Den moderne slægtsroman – det nye sort

Slægtsromaner i alle deres former har i mange år haft deres plads og publikum. I mine yngre dage, så det dog ud til, at det var en genre, der så småt var ved at uddø.

Sådan skulle det ikke være. Heldigvis. Genren har især fået nyt liv de senere år og truer nu krimiens plads som danskernes yndlingslæsning.

Børsen

Når Børsen skriver om slægtsromaner, så ved man, det er en genre, der rykker.

Slægtsroman, familiehistorie eller krønike – kært barn har mange navne

Den klassiske slægtsroman har som genre en lang historie bag sig og kan spores tilbage til Emile Zolas ’Familien Rougon’ fra sidst i det 19. århundrede og Thomas Manns ’Huset Buddenbrooks’ fra starten af det 20. århundrede, men den moderne slægtsroman, der oftest nærmere er en realistisk familiehistorie, er lidt nyere og, tænker jeg, et barn af senmodernismen. Leck Fischer og Ester Bock er gode eksempler på den nye hverdagsrealisme, hvor man med en mere moderne kulisse kan følge en families op og nedture.

’Familien Bruchfontaine’ fra Keld Conradsens hånd eller Jan Guillous ’Det Store Århundrede’ lægger sig også op ad den tendens. Her ses de senmoderne træk især i romanernes beskrivelser af de omvæltninger samfundet gennemgår, hvor traditioner og traditionsbundne fællesskaber langsomt nedbrydes og erstattes af et mere individfokuseret samfund med et utal af valgmuligheder og de problemer det afstedkommer.

Den moderne slægtsroman er ofte mere en familieroman end en egentlig slægtshistorie, hvor man har blik for en persons opvækst og den umiddelbare familie fremfor hele slægtens historie gennem tiden. I ny og næ har romanerne også træk af at være erindringshistorier og vil oftest også indeholde elementer af både personal- og kulturhistorie.

Den gode histories brede appel

Hvis man tænker nærmere over det, så er der god grund til, at slægtsromaner har fået så solidt et tag i læserne og fortsat vinder frem i popularitet.

Boghandler Jette Sønderbek fra Schreiners Bog og Idé i Tarup bekræfter, at slægtsromaner over en bred kam sælger godt, men at især de mere nære og personlige fortællinger er populære. ”Folk vil gerne have noget, der er tæt på. Tiden gør, at de gerne vil kigge indad,” fortæller Sønderbek. ”Den tendens rammer forfattere som Merete Pryds Helle, Iben Mondrup og Malene Ravn rigtig godt med deres bøger.”

Og det hører man flere steder fra.

Tilbage i oktober – fredag den 5., helt nøjagtigt – havde Børsens Weekendtillæg en dobbeltside under overskriften ’Store danske fortællinger topper på salgslisterne’. Her fortæller Merete Pryds Helle og Simon Pasternak bl.a. om, at krimibølgen er slut og at vi som læsere tiltrækkes af de store fiktioner.

Eller den gode vedkommende historie nok nærmere.

Interessant nok, så nævner Børsen også, at læsekredse og fællesskaberne omkring læsning har betyder noget for slægtsromanens tilbagevendte popularitet. Det er måske et symptom på en mere fragmenteret hverdag, hvor vi ikke længere kender hinanden eller vort eget ophav. Her er den moderne slægtsroman en måde at lære mere om andre mennesker, deres baggrund og os selv på. Som Gyldendals Simon Pasternak siger ”Vi har lyst til de store fiktioner, der kan gøre os klogere på, hvad vi er rundet af, og hvor vi skal hen.”

Netop den gode, velskrevne historie, der siger noget om os som mennesker og giver materiale til den gode samtale, er det, de to bøger, jeg har valgt at skrive lidt om nedenfor, har til fælles.

’Vi er brødre’ af Iben Mondrup

Brødrene Poul og Jens vokser op i Nordjylland i årene efter 2. Verdenskrig. Deres far deltog i modstandsbevægelsen, og hans oplevelser præger familien. Brødrenes forskellige opfattelse af familien og verden omkring dem truer med at splitte familien.”

’Vi er brødre’ ligger tidsmæssigt før Mondrups populære bøger ’Godhavn’ og ’Karensminde’ og har en tidligere generation som midtpunkt, nemlig Brødrene Poul og Jens. Den ene bror er lettere kolerisk og fremfarende, mens den anden er mere flegmatisk og forsigtig. Samtidig er familien, ikke mindst brødrene Poul og Jens, mærket af faderen Haralds fortid som frihedskæmper.

vi er brødre

Tredje bog i Mondrups familiefortælling vil ikke skuffe sine læsere. ‘Vi er brødre’ er en solid moderne slægtsroman.

Med vanlig rolig og sikker hånd fortæller Mondrup på skift brødrenes historie fra deres unge dage til voksenårene og krydrer undervejs med historiske begivenheder. Fokus er dog lagt på relationerne mellem familiemedlemmerne og hvordan de håndterer livet.

Det er på mange måder typisk for Mondrup, tænker jeg.

Og det er bogens tone og sprogmæssige stil også. Der er en anspændt stemning bogen igennem og personerne virker ekstremt intense og i dette tilfælde måske unødigt kantede. Jeg har i hvert fald en smule svært ved at forstå deres handlinger og motivation, men det kan vel tænkes, det er hensigten. Det gør ’Vi er brødre’ til en lidt hård bog. Der er ingen tvivl om, ’Vi er brødre’ er en god bog og en stærk læseoplevelse, men for mig var den svær at komme igennem.

’I dine øjne’ af Malene Ravn

Erik har i 1930’erne og 1940’erne en hård opvækst i Aalborg som søn af en ung ugift kvinde og en kineser, der ikke vil kendes ved ham. Senere flytter han til København, hvor hans mål er at skabe en tryg ramme for sig selv og sin lille familie.”

Det er svært ikke at sammenligne Malene Ravn og Iben Mondrup, eller i hvert fald sammenligne Ravns ’I dine øjne’ med Mondrups ’Vi er brødre’. Tema og tone ligger op ad hinanden, og jeg vil påstå, at kan man lide den ene forfatter, så kan man også lide den anden.

Og både Ravn og Mondrup er da i øvrigt også ualmindelige rare mennesker.

i dine øjne

‘I dine øje’ har en virkelig smuk, lidt vemodig forside, der rammer bogens indhold ganske godt.

Men nu drejer det sig om bøgerne, og i dette tilfælde om Erik, Eriks datter Nete og hans far Lai Funs historie. Lai Fun er kineser og kommer med en større gruppe til Danmark ved århundredeskiftet for at optræde i Tivolis kinesiske landsby. Som det jo går, så forelsker Lai Fun sig og ender med at blive gift. Historie får en krølle, da en midaldrende Lai Fun gør en anden, yngre kvinde gravid. Barnet af den affære er Erik, der altså ikke kun er halvkineser, men også en bastard. Det er hårde vilkår.

’I dine øjne’ giver et indblik i arbejderklassens og bondestandens kår i starte af sidste århundrede og frem, hvilket i min optik er bogens store styrke, men nu har jeg også alle dage været mere til kulturhistorie end social- og hverdagsrealisme.

Ravns ofte korte, skarptskårne sætninger underbygger den socialrealistiske stemningen og får historien til at virke knugende og intens. Det er også her, det er oplagt at drage paralleller til Mondrups ’Vi er brødre’. Personligt tænker jeg tonen passer lidt bedre her, da Erik i kraft af sit ophav er ugleset og stikker ud, men det er klart en smagssag.

’I dine øjne’ er i øvrigt kraftigt inspireret af en virkelig fortælling.

Men, oh mægtige bibliotekar, bør jeg læse dem?

Ja, det bør du, er det korte svar. Begge bøger er velskrevne og i bund og grund gode fortællinger. Det er dog bøger, der er typiske for den moderne slægtsroman. De skuer indad, har socialrealistiske elementer og har mere øje for den menneskelige psyke end den store historie.

signering

Både Ravn og Mondrup er ualmindeligt rare kvinder og jeg nød at sludre med dem, da de besøgte Tarup. Her er Malene ved at grifle en lille hilsen.

Som bibliotekar vil jeg ikke tøve med at anbefale dem, men jeg vil klart være opmærksom på, hvem jeg anbefaler dem til. Er man mere til Archer og Follett end Leine og Pryds Helle, så kan det tænkes, ’Vi er brødre’ og ’I dine øjne’ er lidt for hård kost og har få små armbevægelser. Men ønsker man skarpe fortællinger om mennesker i modgang, så er det to fremragende bøger.

 

 

 

 

Jans Top 3

2018 nærmer sig hastigt sin afslutning og det er dermed blevet tid til at tænke lidt over årets store læseoplevelser.

Lisbet og Mikkel har allerede forfattet deres top 3, så jeg iler nu med at give mine bud på årets bedste læseoplevelser, inden året rinder ud.

De tre bøger, jeg har valgt, er fantastiske bøger på hver deres måde, og de har alle givet mig en længerevarende oplevelse, der rækker udover selve læsningen.

Der er en fællesnævner mere, nemlig, rejsen, man som læser kommer med på. Der er den personlige dannelsesrejse, der er en mere konkret rejse til Texas, og sluttelig rejsen ind i galskabens rædselsland. Det er med andre ord bøger, der flytter noget. Mere kan man heller ikke ønske sig af litteratur, tænker jeg.

Lad os sætte i gang …

Når biblioteker og litteratur ændrer liv

Jeg vil vove den påstand, at jeg ikke ville være, hvor jeg er i dag uden min fødebys folkebibliotek og de bugnende bogreoler, hvis indhold satte først min fantasi i gang og siden gav mig en masse at tænke over.

Samme oplevelse synes Ahmed Akkari at have haft, og det beskriver han med hjælp fra Lars Hvidberg på fornem vis i ’Mod til at tvivle’, hvor vi følger Akkaris rejse fra stålsat religiøsitet til nysgerrig humanisme.

Og hvilken rejse.

Mod

Undertitlen alene kunne næsten gøre ‘Mod til at tvivle’ til årets bog.

Akkari og Hvidberg er et imponerende makkerpar – ordene flyder smukt og er fulde af eftertænksomhed og nuancer. Min medblogger Lisbet beskrev ’Mod til at tvivle’ så fint tidligere på året med følgende ord: ”Mod til at tvivle er på mange måder en modig bog. Den rummer en speciel blanding af det lærde, det reflekterende og det personlige – og en overvældende kærlighed til Grønland, som jeg nu har fået endnu mere lyst til at besøge.”

Og bedre kan det ikke siges. ’Mod til at tvivle’ er en kærlighedserklæring til dannelse, til bibliotekerne og til det at turde åbne sig mod verden. Det er fremragende læsning.

Texas blues

Min glæde ved Mathilde Walter Clarks forfatterskab vil næsten ingen ende tage. Walter Clark er en forfatterinde, som er svær at sætte i bås, men fælles for alle hendes bøger er et mageløst sprog, en sprudlende fortælleglæde og en imponerende og til tider skæv fantasi.

’Lone Star’ er en historie i to dele, der er bundet sammen af Walter Clarks far. Da han dør, beslutter Walter Clark sig for at kigge nærmere på sin og faderens texanske familie. Første del af bogen handler om Walter Clark selv og hendes forhold til faderen, mens den anden del fokuserer på den amerikanske familie i den kæmpestore amerikanske stat Texas.

Der er en snert af moderne slægtsroman over bogen. En mere rammende beskrivelse ville sikkert være, at det er en familiehistorie med Walter Clark og hendes forhold til faderen som omdrejningspunkt. Men det, der gør bogen til noget helt særligt, er tonen og Walter Clarks skriftsprog. Den er fyldt med sødme, sorg og til tider også humor. Det er levende og blidt, hvilket gør ’Lone Star’ til en meget behagelig bog at læse.

Lone Star

‘Lone Star’ kan også fås med et rødt cover, men jeg har forelsket mig hovedkulds i det blå …

Statens Kunstfond har da også nævnt Walter Clarks bog som en af ”10 danske bøger, der har gjort sig ekstra bemærket blandt årets udgivelser.” Og det er meget berettiget, tænker jeg.

Oh, rædsel, oh, gru!

Som den skarpe læser nok ihukommer, elsker jeg horror og gys, og som så mange andre gyserelskere har jeg et blødt punkt for H.P. Lovecraft. Dog har det nogle gange været svært at finde hans historier på dansk.

Det råder Forlaget Kandor – der er et imprint af DreamLitt – nu i den grad bod på. ’Cthulhu kalder. Fortællinger 1926-1928’ samler som titlen antyder Lovecrafts historier fra 1926 til 1928. Nu kunne man naturligvis indskyde, at det hverken er nye historier eller nogle jeg har læst for første gang, men at sidde med det digre, smukke værk mellem poterne og nyde Jakob Levinsens i særklasse fantastiske oversættelse er en oplevelse for sig.

Ovre hos vores venner af huset på Planet Pulp har Levinsen fortalt om projektet og de mange udfordringer, der er i at oversætte H.P. Lovecraft. Arbejdet fortsætter nemlig, for der er planlagt yderligere to bind, så stort set alt, hvad Lovecraft har skrevet nu kommer i Levinsens skarpe oversættelse og i smukke bind, der vil klæde enhver bogreol.

H.P. Lovercraft

Ikke kun er ‘HPL’ fyldt med skræmmende gode fortællinger, den er også smuk og imposant.

Kender man ikke noget til Lovecraft, så var han en horrorforfatter med blik for den galskab og rædsel, der lurer i det endeløse kosmos. Han skabte en række gruopvækkende skabninger, for hvem mennesket var ubetydelige fnug, og lagde med sin fantasi og sit særegne sprog grunden til det moderne gys.

Det får man syn for i dette værk. Det er horror, når det er bedst.

Boginfo
’Mod til at tvivle. En fortælling om eksil, humanisme og hvilken forskel et bibliotek kan gøre’ af Ahmed Akkari, fortalt til Lars Hvidberg, 286 sider, Gyldendal, 2018.

’Lone Star’ af Mathilde Walter Clarke, 426 sider, Politiken, 2018

’Cthulhu kalder. Fortællinger 1926-1928’ af H.P. Lovecraft, oversat af Jakob Levinsen, 608 sider, Kandor, 2018

 

 

Mikkels Top-3 fra 2018

Så blev det min tur til at lave top-3. Du kan læse Lisbets her.

Jeg har ikke fået læst nok i 2018. Dér. Jeg sagde det. Jeg kommer til at tage voldsom revanche i 2019. Hvis du heller ikke får læst nok, så læs Ries guide her. Lidt blev det da til. 26 i følge Goodreads. Alt for lidt, men nok til en top-3.

Jeg har delt det op i skønlitteratur, filosofi og almindelig faglitteratur pga. mine fjogede læsevaner.

Skønlitteratur

David Benioff: “Tyvenes by.” Politikens Forlag. 2008. 283 sider.

Jeg faldt over “Tyvenes by” i forbindelse med et Young Adult-projekt, Josephine – min 15-årige – og jeg havde over sommeren. Bogen blev voldsomt pushet på bloggen Better Novel Project, så jeg samlede den op, slugte den, gav den til Josephine, som også slugte den, og vi var begge vilde med den. Young Adult er den vist ikke helt. New Adult, måske. Den er i hvert fald brutal. Det er historien om teenageren, Lev (angiveligt David Benioffs bedstefar), der under den tyske belejring af Leningrad bliver arresteret for at plyndre liget af en Luftwaffe-pilot og havner i fængsel. Her møder han den unge, belæste, skakspillende, kvindebedårende og generelt livsnydende kosak, Kolya, der sidder inde for desertering. Det umage par får mulighed for at undslippe summarisk henrettelse, hvis de kan finde et dusin friske æg til kommandantens datters bryllup, og det sender dem på en nærmest post-apokalyptisk tur gennem et desperat Leningrad og ud af byen i armene på den tyske hær. Sardonisk morsom, skånselsløs, galgenhumoristisk og fængende. Vi læste den i hedebølgen på Nyborgs strande og på københavnerferie i skønne AK’s Nørrebro-lejlighed.

Ærefuld andenplads går til Signe Langtved Pallisgaards “Alle de liv.” Jeg anmeldte den her.

Filosofi

Min selvhjælps-craving slog over i august 2018, og jeg begyndte at sluge bøger om buddhisme og stoicisme. Medblogger Rie fangede min nye ro på nedenstående billede fra en SAS-maskine til San Francisco.

44254557_10156138019452261_1358401256967634944_n

De esoteriske og mystiske aspekter af buddhisme lader mig kold, men herudover synes jeg egentlig, de fuldstændigt har regnet den ud. Der er kommet et væld af titler om en mere vestlig, sekulær buddhisme, hvor man ikke har brug for orange klæder eller tiggerskåle eller enkeltbillet til Tibet, men kan nyde alle fordelene ved et mere afklaret og roligt forhold til verden og tilværelsen som sådan. De fysiske og mentale fordele ved meditation fx er nu så veldokumenterede, at meditation er blevet mainstream i både Silicon Valley og i de amerikanske elitestyrker.

Dan Harris: “10% Happier.” It Books. 2014. 256 sider.

7B6D74A501-C93D-42C6-8E83-83A31DC38C627DImg100

Dan Harris siger måske ikke danskere så meget – mig selv inkl. – men han er en berømt, amerikansk journalist, krigskorrespondent og studievært på ABC News. Han har dækket alt fra 11. september til Katrina og været udsendt til Irak og Afghanistan i mange omgange. Hjemme fra krigszonerne søgte han at selvmedicinere adrenalin-afhængigheden med et stort kokain-forbrug, og i 2004 fik han et angstanfald for rullende kameraer. Det sendte ham helt konkret i behandling og mere overordnet på en lang rejse i den enorme selvhjælps-industris mange tilbud. Pga. sit navn havde han nem adgang til “rockstjerner” som Eckhardt Tolle (”Nuets kraft”) og Deepak Choprah (en million titler). Harris’ beskrivelser med disse ikoner er urkomiske. Han møder også den buddhistisk inspirerede psykoanalytiker, Mark Epstein, og via ham hele kredsen bag den nye, amerikanske, sekulære buddhisme; Joseph Goldstein, Jack Kornfield, Sam Harris osv. Dan Harris skriver med stort vid og selvindsigt og en god portion selvironi, hvordan kuren for misbrug og neuroser giver nye problemer, og hvad man kan forvente fra buddhistisk praksis; helt præcis en ordentlig bunke helt friske spørgsmål. Dan Harris har jeg læst her i december på min Kindle bl.a. på en weekendtur til London.

Ærefuld andenplads går til Robert Wrights “Why Buddhism Is True.” Tung, evolutionær-psykologisk gennemgang af centrale dele af den buddhistiske filosofi, og hvordan den er – eller kan være – løsningen på de tankesæt, vi er født med, og som gør os ulykkelige.

Faglitteratur

“God mad let at lave.” Lindhardt & Ringhof. 2. udg. 2016. 759 sider.

YES! Man skal være ærlig, og eftersom jeg blev skilt i 2018 og pludselig skulle lave mad til mig selv og to terrorøgler i langt højere grad end tidligere, blev dette fremragende værk en god ven. I mine forvirrede 20’ere gik jeg på kokkeskole, men det var lidt før Trojas fald, og i 2018 har jeg slået alt fra frikadeller til kartoffelsalat op. Jeg føler, jeg bestod den lille ledvogterprøve i køkkenet i løbet af året og er gået videre til en anden klassiker; Karolines bedste opskrifter gennem årene i handy hardback. I efteråret kunne jeg servere ‘Sorte gryde’ for mine overnattende indflytterfestgæster, og det er kun et kvart århundrede siden, jeg lavede den sidst. Den holder i øvrigt stadig! Jeg brugte “God mad let at lave” mest, så den får prisen. I julegave fik jeg en stor bagebog OG en spritny notesbog til opskrifter (jo, jeg har et mildt misbrug af notesbøger) af min søde kæreste og hendes forældre, så 2019 bliver fyldt med kikset bagværk og masser af aftensmad med mælkeprodukter …

49548119_211415446468311_149890287001403392_n

Ærefuld andenplads går til Ryder Carrol’s “Bullet Journal.” Carrol er den originale designer, og bullet journals er bare … dybt, mandigt suk.

I 2019 skal jeg nå 36 bøger, hvoraf mindst de 12 skal være skønlitteratur. Godt læseår til dig og dine herfra!

Sommerinspiration fra Bogsnak

Blogkollektivet deler sommerlæsnings-lister. Enjoy 🙂

Prolog

Det startede med en hollandsk prinsesse med en mission. Der var også en fransktalende engelsk ungarer, der prøvede at lære hollandsk, når hun ikke lobbyede i EU’s magtcentre.* Og en amerikansk milliardær selvfølgelig, men han tog hjem igen. Sammen mente de, at Europas biblioteker er nøglen til at bekæmpe analfabetisme, promovere læsning og bringe teknologi ud til folket.

Prinsesse Laurentien (af Holland, ikk’?) stiftede Reading & Writing Foundation i 2004, og heraf sprang programmet Public Libraries 2020, som under superlobbyist Ilona Kish har startet MEP Library Lovers initiativet. Og nu er vi her. MEP står selvfølgelig for “Member of the European Parliament,” og det er simpelthen en gruppe af EU-parlamentarikere, der er erklærede biblioteksfans. Nej, der er ingen danskere blandt dem …

Jeg blev selv (Mikkel red.) involveret i al denne lobby – og programisme i 2012, da Bill & Melinda Gates Foundation brugte de føromtalte ildsjæle til at sætte fokus på bibliotekerne som et sted, alle kan møde og lære teknologi. Jeg var dansk tovholder og blev ligesom hængende i det europæiske system. Derfor har jeg også en halv finger med i nedenstående.

Op til sommeren har de biblioteksglade parlamentarikere produceret en ambitiøs læseliste – “60 books for the summer” – til alle interesserede. Folderen er vist ovenfor, men den kan også skaffes lige her, hvor alle bøgerne får et par ord med på vejen fra politikeren, der anbefaler den. Hvor mange har du læst? Jeg er på hele fire … suk. De ambitiøse starter med nr. 1 og læser sig igennem. Hvis det alligevel er for meget, så følger her vores inspiration til sommerlæsning. Hvad vi selv håber at få læst.

Husk, at bragende sommervejr er perfekt til at sidde indenfor og læse! Okay, gå udenfor, hvis du insisterer, men luk døren efter dig og lad kaffen stå, please.

2018-06-23 13.01.27* Ilona Kish er af blandet engelsk og ungarsk oprindelse. Lidt new zealandsk er hun vist også. Faktisk tror jeg, hendes new zealandske mor og ungarske far mødtes i London lige efter Budapest-opstanden i 1956. Hun taler flydende fransk, men fornemmede, at der var et hollandsk Bruxelles, hun slet ikke så, så hun begyndte at gå til hollandsk. Og ganske rigtigt. Pludselig gav skilte mening ligesom avisoverskrifter og butiksfacader og løbesedler og reklametryksager, og i radioen viste en del kaudervælsk sig pludselig at være trafikinformation om situationen på hovedvejene fra Amsterdam til Bruxelles. Ilona og jeg deler den livsfilosofi, at tilværelsen efterligner litteraturen, så hun anbefalede mig China Mievilles “The City and the City” for at forklare oplevelsen, og den skuffede ikke!

Lisbet

Lisbet foreslår en kort, en lang og en, du kan lytte til sammen med nogle børn.

En kort:Det ultimative landshold: Fra Sepp til Saransk af Nikolaj Steen Møller:
I serien ”Bøger som er skrevet af mine veninders kærester/mænd” er jeg nu kommet til en underholdende fodboldbog, som er oplagt at tage med på stranden.  Jeg er ikke specielt interesseret i fodbold – og så alligevel. Når Nikolaj Steen Møller laver portrætter af de største i dansk fodbold, så er det underholdning, kulturhistorie og genial sportsformidling i en sprød kombination.

Forfatteren har lavet dette benspænd (klippet fra Byens Forlags hjemmeside): ”Hvis du skulle udtage Danmarks VM-trup, og der var frit valg på alle hylder – hvem ville DU så vælge? Vi har håndplukket 23 mand, og der er kun én regel: De skal have spillet på landsholdet, efter Sepp Piontek tog over i 1979 og ændrede alting. Så her er portrætter af en spillertrup i absolut verdensklasse. Vi har blikken­slagere og Ballon d’Or-indehavere. Motorcykelbetjente og europa­mestre. Amagerdrenge og Europacup-vindere – ja, de overlapper endda.”

img_1876

Måske kunne man også overveje bogen som en forsinket Fars dag-gave.

NB: Andre veninders mænd er Lars Hvidberg, der er manden bag Mod til at tvivle (Ahmed Akkaris historie) og Simon Glinvad, der senest har skrevet romanen Medskyldig.

En lang:Udvandrerne af Vilhelm Moberg.
I løbet af en lang sommerferie har man brug for tilfredsstillelsen ved at læse et decideret romanværk fra ende til anden. Jeg foreslår klassikeren Udvandrerne af Vilhelm Moberg, der består af fire bind.

Romanerne handler om småfolk fra Småland, der udvandrer til Minnesota i 1800-talet. Det er en moderne saga om den lille, nære og den store, fjerne verden lang tid før globaliseringen, udlængsel og hjemve, fortid og fremtid. Man kunne også kalde det en variation over temaet ”rødder og fødder”. Det er gribende læsning, og man græder næsten undervejs, fordi hovedpersonerne lider og mister meget undervejs.

Det hele sættes ekstra meget i relief, hvis man sidder på en svensk ødegård og nyder ferielivet i omgivelser, der kunne have været rammerne om Karl Oskar, Kristina og alle de andre brave menneskers liv for 150 år siden.

En, du kan lytte til:Troldeliv af Sissel Bøe og Peter Madsen
Disse historier om troldefamilien ude i den store skov er sjove og underfundige. Mange af troldenes skærmydsler vækker mindelser om en dansk småbørnsfamilies liv anno 2018. På eReolen ligger alle bøgerne som lydbøger indlæst af Ellen Hillingsøe. Hun er en af de mest geniale oplæsere i Danmarks. Hendes diktion og stemme bliver vi aldrig trætte af hjemme hos os. Min søn på seks og jeg fornyr lånet af denne lydbog igen og igen, så jeg tror, vi er oppe på fjerne afspilning af de tre en halv time, som den varer.

God til de lange bilture. God til regnvejrsdage i sommerhuset. God til en fredelig stund, mens man lægger puslespil og drikker saftevand.

Jan

Falske værdier’ af Lee Child. Det er lidt snyd, jeg har nemlig læst den på engelsk, men Childs Reacher-karakter er min store helt, så den tåler et genlæs og vil klæde min bogreol. Så vidt jeg husker er det også en klassisk Reacher-bog; der er med andre ord dømt tæv, kaffe og krambare vimser for alle pengene.

Berlinerblåt’ af Philip Kerr. Sammen med Jack Reacher er Bernie Gunther blandt mine absolutte yndlinge, når det kommer til romankarakterer. Den er som de andre bøger i ‘Berlin Noir’-serien en historisk spændingsroman med rødder i Anden Verdenskrig.

2018-06-23 13.57.02

“Berlinerblåt” på eReolen

Lone Star’ af Mathilde Walter Clark. Clark er en af de få danske forfattere, jeg bare må læse. Jeg elsker hendes sprog og blik for mennesker. ‘Lone Star’ handler om en far, en datter og Texas, og kunne se ud til at være autobiografisk, hvilket normalt ikke liiige er mig, men som sagt, Clark er en gudsbenådet forfatter, så den må læses.

Mikkel

Top-3 liste? Ptøj! Som alle, der har rejst med mig, ved, er jeg voldsomt ambitiøs på egne læsevegne, når jeg har mere end en time til rådighed. Min kuffert bliver jævnligt fyldt med 8-10 bøger til et par dage, for, hey, flyvetur, ikk’? Jeg er faldet i samme fælde her. Jeg får brug for flere sommerferier, men lad os nu ikke sætte barren for lavt.

2018-06-23 09.49.43

Jeg skal læse op på markedsføring, som vi arbejder meget med i Købehavns Biblioteker. Vi er ved at vende vores hidtidige produktfokus til et borgerfokus. Derfor “Moderne Markedsføring 2. udg.” og “Strategic Marketing for Non-Profit Organizations 7. udg.” Vi arbejder også på at integrere vores fysiske tilbud med de digitale, og her er Rasmus Houlinds “Hvis det handler om mig, så køber jeg!” omnichannel-biblen.

Jeg skal have taget 2.000 billeder som sædvanlig og er ved at arbejde mig gennem klodsen “The Photoshop Lightroom Classic CC Book.” Åh, jeg æælsker kæmpe fotobøger!

Afhængig som jeg er af selvhjælpsgenren, skal jeg have genlæst “Everyday Zen” og “Nothing Special” af Charlotte Joko Beck – en slags kvindelig Zen-Yoda – i samarbejde med filosofi-professor Steve Smith. Nu jeg er færdig med Alan Watts’ klassiker “The Wisdom of Insecurity,” er jeg mere åben for, hvad Beck og Smith prøvede at fortælle mig nede i nullerne, tror jeg.

Til rå strandlæsning (ikke at jeg ville blive fanget død på en strand) har jeg planlagt rumopera-trilogien “Humanity’s Fire” af Michael Cobley. Mest for ikke helt at miste min SciFi-troværdighed hos medblogger Jan. Jeg glæder mig også til Michelle Birkby’s serie om kvinderne fra Baker Street 221b; Mrs. Hudson og Mary Watson. Jeg fik købt to’eren i en boghandel i Riga i december, og jeg har lige fået et’eren hjem fra Amazon.

Rie

Sjældent har jeg glædet mig så meget til sommerferien som i år. Måske er det forårets fine vejr, der gør det. Den store pause. Forventning om ro. Og uro. Børn der hviner, griner og keder sig. Forestillingen om udstrakt tid. Om tid til at tænke sig om, besøge venner og være sammen med familien. Læse.

Ligesom Mikkel har jeg en tendens til at overdrive min læsekapacitet i sommerferien. Men det er en del af charmen ved sommerferien, at der er tid til at skeje lidt ud i læseplanlægningen.

En af mine litterære følgesvende bliver den britisk-pakistanske forfatter Kamila Shamsie. I romanen ”Kartography” skriver hun skriver poetisk, morsomt og hjerteskærende om forholdet mellem Bangladesh og Pakistan gennem barndomsvennerne Raheen og Karim og deres forviklede familieforhold. Jeg læste romanen for 10 år siden, og det er en af de romaner, der har sat sig fast og med jævne mellemrum finder vej til min bevidsthed. Da jeg i efteråret var i London med min søster, fandt jeg en signeret udgave af hendes seneste roman ”Home fire” i Waterstones, og den har smilet til mig fra bogreolen siden. Et løfte om gode stunder i vente.

Jeg har det med at låne mine bøger ud og glemme, hvem jeg har lånt dem til. Det er en dårlig vane. Min udgave af ”The things they carried” af Tim O’Brien er derfor forsvundet udi det bogløse tomrum, og jeg har savnet den. Men nu har jeg købt den igen, og jeg både glæder mig til og gruer for at genlæse den. Da jeg alligevel havde spenderbukserne på, fik jeg samtidigt købt ”In the Lake of the Woods”, som jeg har læst (mørk), og ”If I die in a Combat Zone”, som jeg glæder mig til at læse. Tim O’Brien er kendt for sine romaner om soldaterlivet i Vietnam og er et bittersødt bekendtskab. Romanen, som hedder ”Det de bar” på dansk, er en meget ærlig og kompromisløs skildring af en gruppe soldater i den amerikanske krig i Vietnam. Det er en fortælling om krig som fraværet af moral og et opgør med de løgne, som krig medfører. Læs hans romaner mens du er omgivet af folk, der elsker dig, og hvor livet giver mening. De kræver en vis balance.

IMG_5867

Hør nu her! Det er for vildt. Fantasy med noget på hjerte. Vil I ikke godt tage at læse N. K. Jemisins ”Broken Earth”-trilogi? Den handler om Essun, som er orogene (en person, der kan manipulerer jordens energi og fx forårsage eller forebygge jordskælv). Essun bor i det dystopiske Stillness, som består af små selvforsynende kolonier. Livet i kolonierne er bygget op omkring strenge regler, der skal sikre koloniernes overlevelse i de perioder, hvor katastrofale klimaændringer (Fifth Seasons) hærger. I Stillness lever man i konstant undtagelsestilstand og orogenes er frygtet og hadet. Man lever af jordens nåde, og jorden er ikke barmhjertig. Bog 1 og 2 har vundet Nebula-prisen i hhv. 2016 og 2017 og bind 3 har vundet Hugo-prisen i år. Jeg tror ikke, at den er udgivet på dansk, hvilket er helt uforståeligt, men mon ikke det er et spørgsmål om tid. Jeg er i gang med at læse mig gennem hendes øvrige forfatterskab og har for nylig færdiggjort ”The Inheritance”-trilogien, som også er fin. I ferien er tiden kommet til hendes Duologi ”Dreamblood”.

Og så er jeg stadig i gang med Leines “Profeterne i Evighedsfjorden”, som jeg nu har præsteret at komme en tredjedel igennem. Jo, jo bevares – den er god. Men den vil ligesom ikke sidde fast – nu skal den læses færdig!

Og endelig skal min datter Kaia på 7 og jeg læse Kaptajn Underhyler-serien. Og letlæsningsbøger om Gro, der er god til at skate. Jeg har også meget lyst til at læse Momo og tidstyvene med hende, men jeg tror vi må vente lidt endnu. For en måneds tid siden måtte vi lægge Harry Potter tilbage på hylden, da den var for uhyggelig. Og vi var kun nået til fordelingshatten.

IMG_5876

En gotisk dobbeltanmeldelse

Det var en mørk og stormfuld nat … Det er en sætning, vi har mødt mange gange, ikke mindst hos Nusser i Radisserne, men det er også en sætning, der opsummerer gotisk litteratur ret godt.

Det handler nemlig om melodrama, følelser og rædsel. Oftest på en næsten overdreven måde. Man må med andre ord godt svinge med den store emotionelle pensel som gotisk forfatter. Det hører sig faktisk til. Hvis du elsker alt, der bare er for meget, anbefaler vi en god dosis gotik. Jan har det sådan med sin kaffe, og Mikkel med opera og Othello-lagkage!

Gotik har sit navn fra arkitekturen – domkirkerne i Roskilde og Aarhus er gotiske bygningsværker – men betyder i litterær sammenhæng dybest set romantik med stærke elementer af uhygge. Romantikken var en modreaktion på rationalismen, og bygger på ideen om, at følelserne er det centrale i livet, ikke fornuften. Verden er med andre ord subjektiv, ikke objektiv og mennesket er i sine følelsers vold. Krydrer man det med liberale doser uhygge og gru plus et knivspids sindssyge, så har man gotisk litteratur.

Kort fortalt.

Normalt regner man Horace Walpoles ’Slottet i Otranto’ fra 1764 som den første gotiske roman, og siden fulgte bl.a. evigtgrønne ’Frankenstein’ af Mary Shelley, noget nær alt af Edgar Allan Poe og selvfølgelig Bram Stokers ’Dracula’.

Der ligger også i den gotiske litteratur et opgør med klassiske dyder og værdier. Ikke mindst de typiske katolske om det gode, onde og muligheden for frelsen.  Det tætteste, man i en gotisk roman kommer det evige liv, er at blive muret inde i en mur på sit familieslot af en bindegal slægtning. Der er med andre ord ikke meget Disney over gotikken.

R&Å.jpg

Målet for denne dobbeltanmeldelse – ‘Randvad’ og ‘Åndemanerne’

Det er der heller ikke over vore to anmeldte bøger. Begge værker er i kernen gotiske; de er uhyggelige og har følelser og mystik i centrum. Og så er de for meget – på den gode måde.

Og, kan vi godt afsløre, ender ikke nødvendigvis godt for hovedpersonerne.

Mikkel anmelder ’Randvad’

Randvad1

‘Randvad’ er en smuk bog – ikke mindst omgivet af kaffe

”Gotisk krimi” står der på forsiden af den smukke ’Randvad’ fra H. Harksen Productions, og selvom krimier lader mig ret kold, så er jeg fan af alting gotisk. Mit livs tragedie er, jeg er blevet for gammel til at give den som teenage emo goth. NB: Hvis du ikke er sikker på, hvad emo og goth er, er du også for gammel 😊 Martin Wangsgaard Jürgensen har flere værker bag sig, mens Jacob Holm Krogsøe er en god og latterligt dygtig kollega fra Randers, der debuterer her. Han gæstebloggede faktisk her engang om tegneserier.

Lad os først adressere den enorme gorilla i lokalet. De to herrer kan edderhyleme deres Lovecraft, men det er en god ting. H.P. Lovecraft er selvfølgelig den amerikanske, miskendt-i-sin-samtid horror-gud, der mestendels er kendt for ’The Call of Cthulhu’ og ‘At the Mountains of Madness’. Sidstnævnte var lige ved at blive en stor Hollywood-produktion for et par år siden med Guillermo del Toro i instruktørstolen, og Tom Cruise i hovedrollen. Planerne kuldsejlede, da filmstudiet insisterede på en familievenlig rating, hvilket bare er ustyrligt morsomt!

Lovecraft og Randvad

Lovecraft og ‘Randvad’ – ansigt til ansigt

I Lovecrafts horror er mennesket en myg på væggen i evighedens og galaksens uforståelige rædsler. Når han (og det er ”han;” der er aldrig kvinder med) forstår, hvad der foregår, fører det som oftest direkte til vanvid, for uhyggen er for stor, og universet for enormt og fyldt med gamle guder, der drikker din sjæl. Og sådan noget. Fungerer Lovecraft så i Sønderjylland? Før ville jeg have klukket bedrevidende og rystet overbærende på hovedet, men jeg er blevet omvendt. Det gør han faktisk i hænderne på de to forfattere, men tilbage til starten.

Vores hovedperson får en detektivopgave, der ender med at sende ham til den sønderjyske landsby Randvad. Han skal prøve at finde ud af, hvad der egentlig skete med opgavegiverens ældre slægtning, historikeren, der forsvandt sporløst dér i slutningen af 19. århundrede i følgeskab med en yngre kunstner. Vi lærer ikke så meget om vores hovedperson, og det er egentlig ganske lovecraftsk også. Det er ikke så vigtigt. Der er større ting i spil. Vores hovedperson kommer i besiddelse af en dagbog fra den forsvundne historiker, og den første del af efterforskningen foregår på klassisk vis på bl.a. Det Kongelige Bibliotek. Overhovedet er det typisk, at hele romanen for så vidt kunne foregå for halvtreds år siden bortset fra en løsrevet sms her og dér.

Kendere vil klappe begejstret i hænderne, når hovedpersonen når til Randvad, og Lovecrafts klassiske gys ’Shadows over Innsmouth’ genopføres på den lokale kro. For ikke-kendere er det hele stærkt foruroligende, mens mystikken breder sig, og håndfladerne bliver klamme, som hovedperson for alvor kommer på sporet af historikeren og kunstneren, og vi fornemmer, det måske nok er den værste idé nogensinde. Krydsklip mellem fortid og nutid fungerer effektivt, mens det bliver klart, at hvad der end er galt i Randvad, har det været der længe.

’Randvad’ arbejder effektivt med stemning, og forfatterne er af den gode skole, hvor man ikke mener, uhygge er en funktion af mængden af bestialske scener. Den er obligatorisk pensum for horror-fans af den klassiske overbevisning og en glimrende introduktion for nybegyndere.

Jan anmelder ’Åndemanerne’

Åndemanerne.jpg

Smuk er ‘Åndemanerne’ ikke, men der er dælme dømt gys og gru for alle pengene.

Da Mikkel spurgte, om vi med udspring i den gotiske roman ’Randvad’ skulle lave en af de efterhånden kendte Bogsnak-dobbeltanmeldelser, så gik jeg på jagt i min bogreol efter Martin Wangsgaard Jürgensens debutroman ’Åndemanerne’. Godt nok er den ikke helt ny – den er fra 2014 -, men den er som ’Randvad’ en gotisk roman udgivet på H. Harksen Productions, og det giver god tematisk mening at kigge på både Krogsøes og Wangsgaard Jürgensens debuter ud i det gotiske.

Wangsgaard Jürgensen er uddannet som middelalderarkæologi og driver bloggen Fra Sortsand, der beskæftiger sig en hel del med horror, og man mærker både dybden af viden og kærligheden til horror og vor mere mørke fortid, når man læser ’Åndemanerne’.

’Åndemanerne’ er struktureret i 12 kapitler, der nærmest er små afsluttede fortællinger – eller noveller, om du vil -, hvilket giver bogen et særligt tempo og et fortællemæssigt særpræg, der passer virkelig godt til både det gotiske og til horror i al almindelighed.

Den korte novelle form er generelt god til horror, mens den længere roman giver muligheder for at udfolde en historie bedre, men nogle gange taber lidt dampen undervejs. Ved at vælge en mellemting i ’Åndemanerne’ får vi det bedste af begge verdener, og det virker. Historien drager, pointerne eksemplificeres og vores nysgerrighed vækkes og fastholdes.

Handlingsmæssigt følger vi vennerne Marie, Matthias, Samuel og Søren fra deres spæde ungdom til deres … ja, lad os bare sige, gamle bliver de ikke. Men undervejs udsættes de for alverdens uhyggelige og dystre oplevelser. Der er skelsættende ungdomsoplevelser, skumle huse, gruopvækkende rejser og, naturligvis, en nådesløs afslutning. Selve handlingen er måske ikke så interessant, som de billeder Jürgensen formår at male på ens indre lærred. En følelse af gru og ubønhørlig undergang vokser og vokser i maven på læseren undervejs, indtil den passende horrible afslutning. Det er godt håndværk, og Wangsgaard Jürgensen skal have stor cadeau for sine evner som forfatter.

Det er på mange måder en virkelig grum bog, men ikke overdreven grafisk eller splatteragtig. Der er blod, kannibalisme, sex og andet godt, men sproget og tonen giver en fornemmelse af ubehag og rædsel, ikke chok. På mange måder er ’Åndemanerne’ et klassik eksempel på en bog i den gotiske genre. Den er uhyggelig, stemnings- og følelsesrig, samt gør op med den gode smag.

Det eneste, jeg virkelig ikke kan lide ved bogen, er forsiden. Den er hæslig – ikke mindst sammenlignet med den smukke, grønne hardcover forside på ’Randvad’. Men man skal virkelig ikke dømme en bog på dens cover. Har du mod på at læse en gotisk roman, så er ’Åndemanerne’ et godt sted at starte. Også hvis du bare har lyst til at læse en god horror roman.

Links

Gotik i Den Store Danske.

Den Gotiske Roman på Litteratursiden.

Boginfo

’Randvad’ af Jacob Holm Krogsøe og Martin Wangsgaard Jürgensen, 233 sider, H. Harksen Productions, 2018.

’Åndemanerne’ af Martin Wangsgaard Jürgensen, 228 sider, H. Harksen Productions, 2014.

Kazuo Ishiguro og forårets komme…

Så kom foråret endelig til Nørrebronx – og hvad er så mere oplagt end at tage en bog med ud i solen og læse?

Nu hvor uddelingen af Nobels litteraturpris er udskudt til næste år må man jo tage til takke med at læse en roman eller to af sidste års vinder, nemlig den britiske forfatter Kazuo Ishiguro. En eller anden læser håber jo snart på, at Philip Roth snart tildeles den eftertragtede pris….

Jeg har for nyligt givet mig i kast med et par af Ishiguros romaner, som jeg ikke havde læst før, blandt andet “Slip mig aldrig”. Det er der kommet denne anmeldelse ud af:

Jeg ved ikke hvordan han bærer sig ad, den gode Kazuo Ishiguro, men med ”Slip mig aldrig” har han bedrevet endnu en pageturner af en roman, der næsten efterlader læseren åndeløs og i den grad formår at fastholde læserens interesse fra første til sidste side.

Vi befinder os – som i alle Ishiguros romaner – i nutidens England.

Romanens hovedperson og fortæller er Kathy, der er i starten af 30´erne og på overfladen ser ud til at føre sig et ganske normalt – og egentligt ganske kedeligt – middelklasseliv. Hendes barndom er dog ikke helt almindelig, for hun er opvokset på Hailsham, der er en institution (eller børnehjem, men institution lyder måske lidt pænere), der ligger langt ude på landet.

Det lyder måske ikke slemt med et børnehjem hvis man tænker, at barnet er blevet fjernet fra en dysfunktionel familie, hvor barnet ellers ville være blevet vanrøgtet, men det viser sig, at Hailsham ikke nødvendigvis har været et helt ideelt sted for børn at opholde sig.

De børn, der boede på Hailsham blev nærmest over-beskyttet og bildt ind, at lige netop de var noget helt særligt. Af denne grund blev de noget nær isoleret fra omverdenen, hvilket ikke er så optimalt set i lyset af at børn jo bliver voksne og gerne skulle ende med at kunne begå sig blandt andre mennesker ude i den såkaldt normale verden (hvad ”normal” så end betyder).

Efter hun er fyldt 30 er Kathy begyndt at tænke over hvorfor hun og de andre børn i virkeligheden befandt sig på Hailsham og ”Slip mig aldrig” er fortællingen om hvordan Kathy, Ruth og Tommy er nødt til at se fortiden i øjnene og genoverveje om deres barndom på Hailsham nu også var så idyllisk og fantastisk som stedet ville have dem til at tro. Har hjernevasken af børnene virket eller kan man som voksen skifte mening om den barndom man har haft?

”Slip mig aldrig” er på bogens bagside beskrevet som en moderne klassiker om kærlighed, tab og skjulte sandheder – og det synes jeg faktisk er en meget rammende beskrivelse. Jeg vil dog også tilføje, at det er et psykologisk højspændt drama og en meget rørende roman, der indeholder nogle meget solide personportrætter og giver et godt indblik i hvordan det må være at indse, at man på nogle punkter har levet på en løgn. Det er også en fortælling om, at man på et tidspunkt må gøre op med fortiden for at kunne komme videre med sin tilværelse og blive et helt og voksent menneske.

Jeg synes, at denne bog er aldeles fremragende. Det er en roman, hvor jeg ikke kan finde på en eneste dårlig ting at sige: bogen er tidstypisk, velskrevet, gennemarbejdet, spændende og ikke en eneste sætning for lang.

Der er vist kun en ting at sige: God læselyst, denne bog må du ikke undlade at læse.

Puk på Kostskole, Percy Jackson og en intim, personlig fortælling

Generationslæsning er mere min gode kollega Lisbets ting end min. Lisbet er jo vidunderlig, men hun gør og siger mange ting, der giver mig lyst til at hvæse “hippie!” ad hende og true med min stok. Generationslæsning er én af dem. Men, okay, det kan åbenbart noget, så her er et herligt eksempel, en sørgelig personlig fortælling og en livslektie.

Lad mig sætte scenen først. eReolen har været med i forskellige retrodigitaliserings-projekter; dvs. projekter, hvor vi har hjulpet til med at få digitaliseret noget af den ældre, danske litteratur, der ellers kun forelå i trykt form. Vi har her udnyttet vores betalingsvillighed for udlån – også forlods – og dygtige bibliotekarers ekspertise. Pludselig stod vi med tusinder af nye, gamle titler og begrænset viden om, hvad man gør med den slags. Det skal vel formidles anderledes? Vi søgte nogle projektmidler hos Danskernes Digitale Bibliotek, fik dem, og så gik henholdsvis Gentofte, Vejle og Københavns biblioteker i gang med forskellige eksperimenter. Vi lavede alt fra retro-anmeldelser til tidsrejse-hylder. Når jeg siger “vi,” mener jeg dygtige kolleger, for jeg var sådan set kun projektleder, og min filosofi er at undlade at forstyrre kompetente mennesker, der arbejder.

I Gentofte arrangerede den meget kapable Mette Neimann Iversen en god gang “bookbattle” mellem en ungdoms-læseklub og en nordisk læseklub, hvor yngstedame var 71. Hver gruppe skulle vælge to bøger til den anden gruppe, og så skulle de mødes og diskutere, og her blev det altså helt magisk.

Den kapable Mette Neimers. Et slags fritgående biblioteks-geni!

De unge valgte ”Percy Jackson og lyntyven” og ”21 at måder at dø.” De ældre valgte ”Børnene i Nyskoven” og ”Puk på kostskole.” ”Børnene i Nyskoven” afstedkom ikke de store diskussioner, men det gjorde Puk. De ældre deltagere var noget flove ved gensynet med den gode Puk. Småsexistisk, naiv, urealistisk. De var hårde ved hende:

(Kvinde, 77 år) ”Det, der var sjovt, da jeg læste den igen, var alle de FORDOMME der ligesom er bygget ind i den. At den slutter med at tyven siger: ”Ej, hvor var det godt, at jeg blev fanget. Fordi ’jeg var jo ikke nogen ordentlig fyr’… det er da fuldstændig til grin! Det er da HELT morsomt.”

De unge kunne nu godt lide den. Én af dem af en lidt sjov årsag:

(Pige, 13 år) ”Alle de ungdomsbøger, der er nu, det er sådan ’Vi skal have alle med. Ingen skal føle sig sådan alene.’ Altså der er meget om sådan folk, der er homoseksuelle, eller folk der føler sig som piger, men er en dreng, og sådan. Altså det er meget sådan nogle emner, der er, og det er altså næsten kun det, der er, synes jeg. Så det her var lidt sjovt, fordi det var så anderledes. Den var så hyggelig.”

Oplevelsen startede et egentligt run på Puk-bøger på Gentofte bibliotek og via fjernlåns-ordningen, for så mange Puk-bøger har de heller ikke!

Her hun så. Puk. Random fun fact: Puk-bøgerne er skrevet af de samme to forfattere, der stod bag Jan-bøgerne, og der er 58(!) af dem. Puk-bøger, altså.

Percy Jackson var også et hit.

(Kvinde, 83 år) ”Normalt skal der ikke mere end en enkelt enhjørning i en bog, før jeg lægger den væk. Så tak, fordi I fik mig til at læse Percy Jackson. Det er en vidunderlig bog!

(Kvinde, 71 år): ”Kan du finde rundt i de her guder?”
(Dreng, 12 år): ”Det hjalp, da jeg læste den 6. gang…”

Størst debat skabte dog ”21 måder at dø.” De ældre damer var bestyrtede – og det var nok her, Puk kom lidt til kort. Tonen er ligesom skiftet hen over årene, fornemmer man – for nu at sige det pænt.

(Kvinde, 71 år, til pige på 13 år): ”Er det den bog, du har valgt? Jeg vil sige, det er en af de grummeste bøger, jeg har læst i meget lang tid… og… ja jeg havde svært ved at gøre den færdig. Fordi den påvirkede mig så meget… har børnebørn i jeres alder. Og det er dét sikkert – at det er sådan, jeres virkelighed også kan være.… så er den ikke rart at tænke på, synes jeg. Og det er jo de sociale medier, der er med til at bringe den derud, hvor den er… fordi man har en distance…”

De yngre mennesker kunne virkelig have fået sig nogle voksenvenner her, hvis eksperimentet for alvor var fortsat. Faktisk måtte børnene trøste de ældre lidt.

Det slog mig, som Mette redegjorde for eksperimentets afvikling, at der er noget helt særligt, litteraturen kan her. Det er selvfølgelig en fælles oplevelse, men det er noget andet end at gå ind og se en film sammen. Der er en større fordybelse og fortabelse i litteratur. Det er en større investering, og den påvirker mere. Måske særligt, fordi man i samtaler om fælles læseoplevelser også bytter selvskabte indre billeder.

Min mor med Mathilde i 2013

Endnu mere kom jeg til at tænke på mit akavede forhold til min mor, der døde for halvandet år siden. Hun havde et stort hjerte, men alting kom altid mærkeligt frem fra hende og med uendelig følelsesmæssig distance. Jeg havde tit en klar følelse af, hun prøvede at være mere hjertelig og varm, og hun brødes med det, men så vandt den akavede side, og hun fik sagt et eller andet sarkastisk i stedet for. De tætteste oplevelser, hun havde med sine børnebørn, var, når de læste sammen. Så kunne de sidde og snakke om bogen og andre læseoplevelser, og hun glemte ligesom at være distanceret. I stedet blev hun den varme, empatiske, intelligente person, der var hendes egentlige jeg. Hun og jeg fandt aldrig bøger, vi skulle læse begge to, og det skulle vi nok have gjort, så vi kunne have taget hul på vores store smertefulde historie sammen. Hun var et passioneret bogmenneske, og det havde været så oplagt. Jeg var på samme måde over for hende, som hun var over for mig, og selvom hun var min eneste forælder, kunne jeg end ikke tale med hende, da hun lå i koma i en hospitalsseng på en tom stue, og der helt bogstaveligt blev pumpet blod ud af hjernen på hende. Jeg formåede kun til sidst at tage hendes hånd og hviske ”Vi skulle nok have talt mere sammen, mor,” før jeg forlegent trak hånden til mig igen. Hun døde samme nat.

Det er ikke en måde at leve sit liv på sammen med dem, man elsker. Min ældste datter, Josephine (15), og jeg har rejst alene sammen mange gange, og vi har kørt lange ture til afsides steder i hendes kickboxing-karriere – siddet i lange timer i ildelugtende haller i Hamborg, Zagreb og Aalborg, så vi har altid haft tid til at snakke og opbygge en fortrolighed. Kickboxing gør hun det ikke mere i, og selvom vi træner sammen i det lokale fitness-center, mangler vi tid til at komme i dybden med vores respektive liv over for hinanden. Min plan er derfor simpel og nok rimelig nem at gætte nu. Når hun tager på efterskole, finder jeg en bog om måneden, vi begge skal læse, og så tager vi os tid i hjemme-weekender eller ferier til at få talt om dem. Jeg rapporterer tilbage om udfaldet. Stay tuned!

Pro-tip: Vi har en hulens masse Puk-bøger på eReolen! Klik her.