Syv bøger på den rigtige måde

Så … jeg blev ved med at få de dér udfordringer på Facebook: Vis syv bogforsider uden forklaring eller andre kommentarer. Jeg var flere gange ved at knalde syv forsider af, men det irriterede mig, at man ikke må skrive noget om dem. Jeg har syv bøger – mange flere faktisk – der faktisk betyder meget for mig. Jeg har en historie med dem. Det er jo skørt bare at vise en forside. Så kom jeg til at tænke på medblogger Lisbets fantastiske post fra 2017, hvor hun fortalte noget af sin livshistorie i form af bøger. Så her er mine syv bøger med masser af forklaring. Så … øv-bøv, Facebook … og dine dumme regler.

img_8704

”Shadow of the Wind” af Carlos Ruiz Sáfon

”Shadow of the Wind” er en åndssvagt godt skrevet spændingsroman, der fortjent er blevet en global succes. Den blev også bind 1 i en serie på 4½ bøger nu. Serien hedder ”De glemte bøgers kirkegård,” og det er den mest fantastiske titel nogensinde (se dog nedenfor). Det lyder selvfølgelig bedre på det originale spanske: ”El cementerio de los libros olvidados.” Handlingen starter i Barcelona 1945, hvor hovedpersonen, drengen Daniel, bliver taget med af sin antikvarboghandler-far til de glemte bøgers kirkegård. Her skal han vælge en bog, der bliver hans at vogte over. Bogens forfatter led en mystisk skæbne, og nogen prøver at finde alle kopier af bogen for at brænde dem. Daniel giver sig til at efterforske, og så er scenen sat til en klassisk noir-thriller.

Bogen sluttede for mig to spor og forenede dem. I 2011 var jeg til en konference om genanvendelsen af forskningsdata i Berlin. Det var lykkedes mig at glemme strømforsyningen til min laptop, så jeg kunne ikke rigtig lave noget fornuftigt. Jeg købte derfor to ekstra bøger i lufthavnen. Den ene var ”The Angel’s Game,” som jeg først opdagede senere, er 2’eren til ”Shadow of the Wind.” Den anden var en ret tung, engelsk fortælling om en Alzheimer-patient, der langsomt mister alt. Jeg var selv et dårligt sted mentalt i denne periode, så på mange måder var det en enormt trist tur. To år senere var jeg i Barcelona – også til en konference. Det var et gensyn, for jeg boede og arbejdede i Barcelona i 1993; underviste i engelsk på en privat sprogskole. Hver mandag ringede min mor til min udlejers telefon, bad om at tale med sin søn og gav mig Superliga-resultaterne, så jeg kunne holde styr på, hvordan det gik med Boldklubben Frem. I 2013 sad jeg og legede med min iPhone i toget på vej ind fra lufthavnen og kunne slå alle sportsligaer i verden op på få sekunder. Sidste aften vandrede jeg rundt i velkendte gader, da det slog mig at få købt ”Shadow of the Wind,” så jeg kunne få læst ”The Angel’s Game” også. Det viste sig så, at ”Shadow of the Wind” foregår nøjagtigt i det kvarter, boghandlen lå i …

img_8707

”Alle de liv” af Signe Langtved Pallisgaard

Normalt ville jeg ikke læse bøger som ”Alle de liv.” Nutidig, dansk fiktion. Det er altså ikke lige mig. I det hele taget er almindelig litterær fiktion ikke mig. Det fortæller jeg i al fald mig selv, men hver gang jeg giver mig i kast med det alligevel, har jeg en supergod oplevelse. Måske er det mig, og det er bare mit selvbillede, den er gal med.

Signe er en god kollega fra Gentofte, og selvom vores veje stort set aldrig krydses, så er det jo sjovt, når kolleger forfatter. Ved skæbnens spøjse mellemkomst, ser jeg langt mere til Signe end hun til mig, og det skyldes, at hendes portræt pryder Lindhardt & Ringhofs gang lige dér, hvor vi går ind i forhandlingslokalet, og dér har jeg rigtignok været mange gange. Jeg leder nemlig eReolens forhandlingsteam, hvis jeg har glemt at sige dét. ”Alle de liv” er Signes anden roman og udkom i starten af 2018. Ikke bare fulgte jeg lidt med i skabelsesprocessen på Facebook, romanen skildrer en rejse langs Californiens kyst, hvor jeg var samtidigt med Signe i 2015, men vi havde forskellige ærinder. Hvis jeg nogensinde skulle anmelde en nyudkommet bog, skulle være denne her, besluttede jeg i sin tid, så jeg skaffede en anmelder-pdf fra forlaget og købte senere bogen, så Signe kunne beære den med en indskrift. Anmeldelsen er her.

 

I alt væsentligt handler den om to veninder, der grundet den enes dødsdom – Solveigs – tager på en sidste større rejse. Veninderne er meget forskellige, og deres historie fortælles i flashbacks, men eftersom Solveig beder Emilie om at skrive episoder fra den fremtid, hun ikke får, så krydsklipper handlingen også med usædvanlige og spændende flashforwards. Det er et funky fortællergreb, men jeg synes, det virker glimrende. Det er en rørende roman med fine beskrivelser af den særlige del af Stillehavskysten og dens byer og mennesker. Historien er stærk nok til at stå alene, og den er virtuost fortalt, synes jeg, men det giver selvfølgelig et ekstra stik i hjertet at vide, at Signe jo rent faktisk har en veninde med ALS, og at det har inspireret til romanen. Jeg skyndte mig efterfølgende at læse Signes debutroman – ”Et andet sted” – og den kan ligeledes anbefales.

img_8706

”War Hospital: a True Story of Surgery and Survival” af Sheri Fink, MD

Da jeg var 11, arrangerede min far en sommerferie til Jugoslavien for ham, mig, hans nye kone og hendes søn. Vi skulle køre i bus til Zagreb med et jugoslavisk selskab, der havde eksil-jugoslaver som stamkunder. Bussen var et vrag og brød sammen i Roskilde. Folk havde købt billetter uden siddeplads, så en familie på fire fx delte tre sæder. 36 timer efter afrejse ramte vi den jugoslaviske grænse, hvor toldere og politifolk chikanerede dansk-jugoslaverne ret voldsomt. De satte en ældre mand til at vente i solen, indtil han faldt livløs om. Jeg ved ikke, hvad der skete med ham, for vi kørte bare videre uden ham. Til sidst ramte vi kystbyen Zadar, som var helt eventyrlig, og de lokale jugoslavere var fantastisk søde, når de lige havde sikret sig, man ikke var tysker. I 1983 var intet glemt efter Anden Verdenskrig. Året efter tog vi nogenlunde samme ferie i øvrigt, men med tog. Den bus var for eksotisk. Det gik også fint, indtil toget faldt af skinnerne i et bjergområde 100 meter fra en bro over en slugt. Der var sårede, der blev hentet i helikopter, men jeg tror ikke, der var døde. Året efter rejste vi et andet sted hen. I 1991 så jeg Zadar igen, men i TV som fokuspunkt for artilleribombardementer under den jugoslaviske borgerkrig. Man kunne ikke se noget for røg, og alt så smadret ud.

Mange år efter opdagede jeg forfatteren, Sheri Fink, som er læge. Hun dukkede op hos Jon Stewart i ”The Daily Show” for at promovere sin nye bog om et hospital i New Orleans under orkanen Katrina. En skummel historie om svigt på svigt på svigt og måske lidt uønsket eutanasi af svage patienter i kampens hede. Den læste jeg og købte også ”War Hospital,” som handler om et hospital i Srebrenica under den jugoslaviske borgerkrig. Jeg havde fuldstændigt glemt, hvor sindssyg borgerkrigen egentlig var. De har ikke rigtig noget udstyr på hospitalet, sjældent strøm og ingen bedøvelsesmidler, men udøver kirurgi alligevel. Så barbarisk bliver det, at lægerne er i tvivl om, hvorvidt de bryder lægeløftet ved de facto at tortere patienterne. Serberne kommer tættere og tættere på, og den internationale hjælp er fraværende. FN vil ikke prøve at stoppe krigshandlingerne for ikke at bringe den humanitære indsats i fare, men den humanitære indsats er mildest talt ustabil og kun nødvendig pga. de fortsatte krigshandlinger! Bogen slutter med Srebrenicas fald og de serbiske styrkers velorganiserede massemord på de stedlige bosniere. Det er ikke en munter bog.

img_8708

”Name of the Wind” af Patrick Rothfuss

Jeg har ikke rigtig gjort det i Fantasy, siden jeg var teenager og læste Dragonslance, hvis fantastiske historie jeg bloggede om her. Jeg blev 44, før jeg endelig kom helt igennem “Ringens Herre.” Medblogger Rie er eksperten her. I midten af 10’erne fik jeg heller ikke læst så meget, men koncentrerede mig om computer- og brætspil, når aftenen faldt på. Til gengæld har jeg de sidste par år via kreativ tænkning og opsparing af afspadsering som regel skaffet mig selv to ugers jule-/nytårsferie, og i 2015 startede jeg en ny tradition. I stedet for ferieøl eller ditto-kage går jeg om fredagen, når min ferie er startet, ned i Faraos cigarer og bruger den bonus, jeg har opsparet i løbet af året. I 2015 faldt jeg over en lille bog med den smukkeste titel længe: ”The Slow Regard of Silent Things.” Lidt googling og det viste sig at være nr. 2,5 i den såkaldte Kingkiller-krønike af Patrick Rothfuss. Det er en kortroman, der kliner sig ind mellem nr. 2 og den endnu ikke udkomne nr. 3. Ja, jeg faldt lige i en fælde. Kun nr. 1 og 2 var udkomne i trilogien og intet – som i absolut intet – nyt om tredje og sidste bind. Jeg tænkte, at det gik sgu’ da nok. Nr. 2 – ”The Wise Man’s Fear” – blev udgivet i marts 2011. Tredje og sidste bind måtte nødvendigvis være liiige på trapperne. hvor svært kan det være? Ret svært, skulle det vise sig. Der er lige kommet en udgivelsesdato: August 2020! Ni-et-halvt år skulle der gå.

”Name of the Wind” er simpelthen blændende fantasy, og det er bare en blændende roman. Forfatteren har en episk vision, der føles som Harry Potter for voksne; en coming-of-age historie og en helten-bag-facaden historie. Den deler vandene. Der er overraskende mange, der hader den, men de ni år, folk foreløbigt har ventet på afslutningen, har gjort dem bitre, tror jeg. Der gik også lige fire år mellem nr. 1 og nr. 2. Jeg kan ikke huske, jeg har læst en lignende verdensbygning siden Game of Thrones. Der er kærlighed, magi, mystik og en frygtelig masse musik. Vores helt mister sine forældre tidligt til en mystisk ondskab, vokser op i den grimme del af en storby, slipper væk og bliver optaget på en voldsomt elitær skole for magi, og så er vi lissom i gang med historien om Kvothe – verdens mægtigste troldmand og fremtidige kongemorder, må vi forstå – i hans egne ord. Medblogger Jan skrev om togrejser for ikke så længe siden, og ”Name of the Wind” er perfekt pendler-læsning. Jeg får den dér fornemmelse, jeg ellers synes, jeg har haft svært ved at genfinde længe, af at synke ned i et helt nyt univers med en ordentlig klods i hænderne. Når nr. 3 udkommer – ”Doors of Stone” – når jeg rent faktisk står med den i hånden, starter jeg forfra og tager dem alle lige i rap.

img_8713

”Waking Up: Searching for Spirituality without Religion” af Sam Harris

Jeg har altid været fascineret af Øst- og Sydøstasien – siden jeg så ”Shogun” og James Bond-filmen ”Du lever kun to gange” som barn, tror jeg. Jeg slugte alle bøger om Asien, Værløse Bibliotek kunne mønstre, og så alle film og serier, der foregik dér. Jeg blev dog 32 år gammel, før jeg kom længere østpå end Istanbul, og det var til Indien. Det var en stor og uforglemmelig oplevelse. Aldrig har jeg været et så beskidt og ildelugtende sted. Afmagrede køer allevegne, spedalske, kvælende trafik-os, anmassende tiggere og mad, der gav én alt fra salmonella og Hepatitis A til god, gammeldags, eksplosiv diarré, som vor mor forårsagede det. Yuk! Det er et af livets store mysterier, at inderne også har givet os i min optik det bedste svar nogensinde på Den Menneskelige Tilstand i form af buddhismen. Hvorfor bruger de fleste mennesker deres hele liv i en tilstand af generel utilfredshed? Hvorfor er man ulykkelig, fordi man længes efter noget, men bliver endnu mere ulykkelig, når man får det? Hvorfor er vores tankevirksomhed så antitetisk til vores egen sjælefred? Og kan man gøre noget ved det? Det har buddhismen for længst forklaret, og man behøver ikke tro på noget mystisk eller uforklarligt for at opnå en række øjeblikkelige, mentale gevinster. Hvis man kan læse en bog og sidde stille og trække vejret, kan man blive en ganske glimrende buddhist.

Min samling af bøger om buddhisme, taoisme og stoicisme er støt voksende. Se billedet her, Rie tog af mig på en lang flyvetur. Ser jeg ikke stoisk ud?

44254557_10156138019452261_1358401256967634944_n

Tjek bogen!

Der er skrevet mange forvirrende bøger om buddhisme, og der er for mange kronragede mænd i orange kjoler på forsiden af dem. Der er undtagelser, men de bøger, jeg har haft mest glæde af, er skrevet i en nyere amerikansk, ateistisk tradition; såkaldt sekulær buddhisme. Den europæiske stocisme, der er kommet i vælten for nylig, deler rigtig meget tankegods med den sekulære buddhisme. Én af de bøger, der betyder mest for mig, er Sam Harris’ ”Waking Up.” Sam Harris er magister i filosofi og doktor i neurovidenskab fra UCLA, og han er én af de få, der kan spidde religion og promovere spiritualitet i samme afsnit, uden at det lyder fjoget. Dét er et meget smalt reb spændt ud over en dyb kløft.

Her er hans beskrivelse af Scientology med en knastør slutning. Oversættelse min. ”En mere moderne kult, Scientology, kræver endnu mere af den menneskelig godtroenhed [end mormonisme]. Tilhængerne tror, at vi menneskers er besatte af sjælene fra afdøde aliens, der blev bandlyst til planeten jorden for 75 millioner år siden af den galaktiske overherre Xenu. Hvordan blev deres eksil effektueret? På den gammeldags måde. Disse aliens blev fragtet i milliardvis til vores ydmyge planet i et rumskib, der til forveksling lignede en DC-8. På jorden blev de indespærret i en vulkan og sprængt til atomer med en brintbombe. At få rodet disse alien-sjæle ud af ens egen er et livsværk. Det er også dyrt.”

img_8712

”Salt, Fat, Acid, Heat” af Samin Nosrat

I mine forvirrede 20’ere droppede jeg ud af universitetet og startede på kokkeskole. Det var en fatal beslutning for én med 12 tommelfingre. Okay, fatal var den ikke. Alle overlevede. Men det var ikke sådan, jeg skulle starte forfra. Det blev en anden måde og er en anden god historie til en anden dag. I mine 16 års ægteskab, der sluttede i 2018, var det ikke mig, der tryllede i køkkenet. Jeg var den næstbedste i ægteskabet til at lave mad, og jeg pendlede under alle omstændigheder timevis hver dag og kom sent hjem. Da jeg blev skilt, skulle jeg til at lave mad igen – også til de to terrorøgler – og det var som at genopdage en gammel kærlighed, man forfølger med lige dele fascination og klodsethed. De første kogebøger, jeg købte til min nye samling, var ”God mad let at lave ” i sin 9. udgave og ”Karolines største hits.” Den sidste for at lave ”sorte gryde” for første gang i mange år. Den ret er mytisk for mig. En gryderet med snaps og kaffe 😊 Jeg er vistnok stadig den næstbedste til at lave mad herhjemme, men min søde kæreste lader mig gøre det alligevel.

Sidste år var jeg i Singapore en uge i embeds medfør. Det var en enestående tur til et fascinerende land med en fængslende historie, og vi et fagligt program, der aldrig har set sin mage. Vores kolleger i Singapore er sindssygt dygtige og fremsynede, de er søde og venlige, som dagen er lang, og vi spiste som kejsere! Ikke fancy – jo, en enkelt gang – men medblogger Rie var med, og hun er madfanatiker. Det var vores værter også, viste det sig, så vi nørdede os gennem indisk, kinesisk, thailandsk og flere regionale køkkener, jeg for længst har glemt navnet på. Jeg fik rokkevinge, gedetern, kylling marineret i en giftig sort nød, svinemave på flere måder, svinetarm (bvadr!) og 100 andre ting, jeg ikke kan huske, men som jeg har 1.000 billeder af. Rie kunne diskutere i en halv time, om en bestemt suppe var fra den ene eller den anden provins, fordi den var mere klar end et eller andet, vi havde fået, og imens stjal jeg noget mere skank og var glad. Jeg kunne til gengæld finde den største og vildeste boghandel, nogen af os har været i, beliggende på femte sal af stormagasin, og dens afdeling for kogebøger var langt større end de fleste danske boghandlere. Det var helt åndssvagt! Truet af overvægt (bagagen, altså) måtte jeg vælge. Det blev ikke det mest autentiske, om man vil, og måske kunne jeg bare have købt den, da jeg kom hjem, men ” Salt, Fat, Acid, Heat” er bare for lækker.

img_8711

Lav og red mayonnaise 🙂

Det er ikke kun en lærebog; det er madlavningens og selve smagens første principper. Min indre nørd har altid savnet netop dét. Når man skal lære at lave mad, er det hele fuldstændigt smasket sammen. Her er nogle saucer, sådan steger man en frikadelle, C-vitaminer er gode, tomater bliver brugt meget i det italienske køkken. Bleh! ” Salt, Fat, Acid, Heat” starter med en afhandling om salt, og så er vi ligesom i gang. Den er også et eksempel på en type bog, man ikke kan lave som ebog. Den er massiv og lækkert designet. Der er ingen billeder, men masser af innovative illustrationer – gerne på folde-ud sider. Bøger er så meget mere end deres informationsindhold. ” Salt, Fat, Acid, Heat” kan man bare sidde og kæle lidt med. Den minder mig om glæden ved at lave mad til folk, man elsker, og den minder mig om Singapore.

img_8709

”The Mammoth Book of Celtic Mythology and Legends” af Peter Berrisford Ellis

I 2019 var jeg i Dublin for tredje gang på 12 år i embeds medfør. Der går lang tid nok imellem, at jeg glemmer alt om, hvordan byen ser ud, og hvor alting ligger. Anden gang – i 2012 – gik jeg ned ad en hovedgade en fin morgen, smuttede ind på en café for at købe en kaffe og gik videre med en kraftig fornemmelse af deja-vu. Pludselig gik det op for mig, at jeg min første gang i 2008 var gået ned ad den samme gade, var gået ind i den samme café og havde købt samme slags kaffe. Det vil simpelthen sige, at hvis man med et par års mellemrum placerer mig forskellige steder i samme by, så vil jeg under alle omstændigheder – uden selv at vide det – gå de samme steder hen og gøre det samme. Nøjagtigt så kedelig er jeg! Det er en svær erkendelse. Bedre blev det på ingen måde, da jeg i 2019 f***** var ved at gøre det igen, men jeg opdagede fadæsen og gik sikkert og uforudsigeligt ind i nabo-cafeen. ”You’re really mixing it up,” som min irske kollega konstaterede rimelig tørt.

Tæt på cafeen ligger den store boghandel Hodges Figgis, hvor min søde kæreste og jeg brugte åndssvagt meget tid i 2019. Hun er vant til at tabe mig til boghandlere. På min fødselsdag i London forrige år brugte vi først tre timer i Waterstone og så tre timer i Foyles tæt på. Hun nyder det altså også selv. Ellers er hun vanvittigt god til at lade som om. Begge muligheder får hende til at stå i et fortjent fantastisk lys i øvrigt! På min ældste terrorøgles konfirmationsrejse til New York slæbte jeg samme øgle ind i 10 forskellige boghandlere og bloggede om det her. Jeg køber dog altid lidt for meget. Hvem gør ikke dét? I Dublin sidste år forelskede jeg mig i mytologi. Dublins lufthavn var fyldt med billeder fra keltisk mytologi, og jeg fattede til min store irritation ingenting. Særligt de åndssvage svaner! (”The Children of Lir” red.) Så jeg fandt ”The Mammoth Book of Celtic Mythology and Legends” … og en tilsvarende klods om græsk mytologi. Og en ægyptisk ditto. Og én om vikingernes mytologi selvfølgelig. Livet er dejligt 😊

… og det var 7! Man burde tage ebøgerne næste gang …

Den gode bogsnak

Kultur, ikke mindst litteratur, har en imponerende evne til at skabe relationer og venskaber. F.eks. endte jeg en sen aften for år tilbage med at sludre om science fiction med Søren Kenner.

Sørens navn var et af de navne, der tit dukkede op, når der lystigt blev debatteret politik og samfundsforhold på de sociale meder. Men i dette tilfælde handlede det om science fiction bøger og forfattere, om end jeg ikke husker, hvordan vi kom ind på det.

Nå, siden er Søren blevet en god ven, som altid velvilligt og venligt stiller op, når jeg plager ham med spørgsmål om dette og hint. Som f.eks. her om bøger og biblioteker.

Faktisk kom vi så vidt omkring – vi er ikke just kendt for vores mådehold, når det kommer til ord -, at jeg har delt samtalen op i en post om bøger og læsning her på Bogsnak og en med fokus på biblioteker ovre på DGBib.dk.

Søren Kenner om bøger, læsning og den gode litteratur

Men lad os for en god ordens skyld starte med at introducere Søren.

Jan: Med egne ord, hvem er Søren Kenner?

Søren: ”Gammel hippie og fritænker. Relativ succesfuld jack-of-all-trades: Iværksætter, forfatter, musiker, politisk aktivist, kommunikatør og ekspert i online salg. Bor i Cambridge med min søde hustru og to næsten voksne børn. Storforbruger af læseoplevelser, elsker min Kindle – alle burde have en – og læser både masser af faglitteratur, skønlitteratur, biografier mv.”

Jan: Er du den fødte læser?

Søren: ”Ja! Af flere grunde. Jeg lærte at læse tidligt, og læser meget hurtigt. Allerede i 3. klasse havnede jeg i “specialundervisning”, hvilket betød, at jeg kunne droppe ud af undervisningstimer, som kedede mig voldsomt og i stedet hoppe ned på skolebiblioteket. Her støvsugede jeg hurtigt den mest interessante del af udvalget fra ende til anden. Jeg elskede Jules Verne, Jack London, Mark Twain, Niels E. Nielsen, Willard Motley … Jeg havde også lidt hjælp hjemmefra, hvor min far udover at “tvinge” mig til DR’s torsdagskoncerter hver eneste fucking uge – dengang hadede jeg det, men nu er jeg glad for, at han gjorde det – sørgede for at jeg blev introduceret til Joseph Conrad, Hemingway, Shakespeare, Homer …”

Jan: Har bøger og læsning en anden betydning for dig i dag, hvor du bl.a. er blevet far, end det havde, da du var barn?

Søren: ”Egentlig ikke. Jeg har sammen med min søde hustru – der var en ørn til at læse for børnene, da de var mindre – sikret, at vores børn er vokset op omgivet af bøger, ideer, diskurs og diskussion. Der blev læst Tolkien, J.K. Rowling, Ursula K. Le Guin, Lene Kaaberbøl, Jan Kjær, Mark Twain og meget, meget mere. I dag ville man måske have stukket dem et podcast eller en audiobook, men måske ville der så have manglet noget.”

Jan: Du nævnte, at din far til din irritation udsatte dig for både torsdagskoncerter og litteratur. Hvordan tog dine egne børn det, at du selv gjorde det samme?

Søren: ”Det har sikkert til tider været frustrerende, men når jeg ser de unge mennesker, der er kommet ud af det, så har det været det værd. De er nysgerrige, søgende, velbelæste, selvtænkende, konfronterende, og allerbedst eksemplarisk forsøgende at udleve de ideer, de tror på. I øvrigt sjovt, at de to har formet sig helt forskelligt med holdningerne, der går fra socialstatshyldest til laissez-faire kapitalisme, men det gode er, at meningsudvekslingerne foregår med argumenter i stedet for med stråmænd og logical fallacies, og de bestemt har det godt med hinanden alligevel.”

Jan: Udover at læse meget, så læser du også meget bredt. Har dine læsevaner ændret eller udviklet sig med tiden?

Søren: ”De er blevet mere og mere esoteriske gennem årene. Groft sagt kan man opdele dem som følger:

God plotdrevet litteratur som eksempelvis James Lee Burke, Michael Connelly, Patricia Cornwell, Robert Crais, Lee Childs, Elmore Leonard, Cormac McCarthy etc. Også nogle gange mere ud i fantasylitteraturen så som Tolkien, Anne Rice, Isabel Allende, Neil Gaiman, Stephen King, Gabriel Garcia Marquez, Carlos Fuentez mv.

Klassisk litteratur som f.eks. Hemingway, Conrad, Blixen, Kipling og Walt Whitman, men også gerne Homer, Shakespeare eller Chaucer – som faktisk var ret morsom. Islandske sagaer not so much, omend Gaimans genfortolkning var ret underholdende.

Science fiction! Især near future og hard-science som eksempelvis Greg Egan, Greg Bear, William Gibson, Richard K. Morgan, Alastair Reynolds, Peter Hamilton, Paolo Bacigalupi, Liu Cixin … og selvfølgelig også masser af old-school sci-fi.”

Jan: Apropos hard-science, så læser du også en del faglitteratur, ikke?

Søren: ”Afgjort. Research af enhver slags. Altså, hvad vi ved – og gerne så tæt på kilden som forståelsesmæssigt muligt. Populærvidenskab især er vigtigt, fordi det giver almindelige, nysgerrige mennesker som mig en mulighed for at følge lidt med i, hvad der sker på forskningsområder som life-sciences, AI, kvantefysik mv. Jeg er også vild med databaser og statistik, fordi man der kan finde ud af, hvad der er hoved og hale på de nogle gange ret vilde påstande, man møder i medierne. Som oftest viser det sig, at journalisten har været doven, redaktøren click-bait søgende og at artiklen ikke er faktuelt velfunderet.

Og biografier og historie. Hvad skete der og hvad ved vi egentlig om Churchill, saxerne, vikingerne, første verdenskrig, anden verdenskrig, den kolde krig og magtpolitik? Hvad har formet vores virkelighedsopfattelse? Den nysgerrighed, der handler om at forstå verden i det hele taget – eller i det mindste at få et bedre indblik, mens vi glider gennem livet.”

Der burde ligge en bog af James Lee Burke på ethvert natbord

Jan: Hvis du skulle pege på en bog eller en forfatter, der virkelig har betydet noget for dig eller givet dig den helt store læseoplevelse, hvem skulle det så være?

Søren: ”Det er i virkeligheden en lidt subtil fornærmelse at bede om én bog eller forfatter, der har betydet noget, når sandheden er, at der er et kor på hundrede, der synger med, men lad mig nævne et par stykker…”

1. Næsten alt af James Lee Burke. Hans kobling mellem beskrivelser af landskab og vejrlig som et indblik i personernes sindstilstand er fænomenalt.

2. ‘Stranger in a Strange Land’ af Robert Heinlein. Bogen forklarer, hvorfor profeter aldrig bliver populære i deres hjemland, og rør lidt ved ideen om, at sindet er meget større end det, vi umiddelbart kan se og ved.

3. Joseph Conrads ‘Heart of Darkness’. Indsigten i de dystreste sider af det menneskelige sind og hvad tribalism kan gøre ved os – først publiceret i 1899 og “genfortalt” af Coppola i ’Apocalypse Now’. Den er lige så gyldig i dag som dengang.

4. Carlos Castanedas bøger om Juan Matus. En gakket sociolog tager stoffer med en mexicansk troldmand og opdager, at verden ikke er, hvad han troede. I bakspejlet ret åndsvagt, men i situationen givtigt og de gjorde indtryk, da jeg var en stor dreng. I øvrigt horribelt ringe skrevet.

5. Jaques Lacan og ideen om “mirror-image”. Hele diskursen om forholdet mellem “sind” og “samfund” og forsøgene på at forstå, hvad det er der foregår. Jeg kunne lige så godt have nævnt Freud, Arendt, Claude Levi Straus mf. Pointe: Sorbonne havde ret, ikke Frankfurterne.

6. Stephen Hawkings ’A brief history of time’ – og masser af anden fantastisk populærvidenskab som f.eks. Feynman, men egentlig også Tor Nørretranders udmærkede ’Mærk verden’-

7. Bill Brysons ’A short history of everything’- Ingen gør det bedre end Bryson, når det kommer til at opsamle og systematisere vidensområder på en hyggelig måde, så de bliver let forståelige for enhver.

Den gode samtale

Der er intet som bøger til at starte en samtale, og som både bognørd og bibliotekar ved jeg næsten ikke noget bedre end at snakke med folk om læseoplevelser og dele tips.

Netop det sociale element skal man nok ikke undervurdere. En ting er, at man som voksne falder i snak over den nye Lee Child eller Robert Crais bog, men højtlæsning tror jeg også skaber et helt særligt bånd til bøger, og forældre og børn imellem.

Jeg tænker i hvert fald, det er godt, at man ikke bare stikker ungerne ”et podcast eller en audiobook,” men sætter sig sammen med dem og er fælles om en oplevelse. Entusiasme har også en tendens til at smitte, og det er nok derfor, vi ofte oplever, at børn med læsende forældre gerne selv er glade for bøger og det at læse.

Derfor tror jeg heller ikke, det er uden grund, Sørens børn er velbelæste. Jeg tror, de fleste kan mærke Sørens entusiasme og glæde ved bøger. Den glæde smitter.

Og den glæde ved bøger underbygger min tro på, at dannelse og kultur er vigtigt og mere end blot flødeskum. Det er med til at gøre os nysgerrig på verden, giver os indlevelse og med lidt held sikre ”at meningsudvekslingerne foregår med argumenter i stedet for med stråmænd og logical fallacies.”

Mikkels top-3 2019

Endnu et år med for meget faglitteratur! Gahhh! Dog fik jeg hul igennem til skønlitteraturen tre gange i løbet af året, og det fylder to af mine pladser i år. Tredjepladsen er den gang faglitteratur, der satte sidste rul i gang, så på den måde er det hele meget harmonisk.

I 2020 skal jeg skære ned og fokusere. Min hjernes arkitektur gør, at jeg synes, alt – næsten – er interessant. I øjeblikket genlæser jeg Greg McKeown’s ”Essentialis : the Disciplined Pursuit of Less,” og jeg føler en stærk trang til at koncentrere mig mere intenst om langt færre ting. Læsning er én af de aktiviteter, der er blevet vejet og fundet tung nok, så jeg håber – 7-9-13 – det lykkes i 2020 med mere og bedre læsning.

813OTnGnd+L

Nåmen, til listen!

Nr. 3: Lars Theil ”Det læsende menneske”

Vi dobbeltanmeldte og interviewede min tidligere kollega fra Kulturstyrelsen, Lars, tidligere på året. Du kan finde posten her. Lars fik god opmærksomhed i pressen for sin fine bog, som jeg selv havde det lidt blandet med. Dels var det nøjagtigt den bog, jeg selv var gået i gang med at skrive. Dog kun på det meget indledende stadie, så ikke meget er tabt, men angstprovokerende alligevel på en måde. Lars har bare meget bedre forudsætninger end mig for at skrive den, og han har da også produceret et værk, der både når bredere og dybere end jeg kunne håbe at opnå. Det er også lige meget alt sammen, for Lars’ bog er den grundbog i læsning, vi altid har savnet. Jeg kastede mig over en masse litteratur lige efter; Helle Helles noveller (yrks!), Merete Pryds Helles ”Folkets skønhed” som den sidste i Danmark, og selv en gang Steen Steensen Blicher blev det til. Hvad mere kan man bede faglitteratur om? En særlig ting ved læsning, som Lars bemærker allerede i indledningen, er blevet hos mig: Kender du nogen, der synes, de læser for meget? Nej, vel?

img_3947-1

Nr. 2: Cixin Liu ”The three-body problem”-trilogien

Jeg følger en lille smule med i min gamle yndlingsgenre, science fiction, men ikke meget. Dog var den kinesiske forfatter Cixin Liu’s sensationelle trilogi dukket op på min radar, men jeg slog den hen som for langhåret, såkaldt hård science fiction. I en lufthavnsbus ud til et fly i Wroclaw i 2017 efter IFLA-konferencen (IFLA er den verdensomspændende biblioteksforening. Red.) så jeg min gode ven og tidligere kollega, Stuart Hamilton, fordybet i den, og vi snakkede lidt om den, men det blev forår 2019, før jeg gik i gang, og … wow! …. det skulle jeg have gjort noget før. Den ligner intet, jeg nogensinde har læst før, og alene dét, at den tager udgangspunkt i kinesisk historie og kultur, sprængte en sikring i mine frontallapper. Det er helt, helt åndssvagt, så meget vestlig forforståelse, der ligger i hele vores kulturproduktion, og man opdager det først, når det bliver vendt på hovedet. Det er fuldstændigt umuligt at give et overblik over trilogien, men den besvarer Fermi’s berømte paradoks: Når universet er fyldt med milliarder af planeter, der potentielt kunne have liv, hvorfor er vi så aldrig stødt på det? Og det gør den både enormt skræmmende og med en vanvittig rækkevidde i fortællingen.

santi_movieposter

“The Three-Body Problem” som serie i 2020! (PS: Den slår mig som ufilmatiserbar)

Nr. 1: Delia Owens ”Hvor flodkrebsene synger”

Det var et tilfælde efter et møde på Gyldendals forlag, at jeg fik øje på flodkrebsene. Normalt er det ikke helt min genre, men jeg researchede lidt og opdagede, at den havde slået alle mulige mærkelige rekorder på Amazon, så jeg skaffede den til min Kindle. Den er SÅ latterlig god, det er næsten ikke engang sjovt! Jeg har prakket den på min søde kæreste, vores materialechef på Hovedbiblioteket og selv den legendariske bogblogger Julie Arndrup (hende fra “Om livet i al almindelighed”-bloggen”). Alle er begejstrede og med god grund. Jeg anmeldte den også begejstret lige her.Egentlig er det en krimi. Den har i al fald en krimi’esque rammefortælling. Men inde i den ramme er det et poetisk og følsomt portræt af en pige, der vokser op alene i et skur i North Carolinas sumpområder og hendes interaktioner med befolkningen i en mindre kystby nærved. Som pigens historie og krimi-fortællingen konvergerer i tid, tager krimi-elementet kortvarigt over og er helt sindssygt spændende. Mere end alt det – ovenikøbet – er det faktisk en fortælling om sumpområderne som sted. Jeg kan ikke huske at have læst en roman med så unik en fornemmelse for sted. Særligt hvordan områdets geografi og fauna påvirker pigens tænkning og opfattelser og former hende som individ. eg ved ikke, hvad jeg skal sige anden end: Læs den! Det kan kun gå for langsomt.

47944456._UY2078_SS2078_

Godt læseår 2020 herfra 😊

Det læsende menneske

Hvor heldig har man lov til at være? En helt ny bog om, hvad der sker med os mennesker, når vi læser litteratur! Det er en drøm for dette con amore-drevne bloggerkollektiv at kaste os over denne udgivelse. Jeg har fået lov til at interviewe forfatteren Lars Theil Münster, mens Mikkel og Anne-Grethe har stået for anmeldelserne.

I midten af det hele er Det læsende menneske, som er  udgivet på forlaget Samfundslitteratur den 22. oktober 2019.

Lars Theil Münster har skrevet Det Læsende menneske. 

Interview med Lars Theil Münster

Lisbet: Hvorfor har du skrevet denne bog?
Lars: Lige siden, jeg læste litteraturvidenskab på universitetet, har jeg interesseret mig for de tre spørgsmål, som bogen er struktureret omkring: Hvordan læser vi litteratur, hvorfor læser vi litteratur, og hvad får vi ud af at læse litteratur?

Jeg syntes, man manglede en bog, der undersøgte de spørgsmål systematisk på en tilgængelig måde. Og Ikke mindst syntes jeg, at der manglede en bog, der formidlede noget af den spændende psykologiske forskning, der gøres i, hvordan litteratur påvirker os, og den lige så spændende forskning i mennesket evolution, som giver os et fantastisk indblik i, hvorfor vi overhovedet har et fænomen som litteratur. Det har været sjovt, men også tit vildt frustrerende at beskæftige sig med de her kæmpestore spørgsmål

Lisbet: Hvorfor skal vi læse din bog?
Lars: Jeg tror, at mange har en intuitiv fornemmelse af at man foretager sig noget meningsfuldt og givende, når man læser skønlitteratur. Med bogen vil jeg gerne forsøge at kvalificere den oplevelse. Jeg vil prøve at give nogle forklaringer på, hvorfor det er, at det opleves så meningsfyldt for at læse.

Man skal læse bogen, hvis man rigtig godt kan lide at læse litteratur, og gerne vil blive klogere på, hvorfor det er, man godt kan lide det. Jeg håber min bog kan bidrage til, at man bliver mere reflekteret over sig selv som læser, og selvfølgelig også bliver inspireret til at læse endnu mere litteratur.

Lisbet: Hvem henvender din bog sig til?
Lars: Jeg ville gerne sige, at den henvender sig til den såkaldte “alment interesserede læser”. Men virkeligheden er nok, at den henvender sig til mennesker, der enten arbejder professionelt med litteratur – for eksempel med formidling og undervisning, eller også meget engagerede lystlæsere.

Jeg håber også den kan bruges af studerende rundt omkring. Måske endda på litteraturvidenskab, selv om den er helt blottet for referencer til forskellige poststrukturalistiske retninger

Lisbet: Hvordan har vejen været fra idé til færdig bog?
Lars: Jeg har gået og nørklet med emnet i nogle år, og  jævnligt undervist i det på Folkeuniversitetet. For et par år siden besluttede jeg mig for at samle alt det, jeg vidste og undersøge alt det, jeg syntes, jeg manglede at vide. Så skrev jeg på det løbende, når jeg havde tid. Det har været en rigtig, rigtig lang proces. Mange sene aftener og tidligere morgener. Det har faktisk været lidt paradoksalt at bruge et par år på at skrive en bog om, hvor vigtigt er det er at læse skønlitteratur, og så i hele den periode ikke rigtig have tid til at læse skønlitteratur selv.

Lisbet: Du underviser på Folkeuniversitetet, netop i emnet læsning. Hvordan spiller dialogen med dine kursister sammen med bogen? Har dine kursister bidraget til bogens pointer?
Lars: Udgangspunktet for bogen har været min undervisning på Folkeuniversitetet, og det er mine undervisningsnoter, som udgør bogens skelet. Det håber jeg er med til at gøre, at det teoretiske stof i bogen bliver formidlet på en forholdsvis let tilgængelig måde.

Det er helt klart, at nogle af de spørgsmål og den dialog jeg har haft på kurserne er blevet indarbejdet i bogen. Jeg tror også, at snakkene på de kurser, jeg går i gang med både nu til efteråret og igen til foråret 2020 får mig til at overveje nye vinkler på emnet, som jeg måske kan indarbejde i en 2. udgave af bogen, eller måske i en helt anden bog?

Lisbet: Hvilken rolle tror du, at læsning vil spille i fremtiden?
Lars: Det er helt åbenlyst, at litteraturlæsning taber terræn til andre medier – de sociale medier og streamingtjenesterne er hårde konkurrenter til bogen, og de løber med mere og mere af vores opmærksomhed. Det er en velkendt kendsgerning. Når man kigger på de voksnes læsning, har jeg egentlig været lidt overrasket over, at læsefrekvensen har ligget så stabilt de seneste 5-10 år. Men når vi kigger på børnene, ser vi virkelig, hvor hårdt presset den traditionelle skønlitterære læsning er. Når kun 2 ud af 10 børn svarer, at de rigtig godt kan lide at læse, så bliver man lidt bekymret for læsningens rolle i fremtiden.

Lisbet: Hvordan ser dit eget, daglige læseliv ud?
Lars: Nu, efter jeg er færdig med bogen, har jeg pludselig langt mere tid til læse skønlitteratur igen. Men som det sikkert er med de fleste, ville jeg gerne have mere tid til læse. Man hører i øvrigt aldrig nogen sige, at de ville ønske, at de ikke læste så meget, gør man vel?

Jeg forsøger at få læst et par timer hver aften – men jeg må indrømme, at det mere end en gang imellem glipper. Lidt for tit går aftnerne med at falde træt om på sofaen eller at arbejde. Jeg prøver dog altid at have gang i en roman og helst også en faglitterær bog.

Lisbet: Hvad ligger på dit natbord lige nu?
Lars: Jeg er lige blevet færdig med Lotte Kirkebys “De nærmeste”. Det er virkelig en fin bog. Så pluklæser jeg lidt i Ahmed Akkaris “Mod til at tvivle”. Jeg læser især efter de steder, hvor han fortæller om den rolle skønlitteraturen havde for hans udvikling og modningsproces. Jeg tænker måske at kunne bruge noget af det på mit næste kursus på Folkeuniversitetet. Og så har jeg lige fundet en gammel kasseret biblioteksudgave af Harper Lees klassiker “Man dræber ikke en sangfugl” i mit sommerhus. Den er jeg lige gået i gang med.

Forsiden af denne bog kan da ikke andet end fange din opmærksomhed!

Mikkels anmeldelse af Det læsende menneske

Jeg skal sige med det samme, at jeg er noget sur på min tidligere kollega Lars og hans dumme bog. For det første var det den bog, jeg havde tænkt mig at skrive. Jeg er bare kun kommet til synopsis. For det andet har Lars skrevet “vores” bog meget bedre, end jeg selv kunne. Det finder jeg en tand prætentiøst og trættekært. Forvorpent måske endda. Mere om det senere.

Jeg finder det nu svært at være rigtig olm og halsstarrig, for Lars har helt enkelt skrevet en rigtig, rigtig god bog om det at læse.

Bogen bygger på Lars’ undervisningsmateriale fra folkeuniversitet og er delt i tre dele: Hvordan vi læser, hvorfor vi læser, og hvad vi får ud af at læse.

Første del er den største del og dækker alt fra forskellige læsemåder over fortolkningslære (hermeneutik) til receptionsteori og empati. Det kunne have været et liiidt tørt, teoretisk skoleridt, men det synes jeg slet ikke, det er.

Det er en velgennemtænkt, stringent gennemgang, der rammer alle tangenterne. Herudover – og det gælder hele bogen – fornægter Lars’ undervisningserfaring sig ikke. Man føler sig taget godt i hånden med enkle didaktiske kneb, der sørger for, hvert skridt på vejen bliver præsenteret, gennemgået og opsummeret.

Anden del er den mest spændende, synes jeg i al fald, alene fordi jeg synes, spørgsmålet er det mest interessante: Hvorfor læser vi? Hovedparten ligger på egentlig ganske enkle forklaringsmodeller, hvoraf jeg i forvejen var bekendt med de evolutionsteoretiske.

Jeg havde dog flere grundlæggende aha-oplevelser i kapitlet inden, hvor ideen om læsning som middel til at forstå vores fælles skæbne dukker op. Vi er fælles om verden, men kun læsning tillader os at opleve den gennem andres opfattelse. Herigennem kan vi for alvor annamme, vi ikke er alene!

Tredje del indeholder den naturlige afslutning med “theory of mind,” øget empati, erkendelse osv. Forholdsvist kort og fyndigt og en tilfredstillende krølle på projektet.

Lars’ bog – særligt hvad jeg skrev om anden del – har haft en ganske pæn indflydelse på mig. Det gik pludselig op for mig, hvorfor jeg altid har elsket at læse. Jeg er ligesom Rie en uperfekt læser, selvom hun er mere udfordret end mig.

Jeg oplever altid, jeg nyder at læse og at gøre en bog færdig. Så sker der et eller andet, og jeg kommer fra det igen og skal så småt tvinge mig selv til at starte en ny. Skønlitteratur forstås.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har i mine voksne år altid haft svært ved at omfavne lystlæsning som en hobby, og det er helt åndssvagt. Det er jo bare at gøre det og nyde det og snakke med andre om det.

Det andet, der skete, var, at jeg fik lyst til at læse mere af Lars’ eksempler i bogen. Han kommer ofte tilbage til Cormac McCarthys “The Road,” som havde samme sjælsrystende effekt på mig som på ham, så jeg gik også ud og skaffede mig en St. St. Blicher-novellesamling og en Helle Helle ditto. Det var helt forrygende at læse Blicher igen, men belastende for mine omgivelser, der nu skal slå mine fornærmelser op i gamle ordbøger.

Værre var mit møde med Helle Helle. Forfærdeligt, forfærdeligt … men det hænger alligevel lissom ved på en måde. Det er vist en såkaldt erhvervet smag.

Summa summarum: Lars har skrevet den grundbog om læsning, vi ikke vidste, vi altid har manglet. Skaf dig et eksemplar og læs det. Sporenstregs!

Anne-Grethe anmeldelse af Det læsende menneske

I årevis har jeg forsøgt at overbevise omgangskredsen om, at man bliver klogere på sig selv og sin omverden, når man læser skønlitteratur. At der er lavet undersøgelser, der viser, at man bliver et mere empatisk menneske af at læse skønlitteratur. At ens horisont udvider sig, at man bliver klogere.

For de mennesker, der aldrig læser eller måske udelukkende læser skønlitteratur, har mine argumenter næsten resulteret i latterbrøl, andre trækker bare på skuldrene og ser ud, som om de tænker ”så siger vi det”.

Nu er der endelig udgivet en bog, der bekræfter mig i, hvad jeg altid har sagt om at læse skønlitteratur.

Alene af den grund elsker jeg den.

Men spøg til side, jeg ved faktisk ikke, hvorfor en bog som nedenstående ikke er skrevet for flere år siden, for den er aldeles glimrende og relevant – og ikke bare fordi den bekræfter mig i, hvad jeg altid har sagt.

Bogen hedder ”Det læsende menneske. Hvad sker der med os, når vi læser skønlitteratur” og er skrevet af Lars Theil Münster, der er cand.mag i litteraturvidenskab.

Bogen er opdelt i 3 dele:

Hvordan læser vi litteratur? Læsemåder og læsehistorie, den gode fortolkning m.m.

Hvorfor læser vi litteratur? Litteratur og meningen med livet, fortællinger har hjulpet os med at overleve m.m.

Hvad får vi ud af at læse litteratur? Den empatiske læser, litteraturens særlige sprog og evnen til at forestille sig nogen, som ikke findes.

Lars Theil Münster er en ildsjæl og en forfatter, der er gået grundigt til værks.

Havde jeg ikke læst skønlitteratur i forvejen , var jeg blevet godt og grundigt hooked, som man (ikke) siger på nudansk.

Jeg har været ekstra træt denne uge, hvor jeg har læst bogen, den er nemlig ikke sådan at lægge fra sig, så den er blevet sen med sen på, inden jeg har sovet om aftenen. Tak, Lars! Træthed til trods har du virkelig begået en fin og gennemarbejdet bog, som vil blive anbefalet til venner, bekendte og familiemedlemmer – især dem, der ikke læser skønlitteratur.

Andre dobbeltanmeldelser

Fra tid til anden kaster vi os ud i dobbeltanmeldelser. Her er et par eksempler:

Mod til at tvivle af Lars Hvidberg og Ahmed Akkari – anmeldt af Jan og Lisbet (2018)
Vi var fiskere af Chigozie Obioma – anmeldt af Lisbet og Mikkel (2017)

Portræt af en læsende øbo

Portræt af en læser-serien har ramt et jubilæum: Vi er nu oppe på ti portrætter. Det fejrer vi med et interview med Sofie Bay. Hun har virkeliggjort det, som mange drømmer om: Udskiftet livet i byen med hverdagen på en lille ø, hvor lokalsamfundet vitterligt er meget lokalt – og omgivet af vand.

Jeg har mødt Sofie i forbindelse med projektet Ord til mor på Nørrebro, som oprindeligt havde den mere formelle titel Sprog og bevægelse i nye fællesskaber: Biblioteket bygger bro.

Sofie er uddannet lærer, og vi deler en stor interesse for små børns sprogudvikling. Vi kan sidde og nørde vilde forskningsresultater, selv om ingen af os er sprogpædagoger, lingvister eller neuro-science-videnskabskvinder.

Sofie har været med til at udvikle det undervisningsmateriale, som dansere fra Dansekapellet bruger i projektet Ord til mor. Hun er ferm med en tusch og har også stået for den visuelle facilitering af forløbet.

Min rolle bliver at evaluere projektet. Så mens Sofie har skudt det hele i gang, skal jeg samle op, når forhåbentlig mange mødre på Nørrebro med dansk som andetsprog har været på en helt speciel sprogrejse sammen med deres babyer mellem 6 og 12 måneder.

Jeg har kun mødt Sofie to gange. Men det tager heller ikke længere tid at finde ud af, at en person har gang i et væld af spændende projekter! Derfor er Sofie portrætperson nummer ti i denne serie. Og giv mig et praj, hvis du har forslag til nummer 11. Jeg elsker at få foreslået nye ofre.

Rundt om læsning med Sofie Bay:
Klimavenlig læsning, rollemodeller og tegnsprogsgrammatik

Lisbet: Hvad betød læsning for dig i din barndom?
Sofie: Mine forældre har læst rigtig meget for både mig og min søster. Men det, jeg husker bedst, er faktisk, at de selv læste meget. Efter aftensmaden sagde én af mine forældre ofte, og da vi blev større begge mine forældre: ” Jeg tager lige en tur til Istanbul, Island eller Esbjerg”  eller hvor bogen nu udspillede sig.

Min far fortalte mig ofte om bogen ”Det lykkelige Arabien”, som han fik en fin indbundet udgave af i konfirmationsgave. Han byttede den til 10 mindre fine bøger, og det fortrød han siden stort.

Jeg er opvokset med en stor bogreol, og hver gang jeg havde en ny interesse, kunne min far trække en bog ud af reolen, som passede til emnet.

Lisbet: Hvilken rolle spiller læsning for dig i din hverdag?
Sofie: Jeg har to små børn. Det har for nyligt slået mig, at de næsten aldrig ser mig læse, andet end når jeg læser for dem.

Bøgerne har før i tiden været meget synlige i mit hjem, men da vi blev fire på lidt plads, flyttede alle bøgerne på loftet. For nylig flyttede vi til Orø, og nu skal mine bøger igen få en central rolle i mit hjem. Jeg er aktivt begyndt at tænke over, at mine børn skal se mig læse. De skal se, at det er noget, jeg synes er rart, og at det er noget, jeg prioriterer.

img_3895-1

Den læsende øbo Sofie Bay i naturlige, efterårsagtige omgivelser på Orø.

Lisbet: Hvilken bøger har betydet meget for dig i dit arbejdsliv?
Sofie: Jeg er uddannet lærer og har gennem mit arbejdsliv brugt mange bøger. Men jeg kan huske, da jeg på Frederiksberg Lærerseminarium mødte fagbogen ”Børnenes litteraturhistorie ” af Torben Weinreich. Den gjorde stort indtryk på mig. Både fordi det var en fagbog lavet lige så lækker som en børnebog, men også fordi det var første gang, jeg fik fortalt børnenes litteraturhistorie.

En anden fagbog, der har gjort stort indtryk på mig, er en bog, jeg mødte, da jeg læste faget Dansk tegnsprog, nemlig ”Lærebog i tegnsprogsgrammatik”.

Grammatik er noget, jeg altid har syntes var meget svært, så det var en stor oplevelse for mig pludselig at møde en fagbog, hvor det var visualiseret. Generelt var mødet med dansk tegnsprog en stor oplevelse for mig –  og til dags dato mit yndlingssprog.

Jeg har lyst til også at nævne første gang, jeg som 24-årig stødte på Haruki Murakami. Det var i Kina på et hostel, hvor der er  ”bytte-bog”-hylder. Jeg er ikke den stærkeste læser på engelsk, så jeg blev altid så glad, når jeg fandt en dansk bog.

Der stod den:

”DaNs

DAns

dANs”

Det er første gang, jeg har prøvet , at det ikke er lykkedes for mig igennem en hel bog at finde de rigtig genrebriller. Jeg vidste simpelthen ikke, hvordan jeg skulle læse den. Var det en novelle, en krimi, et eventyr? Det lykkes mig aldrig at lave en kontrakt med forfatteren, og det gjorde indtryk på mig. Jeg var skiftevis igennem hele bogen forvirret, pirret, nysgerrig, irriteret, frustreret og helt oppe at køre over mit møde med Murakami.

dans-dans-dans

En bog der fik Sofie på litterær glatis.

Lisbet: Hvilken bog har gjort stort indtryk på dig og dine karrierevalg?
Sofie: Det er uden tvivl bogen ”Den kreative tænkers hemmelighed” af danske Dorte Nielsen og Sarah Thurber. Den bog har givet mig et nyt sæt briller at se verden med. Den har åbnet mange faglige døre og kastet mig ud på store faglige eventyr.

Lisbet: Hvordan bruger du faglitteratur?
Sofie: Det kommer meget an på, om det er til mig selv eller til min undervisning. Skal jeg bruge det til min undervisning, bruger jeg det som et opslagsværk. Er det til mig selv, bruger jeg det som skønlitteratur, hvor jeg ligger i sofaen og læser. Jeg har dog, til forskel  fra når jeg læser skønlitteratur, altid en blyant med, når jeg læser faglitteratur. Jeg understreger flittigt og skriver i marginen.

Lisbet: Hvor bliver du inspireret til læsning?
Sofie: Det kommer an på, om det er skøn- eller faglitteratur. Skønlitteratur er ofte gennem venner eller programmet ”Skønlitteratur” på P1

På det seneste er det ofte Linkdin, som har ført mig til ny faglitteratur.

Lisbet? Hvilke fagbøger glæder du dig til at læse i den nærmeste tid?
Sofie: Jeg har lige modtaget den danske oversættelse af ” Deep Work” af Cal Newport. Den glæder jeg mig mægtig meget til at læse. Jeg er startet på den, og jeg er helt hooked. Jeg har hele tiden lyst til at finde små læsepauser i min hverdag.

Derudover venter jeg på en pakke med bogen Aktivt kreativ, som jeg også glæder mig til at se nærmere på.

deep work forside audio

En moderne fagbogsklassiker af Cal Newport.

aktiv kreativ bogforside

Udnyt freestylemekanismerne. What’s not to like?

Lisbet: Hvis du selv skulle skrive en bog, hvad skulle den så handle om?
Sofie: Jeg vil gerne skrive en grundbog til udskolingen om bæredygtig økonomi.

Lyst til flere læserportrætter?

Der er efterhånden en del af slagsen her på bloggen:

Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en dimittend der læser
Portræt af en læsekreds
Portræt af en læser med lister

Flodkrebs synger smukt og rent

Den 27. september 2019 udkommer ”Hvor flodkrebsene synger” på Gyldendals forlag. Køb den og læs den. Den er fantastisk. Det er den korte besked. Den længere besked har samme konklusion og følger herunder.

47944456._UY2078_SS2078_

Jeg samler lige tråden op fra sidste måned, hvor jeg var inde og for-forhandle med min gode Gyldendal-ven og -modpart – og tidligere kollega i øvrigt. Snakken falder altid på kommende udgivelser, og han var mest optimistisk omkring Tim Buk-Swienty’s Blixen-biografi, den nye Svend Brinkmann og det amerikanske fænomen ”Hvor flodkrebsene synger.” Jeg er meget lidt fan af hr. Buk-Swienty’s ageren over for bibliotekerne, så ham ignorerer jeg, uden at han opdager det 😊 Brinkmanns nye opus anmeldte jeg i forrige post. Lidt blandet. Og så købte jeg i øvrigt Flodkrebsene i originaludgaven til min Kindle og slugte den. Bogen altså. Ikke min Kindle.

”Hvor flodkrebsene synger” er en litterær enhjørning. Den udkom i USA (”Where the Crawdads Sing”) for over et år siden og ligger stadig nummer 1 på Amazons hitliste, og så er det jo faktisk en debut. ’ish. Forfatteren, Delia Owens, har skrevet et par faglitterære bøger før, men det er hendes skønlitterære debut, og det er lidt vildt. Faktisk er der også en lille krog til Brinkmanns ”Hvad er et menneske.”

”Hvor flodkrebsene synger” foregår dels i 1969, hvor en ung mand findes død i marsklandet uden for en lille kystby i North Carolina, og den lokale ordensmagt er overbevist om, der er tale om et mord. Som efterforskningen skrider frem, kommer den unge kvinde, Kya, der lever alene derude under mistanke. Dels følger den Kya, fra hun er seks, og hendes mor går fra sin voldelige, fordrukne mand og børnene og det faldefærdige skur, de bor i ude i marsken. Så rejser Kyas storebror væk, og efter en kort opblomstring som far forsvinder også han, og så er hun helt alene. Det er her, det er lidt spøjst lige at have læst Brinkmann, for kapitlet om det biologiske menneske spøgte i min bevidsthed under læsning af særligt første del af flodkrebsene. Vi tænker ikke tit over det, men vi er jo biologiske væsener, som former og formes af naturen omkring os, og én af gaverne herfra er grunden til, man gider læse fiktion. Mere om det nedenfor.

CRAYFISH-articleLarge

En flodkrebs. Der er ingen sammenhæng til teksten, men fin er den.

Bogen tager sig god tid til at beskrive marsken og dens enestående fauna på den ene side og Kyas knusende ensomhed på den anden. Byen skyr hende, og hun følger andres sociale liv på afstand, indtil hun bliver gode venner med en lokal dreng, som lærer hende at læse, og stjæler lærebøger til hende. Pludselig kan hun læse om den natur, hun bor i og kender så intimt. Hun begynder også at forstå sine få, men afgørende sociale relationer i lyset af naturens relationsmønstre mellem hanner og hunner hos forskellige dyr og insekter.

Naturbeskrivelserne er fænomenale. Det er sjældent for alvor, synes jeg, at blive transporteret til et sted, man ikke kender på den måde. Samtidigt spiller naturen både en rolle som scene, bagtæppe og aktiv medspiller. Owens er uddannet biolog og tog som noget nær nyuddannet med sin daværende mand til Kalahari-ørkenen, hvor de slog sig ned i syv år i ingenmandsland og studerede den lokale fauna. Det kom der bogen ”Cry of the Kalahari” ud af. Senere flyttede de til Zambia for at studere løver, men blev blandet ind i kampen mod krybskytteri af elefanter og skrev bogen ”Eye of the Elephant.” Helt uerfaren med at beskrive særegne miljøer er hun altså ikke, og det mærkes!

En anden helt særlig ting, jeg bemærkede, var, at empatien med Kya sniger sig langsomt ind, men så voldsomt faktisk, at da retssagen går i gang – og selvfølgelig må der være en retssag – og dommen nærmer sig, sad jeg med hånden, så den dækkede nederste del af siden, mens jeg messede for mig selv: ”Kom så. Ikke skyldig. Kom så. Ikke skyldig …” Jeg læste fra lufthavn til lufthavn på en tre timer lang flyvetur, og forklarede mentalt en sky, at den f***** jury skulle erklære hende ikke skyldig. Der er jo ingen beviser, mand! Det er alt sammen deres provinsielle angst for outsidere, og har hun måske ikke lidt nok? Hvad F***** er EGENTLIG meningen?! Er der bare INGEN retfærdighed til??? … Hvor var jeg? Åh, jo. Jeg levede mig meget ind i den.

vaLTWZ0S

Frifindelse, tak!

Det er noget mærkeligt noget, det med at leve sig ind i fiktive personers liv. Vi ved jo godt, de ikke findes. Hvordan kan deres skæbne berøre os? Og så meget i dygtige forfatteres hænder? Jeg læste ”The Boy on the Bridge” efterfølgende. Det er en slags 2’er til ”The Girl with All the Gifts” – begge født af forfatteren M. R. Careys skræmmende fantasi om, hvad der vil ske, hvis svampen cordyceps, der forvandler insekter til zombier, en dag fandt på at springe til mennesker. ”The Boy on the Bridge” er udspekuleret ondskabsfuld, blodig og uhyggelig, men den er plotdreven, og man har på ingen måde mentale samtaler med skyer om, at det skal gå personerne godt. Det gør det så typiske heller ikke i øvrigt. Yikes!

3a810ba1df3bb1a0888897811c4052fb2b54b35f_hq

“The Girl with all the Gifts.” Det ender galt for de fleste medvirkende.

Jeg har læst lidt op på det. Der er mange forklaringer på, hvad det er, der sker, men den neurologiske mekanisme – om man vil – hænger på to relaterede menneskelige evner. Den første er evnen til at danne sig forestillinger om, hvad der sker i andre menneskers bevidsthed; theory of the mind, som det hedder. Ingen andre levende væsener har den evne. Heller ikke primater. Den anden er empati; evnen til at kunne sympatisere, føle med andre. Det er to forskellige evner trods deres sammenhæng. Psykopater har fx glimrende theory of mind, men ingen empati. Autister har problemer med theory of mind, men kan godt føle empati. Når vi lever os ind i fiktive menneskers skæbne, aktiveres de samme områder i hjernen, som når vi føler empati med vores rigtige medmennesker. Følelsesmæssigt skelner vi altså faktisk ikke, og vores engagement i fiktive mennesker er i selve øjeblikket helt ægte, som om de også var.

Anyway. ”Hvor flodkrebsene synger” er fremragende. Det er én af de tre bedste bøger, jeg nogensinde har læst. Læs den, når den udkommer på dansk d. 27. september.

Den moderne slægtsroman – det nye sort

Slægtsromaner i alle deres former har i mange år haft deres plads og publikum. I mine yngre dage, så det dog ud til, at det var en genre, der så småt var ved at uddø.

Sådan skulle det ikke være. Heldigvis. Genren har især fået nyt liv de senere år og truer nu krimiens plads som danskernes yndlingslæsning.

Børsen

Når Børsen skriver om slægtsromaner, så ved man, det er en genre, der rykker.

Slægtsroman, familiehistorie eller krønike – kært barn har mange navne

Den klassiske slægtsroman har som genre en lang historie bag sig og kan spores tilbage til Emile Zolas ’Familien Rougon’ fra sidst i det 19. århundrede og Thomas Manns ’Huset Buddenbrooks’ fra starten af det 20. århundrede, men den moderne slægtsroman, der oftest nærmere er en realistisk familiehistorie, er lidt nyere og, tænker jeg, et barn af senmodernismen. Leck Fischer og Ester Bock er gode eksempler på den nye hverdagsrealisme, hvor man med en mere moderne kulisse kan følge en families op og nedture.

’Familien Bruchfontaine’ fra Keld Conradsens hånd eller Jan Guillous ’Det Store Århundrede’ lægger sig også op ad den tendens. Her ses de senmoderne træk især i romanernes beskrivelser af de omvæltninger samfundet gennemgår, hvor traditioner og traditionsbundne fællesskaber langsomt nedbrydes og erstattes af et mere individfokuseret samfund med et utal af valgmuligheder og de problemer det afstedkommer.

Den moderne slægtsroman er ofte mere en familieroman end en egentlig slægtshistorie, hvor man har blik for en persons opvækst og den umiddelbare familie fremfor hele slægtens historie gennem tiden. I ny og næ har romanerne også træk af at være erindringshistorier og vil oftest også indeholde elementer af både personal- og kulturhistorie.

Den gode histories brede appel

Hvis man tænker nærmere over det, så er der god grund til, at slægtsromaner har fået så solidt et tag i læserne og fortsat vinder frem i popularitet.

Boghandler Jette Sønderbek fra Schreiners Bog og Idé i Tarup bekræfter, at slægtsromaner over en bred kam sælger godt, men at især de mere nære og personlige fortællinger er populære. ”Folk vil gerne have noget, der er tæt på. Tiden gør, at de gerne vil kigge indad,” fortæller Sønderbek. ”Den tendens rammer forfattere som Merete Pryds Helle, Iben Mondrup og Malene Ravn rigtig godt med deres bøger.”

Og det hører man flere steder fra.

Tilbage i oktober – fredag den 5., helt nøjagtigt – havde Børsens Weekendtillæg en dobbeltside under overskriften ’Store danske fortællinger topper på salgslisterne’. Her fortæller Merete Pryds Helle og Simon Pasternak bl.a. om, at krimibølgen er slut og at vi som læsere tiltrækkes af de store fiktioner.

Eller den gode vedkommende historie nok nærmere.

Interessant nok, så nævner Børsen også, at læsekredse og fællesskaberne omkring læsning har betyder noget for slægtsromanens tilbagevendte popularitet. Det er måske et symptom på en mere fragmenteret hverdag, hvor vi ikke længere kender hinanden eller vort eget ophav. Her er den moderne slægtsroman en måde at lære mere om andre mennesker, deres baggrund og os selv på. Som Gyldendals Simon Pasternak siger ”Vi har lyst til de store fiktioner, der kan gøre os klogere på, hvad vi er rundet af, og hvor vi skal hen.”

Netop den gode, velskrevne historie, der siger noget om os som mennesker og giver materiale til den gode samtale, er det, de to bøger, jeg har valgt at skrive lidt om nedenfor, har til fælles.

’Vi er brødre’ af Iben Mondrup

Brødrene Poul og Jens vokser op i Nordjylland i årene efter 2. Verdenskrig. Deres far deltog i modstandsbevægelsen, og hans oplevelser præger familien. Brødrenes forskellige opfattelse af familien og verden omkring dem truer med at splitte familien.”

’Vi er brødre’ ligger tidsmæssigt før Mondrups populære bøger ’Godhavn’ og ’Karensminde’ og har en tidligere generation som midtpunkt, nemlig Brødrene Poul og Jens. Den ene bror er lettere kolerisk og fremfarende, mens den anden er mere flegmatisk og forsigtig. Samtidig er familien, ikke mindst brødrene Poul og Jens, mærket af faderen Haralds fortid som frihedskæmper.

vi er brødre

Tredje bog i Mondrups familiefortælling vil ikke skuffe sine læsere. ‘Vi er brødre’ er en solid moderne slægtsroman.

Med vanlig rolig og sikker hånd fortæller Mondrup på skift brødrenes historie fra deres unge dage til voksenårene og krydrer undervejs med historiske begivenheder. Fokus er dog lagt på relationerne mellem familiemedlemmerne og hvordan de håndterer livet.

Det er på mange måder typisk for Mondrup, tænker jeg.

Og det er bogens tone og sprogmæssige stil også. Der er en anspændt stemning bogen igennem og personerne virker ekstremt intense og i dette tilfælde måske unødigt kantede. Jeg har i hvert fald en smule svært ved at forstå deres handlinger og motivation, men det kan vel tænkes, det er hensigten. Det gør ’Vi er brødre’ til en lidt hård bog. Der er ingen tvivl om, ’Vi er brødre’ er en god bog og en stærk læseoplevelse, men for mig var den svær at komme igennem.

’I dine øjne’ af Malene Ravn

Erik har i 1930’erne og 1940’erne en hård opvækst i Aalborg som søn af en ung ugift kvinde og en kineser, der ikke vil kendes ved ham. Senere flytter han til København, hvor hans mål er at skabe en tryg ramme for sig selv og sin lille familie.”

Det er svært ikke at sammenligne Malene Ravn og Iben Mondrup, eller i hvert fald sammenligne Ravns ’I dine øjne’ med Mondrups ’Vi er brødre’. Tema og tone ligger op ad hinanden, og jeg vil påstå, at kan man lide den ene forfatter, så kan man også lide den anden.

Og både Ravn og Mondrup er da i øvrigt også ualmindelige rare mennesker.

i dine øjne

‘I dine øje’ har en virkelig smuk, lidt vemodig forside, der rammer bogens indhold ganske godt.

Men nu drejer det sig om bøgerne, og i dette tilfælde om Erik, Eriks datter Nete og hans far Lai Funs historie. Lai Fun er kineser og kommer med en større gruppe til Danmark ved århundredeskiftet for at optræde i Tivolis kinesiske landsby. Som det jo går, så forelsker Lai Fun sig og ender med at blive gift. Historie får en krølle, da en midaldrende Lai Fun gør en anden, yngre kvinde gravid. Barnet af den affære er Erik, der altså ikke kun er halvkineser, men også en bastard. Det er hårde vilkår.

’I dine øjne’ giver et indblik i arbejderklassens og bondestandens kår i starte af sidste århundrede og frem, hvilket i min optik er bogens store styrke, men nu har jeg også alle dage været mere til kulturhistorie end social- og hverdagsrealisme.

Ravns ofte korte, skarptskårne sætninger underbygger den socialrealistiske stemningen og får historien til at virke knugende og intens. Det er også her, det er oplagt at drage paralleller til Mondrups ’Vi er brødre’. Personligt tænker jeg tonen passer lidt bedre her, da Erik i kraft af sit ophav er ugleset og stikker ud, men det er klart en smagssag.

’I dine øjne’ er i øvrigt kraftigt inspireret af en virkelig fortælling.

Men, oh mægtige bibliotekar, bør jeg læse dem?

Ja, det bør du, er det korte svar. Begge bøger er velskrevne og i bund og grund gode fortællinger. Det er dog bøger, der er typiske for den moderne slægtsroman. De skuer indad, har socialrealistiske elementer og har mere øje for den menneskelige psyke end den store historie.

signering

Både Ravn og Mondrup er ualmindeligt rare kvinder og jeg nød at sludre med dem, da de besøgte Tarup. Her er Malene ved at grifle en lille hilsen.

Som bibliotekar vil jeg ikke tøve med at anbefale dem, men jeg vil klart være opmærksom på, hvem jeg anbefaler dem til. Er man mere til Archer og Follett end Leine og Pryds Helle, så kan det tænkes, ’Vi er brødre’ og ’I dine øjne’ er lidt for hård kost og har få små armbevægelser. Men ønsker man skarpe fortællinger om mennesker i modgang, så er det to fremragende bøger.

 

 

 

 

Jans Top 3

2018 nærmer sig hastigt sin afslutning og det er dermed blevet tid til at tænke lidt over årets store læseoplevelser.

Lisbet og Mikkel har allerede forfattet deres top 3, så jeg iler nu med at give mine bud på årets bedste læseoplevelser, inden året rinder ud.

De tre bøger, jeg har valgt, er fantastiske bøger på hver deres måde, og de har alle givet mig en længerevarende oplevelse, der rækker udover selve læsningen.

Der er en fællesnævner mere, nemlig, rejsen, man som læser kommer med på. Der er den personlige dannelsesrejse, der er en mere konkret rejse til Texas, og sluttelig rejsen ind i galskabens rædselsland. Det er med andre ord bøger, der flytter noget. Mere kan man heller ikke ønske sig af litteratur, tænker jeg.

Lad os sætte i gang …

Når biblioteker og litteratur ændrer liv

Jeg vil vove den påstand, at jeg ikke ville være, hvor jeg er i dag uden min fødebys folkebibliotek og de bugnende bogreoler, hvis indhold satte først min fantasi i gang og siden gav mig en masse at tænke over.

Samme oplevelse synes Ahmed Akkari at have haft, og det beskriver han med hjælp fra Lars Hvidberg på fornem vis i ’Mod til at tvivle’, hvor vi følger Akkaris rejse fra stålsat religiøsitet til nysgerrig humanisme.

Og hvilken rejse.

Mod

Undertitlen alene kunne næsten gøre ‘Mod til at tvivle’ til årets bog.

Akkari og Hvidberg er et imponerende makkerpar – ordene flyder smukt og er fulde af eftertænksomhed og nuancer. Min medblogger Lisbet beskrev ’Mod til at tvivle’ så fint tidligere på året med følgende ord: ”Mod til at tvivle er på mange måder en modig bog. Den rummer en speciel blanding af det lærde, det reflekterende og det personlige – og en overvældende kærlighed til Grønland, som jeg nu har fået endnu mere lyst til at besøge.”

Og bedre kan det ikke siges. ’Mod til at tvivle’ er en kærlighedserklæring til dannelse, til bibliotekerne og til det at turde åbne sig mod verden. Det er fremragende læsning.

Texas blues

Min glæde ved Mathilde Walter Clarks forfatterskab vil næsten ingen ende tage. Walter Clark er en forfatterinde, som er svær at sætte i bås, men fælles for alle hendes bøger er et mageløst sprog, en sprudlende fortælleglæde og en imponerende og til tider skæv fantasi.

’Lone Star’ er en historie i to dele, der er bundet sammen af Walter Clarks far. Da han dør, beslutter Walter Clark sig for at kigge nærmere på sin og faderens texanske familie. Første del af bogen handler om Walter Clark selv og hendes forhold til faderen, mens den anden del fokuserer på den amerikanske familie i den kæmpestore amerikanske stat Texas.

Der er en snert af moderne slægtsroman over bogen. En mere rammende beskrivelse ville sikkert være, at det er en familiehistorie med Walter Clark og hendes forhold til faderen som omdrejningspunkt. Men det, der gør bogen til noget helt særligt, er tonen og Walter Clarks skriftsprog. Den er fyldt med sødme, sorg og til tider også humor. Det er levende og blidt, hvilket gør ’Lone Star’ til en meget behagelig bog at læse.

Lone Star

‘Lone Star’ kan også fås med et rødt cover, men jeg har forelsket mig hovedkulds i det blå …

Statens Kunstfond har da også nævnt Walter Clarks bog som en af ”10 danske bøger, der har gjort sig ekstra bemærket blandt årets udgivelser.” Og det er meget berettiget, tænker jeg.

Oh, rædsel, oh, gru!

Som den skarpe læser nok ihukommer, elsker jeg horror og gys, og som så mange andre gyserelskere har jeg et blødt punkt for H.P. Lovecraft. Dog har det nogle gange været svært at finde hans historier på dansk.

Det råder Forlaget Kandor – der er et imprint af DreamLitt – nu i den grad bod på. ’Cthulhu kalder. Fortællinger 1926-1928’ samler som titlen antyder Lovecrafts historier fra 1926 til 1928. Nu kunne man naturligvis indskyde, at det hverken er nye historier eller nogle jeg har læst for første gang, men at sidde med det digre, smukke værk mellem poterne og nyde Jakob Levinsens i særklasse fantastiske oversættelse er en oplevelse for sig.

Ovre hos vores venner af huset på Planet Pulp har Levinsen fortalt om projektet og de mange udfordringer, der er i at oversætte H.P. Lovecraft. Arbejdet fortsætter nemlig, for der er planlagt yderligere to bind, så stort set alt, hvad Lovecraft har skrevet nu kommer i Levinsens skarpe oversættelse og i smukke bind, der vil klæde enhver bogreol.

H.P. Lovercraft

Ikke kun er ‘HPL’ fyldt med skræmmende gode fortællinger, den er også smuk og imposant.

Kender man ikke noget til Lovecraft, så var han en horrorforfatter med blik for den galskab og rædsel, der lurer i det endeløse kosmos. Han skabte en række gruopvækkende skabninger, for hvem mennesket var ubetydelige fnug, og lagde med sin fantasi og sit særegne sprog grunden til det moderne gys.

Det får man syn for i dette værk. Det er horror, når det er bedst.

Boginfo
’Mod til at tvivle. En fortælling om eksil, humanisme og hvilken forskel et bibliotek kan gøre’ af Ahmed Akkari, fortalt til Lars Hvidberg, 286 sider, Gyldendal, 2018.

’Lone Star’ af Mathilde Walter Clarke, 426 sider, Politiken, 2018

’Cthulhu kalder. Fortællinger 1926-1928’ af H.P. Lovecraft, oversat af Jakob Levinsen, 608 sider, Kandor, 2018

 

 

Mikkels Top-3 fra 2018

Så blev det min tur til at lave top-3. Du kan læse Lisbets her.

Jeg har ikke fået læst nok i 2018. Dér. Jeg sagde det. Jeg kommer til at tage voldsom revanche i 2019. Hvis du heller ikke får læst nok, så læs Ries guide her. Lidt blev det da til. 26 i følge Goodreads. Alt for lidt, men nok til en top-3.

Jeg har delt det op i skønlitteratur, filosofi og almindelig faglitteratur pga. mine fjogede læsevaner.

Skønlitteratur

David Benioff: “Tyvenes by.” Politikens Forlag. 2008. 283 sider.

Jeg faldt over “Tyvenes by” i forbindelse med et Young Adult-projekt, Josephine – min 15-årige – og jeg havde over sommeren. Bogen blev voldsomt pushet på bloggen Better Novel Project, så jeg samlede den op, slugte den, gav den til Josephine, som også slugte den, og vi var begge vilde med den. Young Adult er den vist ikke helt. New Adult, måske. Den er i hvert fald brutal. Det er historien om teenageren, Lev (angiveligt David Benioffs bedstefar), der under den tyske belejring af Leningrad bliver arresteret for at plyndre liget af en Luftwaffe-pilot og havner i fængsel. Her møder han den unge, belæste, skakspillende, kvindebedårende og generelt livsnydende kosak, Kolya, der sidder inde for desertering. Det umage par får mulighed for at undslippe summarisk henrettelse, hvis de kan finde et dusin friske æg til kommandantens datters bryllup, og det sender dem på en nærmest post-apokalyptisk tur gennem et desperat Leningrad og ud af byen i armene på den tyske hær. Sardonisk morsom, skånselsløs, galgenhumoristisk og fængende. Vi læste den i hedebølgen på Nyborgs strande og på københavnerferie i skønne AK’s Nørrebro-lejlighed.

Ærefuld andenplads går til Signe Langtved Pallisgaards “Alle de liv.” Jeg anmeldte den her.

Filosofi

Min selvhjælps-craving slog over i august 2018, og jeg begyndte at sluge bøger om buddhisme og stoicisme. Medblogger Rie fangede min nye ro på nedenstående billede fra en SAS-maskine til San Francisco.

44254557_10156138019452261_1358401256967634944_n

De esoteriske og mystiske aspekter af buddhisme lader mig kold, men herudover synes jeg egentlig, de fuldstændigt har regnet den ud. Der er kommet et væld af titler om en mere vestlig, sekulær buddhisme, hvor man ikke har brug for orange klæder eller tiggerskåle eller enkeltbillet til Tibet, men kan nyde alle fordelene ved et mere afklaret og roligt forhold til verden og tilværelsen som sådan. De fysiske og mentale fordele ved meditation fx er nu så veldokumenterede, at meditation er blevet mainstream i både Silicon Valley og i de amerikanske elitestyrker.

Dan Harris: “10% Happier.” It Books. 2014. 256 sider.

7B6D74A501-C93D-42C6-8E83-83A31DC38C627DImg100

Dan Harris siger måske ikke danskere så meget – mig selv inkl. – men han er en berømt, amerikansk journalist, krigskorrespondent og studievært på ABC News. Han har dækket alt fra 11. september til Katrina og været udsendt til Irak og Afghanistan i mange omgange. Hjemme fra krigszonerne søgte han at selvmedicinere adrenalin-afhængigheden med et stort kokain-forbrug, og i 2004 fik han et angstanfald for rullende kameraer. Det sendte ham helt konkret i behandling og mere overordnet på en lang rejse i den enorme selvhjælps-industris mange tilbud. Pga. sit navn havde han nem adgang til “rockstjerner” som Eckhardt Tolle (”Nuets kraft”) og Deepak Choprah (en million titler). Harris’ beskrivelser med disse ikoner er urkomiske. Han møder også den buddhistisk inspirerede psykoanalytiker, Mark Epstein, og via ham hele kredsen bag den nye, amerikanske, sekulære buddhisme; Joseph Goldstein, Jack Kornfield, Sam Harris osv. Dan Harris skriver med stort vid og selvindsigt og en god portion selvironi, hvordan kuren for misbrug og neuroser giver nye problemer, og hvad man kan forvente fra buddhistisk praksis; helt præcis en ordentlig bunke helt friske spørgsmål. Dan Harris har jeg læst her i december på min Kindle bl.a. på en weekendtur til London.

Ærefuld andenplads går til Robert Wrights “Why Buddhism Is True.” Tung, evolutionær-psykologisk gennemgang af centrale dele af den buddhistiske filosofi, og hvordan den er – eller kan være – løsningen på de tankesæt, vi er født med, og som gør os ulykkelige.

Faglitteratur

“God mad let at lave.” Lindhardt & Ringhof. 2. udg. 2016. 759 sider.

YES! Man skal være ærlig, og eftersom jeg blev skilt i 2018 og pludselig skulle lave mad til mig selv og to terrorøgler i langt højere grad end tidligere, blev dette fremragende værk en god ven. I mine forvirrede 20’ere gik jeg på kokkeskole, men det var lidt før Trojas fald, og i 2018 har jeg slået alt fra frikadeller til kartoffelsalat op. Jeg føler, jeg bestod den lille ledvogterprøve i køkkenet i løbet af året og er gået videre til en anden klassiker; Karolines bedste opskrifter gennem årene i handy hardback. I efteråret kunne jeg servere ‘Sorte gryde’ for mine overnattende indflytterfestgæster, og det er kun et kvart århundrede siden, jeg lavede den sidst. Den holder i øvrigt stadig! Jeg brugte “God mad let at lave” mest, så den får prisen. I julegave fik jeg en stor bagebog OG en spritny notesbog til opskrifter (jo, jeg har et mildt misbrug af notesbøger) af min søde kæreste og hendes forældre, så 2019 bliver fyldt med kikset bagværk og masser af aftensmad med mælkeprodukter …

49548119_211415446468311_149890287001403392_n

Ærefuld andenplads går til Ryder Carrol’s “Bullet Journal.” Carrol er den originale designer, og bullet journals er bare … dybt, mandigt suk.

I 2019 skal jeg nå 36 bøger, hvoraf mindst de 12 skal være skønlitteratur. Godt læseår til dig og dine herfra!

Sommerinspiration fra Bogsnak

Blogkollektivet deler sommerlæsnings-lister. Enjoy 🙂

Prolog

Det startede med en hollandsk prinsesse med en mission. Der var også en fransktalende engelsk ungarer, der prøvede at lære hollandsk, når hun ikke lobbyede i EU’s magtcentre.* Og en amerikansk milliardær selvfølgelig, men han tog hjem igen. Sammen mente de, at Europas biblioteker er nøglen til at bekæmpe analfabetisme, promovere læsning og bringe teknologi ud til folket.

Prinsesse Laurentien (af Holland, ikk’?) stiftede Reading & Writing Foundation i 2004, og heraf sprang programmet Public Libraries 2020, som under superlobbyist Ilona Kish har startet MEP Library Lovers initiativet. Og nu er vi her. MEP står selvfølgelig for “Member of the European Parliament,” og det er simpelthen en gruppe af EU-parlamentarikere, der er erklærede biblioteksfans. Nej, der er ingen danskere blandt dem …

Jeg blev selv (Mikkel red.) involveret i al denne lobby – og programisme i 2012, da Bill & Melinda Gates Foundation brugte de føromtalte ildsjæle til at sætte fokus på bibliotekerne som et sted, alle kan møde og lære teknologi. Jeg var dansk tovholder og blev ligesom hængende i det europæiske system. Derfor har jeg også en halv finger med i nedenstående.

Op til sommeren har de biblioteksglade parlamentarikere produceret en ambitiøs læseliste – “60 books for the summer” – til alle interesserede. Folderen er vist ovenfor, men den kan også skaffes lige her, hvor alle bøgerne får et par ord med på vejen fra politikeren, der anbefaler den. Hvor mange har du læst? Jeg er på hele fire … suk. De ambitiøse starter med nr. 1 og læser sig igennem. Hvis det alligevel er for meget, så følger her vores inspiration til sommerlæsning. Hvad vi selv håber at få læst.

Husk, at bragende sommervejr er perfekt til at sidde indenfor og læse! Okay, gå udenfor, hvis du insisterer, men luk døren efter dig og lad kaffen stå, please.

2018-06-23 13.01.27* Ilona Kish er af blandet engelsk og ungarsk oprindelse. Lidt new zealandsk er hun vist også. Faktisk tror jeg, hendes new zealandske mor og ungarske far mødtes i London lige efter Budapest-opstanden i 1956. Hun taler flydende fransk, men fornemmede, at der var et hollandsk Bruxelles, hun slet ikke så, så hun begyndte at gå til hollandsk. Og ganske rigtigt. Pludselig gav skilte mening ligesom avisoverskrifter og butiksfacader og løbesedler og reklametryksager, og i radioen viste en del kaudervælsk sig pludselig at være trafikinformation om situationen på hovedvejene fra Amsterdam til Bruxelles. Ilona og jeg deler den livsfilosofi, at tilværelsen efterligner litteraturen, så hun anbefalede mig China Mievilles “The City and the City” for at forklare oplevelsen, og den skuffede ikke!

Lisbet

Lisbet foreslår en kort, en lang og en, du kan lytte til sammen med nogle børn.

En kort:Det ultimative landshold: Fra Sepp til Saransk af Nikolaj Steen Møller:
I serien ”Bøger som er skrevet af mine veninders kærester/mænd” er jeg nu kommet til en underholdende fodboldbog, som er oplagt at tage med på stranden.  Jeg er ikke specielt interesseret i fodbold – og så alligevel. Når Nikolaj Steen Møller laver portrætter af de største i dansk fodbold, så er det underholdning, kulturhistorie og genial sportsformidling i en sprød kombination.

Forfatteren har lavet dette benspænd (klippet fra Byens Forlags hjemmeside): ”Hvis du skulle udtage Danmarks VM-trup, og der var frit valg på alle hylder – hvem ville DU så vælge? Vi har håndplukket 23 mand, og der er kun én regel: De skal have spillet på landsholdet, efter Sepp Piontek tog over i 1979 og ændrede alting. Så her er portrætter af en spillertrup i absolut verdensklasse. Vi har blikken­slagere og Ballon d’Or-indehavere. Motorcykelbetjente og europa­mestre. Amagerdrenge og Europacup-vindere – ja, de overlapper endda.”

img_1876

Måske kunne man også overveje bogen som en forsinket Fars dag-gave.

NB: Andre veninders mænd er Lars Hvidberg, der er manden bag Mod til at tvivle (Ahmed Akkaris historie) og Simon Glinvad, der senest har skrevet romanen Medskyldig.

En lang:Udvandrerne af Vilhelm Moberg.
I løbet af en lang sommerferie har man brug for tilfredsstillelsen ved at læse et decideret romanværk fra ende til anden. Jeg foreslår klassikeren Udvandrerne af Vilhelm Moberg, der består af fire bind.

Romanerne handler om småfolk fra Småland, der udvandrer til Minnesota i 1800-talet. Det er en moderne saga om den lille, nære og den store, fjerne verden lang tid før globaliseringen, udlængsel og hjemve, fortid og fremtid. Man kunne også kalde det en variation over temaet ”rødder og fødder”. Det er gribende læsning, og man græder næsten undervejs, fordi hovedpersonerne lider og mister meget undervejs.

Det hele sættes ekstra meget i relief, hvis man sidder på en svensk ødegård og nyder ferielivet i omgivelser, der kunne have været rammerne om Karl Oskar, Kristina og alle de andre brave menneskers liv for 150 år siden.

En, du kan lytte til:Troldeliv af Sissel Bøe og Peter Madsen
Disse historier om troldefamilien ude i den store skov er sjove og underfundige. Mange af troldenes skærmydsler vækker mindelser om en dansk småbørnsfamilies liv anno 2018. På eReolen ligger alle bøgerne som lydbøger indlæst af Ellen Hillingsøe. Hun er en af de mest geniale oplæsere i Danmarks. Hendes diktion og stemme bliver vi aldrig trætte af hjemme hos os. Min søn på seks og jeg fornyr lånet af denne lydbog igen og igen, så jeg tror, vi er oppe på fjerne afspilning af de tre en halv time, som den varer.

God til de lange bilture. God til regnvejrsdage i sommerhuset. God til en fredelig stund, mens man lægger puslespil og drikker saftevand.

Jan

Falske værdier’ af Lee Child. Det er lidt snyd, jeg har nemlig læst den på engelsk, men Childs Reacher-karakter er min store helt, så den tåler et genlæs og vil klæde min bogreol. Så vidt jeg husker er det også en klassisk Reacher-bog; der er med andre ord dømt tæv, kaffe og krambare vimser for alle pengene.

Berlinerblåt’ af Philip Kerr. Sammen med Jack Reacher er Bernie Gunther blandt mine absolutte yndlinge, når det kommer til romankarakterer. Den er som de andre bøger i ‘Berlin Noir’-serien en historisk spændingsroman med rødder i Anden Verdenskrig.

2018-06-23 13.57.02

“Berlinerblåt” på eReolen

Lone Star’ af Mathilde Walter Clark. Clark er en af de få danske forfattere, jeg bare må læse. Jeg elsker hendes sprog og blik for mennesker. ‘Lone Star’ handler om en far, en datter og Texas, og kunne se ud til at være autobiografisk, hvilket normalt ikke liiige er mig, men som sagt, Clark er en gudsbenådet forfatter, så den må læses.

Mikkel

Top-3 liste? Ptøj! Som alle, der har rejst med mig, ved, er jeg voldsomt ambitiøs på egne læsevegne, når jeg har mere end en time til rådighed. Min kuffert bliver jævnligt fyldt med 8-10 bøger til et par dage, for, hey, flyvetur, ikk’? Jeg er faldet i samme fælde her. Jeg får brug for flere sommerferier, men lad os nu ikke sætte barren for lavt.

2018-06-23 09.49.43

Jeg skal læse op på markedsføring, som vi arbejder meget med i Købehavns Biblioteker. Vi er ved at vende vores hidtidige produktfokus til et borgerfokus. Derfor “Moderne Markedsføring 2. udg.” og “Strategic Marketing for Non-Profit Organizations 7. udg.” Vi arbejder også på at integrere vores fysiske tilbud med de digitale, og her er Rasmus Houlinds “Hvis det handler om mig, så køber jeg!” omnichannel-biblen.

Jeg skal have taget 2.000 billeder som sædvanlig og er ved at arbejde mig gennem klodsen “The Photoshop Lightroom Classic CC Book.” Åh, jeg æælsker kæmpe fotobøger!

Afhængig som jeg er af selvhjælpsgenren, skal jeg have genlæst “Everyday Zen” og “Nothing Special” af Charlotte Joko Beck – en slags kvindelig Zen-Yoda – i samarbejde med filosofi-professor Steve Smith. Nu jeg er færdig med Alan Watts’ klassiker “The Wisdom of Insecurity,” er jeg mere åben for, hvad Beck og Smith prøvede at fortælle mig nede i nullerne, tror jeg.

Til rå strandlæsning (ikke at jeg ville blive fanget død på en strand) har jeg planlagt rumopera-trilogien “Humanity’s Fire” af Michael Cobley. Mest for ikke helt at miste min SciFi-troværdighed hos medblogger Jan. Jeg glæder mig også til Michelle Birkby’s serie om kvinderne fra Baker Street 221b; Mrs. Hudson og Mary Watson. Jeg fik købt to’eren i en boghandel i Riga i december, og jeg har lige fået et’eren hjem fra Amazon.

Rie

Sjældent har jeg glædet mig så meget til sommerferien som i år. Måske er det forårets fine vejr, der gør det. Den store pause. Forventning om ro. Og uro. Børn der hviner, griner og keder sig. Forestillingen om udstrakt tid. Om tid til at tænke sig om, besøge venner og være sammen med familien. Læse.

Ligesom Mikkel har jeg en tendens til at overdrive min læsekapacitet i sommerferien. Men det er en del af charmen ved sommerferien, at der er tid til at skeje lidt ud i læseplanlægningen.

En af mine litterære følgesvende bliver den britisk-pakistanske forfatter Kamila Shamsie. I romanen ”Kartography” skriver hun skriver poetisk, morsomt og hjerteskærende om forholdet mellem Bangladesh og Pakistan gennem barndomsvennerne Raheen og Karim og deres forviklede familieforhold. Jeg læste romanen for 10 år siden, og det er en af de romaner, der har sat sig fast og med jævne mellemrum finder vej til min bevidsthed. Da jeg i efteråret var i London med min søster, fandt jeg en signeret udgave af hendes seneste roman ”Home fire” i Waterstones, og den har smilet til mig fra bogreolen siden. Et løfte om gode stunder i vente.

Jeg har det med at låne mine bøger ud og glemme, hvem jeg har lånt dem til. Det er en dårlig vane. Min udgave af ”The things they carried” af Tim O’Brien er derfor forsvundet udi det bogløse tomrum, og jeg har savnet den. Men nu har jeg købt den igen, og jeg både glæder mig til og gruer for at genlæse den. Da jeg alligevel havde spenderbukserne på, fik jeg samtidigt købt ”In the Lake of the Woods”, som jeg har læst (mørk), og ”If I die in a Combat Zone”, som jeg glæder mig til at læse. Tim O’Brien er kendt for sine romaner om soldaterlivet i Vietnam og er et bittersødt bekendtskab. Romanen, som hedder ”Det de bar” på dansk, er en meget ærlig og kompromisløs skildring af en gruppe soldater i den amerikanske krig i Vietnam. Det er en fortælling om krig som fraværet af moral og et opgør med de løgne, som krig medfører. Læs hans romaner mens du er omgivet af folk, der elsker dig, og hvor livet giver mening. De kræver en vis balance.

IMG_5867

Hør nu her! Det er for vildt. Fantasy med noget på hjerte. Vil I ikke godt tage at læse N. K. Jemisins ”Broken Earth”-trilogi? Den handler om Essun, som er orogene (en person, der kan manipulerer jordens energi og fx forårsage eller forebygge jordskælv). Essun bor i det dystopiske Stillness, som består af små selvforsynende kolonier. Livet i kolonierne er bygget op omkring strenge regler, der skal sikre koloniernes overlevelse i de perioder, hvor katastrofale klimaændringer (Fifth Seasons) hærger. I Stillness lever man i konstant undtagelsestilstand og orogenes er frygtet og hadet. Man lever af jordens nåde, og jorden er ikke barmhjertig. Bog 1 og 2 har vundet Nebula-prisen i hhv. 2016 og 2017 og bind 3 har vundet Hugo-prisen i år. Jeg tror ikke, at den er udgivet på dansk, hvilket er helt uforståeligt, men mon ikke det er et spørgsmål om tid. Jeg er i gang med at læse mig gennem hendes øvrige forfatterskab og har for nylig færdiggjort ”The Inheritance”-trilogien, som også er fin. I ferien er tiden kommet til hendes Duologi ”Dreamblood”.

Og så er jeg stadig i gang med Leines “Profeterne i Evighedsfjorden”, som jeg nu har præsteret at komme en tredjedel igennem. Jo, jo bevares – den er god. Men den vil ligesom ikke sidde fast – nu skal den læses færdig!

Og endelig skal min datter Kaia på 7 og jeg læse Kaptajn Underhyler-serien. Og letlæsningsbøger om Gro, der er god til at skate. Jeg har også meget lyst til at læse Momo og tidstyvene med hende, men jeg tror vi må vente lidt endnu. For en måneds tid siden måtte vi lægge Harry Potter tilbage på hylden, da den var for uhyggelig. Og vi var kun nået til fordelingshatten.

IMG_5876