Udød

Nostalgi er en stærk følelse og den dukker op i mange sammenhænge. For mig, der er vokset op i 80’erne, så mærker jeg den for eksempel særligt i forbindelse med en tv-serie som ’Stranger Things’, actionfilm som ’Predator’ eller Ernest Clines ’Ready Player One’

Eller hver gang jeg hører Dennis Jürgensens navn.

Og Dennis var den første, jeg tænkte på, da jeg læste Rubens Greis’ nyeste bog. ’Udød’  er – og det er ment som den største cadeau til Ruben – ganske som at læse en yngre Jürgensen. Der er spor af ’Tingen i cellen’, ’Kærlighed ved første hik’ og naturligvis hans senere zombiebøger.

Men det er mest de første, jeg bliver mindet om.

Der er nemlig en farverig fandenivoldsk tone kombineret med humor og handling i ’Udød’, som man ikke ser og oplever så tit mere, og det gør en ellers på mange måder ret klassisk zombiehistorie til noget særligt.



Zombier på speed

For det er en historie, vi har set før. Gale videnskabsfolk, virksomheder uden skrupler og agenturer fra alfabetsuppens bundlag roder med ting, de ikke burde rode med.

Men det er en formel, der holder. Ikke mindst, når den er fortalt med overskud og blik for både popkultur og horror.

Kort fortalt, så er handlingen i ’Udød’, at en virus slipper ud i et laboratorium under en forskerkonference, og snart må en flok meget forskellige og ofte lettere dysfunktionelle typer med teenageren Tom i spidsen kæmpe for at overleve, da virussen naturligvis forvandler et hav af mennesker til zombier.

Hovedpersonen Tom og de andre karakterer er tæt på at blive karikerede, og til tider irriterer de mig lidt, men sjovt nok er det bogens styrke og der, hvor de humoristiske øjeblikke og spændingen opstår. Det er ikke typiske helte, men levende personer. Folk, som vi kunne have mødt rundt om.

Og det er her, man føler ånden fra Dennis Jürgensen.

Skal jeg være lidt grov, så læser man ikke ’Udød’ for at få nye vinkler på zombiegenren, man læser den for sproget og for Greis’ evne til at skrive både sjovt og fængende på en og samme tid.

Plus, der er noget hyggeligt og netop nostalgisk i at blive ført igennem en klassisk zombiehistorie, hvor forfatteren bevidst bruger alle troperne og viser sit kendskab og store kærlighed til genren. Om end at navngive den gale videnskabsmand Hubert West måske er en lidt for direkte reference.

Værd at vide

’Udød’ er en ungdomsbog med særlig appel til børn, unge og folk som mig med en forkærlighed for tjubang og gode gys. Bibliotekerne anbefaler den til uforfærdede 12-årige og op, og det passer ganske godt.

Jeg var som både en glad horrornørd og et evigt barn på 47 ualmindeligt godt underholdt, og tænker, bogen vil vække glæde og gru bredt.

Som vores gode venner ovre på Planet Pulp så rammende skrev, så er ’Udød’ ”en åbenlys kærlighedserklæring til zombiegenren – og kærligheden smitter af på læseren! Voldsomt underholdende dansk zombieroman.”

Bedre kan det ikke siges.

’Udød’ er trykt i en smuk hardcover udgave illustreret af den talentfulde Aske Schmidt Rose og vil alene af den grund klæde enhver bogreol eller bibliotekshylde.

Slutteligt og for god ordens skyld, vil jeg indskyde, jeg kender Ruben fra gamle, gamle dage. Jeg mindes vagt, vi gik på gymnasiet sammen og slavede vist også løs i Post Danmarks dybe saltminer på samme tidspunkt. Det husker jeg egentlig ikke så godt, men jeg husker Rubens rablede fortællegen og glæde ved en god historie.

Og sådan er han stadig; en glad historiefortæller af guds nåde.

Boginfo

Udød’ af Ruben Greis. 316 sider, Calibat, 2020.