Artikel

Faglitteratur med fråderen på

/ Lisbet V. / 3 kommentarer

Denne blog er præget af glæden ved læsning af skønlitteratur. Vores lille blogger-kollektiv kommer sjældent forbi lyrik og noveller, mens romaner ofte er på programmet. Men nu skal det være: Det skal handle om den intense interesse for faglitteratur, som jeg oplever lige nu. Så må lyrikken vente.

Jeg har for tiden givet mig selv en luksuriøs mulighed: Et fuldtidsstudie, der står alene. Ikke noget med organisationsdiagrammer og den berømte indbakke på job, der bare ikke KAN renses i bund. Jeg studerer, og så laver jeg ikke så meget andet.

DUEK hedder det; diplomuddannelse i uddannelses-, erhvervs- og karrierevejledning. Og nej, mundret er det ikke. Til gengæld er det vildt sjovt og givende at sidde sammen med både erfarne og helt grønne studievejledere fra alle mulige uddannelser og lære noget om karrierevalgsteorier, etik i vejledningen og samtaleteknik.

læring er alt

Det hele handler om at lære. Sådan siger karrierevalgsteoretikeren Krumboltz. Valg og mål er slet ikke det interessante. Det vigtigste er at være nysgerrig. Nemt at sige. Sværere at praktisere.

Det rene og skære bogbad
Det er en ny verden, jeg er kommet ind i de sidste otte uger. Teoretikerne hedder Super (Ja, det er rigtigt!), Bandura, Krumboltz og andre eksotiske ting. Der er en fin pensumliste, som forventet. Men der er også lejlighed til selv at opsøge relevant litteratur, hvis ens interesser for eksempel går i retning af begrebet ”planned happenstance” eller økonomisk spørgeteknik, som handler om at stille få og velvalgte spørgsmål. En vejleder taler ikke meget selv. Han eller hun stiller til gengæld vanvittigt gode spørgsmål, der virker meget enkle og indlysende. Det er kunsten. Den vil jeg gerne lære.

Når underviserne kaster om sig med bogtitler i lektionerne, går jeg straks i iPad-tastaturet, klikker ind på bibliotek.dk eller fkb.dk og bestiller titlerne. En eller to dage efter står bøgerne på mit lokale folkebibliotek, der til alt held ligger ved siden af min søns børnehave. Så er det nemt at få nye forsyninger. Jeg får artikler om prekariat og globalisering ind på mit eget device med det samme, hvis jeg har lyster i den retning.

Jeg vidste det udmærket i forvejen, men der er noget med folkebibliotekernes logistik, som bare fungerer så velsmurt og upåklageligt, at jeg bare må opføre en lille, mental glædesdans.

I fagsprog hedder det vist materialeforsyning. Jeg kalder det optur over konstant at have minimum 32 faglittterære titler liggende på mit skrivebord, som jeg bladrer i, skrålæser i og dykker ned i og læser fra ende til anden. Because you’re worth it.

At læse med retning
Vi hylder ofte den mulighed for selvforglemmelse, som skønlitteratur rummer. Her læser vi for oplevelsens skyld. Alt andet kommer ind på en andenplads. Men der er nu også noget dybt tilfredsstillende ved at læse efter noget helt bestemt – og så finde det.

For tiden er jeg i arbejdet med en skriftlig opgave interesseret i den nye klasse, som den engelske bad boy-økonom Guy Standing kalder prekariatet. Det er mennesker, der har meget lidt sikkerhed i deres arbejdsliv. De går typisk fra projektansættelse til projektansættelse og kommer ikke i gang med at optjene pension. Ofte har de heller ikke mulighed for løn under barsel og sygdom. Det er vel at mærke ikke en tilværelse, de selv har valgt – om de så er bygningsarbejdere eller magistre.

Hvad gør det for samfundet, at denne klasse bliver større? Hvad betyder det for det enkelte menneske? Hvordan griber fagforeningerne situationen an? Hvad betyder det for karrierevejledningens roller i a-kasser? Hvad betyder det for holdbarheden af den danske model? Hvordan hænger globaliseringen sammen med prekariatets opståen?

Alle disse spørgsmål sætter retning for min litteratursøgning og læsning. Jeg læser  pamfletten ”Bare det holder min tid ud” af Michael Valentin. En sønderrivende kritik af fagforeningerne som forældet institution. Jeg genopfrisker gode gamle Anthony Giddens’ teori om globalisering i den lille og handy bog En løbsk verden. Jeg strejfer ham, de kloge kalder den nye Habermas, Hartmut Rosa, og hans bog Fremmedgørelse og acceleration.

Fra skøn til fag og tilbage igen
Det hele er så nørdet. Jeg ved det. Men det er jo pointen ved at studere. Psykologen Svend Brinkmann og sociologen Rasmus Willig kan for øvrigt bruges til det hele. De kan kunsten at forbinde det meget konkrete i individets liv her og nu med store samfundstendenser. Ligesom dygtige romanforfattere. Der er noget med sprogbeherskelsen og blikket for det genkendelige, der går igen.

Jeg oplever flere gange om ugen glæden ved at finde det helt rigtige citat, der indkapsler et dilemma eller en samfundsudfordring. Det kan man jo også komme ud for i andre situationer, til alt held.

Jeg skal ikke udelukke, at jeg vender bøtten på hovedet og inddrager en stribe skønlitterære citater i mine eksamensopgaver. Så er cirklen sluttet, og min trang til at få alting til at hænge sammen med alting bliver tilfredsstillet.

Hvis du kender til et stykke skønlitteratur, der oplagt tematiserer individualiseringstendenserne, samfundets voldsomme acceleration og prekariatets menneskelige konsekvenser i det 21. århundrede, så giv mig et praj.

Her kommer min godte at gå på:
Københavns Biblioteker har udarbejdet en veloplagt guide til emnet samfundskritik

PS: Bær over med lix i denne blogpost. Det er formentlig en erhvervsskade.

 

Læsningens steder

/ Lisbet V. / 3 kommentarer

Når vi læser, sker det aldrig i et vakuum. Vi er altid et konkret sted. Det er en konkret dag i et konkret år. Det er en årstid. Det regner. Solen skinner. Vi er sultne eller mætte. Tøjet kradser. Skoene er for varme. Naboen larmer. Der lugter af karry eller pandekager.

Jeg har fundet ud af, at nogle af mine mest betydningsfulde læseoplevelser er tæt forbundne med nogle særlige steder. Det er ikke en dyb erkendelse, men den er sjov at dykke ned i. Derfor har jeg lavet ti nedslag mit læseliv; ti steder og tider, som jeg husker meget tydeligt og dermed også den litteratur, jeg læste. Tag med i tidsmaskinen. Der er hængekøje, frost, strandsand, amning og israelske æbler involveret. Så er du advaret.

Nedslag 1: Sommerferien 1986
I min erindring tilbringer jeg hele juli i hængekøjen i haven hjemme hos mine forældre. Jeg er 10 år gammel og bidt af den vildeste læsebacille. På programmet er samtlige bind i Laura Ingalls Wilders serie om Laura og hendes familie. Det lille hus i den store skov, Det lille hus ved den store sø, Det lille hus på prærien og så videre. Min hud er meget lys og fregnet. Det passer mig fint at ligge i skyggen af det store birketræ. Resten af verden eksisterer ikke for alvor. Når jeg rejser mig, har jeg rudeformede mærker på ryggen og bagsiden af benene.

Nedslag 2: Vinteren 1988
Som et hav af andre piger er jeg fortabt i alt skrevet af Herta J. Enevoldsen. Historiske romaner om smukke og modige royale heltinder er bare et hit. Jeg ligger på maven på det lune gulvtæppe i spisestuen derhjemme og kværner første bind af trilogien om Leonora Christina, der gik så grueligt meget igennem. Jeg læser så intenst, at jeg bliver tør i munden og rundtosset.

Bonusinfo: På grund af Hertas bøger kom alle mine katte til at hedde Corfitz.  Om de så var af hun- eller hankøn.

lisbet og paddington

Her er det Paddington, jeg forlyster mig med omkring 1985. Livet er skønt!

Nedslag 3: Forsommeren 1993
Det kan godt være, at jeg havde skiftet de tunge briller med hvidt plasticstel ud med kontaktlinser. Men intellektuelle aspirationer, dem havde jeg stadig masser af. Jeg ønskede mig bøger af Simone de Beauvoir i fødselsdagsgave. En gryende feminisme var på færde. Jeg sad og læste i min kurvestol på mit værelse. Det var En velopdragen ung piges erindringer bind 1-2, der optog mig. Min egen opvækst foregik på landet i en jævn familie. Simone voksede op i Paris i begyndelsen af 1900-tallet som barn af velhavende, borgerligt forældre. Hun forfulgte på oprørsk vis en akademisk karriere. Hendes liv var meget langt væk fra mit, men alligevel oplevede jeg en form for forbindelse til hende. Katten Corfitz lå i fodenden af min seng, mens jeg læste.

Nummer 4: Foråret 1996
Læsning og kibbutz-ophold er to uforenelige størrelser. Der er typisk hektisk aktivitet i volontør-barakken med dåseøl, drillerier og international kyssen i krogene. Det overlader ikke meget tid eller koncentration til romanlæsning. Jeg aner ikke, hvorfor jeg havde medbragt Kafkas Processen. Men det kunne tænkes, at jeg på lettere prætentiøs vis ville holde fast i mit nye image som dannet og alvorlig Krogerup Højskole-elev. Det lykkedes på ingen måde. Men jeg husker, at jeg lå med den lille, slidte paperback på den solbeskinnede plæne nogle eftermiddage sammen med de andre voluntører og læste max 3 sider ad gangen. Vi var trætte og glade efter dagens dont i marken, i køkkenet eller på æblepakningsfabrikken. Jeg var i Kibbutz Bar-Am i tre måneder. Det lykkedes mig at få læst bogen færdig, men det var ren og skær viljestyrke. Ingen lystlæsning der. Til gengæld fik jeg trænet en del engelsk, blev offer for en drænende ulykkelig forelskelse og hyggede mig med nye venner fra Sydafrika, Midtjylland og Grønland.

Nedslag 5: Vinteren 1998
I mine første studieår boede jeg i et kollektiv midt inde i det gamle København. Adressen var Pilestræde 44. Mit værelse lå i baghuset og var på 6 kvadratmeter. Det var småt og dyrt, men alle pengene værd. Jeg læste Litteraturvidenskab på andet år og var noget usikker på det hele. Efter diverse eksaminer i januar gav jeg mig selv lov til at læse skønlitteratur for sjov. Det var ellers ikke noget, vi praktiserede på Litteraturvidenskab. Mit valg faldt på Henning Mortensens serie om drengen Ib fra det midtjyske. Ibs barndom og ungdom i Horsens er præget af astma, socialdemokratiske baller i Folkets Hus og forældrenes svære forhold. Midt i al socialrealismen tilfører Mortensen elementer af magi og unik poesi. Humoren er der hele tiden som en understrøm. Åh, det var dejligt at tyre de første tre bind i serien på et letfatteligt dansk, der alligevel rummede dybder og sproglig originalitet. Jeg må have lånt dem på Københavns Hovedbibliotek. Jeg kunne ane den grå vinterhimmel gennem de gamle vinduer, og der var ingen, der ville mig noget. Kun Ib!

Nedslag 6: Vinteren 2002
En uge efter, at jeg havde besluttet at jeg ville være specialestuderende i Berlin, mødte jeg min kæreste. Det er ham, jeg bor sammen med i dag og som er far til min søn. Det var en kold vinter i Berlin. Jeg var nyforelsket, savnede min kæreste forfærdeligt og havde svært ved at få specialet til at rykke. Der var ikke internet og tv på værelset. Mine roommates var en mærkelig indadvendt japaner og et belgisk par, der var i praktik som landskabsarkitekter. De var søde, men aldrig hjemme. Så meget for at forbedre mine tyskkundskaber. Når jeg skulle glemme tid og sted, læste jeg Knuth Beckers romanværk om antihelten Kai Gøtsche og hans familie i en nordjysk lilleby kaldet ”Vendelby”. Seriesporet er stærkt, ser jeg nu. Jeg havde fået alle bøgerne med i kufferten fra mine forældre. Kai er en uheldig dreng, der ikke altid har det største kognitive budget at gøre godt med. Han kommer på opdragelsesanstalt og går så meget ondt og uretfærdigt igennem. Det er ikke en oplivende serie, men den er vanvittigt godt skrevet. Og til sidst får Kai sin Marianne. Og jeg fik min Peter.

Nedslag 7: Sommeren 2003
 Min farmor påstod, at man ikke var et ordentligt menneske, hvis ikke man havde læst Lykke-Per af Henrik Pontoppidan. Eller min far påstod, at hun havde sagt noget i den stil. Min kæreste havde et fint gammelt eksemplar stående i sin bogreol. Jeg fik lov til at låne de to bind. ”Såfremt du ikke sætter fedtefingre i dem”, lød det formanende fra ham. Man passer vel på sine bøger! Vi tog på Amager Strand en varm dag, og her lå jeg og læste en del kapitler. Plagede unge mænd er åbenbart også et spor i mit læseliv.  Da jeg var færdig med klassikeren, læste min kæreste den. Der var er noget helt særligt ved, at vi næsten samtidig har læst Lykke-Per.

Nedslag 8: Foråret 2012
Jeg var gravid og gik bare og ventede. Og ventede. Jeg havde arvet Sigrid Undsets værk om Kristina Lavransdatter fra min moster. Nu var der tid til at få has på de tre bind. Der er et hav af fødsler i de bøger. Kristin er en fødemaskine. Masser af sønner. Den norske middelalder er barsk og fascinerende. Jeg lå mest i sengen og læste. Jeg opdagede, at præsten og Undset-eksperten Doris Otzen holdt foredrag om værket i et sognehus et sted i Indre By. Man laver de mærkeligste ting, når man venter på et barns ankomst. Jeg tog til et arrangement en eftermiddag sammen med 15 ældre damer fra menigheden for at høre mere om værket. Der var kaffe og bløde småkager. De kunne godt se, at jeg var en fremmed fugl. Men vi havde noget vigtigt til fælles: Vi havde alle læst Kristin Lavransdatter en eller flere gange.

Nedslag 9: Sommeren 2012
Baby var kommet. Endelig. Jeg var i en slags euforisk tilstand, hvor jeg ikke var specielt træt, selv om jeg ammede hver tredje time. Jeg sad i lænestolen i den solrige stue, ammede den lille en halv time ad gangen og genlæste Helle Helles Rødby-Puttgarden, for jeg kunne da lige så godt læse noget lødigt. Det var genkendelsens glæde kombineret med noget helt nyt: At være mor. Senere i min barsel gik det ned ad bakke med læsningen, må jeg indrømme.

Nedslag 10: Sommeren 2014
Vi er i Sverige i sommerhuset, og det er gråt. Det er ikke spændende at være i sommerhuset, når vi ikke kan komme til søen og bade. Den toårige er meget svær at få til at falde i søvn. Jeg drømmer om, at han falder i søvn på ti minutter og napper den berømmede to timer lange middagslur. Da han endelig sover, kaster jeg mig begærligt over Caitlin Morans Kunsten af være kvinde i stedet for at tage opvasken eller plukke ribs. Morans skæve og sjove feministbibel får mig til at klukke af grin. Det er egentlig ok, at det begynder at regne. Moran redder min ferie lige den eftermiddag i Skåne.

PS om litteraturens steder
Læsningens steder får mig til at tænke på litteraturens steder. Forskeren Anne-Marie Mai har skrevet tre bind med titlen Hvor litteraturen finder sted. Her tager hun os med til slotte og kirker, kældre og klostre for at fortælle den danske litteraturs historie på en ny måde –nemlig gennem de steder, hvor den er blevet skrevet, læst og brugt. De bøger skal vist på min ønskeliste, for greb til genopdagelse af danske klassikere er altid velkomne i min verden.

Om det så gør os til ordentlige mennesker at læse Lykke-Per og de andre store værker, vil jeg lade stå hen i det uvisse. Mit eget bud er, at der formentlig skal lidt mere til, herunder et drys Caitlin Moran og en solid portion Astrid Lindgren.

Læs mere om trebindsværket Hvor litteraturen finder sted på Litteratursiden

De litterære 90’ere og glæden ved dem

/ Jan M. Johansen / Skriv en kommentar

På min dåbsattest står der 1974. Det betyder, jeg trådte mine barnesko i 80’erne og nærmede mig et stadie af voksenhed i 90’erne. Begge årtier betyder derfor meget for mig og må nok også siges at have bidraget en del til min udvikling – eller mangel på samme vil skarpe tunger nok indskyde knap så diskret.

Nå, tilbage til de litterære 90’ere.

Her læste jeg blandt andre Robertson Davies’ værker for første gang. Så vidt jeg husker, udkom bøgerne i 90’erne, men er oprindelig skrevet i 80’erne, så på sin vis er det de perfekte bøger i denne sammenhæng.

Orfeus’ Lyre er et fremragende eksempel på Davies’ skrivestil og angelsaksiske vid.

Robertson D – den canadiske kæmpe
Davies er en af mine absolutte yndlingsforfattere. Der er få som han, der kan skabe personportrætter, ja, nærmest levende billeder af svagt dysfunktionelle, men charmerende og skæve mennesker fra især de akademiske cirkler.

For eksempel i Cornish-trilogiens sidste bind – ’Orfeus’ Lyre’ – sidder en gruppe bestyrelsesmedlemmer i en fond og diskuterer, hvorvidt og hvorfor fonden skal støtte opsættelsen af en ikke-færdiggjort opera:

”Fordi denne bliver en ganske speciel opera.”
”Hvorfor? Fordi komponisten døde, inden han var kommet ret langt?”

Den lidt tørre, skæve humor er meget typisk for Davies og ikke mindst de karakterer, der befolker hans bøger. Ganske som jeg også tænker, det er ret typisk for de bøger, der greb og fascinerede mig i 90’erne. Det er måske ikke just minimalistisk, men det er skævt, skørt og eksistentialistisk.

Davies var canadier og hverken hans litterære angelsaksiske rødder eller hans rolige canadiske væsen fornægter sig, når man læser hans bøger. Der ligger også et skær af magisk realisme over mange af Davies’ værker, hvilket kun gør dem endnu mere særegne og charmerende. Igen tendenser, der går igen i mange af de forfatterskaber jeg efterfølgende kan mærke har sat sine spor. Rushdie, Reuter, Borges og Allende vil nok altid have en særlig plads i mit hjerte af den årsag.

Davies’ bøger har efterhånden nogle år på bagen, men de kan stadig varmt anbefales. Jeg er er hvert fald stadig ret pjattet med dem.

Det sjove ved Davies er, at foruden han ramte mig som et løbsk litterært godstog omkring 1995, så husker jeg en linje fra en af hans bøger, som virkelig satte sig fast og ændrede min måde at tænke på; ”du skal altid huske dine motiver for at sige det, du gør.” Jeg kan ikke huske i, hvilken bog linjen optræder eller om den i virkeligheden ER fra en af Davies’ bøger, men jeg vil altid forbinde den med Davies’ forfatterskab. Det var også her, jeg for alvor lærte noget af litteratur.

Den typiske 90’er litteratur
Når vi taler om 90’ernes litterære glæder og skæve eksistentialisme, så kommer vi ikke ude om Benn Q. Holms ‘Hafnia Punk’ og Nick Hornbys ‘High Fidelity’. Udover det er to fremragende forfattere, så har deres værker det til fælles, at jeg i den grad kunne spejle mig i hovedpersonernes liv og levned. Det var drenge forklædt som mænd, der kæmpede med at blive voksne. Holm og Hornby gjorde også bruge af en række karakteristiske greb og tematikker for 90’erne litteratur, nemlig:

  • Den begyndende globalisering – verden ligger for vores fødder
  • Eksistentialisme – hvad er meningen med livet (det er 42 i øvrigt)
  • Fokus på individet og dets problemer
  • Hverdagen – det handler om de små, nære ting
  • Magtesløshed – følelsen af at være uden ror, mening og mål
  • Minimalisme – virkeligheden set gennem enkle handlingsforløb her og nu oftest med knappe persontegninger og med rig mulighed for fortolkning
  • Skøre typer – livet er surrealistisk og mennesket ligeså
  • Socialrealisme – men ikke som i 70’erne; her er den minimalistisk og oftest surrealistisk (eller magisk realistisk)

To af de helt store 90’er forfattere; Hornby og Holm

90’erne var også præget af en særlig ånd. Vi frygtede ikke længere atomkrigen skulle bryde ud hvert øjeblik – Muren var faldet og Sovjetunionen ligeså – og vi var endnu ikke trådt ind i terrorens tidsalder – de to tårne knejsede stadig smukt over Manhattan. Alt var godt og fuld af liv. Sådan da. For i samme periode fald Jugoslavien fra hinanden, og selv om det bragte Danmark til EM i fodbold, så vil jeg aldrig glemme den følelse af magtesløshed, der fulgte i kølvandet på myrderierne på Balkan.

Men tilbage til bøgernes trygge verden.

Mens jeg sidder og skriver dette, og drømmer mig bort til en længst svunden ungdom, så slår det mig, at 80’erne og 90’erne også havde noget til fælles mere overordnet. 90’erne synes nemlig at trække på 80’erne og forstærke det foregående årtis tendenser. Ikke mindst de kulturelle.

I en artikel på Litteratursiden helt tilbage fra 2002 (dét er dælme også snart længe siden) skrev Rane Knudsen følgende; ”Generelt kan det siges om 90’erne, at tendenser, der har eksisteret i flere årtier, forstærkes i dette årti. Der tænkes her navnlig på en generel nedbrydning af skellet mellem finkultur og populærkultur, et fænomen som ikke kun forekommer i litteraturen, men også i film, tv og populærmusik mm.”

Det er The Simpsons vel nok det bedste eksempel på.

Knudsen fortsætter med at fremhæve Peter Høeg som et eksempel på, at en forfatter kan være både elsket af anmeldere og læsere på en og samme tid. I samme åndedrag kunne man også nævne Michael Larsen. Sidstnævnte er nok mere repræsentativ for 90’erne end Høeg, i kraft af humoren, skrivestil og brugen af popkultur.

Og det er det, jeg altid vil huske 90’erne for: min litterære vækkelse og fornemmelsen af, at verden var skæv, men fuld af muligheder.

Det er slet ikke dårligt med sådan et trip down memory lane trods alt.

Det gode gys – derfor er horror godt for dig

/ Jan M. Johansen / 1 kommentar

Det er ved at være den tid på året, hvor Dansk Horror Selskab uddeler sin pris for årets mest uhyggelige udgivelse, nemlig Årets Danske Horrorudgivelse, og som medlem af det hæderkronede selskab og generel elsker af gys og gru, så er det ikke overraskende en herlig tid for mig.

Men hvorfor elsker jeg (og så mange andre) at blive skræmt halvt til døde?

Det er der flere gode grunde til. Et godt gys er ikke kun uhygge, det giver også en efterfølgende god fornemmelse – man overlevede jo prøvelsen og så belønner ens hjerne en med en strøm af dejlige kemikalier. Det giver også en fornemmelse af fællesskab og sammenhold, hvis man oplever rædslen i selskab med andre. F.eks. ved at se en gyserfilm sammen. Det er ikke uden grund, generationer af håbefulde unge mænd har halet intetanende kvinder (og kommende kærester) med i biografen for at se en gyser.

Hulemænd og lærdom

Vores indre hulemand elsker at mærke pelsen sitre. Det er et tegn på, man er i live, men samtidig er fiktionens univers også en tryg og sikker måde at lære på. Neil Gaiman nævnte engang, at gode historier var en langtidsholdbar måde at videregive viden fra generation til generation, og det ser vi også med gysere. Gys lærer os, at sygdom er farlig, at man skal holde sig fra gravpladser og store pelsede ting med lange kløer og foruroligende mange tænder.

Både som børn og voksne elsker vi også at blive skræmt. Det gør hverdagen mindre skræmmende, og vi kan lege med de ting, der skræmmer os. Et godt gys kan få en ellers skræmmende hverdag, hvor vi har et minimum af kontrol eller indflydelse til at virke velsignet normal. Har man ladet sig skræmme halvt til døde af motorsavssvingende psykopater iklædt menneskehud eller jage rundt på en hjemsøgt gravplads af vredladne gengangere, så virker Gyda på kommunens jobcenter eller Søren Slambert fra Fritteren pludselig ikke helt så slemme mere.

Det er altså i nogen grad muligt at projicerer sine hverdagsproblemer over på en karakter fra en bog eller en film, eller i hvert fald udvikle en form for mekanisme til at takle skræmmende udfordringer og skærpe vores sanser. Det er nemlig ældgamle forsvars- og overlevelsesmekanismer, der udløses af stresshormoner og angst, der kommer i spil, når vi lader os skræmme. Mekanismer, der på mange måder er avlet ind i knoglerne på os. De af os, der har været tilbøjelige til at være ekstra vagtsomme om natten eller når noget virkede forkert, overlevede og fik børn. Det er med andre ord mere Darwin end Freud, der gør, vi reagerer, som vi gør og elsker gys og horror.

Vi er simpelthen genetisk programmeret til at nyde det lille gys, fordi det er sundt – det træner os og styrker vores reflekser. I det hele taget er de psykologiske mekanismer mange, hvilket gør velskreven horror til god litteratur på mange niveauer.

Horror er altså godt for os, og heldigvis har vi også en stærk tradition for gys og horror i Danmark.

Tellerup

Et udsnit af nogle af de mange, mange danske horrortitler.

Den danske tradition – når gys bliver horror

Man kommer ikke uden om, at dansk horror i dag skylder Dennis Jürgensen en masse. Om ikke andet har de fleste mennesker i min alder i hvert stiftet bekendtskab med ’Grønne øjne’, ’Tingen i cellen’ og andre af Jürgensens klassiske gysere. Personlig blev jeg skræmt til noget nær døde af Jürgensens gysere, men de gav mig blod på tanden, og heldigvis ramte min interesse ind i en strøm af nye bøger.

For i midt-90’erne dukkede der en stribe gode, nyskabende danske gyserforfattere op. Især tre stikker ud, nemlig Steen Langstrup, Patrick Leis og nu desværre afdøde Grete Roulund. Roulunds ’Setans Porte’ og Leis’ ‘Bag masken’ fra 1995, samt Langstrups ’Kat’ fra 1996 indvarslede en ny tid for dansk gys. En tid, hvor gyset stille og roligt blev til horror, og dermed for voksne.

Grete Roulund nåede at udgive en del bøger inden sin død i 2004, og mange af dem bevæger sig i stil og tematik omkring horror, bl.a. romandebuten ’Blackhawk’ fra 1982 og Roulund sidste bog ’ Baga Road’ fra 2003.

Leis er især kendt for sin ’Necrodemic’-zombiesaga, og formår med sin ligefremme, handlingsdrevne stil at appellere bredt både til unge og voksne, noget Jürgensen i nogen grad også gjorde med sine to zombieromaner ’Kadavermarch’ og efterfølgeren ’Kadaverjagt’ fra hhv. 1993 og 2006. Leis har fortsat op gennem 2000’erne med at levere actionmættet horror og har senest spredt sig ud til beslægtede genrer med gotiske krimier.

Langstrup er også ualmindelig produktiv og har stort set udgivet en bog hvert år siden sin debut, dog ikke altid inden for horrorgenren. Men Langstrup synes hele tiden at vende tilbage til horror, og var da også den første modtager af Dansk Horror Selskabs nystiftede pris i 2011 for romanen ’Alt det hun ville ønske hun ikke forstod’. En roman, der på mange måder er repræsentativ for nyere dansk horror – den er hård, nådesløs og tager genren alvorlig.

I det hele taget begyndte der for alvor at ske ting på den dansk horrorscene i tiden op til 2010 og umiddelbart efter, hvor blandt andet Henrik Sandbeck Harksen oprettede et forlag med henblik på at udgive dansk horror inspireret af Lovecraft, bl.a. ’Fra skyggerne og andre Cthulhu Mythos noveller’, ’Lyden af vanvid’ og de to ’Dystre Danmark’ antologier. Kort efter begyndte Forlaget Valeta også at udgive en hel stribe af bøger i de fantastiske genrer. Begge forlag virkede som grobund og i høj grad inkubator for en række novelleskribenter, der kom til at præge nyere dansk horror både med deres noveller og i flere tilfælde også romaner. Her er Jonas Wilmann, Thomas Strømsholt, Helene Hindberg, Lars Kramhøft, A. Silvestri og Christian Reslow værd at bide mærke i.

3 stærke titler

Silvestri, Leis og Wilmann er blandt veteranerne i dansk horror.

Tellerup lå i den periode heller ikke på den lade side og sendte en række antologier på markedet, hvor forfatter som Carina Evytt, Michael Kamp og Teddy Vork sprang i øjnene. Evytt med en evne til at skrive gribende horror og tegne stærke personer, Kamp med en næsten Jürgensensk stil, og Vork med en sjælden evne til den stille, snigende rædsel.

Forlaget Kandor, der nu er et imprint under de allestedsværende DreamLitt, med først Nikolaj Højberg og nu Jacob Hedegaard Pedersen i front har på relativt kort tid slået sit gode navn fast. Her udgav Vork f.eks. sin prisvindende novellesamling ’Sprækker’. Kandor sendte også antologierne ’Vampyr’ og ’Varulv’ på gaden, hvor forfattere som Silvestri, Reslow, Wilmann og Martin Schjönning brillere med nye vinkler på monstermyterne. I kontrast til Silvestri og Reslows mere farverige stil, så er Schjönning en forfatter, der formår at kombinere socialrealisme med horror på effektfuld vis.

Højberg selv har i øvrigt skrevet flere noveller, der absolut også er værd at læse. Højberg tilføjer ofte et element af splatter i sine skriv, men har også – sammen med forfattere som Vork og Strømsholt – flair for det psykologiske og menneskelige element i genren.

Sidste skud på stammen af forlag med fokus på horror er Enter Darkness. Et fynsk forlag, der bl.a. har udgivet ’Hvis jeg overlever natten’, ‘Rustkammeret’ og ‘Når mørket kommer krybende’. Enter Darkness drives af Lars Grill Nielsen, der også har redigeret de tre antologier.

Flere forfattere valgte også at starte egne forlag op, blandt andet for at få fuldt udbytte af e-bogsmarkedet, men også for at styre den kreative proces fra ende til anden. Her har horrorveteranen Steen Langstrup og den svært produktive Jonas Wilmann haft stor succes med hhv. 2 Feet Entertainment og Forlaget Kaos.

Horrorens kår i Danmark fik yderligere et løft, da en gruppe af forfattere og forlagsfolk i 2011 trådte sammen og dannede Dansk Horror Selskab. Selskabet har til formål at promovere horror for voksne, og blandt virkemidlerne er den omtalte Horrorpris.

Horror1

Et vue over de nominerede til Årets Danske Horrorudgivelse 2018 viser bredden i dansk horror.

Fremtiden …

Udviklingen i dansk horror og bredden af genren træder med stor synlighed frem i tildelingen af Horrorprisen. Fra Langstrups brutale ’Alt det hun ville ønske hun ikke forstod’ over Wilmanns fandenivoldsk gotiskinspirerede ’Frygt-Filerne’ i 2012, Kramhøft & Kristensens grusomme grafiske roman ’Made Flesh’ i 2013 til Teddy Vorks psykologiske gru i ’Sprækker’ 2014, Michael Kamps stærkt foruroligende ’Samlerne’ i 2015 og Thomas Strømsholts stemningsmættede ‘Dr. Wunderkammers oversættelser’ i 2016 til Lars Ahns overraskelsesfyldte novellesamling ‘Den nat vi skulle have set Vampyros Lesbos’ i 2017 dækkes et vidt spektrum af stilarter og virkemidler.

Kigger vi på især long listen til årets pris, men også de nominerede, ser man tydelig spændvidden i dansk horror. Dog er der også i min optik nogle advarselslamper, der lyser. F.eks. fylder de gamle kæmper stadig meget. Det er der i sig selv ikke noget galt i, men vi mangler måske en ny revolution a la den vi så for gode 10 år siden, hvor en række nye forfattere væltede ind på scenen, eller den vi oplevede i midt-90’erne.

Der er liv i den hæderkronede genre, ingen tvivl om det, men det ser ud til, at hverdagen er indtruffet. Og det er måske ikke så ringe endda. Jeg tænker i hvert fald, det er et tegn på, at genren har fundet et ståsted og at den tages alvorligt rundt om. Desværre er det som med genrelitteratur generelt og smal litteratur især, at de store salgstal lader vente på sig.

SF Marked

Forfattere og udgivere fortæller løs om gys og horror til glade gæster til sidste års SKRÆKFEST.

Lyspunktet er dog, at selv om vi i biblioteksvæsenet ikke længere køber så mange eksemplarer af de forskellige titler, så har f.eks. SKRÆKFEST i Odense, Roskilde Horror og De Dødes Nat i Slagelse vist, at der er stor interesse for genren fra bibliotekernes OG fra publikums side. Som bibliotekar kan jeg også bedre lide den rolle, hvor vi hjælper med til at skabe rammerne for en samtale om horror, er med til at taler genren op og hjælper med til at formidle glæden ved det gode gys fremfor blot at købe en masse bøger.

Skal genren blomstre og for alvor bide sig fast, så skal der et købelystent publikum til, og det har jeg egentlig store forhåbninger til nok skal ske, hvis vi fortsætter med at vise, hvor fed dansk horror er.

Og det er den. Fed, altså.

Margot Lee Shetterlys “Hidden figures”

/ Mikkel C. / Skriv en kommentar

Biografi. 368 sider. HarperCollins Nordic. 6. september 2016 (original)

Min læsning har været helt åndssvag på det seneste. Jeg er blevet optaget af fotografering igen. Josephines (13) kickboxing og Mathildes (7) mange bizarre forehavender med sit kæmpe-tøjdyr, Store Vuffi, er glimrende emner. Desuden nærer jeg en dyb kærlighed til helt nye og meget tunge fagbøger. Så’n 600+ siders alt-om-et-eller-andet med masser af pangfarvede illustrationer, og her er foto rigtignok et skatkammer af lækre bøger! Det er faktisk svært at finde tid til at fotografere noget.

Lækre fotobøger
Josephine i aktion i Kroatien
Store Vuffi – en hund

Den litterære pendant er lækre murstensromaner og deres sirenesang om uendelige timer brugt i en Zen-agtig opslugethed. What’s not to love? En del faktisk, men mere om dét en anden gang. Efter en genforelskelse i rumoperaer (ummmm … rumoperaer!) og en enkelt skamfuld detour ud i ren triviallitteratur (James Rollins’ Sigma-serie … jeg vil ikke tale om det) faldt jeg over “Hidden Figures” af Margot Lee Shetterly: Rumkapløbet, ukendte helte, borgerrettighedskampen … tjek, tjek, tjek. Alt sammen godt og en Oscar-nomineret film endda.

Her bliver jeg lige lidt gammel-sur-mand-træt. Jeg kan leve med og forstå, at man genudgiver bøger med filmforsider, når der laves en film over dem. Liiidt spøjst er det dog med dokumentariske bøger, når man har forsidebilleder af de faktiske personer og skifter dem ud med billeder af skuespillerne, der spiller de personer. På dansk er man åbenbart blevet så bange for, at folk ikke skulle forstå, at det her altså er bogen bag filmen, så man har heller ikke oversat titlen. “Hidden figures” hedder den på en slags dansk.

Nåmen, hvordan er den så? Den er god. Tak fordi du læste med! Arj, men det er den altså. God. Hvis man er fascineret af perioden. Ellers er særligt bogen noget træls, ville jeg vurdere. Filmen kan man sagtens se. Jeg håber dog, man kommer derfra med en forståelse af, at rumkapløbet er én af de vildeste, menneskelige bedrifter nogensinde. At historien om de sorte, kvindelige matematikere først for alvor bliver fortalt nu er bemærkelsesværdigt, men hvem elsker ikke, når de rigtige helte endelig får anerkendelse?.

I desperat mangel på forsknings- og udviklingspersonale ansætter det amerikanske forsvarsministerium under anden verdenskrig kvinder og endda sorte kvinder som, nå ja, regnere. Computere, som de kaldes. Kun de største matematiske talenter får plads. De arbejder typisk som folkeskolelærere på elendige skoler kun for sorte, inden de kommer til Langley, Virginia, for at starte deres nye karriere, for akademiske karrierer er udelukket uanset talentets åbenlyshed.

I starten skal kampfly og bombefly forbedres. Hver en ekstra lille smule fart og manøvredygtighed tæller. Arbejdet er monotont, og kvinderne ved sjældent, hvad udregningerne egentlig ender med. Én arbejder i årevis med udregninger til brug for estimering af skrue- og møtrikfordybninger i vindtunneller som fejlkilde(!) Ydmygelser er hverdagskost. Man er god nok til at udvikle nye kampfly, men må ikke bruge det samme toilet eller sidde på de hvides pladser i bussen. Paradokset er altoverskyggende for den sorte befolkning. Man forventes at give sit liv til et “fædreland,” der behandler nazistiske krigsfanger bedre. Og det er  kum raceaspektet. Kønsaspektet gør det ikke just bedre. Kvinder skrives rutinemæssigt ikke på de forskningsartikler- og rapporter, de medvirker til. Hvad skulle de bruge dét til? De er jo kvinder …

y6479

Efter krigen bliver USSR hurtigt fjenden, og den kollektive rædsel er stor, da Sputnik en oktoberaften i 1957 dovent flyver over det amerikanske fastland som en lille prik med enorme implikationer. USA er bagud i rumkapløbet, og alt sættes ind på at udligne. Og dog. I Virginia vil man fx hellere lukke skolerne helt end blande racerne. Det er bedre at vokse op dum og uuddannet end sidde ved siden af farvede.

Bogen følger mestendels tre kvinder, der hver på deres måde bryder gennem glaslofter. Mest kendt er Katherine Johnson, der bl.a. arbejdede på John Glenns berømte rumfærd i Freedom 7-rumkapslen (første amerikanske kredsløb omkring jorden) i 1962 og det kritiske landingsmodul i Apollo 11’s færd til Månen i 1969. Sideløbende med kvindernes kamp og deres personlige historier krydsklippes der til borgerrettighedskampen og storpolitik.

Hidden Figures Day 41

Jeg kan MEGET bedre lide bogen end filmen, der selvfølgelig dramatiserer og tager sig vilde friheder med persongalleriet. Ellers havde det været en dokumentarfilm. Historien som fortalt i bogen er såmænd enestående nok, om end tydeligvis fortalt af en historiker og ikke en journalist. Se dog endelig filmen. Den er på ingen måde spild af tid, og Kevin Costner er med! Ja, jeg udpegede lige en ældre, hvid fyr blandt de sorte, kvindelige hovedroller, men … Kevin C., ikk’?

PS: I øvrigt; hvis du er én af dem, der voksede op med Tom Wolfes “The Right Stuff,” så er her muligheden for at se rumkapløbet fra nørdernes side og ikke astronauternes.

Det STORE Bogshow – nye vinkler på litteraturformidling

/ Jan M. Johansen / 1 kommentar

Litteraturformidling tager i dag mange former. Fælles for dem er, at de bevæger sig væk fra den klassiske her-er-en-bog formidling og arbejder mere i koncepter og events.

F.eks. Det Store Bogshow. Her byder jeg og to af mine kolleger, Camilla Faieq Jensen og Michael Linde Larsen, fredag den 21. april velkommen til en fest af en litterær begivenhed i Magasinet i Odense. Der er plads til ca. 500 mennesker, så det er ikke en helt lille event.

På programmet er Leif Davidsen, som med afsæt i sit fynske ophav, fortæller om sit forfatterskab. Den fynske forfatter og oversætter Mich Vraa fortæller bl.a. om sit virke som oversætter og om sin anmelderroste roman ’Haabet’. Vibeke Marx, som netop har udgivet bog nr. 50, kommer også forbi. Morten Vittrup, der debuterede sidste år med ’Argentineren der kom sejlende på en cedertræsplanke’ er også gæst. Det er med andre ord en blandet skare med bred appel.

Vittrup

’Argentineren der kom sejlende på en cedertræsplanke’ af Morten Vittrup.

Men er det nu også noget at skrive hjem om

Det synes jeg. (Ikke overraskende, vil nogen måske indskyde lidt spidst.) Der er nogle ting, vi har forsøgt at gøre anderledes, end vi normalvis gør, når vi laver arrangementer og formidler litteratur.

For det første har vi valgt at fokusere på det lokale, altså Odense og Fyn. Hele aftenen er lagt op til at være en fejring af fynsk litteratur på den ene eller anden måde. Derfor har vi også valgt at uddel den nyindstiftede pris til ’Årets Læser’, som Pernille Kjær fra Kjærs Bøger (vinder af Blixen-prisen som årets boghandler) uddeler.

Udover det, så har vi involveret samarbejdspartnere over en ret bred kam, men især er det lykkedes os at få trukket medierne ind i bogshowet som reelle samarbejdspartnere. TV2-Fyn stiller op med kamerahold, laver optakt, sender live fra bogshowet og lader en af deres skærmtrolde, Signe Ryge Petersen, være moderator ved en samtale om bøger, læsevaner og meget mere mellem to lokale kulturpolitikere. Ugeavisen Odense er ligeledes en god samarbejdspartner, som især i optakten til showet støtter op med omtale. Mere om det sidste senere.

Bred appel

Der er en blandet skare af folk på scenen, bl.a. to lokale kulturpolitikere.

 

Vi har også indbudt tre lokale forlag til at holde speedpræsentationer af dem selv, udgivelser eller forfattere. Der vil også være en længere pause midt i showet, hvor publikum kan møde forlagene. På længere sigt kunne man håbe, pladserne kunne udbydes til sponsorer, så showet i sidste ende kunne blive selvfinansierende i nogen grad.

Vi starter showet med tapas og et par gode glas for at skabe en god feststemning, og slutter også af med en efterfest på en af de odenseanske vinbarer, nemlig Amy’s Bar & Winehouse. Hvor stemning og sted passer til den gruppe af mennesker, nemlig de 30-50-årige, som vi håber at lokke med til festen.

dsb-bogsnak-blogpost-billede

Det Store Bogshow har allerede fundet vej i medierne.

 

Få plads i mediebilledet

For at få et indblik i, hvorfor Ugeavisen Odense har valgt at indgå i et samarbejdet med Odense Bibliotekerne om ’Det Store Bogshow’ satte jeg mig ned og talte med redaktøren, Jan Bonde.

På spørgsmålet om, hvorfor er det interessant for et medie som Ugeavisen at involvere sig i en event som bogshowet, svarer Bonde: ”Ugeavisen Odense ønsker at være en spiller og samarbejdspartner i vores by. Vi involverer os meget gerne i det kulturelle liv, fordi vi ønsker at være et medie, som såvel læserne som byens aktører kan bruge til noget. Og selv om printmediet er under pres, så er Ugeavisen Odense med et oplag på 81.000 fortsat det medie, der når klart bredest ud i byen. Derfor håber vi også at være en interessant medspiller at invitere indenfor.”

Det er jo nok ikke nogen overraskelse, at de fleste bibliotekar vil save kropsdele af for at få et makkerskab op at køre med et større medie. Derfor spurgte jeg også, om Bonde havde et godt råd til at gøre en event interessant for eksempelvis en avis. Og det havde han: ”Det skal være folkeligt. Noget vores læsere kan forholde sig til, deltage i, bruge i deres hverdag. Det Store Bogshow har det hele. Oplevelsen i at møde etablerede navne, inspirationen fra de lokale forlag – og event-delen, hvor de kan møde andre med samme interesser.”

Vi sluttede af med, hvilken rolle Bonde ser medierne spille i det litterære landskab på lidt længere sigt. F.eks. om vi ville se flere samarbejder som dette. ”Det er helt oplagt for os at gå med i den her slags events. Vi kan sagtens se avisen som en medspiller i fremtidige projekter som dette. Og i forhold til det litterære landskab generelt, så har vi længe været en del af den undergrund af selvudgivere, der bobler frem. For vi skriver helst om mennesker, og da det i dag er forholdsvis let at udgive et værk på eget forlag eller på medudgiver-forlag, så er der mange historier om håbefulde forfattere at fortælle. Og det gør vi gerne. Vi har endda haft en forfatter, der havde Ugeavisen Odense med i sit plot. Ugeaviserne er en fin platform for såvel etablerede som nye forfattere, for hvor det som nævnt er let at udgive en bog, så er det fortsat meget dyrt og krævende at markedsføre den. Her har vi fælles interesser.”

Summa summarum (eller Meningen med galskaben)

En af personerne bag Det Store Bogshow, Helle Ingemann Jensen, peger på det oplagte i at knytte en begivenhed til det lokale, ikke mindst fordi der i dette tilfælde er en righoldighed af forfattere med fynske rødder, men også fordi der er en underskov af forlag og et aktivt læsende miljø omkring Odense.

Og det sidste er vigtigt. Tiltag som Det Store Bogshow er nemlig en måde at knytte stærkere bånd til læserne (eller brugerne, om man vil). Helle Ingemann uddyber: ”Bl.a. via de sociale medier skaber vi en anden slags relation til læsere, forlag og forfatterne end vi gjorde i “gamle dage” og at vi gerne vil skabe en ramme, der er anderledes end et almindeligt foredrag. Læserne skal have mulighed for at møde forfattere og forlag Face to Face. Vi forsøger også at gå nye veje ved at invitere selvudgivere med, der dukker rigtig mange bøger frem på små forlag.”

Underforstået ligger der også et ønske om, at biblioteket på den måde skaber sig en plads i det litterære miljø og gør sig relevant for både forlag og forfattere, samt hjælper med til at skabe nye brugere ud af læserne. ”Vi prøver at komme væk fra tankegangen om at bibliotekarer er gamle, støvede og med knold i nakken og sætter os selv i spil f.eks. ved interviews, være andre steder end på biblioteket og finde nye samarbejdspartnere.” ”Plus,” følger Helle Ingemann op, ”vi på Fyn mangler en festival/festaften for voksen litteraturen.”

I stedet for at lave standard litteraturformidling søger vi at skabe en god, lokalt funderet historie og holde en fest. Vi forsøger med andre ord at tale litteraturen op og gøre det til noget festligt. Ikke så meget fokusere på enkelte værker eller forfattere, men på glæden ved bøger, det at læse og litteraturen.

Den vinkel ser ud til at gå rent ind hos læsere, medier og politikere.

 

 

Top tre med Svend, Carina og Flunkerne

/ Lisbet V. / 7 kommentarer

Det er ikke nogen nem opgave at vælge årets bedste tre bøger. Mine medblogger Jan har sat fokus på skønlitteraturen. Jeg vil derfor sætte fokus på fagbøger samt snige børnelitteraturen ind.

Altid godt med et par benspænd! 

Årets tredjebedste bog 

Denne bog har jeg funderet meget over. Det er en børnelitterær udgivelse fra 2016, som deler vandene i min husstand. Jeg bliver helt træt i ansigtet, når jeg skal læse den højt ved puttetid. Men min søn på fire år udviser den vildeste begejstring. Og når en bog kan udløse så meget fryd hos et barn, så fortjener den hædrende omtale. Den kommer her.

Flunkerne i Danmark forfattet af Joaquin Cera og Juan Carlos Ramis, udgivet på Carlsen, er en myldrende findebog med små grønne figurer fra det ydre rum. I denne 27. flunkerbog er de kommet til Danmark og besøger Den Lille Havfrue, Den Gamle By, Kronborg og en masse andre seværdigheder. Forfatterne har taget bestik af Flunkerne enorme popularitet i Danmark og simpelthen skrevet og tegnet en hyldestbog til vores nation. 

Jeg har spekuleret over bogens fascinationskraft hos børn. Der er fuld skrue på fantasien, Captain America blander sig med kentaurer og klassiske H.C. Andersen-figurer. Der er er væld af skæve situationer og mærkelige scenarier, som med usvigelig sikkerhed trækker de yngste læsere ind i bogens verden. 

Bogen gør nærmest ikke andet end at lægge op til dialogisk læsning. Alle bøger kan bruges til det formål, men med en findebog er det selve pointen. Hvem, hvad, hvor og hvorfor og flere hv-ord præger den fælles læsning af denne bog. Den gode fortælling med begyndelse, point of no return, klimaks og afslutning er ikke det, det handler om. Der er noget andet på færde her, og det er lysten til at lege detektiv og gå på opdagelse med øjne på stilke. 

Læsning er en relation. Når jeg overtaler Aske på fire til at høre Jul i Bulderby, så skal jeg selvfølgelig også læse Flunkerne i Danmark for ham. Og det skal jeg nok også i 2017.

Flunkerne huserer hos mange børnefamilier. Lidt danmarkshistorie sniger sig ind i denne udgivelse fra 2016.

 

En glidende overgang til nummer to

Den svenske antropolog Carina Fast har skrevet en forbilledlig, letlæst og engagerende fagbog udgivet på Klim. Titlen er Læs med dit barn: Sådan støtter du dit barns læse- og skriveudvikling. 

Fast har en velgørende uhøjtidelig tilgang til, hvad forældre kan gøre for at stimulere deres børns interesse for sprog og skrift. Verden er fuld af tegn, symboler og ord, som man kan lege og læse med – også inden barnet kan læse og skrive i formel forstand. Krusedulleskrift, ord på slikposer, spil på iPad, bilmærker, samtaler om bøger og film, ønskesedler og sange er alt sammen veje til læsning.

Fast understreger hvor vigtigt det er, at forældre hjælper børnene med at finder bøger om deres interesser. Dette fokus på litterær præference fra en meget tidlig alder rinder mig i hu, når jeg læser Flunkerne i Danmark, jf. min nummer tre på årets boghitliste. 

Carina Fast har en befriende udogmatisk rolle til alle de skærme, der er i vores og vores børns liv. Hun fokuserer på alle potentialerne i tablets, computerspil, børne-tv og film frem for at dæmonisere dem. Samtidig har hun et skarpt blik for alle de hverdagssituationer, hvor børn kan deltage og samtidig få styrket deres sprog og glæde ved samt forståelse af skrift. 

Læs med dit barn er udkommet i et handy format, som for mig er ensbetydende med høj brugsværdi. Der er velvalgte illustrationer og en eksemplarisk litteraturliste for de nørdede, som vil læse mere. Denne bog er den oplagte gave til nybagte forældre og bedsteforældre og alle, der interesserer sig for early literacy. 
. 

Herlig forside til en herlig bog.

Nummer 1: Vores alle sammens Svend
Jeg er nok ikke alene om at mene, at Svend Brinkmanns Ståsteder: 10 gamle ideer til en ny verden var årets største faglitterære læseoplevelse. Bogen er udgivet på Gyldendal Business, og den blev akkompagneret af Brinkmanns Rosenkjær-programmer på P1. Jeg læste bogen i efterårsferien med god tid til at tygge på de tunge emner. 
Brinkmann retter en i bund og grund lammende kritik mod instrumentaliseringen svøbe. Alt, hvad vi gør i dag, skal bruges til noget. Der er efterhånden ikke noget, der er værdifuldt i sig selv. Kunsten skal gøre os innovative. Legen skal føre til læring. Tilgivelsen skal gøre os lykkelige. 

De ti eksistentielle ståsteder, som Brinkmann går i dybden med, er en modvægt til nyttetænkningen. De har i iboende værdi, og de giver os en slags fast grund under fødderne i modernitetens flydende verden, hvor vi skal have fødder og ikke rødder. 
Samtidig vil vi jo gerne have det meningsfulde liv. Det liv findes ikke indeni os selv, men i relationerne til verden og andre mennesker. Brinkmann har fortsat ikke været hos coach, hvis nogen skulle være i tvivl. 

De ti ståsteder er Det gode, Værdigheden, Løftet, Selvet, Sandheden, Ansvaret, Kærligheden, Tilgivelsen, Friheden og Døden. Og ja, de skal skrives med stort. 

Brinkmann kan noget med at syntetisere vestlig filosofi gennem et par årtusinder på en uprætentiøs måde. Det er jeg stor fan af. Han har holdninger, og han lægger ikke skjul på dem. En vis lun, jysk humor stikker hovedet frem fra tid til anden i denne ellers alvorlige sag. Som når han får nævnt en slidt gammel gyngestol og ægteskabelig kærlighed i samme passage. Her er der lidt Niels Hausgaard-style, som fungerer ret godt i samklang med Platon og andre store tænkere. 

Ståsteder kan jeg tage frem år efter år og få rystet livsperspektivet på plads. Nu er det bare spændende, hvad Brinkmann byder på i de kommende år. 

Ståsteder står i min vindueskarm i dagens anledning. Der står den godt.

2016/17-status for eReolen

/ Mikkel C. / 2 kommentarer

– vi har cirkeldiagrammer!

Jeg, Mikkel, er også én af de to nationale projekledere på eReolen og én af eReolens to forhandlere, så jeg tillader mig her lidt sidst-på-året evaluering.

2016 var lidt op og ned efter jubelåret i 2015, der blev for meget jubel for nogle. Mest op. Næsten den samme gruppe store forlag, der forlod eReolen i 2013 og kom tilbage i 2015, forlod tjenesten igen i 2016. Dog valgte Lindhardt & Ringhof – Danmarks største digitale forlag – ikke bare at blive, men at tegne en to-årig kontrakt med os.

Vi valgte med stort overlæg ikke at bruge hele 2016 på at forhandle med de afvandrede forlag, men at koncentrere os om at arbejde med de tilbageblivende og gøre tjenesten bedre. Hvem gider også være til en fest, hvor værterne kun snakker om de gæster, der gik tidligt?

Vi har bl.a. forbedret formidlingen, reader og player (løbende) og skabt eReolen GO! til børn og unge. 30% af vores brugere kommer for formidlingen og inspirationen, og over halvdelen køber også ebøger iøvrigt. Det er vi sindssygt stolte af! Over hele landet eksperimenteres der med skoler og lystlæsning på GO! med UNI-login. Litteratursiden, Biblo og eReolen samarbejder i øvrigt som aldrig før. Stor ros til redaktionen!

cirkel

Vi måtte vinke farvel til 25% af ebogstitlerne og 20% af lydbogstitlerne i starten af året, men gennem nyudgivelser og samarbejde om digitalisering er vi tilbage på 2015-niveau, og det myldrer ind med nye bøger og nye gamle bøger.

Samlet set betød året en afmatning i ebogsudlånet og en mere afdæmpet stigning i lydbogsudlånet. Det er i øvrigt også en global trend. Personligt har jeg fået flere opkald gennem året – særligt fra journaliststuderende – der gerne vil bore lidt i, hvad det er med de lydbøger. Hvem lytter og hvorfor? Vi ved det retteligen ikke, men vi tager nogle tigerspring fremad mht. demografiske data og brugsdata i 2017. Vi gætter på, der er mange nye litteraturbrugere (læs: mænd), som måske ikke engang gør sig helt klart, de forbruger litteratur, men tror, de lytter til en længere podcast 😉 Det er også bare et medie, der egner sig godt til tiden. Man kan lave andet, mens man lytter.

efteraar_2016_web_1200x300px

Alle 2016-forlag har gentegnet kontrakter for 2017. Vi har lige skrottet den to-årige aftale med L&R og lavet en tre-årig i stedet med bedre adgang og færre restriktioner for brugerne. Desuden er C&K Forlag og Hr. Ferdinand tilbage igen, og det er dejlige nyheder. Vi har såkaldt god dialog med to store forlag og mindre god, men dog dialog, med to andre. Vi håber derfor med en vis begrundelse at kunne præsentere flere nye gamle forlag i 2017.

2017 kan blive meget spændende for biblioteker og biblioteksbrugere, fordi en ny EU-dom meget forenklet siger, at biblioteker må låne ebøger ud på lige linje med fysiske bøger. Kulturministeriets jurister sidder lige nu og funderer over, hvad det kommer til at betyde.

Lidt tal:

eReolen får 334.000 unikke brugere i 2016 med 228.000 unikke brugere hver af henholdsvis ebøger og netlydbøger. Det er minimalt op fra 2015. Kun en god fjerdedel låner én (lyd)bog og forlader os igen. Det er faktisk ret godt.

cirkel2

Vi havner på 1 mio. udlånte ebøger (lidt ned fra 2015) og 1,5 mio. udlånte netlydbøger (lidt op fra 2015).

Samlet set bruger bibliotekerne 40 mio. kr. i 2016 på rene lån. Husk lige det, næste gang du hører, biblioteker låner ud gratis! Oven i dette tal er der så bibliotekernes udgifter til formidling, udvikling, forhandling, support m.v.

Både Mellemgaard og SAXO Publish, som er for med- og selvudgivere, er på top-10 over udlån fra eReolen i øvrigt.

Vi oplyser ikke aktivitet på titel- og forlagsniveau.

Spørgsmål til mig på c45c@kff.kk.dk og hav nu en dejlig jul og et godt nytår. Jeg ønsker os alle sammen et fantastisk læseår – fysisk eller digitalt; købt, lånt, eller streamet. Whatever!

70438a2d9fc5244919e2bc17ef486d58

Årets tre bedste bøger ifølge Jan

/ Jan M. Johansen / 4 kommentarer

Den store ære at åbne den traditionelle #bogsnak stafet om årets bedste bøger er tilfaldet mig. Nok mest fordi de andre har travlt, men jeg tager, hvad jeg kan få, og soler mig skamløst i æren.

Det næste stykke tid vil mine medbloggere og jeg skrive lidt om, hvilke 3 bøger vi synes har været årets bedste. Vi har hver især valgt nogle forskellige kriterier at bedømme efter, så der kommer en god spredning i de omtalte bøger.

Jeg har valgt kun at fokusere på skønlitteratur, og med vilje valgt bøger, jeg har læst i fysisk form og på dansk i 2016. Det er også bøger, der vil være typiske for min (manglende) smag.

Og nu videre til bøgerne. Vi starter på tredjepladsen …

Årets tredje bedste bog

Normalvis er jeg ikke den store novellelæser, og slet ikke, når det gælder danske science fiction noveller. MEN, og det er altså et stort men, i denne sammenhæng, så er det en sand fornøjelse at stifte bekendtskab med en række science fiction noveller forfattet af den allestedsværende A. Silvestri.

’Sand og sten, stål og glas’ består af 8 fine fortællinger, der dog alle tidligere har været udgivet, men det gør absolut intet. Samlingen fremstår frisk og stringent, og der løber et underliggende tema gennem alle historierne. Silvestri vil selv påpege, at novellerne har det til fælles, at de besynger menneskelig ukuelighed og standhaftighed, mens jeg måske mere mener, de har undergang og forfald til fælles.

Uenigheden om fortolkningen er dog en positiv ting, der vidner om Silvestris evne til at fortælle historier med flere lag og elementer. Og det gør han altså godt, ikke mindst i den smukke og fremragende ’Den allersidste dans’. Den alene gør samlingen værd at læse.

’Sand og sten, stål og glas’ er mit bud på årets tredje bedste bog.

Danske science fiction noveller KAN faktisk være værd at læse.

Danske science fiction noveller KAN faktisk være værd at læse.

Nedtællingen fortsætter – årets anden bedste bog

En top tre liste fra min side ville ikke være hverken komplet eller blot tilnærmelsesvis sanddruelig uden Jack Reacher. Heldigvis er ’Ingen vej tilbage’ også en af seriens absolut bedste.

Reacher er endelig nået frem til Virginia og ser frem til at møde major Susan Turner, sin efterfølger som chef for militærpolitiets 110. specialenhed. Turner har indtil videre kun været en tillokkende stemme i telefonen, men det er en stemme, Reacher er rejst på tværs af USA for at sætte ansigt på.

Sådan kommer det ikke umiddelbart til at gå. Turner er nemlig ligesom Reacher en hård hund, der formår at rode sig ind i mere ballade end godt er, og hun er isolationsfængslet, da Reacher tropper op på hendes kontor. Den slags petitesser stopper naturligvis ikke vor mand Reacher. Især ikke, når der tydeligvis er ugler i mosen.

Der er tale om et herligt action brag, hvor Reacher får uddelt nogle seriøse tæv og drukket en farlig masse kaffe. Makkerparret Reacher og Turner fungerer også usædvanligt godt, og det er ingen hemmelighed, at det netop er Turner-karakteren, der hæver ’Ingen vej tilbage’ op på en anden plads i et år, hvor Philip Kerr ellers har udgivet to bøger. Det er en intet mindre end en sand fornøjelse at følge de tos jagt på sandhed og ikke mindst retfærdighed.

Priset være Lee Child og den herligt atypiske og på alle måder politisk ukorrekte Jack Reacher.

Priset være Lee Child og den herligt atypiske og på alle måder politisk ukorrekte Jack Reacher.

Og prisen som årets bedste bog går til … en bog fra 2015

Ja, jeg ved det. Jeg er et fjols. Den bog, jeg havde fundet frem til, var den bedste fra 2016 viste sig at være ældre end antaget. Jeg købte og læste ’The Martian’ i marts, men jeg har tydeligvis været noget langsommere med at anskaffe mig den end antaget.

Nå, det skal ikke afholde mig fra højlydt at proklamere, at ’The Martian’ er årets bedste bog. Det er i hvert fald den bedste skønlitterære bog på dansk, jeg har læst i 2016, og det må immervæk også tælle for noget.

Nuvel, kender man ikke til Andy Weirs fantastiske robinsonade, så omhandler den NASA-astronauten Mark Watney, der i en ret nær fremtid, ved et uheld strander på Mars, da hans kolleger grundet et uvejr må evakuere planetens overflade i den tro, at Watney er omkommet.

Herpå følger en spændende og virkelig velkonstrueret historie om en mands kamp mod en hel planet, hvor videnskab og menneskets ukuelige vilje spiller en alt afgørende rolle. Vi får også et indblik i kampen for at redde Watney på Jorden og på rumfartøjet Hermes, hvilket kun gør fortællingen endnu større og mere rørende.

’The Martian’ er svært godt fortalt og oversat, og man kan ikke andet end gribes af den skæve humor, uforfalsket fortælleglæde og troen på, vi kan overleve, hvad som helst ved hjælp af lidt videnskab og holdånd.

Den røde planet er en grum herskerinde. Intet er dog umuligt for en botanist.

Den røde planet er en grum herskerinde. Intet er dog umuligt for en botaniker.

 

 

Ode til en skotte

/ Jan M. Johansen / Skriv en kommentar

Skulle jeg kun læse en forfatter resten af mit liv, så ville jeg uden den mindste rysten på hånden vælge skotske Philip Kerr. Udover at være som skotter er flest, nemlig svært charmerende, så skrev Kerr godt, altid underholdende og meget, meget bredt.

Nu ved jeg godt, jeg tidligere har besunget Lee Childs Jack Reacher-bøger meget højt, men hvor det er Reacher-karakteren, jeg holder af hos Child, så er det Kerr og hele hans forfatterskab, jeg holder af her. Vi kommer fra science fiction over krimier og historiske romaner til børnebøger, og de er hver og en svært velskrevne.

Udover et sidste bind i Berlin Noir-serien, kommer der desværre ikke flere historier fra Kerrs hånd. Den 23. marts 2018 døde han i en alder af 62 af kræft. Det er et stort tab, og jeg kommer til at savne ham.

Den dansktalende skotte

Jeg var så heldig at møde Kerr på Krimimessen i Horsens for et par år siden, hvor han modtog Palle Rosenkrantz Prisen for Årets bedste krimi med ’En mand uden åndedræt’ (niende bind i Berlin Noir-serien). Her oplevede man den skotske charme og det vindende vid for fuld udblæsning.

Kerr tryllebandt tilhørerne med beretninger om vodkadryppende vinterbadning i selskab med eks-KGB-agenter, og holdt i øvrigt sin takketale på et bedre dansk end jeg taler engelsk. Det var essensen af Kerr; en fortryllende evne til at fortælle en god historie på et sprog, folk forstår.

Kerr underholder i det fjerne.

Kerr underholder i det fjerne.

En mand med mange talenter

Kerr blev født i Edinburgh i 1956, og studerede jura og filosofi ved Birminghams universitet. Studiets pensum bragte ham i kontakt med det tyske, og ledte til en livslang interesse for tysk historie og det tyvende århundredes Tyskland især.

Studietiden og den tyske interesse bragte Kerr til Berlin, en by som han holder meget af, og som også spiller en særlig rolle i navnlig de første bind af Berlin Noir-serien. Det lykkedes også gerne Kerr at tegne et kærligt billede af byens slagfærdige indbyggere.

Kerrs til tider sorte humor skinnede i det hele taget igennem i langt de fleste af hans bøger, hvilket han også var meget bevidst om. Selv skrev han på sin hjemmeside om sit forhold til Berlin og humoren: “I loved Berlin before the wall came down; I’m pretty fond of the place now, but back then it was perhaps the most atmospheric city on earth. Having a dark, not to say black sense of humour myself, it’s always been somewhere I feel very comfortable.” Har man været i Berlin før murens fald, kan man kun være enig, om end den særlige berlinerstemning dog stadig er der.

I sin tid i reklamebureauet Saatchi & Saatchi brugte Kerr eftersigende en stor del af sin tid på at trampe Berlins gader tynde, mens hans første roman, ’Martsvioler’, stille og rolig tog form. Typisk for Kerrs humor og sans for detaljer, så var titlen ’Martsvioler’ et udtryk for alle de tyskere, der pludseligt sprang ud som nazister efter Rigsdagsbranden og den efterfølgende Bemyndigelseslov (Ermächtigungsgesetz) i marts 1933.

Berlin Noir – Bernie Gunthers mange prøvelser

Berlin Noir startede som en trilogi med 30’er berlinerdetektiven Bernie Gunther i hovedrollen. Den anti-autoritære Gunther blev dog så populær, at Kerr senere fortsatte serien, der i skrivende stund tæller 11 bind på dansk med ‘Berlinerblåt’ som det seneste.

I den oprindelige trilogi følger vi Gunthers færde og problemer i nazitidens Berlin, mens vi i de senere bind bevæger os ind i både Anden verdenskrig og Den kolde krig, hvor Gunthers rappe replikker og stridbare væsen kontinuerligt fører ham ud i problemer med både nazister og kommunister. God, gedigen underholdning for alle

I rækkefølge er den originale Bernie Gunther-trilogi ’Martsvioler’, ’Den blege forbryder’ og ’Et tysk rekviem’.

Fodbold og mord – Scott Manson

Kerrs seneste påfund var en serie om den engelske manager-detektiv Scott Manson. De tre bøger – heraf to på dansk – udspiller sig omkring den fiktive engelske Premier League klub London City, og selvom der er både mord og intriger, så handler bøgerne langt mere om fodbold. Som svoren fodboldfan, så er det som narko for bogafhængighed, og man får et fantastisk indblik i international fodbold og finans. Det var endnu en af Kerrs styrker; en forbavsende evne til at basere sine bøger på ulastelig research.

Scott Manson, som er seriens ubestridte hovedperson, minder en del om Bernie Gunther. Manson, som Gunther, er begavet, lidt af en anarkist og en fremragende kanal for den vanlige Kerrske sorte humor.

’Januarvinduet’ er den første bog i serien om Manson, mens ’Guds hånd’ er den næste. Den tredje bog hedder ‘False Nine’ og bliver forhåbentlig også snart oversat.

Kerr forstår at skrive god dialog. Her er en ordveksling fra ’Januarvinduet’ … og naturligvis spiller kaffe en rolle.

Kerr forstår at skrive god dialog. Her er en ordveksling fra ’Januarvinduet’ … og naturligvis spiller kaffe en rolle.

Lampens Børn og alt det løse

Kerrs alsidighed sås især, når han slog sig løs som fantastisk fiktionsforfatter med serien om lampens børn til de 11-13 årige. Her følger vi tvillingerne John og Philippa, der er efterkommere af de store ørkenånder – de såkaldte djinns – i en lang række fantastiske eventyr verden over.

Tvillingerne hvirvles ikke overraskende ind i en klassisk kamp mellem gode og onde kræfter som det sig hør og bør i enhver god, opbyggelig fantasybog, og Kerr formår på bedste vis at skabe en stemningsmættet serie af børnebøger.

Lampens børn starter med ’Akhenatons hemmelighed’, og der er 7 bøger i serien, og de kan varmt anbefales for enhver læser af fantasy, både ung som gammel.

Sluttelig har Kerr også skrevet en lange række enkeltstående spændingsbøger så som ’Høj gearing’, ’Mørkt stof’ med Isaac Newton i hovedrollen eller teknothrilleren ’Grillristen’. Hvis man som jeg er lidt historienørdet, så er ’Hitlers fred’ absolut læseværdig.

 

’Hitlers Fred’ er en af Kerrs bedste bøger, og befinder sig her i fint selskab med Berlin Noir-serien.

’Hitlers Fred’ er en af Kerrs bedste bøger, og befinder sig her i fint selskab med Berlin Noir-serien.

Kerr var i det hele taget usædvanlig produktiv.

Og vi får da også et bind mere i Berlin Noir-serien. Inden sin død nåede Kerr at skrive ‘Metropolis’ færdig. Efter planen udkommer den næste år, men så er det også slut.

Hvil i fred, Philip Kerr.