Top tre med Svend, Carina og Flunkerne

december 25, 2016december 30, 2016 / Lisbet V. / 7 kommentarer

Det er ikke nogen nem opgave at vælge årets bedste tre bøger. Mine medblogger Jan har sat fokus på skønlitteraturen. Jeg vil derfor sætte fokus på fagbøger samt snige børnelitteraturen ind.

Altid godt med et par benspænd!

Årets tredjebedste bog

Denne bog har jeg funderet meget over. Det er en børnelitterær udgivelse fra 2016, som deler vandene i min husstand. Jeg bliver helt træt i ansigtet, når jeg skal læse den højt ved puttetid. Men min søn på fire år udviser den vildeste begejstring. Og når en bog kan udløse så meget fryd hos et barn, så fortjener den hædrende omtale. Den kommer her.

Flunkerne i Danmark forfattet af Joaquin Cera og Juan Carlos Ramis, udgivet på Carlsen, er en myldrende findebog med små grønne figurer fra det ydre rum. I denne 27. flunkerbog er de kommet til Danmark og besøger Den Lille Havfrue, Den Gamle By, Kronborg og en masse andre seværdigheder. Forfatterne har taget bestik af Flunkerne enorme popularitet i Danmark og simpelthen skrevet og tegnet en hyldestbog til vores nation.

Jeg har spekuleret over bogens fascinationskraft hos børn. Der er fuld skrue på fantasien, Captain America blander sig med kentaurer og klassiske H.C. Andersen-figurer. Der er er væld af skæve situationer og mærkelige scenarier, som med usvigelig sikkerhed trækker de yngste læsere ind i bogens verden.

Bogen gør nærmest ikke andet end at lægge op til dialogisk læsning. Alle bøger kan bruges til det formål, men med en findebog er det selve pointen. Hvem, hvad, hvor og hvorfor og flere hv-ord præger den fælles læsning af denne bog. Den gode fortælling med begyndelse, point of no return, klimaks og afslutning er ikke det, det handler om. Der er noget andet på færde her, og det er lysten til at lege detektiv og gå på opdagelse med øjne på stilke.

Læsning er en relation. Når jeg overtaler Aske på fire til at høre Jul i Bulderby, så skal jeg selvfølgelig også læse Flunkerne i Danmark for ham. Og det skal jeg nok også i 2017.

Flunkerne huserer hos mange børnefamilier. Lidt danmarkshistorie sniger sig ind i denne udgivelse fra 2016.

En glidende overgang til nummer to

Den svenske antropolog Carina Fast har skrevet en forbilledlig, letlæst og engagerende fagbog udgivet på Klim. Titlen er Læs med dit barn: Sådan støtter du dit barns læse- og skriveudvikling.

Fast har en velgørende uhøjtidelig tilgang til, hvad forældre kan gøre for at stimulere deres børns interesse for sprog og skrift. Verden er fuld af tegn, symboler og ord, som man kan lege og læse med – også inden barnet kan læse og skrive i formel forstand. Krusedulleskrift, ord på slikposer, spil på iPad, bilmærker, samtaler om bøger og film, ønskesedler og sange er alt sammen veje til læsning.

Fast understreger hvor vigtigt det er, at forældre hjælper børnene med at finder bøger om deres interesser. Dette fokus på litterær præference fra en meget tidlig alder rinder mig i hu, når jeg læser Flunkerne i Danmark, jf. min nummer tre på årets boghitliste.

Carina Fast har en befriende udogmatisk rolle til alle de skærme, der er i vores og vores børns liv. Hun fokuserer på alle potentialerne i tablets, computerspil, børne-tv og film frem for at dæmonisere dem. Samtidig har hun et skarpt blik for alle de hverdagssituationer, hvor børn kan deltage og samtidig få styrket deres sprog og glæde ved samt forståelse af skrift.

Læs med dit barn er udkommet i et handy format, som for mig er ensbetydende med høj brugsværdi. Der er velvalgte illustrationer og en eksemplarisk litteraturliste for de nørdede, som vil læse mere. Denne bog er den oplagte gave til nybagte forældre og bedsteforældre og alle, der interesserer sig for early literacy.
.

Herlig forside til en herlig bog.

Nummer 1: Vores alle sammens Svend
Jeg er nok ikke alene om at mene, at Svend Brinkmanns Ståsteder: 10 gamle ideer til en ny verden var årets største faglitterære læseoplevelse. Bogen er udgivet på Gyldendal Business, og den blev akkompagneret af Brinkmanns Rosenkjær-programmer på P1. Jeg læste bogen i efterårsferien med god tid til at tygge på de tunge emner.
Brinkmann retter en i bund og grund lammende kritik mod instrumentaliseringen svøbe. Alt, hvad vi gør i dag, skal bruges til noget. Der er efterhånden ikke noget, der er værdifuldt i sig selv. Kunsten skal gøre os innovative. Legen skal føre til læring. Tilgivelsen skal gøre os lykkelige.

De ti eksistentielle ståsteder, som Brinkmann går i dybden med, er en modvægt til nyttetænkningen. De har i iboende værdi, og de giver os en slags fast grund under fødderne i modernitetens flydende verden, hvor vi skal have fødder og ikke rødder.
Samtidig vil vi jo gerne have det meningsfulde liv. Det liv findes ikke indeni os selv, men i relationerne til verden og andre mennesker. Brinkmann har fortsat ikke været hos coach, hvis nogen skulle være i tvivl.

De ti ståsteder er Det gode, Værdigheden, Løftet, Selvet, Sandheden, Ansvaret, Kærligheden, Tilgivelsen, Friheden og Døden. Og ja, de skal skrives med stort.

Brinkmann kan noget med at syntetisere vestlig filosofi gennem et par årtusinder på en uprætentiøs måde. Det er jeg stor fan af. Han har holdninger, og han lægger ikke skjul på dem. En vis lun, jysk humor stikker hovedet frem fra tid til anden i denne ellers alvorlige sag. Som når han får nævnt en slidt gammel gyngestol og ægteskabelig kærlighed i samme passage. Her er der lidt Niels Hausgaard-style, som fungerer ret godt i samklang med Platon og andre store tænkere.

Ståsteder kan jeg tage frem år efter år og få rystet livsperspektivet på plads. Nu er det bare spændende, hvad Brinkmann byder på i de kommende år.

Ståsteder står i min vindueskarm i dagens anledning. Der står den godt.

Årets tre bedste bøger ifølge Jan

december 18, 2016 / Jan M. Johansen / 4 kommentarer

Den store ære at åbne den traditionelle #bogsnak stafet om årets bedste bøger er tilfaldet mig. Nok mest fordi de andre har travlt, men jeg tager, hvad jeg kan få, og soler mig skamløst i æren.

Det næste stykke tid vil mine medbloggere og jeg skrive lidt om, hvilke 3 bøger vi synes har været årets bedste. Vi har hver især valgt nogle forskellige kriterier at bedømme efter, så der kommer en god spredning i de omtalte bøger.

Jeg har valgt kun at fokusere på skønlitteratur, og med vilje valgt bøger, jeg har læst i fysisk form og på dansk i 2016. Det er også bøger, der vil være typiske for min (manglende) smag.

Og nu videre til bøgerne. Vi starter på tredjepladsen …

Årets tredje bedste bog

Normalvis er jeg ikke den store novellelæser, og slet ikke, når det gælder danske science fiction noveller. MEN, og det er altså et stort men, i denne sammenhæng, så er det en sand fornøjelse at stifte bekendtskab med en række science fiction noveller forfattet af den allestedsværende A. Silvestri.

’Sand og sten, stål og glas’ består af 8 fine fortællinger, der dog alle tidligere har været udgivet, men det gør absolut intet. Samlingen fremstår frisk og stringent, og der løber et underliggende tema gennem alle historierne. Silvestri vil selv påpege, at novellerne har det til fælles, at de besynger menneskelig ukuelighed og standhaftighed, mens jeg måske mere mener, de har undergang og forfald til fælles.

Uenigheden om fortolkningen er dog en positiv ting, der vidner om Silvestris evne til at fortælle historier med flere lag og elementer. Og det gør han altså godt, ikke mindst i den smukke og fremragende ’Den allersidste dans’. Den alene gør samlingen værd at læse.

’Sand og sten, stål og glas’ er mit bud på årets tredje bedste bog.

Danske science fiction noveller KAN faktisk være værd at læse.

Nedtællingen fortsætter – årets anden bedste bog

En top tre liste fra min side ville ikke være hverken komplet eller blot tilnærmelsesvis sanddruelig uden Jack Reacher. Heldigvis er ’Ingen vej tilbage’ også en af seriens absolut bedste.

Reacher er endelig nået frem til Virginia og ser frem til at møde major Susan Turner, sin efterfølger som chef for militærpolitiets 110. specialenhed. Turner har indtil videre kun været en tillokkende stemme i telefonen, men det er en stemme, Reacher er rejst på tværs af USA for at sætte ansigt på.

Sådan kommer det ikke umiddelbart til at gå. Turner er nemlig ligesom Reacher en hård hund, der formår at rode sig ind i mere ballade end godt er, og hun er isolationsfængslet, da Reacher tropper op på hendes kontor. Den slags petitesser stopper naturligvis ikke vor mand Reacher. Især ikke, når der tydeligvis er ugler i mosen.

Der er tale om et herligt action brag, hvor Reacher får uddelt nogle seriøse tæv og drukket en farlig masse kaffe. Makkerparret Reacher og Turner fungerer også usædvanligt godt, og det er ingen hemmelighed, at det netop er Turner-karakteren, der hæver ’Ingen vej tilbage’ op på en anden plads i et år, hvor Philip Kerr ellers har udgivet to bøger. Det er en intet mindre end en sand fornøjelse at følge de tos jagt på sandhed og ikke mindst retfærdighed.

Priset være Lee Child og den herligt atypiske og på alle måder politisk ukorrekte Jack Reacher.

Og prisen som årets bedste bog går til … en bog fra 2015

Ja, jeg ved det. Jeg er et fjols. Den bog, jeg havde fundet frem til, var den bedste fra 2016 viste sig at være ældre end antaget. Jeg købte og læste ’The Martian’ i marts, men jeg har tydeligvis været noget langsommere med at anskaffe mig den end antaget.

Nå, det skal ikke afholde mig fra højlydt at proklamere, at ’The Martian’ er årets bedste bog. Det er i hvert fald den bedste skønlitterære bog på dansk, jeg har læst i 2016, og det må immervæk også tælle for noget.

Nuvel, kender man ikke til Andy Weirs fantastiske robinsonade, så omhandler den NASA-astronauten Mark Watney, der i en ret nær fremtid, ved et uheld strander på Mars, da hans kolleger grundet et uvejr må evakuere planetens overflade i den tro, at Watney er omkommet.

Herpå følger en spændende og virkelig velkonstrueret historie om en mands kamp mod en hel planet, hvor videnskab og menneskets ukuelige vilje spiller en alt afgørende rolle. Vi får også et indblik i kampen for at redde Watney på Jorden og på rumfartøjet Hermes, hvilket kun gør fortællingen endnu større og mere rørende.

’The Martian’ er svært godt fortalt og oversat, og man kan ikke andet end gribes af den skæve humor, uforfalsket fortælleglæde og troen på, vi kan overleve, hvad som helst ved hjælp af lidt videnskab og holdånd.

Den røde planet er en grum herskerinde. Intet er dog umuligt for en botanist.

Den røde planet er en grum herskerinde. Intet er dog umuligt for en botaniker.

Dobbelt-anmeldelse: “Vi var fiskere” af Chigozie Obioma

december 6, 2016december 6, 2016 / Mikkel C. / 5 kommentarer

Chigozie Obioma: ”Vi var fiskere.” Klim. 2016. 309 sider.

Indgangsbøn

Både Lisbet og jeg har læst “Vi var fiskere” – faktisk lånte hun mit eksemplar under stor bureaukratisk procesmageri – og vi tænkte, vi skulle lave en dobbelt-anmeldelse. Vi har ikke set hinandens anmeldelser eller snakket om den, og vi har ikke tjekket andre anmeldelser. Jeg ser først Lisbets nu, som jeg copy-paster den ind, men den er givet bedre end min, så jeg får lov til at starte. Alder før skønhed 😉

“Vi var fiskere” lånes ud til Lisbet med hjemmebibliotekar-sættet!

Mikkel: Tag IKKE med ud og fisk’

Jeg vandt “Vi var fiskere” på Bogforum 2016 i en quiz, hvor jeg snød helt vildt. Ydermere opgav jeg en obskur email-adresse, for at mine kolleger ikke skulle opdage, det var mig og smide mig ud af quizzen. Voldsom hybris lige dér! Meget passende, for ”Vi var fiskere” minder mig om en græsk tragedie – bare sat i en nigeriansk landsby i 90’erne.

Fortælleren er bror nummer fire i aldersrækken blandt seks børn. Faderen arbejder for nationalbanken og må flytte langt væk for arbejdets skyld. Hans tragiske fejlslutning er, at han tror, hans opdragelse og fokus på ”en vestlig uddannelse” kan styre først og fremmest de ældre børn derhjemme, selvom han sjældent er hjemme. Med faren ude slår børnene sig på fiskeri i den tabubelagte, lokale flod, og herfra går alting galt med tragediens uafvendelighed og selvopfyldende profetier.

Historien går mod sin konklusion i tre akter organiseret efter tre gange to søskendes historie – fortalt af en ung mand set gennem en ung drengs øjne, og det giver en række dramatiske muligheder, Obioma udnytter godt. Romanen vender også en række tunge, menneskelige temaer, mens familien brydes, og landet brydes omkring dem. De store og de små historier væves elegant ind mellem hinanden.

Det er én af den slags bøger, jeg bare ved, er bedre, end jeg synes. Ligesom fx ”All the things I never told you” af Evelyn Ng. Der er noget, der går over hovedet på mig. ”Vi var fiskere” har vundet et hav af priser, og jeg synes jo sådan set, den er god nok uden helt at kunne forstå al virakken. Jeg forstår så heller ikke søskende-forhold (jep … enebarn!), og Afrika fik jeg rigeligt af for nylig med van der Leuns ”We are not such things” og Coetzes ”Vanære.”

Ligesom med al anden god litteratur, jeg føler mig lidt for dum til, mistænker jeg dog ”Vi var fiskere” for at blive i min bevidsthed længe efter læsning. Den har helt sikkert en række forståelseslag, jeg ikke lige nåede ned til, og den er flot fortalt, skarpt komponeret og bliver elementært spændende til sidst.

Lisbet: Broderkærlighedens smerte

Den nigerianske forfatter Chigozie Obioma har skrevet en skæbnetung og bevægende roman om fire brødres tætte forhold og opvækst i byen Akure i 1900erne. Obioma er selv født i 1986 og har med Vi var fiskere positioneret sig som en stærk stemme i afrikansk og international litteratur.

Jeg venter spændt på hans næste bog, for sjældent har jeg oplevet en så voldsom historie båret frem af et så originalt og poetisk sprog.

Hvor meget kan brødre tilgive hinanden? Hvor meget smerte og tab kan forældre bære og opretholde en nogenlunde normal tilværelse?

Disse eksistentielle spørgsmål ligger og skaber voldsomme tektoniske forskydninger under vandoverfladen i Obiomas fortælling om Ikenna, Boja, Boja, Obembe og Benjamin. De fire drenge er de ældste i børneflokken bestående af seks, og deres far har store planer for dem. De skal blive læger, jurister og professorer. De skal skal have en vestlig uddannelse. Benjamin er ti år gammel og romanens fortæller. Det er gennem hans øjne, vi oplever de dramatiske hændelser.

Ikenna og Boja er tæt på hinanden aldersmæssigt, Obembe og Benjamin ligeså. Beundring, rivalisering og grænseløs tillid præger relationerne, og brødrene fungerer nærmest som en avanceret organisme. Kain og Abel-temaet er tydeligt. Kærlighed og had er hinandens tvillinger.

Den første del af brødrenes barndom er præget af strenge regler, men da deres far forlader hjemmet for at arbejde nordpå, ændrer deres liv sig hurtigt. De fisker med oprørske hjerter i byens urene flod, som ellers er forbudt territorium. De holder op med at passe deres skole, hvilket fortvivler deres mor.

En dag møder de den sindsforvirrede mand Abulu ved floden. Abulu lever af mad fra skraldespande og inkarnerer med sin uhumske fremtoning kaos, død og skræk, når han profeterer dødsfald og katastrofer, der vil ramme byens beboere. Alt for ofte viser hans profetier sig at holde stik. Derfor ryster det drengene, da han forudser, at Ikenna vil blive dræbt af sine brødre.

Dette point of no return i romanen er nærmest filmisk beskrevet. Jeg isnede, da jeg læste passagen. Herfra kan intet godt ske. Katastrofe efter katastrofe vil ske. Og ja, det hele ender med at gå værre, end en almindelig, tryg velfærdsdansker overhovedet kunne forestille sig.

Det er nok det, der gjorde mest indtryk på mig. Den voldsomme kontrast til mit eget liv. Den unge, skamferede pyton i rendestenen. Den vanvittige Abulu, der i fuld offentlighed forgriber sig på en kvinde, der er død i trafikken. Strømafbrydelserne, det stinkende affald, rotterne, det døde firben i brønden med opsvulmet hoved og de overmodne, nedfaldne mangoer. Benjamins familie er i opløsning, og den fungerer som en spejling af det splittede og modsætningsfyldte Nigeria. Her kommer og går diktatorer, mens korrupte embedsmænd stikker penge i egne lommer i stedet for at bruge dem på at reparere de livsfarlige veje.

Kontrasterne er overvældende, men de universelle motiver i romanen taler stærkt til alle, der ved, hvordan det er at beundre søskende og stole blindt på dem.

Obioma beskriver med lyrisk præcision personerne som spurve, svampe, hejrer og møl. Denne brug af dyremetaforer giver originale måder at forstå familiemedlemmernes til tider ellers uforståelige handlinger på og illustrerer samtidig, hvordan familien er som et skrøbeligt økosystem.

Den præcise handling skal ikke afsløres, men jeg vil anbefale, at man river en weekend ud af kalenderen og læser Vi var fiskere i store bidder. For da dødsprofetien over Ikenna først er udsagt, hvirvles man ind i hændelserne og må sætte vasketøj og indkøb af dagligvarer på stand by. Alt andet end bogens virkelighed fremstår pludselig lidt sekundær. Så undskyld til min familie: Jeg var fortabt i Den Store Afrikanske Roman. Nu er jeg tilbage igen.

Jack Reacher – den moderne Conan

oktober 1, 2016maj 19, 2019 / Jan M. Johansen / 2 kommentarer

Det stod ikke skrevet i stjernerne, at engelske Jim Grant under sit nom de plume som Lee Child skulle stå fadder til et amerikansk ikon, nemlig den ultimative heltefigur Jack Reacher.

Grant blev født i Coventry i 1954, og endte efter jurastudiet med at arbejde for Granada Television i Manchester. Efter at have modtaget en fyreseddel i 1995, købte Grant en stak blokke og en balje blyanter, og kastede sig ud i skriveriet. Det blev til ‘Killing Floor’ (‘Falske værdier’ på dansk), der ikke kun blev den første bog i serien om Reacher, men også en øjeblikkelig succes.

Som forfatter er Lee Child i min optik undervurderet. Man kan mene, Reacher er en uovervindelig, næsten karikeret figur, men jeg tænker, han ligger i forlængelse af den ærketypiske amerikanske heltetype; den fåmælte mand med et brysk ydre og en uslukkelig indre tørst efter retfærdighed.

Jack Reacher – eller Reacher, som han stort set altid blot kaldes – er på mange måder den ærketypiske amerikanske helt. Han vandrer fra sted til sted, lever efter sine egne regler og ender altid lettere modvilligt med at påtage sig helterollen. Han opsøger ikke ballade, og vil i virkeligheden helst bare passe sig selv og drikke sin kaffe i fred. Det får han heldigvis sjældent lov til.

Jeg kommer altid til at tænke på John Wayne, Clint Eastwood og Robert E. Howards Conan, når jeg læser Childs bøger om Reacher. Det er helte, der på mange måder er uovervindelige, men som forfattere og instruktører alligevel formår at skabe spænding omkring. Og det, tænker jeg, er en imponerende evne. Og det er en evne Child til fulde besidder.

The Sun beskriver Reacher ret godt; han kan klare James Bond, Dirty Harry, Jason Bourne og Ethan Hunt med begge hænder på ryggen. Sjovt nok spiller Tom Cruise både Ethan Hunt og Reacher på det store lærrede.

Det er i øvrigt en stor ros, hvis nogen skulle være i tvivl, når jeg sammenligner Reacher med Wayne, Eastwood og Conan. Det er noget helt særegent over Reacher. På mange måder er han ikke en tidstypisk helt anno 2018, men det er nok det, der gør ham så tiltrækkende. Ganske som de roller Wayne og Eastwood ofte spillede, så er det hårde mænd. Mænd, der ikke taler meget. Mænd, der aldrig rigtig gribes af tvivl eller mangel på selvtillid. De er mænd, der løser opgaven. Enten med en seksløber eller et sværd (hvis det gælder Conan), og Reacher er en helt af samme skole. Han plejer dog at løse sine problemer med nogle ordentlige øretæver eller i sjældne tilfælde våben.

Ud over det, så er det i disse dage, hvor diverse hovedpersoner i krimier oftest er fulde af tvivl og grå nuancer, befriende med en helt, der lever et liv helt efter egne normer og ikke finder sig i uretfærdigheder. Nu får jeg næsten Reacher til at virke som en endimensionel karakter, men det er er han ikke. Ironisk nok, så er det netop hans urokkelige kerne, der skaber en interessant protagonist. Nogle af de samme elementer udviser den typiske chevalier errant eller ronin, f.eks. Miyamoto Musashi, også.

Child synes at have brugt elementer fra sit eget liv til at tegne Reacher både fysisk og mentalt. De mest umiddelbare lighedstræk er Childs højde på 195cm, hans afslappede forhold til tidens modeluner og store forkærlighed for kaffe (Child er en fornuftig mand med andre ord). Men Child har også ladet andre ting indgå i Reachers psyke, bl.a. matcher Reachers afsked med Hæren og efterfølgende flakken rundt som en fri fugl Childs egen oplevelse i tiden efter Granada Television. Ganske som Reachers retfærdighedssans sikkert også er en pendant til Childs egen. F.eks. spekuleres der i et interview i The Sun i, at Child kanaliserer sin indre tillidsmand, når han lader Reacher reagere på verdens uretfærdighed, og ofte fungerer som de svages stemme og forsvarer.

Child har begået det snedige træk ikke nødvendigvis at udgive bøgerne kronologisk. På den måde åbner han op for at lade historierne udspille sig på alle tænkelige tidspunkter i Reachers karriere. I den endnu uoversatte ’The Enemy’ er vor mand f.eks. stadig i Hæren, hvor han som major i MP’erne just er hjemvendt til det kontinentale USA fra jagten på Noriega. Vi befinder os ved årsskiftet 89-90 og Muren (og Warszawapagten) er hastigt ved at kollapse. Murens fald spiller en ret stor rolle for historien. Alle i Forsvaret har naturligvis luret, at der er store forandringer på vej, og med en flok vrisne elitesoldater fra specialstyrkerne i hælene må Reacher opklare en række mord, der trækker spor helt ind i Pentagons E-ring.

’The Enemy’ fra 2004 er desværre ikke oversat til dansk, men er afgjort et læs værd alligevel. (Også selvom man ikke er fanatisk medlem af den himmelske koffeinkult, som jeg selv.)

Heldigvis er der tæv, kaffe og yndige vimser til at holde Reachers ånd oppe undervejs. OG Reachers bror, Joe. Ham må vi ikke glemme. Han er også en mand med en sund interesse for koffein, som det ses.

I ’Værd at dø for’ slentrer vandringsmanden, Jack Reacher, ved tilfældets lune ind på et motel i et gudsforladt amt i delstaten Nebraska i USA. Her hersker Duncan-klanen med hård hånd, hvilket naturligvis snart får ophør. For er der en ting, Reacher ikke finder sig i, så er det bøller, og familien Duncan er om nogen bøller. Bøller med skeletter i skabet og hemmeligheder, der ikke tåler dagens lys.

Netop i ’Værd at dø for’ er sammenligningen med John Wayne, Clint Eastwood og i nogen grad Conan rammende. Her ankommer vor frygtløse helt som nævnt til en lille flække ude på landet i Nebraska, hvor en skruppelløs slægt holder hele egnen i et jerngreb. Helten træder ind på det lokale motels bar og hvirvles fluks ind i dramaet gennem mødet med en forslået kvinde og en fordrukken, men godhjertet læge.

I ’Værd at dø for’ har Child som altid et godt greb i både læser og historie fra første side, og man føler næsten, man sidder og ser en Hollywoodfilm fremfor at læse en bog.

Som sine filmiske sidestykker, så er Reacher en mand af få, men velvalgte ord. En ikke atypisk svada kommer netop i ’Værd at dø for’, hvor Reacher i utvetydige vendinger forklarer en lejesvend for Duncan-klanen, at der findes så mange bedre alternativer til at arbejde for Duncans. Ikke mindst fordi Reacher påtænker at krølle lejesvenden sammen, hvis han ikke finder ny beskæftigelse. ”Man kan skovle lort på en kyllingefarm. Eller man kan hore sig træt i Tijuana. Med et æsel. Begge dele ville være bedre end at arbejde for familien Duncan.” Det er også et fornemt eksempel på tonen og den rå humor, der er i Childs bøger. Personligt elsker jeg den. Jeg ved ikke noget bedre, end når Reacher folder sig ud både verbalt og fysisk, men jeg er helt på det rene med, at ikke alle holder af den type bøger. For her er man aldrig i tvivl; Reacher kommer, han brækker knogler, og vandrer videre. Det er formlen, og den holder.

Indtil videre er der kommet 16 Reacher-bøger, inkl. novellesamlingen ‘Intet mellemnavn’, på dansk, hvor af ’Under dække’ er den seneste. Til oktober udkommer den 24. på engelsk under titlen ’Blue Moon’.

Der er også kommet to spillefilm med Reacher; ’Reacher’ og ‘Never go back’. Den sidste er udgivet på dansk under titlen ’Ingen vej tilbage’.

To af de nyere Reacher-bøger fra Jentas, hvor vor mand hhv. er på vej til Virginia i noget tvivlsomt selskab og forsøger at forhindre en snigmord på den franske præsident.

Der er en fin oversigt over de danske udgivelser på bibliografi.dk, mens du kan følge med på Lee Childs hjemmeside i de amerikanske udgivelser.

Anmeldelse: “We Are Not Such Things” af Justine van der Leun

september 20, 2016september 20, 2016 / Mikkel C. / Skriv en kommentar

544 sider. Journalistik. Spiegel & Grau. 28. Juni 2016.

“We Are Not Such Things” med den lange undertitel “The Murder of a Young American, a South African Township, and the Search for Truth and Reconciliation” er et unikt værk. Jeg gik og læste den på min Kobo Glo HD, på samme måde som inkarnerede Pokemon Go-fans dyrker deres hobby; tabt for omverden og til stor fare for mig selv i trafikken. Den er dog også svær at få styr på.

Amy Biehl kort før sin død

Tilsyneladende handler den om drabet på den unge, amerikanske studerende og ANC-forkæmper Amy Biehl i et township ved navn Gugulethu lidt uden for Cape Town i 1993. Sagen vakte international opsigt. Biehl kæmpede indædt for sortes rettigheder under de sidste år af Apartheid, men en aften giver hun trods advarsler to sorte medstuderende et lift hjem til deres township og bliver angrebet og dræbt af en stor flok unge, vrede sorte med brosten og foldeknive. Fire lokale mænd dømmes lange fængselsstraffe, men tre år efter er apartheid afmonteret og biskop Desmond Tutus såkaldte sandheds- og forsoningsdomstol er i fuld sving. Morderne benådes, fordi de angrer, og fordi deres forbrydelse angiveligt var politisk motiveret.

Sagen tager endnu en overraskende drejning, da Amy’s forældre offentligt tilgiver morderne, bliver venner med dem og giver dem gode jobs i den stiftelse, de grundlægger i datterens navn. Som sådan går historien igen verden rundt som et symbol på tilgivelse og forsoning og den lysende fremtid for det ny Sydafrika. Det er på alle måder en belejlig historie for alle involverede. Amy’s afsjælede, mishandlede krop bærer en tung byrde selv i døden. Alle har brug for hende – selv forældrene – som den martyr, der gav sit unge liv for en bedre fremtid for et plaget land. Et symbol, en helgen, og bizart nok en overgang også et varemærke på toastbrød!?

Amy’s mor, Linda Biehl, med to af de benådede mordere

Da den amerikanske journalist Justine van der Leun flytter til Cape Town omkring 2010, beslutter hun sig for at at grave i sagen, og der skal ikke kradses meget i overfladen, før spørgsmålene begynder at vælte frem. Hvorfor kan vidnerne ikke blive enige om, hvem der egentlig gjorde hvad den aften? Hvorfor harmonerer vidneudsagnene ikke med ligsyns-rapporten? Hvor politisk er det egentlig for en menneskemængde at jage og brutalt slagte en ubevæbnet, udenlandsk studerende?

Efterforskningen tager fire år. Flere nøglepersoner er forsvundet, og andre vil ikke tale med hende. Hun opdager også en forbrydelse tidligere samme dag i 1993, som kaster nyt lys over begivenhederne, selvom offeret er som sunket i jorden.

“We Are Not Such Things” er ikke så meget en detektivhistorie, som det er historien om selve opklaringsarbejdet, om livet i townships og om raceforskelle, der stikker dybere end det afrikanske grundfjeld. Historien er fortalt med Amy Biehl-mordet som det ene kardinalpunkt og om det nære forhold, forfatteren udvikler med særligt én af morderne, som det andet. Sandheden er derude, lærte serien “The X-Files” os, og sandheden er også derude i Gugulethu – måske – men den er skrøbelig, diffus, selvmodsigende, ubehagelig og uforståelig selv for dem, der levede den.

Gugulethu i dag

Det lyder måske ikke så fristende og underligt uforløsende, men “We Are Not Such Things” er simpelthen fundamentalt spændende, rasende velskrevet og som antropologisk studie et enestående kig ind i en meget anderledes og skræmmende verden. Hvis din forståelse af Sydafrikas historie er ligeså primitiv som min (“Apartheid slemt, så Mandela, nu alt godt”) – så er her et opråb, der er uoverhørbart og i ufralæggelig form.

“We Are Not Such Things” på Goodreads.

Unik journalistik, berømt mord, et helt land på anklagebænken. 5 bogmærker af 5!

Anmeldelse: “En kvinde vågner”

september 5, 2016september 20, 2016 / Rie / Skriv en kommentar

En kvinde vågner. Kate Chopin. Forlaget Hetland, 272 sider

På overfladen kunne man fristes til at tro at ”en kvinde vågner” er en kærlighedshistorie om en kvinde fanget i et ulykkeligt ægteskab, som fascineres af en mere spændende (og yngre!) mand. Hvilket også er delvist rigtigt, men ikke det mest interessante i fortællingen. Det er nemlig mest en historie, der på fineste vis beskriver, hvad der sker, når man som menneske føler sig fanget i sit liv. Og den gør det uden for meget føleri. Romanen er skrevet af Kate Chopin og udgivet første gang i 1899. Handlingen finder sted i det sydlige USA, og hovedpersonen Edna og hendes ægteskab danner rammen for fortællingen.

Mødet med Robert (den nye, unge mand) er den afgørende katalysator, der vækker historien og Edna til live. Vi følger hende mens hun langsomt men sikkert træder ud af karakteren som den perfekte hustru. Hun undres selv over den pludselig trang til at gøre op med det, der forventes af hende som hustru til en af de mest feterede mænd i byen. I starten er hendes valg og fravalg famlende, men hun udvikler hurtigt en kompromisløshed i sin ageren, som understreger at hendes handlinger er udtryk for en ufravigelig nødvendighed. Ednas opvågen er en konstant udfoldelse af det, der synes kernen i hendes rejse. “I would give up the unessential; I would give my money, I would give my life for my children; but I wouldn’t give my self.” Og måske er det netop det, der er allermest fængslende ved Edna – at hun ikke er et offer, fordi hun nægter at være det.

Og så et ord om stilen. Forfatteren har truffet et valg, der betyder, at vi møder hovedpersonen gennem beskrivelsen af hendes handlinger og samtaler med andre karakterer, snarere end hendes følelser. Som læser betyder det, at jeg ikke kvæles af lange udredninger om, hvad Edna føler. Det er ingen udpensling, kun antydninger, og hendes følelesliv ekstrapoleres og krystalliseres gennem beskrivelsen af det hun gør og siger. Det kræver en aktiv læser, og det tilvejebringer en levende hovedperson. Kate Chopin rammer i hjertekulen uden at sigte efter den, og beskriver så yndefuldt en eksistentiel kvælen, at jeg i øjeblikke lulles ind i forestillingen om, at alt er godt.

Suk. At snuble over en sådan bog, er dog en smertefuld lykke. Der skal flere klassikere på bordet.

Se flere udgivelser af Kate Chopin her

Bright, baby, bright

august 28, 2016august 28, 2016 / Lisbet V. / Skriv en kommentar

Det er forunderligt. Jeg var barn i Jylland i 80’erne. Men jeg var også ung i New York i den samme periode. Og midaldrende, tæt på fallit og skilsmisse i selvsamme by i 2008. Alt sammen takket være Jay McInerneys romantrilogi med ægteparret Russell og Corrine Calloway som omdrejningspunkt.

Jeg har læst deres historie i løbet af ti år. Fra Brigthness Falls og The Good Life til Bright, Precious Days, der udkom i 2016. Den sidste bog læste jeg faktisk i løbet af den forgangne weekend, mens resten af familien var mere optaget af livet i badebassinet på denne måske sidste, rigtige sommerdag. What a ride, den sidste bog.

McInerneys bøger rummer masser af newyorker-referencer, som jeg ikke er i stand til at fange, men som fascinerer mig vildt. Fallerede forfattere, desperate forlagsfolk, frembrusende hedge fund-managers og affærer på kryds og tværs. Gamle værdier og nye penge. Obama in office og 9/11 altid i baghovedet.

Det bliver svært for mig, den dag jeg endelig kommer til NY som endnu en nysgerrig turist. Jeg vil opsøge adresser og stedet, der måske kunne give mig en anelse om, hvordan Russ og Corrine lever i dag, otte år efter. Forgæves. Byen ændrer sig hele tiden, og fiktive personer bor ikke på matrikler i virkeligheden. Det ender nok med, at jeg lægger vejen fordi Mansion McInerney og afleverer et gammeldags postkort fra en fan.

Læs The Guardians interview med Jay McInerney, august 2016

Anmeldelse: “Morgue – a Life in Death” af Vincent di Maio og Ron Franscell

august 27, 2016august 27, 2016 / Mikkel C. / Skriv en kommentar

288 sider. Selvbiografi. St. Martin’s Press. 17. maj 2016.

Da (hvide) George Zimmerman skød og dræbte den ubevæbnede (sorte) teenager Travyon Martin i Florida i 2012 blev det én af de mest betændte sager i nyere tids amerikanske retshistorie. Var Zimmermand en kynisk morder, eller var han faktisk blevet overfaldet af Martin, som han hævdede? Hvad med Vincent van Gogh; begik han virkelig selvmord? Er der ikke nogle mærkelige detaljer i den sag fra 1890? Hvorfor tog van Gogh hele sit malerudstyr med den dag bare for at skyde sig selv i maven, og hvorfor hævdede han, at han efter skuddet ikke kunne finde våbnet? For ikke at tale om Lee Harvey Oswald. Var det overhovedet Oswald, der blev begravet i sin tid? Der er immervæk meget, der taler for, at den Oswald, der vendte tilbage til USA efter egentlig at være immigreret til Sovjetunionen i 1959, slet ikke var Oswald, men en KBG-skarpskytte look-a-like.

Alle tre sager plus 2.000 andre er blevet løst med hjælp fra patolog Vincent di Maio, der i “Morgue” (“lighus” red.) både fortæller om sit liv på lidt mere klassisk biografisk manér, men først og fremmest skildrer en række spektakulære og kontroversielle og uhyggelige sager, han i sin lange karriere har været involveret i. Det mystiske er i virkeligheden måske, hvorfor man egentlig vælger at blive patolog? Det er lige så dyrt og hårdt som andre medicinske specialiteter, men til gengæld er lønnen noget lavere, og man redder ingen liv. Ingen grædende forældre griber om ens knæ og takker overstrømmende for at redde lille Bobs eller Shirleys liv og førlighed. Men der er jo stadig Sandheden. Den er som bekendt derude, som 80’er-serien “X-files” så rigtigt gjorde opmærksom på. Der er også skumle mordere og uskyldigt anklagede og forløsning for de efterladte, så noget er der da at kæmpe for.

Pga. de mange celebre sager er di Maio selv gået hen og blevet noget så sært som en kendt patolog, selvom han selvsagt er totalt ukendt i Danmark. “Morgue” er dog en sjælden lækkerbisken for krimi-interesserede og fans af genren true crimes. Man skal bare ikke høre til de sarte. Børn bliver myrdet i flæng, og deres lig skændes. Folk bliver sprængt til atomer. Efterforskninger fuckes godt og grundigt op. Uskyldige bliver dømt. Mordere får lov at hærge løs. Uden di Maio og kolleger var det hele dog gået meget værre, hvis det ellers er en trøst.

Her er en teaser: Selvom mange stadig ikke har accepteret dommen, så ligger nøglen til Travyon Martins død i en række detaljer, som ingen betragtede under ét, før di Maio kom til. Martin have en dåse frugtjuice i lommen. Hans skudsår blev vurderet til at være forårsaget fra mellem-afstand, hvilket vil sige ikke klos hold, men tæt på. Til gengæld var pistolens munding i direkte berøring med Martins hættetrøje. Værsågod: Hvem overfaldt hvem? 🙂

“Morgue – a Life in Death” på Goodreads

Elementært spændende og grusom. Et festmåltid for krimi-fans. 4 af 5 bogmærker herfra!

Anmeldelse: “Before the fall” af Noah Howley

august 17, 2016august 17, 2016 / Mikkel C. / 1 kommentar

400 sider. Thriller. Grand Central Publishing (USA). 31. maj 2016.

Et privatchartret fly styrter ned i Atlanterhavet under en kort tur fra Martha’s Vineyard til New York. To overlever. En ukendt kunstmaler, der slet ikke skulle have været ombord på dette luksusfly, og en mediemoguls søn på fire år. Maleren – vores hovedperson – har hukommelsestab, og drengen er heller ikke til nogen hjælp, så hvad skete der egentlig? Flere ombord kunne være terrormål, og kunstmaleren viser sig at have en skummel, kunstnerisk interesse for spektakulære dødsulykker. En national TV-station med en menneskelig muskelhund som vært beslutter sig hurtigt for, at hovedpersonen er skurken og sætter sig for at bevise det. Imens arbejder FBI og en havarikommission på at afdække årsagen til ulykken.

Fortællingen krydsklipper fermt mellem kunstmalerens forsøg på at håndtere al virakken og hans følelse af ansvar over for den overlevende dreng på den ene side og beskrivelsen af, hvem de ombordværende egentlig var, og hvorfor deres skæbner krydsede hinanden lige på denne skæbnesvangre afgang på den anden. Forfatteren styrer sine personer og sit plot sikkert mod det afsluttende klimaks og den overraskende konklusion.

Noah Howley er vel mestendels TV-manuskriptforfatter og har skrevet både til serien “Bones” og “Fargo.” “Before the fall” er hans fjerde roman. Den er stilsikker, og det store persongalleri behandles eminent, men jeg er i tvivl om, hvorvidt bogen fungerer helt som thriller, og jeg er splittet omkring slutningen. Tiden er dog på ingen måde spildt med “Before the fall,” som har mindeværdige scener og holder én fanget uden problemer.

“Before the fall” på Goodreads

Solid uden at være prangende. God lystlæsning. 3,5 af 5 bogmærker!