Det læsende menneske

Hvor heldig har man lov til at være? En helt ny bog om, hvad der sker med os mennesker, når vi læser litteratur! Det er en drøm for dette con amore-drevne bloggerkollektiv at kaste os over denne udgivelse. Jeg har fået lov til at interviewe forfatteren Lars Theil Münster, mens Mikkel og Anne-Grethe har stået for anmeldelserne.

I midten af det hele er Det læsende menneske, som er  udgivet på forlaget Samfundslitteratur den 22. oktober 2019.

Lars Theil Münster har skrevet Det Læsende menneske. 

Interview med Lars Theil Münster

Lisbet: Hvorfor har du skrevet denne bog?
Lars: Lige siden, jeg læste litteraturvidenskab på universitetet, har jeg interesseret mig for de tre spørgsmål, som bogen er struktureret omkring: Hvordan læser vi litteratur, hvorfor læser vi litteratur, og hvad får vi ud af at læse litteratur?

Jeg syntes, man manglede en bog, der undersøgte de spørgsmål systematisk på en tilgængelig måde. Og Ikke mindst syntes jeg, at der manglede en bog, der formidlede noget af den spændende psykologiske forskning, der gøres i, hvordan litteratur påvirker os, og den lige så spændende forskning i mennesket evolution, som giver os et fantastisk indblik i, hvorfor vi overhovedet har et fænomen som litteratur. Det har været sjovt, men også tit vildt frustrerende at beskæftige sig med de her kæmpestore spørgsmål

Lisbet: Hvorfor skal vi læse din bog?
Lars: Jeg tror, at mange har en intuitiv fornemmelse af at man foretager sig noget meningsfuldt og givende, når man læser skønlitteratur. Med bogen vil jeg gerne forsøge at kvalificere den oplevelse. Jeg vil prøve at give nogle forklaringer på, hvorfor det er, at det opleves så meningsfyldt for at læse.

Man skal læse bogen, hvis man rigtig godt kan lide at læse litteratur, og gerne vil blive klogere på, hvorfor det er, man godt kan lide det. Jeg håber min bog kan bidrage til, at man bliver mere reflekteret over sig selv som læser, og selvfølgelig også bliver inspireret til at læse endnu mere litteratur.

Lisbet: Hvem henvender din bog sig til?
Lars: Jeg ville gerne sige, at den henvender sig til den såkaldte “alment interesserede læser”. Men virkeligheden er nok, at den henvender sig til mennesker, der enten arbejder professionelt med litteratur – for eksempel med formidling og undervisning, eller også meget engagerede lystlæsere.

Jeg håber også den kan bruges af studerende rundt omkring. Måske endda på litteraturvidenskab, selv om den er helt blottet for referencer til forskellige poststrukturalistiske retninger

Lisbet: Hvordan har vejen været fra idé til færdig bog?
Lars: Jeg har gået og nørklet med emnet i nogle år, og  jævnligt undervist i det på Folkeuniversitetet. For et par år siden besluttede jeg mig for at samle alt det, jeg vidste og undersøge alt det, jeg syntes, jeg manglede at vide. Så skrev jeg på det løbende, når jeg havde tid. Det har været en rigtig, rigtig lang proces. Mange sene aftener og tidligere morgener. Det har faktisk været lidt paradoksalt at bruge et par år på at skrive en bog om, hvor vigtigt er det er at læse skønlitteratur, og så i hele den periode ikke rigtig have tid til at læse skønlitteratur selv.

Lisbet: Du underviser på Folkeuniversitetet, netop i emnet læsning. Hvordan spiller dialogen med dine kursister sammen med bogen? Har dine kursister bidraget til bogens pointer?
Lars: Udgangspunktet for bogen har været min undervisning på Folkeuniversitetet, og det er mine undervisningsnoter, som udgør bogens skelet. Det håber jeg er med til at gøre, at det teoretiske stof i bogen bliver formidlet på en forholdsvis let tilgængelig måde.

Det er helt klart, at nogle af de spørgsmål og den dialog jeg har haft på kurserne er blevet indarbejdet i bogen. Jeg tror også, at snakkene på de kurser, jeg går i gang med både nu til efteråret og igen til foråret 2020 får mig til at overveje nye vinkler på emnet, som jeg måske kan indarbejde i en 2. udgave af bogen, eller måske i en helt anden bog?

Lisbet: Hvilken rolle tror du, at læsning vil spille i fremtiden?
Lars: Det er helt åbenlyst, at litteraturlæsning taber terræn til andre medier – de sociale medier og streamingtjenesterne er hårde konkurrenter til bogen, og de løber med mere og mere af vores opmærksomhed. Det er en velkendt kendsgerning. Når man kigger på de voksnes læsning, har jeg egentlig været lidt overrasket over, at læsefrekvensen har ligget så stabilt de seneste 5-10 år. Men når vi kigger på børnene, ser vi virkelig, hvor hårdt presset den traditionelle skønlitterære læsning er. Når kun 2 ud af 10 børn svarer, at de rigtig godt kan lide at læse, så bliver man lidt bekymret for læsningens rolle i fremtiden.

Lisbet: Hvordan ser dit eget, daglige læseliv ud?
Lars: Nu, efter jeg er færdig med bogen, har jeg pludselig langt mere tid til læse skønlitteratur igen. Men som det sikkert er med de fleste, ville jeg gerne have mere tid til læse. Man hører i øvrigt aldrig nogen sige, at de ville ønske, at de ikke læste så meget, gør man vel?

Jeg forsøger at få læst et par timer hver aften – men jeg må indrømme, at det mere end en gang imellem glipper. Lidt for tit går aftnerne med at falde træt om på sofaen eller at arbejde. Jeg prøver dog altid at have gang i en roman og helst også en faglitterær bog.

Lisbet: Hvad ligger på dit natbord lige nu?
Lars: Jeg er lige blevet færdig med Lotte Kirkebys “De nærmeste”. Det er virkelig en fin bog. Så pluklæser jeg lidt i Ahmed Akkaris “Mod til at tvivle”. Jeg læser især efter de steder, hvor han fortæller om den rolle skønlitteraturen havde for hans udvikling og modningsproces. Jeg tænker måske at kunne bruge noget af det på mit næste kursus på Folkeuniversitetet. Og så har jeg lige fundet en gammel kasseret biblioteksudgave af Harper Lees klassiker “Man dræber ikke en sangfugl” i mit sommerhus. Den er jeg lige gået i gang med.

Forsiden af denne bog kan da ikke andet end fange din opmærksomhed!

Mikkels anmeldelse af Det læsende menneske

Jeg skal sige med det samme, at jeg er noget sur på min tidligere kollega Lars og hans dumme bog. For det første var det den bog, jeg havde tænkt mig at skrive. Jeg er bare kun kommet til synopsis. For det andet har Lars skrevet “vores” bog meget bedre, end jeg selv kunne. Det finder jeg en tand prætentiøst og trættekært. Forvorpent måske endda. Mere om det senere.

Jeg finder det nu svært at være rigtig olm og halsstarrig, for Lars har helt enkelt skrevet en rigtig, rigtig god bog om det at læse.

Bogen bygger på Lars’ undervisningsmateriale fra folkeuniversitet og er delt i tre dele: Hvordan vi læser, hvorfor vi læser, og hvad vi får ud af at læse.

Første del er den største del og dækker alt fra forskellige læsemåder over fortolkningslære (hermeneutik) til receptionsteori og empati. Det kunne have været et liiidt tørt, teoretisk skoleridt, men det synes jeg slet ikke, det er.

Det er en velgennemtænkt, stringent gennemgang, der rammer alle tangenterne. Herudover – og det gælder hele bogen – fornægter Lars’ undervisningserfaring sig ikke. Man føler sig taget godt i hånden med enkle didaktiske kneb, der sørger for, hvert skridt på vejen bliver præsenteret, gennemgået og opsummeret.

Anden del er den mest spændende, synes jeg i al fald, alene fordi jeg synes, spørgsmålet er det mest interessante: Hvorfor læser vi? Hovedparten ligger på egentlig ganske enkle forklaringsmodeller, hvoraf jeg i forvejen var bekendt med de evolutionsteoretiske.

Jeg havde dog flere grundlæggende aha-oplevelser i kapitlet inden, hvor ideen om læsning som middel til at forstå vores fælles skæbne dukker op. Vi er fælles om verden, men kun læsning tillader os at opleve den gennem andres opfattelse. Herigennem kan vi for alvor annamme, vi ikke er alene!

Tredje del indeholder den naturlige afslutning med “theory of mind,” øget empati, erkendelse osv. Forholdsvist kort og fyndigt og en tilfredstillende krølle på projektet.

Lars’ bog – særligt hvad jeg skrev om anden del – har haft en ganske pæn indflydelse på mig. Det gik pludselig op for mig, hvorfor jeg altid har elsket at læse. Jeg er ligesom Rie en uperfekt læser, selvom hun er mere udfordret end mig.

Jeg oplever altid, jeg nyder at læse og at gøre en bog færdig. Så sker der et eller andet, og jeg kommer fra det igen og skal så småt tvinge mig selv til at starte en ny. Skønlitteratur forstås.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har i mine voksne år altid haft svært ved at omfavne lystlæsning som en hobby, og det er helt åndssvagt. Det er jo bare at gøre det og nyde det og snakke med andre om det.

Det andet, der skete, var, at jeg fik lyst til at læse mere af Lars’ eksempler i bogen. Han kommer ofte tilbage til Cormac McCarthys “The Road,” som havde samme sjælsrystende effekt på mig som på ham, så jeg gik også ud og skaffede mig en St. St. Blicher-novellesamling og en Helle Helle ditto. Det var helt forrygende at læse Blicher igen, men belastende for mine omgivelser, der nu skal slå mine fornærmelser op i gamle ordbøger.

Værre var mit møde med Helle Helle. Forfærdeligt, forfærdeligt … men det hænger alligevel lissom ved på en måde. Det er vist en såkaldt erhvervet smag.

Summa summarum: Lars har skrevet den grundbog om læsning, vi ikke vidste, vi altid har manglet. Skaf dig et eksemplar og læs det. Sporenstregs!

Anne-Grethe anmeldelse af Det læsende menneske

I årevis har jeg forsøgt at overbevise omgangskredsen om, at man bliver klogere på sig selv og sin omverden, når man læser skønlitteratur. At der er lavet undersøgelser, der viser, at man bliver et mere empatisk menneske af at læse skønlitteratur. At ens horisont udvider sig, at man bliver klogere.

For de mennesker, der aldrig læser eller måske udelukkende læser skønlitteratur, har mine argumenter næsten resulteret i latterbrøl, andre trækker bare på skuldrene og ser ud, som om de tænker ”så siger vi det”.

Nu er der endelig udgivet en bog, der bekræfter mig i, hvad jeg altid har sagt om at læse skønlitteratur.

Alene af den grund elsker jeg den.

Men spøg til side, jeg ved faktisk ikke, hvorfor en bog som nedenstående ikke er skrevet for flere år siden, for den er aldeles glimrende og relevant – og ikke bare fordi den bekræfter mig i, hvad jeg altid har sagt.

Bogen hedder ”Det læsende menneske. Hvad sker der med os, når vi læser skønlitteratur” og er skrevet af Lars Theil Münster, der er cand.mag i litteraturvidenskab.

Bogen er opdelt i 3 dele:

Hvordan læser vi litteratur? Læsemåder og læsehistorie, den gode fortolkning m.m.

Hvorfor læser vi litteratur? Litteratur og meningen med livet, fortællinger har hjulpet os med at overleve m.m.

Hvad får vi ud af at læse litteratur? Den empatiske læser, litteraturens særlige sprog og evnen til at forestille sig nogen, som ikke findes.

Lars Theil Münster er en ildsjæl og en forfatter, der er gået grundigt til værks.

Havde jeg ikke læst skønlitteratur i forvejen , var jeg blevet godt og grundigt hooked, som man (ikke) siger på nudansk.

Jeg har været ekstra træt denne uge, hvor jeg har læst bogen, den er nemlig ikke sådan at lægge fra sig, så den er blevet sen med sen på, inden jeg har sovet om aftenen. Tak, Lars! Træthed til trods har du virkelig begået en fin og gennemarbejdet bog, som vil blive anbefalet til venner, bekendte og familiemedlemmer – især dem, der ikke læser skønlitteratur.

Andre dobbeltanmeldelser

Fra tid til anden kaster vi os ud i dobbeltanmeldelser. Her er et par eksempler:

Mod til at tvivle af Lars Hvidberg og Ahmed Akkari – anmeldt af Jan og Lisbet (2018)
Vi var fiskere af Chigozie Obioma – anmeldt af Lisbet og Mikkel (2017)

Portræt af en læsende øbo

Portræt af en læser-serien har ramt et jubilæum: Vi er nu oppe på ti portrætter. Det fejrer vi med et interview med Sofie Bay. Hun har virkeliggjort det, som mange drømmer om: Udskiftet livet i byen med hverdagen på en lille ø, hvor lokalsamfundet vitterligt er meget lokalt – og omgivet af vand.

Jeg har mødt Sofie i forbindelse med projektet Ord til mor på Nørrebro, som oprindeligt havde den mere formelle titel Sprog og bevægelse i nye fællesskaber: Biblioteket bygger bro.

Sofie er uddannet lærer, og vi deler en stor interesse for små børns sprogudvikling. Vi kan sidde og nørde vilde forskningsresultater, selv om ingen af os er sprogpædagoger, lingvister eller neuro-science-videnskabskvinder.

Sofie har været med til at udvikle det undervisningsmateriale, som dansere fra Dansekapellet bruger i projektet Ord til mor. Hun er ferm med en tusch og har også stået for den visuelle facilitering af forløbet.

Min rolle bliver at evaluere projektet. Så mens Sofie har skudt det hele i gang, skal jeg samle op, når forhåbentlig mange mødre på Nørrebro med dansk som andetsprog har været på en helt speciel sprogrejse sammen med deres babyer mellem 6 og 12 måneder.

Jeg har kun mødt Sofie to gange. Men det tager heller ikke længere tid at finde ud af, at en person har gang i et væld af spændende projekter! Derfor er Sofie portrætperson nummer ti i denne serie. Og giv mig et praj, hvis du har forslag til nummer 11. Jeg elsker at få foreslået nye ofre.

Rundt om læsning med Sofie Bay:
Klimavenlig læsning, rollemodeller og tegnsprogsgrammatik

Lisbet: Hvad betød læsning for dig i din barndom?
Sofie: Mine forældre har læst rigtig meget for både mig og min søster. Men det, jeg husker bedst, er faktisk, at de selv læste meget. Efter aftensmaden sagde én af mine forældre ofte, og da vi blev større begge mine forældre: ” Jeg tager lige en tur til Istanbul, Island eller Esbjerg”  eller hvor bogen nu udspillede sig.

Min far fortalte mig ofte om bogen ”Det lykkelige Arabien”, som han fik en fin indbundet udgave af i konfirmationsgave. Han byttede den til 10 mindre fine bøger, og det fortrød han siden stort.

Jeg er opvokset med en stor bogreol, og hver gang jeg havde en ny interesse, kunne min far trække en bog ud af reolen, som passede til emnet.

Lisbet: Hvilken rolle spiller læsning for dig i din hverdag?
Sofie: Jeg har to små børn. Det har for nyligt slået mig, at de næsten aldrig ser mig læse, andet end når jeg læser for dem.

Bøgerne har før i tiden været meget synlige i mit hjem, men da vi blev fire på lidt plads, flyttede alle bøgerne på loftet. For nylig flyttede vi til Orø, og nu skal mine bøger igen få en central rolle i mit hjem. Jeg er aktivt begyndt at tænke over, at mine børn skal se mig læse. De skal se, at det er noget, jeg synes er rart, og at det er noget, jeg prioriterer.

img_3895-1

Den læsende øbo Sofie Bay i naturlige, efterårsagtige omgivelser på Orø.

Lisbet: Hvilken bøger har betydet meget for dig i dit arbejdsliv?
Sofie: Jeg er uddannet lærer og har gennem mit arbejdsliv brugt mange bøger. Men jeg kan huske, da jeg på Frederiksberg Lærerseminarium mødte fagbogen ”Børnenes litteraturhistorie ” af Torben Weinreich. Den gjorde stort indtryk på mig. Både fordi det var en fagbog lavet lige så lækker som en børnebog, men også fordi det var første gang, jeg fik fortalt børnenes litteraturhistorie.

En anden fagbog, der har gjort stort indtryk på mig, er en bog, jeg mødte, da jeg læste faget Dansk tegnsprog, nemlig ”Lærebog i tegnsprogsgrammatik”.

Grammatik er noget, jeg altid har syntes var meget svært, så det var en stor oplevelse for mig pludselig at møde en fagbog, hvor det var visualiseret. Generelt var mødet med dansk tegnsprog en stor oplevelse for mig –  og til dags dato mit yndlingssprog.

Jeg har lyst til også at nævne første gang, jeg som 24-årig stødte på Haruki Murakami. Det var i Kina på et hostel, hvor der er  ”bytte-bog”-hylder. Jeg er ikke den stærkeste læser på engelsk, så jeg blev altid så glad, når jeg fandt en dansk bog.

Der stod den:

”DaNs

DAns

dANs”

Det er første gang, jeg har prøvet , at det ikke er lykkedes for mig igennem en hel bog at finde de rigtig genrebriller. Jeg vidste simpelthen ikke, hvordan jeg skulle læse den. Var det en novelle, en krimi, et eventyr? Det lykkes mig aldrig at lave en kontrakt med forfatteren, og det gjorde indtryk på mig. Jeg var skiftevis igennem hele bogen forvirret, pirret, nysgerrig, irriteret, frustreret og helt oppe at køre over mit møde med Murakami.

dans-dans-dans

En bog der fik Sofie på litterær glatis.

Lisbet: Hvilken bog har gjort stort indtryk på dig og dine karrierevalg?
Sofie: Det er uden tvivl bogen ”Den kreative tænkers hemmelighed” af danske Dorte Nielsen og Sarah Thurber. Den bog har givet mig et nyt sæt briller at se verden med. Den har åbnet mange faglige døre og kastet mig ud på store faglige eventyr.

Lisbet: Hvordan bruger du faglitteratur?
Sofie: Det kommer meget an på, om det er til mig selv eller til min undervisning. Skal jeg bruge det til min undervisning, bruger jeg det som et opslagsværk. Er det til mig selv, bruger jeg det som skønlitteratur, hvor jeg ligger i sofaen og læser. Jeg har dog, til forskel  fra når jeg læser skønlitteratur, altid en blyant med, når jeg læser faglitteratur. Jeg understreger flittigt og skriver i marginen.

Lisbet: Hvor bliver du inspireret til læsning?
Sofie: Det kommer an på, om det er skøn- eller faglitteratur. Skønlitteratur er ofte gennem venner eller programmet ”Skønlitteratur” på P1

På det seneste er det ofte Linkdin, som har ført mig til ny faglitteratur.

Lisbet? Hvilke fagbøger glæder du dig til at læse i den nærmeste tid?
Sofie: Jeg har lige modtaget den danske oversættelse af ” Deep Work” af Cal Newport. Den glæder jeg mig mægtig meget til at læse. Jeg er startet på den, og jeg er helt hooked. Jeg har hele tiden lyst til at finde små læsepauser i min hverdag.

Derudover venter jeg på en pakke med bogen Aktivt kreativ, som jeg også glæder mig til at se nærmere på.

deep work forside audio

En moderne fagbogsklassiker af Cal Newport.

aktiv kreativ bogforside

Udnyt freestylemekanismerne. What’s not to like?

Lisbet: Hvis du selv skulle skrive en bog, hvad skulle den så handle om?
Sofie: Jeg vil gerne skrive en grundbog til udskolingen om bæredygtig økonomi.

Lyst til flere læserportrætter?

Der er efterhånden en del af slagsen her på bloggen:

Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en dimittend der læser
Portræt af en læsekreds
Portræt af en læser med lister

Bogsnaks tip til sommerlæsning

Så nærmere vi os for alvor feriesæsonen, og for rigtig mange af os betyder det (foruden kolde øl og dukkerter i bølgen blå) lystlæsning i hængekøjen.

Sommerlæsning a la Lisbet

Sommerferielæsning må gerne være blandede bolsjer. Fag og skøn. Let og tungt. Sjovt og trist. Noget med billeder. Noget for børn. Så her kommer seks titler, der favner det hele.

Jeg har langt om længe fået fingrene i Peters Svarres nye bog ’Hvad skal vi med mennesker? En bog om kunstig intelligens’. Peter Svarre er en fremragende formidler, der skriver enkelt og letforståeligt om svære emner, og nu vil jeg have sat mig ind i det der med neurale netværk, robotter og machine learning. Bliver vi alle arbejdsløse? Bliver robotterne klogere end os? Kan vi stole på selvkørende biler? Det er disse spørgsmål og mange andre, som Peter Svarre går i kødet på. Jeg tager et kapitel ad gangen, og så kan jeg krydre med lettere stof undervejs.

Det lettere stof kunne være Hella Joofs moderne almanak ’Dage med mildhed, modgang og mirakler’. En sød og gakket latterpille af en bog, hvor hver dag har sit eget tema. Det kan være noget med dårlig hårdag. Eller overdådig dag, hvor man fyrer alle sine penge af på skaldyr og fjerboaer. Eller fodbehandlingsdag fortalt ned i de mindste neglebåndsdetaljer. Hellas hjerne holder aldrig op med at vinkle hverdagen på nye, vidunderlige måder, der tit inkluderer en kop stærk, sort te, knyster og kærlighed til hele verden. Også den nærmeste familie. Jeg har for øvrigt læst, at hun har købt domænet folkedragten.dk og vil til at producere forskellige typer af kedeldragter. Jamen – hvorfor ikke?

Fagbogen ’Mig og min hjerne’ skrevet til børn er genial. Den er nemlig også god til voksne. Charlotte Koldbye har skrevet en fascinerende bog om vores hjerner. Hvorfor keder man sig? Hvad sker der, når man får en sang på hjernen? Hvorfor snyder hjernen os nogle gange? Hvorfor er det så svært at lægge mobilen fra sig? Undervejs i bogen er der fine tegninger, og ikke nok med det: Øvelser man kan lave, sådan at bogens pointer bliver illustreret af ens egen hjerne! Min Aske på syv år og hans far havde en fest med den bog. Man kan lige snuppe et kapitel under parasollen, når der skal være pause i vandkampen eller stangtennisdysterne. Eller måske parallellæse Peter Svarres Hvad skal vi med mennesker?

Nu skal vi over i den mere alvorlige kategori. Frederik Lindhardt har skrevet en stærk og rørende fortælling om sin far, tidligere biskop Jan Lindhardt, der fik konstateret Alzheimers i 2014 og døde et par år efter. Den lille bog ’Lidt af far’ er skrevet på en usentimental men samtidig hudløs måde. Som læsere får man et indblik i, hvordan sygdommen vender op og ned på Jan og Frederiks far-søn-forhold, hvor Jan nærmest ender med at være et barn. Der er masser af humor undervejs, fordi Jan midt i opløsningen af ham selv og hans egen verden beholder et blik for det skæve og tragikomiske. Men det er frustration, afmagt og sorg, der fylder mest. For hvordan skal man udfylde og leve rollen som pårørende på den rigtige måde? Hold øje med Frederik Lindhardt. Jeg håber, han vender tilbage med flere fortællinger snart.

Jeg lever ligesom mange andre i en tilstand af post-Game of Thrones. Det hjælper på abstinenserne at læse tænkepausen ’Serier’ af Tore Rye Andersen. Hvorfor har serierne sådan en magt over os? Hvorfor er det et levedygtigt format? Og hvorfor er serier et sted mellem kunst og kapitalisme? Alt det får du svar på i denne faglitterære lækkerbisken på 60 sider. Udgivelsen er jo en del af en serie, og det er da (onkel)humor.

Jeg er ikke teenager, men har tit lyst til at være 18 eller 19 igen. På godt og ondt. Så er det godt, at der findes vidunderlige bøger som Maren Uthaugs ’Sådan overlever du livet. 100 gode råd til teenagere om alt fra alkohol, neuroser og forældre til sex, selfies og kærlighed’. Uthaug skyder den ene knivskarpe stribe af sted efter den anden. Det er bittersødt og megasjovt tegnet. Også for forældre. Det er også læsningens svar på iskold prosecco og andre søde alkoholtyper. På en sommerferiedag med høj sol er bogen perfekt i dette setup: Du placerer dig i en liggestol med en stor kande Sangria og chips med smag af purløg inden for rækkevidde. Du læser 10 af bogens striber, klukler, bunder glasset, smider en håndfuld chips i gabet og pruster af velbehag. Så tager du en lille morfar. Og starter forfra. Når de 100 gode råd er læst, er du selv i en tilstand af total ro og velgørende apati. Måske går du ind i sommerhuset bagefter og øver dig i at tegne nogle sjove tændstikkvinder.

é

Jans forslag til ferielæsning

Som mine kære medbloggere, så har jeg også en noget eklektisk samling af tips og anbefalinger til ferielæsningen. Der er både skønlitteratur og faglitteratur og bøger på dansk og engelsk. Fælles for dem er dog den gode historie og at bøgerne kan læses som afslappende lystlæsning. Og da jeg allerede har holdt min ferie, så er det også bøger, som jeg har læst.

Det er nok ikke den store hemmelighed, jeg er lettere kaffeafhængig, så jeg har naturligvis en bog, hvor kaffe spiller en central rolle med blandt mine anbefalinger.

I 2018 udkom Dave Eggers ‘The Monk of Mokha’. Bogen følger Mokhtar Alkhanshali, en ung amerikaner af yemenitisk afstamning, på hans rejse ind i kaffens forunderlige verden og tilbage til hans forfædres fødeland. Den lidt rodløse Alkhanshali får den idé, at han vil genoplive kaffeindustrien i Yemen, og med Eggers som observatør og kronikør, følger vi med i hans prøvelser, indtil den første ladning kaffe fra Mokha endelig ankommer til San Francisco.

‘The Monk of Mokha’ giver også et fascinerende og svært velskrevent indblik i kaffens historie og betydning, og kan lånes via eReolen Global.

Næste bog har også en imponerende rejse i fokus, om end det skotter lidt på kaffe.

Efter at have tilbagelagt gode 3500 km ned ad de russiske floder i kajak skrev Thomas Frank sidste år ‘Min vej til vikingernes Byzans – 65 dage i kajak’.

Udover den fysiske rejse fra Sankt Petersborg til Istanbul, bl.a. for at undersøge i hvor høj grad vikingerne tog kristendommen med sig til Norden fra Byzans, så bliver vi også taget med på en teologisk og kirkehistorisk rejse. Jeg er nærmest militant ateist, men jeg nød at følge med Frank ned ad de mægtige russiske floder og læse hans teologiske betragtninger undervejs.

‘Min vej til vikingernes Byzans’ blev mig anbefalet af en låner på mit bibliotek, og det er jeg hende taknemmelig for. Det var ikke en bog, jeg af mig selv havde fået læst, tror jeg, og det havde været en stor skam. I ny og næ er det godt at blive udfordret lidt.

For et par år siden begyndte jeg at lytte til podcasten ’The Curious Cases of Rutherford and Fry’ og faldt pladask for den sjove, begavede og uprætentiøse matematiker Hannah Fry. Sammen med sin makker Adam Rutherford giver hun et indblik i videnskab, matematik, dinosaurer og alle mulige emner. Alt sammen formidlet med overskud og et skarpt blik for, at videnskabelige analfabeter som jeg skulle kunne forstå emnet og blive klogere.

Samme flair for formidling udviser Fry i ‘Hello World – How to be Human in the Age of the Machine’, hvor hun med sikker hånd viser os, hvordan algoritmer og matematik på godt og ondt påvirker vores liv i højere og højere grad.

‘Hello World’ minder mig lidt om Cathy O’Neils ‘Weapons of Math Destruction – How Big Data Increases Inequality and Threatens Democracy’, men den er mere charmerende og Frys evne som formidler skinner virkeligt igennem.

Apropos god formidling, så er der nok en Fry med på listen over anbefalet læsestof. Denne gang mageløse Stephen Fry (ingen relation til Hannah i øvrigt) og hans fremragende ’Mythos’. Stephen Fry genfortæller i ’Mythos’ med typisk vid og lune en række af de gamle græske myter og sagn. Jeg elsker Stephen Fry og kan kun anbefale ’Mythos’.

Ingen anbefaling fra min hånd er komplet uden Philip Kerr og Lee Child.  Der skal også være plads til lidt underholdende spændingslitteratur, ikke mindst i sommerferien.

Kerrs allersidste bog er den nyligt udkomne ’Metropolis’, og er en del af ’Berlin Noir’-serien. Som altid følger vi berlinerdetektiven Bernie Gunther. Denne gang er vi dog helt tilbage i 1928, og nazisterne er endnu ikke kommet til magten, men man aner uvejret i horisonten. Kronologisk er ’Metropolis’ den første bog i serien og det er her fundamentet lægges til den kyniske, småfordrukne Bernie Gunther, vi møder i ’Martsvioler’. På sin vis er det en fin sløjfe, Kerr her får bundet på serien.

‘The Midnight Line’ er den 22. bog i serien om actionhelten Jack Reacher og er just udkommet på dansk under titlen ’Under dække’. En pantsat West Point-ring sætter lavinen i gang og fører vor mand Reacher ud i skumle og gedulgte hjørner af America. ’Under dække’ er en typisk Reacher-bog, men der er to ting, der skiller den lidt ud fra resten af serien. Indledningen er nok den bedste Lee Child endnu har skrevet, mens selve kernehistorien er ganske hjerteknusende.

Begge bøger er i øvrigt imponerende godt oversat af hhv. Ole Steen Hansen og Jakob Levinsen. De har vanen tro gjort et godt stykke arbejde med at ramme den særlige tone i Kerr og Childs bøger.

Mikkels tips til sommerferielæsning 2019

Sidste sommer havde jeg et Young Adult-projekt kørende med Josephine (da 15). Det skal vi nok ikke i år. Det var nu ellers ret hyggeligt. Jeg fik læst både Hunger Games-trilogien, et par fine, men hurtigt glemte titler og så David Benioffs ‘Tyvenes by,’ som er min ny standardanbefaling, når folk beder om læsetips. Min søde kæreste lod sig overtale og kan bekræfte, at den er voldsomt god. Josephine ligeså. Min tidligere anbefaling var i øvrigt Emily St. John Mandels ‘Station 11,’ og den holder stadig. Se også medblogger Ries tidligere meget fine skriverier.

Jeg har fået læst en del skønlitteratur på det seneste, og det har været herligt! Jeg har en tendens til at falde i faglitteratur alt for meget, men nu skal jeg holde mig i det gode spor. Samtidig er jeg nået dertil i min omfattende begynder-læsning om buddhisme og stoicisme, at jeg skal have operationaliseret det ud i en mere systematisk praksis med min uundværlige bullet journal i centrum. Okay, det lød vildt djøffet ☹ Jeg er mest til store proklamationer og totale omkalfatringer, men denne gang tror jeg, jeg vil gå mere inkrementelt til værks. Til det formål har jeg indkøbt en fin bog om den japanske Kaizen-metode. Kaizen er oprindeligt en effektiviseringsmetode til industriel produktion, men har spredt sig derfra, og handler banalt set om kontinuerlige, små forbedringer. Den glæder jeg mig meget til. Jeg er kommet til at købe to faktisk.

For to uger siden var der et spørgsmål i bibliotekernes litteraturformidleres Facebookgruppe om gode litterære citater om Afrika. Jeg blandede mig med mindet om én af novellerne i Peter Høeghs ‘Fortællinger om natten,’ så jeg lånte den på eReolen og begyndte at bladre hurtigt igennem. Jeg skal SÅ meget genlæse tidlig Peter Høegh, kan jeg mærke! ‘Fortællinger om natten’ og ‘Forestillinger om det tyvende århundrede.’ Retrooooo!

Slutteligt skal jeg på jagt i min Kindle efter ulæste titler. Jeg fornemmer, der ligger nogle fra de sidste to års New York Times bestsellerliste ganske urørte og glemte. Jeg har en indrømmelse. Jeg er ikke altid helt klar over, hvad jeg køber til min Kindle. Faktisk gik jeg ind på Amazon for at købe Kaizen-bogen, og så var der en lille notits om, at jeg allerede havde købt den. Det kan jeg overhovedet ikke huske. Måske bogshopper jeg i søvne? Anyway; Celeste Ng’s ‘Little Fires Everywhere.’ og Gail Honeyman’s ‘Eleanor Olyphant Is Completely Fine’ ligger der i al fald. Begge er i mellemtiden oversat til dansk, men det er der jo ikke noget at gøre ved.

Jeg har åndssvagt travlt med at lukke 1.000 ting ned inden ferien, men jeg tror, det lykkes, og jeg glæder mig meget til sommerferie og dovne læseformiddage i haven. God sommer!

Portræt af en dimittend der læser

Alexander Hall Kristensen er 24 år og nybagt cand. mag i Engelsk. Jeg er 42 år og snart nybagt indehaver af en diplomuddannelse i karrierevejledning. Hvis alt flasker sig. 

Engang læste jeg Litteraturvidenskab, og jeg var så heldig at få lov til at arbejde med læsning og biblioteker, da jeg blev færdiguddannet. Nu føler jeg mig heldig, når karrierevejledning og litteraturformidling kan smelte sammen på helt organisk og magisk vis. Det er det, der sker her!

Alexander kunne godt tænke sig at arbejde på et folkebibliotek. Gennem en fælles bekendt fik han mit navn og inviterede på en kop kaffe, hvor jeg kunne få lov til at pludre og pladre om folkebibliotekers litteraturformidling OG legekarrierevejleder.

Næste naturlige skridt var, at Alexander skulle være gæst i ”Portræt af en læser”-serien. Her har I ham. Der er Troldepus, Foucault og Auster for fulde gardiner og kloge tanker om læsningens betydning for menneskeheden i fremtiden.

Samtidig varmer Alexander op til mit blogindlæg om Årets Top Tre ved at fortælle om sine bedste læseoplevelser i det forgangne år.

Alexander om læsning

Lisbet: Hvad er dit første minde om læsning?
Alexander: Det er nok højtlæsning fra Troldepus-bøger af min far. Han var rigtig god til at gøre historien levende for mig, og han blev heldigvis ved, indtil jeg blev ældre, og læste de første par Harry Potter-bøger op. De første læseminder, hvor jeg selv skulle læse, er relateret til lektier fra skolen, og der var det desværre en pligt mere end en nydelse.

Lisbet: Hvem lærte dig at læse?
Alexander: Jeg fangede ret hurtigt læsning i folkeskolen, så det føles ikke forbundet med nogen person, men bare den proces det er at gå i skole.

Lisbet: Hvad var din største læseoplevelse som barn?
Alexander: Det har taget mange år for mig at nå dertil, hvor læsning, især af skønlitteratur, kan betyde noget for mig. Jeg er stadig ikke særlig god til at fordybe mig i fortællinger. Det var først i gymnasiet, hvor litteratur fik kontekst fra historie, kunst og kultur, at jeg kunne se en mening med det, der ikke bare var bundet i underholdning. Jeg lærte, at litteratur er vigtig for at forstå verden.

Min første betydningsfulde læseoplevelse, der står meget klart for mig, er fra 8.-9. klasse, hvor jeg fik min egen bærbare computer og brugte mange timer på Wikipedia. Pludselig var læsning informationssøgning og en måde at forstå verden på, kun begrænset af min nysgerrighed og vilje til at forstå mere. Så bred læsning af faglitteratur har faktisk haft den største indflydelse på mig.

Lisbet: Hvad har dit studie på universitetet betydet for dine læsevaner?  
Alexander: Jeg er først for nylig trådt ud afdet danske uddannelsessystem. Det betyder, at læsning for mig stort set har været lektieorienteret i 18 år.

Nu, for første gang som 24-årig, kan jeg læse bøger helt uden en følelse af, at min energi bør bruges på det, der kræves, at jeg får læst og forstået. Nu kan jeg tage Charles Dickens i mit eget tempo og ude et præskriptivt formål, hvilket gør læsning til en helt anden oplevelse. Det bliver på tekstens og mine præmisser, ikke min undervisnings.

Studiet har lært mig, hvordan man læser kritisk og reflekteret. Historier kommer et sted fra, folk fortæller dem af en grund. Litteratur er et spejl, der viser os den verden, vi lever i, måske på måder vi ikke var klar over fandtes. Hvis man læser, så er det et aktivt forsøg på at forstå verden og de mennesker, der lever i den, og det er en læsevane, jeg vil anbefale alle.

Lisbet: Hvad er dit bedste læsested?
Alexander: Det er forskellige steder i min lejlighed; sengen, sofaen, ved spisebordet. I virkeligheden er stedet ikke så vigtigt, så længe der er ro, og jeg kan sidde i samme stilling i lang tid. Hvad der er vigtigere end sted, er tid. Jeg vil have, at jeg kan læse i det omfang og med den hastighed, der kommer naturligt. Jeg er ret detaljeorienteret, når jeg læser, hvilket gør processen en smule langsom. Jeg tøver meget med at springe videre fra en sætning, hvis den ikke giver mening. Og det skal der være tid til.

Lisbet: Hvem er dine tre yndlingsforfattere?
Alexander: Faglitterært er det Roland Barthes, Michel  Foucault og, hmm, nok Homi Bhabha. Jeg specialiserede mig mere eller mindre i Barthes essay ”Forfatterens Død” på universitetet og brugte dets syn på læsning og meningsdannelse til det meste af mit studie. Det holder aldrig op med at være relevant, hvem, vi tror, kan bestemme, hvad en tekst betyder.

Opslag fra en alvorlig bog.

Foucault og Homi Bhabha er begge kilder til topniveauet af kritisk tænkning og forståelse for den menneskelige oplevelse.

Skønlitterært følger jeg ikke forfattere særlig tæt eller trofast, men holder af bøger enkeltstående. Et par highlights er Charles Dickens A Tale of Two Cities, som bare kan det hele – humor, eftertanke og dybtfølt kærlighed, og Paul Austers City of Glass og Nicole Krauss’ A History of Love, som jeg begge skrev speciale om.

Som du måske kan fornemme, gør jeg mig ikke synderligt meget i dansk litteratur, for det mødte jeg ikke noget afpå engelskstudiet. Det håber jeg dog på at gøre noget ved, haha.

Lisbet: Hvad har været dine bedste læseoplevelser i 2018?
Alexander: Den førnævnte The History of Love tager nok den plads. I forlængelse af studiet, hvor jeg gik og havde mange spørgsmål omkring sproget, sådan i det abstrakte, og dets rolle i menneskers liv, var den en kilde til håbet om, at vi kan godt komme hinanden ved. Selvom sproget grundlæggende er fejlagtigt, fordi alle kan tolke den samme bog, de samme ord forskelligt, så er vi ikke så isoleret fra hinanden trods misforståelser og mistolkninger. Man skal bare være klar over, hvad god kommunikation betyder, og være reflekteret omkring den variation, der findes i menneskers oplevelse af sproget. Så kommer man langt.

En moderne klassiker

Lisbet: Hvad ligger på dit natbord lige nu?
Alexander: Lige nu læser jeg The History of Sexuality af Michel Foucault, som er svær og interessant, og jeg skal også videre med min første gennemlæsning efter studiet af Tale of Two Cities. Som sagt, nu hvor jeg kan tage den i mit eget tempo og fordybe mig, er oplevelsen helt anderledes.

Lisbet: Hvad gør du for ikke at blive forstyrret i din læsning?
Alexander: Jeg prøvede i lang tid at bruge musik for at skabe stilhed. Idéen var, at ”støj”, som er forudsigeligt i modsætningen til lyden af bilerne på gaden udenfor, er nemmere at abstrahere fra. Jeg fandt så ud af, at hvis musikken inkluderer sang, bliver min hjerne distraheret af ordene. Så nu bruger jeg enten hvid støj, binaurale beats, som man kan finde påYouTube, eller klarer mig uden. Det, der forstyrrede mig mest før i tiden, var det indre pres til at nå det hele, ofte mange flere sider end jeg kunne tygge mig igennem. Uden det, er det blevet nemmere.

Lisbet: Hvad tror du, at læsningen kommer til at betyde for os mennesker i fremtiden?
Alexander: Jeg ser helst, at det bliver mere og mere en kilde til kritisk tænkning. Med sociale medier og en generelt hurtig hverdag med mange indtryk og informationer, kan det være svært at holde styr på det hele og tænke lige kritisk hver gang.

Som altid skal litteratur få os til at tænke, og allermest vigtigt: få os til at tale sammen. Der er så meget at lære af hinandens tolkninger, forståelser og oplevelser. Dine medlæseres perspektiver er i virkeligheden lige så vigtige for dig som selve bogen, du har læst. I har måske læst ord på sider indbundet med den samme titel. Men der er alligevel kommet en hel bog ud af det i den anden læser, som du ikke har læst. Og den er vigtig også at forstå.

Litteratur er i grunden bare kommunikation af historier eller information, men kommunikationen stopper ikke på den sidste side.

Flere portrætter
Hvis du vil dykke ned i flere læserportrætter, så er der efterhånden lidt at vælge imellem: Piger og drenge, kvinder og mænd, unge og gamle.

Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en læser i nulte

Portræt af en læser i nulte

Der sker meget, når man begynder i skole. Der er nye venner, nye voksne og masser af oplevelser. Også med Gyserslottet. Det hedder det system, som 0. A på Skolen ved Bülowsvej bruger, når de skal lære bogstaverne. M for Mumie. V for Vampyr. A for amøbe. Det er da noget sejere end Søren og Mette!

Jeg har lavet endnu et stærkt subjektivt vinklet, 100 procent uvidenskabeligt interview med Aske, der nu er seks år gammel og fortsat voldsomt indoktrineret af sin læseinteresserede mor. Han er så småt ved at fange det der med, at bogstaver kan blive til ord. Det er magisk for ham. Han griner, når b og o bliver til bo. Må det blive ved på den måde. Amen.

Hele familien nyder, at vi nu er gået over til lidt mere avancerede højtlæsningsbøger såsom Morten Dürrs Robotten kan skide. Killer-titel, ikke sandt?

Læs med og få flere boganbefalinger fra Aske, der mest af alt elsker sine Minecraft-bøger og bliver ved med at spørge, om jeg har købt nogle nye bøger på biblioteket. ”LÅNT!” siger jeg. Men det siver ikke ind.

Minecraft-bøgerne fandt vi på dette års BogForum til den rørende pris 100 kr. for to.

Lisbet: Hvordan er det at lære at læse?
Aske: Det er sjovt. Jeg synes, jeg er godt på vej. Jeg kan godt lide opgaverne.

Lisbet: Hvad tror du, du vil læse, når du altså har lært det?
Aske: Alt muligt. Bøger med kapitler. Nelsons jul!

Nogenlunde realistiske Nelson og gennemfiktive Bimse er klar til julelæsningen 2018.

Lisbet: Hvordan synes du, det var at være på skolebiblioteket?
Aske: Der var en bog, jeg kendte. Der var spændende bøger. Man måtte gerne læse i nogle af dem. Der var noget rigtig smart: På de bøger, vi måtte låne, var der prikker i forskellige farver. Så når man skulle sætte dem på plads, så var det nemt at finde den rigtige kasse.

Lisbet: Hvad synes du om lydbøger?
Aske: De er hyggelige og spændende at lytte til. Jeg kan godt lide Troldeliv og Ulvemand. Det er mine yndlingslydbøger.

Lisbet: Jeg ved, at du har set Historien om den kæmpestore pære i biografen. Hvad synes du om lydbogen?
Aske: Den er alt for kort. Der er noget, der ikke passer.

Lisbet: Er der nogen i din klasse, der allerede kan læse?
Aske: Nej, men der er en fra en af de andre 0.klasser, der kan. Det er Hannibal. Han er den eneste på 0. årgang, der kan læse. Det er ufatteligt!!

Lisbet: Hvad for nogle lege, kan man lave med bogstaver?
Aske: Man siger et bogstav, og så skal den anden gætte, hvad man tænker på. Man får ti forsøg. Den, der først får 10 point, har vundet.

Lisbet: Hvornår tror du, at du lærer at læse?
Aske: I 1. klasse.

Bimse one more time og noget mere moderne.

Bogtips
Her er et udpluk af de serier og titler, der hitter hjemme hos os i dette efterår.

Gode gamle Kaptajn Bimse og Goggeletten af Bjarne Reuter kan stadig noget særligt.

Bøgerne om Nelson og hans kaotiske familie skrevet af Line Leonhardt er nutidige, gakkede og sjove med skarpe tegninger af Palle Schmidt.

Robotten kan skide af Morten Dürr er AI fortalt for børn i indskolingen. Skræmmende, dystopisk og actionmættet.

Rædsomme Rune og hans ulidelige bror Perfekte Peter er intet mindre end skønne. For er der noget mere ulideligt end artige og høflige børn. De skal ned med nakken, skal de!
Serien er skrevet af Francesca Simon og illustreret af den uforlignelige Tony Ross, hvis humoristiske streg vi blandt andet kender fra Den Lille Prinsesse. Bonustip: Rædsomme Rune hedder Horrid Henry på engelsk. Her kan du lære at tegne ham.

Flere portrætter
Hvis du vil læse flere læserportrætter, så er der efterhånden lidt at vælge imellem:

Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser

Under Overfladen – et krimieventyr

Skibsvrag, dybe familiehemmeligheder og pandemiske sygdomsudbrud er blot nogle af ingredienserne i Claus Lohmans nyeste krimi.

Claus Lohman er kendt for at skrive videnskabskrimier og har haft stor succes med trilogien om retsgenetikeren Sarah Bermann. Men hvor det videnskabelige har en dominerende og central rolle i ’Genstart’ og de andre Gen-bøger, så er ’Under overfladen’ mere eventyrlig og underholdende. Her er det mysteriet, det handler om, mens det videnskabelige element er krydderiet.

Og det er en opskrift, der virker!

’Under overfladen’ er en smuk bog og man er ikke i tvivl om, der er dømt eventyr og grumme fare.

Siden jeg var knægt, har jeg haft en stor forkærlighed for action-eventyr, hvad end det nu er på film eller i bogform. Noget af det første, jeg rigtig husker i den genre, var filmen ’Hæv Titanic’, der var baseret på en bog af Clive Cussler. En forfatter, jeg efterfølgende har haft stor glæde af.

Og Lohman minder mig om en lidt mere alvorlig udgave af den gode Cussler. Vi starter som i mange af Cusslers bøger også med en tur i bølgen blå i ‘Under overfladen’ og bogens store twist sker ligeledes til havs. Tempoet er dog mere adstadigt og har mere fokus på mysteriet og personudvikling end action. Der er samme glæde ved fortidige mysterier, der er den nærmest diabolske fortællelyst og en evne til at strikke en seriøst underholdende historie sammen, men hvor Cussler har meget store armbevægelser, er Lohman mere realistisk og afdæmpet.

Efter fundet af et skibsvrag, begynder historien stille og rolig at folde sig ud. Den ene hovedperson, den arkæologistuderende freelancejournalist Emma Fitzgerald, kommer i spil i kraft af sit virke som journalist, mens den anden, virologen Martin Henderson, forsøger at finde en kur for den dødbringende variant af Den Spanske Syge, der hærger New York. Alt sammen, mens usete hænder styrer de to i retning af hinanden og en stor skat. En større historie med rødder til Martins barndom er nemlig sat i gang med fundet af vraget af Seagull og det går ikke stille for sig.

Det varmer mit hjerte at se biblioteket spille en lille, men vigtig rolle for Emmas virke.

Lohman rammer en fin balancen mellem at formidle viden – som jeg har en mistanke om, i virkeligheden er det, han brænder for – og fortælle en god historie. Lohman er skolelærer, så det giver mening at underholde læserne med en fængende fortælling, samtidig med, han forsøger at gøre os klogere. Det fungerer i hvert fald fint, og som læser tænker man ofte ”der kan man bare se”, når Lohman gennem eksempelvis Martin og hans kolleger giver os indsigt i vira, influenza og andre jævnt skræmmende ting.

Det eneste, jeg har at udsætte på ’Under overfladen’ er de til tider lidt stive replikker. Det er naturligvis subjektivt og en smagssag, men her og der føles karaktererne mere som forfatterens talerør end som levende væsner. Det er dog en lille ting, for historien er spændende og gribende, og det er immervæk det vigtigste for en bog i denne genre.

’Under overfladen’ er første bind af i alt tre planlagt om Emma Fitzgerald og Martin Henderson. Derfor er det ikke overraskende, at vi bruger en del tid på at etablere karaktererne, lære dem at kende og få dem ført sammen. Det trækker her og der tempoet lidt ned, men jeg tænker, der er skabt et nyt, stærkt krimimakkerpar, og jeg glæder mig til at følge de to på deres næste eventyr.

For god ordens skyld vil jeg lige her til slut indskyde, jeg kender Claus Lohman ganske godt fra mit virke i det fynske, men det er ikke kun derfor, jeg glæder mig til de næste bøger i serien.

Boginfo

’Under overfladen’ af Claus Lohman, 340 sider, Forlaget Aronsen, 2018.

 

 

En gotisk dobbeltanmeldelse

Det var en mørk og stormfuld nat … Det er en sætning, vi har mødt mange gange, ikke mindst hos Nusser i Radisserne, men det er også en sætning, der opsummerer gotisk litteratur ret godt.

Det handler nemlig om melodrama, følelser og rædsel. Oftest på en næsten overdreven måde. Man må med andre ord godt svinge med den store emotionelle pensel som gotisk forfatter. Det hører sig faktisk til. Hvis du elsker alt, der bare er for meget, anbefaler vi en god dosis gotik. Jan har det sådan med sin kaffe, og Mikkel med opera og Othello-lagkage!

Gotik har sit navn fra arkitekturen – domkirkerne i Roskilde og Aarhus er gotiske bygningsværker – men betyder i litterær sammenhæng dybest set romantik med stærke elementer af uhygge. Romantikken var en modreaktion på rationalismen, og bygger på ideen om, at følelserne er det centrale i livet, ikke fornuften. Verden er med andre ord subjektiv, ikke objektiv og mennesket er i sine følelsers vold. Krydrer man det med liberale doser uhygge og gru plus et knivspids sindssyge, så har man gotisk litteratur.

Kort fortalt.

Normalt regner man Horace Walpoles ’Slottet i Otranto’ fra 1764 som den første gotiske roman, og siden fulgte bl.a. evigtgrønne ’Frankenstein’ af Mary Shelley, noget nær alt af Edgar Allan Poe og selvfølgelig Bram Stokers ’Dracula’.

Der ligger også i den gotiske litteratur et opgør med klassiske dyder og værdier. Ikke mindst de typiske katolske om det gode, onde og muligheden for frelsen.  Det tætteste, man i en gotisk roman kommer det evige liv, er at blive muret inde i en mur på sit familieslot af en bindegal slægtning. Der er med andre ord ikke meget Disney over gotikken.

R&Å.jpg

Målet for denne dobbeltanmeldelse – ‘Randvad’ og ‘Åndemanerne’

Det er der heller ikke over vore to anmeldte bøger. Begge værker er i kernen gotiske; de er uhyggelige og har følelser og mystik i centrum. Og så er de for meget – på den gode måde.

Og, kan vi godt afsløre, ender ikke nødvendigvis godt for hovedpersonerne.

Mikkel anmelder ’Randvad’

Randvad1

‘Randvad’ er en smuk bog – ikke mindst omgivet af kaffe

”Gotisk krimi” står der på forsiden af den smukke ’Randvad’ fra H. Harksen Productions, og selvom krimier lader mig ret kold, så er jeg fan af alting gotisk. Mit livs tragedie er, jeg er blevet for gammel til at give den som teenage emo goth. NB: Hvis du ikke er sikker på, hvad emo og goth er, er du også for gammel 😊 Martin Wangsgaard Jürgensen har flere værker bag sig, mens Jacob Holm Krogsøe er en god og latterligt dygtig kollega fra Randers, der debuterer her. Han gæstebloggede faktisk her engang om tegneserier.

Lad os først adressere den enorme gorilla i lokalet. De to herrer kan edderhyleme deres Lovecraft, men det er en god ting. H.P. Lovecraft er selvfølgelig den amerikanske, miskendt-i-sin-samtid horror-gud, der mestendels er kendt for ’The Call of Cthulhu’ og ‘At the Mountains of Madness’. Sidstnævnte var lige ved at blive en stor Hollywood-produktion for et par år siden med Guillermo del Toro i instruktørstolen, og Tom Cruise i hovedrollen. Planerne kuldsejlede, da filmstudiet insisterede på en familievenlig rating, hvilket bare er ustyrligt morsomt!

Lovecraft og Randvad

Lovecraft og ‘Randvad’ – ansigt til ansigt

I Lovecrafts horror er mennesket en myg på væggen i evighedens og galaksens uforståelige rædsler. Når han (og det er ”han;” der er aldrig kvinder med) forstår, hvad der foregår, fører det som oftest direkte til vanvid, for uhyggen er for stor, og universet for enormt og fyldt med gamle guder, der drikker din sjæl. Og sådan noget. Fungerer Lovecraft så i Sønderjylland? Før ville jeg have klukket bedrevidende og rystet overbærende på hovedet, men jeg er blevet omvendt. Det gør han faktisk i hænderne på de to forfattere, men tilbage til starten.

Vores hovedperson får en detektivopgave, der ender med at sende ham til den sønderjyske landsby Randvad. Han skal prøve at finde ud af, hvad der egentlig skete med opgavegiverens ældre slægtning, historikeren, der forsvandt sporløst dér i slutningen af 19. århundrede i følgeskab med en yngre kunstner. Vi lærer ikke så meget om vores hovedperson, og det er egentlig ganske lovecraftsk også. Det er ikke så vigtigt. Der er større ting i spil. Vores hovedperson kommer i besiddelse af en dagbog fra den forsvundne historiker, og den første del af efterforskningen foregår på klassisk vis på bl.a. Det Kongelige Bibliotek. Overhovedet er det typisk, at hele romanen for så vidt kunne foregå for halvtreds år siden bortset fra en løsrevet sms her og dér.

Kendere vil klappe begejstret i hænderne, når hovedpersonen når til Randvad, og Lovecrafts klassiske gys ’Shadows over Innsmouth’ genopføres på den lokale kro. For ikke-kendere er det hele stærkt foruroligende, mens mystikken breder sig, og håndfladerne bliver klamme, som hovedperson for alvor kommer på sporet af historikeren og kunstneren, og vi fornemmer, det måske nok er den værste idé nogensinde. Krydsklip mellem fortid og nutid fungerer effektivt, mens det bliver klart, at hvad der end er galt i Randvad, har det været der længe.

’Randvad’ arbejder effektivt med stemning, og forfatterne er af den gode skole, hvor man ikke mener, uhygge er en funktion af mængden af bestialske scener. Den er obligatorisk pensum for horror-fans af den klassiske overbevisning og en glimrende introduktion for nybegyndere.

Jan anmelder ’Åndemanerne’

Åndemanerne.jpg

Smuk er ‘Åndemanerne’ ikke, men der er dælme dømt gys og gru for alle pengene.

Da Mikkel spurgte, om vi med udspring i den gotiske roman ’Randvad’ skulle lave en af de efterhånden kendte Bogsnak-dobbeltanmeldelser, så gik jeg på jagt i min bogreol efter Martin Wangsgaard Jürgensens debutroman ’Åndemanerne’. Godt nok er den ikke helt ny – den er fra 2014 -, men den er som ’Randvad’ en gotisk roman udgivet på H. Harksen Productions, og det giver god tematisk mening at kigge på både Krogsøes og Wangsgaard Jürgensens debuter ud i det gotiske.

Wangsgaard Jürgensen er uddannet som middelalderarkæologi og driver bloggen Fra Sortsand, der beskæftiger sig en hel del med horror, og man mærker både dybden af viden og kærligheden til horror og vor mere mørke fortid, når man læser ’Åndemanerne’.

’Åndemanerne’ er struktureret i 12 kapitler, der nærmest er små afsluttede fortællinger – eller noveller, om du vil -, hvilket giver bogen et særligt tempo og et fortællemæssigt særpræg, der passer virkelig godt til både det gotiske og til horror i al almindelighed.

Den korte novelle form er generelt god til horror, mens den længere roman giver muligheder for at udfolde en historie bedre, men nogle gange taber lidt dampen undervejs. Ved at vælge en mellemting i ’Åndemanerne’ får vi det bedste af begge verdener, og det virker. Historien drager, pointerne eksemplificeres og vores nysgerrighed vækkes og fastholdes.

Handlingsmæssigt følger vi vennerne Marie, Matthias, Samuel og Søren fra deres spæde ungdom til deres … ja, lad os bare sige, gamle bliver de ikke. Men undervejs udsættes de for alverdens uhyggelige og dystre oplevelser. Der er skelsættende ungdomsoplevelser, skumle huse, gruopvækkende rejser og, naturligvis, en nådesløs afslutning. Selve handlingen er måske ikke så interessant, som de billeder Jürgensen formår at male på ens indre lærred. En følelse af gru og ubønhørlig undergang vokser og vokser i maven på læseren undervejs, indtil den passende horrible afslutning. Det er godt håndværk, og Wangsgaard Jürgensen skal have stor cadeau for sine evner som forfatter.

Det er på mange måder en virkelig grum bog, men ikke overdreven grafisk eller splatteragtig. Der er blod, kannibalisme, sex og andet godt, men sproget og tonen giver en fornemmelse af ubehag og rædsel, ikke chok. På mange måder er ’Åndemanerne’ et klassik eksempel på en bog i den gotiske genre. Den er uhyggelig, stemnings- og følelsesrig, samt gør op med den gode smag.

Det eneste, jeg virkelig ikke kan lide ved bogen, er forsiden. Den er hæslig – ikke mindst sammenlignet med den smukke, grønne hardcover forside på ’Randvad’. Men man skal virkelig ikke dømme en bog på dens cover. Har du mod på at læse en gotisk roman, så er ’Åndemanerne’ et godt sted at starte. Også hvis du bare har lyst til at læse en god horror roman.

Links

Gotik i Den Store Danske.

Den Gotiske Roman på Litteratursiden.

Boginfo

’Randvad’ af Jacob Holm Krogsøe og Martin Wangsgaard Jürgensen, 233 sider, H. Harksen Productions, 2018.

’Åndemanerne’ af Martin Wangsgaard Jürgensen, 228 sider, H. Harksen Productions, 2014.

Oversete bøger og forfattere og hvorfor “løn som forskyldt” ikke altid holder i byretten

Det kan dårligt komme bag på nogen, at jeg for øjeblikket er på barselsorlov og derfor er hjemme de fleste dage for at passe min lille datter på snart 8 måneder.

Omend meget af tiden går med bleskift, at lave mos af økologisk frugt og grønt, vask og skold af sutteflasker og andre helt ufatteligt spændende opgaver sniger der sig også tid ind til at læse bøger. Ikke i samme grad som før jeg fik min datter….slet ikke i samme grad som før, men litteraturen kan ikke undværes herhjemme i lejligheden på Nørrebronx…..om alt går vel ender min lille datter med også at blive en læsehest når hun bliver ældre.

Sidste år stiftede jeg bekendtskab med en bog af forfatteren Per Lau Jensen, der havde skrevet en bog om et liv med hunde og en rejse til Spanien med et par behårede venner med på slæb. Ganske glimrende bog, for øvrigt, der også er anmeldt på bogrummet.dk, hvor denne boggnasker også anmelder bøger under pseudonymet “newyorkcitygirl“.

Tidligere i 2018 udkom så Per Lau Jensens seneste bog, en roman, der har fået titlen “Drømmepiger og dragehoveder”. Jeg kan allerede nu afsløre, at det er en rigtig fin og god bog, som har fået alt for lidt opmærksomhed i forhold til hvad både bog og forfatter fortjener.

Eftersom bogen er så glimrende synes jeg kun det vil være passende, at lægge en anmeldelse af bogen op her på bogsnak i håbet om, at andre måske også har lyst til at læse bogen:

Er I klar?

Godt så.

Her er anmeldelsen af “Drømmepiger og dragehoveder” af Per Lau Jensen.

I slutningen af 1960´erne og begyndelsen af 1970´erne var der stadig dømt hippie-tid i Danmark. Det var dengang vildskab var lig med en boret Puch (hvor kikset ville det lige være for en teenager i dag?) og landets teenagere lyttede til Led Zeppelin eller Deep Purple.

Tre drenge ved navn Mogens, Bo og Rolf – eller Mo, Bo og Ro, som de kaldes i romanen – vokser op sammen og har vel egentligt det man kan kalde et helt almindeligt liv og et almindeligt venskab til hinanden med de roller alle nu engang får tildelt i venskabsrelationer. Almindeligt venskab indtil en af drengene pludselig trækker sig fra venskabet og tingene ændres.

40 år senere er drengene blevet til modne mænd, der alle lever rimeligt priviligerede liv som forfattere. Mange ting har ændret sig siden de var teenagere – og ikke kun det faktum, at de alle er blevet lidt grå i toppen. Noget, der ikke har ændret sig synderligt er de gamle magtstrukturer fra kammeratskabet dengang, og alle der har passeret de 40 ved, at det ikke altid er lige kønt når disse magtstrukturer viser sig igen efter mange år.

De fire (nu modne) mænd mødes efter 40 år, hvor de holder en uges ferie i en villa i Portofino. Det, der lyder som en rar ferie med folk fra gamle dage viser sig kun at være delvist skønt og hyggeligt eftersom gamle minder – og en gammel hemmelighed fra dengang – kommer op til overfladen.

”Drømmepiger og dragehoveder” er en rigtig fin og god bog, som tegner et billede af 1960´ernes og 1970´ernes Danmark – og det er interessant for en som mig, der er født i 1977 og derfor ikke husker 1970´erne særlig tydeligt og kun kender 1960´erne fra fotos, historiebøger eller fra fortællinger fra mine forældre.

Udover at være en tidstypisk roman er det – i endnu højere grad – en bog om venskaber, relationer mellem mennesker og om hvordan alting ændrer sig over tid.

Man kan sige, at romanen måske ikke gør noget stort væsen af sig, men det er også en del af bogens styrke: det er en stærk og medrivende hverdagsfortælling, som jeg synes er både velskrevet og spændende. Jeg synes, at Per Lau Jensen er klog på mennesker og at han med ”Drømmepiger og dragehoveder” har bedrevet en roman, som indtil videre er en af de bedste bøger jeg har læst i 2018.

”Drømmepiger og dragehoveder” får fire store stjerner med på vejen – og så håber jeg, at der er mange andre, der også har lyst til at læse denne meget fine bog.

Kazuo Ishiguro og forårets komme…

Så kom foråret endelig til Nørrebronx – og hvad er så mere oplagt end at tage en bog med ud i solen og læse?

Nu hvor uddelingen af Nobels litteraturpris er udskudt til næste år må man jo tage til takke med at læse en roman eller to af sidste års vinder, nemlig den britiske forfatter Kazuo Ishiguro. En eller anden læser håber jo snart på, at Philip Roth snart tildeles den eftertragtede pris….

Jeg har for nyligt givet mig i kast med et par af Ishiguros romaner, som jeg ikke havde læst før, blandt andet “Slip mig aldrig”. Det er der kommet denne anmeldelse ud af:

Jeg ved ikke hvordan han bærer sig ad, den gode Kazuo Ishiguro, men med ”Slip mig aldrig” har han bedrevet endnu en pageturner af en roman, der næsten efterlader læseren åndeløs og i den grad formår at fastholde læserens interesse fra første til sidste side.

Vi befinder os – som i alle Ishiguros romaner – i nutidens England.

Romanens hovedperson og fortæller er Kathy, der er i starten af 30´erne og på overfladen ser ud til at føre sig et ganske normalt – og egentligt ganske kedeligt – middelklasseliv. Hendes barndom er dog ikke helt almindelig, for hun er opvokset på Hailsham, der er en institution (eller børnehjem, men institution lyder måske lidt pænere), der ligger langt ude på landet.

Det lyder måske ikke slemt med et børnehjem hvis man tænker, at barnet er blevet fjernet fra en dysfunktionel familie, hvor barnet ellers ville være blevet vanrøgtet, men det viser sig, at Hailsham ikke nødvendigvis har været et helt ideelt sted for børn at opholde sig.

De børn, der boede på Hailsham blev nærmest over-beskyttet og bildt ind, at lige netop de var noget helt særligt. Af denne grund blev de noget nær isoleret fra omverdenen, hvilket ikke er så optimalt set i lyset af at børn jo bliver voksne og gerne skulle ende med at kunne begå sig blandt andre mennesker ude i den såkaldt normale verden (hvad ”normal” så end betyder).

Efter hun er fyldt 30 er Kathy begyndt at tænke over hvorfor hun og de andre børn i virkeligheden befandt sig på Hailsham og ”Slip mig aldrig” er fortællingen om hvordan Kathy, Ruth og Tommy er nødt til at se fortiden i øjnene og genoverveje om deres barndom på Hailsham nu også var så idyllisk og fantastisk som stedet ville have dem til at tro. Har hjernevasken af børnene virket eller kan man som voksen skifte mening om den barndom man har haft?

”Slip mig aldrig” er på bogens bagside beskrevet som en moderne klassiker om kærlighed, tab og skjulte sandheder – og det synes jeg faktisk er en meget rammende beskrivelse. Jeg vil dog også tilføje, at det er et psykologisk højspændt drama og en meget rørende roman, der indeholder nogle meget solide personportrætter og giver et godt indblik i hvordan det må være at indse, at man på nogle punkter har levet på en løgn. Det er også en fortælling om, at man på et tidspunkt må gøre op med fortiden for at kunne komme videre med sin tilværelse og blive et helt og voksent menneske.

Jeg synes, at denne bog er aldeles fremragende. Det er en roman, hvor jeg ikke kan finde på en eneste dårlig ting at sige: bogen er tidstypisk, velskrevet, gennemarbejdet, spændende og ikke en eneste sætning for lang.

Der er vist kun en ting at sige: God læselyst, denne bog må du ikke undlade at læse.

Puk på Kostskole, Percy Jackson og en intim, personlig fortælling

Generationslæsning er mere min gode kollega Lisbets ting end min. Lisbet er jo vidunderlig, men hun gør og siger mange ting, der giver mig lyst til at hvæse “hippie!” ad hende og true med min stok. Generationslæsning er én af dem. Men, okay, det kan åbenbart noget, så her er et herligt eksempel, en sørgelig personlig fortælling og en livslektie.

Lad mig sætte scenen først. eReolen har været med i forskellige retrodigitaliserings-projekter; dvs. projekter, hvor vi har hjulpet til med at få digitaliseret noget af den ældre, danske litteratur, der ellers kun forelå i trykt form. Vi har her udnyttet vores betalingsvillighed for udlån – også forlods – og dygtige bibliotekarers ekspertise. Pludselig stod vi med tusinder af nye, gamle titler og begrænset viden om, hvad man gør med den slags. Det skal vel formidles anderledes? Vi søgte nogle projektmidler hos Danskernes Digitale Bibliotek, fik dem, og så gik henholdsvis Gentofte, Vejle og Københavns biblioteker i gang med forskellige eksperimenter. Vi lavede alt fra retro-anmeldelser til tidsrejse-hylder. Når jeg siger “vi,” mener jeg dygtige kolleger, for jeg var sådan set kun projektleder, og min filosofi er at undlade at forstyrre kompetente mennesker, der arbejder.

I Gentofte arrangerede den meget kapable Mette Neimann Iversen en god gang “bookbattle” mellem en ungdoms-læseklub og en nordisk læseklub, hvor yngstedame var 71. Hver gruppe skulle vælge to bøger til den anden gruppe, og så skulle de mødes og diskutere, og her blev det altså helt magisk.

Den kapable Mette Neimers. Et slags fritgående biblioteks-geni!

De unge valgte ”Percy Jackson og lyntyven” og ”21 at måder at dø.” De ældre valgte ”Børnene i Nyskoven” og ”Puk på kostskole.” ”Børnene i Nyskoven” afstedkom ikke de store diskussioner, men det gjorde Puk. De ældre deltagere var noget flove ved gensynet med den gode Puk. Småsexistisk, naiv, urealistisk. De var hårde ved hende:

(Kvinde, 77 år) ”Det, der var sjovt, da jeg læste den igen, var alle de FORDOMME der ligesom er bygget ind i den. At den slutter med at tyven siger: ”Ej, hvor var det godt, at jeg blev fanget. Fordi ’jeg var jo ikke nogen ordentlig fyr’… det er da fuldstændig til grin! Det er da HELT morsomt.”

De unge kunne nu godt lide den. Én af dem af en lidt sjov årsag:

(Pige, 13 år) ”Alle de ungdomsbøger, der er nu, det er sådan ’Vi skal have alle med. Ingen skal føle sig sådan alene.’ Altså der er meget om sådan folk, der er homoseksuelle, eller folk der føler sig som piger, men er en dreng, og sådan. Altså det er meget sådan nogle emner, der er, og det er altså næsten kun det, der er, synes jeg. Så det her var lidt sjovt, fordi det var så anderledes. Den var så hyggelig.”

Oplevelsen startede et egentligt run på Puk-bøger på Gentofte bibliotek og via fjernlåns-ordningen, for så mange Puk-bøger har de heller ikke!

Her hun så. Puk. Random fun fact: Puk-bøgerne er skrevet af de samme to forfattere, der stod bag Jan-bøgerne, og der er 58(!) af dem. Puk-bøger, altså.

Percy Jackson var også et hit.

(Kvinde, 83 år) ”Normalt skal der ikke mere end en enkelt enhjørning i en bog, før jeg lægger den væk. Så tak, fordi I fik mig til at læse Percy Jackson. Det er en vidunderlig bog!

(Kvinde, 71 år): ”Kan du finde rundt i de her guder?”
(Dreng, 12 år): ”Det hjalp, da jeg læste den 6. gang…”

Størst debat skabte dog ”21 måder at dø.” De ældre damer var bestyrtede – og det var nok her, Puk kom lidt til kort. Tonen er ligesom skiftet hen over årene, fornemmer man – for nu at sige det pænt.

(Kvinde, 71 år, til pige på 13 år): ”Er det den bog, du har valgt? Jeg vil sige, det er en af de grummeste bøger, jeg har læst i meget lang tid… og… ja jeg havde svært ved at gøre den færdig. Fordi den påvirkede mig så meget… har børnebørn i jeres alder. Og det er dét sikkert – at det er sådan, jeres virkelighed også kan være.… så er den ikke rart at tænke på, synes jeg. Og det er jo de sociale medier, der er med til at bringe den derud, hvor den er… fordi man har en distance…”

De yngre mennesker kunne virkelig have fået sig nogle voksenvenner her, hvis eksperimentet for alvor var fortsat. Faktisk måtte børnene trøste de ældre lidt.

Det slog mig, som Mette redegjorde for eksperimentets afvikling, at der er noget helt særligt, litteraturen kan her. Det er selvfølgelig en fælles oplevelse, men det er noget andet end at gå ind og se en film sammen. Der er en større fordybelse og fortabelse i litteratur. Det er en større investering, og den påvirker mere. Måske særligt, fordi man i samtaler om fælles læseoplevelser også bytter selvskabte indre billeder.

Min mor med Mathilde i 2013

Endnu mere kom jeg til at tænke på mit akavede forhold til min mor, der døde for halvandet år siden. Hun havde et stort hjerte, men alting kom altid mærkeligt frem fra hende og med uendelig følelsesmæssig distance. Jeg havde tit en klar følelse af, hun prøvede at være mere hjertelig og varm, og hun brødes med det, men så vandt den akavede side, og hun fik sagt et eller andet sarkastisk i stedet for. De tætteste oplevelser, hun havde med sine børnebørn, var, når de læste sammen. Så kunne de sidde og snakke om bogen og andre læseoplevelser, og hun glemte ligesom at være distanceret. I stedet blev hun den varme, empatiske, intelligente person, der var hendes egentlige jeg. Hun og jeg fandt aldrig bøger, vi skulle læse begge to, og det skulle vi nok have gjort, så vi kunne have taget hul på vores store smertefulde historie sammen. Hun var et passioneret bogmenneske, og det havde været så oplagt. Jeg var på samme måde over for hende, som hun var over for mig, og selvom hun var min eneste forælder, kunne jeg end ikke tale med hende, da hun lå i koma i en hospitalsseng på en tom stue, og der helt bogstaveligt blev pumpet blod ud af hjernen på hende. Jeg formåede kun til sidst at tage hendes hånd og hviske ”Vi skulle nok have talt mere sammen, mor,” før jeg forlegent trak hånden til mig igen. Hun døde samme nat.

Det er ikke en måde at leve sit liv på sammen med dem, man elsker. Min ældste datter, Josephine (15), og jeg har rejst alene sammen mange gange, og vi har kørt lange ture til afsides steder i hendes kickboxing-karriere – siddet i lange timer i ildelugtende haller i Hamborg, Zagreb og Aalborg, så vi har altid haft tid til at snakke og opbygge en fortrolighed. Kickboxing gør hun det ikke mere i, og selvom vi træner sammen i det lokale fitness-center, mangler vi tid til at komme i dybden med vores respektive liv over for hinanden. Min plan er derfor simpel og nok rimelig nem at gætte nu. Når hun tager på efterskole, finder jeg en bog om måneden, vi begge skal læse, og så tager vi os tid i hjemme-weekender eller ferier til at få talt om dem. Jeg rapporterer tilbage om udfaldet. Stay tuned!

Pro-tip: Vi har en hulens masse Puk-bøger på eReolen! Klik her.