Lee Child er en skrivemaskine – pun intended – og spytter troligt en bog ud hvert år, og de gode folk på Jentas udgiver dem lige så troligt. Det lykkes også Child at få plads til at skrive en novelle eller to i ny og næ, og ’Intet mellemnavn’ samler 12 af dem.
Den indledende novelle er ny, men de andre har været trykt før i anden sammenhæng. På engelsk, altså. Historierne er helt nye på dansk.
12 (mere eller mindre) skarpe fra Lee Child
’Intet mellemnavn’ indeholder som sagt 12 noveller, og vi starter i en lille by i Maine med ‘For meget tid’, hvor Reacher nedlægger en tasketyv foran to politifolk og ender i fængsel. Som altid er der mere i historien, og ‘For meget tid’ er på mange måder en ærketypisk Reacher-fortælling, og en god, solid start på samlingen.
Den anden noveller, ’Den anden søn’, giver et fascinerende indblik i en ung Reacher og hele familien Reacher. Under familiens udstationering på Okinawa forsvinder en kodebog og nogle eksamensvar, hvilket fører til, at Reacher-brødrene – Jack og Joe – får uddelt nogle tæv til de lokale bøller. Og opklaret sagen, naturligvis. Klart en af samlingens bedste.
‘Hedebølge’ er den tredje novelle og har også en yngre Reacher i hovedrollen. Vi er i New York under en grum hedebølge i sommeren 1977. Reacher er i byen for at opleve Yankees spille, høre noget musik og måske endda rode sig ud i noget snavs med en pige. Ikke overraskende får vor mand mere end han ledte efter, og ender med at sætte nogle mafiosi på plads, småflirte på en meget Reachersk måde med en ung studerende og en ældre FBI-agent, og krydser vej med seriemorderen Son of Sam.
Normalvis holder jeg meget af de historier, der foregår under Reachers tid i militæret, men ’Langt nede’ er en af samlingens svageste. Den er dog stadig god, men når ikke op på siden af de andre historier fra Reachers militærtid. I jagten på en korrupt materielansvarlig får Reacher afdækket et større komplot og bliver meget mod sin vilje skruet ned i et jakkesæt.
Til gengæld er vi tilbage på ret spor med samlingens femte novelle. ‘Små krige’ udspiller sig også under Reachers tid i hæren. Reachers håndgangne kvinde Frances Neagley og Joe Reacher er begge med, og det højner altid underholdningsniveauet. Egentlig ville jeg gerne læser et par romancer eller bare noveller med Joe i hovedrollen. Han er en interessant karakter. Tematisk set læner historien sig op ad både ‘Langt nede’ og romanen ’The Enemy’. Sidstnævnte er endnu ikke oversat til dansk.
I ‘James Penneys nye identitet’ er Reacher sådan set ikke hovedrolleindehaveren, men spiller mere en central birolle, hvilket gør historien speciel, men ikke desto mindre svært læsbar. Man mærker Childs indre tillidsmand røre lidt på sig i historien om James Penney,
Reacher spiller heller ikke som sådan hovedrollen i ‘Snakken går’, men er i centrum for en ung kriminalbetjents sag. Titlen på novellesamlingen stammer i øvrigt fa ’Snakken går’, hvor kriminalbetjent bemærker, at Reacher blot hedder Jack Reacher. Ikke John eller noget andet, blot Jack. Jack Reacher. Intet mellemnavn. Novellen har en fin beskrivelse af Reacher set med betjentens øjne, og er en lille perle af et eksempel på, hvor lusket og listig Reacher også kan være, når det tager ham.
‘Ikke en øvelse’ bringer os tilbage til Maine, og langt ude i skoven i Naismith. Her bliver Reacher filtret ind i noget, der kunne være indledningen til et afsnit af X-Files. Jeg har en mistanke om, Child har hygget sig med at kanalisere sin indre Stephen King. Historien bobler i hvert fald af overskud og hentydninger. En ting er sikkert, skal jeg nogensinde på vandretur i en ældgammel, smådunkel skov, så vil jeg foretrække at gøre det i selskab med Reacher.
‘Måske har de en tradition’ er en kort og lidt svag historie, hvor Reacher strander i England i voldsomt snevejr og må hhv. agere fødselshjælper og detektiv.
‘En mand går ind på en bar’ er en af de sjældne historier, hvor Reacher tager fejl. Her fejllæser Reacher situationen og er lige ved at træde i spinaten, men ender alligevel med at dele nogle velfortjente øretæver ud.
‘Alt optaget’ er nok en kort julefortælling, hvor Reacher viser sin flinke side og agerer god samaritaner for en højgravid kvinde og hendes mand. Det er jo kun jul en gang om året. ‘Alt optaget’ er en sød historie.
‘Natteravne’ slutter samlingen af og er en lidt søgt, sær novelle. Reacher står af toget på en tilsyneladende forladt undergrundsstation og kommer op i et lige så tomt Manhattan. Indtil FBI dukker op, altså. Spøjs historie uden noget større mysterium og med Reacher som lidt passiv tilskuer.
Summa summarum
Childs stil og Reachers personlighed passer godt til den korte novelleform. Både stil og karakter er kontant og direkte, og de 12 historier viser, hvor eminent god Child er til at starte en historie og sætte en stemning allerede fra de første linjer.
Child formår også som få at lave lidt kringlede historier med små twists, som man sjældent ser komme. Der er som sagt et par fejlskud, men niveauet er generelt højt.
Novelleformen er også en god form til at belyse forskellige elementer af Reachers karakter og psyke. Bl.a. gennem den unge betjents øjne i ‘Snakken går’ eller via Reachers familie. Reachers far, marineinfanteristen Stan Reacher, leverer f.eks. i ’Den anden søn’ en svært rammende beskrivelse af sin yngste søn: ”Den kloge tager en pistol med til en knivkamp. Men Reacher var en omvandrende brintbombe.”
Men Reacher tager også fejl i ny og næ. Han er ikke perfekt, om end han altid ender med at gøre det rettet. Eller som Reacher selv siger i ’Langt nede’ – “Jeg er født kontrær.” Det er sikkert også derfor, Reacher aldrig, aldrig nogensinde vælger den nemme udvej.
Den 22. bog, ’Under dække’ (’The Midnight Line’ på engelsk) er lige udkommet i Danmark, og den kan som alle Reacher-bøgerne varmt anbefales. Det er ikke min favorit, men den er god. Childs bundniveau er som sagt utrolig højt, hvilket man også ser i novellerne i ’Intet mellemnavn’. Selv de svageste er underholdende og velskrevne.
Child har foruden de 12 noveller i samlingen her skrevet to andre korte historier i samarbejde med hhv. Karin Slaughter i ‘Cleaning the gold’ og Joseph Finder i ‘Good and Valuable Consideration’.
Er du interesserede i at vide mere om Lee Child og Jack Reacher, så ligger der en fin artikel om både forfatter og helt her på Bogsnak.
Boginfo
’Intet mellemnavn’ af Lee Child, 382 sider, Forlaget Jentas, 2018.