Den gode bogsnak

Kultur, ikke mindst litteratur, har en imponerende evne til at skabe relationer og venskaber. F.eks. endte jeg en sen aften for år tilbage med at sludre om science fiction med Søren Kenner.

Sørens navn var et af de navne, der tit dukkede op, når der lystigt blev debatteret politik og samfundsforhold på de sociale meder. Men i dette tilfælde handlede det om science fiction bøger og forfattere, om end jeg ikke husker, hvordan vi kom ind på det.

Nå, siden er Søren blevet en god ven, som altid velvilligt og venligt stiller op, når jeg plager ham med spørgsmål om dette og hint. Som f.eks. her om bøger og biblioteker.

Faktisk kom vi så vidt omkring – vi er ikke just kendt for vores mådehold, når det kommer til ord -, at jeg har delt samtalen op i en post om bøger og læsning her på Bogsnak og en med fokus på biblioteker ovre på DGBib.dk.

Søren Kenner om bøger, læsning og den gode litteratur

Men lad os for en god ordens skyld starte med at introducere Søren.

Jan: Med egne ord, hvem er Søren Kenner?

Søren: ”Gammel hippie og fritænker. Relativ succesfuld jack-of-all-trades: Iværksætter, forfatter, musiker, politisk aktivist, kommunikatør og ekspert i online salg. Bor i Cambridge med min søde hustru og to næsten voksne børn. Storforbruger af læseoplevelser, elsker min Kindle – alle burde have en – og læser både masser af faglitteratur, skønlitteratur, biografier mv.”

Jan: Er du den fødte læser?

Søren: ”Ja! Af flere grunde. Jeg lærte at læse tidligt, og læser meget hurtigt. Allerede i 3. klasse havnede jeg i “specialundervisning”, hvilket betød, at jeg kunne droppe ud af undervisningstimer, som kedede mig voldsomt og i stedet hoppe ned på skolebiblioteket. Her støvsugede jeg hurtigt den mest interessante del af udvalget fra ende til anden. Jeg elskede Jules Verne, Jack London, Mark Twain, Niels E. Nielsen, Willard Motley … Jeg havde også lidt hjælp hjemmefra, hvor min far udover at “tvinge” mig til DR’s torsdagskoncerter hver eneste fucking uge – dengang hadede jeg det, men nu er jeg glad for, at han gjorde det – sørgede for at jeg blev introduceret til Joseph Conrad, Hemingway, Shakespeare, Homer …”

Jan: Har bøger og læsning en anden betydning for dig i dag, hvor du bl.a. er blevet far, end det havde, da du var barn?

Søren: ”Egentlig ikke. Jeg har sammen med min søde hustru – der var en ørn til at læse for børnene, da de var mindre – sikret, at vores børn er vokset op omgivet af bøger, ideer, diskurs og diskussion. Der blev læst Tolkien, J.K. Rowling, Ursula K. Le Guin, Lene Kaaberbøl, Jan Kjær, Mark Twain og meget, meget mere. I dag ville man måske have stukket dem et podcast eller en audiobook, men måske ville der så have manglet noget.”

Jan: Du nævnte, at din far til din irritation udsatte dig for både torsdagskoncerter og litteratur. Hvordan tog dine egne børn det, at du selv gjorde det samme?

Søren: ”Det har sikkert til tider været frustrerende, men når jeg ser de unge mennesker, der er kommet ud af det, så har det været det værd. De er nysgerrige, søgende, velbelæste, selvtænkende, konfronterende, og allerbedst eksemplarisk forsøgende at udleve de ideer, de tror på. I øvrigt sjovt, at de to har formet sig helt forskelligt med holdningerne, der går fra socialstatshyldest til laissez-faire kapitalisme, men det gode er, at meningsudvekslingerne foregår med argumenter i stedet for med stråmænd og logical fallacies, og de bestemt har det godt med hinanden alligevel.”

Jan: Udover at læse meget, så læser du også meget bredt. Har dine læsevaner ændret eller udviklet sig med tiden?

Søren: ”De er blevet mere og mere esoteriske gennem årene. Groft sagt kan man opdele dem som følger:

God plotdrevet litteratur som eksempelvis James Lee Burke, Michael Connelly, Patricia Cornwell, Robert Crais, Lee Childs, Elmore Leonard, Cormac McCarthy etc. Også nogle gange mere ud i fantasylitteraturen så som Tolkien, Anne Rice, Isabel Allende, Neil Gaiman, Stephen King, Gabriel Garcia Marquez, Carlos Fuentez mv.

Klassisk litteratur som f.eks. Hemingway, Conrad, Blixen, Kipling og Walt Whitman, men også gerne Homer, Shakespeare eller Chaucer – som faktisk var ret morsom. Islandske sagaer not so much, omend Gaimans genfortolkning var ret underholdende.

Science fiction! Især near future og hard-science som eksempelvis Greg Egan, Greg Bear, William Gibson, Richard K. Morgan, Alastair Reynolds, Peter Hamilton, Paolo Bacigalupi, Liu Cixin … og selvfølgelig også masser af old-school sci-fi.”

Jan: Apropos hard-science, så læser du også en del faglitteratur, ikke?

Søren: ”Afgjort. Research af enhver slags. Altså, hvad vi ved – og gerne så tæt på kilden som forståelsesmæssigt muligt. Populærvidenskab især er vigtigt, fordi det giver almindelige, nysgerrige mennesker som mig en mulighed for at følge lidt med i, hvad der sker på forskningsområder som life-sciences, AI, kvantefysik mv. Jeg er også vild med databaser og statistik, fordi man der kan finde ud af, hvad der er hoved og hale på de nogle gange ret vilde påstande, man møder i medierne. Som oftest viser det sig, at journalisten har været doven, redaktøren click-bait søgende og at artiklen ikke er faktuelt velfunderet.

Og biografier og historie. Hvad skete der og hvad ved vi egentlig om Churchill, saxerne, vikingerne, første verdenskrig, anden verdenskrig, den kolde krig og magtpolitik? Hvad har formet vores virkelighedsopfattelse? Den nysgerrighed, der handler om at forstå verden i det hele taget – eller i det mindste at få et bedre indblik, mens vi glider gennem livet.”

Der burde ligge en bog af James Lee Burke på ethvert natbord

Jan: Hvis du skulle pege på en bog eller en forfatter, der virkelig har betydet noget for dig eller givet dig den helt store læseoplevelse, hvem skulle det så være?

Søren: ”Det er i virkeligheden en lidt subtil fornærmelse at bede om én bog eller forfatter, der har betydet noget, når sandheden er, at der er et kor på hundrede, der synger med, men lad mig nævne et par stykker…”

1. Næsten alt af James Lee Burke. Hans kobling mellem beskrivelser af landskab og vejrlig som et indblik i personernes sindstilstand er fænomenalt.

2. ‘Stranger in a Strange Land’ af Robert Heinlein. Bogen forklarer, hvorfor profeter aldrig bliver populære i deres hjemland, og rør lidt ved ideen om, at sindet er meget større end det, vi umiddelbart kan se og ved.

3. Joseph Conrads ‘Heart of Darkness’. Indsigten i de dystreste sider af det menneskelige sind og hvad tribalism kan gøre ved os – først publiceret i 1899 og “genfortalt” af Coppola i ’Apocalypse Now’. Den er lige så gyldig i dag som dengang.

4. Carlos Castanedas bøger om Juan Matus. En gakket sociolog tager stoffer med en mexicansk troldmand og opdager, at verden ikke er, hvad han troede. I bakspejlet ret åndsvagt, men i situationen givtigt og de gjorde indtryk, da jeg var en stor dreng. I øvrigt horribelt ringe skrevet.

5. Jaques Lacan og ideen om “mirror-image”. Hele diskursen om forholdet mellem “sind” og “samfund” og forsøgene på at forstå, hvad det er der foregår. Jeg kunne lige så godt have nævnt Freud, Arendt, Claude Levi Straus mf. Pointe: Sorbonne havde ret, ikke Frankfurterne.

6. Stephen Hawkings ’A brief history of time’ – og masser af anden fantastisk populærvidenskab som f.eks. Feynman, men egentlig også Tor Nørretranders udmærkede ’Mærk verden’-

7. Bill Brysons ’A short history of everything’- Ingen gør det bedre end Bryson, når det kommer til at opsamle og systematisere vidensområder på en hyggelig måde, så de bliver let forståelige for enhver.

Den gode samtale

Der er intet som bøger til at starte en samtale, og som både bognørd og bibliotekar ved jeg næsten ikke noget bedre end at snakke med folk om læseoplevelser og dele tips.

Netop det sociale element skal man nok ikke undervurdere. En ting er, at man som voksne falder i snak over den nye Lee Child eller Robert Crais bog, men højtlæsning tror jeg også skaber et helt særligt bånd til bøger, og forældre og børn imellem.

Jeg tænker i hvert fald, det er godt, at man ikke bare stikker ungerne ”et podcast eller en audiobook,” men sætter sig sammen med dem og er fælles om en oplevelse. Entusiasme har også en tendens til at smitte, og det er nok derfor, vi ofte oplever, at børn med læsende forældre gerne selv er glade for bøger og det at læse.

Derfor tror jeg heller ikke, det er uden grund, Sørens børn er velbelæste. Jeg tror, de fleste kan mærke Sørens entusiasme og glæde ved bøger. Den glæde smitter.

Og den glæde ved bøger underbygger min tro på, at dannelse og kultur er vigtigt og mere end blot flødeskum. Det er med til at gøre os nysgerrig på verden, giver os indlevelse og med lidt held sikre ”at meningsudvekslingerne foregår med argumenter i stedet for med stråmænd og logical fallacies.”

Mikkels top-3 2019

Endnu et år med for meget faglitteratur! Gahhh! Dog fik jeg hul igennem til skønlitteraturen tre gange i løbet af året, og det fylder to af mine pladser i år. Tredjepladsen er den gang faglitteratur, der satte sidste rul i gang, så på den måde er det hele meget harmonisk.

I 2020 skal jeg skære ned og fokusere. Min hjernes arkitektur gør, at jeg synes, alt – næsten – er interessant. I øjeblikket genlæser jeg Greg McKeown’s ”Essentialis : the Disciplined Pursuit of Less,” og jeg føler en stærk trang til at koncentrere mig mere intenst om langt færre ting. Læsning er én af de aktiviteter, der er blevet vejet og fundet tung nok, så jeg håber – 7-9-13 – det lykkes i 2020 med mere og bedre læsning.

813OTnGnd+L

Nåmen, til listen!

Nr. 3: Lars Theil ”Det læsende menneske”

Vi dobbeltanmeldte og interviewede min tidligere kollega fra Kulturstyrelsen, Lars, tidligere på året. Du kan finde posten her. Lars fik god opmærksomhed i pressen for sin fine bog, som jeg selv havde det lidt blandet med. Dels var det nøjagtigt den bog, jeg selv var gået i gang med at skrive. Dog kun på det meget indledende stadie, så ikke meget er tabt, men angstprovokerende alligevel på en måde. Lars har bare meget bedre forudsætninger end mig for at skrive den, og han har da også produceret et værk, der både når bredere og dybere end jeg kunne håbe at opnå. Det er også lige meget alt sammen, for Lars’ bog er den grundbog i læsning, vi altid har savnet. Jeg kastede mig over en masse litteratur lige efter; Helle Helles noveller (yrks!), Merete Pryds Helles ”Folkets skønhed” som den sidste i Danmark, og selv en gang Steen Steensen Blicher blev det til. Hvad mere kan man bede faglitteratur om? En særlig ting ved læsning, som Lars bemærker allerede i indledningen, er blevet hos mig: Kender du nogen, der synes, de læser for meget? Nej, vel?

img_3947-1

Nr. 2: Cixin Liu ”The three-body problem”-trilogien

Jeg følger en lille smule med i min gamle yndlingsgenre, science fiction, men ikke meget. Dog var den kinesiske forfatter Cixin Liu’s sensationelle trilogi dukket op på min radar, men jeg slog den hen som for langhåret, såkaldt hård science fiction. I en lufthavnsbus ud til et fly i Wroclaw i 2017 efter IFLA-konferencen (IFLA er den verdensomspændende biblioteksforening. Red.) så jeg min gode ven og tidligere kollega, Stuart Hamilton, fordybet i den, og vi snakkede lidt om den, men det blev forår 2019, før jeg gik i gang, og … wow! …. det skulle jeg have gjort noget før. Den ligner intet, jeg nogensinde har læst før, og alene dét, at den tager udgangspunkt i kinesisk historie og kultur, sprængte en sikring i mine frontallapper. Det er helt, helt åndssvagt, så meget vestlig forforståelse, der ligger i hele vores kulturproduktion, og man opdager det først, når det bliver vendt på hovedet. Det er fuldstændigt umuligt at give et overblik over trilogien, men den besvarer Fermi’s berømte paradoks: Når universet er fyldt med milliarder af planeter, der potentielt kunne have liv, hvorfor er vi så aldrig stødt på det? Og det gør den både enormt skræmmende og med en vanvittig rækkevidde i fortællingen.

santi_movieposter

“The Three-Body Problem” som serie i 2020! (PS: Den slår mig som ufilmatiserbar)

Nr. 1: Delia Owens ”Hvor flodkrebsene synger”

Det var et tilfælde efter et møde på Gyldendals forlag, at jeg fik øje på flodkrebsene. Normalt er det ikke helt min genre, men jeg researchede lidt og opdagede, at den havde slået alle mulige mærkelige rekorder på Amazon, så jeg skaffede den til min Kindle. Den er SÅ latterlig god, det er næsten ikke engang sjovt! Jeg har prakket den på min søde kæreste, vores materialechef på Hovedbiblioteket og selv den legendariske bogblogger Julie Arndrup (hende fra “Om livet i al almindelighed”-bloggen”). Alle er begejstrede og med god grund. Jeg anmeldte den også begejstret lige her.Egentlig er det en krimi. Den har i al fald en krimi’esque rammefortælling. Men inde i den ramme er det et poetisk og følsomt portræt af en pige, der vokser op alene i et skur i North Carolinas sumpområder og hendes interaktioner med befolkningen i en mindre kystby nærved. Som pigens historie og krimi-fortællingen konvergerer i tid, tager krimi-elementet kortvarigt over og er helt sindssygt spændende. Mere end alt det – ovenikøbet – er det faktisk en fortælling om sumpområderne som sted. Jeg kan ikke huske at have læst en roman med så unik en fornemmelse for sted. Særligt hvordan områdets geografi og fauna påvirker pigens tænkning og opfattelser og former hende som individ. eg ved ikke, hvad jeg skal sige anden end: Læs den! Det kan kun gå for langsomt.

47944456._UY2078_SS2078_

Godt læseår 2020 herfra 😊

5 tips til at få børn til at læse mere

For ikke så længe siden havde jeg fornøjelsen af at læse Merete Løvgreens fremragende bog ’Læsehygge’. Bogen er en lille guide til at gøre læsning med børn interessant og giver et hav af tips til at fremme læselysten og komme i gang med læsning.

Det fik Lisbet – vores residerende læseorakel – og jeg – verdens dårligste børnebibliotekar – til at snakke lidt om, hvordan vi inspirerede til, at børn griber en bog og hvordan man ellers kunne gøre det.

Og der er også noget, der tyder på, det er en god idé at kigge lidt nærmere på, hvordan vi får især de unge mennesker til at læse mere.

Børn og læsning – den kolde sandhed

I lyset af nylige rapporter som Bogen og litteraturens vilkår 2018 og Børns læsevaner 2017, der viser, at børn læser mindre i deres fritid og især dropper at læse længere tekster (typisk bøger), så er det tydeligt, der er noget, der halter.

Med de nyeste tal in mente, så er det vigtigere end nogensinde før at få (gen)skabt læsekulturen og -lysten hos børn og unge. En kultur og læseglæde, der gør læsning til en fornøjelse og ikke en sur pligt.

Udover Lisbet selv, så indskrev vi en flok af kloge hoveder og bad dem give os 5 gode råd til at få børn til at læse mere og til at skabe læseglæde.

Fem kloge menneskers syn på sagen

Vanen tro, så er det helt umuligt for os at begrænse os. Så de 5 tips blev til flere gode råd. Men det lyder ikke mundret med en overskrift som ’5 kloge hoveder giver en masse gode råd’.

Vores første rådgiver er Kathrine Bach Pachniuk. Kathrine er børnebibliotekar og står bag ’1000bøger’ og ’Bibliotekattens Bøger’, og hendes råd er klart: “Læs selv og ikke kun efter børnene er kommet i seng. Børn gør, hvad vi gør, ikke hvad vi siger, og hvis man ønsker, de skal læse, skal man selv være det gode forbillede.”

Der læses højt i det vestergaardske hjem

Men det er også vigtigt at læse efter barnets alder: ”Vi glæder os alle sammen til at læse Harry Potter og Tolkien med vores afkom, men børn får langt mere ud af fortællinger, der passer til deres udviklingsniveau. Så nyd at læse billedbøger og mindre kapitelbøger, mens I kan. Der er så mange gode, og det er ærgerligt at springe dem over, fordi man som forælder har for travlt med at komme i gang med de tykke bøger. I skal nok nå dertil.”

Julie Arndrup, børnebibliotekar og vært på podcasten ’Børnebogcast’, er også klar med et par gode råd. ”Lad dem vælge selv – men hjælp dem ved at sørge for at gøre et stor og godt udvalg tilgængeligt. Om det er derhjemme, på biblioteket, pædagogiske læringscenter (tidligere kendt som skolebiblioteket), whatever. Hav bunker liggende rundt omkring i huset. De skal altid kunne falde over noget interessant. Og lad dem vælge bredt. Også det man ikke selv synes er “rigtigt”. Klamme gysere eller underlødige prinsessebøger eller tegneserier eller fagbøger om anden verdenskrig. Alt gælder, når det er lysten, der skal vækkes.”

Jakob Paulsen, børnebogsblogger, far og Instagrammer, har følgende råd. “Brug biblioteket! At få børn til at elske bøger er et maratonløb, ikke et sprint. Læselysten kræver lige som andre interesser masser af næring. Her er bibliotekernes kæmpe udvalg og frie adgang til bøger guld værd. Lån nyt, lån gammelt, lån noget dit barn interesserer sig for. Husk også at afsætte tid til at læse sammen. Læsning skal prioriteres i hverdagen.”

Smuk og stilfuld præsentation af bøger på Gentofte Hovedbibliotek

Lisbet Vestergaard, projektleder i Tænketanken Fremtidens Biblioteker, påpeger, at ”læsning bliver tit betragtet som en udelukkende kognitiv aktivitet. Men kroppen er vigtig, når vi læser. Nogle børn læser bedst, mens de ligger på maven og vifter med fødderne. Andre nyder at nulre en lille gummibold, mens de læser.”

Der er liv, leben og bevægelse til Lisbets bog- og babyworkshop

Læsning behøver heller ikke at foregå i total stilhed, fortæller Lisbet. ”Blide, dagligdagslyde fra ens familie kan godt understøtte læsningen, ligesom det kan højne læseoplevelsen at sidde i en duftende have og blive bagt af solen. Min pointe er, at kroppen skal være en medspiller og ikke en modspiller, når børn er i en læsesituation. Så vær lidt åben og lav nogle læseeksperimenter derhjemme. Et minuts læsning med hovedet nedad eller på en pilatesbold kan gøre hele forskellen.”

Ruben Greis, forfatter og pædagog, har gjort sig nogle tanker om, hvordan man aktiverer de unge læsere. ”Jeg tænker jo umiddelbart, at de skal have noget litteratur, der kommer hurtigt ud af startfeltet, og hvor der hele tiden sker noget. Det skal være belønnende at læse, også selv om de bare snupper et enkelt kapitel eller et par sider.”

Når det gælder selve det, at få børn og unge til at læse, så kan det være noget sværere.

Ruben fortsætter: ”Men hvordan man får dem “til truget” er straks sværere. Nogle af ungerne i Klubben er ret optaget af ’Tænkehatten’ på YouTube, og det er der jo kommet en lille stribe bøger ud af. Så mon ikke der er en mulighed for at fange dem på sådan vis? Umiddelbart virker YouTube som en oplagt vej til børnenes og de unge læseres hjerter. For mange af dem er det i hvert fald go to-stedet, så snart de kommer i Klubben om eftermiddagen. Spørgsmålet er så, hvordan vi derigennem leder dem til bøgerne? Højtlæsende YouTubere, som kun giver dem noget af historien, hvorefter de selv må opsøge bogen for at få resten med? Det lyder lidt pusher-agtigt, men hey, hvad der end virker …”

Interessant er det, at forlagene er ret opmærksomme på YouTubes evne til at tiltrække opmærksomhed om bøger. BogMarkedet rapporterede f.eks. tidligere på måneden, at ”People’s Press aktivt bruger YouTube i jagten på kommende ungdomsforfattere. Stjernerne her kender de unge allerede, og de vil gerne læse om dem.”

Hvad sker der nationalt?

På det nationale plan er der også kommet et stort fokus på børns læselyst og -evner. I september 2019 fremlagde Danmarks Biblioteksforening et oplæg til en national læsestrategi, som skal få børn til genfinde læselysten.

Blandt de konkrete forslag var, at folkebibliotekerne i højere grad skal møde eleverne, hvor de er. Det giver godt mening og flugter godt med eksempelvis Rubens tanker ovenover. Hvis YouTube trækker, og det gør det, så lad os da endelig gøre brug af den kanal til at inspirere og aktivere.

Det opsøgende bibliotek – Frederiksberg Bibliotek er ude og tromme unge, nye lånere sammen ved en SFO

Ganske som forældrene også har et ansvar for at give deres børn en læsegejst og fungere som læsende rollemodeller. Men det er vigtigt at tage højde for, at forældre har vidt forskellige forudsætninger for at følge deres børn ind i en læsekultur. Sidstnævnte er vigtig at have for øje.

Oplægget bygger på den pointe, at læselysten ikke kommer af sig selv. Den behøver ikke at være reserveret til fritiden, men kan også opstå i skolen. Hvis folkebibliotekerne går ind på den præmis i deres formidling, kan flere børn få øget læselysten.

Nye læsemedier og læseteknologier skal også bringes i spil, fremgår det også af oplægget, ligesom der skal være fokus på at skabe en læsefokuseret rød tråd gennem børns liv – fra babyer og børnehavebørn til skoleelever og studerende på en ungdomsuddannelse. Det kræver dygtige fagprofessionelle, der får mulighed for at arbejde sammen om en fælles sag: At flere børn læser mere og flere læser af lyst.

Boginfo

Vi har samlet en håndfuld titler, der kan hjælpe eller inspirere yderligere.

‘Forælder læs med dit barn’ af Ragnhild Bach Ølgaard, 145 sider, Eventyrligvis, 2011.

‘Forældreguide til læsning – kom godt i gang med læsningen’ af Bent Christiansen, 23 sider, Læs, 2017.

’Indkulturering – en ny læsestart i takt med tiden” af Kjeld Kjertmann, Syddansk Universitetsforlag, 2015.

‘Jeg er klar! – giv dit barn den bedste start på læsning’ af Janice Greenberg og Elaine Weitzman.  75 sider, Dafolo, 2018.

‘Læs med dit barn – sådan støtter du dit barns skrive- og læseudvikling’ af Carina Fast, 141 sider, Klim, 2016.

’Læsehygge’ af Merete Løvgreen, 61 sider, Sproggren, 2019.

Dyk ned i flere af vores indlæg om børn og læsning

Hvor er Plet? Om pegebøger og theory of mind

Portræt af en meget ung læser: Aske

Portræt af en læser: Erica

Portræt af en læser: Josephine

Det læsende menneske

Hvor heldig har man lov til at være? En helt ny bog om, hvad der sker med os mennesker, når vi læser litteratur! Det er en drøm for dette con amore-drevne bloggerkollektiv at kaste os over denne udgivelse. Jeg har fået lov til at interviewe forfatteren Lars Theil Münster, mens Mikkel og Anne-Grethe har stået for anmeldelserne.

I midten af det hele er Det læsende menneske, som er  udgivet på forlaget Samfundslitteratur den 22. oktober 2019.

Lars Theil Münster har skrevet Det Læsende menneske. 

Interview med Lars Theil Münster

Lisbet: Hvorfor har du skrevet denne bog?
Lars: Lige siden, jeg læste litteraturvidenskab på universitetet, har jeg interesseret mig for de tre spørgsmål, som bogen er struktureret omkring: Hvordan læser vi litteratur, hvorfor læser vi litteratur, og hvad får vi ud af at læse litteratur?

Jeg syntes, man manglede en bog, der undersøgte de spørgsmål systematisk på en tilgængelig måde. Og Ikke mindst syntes jeg, at der manglede en bog, der formidlede noget af den spændende psykologiske forskning, der gøres i, hvordan litteratur påvirker os, og den lige så spændende forskning i mennesket evolution, som giver os et fantastisk indblik i, hvorfor vi overhovedet har et fænomen som litteratur. Det har været sjovt, men også tit vildt frustrerende at beskæftige sig med de her kæmpestore spørgsmål

Lisbet: Hvorfor skal vi læse din bog?
Lars: Jeg tror, at mange har en intuitiv fornemmelse af at man foretager sig noget meningsfuldt og givende, når man læser skønlitteratur. Med bogen vil jeg gerne forsøge at kvalificere den oplevelse. Jeg vil prøve at give nogle forklaringer på, hvorfor det er, at det opleves så meningsfyldt for at læse.

Man skal læse bogen, hvis man rigtig godt kan lide at læse litteratur, og gerne vil blive klogere på, hvorfor det er, man godt kan lide det. Jeg håber min bog kan bidrage til, at man bliver mere reflekteret over sig selv som læser, og selvfølgelig også bliver inspireret til at læse endnu mere litteratur.

Lisbet: Hvem henvender din bog sig til?
Lars: Jeg ville gerne sige, at den henvender sig til den såkaldte “alment interesserede læser”. Men virkeligheden er nok, at den henvender sig til mennesker, der enten arbejder professionelt med litteratur – for eksempel med formidling og undervisning, eller også meget engagerede lystlæsere.

Jeg håber også den kan bruges af studerende rundt omkring. Måske endda på litteraturvidenskab, selv om den er helt blottet for referencer til forskellige poststrukturalistiske retninger

Lisbet: Hvordan har vejen været fra idé til færdig bog?
Lars: Jeg har gået og nørklet med emnet i nogle år, og  jævnligt undervist i det på Folkeuniversitetet. For et par år siden besluttede jeg mig for at samle alt det, jeg vidste og undersøge alt det, jeg syntes, jeg manglede at vide. Så skrev jeg på det løbende, når jeg havde tid. Det har været en rigtig, rigtig lang proces. Mange sene aftener og tidligere morgener. Det har faktisk været lidt paradoksalt at bruge et par år på at skrive en bog om, hvor vigtigt er det er at læse skønlitteratur, og så i hele den periode ikke rigtig have tid til at læse skønlitteratur selv.

Lisbet: Du underviser på Folkeuniversitetet, netop i emnet læsning. Hvordan spiller dialogen med dine kursister sammen med bogen? Har dine kursister bidraget til bogens pointer?
Lars: Udgangspunktet for bogen har været min undervisning på Folkeuniversitetet, og det er mine undervisningsnoter, som udgør bogens skelet. Det håber jeg er med til at gøre, at det teoretiske stof i bogen bliver formidlet på en forholdsvis let tilgængelig måde.

Det er helt klart, at nogle af de spørgsmål og den dialog jeg har haft på kurserne er blevet indarbejdet i bogen. Jeg tror også, at snakkene på de kurser, jeg går i gang med både nu til efteråret og igen til foråret 2020 får mig til at overveje nye vinkler på emnet, som jeg måske kan indarbejde i en 2. udgave af bogen, eller måske i en helt anden bog?

Lisbet: Hvilken rolle tror du, at læsning vil spille i fremtiden?
Lars: Det er helt åbenlyst, at litteraturlæsning taber terræn til andre medier – de sociale medier og streamingtjenesterne er hårde konkurrenter til bogen, og de løber med mere og mere af vores opmærksomhed. Det er en velkendt kendsgerning. Når man kigger på de voksnes læsning, har jeg egentlig været lidt overrasket over, at læsefrekvensen har ligget så stabilt de seneste 5-10 år. Men når vi kigger på børnene, ser vi virkelig, hvor hårdt presset den traditionelle skønlitterære læsning er. Når kun 2 ud af 10 børn svarer, at de rigtig godt kan lide at læse, så bliver man lidt bekymret for læsningens rolle i fremtiden.

Lisbet: Hvordan ser dit eget, daglige læseliv ud?
Lars: Nu, efter jeg er færdig med bogen, har jeg pludselig langt mere tid til læse skønlitteratur igen. Men som det sikkert er med de fleste, ville jeg gerne have mere tid til læse. Man hører i øvrigt aldrig nogen sige, at de ville ønske, at de ikke læste så meget, gør man vel?

Jeg forsøger at få læst et par timer hver aften – men jeg må indrømme, at det mere end en gang imellem glipper. Lidt for tit går aftnerne med at falde træt om på sofaen eller at arbejde. Jeg prøver dog altid at have gang i en roman og helst også en faglitterær bog.

Lisbet: Hvad ligger på dit natbord lige nu?
Lars: Jeg er lige blevet færdig med Lotte Kirkebys “De nærmeste”. Det er virkelig en fin bog. Så pluklæser jeg lidt i Ahmed Akkaris “Mod til at tvivle”. Jeg læser især efter de steder, hvor han fortæller om den rolle skønlitteraturen havde for hans udvikling og modningsproces. Jeg tænker måske at kunne bruge noget af det på mit næste kursus på Folkeuniversitetet. Og så har jeg lige fundet en gammel kasseret biblioteksudgave af Harper Lees klassiker “Man dræber ikke en sangfugl” i mit sommerhus. Den er jeg lige gået i gang med.

Forsiden af denne bog kan da ikke andet end fange din opmærksomhed!

Mikkels anmeldelse af Det læsende menneske

Jeg skal sige med det samme, at jeg er noget sur på min tidligere kollega Lars og hans dumme bog. For det første var det den bog, jeg havde tænkt mig at skrive. Jeg er bare kun kommet til synopsis. For det andet har Lars skrevet “vores” bog meget bedre, end jeg selv kunne. Det finder jeg en tand prætentiøst og trættekært. Forvorpent måske endda. Mere om det senere.

Jeg finder det nu svært at være rigtig olm og halsstarrig, for Lars har helt enkelt skrevet en rigtig, rigtig god bog om det at læse.

Bogen bygger på Lars’ undervisningsmateriale fra folkeuniversitet og er delt i tre dele: Hvordan vi læser, hvorfor vi læser, og hvad vi får ud af at læse.

Første del er den største del og dækker alt fra forskellige læsemåder over fortolkningslære (hermeneutik) til receptionsteori og empati. Det kunne have været et liiidt tørt, teoretisk skoleridt, men det synes jeg slet ikke, det er.

Det er en velgennemtænkt, stringent gennemgang, der rammer alle tangenterne. Herudover – og det gælder hele bogen – fornægter Lars’ undervisningserfaring sig ikke. Man føler sig taget godt i hånden med enkle didaktiske kneb, der sørger for, hvert skridt på vejen bliver præsenteret, gennemgået og opsummeret.

Anden del er den mest spændende, synes jeg i al fald, alene fordi jeg synes, spørgsmålet er det mest interessante: Hvorfor læser vi? Hovedparten ligger på egentlig ganske enkle forklaringsmodeller, hvoraf jeg i forvejen var bekendt med de evolutionsteoretiske.

Jeg havde dog flere grundlæggende aha-oplevelser i kapitlet inden, hvor ideen om læsning som middel til at forstå vores fælles skæbne dukker op. Vi er fælles om verden, men kun læsning tillader os at opleve den gennem andres opfattelse. Herigennem kan vi for alvor annamme, vi ikke er alene!

Tredje del indeholder den naturlige afslutning med “theory of mind,” øget empati, erkendelse osv. Forholdsvist kort og fyndigt og en tilfredstillende krølle på projektet.

Lars’ bog – særligt hvad jeg skrev om anden del – har haft en ganske pæn indflydelse på mig. Det gik pludselig op for mig, hvorfor jeg altid har elsket at læse. Jeg er ligesom Rie en uperfekt læser, selvom hun er mere udfordret end mig.

Jeg oplever altid, jeg nyder at læse og at gøre en bog færdig. Så sker der et eller andet, og jeg kommer fra det igen og skal så småt tvinge mig selv til at starte en ny. Skønlitteratur forstås.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har i mine voksne år altid haft svært ved at omfavne lystlæsning som en hobby, og det er helt åndssvagt. Det er jo bare at gøre det og nyde det og snakke med andre om det.

Det andet, der skete, var, at jeg fik lyst til at læse mere af Lars’ eksempler i bogen. Han kommer ofte tilbage til Cormac McCarthys “The Road,” som havde samme sjælsrystende effekt på mig som på ham, så jeg gik også ud og skaffede mig en St. St. Blicher-novellesamling og en Helle Helle ditto. Det var helt forrygende at læse Blicher igen, men belastende for mine omgivelser, der nu skal slå mine fornærmelser op i gamle ordbøger.

Værre var mit møde med Helle Helle. Forfærdeligt, forfærdeligt … men det hænger alligevel lissom ved på en måde. Det er vist en såkaldt erhvervet smag.

Summa summarum: Lars har skrevet den grundbog om læsning, vi ikke vidste, vi altid har manglet. Skaf dig et eksemplar og læs det. Sporenstregs!

Anne-Grethe anmeldelse af Det læsende menneske

I årevis har jeg forsøgt at overbevise omgangskredsen om, at man bliver klogere på sig selv og sin omverden, når man læser skønlitteratur. At der er lavet undersøgelser, der viser, at man bliver et mere empatisk menneske af at læse skønlitteratur. At ens horisont udvider sig, at man bliver klogere.

For de mennesker, der aldrig læser eller måske udelukkende læser skønlitteratur, har mine argumenter næsten resulteret i latterbrøl, andre trækker bare på skuldrene og ser ud, som om de tænker ”så siger vi det”.

Nu er der endelig udgivet en bog, der bekræfter mig i, hvad jeg altid har sagt om at læse skønlitteratur.

Alene af den grund elsker jeg den.

Men spøg til side, jeg ved faktisk ikke, hvorfor en bog som nedenstående ikke er skrevet for flere år siden, for den er aldeles glimrende og relevant – og ikke bare fordi den bekræfter mig i, hvad jeg altid har sagt.

Bogen hedder ”Det læsende menneske. Hvad sker der med os, når vi læser skønlitteratur” og er skrevet af Lars Theil Münster, der er cand.mag i litteraturvidenskab.

Bogen er opdelt i 3 dele:

Hvordan læser vi litteratur? Læsemåder og læsehistorie, den gode fortolkning m.m.

Hvorfor læser vi litteratur? Litteratur og meningen med livet, fortællinger har hjulpet os med at overleve m.m.

Hvad får vi ud af at læse litteratur? Den empatiske læser, litteraturens særlige sprog og evnen til at forestille sig nogen, som ikke findes.

Lars Theil Münster er en ildsjæl og en forfatter, der er gået grundigt til værks.

Havde jeg ikke læst skønlitteratur i forvejen , var jeg blevet godt og grundigt hooked, som man (ikke) siger på nudansk.

Jeg har været ekstra træt denne uge, hvor jeg har læst bogen, den er nemlig ikke sådan at lægge fra sig, så den er blevet sen med sen på, inden jeg har sovet om aftenen. Tak, Lars! Træthed til trods har du virkelig begået en fin og gennemarbejdet bog, som vil blive anbefalet til venner, bekendte og familiemedlemmer – især dem, der ikke læser skønlitteratur.

Andre dobbeltanmeldelser

Fra tid til anden kaster vi os ud i dobbeltanmeldelser. Her er et par eksempler:

Mod til at tvivle af Lars Hvidberg og Ahmed Akkari – anmeldt af Jan og Lisbet (2018)
Vi var fiskere af Chigozie Obioma – anmeldt af Lisbet og Mikkel (2017)

Portræt af en dimittend der læser

Alexander Hall Kristensen er 24 år og nybagt cand. mag i Engelsk. Jeg er 42 år og snart nybagt indehaver af en diplomuddannelse i karrierevejledning. Hvis alt flasker sig. 

Engang læste jeg Litteraturvidenskab, og jeg var så heldig at få lov til at arbejde med læsning og biblioteker, da jeg blev færdiguddannet. Nu føler jeg mig heldig, når karrierevejledning og litteraturformidling kan smelte sammen på helt organisk og magisk vis. Det er det, der sker her!

Alexander kunne godt tænke sig at arbejde på et folkebibliotek. Gennem en fælles bekendt fik han mit navn og inviterede på en kop kaffe, hvor jeg kunne få lov til at pludre og pladre om folkebibliotekers litteraturformidling OG legekarrierevejleder.

Næste naturlige skridt var, at Alexander skulle være gæst i ”Portræt af en læser”-serien. Her har I ham. Der er Troldepus, Foucault og Auster for fulde gardiner og kloge tanker om læsningens betydning for menneskeheden i fremtiden.

Samtidig varmer Alexander op til mit blogindlæg om Årets Top Tre ved at fortælle om sine bedste læseoplevelser i det forgangne år.

Alexander om læsning

Lisbet: Hvad er dit første minde om læsning?
Alexander: Det er nok højtlæsning fra Troldepus-bøger af min far. Han var rigtig god til at gøre historien levende for mig, og han blev heldigvis ved, indtil jeg blev ældre, og læste de første par Harry Potter-bøger op. De første læseminder, hvor jeg selv skulle læse, er relateret til lektier fra skolen, og der var det desværre en pligt mere end en nydelse.

Lisbet: Hvem lærte dig at læse?
Alexander: Jeg fangede ret hurtigt læsning i folkeskolen, så det føles ikke forbundet med nogen person, men bare den proces det er at gå i skole.

Lisbet: Hvad var din største læseoplevelse som barn?
Alexander: Det har taget mange år for mig at nå dertil, hvor læsning, især af skønlitteratur, kan betyde noget for mig. Jeg er stadig ikke særlig god til at fordybe mig i fortællinger. Det var først i gymnasiet, hvor litteratur fik kontekst fra historie, kunst og kultur, at jeg kunne se en mening med det, der ikke bare var bundet i underholdning. Jeg lærte, at litteratur er vigtig for at forstå verden.

Min første betydningsfulde læseoplevelse, der står meget klart for mig, er fra 8.-9. klasse, hvor jeg fik min egen bærbare computer og brugte mange timer på Wikipedia. Pludselig var læsning informationssøgning og en måde at forstå verden på, kun begrænset af min nysgerrighed og vilje til at forstå mere. Så bred læsning af faglitteratur har faktisk haft den største indflydelse på mig.

Lisbet: Hvad har dit studie på universitetet betydet for dine læsevaner?  
Alexander: Jeg er først for nylig trådt ud afdet danske uddannelsessystem. Det betyder, at læsning for mig stort set har været lektieorienteret i 18 år.

Nu, for første gang som 24-årig, kan jeg læse bøger helt uden en følelse af, at min energi bør bruges på det, der kræves, at jeg får læst og forstået. Nu kan jeg tage Charles Dickens i mit eget tempo og ude et præskriptivt formål, hvilket gør læsning til en helt anden oplevelse. Det bliver på tekstens og mine præmisser, ikke min undervisnings.

Studiet har lært mig, hvordan man læser kritisk og reflekteret. Historier kommer et sted fra, folk fortæller dem af en grund. Litteratur er et spejl, der viser os den verden, vi lever i, måske på måder vi ikke var klar over fandtes. Hvis man læser, så er det et aktivt forsøg på at forstå verden og de mennesker, der lever i den, og det er en læsevane, jeg vil anbefale alle.

Lisbet: Hvad er dit bedste læsested?
Alexander: Det er forskellige steder i min lejlighed; sengen, sofaen, ved spisebordet. I virkeligheden er stedet ikke så vigtigt, så længe der er ro, og jeg kan sidde i samme stilling i lang tid. Hvad der er vigtigere end sted, er tid. Jeg vil have, at jeg kan læse i det omfang og med den hastighed, der kommer naturligt. Jeg er ret detaljeorienteret, når jeg læser, hvilket gør processen en smule langsom. Jeg tøver meget med at springe videre fra en sætning, hvis den ikke giver mening. Og det skal der være tid til.

Lisbet: Hvem er dine tre yndlingsforfattere?
Alexander: Faglitterært er det Roland Barthes, Michel  Foucault og, hmm, nok Homi Bhabha. Jeg specialiserede mig mere eller mindre i Barthes essay ”Forfatterens Død” på universitetet og brugte dets syn på læsning og meningsdannelse til det meste af mit studie. Det holder aldrig op med at være relevant, hvem, vi tror, kan bestemme, hvad en tekst betyder.

Opslag fra en alvorlig bog.

Foucault og Homi Bhabha er begge kilder til topniveauet af kritisk tænkning og forståelse for den menneskelige oplevelse.

Skønlitterært følger jeg ikke forfattere særlig tæt eller trofast, men holder af bøger enkeltstående. Et par highlights er Charles Dickens A Tale of Two Cities, som bare kan det hele – humor, eftertanke og dybtfølt kærlighed, og Paul Austers City of Glass og Nicole Krauss’ A History of Love, som jeg begge skrev speciale om.

Som du måske kan fornemme, gør jeg mig ikke synderligt meget i dansk litteratur, for det mødte jeg ikke noget afpå engelskstudiet. Det håber jeg dog på at gøre noget ved, haha.

Lisbet: Hvad har været dine bedste læseoplevelser i 2018?
Alexander: Den førnævnte The History of Love tager nok den plads. I forlængelse af studiet, hvor jeg gik og havde mange spørgsmål omkring sproget, sådan i det abstrakte, og dets rolle i menneskers liv, var den en kilde til håbet om, at vi kan godt komme hinanden ved. Selvom sproget grundlæggende er fejlagtigt, fordi alle kan tolke den samme bog, de samme ord forskelligt, så er vi ikke så isoleret fra hinanden trods misforståelser og mistolkninger. Man skal bare være klar over, hvad god kommunikation betyder, og være reflekteret omkring den variation, der findes i menneskers oplevelse af sproget. Så kommer man langt.

En moderne klassiker

Lisbet: Hvad ligger på dit natbord lige nu?
Alexander: Lige nu læser jeg The History of Sexuality af Michel Foucault, som er svær og interessant, og jeg skal også videre med min første gennemlæsning efter studiet af Tale of Two Cities. Som sagt, nu hvor jeg kan tage den i mit eget tempo og fordybe mig, er oplevelsen helt anderledes.

Lisbet: Hvad gør du for ikke at blive forstyrret i din læsning?
Alexander: Jeg prøvede i lang tid at bruge musik for at skabe stilhed. Idéen var, at ”støj”, som er forudsigeligt i modsætningen til lyden af bilerne på gaden udenfor, er nemmere at abstrahere fra. Jeg fandt så ud af, at hvis musikken inkluderer sang, bliver min hjerne distraheret af ordene. Så nu bruger jeg enten hvid støj, binaurale beats, som man kan finde påYouTube, eller klarer mig uden. Det, der forstyrrede mig mest før i tiden, var det indre pres til at nå det hele, ofte mange flere sider end jeg kunne tygge mig igennem. Uden det, er det blevet nemmere.

Lisbet: Hvad tror du, at læsningen kommer til at betyde for os mennesker i fremtiden?
Alexander: Jeg ser helst, at det bliver mere og mere en kilde til kritisk tænkning. Med sociale medier og en generelt hurtig hverdag med mange indtryk og informationer, kan det være svært at holde styr på det hele og tænke lige kritisk hver gang.

Som altid skal litteratur få os til at tænke, og allermest vigtigt: få os til at tale sammen. Der er så meget at lære af hinandens tolkninger, forståelser og oplevelser. Dine medlæseres perspektiver er i virkeligheden lige så vigtige for dig som selve bogen, du har læst. I har måske læst ord på sider indbundet med den samme titel. Men der er alligevel kommet en hel bog ud af det i den anden læser, som du ikke har læst. Og den er vigtig også at forstå.

Litteratur er i grunden bare kommunikation af historier eller information, men kommunikationen stopper ikke på den sidste side.

Flere portrætter
Hvis du vil dykke ned i flere læserportrætter, så er der efterhånden lidt at vælge imellem: Piger og drenge, kvinder og mænd, unge og gamle.

Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en læser i nulte

En pige og hendes magiske pony – Vigga & Luna og læsning med 8-årige

 Vigga kæmpede for at komme fri af mudderet. Det hjalp ikke.
 ”Nåå, er du ude for at tage billeder igen?” Spurgte konen.
 De kom begge to tættere på. Vigga opgav at komme fri. Hun var fanget. Hun kunne ikke gøre noget. Hendes hjerte hamrede.
 Bonden og hans kone stoppede en meter fra Vigga. De virkede høje og truende. De var meget vrede.
 Du skulle ikke blande dig i ting, der ikke kommer dig ved,” hvæsede bonden.

Jep, det går voldsomt til i bind 3 af Lise Bidstrups serie om Vigga & Luna: “Bondemanden.” Mathilde – min fantastiske 8-årige – og jeg er ikke helt sikre på, det kommer til at gå godt denne gang. Vi har allerede været meget igennem med den ukuelige hestepige, Vigga, og hendes magiske pony, Luna. I bind 1 var de oppe mod en ganske ondsindet dyrlæge, og i bind 2 var det en afstumpet, russisk cirkusdirektør, der lod sin stjernehest gå i manegen trods skader.

Jeg skal indrømme, jeg har været en sjuft. En lømmel næsten. Der blev i sin tid læst meget med Mathildes storesøster, Josephine, der optræder i lidt yngre udgave på bloggens forsidebillede og i øvrigt her og her, men med Mathilde har jeg til dels forsømt mine faderlige forpligtelser. Sådan er det jo. Man er over barn nr. 1 som en curling-høg; biodynamisk grøntsagsmos, bæredygtige træklodser og masser af pædagogiske billedbøger. Barn nr. 2 glemmer man på fødegangen, ingen tager billeder, de surfer hævnporno og ekstremistisk propaganda på ipad’en uden opsyn og vokser sig blege og usunde på en diæt bestående af kyllingenuggets og bland-selv slik. Arj, okay, så slemt er det heller ikke, og der er også lyse sider. I foråret blev Mathildes forældre separeret, og hendes elskede storesøster tog på en fancy efterskole. Begge dele var gode ideer, men det er hårdt for en 8-årig. Til gengæld har hun nu to topmotiverede curling-høge i 9/5-ordning og begges udelte opmærksomhed, så der er bliver dæleme læst, spillet spil og julehygget!

Mathilde og Store Vuffi. Det er Store Vuffi til højre.

Mathilde og jeg er i en slags præ-Harry Potter fase. Jeg kan ikke huske, hvornår Josephine og jeg gik i gang med den forældreløse troldmandslærling, men det er jo en magisk tid (ha ha!), for der er års enestående læseoplevelser dér, hvor man behøber at bekymre sig om intet andet. Var hun 10 måske? I mellemtiden skal vi finde noget, der er udfordrende og fængende, men også hyggeligt og til fælles glæde. Og valget er altså faldet på Vigga & Luna-serien fra Tellerup.

Mathildes dom er, at bøgerne er sjove og spændende. De har uhyggelige øjeblikke, men på en dejligt gysende og ikke en dårlig, kan-ikke-sove måde. Vi skiftes til at læse en side, og så er der til fire sessioner i en bog. Sværhedsgraden ligger omkring lix 20-25, og det skulle være passende for 4. klasses-elever, men ligger smukt til en godt læsende 2. klasses-elev. Hun skal koncentrere sig og kløjes i et ord eller to, men ikke så meget, hun mister lysten.

Vigga er en ukuelig dyreretsforkæmper, og i bind 1 får hun sin magiske pony, Luna, som er ganske bittelille, men når man trykker på en halvmåneformet aftegning i dens pande, popper den op i fuld størrelse. Det fører til en del slapstick-komedie, når Vigga kommer til at røre ved halvmånen på et lille fly-WC i 2’eren, eller når de sammen totalhavarerer onkel Niels’ badeværesle i 3’eren. Mor og far ved intet om Luna, så der er et element af hemmelig superhelt. Mathilde kan godt lide, de altid har en sag, de skal løse. Hun brugte 2’eren til en boganmeldelse i skolen, og det fik os gerådet ud i en diskussion om helte og skurke, konflikter og plot, karakterer og miljø. Jeg glemmer nogle gange, hun kun er 8 …

Der er otte bind i serien, og vi skal læse alle sammen. Vi har de første seks foreløbigt. Fysisk er de i solid hardback med en fin helsides-illustration pr. kapitel. De ligger på en +70 sider, men med stor, tydelig font. De kan fås på eReolen, eller de kan købes hos forlaget. I øjeblikket er der en “fem for 300 kr.,”-kampagne, og så får man ebogen med i købet. Det ville udgøre en helt glimrende julegave, synes Mathilde og hendes far 🙂

Portræt af en læser i nulte

Der sker meget, når man begynder i skole. Der er nye venner, nye voksne og masser af oplevelser. Også med Gyserslottet. Det hedder det system, som 0. A på Skolen ved Bülowsvej bruger, når de skal lære bogstaverne. M for Mumie. V for Vampyr. A for amøbe. Det er da noget sejere end Søren og Mette!

Jeg har lavet endnu et stærkt subjektivt vinklet, 100 procent uvidenskabeligt interview med Aske, der nu er seks år gammel og fortsat voldsomt indoktrineret af sin læseinteresserede mor. Han er så småt ved at fange det der med, at bogstaver kan blive til ord. Det er magisk for ham. Han griner, når b og o bliver til bo. Må det blive ved på den måde. Amen.

Hele familien nyder, at vi nu er gået over til lidt mere avancerede højtlæsningsbøger såsom Morten Dürrs Robotten kan skide. Killer-titel, ikke sandt?

Læs med og få flere boganbefalinger fra Aske, der mest af alt elsker sine Minecraft-bøger og bliver ved med at spørge, om jeg har købt nogle nye bøger på biblioteket. ”LÅNT!” siger jeg. Men det siver ikke ind.

Minecraft-bøgerne fandt vi på dette års BogForum til den rørende pris 100 kr. for to.

Lisbet: Hvordan er det at lære at læse?
Aske: Det er sjovt. Jeg synes, jeg er godt på vej. Jeg kan godt lide opgaverne.

Lisbet: Hvad tror du, du vil læse, når du altså har lært det?
Aske: Alt muligt. Bøger med kapitler. Nelsons jul!

Nogenlunde realistiske Nelson og gennemfiktive Bimse er klar til julelæsningen 2018.

Lisbet: Hvordan synes du, det var at være på skolebiblioteket?
Aske: Der var en bog, jeg kendte. Der var spændende bøger. Man måtte gerne læse i nogle af dem. Der var noget rigtig smart: På de bøger, vi måtte låne, var der prikker i forskellige farver. Så når man skulle sætte dem på plads, så var det nemt at finde den rigtige kasse.

Lisbet: Hvad synes du om lydbøger?
Aske: De er hyggelige og spændende at lytte til. Jeg kan godt lide Troldeliv og Ulvemand. Det er mine yndlingslydbøger.

Lisbet: Jeg ved, at du har set Historien om den kæmpestore pære i biografen. Hvad synes du om lydbogen?
Aske: Den er alt for kort. Der er noget, der ikke passer.

Lisbet: Er der nogen i din klasse, der allerede kan læse?
Aske: Nej, men der er en fra en af de andre 0.klasser, der kan. Det er Hannibal. Han er den eneste på 0. årgang, der kan læse. Det er ufatteligt!!

Lisbet: Hvad for nogle lege, kan man lave med bogstaver?
Aske: Man siger et bogstav, og så skal den anden gætte, hvad man tænker på. Man får ti forsøg. Den, der først får 10 point, har vundet.

Lisbet: Hvornår tror du, at du lærer at læse?
Aske: I 1. klasse.

Bimse one more time og noget mere moderne.

Bogtips
Her er et udpluk af de serier og titler, der hitter hjemme hos os i dette efterår.

Gode gamle Kaptajn Bimse og Goggeletten af Bjarne Reuter kan stadig noget særligt.

Bøgerne om Nelson og hans kaotiske familie skrevet af Line Leonhardt er nutidige, gakkede og sjove med skarpe tegninger af Palle Schmidt.

Robotten kan skide af Morten Dürr er AI fortalt for børn i indskolingen. Skræmmende, dystopisk og actionmættet.

Rædsomme Rune og hans ulidelige bror Perfekte Peter er intet mindre end skønne. For er der noget mere ulideligt end artige og høflige børn. De skal ned med nakken, skal de!
Serien er skrevet af Francesca Simon og illustreret af den uforlignelige Tony Ross, hvis humoristiske streg vi blandt andet kender fra Den Lille Prinsesse. Bonustip: Rædsomme Rune hedder Horrid Henry på engelsk. Her kan du lære at tegne ham.

Flere portrætter
Hvis du vil læse flere læserportrætter, så er der efterhånden lidt at vælge imellem:

Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser