Mikkels top-3 2019

Endnu et år med for meget faglitteratur! Gahhh! Dog fik jeg hul igennem til skønlitteraturen tre gange i løbet af året, og det fylder to af mine pladser i år. Tredjepladsen er den gang faglitteratur, der satte sidste rul i gang, så på den måde er det hele meget harmonisk.

I 2020 skal jeg skære ned og fokusere. Min hjernes arkitektur gør, at jeg synes, alt – næsten – er interessant. I øjeblikket genlæser jeg Greg McKeown’s ”Essentialis : the Disciplined Pursuit of Less,” og jeg føler en stærk trang til at koncentrere mig mere intenst om langt færre ting. Læsning er én af de aktiviteter, der er blevet vejet og fundet tung nok, så jeg håber – 7-9-13 – det lykkes i 2020 med mere og bedre læsning.

813OTnGnd+L

Nåmen, til listen!

Nr. 3: Lars Theil ”Det læsende menneske”

Vi dobbeltanmeldte og interviewede min tidligere kollega fra Kulturstyrelsen, Lars, tidligere på året. Du kan finde posten her. Lars fik god opmærksomhed i pressen for sin fine bog, som jeg selv havde det lidt blandet med. Dels var det nøjagtigt den bog, jeg selv var gået i gang med at skrive. Dog kun på det meget indledende stadie, så ikke meget er tabt, men angstprovokerende alligevel på en måde. Lars har bare meget bedre forudsætninger end mig for at skrive den, og han har da også produceret et værk, der både når bredere og dybere end jeg kunne håbe at opnå. Det er også lige meget alt sammen, for Lars’ bog er den grundbog i læsning, vi altid har savnet. Jeg kastede mig over en masse litteratur lige efter; Helle Helles noveller (yrks!), Merete Pryds Helles ”Folkets skønhed” som den sidste i Danmark, og selv en gang Steen Steensen Blicher blev det til. Hvad mere kan man bede faglitteratur om? En særlig ting ved læsning, som Lars bemærker allerede i indledningen, er blevet hos mig: Kender du nogen, der synes, de læser for meget? Nej, vel?

img_3947-1

Nr. 2: Cixin Liu ”The three-body problem”-trilogien

Jeg følger en lille smule med i min gamle yndlingsgenre, science fiction, men ikke meget. Dog var den kinesiske forfatter Cixin Liu’s sensationelle trilogi dukket op på min radar, men jeg slog den hen som for langhåret, såkaldt hård science fiction. I en lufthavnsbus ud til et fly i Wroclaw i 2017 efter IFLA-konferencen (IFLA er den verdensomspændende biblioteksforening. Red.) så jeg min gode ven og tidligere kollega, Stuart Hamilton, fordybet i den, og vi snakkede lidt om den, men det blev forår 2019, før jeg gik i gang, og … wow! …. det skulle jeg have gjort noget før. Den ligner intet, jeg nogensinde har læst før, og alene dét, at den tager udgangspunkt i kinesisk historie og kultur, sprængte en sikring i mine frontallapper. Det er helt, helt åndssvagt, så meget vestlig forforståelse, der ligger i hele vores kulturproduktion, og man opdager det først, når det bliver vendt på hovedet. Det er fuldstændigt umuligt at give et overblik over trilogien, men den besvarer Fermi’s berømte paradoks: Når universet er fyldt med milliarder af planeter, der potentielt kunne have liv, hvorfor er vi så aldrig stødt på det? Og det gør den både enormt skræmmende og med en vanvittig rækkevidde i fortællingen.

santi_movieposter

“The Three-Body Problem” som serie i 2020! (PS: Den slår mig som ufilmatiserbar)

Nr. 1: Delia Owens ”Hvor flodkrebsene synger”

Det var et tilfælde efter et møde på Gyldendals forlag, at jeg fik øje på flodkrebsene. Normalt er det ikke helt min genre, men jeg researchede lidt og opdagede, at den havde slået alle mulige mærkelige rekorder på Amazon, så jeg skaffede den til min Kindle. Den er SÅ latterlig god, det er næsten ikke engang sjovt! Jeg har prakket den på min søde kæreste, vores materialechef på Hovedbiblioteket og selv den legendariske bogblogger Julie Arndrup (hende fra “Om livet i al almindelighed”-bloggen”). Alle er begejstrede og med god grund. Jeg anmeldte den også begejstret lige her.Egentlig er det en krimi. Den har i al fald en krimi’esque rammefortælling. Men inde i den ramme er det et poetisk og følsomt portræt af en pige, der vokser op alene i et skur i North Carolinas sumpområder og hendes interaktioner med befolkningen i en mindre kystby nærved. Som pigens historie og krimi-fortællingen konvergerer i tid, tager krimi-elementet kortvarigt over og er helt sindssygt spændende. Mere end alt det – ovenikøbet – er det faktisk en fortælling om sumpområderne som sted. Jeg kan ikke huske at have læst en roman med så unik en fornemmelse for sted. Særligt hvordan områdets geografi og fauna påvirker pigens tænkning og opfattelser og former hende som individ. eg ved ikke, hvad jeg skal sige anden end: Læs den! Det kan kun gå for langsomt.

47944456._UY2078_SS2078_

Godt læseår 2020 herfra 😊

Sommerinspiration fra Bogsnak

Blogkollektivet deler sommerlæsnings-lister. Enjoy 🙂

Prolog

Det startede med en hollandsk prinsesse med en mission. Der var også en fransktalende engelsk ungarer, der prøvede at lære hollandsk, når hun ikke lobbyede i EU’s magtcentre.* Og en amerikansk milliardær selvfølgelig, men han tog hjem igen. Sammen mente de, at Europas biblioteker er nøglen til at bekæmpe analfabetisme, promovere læsning og bringe teknologi ud til folket.

Prinsesse Laurentien (af Holland, ikk’?) stiftede Reading & Writing Foundation i 2004, og heraf sprang programmet Public Libraries 2020, som under superlobbyist Ilona Kish har startet MEP Library Lovers initiativet. Og nu er vi her. MEP står selvfølgelig for “Member of the European Parliament,” og det er simpelthen en gruppe af EU-parlamentarikere, der er erklærede biblioteksfans. Nej, der er ingen danskere blandt dem …

Jeg blev selv (Mikkel red.) involveret i al denne lobby – og programisme i 2012, da Bill & Melinda Gates Foundation brugte de føromtalte ildsjæle til at sætte fokus på bibliotekerne som et sted, alle kan møde og lære teknologi. Jeg var dansk tovholder og blev ligesom hængende i det europæiske system. Derfor har jeg også en halv finger med i nedenstående.

Op til sommeren har de biblioteksglade parlamentarikere produceret en ambitiøs læseliste – “60 books for the summer” – til alle interesserede. Folderen er vist ovenfor, men den kan også skaffes lige her, hvor alle bøgerne får et par ord med på vejen fra politikeren, der anbefaler den. Hvor mange har du læst? Jeg er på hele fire … suk. De ambitiøse starter med nr. 1 og læser sig igennem. Hvis det alligevel er for meget, så følger her vores inspiration til sommerlæsning. Hvad vi selv håber at få læst.

Husk, at bragende sommervejr er perfekt til at sidde indenfor og læse! Okay, gå udenfor, hvis du insisterer, men luk døren efter dig og lad kaffen stå, please.

2018-06-23 13.01.27* Ilona Kish er af blandet engelsk og ungarsk oprindelse. Lidt new zealandsk er hun vist også. Faktisk tror jeg, hendes new zealandske mor og ungarske far mødtes i London lige efter Budapest-opstanden i 1956. Hun taler flydende fransk, men fornemmede, at der var et hollandsk Bruxelles, hun slet ikke så, så hun begyndte at gå til hollandsk. Og ganske rigtigt. Pludselig gav skilte mening ligesom avisoverskrifter og butiksfacader og løbesedler og reklametryksager, og i radioen viste en del kaudervælsk sig pludselig at være trafikinformation om situationen på hovedvejene fra Amsterdam til Bruxelles. Ilona og jeg deler den livsfilosofi, at tilværelsen efterligner litteraturen, så hun anbefalede mig China Mievilles “The City and the City” for at forklare oplevelsen, og den skuffede ikke!

Lisbet

Lisbet foreslår en kort, en lang og en, du kan lytte til sammen med nogle børn.

En kort:Det ultimative landshold: Fra Sepp til Saransk af Nikolaj Steen Møller:
I serien ”Bøger som er skrevet af mine veninders kærester/mænd” er jeg nu kommet til en underholdende fodboldbog, som er oplagt at tage med på stranden.  Jeg er ikke specielt interesseret i fodbold – og så alligevel. Når Nikolaj Steen Møller laver portrætter af de største i dansk fodbold, så er det underholdning, kulturhistorie og genial sportsformidling i en sprød kombination.

Forfatteren har lavet dette benspænd (klippet fra Byens Forlags hjemmeside): ”Hvis du skulle udtage Danmarks VM-trup, og der var frit valg på alle hylder – hvem ville DU så vælge? Vi har håndplukket 23 mand, og der er kun én regel: De skal have spillet på landsholdet, efter Sepp Piontek tog over i 1979 og ændrede alting. Så her er portrætter af en spillertrup i absolut verdensklasse. Vi har blikken­slagere og Ballon d’Or-indehavere. Motorcykelbetjente og europa­mestre. Amagerdrenge og Europacup-vindere – ja, de overlapper endda.”

img_1876

Måske kunne man også overveje bogen som en forsinket Fars dag-gave.

NB: Andre veninders mænd er Lars Hvidberg, der er manden bag Mod til at tvivle (Ahmed Akkaris historie) og Simon Glinvad, der senest har skrevet romanen Medskyldig.

En lang:Udvandrerne af Vilhelm Moberg.
I løbet af en lang sommerferie har man brug for tilfredsstillelsen ved at læse et decideret romanværk fra ende til anden. Jeg foreslår klassikeren Udvandrerne af Vilhelm Moberg, der består af fire bind.

Romanerne handler om småfolk fra Småland, der udvandrer til Minnesota i 1800-talet. Det er en moderne saga om den lille, nære og den store, fjerne verden lang tid før globaliseringen, udlængsel og hjemve, fortid og fremtid. Man kunne også kalde det en variation over temaet ”rødder og fødder”. Det er gribende læsning, og man græder næsten undervejs, fordi hovedpersonerne lider og mister meget undervejs.

Det hele sættes ekstra meget i relief, hvis man sidder på en svensk ødegård og nyder ferielivet i omgivelser, der kunne have været rammerne om Karl Oskar, Kristina og alle de andre brave menneskers liv for 150 år siden.

En, du kan lytte til:Troldeliv af Sissel Bøe og Peter Madsen
Disse historier om troldefamilien ude i den store skov er sjove og underfundige. Mange af troldenes skærmydsler vækker mindelser om en dansk småbørnsfamilies liv anno 2018. På eReolen ligger alle bøgerne som lydbøger indlæst af Ellen Hillingsøe. Hun er en af de mest geniale oplæsere i Danmarks. Hendes diktion og stemme bliver vi aldrig trætte af hjemme hos os. Min søn på seks og jeg fornyr lånet af denne lydbog igen og igen, så jeg tror, vi er oppe på fjerne afspilning af de tre en halv time, som den varer.

God til de lange bilture. God til regnvejrsdage i sommerhuset. God til en fredelig stund, mens man lægger puslespil og drikker saftevand.

Jan

Falske værdier’ af Lee Child. Det er lidt snyd, jeg har nemlig læst den på engelsk, men Childs Reacher-karakter er min store helt, så den tåler et genlæs og vil klæde min bogreol. Så vidt jeg husker er det også en klassisk Reacher-bog; der er med andre ord dømt tæv, kaffe og krambare vimser for alle pengene.

Berlinerblåt’ af Philip Kerr. Sammen med Jack Reacher er Bernie Gunther blandt mine absolutte yndlinge, når det kommer til romankarakterer. Den er som de andre bøger i ‘Berlin Noir’-serien en historisk spændingsroman med rødder i Anden Verdenskrig.

2018-06-23 13.57.02

“Berlinerblåt” på eReolen

Lone Star’ af Mathilde Walter Clark. Clark er en af de få danske forfattere, jeg bare må læse. Jeg elsker hendes sprog og blik for mennesker. ‘Lone Star’ handler om en far, en datter og Texas, og kunne se ud til at være autobiografisk, hvilket normalt ikke liiige er mig, men som sagt, Clark er en gudsbenådet forfatter, så den må læses.

Mikkel

Top-3 liste? Ptøj! Som alle, der har rejst med mig, ved, er jeg voldsomt ambitiøs på egne læsevegne, når jeg har mere end en time til rådighed. Min kuffert bliver jævnligt fyldt med 8-10 bøger til et par dage, for, hey, flyvetur, ikk’? Jeg er faldet i samme fælde her. Jeg får brug for flere sommerferier, men lad os nu ikke sætte barren for lavt.

2018-06-23 09.49.43

Jeg skal læse op på markedsføring, som vi arbejder meget med i Købehavns Biblioteker. Vi er ved at vende vores hidtidige produktfokus til et borgerfokus. Derfor “Moderne Markedsføring 2. udg.” og “Strategic Marketing for Non-Profit Organizations 7. udg.” Vi arbejder også på at integrere vores fysiske tilbud med de digitale, og her er Rasmus Houlinds “Hvis det handler om mig, så køber jeg!” omnichannel-biblen.

Jeg skal have taget 2.000 billeder som sædvanlig og er ved at arbejde mig gennem klodsen “The Photoshop Lightroom Classic CC Book.” Åh, jeg æælsker kæmpe fotobøger!

Afhængig som jeg er af selvhjælpsgenren, skal jeg have genlæst “Everyday Zen” og “Nothing Special” af Charlotte Joko Beck – en slags kvindelig Zen-Yoda – i samarbejde med filosofi-professor Steve Smith. Nu jeg er færdig med Alan Watts’ klassiker “The Wisdom of Insecurity,” er jeg mere åben for, hvad Beck og Smith prøvede at fortælle mig nede i nullerne, tror jeg.

Til rå strandlæsning (ikke at jeg ville blive fanget død på en strand) har jeg planlagt rumopera-trilogien “Humanity’s Fire” af Michael Cobley. Mest for ikke helt at miste min SciFi-troværdighed hos medblogger Jan. Jeg glæder mig også til Michelle Birkby’s serie om kvinderne fra Baker Street 221b; Mrs. Hudson og Mary Watson. Jeg fik købt to’eren i en boghandel i Riga i december, og jeg har lige fået et’eren hjem fra Amazon.

Rie

Sjældent har jeg glædet mig så meget til sommerferien som i år. Måske er det forårets fine vejr, der gør det. Den store pause. Forventning om ro. Og uro. Børn der hviner, griner og keder sig. Forestillingen om udstrakt tid. Om tid til at tænke sig om, besøge venner og være sammen med familien. Læse.

Ligesom Mikkel har jeg en tendens til at overdrive min læsekapacitet i sommerferien. Men det er en del af charmen ved sommerferien, at der er tid til at skeje lidt ud i læseplanlægningen.

En af mine litterære følgesvende bliver den britisk-pakistanske forfatter Kamila Shamsie. I romanen ”Kartography” skriver hun skriver poetisk, morsomt og hjerteskærende om forholdet mellem Bangladesh og Pakistan gennem barndomsvennerne Raheen og Karim og deres forviklede familieforhold. Jeg læste romanen for 10 år siden, og det er en af de romaner, der har sat sig fast og med jævne mellemrum finder vej til min bevidsthed. Da jeg i efteråret var i London med min søster, fandt jeg en signeret udgave af hendes seneste roman ”Home fire” i Waterstones, og den har smilet til mig fra bogreolen siden. Et løfte om gode stunder i vente.

Jeg har det med at låne mine bøger ud og glemme, hvem jeg har lånt dem til. Det er en dårlig vane. Min udgave af ”The things they carried” af Tim O’Brien er derfor forsvundet udi det bogløse tomrum, og jeg har savnet den. Men nu har jeg købt den igen, og jeg både glæder mig til og gruer for at genlæse den. Da jeg alligevel havde spenderbukserne på, fik jeg samtidigt købt ”In the Lake of the Woods”, som jeg har læst (mørk), og ”If I die in a Combat Zone”, som jeg glæder mig til at læse. Tim O’Brien er kendt for sine romaner om soldaterlivet i Vietnam og er et bittersødt bekendtskab. Romanen, som hedder ”Det de bar” på dansk, er en meget ærlig og kompromisløs skildring af en gruppe soldater i den amerikanske krig i Vietnam. Det er en fortælling om krig som fraværet af moral og et opgør med de løgne, som krig medfører. Læs hans romaner mens du er omgivet af folk, der elsker dig, og hvor livet giver mening. De kræver en vis balance.

IMG_5867

Hør nu her! Det er for vildt. Fantasy med noget på hjerte. Vil I ikke godt tage at læse N. K. Jemisins ”Broken Earth”-trilogi? Den handler om Essun, som er orogene (en person, der kan manipulerer jordens energi og fx forårsage eller forebygge jordskælv). Essun bor i det dystopiske Stillness, som består af små selvforsynende kolonier. Livet i kolonierne er bygget op omkring strenge regler, der skal sikre koloniernes overlevelse i de perioder, hvor katastrofale klimaændringer (Fifth Seasons) hærger. I Stillness lever man i konstant undtagelsestilstand og orogenes er frygtet og hadet. Man lever af jordens nåde, og jorden er ikke barmhjertig. Bog 1 og 2 har vundet Nebula-prisen i hhv. 2016 og 2017 og bind 3 har vundet Hugo-prisen i år. Jeg tror ikke, at den er udgivet på dansk, hvilket er helt uforståeligt, men mon ikke det er et spørgsmål om tid. Jeg er i gang med at læse mig gennem hendes øvrige forfatterskab og har for nylig færdiggjort ”The Inheritance”-trilogien, som også er fin. I ferien er tiden kommet til hendes Duologi ”Dreamblood”.

Og så er jeg stadig i gang med Leines “Profeterne i Evighedsfjorden”, som jeg nu har præsteret at komme en tredjedel igennem. Jo, jo bevares – den er god. Men den vil ligesom ikke sidde fast – nu skal den læses færdig!

Og endelig skal min datter Kaia på 7 og jeg læse Kaptajn Underhyler-serien. Og letlæsningsbøger om Gro, der er god til at skate. Jeg har også meget lyst til at læse Momo og tidstyvene med hende, men jeg tror vi må vente lidt endnu. For en måneds tid siden måtte vi lægge Harry Potter tilbage på hylden, da den var for uhyggelig. Og vi var kun nået til fordelingshatten.

IMG_5876

Margot Lee Shetterlys “Hidden figures”

Biografi. 368 sider. HarperCollins Nordic. 6. september 2016 (original)

Min læsning har været helt åndssvag på det seneste. Jeg er blevet optaget af fotografering igen. Josephines (13) kickboxing og Mathildes (7) mange bizarre forehavender med sit kæmpe-tøjdyr, Store Vuffi, er glimrende emner. Desuden nærer jeg en dyb kærlighed til helt nye og meget tunge fagbøger. Så’n 600+ siders alt-om-et-eller-andet med masser af pangfarvede illustrationer, og her er foto rigtignok et skatkammer af lækre bøger! Det er faktisk svært at finde tid til at fotografere noget.

Den litterære pendant er lækre murstensromaner og deres sirenesang om uendelige timer brugt i en Zen-agtig opslugethed. What’s not to love? En del faktisk, men mere om dét en anden gang. Efter en genforelskelse i rumoperaer (ummmm … rumoperaer!) og en enkelt skamfuld detour ud i ren triviallitteratur (James Rollins’ Sigma-serie … jeg vil ikke tale om det) faldt jeg over “Hidden Figures” af Margot Lee Shetterly: Rumkapløbet, ukendte helte, borgerrettighedskampen … tjek, tjek, tjek. Alt sammen godt og en Oscar-nomineret film endda.

Her bliver jeg lige lidt gammel-sur-mand-træt. Jeg kan leve med og forstå, at man genudgiver bøger med filmforsider, når der laves en film over dem. Liiidt spøjst er det dog med dokumentariske bøger, når man har forsidebilleder af de faktiske personer og skifter dem ud med billeder af skuespillerne, der spiller de personer. På dansk er man åbenbart blevet så bange for, at folk ikke skulle forstå, at det her altså er bogen bag filmen, så man har heller ikke oversat titlen. “Hidden figures” hedder den på en slags dansk.

Nåmen, hvordan er den så? Den er god. Tak fordi du læste med! Arj, men det er den altså. God. Hvis man er fascineret af perioden. Ellers er særligt bogen noget træls, ville jeg vurdere. Filmen kan man sagtens se. Jeg håber dog, man kommer derfra med en forståelse af, at rumkapløbet er én af de vildeste, menneskelige bedrifter nogensinde. At historien om de sorte, kvindelige matematikere først for alvor bliver fortalt nu er bemærkelsesværdigt, men hvem elsker ikke, når de rigtige helte endelig får anerkendelse?.

I desperat mangel på forsknings- og udviklingspersonale ansætter det amerikanske forsvarsministerium under anden verdenskrig kvinder og endda sorte kvinder som, nå ja, regnere. Computere, som de kaldes. Kun de største matematiske talenter får plads. De arbejder typisk som folkeskolelærere på elendige skoler kun for sorte, inden de kommer til Langley, Virginia, for at starte deres nye karriere, for akademiske karrierer er udelukket uanset talentets åbenlyshed.

I starten skal kampfly og bombefly forbedres. Hver en ekstra lille smule fart og manøvredygtighed tæller. Arbejdet er monotont, og kvinderne ved sjældent, hvad udregningerne egentlig ender med. Én arbejder i årevis med udregninger til brug for estimering af skrue- og møtrikfordybninger i vindtunneller som fejlkilde(!) Ydmygelser er hverdagskost. Man er god nok til at udvikle nye kampfly, men må ikke bruge det samme toilet eller sidde på de hvides pladser i bussen. Paradokset er altoverskyggende for den sorte befolkning. Man forventes at give sit liv til et “fædreland,” der behandler nazistiske krigsfanger bedre. Og det er  kum raceaspektet. Kønsaspektet gør det ikke just bedre. Kvinder skrives rutinemæssigt ikke på de forskningsartikler- og rapporter, de medvirker til. Hvad skulle de bruge dét til? De er jo kvinder …

y6479

Efter krigen bliver USSR hurtigt fjenden, og den kollektive rædsel er stor, da Sputnik en oktoberaften i 1957 dovent flyver over det amerikanske fastland som en lille prik med enorme implikationer. USA er bagud i rumkapløbet, og alt sættes ind på at udligne. Og dog. I Virginia vil man fx hellere lukke skolerne helt end blande racerne. Det er bedre at vokse op dum og uuddannet end sidde ved siden af farvede.

Bogen følger mestendels tre kvinder, der hver på deres måde bryder gennem glaslofter. Mest kendt er Katherine Johnson, der bl.a. arbejdede på John Glenns berømte rumfærd i Freedom 7-rumkapslen (første amerikanske kredsløb omkring jorden) i 1962 og det kritiske landingsmodul i Apollo 11’s færd til Månen i 1969. Sideløbende med kvindernes kamp og deres personlige historier krydsklippes der til borgerrettighedskampen og storpolitik.

Hidden Figures Day 41

Jeg kan MEGET bedre lide bogen end filmen, der selvfølgelig dramatiserer og tager sig vilde friheder med persongalleriet. Ellers havde det været en dokumentarfilm. Historien som fortalt i bogen er såmænd enestående nok, om end tydeligvis fortalt af en historiker og ikke en journalist. Se dog endelig filmen. Den er på ingen måde spild af tid, og Kevin Costner er med! Ja, jeg udpegede lige en ældre, hvid fyr blandt de sorte, kvindelige hovedroller, men … Kevin C., ikk’?

PS: I øvrigt; hvis du er én af dem, der voksede op med Tom Wolfes “The Right Stuff,” så er her muligheden for at se rumkapløbet fra nørdernes side og ikke astronauternes.

Årets tre bedste bøger ifølge Jan

Den store ære at åbne den traditionelle #bogsnak stafet om årets bedste bøger er tilfaldet mig. Nok mest fordi de andre har travlt, men jeg tager, hvad jeg kan få, og soler mig skamløst i æren.

Det næste stykke tid vil mine medbloggere og jeg skrive lidt om, hvilke 3 bøger vi synes har været årets bedste. Vi har hver især valgt nogle forskellige kriterier at bedømme efter, så der kommer en god spredning i de omtalte bøger.

Jeg har valgt kun at fokusere på skønlitteratur, og med vilje valgt bøger, jeg har læst i fysisk form og på dansk i 2016. Det er også bøger, der vil være typiske for min (manglende) smag.

Og nu videre til bøgerne. Vi starter på tredjepladsen …

Årets tredje bedste bog

Normalvis er jeg ikke den store novellelæser, og slet ikke, når det gælder danske science fiction noveller. MEN, og det er altså et stort men, i denne sammenhæng, så er det en sand fornøjelse at stifte bekendtskab med en række science fiction noveller forfattet af den allestedsværende A. Silvestri.

’Sand og sten, stål og glas’ består af 8 fine fortællinger, der dog alle tidligere har været udgivet, men det gør absolut intet. Samlingen fremstår frisk og stringent, og der løber et underliggende tema gennem alle historierne. Silvestri vil selv påpege, at novellerne har det til fælles, at de besynger menneskelig ukuelighed og standhaftighed, mens jeg måske mere mener, de har undergang og forfald til fælles.

Uenigheden om fortolkningen er dog en positiv ting, der vidner om Silvestris evne til at fortælle historier med flere lag og elementer. Og det gør han altså godt, ikke mindst i den smukke og fremragende ’Den allersidste dans’. Den alene gør samlingen værd at læse.

’Sand og sten, stål og glas’ er mit bud på årets tredje bedste bog.

Danske science fiction noveller KAN faktisk være værd at læse.

Danske science fiction noveller KAN faktisk være værd at læse.

Nedtællingen fortsætter – årets anden bedste bog

En top tre liste fra min side ville ikke være hverken komplet eller blot tilnærmelsesvis sanddruelig uden Jack Reacher. Heldigvis er ’Ingen vej tilbage’ også en af seriens absolut bedste.

Reacher er endelig nået frem til Virginia og ser frem til at møde major Susan Turner, sin efterfølger som chef for militærpolitiets 110. specialenhed. Turner har indtil videre kun været en tillokkende stemme i telefonen, men det er en stemme, Reacher er rejst på tværs af USA for at sætte ansigt på.

Sådan kommer det ikke umiddelbart til at gå. Turner er nemlig ligesom Reacher en hård hund, der formår at rode sig ind i mere ballade end godt er, og hun er isolationsfængslet, da Reacher tropper op på hendes kontor. Den slags petitesser stopper naturligvis ikke vor mand Reacher. Især ikke, når der tydeligvis er ugler i mosen.

Der er tale om et herligt action brag, hvor Reacher får uddelt nogle seriøse tæv og drukket en farlig masse kaffe. Makkerparret Reacher og Turner fungerer også usædvanligt godt, og det er ingen hemmelighed, at det netop er Turner-karakteren, der hæver ’Ingen vej tilbage’ op på en anden plads i et år, hvor Philip Kerr ellers har udgivet to bøger. Det er en intet mindre end en sand fornøjelse at følge de tos jagt på sandhed og ikke mindst retfærdighed.

Priset være Lee Child og den herligt atypiske og på alle måder politisk ukorrekte Jack Reacher.

Priset være Lee Child og den herligt atypiske og på alle måder politisk ukorrekte Jack Reacher.

Og prisen som årets bedste bog går til … en bog fra 2015

Ja, jeg ved det. Jeg er et fjols. Den bog, jeg havde fundet frem til, var den bedste fra 2016 viste sig at være ældre end antaget. Jeg købte og læste ’The Martian’ i marts, men jeg har tydeligvis været noget langsommere med at anskaffe mig den end antaget.

Nå, det skal ikke afholde mig fra højlydt at proklamere, at ’The Martian’ er årets bedste bog. Det er i hvert fald den bedste skønlitterære bog på dansk, jeg har læst i 2016, og det må immervæk også tælle for noget.

Nuvel, kender man ikke til Andy Weirs fantastiske robinsonade, så omhandler den NASA-astronauten Mark Watney, der i en ret nær fremtid, ved et uheld strander på Mars, da hans kolleger grundet et uvejr må evakuere planetens overflade i den tro, at Watney er omkommet.

Herpå følger en spændende og virkelig velkonstrueret historie om en mands kamp mod en hel planet, hvor videnskab og menneskets ukuelige vilje spiller en alt afgørende rolle. Vi får også et indblik i kampen for at redde Watney på Jorden og på rumfartøjet Hermes, hvilket kun gør fortællingen endnu større og mere rørende.

’The Martian’ er svært godt fortalt og oversat, og man kan ikke andet end gribes af den skæve humor, uforfalsket fortælleglæde og troen på, vi kan overleve, hvad som helst ved hjælp af lidt videnskab og holdånd.

Den røde planet er en grum herskerinde. Intet er dog umuligt for en botanist.

Den røde planet er en grum herskerinde. Intet er dog umuligt for en botaniker.

 

 

Science Fiction – når litteraturen viser vejen frem

For nyligt skrev jeg en introduktion af mig selv til Odense Læser. Her fablede jeg om min store kærlighed til science fiction, hvorpå en af mine venner, den gode Amdi Silvestri, i et anfald af spydig moro skrev på Facebook: ”Hvem læser egentlig det der sci-fi-noget? Altså, helt ærligt!” Som det sig hør og bør for et par nørder, havde vi efterfølgende en god debat om det rigtige antal udråbstegn at benytte i en sådan en snak om sci-fi- læsning.

MEN det er ikke det, vi skal tale om nu – om end jeg er sikker på, det sikkert også kunne udvikle sig til en fascinerende snak. Nej, vi skal kigge lidt på, hvorfor det er vigtigt, at genren kommer ud til et bredere publikum. Der er nemlig ikke mange, der læser science fiction i Danmark, og slet ikke hvis vi taler om dansk sci-fi.

Derfor lå det også lige til højrebenet at spørge Amdi – eller A. Silvestri som er hans nom de plume -, hvad han tænker om science fiction som genre.

Science fiction som genre og begreb

Inden vi fortsætter, så er det værd at dvæle ved science fiction som begreb og genre. Den Store Danske definerer science fiction som ”(en) mere eller mindre fabulerende tematiseringer af (natur)videnskabens resultater og anskuelsesmåder, og hyppige emner er højteknologiske fremtidssamfund, rumrejser, tidsrejser, væsner fra andre kloder, robotter, kunstig intelligens, Jordens undergang o.l..”. Med andre ord, så er der tale om fiktion, der i stil og indhold trækker på videnskabelige elementer.

Det er dog mere i science fiction. Mathias Clasen, adjunkt på Aarhus Universitets Institut for Kommunikation og Kultur, redegør i ’Science fiction som brobygger’ for professor ved Montreals McGill Universitet Darko Ronald Suvins definition på genren, og kommer i min optik her tættere på kernen af sci-fi. ”Science fiction er endvidere karakteriseret ved tilstedeværelsen af et såkaldt “novum”, dvs. en nyskabelse, som er underbygget af en kognitiv logik. Novummet er selve den nyhed eller det radikalt anderledes, som fortællingen er struktureret omkring; det kan f.eks. være en opfindelse som tidsmaskinen i H.G. Wells’ The Time Machine.”

Den vagt langhårede formulering til trods, så er det en definition, jeg helhjertet kan støtte op om. I min optik er det ”mærkværdige” og det nyskabende indenfor en videnskabelig ramme nemlig essentielt i ”rigtig” science fiction. Det er de to elementer i samspil, der griber læseren.

Vigtigheden af videnskab og spændvidde

Vi taler ofte om, at science fiction, som så megen anden litteratur, er en linse, man kan betragte samfundet og udviklingen gennem. Et fremtidsspejl, som sci-fi-forfatter og genreelsker Flemming R.P. Rasch, kalder det. Og det er også sandt. Som Mathias Clasen har skrevet, er science fiction fantastisk til at kommentere på den teknologiske udvikling og hvad teknologi gør ved mennesker og samfundet omkring dem.

sci-fi-refleksioner

Refleksioner er et element i sci-fi, man ikke skal undervurdere. Inspiration er dog vigtigere, da det adskiller sci-fi fra ”almindelig” litteratur.

 

MEN science fiction har også en anden styrke, nemlig styrken til at inspirere og give os tiltro til ikke kun menneskets teknologiske færdigheder, men især til fremtiden. Begge dele er vigtige. Den antagelse underbygger Calla Cofield, der skriver for Space.com og Scientific America, i et interview til NPR.org: “It is very well-documented that people who work for NASA have been inspired by science fiction,” og hun fortsætter: “And there’s always a back-and-forth, you know, between science fiction and reality. All of this is about dreaming about what’s going on off the surface of the Earth.”

Historisk set har det alle dage været gældende. Igor Sikorsky læste med stor fornøjelse Jules Verne, og gav ofte ’Robur, luftens erobrer’ kredit for at have inspireret ham til at udvikle helikopteren. Sikorsky var langt fra den eneste, der har ladet science fiction inspirere sig. Den amerikanske raketpioner, Robert H. Goddard, fik ligeledes vakt sin interesse for himmelrummet og raketter ved at læse science fiction. I Goddards tilfælde var det H.G. Wells ‘Klodernes kamp’, der fyrede op under hans fantasi og gav ham drømmen om interplanetær flyvning.

Det er stort set umuligt at finde en stor opfinder, ingeniør eller raketforsker, der ikke har læst science fiction som ung. Meget rammende skrev Verne i ’Jorden rundt på 80 dage’, at ”alt hvad en mand kan forestille sig, kan en anden mand skabe.”

This is what Sci-Fi is for. Inspiring Sci-Fact.

This is what Sci-Fi is for. Inspiring Sci-Fact.

Men det behøver ikke kun være relevant i forbindelse med store maskiner og rumraketter. Manden bag den første mobiltelefon, Motorolas teknologidirektør Martin Cooper, giver Star Trek æren for at have inspireret ham til at udvikle den første mobiltelefon tilbage i 1970’erne.

Science fiction er fremtiden!

Hvor jeg har den indstilling, at science fiction netop er bundet hårdt op på naturvidenskab og det nye, novummet, så har Amdi Silvestri en lidt anden, men ikke nødvendigvis modstridende vinkel på genren.

”Science fiction er måske den mest filosofiske genre der findes, og det ganske ligegyldigt om en fortælling handler om at overleve på Mars uden forsyninger, eller om hvordan et overvågningssamfund registrerer din mindste bevægelse. Den tvinger historiens læser til at tage stilling til ikke bare beskrivelserne og handlingen, men også til læseren selv.”

Her bevæger vi os ind i det litteratur over en bred kam kan, eller det fremtidsspejl som Flemming R.P. Rasch talte om, nemlig, at belyse den menneskelige tilstand og udvikling.

Silvestri uddyber: ”En af de tanker, der kan holde mig vågen om natten, er spørgsmålet Er vi alene? Og jeg frygter et ja, langt mere end jeg frygter et nej. Hvis mennesket er alene i universet, så står vi med et uhyggeligt ansvar. Vi alene har udviklet os til at befolke, beskue og bedømme, og jeg er ikke helt sikker på at vi er opgaven voksen. Til gengæld giver et ja os også den helt fantastiske mulighed, at vi kan blive fantastiske. Vi har rent faktisk mulighed for at skabe præcis det vi vil.”

A. Silvestri – den tænksomme forfatter på vej ud i fremtiden.

A. Silvestri – den tænksomme forfatter på vej ud i fremtiden.

”Der er noget ufatteligt fascinerende over at for 150 år siden kørte folk stadig i hestevogn, størstedelen af befolkningen boede på landet, man blev sjældent gift med nogen der kom længere borte fra end 15 kilometer, den gennemsnitligt forventede levealder var 43 år, de færreste mennesker havde brugt en telegraf og der var stadig enevælde i Danmark. Det er fem generationer siden, og det samfund har næsten intet tilfælles med det, vi har nu. Det er mindst lige så fascinerende at forestille sig en verden 150 år og fem generationer fra nu. Så skriver vi 2166, og ingen kan forestille sig hvordan der ser ud. Men science fiction-forfattere forsøger alligevel, og det er ikke alene nødvendigt, det er også fantastisk,” fortsætter Silvestri og slutter af med ”Science fiction er fremtiden!”

Det kan jeg dårlig være uenig i, og det underbygger også bare min antagelse, at science fiction, rigtig science fiction, er et vigtig element i at inspirere os til storhed, fremgang og for at give os en tiltro til fremtiden.

Tro, håb og videnskab

Lad det være sagt med det samme, jeg er ikke den store Star Trek-fan. Skal jeg være helt ærlig, så har jeg altid fundet Star Trek en anelse plat og kedelig, men jeg er ikke blind for, at især den første serie brød flere af samtidens tabuer og havde fremskridt og håb som kerneelementer i fortællingen. Det var en lys historie, der viste, hvad mennesker (jow, jow, og rumvæsener) kunne opnå ved at samarbejde og, ikke at forglemme, vha. teknologi.

Det var et overflodssamfund med fokus på diplomati og individets rettigheder, ikke blot endnu en håbløs dystopi. Dét gjorde Star Trek til noget særligt, og noget der afgjort mangler i de nye film, hvor der er mere tjubang end idealisme. Ganske som det også mangler i mange især danske science fiction-udgivelser. Hvilket er en stor skam, for vi har behov for de gode science fiction historier, hvis vi skal drømme om fremtiden, (fremfor at have mareridt.)

Neal Stephenson, forfatteren til ’Seveneves’, er inde på noget af det samme som Cofield. Udover at være træt til døden af dystopier, så siger Stephenson til NPR.org: “And here’s where science fiction comes in. If we want a better future, maybe we need better stories. What we don’t need, he says, are more dystopian stories of civilization in ruins.” Og Stephenson ved, hvad han taler om. Han var en af de første ansatte i Jeff Bezos’ Blue Origin og en af grundlæggeren af Amazons store inspirationskilder.

Forfatteren David Brin har også udtrykt sin bekymring for, at dystopier skaber en frygt for fremtiden og teknologi, i stedet for at inspirere.

I Wired er Michael Solana inde på det samme. “Fiction is capable of charting our human potential—with science fiction the most natural and forward form of this—so anything less than a push toward good through the medium is not only overdone at this point, but an incredible opportunity squandered. Every fiction is an illusion, of course. The very real danger here is man’s tendency to look to his illusion for inspiration, which is the foundation on which we build society.“ Med andre ord, så kan alt, hvad en mand kan forestille sig føres ud i livet af en anden.

Det vækker genklang hos mig. Jeg har grundet forkærlighed for science fiction dyb respekt for naturvidenskab, ingeniører og håndværkere. Det er de mennesker, der har skabt vores samfund og bærer det fremad. Jeg har med andre ord stor tiltro og kærlighed til videnskab og menneskelig påhitsomhed. En tiltro, der styrkes og gødes af science fiction.

Det samme syntes at gøre sig gældende for en masse folk hos bl.a. NASA og diverse tekno-moguler; deres fantasi og glæde ved teknik blev vakt af det skrev ord. Og det er f.eks. NASA fuldt ud klar over, hvilket man ser i deres ’From Science Fiction to Science Fact’-program. Her ved de, at det at underholde og skabe ”a sense of wonder” er essentiel. Ikke mindst, hvis man ønsker at fostre næste generation af raketpionerer og rumforskere.

 Elon Musk, manden bag bl.a. Space X, er nok det bedste eksempel på, at science fiction inspirerer til storhed.

Elon Musk, manden bag bl.a. Space X, er nok det bedste eksempel på, at science fiction inspirerer til storhed.

Her indskyder Amdi Silvestri, at inspirationen dog også flyder den anden vej. ”Som forfatter af science fiction følger jeg meget med i de teknologiske. Jeg læser på ugentlig basis på NASAs og ESAs side, følger tæt hvad de laver i CERN og tilbringer ofte aftenerne med at studere Center for Fremtidsforsknings dejlige hjemmeside. Internettet er en helvedes god opfindelse, både når det kommer til viden og forståelse … og til kattevideoer.”

Det ligger godt i tråd med, hvad en af mine venner, tidligere Risø-forsker Sune Lund Sporring, fornyeligt gjorde mig opmærksom på, nemlig, at fiktion og fakta ofte indgår i et feedback loop, hvor de inspirerer og påvirker hinanden. Lund Sporrings ord er blot endnu et eksempel på, hvorfor den gode historie og de gode nyheder om rumraketter, opfindelser og menneskelige snilde er vigtigere end nogensinde før.

Jeg tør i hvert fald ikke tænke på, hvordan verden havde set ud uden Vernes og Wells værker f.eks. For hvilke voksne mennesker og hvilket fornuftigt barn gider blev ved med at læse håbløse dystopiske fremtidsfortællinger, hvor ethvert håb er udslukt og det fantastiske element består i ødelagte biler og smadrede vinduer?

Så, kære forfattere og forlag, lad os få nogle flere intergalaktiske opdagelsesrejsende og fremfor alt nogle flere rumraketter. Og lad os for Heinleins skyld få nogle romaner med store episke fortællinger.