Gyldendal

Dobbeltanmeldelse af Mod til at tvivle

/ Lisbet V. / 9 kommentarer

Frederik Stjernfelt har anmeldt Ahmed Akkaris bog Mod til at tvivle. En fortælling om eksil, humanisme og hvilken forskel et bibliotek kan gøre – fortalt til Lars Hvidberg. Per Stig Møller har også været omkring og uddelt fine karakterer.

Nu må det jævne folk i skikkelse af bogbloggerne på banen. Her kommer Jan og Lisbet og fortæller om deres respektive oplevelser af den stærke og personlige beretning om en mand på en litterær dannelsesrejse. Han bevæger sig fra et fundamentalistisk, islamistisk standpunkt til en tilstand af kontinuerlig, humanistisk søgen og åbenhed over for mange perspektiver. Og Batman er med på rejsen.

Jan anmelder Mod til at tvivle
Der skal ikke meget mere end ordet bibliotek til, før jeg bliver fanget ind af en titel. Eller som i dette tilfælde en undertitel. Det er en erhvervsskade, tænker jeg, men heldigvis en, der ofte fører mig i retning af noget godt læsestof.

Sådan er det også her.

Mod til at tvivle er Ahmed Akkaris fortælling om sin vej ud af en verden fyldt med dogmatisk religiøs tænkning og ind i en åbensindet verden fyldt med viden og litterære glæder. Endda med et grønlandsk folkebibliotek i en central rolle.  Både som ganske almindelig læser og biblioteksmenneske er den historie en sand fornøjelse at lade sig opsluge af.

Lad os dvæle ved biblioteket, inden vi haster videre. Akkaris historie er nemlig et storslået eksempel på den iboende styrke, der er i litteratur og biblioteker som individuelt forandringsværktøj. Litteratur kan virkelig flytte på noget i mennesker.

Der tales i disse dage meget om litteraturens helbredende effekter og hvordan bøger kan gøre os mere empatiske, men her er der i høj grad også tale om, at bøger kan åbne verden op for læseren. Akkari giver i bogen et fint eksempel på, hvordan et simpelt atlas får ham til at stille spørgsmålstegn ved en del af sin religiøst funderede lærdom. Det var i øvrigt et atlas, han fandt på et bibliotek, og det er pointe nummer to. Bøger er i sig selv fine nok, men der skal være et neutralt sted, hvor man i trygge og neutrale rammer kan finde dem. Et sted, der ikke har en agenda eller er spundet ind i politik. Et sted, hvor tvivl og nysgerrighed kan vokse og tilfredsstilles i fred og ro. Et bibliotek med andre ord.

Men bogen er naturligvis mere end en kærlighedssang til folkebiblioteket.

Akkari giver et fascinerende indblik i, hvordan religiøse mennesker ræsonnerer og hvordan fanatikere af enhver slags efterrationaliserer og på forunderligvis altid synes at kunne (bort)forklare hændelser eller gerninger, der ikke passer i deres kram. Især i et afsnit cirka midt i bogen, hvor Akkari står med en biografi om Osama Bin Laden, får man et bemærkelsesværdigt indblik i den tankeproces og hvor naturligt det falder mennesker at narre sig selv. Samt hvor stort et arbejde andre mennesker desværre også lægger i at narre deres medmenneske – eller forføre dem til den mørke side nok nærmere. Det er i det hele taget bogens store styrke. Akkaris selvindsigt og evne til uden undskyldninger, men også uden løftede pegefingre at formidle, hvordan han er blevet klogere og vokset som menneske. Og hvordan han som 16-årig blev “lokket” til ukritisk at tro og tænke på en bestemt måde, men senere mærkede tvivlen røre på sig, og, som titlen siger, havde modet til lytte til sin indre stemme og reagere.

img_1799

Bogens forside i rød-hvide farver.

Mod til at tvivle er en moderne dannelsesroman med folkebiblioteket som krumtap. Som læser bliver man klogere på Akkari, på religion og på den magt, der ligger i litteraturens evne til vise vejen ud af mørket. Bogens sprog og tone er personlig, men ukrukket og dejligt ligetil. Det er en svært velskrevet bog, det uden dikkedarer viser et menneskes rejse gennem tumultariske tider. Ahmed Akkari og forfatter Lars Hvidberg, som Akkari har fortalt sin historie til, har leveret en af årets hidtil bedste læseoplevelser.

Lisbet anmelder Mod til at tvivle
Ahmed Akkari er kun 40 år. Men han har allerede oplevet nok til flere liv. En turbulent barndom præget af krig i Libanon, flugt, tilvænning til livet i Nordjylland efterfulgt af en voldsom fascination af religion, der prægede de næste mange år af hans liv og fik fatale konsekvenser for hans egen sjælefred og familieliv.

Mens han tilbragte nogle år af sin barndom i stille og rolige Hurup i Thy, voksede jeg op i nærheden af Hjørring, ikke meget mere end 100 kilometer væk. Mit liv kunne ikke være mere anderledes end Akkaris, og jeg kan ikke forestille mig, at jeg nogensinde bliver hvirvlet ind i så dramatiske begivenheder, som dem han har oplevet.

Akkari var midt i det hele under Muhammed-krisen. Det var mildt sagt ikke ham, der var med til at gyde olie på vandene. Han var imam og talsperson, skægget var langt og tonen uforsonlig. De sidste 10 år har Akkari været på en dannelsesrejse, hvor rejsefællerne ud over fortrydelse, tvivl, Pepsi og chokolade har været bøger, bøger og flere bøger. Fra Batman og Asterix til Shakespeare og Kierkegaard. Der er en grund til, at bogen har undertitlen En fortælling om eksil, humanisme og hvilken forskel et bibliotek kan gøre.

Reolerne i Narsaq
En stor del af bogen handler om Akkaris år i Grønland, hvor han blev taget imod med åbenhed og venlighed. Han arbejdede som lærer på en lokal folkeskole og tilbragte en stor del af sin fritid med at læse bøger fra det lokale skolebibliotek, der på forunderlig vis rummede det bedste af det bedste (men ikke et eneste eksemplar af Det Bedste. Sådan tolker jeg det.)

Mangfoldigheden af krimier, tegneserier, klassikere, filosofiske værker og faglitteratur begejstrede Akkari. Han begravede sig i bøgerne og genoplevede barndommens magiske læseoplevelser. Han lo sammen med Asterix og fik Shakespeares komplekse menneskeskildringer ind under huden. Alt imens han savnede sin kone og børn i Libanon. Skype er en god ting, men stadig langt fra den ægte vare.

Akkari fordybede sig også i sin lærergerning og i at blive en accepteret og vellidt del af lokalsamfundet i Narsaq, som skildres i kærlige vendinger. Sideløbende med hverdagen kværnede tankerne løs: “Jeg bad og bad. Bad om vished og indsigt. Men jeg blev ved med at føle mig som i en labyrint. Jeg har spildt mit liv. jeg har spildt mit liv! Jeg begyndte at tænke, at jeg gerne ville gøre det hele om. Gå tilbage som 16-årig og ikke gå ind i moskéen, ikke blive fanget i deres verden. Bare blive i min egen pubertetsverden af tegneserier og romantiske drømme, tvivl og forvirring. Jeg var faret vild i en labyrint. Havde låst mig selv inde i et tårn, som jeg ikke kunne se ud af.” (citat fra s. 90).

Bogen handler kort sagt om at komme ud af tårnet og se tvivlen som en frugtbar præmis i menneskelivet og ikke en fjende. Hvis nogen skulle finde på at anklage Akkari for at vende på en tallerken, så viser bogen, at rejsen væk fra fundamentalismen har været lang og smertefuld og fyldt med skyld, skam og selvbebrejdelser. Men fordi litteraturen i alle dens former har været en følgesvend, har processen også været fyldt med store oplevelser og nærmest smukke indsigter. Hvad mon der var sket, hvis skolebiblioteket i Narsaq var knap så veludstyret?

Et af de hårdeste smertepunkter i bogen er Akkaris skilsmisse. Han kommer for langt væk fra det værdigrundlag, han delte med sin kone. Jeg kan ikke lade være at tænke på, at det er sensibelt stof: At tage denne private familievinkel med i bogen. Man er aldrig i tvivl om Akkaris respekt for sin eks-kone. Tonen er lødig. Men hvordan ville fortællingen lyde, hvis det var hende, der fik ordet? A propos de mange perspektiver. Nu er det Akkaris fortælling, det handler om, men helt i bogens ånd, er der masser af stof til at forestille sig andre perspektiver og tolkninger.

Mod til at tvivle er på mange måder en modig bog. Den rummer en speciel blanding af det lærde, det reflekterende og det personlige – og en overvældende kærlighed til Grønland, som jeg nu har fået endnu mere lyst til at besøge.

img_1800

Et udsnit af bogens bagside.

Et særligt parløb
Bogens tilblivelse er en rejse i sig selv, for Akkari har fortalt sin historie til journalist Lars Hvidberg. Det er ikke en samtalebog. Det er Akkaris historie og Akkaris stemme, men Hvidberg må nødvendigvis have stillet en hulens masse spørgsmål.

Det er et helt blogindlæg eller foredrag værd i sig selv: Hvordan samarbejder man om at nå frem til en færdig bog? Hvordan er man pennefører, sådan at autenticiteten er i top? Er der sværdslag undervejs? Hvis ja, hvad gør man så? Hvem vinder? Er der nogen, der har vetoret i det spil? Og hvis ja, hvad gør det så ved samarbejdet?

Hvidberg og Akkari har været på Skype og ført lange samtaler, og et enkelt besøg på Grønland er det også blevet til. Hvidberg arbejder til daglig som taleskriver i Kulturministeriet, så han er vant til at tune ind på et andet menneskes værdier, tone og udtryksformer. At skrive en tale til Bertel Haarder eller Mette Bock den ene dag og formidle Akkaris stemme den anden dag – det aftvinger faglig respekt hos mig!

Disclaimer  – eller et jublende forbehold  
Jeg har ikke kunnet lave en tilnærmelsesvis objektiv læsning af bogen, for jeg kender forfatteren Lars Hvidberg og hans kone privat. Jeg ved, at denne bog kun kunne blive til virkelighed, fordi et helt bagland bakkede op i flere år. Bogen var et fast genkommende tema, når vi mødtes. ”Hvordan går det med bogen?” Det spørgsmål har jeg stillet mange gange de sidste tre år, og altid med en vis spænding.

Derfor var det en ekstra stor fornøjelse at se den ligge der i fast form på bordet lige foran mig i begyndelsen af maj 2018. Det lykkedes. Fra idé, til proces, eksekvering, redigering, korrektur, pressearbejde og de 1000 andre ting, det indebærer at udgive en bog.

Jeg håber, at Gyldendal slår kløerne i Lars Hvidberg til et nyt projekt, sådan at jeg kan blive ved med at spørge: ”Hvordan går det med bogen?” og heppe på den fra sidelinjen.

Boginfo
Mod til at tvivle. En fortælling om eksil, humanisme og hvilken forskel et bibliotek kan gøre af Ahmed Akkari, fortalt til Lars Hvidberg, 286 sider, Gyldendal, 2018. 

Kazuo Ishiguro og forårets komme…

/ Anne-Grethe Demant / Skriv en kommentar

Så kom foråret endelig til Nørrebronx – og hvad er så mere oplagt end at tage en bog med ud i solen og læse?

Nu hvor uddelingen af Nobels litteraturpris er udskudt til næste år må man jo tage til takke med at læse en roman eller to af sidste års vinder, nemlig den britiske forfatter Kazuo Ishiguro. En eller anden læser håber jo snart på, at Philip Roth snart tildeles den eftertragtede pris….

Jeg har for nyligt givet mig i kast med et par af Ishiguros romaner, som jeg ikke havde læst før, blandt andet “Slip mig aldrig”. Det er der kommet denne anmeldelse ud af:

Jeg ved ikke hvordan han bærer sig ad, den gode Kazuo Ishiguro, men med ”Slip mig aldrig” har han bedrevet endnu en pageturner af en roman, der næsten efterlader læseren åndeløs og i den grad formår at fastholde læserens interesse fra første til sidste side.

Vi befinder os – som i alle Ishiguros romaner – i nutidens England.

Romanens hovedperson og fortæller er Kathy, der er i starten af 30´erne og på overfladen ser ud til at føre sig et ganske normalt – og egentligt ganske kedeligt – middelklasseliv. Hendes barndom er dog ikke helt almindelig, for hun er opvokset på Hailsham, der er en institution (eller børnehjem, men institution lyder måske lidt pænere), der ligger langt ude på landet.

Det lyder måske ikke slemt med et børnehjem hvis man tænker, at barnet er blevet fjernet fra en dysfunktionel familie, hvor barnet ellers ville være blevet vanrøgtet, men det viser sig, at Hailsham ikke nødvendigvis har været et helt ideelt sted for børn at opholde sig.

De børn, der boede på Hailsham blev nærmest over-beskyttet og bildt ind, at lige netop de var noget helt særligt. Af denne grund blev de noget nær isoleret fra omverdenen, hvilket ikke er så optimalt set i lyset af at børn jo bliver voksne og gerne skulle ende med at kunne begå sig blandt andre mennesker ude i den såkaldt normale verden (hvad ”normal” så end betyder).

Efter hun er fyldt 30 er Kathy begyndt at tænke over hvorfor hun og de andre børn i virkeligheden befandt sig på Hailsham og ”Slip mig aldrig” er fortællingen om hvordan Kathy, Ruth og Tommy er nødt til at se fortiden i øjnene og genoverveje om deres barndom på Hailsham nu også var så idyllisk og fantastisk som stedet ville have dem til at tro. Har hjernevasken af børnene virket eller kan man som voksen skifte mening om den barndom man har haft?

”Slip mig aldrig” er på bogens bagside beskrevet som en moderne klassiker om kærlighed, tab og skjulte sandheder – og det synes jeg faktisk er en meget rammende beskrivelse. Jeg vil dog også tilføje, at det er et psykologisk højspændt drama og en meget rørende roman, der indeholder nogle meget solide personportrætter og giver et godt indblik i hvordan det må være at indse, at man på nogle punkter har levet på en løgn. Det er også en fortælling om, at man på et tidspunkt må gøre op med fortiden for at kunne komme videre med sin tilværelse og blive et helt og voksent menneske.

Jeg synes, at denne bog er aldeles fremragende. Det er en roman, hvor jeg ikke kan finde på en eneste dårlig ting at sige: bogen er tidstypisk, velskrevet, gennemarbejdet, spændende og ikke en eneste sætning for lang.

Der er vist kun en ting at sige: God læselyst, denne bog må du ikke undlade at læse.

Dobbelt halvanden anmeldelse af nye bøger om sociale medier

/ Mikkel C. / Skriv en kommentar

Vi har lånt Københavns Hovedbiblioteks fritgående SoMe-geni, Troels Hedegaard Mortensen, så han kan hjælpe mig med at anmelde to nye bøger om sociale medier. Vi har begge læst den ene grundigt og den anden lidt mere i punktnedslag (det er en antologi), så det er ikke en dobbelt dobbelt anmeldelse, men en dobbelt halvanden anmeldelse, og det er jo også ganske enestående!

13707019_591546031049955_1657439198_n (1)

Troels. Han er greaaat!

Trina-Maria Kristensen. 2017: ”Sådan får du mere ud af (den tid du spilder på) sociale medier.” Gyldendal. 278 sider.

Hans-Christian Christiansen og Gitte B. Rose (red.) 2017: ”Sociale medier.” Hans Reitzels Forlag. 303 sider.

Troels:

Emma Gad er kommet på Facebook

Trine-Maria har skrevet en bog om at begå sig på sociale medier – og om sig selv og sine bekendte. Hendes bog ”Sådan får du mere ud af (den tid du spilder på) sociale medier” er bevidst meget personlig, og det er bogens store styrke men også det, der vil skubbe nogle væk.

Jeg er helt sikkert skadet af sociale medier, og min evne til at fokusere er hårdt såret af de dopamin-lækre likes, der ofte kræver min opmærksomhed. Så jeg har brug for alle gode råd om at bruge medierne med omtanke og få et større udbytte af dem. Derfor har jeg læst Trine-Marias nye bog.

Trine-Maria er ekstrovert, hun blogger, holder foredrag og har arbejdet med sociale medier i mange år. Og så er Trine-Maria på en mission. En ret stor en af slagsen. Hun vil opdrage danskerne til at tænke over, hvorfor og hvordan vi bruger sociale medier og undgår at spilde vores tid.

I første del af bogen bliver vi taget tilbage til antikken for at få en forståelse for klassiske personlighedstyper. Der er fx den flegmatiske type med et roligt temperament og den koleriske, der er opfarende og elsker at debattere. Det er interessant at læse om og sætter en teoretisk ramme. Alligevel kunne jeg ikke undgå at tænke ”Åhh, skal jeg nu trækkes gennem hele antikken – for at undgå spildtid? Really?”

Faamereudafdentidduspilderpaasocialemedier300dpi-e1501783894773

Det skulle jeg heldigvis ikke, og bogen bliver aldrig kedelig, for Trine-Maria sætter sig selv og sine bekendte i spil i alle kapitler gennem anekdoter, eksempler og humoristiske observationer. Det er bogens store styrke. Det er forfriskende, at en forfatter tør at bruge sig selv og sit netværk på en så åbenhjertig måde, og i løbet af kort tid havde jeg dannet mig et billede af, hvem Trine-Maria er. Hun skriver om, hvordan hun tog en pause fra sociale medier, da hun fik stress, om hendes ringeagt for kommentarsporet på ‘nationen’, hun giver sin mening til kende om at dele billeder af børn online, være ven med ekskæresten på Facebook og skriver om det positive og problematiske ved at fortælle hele netværket om alvorlig sygdom.

Den personlige stil og tone er dog også det, der risikerer at skubbe nogle læsere væk. Nok har Trine-Maria indsamlet og undersøgt information om emnet, men anbefalingerne er ofte, og må nødvendigvis være, subjektive, fordi det handler om social interaktion, der ikke kan sættes på formel. Det er som at have en venskabelig samtale til et middagsselskab, hvor du indimellem nikker genkendende til sidemandens synspunkter og andre gange lytter til velmenende råd men ikke ser det på samme måde. Uanset hvad kommer du til at reflektere over din adfærd på medierne, og dermed er Trine-Maria allerede halvt i mål med sin mission.

22279692_10155725116829603_1880450345164400449_n

Skamløs promovering fra Trine-Marias Facebookside. Eller ufiltreret meta.

”Sådan får du mere ud af (den tid du spilder) på sociale medier” er en letlæst, uformel guide til den private bruger af sociale medier. Den tager fat i hverdagens problemstillinger, som mange brugere på et tidspunkt har stået overfor og giver konkrete forslag til at håndtere dem. Der er fine pointer i bogen, men personligt har jeg selv igennem årene prøvet mig frem og fundet ud af, hvad der passer mig i forhold til tone, debat, deling og venskaber. Guiden egner sig godt til nybegyndere, der gerne vil med på vognen, til bedsteforældrene, der famler en smule på de nye medier og generelt folk, der gerne vil have større forståelse for, hvorfor veninden igen deler en ligegyldig solnedgang.

Mens jeg skrev anmeldelsen her, har jeg ladet mig afbryde af min telefon 11 gange. Jeg blev nødt til at Google den etymologiske betydning af ‘kolerisk’, finde Trine-Maria på LinkedIn og tjekke Facebook og Instagram … 9 gange [indsæt selv gul thumbs up, abe der holder sig for øjnene eller ked-af-det-smiley]. Fordi mange som mig, mere eller mindre tvangsneurotisk, tit færdes på sociale medier, har en bog som denne sin berettigelse. Hvis du er enig i, at sociale medier skal være rum, der er givtige eller i det mindste behagelige at være i, så kommer Trine-Maria til undsætning som en moderne Emma Gad med glimt i øjet. Om du køber præmisserne og tager imod rådene er så op til dig.

Hvis du har lyst til at læse mere dybdegående om kommunikationsteori og professionel brug af sociale medier, så har Trine-Maria også bidraget til en bog om emnet. Den hedder kort og godt ”Sociale medier” og er rettet mod brugere, der arbejder strategisk med medierne i virksomhedsøjemed. Tjek den ud, hvis du har styr på (n)etiketten og vil nørde mere med marketingsdelen.

9788741268354

Mikkel:

De sociale medier er blevet voksne

Borte er de glade dage, hvor studentermedhjælpere varetog selv større selskabers Facebooksider uden instruktioner eller kontrol, og man kunne finde poster med ”lolcats” og surfende bulldogs på selv meget alvorlige firmaers sider. Borte er 3’s tematiserede opslag, hvor døden engang var én af dem, for – hey – hvilket mobilselskab vil ikke gerne forbindes med døden? På sin vis er det blevet mere kedeligt og mere voksent, og de unge er skredet forlængst til steder, hvor de kan være alene, for hvem gider få kommentarer fra mor og farfar, når man prøver at se sej og sexet ud? Nu er de sociale medier også blevet voksne målt på den litteratur, der bliver skrevet om dem. Der er nu manualer for dem, der pludseligt befinder sig ukomfortabelt i rollen som sociale medie-redaktører, og der er hjælp at hente for dem, der vil inddrage sociale medier i store markedsførings- og kommunikationsplaner, og så er der – endelig – kommet en manual for dem, der enten er nye eller mangler inspiration og viden (selvom de ikke ved det selv).

Den selvstændige, social medie-konsulent, Trine-Maria Kristensen, har forfattet den sidstnævnte. ”Få mere ud af (den tid, du spilder på) sociale medier” er den mundrette titel, der samtidigt nok så præcist indikerer, at bogen er henvendt til privatpersoner, men ikke nødvendigvis amatører. Der er rigeligt med gods i til fx selvstændige.

Emnet er kompliceret, mangeartet og forvirrende, så der er brug for analytiske greb. Trine-Maria anvender to gennemgående. Det første greb er at inddele i de cirkler, vi bevæger os i målt efter nærhed. Personligheden er det næreste; dig selv. Hvem er du? Hernæst følger nærheden; familie og de næreste relationer. Herefter venligheden; hvordan er man en god SoMe-ven? Næstsidst er fagligheden; hvordan får du mere ud af (den tid, du spilder på) sociale medier til at støtte op om dit job eller din karriere? Sidst er offentligheden; hvordan kan du interagere med kendte og politikere og i store debatter?

Det næste greb hører egentlig under personligheden. Hvilken personlighedstype er du, og hvilken betydning har det for din ageren? Og ikke mindst hvordan kan din personlighed bedst bruge sociale medier? Jeg skulle selvfølgelig prøve min personlighed af, og fandt en gratis test på nettet omtalt i bogen. Det viste sig, jeg er en neurotisk opportunist. Great! Den gode nyhed er, at opportunister har det sjovt, men den dårlige er, at det har neurotikere ikke. Virkelig ikke! Vi skal passe på trolde fx og kun indgå i følelsesladede debatter med stor varsomhed. Det har jeg egentlig lært, men det var en smertefuld lektie.

2017-10-31 19.44.33

Jeg er med i bogen. Troede du, jeg ikke lige ville nævne det?

Trine-Maria arbejder med fem par karaktertræk: Ekstrovert vs. introvert, neurotisk vs. emotionel stabil, venlig vs. svær at omgås, samvittighedsfuld vs. impulsiv, åben vs. mere traditionel og deler glad ud af gode råd til de forskellige typer i forskellige kontekster. Det er frivilligt komisk, når hun skal give råd til uvenlige mennesker. Det er nemlig svært, og man fornemmer en vis lad-nu-bare-være-med-at-være-en-narrehat bag det hele.

Bogen er spækfyldt med gode tanker og ting at fundere over i alle mulige og umulige situationer på de forskellige sociale medier, og Trine-Maria skriver med lune og indgående kendskab. Køb bogen og giv den til det ældre familiemedlem, der siger tillykke til dig som svar på en anden persons besked. Eller endnu bedre den person, du kender, der kan få ethvert billede af en hundehvalp til at handle om flygtninge og Lars Løkkes underbukser i løbet af ingen tid og sammenligner Anders Samuelsen med Hitler kort tid efter. Men læs den selv først. Du har også brug for den. Det er rigtigt.

Er du mere til en meget alvorlig kommunikationsfaglig redegørelse, skal du bruge det nye værk fra Hans Reitzels forlag, ”Sociale medier,” redigeret af Hans-Christian Christiansen og Gitte B. Rose. Det er, som verbet ”redigere” kraftigt antyder, en antologi. Her er alvorlige gennemgange af sociale medier set gennem mange faglige briller; kommunikationsteoretisk, ledelsesmæssigt, markedsføringsmæssigt osv.

2017-10-31 18.57.05

Her finder vi også et superfint kapital fra vores veninde, Trine-Maria. Emnet er, hvordan man skriver en SoMe-strategi, og det er ofte her, skoen trykker, når firmaer og offentlige myndigheder er håbløse på sociale medier. Jeg er desværre gammel nok til at huske flere steder, jeg har arbejdet, hvor man besluttede sig for, man retteligen burde være på de dér sociale medier, men ikke hvorfor eller hvordan. Resultatet var lige så forfærdeligt, som det var forudsigeligt.

Der er virkelig guld i nogle af bidragene – særligt omkring, hvordan man får en ordentlig SoMe-vinkel på den eksisterende kommunikations- og markedsføringsstrategi.

At læse er at rejse

/ Jan M. Johansen / Skriv en kommentar

”Man maa ud der, hvor ikke alt er saa kendt og fortærsket. Derfor rejser jeg – og jeg gør det med Glæde, med de bedste Forhaabninger til fremtiden.” Mere rammende kan man næsten ikke beskrive udlængsel. Ordene er iranfaren Valdemar Damms, og udtalt i forbindelse med Damms afrejse til det daværende Persien i 1928.

Men Damms ord dækker på bedste vis også de følelser, og det overordnede rejsetema, der er i både Paul Therouxs ’Den store jernbanebasar’ og Morten Hansted ’Danske eventyr i Iran’ (hvor citatet i øvrigt stammer fra), samt i nogen grad også i Jonathan Franzens ’Længere væk’. Tre bøger, som jeg har tænkt mig at skrive lidt om i denne post. Jeg vil nemlig prøve noget så ambitiøst som at lave en tredobbelt anmeldelse med udgangspunkt i rejsebøger, der ikke rigtig er rejsebøger.

3 gode rejsebøger, og så alligevel ikke helt. Altså, rejsebøger. Gode er de nemlig.

To af bøgerne er nylige udgivelser og begge har tematiske overlap – f.eks. spiller jernbaner og Iran en rolle i ‘Den store jernbanebasar’  og ‘Danske eventyr i Iran’ -, mens den tredje, ‘Længere væk’ er en lidt ældre samling essays, hvoraf den ene handler om at rejse langt pokker i vold. Langt ud på en øde ø. Bogstaveligt talt.

Bøger betyder ikke overraskende noget særlig for mig. De fleste medier har i min verden sin force. Musik er humørforstærkende og giver mig oftest energi. Jeg har playlister til stort set alt. Film, derimod, har givet mig flere af mine rollemodeller (host, host, John Wayne). Mens bøger, ja, bøger, de har sneget eventyrlysten ind i mit ellers så konservative og forsigtige bibliotekarliv.

Sjældent har jeg været mere grebet af rejsefeber og lysten til at prøve noget nyt, som når jeg har læst en gribende bog. Den særlige kombination af følelser giver de tre bøger her mig. Jeg får lyst til at rejse, opleve nyt og frygtløst begive mig ud på de vilde vover.

Inden jeg kaster mig over at skrive et par linjer om hver af de tre bøger, så synes jeg, det er på sin plads med en cadeau til oversætterne af ’Den store jernbanebasar’ og ’Længere væk’, nemlig hhv. Tonny Vorm og Mich Vraa. Begge to har gjort et fabelagtigt arbejde og fortjener et klap på skuderen. Godt gået, gutter.

’Den store jernbanebasar’

Therouxs eventyr med alverdens tog er ualmindelig god læsning.

’Den store jernbanebasar’ er blevet beskrevet ganske rammende som en jernbane-odyssé. Theroux, der i øvrigt er en i særklasse velskrivende herre, tager os ud på en små fire måneders lang rejse med jernbaner tilbage i 1973. Fra London drager skribenten ud på sin færd og kommer bl.a. igennem Tyrkiet, Iran, Indien, Vietnam og Sovjetunionen, og møder et hav af finurlige karakterer. Sjovt nok, så tror jeg, de fleste togrejsende globetrotter vil nikke genkende til mange af Therouxs personskildringer og udfordringer selv mere end 40 år senere.

Beskrivelsen af Singapore, som William Gibson engang beskrev som Disneyland med dødsstraf, er især interessant. Theroux harcelerer over, at kommunikationsministeren taler om ”The Wired City”, hvor nyheder mm. snart kan levers digitalt over ledningerne, og gør sig nogle tanker om, hvorvidt det vil berøve det fysiske rum sine særegne træk OG føre til mindre frihed. Interessant, når man tænker på, bogen er skrevet tilbage i starten af 1970’erne. Gibson, der er kendt som en af cyberpunkens fædre, kunne næsten tænkes at have ladet sig inspirere af Therouxs betragtninger om Singapore og proto-netværkssamfundet. Under alle omstændigheder, så er det et godt eksempel på, at bøger i nogle tilfælde kan være evigtgyldige.

’Den store jernbanebasar’ er en meget subjektiv og personlig bog, men det gør den nu ikke dårligere, tværtimod. Beskrivelserne af toge, forholdene under rejsen, landende undervejs og ikke mindst menneskerne er fine, til tider også både sjove og skarpe, men fremfor alt sært inspirerende. Mine drømme om at tage det halve af verden rundt med Orientekspressen og den Transsibiriske Jernbane er kun blevet større efter at have læst om Therouxs genvordigheder og oplevelser.

’Danske eventyr i Iran’

‘Danske eventyr i Iran’ er både en smuk og interessant bog.

Iran har altid fascineret mig, og jeg er ikke den eneste. Så langt fra. Faktisk har mangen en dansker fundet det fjerne land fascinerende og tillokkende nok til at drage dertil for at søge lykken. Dem, deres tid og de mange prøvelser og glæder får vi et indblik i med Morten Hansteds smukke bog om danskerne i Iran.

Bogen giver et fascinerende og flot indblik i Iran fortalt gennem de mange danskere, der siden Carsten Niebuhrs store ekspedition i 1760’erne er draget dertil for at prøve lykken, samt belyser de forbindelser, der har været mellem Danmark og Iran gennem tiden. Foruden bagværk, så har danskere og danske virksomheder været med til at bygge jernbaner, fabrikker og med lidet held introducere iranerne for rutebilsdrift, samt, sært nok og med noget større held, fetaost.

Blot et af de smukke billeder i Hansteds bog.

Hansted har skrevet en flot og spændende bog om de danskere, der drog på eventyr og det land, der mødte dem. Det er ikke altid en lykkelig historie, og da slet ikke efter Revolutionen. Men præstestyret til trods, så sidder man efter endt læsning tilbage med opfattelsen af et folk, man næsten kun kan fatte sympati for og sikkert sagtens kunne finde sin egen lykke blandt. Hvis man ville ud, hvor alt ikke var så dagligdags og kendt, altså.

’Længere væk’

Længere væk skal tages ret bogstaveligt i Franzens mageløse samling af essays.

Franzen kan skrive. Hold da op, han kan skrive. Måske kan han være lidt langsom og tung som romanforfatter, men essays er en god ramme for den store amerikanske forfatter.

Over bogens tyve essays kommer vi vidt omkring, men især titelessayet gør indtryk. Det handler om at rejse langt pokker i vold, og er naturligvis også grunden til, jeg har bogen med her. Plus, jeg ville slå et slag for essays. Essaysamlinger er en overset genre i Danmark, ikke mindst, synes jeg, på bibliotekerne. Og det er både en synd og en skam, for der er nogle fremragende tekster at finde på hylderne under 04.863.

I ’Længere væk’ tager Franzen til Isla Alejandro Selkirk, der tidligere og stadig er lokalt kendt som Más Afuera, hvilket betyder, tadah længere væk. Og længere væk er meget rammende. Øen er en del af Juan Fernández-øerne, der ligger små 700 km ude i Stillehavet vest for Chile, og tæller i øvrigt også Robinson Crusoe-øen. Meget længere væk kommer man ikke.

Grunden til Franzen kaster sig ud i sin egen robinsonade er, at en af hans nære venner har begået selvmord, og Franzen derfor trænger til at få det hele lidt på afstand. Den gode forfatter viser sig at være en glad amatør ornitolog, så valget falder på Længere Væk, der bl.a. er kendt for sin fuglebestand. Ikke overraskende må Franzen kæmpe med vejret, terrænet og ensomheden, men essayet slutter med, at Franzen genfinder sig selv, sin energi og sin glæde ved andre mennesker.

Som introvert ekstraordinaire kan jeg sætte mig ind i behovet og ønsket om at kommer langt, langt væk fra alt og alle, men også den fantastiske fornemmelse, det er, at få ladt op og begynde at savne andre mennesker igen. Det er en af de gode ting ved at rejse ud i verden, nemlig at komme hjem igen.

Og kan man ikke rejse bort fra alting, så kan man heldigvis læse. Det er på sin vis også at rejse. Ikke mindst, når folk som Theroux, Hansted og Franzen fører pennen.

Boginfo

’Den store Jernbanebasar’ af Paul Theroux. Oversat af Tonny Vorm. Udgivet på C&K Forlag. 381 sider. 2017.

’Danske eventyr i Iran’ af Morten Hansted. Udgivet på Gyldendal. 263 sider. 2017.

’Længere væk’ af Jonathan Franzen. Oversat af Mich Vraa. Udgivet på Gyldendal. 324 sider. 2013.