Er du helt sikker, Svend? Om Brinkmanns nye “Hvad er et menneske?”

“Hvordan ser jeres efterår ud?” spurgte jeg min forhandlingsmodpart hos Gyldendal.

“Rigtig fint!” svarede han glad. “Vi har mange god ting på bedding. Der er jo den dér ‘Hvor flodkrebsene synger.’ Den kommer sidst i september. Det er en litterær sensation i USA. Den har ligget på alle lister i al evighed. Det er endda en debut.”

‘Hvor flodkrebsene synger,’ noterede jeg i min bullet journal. ‘Find original. Læs. Hvad fanden hedder en flodkrebs på engelsk? Where the river crabs sing? Nej, det hedder den nok ikke.’

14BB90E2-EE02-4AE5-B6A6-9C764A067DD9

Where the CRAWDADS Sing!

“Og i næste uge kommer den ny Brinkmann. Jeg har ikke set den, men nogen sagde, det var en slags ‘Sofies verden.’”

Min hjerne eksploderede. Ny Brinkmann? Hvorfor er jeg altid den sidste i verden, der finder ud af ting?

“Du kan jo få et anmeldereksemplar, hvis du er interesseret,” smilede han. Jeg ved ikke, hvad jeg svarede. Jeg tror, jeg gik fuld Gollum, hvæsede ‘my precioussss’ og løb hjem på kontoret, men jeg husker ingenting, før jeg sad på min pind og kælede med den ny Brinkmann.

Her er den:

1440224F-E2B6-4B8F-B431-7C67AD46F41B

Dagen efter viste jeg den stolt frem på et møde. En afdelingsleder på Hovedbiblioteket greb grådigt ud efter den og gav sig til voldsomt upassende at snuse til den, så nu gemmer jeg den! Inde i min hule under Tågebjergene, hvor jeg lever af rå fisk og vildfarne goblins. Arj, okay, jeg overdriver. Jeg kan faktisk slet ikke lide rå fisk.

Den gode Svend Brinkmann er jo psykolog, selvom han mener, psykologien er ved at sejre sig selv ihjel. Alt bliver psykologiseret. Hans “Stå fast” er en klassiker, men siden er han altså blevet lidt overeksponeret, og han risikerer at blive en professionel meningsmaskine. Alle, der skriver bøger med kapitel-titler som “Tag nej-hatten på,” er sikret en evig plads i mit hjerte, så Brinkmann har lang snor hos mig.

B31B4C2D-19BA-4D4E-BC7C-93D0454DB8AC

Manden selv. Svend Brinkmann.

Hvad er det så, Brinkmann har bedrevet denne gang? I al korthed er det en fiktiv rammefortælling omkring – sjovt nok – en fiktiv fagbog om det at være menneske. Det er et godt emne og en spændende behandling. “Det lyder som en bog, Umberto Eco skulle have skrevet, og som skulle være dobbelt så lang,” indvendte min søde, forstandige kæreste og skævede skeptisk til mine 256 siders Brinkmann. Jeg slog ikke ud efter hende med en rå fisk, for hun har en pointe. Mere om det senere.

Rammefortællingen er som følger: Andreas er en følsom og ensom nybagt student. Hans far er væk, og hans mor sender ham til psykolog, hvor han lærer at se ind i sig selv, tænke over sig selv osv. Det hjælper ikke rigtig, men til gengæld har han en sej filosof-/forsker-farmor, der ganske vist er kræftsyg, men som har arrangeret en dannelsesrejse via interrail rundt i Europa. Hun bliver dog for syg til at tage med på rejsen selv, så hun sender Andreas alene afsted, og hun giver ham det mystiske, uudgivne, anonyme værk “Hvad er et menneske?” med til fordybelse på togturene. Og så skyper farmor og barnebarn ellers lystigt på turen.

Turens forskellige stop passer med kapitlerne i “Hvad er et menneske?” og som Andreas læser, oplever, møder mennesker på sin tur og diskuterer med dem og med farmoren, turbo-dannes den unge mand og får det meget, meget bedre mentalt også. Hans verden åbnes, og der blæser friskt, intellektuelt luft ind.

3E3A6DD5-04B7-4B75-BFE2-1B6BBCB099E3

Brinkmann har en pointe, der går igen i hans forfatterskab, synes jeg, og den er jeg gerne med til at råbe fra hustagene: Selvoptagethed og navlepilleri medfører små, egoistiske, mentale verdener. Man dør åndeligt i klaustrofobi. Svaret er ikke inde i dig selv, men i den kollektive visdom, der er overleveret ned gennem menneskets historie. Så bliver verden større, man selv mindre, og det er meget, meget nemmere at håndtere. Det hele bliver måske en smule overpointeret hos Brinkmann, men skulle den også sidde fast hos selv de sløveste af os.

Oprindeligt ville Brinkmann have skrevet en fagbog, og det er selvfølgelig reminiscenser af dén, der er blevet til den fiktive “Hvad er et menneske?” inde i den rigtige “Hvad er et menneske?” Jeg er lidt i tvivl om, hvad jeg synes om rammefortællingen. Er den nødvendig? Den er til tider klodset, personerne fortegnede og dialogen opstyltet. Man skal lige øve sig på det dér fiktion som traditionel fagbogsforfatter. Se billedet nedenfor. Hvem taler sådan? Der er noget julekalender over det hele. Jeg havde det på samme måde med rammefortællingen i TV-serien “1864.” Jeg er ret sikker på, jeg havde været glad for bare en almindelig fagbog. Formen giver dog forfatteren den småsyrede mulighed både at skrive noget fagtekst og så få en fiktiv person til at fundere over teksten og diskutere den med andre fiktive personer. Egentlig virker det helt skørt opblæst på en måde, jeg ikke lige kan forklare.

122DE379-9B0F-41E7-AF11-931FE4D3C08B

De seks hovedkapitler – aspekter af det at være menneske – er gode nok. Der er meget stof til videre fordybelse:

  1. Det biologiske menneske
  2. Det fornuftige menneske
  3. Det følsomme menneske
  4. Det sociale menneske
  5. Fremtidens menneske
  6. Det troende menneske

Jeg var særligt glad for Det biologiske menneske og Fremtidens menneske.

Andreas rejser fra hulemalerierne i Lascaux i Frankrig til renæssance-kunst i Italien, Theresienstadt uden for Prag og et fiktivt medicinalfirma i Berlin, hvor der produceres bl.a. kreativitetspiller. Jeg skal ikke afsløre, hvordan det ender med ham og farmoren, men min endelige dom er, at værket er et sjovt eksperiment, men jeg er usikker på, om eksperimentet lykkes. Den er også ret kort faktisk. Der er generøst sat 240 sider med stor, venlig skrift.

Jeg ville hellere have haft “Hvad er et menneske?” dobbelt så lang og skal vi have fiktion ind over, så lad Umberto Eco gøre det. Ens tid er dog ikke spildt, og eftersom Eco-versionen ikke findes (endnu), så er Brinkmanns version jo fin nok til da.

”Hvad er er menneske?” udkommer på torsdag d. 22/8. Du kan købe den lige her hos Saxo.com fx.

Fuck mig hér, og fuck mig dér – uden at du i øvrigt skal misforstå dét …

Lad mig starte med et superheltecitat: “Det kan godt være, du tjener mange penge, men det får ikke dine børn til at elske dig mere.” Hvem sagde dét? Okay, det er et trickspørgsmål. Det bliver sagt af Deprimerende Panda i Mark Mansons “The Subtle Art of not Giving a F*ck,” som nu findes på dansk med titlen “Kunsten at være fucking ligeglad” fra forlaget memoris. Og du kan såmænd finde den lige her på vores allesammens eReolen. Deprimerende Panda er superhelten, ingen har bedt om, men alle har brug for.

Jeg har skrevet om Mansons bog før. Nu fik jeg lige lejlighed til at genlæse den hurtigt på dansk, og den er stadig enormt sjov og indsigtsfuld. Den skriver sig ind i en ny tradition af antiselvhjælpselvhjælp (ja, det er et ord nu), hvoraf vi fik en flig på dansk med Svend Brinkmanns geniale “Stå fast” fra 2014. Jeg ved godt, det er blevet populært at kimse ad Brinkmann, og han gør også meget for at gøre sig kimsbar – fx har han nu en mening om alt tilsyneladende. “Stå fast” er dog stadig én af de bedste fagbøger på dansk nogensinde, og hvis du bare har mærket en flig af konsulent-helvedet og Management Newspeak i dit arbejdsliv, er alene kapiteltitler som “Tag nej-hatten på,” “Undertryk dine følelser” og “Dvæl ved fortiden” lige til at blive glad i låget af.

Mansons bog var også med til at starte en anden tradition: Selvhjælpsbøger med bandeord i titlen. Derfor giver en søgning på “Fuck” hos Amazon et væld af titler som “Unf*ck Yourself,” “F*ck Feelings” osv. Det er endda begyndt at krybe ind i andre genrer. Se fx kogebogen “F*ck, That’s Delicious!” De åndssvage asterikser i stedet for u’er er selvfølgelig, fordi man ikke kan skrive “Fuck” på en amerikansk bogforside. Prøv også at søge på “Shit.” Det er en ting! Mestendels er det selvfølgelig for at skille sig ud fra mængden, men i nogle af dem giver det faktisk mening.

Ligesom “Stå fast” er skrevet med en vis underspillet, tør humor på bund af stoicisme, er “Kunsten at være fucking ligeglad” skrevet med eksplicit værtshushumor på bund af buddhisme. Og det skal man være glad for! Som den berømte TV-journalist, Dan Harris fra ABC, konstaterer i bogen “10% Happier,” så er buddhisme den originale og bedste måde at få styr på stress, angst og depression i særdeleshed og tilværelsen i al almindelighed.

Jeg har læst tre fuck-bøger. De andre to er “The Life-Changing Magic of not Giving a F*ck” af Sarah Knight og “F**k it! The Ultimate Spiritual Way” af John C. Parkin. Alle tre bøger deler det – ud over det vederstyggelige ord i titlen – at de for alvor søsatte deres forfatteres karrierer. Sarah Knight skiftede sit job i den amerikanske forlagsindustri ud med troperne og et simpelt liv med at skrive (alt for) simple bøger om emner, der er rimeligt ligetil. John C. Parkin lever af at skrive alt for mange bøger om samme emne og arrangere fuck it!-lejre. Mark Manson er blogger, og hans nok så berømte debut-bog startede egentlig som et vanvittigt blog-indlæg.

00e72832-a29a-4b34-b3dc-22585f95c28a.png

Sarah Knights fuck-filosofi kan også opleves i denne TED-talk, som opsummerer bogen ganske glimrende: https://youtu.be/GwRzjFQa_Og. Hvis du har bemærket ligheden med Marie Kondos oprydningsbøger og Netflix-dokumentar, så er det selvfølgelig helt tilsigtet. Knight har en række enkle, men helt rigtige betragtninger om måden, vi bruger vores tid, energi og penge på, og hvordan vi bliver fanget ind af mærkelige sociale konventioner. Modgiften er at lægge et fuck-budget og bruge not-sorry metoden. Beslut dig for, hvad der egentlig er vigtigt for dig – hvor du rent faktisk giver et fuck – og lad være spilde dine fucks på de andre ting. Man risikerer at blive lidt en egoistisk narrøv på den måde, men her kommer not-sorry metoden ind. Man kommer usædvanligt langt med ærlighed og høflighed … og sparer en frygtelig masse fucks!

212C3D9D-0260-4332-8585-9BCB5D8BE815

John C. Parkins fuck-bog er mere vidtgående. Det er først og fremmest en kort, men fyndig livsfilosofi. Find tilbage til nu’et og den banale livsglæde ved at sige nej til ting, du hader, og som du ikke behøver gøre, ja til ting, du elsker, og stop med at lytte til andre mennesker og deres trælse meninger om, hvad du burde gøre. Det er faktisk ret tæt på, hvad døende menneskers største fortrydelse er; at de brugte for lidt tid på at leve det liv, de ville, og lod sig holde tilbage af, hvad de troede, andre mennesker syntes, de skulle gøre. Og hvordan gør man så dét? Jamen, man siger “Fuck dét!” til noget nær alting. Hoveddelen af bogen er en vejledning i, hvordan man siger “fuck dét” til forskellige ting. Kun ved forældrerollen og klimaforandringer får Parkin lidt problemer, men ellers holder han egentlig stilen flot. Det bedste – eller det værste – er, det faktisk virker!

527E47F9-B246-42D3-B4B6-DB6C6D2A862D

Mark Manson har så klart skrevet den bedste af de tre bøger. Pointen er den samme, men serveret med mere vision og dybde, men – igen – Manson er dybt buddhistisk inspireret, og Buddha gav allerede svaret på, hvad der plager os, og hvad kuren er, for ca. 1.500 år siden. Vi lider, fordi vi altid længes. Efter ting, vi ikke har, men ønsker os, og efter ting, vi har, men ikke ønsker. Når vi fokuserer på at skaffe os ting, vi vil have, kommer vi automatisk til at fokusere på manglen, og når vi fokuserer på ting, vi vil af med, fokuserer vi automatisk på deres tilstedeværelse.

Selv Steven R. Covey var ganske buddhistisk inspireret, da han skrev alle selvhjælps-bøgers moder “Seven Habits of Highly Effective People” – på dansk “Syv gode vaner.” Stress og anden ulykke kommer af al den unødige tankevirksomhed, vi lægger i ting, vi ikke er herrer over alligevel. Så fuck dét!

Moderne evolutionspsykologi giver i øvrigt Buddha ret. Det ligger i vores bundkort at ønske os ting. At stræbe efter mere og bedre. Selvom det ødelægger vores sikkert glimrende nutid. Altid utilfredse og ærgerrige. Hvorfor? Fordi vores bevidsthed er underlagt vores genetiske kodning, og det eneste, dén går ud på, er at få spredt vores gener. Jo mere af alting, jo bedre alting, jo flere genetisk fristende partnere. Mænd skal særligt være ambitiøse, assertive og magtfulde, og dét går hunnerne så efter. Hvornår hørte du sidst nogen sige: “Åh, han er min drømmefyr! Han er sådan grundlæggende forvirret over livet og ved slet ikke, hvad han vil!” Der er intet i den hvileløse stræben efter at sprede generne mest og bedst muligt, der overhovedet tager hensyn til vores lykke. Vi er ikke programmeret til at være lykkelige. Derfor bliver man nødt til at kortslutte programmet. Vi bliver nemlig ikke engang lykkelige af vinde gen-ræset.

Vi kan tage det store livtag med tilværelsen i anden omgang. I første omgang bliver vi simpelthen nødt til at lære at fokusere på færre, men vigtige ting. Koncentrére vores fucks om det væsentlige. Her kan man med stor fordel lære af min elskede veninde AK’s førstefødte Øivind. På videoen herunder demonstrerer han alle væsentlige pointer i fuck-bevægelsen. Bar røv, festlig trøje, lytte til høj ABBA. Hvor mange fucks, tror du, der bliver givet lige dér?

81EF38F1-4C38-4815-BCF8-73F4BC640EFB

Øivind hører ABBA. Ingen fucks blev afgivet her!

Jeg skrev ovenfor, at det virkede. Prøv det selv. Find et eller andet, der irriterer dig. Er din kollega en smerte i din numse? Fuck dét! Nej, virkelig. FUCK DÉT! Du behøver ikke tage dig af det. Det er arbejde. Det er noget, vi leger. Det er garanteret også meget sværere at være ham eller hende. Vedkommende skal være sammen med sig selv hver dag hele dagen! Gruer du for det årlige møde i grundejerforeningen, fordi det er tre timer af dit liv i selskab med sure og meget små mennesker, og du får aldrig den tid igen? Fuck dét! Meld afbud. Fortæl dine naboer og genboere, at livet er for kort. De vil ikke droppe dig, og solen står stadig op i morgen. Brug tiden på noget, der faktisk interesserer dig.

Find selv på 100 andre ting i dit liv. Lær at fokusere dine fucks. Lev dit eneste liv bedre. Start med “Kunsten at være fucking ligeglad” og arbejd dig videre derfra. Du vil ikke fortryde det!

Hvordan man holder en upassende konfirmationstale, selvhjælpsbøger og kohøne-opdræt

I maj skulle min ældste konfirmeres. Det er hende på forsiden af bloggen, om end billedet er et par år gammelt. For sent gik det op for mig, jeg skulle holde en tale, og at den gerne skulle være både viis og opbyggende og personlig og vedkommende og munter og ikke alt for forglemmelig. Det har knækket større ånder end mig. Her er mit problem i lidt grov form: Jeg ved ingenting. Om noget. Jeg er er alkoholikerbarn. Jeg må gætte mig frem til normal adfærd. Det er rigtigt! Det er noget så fint som et syndrom; ACoA hedder det. Ej, okay. Så slemt er det heller ikke. Nedenfor er et par berømte ACoA’ere, men stadig ikke det bedste grundlag for at rive livsvisdom af sig i nemme soundbites.

Nu er man jo ikke et biblioteksmenneske for ingenting, så jeg slog det hele op, men jeg gjorde det lidt mere intelligent end at google ”the meaning of life.” Det var jo sådan set heller ikke meningen med livet, jeg skulle afsløre, men gode faderlige råd. Så hvem ved noget om, hvordan man bør leve sit liv? Døende, selvfølgelig. Morbidt, men skarpt set af mig, synes jeg selv. Det er endda så heldigt, at en samvittighedsfuld sygeplejerske med en lang karriere i palliativ behandling af terminalt syge mennesker engang skrev de døende patienters livsvisdom ned og lavede en liste over de oftest nævnte råd. Listen følger i bunden af posten her, og den dannede grundlag for min tale, som jeg var meget begejstret for selv. Det var også nemt, fordi suverænt faderskab fra min side(?!) og mange ture i bilen til og fra kickboxingtræning og ditto stævner i ind- og udland har gjort, at jeg kender min lille kohøne ganske godt. Enkelte fandt dog temaet upassende. Meh …

24133823_10155383009802261_1355066126_n

Teenagere elsker kommenterede oversættelser af Østens filosofi for begyndere …

 

Så her er min plan: Jeg tvinger hende til at læse en håndfuld bøger om, hvordan man får et godt, lykkeligt og produktivt liv. Jeg har været igennem en del hen over årene, så der er lidt at tage af. Der skal være én om buddhisme og én om taoisme. Jeg er ikke ellers en østlig flipper, men begge filosofier har solide bud på meningen med tilværelsen. Min privatsamling på området er ved at være betragtelig. Mere om dét en anden gang. Der skal være én om vaner, én om tænkning og én om indstilling også. Det er en god håndfuld, der kommer omkring. Her er mine bud:

”The Tao of Pooh” af Benjamin Hoff er mit bud i taoisme-genren. Det er en ældre sag, der er langsom og hyggelig og bør læses sammen med opfølgeren ”The Te of Piglet.” Alting er bedre, når det forklares i hypotetisk samtale med Peter Plys og Grisling. Den oprindelige ”Tao Te Ching” findes i dansk oversættelse og en del engelske at vælge mellem, men teksten er så fjern i tid og sprog, at oversættelserne er vildt forskellige, og hvad skal man vælge? Avancerede brugere kan finde glæde i kommenterede oversættelser (se billede ovenfor). Begge bøger findes på dansk som henholdsvis ”Peter Plys og hans tao” og ”Den tapre Grisling.”

”The Subtle Art of not Giving a F*ck” af Mark Manson er mit bud i buddhisme-genren. Det er ikke eksplicit en buddhistisk tilgang til tilværelsen, og måske kunne den også kaldes stoisk, men den slår mig som buddhistisk inspireret først og fremmest. Den bramfri pointe er, at man kun har så mange fucks at dele ud af, så man bliver nødt til at beslutte sig for, hvad der er virkelig vigtigt, og så give sine fucks dér – om man så må sige. Vejen til lykke går gennem en flod af bæ (oh, de mentale billeder), og positiv tænkning er for narehatte. Mark Manson indfører i øvrigt karakteren Nedturs-pandaen (superhelten, ingen kan lide), og alene dén er hele bogen værd. Bogen findes endnu ikke på dansk.

Der er jo selvfølgelig et væld af introduktionstekster til taoisme, buddhisme osv., men det kan være tørt stof, så det er bedre at starte lidt let.

”The Seven Habits of Highly Effective People” af Stephen Covey. Selvhjælps- og produktivitetsbiblen! Kæft, jeg har i min tid været tvangindlagt til at høre på mange effektivitetskonsulenter, hvis hele budskab var planket fra Stephen Covey. Mest pinagtigt er det selvfølgelig, når de har misforstået centrale dele. Egentlig er hans bog et opgør med at tænke i vaner og handlemåder og tænke over karakter i stedet for, og hans syv gode vaner er da heller ikke som sådan vaner, men tænkemåder. Der er så meget gods her, i alt fra hvor stress og angst opstår – illustreret med to cirkler – til hvordan vi spilder vores tid og vores potentiale – illustreret med en 2 x 2 matrix. Hans søn har skrevet en udgave til teenagere, som jeg trofast har købt, men den virker efter lidt bladring super-kedelig og meget amerikansk. Jeg tror dog, jeg skal give den en chance mere. Bogen findes på dansk som ”7 gode vaner.”

”13 Things Mentally Strong Don’t Do” af Amy Morin. Uh, der er meget at hente her i bogen, der egentlig er den udvidede version af et blogindlæg, der gik viralt. Den var lidt træls at komme igennem, for der er trukket meget i den for at blive til en bog, og 13 er måske et par stykker for mange, men den er ligesom levertran. Den er god for dig! Nogle af tingene trækker tråde tilbage tilbage til Covey og længere tilbage endnu. Ikke overraskende sådan set. Alle 13 får en grundig behandling, anekdoter og fokuspunkter. Bogen findes på dansk som ”13 ting mentalt stærke ikke gør.”

”The 5 Elements of Effective Thinking” af Edward B. Burger og Michael Starbird. Min nye yndlingsbog! Jeg har lyst til at give den til alle, jeg kender, og jeg har hede feberdrømme om at oversætte den og udgive den på eget mikroforlag. Forfatterne demonstrerer, hvordan man med fire ændrede perspektiver kan forvandle sin bevidsthed fra en sløv dejrulle til en skræmmende skarp skalpel. De fire perspektiver er mnemoteknisk opkaldt efter de fire elementer og pakket ind i en femte forandringspakke. Det lyder new age- og hippie-ævlet, men er det ingenlunde. De to forfattere er matematik-professorer. Bogen findes som antydet endnu ikke på dansk.

Og så er der den lovede liste over døende menneskers største fortrydelser. Se også her.

5. Jeg ville ønske, jeg havde ladet mig selv være lykkeligere

4. Jeg ville ønske, jeg havde holdt kontakten med gamle venner

3. Jeg ville ønske, jeg havde haft modet til at udtrykke mine følelser

2. Jeg ville ønske, jeg ikke havde arbejdet så hårdt

Og slutteligt og noget af en huskekage – og lad os love hinanden, det ikke sker for os:

1. Jeg ville ønske, jeg havde haft modet til at leve mit liv, som jeg selv ønskede det – frem for hvad jeg troede, andre forventede af mig.