5 tips til at få børn til at læse mere

november 8, 2019november 8, 2019 / Jan M. Johansen / 2 kommentarer

For ikke så længe siden havde jeg fornøjelsen af at læse Merete Løvgreens fremragende bog ’Læsehygge’. Bogen er en lille guide til at gøre læsning med børn interessant og giver et hav af tips til at fremme læselysten og komme i gang med læsning.

Det fik Lisbet – vores residerende læseorakel – og jeg – verdens dårligste børnebibliotekar – til at snakke lidt om, hvordan vi inspirerede til, at børn griber en bog og hvordan man ellers kunne gøre det.

Og der er også noget, der tyder på, det er en god idé at kigge lidt nærmere på, hvordan vi får især de unge mennesker til at læse mere.

Børn og læsning – den kolde sandhed

I lyset af nylige rapporter som Bogen og litteraturens vilkår 2018 og Børns læsevaner 2017, der viser, at børn læser mindre i deres fritid og især dropper at læse længere tekster (typisk bøger), så er det tydeligt, der er noget, der halter.

Med de nyeste tal in mente, så er det vigtigere end nogensinde før at få (gen)skabt læsekulturen og -lysten hos børn og unge. En kultur og læseglæde, der gør læsning til en fornøjelse og ikke en sur pligt.

Udover Lisbet selv, så indskrev vi en flok af kloge hoveder og bad dem give os 5 gode råd til at få børn til at læse mere og til at skabe læseglæde.

Fem kloge menneskers syn på sagen

Vanen tro, så er det helt umuligt for os at begrænse os. Så de 5 tips blev til flere gode råd. Men det lyder ikke mundret med en overskrift som ’5 kloge hoveder giver en masse gode råd’.

Vores første rådgiver er Kathrine Bach Pachniuk. Kathrine er børnebibliotekar og står bag ’1000bøger’ og ’Bibliotekattens Bøger’, og hendes råd er klart: “Læs selv og ikke kun efter børnene er kommet i seng. Børn gør, hvad vi gør, ikke hvad vi siger, og hvis man ønsker, de skal læse, skal man selv være det gode forbillede.”

Lisbet Vestergaard, projektleder i Tænketanken Fremtidens Biblioteker, påpeger, at ”læsning bliver tit betragtet som en udelukkende kognitiv aktivitet. Men kroppen er vigtig, når vi læser. Nogle børn læser bedst, mens de ligger på maven og vifter med fødderne. Andre nyder at nulre en lille gummibold, mens de læser.”

Hvad sker der nationalt?

På det nationale plan er der også kommet et stort fokus på børns læselyst og -evner. I september 2019 fremlagde Danmarks Biblioteksforening et oplæg til en national læsestrategi, som skal få børn til genfinde læselysten.

Blandt de konkrete forslag var, at folkebibliotekerne i højere grad skal møde eleverne, hvor de er. Det giver godt mening og flugter godt med eksempelvis Rubens tanker ovenover. Hvis YouTube trækker, og det gør det, så lad os da endelig gøre brug af den kanal til at inspirere og aktivere.

Vi har samlet en håndfuld titler, der kan hjælpe eller inspirere yderligere.

‘Forælder læs med dit barn’ af Ragnhild Bach Ølgaard, 145 sider, Eventyrligvis, 2011.

‘Forældreguide til læsning – kom godt i gang med læsningen’ af Bent Christiansen, 23 sider, Læs, 2017.

’Indkulturering – en ny læsestart i takt med tiden” af Kjeld Kjertmann, Syddansk Universitetsforlag, 2015.

‘Jeg er klar! – giv dit barn den bedste start på læsning’ af Janice Greenberg og Elaine Weitzman. 75 sider, Dafolo, 2018.

‘Læs med dit barn – sådan støtter du dit barns skrive- og læseudvikling’ af Carina Fast, 141 sider, Klim, 2016.

’Læsehygge’ af Merete Løvgreen, 61 sider, Sproggren, 2019.

Dyk ned i flere af vores indlæg om børn og læsning

Hvor er Plet? Om pegebøger og theory of mind

Portræt af en meget ung læser: Aske

Portræt af en læser: Erica

Portræt af en læser: Josephine

Paladser for folket – social infrastruktur og lokalsamfundets styrke

maj 10, 2019maj 10, 2019 / Jan M. Johansen / 5 kommentarer

Tilbage i september 2018, da Eric Klinenbergs bog ’Palaces for the People’ udkom, sad en ung borgmester på sit kontor i South Bend i den amerikanske delstat Indiana, og kunne se tilbage på to embedsperioder, hvor hans by havde oplevet en økonomisk opblomstring og en mindre renæssance.

Borgmesteren, med det knap så mundrette navn Pete Buttigieg, var midt i at lægge det nye budget, men fandt tid til at anmelde ’Palaces for the People’ i The New York Times under titlen ’The Key to Happiness Might Be as Simple as a Library or a Park’, og han var ganske begejstret.

I skarp kontrast til mange anmeldere, ikke mindst mig, så ved Buttigieg, hvad han taler om. En del af South Bends økonomiske opblomstring skyldes nemlig SMART STREETS, hvor fokus var på at ændre den indre by til et sted med liv, som folk søgte til i stedet for blot at passere igennem. Altså et sted, hvor folk lever, ånder og interagerer.

Under sin tid i Flåden, gjorde Buttigieg tjeneste i en efterretningsenhed i Afghanistan, så han har også set den anden siden af medaljen; en fejlslagen stat uden civilånd og trivelige lokalsamfund.

Hvorfor har jeg nu så meget fokus på Buttigieg og hans oplevelser, spørger du rimelig nok?

Fordi Klinenbergs bog og hans pointer fortjener at blive taget alvorlig. Det er let at affeje min glæde ved biblioteker og social infrastruktur. Jeg er ansat på et og har arbejdet i en eller anden form for offentlig virksomhed hele mit liv, så min entusiasme kunne hurtigt tolkes som nok en offentlig ansat, der blot ønsker mere fokus på, hvor meget lige netop hans eller hendes indsats betyder. Også kendt som ”send flere penge syndromet”.

Men når en mand som Buttigieg finder ’Palaces for the People’ relevant og værd at bide mærke i, så betyder det noget.

Og så kan jeg også bare godt lide Pete Buttigieg. Han er en cool gut.

Men tilbage til Klingenberg og folkets paladser.

En hedebølges anatomi

Klinenberg starter med at fortælle om en hedebølge i sin hjemby Chicago. Da han undersøgte konsekvenserne af hedebølgen, opdagede Klinenberg noget interessant. Selv i nabolag, der på overfladen kunne minde om hinanden, var konsekvenserne meget forskellige. Da han dykkede ned i materien, fandt han, at den underliggende sociale infrastruktur betød meget for, hvordan de forskellige nabolag taklede krisen og kom igennem den.

Den indsigt fik Klinenberg til at skrive ’Palaces for the People’.

Og hvilken bog det blev!

Folkets paladser – en af 2018’s bedste og mest tankevækkende bøger.

Som biblioteksmenneske, så er det nærmest som at få et kontinuerligt kram af en stor blød bamse at læse ’Palaces …’. Det er dog ikke kun som bibliotekar, jeg føler bogen går rent ind.

Jeg er en af de der forbenede liberale typer, og her kan jeg mærke, der også er noget at hente. Bogen understreger nemlig på bedste vis, hvor vigtigt lokal- og civilsamfundet er for et menneskes trivsel og mulighed at bedre sine kår. Den sætter også fingeren på noget, som en del af mine mere radikale frænder alt for ofte synes at glemme, nemlig, at vi mennesker er sociale væsner, og for at udvikle os kræver det en form for stillads og rammeværk.

Det kræver med andre ord en social infrastruktur at have et civilsamfund.

Men hvad er social infrastruktur egentlig?

Social infrastruktur og folkets paladser

Indirekte, så er social infrastruktur de fysiske rammer, der gør et lokalsamfund kan eksistere, trives og dets beboere kan opbygge social kapital.

Det er skoler, offentlig transport, veje, broer, kloaker, sygehuse, plejehjem, dagplejere, parker, boldbaner, teatre, statuer, bænke, fortove osv.

Det er også adgangen til information, altså internet, biblioteker og public service.

Sagt på en anden måde; alle de ting, der skal til for at skabe levedygtige nabolag og lokalsamfund. Og, ikke at forglemme, et civilsamfund i det hele taget.

De gode folk på SGS Economics and Planning har lavet en fin præsentation af begrebet. Biblioteker er sågar nævnt. Læs mere her. Det er, tænker jeg, til dels et partsindlæg, men interessant alligevel, og det indikerer, ganske som SMART STREETS i South Bend, at social infrastruktur betyder noget og, hvilket man i disse DJØF-dage ikke skal negligere, giver et afkast.

I ’Palaces …’ kommer Klingenberg hele vejen rundt. Som man kan se af indholdsfortegnelsen, så handler bogen langt fra kun om biblioteker:

Introduction: The Social Infrastructure
Chapter One: A Place to Gather – Her er bibliotekerne især i fokus
Chapter Two: Safe Spaces – lidt om sociale boligkomplekser mm. plus grønne arealer
Chapter Three: Learning Together – skoler og uddannelser
Chapter Four: Healthy Bonds – plejehjem, blandede bebyggelser mm.
Chapter Five: Common Ground – det polariserede og opdelte samfund, og fællesskaber
Chapter Six: Ahead of the Storm – katastrofer og deres effekt
Conclusion: Before We Lift the Next Shovel – det tredje sted, private aktører og effekten af besparelser på bl.a. biblioteker

Gældende både for social infrastruktur, men især for biblioteker var der halvvejs gennem ’Palaces …’ en rammende udtalelse fra Sharon Marcus, som Klinenberg taler med om bibliotekernes betydning. Marcus fortæller om sin barndoms bibliotekarer: “They were just neutral. And that, I think, was a real gift. It made the library a space of permission, not encouragement that pushed you in a certain direction, where you feel like people are watching you and like giving you their approval, but just freedom to pursue what you want.” Det er en vigtig pointe, at hvis social infrastruktur skal fungere og rent faktisk give folk mulighed for at mødes og skabe egne fællesskaber, så skal det være uden særlige motiver eller bagtanker.

Den moderne bibliotekars opgave er hjælpe lokalområdet og samfundet.

Udover anekdoterne og gennemgangen af forskellige cases, så kigger Klinenberg også på, hvorfor private aktører ikke nødvendigvis kan dække vores behov for et tredje sted. Bl.a. fordi man ikke nødvendigvis kan hænge ud på en café i timevis eller måske har råd til det. Man opbygger heller ikke sociale relationer på samme måde, som man eksempelvis kan gennem en læsekreds eller på et aftenskolehold.

Skal man sige noget negativt, så er det, at Klinenberg måske er lidt for ukritisk i sin glæde ved stort set en hvilken som helst form for social infrastruktur. Men det er heller ikke hans intention. Klinenberg ønsker at vise, det er nødvendigt med biblioteker, parker og lignende tilbud. Så må det være op til andre at prioritere.

Røde pølser eller opera – folket kontra eliten

Med den nylige debat om elitær og folkelig kultur in mente, så er det interessant at se, Klinenberg ikke skelner, men dog har fokus på elementer og mekanikker, der bringer folk sammen. Ikke mindst lokalt.

Og det tænker jeg også i bund og grund er, hvad kultur handler om. At skabe en ramme, et fællesskab og en fortælling, vi alle kender og kan se os selv i.

’Palaces for the People’ er velskrevet, spækket med opbyggelige anekdoter og interessante cases, og er en bog, som burde ligge på enhver politikers og embedsmands natbord. Jeg har allerede sendt ’Palaces …’ til flere af mine venner og veninder i biblioteksvæsnet, men måske Henrik Sass Larsen også kunne bruge en.

Boginfo

’Palaces for the People – How Social Infrastructure Can Help Fight Inequality, Polarization, and the Decline of Civic Life’ af Eric Klinenberg, 277 sider, Crown, 2018.

Puk på Kostskole, Percy Jackson og en intim, personlig fortælling

april 24, 2018juli 1, 2018 / Mikkel C. / 1 kommentar

Generationslæsning er mere min gode kollega Lisbets ting end min. Lisbet er jo vidunderlig, men hun gør og siger mange ting, der giver mig lyst til at hvæse “hippie!” ad hende og true med min stok. Generationslæsning er én af dem. Men, okay, det kan åbenbart noget, så her er et herligt eksempel, en sørgelig personlig fortælling og en livslektie.

Lad mig sætte scenen først. eReolen har været med i forskellige retrodigitaliserings-projekter; dvs. projekter, hvor vi har hjulpet til med at få digitaliseret noget af den ældre, danske litteratur, der ellers kun forelå i trykt form. Vi har her udnyttet vores betalingsvillighed for udlån – også forlods – og dygtige bibliotekarers ekspertise. Pludselig stod vi med tusinder af nye, gamle titler og begrænset viden om, hvad man gør med den slags. Det skal vel formidles anderledes? Vi søgte nogle projektmidler hos Danskernes Digitale Bibliotek, fik dem, og så gik henholdsvis Gentofte, Vejle og Københavns biblioteker i gang med forskellige eksperimenter. Vi lavede alt fra retro-anmeldelser til tidsrejse-hylder. Når jeg siger “vi,” mener jeg dygtige kolleger, for jeg var sådan set kun projektleder, og min filosofi er at undlade at forstyrre kompetente mennesker, der arbejder.

I Gentofte arrangerede den meget kapable Mette Neimann Iversen en god gang “bookbattle” mellem en ungdoms-læseklub og en nordisk læseklub, hvor yngstedame var 71. Hver gruppe skulle vælge to bøger til den anden gruppe, og så skulle de mødes og diskutere, og her blev det altså helt magisk.

Den kapable Mette Neimers. Et slags fritgående biblioteks-geni!

De unge valgte ”Percy Jackson og lyntyven” og ”21 at måder at dø.” De ældre valgte ”Børnene i Nyskoven” og ”Puk på kostskole.” ”Børnene i Nyskoven” afstedkom ikke de store diskussioner, men det gjorde Puk. De ældre deltagere var noget flove ved gensynet med den gode Puk. Småsexistisk, naiv, urealistisk. De var hårde ved hende:

(Kvinde, 77 år) ”Det, der var sjovt, da jeg læste den igen, var alle de FORDOMME der ligesom er bygget ind i den. At den slutter med at tyven siger: ”Ej, hvor var det godt, at jeg blev fanget. Fordi ’jeg var jo ikke nogen ordentlig fyr’… det er da fuldstændig til grin! Det er da HELT morsomt.”

De unge kunne nu godt lide den. Én af dem af en lidt sjov årsag:

(Pige, 13 år) ”Alle de ungdomsbøger, der er nu, det er sådan ’Vi skal have alle med. Ingen skal føle sig sådan alene.’ Altså der er meget om sådan folk, der er homoseksuelle, eller folk der føler sig som piger, men er en dreng, og sådan. Altså det er meget sådan nogle emner, der er, og det er altså næsten kun det, der er, synes jeg. Så det her var lidt sjovt, fordi det var så anderledes. Den var så hyggelig.”

Oplevelsen startede et egentligt run på Puk-bøger på Gentofte bibliotek og via fjernlåns-ordningen, for så mange Puk-bøger har de heller ikke!

Her hun så. Puk. Random fun fact: Puk-bøgerne er skrevet af de samme to forfattere, der stod bag Jan-bøgerne, og der er 58(!) af dem. Puk-bøger, altså.

Percy Jackson var også et hit.

(Kvinde, 83 år) ”Normalt skal der ikke mere end en enkelt enhjørning i en bog, før jeg lægger den væk. Så tak, fordi I fik mig til at læse Percy Jackson. Det er en vidunderlig bog!

(Kvinde, 71 år): ”Kan du finde rundt i de her guder?”
(Dreng, 12 år): ”Det hjalp, da jeg læste den 6. gang…”

Størst debat skabte dog ”21 måder at dø.” De ældre damer var bestyrtede – og det var nok her, Puk kom lidt til kort. Tonen er ligesom skiftet hen over årene, fornemmer man – for nu at sige det pænt.

(Kvinde, 71 år, til pige på 13 år): ”Er det den bog, du har valgt? Jeg vil sige, det er en af de grummeste bøger, jeg har læst i meget lang tid… og… ja jeg havde svært ved at gøre den færdig. Fordi den påvirkede mig så meget… har børnebørn i jeres alder. Og det er dét sikkert – at det er sådan, jeres virkelighed også kan være.… så er den ikke rart at tænke på, synes jeg. Og det er jo de sociale medier, der er med til at bringe den derud, hvor den er… fordi man har en distance…”

De yngre mennesker kunne virkelig have fået sig nogle voksenvenner her, hvis eksperimentet for alvor var fortsat. Faktisk måtte børnene trøste de ældre lidt.

Det slog mig, som Mette redegjorde for eksperimentets afvikling, at der er noget helt særligt, litteraturen kan her. Det er selvfølgelig en fælles oplevelse, men det er noget andet end at gå ind og se en film sammen. Der er en større fordybelse og fortabelse i litteratur. Det er en større investering, og den påvirker mere. Måske særligt, fordi man i samtaler om fælles læseoplevelser også bytter selvskabte indre billeder.

Min mor med Mathilde i 2013

Endnu mere kom jeg til at tænke på mit akavede forhold til min mor, der døde for halvandet år siden. Hun havde et stort hjerte, men alting kom altid mærkeligt frem fra hende og med uendelig følelsesmæssig distance. Jeg havde tit en klar følelse af, hun prøvede at være mere hjertelig og varm, og hun brødes med det, men så vandt den akavede side, og hun fik sagt et eller andet sarkastisk i stedet for. De tætteste oplevelser, hun havde med sine børnebørn, var, når de læste sammen. Så kunne de sidde og snakke om bogen og andre læseoplevelser, og hun glemte ligesom at være distanceret. I stedet blev hun den varme, empatiske, intelligente person, der var hendes egentlige jeg. Hun og jeg fandt aldrig bøger, vi skulle læse begge to, og det skulle vi nok have gjort, så vi kunne have taget hul på vores store smertefulde historie sammen. Hun var et passioneret bogmenneske, og det havde været så oplagt. Jeg var på samme måde over for hende, som hun var over for mig, og selvom hun var min eneste forælder, kunne jeg end ikke tale med hende, da hun lå i koma i en hospitalsseng på en tom stue, og der helt bogstaveligt blev pumpet blod ud af hjernen på hende. Jeg formåede kun til sidst at tage hendes hånd og hviske ”Vi skulle nok have talt mere sammen, mor,” før jeg forlegent trak hånden til mig igen. Hun døde samme nat.

Det er ikke en måde at leve sit liv på sammen med dem, man elsker. Min ældste datter, Josephine (15), og jeg har rejst alene sammen mange gange, og vi har kørt lange ture til afsides steder i hendes kickboxing-karriere – siddet i lange timer i ildelugtende haller i Hamborg, Zagreb og Aalborg, så vi har altid haft tid til at snakke og opbygge en fortrolighed. Kickboxing gør hun det ikke mere i, og selvom vi træner sammen i det lokale fitness-center, mangler vi tid til at komme i dybden med vores respektive liv over for hinanden. Min plan er derfor simpel og nok rimelig nem at gætte nu. Når hun tager på efterskole, finder jeg en bog om måneden, vi begge skal læse, og så tager vi os tid i hjemme-weekender eller ferier til at få talt om dem. Jeg rapporterer tilbage om udfaldet. Stay tuned!

Pro-tip: Vi har en hulens masse Puk-bøger på eReolen! Klik her.

Litteraturens rolle på bibliotekerne

marts 2, 2018marts 2, 2018 / Jan M. Johansen / Skriv en kommentar

Forleden dag brugte jeg og en flok forfattere, biblioteksfolk og andre branchemennesker nogle timer i den smukke Fællessal på Christiansborg med at tale om litteraturens rolle på bibliotekerne til en konference arrangeret af Dansk Forfatterforening.

Udover jeg ikke overraskende altid er glad for at blive inviteret med til arrangementer, der handler om bøger og biblioteker, så var det også et ret interessant program, der kom viden om og var struktureret på en ret fin måde, så der var forskellighed og i hvert fald indledningsvis drive i konferencen.

Formand for Dansk Forfatterforening Morten Visby byder velkommen i den smukke Fællessal på Christiansborg.

4 korte vidensoplæg med indsigt og bid

Efter Morten Visbys velkomst startede programmet med 4 kortere oplæg med hvert deres fokus på litteratur. Inden vi går videre, så lad mig indskyde, det er en oplægsform, jeg varmt kan anbefale som en del af enhver konference. Det giver et godt afbræk og er en fin måde at formidle viden og erfaringer på uden det nødvendigvis tager et halvt døgn og 177 Power Point-slides. Det sidste er især vigtigt. Død ved Power Point er i sandhed en krank skæbne.

Professor Dan Ringgaard startede med et fint, koncist oplæg om, hvorfor litteraturen er vigtig. Ringgaard causerede over, at litteratur var noget, vi er fælles om, og at litteraturen ikke var bundet til den fysiske bog, men også levede i andre medier. Alt i alt et godt indledende oplæg, der på bedste vis satte ord på vigtigheden af litteratur og det skrevne ord.

Herefter overtog Tine Vind fra Slots- og Kulturstyrelsen podiet og dykkede med udgangspunkt i styrelsens tal ned i, hvad ved vi om bibliotekernes udlån af diverse materialer, samt præsenterede nogle godbidder fra den nye rapport om børns læsevaner. Vinds oplæg førte til lidt debat med salen, hvor statistikkens validitet blev diskuteret og der blev spurgt ind til, hvordan de samme tal kunne tolkes på så forskellig vis. CEPOS m.fl. bruger f.eks. tallene til at underbygge en fortælling om, det hele går forfærdeligt, mens Vind i sit oplæg stilfærdigt og med et lille smil påpegede, at udlånet faktisk steg fra 2014 til 2015. Hvilket ikke overraskende provokerede den del af publikum, der havde købt bibliotekskritikernes postulater om bibliotekernes krise, forfald og snarlige død.

Slots- og Kulturstyrelsens Tine Vind tryller og underholder med tal.

Næste punkt på dagsordenen var under overskriften ’Hvad gør litteraturformidlingen i dag?’, og her gav den vanligt skarpe Maria Louise Christensen, der er litteraturformidler fra Silkeborg Bibliotekerne og tovholder for netværk af litteraturformidlere, en tour de force rundt i de mange, meget forskelligartede formidlingstiltag, der er rundt om på landets biblioteker. Meget sigende var ikke et eneste af eksemplerne centreret på den brede litteratur, men på enten det mere smalle eller på læseoplevelser.

Silkeborg Bibliotekernes Maria Louise Christensen sætter ord på nogle af de mange formidlingstitag, der sker rundt om på landets biblioteker.

Forfatter og lektor ved SDU Trisse Gejl holdt det sidste af de 4 oplæg og talte om, hvordan kan litteratur ændre liv med udgangspunkt en række forsøg med litteraturen som helbredende kraft. Gejl var meget passioneret og fik næsten litteratur til at fremstå som et stof farligere end crack. Selvom det kan lyde lidt pudsigt, så er der nu et element af sandhed i det; litteratur under de rette omstændigheder kan flytte meget og rode op i ens indre liv. Ganske som der synes at være evidens for, at biblioterapi faktisk har en helbredende effekt.

Kaffe, netværk og debat

Ikke overraskende, så var der naturligvis kaffe og snak i korridorerne, inden Bo Green Jensen med vanlig flair for det danske sprog trak os tilbage til konferences virkelighed, hvor vi gik i gang med en længere snak om netop litteraturen på bibliotekerne.

Panelet bestod af politikere og debattører – helt konkret undertegnede, Mogens Jensen (S), Pia H. Friis (formand for Bibliotekschefforeningen), Rasmus Nordqvist (A) og Morten Visby (Forfatterforeningens formand). Jeg følte mig en kende let i panel med så prominente navne, skal jeg gerne indrømme, men påtænker skamløst at omtale mig selv som debattør fremover.

Deltagerne til den store paneldebat er linet op, og vanen tro ser jeg ud til, jeg sidder og småsover. (Foto: Sarah Hvidberg)

Nuvel, vi havde indledningsvis hver især 2 minutter til at svare på følgende 3 spørgsmål, nemlig:

Hvordan kan vi sikre, at bibliotekerne formidler andet end den mest iøjnefaldende litteratur?
Hvordan kan bibliotekernes litteraturformidling spille en rolle i at nedbryde den sociale arv og integration?
Hvordan kan vi opnå større koordineret (læse)indsats med politisk opbakning?

Anna Bridgwater var moderator – og i øvrigt vært for hele konferencen. Det gjorde hun godt og med overskud. Om end paneldebatten nok kunne have haft godt af en mere hård moderatorhånd.

Vi bevægede os nemlig desværre hurtigt væk fra de 3 punkter til en mere løs snak, og endte derfor med at bruge tiden på i al fredsommelighed at tale om en eventuelt kommende revision af biblioteksloven. Det var der som sådan ikke noget galt i, men der var ikke meget debat over det, og vi kom aldrig rigtig tilbage til det oprindelige udgangspunkt.

En af de mere interessant pointer kom, da Mogens Jensen helhjertet støttede op om bibliotekernes opsøgende arbejde. Det er en af mine egne kæpheste, at vi skal ud på skolerne, uddannelsesinstitutioner, foreningerne og hvad vi ellers har og ikke kun præsentere os og litteraturen, men netop hjælpe folk, hvor de er, og på den måde åbne biblioteket op og gøre det relevant for flere.

Alternativets Rasmus Nordqvist gentog flere gange, at bibliotekerne skulle sættes så fri som muligt, og ikke tøjres og tøjles af tung lovgivning med fokus på materialer og paragraffer, som tiden kunne løbe fra. Ikke overraskende var det også sød musik i mine ører.

Udover det, var der desværre langt mellem snapsene i debatten.

Afsluttende tanker

Helt for egen regning må jeg sige, at jeg naturligvis var og er beæret over at blive bedt om at deltage i konferencen. Foruden den fantastiske mulighed for at netværke og hænge kaffedrikkende ud i korridorerne på Christiansborg, så var det også fornøjeligt at få lov at oplade sin røst og give sit besyv med i en forsamling af politikere, kolleger og branchefolk.

Rammerne i Fællessalen på Borgen bliver ikke meget bedre, og gav en tyngde til konferencen. Det overordnede tema var stærkt og de 4 inviterede oplægsholdere var ligeledes stærke, og gav god indsigt i, hvad der rør sig rundt om.

På den negative side, så savnede jeg lidt bid og vid, noget modstand og kort fortalt mere passion. Den afsluttende debat blev som nævnt mere en venskabelig samtale, hvor vi langt henad vejen var enige og klappede hinanden på ryggen, end en egentlig debat. Jeg greb sågar mig selv i henrykt at udbryde ”jeg er lige blevet socialdemokrat” som reaktion på en af Mogens Jensens udtalelser. Selvom det er lidt skægt – ikke mindst når man ihukommer jeg er frådende liberal -, så er det måske ikke så godt, hvis man vil have lidt saft og kraft i en debat. Her skal meningerne gerne udfordres og netop med gejst diskuteres. Det blev de ikke her, desværre.

Og det er synd. For man kunne godt mærke, som biblioteksmenneske, at selvom vi har mange ting til fælles med f.eks. forfattere, så er vores syn på litteraturens forhold meget forskelligt. Den fysiske bog, kassationer og bibliotekernes (manglende) indkøb fylder meget i forfatternes liv, mens biblioteksfolk oftest hellere vil tale formidling og dannelse end nødvendigvis materialer.

Den debat, håber jeg, kan folde sig ud en anden god gang. Der er i hvert fald meget at tale om.

New York City; en bibliofil tour de force med en ordentlig spand billeder

september 30, 2017september 30, 2017 / Mikkel C. / 4 kommentarer

Ældste datter, Josephine (14), fik i år i konfirmationsgave en tur til NYC med sin far. Hvor heldig kan man være? Turen skulle foregå i anden halvdel af september 2017, og dengang så kalenderen fornuftig ud. Siden blev hun udtaget til U18 EM i kickboxing i Skopje, og vi brugte følgelig en uge i Makedonien i starten af september. Hun skiftede også skole i sommerferien og lagde altså hårdt ud med en del fravær fra de nye kammerater, fag og lærebøger. På mit arbejde har vi altid travlt i september, og to ugers forskudt ferie var helt skørt. Det er alt sammen førsteverdensproblemer, men i al fald begyndte vi først at geare op til ferien og bladre i “Turen går til” og “Lonely Planet,” da vi bogstaveligt talt sad i SAS-maskinen til Newark.

Der er noget over New York. Noget uforklarligt. Folk vil altid gerne snakke om den. Høre, hvad man har besøgt. Fortælle, hvad de selv har set. Vi havde en lidt spøjs tur. Det var første gang, vi prøvede AirBnB (og måske sidste). Vi tog til baseball på Yankee Stadium to gange. FN havde lukket, og Ellis Island cruises var udsolgt. Til gengæld fik vi en særlig rundtur på The Met af en kollegas kollega. Vi havde dårlige oplevelser i Harlem, men til gengæld blev vi flyttet fra bagerste til forreste række til “Stomp” osv. osv. En anstrengende, men fantastisk uge blev det i al fald.

Vafler i Bryant Park. Breakfast of champions! Bagsiden af New York Public Library i baggrunden.

Og så kiggede vi i boghandlere! Josephine, det kære væsen, gad faktisk godt gå i utallige boghandlere med sin far. Fantastisk opdragelse lige dér. Jeg fik kun ca. 50 spydige bemærkninger undervejs, og det er højst 10 mere end normalt 😉 Hun var så også høj på junkfood og Oreos hele tiden.

New York er et paradis for bibliofile! Udbuddet er enormt og kundepotentialet ligeså. Koblet til amerikanernes sans for salesmanship er det jo ikke så mærkeligt, den by har så fantastiske boghandlere. Her er en kronologisk liste, bare fordi jeg må dele den med andre.

Alle steder er på Manhattan, og billederne er måske ikke de bedste, fordi jeg ikke kan lide at forstyrre folk, så mobilen kom op lidt gedulgt.

Kinokuniya New York: 1073 6th Ave, New York, NY 10018

Kinokuniya er en japansk boghandel, med japanske titler og japansk tingeltangel i underetagen,. “Har de ikke manga?” spurgte Josephine, der ville tage en video og gøre en god manga-fanatisk ven jaloux. Hele første sal var manga! Så vidt vides, eksploderede den stakkels fyrs hoved, da han så videoen. Kinokuniya er en stor kæde med 68 butikker i Japan, 12 i USA, 4 i Singapore osv.

The Drama Book Shop: 250 W 40th St #1, New York, NY 10018

Hvis ideen om Broadway gør dig blød i knæene, og du tit brøler highlights fra “Cats” og “Phantom of the Opera” ned i din hårbørste, er The Drama Book Shop boghandlen for netop dig, din stjerne. Det er en lille specialboghandel for alting, der foregår på en scene. Noderne til “Rent”? Guide til teaterledelse? Tips om at bryde igennem off-Broadway? 17 udgaver af Shakespeares samlede værker? Tjek, tjek, tjek, tjek. Masser af arrangementer ligeledes, og så er personalet omvandrende teater- og musicalleksika. Brug gerne lidt tid her og græs dig gennem titler, du ellers aldrig vil se. Denne perle åbnede i øvrigt i 1917.

Rizzoli Bookstore: 1133 Broadway, New York, NY 10010

Rizzoli er en italiensk boghandel, men mere italiensk er den heller ikke. Den er i al fald ikke nær så italiensk, som Kinokunyia er japansk – hvis det ellers giver mening. Til gengæld er det meget smukke lokaler, og udvalget handler meget om mode, arkitektur og kunst. Rizzoli er måske ikke så hyggelig, som den er fornem, og man føler sig i nogen grad transporteret tilbage til “shyyy”-æraen i folkebiblioteket. Til gengæld er det virkelig et godt sted at blive set i sit nye designertøj, mens man henkastet bladrer i de nyeste arkitekturværker, og måske – måske – vil den helt utroligt åbenlyst homoseksuelle ekspedient så værdige dig et blik 🙂

Barnes & Noble: 33 E 17th St, New York, NY 10003

Den største og bedste B&N i følge vedvarende rygter. Stor er den i al fald. Og god! Fire etagers boglækkerier blandet med brætspil og en café og alskens parafernalia. Tekstbogsafdelingen er helt utrolig, og man fristes til at tro, der er alle tekstbøger, der nogensinde er brugt i high school og college. Alle steder. Til alle tider. I alle fag. Young Adult-sektionen fylder fra gulv til loft i indbydende reoler væg-til-væg. Hvis man ikke kan finde noget at læse dér, er der noget fundamentalt galt med én. Det tog Josephine en halv time at komme et par meter ned ad reolsystemet, og hun havde allerede valgt et par must-read værker og sat dobbelt så mange tilbage igen. Sæt tid af her!

Strand Bookstore: 828 Broadway, New York, NY 10003

Strand er vanvittig! Nye og brugte bøger fra gulv til luft og på borde og under borde og i hyldejungler under gadeniveau. På øverste etage er de sjældne bøger. Rygtet vil vide, der er omkring 26 km. bøger. Jeg indrømmer blankt, jeg gik i panik. Som en narkoman, der endelig får brudt ind i apotekets inderste lagerrum. Josephine var gået noget død efter fem timer ned ad Broadway og 9/11-museet stadig langt væk. Hun sad og læste i en sofa. Jeg stod rådvild midt i stueetagen, indtil jeg til sidst greb hende og løb. “Skal du ikke købe noget?” spurgte hun undrende. “Flygt!” råbte jeg. “For. Mange. Bøger!” Jeg ville gerne tilbage – frisk i hovedet og med en 2-3 timer til rådighed.

The Mysterious Bookshop: 58 Warren Str, New York, NY 10007

Nu er jeg ikke krimi-, spændings- eller detektivfan, men alligevel er det her en superfed boghandel. Som navnet antyder, er de ovennævnte genrer de eneste, man finder her. Boghandlen er ét kvadratisk lokale med et læsemiljø i midten og så ellers bøger fra gulv til loft langs væggene og – selvfølgelig – gult polititape hen over døren til baglokalet.

Book Culture on Colombus: 450 Colombus Avenue, New York, NY, 10024

Lad det være sagt med det samme. Der er edderhyleme mange duftlys i Book Culture! Og tingeltangel og ægte træting og venstreorienteret propaganda. Den kunne ligge på Østerbro. Antallet af klapvogne er slående. Dog er den frygtelig hyggelig, og så har de jo et pirrende bog-blinddating koncept. Du kan investere i hemmelige bøger, hvor du kun kan føle dig frem til størrelse og vægt og – endnu vigtigere – spor på forsiden. “Læs denne, hvis du nød X, Y og Z.” Konceptet holder hele vejen, for man kommer derfra med bøger, man måske nok ikke havde valgt selv, men som er i ens generelle interessesfære. Hvad nu, hvis man allerede har læst den, hører jeg dig spørge. Jamen, så er der jo “store credit.” Titlen står på kvitteringen, så den bliver behørigt gemt i indpakningen. Herlig børnesektion i kælderen også.

Amazon New York: 7 W 34th St, New York, NY 10001

Syret, ikke? “Big Evil” åbner fysiske boghandlere efter at have betvunget det digitale marked mere eller mindre globalt. Mange digitale outfits åbner fysiske outlets idag, men Amazon Books er mere end bare et outlet. Det er en boghandel i sig selv, men med et umiskendeligt Amazon-præg. I øvrigt æælsker jeg Amazon, så jeg var særligt spændt på, hvad de havde fundet på. De tror ikke på den lange hale, de ellers tjener på online. Tværtimod er der flere eksemplarer af de bøger, der så er, og der står ingen bøger uden kunde-anmeldelser fra online-udgaven. Samtidig bruger de alle de muligheder, den enorme mængder kunde-feedback, de har på lager, giver. Derfor finder man kategorier som “Bøger med over 10.000 anmeldelser,” “Bøger med over 4,8 stjerner,” “Lokale titler vurderet højt” osv. Det er et overflødighedshorn! 🙂

McNally Jackson: 234 Mulberry St, New York, NY 10012

McNally Jackson er vel nærmest den mest almindelige boghandel på hele listen og er svagt tiltet mod studerende i alle aldre. Herlig café, herligt kurateret indhold i boghandlen, forfærdeligt udvalg af notesbøger (fordi jeg er afhængig af notesbøger, og det var alt for godt), og ikke mindst en virkelig god underetage med faglitteratur. Her forsvinder en time eller to meget nemt.

Housing Works: 126 Crosby St, New York, NY, 10012

Normalt har man det enormt godt med sig selv, når man trasker rundt i en boghandel, men i Housing Works får man det for alvor godt, for al overskud går til at støtte HIV/AIDS-ramte menneskers adgang til sundhedstilbud, et rimeligt sted at bo osv. De ansatte hedder “frivillige,” og cafeen er fyldt med … hmmm … gadens fugle, hedder det vist, men fredelige var de. Butikken er i gamle, ornamenterede lokaler med smalle trapper til en åben mezzanin, og der er en klassisk boghandel-stemning. Udbuddet var noget ujævnt, men et godt sted at kigge efter billige perler. Faktisk prøvede vi at komme ind døren før, men der var et arrangement med en lokal forfatter og lang kø udenfor.

Konklusion: Det ville være noget billigt her at skrive noget om, at New Yorks boghandlere er meget bedre end danske, og hvis bare vi gjorde det samme herhjemme … Deres muligheder er jo nogle ganske, ganske andre. Dog vil jeg sige, at jeg ville købe så mange flere bøger, hvis danske boghandlere kunne overleve som boghandlere. Bog og Idé gør mig udefinerbar! Danske bøger er simpelthen også for dyre. Én tynd bog må simpelthen ikke koste det samme som tre måneders Netflix.

Slutteligt kan vi lære rigtig meget i bibliotekerne. Nørderiet i The Drama Book Shop og The Mysterious Bookshop, overflødighedshornene i Barnes & Noble og Strand, de stilrene Rizzoli og McNally Jackson, de tematiserede Kinokuniya og Book Culture, den klare mission i Housing Works, brugen af brugerfeedback i Amazon. Der er nok at komme efter!

Rovet. Vi skulle jo slæbe det hjem 😦

Første halvår 2017 på eReolen og en smule om den ny biblioteksafgift – denne gang med søjlediagrammer

august 3, 2017august 3, 2017 / Mikkel C. / 1 kommentar

Prolog

Jeg føler mig kaldet til først at citere Lindhardt & Ringhofs forlagschef, Lasse Korsemann Horne, fra denne nylige kronik i Berlingske Tidende:

Når jeg går en tur rundt i København eller Sønderborg, når jeg kører i tog, når jeg er på stranden eller i parken, ser jeg stort set ikke længere nogen sidde med en bog i hånden. I bedste fald ligger bogen forsømt ved siden af, mens den potentielle læser sidder fordybet i sin smartphone.

Som forlægger er det derfor min opgave at få bogen ind i læserens telefon og få danskerne til at (gen)opdage bogen og begynde at læse eller lytte til den. For det er oplagt, at det er forlagenes udfordring at møde den almindelige læser der, hvor læseren er, ved at få forfatternes bøger ud på så mange platforme og i så mange formater som muligt. Og det betyder i høj grad også som e-bøger og lydbøger fremover, som download, streaming via abonnement og via bibliotekerne.

Resten af dette indlæg er udelukkende udtryk for min egen holdning og ikke nødvendigvis Foreningen eReolens eller de danske folkebibliotekers ditto.

Indledning

De gode nyheder først: Første halvår 2017 (retteligen januar til og med juli) har været strålende på eReolen. Faktisk går det bedre end nogensinde. Alle elsker søjlediagrammer, så her er nogle flotte eksemplarer.

Som jeg skrev på disse sider i december sidste år, var 2016 et konsolideringsår efter jubelåret 2015, hvor alle forlag var tilbage. I 2016 trak et par store forlag sig fra tjenesten igen-igen, og vi brugte tiden på at arbejde med formidlingen og senere med udviklingen af eReolen GO! til børn og unge. Lindhardt & Ringhof, Danmarks største digitale forlag, gik mod de større forlags velkendte ud-og-ind strøm og ikke bare blev hos os, men udvidede samarbejdet. Sammen med de hundredevis af forlag, der stabilt har været på eReolen siden starten i 2011, hjalp det med at holde udlån og brugerantal i ro, selvom vi tabte en del titler.

I 2017 har vi langt flere titler, langt bedre tilgængelighed, tre distinkte tjenester (Classic, Global og GO!) og en EU-dom og en ændring af Biblioteksafgiften (populært ”Bibliotekspengene”) i ryggen. Vi har dog også de sædvanlige forlag, der ikke vil være på eReolen og måske et uforudsigeligt, politisk indgreb i horisonten.

Vi har sjovt nok også langt flere forlag (400+) nu, og eftersom jeg ikke har undersøgt det nøjere, er jeg fri til at gætte vildt og ansvarsløst. Mit gæt er, det er forfattere, der egentlig er på forlag uden for eReolen, men har taget sine digitale rettigheder til sig og er på eReolen i form af mikroforlag.

eReolen GO!

Folkebibliotekernes måske vigtigste mission er at få børn og unge til at læse mere. Alle undersøgelser viser, at læsekompetencer er grundlaget for andre kompetencer – fra de sociale til de tekniske. Som næsten alle andre industrialiserede lande oplever Danmark et fald i børn og unges læsning, og eftersom børn og unges medieforbrug bliver mere og mere digitalt og mobilt, må bibliotekets tilbud følge efter. Til en vis grad, altså.

En ældre, men flot graf over børns lystlæsning fra 2000 til 2009 i forskellige lande

Samtidig kunne vi se mange børn og unge gå i stå på eReolens indlogningsskærm. De gode forfattere på Gratis Børnebøger demonstrerede for os, at de sendte masser af børn vores vej, men kun 10% blev konverteret til lån. Formidlingen på eReolen ofte også ganske voksen. Én dag, jeg skulle demonstrere for en skole i København, var hovedemnerne fx ”Utroskab,” ”Rejser til Indien” og ”Strikning.” Der ligger givet en saftig bestseller i fællesmængden dér!

eReolen GO! er en frontend til børn og unge. Dens indhold er de B&U-titler, der ligger på eReolen Classic. Der ligger altså ikke noget på GO!, der ikke ligger i den normale tjeneste. En dag laver vi måske et rent snit mellem de to, men den dag er ikke lige i horisonten.

eReolen GO! er skolebibliotekets digitale tvilling. Den er til lystlæsning – ikke skolebrug. Skoler kan melde sig til, hvis kommunen ellers er med, og så åbnes der for, at elever og lærere får adgang til GO! via UNI-login, som de fleste skolebørn kan udenad, og så er login ikke længere en barriere. Der er sømløs integration mellem GO! og Biblo – bibliotekernes community for børn og unge. Tilbyder en kommune ikke skolesamarbejde, kan man selvfølgelig stadig bruge GO! med biblioteks-login.

Udsnit af Biblos hjemmeside i dag d. 3/8 2017

Overordnet betyder GO! flere ebogs-udlån, fordi læsning – også lystlæsning – drives af skolerne. Som Gratis Børnebøger også har konstateret, forsvinder læsningen, når børnene har ferie og er sammen med forældrene. Nogle skoler har et tilbagelænet forhold til læsning, mens andre skoler giver den fuld gas med få midler, og det er ikke forudsigeligt ud fra skolens socioøkonomiske virkelighed. Nogle skoler laver små mirakler dagligt. Kirsebærhaven Skole i Valby fx

En spøjs ting med GO! er, at eftersom det er lystlæsning drevet af skolerne, er det ebøgerne, der trækkes på, hvor der ellers generelt er langt mere fut i netlydbøgerne. Der er en global afmatning i ebøgerne, om end rygterne om ebogens død er overdrevne på grænsen til latterlige. Vi havde derfor forudsagt, at vi i år ikke ville se den normale top i juli, fordi hele GO!-brugen ville forsvinde i sommerferien. Og sandelig om ikke vi fik ret, fordi vi er en slags hverdags-genier …

Forfatter Ellen Holmboe; én af hverdags-genierne bag Gratis Børnebøger

Mere om 2017 indtil videre

Der er tre årsager til stigningen i brugen i 2017 ud over kvaliteten i tjenesten og den gode formidling, som vi er ganske stolte af.

Lindhardt & Ringhof har tegnet en tre-årig kontrakt med os og lagt alle deres titler i den udlånsmodel, hvor alting altid er tilgængeligt for alle uanset lokale restriktioner. Andre forlag er på samme model, og samtidig er de forlag, der tror mere på restriktioner, udenfor. Godt og vel halvdelen af eReolens indhold er nu altid tilgængeligt.
eReolen GO! har betydet nye læsere – børn og unge – og de løfter brugen af ebøger først og fremmest.
Der kommer hele tiden flere titler til, og eReolen er aktiv i at understøtte digitalisering af både ebøger og lydbøger, så der både kommer nye titler og nye, gamle titler til – om man vil.

Udviklingen i titler kan ses herunder med screenshots fra www.netbib.dk:

Bibliotekerne står i øvrigt til at sende sammenlagt over 42 mio. kr. til forlag og forfattere i 2017.

Her er tre random facts om ebøger og netlydbøger i 2017:

Netlydbøgerne udgør ca. 25% af samlingen, men +50% af brugen
Netlydbogsbrugere er mindre tilbøjelige end ebogsbrugere til at låne én titel og så aldrig vise sig igen
Netlydbogsbrugere er mere ligeglade med nyhedsværdien af en titel. De hører lige så gerne ældre titler. Netlydbøger er slow food.

Forhandlinger og EU-dom

Efteråret er forhandlingstid, og min makker har forladt mig til fordel for … Gyldendal. Det er sgu’ rigtigt! Vi må snart overveje konkurrenceklausuler.

Det bliver superspændende at se, hvordan det er gået de forskellige forlag, fordi de har så forskellige porteføljer og udlånsmodeller. Det vil sige, vi måler og udveksler jo løbende, men efteråret er dér, hvor vi går i dybden og hører, hvad forlagene selv synes, og hvad deres forventninger er til næste år. I år er det i skyggen af et muligt lovindgreb. Kulturministeren gav parterne 2017 til at finde hinanden. Kulturministre har truet med den slags før, så nu får vi se. I biblioteket vil vi gerne have etableret en digital udlånsret, som vi kender det fra det fysiske. Det er ulideligt, at lånerne dybest set ikke kan regne ud, hvad vi har på eReolen, og at forlagene kan flytte det ud og ind – både hele porteføljer såvel som enkelttitler. På den anden side har vi ikke brug for at få knæsat reaktionære, restriktive modeller, der dybest set skal tilgodese forlag, der har regnet ud, at den nemmeste vej til konkurrencedygtighed er at ødelægge det for alle andre.

EU-domstolen: En bog er en bog uanset format!

EU-domstolen har hjulpet os. Og så ikke helt alligevel. Efter megen betænkningstid er retten kommet frem til, at biblioteker gerne må låne ebøger ud, hvis de altså har dem, og hvis der lånes ud til én låner ad gangen. Ebøger, siger retten, er en anden version af den fysiske bog og ikke et helt selvstændigt produkt, om hvilket der gælder særlige regler. Den siger også – retten altså – at hvis biblioteket skal have en chance for at udrette den samfundsnytte, vi forventer af det, skal det have lov til at udlåne ebøger. Den siger bare ikke så meget om rettighedsstyring, priser, vilkår osv.

EU-ret afficionados og andre masochister kan klikke her for dommen.

Biblioteksafgiften

Hvert år i april kommer den samme artikel i nyhederne: ”Bjarne Reuter er stadig topscorer i bibliotekspenge.” Det betyder, det er biblioteksafgiftstid! Det næste, der sker, er, at forfattere, der skal have bibliotekspenge, men under ca. 2.200 kr., er rasende, fordi beløb herunder ikke udbetales. Det får man at vide i et brev fra Slots- og Kulturstyrelsen: ”Du skulle egentlig have nogle penge, men vi har beholdt dem.” Biblioteksafgiften er desuden kun for fysiske bøger.

Sandt i 1999 og stadig i 2017. Imponerende! Originalartikel her.

Alt dette er under forandring! Mild og langsom forandring, men dog forandring. Bortset fra det med Bjarne Reuter sikkert.

Forandring nummer ét er, at der tages fra de rige og gives til de fattige. Ifølge en bekendtgørelse i høring i øjeblikket planlægges den nedre grænse flyttet ca. 1.000 kr. nedad. Biblioteksafgiften er dog en lagkage, og lagkagen bliver ikke større. De mange, nye mindre stykker tages følgelig af de større stykker.

Forandring nummer to er, at ebøger og netlydbøger tages med for både forfattere og indtalere. Der udarbejdes et sindrigt pointsystem, men i hjertet af systemet er reglen, at titlen skal være tilgængelig på biblioteket (læs: eReolen), og jo flere kommuner jo flere point (eReolen tilbydes i alle kommuner). Så altså: Vil du have bibliotekspenge for din ebog og netlydbog, skal den være på eReolen. Signalværdien er p.t. dog større end pengetanken.

Hellere formidling end bøger

november 7, 2016november 7, 2016 / Jan M. Johansen / Skriv en kommentar

De sidste par år har bibliotekerne, ikke mindst Københavns Hovedbibliotek været udsat for et veritabelt stormløb af et højlydt klagende skønlitterært hylekor. Jes Stein, Maria Helleberg, Jakob Vedelsby, Jan Thielke m.fl. har alle været ude med riven og beskyldt biblioteksvæsenet for alt lige fra at facilitere bogafbrændinger og til at undergrave demokratiet.

Senest har Danske skønlitterære Forfattere fundet på prisen ‘Årets bogsamling’, der blandet andet er tiltænkt det bibliotek, der er ”fyldt med gode bøger på hylderne.” Der er 100.000,- på spil, og pengene er øremærket indkøb af bøger. Formanden for de skønlitterære forfattere, Jan Thielke, siger i den forbindelse: ”Vi ønsker at sætte fokus på de biblioteker, som har en stor, kvalitativ og ikke mindst tilgængelig bogsamling, et bibliotek som ikke sætter en ære i at kassere så mange bøger som muligt.”

Hvis man ser bort fra de gerne højstemte og lidet faktuelle betragtninger, så har bibliotekskritikkerne dog ret i, at bibliotekerne de senere år har kasseret mange bøger. Rigtig mange. Men er det et problem? Og hvorfor er det egentlig nødvendig at kassere bøger? Og er det i det hele taget bibliotekernes rolle at samle til bunke? Lad os kigge nærmere på det.

Dø, bog! DØ!

Sætter vi i biblioteksvæsnet nu også ligefrem ”en ære i at kassere så mange bøger som muligt”? Her er svaret kategorisk nej. Kassationer er et nødvendigt onde. Ja, det er egentlig ikke så meget et onde, som en simpel nødvendighed.

Hvorfor, spørger den interesserede læser så?

Blandet andet fordi, der bliver udgivet bøger som aldrig før i Danmark. Det er kun positivt, men da antallet af kvadratmeter endsige hyldemeter i bibliotekerne ikke stiger proportionelt med antallet af udgivelser, så må noget smides ud, når der kommer nyt.

Det fremgår af Bog- og litteraturpanelets årsrapport fra 2016, at produktionen af ny dansk litteratur er steget med 50 % siden 2009. Der udkommer altså nye danske bøger som aldrig før, og antallet af titler på de danske biblioteker er da også steget med 1052 styks. Her er det dog værd at indskyde, at der gerne er færre eksemplarer af de forskellige bøger.

Figur 4 fra rapporten viser med al ønskelig tydelighed, at der udgives mange(!) skønlitterære bøger på dansk.

Vigtigt er det også at ihukomme, at når der i rapporten skrives, at der er forsvundet næsten 40.000 titler på bibliotekerne siden 2009, så er en titel ”i denne sammenhæng det samme som et faustnummer, som er et unikt nummer, der tildeles hver udgivelse i Dansk Bogfortegnelse. Den samme bogtitel kan godt være ophav til flere forskellige faustnumre, hvis den eksempelvis udkommer i en ny udgave med et nyt forord.” Her spiller de ændrede brugs- og informationsmønstre ind.

Det er nemlig værd at bemærke, og tænke lidt over, at det ikke er skønlitteraturen, der lider mest under kassationerne. Det er faktisk faglitteraturen. Mange af de kasserede titler er nemlig, igen ifølge Bog- og litteraturpanelets rapport, fag- og årsbøger. Her er bl.a. tale om håndbøger, opslagsværker, undervisningsmaterialer eller eksempelvis rejseguides. Internettet og e-ressourcer har simpelthen taget livet af f.eks. Karnov og teoribøger mange steder, og ældre udgaver af fagbøger især kasseres rask væk, da brugerne efterspørger nyeste udgave i højere grad.

En anden grund til, at der de seneste år også er blevet kasseret rigtig mange bøger, er, at der er blevet lukket en del biblioteker, og dermed også forsvundet mange hyldemeter.

Der kasseres naturligvis også slidte bøger, men også bøger, der ikke lånes ud. Især sidstnævnte er en kilde til evig kritik, men jeg kan godt garantere, at gemte vi alle de bøger, som vi kasserer på grund af manglende udlån i stedet for løbende at udskifte dem med nye og mere efterspurgte værker, så ville biblioteket forvandle sig til en mennesketom udørk. Foruden vi også ville forbryde os mod bibliotekslovens krav om alsidighed og aktualitet.

Rollen som formidler

Nutidens store problem er da heller ikke en manglende adgang til litteratur, men at navigere og fremfor alt lade sig inspirere til rent faktisk at gide at læse noget. Altså, at gribe de muligheder der er, ikke at få stillet mulighederne til rådighed. Sådan var det engang, men ikke mere.

Da jeg trådte mine barnesko på bibliotekerne i 80’erne herskede der kartellignende tilstande i bogverdenen, så bøger kostede langt mere end, hvad jeg eller mine forældre havde råd til. Derfor spillede bibliotekets udbud en stor rolle. Inspirationen var mindre vigtig da. Der var det adgangen til bøger, der talte. Sådan er det ikke mere. Ikke i samme grad i hvert fald. Vi kan købe bøger til rimelige penge, bytte os til dem på nettet eller læse dem digitalt fra vores lænestol. Ja, vi kan altså også låne dem på bibliotekerne. Mulighederne er praktisk talt endeløse.

NU er problemet at finde tid til bøgerne, at prioritere dem over Netflix, cafébesøg eller et rask halvmaraton i den nærmeste storby, og det er her, formidling kommer ind i billedet. Bibliotekerne er som aldrig før nødt til at formidle, gøre sig relevante og øge interessen for det skrevne ord, ikke bare stille bøger til rådighed.

Man må heller ikke glemme, at det er meget få – ikke engang jeg selv –, der bare kaster sig over en hvilken som helst bog på en vilkårlig hylde. Sådan fungerer det ikke. Det er en proces, hvor ens nysgerrighed, interesse og ens hunger efter mere litterære værker vækkes. Informations- og brugsmønstre har ændret sig. Folk græsser ikke længere bare rundt mellem reolerne. Det gjorde man i gamle dage, men mest af mangel på formidling. Der var simpelthen intet alternativ til at flakke formålsløst rundt blandt hylderne, som en anden flyvende hollænder på evig søgen efter et eller andet. Mødet med bogen er ikke bare et møde med en bog på en hylde. Det er en væsentlig mere kringlet vej, der går gennem flere faser. Hvis man er bekendt med udtrykket købsrejse, så ved man, hvad jeg mener.

Biblioteket – bogens eller dannelsens hus?

Vi ved nok alle, at ordet bibliotek har en særlig betydning – og nej, det er ikke bogreol eller bogsamling. Det betyder kort og godt hylde til skriftruller. Så ganske som ordet bibliotek ændrer betydning med tiden, så ændrer biblioteket også rolle. For så vidt man altså kan tale om én rolle for biblioteket.

Det Kongelige Bibliotek (og Statsbiblioteket) har nemlig sammen med centralbibliotekerne nogle særlige forpligtelser til at indkøbe og ligge inde med et bredt udvalg af litteratur. Hovedbiblioteker og lokalbiblioteker har nogle andre prioriteringer. Her gælder det om, at være relevante for det besøgende publikum og udnytte hyldemetrene mest effektivt.

Biblioteket skal ikke, som nogle i ny og næ mener, være et alternativ til det kommercielle bogmarked. Altså, opkøbe alle de bøger, der ellers ikke ville blive solgt, må man forstå. Den holdning har alle dage vakt min forundring. Bibliotekerne prøver netop – oftest i samarbejde med forfattere, forlag, boghandlere m.fl. – at gøre deres absolut bedste for at sikre kvalitet, alsidighed og aktualitet i bestanden, OG servicere brugerne og tilgodese deres ønsker. Biblioteket er altså et supplement til det kommercielle bogmarked, ikke et alternativ, og bør have et skarpt fokus på formidling og dannelse.

Historisk set har bibliotekets rolle da heller aldrig været at pushe danske skønlitterære forfatteres værker. Eller opbevare bogruller en masse for den sags skyld. Nej, det har alle dage været tænkt som et dannelsens hus, ikke nødvendigvis et bogens hus. Det er også derfor bibliotekerne i højere og højere grad arrangerer samtalecaféer og debataftener, og forsøger at give borgerne et neutralt frirum at bliver klogere i.

Fortidens bibliotekarer var i høj grad smagsdommere, hvor litteratur gerne skulle være opbyggelige, mens nutidens biblioteksansatte er forpligtede til at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet, ikke promovere de ”rigtige” skønlitterære bøger. Personligt vil jeg til enhver tid hellere hjælpe med til at give danskere læselyst end jeg vil læsse ulæste bøger på hylderne.

Burde vi fortsat gemme sådan en fætter her? Nej, vel?!

Hvad end kritikerne nu kan lide det eller ej, så er formidling en essentiel biblioteksydelse nu om stunder, og på mange måder vigtigere end fyldte hylder. Ganske som bibliotekerne også understøtter civilsamfundet, ansporer til debat og er en central aktør lokalt.

Et bibliotek er et levende sted, ikke et arkiv, en simpel bogsamling eller en litterær kirkegård.

#bogsnak

Blogkollektiv om litteratur, bøger, læsning og sociale medier

biblioteker