Du kan glæde dig

Tænk på sollyset, der på et særligt tidspunkt af dagen fremhæver de orange og blålige farver på din yndlingsplakat. Eller på en kaskade af farvestrålende konfetti, der daler ned over et festligt dækket fødselsdagsbord. Forestil dig tre enorme buketter med påskeliljer og udsprungne kirsebærgrene i din vindueskarm. Eller en smuk og stramt farvekoordineret, bugnende bogreol. Luk øjnene og lad som om, du ser tyve stribede luftballoner stige op over byen på en varm sommeraften.

Hvad sker der med dig, mens du laver disse øvelser? Mit bud er, at du bliver lidt glad.

For tiden er vi mange, der tilbringer alle timer derhjemme, på nær den daglige gåtur i lokalområdet. Det er dage med Corona. Vi aflyser møder, fester og sammenkomster. Mødes på Skype. Har vores børn i hjemmeskole. Måske værdsætter vi ting i vores hjem, vi ikke plejer at lægge mærke til. Måske får vi endelig tilskyndelsen til at lave om på noget, der har irriteret os i lang tid. Male en væg eller rydde op i et vitrineskab.

Midt i en Corona-tid må man som modvægt til alle de overvældende og ofte bekymrende nyheder suge glæde og energi ud af de nære omgivelser – livet som det udformer sig i spisestuen, soveværelset, køkkenet og måske på terrassen eller altanen.

Det var en tilfældighed, at jeg havde lånt Du kan glæde dig: Små tings forunderlige evne til at fremkalde stor glæde af Ingrid Fetell Lee på mit lokale bibliotek få uger før, Danmark lukkede ned og gik i hi. Men det føltes langt fra tilfældigt, da Mette Frederiksen kiggede alvorligt på mig og resten af Danmarks befolkning på et pressemøde den 11. marts og sagde ”Bliv hjemme”. For det er umuligt at leve normalt i konstant ængtelse . Der må lidt glæde til. Det sørger dygtige kulturformidlere som Philip Faber så glimrende for hver eneste morgen, når han tager alle os grundvigianske højskoletyper med til public service-morgensang. Men morgensangen er slut efter 10 minutter. Resten af dagen venter. Hvad nu? Kaffe, ja.

Men der er grænser for, hvor mange kopper god kaffe man kan nyde på en enkelt dag. Øjnene og de andre sanser skal også have noget at glæde sig over resten af døgnet. Det er godt at kunne variere nydelsen. Her er det, at bogen Du kan glæde dig kommer ind i billedet.

Hovedpointen i bogen er, at glæden ikke er svær af finde. Faktisk er den overalt. De ydre rammer for vores liv spiller en langt større rolle for vores glæde og velvære, end vi tænker over. Fetell Lee argumenterer for, at den energi, som kan findes i vores omgivelser, er vores mest efffektive og lettilgængelige kilde til mere glæde.

Fetell Lee er designer. Med input fra psykologiens og neurovidenskabens verden dykker hun ned i, hvorfor de fysiske rammer kan kalde bestemte følelser og fornemmelser frem i os. Hun giver også en perlerække af forslag til, hvordan man selv kan blive mere opmærksom på sine nære omgivelser og foretage større eller mindre justeringer, der gør os gladere. Det kan lyde overfladisk. Men din stue eller dit kontor er ikke bare en livløs kulisse for daglige aktiviteter. Rummene gør noget ved dig, og denne bog får os til at se det med nye øjne.

Fetell Lee præsenterer ti kategorier: Energi, overflod, frihed, harmoni, leg, overraskelse, vægtløshed, magi, fest og fornyelse. Jeg har taget hendes medicin og identificeret, hvordan de ti aspekter allerede er eller kan blive en del af mit hjem.

En disclaimer er på sin plads: Større mængder af origami akvarelmalerier kan forekomme. Nu er du advaret.

Energi
Brun og beige eller pink, orange og ultramarin – hvad giver dig mest glæde at se på? Spørgsmålet er ledende, for det er jo ingen hemmelighed, at farver er nøglen til energi. Jeg købte for nogle år siden en stærkt blå vinterjakke, og flere gange i løbet af de kolde og mørke måneder får jeg positive kommentarer fra såvel kolleger som fremmede mennesker på gaden om jakken. Den lyser op. Den jakke har jeg tænkt mig at beholde i mange år.

lisbet marts 2020 blå jakke

Fetell Lee tager farvernes magt med ud i gadebilledet på en anden måde. Hun beskriver, hvordan udsatte boligområder og trøstesløse kvarterer ændrer sig i takt med, at der kommer klare farver og striber på facaderne. Man føler sig tryggere i et område, hvor bygningerne ikke kun er grå, men også kulørte. Der er mindre hærværk, og en større fornemmelse af tillid til andre. Det lyder som hokuspokus. Det er det ikke. I Albaniens hovedstad Tirana har arbejdet med at omdanne byen fra et farligt og beskidt sted til en overdådighed af pangfarvede bygninger og inspirerende urbane miljøer båret frugt: Folk smider mindre affald på gaderne. Flere har lyst til at sidde på fortovscafeerne. Flere betaler skat.

I min egen by, København, er der heldigvis masser af farver. Bare tænk på Den Røde Plads på Nørrebro. I netop denne tid, hvor Corona er en del af alles hverdag, sætter børn tegninger og perleplader med regnbuer op i vinduerne for at signalere håb og energi. Man kan næsten ikke lade være med at smile, når man først får blik for alle de hjemmelavede regnbuer.

Jeg giver mig selv en farveindsprøjtning, når jeg sætter mig og maler akvareller med mønstre. De skal ikke bruges til noget særligt, men jeg bliver glad af at lave dem og af at kigge på dem bagefter.

organisk mønster akvarel

Stenmaling er en nem genvej til energi. Sæt kulørte prikker på en bunke sten og læg dem steder, hvor de lyser op – måske i entreen eller på trappestenen som en velkomsthilsen.

prikker på en sten

Overflod
Har du prøvet at gå på svampejagt og komme hjem med tre bugnende kurve, fyldt til randen med kantareller og Karl Johan-svampe? Eller bruge tre timer på en mark med pluk-selv-jordbær, der resulterer i kilovis af friske, solvarme bær? Hvis ja, så ved du, hvordan glæden ved overflod føles. Det er som at være en konge.

I en skolefritidsordning skal der ikke være LEGO hist og pist. Der skal være enorme mængder af klodserne. Så mange at børnegrupperne kan begrave sig i dem. Det samme i et legeland med kulørte kugler. Der skal være så mange, at de ikke er til at tælle.

Hjemme hos os er der en overflod af plastic-dippedutter kendt som plusplusser. Der er ingen grænser for, hvad man kan bygge af dem. Det føles bare godt at have et bjerg af dem til rådighed.

Frihed
Jeg er bymenneske, og mine ferier er sjældent baseret på noget med vandrestøvler, telt og rygsæk. Jeg skal ikke sove langt ude i en skov. Til gengæld er jeg vild med at få naturens frie former ind i mit hjem. Det arketypiske eksempel er en buket. Her er naturens frie former samlet i et organisk udtryk. Det vildtvoksende og det grønne stritter og strutter af frihed. Midt inde i min civiliserede stue.

Det er godt for os at være omgivet af planter. Især hvis vi ikke har adgang til natur, parker og haver i det daglige, kan alt det grønne give os en følelse af frihed. Vi ånder lidt friere. Friheden og det naturlige kan også findes i det menneskeskabte. Det kan være tapeter eller mønstrer på tekstiler. Jeg har lavet mit eget akvarelmønster, der signalerer organisk vækst og grøde.

mønster organisk akvarel

Harmoni
Mønstre og orden kan være meget tilfredsstillende at kigge på. Rytmen i det regelmæssige behøver ikke at være kedelig. På Instagram kan man se de mest opfindsomme eksempler på ting, der er organiseret smukt og kreativt:  https://www.instagram.com/thingsorganizedneatly/

Noget så almindeligt som en bogreol kan give en fornemmelse af harmoni. Bøgerne er ens, men alligevel ikke helt ens.

reol

Under Corona-nedlukningen har jeg langt om længe lært at flette origamibolde. En dag har jeg sikkert 100. Indtil videre har jeg fire, og de er udstillet på vores kommode. De er ens og alligevel lidt forskellige.

origamibolde

Det samme gælder for foldede stjerner.

orgamistjerner

Leg
Legen tjener ikke noget andet formål end legen selv. Det kan godt være, at man kan lære noget af at lege, men hvis det er hovedformålet med legen, bliver det en kedelig leg.

Hvorfor dog snurre med en snurretop? Hvorfor dog lege, at alle bamserne har fødselsdag? Hvorfor klæde sig ud? Hvorfor bygge et stort tårn af klodser og derefter rive det ned? Hvorfor spille petanque? Hvorfor spille bold? Fordi det er sjovt. Der skal ikke meget til, før man kan gå i gang med legen. For mig er en hat og et par briller nok.

Alt, hvad der har med prikker, kugler, cirkler og andre runde former at gøre, signalerer også leg. Tag en prikket skjorte på, pust sæbebobler eller lav en uro med farvede papcirkler. Det kan give en legende atmosfære og måske sætte gang i andre legebørn.

Overraskelse
Nogle hader dem. Andre elsker dem. Det handler om overraskelser. Hvis overraskelserne er forbundet med små, venlige handlinger eller gaver, plejer de fleste at værdsætte dem.

Drillenisse-legen med daglige overraskelser er blevet en udbredt praksis på mange arbejdspladser i december. Man lægger en plade chokolade under tastaturet eller udsmykker skrivebordet med vat og nisser. De rigtig platte placerer pruttepuder på kontorstolen. I det tilfælde er det godt at gøre maksimal brug af hæve-sænke-bordets hævefunktion. I slutningen af julemåneden skal man gætte hinandens drillenisser. Det kan også ende med at være en overraskelse. Hvem vidste, at Preben fra regnskab var så god til at vælge bittesmå neglelak-prøver til Susanne fra PR?

Hjemme hos os havde vi i december 2015 besøg af en nisse, der kunne finde på at lægge vores søns cykelhjelm i køleskabet. Det var toppunktet af forbløffelse og underholdning. Nogle gange skal der ikke så meget til.

Små detaljer kan udløse en glædesfyldt overraskelse. Jeg har glemt sammenhængen, men til et møde med relativt alvorlige mænd i jakkesæt, opdagede jeg, at en af dem havde sokker på med kulørte striber. Den lille overraskelse gjorde mig i godt humør. Jeg er selv begyndt at eksperimentere med badges. Når jeg har mørkt tøj og en afstivende habitjakke på, løsnes udtrykket op af et udsagn som ”Nasty woman”, ”Let that shit go” eller ”Cats rule the world”. (Og tak til @thejulesrules for de skønne badges).

badges

Man kan også tilrettelægge gode overraskelser for sig selv. Put nogle smukke strandsten eller kastanjer i lommerne på dine vinterjakker, inden du lægger dem væk. Eller skriv et brev til dig selv, som du lægger i kassen med julepynt og først støder på om et år. Du har sikkert glemt det, når du åbner kassen.

Vægtløshed
At være vægtløs er en attraktiv tilstand. Når vi er glade, er vi helt oppe i skyerne. De forelskede svæver på en lyserød sky. Vi føler os lette om hjertet. At tage en tur i Tivolis ballongynge kilder i maven og giver en illusion af vægtløshed. Jeg drømmer mig tilbage til Tivoli, der i år kommer til at åbne alt, alt for sent. 

ballongynger

Men jeg kan altid folde en masse traner og hænge dem op. Det giver også et strejf af vægtløshed hjemme i stuen.

traner origami

Magi
Det er påske i disse dage. Påskeharen kommer frem og placerer på magisk vis chokoladeæg rundt omkring. Det er der heldigvis mange børn, der tror på.

Hvis du selv skal have mere magi i dit liv, så begynd med en vindharpe eller et klokkespil på et træ i haven. Jeg glemmer tit, at vi har et klokkespil i haven ved vores sommerhus i Skåne. Når jeg en sen sommeraften skal ud og besøge det primitive das, stopper jeg op og hører de klingrende lyde. I et nanosekund tænker jeg: “Hvad er det? Er det skovens magiske væsner?” Det lyder næsten overjordisk. Og så husker jeg, at der er en forklaring. Men magien strejfer mig, og det er nok.

En enhjørninge-emoji kan også fungere som hverdagsmagi i en snæver vending.

enhjørning

Fest
Det giver sig selv: En fest uden glæde er ikke en fest. Når vi fester, ophæver vi hverdagen for en stund. Vi pynter, synger, danser, drikker, leger og glemmer de sædvanlige grænser – også mellem høj og lav. Direktøren har studentermedhjælperen til bords ved firmajulefrokosten. Kvinder trækker navne på bordherrer i en hat. Tilfældigheder og selskabslege fører til morskab, fællesskab og måske endda romantik.

Hjemme hos os har jeg 20 farvestrålende papirrosetter liggende klar til min kærestes fødselsdag senere i april. Hvis jeg spreder dem ud over bordet, kan vi ikke undgå at komme i festligt humør – Corona eller ej.

Prøv at fylde en kuvert med konfetti og sende den til en ven. Jeg er sikker på, at den festlige følelse nok skal indfinde sig hos modtageren. Imens vi venter på, at vi igen må være sammen i store grupper og fejre bryllupper, fødselsdage og jubilæer må vi gøre noget for at genopfinde fester eller opsøge steder, der gør os feststemte. Det kan være, at en gåtur rundt i byen er nok.

fest i gaden.

Weekendavisens journalist i New York hedder Sara Maria Glanowski. Hun fyldte 40 i marts, mens Corona for alvor begyndte at præge storbyen. Det blev ikke til en fest i traditionel forstand. Glanowski festede i stedet for derhjemme i soveværelset med DJ’en D-Nice på Instagram. Sammen med Joe Biden, Will Smith og Michelle Obama. Det blev til den svedigste musik- og dansefest i Club Quarantine med over 100.000 deltagere!

Find festen derhjemme – indtil vi mødes igen til tango, disco, folkedans, festivaller, jubilæer og receptioner.

DJ D nice

Fornyelse
Glæden ved det nye behøver ikke kun at være centreret om nyt tøj, nye møbler og andet, som vi går ud og køber. Den kan også findes i glæden ved årets gang, hvor foråret varsler fornyelse efter en vinter i dvale. Eller overgangen fra sommer til efterår, hvor vi kan høste friske frugter, bær og grøntsager. I mit hjem hænger fornyelse meget sammen med traditioner – og pynt. Til jul skal julekasserne op fra kælderen. Til påske pynter jeg op med æg, kyllinger og andet gult.

gule grene

Til Halloween er der græskartema og spøgelser i vores lejlighed.

spøgelser

Da jeg var barn elskede jeg at flytte rundt på møblerne på mit lille værelse. Sengen skiftede plads, og skrivebordet fik med sin nye placering op ad den modsatte væg et helt andet udtryk. En ny plakat gjorde en kæmpe forskel. Måske er det nok at lægge et kulørt tæppe hen over en lænestol – så er den pludselig ny.

Med disse ti indfaldsvinkler til glæde gennem små, dagligdags ting kommer du måske nemmere (eller lidt mindre trist) gennem foråret og sommeren 2020, hvor du med stor sandsynlighed skal være mere hjemme end normalt. Det handler ikke om at være lalleglad og fortrænge dybere tanker og bekymringer. Det handler om at finde energi og overskud til at leve med glæde, selv om ængstelsen også er en fast følgesvend.

Se giraffen og find mere glæde
Fetell Lee illustrerer sine egne budskaber i denne TED-talk, hvor hun er iklædt en fabelagtig og elegant orange-pink kjole: Where Joy Hides and how to Find it.

Fetell Lee driver design-bloggen The Aesthetics of Joy.
Her er der masser af inspiration til, hvordan man blive bedre til at få øje på og til at skabe kilder til daglig glæde i de nære omgivelser.

Overflod er et tema i dette indlæg af Mikkel, hvor han i 2017 har besøgt og dokumenteret et hav af boghandlere i New York

Jan beskriver det magiske ved togrejser i dette indlæg fra foråret 2020

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s