Anmeldelse af Steven Rowley: “Lily and the Octopus.” Roman. 320 sider. Simon & Schuster. 7. juni 2016.

“Lily and the Octopus” dukkede op på min radar som en anbefaling fra Goodreads sent sidste år. Den lød rigtignok ikke god, så den har ligget på min Kindle Voyage og simret et stykke tid, men på en lang togtur med nedfaldne køreledninger, aflysninger, vilde forsinkelser og rendyrket totalkaos (hvad DSB kalder “onsdag”), åbnede jeg den alligevel. Hvad var det værste, der kunne ske? Det værste, skulle det vise sig, var, at jeg flere gange fik mere end en klump i halsen og én gang var ved at græde rigtigt. Så’n vrælende, vand i stride strømme, hiv-dig-selv-i-fletningerne-agtigt. På super-mandig vis forstås, men alligevel …

Steven Rowley og bogen, han angiveligt fik 1 mio. dollars i forskud for

“Lily and the Octopus” handler om Ted Flask og hans bedste ven, den aldrende gravhund, Lily. Ted er en mand i sin bedste alder og bosiddende i LA, men ensom. Kæresten gennem flere år er smuttet, freelance-skriveriet kører ikke overvældende godt, og det hele er gået lidt i stå. Om fredagen spiller Ted og Lily Matador. Lørdag er nævn-søde-fyre-med-fornavnet-X dag, mens søndag er pizza-dag. En aften opdager Ted en blæksprutte over Lilys højre øje og ved med det samme, at den er der for at tage Lilys liv.

NB: Nej, det er ikke en rigtig blæksprutte, men en tumor.

Fortællingen følger nu Lilys fremadskridende kamp mod sygdommen og Teds metaforiske kamp mod blæksprutten med flashbacks til lykkeligere tider i deres fælles liv. Meget kathartisk ender den med en helt uforglemmelig forløsning, som jeg udfordrer dig til at komme igennem uden fugtige øjne. Hvis du gør, betyder det egentlig bare, at du er død indvendig. Blottet for menneskelige følelser og hjerteløs. HJERTELØS!

Nu kan man jo grine lidt af, at det er en gravhund, men Lily taler skam, og det gør blæksprutten også. Kæledyr kan fylde mere i folks liv end medmennesker, men hvis du som min sønderjyske livsledsagerske mener, at dyr er kødbeholdere med navne i form af bogstavkode og påtænkt slagtningsdato – ja, hun er fra landet – så kan Lily såmænd sagtens substituere for en anden i dit liv, der har været sammen med dig gennem tykt og tyndt.

Steven Rowley og Lily

“Lily and the Octopus” er en historie om dem, vi elsker, og hvordan de påvirker os. Hvordan vi surrer vores tilværelse omkring hinanden. Tanken om at miste og sorgen selv. Man kan godt mærke, det er et sorgterapeutisk stykke arbejde fra forfatteren, men der er også masser af plads til ironi og tør humor og et par skæve eksistenser i persongalleriet.

Skal man være vild med gravhunde i særdeleshed eller hunde i almindelighed for at nyde bogen? Jeg tænkte ikke så meget på min salige bulldoghvalp, Karla, mens jeg læste bogen, selvom en del scener bragte både glade og forfærdelige minder. Selvfølgelig værst dengang jeg sad med hende i skødet i dyrlægens dødsværelse, og hun rystede over det hele og vidste, det her var ET DÅRLIGT STED. Heller ikke min Kerry Blue Terrier, Bella, da jeg var lille. Vi var bedste venner i årevis, men en dag flyttede hun pludselig til en gård på landet, hvor hun kunne løbe og lege med andre hunde hele dagen, og hun havde ikke engang tid til at sige farvel. Jeg måtte heller ikke besøge hende. Jeg er stadig lidt sur over det, men godt for Bella.

Karla

Mine tanker snurrede hele tiden om min mor, der døde pludseligt i november, og hvordan – selvom hun aldrig var så’n helt tæt på en nominering til Årets Mor – alligevel har taget den fysiske manifestation af så manger minder med sig. Der er et stort hul og en tavshed, hvor hun engang var, og nu skal jeg og hendes børnebørn finde ud af, hvordan vi kan leve videre med hende på en anden måde, og hvad vi skal gøre af hende.

Egentlig prøver jeg bare at sige, at hundefans måske nok har et forspring her, men alle kan læse med og bør også gøre det!