Det gode gys – derfor er horror godt for dig

marts 12, 2017december 18, 2019 / Jan M. Johansen / 1 kommentar

Det er ved at være den tid på året, hvor Dansk Horror Selskab uddeler sin pris for årets mest uhyggelige udgivelse, nemlig Årets Danske Horrorudgivelse, og som medlem af det hæderkronede selskab og generel elsker af gys og gru, så er det ikke overraskende en herlig tid for mig.

Men hvorfor elsker jeg (og så mange andre) at blive skræmt halvt til døde?

Det er der flere gode grunde til. Et godt gys er ikke kun uhygge, det giver også en efterfølgende god fornemmelse – man overlevede jo prøvelsen og så belønner ens hjerne en med en strøm af dejlige kemikalier. Det giver også en fornemmelse af fællesskab og sammenhold, hvis man oplever rædslen i selskab med andre. F.eks. ved at se en gyserfilm sammen. Det er ikke uden grund, generationer af håbefulde unge mænd har halet intetanende kvinder (og kommende kærester) med i biografen for at se en gyser.

Hulemænd og lærdom

Vores indre hulemand elsker at mærke pelsen sitre. Det er et tegn på, man er i live, men samtidig er fiktionens univers også en tryg og sikker måde at lære på. Neil Gaiman nævnte engang, at gode historier var en langtidsholdbar måde at videregive viden fra generation til generation, og det ser vi også med gysere. Gys lærer os, at sygdom er farlig, at man skal holde sig fra gravpladser og store pelsede ting med lange kløer og foruroligende mange tænder.

Både som børn og voksne elsker vi også at blive skræmt. Det gør hverdagen mindre skræmmende, og vi kan lege med de ting, der skræmmer os. Et godt gys kan få en ellers skræmmende hverdag, hvor vi har et minimum af kontrol eller indflydelse til at virke velsignet normal. Har man ladet sig skræmme halvt til døde af motorsavssvingende psykopater iklædt menneskehud eller jage rundt på en hjemsøgt gravplads af vredladne gengangere, så virker Gyda på kommunens jobcenter eller Søren Slambert fra Fritteren pludselig ikke helt så slemme mere.

Det er altså i nogen grad muligt at projicerer sine hverdagsproblemer over på en karakter fra en bog eller en film, eller i hvert fald udvikle en form for mekanisme til at takle skræmmende udfordringer og skærpe vores sanser. Det er nemlig ældgamle forsvars- og overlevelsesmekanismer, der udløses af stresshormoner og angst, der kommer i spil, når vi lader os skræmme. Mekanismer, der på mange måder er avlet ind i knoglerne på os. De af os, der har været tilbøjelige til at være ekstra vagtsomme om natten eller når noget virkede forkert, overlevede og fik børn. Det er med andre ord mere Darwin end Freud, der gør, vi reagerer, som vi gør og elsker gys og horror.

Vi er simpelthen genetisk programmeret til at nyde det lille gys, fordi det er sundt – det træner os og styrker vores reflekser. I det hele taget er de psykologiske mekanismer mange, hvilket gør velskreven horror til god litteratur på mange niveauer.

Horror er altså godt for os, og heldigvis har vi også en stærk tradition for gys og horror i Danmark.

Et udsnit af nogle af de mange, mange danske horrortitler.

Den danske tradition – når gys bliver horror

Man kommer ikke uden om, at dansk horror i dag skylder Dennis Jürgensen en masse. Om ikke andet har de fleste mennesker i min alder i hvert stiftet bekendtskab med ’Grønne øjne’, ’Tingen i cellen’ og andre af Jürgensens klassiske gysere. Personlig blev jeg skræmt til noget nær døde af Jürgensens gysere, men de gav mig blod på tanden, og heldigvis ramte min interesse ind i en strøm af nye bøger.

For i midt-90’erne dukkede der en stribe gode, nyskabende danske gyserforfattere op. Især tre stikker ud, nemlig Steen Langstrup, Patrick Leis og nu desværre afdøde Grete Roulund. Roulunds ’Setans Porte’ og Leis’ ‘Bag masken’ fra 1995, samt Langstrups ’Kat’ fra 1996 indvarslede en ny tid for dansk gys. En tid, hvor gyset stille og roligt blev til horror, og dermed for voksne.

Grete Roulund nåede at udgive en del bøger inden sin død i 2004, og mange af dem bevæger sig i stil og tematik omkring horror, bl.a. romandebuten ’Blackhawk’ fra 1982 og Roulund sidste bog ’ Baga Road’ fra 2003.

Leis er især kendt for sin ’Necrodemic’-zombiesaga, og formår med sin ligefremme, handlingsdrevne stil at appellere bredt både til unge og voksne, noget Jürgensen i nogen grad også gjorde med sine to zombieromaner ’Kadavermarch’ og efterfølgeren ’Kadaverjagt’ fra hhv. 1993 og 2006. Leis har fortsat op gennem 2000’erne med at levere actionmættet horror og har senest spredt sig ud til beslægtede genrer med gotiske krimier.

Langstrup er også ualmindelig produktiv og har stort set udgivet en bog hvert år siden sin debut, dog ikke altid inden for horrorgenren. Men Langstrup synes hele tiden at vende tilbage til horror, og var da også den første modtager af Dansk Horror Selskabs nystiftede pris i 2011 for romanen ’Alt det hun ville ønske hun ikke forstod’. En roman, der på mange måder er repræsentativ for nyere dansk horror – den er hård, nådesløs og tager genren alvorlig.

I det hele taget begyndte der for alvor at ske ting på den dansk horrorscene i tiden op til 2010 og umiddelbart efter, hvor blandt andet Henrik Sandbeck Harksen oprettede et forlag med henblik på at udgive dansk horror inspireret af Lovecraft, bl.a. ’Fra skyggerne og andre Cthulhu Mythos noveller’, ’Lyden af vanvid’ og de to ’Dystre Danmark’ antologier. Kort efter begyndte Forlaget Valeta også at udgive en hel stribe af bøger i de fantastiske genrer. Begge forlag virkede som grobund og i høj grad inkubator for en række novelleskribenter, der kom til at præge nyere dansk horror både med deres noveller og i flere tilfælde også romaner. Her er Jonas Wilmann, Thomas Strømsholt, Helene Hindberg, Lars Kramhøft, A. Silvestri og Christian Reslow værd at bide mærke i.

Silvestri, Leis og Wilmann er blandt veteranerne i dansk horror.

Tellerup lå i den periode heller ikke på den lade side og sendte en række antologier på markedet, hvor forfatter som Carina Evytt, Michael Kamp og Teddy Vork sprang i øjnene. Evytt med en evne til at skrive gribende horror og tegne stærke personer, Kamp med en næsten Jürgensensk stil, og Vork med en sjælden evne til den stille, snigende rædsel.

Forlaget Kandor, der nu er et imprint under de allestedsværende DreamLitt, med først Nikolaj Højberg og nu Jacob Hedegaard Pedersen i front har på relativt kort tid slået sit gode navn fast. Her udgav Vork f.eks. sin prisvindende novellesamling ’Sprækker’. Kandor sendte også antologierne ’Vampyr’ og ’Varulv’ på gaden, hvor forfattere som Silvestri, Reslow, Wilmann og Martin Schjönning brillere med nye vinkler på monstermyterne. I kontrast til Silvestri og Reslows mere farverige stil, så er Schjönning en forfatter, der formår at kombinere socialrealisme med horror på effektfuld vis.

Højberg selv har i øvrigt skrevet flere noveller, der absolut også er værd at læse. Højberg tilføjer ofte et element af splatter i sine skriv, men har også – sammen med forfattere som Vork og Strømsholt – flair for det psykologiske og menneskelige element i genren.

Sidste skud på stammen af forlag med fokus på horror er Enter Darkness. Et fynsk forlag, der bl.a. har udgivet ’Hvis jeg overlever natten’, ‘Rustkammeret’ og ‘Når mørket kommer krybende’. Enter Darkness drives af Lars Grill Nielsen, der også har redigeret de tre antologier.

Flere forfattere valgte også at starte egne forlag op, blandt andet for at få fuldt udbytte af e-bogsmarkedet, men også for at styre den kreative proces fra ende til anden. Her har horrorveteranen Steen Langstrup og den svært produktive Jonas Wilmann haft stor succes med hhv. 2 Feet Entertainment og Forlaget Kaos.

Horrorens kår i Danmark fik yderligere et løft, da en gruppe af forfattere og forlagsfolk i 2011 trådte sammen og dannede Dansk Horror Selskab. Selskabet har til formål at promovere horror for voksne, og blandt virkemidlerne er den omtalte Horrorpris.

Et vue over de nominerede til Årets Danske Horrorudgivelse 2018 viser bredden i dansk horror.

Fremtiden …

Udviklingen i dansk horror og bredden af genren træder med stor synlighed frem i tildelingen af Horrorprisen. Fra Langstrups brutale ’Alt det hun ville ønske hun ikke forstod’ over Wilmanns fandenivoldsk gotiskinspirerede ’Frygt-Filerne’ i 2012, Kramhøft & Kristensens grusomme grafiske roman ’Made Flesh’ i 2013 til Teddy Vorks psykologiske gru i ’Sprækker’ 2014, Michael Kamps stærkt foruroligende ’Samlerne’ i 2015 og Thomas Strømsholts stemningsmættede ‘Dr. Wunderkammers oversættelser’ i 2016 til Lars Ahns overraskelsesfyldte novellesamling ‘Den nat vi skulle have set Vampyros Lesbos’ i 2017 dækkes et vidt spektrum af stilarter og virkemidler.

Kigger vi på især long listen til årets pris, men også de nominerede, ser man tydelig spændvidden i dansk horror. Dog er der også i min optik nogle advarselslamper, der lyser. F.eks. fylder de gamle kæmper stadig meget. Det er der i sig selv ikke noget galt i, men vi mangler måske en ny revolution a la den vi så for gode 10 år siden, hvor en række nye forfattere væltede ind på scenen, eller den vi oplevede i midt-90’erne.

Der er liv i den hæderkronede genre, ingen tvivl om det, men det ser ud til, at hverdagen er indtruffet. Og det er måske ikke så ringe endda. Jeg tænker i hvert fald, det er et tegn på, at genren har fundet et ståsted og at den tages alvorligt rundt om. Desværre er det som med genrelitteratur generelt og smal litteratur især, at de store salgstal lader vente på sig.

Forfattere og udgivere fortæller løs om gys og horror til glade gæster til sidste års SKRÆKFEST.

Lyspunktet er dog, at selv om vi i biblioteksvæsenet ikke længere køber så mange eksemplarer af de forskellige titler, så har f.eks. SKRÆKFEST i Odense, Roskilde Horror og De Dødes Nat i Slagelse vist, at der er stor interesse for genren fra bibliotekernes OG fra publikums side. Som bibliotekar kan jeg også bedre lide den rolle, hvor vi hjælper med til at skabe rammerne for en samtale om horror, er med til at taler genren op og hjælper med til at formidle glæden ved det gode gys fremfor blot at købe en masse bøger.

Skal genren blomstre og for alvor bide sig fast, så skal der et købelystent publikum til, og det har jeg egentlig store forhåbninger til nok skal ske, hvis vi fortsætter med at vise, hvor fed dansk horror er.

Og det er den. Fed, altså.

Margot Lee Shetterlys “Hidden figures”

marts 2, 2017 / Mikkel C. / Skriv en kommentar

Biografi. 368 sider. HarperCollins Nordic. 6. september 2016 (original)

Min læsning har været helt åndssvag på det seneste. Jeg er blevet optaget af fotografering igen. Josephines (13) kickboxing og Mathildes (7) mange bizarre forehavender med sit kæmpe-tøjdyr, Store Vuffi, er glimrende emner. Desuden nærer jeg en dyb kærlighed til helt nye og meget tunge fagbøger. Så’n 600+ siders alt-om-et-eller-andet med masser af pangfarvede illustrationer, og her er foto rigtignok et skatkammer af lækre bøger! Det er faktisk svært at finde tid til at fotografere noget.

Lækre fotobøger

Josephine i aktion i Kroatien

Store Vuffi – en hund

Den litterære pendant er lækre murstensromaner og deres sirenesang om uendelige timer brugt i en Zen-agtig opslugethed. What’s not to love? En del faktisk, men mere om dét en anden gang. Efter en genforelskelse i rumoperaer (ummmm … rumoperaer!) og en enkelt skamfuld detour ud i ren triviallitteratur (James Rollins’ Sigma-serie … jeg vil ikke tale om det) faldt jeg over “Hidden Figures” af Margot Lee Shetterly: Rumkapløbet, ukendte helte, borgerrettighedskampen … tjek, tjek, tjek. Alt sammen godt og en Oscar-nomineret film endda.

Her bliver jeg lige lidt gammel-sur-mand-træt. Jeg kan leve med og forstå, at man genudgiver bøger med filmforsider, når der laves en film over dem. Liiidt spøjst er det dog med dokumentariske bøger, når man har forsidebilleder af de faktiske personer og skifter dem ud med billeder af skuespillerne, der spiller de personer. På dansk er man åbenbart blevet så bange for, at folk ikke skulle forstå, at det her altså er bogen bag filmen, så man har heller ikke oversat titlen. “Hidden figures” hedder den på en slags dansk.

Nåmen, hvordan er den så? Den er god. Tak fordi du læste med! Arj, men det er den altså. God. Hvis man er fascineret af perioden. Ellers er særligt bogen noget træls, ville jeg vurdere. Filmen kan man sagtens se. Jeg håber dog, man kommer derfra med en forståelse af, at rumkapløbet er én af de vildeste, menneskelige bedrifter nogensinde. At historien om de sorte, kvindelige matematikere først for alvor bliver fortalt nu er bemærkelsesværdigt, men hvem elsker ikke, når de rigtige helte endelig får anerkendelse?.

I desperat mangel på forsknings- og udviklingspersonale ansætter det amerikanske forsvarsministerium under anden verdenskrig kvinder og endda sorte kvinder som, nå ja, regnere. Computere, som de kaldes. Kun de største matematiske talenter får plads. De arbejder typisk som folkeskolelærere på elendige skoler kun for sorte, inden de kommer til Langley, Virginia, for at starte deres nye karriere, for akademiske karrierer er udelukket uanset talentets åbenlyshed.

I starten skal kampfly og bombefly forbedres. Hver en ekstra lille smule fart og manøvredygtighed tæller. Arbejdet er monotont, og kvinderne ved sjældent, hvad udregningerne egentlig ender med. Én arbejder i årevis med udregninger til brug for estimering af skrue- og møtrikfordybninger i vindtunneller som fejlkilde(!) Ydmygelser er hverdagskost. Man er god nok til at udvikle nye kampfly, men må ikke bruge det samme toilet eller sidde på de hvides pladser i bussen. Paradokset er altoverskyggende for den sorte befolkning. Man forventes at give sit liv til et “fædreland,” der behandler nazistiske krigsfanger bedre. Og det er kum raceaspektet. Kønsaspektet gør det ikke just bedre. Kvinder skrives rutinemæssigt ikke på de forskningsartikler- og rapporter, de medvirker til. Hvad skulle de bruge dét til? De er jo kvinder …

Efter krigen bliver USSR hurtigt fjenden, og den kollektive rædsel er stor, da Sputnik en oktoberaften i 1957 dovent flyver over det amerikanske fastland som en lille prik med enorme implikationer. USA er bagud i rumkapløbet, og alt sættes ind på at udligne. Og dog. I Virginia vil man fx hellere lukke skolerne helt end blande racerne. Det er bedre at vokse op dum og uuddannet end sidde ved siden af farvede.

Bogen følger mestendels tre kvinder, der hver på deres måde bryder gennem glaslofter. Mest kendt er Katherine Johnson, der bl.a. arbejdede på John Glenns berømte rumfærd i Freedom 7-rumkapslen (første amerikanske kredsløb omkring jorden) i 1962 og det kritiske landingsmodul i Apollo 11’s færd til Månen i 1969. Sideløbende med kvindernes kamp og deres personlige historier krydsklippes der til borgerrettighedskampen og storpolitik.

Jeg kan MEGET bedre lide bogen end filmen, der selvfølgelig dramatiserer og tager sig vilde friheder med persongalleriet. Ellers havde det været en dokumentarfilm. Historien som fortalt i bogen er såmænd enestående nok, om end tydeligvis fortalt af en historiker og ikke en journalist. Se dog endelig filmen. Den er på ingen måde spild af tid, og Kevin Costner er med! Ja, jeg udpegede lige en ældre, hvid fyr blandt de sorte, kvindelige hovedroller, men … Kevin C., ikk’?

PS: I øvrigt; hvis du er én af dem, der voksede op med Tom Wolfes “The Right Stuff,” så er her muligheden for at se rumkapløbet fra nørdernes side og ikke astronauternes.

Det STORE Bogshow – nye vinkler på litteraturformidling

januar 18, 2017april 7, 2017 / Jan M. Johansen / 1 kommentar

Litteraturformidling tager i dag mange former. Fælles for dem er, at de bevæger sig væk fra den klassiske her-er-en-bog formidling og arbejder mere i koncepter og events.

F.eks. Det Store Bogshow. Her byder jeg og to af mine kolleger, Camilla Faieq Jensen og Michael Linde Larsen, fredag den 21. april velkommen til en fest af en litterær begivenhed i Magasinet i Odense. Der er plads til ca. 500 mennesker, så det er ikke en helt lille event.

På programmet er Leif Davidsen, som med afsæt i sit fynske ophav, fortæller om sit forfatterskab. Den fynske forfatter og oversætter Mich Vraa fortæller bl.a. om sit virke som oversætter og om sin anmelderroste roman ’Haabet’. Vibeke Marx, som netop har udgivet bog nr. 50, kommer også forbi. Morten Vittrup, der debuterede sidste år med ’Argentineren der kom sejlende på en cedertræsplanke’ er også gæst. Det er med andre ord en blandet skare med bred appel.

’Argentineren der kom sejlende på en cedertræsplanke’ af Morten Vittrup.

Men er det nu også noget at skrive hjem om

Det synes jeg. (Ikke overraskende, vil nogen måske indskyde lidt spidst.) Der er nogle ting, vi har forsøgt at gøre anderledes, end vi normalvis gør, når vi laver arrangementer og formidler litteratur.

For det første har vi valgt at fokusere på det lokale, altså Odense og Fyn. Hele aftenen er lagt op til at være en fejring af fynsk litteratur på den ene eller anden måde. Derfor har vi også valgt at uddel den nyindstiftede pris til ’Årets Læser’, som Pernille Kjær fra Kjærs Bøger (vinder af Blixen-prisen som årets boghandler) uddeler.

Udover det, så har vi involveret samarbejdspartnere over en ret bred kam, men især er det lykkedes os at få trukket medierne ind i bogshowet som reelle samarbejdspartnere. TV2-Fyn stiller op med kamerahold, laver optakt, sender live fra bogshowet og lader en af deres skærmtrolde, Signe Ryge Petersen, være moderator ved en samtale om bøger, læsevaner og meget mere mellem to lokale kulturpolitikere. Ugeavisen Odense er ligeledes en god samarbejdspartner, som især i optakten til showet støtter op med omtale. Mere om det sidste senere.

Der er en blandet skare af folk på scenen, bl.a. to lokale kulturpolitikere.

Vi har også indbudt tre lokale forlag til at holde speedpræsentationer af dem selv, udgivelser eller forfattere. Der vil også være en længere pause midt i showet, hvor publikum kan møde forlagene. På længere sigt kunne man håbe, pladserne kunne udbydes til sponsorer, så showet i sidste ende kunne blive selvfinansierende i nogen grad.

Vi starter showet med tapas og et par gode glas for at skabe en god feststemning, og slutter også af med en efterfest på en af de odenseanske vinbarer, nemlig Amy’s Bar & Winehouse. Hvor stemning og sted passer til den gruppe af mennesker, nemlig de 30-50-årige, som vi håber at lokke med til festen.

Det Store Bogshow har allerede fundet vej i medierne.

Få plads i mediebilledet

For at få et indblik i, hvorfor Ugeavisen Odense har valgt at indgå i et samarbejdet med Odense Bibliotekerne om ’Det Store Bogshow’ satte jeg mig ned og talte med redaktøren, Jan Bonde.

På spørgsmålet om, hvorfor er det interessant for et medie som Ugeavisen at involvere sig i en event som bogshowet, svarer Bonde: ”Ugeavisen Odense ønsker at være en spiller og samarbejdspartner i vores by. Vi involverer os meget gerne i det kulturelle liv, fordi vi ønsker at være et medie, som såvel læserne som byens aktører kan bruge til noget. Og selv om printmediet er under pres, så er Ugeavisen Odense med et oplag på 81.000 fortsat det medie, der når klart bredest ud i byen. Derfor håber vi også at være en interessant medspiller at invitere indenfor.”

Det er jo nok ikke nogen overraskelse, at de fleste bibliotekar vil save kropsdele af for at få et makkerskab op at køre med et større medie. Derfor spurgte jeg også, om Bonde havde et godt råd til at gøre en event interessant for eksempelvis en avis. Og det havde han: ”Det skal være folkeligt. Noget vores læsere kan forholde sig til, deltage i, bruge i deres hverdag. Det Store Bogshow har det hele. Oplevelsen i at møde etablerede navne, inspirationen fra de lokale forlag – og event-delen, hvor de kan møde andre med samme interesser.”

Vi sluttede af med, hvilken rolle Bonde ser medierne spille i det litterære landskab på lidt længere sigt. F.eks. om vi ville se flere samarbejder som dette. ”Det er helt oplagt for os at gå med i den her slags events. Vi kan sagtens se avisen som en medspiller i fremtidige projekter som dette. Og i forhold til det litterære landskab generelt, så har vi længe været en del af den undergrund af selvudgivere, der bobler frem. For vi skriver helst om mennesker, og da det i dag er forholdsvis let at udgive et værk på eget forlag eller på medudgiver-forlag, så er der mange historier om håbefulde forfattere at fortælle. Og det gør vi gerne. Vi har endda haft en forfatter, der havde Ugeavisen Odense med i sit plot. Ugeaviserne er en fin platform for såvel etablerede som nye forfattere, for hvor det som nævnt er let at udgive en bog, så er det fortsat meget dyrt og krævende at markedsføre den. Her har vi fælles interesser.”

Summa summarum (eller Meningen med galskaben)

En af personerne bag Det Store Bogshow, Helle Ingemann Jensen, peger på det oplagte i at knytte en begivenhed til det lokale, ikke mindst fordi der i dette tilfælde er en righoldighed af forfattere med fynske rødder, men også fordi der er en underskov af forlag og et aktivt læsende miljø omkring Odense.

Og det sidste er vigtigt. Tiltag som Det Store Bogshow er nemlig en måde at knytte stærkere bånd til læserne (eller brugerne, om man vil). Helle Ingemann uddyber: ”Bl.a. via de sociale medier skaber vi en anden slags relation til læsere, forlag og forfatterne end vi gjorde i “gamle dage” og at vi gerne vil skabe en ramme, der er anderledes end et almindeligt foredrag. Læserne skal have mulighed for at møde forfattere og forlag Face to Face. Vi forsøger også at gå nye veje ved at invitere selvudgivere med, der dukker rigtig mange bøger frem på små forlag.”

Underforstået ligger der også et ønske om, at biblioteket på den måde skaber sig en plads i det litterære miljø og gør sig relevant for både forlag og forfattere, samt hjælper med til at skabe nye brugere ud af læserne. ”Vi prøver at komme væk fra tankegangen om at bibliotekarer er gamle, støvede og med knold i nakken og sætter os selv i spil f.eks. ved interviews, være andre steder end på biblioteket og finde nye samarbejdspartnere.” ”Plus,” følger Helle Ingemann op, ”vi på Fyn mangler en festival/festaften for voksen litteraturen.”

I stedet for at lave standard litteraturformidling søger vi at skabe en god, lokalt funderet historie og holde en fest. Vi forsøger med andre ord at tale litteraturen op og gøre det til noget festligt. Ikke så meget fokusere på enkelte værker eller forfattere, men på glæden ved bøger, det at læse og litteraturen.

Den vinkel ser ud til at gå rent ind hos læsere, medier og politikere.

Top tre med Svend, Carina og Flunkerne

december 25, 2016december 30, 2016 / Lisbet V. / 7 kommentarer

Det er ikke nogen nem opgave at vælge årets bedste tre bøger. Mine medblogger Jan har sat fokus på skønlitteraturen. Jeg vil derfor sætte fokus på fagbøger samt snige børnelitteraturen ind.

Altid godt med et par benspænd!

Årets tredjebedste bog

Denne bog har jeg funderet meget over. Det er en børnelitterær udgivelse fra 2016, som deler vandene i min husstand. Jeg bliver helt træt i ansigtet, når jeg skal læse den højt ved puttetid. Men min søn på fire år udviser den vildeste begejstring. Og når en bog kan udløse så meget fryd hos et barn, så fortjener den hædrende omtale. Den kommer her.

Flunkerne i Danmark forfattet af Joaquin Cera og Juan Carlos Ramis, udgivet på Carlsen, er en myldrende findebog med små grønne figurer fra det ydre rum. I denne 27. flunkerbog er de kommet til Danmark og besøger Den Lille Havfrue, Den Gamle By, Kronborg og en masse andre seværdigheder. Forfatterne har taget bestik af Flunkerne enorme popularitet i Danmark og simpelthen skrevet og tegnet en hyldestbog til vores nation.

Jeg har spekuleret over bogens fascinationskraft hos børn. Der er fuld skrue på fantasien, Captain America blander sig med kentaurer og klassiske H.C. Andersen-figurer. Der er er væld af skæve situationer og mærkelige scenarier, som med usvigelig sikkerhed trækker de yngste læsere ind i bogens verden.

Bogen gør nærmest ikke andet end at lægge op til dialogisk læsning. Alle bøger kan bruges til det formål, men med en findebog er det selve pointen. Hvem, hvad, hvor og hvorfor og flere hv-ord præger den fælles læsning af denne bog. Den gode fortælling med begyndelse, point of no return, klimaks og afslutning er ikke det, det handler om. Der er noget andet på færde her, og det er lysten til at lege detektiv og gå på opdagelse med øjne på stilke.

Læsning er en relation. Når jeg overtaler Aske på fire til at høre Jul i Bulderby, så skal jeg selvfølgelig også læse Flunkerne i Danmark for ham. Og det skal jeg nok også i 2017.

Flunkerne huserer hos mange børnefamilier. Lidt danmarkshistorie sniger sig ind i denne udgivelse fra 2016.

En glidende overgang til nummer to

Den svenske antropolog Carina Fast har skrevet en forbilledlig, letlæst og engagerende fagbog udgivet på Klim. Titlen er Læs med dit barn: Sådan støtter du dit barns læse- og skriveudvikling.

Fast har en velgørende uhøjtidelig tilgang til, hvad forældre kan gøre for at stimulere deres børns interesse for sprog og skrift. Verden er fuld af tegn, symboler og ord, som man kan lege og læse med – også inden barnet kan læse og skrive i formel forstand. Krusedulleskrift, ord på slikposer, spil på iPad, bilmærker, samtaler om bøger og film, ønskesedler og sange er alt sammen veje til læsning.

Fast understreger hvor vigtigt det er, at forældre hjælper børnene med at finder bøger om deres interesser. Dette fokus på litterær præference fra en meget tidlig alder rinder mig i hu, når jeg læser Flunkerne i Danmark, jf. min nummer tre på årets boghitliste.

Carina Fast har en befriende udogmatisk rolle til alle de skærme, der er i vores og vores børns liv. Hun fokuserer på alle potentialerne i tablets, computerspil, børne-tv og film frem for at dæmonisere dem. Samtidig har hun et skarpt blik for alle de hverdagssituationer, hvor børn kan deltage og samtidig få styrket deres sprog og glæde ved samt forståelse af skrift.

Læs med dit barn er udkommet i et handy format, som for mig er ensbetydende med høj brugsværdi. Der er velvalgte illustrationer og en eksemplarisk litteraturliste for de nørdede, som vil læse mere. Denne bog er den oplagte gave til nybagte forældre og bedsteforældre og alle, der interesserer sig for early literacy.
.

Herlig forside til en herlig bog.

Nummer 1: Vores alle sammens Svend
Jeg er nok ikke alene om at mene, at Svend Brinkmanns Ståsteder: 10 gamle ideer til en ny verden var årets største faglitterære læseoplevelse. Bogen er udgivet på Gyldendal Business, og den blev akkompagneret af Brinkmanns Rosenkjær-programmer på P1. Jeg læste bogen i efterårsferien med god tid til at tygge på de tunge emner.
Brinkmann retter en i bund og grund lammende kritik mod instrumentaliseringen svøbe. Alt, hvad vi gør i dag, skal bruges til noget. Der er efterhånden ikke noget, der er værdifuldt i sig selv. Kunsten skal gøre os innovative. Legen skal føre til læring. Tilgivelsen skal gøre os lykkelige.

De ti eksistentielle ståsteder, som Brinkmann går i dybden med, er en modvægt til nyttetænkningen. De har i iboende værdi, og de giver os en slags fast grund under fødderne i modernitetens flydende verden, hvor vi skal have fødder og ikke rødder.
Samtidig vil vi jo gerne have det meningsfulde liv. Det liv findes ikke indeni os selv, men i relationerne til verden og andre mennesker. Brinkmann har fortsat ikke været hos coach, hvis nogen skulle være i tvivl.

De ti ståsteder er Det gode, Værdigheden, Løftet, Selvet, Sandheden, Ansvaret, Kærligheden, Tilgivelsen, Friheden og Døden. Og ja, de skal skrives med stort.

Brinkmann kan noget med at syntetisere vestlig filosofi gennem et par årtusinder på en uprætentiøs måde. Det er jeg stor fan af. Han har holdninger, og han lægger ikke skjul på dem. En vis lun, jysk humor stikker hovedet frem fra tid til anden i denne ellers alvorlige sag. Som når han får nævnt en slidt gammel gyngestol og ægteskabelig kærlighed i samme passage. Her er der lidt Niels Hausgaard-style, som fungerer ret godt i samklang med Platon og andre store tænkere.

Ståsteder kan jeg tage frem år efter år og få rystet livsperspektivet på plads. Nu er det bare spændende, hvad Brinkmann byder på i de kommende år.

Ståsteder står i min vindueskarm i dagens anledning. Der står den godt.

2016/17-status for eReolen

december 22, 2016december 22, 2016 / Mikkel C. / 2 kommentarer

– vi har cirkeldiagrammer!

Jeg, Mikkel, er også én af de to nationale projekledere på eReolen og én af eReolens to forhandlere, så jeg tillader mig her lidt sidst-på-året evaluering.

2016 var lidt op og ned efter jubelåret i 2015, der blev for meget jubel for nogle. Mest op. Næsten den samme gruppe store forlag, der forlod eReolen i 2013 og kom tilbage i 2015, forlod tjenesten igen i 2016. Dog valgte Lindhardt & Ringhof – Danmarks største digitale forlag – ikke bare at blive, men at tegne en to-årig kontrakt med os.

Vi valgte med stort overlæg ikke at bruge hele 2016 på at forhandle med de afvandrede forlag, men at koncentrere os om at arbejde med de tilbageblivende og gøre tjenesten bedre. Hvem gider også være til en fest, hvor værterne kun snakker om de gæster, der gik tidligt?

Vi har bl.a. forbedret formidlingen, reader og player (løbende) og skabt eReolen GO! til børn og unge. 30% af vores brugere kommer for formidlingen og inspirationen, og over halvdelen køber også ebøger iøvrigt. Det er vi sindssygt stolte af! Over hele landet eksperimenteres der med skoler og lystlæsning på GO! med UNI-login. Litteratursiden, Biblo og eReolen samarbejder i øvrigt som aldrig før. Stor ros til redaktionen!

Vi måtte vinke farvel til 25% af ebogstitlerne og 20% af lydbogstitlerne i starten af året, men gennem nyudgivelser og samarbejde om digitalisering er vi tilbage på 2015-niveau, og det myldrer ind med nye bøger og nye gamle bøger.

Samlet set betød året en afmatning i ebogsudlånet og en mere afdæmpet stigning i lydbogsudlånet. Det er i øvrigt også en global trend. Personligt har jeg fået flere opkald gennem året – særligt fra journaliststuderende – der gerne vil bore lidt i, hvad det er med de lydbøger. Hvem lytter og hvorfor? Vi ved det retteligen ikke, men vi tager nogle tigerspring fremad mht. demografiske data og brugsdata i 2017. Vi gætter på, der er mange nye litteraturbrugere (læs: mænd), som måske ikke engang gør sig helt klart, de forbruger litteratur, men tror, de lytter til en længere podcast 😉 Det er også bare et medie, der egner sig godt til tiden. Man kan lave andet, mens man lytter.

Alle 2016-forlag har gentegnet kontrakter for 2017. Vi har lige skrottet den to-årige aftale med L&R og lavet en tre-årig i stedet med bedre adgang og færre restriktioner for brugerne. Desuden er C&K Forlag og Hr. Ferdinand tilbage igen, og det er dejlige nyheder. Vi har såkaldt god dialog med to store forlag og mindre god, men dog dialog, med to andre. Vi håber derfor med en vis begrundelse at kunne præsentere flere nye gamle forlag i 2017.

2017 kan blive meget spændende for biblioteker og biblioteksbrugere, fordi en ny EU-dom meget forenklet siger, at biblioteker må låne ebøger ud på lige linje med fysiske bøger. Kulturministeriets jurister sidder lige nu og funderer over, hvad det kommer til at betyde.

Lidt tal:

eReolen får 334.000 unikke brugere i 2016 med 228.000 unikke brugere hver af henholdsvis ebøger og netlydbøger. Det er minimalt op fra 2015. Kun en god fjerdedel låner én (lyd)bog og forlader os igen. Det er faktisk ret godt.

Vi havner på 1 mio. udlånte ebøger (lidt ned fra 2015) og 1,5 mio. udlånte netlydbøger (lidt op fra 2015).

Samlet set bruger bibliotekerne 40 mio. kr. i 2016 på rene lån. Husk lige det, næste gang du hører, biblioteker låner ud gratis! Oven i dette tal er der så bibliotekernes udgifter til formidling, udvikling, forhandling, support m.v.

Både Mellemgaard og SAXO Publish, som er for med- og selvudgivere, er på top-10 over udlån fra eReolen i øvrigt.

Vi oplyser ikke aktivitet på titel- og forlagsniveau.

Spørgsmål til mig på c45c@kff.kk.dk og hav nu en dejlig jul og et godt nytår. Jeg ønsker os alle sammen et fantastisk læseår – fysisk eller digitalt; købt, lånt, eller streamet. Whatever!

Årets tre bedste bøger ifølge Jan

december 18, 2016 / Jan M. Johansen / 4 kommentarer

Den store ære at åbne den traditionelle #bogsnak stafet om årets bedste bøger er tilfaldet mig. Nok mest fordi de andre har travlt, men jeg tager, hvad jeg kan få, og soler mig skamløst i æren.

Det næste stykke tid vil mine medbloggere og jeg skrive lidt om, hvilke 3 bøger vi synes har været årets bedste. Vi har hver især valgt nogle forskellige kriterier at bedømme efter, så der kommer en god spredning i de omtalte bøger.

Jeg har valgt kun at fokusere på skønlitteratur, og med vilje valgt bøger, jeg har læst i fysisk form og på dansk i 2016. Det er også bøger, der vil være typiske for min (manglende) smag.

Og nu videre til bøgerne. Vi starter på tredjepladsen …

Årets tredje bedste bog

Normalvis er jeg ikke den store novellelæser, og slet ikke, når det gælder danske science fiction noveller. MEN, og det er altså et stort men, i denne sammenhæng, så er det en sand fornøjelse at stifte bekendtskab med en række science fiction noveller forfattet af den allestedsværende A. Silvestri.

’Sand og sten, stål og glas’ består af 8 fine fortællinger, der dog alle tidligere har været udgivet, men det gør absolut intet. Samlingen fremstår frisk og stringent, og der løber et underliggende tema gennem alle historierne. Silvestri vil selv påpege, at novellerne har det til fælles, at de besynger menneskelig ukuelighed og standhaftighed, mens jeg måske mere mener, de har undergang og forfald til fælles.

Uenigheden om fortolkningen er dog en positiv ting, der vidner om Silvestris evne til at fortælle historier med flere lag og elementer. Og det gør han altså godt, ikke mindst i den smukke og fremragende ’Den allersidste dans’. Den alene gør samlingen værd at læse.

’Sand og sten, stål og glas’ er mit bud på årets tredje bedste bog.

Danske science fiction noveller KAN faktisk være værd at læse.

Nedtællingen fortsætter – årets anden bedste bog

En top tre liste fra min side ville ikke være hverken komplet eller blot tilnærmelsesvis sanddruelig uden Jack Reacher. Heldigvis er ’Ingen vej tilbage’ også en af seriens absolut bedste.

Reacher er endelig nået frem til Virginia og ser frem til at møde major Susan Turner, sin efterfølger som chef for militærpolitiets 110. specialenhed. Turner har indtil videre kun været en tillokkende stemme i telefonen, men det er en stemme, Reacher er rejst på tværs af USA for at sætte ansigt på.

Sådan kommer det ikke umiddelbart til at gå. Turner er nemlig ligesom Reacher en hård hund, der formår at rode sig ind i mere ballade end godt er, og hun er isolationsfængslet, da Reacher tropper op på hendes kontor. Den slags petitesser stopper naturligvis ikke vor mand Reacher. Især ikke, når der tydeligvis er ugler i mosen.

Der er tale om et herligt action brag, hvor Reacher får uddelt nogle seriøse tæv og drukket en farlig masse kaffe. Makkerparret Reacher og Turner fungerer også usædvanligt godt, og det er ingen hemmelighed, at det netop er Turner-karakteren, der hæver ’Ingen vej tilbage’ op på en anden plads i et år, hvor Philip Kerr ellers har udgivet to bøger. Det er en intet mindre end en sand fornøjelse at følge de tos jagt på sandhed og ikke mindst retfærdighed.

Priset være Lee Child og den herligt atypiske og på alle måder politisk ukorrekte Jack Reacher.

Og prisen som årets bedste bog går til … en bog fra 2015

Ja, jeg ved det. Jeg er et fjols. Den bog, jeg havde fundet frem til, var den bedste fra 2016 viste sig at være ældre end antaget. Jeg købte og læste ’The Martian’ i marts, men jeg har tydeligvis været noget langsommere med at anskaffe mig den end antaget.

Nå, det skal ikke afholde mig fra højlydt at proklamere, at ’The Martian’ er årets bedste bog. Det er i hvert fald den bedste skønlitterære bog på dansk, jeg har læst i 2016, og det må immervæk også tælle for noget.

Nuvel, kender man ikke til Andy Weirs fantastiske robinsonade, så omhandler den NASA-astronauten Mark Watney, der i en ret nær fremtid, ved et uheld strander på Mars, da hans kolleger grundet et uvejr må evakuere planetens overflade i den tro, at Watney er omkommet.

Herpå følger en spændende og virkelig velkonstrueret historie om en mands kamp mod en hel planet, hvor videnskab og menneskets ukuelige vilje spiller en alt afgørende rolle. Vi får også et indblik i kampen for at redde Watney på Jorden og på rumfartøjet Hermes, hvilket kun gør fortællingen endnu større og mere rørende.

’The Martian’ er svært godt fortalt og oversat, og man kan ikke andet end gribes af den skæve humor, uforfalsket fortælleglæde og troen på, vi kan overleve, hvad som helst ved hjælp af lidt videnskab og holdånd.

Den røde planet er en grum herskerinde. Intet er dog umuligt for en botanist.

Den røde planet er en grum herskerinde. Intet er dog umuligt for en botaniker.

Ode til en skotte

november 23, 2016april 3, 2018 / Jan M. Johansen / Skriv en kommentar

Skulle jeg kun læse en forfatter resten af mit liv, så ville jeg uden den mindste rysten på hånden vælge skotske Philip Kerr. Udover at være som skotter er flest, nemlig svært charmerende, så skrev Kerr godt, altid underholdende og meget, meget bredt.

Nu ved jeg godt, jeg tidligere har besunget Lee Childs Jack Reacher-bøger meget højt, men hvor det er Reacher-karakteren, jeg holder af hos Child, så er det Kerr og hele hans forfatterskab, jeg holder af her. Vi kommer fra science fiction over krimier og historiske romaner til børnebøger, og de er hver og en svært velskrevne.

Udover et sidste bind i Berlin Noir-serien, kommer der desværre ikke flere historier fra Kerrs hånd. Den 23. marts 2018 døde han i en alder af 62 af kræft. Det er et stort tab, og jeg kommer til at savne ham.

Den dansktalende skotte

Jeg var så heldig at møde Kerr på Krimimessen i Horsens for et par år siden, hvor han modtog Palle Rosenkrantz Prisen for Årets bedste krimi med ’En mand uden åndedræt’ (niende bind i Berlin Noir-serien). Her oplevede man den skotske charme og det vindende vid for fuld udblæsning.

Kerr tryllebandt tilhørerne med beretninger om vodkadryppende vinterbadning i selskab med eks-KGB-agenter, og holdt i øvrigt sin takketale på et bedre dansk end jeg taler engelsk. Det var essensen af Kerr; en fortryllende evne til at fortælle en god historie på et sprog, folk forstår.

Kerr underholder i det fjerne.

En mand med mange talenter

Kerr blev født i Edinburgh i 1956, og studerede jura og filosofi ved Birminghams universitet. Studiets pensum bragte ham i kontakt med det tyske, og ledte til en livslang interesse for tysk historie og det tyvende århundredes Tyskland især.

Studietiden og den tyske interesse bragte Kerr til Berlin, en by som han holder meget af, og som også spiller en særlig rolle i navnlig de første bind af Berlin Noir-serien. Det lykkedes også gerne Kerr at tegne et kærligt billede af byens slagfærdige indbyggere.

Kerrs til tider sorte humor skinnede i det hele taget igennem i langt de fleste af hans bøger, hvilket han også var meget bevidst om. Selv skrev han på sin hjemmeside om sit forhold til Berlin og humoren: “I loved Berlin before the wall came down; I’m pretty fond of the place now, but back then it was perhaps the most atmospheric city on earth. Having a dark, not to say black sense of humour myself, it’s always been somewhere I feel very comfortable.” Har man været i Berlin før murens fald, kan man kun være enig, om end den særlige berlinerstemning dog stadig er der.

I sin tid i reklamebureauet Saatchi & Saatchi brugte Kerr eftersigende en stor del af sin tid på at trampe Berlins gader tynde, mens hans første roman, ’Martsvioler’, stille og rolig tog form. Typisk for Kerrs humor og sans for detaljer, så var titlen ’Martsvioler’ et udtryk for alle de tyskere, der pludseligt sprang ud som nazister efter Rigsdagsbranden og den efterfølgende Bemyndigelseslov (Ermächtigungsgesetz) i marts 1933.

Berlin Noir – Bernie Gunthers mange prøvelser

Berlin Noir startede som en trilogi med 30’er berlinerdetektiven Bernie Gunther i hovedrollen. Den anti-autoritære Gunther blev dog så populær, at Kerr senere fortsatte serien, der i skrivende stund tæller 11 bind på dansk med ‘Berlinerblåt’ som det seneste.

I den oprindelige trilogi følger vi Gunthers færde og problemer i nazitidens Berlin, mens vi i de senere bind bevæger os ind i både Anden verdenskrig og Den kolde krig, hvor Gunthers rappe replikker og stridbare væsen kontinuerligt fører ham ud i problemer med både nazister og kommunister. God, gedigen underholdning for alle

I rækkefølge er den originale Bernie Gunther-trilogi ’Martsvioler’, ’Den blege forbryder’ og ’Et tysk rekviem’.

Fodbold og mord – Scott Manson

Kerrs seneste påfund var en serie om den engelske manager-detektiv Scott Manson. De tre bøger – heraf to på dansk – udspiller sig omkring den fiktive engelske Premier League klub London City, og selvom der er både mord og intriger, så handler bøgerne langt mere om fodbold. Som svoren fodboldfan, så er det som narko for bogafhængighed, og man får et fantastisk indblik i international fodbold og finans. Det var endnu en af Kerrs styrker; en forbavsende evne til at basere sine bøger på ulastelig research.

Scott Manson, som er seriens ubestridte hovedperson, minder en del om Bernie Gunther. Manson, som Gunther, er begavet, lidt af en anarkist og en fremragende kanal for den vanlige Kerrske sorte humor.

’Januarvinduet’ er den første bog i serien om Manson, mens ’Guds hånd’ er den næste. Den tredje bog hedder ‘False Nine’ og bliver forhåbentlig også snart oversat.

Kerr forstår at skrive god dialog. Her er en ordveksling fra ’Januarvinduet’ … og naturligvis spiller kaffe en rolle.

Lampens Børn og alt det løse

Kerrs alsidighed sås især, når han slog sig løs som fantastisk fiktionsforfatter med serien om lampens børn til de 11-13 årige. Her følger vi tvillingerne John og Philippa, der er efterkommere af de store ørkenånder – de såkaldte djinns – i en lang række fantastiske eventyr verden over.

Tvillingerne hvirvles ikke overraskende ind i en klassisk kamp mellem gode og onde kræfter som det sig hør og bør i enhver god, opbyggelig fantasybog, og Kerr formår på bedste vis at skabe en stemningsmættet serie af børnebøger.

Lampens børn starter med ’Akhenatons hemmelighed’, og der er 7 bøger i serien, og de kan varmt anbefales for enhver læser af fantasy, både ung som gammel.

Sluttelig har Kerr også skrevet en lange række enkeltstående spændingsbøger så som ’Høj gearing’, ’Mørkt stof’ med Isaac Newton i hovedrollen eller teknothrilleren ’Grillristen’. Hvis man som jeg er lidt historienørdet, så er ’Hitlers fred’ absolut læseværdig.

’Hitlers Fred’ er en af Kerrs bedste bøger, og befinder sig her i fint selskab med Berlin Noir-serien.

Kerr var i det hele taget usædvanlig produktiv.

Og vi får da også et bind mere i Berlin Noir-serien. Inden sin død nåede Kerr at skrive ‘Metropolis’ færdig. Efter planen udkommer den næste år, men så er det også slut.

Hvil i fred, Philip Kerr.

Instagram

november 18, 2016november 21, 2016 / Mikkel C. / 6 kommentarer

Jeg ved ikke, om instagrammere, der skriver om bøger og litteratur, har et særligt navn som BookTuberne på YouTube [bookstagrammere … red.] Jeg er heller ikke selv ligefrem et Instagram-fænomen, men det skal på ingen måde forhindre mig i at give bolden op til vores egen samling anbefalede profiler. Mange af disse profiler hænger sammen med en blog, så der er mere under overfladen.

Vores egen Lisbet 🙂 Bøger, læsning og meget med tændstikker i kastanjer og sådan noget.

Fænomenet Julie (a.k.a. TheJulesRules); passioneret læser og modvillig dater.

Bibliotekat; man kan ikke andet end følge folk, der kalder sig selv ‘professionel bogorm.’

Iben (a.k.a. gemmanebi); her er meget godt på både på dansk og engelsk.

Missinformation; vanvittigt stilsikker børnebibliotekar 🙂

Ann-Kristine; bibliofil!

Flyv med mig; af den “ualmindeligt søde og skarpe” Rikke Simonsen (Citat: Jan)

Julie Rasmine Larsen (a.k.a. litfix); meget lidt i Julies liv handler ikke om bøger.

Boghunden; der er ikke så meget at tilføje til navnet …

Københavns Hovedbibliotek; the one and only.

Dokk1’s litteraturformidler; ingen København uden Aarhus.

Gentofte Bibliotekerne; rigtig fin Instagram-konto fra nordsjællænderne.

Ringsted Bibliotek; her er man ikke bange for videoer.

Krimisiden.dk; alting krimi. Nok sagt.

Vild med krimi; journalist Rebekka Andreasen skriver, interviewer og anmelder.

Bogstavsamleren; fokus på lidt ældre litteratur med et globalt udsyn.

Bogforslaghverdag; ‘honorable mention’ for at gå ud i kanterne af boguniverset.

Bogrummet; en gruppe glade mennesker, der anmelder ivrigt og bredt.

Amdi Silvestri; forfatter og fantast (eget udsagn!)

Forlaget Tellerup: Det ser ud, som om de har det sjovt i det mindste 😉

Forlaget Lindhardt & Ringhof: Masser af bøger og forfattere. Enkelt.

Forlaget Gyldendal: Se ovenfor.

Forlaget Politiken: Mere forlag.

Kom med mange flere, please! Lad os se, hvor mange, vi kan nå op på.

#bogsnak på Bogforum

november 10, 2016november 10, 2016 / Mikkel C. / Skriv en kommentar

Alle vi glade bloggere her skal på Bogforum – og det skal du da også, ikke? Her er vores respektive planer, så hvis du ser os, så giv os et venskabeligt dunk i ryggen og lad os få talt ud om de dér bøger …

Rie

Det, som jeg glæder mig allermest til på BogForum, er at blive fuldstændigt opslugt af menneskestrømmen og bare lade mig flyde rundt på må og få i et slaraffenland af bøger. Falde over et arrangement og blive oplyst eller underholdt, spise mærkelige merchandise bolcher og ose rundt midt i galskaben. Da jeg kun kan være på BogForum et par timer fredag eftermiddag, har jeg derfor begrænset mig til at høre Flemming Rasch fortælle, hvorfor science fiction hverken er gammelt eller støvet kl. 13.05. (Stand C3-037) Det bliver nok lidt en ”preaching to the choir” oplevelse, men stadigvæk. Og så skal jeg også lige forbi Stand E Syd-002 kl. 14:30 og høre hvad Maiken Ingvordsen har at sige om synlighed og markedsføring af forfatterskaber. Det vil vores ambitiøse forfatterspirer på biblioteket sikkert blive glade for at høre noget om. Bare det snart var fredag!

Bogforum lidt oppefra

Lisbet

I virkeligheden er jeg slet ikke en messepige. De mange muligheder på BogForum overvælder mig, ja de nærmest paralyserer mig. Skal jeg overvære debatter, gå efter autografer eller jagte bogjulegaver? Skal jeg gå efter at opleve de internationale bestsellerforfattere eller zoome ind på de smalle, lidt mere intime interviews med debuterende lyrikere?

Derfor er det faktisk en gave, at jeg skal på arbejde på BogForum. Så slipper jeg for at træffe valgene! Fredag formiddag skal jeg se, hvordan BogForums nye, flotte skoletiltag løber af stabelen. Masser af københavnske klasser har fået et knaldgodt tilbud om at komme og møde forfattere. Jeg var med til et af de første møder om tiltaget, og jeg er spændt på at se, om BogForum er noget for de smukke, unge mennesker i den skolepligtige alder.

Jeg har også været med til at give input til programmet på Danmarks Bibliotekers stand. Her er debat om biblioteket og fokus på bibliotekets mangfoldige litteraturformidling alle tre messedage. Fredag formiddag giver vicebibliotekschef fra København Sanne Caft og formand for Dansk Forfatterforening Jakob Vedelsby skåltaler for hhv. forfattere og biblioteker. For hvad er vi egentlig uden hinanden?

Lørdag ligger jeg på sofaen derhjemme og læser måske i en bog.

Søndag er jeg igen på Danmarks Bibliotekers stand. Kl 10.30 fortæller blogger, anmelder og tv-personality Julia Lahme om, hvordan biblioteker kan lære noget af bogbloggere.

Kl. 13 sætter jeg vandflasker og stole frem til den altid velbesøgte Klassikerquiz med den sprudlende Adrian Hughes som quizmaster. Blandt kombattanterne er Signe Langtved Pallisgaard, litteraturformidler ved Gentofte Bibliotekerne og forfatter Stine Josefine Dige. Selvsamme Stine skal jeg interviewe kl. 15 om hendes nys udkomne, myldrende og mangfoldige findebog Os fra Nørrebro.

Sidst på eftermiddagen har jeg en vagt på standen, og det plejer at være hyggeligt at snakke med messegæster om stort og småt, fx om deres egen brug af bibliotekets tilbud.

Inden jeg går hjem besøger jeg NewPubs nye messeområde i skrivningens tegn. Det er første gang, at nye forfattere på nye forlag får deres egen, store platform på BogForum.

Hvis alt går vel, og hvis jeg virkelig anstrenger mig, får jeg undervejs også købt et par julegaver, snakket med gamle og nuværende kolleger og indtaget et utal af mærkelige pastiller.Se i øvrigt Danmarks Biblioteksforenings program her.

10801951_10203855254876402_6874486920577461044_n

Klassisk Bogforum-scene

Jan

For mig er BogForum mestendels en undskyldning for at snakke med venner og kolleger over en kop kaffe, men der er dog også oplæg og events, som jeg gerne vil overvære.

Som den nørdede biblioteksmand jeg er, så ser jeg frem til fredagens debatter på bibliotekerne stand (C3-003). Her er ’Biblioteket: Dannelse & folkeoplysning eller kommunalkontor & markedskonkurrent?’ med bl.a. Steen B. Andersen kl. 1030 og den efterfølgende samtale mellem Sanne Caft og Jakob Vedelsby samme sted noget, jeg ser frem til.

Lørdag vil jeg snige mig bort fra min pind og indfinde mig hos People’s Press (C4-009), hvor den skarpe Helle Vincentz diverterer kl. 1130. Senere samme dag, kl. 1530, er Flemming Rose at finde på Samfundslitteraturs stand (C2-020).

Søndag, tænker jeg, Lone Frank på Gyldendals stand (C3-036), kl. 1535, er værd at lytte til, mens Lars Tvede efterfølgende kl. 1610 på samme stand også særdeles lytteværdig. Desværre er den formidabel Geeti Amiri på nogenlunde samme tid hos Dansk PEN (C2-012). Hende havde jeg ellers også gerne overværet.

12227816_10153476292547261_4495506202823491763_n

Josephine (den da 12-årige omtalt nedenfor) mænger sig med forfattere på Tellerups stand

Mikkel

Sidste år havde jeg eReolen-forhandlinger hele fredag og modererede en panel-diskussion lørdag. Jeg havde den da 12-årige datter med, så hun kunne få et par nye (signerede) bøger og hænge ud med Tellerup-forfattere mestendels. Hun havde det herligt! I år skal den nu 13-årige til U18 kickboxing-landsholdssamling i Kolding lørdag, og det skal jo også passes. Så jeg nøjes med en tætpakket fredag.

Ud over frokost med den anden nationale projektleder i eReolen og den anden forhandler i vores lille eReolen-trojka og kaffemøde med mine med-bloggere her (yay!) skal jeg hænge ud på NewPubs store fællesområde. Selvudgiverfolket opruster nemlig kraftigt, og de vil myldre festligt omkring og vil altid gerne snakke. Selvudgivere udfordrer ikke kun den etablerede forlags-orden, men også bibliotekernes, og derfor er de fagligt set spændende. I Københavns Biblioteker eksperimenterer vi med, hvordan vi kan hjælpe det skrivende folk, og derfor er jeg interesseret i både skriveprocesser og markedsføringsideer.

Jeg lægger hårdt ud 10:30 på stand E Syd-008 med Heidi Korsgaard om vejen fra bogidé til skriveproces. Jeg kan lige møve mig over til E Syd-002 kl. 11 og høre om den lignende vej fra idé til færdigt manus med Jonas Bohn og Vibeke Bengtsson og blive hængende for sammesteds kl. 11:30 at høre Camilla Wandahl fortælle, hvordan hun blev forfatter. Kl. 12:30 fortæller Rasmus Houlind også på E Syd-002 om sin bog ”Hvis det handler om mig, så køber jeg.” Den har jeg tilfældigvis læst, og Rasmus er superskarp. Kl. 13:30 fortæller Helle Busck Fensvig (Busck som i Arnold Busck) om, hvordan bøger bliver salgbare. 14:30 fortæller SoMe-guru, Astrid Haug, om markedsføring af bøger på sociale medier på E Syd-009. Det var vist dét.

Det bliver svært med det kaffe og frokost, men mon ikke det går?

Hellere formidling end bøger

november 7, 2016november 7, 2016 / Jan M. Johansen / Skriv en kommentar

De sidste par år har bibliotekerne, ikke mindst Københavns Hovedbibliotek været udsat for et veritabelt stormløb af et højlydt klagende skønlitterært hylekor. Jes Stein, Maria Helleberg, Jakob Vedelsby, Jan Thielke m.fl. har alle været ude med riven og beskyldt biblioteksvæsenet for alt lige fra at facilitere bogafbrændinger og til at undergrave demokratiet.

Senest har Danske skønlitterære Forfattere fundet på prisen ‘Årets bogsamling’, der blandet andet er tiltænkt det bibliotek, der er ”fyldt med gode bøger på hylderne.” Der er 100.000,- på spil, og pengene er øremærket indkøb af bøger. Formanden for de skønlitterære forfattere, Jan Thielke, siger i den forbindelse: ”Vi ønsker at sætte fokus på de biblioteker, som har en stor, kvalitativ og ikke mindst tilgængelig bogsamling, et bibliotek som ikke sætter en ære i at kassere så mange bøger som muligt.”

Hvis man ser bort fra de gerne højstemte og lidet faktuelle betragtninger, så har bibliotekskritikkerne dog ret i, at bibliotekerne de senere år har kasseret mange bøger. Rigtig mange. Men er det et problem? Og hvorfor er det egentlig nødvendig at kassere bøger? Og er det i det hele taget bibliotekernes rolle at samle til bunke? Lad os kigge nærmere på det.

Dø, bog! DØ!

Sætter vi i biblioteksvæsnet nu også ligefrem ”en ære i at kassere så mange bøger som muligt”? Her er svaret kategorisk nej. Kassationer er et nødvendigt onde. Ja, det er egentlig ikke så meget et onde, som en simpel nødvendighed.

Hvorfor, spørger den interesserede læser så?

Blandet andet fordi, der bliver udgivet bøger som aldrig før i Danmark. Det er kun positivt, men da antallet af kvadratmeter endsige hyldemeter i bibliotekerne ikke stiger proportionelt med antallet af udgivelser, så må noget smides ud, når der kommer nyt.

Det fremgår af Bog- og litteraturpanelets årsrapport fra 2016, at produktionen af ny dansk litteratur er steget med 50 % siden 2009. Der udkommer altså nye danske bøger som aldrig før, og antallet af titler på de danske biblioteker er da også steget med 1052 styks. Her er det dog værd at indskyde, at der gerne er færre eksemplarer af de forskellige bøger.

Figur 4 fra rapporten viser med al ønskelig tydelighed, at der udgives mange(!) skønlitterære bøger på dansk.

Vigtigt er det også at ihukomme, at når der i rapporten skrives, at der er forsvundet næsten 40.000 titler på bibliotekerne siden 2009, så er en titel ”i denne sammenhæng det samme som et faustnummer, som er et unikt nummer, der tildeles hver udgivelse i Dansk Bogfortegnelse. Den samme bogtitel kan godt være ophav til flere forskellige faustnumre, hvis den eksempelvis udkommer i en ny udgave med et nyt forord.” Her spiller de ændrede brugs- og informationsmønstre ind.

Det er nemlig værd at bemærke, og tænke lidt over, at det ikke er skønlitteraturen, der lider mest under kassationerne. Det er faktisk faglitteraturen. Mange af de kasserede titler er nemlig, igen ifølge Bog- og litteraturpanelets rapport, fag- og årsbøger. Her er bl.a. tale om håndbøger, opslagsværker, undervisningsmaterialer eller eksempelvis rejseguides. Internettet og e-ressourcer har simpelthen taget livet af f.eks. Karnov og teoribøger mange steder, og ældre udgaver af fagbøger især kasseres rask væk, da brugerne efterspørger nyeste udgave i højere grad.

En anden grund til, at der de seneste år også er blevet kasseret rigtig mange bøger, er, at der er blevet lukket en del biblioteker, og dermed også forsvundet mange hyldemeter.

Der kasseres naturligvis også slidte bøger, men også bøger, der ikke lånes ud. Især sidstnævnte er en kilde til evig kritik, men jeg kan godt garantere, at gemte vi alle de bøger, som vi kasserer på grund af manglende udlån i stedet for løbende at udskifte dem med nye og mere efterspurgte værker, så ville biblioteket forvandle sig til en mennesketom udørk. Foruden vi også ville forbryde os mod bibliotekslovens krav om alsidighed og aktualitet.

Rollen som formidler

Nutidens store problem er da heller ikke en manglende adgang til litteratur, men at navigere og fremfor alt lade sig inspirere til rent faktisk at gide at læse noget. Altså, at gribe de muligheder der er, ikke at få stillet mulighederne til rådighed. Sådan var det engang, men ikke mere.

Da jeg trådte mine barnesko på bibliotekerne i 80’erne herskede der kartellignende tilstande i bogverdenen, så bøger kostede langt mere end, hvad jeg eller mine forældre havde råd til. Derfor spillede bibliotekets udbud en stor rolle. Inspirationen var mindre vigtig da. Der var det adgangen til bøger, der talte. Sådan er det ikke mere. Ikke i samme grad i hvert fald. Vi kan købe bøger til rimelige penge, bytte os til dem på nettet eller læse dem digitalt fra vores lænestol. Ja, vi kan altså også låne dem på bibliotekerne. Mulighederne er praktisk talt endeløse.

NU er problemet at finde tid til bøgerne, at prioritere dem over Netflix, cafébesøg eller et rask halvmaraton i den nærmeste storby, og det er her, formidling kommer ind i billedet. Bibliotekerne er som aldrig før nødt til at formidle, gøre sig relevante og øge interessen for det skrevne ord, ikke bare stille bøger til rådighed.

Man må heller ikke glemme, at det er meget få – ikke engang jeg selv –, der bare kaster sig over en hvilken som helst bog på en vilkårlig hylde. Sådan fungerer det ikke. Det er en proces, hvor ens nysgerrighed, interesse og ens hunger efter mere litterære værker vækkes. Informations- og brugsmønstre har ændret sig. Folk græsser ikke længere bare rundt mellem reolerne. Det gjorde man i gamle dage, men mest af mangel på formidling. Der var simpelthen intet alternativ til at flakke formålsløst rundt blandt hylderne, som en anden flyvende hollænder på evig søgen efter et eller andet. Mødet med bogen er ikke bare et møde med en bog på en hylde. Det er en væsentlig mere kringlet vej, der går gennem flere faser. Hvis man er bekendt med udtrykket købsrejse, så ved man, hvad jeg mener.

Biblioteket – bogens eller dannelsens hus?

Vi ved nok alle, at ordet bibliotek har en særlig betydning – og nej, det er ikke bogreol eller bogsamling. Det betyder kort og godt hylde til skriftruller. Så ganske som ordet bibliotek ændrer betydning med tiden, så ændrer biblioteket også rolle. For så vidt man altså kan tale om én rolle for biblioteket.

Det Kongelige Bibliotek (og Statsbiblioteket) har nemlig sammen med centralbibliotekerne nogle særlige forpligtelser til at indkøbe og ligge inde med et bredt udvalg af litteratur. Hovedbiblioteker og lokalbiblioteker har nogle andre prioriteringer. Her gælder det om, at være relevante for det besøgende publikum og udnytte hyldemetrene mest effektivt.

Biblioteket skal ikke, som nogle i ny og næ mener, være et alternativ til det kommercielle bogmarked. Altså, opkøbe alle de bøger, der ellers ikke ville blive solgt, må man forstå. Den holdning har alle dage vakt min forundring. Bibliotekerne prøver netop – oftest i samarbejde med forfattere, forlag, boghandlere m.fl. – at gøre deres absolut bedste for at sikre kvalitet, alsidighed og aktualitet i bestanden, OG servicere brugerne og tilgodese deres ønsker. Biblioteket er altså et supplement til det kommercielle bogmarked, ikke et alternativ, og bør have et skarpt fokus på formidling og dannelse.

Historisk set har bibliotekets rolle da heller aldrig været at pushe danske skønlitterære forfatteres værker. Eller opbevare bogruller en masse for den sags skyld. Nej, det har alle dage været tænkt som et dannelsens hus, ikke nødvendigvis et bogens hus. Det er også derfor bibliotekerne i højere og højere grad arrangerer samtalecaféer og debataftener, og forsøger at give borgerne et neutralt frirum at bliver klogere i.

Fortidens bibliotekarer var i høj grad smagsdommere, hvor litteratur gerne skulle være opbyggelige, mens nutidens biblioteksansatte er forpligtede til at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet, ikke promovere de ”rigtige” skønlitterære bøger. Personligt vil jeg til enhver tid hellere hjælpe med til at give danskere læselyst end jeg vil læsse ulæste bøger på hylderne.

Burde vi fortsat gemme sådan en fætter her? Nej, vel?!

Hvad end kritikerne nu kan lide det eller ej, så er formidling en essentiel biblioteksydelse nu om stunder, og på mange måder vigtigere end fyldte hylder. Ganske som bibliotekerne også understøtter civilsamfundet, ansporer til debat og er en central aktør lokalt.

Et bibliotek er et levende sted, ikke et arkiv, en simpel bogsamling eller en litterær kirkegård.

#bogsnak

Blogkollektiv om litteratur, bøger og læsekultur

Artikel