet for en festival
  • Brug et overordnet tema – horror, krimier, rejser, håndarbejde e.lign.
  • Sæt flere medier i spil – byg aktiviteterne op om kombinationer af film, spil, håndarbejde, litteratur, oplæg osv.

Det virker, og er oftest også tilbøjelig til at tiltrække interesse fra medierne tillige. Ren win-win.

Berlinerblåt og en Philip Kerr i storform

/ Jan M. Johansen / Skriv en kommentar

Nogle gange er der romankarakterer, der lejrer sig og hænger ved. De gør et uudsletteligt indtryk og man føler næsten, de er en del af ens slæng. En kammesjuk. En af vennerne.

Sådan er det med Bernie Gunther.

Seneste og muligvis bedste bind i ‘Berlin Noir’-serien.

Vi er i gang med bind 12 i ’Berlin Noir’-serien og vi fortsætter, hvor vi slap i ’Hinsides tavsheden’. Under dækidentitet hygger vor mand og modvillige helt Bernie Gunther sig ved den franske Riviera, hvor han forsøger at leve skjult og godt. Det får han (heldigvis) ikke lov til, og snart kastes vi ud i en dramatiske historie med rødder i tiden op til Anden Verdenskrig.

Som med de fleste af de senere bøger i serien er der to parallelspor. Et, hvor vi følger Gunther i hans nutid – i dette tilfælde 1956 – og et, hvor vi følger den gode mand i tiden op til udbruddet af Den anden verdenskrig i 1939.

Og ganske som med seriens andre titler, så kommer fortiden i den grad til at hjemsøge Gunther.

Bernie Gunther er ikke en mand, der er god til at tage imod ordre – eller gode råd for den sags skyld – og i den foregående ’Hinsides tavsheden’ lykkedes det Gunther at lægge sig ud med det østtyske sikkerhedspoliti i form af Erich Mielke. Stasi-chefen Mielke forsøger nu, efter at have opsporet vor helt i sit skjult ved Rivieraen, at tvinge Gunther til at rydde op i rodet ved at myrde en af karaktererne fra ’Hinsides tavsheden’. For at sikre Gunther makker ret, sætter han sin håndgangne mand, Friedrich Korsch, til at våge over Gunther.

Og det er netop Mielkes håndlanger, der binder historier sammen. Gunther mødte nemlig Korsch som opdager i Berlin og arbejdede sidst sammen med ham i 1939, hvor det andet historieforløb udspiller sig.

Handlingen kort …

I 1939 hverves Gunther af ingen ringere end Reinhard Heydrich til at bistå Martin Bormann med at opklare mordet på en ingeniør. Se, det lyder måske lidt tamt og ordinært for en Kerr-bog, men ingeniøren blev skudt, mens han stod på terrassen på Berghof.

Og uret tikker, Bormann er nemlig i gang med at renovere og udbygge Berghof som en gave til Hitler på dennes 50-års fødselsdag. En dag som nærmers sig hastigt. Gunther er altså under pres. Både fra Heydrich, som ønsker at score billige politiske point og samle snavs på sine rivaler, og fra Bormann, der frygter Hitler udebliver og Bormann derfor mister indflydelse og de mange penge, han på skurkagtigvis i forbindelse med byggeriet afpresser af trofaste partifolk og lokale beboere.

Mens Gunthers yngre jeg forsøger at holde sig foran koblet af blodtørstige nazister ved at opklare et mord, ingen rigtig synes interesseret i at opklare, så går den vilde jagt i 1956, hvor det dog her er Stasi og det franske politi, Gunther forsøger at undslippe i sin færd tilbage til Tyskland og sikkerheden.

Monstre i menneskeham

Et af Philip Kerrs kunstgreb er at tage udgangspunkt i historiske hændelser og personer, og få dem til at komme til live. I dette tilfælde fremmaner Kerrs pen blandt andet Stasi-chefen Erich Mielke, SS-general Reinhard Heydrich og ikke mindst rigsleder Martin Bormann. Mielke og Bormann portrætteres som gangstere af den gamle Chicagoskole, mens Heydrich er mere skræmmende end nogensinde før. Ironisk nok fordi han udviser en modikum af selvironi og humor. Hans menneskelige side gør hans indre monster så meget desto mere fremtrædende.

En af de mere interessante karakterer er dog den relativt ukendte Gerdy Troost. Troost var Hitlers indretningsarkitekt og hjalp også med til at designe medaljer mm. Hun bliver et eksempel på den type nazist, der kun ser det gode i Hitler og giver kredsen omkring ham skylden for styrets overgreb og dårligdomme. Hun hjælper Gunther og er på alle måder en sympatisk karakter, men også nazist til benet.

Simon Sebag Montefiore sagde engang i forbindelse med sit virke som historiker og forfatter, at hvis man skulle lære de forskellige historiske personer at kende, så skulle det ske gennem skønlitteratur. Og det beviser Philip Kerr til fulde. Ingen har som han gjort Nazi-Tyskland levende for mig. Folk som Heydrich og Himmler er ikke længere nærmest karikerede monstre i en historiebog, men levende væsner, og det gør dem både værre og mere uhyggelige. For pludselig opdager man, at der ikke er tale om dinosaurer, der intet længere har med nutidens mennesker at gøre, men mennesker som alle andre. (Sådan da.) Uden at gøre anmeldelsen til en længere politisk tirade, så er det ikke mindst i disse dage en skræmmende erkendelse at komme til.

Nuvel, det er dog blot et af elementerne ved Kerrs formidable forfatteregenskaber. Først som sidst, så er det nu Kerrs evne som historiefortæller, der tiltrækker mig og gør ’Berlinerblåt’ til den fantastiske bog, den er.

For den ER intet mindre end fantastisk.

’Berlinerblåt’ er måske seriens bedste bog, hvis man ser bort fra den oprindelige trilogi. Og i den henseende fortjener oversætter Ole Steen Hansen i øvrigt et stort klap på skulderen for at ramme den særegne tone i Kerrs bøger og bidrage til, at bogen på danske er så vellykket et værk.

Boginfo

’Berlinerblåt’ af Philip Kerr, 522 sider, Modtryk, 2018.

 

 

 

 

 

Under Overfladen – et krimieventyr

/ Jan M. Johansen / Skriv en kommentar

Skibsvrag, dybe familiehemmeligheder og pandemiske sygdomsudbrud er blot nogle af ingredienserne i Claus Lohmans nyeste krimi.

Claus Lohman er kendt for at skrive videnskabskrimier og har haft stor succes med trilogien om retsgenetikeren Sarah Bermann. Men hvor det videnskabelige har en dominerende og central rolle i ’Genstart’ og de andre Gen-bøger, så er ’Under overfladen’ mere eventyrlig og underholdende. Her er det mysteriet, det handler om, mens det videnskabelige element er krydderiet.

Og det er en opskrift, der virker!

’Under overfladen’ er en smuk bog og man er ikke i tvivl om, der er dømt eventyr og grumme fare.

Siden jeg var knægt, har jeg haft en stor forkærlighed for action-eventyr, hvad end det nu er på film eller i bogform. Noget af det første, jeg rigtig husker i den genre, var filmen ’Hæv Titanic’, der var baseret på en bog af Clive Cussler. En forfatter, jeg efterfølgende har haft stor glæde af.

Og Lohman minder mig om en lidt mere alvorlig udgave af den gode Cussler. Vi starter som i mange af Cusslers bøger også med en tur i bølgen blå i ‘Under overfladen’ og bogens store twist sker ligeledes til havs. Tempoet er dog mere adstadigt og har mere fokus på mysteriet og personudvikling end action. Der er samme glæde ved fortidige mysterier, der er den nærmest diabolske fortællelyst og en evne til at strikke en seriøst underholdende historie sammen, men hvor Cussler har meget store armbevægelser, er Lohman mere realistisk og afdæmpet.

Efter fundet af et skibsvrag, begynder historien stille og rolig at folde sig ud. Den ene hovedperson, den arkæologistuderende freelancejournalist Emma Fitzgerald, kommer i spil i kraft af sit virke som journalist, mens den anden, virologen Martin Henderson, forsøger at finde en kur for den dødbringende variant af Den Spanske Syge, der hærger New York. Alt sammen, mens usete hænder styrer de to i retning af hinanden og en stor skat. En større historie med rødder til Martins barndom er nemlig sat i gang med fundet af vraget af Seagull og det går ikke stille for sig.

Det varmer mit hjerte at se biblioteket spille en lille, men vigtig rolle for Emmas virke.

Lohman rammer en fin balancen mellem at formidle viden – som jeg har en mistanke om, i virkeligheden er det, han brænder for – og fortælle en god historie. Lohman er skolelærer, så det giver mening at underholde læserne med en fængende fortælling, samtidig med, han forsøger at gøre os klogere. Det fungerer i hvert fald fint, og som læser tænker man ofte ”der kan man bare se”, når Lohman gennem eksempelvis Martin og hans kolleger giver os indsigt i vira, influenza og andre jævnt skræmmende ting.

Det eneste, jeg har at udsætte på ’Under overfladen’ er de til tider lidt stive replikker. Det er naturligvis subjektivt og en smagssag, men her og der føles karaktererne mere som forfatterens talerør end som levende væsner. Det er dog en lille ting, for historien er spændende og gribende, og det er immervæk det vigtigste for en bog i denne genre.

’Under overfladen’ er første bind af i alt tre planlagt om Emma Fitzgerald og Martin Henderson. Derfor er det ikke overraskende, at vi bruger en del tid på at etablere karaktererne, lære dem at kende og få dem ført sammen. Det trækker her og der tempoet lidt ned, men jeg tænker, der er skabt et nyt, stærkt krimimakkerpar, og jeg glæder mig til at følge de to på deres næste eventyr.

For god ordens skyld vil jeg lige her til slut indskyde, jeg kender Claus Lohman ganske godt fra mit virke i det fynske, men det er ikke kun derfor, jeg glæder mig til de næste bøger i serien.

Boginfo

’Under overfladen’ af Claus Lohman, 340 sider, Forlaget Aronsen, 2018.

 

 

En gotisk dobbeltanmeldelse

/ Jan M. Johansen / Skriv en kommentar

Det var en mørk og stormfuld nat … Det er en sætning, vi har mødt mange gange, ikke mindst hos Nusser i Radisserne, men det er også en sætning, der opsummerer gotisk litteratur ret godt.

Det handler nemlig om melodrama, følelser og rædsel. Oftest på en næsten overdreven måde. Man må med andre ord godt svinge med den store emotionelle pensel som gotisk forfatter. Det hører sig faktisk til. Hvis du elsker alt, der bare er for meget, anbefaler vi en god dosis gotik. Jan har det sådan med sin kaffe, og Mikkel med opera og Othello-lagkage!

Gotik har sit navn fra arkitekturen – domkirkerne i Roskilde og Aarhus er gotiske bygningsværker – men betyder i litterær sammenhæng dybest set romantik med stærke elementer af uhygge. Romantikken var en modreaktion på rationalismen, og bygger på ideen om, at følelserne er det centrale i livet, ikke fornuften. Verden er med andre ord subjektiv, ikke objektiv og mennesket er i sine følelsers vold. Krydrer man det med liberale doser uhygge og gru plus et knivspids sindssyge, så har man gotisk litteratur.

Kort fortalt.

Normalt regner man Horace Walpoles ’Slottet i Otranto’ fra 1764 som den første gotiske roman, og siden fulgte bl.a. evigtgrønne ’Frankenstein’ af Mary Shelley, noget nær alt af Edgar Allan Poe og selvfølgelig Bram Stokers ’Dracula’.

Der ligger også i den gotiske litteratur et opgør med klassiske dyder og værdier. Ikke mindst de typiske katolske om det gode, onde og muligheden for frelsen.  Det tætteste, man i en gotisk roman kommer det evige liv, er at blive muret inde i en mur på sit familieslot af en bindegal slægtning. Der er med andre ord ikke meget Disney over gotikken.

R&Å.jpg

Målet for denne dobbeltanmeldelse – ‘Randvad’ og ‘Åndemanerne’

Det er der heller ikke over vore to anmeldte bøger. Begge værker er i kernen gotiske; de er uhyggelige og har følelser og mystik i centrum. Og så er de for meget – på den gode måde.

Og, kan vi godt afsløre, ender ikke nødvendigvis godt for hovedpersonerne.

Mikkel anmelder ’Randvad’

Randvad1

‘Randvad’ er en smuk bog – ikke mindst omgivet af kaffe

”Gotisk krimi” står der på forsiden af den smukke ’Randvad’ fra H. Harksen Productions, og selvom krimier lader mig ret kold, så er jeg fan af alting gotisk. Mit livs tragedie er, jeg er blevet for gammel til at give den som teenage emo goth. NB: Hvis du ikke er sikker på, hvad emo og goth er, er du også for gammel 😊 Martin Wangsgaard Jürgensen har flere værker bag sig, mens Jacob Holm Krogsøe er en god og latterligt dygtig kollega fra Randers, der debuterer her. Han gæstebloggede faktisk her engang om tegneserier.

Lad os først adressere den enorme gorilla i lokalet. De to herrer kan edderhyleme deres Lovecraft, men det er en god ting. H.P. Lovecraft er selvfølgelig den amerikanske, miskendt-i-sin-samtid horror-gud, der mestendels er kendt for ’The Call of Cthulhu’ og ‘At the Mountains of Madness’. Sidstnævnte var lige ved at blive en stor Hollywood-produktion for et par år siden med Guillermo del Toro i instruktørstolen, og Tom Cruise i hovedrollen. Planerne kuldsejlede, da filmstudiet insisterede på en familievenlig rating, hvilket bare er ustyrligt morsomt!

Lovecraft og Randvad

Lovecraft og ‘Randvad’ – ansigt til ansigt

I Lovecrafts horror er mennesket en myg på væggen i evighedens og galaksens uforståelige rædsler. Når han (og det er ”han;” der er aldrig kvinder med) forstår, hvad der foregår, fører det som oftest direkte til vanvid, for uhyggen er for stor, og universet for enormt og fyldt med gamle guder, der drikker din sjæl. Og sådan noget. Fungerer Lovecraft så i Sønderjylland? Før ville jeg have klukket bedrevidende og rystet overbærende på hovedet, men jeg er blevet omvendt. Det gør han faktisk i hænderne på de to forfattere, men tilbage til starten.

Vores hovedperson får en detektivopgave, der ender med at sende ham til den sønderjyske landsby Randvad. Han skal prøve at finde ud af, hvad der egentlig skete med opgavegiverens ældre slægtning, historikeren, der forsvandt sporløst dér i slutningen af 19. århundrede i følgeskab med en yngre kunstner. Vi lærer ikke så meget om vores hovedperson, og det er egentlig ganske lovecraftsk også. Det er ikke så vigtigt. Der er større ting i spil. Vores hovedperson kommer i besiddelse af en dagbog fra den forsvundne historiker, og den første del af efterforskningen foregår på klassisk vis på bl.a. Det Kongelige Bibliotek. Overhovedet er det typisk, at hele romanen for så vidt kunne foregå for halvtreds år siden bortset fra en løsrevet sms her og dér.

Kendere vil klappe begejstret i hænderne, når hovedpersonen når til Randvad, og Lovecrafts klassiske gys ’Shadows over Innsmouth’ genopføres på den lokale kro. For ikke-kendere er det hele stærkt foruroligende, mens mystikken breder sig, og håndfladerne bliver klamme, som hovedperson for alvor kommer på sporet af historikeren og kunstneren, og vi fornemmer, det måske nok er den værste idé nogensinde. Krydsklip mellem fortid og nutid fungerer effektivt, mens det bliver klart, at hvad der end er galt i Randvad, har det været der længe.

’Randvad’ arbejder effektivt med stemning, og forfatterne er af den gode skole, hvor man ikke mener, uhygge er en funktion af mængden af bestialske scener. Den er obligatorisk pensum for horror-fans af den klassiske overbevisning og en glimrende introduktion for nybegyndere.

Jan anmelder ’Åndemanerne’

Åndemanerne.jpg

Smuk er ‘Åndemanerne’ ikke, men der er dælme dømt gys og gru for alle pengene.

Da Mikkel spurgte, om vi med udspring i den gotiske roman ’Randvad’ skulle lave en af de efterhånden kendte Bogsnak-dobbeltanmeldelser, så gik jeg på jagt i min bogreol efter Martin Wangsgaard Jürgensens debutroman ’Åndemanerne’. Godt nok er den ikke helt ny – den er fra 2014 -, men den er som ’Randvad’ en gotisk roman udgivet på H. Harksen Productions, og det giver god tematisk mening at kigge på både Krogsøes og Wangsgaard Jürgensens debuter ud i det gotiske.

Wangsgaard Jürgensen er uddannet som middelalderarkæologi og driver bloggen Fra Sortsand, der beskæftiger sig en hel del med horror, og man mærker både dybden af viden og kærligheden til horror og vor mere mørke fortid, når man læser ’Åndemanerne’.

’Åndemanerne’ er struktureret i 12 kapitler, der nærmest er små afsluttede fortællinger – eller noveller, om du vil -, hvilket giver bogen et særligt tempo og et fortællemæssigt særpræg, der passer virkelig godt til både det gotiske og til horror i al almindelighed.

Den korte novelle form er generelt god til horror, mens den længere roman giver muligheder for at udfolde en historie bedre, men nogle gange taber lidt dampen undervejs. Ved at vælge en mellemting i ’Åndemanerne’ får vi det bedste af begge verdener, og det virker. Historien drager, pointerne eksemplificeres og vores nysgerrighed vækkes og fastholdes.

Handlingsmæssigt følger vi vennerne Marie, Matthias, Samuel og Søren fra deres spæde ungdom til deres … ja, lad os bare sige, gamle bliver de ikke. Men undervejs udsættes de for alverdens uhyggelige og dystre oplevelser. Der er skelsættende ungdomsoplevelser, skumle huse, gruopvækkende rejser og, naturligvis, en nådesløs afslutning. Selve handlingen er måske ikke så interessant, som de billeder Jürgensen formår at male på ens indre lærred. En følelse af gru og ubønhørlig undergang vokser og vokser i maven på læseren undervejs, indtil den passende horrible afslutning. Det er godt håndværk, og Wangsgaard Jürgensen skal have stor cadeau for sine evner som forfatter.

Det er på mange måder en virkelig grum bog, men ikke overdreven grafisk eller splatteragtig. Der er blod, kannibalisme, sex og andet godt, men sproget og tonen giver en fornemmelse af ubehag og rædsel, ikke chok. På mange måder er ’Åndemanerne’ et klassik eksempel på en bog i den gotiske genre. Den er uhyggelig, stemnings- og følelsesrig, samt gør op med den gode smag.

Det eneste, jeg virkelig ikke kan lide ved bogen, er forsiden. Den er hæslig – ikke mindst sammenlignet med den smukke, grønne hardcover forside på ’Randvad’. Men man skal virkelig ikke dømme en bog på dens cover. Har du mod på at læse en gotisk roman, så er ’Åndemanerne’ et godt sted at starte. Også hvis du bare har lyst til at læse en god horror roman.

Links

Gotik i Den Store Danske.

Den Gotiske Roman på Litteratursiden.

Boginfo

’Randvad’ af Jacob Holm Krogsøe og Martin Wangsgaard Jürgensen, 233 sider, H. Harksen Productions, 2018.

’Åndemanerne’ af Martin Wangsgaard Jürgensen, 228 sider, H. Harksen Productions, 2014.