Portræt af en læser mellem litteratur og natur

august 17, 2026 / Lisbet V. / Skriv en kommentar

Min egen lille verden handler mest om Frederiksberg, Skåne og Vendsyssel. Jeg har aldrig været fyldt med brændende udlængsel. Men efter at have læst Christine Fur Fischers tanker om det at læse og rejse, rykker det lidt i mig. De store vidder og det eksotiske Europa: Måske skulle jeg se at få oplevet noget nyt? Glæd dig til dette portræt af Christine, som til daglig arbejder som selvstændig litteraturkonsulent og litteraturformidler, og som har beriget sine rejser med et særligt kurateret udvalg af tekster. At rejse er (også) at læse.

Hvad er dit første minde om læsning?
Mit første minde om læsning er at få læst godnathistorie af min mor sammen med mine to søstre. Rigtig meget Astrid Lindgren, men også eventyr og bøger fra min mors barndom. Især husker jeg tydeligt, da min mor ville læse Brødrene Løvehjerte for os, da jeg var omkring syv, og hun ikke kunne komme igennem det første forfærdeligt sørgelige kapitel, fordi hun blev ved med at græde. Jeg husker, at jeg til sidst selv læste hele bogen, fordi jeg var så grebet af historien, men min mor ikke kunne læse den for os. Jeg tror, det var den første bog, jeg læste selv, og det er stadig en af mine yndlingsbøger. Men da jeg for nogle år siden skulle læse den højt for mine egne børn, gjorde jeg præcis som min mor. Jeg hulkede mig nærmest gennem første kapitel, men heldigvis mistede de ikke tålmodigheden, og de har også være meget grebet af den historie og af alle de andre formidable Astrid Lindgren-fortællinger. Det er magisk at opleve, at de fortællinger, jeg selv er præget så meget af, også har præget mine børn og deres fantasi og forestillinger i deres barndom.

Hvilken rolle spillede læsning i din barndom?
En meget stor rolle! Jeg var en udpræget læser, der hellere isolerede mig med en bog end var ude at lege med andre børn. Jeg kunne læse til langt ud på natten og gå i skole efter kun få timers søvn, hvis jeg var grebet af en bog og bare måtte læse den færdig. På skolebiblioteket læste jeg først alle ’pigebøgerne’, så ’unisexbøgerne’, så ’drengebøgerne’, og til sidst en del af faglitteraturen også. Da jeg følte, jeg havde læst alt på skolebiblioteket, forklarede min mor mig vejen til vores lokale folkebibliotek, og så cyklede jeg selv derhen og fyldte min cykelkurv med bøger. Når vi skulle tre uger på sommerferie, havde jeg 20-25 bøger med og læste dem alle sammen. Jeg havde brug for at være alene og isolerede mig tit med bøgerne. Selv om jeg også havde mange venner og fritidsinteresser, valgte jeg ofte læsning over det sociale, når jeg kunne. Jeg har altid haft brug for det rum, som litteraturen skaber. Uden at kunne forlade mig selv og gå ind i det, bliver jeg vanvittig. Stresset, nedtrykt og ude af balance. Læsning er min hverdagsterapi og har været det, siden jeg lærte at læse.

Hvilken bog var central i dine formative år og hvorfor?
Dinas bog af Herbjørg Wassmo og flere af hendes andre bøger betød meget for mig i mine teenageår. Det ensomme nordnorske landskab og den stærke egenrådige kvindekarakter Dina havde noget dybt og melankolsk, jeg kunne spejle mig i. Da jeg var i tyverne læste jeg alt af Siri Hustvedt og især romanen Det jeg elskede gjorde stort indtryk på mig. Den fortælling bar jeg med mig i mange år. Det var især den intense læseoplevelse, hvor man som læser gennemlever en stor sorg gennem karaktererne i romanen. Men Ronja Røverdatter har også været en bog, jeg har båret med mig tæt ved mit hjerte i alle årene, siden jeg var barn. Jeg har altid tænkt på Ronja som en sjæleven. Næsten som en del af mig selv.

Hvilken slags læser er du i dag?
Jeg er professionel læser forstået på den måde, at jeg har uddannet mig i Litteraturvidenskab, og derfor læser jeg på en anden måde nu, end jeg gjorde, da jeg var yngre. Jeg læser både romaner, digte, indimellem drama, men jeg læser ikke krimi, romance og fantasy. For mig er det nok sproget, der er det vigtigste, men det er også blevet et vigtigt parameter for mig, hvilket landskab en bog etablerer. Lige nu læser jeg meget efter, hvordan naturen er i en bog. Jeg søger hele tiden efter bøger, der foregår i afsides beliggende tyndt befolkede landskaber. Men selvfølgelig skal de også være godt skrevet. Ellers kan jeg ikke læse dem.

Hvordan hænger det at rejse og det at læse sammen for dig?
Sidste år kørte jeg sammen med min familie seks måneder rundt i Europa, og inden rejsen havde jeg sat mig for at læse primært skønlitteratur fra de lande, vi passerede igennem. Det gav nogle dybe oplevelser af landenes kultur og historie, som har gjort, at jeg nu i endnu højere grad end tidligere forsøger at matche min rejselekture med de destinationer, jeg rejser til. Det kan også være en stemning eller en tematik, der matcher rejsen fx at læse Sylvain Tessons Sneleoparden på en vandretur i Alperne, selvom den bog foregår i Tibet. Men forfatteren er fransk, og romanen handler om en vandring og et ophold i en fjerntbeliggende egn, hvor sneleoparden skulle holde til. Så der passede stemningen i bogen til den stemning, jeg var i på vandringen i bjerglandskabet.

Camperlæsning: En attraktiv læsesituation.

Hvad lægger du i ordet “litteraturformidler”?
Det er egentlig ikke et ord, jeg er så vild med, fordi de fleste almindelige mennesker ikke aner, hvad det er. Men betydningen er selvfølgelig at formidle litteraturen og de gode læseoplevelser til et publikum; altså sørge for, at de gode bøger når ud til sit rette publikum. Det være sig skriftligt, mundtligt, performativt eller eventbaseret. Når jeg tænker på mig selv som litteraturformidler, tænker jeg på mig som en kurator på et museum, der skal iscenesætte litteraturen og evt. sammensætte et udvalg af bøger, der hænger sammen på en måde, der skaber mening og erkendelse hos modtageren, altså læseren.

Hvilke bøger har betydet meget for dig i dit arbejdsliv?
Da jeg begyndte at lave litterære vandringer for over ti år siden, valgte jeg litteratur, der netop handlede om at vandre, være og leve i naturen. Det kunne være Tomas Espedals Gå – eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv, Henry David Thoreaus lille samling af essays Om at vandre, Robert Louis Stevensons Vandringer med et æsel i Cevennerne eller japanske Hiromi Itōs magiske og voldsomme digtsamling Vildgræs ved flodlejet. At læse disse værker har på en måde formet både min læsning og mit (arbejds)liv, fordi jeg gennem dem er blevet bevidst om, hvor frihedselskende jeg er, og hvor meget jeg har brug for at befinde mig i naturen. Min læsning af disse og andre lignende værker har formentlig været med til, at jeg sidste år sagde mit gode job som litteraturformidler på et dejligt bibliotek op for at blive selvstændig litteraturkonsulent. Jeg vil gerne i højere grad kunne arbejde udenfor, kunne rejse og kunne leve og arbejde i vekselvirkningen mellem litteratur og natur. Lige nu arbejder jeg på forskellige events bl.a. oplæsninger i naturen, vandringer og retreats, der netop kobler natur og litteratur med et fokus på fordybelse, erkendelser og et liv i balance.

Hvilken bog har du for nylig været optaget af og hvorfor?
Der er mange. Inger Christensens Alfabet har jeg været optaget af i mange år, men sidste år på en særlig måde, fordi jeg var på Nordkap, og nogle af digtene i Alfabet foregår i Nordnorge bl.a. på Nordkap. Tove Janssons Optegnelser fra en ø skubber meget til min trang til at flytte langt væk fra civilisationen. Blive fyrpasser på et skær alleryderst ude i Skotland eller Canada. Jeg er generelt optaget af bøger, der foregår uden for eller i kanten af civilisationen og har været det længe, måske faktisk altid: Ronja Røverdatter, Fluernes Herre af William Golding, Thoreaus Walden – livet i skovene, Marlen Haushofers Væggen, Madeleine Hessérus’ Isola.

Hvilken bog bliver ved med at være din sorte, litterære samvittighed og hvorfor?
Det er så skamfuldt, men når det kommer til bøger, findes der jo flere, end et almindeligt menneske kan nå at læse i løbet af et liv, og hvert år kommer der nye til. Jeg har kun læst nogle få kapitler af Dostojevskijs Forbrydelse og straf, og det ved jeg godt er en kæmpe mangel. Jeg har endda værket stående i en flot udgave derhjemme, fundet i en bogbørs for et par år siden. Jeg har også kun læst de første bind af Prousts På sporet af den tabte tid, men har længe tænkt på at genoptage læsningen. Nu bliver jeg jo mindet om min dårlige samvittighed, så måske kan det være mit skub til at få den afviklet.

Hvilken bog giver du tit som gave?
Tove Janssons voksenbøger, især Sommerbogen. Fordi de er så smukke både indeni og udenpå i Gyldendals pastelfarvede serie. Og hvis det er til børn, er det tit Jacob Martin Strids bøger, fordi de er geniale både for børn og for voksne. Jeg elsker hans rim og remser i Min mormors gebis og Mustafas kiosk, men også hans mere fortællende bøger fx dem om Mimbo Jimbo og Lille Frø eller Den kæmpestore pære.

Følg Christine på Instagram, hvor hendes profil har navnet @litteraturterapi, og få mere læseinspiration.

Portræt af en læser med et højskolehjerte

august 5, 2026 / Lisbet V. / Skriv en kommentar

Bogsnak-bloggen fylder 10 år i 2026. Jeg fejrer mit indlæg nummer 100 med et portræt af Kristoffer Harboe, som jeg gik i klasse med på Hjørring Gymnasium i årene 1992-1995. Kristoffer uddannede sig senere til bibliotekarorakel og er i dag ansat på Kolding Bibliotekerne i Team Voksne og Unge. Mød en læser, der ligesom jeg finder det helt naturligt at citere Birthe Rønn Hornbech, og som både kan begejstres af Herman Bang, Solvej Balle og Nick Hornby.

Hvad betød læsning i dit hjem?
Min mor har altid læst mange bøger, men jeg husker ikke læsning som noget centralt i mit barndomshjem. Dog har min farmor altid læst bøger højt for mig, og hvem der ellers havde lyst. Vi har været igennem et utal af “De fem”-bøger og “Troldepus”. Hun var også utroligt god til at læse bøger med mærkelige lyde. Det tænker jeg tilbage på med stor taknemmelighed, så der er nok sået et frø eller to dér.

Hvem er din vigtigste rollemodel som læser?
Mine vigtigste rollemodeller som læser er mine kolleger på Kolding Bibliotek. Jeg har specielt en kollega, som er god til at anbefale mig bøger, hvis der er noget, som hun tror vil have min interesse – hun har som regel ret.

Desuden har jeg en højskolekammerat, som indimellem sender mig en titel, hvis der er en bog, som han synes, vi skal snakke om. Det er virkelig fedt. Lige nu har vi gang i to: “Ude for uden” af Niels Krause-Kjær og “Fredens logik” af Isabel Bramsen.

Hvilke litterære værker gjorde indtryk på dig, da du var ung?
Jeg læste ikke meget som ung, forstået som før jeg begyndte at læse til bibliotekar.

Sjovt nok har jeg altid elsket boghandlere. Når jeg kommer til et nyt sted, eksempelvis på ferier, skal jeg næsten altid ind i en boghandel og snuse lidt rundt, så bøger har altid haft en tiltrækningskraft på en eller anden måde.

Hvis jeg skal nævne to bøger, som alligevel gjorde stort indtryk på mig som ung, selv om det nok ikke er for det, man vil kalde litterære kvaliteter, så vil jeg nævne “Fever Pitch” af Nick Hornby og “Gonzo” af Hunter S. Thompson. Den selvbiografiske “Fever Pitch”, fordi den handler om Hornbys liv som fodboldfan, hvilket jeg i allerhøjeste grad kunne identificere mig med dengang. Det var nærmest som at læse om mig selv.

“Gonzo” (siden kendt og filmatiseret som “Frygt og lede i Las Vegas”) læste jeg, fordi vi på min højskole i Ry havde et tema om netop gonzojournalistik, som jeg syntes var meget spændende og energifyldt, hvilket bogen i al sit vanvid til fulde lever op til.

Hvad er sammenhængen mellem at være bibliotekar og læser?
For mig er sammenhængen, at jeg rent faktisk læser. Uden min uddannelse og arbejde havde jeg sandsynligvis ikke læst ret mange bøger. Men det, at jeg hver dag er omgivet af bøger og læsende mennesker, gør, at jeg hele tiden bliver inspireret. Det har givet mig mange gode læseoplevelser og ny indsigt, som jeg er meget taknemmelig for.

At jeg i udgangspunktet blev bibliotekar skyldtes mit højskolehjerte og lysten til at arbejde med demokrati og dannelse.

Hvem er dine litterære helte?
Den østrigske forfatter Stefan Zweig er en af mine absolutte litterære helte. Da jeg ved et tilfælde faldt over hans fantastiske selvbiografi “Verden af i går”, lagde jeg for første gang mærke til, hvor smukt det skrevne sprog kan være. Indtil da havde jeg blot læst og ikke skænket selve sproget mange tanker, når jeg læste. Derfor står “Verden af i går” for mig som en litterær åbenbaring, der har gjort, at læsningen for mig har fået en ekstra dimension gennem bevidstheden om sproglig kvalitet.

Jeg vil også gerne fremhæve Herman Bang for både sproget og de fantastiske personskildringer, måske særligt kvinderne.

I nutidens litteratur er den franske stjerneforfatter Édouard Louis fuldstændig uomgængelig. Hans vidnesbyrd om livet på bunden af samfundet i Nordfrankrig er skrevet med en utrolig lethed og elegance, som gør hans bøger til en både indholdsmæssig og sproglig oplevelse, der sætter sig.

Hvad har været din største læseoplevelse i det forgange år?
Jeg bliver nødt til at nævne to (eller faktisk syv!)

Der er nemlig tale om “Habitat” af Theis Ørntoft og de seks første bind af Solvej Balles “Om udregning af rumfang”. Der er noget utroligt smukt over Theis Ørntofts selvbiografiske og hudløst ærlige værk “Habitat”, hvor han skildrer sit liv som forfatter. Det er et liv med mange nedture, som han beskriver fint og intimt, uden at det bliver til selvmedlidenhed. Det er en meget stærk roman.

I “Om udregning af rumfang” af Solvej Balle følger vi Tara Selter, der oplever den 18. november igen og igen med små forskydninger. Det kan umiddelbart lyde kedeligt, men fortællingen har det drev og underliggende spænding, som gør, at man ikke kan lægge den fra sig. Historien kan ses som en kritik af måden, vi lever på i den vestlige verden, men for mig at se indeholder den meget mere end det. Læs den!

Jeg kan næsten ikke vente på syvende og sidste bind, men mon ikke det bliver udgivet 18. november – det er i hvert fald et godt bud.

Hvilken bog har du altid lyst til at give som gave?
Når jeg giver en bog som gave, hvilket jeg ofte har gjort, gør jeg meget ud af at finde en bog, som jeg tror, modtageren vil sætte pris på. En bog, som jeg har givet nogle gange til umiddelbar overraskelse for modtageren, er Hans Joachim Offenbergs “Myrer” fra Aarhus Universitetsforlags serie Tænkepauser. Man skulle måske ikke tro, at det kunne være interessant at læse om myrer, men det modbevises med denne bog.

Hvad ved du om læsning i dag, som du ikke vidste, da du gik i gymnasiet?
Jeg ved, at man gennem god skønlitteratur kan lære uendeligt meget om mennesker og verden, som man ikke kan lære på samme måde ved at læse faglitteratur. Gode personskildringer i litteraturen kan give en psykologisk indsigt, som det er svært at finde andre steder.

Tidligere minister Birthe Rønn Hornbech har sagt det på følgende måde:

”Når man bruger løs af skønlitteraturen, så lærer man jo, at der er andre end en selv. Og man lærer alle livets udfordringer, problemer, sorger og glæder at kende. Så opdager man, at det man selv har været ude for, det er der altså masser af andre, der også har været ude for. Det er ikke noget særligt. Det er noget, der hører livet til.”

(Se mere med Birthe på Gyldendals Facebook-side)

Og andetsteds:

”Og det er jo det [erfaring at trække på], man har gennem skønlitteraturen, fordi skønlitteraturen kan overskride de grænser, som videnskaben er bundet af. Skønlitteraturen har ingen grænser.”

(Nyd resten af filmen, også på Gyldendals Facebook-side)

Læs flere portrætter af læsere, der arbejder i biblioteksbranchen

Portræt af en alsidig læser med en litterær arbejdsskade
Portræt af en frisat læser
Portræt af en kræsen læser med bred smag
Portræt af en læser med lister
Portræt af en litteraturformidlende læser

Bognoter i kædedans

maj 25, 2026juni 14, 2026 / Lisbet V. / Skriv en kommentar

De sidste måneder er jeg stødt på en række udgivelser og litterære tiltag, som jeg har lyst til at kaste lys på. I stedet for blot at remse dem op præsenterer jeg dem her i en form for associativ kædedans. Det er OBS i nye klæder: Oplysning til Bloglæsere om Skønlitteratur.

Vi lægger ud med en aktuel fagbog skrevet af Kristiane Hauer og Peter Heller Lützen, der begge er tilknyttet Nationalt Videncenter for Læsning. Bogen hedder Fiktionslæsning: Veje til gode læseoplevelser for børn og unge. Den giver forskellige perspektiver på det særlige, der kan ske, når vi (mange af pointerne passer også på voksne læsere) giver os i kast med lige præcis fiktionstekster. Forfatterne kommer ind på læsekultur, læsevaner, læsemedier, læsesteder, læsefællesskaber og læseridentitet. Det hele bindes sammen af en læseøkologisk model, der udfolder, hvordan alle mulige faktorer spiller en rolle og ikke mindst spiller sammen, når vi læser fiktion. Bogen er udgivet på Akademisk Forlag i maj 2026, og på forlagets hjemmeside står, at målgruppen er alle, der underviser i og formidler litteratur. Jeg er selv i gang med at dykke ned i bogen, og min læsning er især drevet af min interesse for læseridentitet.

Du finder info om bogen her: Fiktionslæsning | Akademisk Forlag

Skønlitteraturens særlige potentialer får en ny vinkel i en artikel om skønlitteratur som læremiddel i grundskolens samfundsfag, som Jimmy Michelsen og Pernille Julie Østergaard Nielsen står bag. Begge arbejder ved UCL (University College Lillebælt) Erhvervsakademi og Professionshøjskole. Afsættet er et projekt på læreruddannelsen i Odense, og artiklen trækker på interviews med lærere, som brugte Yahya Hassans digt DIMISSION i deres samfundsfagsundervisning i en 8. klasse og så, at det førte til engagement hos eleverne, gav dem perspektiv og styrkede deres indlevelses- og vurderingsevne.

Læs artiklen her: Skønlitteratur som læremiddel i grundskolens samfundsfag – artikel

Kollektivromanen Blokkene af Deniz Kiy (2025) er et godt eksempel på en fortælling, som samfundsfagslærere kunne bringe i spil i udskolingen. Elever på FGU (Forberedende Grund Uddannelse) i Roskilde har først arbejdet med romanen i danskundervisningen og derefter sammen med Roskilde Bibliotekerne og Kreativt hus for børn lavet collager om dem. Collagerne tager udgangspunkt i tekstens konkrete elementer, ”der nu bliver sat sammen på ny, roteret, spejlet og kunstiggjort”, som der står på Roskilde Bibliotekernes hjemmeside.

At gøre noget med litteraturen og give den et personligt udtryk er en kilde til uhæmmet faglig begejstring hos mig. De unges collager bliver selvfølgelig udstillet, sådan at alle kan opleve dem.

Læs mere om ferniseringen her: Udstilling: Fantasifulde collager | Roskilde Bibliotekerne

Blokkene er nomineret til DRs Romanpris 2025. Det samme er Ude for uden af Niels Krause Kjær, og den velskrevne landbrugsroman har allerede modtaget flere priser. Lige da romanen udkom, sendte jeg den til min onkel, der er pensioneret landmand, og han læste den på to dage. Der var resonans.

Hør om Uden for uden i denne podcast på DR Lyd: DR Romanprisen | Niels Krause-Kjær: Ude for uden | Lyt som podcast | DR LYD

Man kan næste ikke sige dansk landbrug uden at sige svineavl, nationalt sprøjteforbud og (dare I say) undergangsfortælling. Krause Kjær betoner, at vi alle, både som individer og som samfund, har en aktie i landbrugets udvikling/afvikling. Engang var landbruget grundstenen i den danske økonomi. I dag er den blot en brik blandt mange. Her kommer det associative hop til Lutherkirkens årlige arrangement Store Drømmedag, som afholdes på Store Bededag. I år havde kirken inviteret poeten, oversætteren, aktivisten og renæssancemennesket Shëkufe Tadayoni Heiberg til at komme og læse sin smukke sonetkrans Grundsten højt. Giv dig selv en gave, tilfør stærke sprogbilleder til dine drømme og læs eller hør disse digte, der er udkommet på Forlaget URO: Grundsten – FORLAGET URO

Fra Grundsten til Grundskyld. Jeg har foreslået Lutherkirkens præst (min bror), at han inviterer forfatteren Signe Kierkegård Cain til arrangementet HVID FREDAG, som kirken holder hvert år som et alternativ til Black Friday. Hun står blandt andet bag digtsamlingen Grundskyld (2025), der er udkommet på forlaget med det geniale navn Rebel With A Cause. Digtene handler om ”ejerskab, forhold, forbrug og økonomi”, som der står på forlagets hjemmeside.

Hvordan kan det være, at indgåelsen af et parforhold og kernefamiliedannelse fører til akkumulering af ting og sager, cykler, badebassiner, køkkenmaskiner og alskens udstyr? Hvad er det for mekanismer, der er på spil? ” Vi gik i banken / fremviste / budget / lønsedler / årsopgørelse fra skat, vi / burde snarere / have afleveret / dokumentation for / at vi ville blive sammen / for evigt bære det akkumulerede gods / på vores fire skuldre / hvis vi i stedet / havde deponeret vores kroppe / lagt / flaprende albuehud / stemmebåndknyster og kraveben / på bordet / havde skrevet under på / at det er banken / der bestemmer / hvad vores kroppe skal.”

Det er stærk læsning. Køb digtsamlingen (fordi vi netop ikke skal holde op med at købe bøger) og giv den til et sølvbrudepar, der stadig er sammen: Grundskyld | Rebel With a Cause

Vi bevæger os nu fra skyld til skærm. Jeg er ikke den store lyriklæser, men med Heiberg, Cain og Peter Dyreborg er der sket noget positivt i min læseadfærd. Dyreborg har i 2026 udgivet Bekræft, du er et menneske. Forsiden (se nedenunder) gør, at man MÅ have bogen mellem hænderne. Den er fyldt med legende meme-referencer og beskrivelser af et hverdagsliv med teknologi, der føles helt naturlig i dag og som 100 procent science fiction for bare 25 år siden.

Forfatteren er ligesom mig årgang 1976, så vi har prøvet det hele: Blækregning, skrattende modems, klaptelefoner, et væld af forskellige laptops, MySpace, SoMe, skærmskam, Chatgpt og tja: Hvad mon det næste bliver? Læs bogen sammen med din teenager. Måske får I det low key LOL.

Find Bekræft du er et menneske (og bekræft din interesse for bogen) ved at klikke her: Peters bøger – Peter Dyreborg – poetry slam og spoken word – shows, byer, DM, regler, film‎, skoler og undervisning

Kunstig intelligens kan hjælpe os med meget. Men jeg er sikker på, at AI aldrig vil kunne frembringe mesterværket Sort Orkidé, der er skabt af den færøske forfatter Vónbjørt Vang. Hun fik Nordisk Råds Litteraturpris for digtsamlingen i 2025. Jeg venter i spænding på, at bogen bliver udgivet på dansk, og jeg ser især frem til at opleve de collager, der indgår som en del af værket.

Lyt til Vónbjørt Vang i denne udgave af Skønlitteratur på P1: Skønlitteratur | Mor på rejse til helvede | Lyt som podcast | DR LYD

Apropos collager så har jeg i dette forår testet et workshop-format, hvor udformning af collager, oplæsninger af udvalgte stykker skønlitteratur og refleksioner over arbejdsliv flettes sammen i et kreativt og samtidig stramt styret miks. Gode kolleger, venner og bekendte har været forsøgskaniner, og oplysningsforbundet FORA har sagt ja til at udbyde workshoppen to gange i september. #reklame.

Dette hjertebarnsprojekt kombinerer kollektiv karrierevejledning og skønlitteratur med limstifter og papirudklip. Det betyder, at alle mine væsentligste interesser her i livet er kittet sammen, og hvem kan egentlig bede om mere? Mere info følger senere på året.

At skabe mening i arbejdslivet, i eksistensen og i verden kan være noget, der kommer let og intuitivt. Andre gange føles det som en Sisyfos-opgave. I december 2025 deltog jeg i et webinar arrangeret af Kulturrådet i Sverige, hvor temaet var Läsning för livet. De mange indlæg blev bagefter samlet i en fin antologi med titlen Läsning för livet: Om litteraturens och läsningens betydelse för vår existentiella hälsa, der blandt andet rummer kapitlet Obekväm litteratur. Heri argumenterer Anders Fällström, rektor ved Mittunidersitetet for, at fremtidens ingeniører har brug for at læse skønlitteratur som en del af deres uddannelse: ”Många civilingenjörer hamnar på ledande positioner i samhället och är med och bygger framtidens samhälle. Utifrån sin profession är det förstås avgörande att de behärskar matematik, fysik, kemi, mekanik och så vidare – och det kompromissar vi inte med. Men det finns också andra saker som vi gärna vill att de ska ta med sig från utbildningen. Det handlar om att träna sig i, eller åtminstone öppna ögonen för att möta det som väcker utmanande frågor. – Man ska träna sig i att ta sig an det som är främmande eller annorlunda. Inte minst i dagens värld tror vi att det är viktigt, exempelvis när det gäller att förstå och reflektera kring begrepp som krig och död.” (side 41).

Du finder hele den inspirerende antologi her: Läsning för livet 4/2026

Man kan spørge, om ingeniører kan redde verden? Jeg er sikker på, at de kan komme til at spille væsentlige roller, hvis vi skal til at genopbygge verden efter zombieapokalypsen eller andre katastrofer, som desværre er alt for nemme at forestille sig. Der findes dog ikke ingeniører i romanen Eneboer af Persille Ingerslev. Hovedpersonen vader bogstaveligt rundt i døde mennesker midt på Frederiksberg i denne robinsonade, der gjorde et ekstra stort indtryk på mig, fordi den foregår på Frederiksberg, hvor jeg har boet i over 20 år.

Hvad gør man, når lugten af lig gør det svært at trække vejret? Hvordan får man hverdagen til at fungere, når det er slut med elektricitet, internet og vandforsyning? Hvad stiller man op med ensomheden og angsten? Persille Ingerslevs detaljerede beskrivelser af kampen for at skabe orden og mening midt i undergangen var både skræmmende og fascinerende. Især billederne af et smadret Frederiksbergcenter, hvor planterne gør deres indtog og vokser hen over alt, stod lyslevende for mig. Vores egne, til tider usmagelige og perverse udtryk for vækst og forbrug helt kvalt i blade, grene og ustoppelige vækster.

Læs mere om Eneboer i POVs anmeldelse: ‘Eneboer’ dvæler ved menneskets ensomhed

For et par år siden læste jeg en anden robinsonade med en kvindelig hovedperson, nemlig Væggen af Marlen Haushofer. Min kollega Asta havde anbefalet bogen i Portræt af en læser med mange læseminder | #bogsnak. Jeg ville aldrig have opdaget bogen, hvis ikke Asta have peget mig i retning af den. Senere opfordrede jeg min mor til at læse den, og således var Asta, min mor og jeg blevet en del af en form for læsefællesskab, som Hauer og Lützen skriver om i Fiktionslæsning.

Kædedansen stopper her. Oplysning til Borgerne om Skønlitteratur er slut for denne gang.

Den dag røde russerne kommer

juli 15, 2022 / Jan M. Johansen / Skriv en kommentar

Ordet tragedie dukker mange gange op som noget af det første, når man taler om Rusland. På det seneste er ordvalget nok blevet noget mere groft og berettiget grumt, men det ændrer ikke ved, at folk, der har henslæbt livet i det gamle russiske imperium, det hedengangne Sovjetunionen eller det nuværende gangstervælde, har været udsat for horrible ting. Oftest orkestreret og udført af deres egne ledere. Deraf det tragiske.

De nedenstående bøger kommer ret vidt omkring, men giver alle et indblik i den råddenskab og de historiske katastrofer, der på den ene eller anden måde har ramt folk i grænselandet mellem øst og vest.

Og i det grænseland starter vi da også.

Den sorte muld og den blodige jord

Afghanistan har ry for at være imperiernes gravplads. Et ry og et tilnavn, der, ikke mindst efter den nylige og noget pinagtige amerikanske tilbagetrækning, har fået nyt liv.

Et tilnavn, man har hørt noget mindre, der dog synes endnu mere passende, er ”blodlandet”. Et udtryk, der dukkede op i Timothy Snyders ’Bloodlands’ fra 2011 og dækker over Baltikum, Polen, Ukraine og Belarus. Altså, et område, der er sølet ind i blod.

*Man forstår til fulde den vrede og kampgejst, den nutidige russiske ageren vækker i Ukraine efter endt læsning.*

I ’Bloodlands’ beskriver Snyder med en velsleben pen og ordet i sin magt, de horribel overgreb befolkningerne i blodlandet har været udsat for fra både Stalin og Hitlers hånd. Overgreb, der i 30’erne og 40’erne førte til mere end 14 millioner menneskers død.

Snyder formår især at vise, hvilken kynisme og nådesløshed befolkningerne i området blev behandlet med, og man forstår til fulde den vrede og kampgejst, den nutidige russiske ageren vækker i Ukraine, Polen og de baltiske lande.

Men konflikten mellem russerne og deres naboer, ikke mindst ukrainerene, er endnu ældre.

En bog om krig og kaos i Kyiv

I ’Den Hvide Garde’ fortæller den ukrainskfødte Mikhail Bulgakov med udgangspunkt i familien Turbin om Ukraine og særligt Kyiv under den russiske borgerkrig i 1917-22.

Fortællingens fokus er lagt på den vordende ukrainske nations hovedstad i de lettere kaotiske år mellem 1918-1920, hvor det Ukraine, vi ser i dag, så småt så dagens lys i en kamp mellem ukrainske nationalister af forskellig slags, røde og hvide russere, tyskere, kosakker, polakker og Vestmagterne.

*Bulgakov giver en effektfuld og kærkommen skønlitterær vinkel på en desværre glemt tid.*

Det var på alle måder en verden i opbrud og en periode, jeg finder utrolig interessant, så Bulgakovs bog giver en effektfuld og kærkommen skønlitterær vinkel på en desværre nok lidt glemt tid. Det er et fascinerede tidsbillede og en stærk fortælling om rodløshed og kampen for en identitet, eller nok nærmere retten til eget liv.

’Den Hvide Garde’ var på min liste over sommerlæsning og er, som alle Bulgakovs øvrige bøger, et værk, der i den grad er værd at læse. Ikke mindst i disse dage.

Knap så glemt er den periode, den næste bog beskæftiger sig med.

Den evigt syge bjørn

Vi er tilbage på imperiernes gravplads, nemlig Afghanistan. Ovenikøbet i et af de tilfælde, hvor tilnavnet er ganske korrekt. Afghanistan tog om ikke livet af USSR, så bidrog krigen i det uregerlige bjergland i den grad til Sovjetunionens kollaps.

Nu kan man mene, at russernes prøvelser i Afghanistan under Den Kolde Krig ikke har meget med nutiden at gøre, men det ville være en fejl. Vi ser nemlig en række af de samme fejl og overgreb gentaget i Ukraine i dag, og man kan trække en lige linje mellem de tiltag, styret i Kreml brugte dengang og bruger i dag for at holde befolkningen hen i uvidenhed og begrænse kritik.

*Aleksijevitj lader især kvinderne og mødrene komme til orde, og det gør ’Zinkdrengene’ til en særlig stærk læseoplevelse.*

Gennem en række nedslag og personlige fortællinger, viser belarussiske Svetlana Aleksijevitj, hvordan den sovjetiske hær, trods sit formidable ry, var mere en syg papirbjørn end den frygtindgydende kommunistiske krigsmaskine, som mange havde frygtet. Aleksijevitj fortæller historien om en hær, der drak, tog stoffet, var uden en ordentlig ledelse, manglede alt lige fra mad til medicin og var plaget af en løbsk korruption, der undergravede hær såvel som samfund.

Aleksijevitj lader især kvinderne og mødrene komme til orde i ’Zinkdrengene’, og det gør bogen til en særlig interessant og stærk læseoplevelse, hvor man får civilsamfundets syn og reaktion på krigen fremfor en egentlig krigshistorie.

Civilsamfundet og det almindelig Rusland spiller også den centrale rolle i den sidste anbefaling.

Et gangstervældes anatomi og tyveriet af et land

I ’Red Notice’ giver pengemanden Bill Browder et fascinerende, skræmmende og til tider også ganske humoristisk indblik i Rusland, storfinans og politik. Browder er en levende fortæller, der med veldoseret selvironi og stor ærlighed tager læseren med til Det Vilde Østen, der var Rusland i 90’erne og start 00’erne.

*’Red Notice’ – fascinerende, skræmmende og til tider også ganske humoristisk.*

Meget passende hedder et af kapitlerne ‘Analyse af et tyveri’ og det er både meget rammende for, hvad den russiske befolkning blev udsat for og for bogens tema. Selvom Browder kom til Rusland for at tjene penge, så ender han hurtigt med at måtte kæmpe for at beskytte sine investorer og de russiske firmaer mod griske og skruppelløse oligarker. Oligarker, der opfører sig som gangstere og bogstaveligt talt sjæler alt, hvad der ikke er naglet til jorden.

Murens fald, Sovjetunionens opløsning og demokratiseringen kunne have været så godt, men i stedet endte russerne med et horribelt gangstervælde og korruption i en helt uforståelig grad. Her og der er der lyspunkter, men det er en trist historie og et fint eksempel på, hvorfor vi i Vesten skal gå hårdt i rette med typer som Putin.

Undervejs falder Browder i øvrigt pladask for en russisk kvinde, der mildest talt synes, vor helt er lidt af en spade. Han vinder dog point ved at søge til litteraturen og de finder sammen over en bog. Det er en lille sideanekdote, men min indre bibliotekar og pladderromantiker blev helt varm om hjertet.

‘Red Notice’ kan varmt anbefales. Selvom det er en deprimerende fortælling om grumme magtmennesker og et udplyndret land og folk, så er Browder en fremragende fortæller med noget på hjertet, og man får et godt indblik i, hvilken type leder Putin er og hvilket land Rusland er. Nemlig et gangstyre af en stat, hvor alle enten er afhængige af Putin eller blot levet på hans nåde.

Når solen den forsvinder

Ovennævnte bøger er, indrømmet, ikke nødvendigvis den mest opløftende læsning i verden. I det hele taget er det svært at finde noget videre lys i mørket lige for tiden, om end jeg selv finder en vis glæde og håb i balternes, polakkernes og særligt ukrainernes humor, standhaftighed og solide væsen. ”Keep cool” kunne godt være mottoet for vores venner i Kyiv, hvis vi nu skal fortsætte med C.V. Jørgensen referencerne. Historisk set har de gode ukrainere om ikke andet udholdt alverdens urimeligheder og alligevel fundet tilbage til livet. Og det er jo nok menneskenes lod. Heldigvis er vi ikke så nemme at slå ud. Solen skal nok komme igen, også selvom det hele synes at gå ad helvede til lige nu.

Slava Ukraini.

Boginfo

’Bloodlands’ af Timothy Snyder, Jyllands-Posten, 2011, 556 sider.

’Den Hvide Garde’ af Mikhail Bulgakov, Hovedland, 2010, 419 sider.

’Zinkdrengene’ af Svetlana Aleksijevitj, Lindhardt og Ringhof, 2016, 383 sider.

’Red Notice’ af Bill Browder, Don Max, 2016, 379 sider.

Det læsende menneske

oktober 30, 2019oktober 30, 2019 / Lisbet V. / 6 kommentarer

Hvor heldig har man lov til at være? En helt ny bog om, hvad der sker med os mennesker, når vi læser litteratur! Det er en drøm for dette con amore-drevne bloggerkollektiv at kaste os over denne udgivelse. Jeg har fået lov til at interviewe forfatteren Lars Theil Münster, mens Mikkel og Anne-Grethe har stået for anmeldelserne.

I midten af det hele er Det læsende menneske, som er udgivet på forlaget Samfundslitteratur den 22. oktober 2019.

Lars Theil Münster har skrevet Det Læsende menneske.

Interview med Lars Theil Münster

Lisbet: Hvorfor har du skrevet denne bog?
Lars: Lige siden, jeg læste litteraturvidenskab på universitetet, har jeg interesseret mig for de tre spørgsmål, som bogen er struktureret omkring: Hvordan læser vi litteratur, hvorfor læser vi litteratur, og hvad får vi ud af at læse litteratur?

Jeg syntes, man manglede en bog, der undersøgte de spørgsmål systematisk på en tilgængelig måde. Og Ikke mindst syntes jeg, at der manglede en bog, der formidlede noget af den spændende psykologiske forskning, der gøres i, hvordan litteratur påvirker os, og den lige så spændende forskning i mennesket evolution, som giver os et fantastisk indblik i, hvorfor vi overhovedet har et fænomen som litteratur. Det har været sjovt, men også tit vildt frustrerende at beskæftige sig med de her kæmpestore spørgsmål

Lisbet: Hvorfor skal vi læse din bog?
Lars: Jeg tror, at mange har en intuitiv fornemmelse af at man foretager sig noget meningsfuldt og givende, når man læser skønlitteratur. Med bogen vil jeg gerne forsøge at kvalificere den oplevelse. Jeg vil prøve at give nogle forklaringer på, hvorfor det er, at det opleves så meningsfyldt for at læse.

Man skal læse bogen, hvis man rigtig godt kan lide at læse litteratur, og gerne vil blive klogere på, hvorfor det er, man godt kan lide det. Jeg håber min bog kan bidrage til, at man bliver mere reflekteret over sig selv som læser, og selvfølgelig også bliver inspireret til at læse endnu mere litteratur.

Lisbet: Hvem henvender din bog sig til?
Lars: Jeg ville gerne sige, at den henvender sig til den såkaldte “alment interesserede læser”. Men virkeligheden er nok, at den henvender sig til mennesker, der enten arbejder professionelt med litteratur – for eksempel med formidling og undervisning, eller også meget engagerede lystlæsere.

Jeg håber også den kan bruges af studerende rundt omkring. Måske endda på litteraturvidenskab, selv om den er helt blottet for referencer til forskellige poststrukturalistiske retninger

Lisbet: Hvordan har vejen været fra idé til færdig bog?
Lars: Jeg har gået og nørklet med emnet i nogle år, og jævnligt undervist i det på Folkeuniversitetet. For et par år siden besluttede jeg mig for at samle alt det, jeg vidste og undersøge alt det, jeg syntes, jeg manglede at vide. Så skrev jeg på det løbende, når jeg havde tid. Det har været en rigtig, rigtig lang proces. Mange sene aftener og tidligere morgener. Det har faktisk været lidt paradoksalt at bruge et par år på at skrive en bog om, hvor vigtigt er det er at læse skønlitteratur, og så i hele den periode ikke rigtig have tid til at læse skønlitteratur selv.

Lisbet: Du underviser på Folkeuniversitetet, netop i emnet læsning. Hvordan spiller dialogen med dine kursister sammen med bogen? Har dine kursister bidraget til bogens pointer?
Lars: Udgangspunktet for bogen har været min undervisning på Folkeuniversitetet, og det er mine undervisningsnoter, som udgør bogens skelet. Det håber jeg er med til at gøre, at det teoretiske stof i bogen bliver formidlet på en forholdsvis let tilgængelig måde.

Det er helt klart, at nogle af de spørgsmål og den dialog jeg har haft på kurserne er blevet indarbejdet i bogen. Jeg tror også, at snakkene på de kurser, jeg går i gang med både nu til efteråret og igen til foråret 2020 får mig til at overveje nye vinkler på emnet, som jeg måske kan indarbejde i en 2. udgave af bogen, eller måske i en helt anden bog?

Lisbet: Hvilken rolle tror du, at læsning vil spille i fremtiden?
Lars: Det er helt åbenlyst, at litteraturlæsning taber terræn til andre medier – de sociale medier og streamingtjenesterne er hårde konkurrenter til bogen, og de løber med mere og mere af vores opmærksomhed. Det er en velkendt kendsgerning. Når man kigger på de voksnes læsning, har jeg egentlig været lidt overrasket over, at læsefrekvensen har ligget så stabilt de seneste 5-10 år. Men når vi kigger på børnene, ser vi virkelig, hvor hårdt presset den traditionelle skønlitterære læsning er. Når kun 2 ud af 10 børn svarer, at de rigtig godt kan lide at læse, så bliver man lidt bekymret for læsningens rolle i fremtiden.

Lisbet: Hvordan ser dit eget, daglige læseliv ud?
Lars: Nu, efter jeg er færdig med bogen, har jeg pludselig langt mere tid til læse skønlitteratur igen. Men som det sikkert er med de fleste, ville jeg gerne have mere tid til læse. Man hører i øvrigt aldrig nogen sige, at de ville ønske, at de ikke læste så meget, gør man vel?

Jeg forsøger at få læst et par timer hver aften – men jeg må indrømme, at det mere end en gang imellem glipper. Lidt for tit går aftnerne med at falde træt om på sofaen eller at arbejde. Jeg prøver dog altid at have gang i en roman og helst også en faglitterær bog.

Lisbet: Hvad ligger på dit natbord lige nu?
Lars: Jeg er lige blevet færdig med Lotte Kirkebys “De nærmeste”. Det er virkelig en fin bog. Så pluklæser jeg lidt i Ahmed Akkaris “Mod til at tvivle”. Jeg læser især efter de steder, hvor han fortæller om den rolle skønlitteraturen havde for hans udvikling og modningsproces. Jeg tænker måske at kunne bruge noget af det på mit næste kursus på Folkeuniversitetet. Og så har jeg lige fundet en gammel kasseret biblioteksudgave af Harper Lees klassiker “Man dræber ikke en sangfugl” i mit sommerhus. Den er jeg lige gået i gang med.

Forsiden af denne bog kan da ikke andet end fange din opmærksomhed!

Mikkels anmeldelse af Det læsende menneske

Jeg skal sige med det samme, at jeg er noget sur på min tidligere kollega Lars og hans dumme bog. For det første var det den bog, jeg havde tænkt mig at skrive. Jeg er bare kun kommet til synopsis. For det andet har Lars skrevet “vores” bog meget bedre, end jeg selv kunne. Det finder jeg en tand prætentiøst og trættekært. Forvorpent måske endda. Mere om det senere.

Jeg finder det nu svært at være rigtig olm og halsstarrig, for Lars har helt enkelt skrevet en rigtig, rigtig god bog om det at læse.

Bogen bygger på Lars’ undervisningsmateriale fra folkeuniversitet og er delt i tre dele: Hvordan vi læser, hvorfor vi læser, og hvad vi får ud af at læse.

Første del er den største del og dækker alt fra forskellige læsemåder over fortolkningslære (hermeneutik) til receptionsteori og empati. Det kunne have været et liiidt tørt, teoretisk skoleridt, men det synes jeg slet ikke, det er.

Det er en velgennemtænkt, stringent gennemgang, der rammer alle tangenterne. Herudover – og det gælder hele bogen – fornægter Lars’ undervisningserfaring sig ikke. Man føler sig taget godt i hånden med enkle didaktiske kneb, der sørger for, hvert skridt på vejen bliver præsenteret, gennemgået og opsummeret.

Anden del er den mest spændende, synes jeg i al fald, alene fordi jeg synes, spørgsmålet er det mest interessante: Hvorfor læser vi? Hovedparten ligger på egentlig ganske enkle forklaringsmodeller, hvoraf jeg i forvejen var bekendt med de evolutionsteoretiske.

Jeg havde dog flere grundlæggende aha-oplevelser i kapitlet inden, hvor ideen om læsning som middel til at forstå vores fælles skæbne dukker op. Vi er fælles om verden, men kun læsning tillader os at opleve den gennem andres opfattelse. Herigennem kan vi for alvor annamme, vi ikke er alene!

Tredje del indeholder den naturlige afslutning med “theory of mind,” øget empati, erkendelse osv. Forholdsvist kort og fyndigt og en tilfredstillende krølle på projektet.

Lars’ bog – særligt hvad jeg skrev om anden del – har haft en ganske pæn indflydelse på mig. Det gik pludselig op for mig, hvorfor jeg altid har elsket at læse. Jeg er ligesom Rie en uperfekt læser, selvom hun er mere udfordret end mig.

Jeg oplever altid, jeg nyder at læse og at gøre en bog færdig. Så sker der et eller andet, og jeg kommer fra det igen og skal så småt tvinge mig selv til at starte en ny. Skønlitteratur forstås.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har i mine voksne år altid haft svært ved at omfavne lystlæsning som en hobby, og det er helt åndssvagt. Det er jo bare at gøre det og nyde det og snakke med andre om det.

Det andet, der skete, var, at jeg fik lyst til at læse mere af Lars’ eksempler i bogen. Han kommer ofte tilbage til Cormac McCarthys “The Road,” som havde samme sjælsrystende effekt på mig som på ham, så jeg gik også ud og skaffede mig en St. St. Blicher-novellesamling og en Helle Helle ditto. Det var helt forrygende at læse Blicher igen, men belastende for mine omgivelser, der nu skal slå mine fornærmelser op i gamle ordbøger.

Værre var mit møde med Helle Helle. Forfærdeligt, forfærdeligt … men det hænger alligevel lissom ved på en måde. Det er vist en såkaldt erhvervet smag.

Summa summarum: Lars har skrevet den grundbog om læsning, vi ikke vidste, vi altid har manglet. Skaf dig et eksemplar og læs det. Sporenstregs!

Anne-Grethe anmeldelse af Det læsende menneske

I årevis har jeg forsøgt at overbevise omgangskredsen om, at man bliver klogere på sig selv og sin omverden, når man læser skønlitteratur. At der er lavet undersøgelser, der viser, at man bliver et mere empatisk menneske af at læse skønlitteratur. At ens horisont udvider sig, at man bliver klogere.

For de mennesker, der aldrig læser eller måske udelukkende læser skønlitteratur, har mine argumenter næsten resulteret i latterbrøl, andre trækker bare på skuldrene og ser ud, som om de tænker ”så siger vi det”.

Nu er der endelig udgivet en bog, der bekræfter mig i, hvad jeg altid har sagt om at læse skønlitteratur.

Alene af den grund elsker jeg den.

Men spøg til side, jeg ved faktisk ikke, hvorfor en bog som nedenstående ikke er skrevet for flere år siden, for den er aldeles glimrende og relevant – og ikke bare fordi den bekræfter mig i, hvad jeg altid har sagt.

Bogen hedder ”Det læsende menneske. Hvad sker der med os, når vi læser skønlitteratur” og er skrevet af Lars Theil Münster, der er cand.mag i litteraturvidenskab.

Bogen er opdelt i 3 dele:

Hvordan læser vi litteratur? Læsemåder og læsehistorie, den gode fortolkning m.m.

Hvorfor læser vi litteratur? Litteratur og meningen med livet, fortællinger har hjulpet os med at overleve m.m.

Hvad får vi ud af at læse litteratur? Den empatiske læser, litteraturens særlige sprog og evnen til at forestille sig nogen, som ikke findes.

Lars Theil Münster er en ildsjæl og en forfatter, der er gået grundigt til værks.

Havde jeg ikke læst skønlitteratur i forvejen , var jeg blevet godt og grundigt hooked, som man (ikke) siger på nudansk.

Jeg har været ekstra træt denne uge, hvor jeg har læst bogen, den er nemlig ikke sådan at lægge fra sig, så den er blevet sen med sen på, inden jeg har sovet om aftenen. Tak, Lars! Træthed til trods har du virkelig begået en fin og gennemarbejdet bog, som vil blive anbefalet til venner, bekendte og familiemedlemmer – især dem, der ikke læser skønlitteratur.

Andre dobbeltanmeldelser

Fra tid til anden kaster vi os ud i dobbeltanmeldelser. Her er et par eksempler:

Mod til at tvivle af Lars Hvidberg og Ahmed Akkari – anmeldt af Jan og Lisbet (2018)
Vi var fiskere af Chigozie Obioma – anmeldt af Lisbet og Mikkel (2017)

Portræt af en læsende øbo

september 24, 2019september 30, 2019 / Lisbet V. / 11 kommentarer

Portræt af en læser-serien har ramt et jubilæum: Vi er nu oppe på ti portrætter. Det fejrer vi med et interview med Sofie Bay. Hun har virkeliggjort det, som mange drømmer om: Udskiftet livet i byen med hverdagen på en lille ø, hvor lokalsamfundet vitterligt er meget lokalt – og omgivet af vand.

Jeg har mødt Sofie i forbindelse med projektet Ord til mor på Nørrebro, som oprindeligt havde den mere formelle titel Sprog og bevægelse i nye fællesskaber: Biblioteket bygger bro.

Sofie er uddannet lærer, og vi deler en stor interesse for små børns sprogudvikling. Vi kan sidde og nørde vilde forskningsresultater, selv om ingen af os er sprogpædagoger, lingvister eller neuro-science-videnskabskvinder.

Sofie har været med til at udvikle det undervisningsmateriale, som dansere fra Dansekapellet bruger i projektet Ord til mor. Hun er ferm med en tusch og har også stået for den visuelle facilitering af forløbet.

Min rolle bliver at evaluere projektet. Så mens Sofie har skudt det hele i gang, skal jeg samle op, når forhåbentlig mange mødre på Nørrebro med dansk som andetsprog har været på en helt speciel sprogrejse sammen med deres babyer mellem 6 og 12 måneder.

Jeg har kun mødt Sofie to gange. Men det tager heller ikke længere tid at finde ud af, at en person har gang i et væld af spændende projekter! Derfor er Sofie portrætperson nummer ti i denne serie. Og giv mig et praj, hvis du har forslag til nummer 11. Jeg elsker at få foreslået nye ofre.

Rundt om læsning med Sofie Bay:
Klimavenlig læsning, rollemodeller og tegnsprogsgrammatik

Lisbet: Hvad betød læsning for dig i din barndom?
Sofie: Mine forældre har læst rigtig meget for både mig og min søster. Men det, jeg husker bedst, er faktisk, at de selv læste meget. Efter aftensmaden sagde én af mine forældre ofte, og da vi blev større begge mine forældre: ” Jeg tager lige en tur til Istanbul, Island eller Esbjerg” eller hvor bogen nu udspillede sig.

Min far fortalte mig ofte om bogen ”Det lykkelige Arabien”, som han fik en fin indbundet udgave af i konfirmationsgave. Han byttede den til 10 mindre fine bøger, og det fortrød han siden stort.

Jeg er opvokset med en stor bogreol, og hver gang jeg havde en ny interesse, kunne min far trække en bog ud af reolen, som passede til emnet.

Lisbet: Hvilken rolle spiller læsning for dig i din hverdag?
Sofie: Jeg har to små børn. Det har for nyligt slået mig, at de næsten aldrig ser mig læse, andet end når jeg læser for dem.

Bøgerne har før i tiden været meget synlige i mit hjem, men da vi blev fire på lidt plads, flyttede alle bøgerne på loftet. For nylig flyttede vi til Orø, og nu skal mine bøger igen få en central rolle i mit hjem. Jeg er aktivt begyndt at tænke over, at mine børn skal se mig læse. De skal se, at det er noget, jeg synes er rart, og at det er noget, jeg prioriterer.

Den læsende øbo Sofie Bay i naturlige, efterårsagtige omgivelser på Orø.

Lisbet: Hvilken bøger har betydet meget for dig i dit arbejdsliv?
Sofie: Jeg er uddannet lærer og har gennem mit arbejdsliv brugt mange bøger. Men jeg kan huske, da jeg på Frederiksberg Lærerseminarium mødte fagbogen ”Børnenes litteraturhistorie ” af Torben Weinreich. Den gjorde stort indtryk på mig. Både fordi det var en fagbog lavet lige så lækker som en børnebog, men også fordi det var første gang, jeg fik fortalt børnenes litteraturhistorie.

En anden fagbog, der har gjort stort indtryk på mig, er en bog, jeg mødte, da jeg læste faget Dansk tegnsprog, nemlig ”Lærebog i tegnsprogsgrammatik”.

Grammatik er noget, jeg altid har syntes var meget svært, så det var en stor oplevelse for mig pludselig at møde en fagbog, hvor det var visualiseret. Generelt var mødet med dansk tegnsprog en stor oplevelse for mig – og til dags dato mit yndlingssprog.

Jeg har lyst til også at nævne første gang, jeg som 24-årig stødte på Haruki Murakami. Det var i Kina på et hostel, hvor der er ”bytte-bog”-hylder. Jeg er ikke den stærkeste læser på engelsk, så jeg blev altid så glad, når jeg fandt en dansk bog.

Der stod den:

”DaNs

DAns

dANs”

Det er første gang, jeg har prøvet , at det ikke er lykkedes for mig igennem en hel bog at finde de rigtig genrebriller. Jeg vidste simpelthen ikke, hvordan jeg skulle læse den. Var det en novelle, en krimi, et eventyr? Det lykkes mig aldrig at lave en kontrakt med forfatteren, og det gjorde indtryk på mig. Jeg var skiftevis igennem hele bogen forvirret, pirret, nysgerrig, irriteret, frustreret og helt oppe at køre over mit møde med Murakami.

En bog der fik Sofie på litterær glatis.

Lisbet: Hvilken bog har gjort stort indtryk på dig og dine karrierevalg?
Sofie: Det er uden tvivl bogen ”Den kreative tænkers hemmelighed” af danske Dorte Nielsen og Sarah Thurber. Den bog har givet mig et nyt sæt briller at se verden med. Den har åbnet mange faglige døre og kastet mig ud på store faglige eventyr.

Lisbet: Hvordan bruger du faglitteratur?
Sofie: Det kommer meget an på, om det er til mig selv eller til min undervisning. Skal jeg bruge det til min undervisning, bruger jeg det som et opslagsværk. Er det til mig selv, bruger jeg det som skønlitteratur, hvor jeg ligger i sofaen og læser. Jeg har dog, til forskel fra når jeg læser skønlitteratur, altid en blyant med, når jeg læser faglitteratur. Jeg understreger flittigt og skriver i marginen.

Lisbet: Hvor bliver du inspireret til læsning?
Sofie: Det kommer an på, om det er skøn- eller faglitteratur. Skønlitteratur er ofte gennem venner eller programmet ”Skønlitteratur” på P1

På det seneste er det ofte Linkdin, som har ført mig til ny faglitteratur.

Lisbet? Hvilke fagbøger glæder du dig til at læse i den nærmeste tid?
Sofie: Jeg har lige modtaget den danske oversættelse af ” Deep Work” af Cal Newport. Den glæder jeg mig mægtig meget til at læse. Jeg er startet på den, og jeg er helt hooked. Jeg har hele tiden lyst til at finde små læsepauser i min hverdag.

Derudover venter jeg på en pakke med bogen Aktivt kreativ, som jeg også glæder mig til at se nærmere på.

En moderne fagbogsklassiker af Cal Newport.

Udnyt freestylemekanismerne. What’s not to like?

Lisbet: Hvis du selv skulle skrive en bog, hvad skulle den så handle om?
Sofie: Jeg vil gerne skrive en grundbog til udskolingen om bæredygtig økonomi.

Lyst til flere læserportrætter?

Der er efterhånden en del af slagsen her på bloggen:

Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en dimittend der læser
Portræt af en læsekreds
Portræt af en læser med lister

Bogsnaks tip til sommerlæsning

juni 20, 2019juni 19, 2019 / Mikkel C. / 6 kommentarer

Så nærmere vi os for alvor feriesæsonen, og for rigtig mange af os betyder det (foruden kolde øl og dukkerter i bølgen blå) lystlæsning i hængekøjen.

Sommerlæsning a la Lisbet

Sommerferielæsning må gerne være blandede bolsjer. Fag og skøn. Let og tungt. Sjovt og trist. Noget med billeder. Noget for børn. Så her kommer seks titler, der favner det hele.

Jeg har langt om længe fået fingrene i Peters Svarres nye bog ’Hvad skal vi med mennesker? En bog om kunstig intelligens’. Peter Svarre er en fremragende formidler, der skriver enkelt og letforståeligt om svære emner, og nu vil jeg have sat mig ind i det der med neurale netværk, robotter og machine learning. Bliver vi alle arbejdsløse? Bliver robotterne klogere end os? Kan vi stole på selvkørende biler? Det er disse spørgsmål og mange andre, som Peter Svarre går i kødet på. Jeg tager et kapitel ad gangen, og så kan jeg krydre med lettere stof undervejs.

Det lettere stof kunne være Hella Joofs moderne almanak ’Dage med mildhed, modgang og mirakler’. En sød og gakket latterpille af en bog, hvor hver dag har sit eget tema. Det kan være noget med dårlig hårdag. Eller overdådig dag, hvor man fyrer alle sine penge af på skaldyr og fjerboaer. Eller fodbehandlingsdag fortalt ned i de mindste neglebåndsdetaljer. Hellas hjerne holder aldrig op med at vinkle hverdagen på nye, vidunderlige måder, der tit inkluderer en kop stærk, sort te, knyster og kærlighed til hele verden. Også den nærmeste familie. Jeg har for øvrigt læst, at hun har købt domænet folkedragten.dk og vil til at producere forskellige typer af kedeldragter. Jamen – hvorfor ikke?

Fagbogen ’Mig og min hjerne’ skrevet til børn er genial. Den er nemlig også god til voksne. Charlotte Koldbye har skrevet en fascinerende bog om vores hjerner. Hvorfor keder man sig? Hvad sker der, når man får en sang på hjernen? Hvorfor snyder hjernen os nogle gange? Hvorfor er det så svært at lægge mobilen fra sig? Undervejs i bogen er der fine tegninger, og ikke nok med det: Øvelser man kan lave, sådan at bogens pointer bliver illustreret af ens egen hjerne! Min Aske på syv år og hans far havde en fest med den bog. Man kan lige snuppe et kapitel under parasollen, når der skal være pause i vandkampen eller stangtennisdysterne. Eller måske parallellæse Peter Svarres Hvad skal vi med mennesker?

Nu skal vi over i den mere alvorlige kategori. Frederik Lindhardt har skrevet en stærk og rørende fortælling om sin far, tidligere biskop Jan Lindhardt, der fik konstateret Alzheimers i 2014 og døde et par år efter. Den lille bog ’Lidt af far’ er skrevet på en usentimental men samtidig hudløs måde. Som læsere får man et indblik i, hvordan sygdommen vender op og ned på Jan og Frederiks far-søn-forhold, hvor Jan nærmest ender med at være et barn. Der er masser af humor undervejs, fordi Jan midt i opløsningen af ham selv og hans egen verden beholder et blik for det skæve og tragikomiske. Men det er frustration, afmagt og sorg, der fylder mest. For hvordan skal man udfylde og leve rollen som pårørende på den rigtige måde? Hold øje med Frederik Lindhardt. Jeg håber, han vender tilbage med flere fortællinger snart.

Jeg lever ligesom mange andre i en tilstand af post-Game of Thrones. Det hjælper på abstinenserne at læse tænkepausen ’Serier’ af Tore Rye Andersen. Hvorfor har serierne sådan en magt over os? Hvorfor er det et levedygtigt format? Og hvorfor er serier et sted mellem kunst og kapitalisme? Alt det får du svar på i denne faglitterære lækkerbisken på 60 sider. Udgivelsen er jo en del af en serie, og det er da (onkel)humor.

Jeg er ikke teenager, men har tit lyst til at være 18 eller 19 igen. På godt og ondt. Så er det godt, at der findes vidunderlige bøger som Maren Uthaugs ’Sådan overlever du livet. 100 gode råd til teenagere om alt fra alkohol, neuroser og forældre til sex, selfies og kærlighed’. Uthaug skyder den ene knivskarpe stribe af sted efter den anden. Det er bittersødt og megasjovt tegnet. Også for forældre. Det er også læsningens svar på iskold prosecco og andre søde alkoholtyper. På en sommerferiedag med høj sol er bogen perfekt i dette setup: Du placerer dig i en liggestol med en stor kande Sangria og chips med smag af purløg inden for rækkevidde. Du læser 10 af bogens striber, klukler, bunder glasset, smider en håndfuld chips i gabet og pruster af velbehag. Så tager du en lille morfar. Og starter forfra. Når de 100 gode råd er læst, er du selv i en tilstand af total ro og velgørende apati. Måske går du ind i sommerhuset bagefter og øver dig i at tegne nogle sjove tændstikkvinder.

Jans forslag til ferielæsning

Som mine kære medbloggere, så har jeg også en noget eklektisk samling af tips og anbefalinger til ferielæsningen. Der er både skønlitteratur og faglitteratur og bøger på dansk og engelsk. Fælles for dem er dog den gode historie og at bøgerne kan læses som afslappende lystlæsning. Og da jeg allerede har holdt min ferie, så er det også bøger, som jeg har læst.

Det er nok ikke den store hemmelighed, jeg er lettere kaffeafhængig, så jeg har naturligvis en bog, hvor kaffe spiller en central rolle med blandt mine anbefalinger.

I 2018 udkom Dave Eggers ‘The Monk of Mokha’. Bogen følger Mokhtar Alkhanshali, en ung amerikaner af yemenitisk afstamning, på hans rejse ind i kaffens forunderlige verden og tilbage til hans forfædres fødeland. Den lidt rodløse Alkhanshali får den idé, at han vil genoplive kaffeindustrien i Yemen, og med Eggers som observatør og kronikør, følger vi med i hans prøvelser, indtil den første ladning kaffe fra Mokha endelig ankommer til San Francisco.

‘The Monk of Mokha’ giver også et fascinerende og svært velskrevent indblik i kaffens historie og betydning, og kan lånes via eReolen Global.

Næste bog har også en imponerende rejse i fokus, om end det skotter lidt på kaffe.

Efter at have tilbagelagt gode 3500 km ned ad de russiske floder i kajak skrev Thomas Frank sidste år ‘Min vej til vikingernes Byzans – 65 dage i kajak’.

Udover den fysiske rejse fra Sankt Petersborg til Istanbul, bl.a. for at undersøge i hvor høj grad vikingerne tog kristendommen med sig til Norden fra Byzans, så bliver vi også taget med på en teologisk og kirkehistorisk rejse. Jeg er nærmest militant ateist, men jeg nød at følge med Frank ned ad de mægtige russiske floder og læse hans teologiske betragtninger undervejs.

‘Min vej til vikingernes Byzans’ blev mig anbefalet af en låner på mit bibliotek, og det er jeg hende taknemmelig for. Det var ikke en bog, jeg af mig selv havde fået læst, tror jeg, og det havde været en stor skam. I ny og næ er det godt at blive udfordret lidt.

For et par år siden begyndte jeg at lytte til podcasten ’The Curious Cases of Rutherford and Fry’ og faldt pladask for den sjove, begavede og uprætentiøse matematiker Hannah Fry. Sammen med sin makker Adam Rutherford giver hun et indblik i videnskab, matematik, dinosaurer og alle mulige emner. Alt sammen formidlet med overskud og et skarpt blik for, at videnskabelige analfabeter som jeg skulle kunne forstå emnet og blive klogere.

Samme flair for formidling udviser Fry i ‘Hello World – How to be Human in the Age of the Machine’, hvor hun med sikker hånd viser os, hvordan algoritmer og matematik på godt og ondt påvirker vores liv i højere og højere grad.

‘Hello World’ minder mig lidt om Cathy O’Neils ‘Weapons of Math Destruction – How Big Data Increases Inequality and Threatens Democracy’, men den er mere charmerende og Frys evne som formidler skinner virkeligt igennem.

Apropos god formidling, så er der nok en Fry med på listen over anbefalet læsestof. Denne gang mageløse Stephen Fry (ingen relation til Hannah i øvrigt) og hans fremragende ’Mythos’. Stephen Fry genfortæller i ’Mythos’ med typisk vid og lune en række af de gamle græske myter og sagn. Jeg elsker Stephen Fry og kan kun anbefale ’Mythos’.

Ingen anbefaling fra min hånd er komplet uden Philip Kerr og Lee Child. Der skal også være plads til lidt underholdende spændingslitteratur, ikke mindst i sommerferien.

Kerrs allersidste bog er den nyligt udkomne ’Metropolis’, og er en del af ’Berlin Noir’-serien. Som altid følger vi berlinerdetektiven Bernie Gunther. Denne gang er vi dog helt tilbage i 1928, og nazisterne er endnu ikke kommet til magten, men man aner uvejret i horisonten. Kronologisk er ’Metropolis’ den første bog i serien og det er her fundamentet lægges til den kyniske, småfordrukne Bernie Gunther, vi møder i ’Martsvioler’. På sin vis er det en fin sløjfe, Kerr her får bundet på serien.

‘The Midnight Line’ er den 22. bog i serien om actionhelten Jack Reacher og er just udkommet på dansk under titlen ’Under dække’. En pantsat West Point-ring sætter lavinen i gang og fører vor mand Reacher ud i skumle og gedulgte hjørner af America. ’Under dække’ er en typisk Reacher-bog, men der er to ting, der skiller den lidt ud fra resten af serien. Indledningen er nok den bedste Lee Child endnu har skrevet, mens selve kernehistorien er ganske hjerteknusende.

Begge bøger er i øvrigt imponerende godt oversat af hhv. Ole Steen Hansen og Jakob Levinsen. De har vanen tro gjort et godt stykke arbejde med at ramme den særlige tone i Kerr og Childs bøger.

Mikkels tips til sommerferielæsning 2019

Sidste sommer havde jeg et Young Adult-projekt kørende med Josephine (da 15). Det skal vi nok ikke i år. Det var nu ellers ret hyggeligt. Jeg fik læst både Hunger Games-trilogien, et par fine, men hurtigt glemte titler og så David Benioffs ‘Tyvenes by,’ som er min ny standardanbefaling, når folk beder om læsetips. Min søde kæreste lod sig overtale og kan bekræfte, at den er voldsomt god. Josephine ligeså. Min tidligere anbefaling var i øvrigt Emily St. John Mandels ‘Station 11,’ og den holder stadig. Se også medblogger Ries tidligere meget fine skriverier.

Jeg har fået læst en del skønlitteratur på det seneste, og det har været herligt! Jeg har en tendens til at falde i faglitteratur alt for meget, men nu skal jeg holde mig i det gode spor. Samtidig er jeg nået dertil i min omfattende begynder-læsning om buddhisme og stoicisme, at jeg skal have operationaliseret det ud i en mere systematisk praksis med min uundværlige bullet journal i centrum. Okay, det lød vildt djøffet ☹ Jeg er mest til store proklamationer og totale omkalfatringer, men denne gang tror jeg, jeg vil gå mere inkrementelt til værks. Til det formål har jeg indkøbt en fin bog om den japanske Kaizen-metode. Kaizen er oprindeligt en effektiviseringsmetode til industriel produktion, men har spredt sig derfra, og handler banalt set om kontinuerlige, små forbedringer. Den glæder jeg mig meget til. Jeg er kommet til at købe to faktisk.

For to uger siden var der et spørgsmål i bibliotekernes litteraturformidleres Facebookgruppe om gode litterære citater om Afrika. Jeg blandede mig med mindet om én af novellerne i Peter Høeghs ‘Fortællinger om natten,’ så jeg lånte den på eReolen og begyndte at bladre hurtigt igennem. Jeg skal SÅ meget genlæse tidlig Peter Høegh, kan jeg mærke! ‘Fortællinger om natten’ og ‘Forestillinger om det tyvende århundrede.’ Retrooooo!

Slutteligt skal jeg på jagt i min Kindle efter ulæste titler. Jeg fornemmer, der ligger nogle fra de sidste to års New York Times bestsellerliste ganske urørte og glemte. Jeg har en indrømmelse. Jeg er ikke altid helt klar over, hvad jeg køber til min Kindle. Faktisk gik jeg ind på Amazon for at købe Kaizen-bogen, og så var der en lille notits om, at jeg allerede havde købt den. Det kan jeg overhovedet ikke huske. Måske bogshopper jeg i søvne? Anyway; Celeste Ng’s ‘Little Fires Everywhere.’ og Gail Honeyman’s ‘Eleanor Olyphant Is Completely Fine’ ligger der i al fald. Begge er i mellemtiden oversat til dansk, men det er der jo ikke noget at gøre ved.

Jeg har åndssvagt travlt med at lukke 1.000 ting ned inden ferien, men jeg tror, det lykkes, og jeg glæder mig meget til sommerferie og dovne læseformiddage i haven. God sommer!

Portræt af en dimittend der læser

december 14, 2018december 14, 2018 / Lisbet V. / 14 kommentarer

Alexander Hall Kristensen er 24 år og nybagt cand. mag i Engelsk. Jeg er 42 år og snart nybagt indehaver af en diplomuddannelse i karrierevejledning. Hvis alt flasker sig.

Engang læste jeg Litteraturvidenskab, og jeg var så heldig at få lov til at arbejde med læsning og biblioteker, da jeg blev færdiguddannet. Nu føler jeg mig heldig, når karrierevejledning og litteraturformidling kan smelte sammen på helt organisk og magisk vis. Det er det, der sker her!

Alexander kunne godt tænke sig at arbejde på et folkebibliotek. Gennem en fælles bekendt fik han mit navn og inviterede på en kop kaffe, hvor jeg kunne få lov til at pludre og pladre om folkebibliotekers litteraturformidling OG legekarrierevejleder.

Næste naturlige skridt var, at Alexander skulle være gæst i ”Portræt af en læser”-serien. Her har I ham. Der er Troldepus, Foucault og Auster for fulde gardiner og kloge tanker om læsningens betydning for menneskeheden i fremtiden.

Samtidig varmer Alexander op til mit blogindlæg om Årets Top Tre ved at fortælle om sine bedste læseoplevelser i det forgangne år.

Alexander om læsning

Lisbet: Hvad er dit første minde om læsning?
Alexander: Det er nok højtlæsning fra Troldepus-bøger af min far. Han var rigtig god til at gøre historien levende for mig, og han blev heldigvis ved, indtil jeg blev ældre, og læste de første par Harry Potter-bøger op. De første læseminder, hvor jeg selv skulle læse, er relateret til lektier fra skolen, og der var det desværre en pligt mere end en nydelse.

Lisbet: Hvem lærte dig at læse?
Alexander: Jeg fangede ret hurtigt læsning i folkeskolen, så det føles ikke forbundet med nogen person, men bare den proces det er at gå i skole.

Lisbet: Hvad var din største læseoplevelse som barn?
Alexander: Det har taget mange år for mig at nå dertil, hvor læsning, især af skønlitteratur, kan betyde noget for mig. Jeg er stadig ikke særlig god til at fordybe mig i fortællinger. Det var først i gymnasiet, hvor litteratur fik kontekst fra historie, kunst og kultur, at jeg kunne se en mening med det, der ikke bare var bundet i underholdning. Jeg lærte, at litteratur er vigtig for at forstå verden.

Min første betydningsfulde læseoplevelse, der står meget klart for mig, er fra 8.-9. klasse, hvor jeg fik min egen bærbare computer og brugte mange timer på Wikipedia. Pludselig var læsning informationssøgning og en måde at forstå verden på, kun begrænset af min nysgerrighed og vilje til at forstå mere. Så bred læsning af faglitteratur har faktisk haft den største indflydelse på mig.

Lisbet: Hvad har dit studie på universitetet betydet for dine læsevaner?
Alexander: Jeg er først for nylig trådt ud afdet danske uddannelsessystem. Det betyder, at læsning for mig stort set har været lektieorienteret i 18 år.

Nu, for første gang som 24-årig, kan jeg læse bøger helt uden en følelse af, at min energi bør bruges på det, der kræves, at jeg får læst og forstået. Nu kan jeg tage Charles Dickens i mit eget tempo og ude et præskriptivt formål, hvilket gør læsning til en helt anden oplevelse. Det bliver på tekstens og mine præmisser, ikke min undervisnings.

Studiet har lært mig, hvordan man læser kritisk og reflekteret. Historier kommer et sted fra, folk fortæller dem af en grund. Litteratur er et spejl, der viser os den verden, vi lever i, måske på måder vi ikke var klar over fandtes. Hvis man læser, så er det et aktivt forsøg på at forstå verden og de mennesker, der lever i den, og det er en læsevane, jeg vil anbefale alle.

Lisbet: Hvad er dit bedste læsested?
Alexander: Det er forskellige steder i min lejlighed; sengen, sofaen, ved spisebordet. I virkeligheden er stedet ikke så vigtigt, så længe der er ro, og jeg kan sidde i samme stilling i lang tid. Hvad der er vigtigere end sted, er tid. Jeg vil have, at jeg kan læse i det omfang og med den hastighed, der kommer naturligt. Jeg er ret detaljeorienteret, når jeg læser, hvilket gør processen en smule langsom. Jeg tøver meget med at springe videre fra en sætning, hvis den ikke giver mening. Og det skal der være tid til.

Lisbet: Hvem er dine tre yndlingsforfattere?
Alexander: Faglitterært er det Roland Barthes, Michel Foucault og, hmm, nok Homi Bhabha. Jeg specialiserede mig mere eller mindre i Barthes essay ”Forfatterens Død” på universitetet og brugte dets syn på læsning og meningsdannelse til det meste af mit studie. Det holder aldrig op med at være relevant, hvem, vi tror, kan bestemme, hvad en tekst betyder.

Foucault og Homi Bhabha er begge kilder til topniveauet af kritisk tænkning og forståelse for den menneskelige oplevelse.

Skønlitterært følger jeg ikke forfattere særlig tæt eller trofast, men holder af bøger enkeltstående. Et par highlights er Charles Dickens A Tale of Two Cities, som bare kan det hele – humor, eftertanke og dybtfølt kærlighed, og Paul Austers City of Glass og Nicole Krauss’ A History of Love, som jeg begge skrev speciale om.

Som du måske kan fornemme, gør jeg mig ikke synderligt meget i dansk litteratur, for det mødte jeg ikke noget afpå engelskstudiet. Det håber jeg dog på at gøre noget ved, haha.

Lisbet: Hvad har været dine bedste læseoplevelser i 2018?
Alexander: Den førnævnte The History of Love tager nok den plads. I forlængelse af studiet, hvor jeg gik og havde mange spørgsmål omkring sproget, sådan i det abstrakte, og dets rolle i menneskers liv, var den en kilde til håbet om, at vi kan godt komme hinanden ved. Selvom sproget grundlæggende er fejlagtigt, fordi alle kan tolke den samme bog, de samme ord forskelligt, så er vi ikke så isoleret fra hinanden trods misforståelser og mistolkninger. Man skal bare være klar over, hvad god kommunikation betyder, og være reflekteret omkring den variation, der findes i menneskers oplevelse af sproget. Så kommer man langt.

Lisbet: Hvad ligger på dit natbord lige nu?
Alexander: Lige nu læser jeg The History of Sexuality af Michel Foucault, som er svær og interessant, og jeg skal også videre med min første gennemlæsning efter studiet af Tale of Two Cities. Som sagt, nu hvor jeg kan tage den i mit eget tempo og fordybe mig, er oplevelsen helt anderledes.

Lisbet: Hvad gør du for ikke at blive forstyrret i din læsning?
Alexander: Jeg prøvede i lang tid at bruge musik for at skabe stilhed. Idéen var, at ”støj”, som er forudsigeligt i modsætningen til lyden af bilerne på gaden udenfor, er nemmere at abstrahere fra. Jeg fandt så ud af, at hvis musikken inkluderer sang, bliver min hjerne distraheret af ordene. Så nu bruger jeg enten hvid støj, binaurale beats, som man kan finde påYouTube, eller klarer mig uden. Det, der forstyrrede mig mest før i tiden, var det indre pres til at nå det hele, ofte mange flere sider end jeg kunne tygge mig igennem. Uden det, er det blevet nemmere.

Lisbet: Hvad tror du, at læsningen kommer til at betyde for os mennesker i fremtiden?
Alexander: Jeg ser helst, at det bliver mere og mere en kilde til kritisk tænkning. Med sociale medier og en generelt hurtig hverdag med mange indtryk og informationer, kan det være svært at holde styr på det hele og tænke lige kritisk hver gang.

Som altid skal litteratur få os til at tænke, og allermest vigtigt: få os til at tale sammen. Der er så meget at lære af hinandens tolkninger, forståelser og oplevelser. Dine medlæseres perspektiver er i virkeligheden lige så vigtige for dig som selve bogen, du har læst. I har måske læst ord på sider indbundet med den samme titel. Men der er alligevel kommet en hel bog ud af det i den anden læser, som du ikke har læst. Og den er vigtig også at forstå.

Litteratur er i grunden bare kommunikation af historier eller information, men kommunikationen stopper ikke på den sidste side.

Flere portrætter
Hvis du vil dykke ned i flere læserportrætter, så er der efterhånden lidt at vælge imellem: Piger og drenge, kvinder og mænd, unge og gamle.

Portræt af en læser i nulte

november 13, 2018november 13, 2018 / Lisbet V. / 14 kommentarer

Der sker meget, når man begynder i skole. Der er nye venner, nye voksne og masser af oplevelser. Også med Gyserslottet. Det hedder det system, som 0. A på Skolen ved Bülowsvej bruger, når de skal lære bogstaverne. M for Mumie. V for Vampyr. A for amøbe. Det er da noget sejere end Søren og Mette!

Jeg har lavet endnu et stærkt subjektivt vinklet, 100 procent uvidenskabeligt interview med Aske, der nu er seks år gammel og fortsat voldsomt indoktrineret af sin læseinteresserede mor. Han er så småt ved at fange det der med, at bogstaver kan blive til ord. Det er magisk for ham. Han griner, når b og o bliver til bo. Må det blive ved på den måde. Amen.

Hele familien nyder, at vi nu er gået over til lidt mere avancerede højtlæsningsbøger såsom Morten Dürrs Robotten kan skide. Killer-titel, ikke sandt?

Læs med og få flere boganbefalinger fra Aske, der mest af alt elsker sine Minecraft-bøger og bliver ved med at spørge, om jeg har købt nogle nye bøger på biblioteket. ”LÅNT!” siger jeg. Men det siver ikke ind.

Minecraft-bøgerne fandt vi på dette års BogForum til den rørende pris 100 kr. for to.

Lisbet: Hvordan er det at lære at læse?
Aske: Det er sjovt. Jeg synes, jeg er godt på vej. Jeg kan godt lide opgaverne.

Lisbet: Hvad tror du, du vil læse, når du altså har lært det?
Aske: Alt muligt. Bøger med kapitler. Nelsons jul!

Nogenlunde realistiske Nelson og gennemfiktive Bimse er klar til julelæsningen 2018.

Lisbet: Hvordan synes du, det var at være på skolebiblioteket?
Aske: Der var en bog, jeg kendte. Der var spændende bøger. Man måtte gerne læse i nogle af dem. Der var noget rigtig smart: På de bøger, vi måtte låne, var der prikker i forskellige farver. Så når man skulle sætte dem på plads, så var det nemt at finde den rigtige kasse.

Lisbet: Hvad synes du om lydbøger?
Aske: De er hyggelige og spændende at lytte til. Jeg kan godt lide Troldeliv og Ulvemand. Det er mine yndlingslydbøger.

Lisbet: Jeg ved, at du har set Historien om den kæmpestore pære i biografen. Hvad synes du om lydbogen?
Aske: Den er alt for kort. Der er noget, der ikke passer.

Lisbet: Er der nogen i din klasse, der allerede kan læse?
Aske: Nej, men der er en fra en af de andre 0.klasser, der kan. Det er Hannibal. Han er den eneste på 0. årgang, der kan læse. Det er ufatteligt!!

Lisbet: Hvad for nogle lege, kan man lave med bogstaver?
Aske: Man siger et bogstav, og så skal den anden gætte, hvad man tænker på. Man får ti forsøg. Den, der først får 10 point, har vundet.

Lisbet: Hvornår tror du, at du lærer at læse?
Aske: I 1. klasse.

Bimse one more time og noget mere moderne.

Bogtips
Her er et udpluk af de serier og titler, der hitter hjemme hos os i dette efterår.

Gode gamle Kaptajn Bimse og Goggeletten af Bjarne Reuter kan stadig noget særligt.

Bøgerne om Nelson og hans kaotiske familie skrevet af Line Leonhardt er nutidige, gakkede og sjove med skarpe tegninger af Palle Schmidt.

Robotten kan skide af Morten Dürr er AI fortalt for børn i indskolingen. Skræmmende, dystopisk og actionmættet.

Rædsomme Rune og hans ulidelige bror Perfekte Peter er intet mindre end skønne. For er der noget mere ulideligt end artige og høflige børn. De skal ned med nakken, skal de!
Serien er skrevet af Francesca Simon og illustreret af den uforlignelige Tony Ross, hvis humoristiske streg vi blandt andet kender fra Den Lille Prinsesse. Bonustip: Rædsomme Rune hedder Horrid Henry på engelsk. Her kan du lære at tegne ham.

Flere portrætter
Hvis du vil læse flere læserportrætter, så er der efterhånden lidt at vælge imellem:

Under Overfladen – et krimieventyr

juni 16, 2018 / Jan M. Johansen / Skriv en kommentar

Skibsvrag, dybe familiehemmeligheder og pandemiske sygdomsudbrud er blot nogle af ingredienserne i Claus Lohmans nyeste krimi.

Claus Lohman er kendt for at skrive videnskabskrimier og har haft stor succes med trilogien om retsgenetikeren Sarah Bermann. Men hvor det videnskabelige har en dominerende og central rolle i ’Genstart’ og de andre Gen-bøger, så er ’Under overfladen’ mere eventyrlig og underholdende. Her er det mysteriet, det handler om, mens det videnskabelige element er krydderiet.

Og det er en opskrift, der virker!

’Under overfladen’ er en smuk bog og man er ikke i tvivl om, der er dømt eventyr og grumme fare.

Siden jeg var knægt, har jeg haft en stor forkærlighed for action-eventyr, hvad end det nu er på film eller i bogform. Noget af det første, jeg rigtig husker i den genre, var filmen ’Hæv Titanic’, der var baseret på en bog af Clive Cussler. En forfatter, jeg efterfølgende har haft stor glæde af.

Og Lohman minder mig om en lidt mere alvorlig udgave af den gode Cussler. Vi starter som i mange af Cusslers bøger også med en tur i bølgen blå i ‘Under overfladen’ og bogens store twist sker ligeledes til havs. Tempoet er dog mere adstadigt og har mere fokus på mysteriet og personudvikling end action. Der er samme glæde ved fortidige mysterier, der er den nærmest diabolske fortællelyst og en evne til at strikke en seriøst underholdende historie sammen, men hvor Cussler har meget store armbevægelser, er Lohman mere realistisk og afdæmpet.

Efter fundet af et skibsvrag, begynder historien stille og rolig at folde sig ud. Den ene hovedperson, den arkæologistuderende freelancejournalist Emma Fitzgerald, kommer i spil i kraft af sit virke som journalist, mens den anden, virologen Martin Henderson, forsøger at finde en kur for den dødbringende variant af Den Spanske Syge, der hærger New York. Alt sammen, mens usete hænder styrer de to i retning af hinanden og en stor skat. En større historie med rødder til Martins barndom er nemlig sat i gang med fundet af vraget af Seagull og det går ikke stille for sig.

Det varmer mit hjerte at se biblioteket spille en lille, men vigtig rolle for Emmas virke.

Lohman rammer en fin balancen mellem at formidle viden – som jeg har en mistanke om, i virkeligheden er det, han brænder for – og fortælle en god historie. Lohman er skolelærer, så det giver mening at underholde læserne med en fængende fortælling, samtidig med, han forsøger at gøre os klogere. Det fungerer i hvert fald fint, og som læser tænker man ofte ”der kan man bare se”, når Lohman gennem eksempelvis Martin og hans kolleger giver os indsigt i vira, influenza og andre jævnt skræmmende ting.

Det eneste, jeg har at udsætte på ’Under overfladen’ er de til tider lidt stive replikker. Det er naturligvis subjektivt og en smagssag, men her og der føles karaktererne mere som forfatterens talerør end som levende væsner. Det er dog en lille ting, for historien er spændende og gribende, og det er immervæk det vigtigste for en bog i denne genre.

’Under overfladen’ er første bind af i alt tre planlagt om Emma Fitzgerald og Martin Henderson. Derfor er det ikke overraskende, at vi bruger en del tid på at etablere karaktererne, lære dem at kende og få dem ført sammen. Det trækker her og der tempoet lidt ned, men jeg tænker, der er skabt et nyt, stærkt krimimakkerpar, og jeg glæder mig til at følge de to på deres næste eventyr.

For god ordens skyld vil jeg lige her til slut indskyde, jeg kender Claus Lohman ganske godt fra mit virke i det fynske, men det er ikke kun derfor, jeg glæder mig til de næste bøger i serien.

Boginfo

’Under overfladen’ af Claus Lohman, 340 sider, Forlaget Aronsen, 2018.