De litterære 90’ere og glæden ved dem

På min dåbsattest står der 1974. Det betyder, jeg trådte mine barnesko i 80’erne og nærmede mig et stadie af voksenhed i 90’erne. Begge årtier betyder derfor meget for mig og må nok også siges at have bidraget en del til min udvikling – eller mangel på samme vil skarpe tunger nok indskyde knap så diskret.

Nå, tilbage til de litterære 90’ere.

Her læste jeg blandt andre Robertson Davies’ værker for første gang. Så vidt jeg husker, udkom bøgerne i 90’erne, men er oprindelig skrevet i 80’erne, så på sin vis er det de perfekte bøger i denne sammenhæng.

Orfeus’ Lyre er et fremragende eksempel på Davies’ skrivestil og angelsaksiske vid.

Robertson D – den canadiske kæmpe
Davies er en af mine absolutte yndlingsforfattere. Der er få som han, der kan skabe personportrætter, ja, nærmest levende billeder af svagt dysfunktionelle, men charmerende og skæve mennesker fra især de akademiske cirkler.

For eksempel i Cornish-trilogiens sidste bind – ’Orfeus’ Lyre’ – sidder en gruppe bestyrelsesmedlemmer i en fond og diskuterer, hvorvidt og hvorfor fonden skal støtte opsættelsen af en ikke-færdiggjort opera:

Fordi denne bliver en ganske speciel opera.”
Hvorfor? Fordi komponisten døde, inden han var kommet ret langt?”

Den lidt tørre, skæve humor er meget typisk for Davies og ikke mindst de karakterer, der befolker hans bøger. Ganske som jeg også tænker, det er ret typisk for de bøger, der greb og fascinerede mig i 90’erne. Det er måske ikke just minimalistisk, men det er skævt, skørt og eksistentialistisk.

Davies var canadier og hverken hans litterære angelsaksiske rødder eller hans rolige canadiske væsen fornægter sig, når man læser hans bøger. Der ligger også et skær af magisk realisme over mange af Davies’ værker, hvilket kun gør dem endnu mere særegne og charmerende. Igen tendenser, der går igen i mange af de forfatterskaber jeg efterfølgende kan mærke har sat sine spor. Rushdie, Reuter, Borges og Allende vil nok altid have en særlig plads i mit hjerte af den årsag.

Davies’ bøger har efterhånden nogle år på bagen, men de kan stadig varmt anbefales. Jeg er er hvert fald stadig ret pjattet med dem.

Det sjove ved Davies er, at foruden han ramte mig som et løbsk litterært godstog omkring 1995, så husker jeg en linje fra en af hans bøger, som virkelig satte sig fast og ændrede min måde at tænke på; ”du skal altid huske dine motiver for at sige det, du gør.” Jeg kan ikke huske i, hvilken bog linjen optræder eller om den i virkeligheden ER fra en af Davies’ bøger, men jeg vil altid forbinde den med Davies’ forfatterskab. Det var også her, jeg for alvor lærte noget af litteratur.

Den typiske 90’er litteratur
Når vi taler om 90’ernes litterære glæder og skæve eksistentialisme, så kommer vi ikke ude om Benn Q. Holms ‘Hafnia Punk’ og Nick Hornbys ‘High Fidelity’. Udover det er to fremragende forfattere, så har deres værker det til fælles, at jeg i den grad kunne spejle mig i hovedpersonernes liv og levned. Det var drenge forklædt som mænd, der kæmpede med at blive voksne. Holm og Hornby gjorde også bruge af en række karakteristiske greb og tematikker for 90’erne litteratur, nemlig:

  • Den begyndende globalisering – verden ligger for vores fødder
  • Eksistentialisme – hvad er meningen med livet (det er 42 i øvrigt)
  • Fokus på individet og dets problemer
  • Hverdagen – det handler om de små, nære ting
  • Magtesløshed – følelsen af at være uden ror, mening og mål
  • Minimalisme – virkeligheden set gennem enkle handlingsforløb her og nu oftest med knappe persontegninger og med rig mulighed for fortolkning
  • Skøre typer – livet er surrealistisk og mennesket ligeså
  • Socialrealisme – men ikke som i 70’erne; her er den minimalistisk og oftest surrealistisk (eller magisk realistisk)

To af de helt store 90’er forfattere; Hornby og Holm

90’erne var også præget af en særlig ånd. Vi frygtede ikke længere atomkrigen skulle bryde ud hvert øjeblik – Muren var faldet og Sovjetunionen ligeså – og vi var endnu ikke trådt ind i terrorens tidsalder – de to tårne knejsede stadig smukt over Manhattan. Alt var godt og fuld af liv. Sådan da. For i samme periode fald Jugoslavien fra hinanden, og selv om det bragte Danmark til EM i fodbold, så vil jeg aldrig glemme den følelse af magtesløshed, der fulgte i kølvandet på myrderierne på Balkan.

Men tilbage til bøgernes trygge verden.

Mens jeg sidder og skriver dette, og drømmer mig bort til en længst svunden ungdom, så slår det mig, at 80’erne og 90’erne også havde noget til fælles mere overordnet. 90’erne synes nemlig at trække på 80’erne og forstærke det foregående årtis tendenser. Ikke mindst de kulturelle.

I en artikel på Litteratursiden helt tilbage fra 2002 (dét er dælme også snart længe siden) skrev Rane Knudsen følgende; ”Generelt kan det siges om 90’erne, at tendenser, der har eksisteret i flere årtier, forstærkes i dette årti. Der tænkes her navnlig på en generel nedbrydning af skellet mellem finkultur og populærkultur, et fænomen som ikke kun forekommer i litteraturen, men også i film, tv og populærmusik mm.”

Det er The Simpsons vel nok det bedste eksempel på.

Knudsen fortsætter med at fremhæve Peter Høeg som et eksempel på, at en forfatter kan være både elsket af anmeldere og læsere på en og samme tid. I samme åndedrag kunne man også nævne Michael Larsen. Sidstnævnte er nok mere repræsentativ for 90’erne end Høeg, i kraft af humoren, skrivestil og brugen af popkultur.

Og det er det, jeg altid vil huske 90’erne for: min litterære vækkelse og fornemmelsen af, at verden var skæv, men fuld af muligheder.

Det er slet ikke dårligt med sådan et trip down memory lane trods alt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s