På bogsnak-bloggen har vi en tradition for dobbeltanmeldelser. Legens regler er sådan: De to anmeldere bliver enige om en bog, de vil læse. Derefter er der tavshed. Vi deler ikke vores læseoplevelser og anmeldelser på forhånd, men skriver dem ned hver især. Til sidst samles de i et blogindlæg.

Her i begyndelsen af 2022, hvor vi fortsat sumper rundt i mundbind og restriktioner godt blandet op med en lind strøm af meddelelser på Aula om nye definitioner af “nære kontakter”, lægger Lisbet og Jan ud med en dobbeltanmeldelse af Thea Kølsen Fischers Virusdetektiven: Jagten på pandemiens udspring. Bogen er fortalt til Lars Hvidberg.

Lisbet åbner ballet.

En anden slags tur i Corona-manegen
Du orker ikke mere Corona, og du føler lede ved tanken om endnu et pressemøde fra Spejlsalen. Hjemmerullede test af skolesøgende børn og en bred variation af kulørte mundbind gemmer sig i alle dine frakkelommer. Hvis du har det sådan, vil du formentlig ikke instinktivt række ud efter en bog om Corona. Du er i forvejen begyndt at springe over alle nyhedsartikler om emnet. Men hov – stop!

“Virusdetektiven” står der på forsiden af bogen. Er det en krimi? Er det en spændingsroman? Og hvem er kvinden på forsiden? Hun ligner ikke Allan (Randrup Thomsen), Jens (Lundgren) eller Lars (Jørgen Østergaard) , trekløveret karakteriseret ved briller med mørkt stel og mikrofontække, som i snart to år har været en fast del af mediebilledet i kraft af deres status som Corona-eksperter. Er det Corona-Lone?

Nej. Kvinden er Thea Kølsen Fischer, der har et imponerende CV: Professor i public health, virusinfektioner og epidemier ved Københavns Universitet og forskningschef på Nordsjællands Hospital. Hun er tidligere leder af den nationale virusovervågning og uddannet disease detective på Centers for Diseace Control i USA (tekst fra bogens inderflap).

WHO udvalgte i 2020 Kølsen Fischer til at være en del af den prominente forskergruppe, der i begyndelsen af 2021 rejse til Wuhan i Kina. Missionen var at tage fat på det vanskelige arbejde med afdække, hvor Corona opstod. Den højspændte og hæsblæsende historie nu er dokumenteret af forfatter og journalist Lars Hvidberg i bogen Virusdetektiven.

Tidspres, minus frisk luft og Zoom, Zoom, Zoom
Virusdetektiven er en elementært spændende historier om et team bestående af 10 forskere fra forskellige steder i verden, der med en ekstremt kort deadline skal løse en vanskelig opgave. Missionen har i vinteren præcis 28 dage til bevæge sig baglæns i historien og få klarhed over, under hvilke omstændigheder det første menneske blev smittet med Corona. Man kan kalde det Coronaens humane nulpunkt.

Som i et gammeldags eventyr står forskerne over for et utal af forhindringer, der skal overvindes med snilde, viden, kreativitet og tålmodighed. De kender ikke alle hinanden på forhånd. Det er en klar ulempe når man er sammen om en vigtig mission. (Ingen sammenligning med DRs serie Øen, men lidt alligevel).

Det benspænd bliver forstærket af, at forskerne i den første tid i Kina er i streng karantæne på deres respektive hotelværelser og ikke kan mødes fysisk. På Zoom må de lægge planer for, hvilke steder de skal besøge og lave observationer, når de må komme ud igen.

Det er ikke altid let at få adgang til de relevante steder, hvoraf Huanen Wet Market og Wuhan Institute of Virology spiller en central rolle. Det er heller ikke lige ud af landevejen at få mulighed for at snakke med tidligere Corona-patienter og andre vigtige kilder til viden.

På trods af de mange bump på vejen lykkes det at indsamle data nok til den vigtige rapport, der skal øge den fælles forståelse af Coronaens udspring. Men nogen lykkelig slutning er der ikke tale om, for der går international geopolitik og positionering i den. Som Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm siger i Den korte Podcast: “Det heeeeele er politisk.”

Også forskere har brug for dårlige jokes
Jeg er en hjemmekontormus, der højst går en tur i Kvickly eller svinger forbi Landbohøjskolens Have på Frederiksberg for at få frisk luft. At flyve til Kina på en krævende mission kunne aldrig falde mig ind. Norge eller Nordtyskland er eksotisk nok. Alligevel kan jeg identificere mig med Kølsen Fischer og hendes internationale kolleger. De supplerer deres lange Zoom-møder med vittigheder og memes på beskedtjenesten Signal: “Det lovede rigtig godt for opbygningen af relationer og samarbejde på holdet. Det var også forløsende, at nogen havde lyst til at træde i karakter så tidligt og byde ind med humor og selvironi. For det kræver faktisk mod at turde tage det lille skridt væk fra den seriøse atmosfære og den i øvrigt gravalvorlige mission.” (side 72).

Den type kommunikation kan jeg genkende. Det kan godt være, at jeg ikke er involveret i seriøse forskningsmissioner, men selv det mest tørre projektgruppemøde på Teams bliver til at klare, når en kollega sender en dansende banan-gif.

Den rene og ubesmittede videnskab: Et helle du ikke kan nå
Virusdetektiven er også en fortælling om aspirationen mod videnskab som et fælles, samlende tredje på tværs af lande, kulturer og samfundssystemer og en illustration af, hvor svært det er at udleve i praksis. Et genkommende citat i bogen af historikeren John Barry lyder: “Når du blander videnskab og politik, så får du politik.” (side 22).

Politik er en til tider beskidt og uigennemskuelig affære, hvor magtforhold og parternes egne interesser kommer til at stå i vejen for menneskehedens bedste. Det er nok også derfor, at bogen afsluttes i en lettere desillusioneret tone, for der har efter offentliggørelse af rapporten med Kølsen Fischer og co. som afsendere ikke været meget fremdrift i det internationale, videnskabelige arbejde med at spore pandemiens udspring. Det er to skridt frem og to tilbage i relationen mellem Kina og WHO.

Jeg har ikke ekspertise til at kunne vurdere, om Kølsens Fischers udlægning af det geopolitiske magtspil er den mest dækkende eller korrekte, men jeg kan mærke en vis antiklimatisk tristesse indfinde sig hos mig som læser ved bogens afslutning. Var der ikke ved at danne sig en fortælling om, at vi på globalt niveau kan klare denne krise – og dermed andre store kriser, der står lige foran næsen på os? Måske kan vi alligevel ikke, når det kommer til stykket.

Det er den fornemmelse af tvivl, jeg sidder tilbage med efter endt læsning. Så nej: Ikke en klassisk happy end. Virus er ligeglad med lykkelige slutninger.

Min anbefaling er, at du dropper dit daglige tjek af smittetal og i stedet læser Virusdetektiven, både fordi det er en spændende bog, og fordi den giver et unikt indblik i forskeres arbejdsmetoder og udfordringer i en højspændt situation. I mellemtiden vil jeg prøve at overtale Kølsen Fischer og Hvidberg til at lave en toer. Virkeligheden plejer nemlig at overgå alt, hvad vi kan forestille os.

Jan anmelder Virusdetektiven af Fischer og Hvidberg
For efterhånden mange år siden læste jeg Farezone 4 og Cobra-sagen af Richard Preston, der begge handlede om virusudbrud. Selvom der ikke er tale om stor litteratur, så gjorde de i den grad indtryk på mit yngre jeg. Lige siden har jeg haft en sær interesse for virologer, vira og udbrud af horrible pandemier. Jeg har med andre ord svælget i enhver form for zombier og lignende apokalyptisk undergangslitteratur.

Derfor greb jeg også med stor glæde chancen for at læse Thea Kølsen Fischer og Lars Hvidbergs Virusdetektiven. Bogen har intet med zombier at gøre, men til gengæld giver den et jordbundent og alligevel svært interessant indblik i, hvordan man i virkeligheden arbejder med at opspore og bekæmpe smitsomme sygdomme. I dette tilfælde den famøse COVID, der har plaget os de sidste par år.

De første to tredjedele af bogen er også ualmindeligt interessante og giver et fint indblik i en verden, man ellers ikke kender så meget til. Selv som zombiefan. Vi får set, hvordan COVID spreder sig, vi får nogle historiske referencer og følger generelt med i, hvordan verden reagerer på virusset. Alt sammen kyndigt fortalt og set gennem Fischers øjne.

Det skulle være så godt
Virusdetektiven starter godt og når næsten også i mål som en virkelig god, spændende og indsigtsfuld bog, men også kun næsten. Den snubler nemlig lidt til slut.

Bogen er på mange måder bygget op som en spændingsroman, men havde det været en rigtig thriller eller krimi, så var den sluttet med, at vi ikke rigtig ved, hvem der er morderen. Det er med stor sandsynlighed butleren, men vi kan ikke afskrive golftræneren, om end det ikke er sandsynligt. Ganske som vi heller ikke helt kan se bort fra gartneren. Sidstnævnte bør i hvert fald undersøges til bunds i en anden bog. Det er selvfølgeligt sat på spidsen, men man sidder efter det sidste kapitel noget uforløst tilbage.

Fischer er også god til at åbne døre til små mysterier eller hændelser, hun undrer sig over, men formår ikke at lukke dem igen. F.eks. undrer hun sig over, den måde kineserne behandler blodprøver på og at der slet ikke er registreret sygdom på Wuhan Instituttet i tiden op til udbruddet af pandemien. Der er også en diskrepans i, hvornår de første tilfælde af COVID registreres, men som med blodprøverne og sygdomstilfældene, så bortforklarer Fischer det lidt, men formår som sagt ikke at stede den tvivl og nysgerrighed, man som læser sidder med, til hvile.

Jeg vil skynde mig at sige, jeg ikke køber ind på teorier om, at pandemien bunder i en laboratorielækage eller andre former for konspiration, men tænker, at Fischer mere er opmærksom på ikke at træde sine kinesiske kolleger over tæerne og undgå spekulationer.

Som læser af en bog som Virusdetektiven ender man bare med at føle sig lidt snydt – eller som skrevet tidligere uforløst. Man vil gerne have svar og en klar afslutning. Og det er der ikke.

Hvis man ønsker endeligt svar på, hvor pandemien helt nøjagtigt udspringer og hvad den skyldes, så er det ikke at finde i Virusdetektiven. Hvad der til gengæld er at finde, er et fascinerende og skræmmende indblik i en særegen branche, og hvordan man arbejder med at håndtere og inddæmme udbrud af smitsomme sygdomme.

Dét gør bogen virkeligt godt, og det alene gør Virusdetektiven værd at læse.

Boginfo
Virusdetektiven. Jagten på pandemiens udspring. Fortalt af Thea Kølsen Fischer til Lars Hvidberg. 208 sider. Udgivet på Gyldendal, 2021.

(For en god ordens skyld: Lisbet har modtaget et anmeldereksemplar. Jan har selv købt bogen.)

Læs andre dobbeltanmeldelser

Lisbet og Mikkels dobbeltanmeldelse af “Vi var fiskere” af Chigozie Obioma (2016)

Jan og Lisbets dobbeltanmeldelse af Mod til at tvivle. En fortælling om eksil, humanisme og hvilken forskel et bibliotek kan gøre af Ahmed Akkari. Fortalt til Lars Hvidberg (2018)

Mikkel og Anne-Grethes dobbeltanmeldelse af Det læsende menneske af Lars Theil Münster (2019)