544 sider. Journalistik. Spiegel & Grau. 28. Juni 2016.

“We Are Not Such Things” med den lange undertitel “The Murder of a Young American, a South African Township, and the Search for Truth and Reconciliation” er et unikt værk. Jeg gik og læste den på min Kobo Glo HD, på samme måde som inkarnerede Pokemon Go-fans dyrker deres hobby; tabt for omverden og til stor fare for mig selv i trafikken. Den er dog også svær at få styr på.

Tilsyneladende handler den om drabet på den unge, amerikanske studerende og ANC-forkæmper Amy Biehl i et township ved navn Gugulethu lidt uden for Cape Town i 1993. Sagen vakte international opsigt. Biehl kæmpede indædt for sortes rettigheder under de sidste år af Apartheid, men en aften giver hun trods advarsler to sorte medstuderende et lift hjem til deres township og bliver angrebet og dræbt af en stor flok unge, vrede sorte med brosten og foldeknive. Fire lokale mænd dømmes lange fængselsstraffe, men tre år efter er apartheid afmonteret og biskop Desmond Tutus såkaldte sandheds- og forsoningsdomstol er i fuld sving. Morderne benådes, fordi de angrer, og fordi deres forbrydelse angiveligt var politisk motiveret.

Sagen tager endnu en overraskende drejning, da Amy’s forældre offentligt tilgiver morderne, bliver venner med dem og giver dem gode jobs i den stiftelse, de grundlægger i datterens navn. Som sådan går historien igen verden rundt som et symbol på tilgivelse og forsoning og den lysende fremtid for det ny Sydafrika. Det er på alle måder en belejlig historie for alle involverede. Amy’s afsjælede, mishandlede krop bærer en tung byrde selv i døden. Alle har brug for hende – selv forældrene – som den martyr, der gav sit unge liv for en bedre fremtid for et plaget land. Et symbol, en helgen, og bizart nok en overgang også et varemærke på toastbrød!?

Da den amerikanske journalist Justine van der Leun flytter til Cape Town omkring 2010, beslutter hun sig for at at grave i sagen, og der skal ikke kradses meget i overfladen, før spørgsmålene begynder at vælte frem. Hvorfor kan vidnerne ikke blive enige om, hvem der egentlig gjorde hvad den aften? Hvorfor harmonerer vidneudsagnene ikke med ligsyns-rapporten? Hvor politisk er det egentlig for en menneskemængde at jage og brutalt slagte en ubevæbnet, udenlandsk studerende?

Efterforskningen tager fire år. Flere nøglepersoner er forsvundet, og andre vil ikke tale med hende. Hun opdager også en forbrydelse tidligere samme dag i 1993, som kaster nyt lys over begivenhederne, selvom offeret er som sunket i jorden.

“We Are Not Such Things” er ikke så meget en detektivhistorie, som det er historien om selve opklaringsarbejdet, om livet i townships og om raceforskelle, der stikker dybere end det afrikanske grundfjeld. Historien er fortalt med Amy Biehl-mordet som det ene kardinalpunkt og om det nære forhold, forfatteren udvikler med særligt én af morderne, som det andet. Sandheden er derude, lærte serien “The X-Files” os, og sandheden er også derude i Gugulethu – måske – men den er skrøbelig, diffus, selvmodsigende, ubehagelig og uforståelig selv for dem, der levede den.

Det lyder måske ikke så fristende og underligt uforløsende, men “We Are Not Such Things” er simpelthen fundamentalt spændende, rasende velskrevet og som antropologisk studie et enestående kig ind i en meget anderledes og skræmmende verden. Hvis din forståelse af Sydafrikas historie er ligeså primitiv som min (“Apartheid slemt, så Mandela, nu alt godt”) – så er her et opråb, der er uoverhørbart og i ufralæggelig form.

“We Are Not Such Things” på Goodreads.

Unik journalistik, berømt mord, et helt land på anklagebænken. 5 bogmærker af 5!