Sådan får du læst mere

oktober 28, 2020oktober 28, 2020 / Mikkel C. / 1 kommentar

Jeg synes ikke, jeg får læst nok.

Jeg får ikke læst tit nok, og når jeg læser, er mine sessioner kortere, fornemmer jeg. Det tager mig noget længere tid at gnave mig gennem en klods i dag end tidligere. Årsagerne står i kø.

COVID-19 har stjålet broderparten af min pendlertid, og jeg har ikke herhjemme kunnet genskabe den tidsboble, hvor jeg blandt andet fik læst en del.
Jeg synes ikke, jeg slapper helt af, når jeg læser, men føler på en underlig måde, jeg burde lave noget andet.
Mine skærme drager og ødelægger min koncentrationsevne.
Egentlig føler jeg bare, jeg er blevet dårligere til at lystlæse.

Det paradoksale er, når jeg er inde i en god gænge, elsker jeg det. Jeg føler altid, min tid har været perfekt brugt. Jeg husker alt, jeg har læst og fortæller glad folk om det. Omvendt når jeg falder ind i en skærm og bliver væk, går tiden som regel bare, og jeg er hverken blevet klogere, gladere eller berørt på anden vis. Som Lars Theil skriver i sin fine bog ”Det læsende menneske:” Hvornår har du hørt nogen sige, de synes, de læser for meget?

Jeg har derfor gjort to ting. Jeg genlæste medblogger Ries fine post om den uperfekte læser. Hun går som altid adfærdsdesignmæssigt til værks med yndefuld virtuositet. Der er i øvrigt mange marsvin med i den post fra 2018, og jeg så dem her i sommerferien. De har det fint!

Jeg tog også min bullet journal frem, lavede et par sider til læsetips og gik så på hugst hos booktuberne – altså folk, der har bogfokuserede YouTube-kanaler. Mange af dem har lavet videoer om, hvordan man kommer til at læse at mere. Jeg har set dem, noteret rådene, kategoriseret dem og præsenterer dem her under fire overskrifter:

Lystaspektet
Tid og sted
Den sociale vinkel
Blandingsmisbrug

Det blev lidt langt, så du kan hoppe til slutningen for at se alle 15 råd opsummeret.

Lystaspektet:

Vi kalder det lystlæsning. Læsning, du ikke er pisket til af dit job, din uddannelse eller din sekt. Følgelig skal du sørge for, det er rart og hyggeligt og … lystpræget, ikke?

Lad os gå direkte til det første og for nogle sataniske råd:

1. Hvis en bog er dårlig, så drop den! Jep, jeg sagde det. Drop en bog, du ikke synes er god. Jo, giv den lidt tid, men hvis den ikke fænger efter 100 sider – måske lidt mere for en serie – så drop den dog. Verden er propfuld af vidunderlige bøger, så hvorfor bruge din tid på én, du ikke kan lide? Det er spild af liv og tærer på læseglæden. Ser du en hel Netflix-serie færdig, hvis de første par afsnit er dårlige? Spiser du mad, du ikke kan lide? Køber du mere tøj i en stil, der ikke klæder dig? Hvad er det for en skør idé, mange af os har med at skulle læse en bog færdig? Hvis du har købt den for alt for mange, gode beskattede danske kroner, så kast ikke god tid efter dårlige penge. Giv den til en ven, din chef eller din Tinder-date. Hjælp bogen med at finde sin rette læser.

Fra samme selv-flagellantiske skuffe har vi:

2. Lad være med at læse bøger, du egentlig ikke har lyst til, men føler du bør. Klassikere er klassikere af en årsag, men det betyder ikke, du vil kunne lide dem. Opera har lært mig en del om dette problem, fordi det er en endnu mere potentielt snobbet hobby end litteratur. Eller kan være det. Jeg har slået mig til tåls med, at jeg hverken forstår moderne og/eller intellektuel, klassisk musik. Jeg elsker derimod Puccini og Verdi og Mozart. Richard Strauss’ ”Elektra” fx formodes at være et mesterværk. For mig lyder det som en baggårdskat, der bliver torteret med glødende strikkepinde. Og ved du hvad? Det er okay! Altså at foretrække populære komponister – ikke at tortere katte. Det må man ikke. Medblogger Jan er én af dem, der er talsmand for, at klassikerne hverken er tunge eller komplicerede, og han har givet ret. Efter Lars’ ”Det læsende menneske” kastede jeg mig bl.a. over Steen Steensen Blicher, og det var overraskende friskt, hvis man ellers kan sige det sådan, hvorimod jeg kom nøjagtigt én side ind i ”Kongens fald” sidste år, før jeg smed den fra mig. Prøv endelig klassikerne, men iagttag råd nummer 1 ovenfor.

Kongens fald | DET KGL. TEATER — *Bogen er bare ikke mig, men jeg og min søde kæreste blev blæst bagover af Det Kgl.’s opsætning*

Tredje råd hænger som forventet sammen med råd 1 og 2:

3. Læs, hvad du har lyst til. Jeg så en Goodreads-kommentar til “Hvor flodkrebsene synger” fra en amerikansk læser. Hun skrev, hun altid havde troet, hun skulle læse produktivitets- og selvforbedringsbøger som ”7 gode vaner” o.lign., men nu var hun faldet over denne roman, og først havde hun dårlig samvittighed, men nu havde hun fået sin læseglæde igen. Det er sgu’ da trist. Igen: Dette handler om lystlæsning. Er du glad for Fantasy eller Sci-Fi eller romance – måske endda steamy romance – så læs mere af dét, min ven. Meget mere! Fantasy med endnu mere fantasi, science fiction med endnu mere videnskab (eller fiktion) og romance med endnu flere gyngende, alabasterhvide barme og høje, mørke fremmede. Eller noget. Prøv meget gerne en anden genre. Deltag i læseudfordringer. Udvid din horisont. Men læs af lyst og ikke af pligt og stå stolt ved det.

De første tre råd minder mig om resultatet af den nok så omtalte læsevaneundersøgelse fra Tænketanken Fremtidens Biblioteker i 2017: Børn lystlæser mindre, og mange af dem forbinder læsning med en teknisk, pligtdrevet aktivitet, man lærer i skolen, og man jo så ikke gider, når man ikke lige skal. Hvis du også lider af et mærkeligt, sort, protestantisk skyld & skam-baseret forhold til læsning med vage reminiscenser fra skoletiden, så befri din litteraturhungrende sjæl lige nu. Vær fri!

De næste råd i lystgenren er mere fokuseret på de allerede gode ting, men kommer fra samme overordnede skuffe:

4. Nyd din læsetid! Det synes jo nok at give sig selv, men det gør det overhovedet ikke. Når man læser – særligt fysiske bøger selvfølgelig – er man uforbundet med verden, men helt forbundet med den menneskelige tilstand og den kollektive, menneskelige livserfaring. Man kan næsten ikke bruge sin tid bedre. I disse mobiltelefoniske tider kan man nyde freden væk fælleshjernen, men nogle får en slags mini-paranoia. Det er det samme, der sker, når man begynder at meditere faktisk. Først oplever man et helt absurd tankemylder – hvorfor hedder det egentlig tranebær? Blå er en pæn farve. Gade vide, hvorfor Birte slog op med mig i 2.g.? Pindsvin er søde osv. – og en mærkelig følelse af forkerthed over bare at sidde. Men efter et par gange går det op for én, det er lige dér, man skal være, og man gør lige, hvad der var meningen. Læsning er et velfortjent åndehul og ikke så lidt meditativt, som man lader hele sin bevidsthed opsluge af en andens tanker. Og det er sundt, så hav god samvittighed.

*Josephine – hende fra forsiden – bliver mere empatisk.*

5. Hav det sjovt med læserelaterede aktiviteter. Læsning mangler lidt udstyr i forhold til så meget andet. Jeg er ved at lære italiensk – bare for at gøre det – og der er apps og diskussionsfora, og masser af notesbøger har man selvsagt brug for, rejser til Italien skal arrangeres, podcast downloades, quizzer tages og sammenlignes osv. Og det er intet i forhold til lystfiskeri, triatlon osv. Eller bagning. Bagning er fantastisk for udstyrsnørder. Der er masser af læserelaterede aktiviteter, hvis man leder lidt, og vi burde virkelig lave en selvstændig blogpost om det. De gode mennesker i Københavns Biblioteker udgiver nyhedsbrevet Litterær luksus, der tager den slags emner op. Der er blogs og Youtubere og instagrammere til inspiration, og notesbøger har man – igen – selvsagt altid brug for. Goodreads er en herlig app, hvor du kan oprette din bogsamling, følge med i dine venners læsning, få nye venner, få inspiration, lave lister over alt muligt osv. Den er dog ejet af Ondskabens Imperium; Amazon. Goodreads hjælper også med gamificering – altså små konkurrencer med dig selv. Et par gange har jeg taget mig en ordentlig læsesession, fordi jeg sakkede bagud med mit eget læsemål på 36 bøger om året. Beløn dig selv med en lækker bog, ekstravagant chokolade, god rødvin, eller hvad du nu er til, og stress ikke dig selv. Bare én bog om måneden, og du er langt foran mange mennesker.

6. Er du gået lidt i stå, så fortvivl ej. Du synes måske, det er svært at komme i gang igen, men det er din hjernes neuroplasticitet, der snakker her. Ja, det er et ord, jeg har lært, så jeg kan slynge det ud ved passende lejligheder og se viis ud. Det dækker over det fænomen, at hjernen ændrer sig langsomt til at blive bedre til det, man gør, og tilsvarende ringere til det, man ikke gør (længere). Hjerne er formelig og praktisk anlagt. Når du falder ud af læsevanen, bliver det langsomt sværere og sværere at komme i gang igen. Den gode nyhed er, at når du kommer i gang igen, bliver det nemmere og nemmere at fastholde vanen. Ligesom med motion og kostomlægning og andre større eller mindre livsstilsændringer er det vigtigt ikke at gøre noget totalt revolutionerende, der holder i 2,5 dag. Start ikke op igen med ”Krig og Fred.” Tag en kort bog, en krimi, en novellesamling og husk at nyde det, når du er tilbage i verdens bedste hobby!

Omgivelserne:

7. Find eller lav selv et lækkert læsested. Der er ikke noget bedre end et superfedt dedikeret læsehjørne. Når din hjerne først associerer stedet med afslappende læsning opstår en afstressende synergi. Der er også en anden skole, der anbefaler, at man har flere for at give følelsen af variation. Jeg hælder mest til det første. Jeg har et særligt sted ude i havemøblerne, der aldrig kommer ind i øvrigt. Første forårsdag er jeg der som et søm i typisk masser af lag tøj, men med en bog og en kop kaffe. Jeg minder mig selv om at tage en session hver dag på et eller andet tidspunkt, om det så bare er fem minutter, for pludselig er det efterår og vinter igen. Tempus fugit.

*Mathilde og Store Vuffi har et fint læsested*

8. Vi måtte jo til det. Drop telefonen. Jeg mener det. Drop den! Hvis du skal have den med, så sæt den på lydløs og gem den. Den kan også sættes til kun at lukke vigtige samtaler igennem. Telefonen forstyrrer ikke kun med lyde og brummen, den får dig til at tro, du laver noget uvigtigt og burde koble dig tilbage på fælleshjernen.

9. Drop også skærme i soveværelset. Tablets og telefoner og TV-skærme ødelægger din evne til at falde i søvn med sit hvide lys. Derimod er det ideelt med sengelampens lys på papir. Folk uden skærme i soveværelset har i øvrigt også mere sex. Det er godt for parforholdet, men forstyrrer læsning, så husk at prioritere rigtigt 😉 De kloge anbefaler at købe et gammeldags vækkeur, så man ikke falder i ”jamen jeg bruger min telefon til at vække mig!”-undskyldningen.

Omgivelser & timing:

10. Planlæg, hvornår du vil læse. Sæt tid af til det. Vi drukner alle sammen i ting, der haster eller føles presserende. Stephen Covey har meget at sige om netop dét i klassikeren ”7 gode vaner” i øvrigt. Pointen er, vi systematisk undervurderer og underprioriterer de aktiviteter, der er vigtige, men ikke som sådan haster eller har deadlines. Fra mit eget arbejdsliv ved jeg, at de farligste opgaver er dem uden rigtig deadline. De bliver aldrig prioriteret, før også de pludseligt haster helt vildt.

11. Nu vi er ved det, så gør læsning til en daglig vane. Vaner definerer os mere end noget andet. Aktiviteter, der ikke er vaner, er derimod altid til forhandling. Vi går langt for at fastholde det, der identificerer os. Tænk på motionsløb. Det kan være koldt og regne og generelt bare supertræls, men hvis du har for vane at løbe og identificerer dig som løber, er det jo bare en del af pakken. Det er med til at gøre dig til noget særligt, at du er ude i det møgvejr. Du er jo løber. Er du derimod ikke løber, men gør det lidt nødtvungent for at tabe dig e.lign., ser det sgu’ da ikke godt ud det regn dér. Hvem er skør nok til at gå ud i dét vejr?

Husk også neuroplasticiteten. Jo mere du gør det, jo nemmere bliver det.

Her er faktisk en fin funktion for din telefon. Sæt en timer og lad intet forstyrre dig. Timeren skal nok sige til, når din session er overstået.

Det sociale aspekt:

12. Læsning er ikke den mest sociale hobby, der findes. Jeg husker grant en bibliotekslederkonference i Nyborg, hvor daværende kulturminister, Marianne Jelved, sagde, at hun frygtede, at folk ville ende med at sidde derhjemme bag en skærm og forbruge kultur mutters alene. Men det er jo netop det, man gør, når man læser. Ud over app-brugen nævnt ovenfor – Goodreads osv. – så er der rigelig lejlighed til at blive mere social med sin læsehobby. Jeg synes selv, det bare er hyggeligt at snakke med venner og kolleger om, hvad de læser lige nu. Et argument, jeg nogle gange hører mod læsning, er, at det er nemmere at snakke med, hvis man ser film og serier, for der er færre i vælten ad gangen. Der er nu engang kun den samme håndfuld premierefilm i biografen på samme tid. Jeg synes på ingen måde, det er et problem, at man ikke læser det samme. Jeg fortæller glad om outrerede læs, jeg har fundet på fx eReolen Global, og jeg hører også hjertens gerne om alle de mærkelige ting, folk får bladret sig igennem.

Her vil jeg lige indsparke, at det er særligt vigtigt med børn både at vise dem, man selv læser, og at snakke med dem om, hvad de læser. Børn kan godt gå i drone-modus og bare læse ordene, hvis de ikke er motiverede, og et godt middel mod det er ikke-skoleagtige forståelsesdiskussioner. Alene spørgsmål til hovedpersonens gøren og laden som fx ”Hvorfor tror du, Gurli-Bob gjorde sådan og sådan?” eller ”Hvad ville du have gjort?” virker enormt godt.

13. En supergod måde at blive mere at blive mere social i sin læsning er at melde sig ind i en læseklub. Så er du garanteret både nogle at diskutere med og at blive udfordret lidt i din læsning. Der er både fysiske og digitale, tematiske og genrebaserede. Se Københavns mange klubber her: https://bibliotek.kk.dk/section/laeseklubber. Du kan jo også starte din egen! Det er der også en vejledning til på forrige link. På nettet kan du finde readathons og readalongs allevegne, men de er typisk engelskspogede. Mange danske biblioteker arrangerer dog readathons typisk i ferier.

*Læseklub for seniorer på Øbro Jagtvej Bibliotek*

Blandingsmisbrug:

Som den gode Rie påpeger i sit indlæg, er der nogle banale tiltag, man kan sørge for – ikke mindst, at man altid har adgang til læsestof.

14. Læs flere bøger på flere platforme. Hav fx en fysisk bog på natbordet og en digital bog på tabletten i tasken. Mange har det svært med at være i gang med flere skønlitterære værker på én gang, men en skønlitterær og en faglitterær går vel nok. I al fald må man aldrig være i en situation, hvor der ikke er læsestof inden for umiddelbar rækkevidde, så hvis du kun læser fysisk eller kun digitalt, så giv den anden mulighed en chance. Aldrig har der været så mange streamingtjenester: eReolen (selvfølgelig), Saxo (også med fysiske bøger), Mofibo, det nye Chapter, Bookmate, også nye Bookbeat osv. Særligt for børnene er der eReolen GO! Og Maneno, der er rigtigt dygtige til at gamificere læsning. Du får en drage, når du starter, og når du læser hver dag, vokser din drage, og du kan pimpe den ud med udstyr, du gør dig fortjent til.

Blandingsmisbrug; særligt om lydbøger:

Alle, der kender mig, ved, jeg ofte giver udtryk for den holdning, at lydbøger er vingummi fra Satans slikbutik. Forskellen på de to medier fortjener sin egen blogpost, så her vil jeg indtage den for mig ledige position, at lydbøger er fantastiske! Mange af de booktubere, jeg opsummerer her, fortæller, hvordan skifte mellem lydbogen og bogbogen (ja, det kalder lydbogsfolk altså almindelige bøger) fik dem igennem længere, tungere værker. Så rådet skal lyde:

15. Hvis du er tekstlæser som mig, så overvej lydbøger som supplement. De kan både få dig over sløve perioder i et tungt værk eller i din egen læsevane. De kan få dig til at læse (ja, det kalder lydbogsfolk altså det at lytte til en lydbog) mere ved at give dig adgang til litteratur, når du ellers ikke kan læse tekst; fx under træning, cykelture eller havearbejde. Som de siger i eReolens co-producerede podcast-serie ”Læsefeber,” så skal man altså også træne sin evne til at lytte til litteratur, så giv ikke op, hvis det føles lidt spøjst i starten.

Opsummering

Så kom vi simpelthen igennem! De i alt 15 råd var:

Drop bøger, du ikke kan lide
Læs ikke bøger af pligt
Læs, hvad du har lyst til, med stolthed
Nyd din læsetid
Nyd læserelaterede aktiviteter
Start langsomt op, hvis du er faldet af læsehesten
Find eller lav et lækkert læsested
Drop mobilen. Drop den!
Drop skærme i soveværelset
Planlæg din læsetid
Gør læsning til en daglig vane
Snak med venner og kolleger (og dine børn) om læsning
Find en læseklub eller flere
Læs på flere platforme
Start et blandingsmisbrug af tekst og lyd

Held og lykke! 🙂

5 tips til at få børn til at læse mere

november 8, 2019november 8, 2019 / Jan M. Johansen / 2 kommentarer

For ikke så længe siden havde jeg fornøjelsen af at læse Merete Løvgreens fremragende bog ’Læsehygge’. Bogen er en lille guide til at gøre læsning med børn interessant og giver et hav af tips til at fremme læselysten og komme i gang med læsning.

Det fik Lisbet – vores residerende læseorakel – og jeg – verdens dårligste børnebibliotekar – til at snakke lidt om, hvordan vi inspirerede til, at børn griber en bog og hvordan man ellers kunne gøre det.

Og der er også noget, der tyder på, det er en god idé at kigge lidt nærmere på, hvordan vi får især de unge mennesker til at læse mere.

Børn og læsning – den kolde sandhed

I lyset af nylige rapporter som Bogen og litteraturens vilkår 2018 og Børns læsevaner 2017, der viser, at børn læser mindre i deres fritid og især dropper at læse længere tekster (typisk bøger), så er det tydeligt, der er noget, der halter.

Med de nyeste tal in mente, så er det vigtigere end nogensinde før at få (gen)skabt læsekulturen og -lysten hos børn og unge. En kultur og læseglæde, der gør læsning til en fornøjelse og ikke en sur pligt.

Udover Lisbet selv, så indskrev vi en flok af kloge hoveder og bad dem give os 5 gode råd til at få børn til at læse mere og til at skabe læseglæde.

Fem kloge menneskers syn på sagen

Vanen tro, så er det helt umuligt for os at begrænse os. Så de 5 tips blev til flere gode råd. Men det lyder ikke mundret med en overskrift som ’5 kloge hoveder giver en masse gode råd’.

Vores første rådgiver er Kathrine Bach Pachniuk. Kathrine er børnebibliotekar og står bag ’1000bøger’ og ’Bibliotekattens Bøger’, og hendes råd er klart: “Læs selv og ikke kun efter børnene er kommet i seng. Børn gør, hvad vi gør, ikke hvad vi siger, og hvis man ønsker, de skal læse, skal man selv være det gode forbillede.”

Lisbet Vestergaard, projektleder i Tænketanken Fremtidens Biblioteker, påpeger, at ”læsning bliver tit betragtet som en udelukkende kognitiv aktivitet. Men kroppen er vigtig, når vi læser. Nogle børn læser bedst, mens de ligger på maven og vifter med fødderne. Andre nyder at nulre en lille gummibold, mens de læser.”

Hvad sker der nationalt?

På det nationale plan er der også kommet et stort fokus på børns læselyst og -evner. I september 2019 fremlagde Danmarks Biblioteksforening et oplæg til en national læsestrategi, som skal få børn til genfinde læselysten.

Blandt de konkrete forslag var, at folkebibliotekerne i højere grad skal møde eleverne, hvor de er. Det giver godt mening og flugter godt med eksempelvis Rubens tanker ovenover. Hvis YouTube trækker, og det gør det, så lad os da endelig gøre brug af den kanal til at inspirere og aktivere.

Vi har samlet en håndfuld titler, der kan hjælpe eller inspirere yderligere.

‘Forælder læs med dit barn’ af Ragnhild Bach Ølgaard, 145 sider, Eventyrligvis, 2011.

‘Forældreguide til læsning – kom godt i gang med læsningen’ af Bent Christiansen, 23 sider, Læs, 2017.

’Indkulturering – en ny læsestart i takt med tiden” af Kjeld Kjertmann, Syddansk Universitetsforlag, 2015.

‘Jeg er klar! – giv dit barn den bedste start på læsning’ af Janice Greenberg og Elaine Weitzman. 75 sider, Dafolo, 2018.

‘Læs med dit barn – sådan støtter du dit barns skrive- og læseudvikling’ af Carina Fast, 141 sider, Klim, 2016.

’Læsehygge’ af Merete Løvgreen, 61 sider, Sproggren, 2019.

Dyk ned i flere af vores indlæg om børn og læsning

Hvor er Plet? Om pegebøger og theory of mind

Portræt af en meget ung læser: Aske

Portræt af en læser: Erica

Portræt af en læser: Josephine

Det læsende menneske

oktober 30, 2019oktober 30, 2019 / Lisbet V. / 5 kommentarer

Hvor heldig har man lov til at være? En helt ny bog om, hvad der sker med os mennesker, når vi læser litteratur! Det er en drøm for dette con amore-drevne bloggerkollektiv at kaste os over denne udgivelse. Jeg har fået lov til at interviewe forfatteren Lars Theil Münster, mens Mikkel og Anne-Grethe har stået for anmeldelserne.

I midten af det hele er Det læsende menneske, som er udgivet på forlaget Samfundslitteratur den 22. oktober 2019.

Lars Theil Münster har skrevet Det Læsende menneske.

Interview med Lars Theil Münster

Lisbet: Hvorfor har du skrevet denne bog?
Lars: Lige siden, jeg læste litteraturvidenskab på universitetet, har jeg interesseret mig for de tre spørgsmål, som bogen er struktureret omkring: Hvordan læser vi litteratur, hvorfor læser vi litteratur, og hvad får vi ud af at læse litteratur?

Jeg syntes, man manglede en bog, der undersøgte de spørgsmål systematisk på en tilgængelig måde. Og Ikke mindst syntes jeg, at der manglede en bog, der formidlede noget af den spændende psykologiske forskning, der gøres i, hvordan litteratur påvirker os, og den lige så spændende forskning i mennesket evolution, som giver os et fantastisk indblik i, hvorfor vi overhovedet har et fænomen som litteratur. Det har været sjovt, men også tit vildt frustrerende at beskæftige sig med de her kæmpestore spørgsmål

Lisbet: Hvorfor skal vi læse din bog?
Lars: Jeg tror, at mange har en intuitiv fornemmelse af at man foretager sig noget meningsfuldt og givende, når man læser skønlitteratur. Med bogen vil jeg gerne forsøge at kvalificere den oplevelse. Jeg vil prøve at give nogle forklaringer på, hvorfor det er, at det opleves så meningsfyldt for at læse.

Man skal læse bogen, hvis man rigtig godt kan lide at læse litteratur, og gerne vil blive klogere på, hvorfor det er, man godt kan lide det. Jeg håber min bog kan bidrage til, at man bliver mere reflekteret over sig selv som læser, og selvfølgelig også bliver inspireret til at læse endnu mere litteratur.

Lisbet: Hvem henvender din bog sig til?
Lars: Jeg ville gerne sige, at den henvender sig til den såkaldte “alment interesserede læser”. Men virkeligheden er nok, at den henvender sig til mennesker, der enten arbejder professionelt med litteratur – for eksempel med formidling og undervisning, eller også meget engagerede lystlæsere.

Jeg håber også den kan bruges af studerende rundt omkring. Måske endda på litteraturvidenskab, selv om den er helt blottet for referencer til forskellige poststrukturalistiske retninger

Lisbet: Hvordan har vejen været fra idé til færdig bog?
Lars: Jeg har gået og nørklet med emnet i nogle år, og jævnligt undervist i det på Folkeuniversitetet. For et par år siden besluttede jeg mig for at samle alt det, jeg vidste og undersøge alt det, jeg syntes, jeg manglede at vide. Så skrev jeg på det løbende, når jeg havde tid. Det har været en rigtig, rigtig lang proces. Mange sene aftener og tidligere morgener. Det har faktisk været lidt paradoksalt at bruge et par år på at skrive en bog om, hvor vigtigt er det er at læse skønlitteratur, og så i hele den periode ikke rigtig have tid til at læse skønlitteratur selv.

Lisbet: Du underviser på Folkeuniversitetet, netop i emnet læsning. Hvordan spiller dialogen med dine kursister sammen med bogen? Har dine kursister bidraget til bogens pointer?
Lars: Udgangspunktet for bogen har været min undervisning på Folkeuniversitetet, og det er mine undervisningsnoter, som udgør bogens skelet. Det håber jeg er med til at gøre, at det teoretiske stof i bogen bliver formidlet på en forholdsvis let tilgængelig måde.

Det er helt klart, at nogle af de spørgsmål og den dialog jeg har haft på kurserne er blevet indarbejdet i bogen. Jeg tror også, at snakkene på de kurser, jeg går i gang med både nu til efteråret og igen til foråret 2020 får mig til at overveje nye vinkler på emnet, som jeg måske kan indarbejde i en 2. udgave af bogen, eller måske i en helt anden bog?

Lisbet: Hvilken rolle tror du, at læsning vil spille i fremtiden?
Lars: Det er helt åbenlyst, at litteraturlæsning taber terræn til andre medier – de sociale medier og streamingtjenesterne er hårde konkurrenter til bogen, og de løber med mere og mere af vores opmærksomhed. Det er en velkendt kendsgerning. Når man kigger på de voksnes læsning, har jeg egentlig været lidt overrasket over, at læsefrekvensen har ligget så stabilt de seneste 5-10 år. Men når vi kigger på børnene, ser vi virkelig, hvor hårdt presset den traditionelle skønlitterære læsning er. Når kun 2 ud af 10 børn svarer, at de rigtig godt kan lide at læse, så bliver man lidt bekymret for læsningens rolle i fremtiden.

Lisbet: Hvordan ser dit eget, daglige læseliv ud?
Lars: Nu, efter jeg er færdig med bogen, har jeg pludselig langt mere tid til læse skønlitteratur igen. Men som det sikkert er med de fleste, ville jeg gerne have mere tid til læse. Man hører i øvrigt aldrig nogen sige, at de ville ønske, at de ikke læste så meget, gør man vel?

Jeg forsøger at få læst et par timer hver aften – men jeg må indrømme, at det mere end en gang imellem glipper. Lidt for tit går aftnerne med at falde træt om på sofaen eller at arbejde. Jeg prøver dog altid at have gang i en roman og helst også en faglitterær bog.

Lisbet: Hvad ligger på dit natbord lige nu?
Lars: Jeg er lige blevet færdig med Lotte Kirkebys “De nærmeste”. Det er virkelig en fin bog. Så pluklæser jeg lidt i Ahmed Akkaris “Mod til at tvivle”. Jeg læser især efter de steder, hvor han fortæller om den rolle skønlitteraturen havde for hans udvikling og modningsproces. Jeg tænker måske at kunne bruge noget af det på mit næste kursus på Folkeuniversitetet. Og så har jeg lige fundet en gammel kasseret biblioteksudgave af Harper Lees klassiker “Man dræber ikke en sangfugl” i mit sommerhus. Den er jeg lige gået i gang med.

Forsiden af denne bog kan da ikke andet end fange din opmærksomhed!

Mikkels anmeldelse af Det læsende menneske

Jeg skal sige med det samme, at jeg er noget sur på min tidligere kollega Lars og hans dumme bog. For det første var det den bog, jeg havde tænkt mig at skrive. Jeg er bare kun kommet til synopsis. For det andet har Lars skrevet “vores” bog meget bedre, end jeg selv kunne. Det finder jeg en tand prætentiøst og trættekært. Forvorpent måske endda. Mere om det senere.

Jeg finder det nu svært at være rigtig olm og halsstarrig, for Lars har helt enkelt skrevet en rigtig, rigtig god bog om det at læse.

Bogen bygger på Lars’ undervisningsmateriale fra folkeuniversitet og er delt i tre dele: Hvordan vi læser, hvorfor vi læser, og hvad vi får ud af at læse.

Første del er den største del og dækker alt fra forskellige læsemåder over fortolkningslære (hermeneutik) til receptionsteori og empati. Det kunne have været et liiidt tørt, teoretisk skoleridt, men det synes jeg slet ikke, det er.

Det er en velgennemtænkt, stringent gennemgang, der rammer alle tangenterne. Herudover – og det gælder hele bogen – fornægter Lars’ undervisningserfaring sig ikke. Man føler sig taget godt i hånden med enkle didaktiske kneb, der sørger for, hvert skridt på vejen bliver præsenteret, gennemgået og opsummeret.

Anden del er den mest spændende, synes jeg i al fald, alene fordi jeg synes, spørgsmålet er det mest interessante: Hvorfor læser vi? Hovedparten ligger på egentlig ganske enkle forklaringsmodeller, hvoraf jeg i forvejen var bekendt med de evolutionsteoretiske.

Jeg havde dog flere grundlæggende aha-oplevelser i kapitlet inden, hvor ideen om læsning som middel til at forstå vores fælles skæbne dukker op. Vi er fælles om verden, men kun læsning tillader os at opleve den gennem andres opfattelse. Herigennem kan vi for alvor annamme, vi ikke er alene!

Tredje del indeholder den naturlige afslutning med “theory of mind,” øget empati, erkendelse osv. Forholdsvist kort og fyndigt og en tilfredstillende krølle på projektet.

Lars’ bog – særligt hvad jeg skrev om anden del – har haft en ganske pæn indflydelse på mig. Det gik pludselig op for mig, hvorfor jeg altid har elsket at læse. Jeg er ligesom Rie en uperfekt læser, selvom hun er mere udfordret end mig.

Jeg oplever altid, jeg nyder at læse og at gøre en bog færdig. Så sker der et eller andet, og jeg kommer fra det igen og skal så småt tvinge mig selv til at starte en ny. Skønlitteratur forstås.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har i mine voksne år altid haft svært ved at omfavne lystlæsning som en hobby, og det er helt åndssvagt. Det er jo bare at gøre det og nyde det og snakke med andre om det.

Det andet, der skete, var, at jeg fik lyst til at læse mere af Lars’ eksempler i bogen. Han kommer ofte tilbage til Cormac McCarthys “The Road,” som havde samme sjælsrystende effekt på mig som på ham, så jeg gik også ud og skaffede mig en St. St. Blicher-novellesamling og en Helle Helle ditto. Det var helt forrygende at læse Blicher igen, men belastende for mine omgivelser, der nu skal slå mine fornærmelser op i gamle ordbøger.

Værre var mit møde med Helle Helle. Forfærdeligt, forfærdeligt … men det hænger alligevel lissom ved på en måde. Det er vist en såkaldt erhvervet smag.

Summa summarum: Lars har skrevet den grundbog om læsning, vi ikke vidste, vi altid har manglet. Skaf dig et eksemplar og læs det. Sporenstregs!

Anne-Grethe anmeldelse af Det læsende menneske

I årevis har jeg forsøgt at overbevise omgangskredsen om, at man bliver klogere på sig selv og sin omverden, når man læser skønlitteratur. At der er lavet undersøgelser, der viser, at man bliver et mere empatisk menneske af at læse skønlitteratur. At ens horisont udvider sig, at man bliver klogere.

For de mennesker, der aldrig læser eller måske udelukkende læser skønlitteratur, har mine argumenter næsten resulteret i latterbrøl, andre trækker bare på skuldrene og ser ud, som om de tænker ”så siger vi det”.

Nu er der endelig udgivet en bog, der bekræfter mig i, hvad jeg altid har sagt om at læse skønlitteratur.

Alene af den grund elsker jeg den.

Men spøg til side, jeg ved faktisk ikke, hvorfor en bog som nedenstående ikke er skrevet for flere år siden, for den er aldeles glimrende og relevant – og ikke bare fordi den bekræfter mig i, hvad jeg altid har sagt.

Bogen hedder ”Det læsende menneske. Hvad sker der med os, når vi læser skønlitteratur” og er skrevet af Lars Theil Münster, der er cand.mag i litteraturvidenskab.

Bogen er opdelt i 3 dele:

Hvordan læser vi litteratur? Læsemåder og læsehistorie, den gode fortolkning m.m.

Hvorfor læser vi litteratur? Litteratur og meningen med livet, fortællinger har hjulpet os med at overleve m.m.

Hvad får vi ud af at læse litteratur? Den empatiske læser, litteraturens særlige sprog og evnen til at forestille sig nogen, som ikke findes.

Lars Theil Münster er en ildsjæl og en forfatter, der er gået grundigt til værks.

Havde jeg ikke læst skønlitteratur i forvejen , var jeg blevet godt og grundigt hooked, som man (ikke) siger på nudansk.

Jeg har været ekstra træt denne uge, hvor jeg har læst bogen, den er nemlig ikke sådan at lægge fra sig, så den er blevet sen med sen på, inden jeg har sovet om aftenen. Tak, Lars! Træthed til trods har du virkelig begået en fin og gennemarbejdet bog, som vil blive anbefalet til venner, bekendte og familiemedlemmer – især dem, der ikke læser skønlitteratur.

Andre dobbeltanmeldelser

Fra tid til anden kaster vi os ud i dobbeltanmeldelser. Her er et par eksempler:

Mod til at tvivle af Lars Hvidberg og Ahmed Akkari – anmeldt af Jan og Lisbet (2018)
Vi var fiskere af Chigozie Obioma – anmeldt af Lisbet og Mikkel (2017)

Moster Else og verdenslitteraturen

februar 11, 2018juni 12, 2018 / Lisbet V. / 6 kommentarer

Dette er ikke et okkult blogindlæg. Det handler derimod om, hvordan vi kan møde afdøde familiemedlemmer gennem læsning af særlige bøger. Når jeg savner min moster Else, så ved jeg, at det er på tide at genlæse Sigrid Undsets klassiker Kristin Lavransdatter.

Da den vidunderlige kampagne #septemberbøger rullede i 2017, var en af udfordringerne at poste en grøn bog. Jeg gik all in og iførte mig en grøn bluse i dagens anledning. Bemærk venligst de farvekoordinerede limefrugter i baggrunden.

Min farmor påstod, at man ikke var et ordentligt menneske, hvis man ikke havde læst Lykke-Per. Min farmor døde i 1961. Jeg er født i 1976 og fik derfor aldrig mulighed for at spørge, hvad hun egentlig mente med det. Men min ukendte farmor Krista var med som en venlig skygge, da jeg læste Lykke-Per første gang. Jeg kunne ikke lade være med at tænke over, hvilke tanker og følelser hun fik, mens hun læste om Pers sjælekvaler og stormfulde forhold til Jacobe. Var der noget, der vakte genklang i hendes eget indre liv?

Familiens hukommelse
Krista lærte jeg aldrig at kende. Men moster Else var en vigtig del af min opvækst og barndom. Hun havde ikke selv børn, men var levende interesseret i alle sine niecer og nevøers liv og færden. Zoo-ture, varm kakao til morgenmad, store gaver og omsorg af en anden verden; alt det var Else, da jeg var lille.

Årene gik, og hun var der stadig. Hun havde styr på, hvad vores venner hed, hvor vi skulle på studietur, og om vi for tiden boede i andelslejlighed eller på lejet værelset på Vesterbro. Efter en 20 minutter lang telefonsamtale kunne man være sikker på, at Else havde lagret alle detaljer i hukommelsen. Samtidig havde hun styr på alle familieforbindelser mindst to generationer tilbage, så det var bare at ringe til Else, hvis man kom i tvivl om navnet på en grandkusine.

Else havde arbejdet med udviklingshæmmede i mange år, inden hun blev gift i en alder af 40. Resten af sit liv var hun medhjælpende hustru på Pilgård i Snevre, lidt uden for Bjergby i det, der engang hed Hirtshals Kommune. Dagene gik med store mængder praktisk arbejde ude og inde. Til de store familiegilder var der hjemmelavet suppe kogt på hjemmeopdrættede høns, steg, sovs, is, lagkage, småkager – og det løse. Hold da op, hvor hun kræsede for os. Heldigvis var hun også inkarneret læser og formåede at konsumere større mængder litteratur end de fleste.

At læse en klassiker igen og igen
Et af de værker, hun blev ved med at vende tilbage til, var Sigrid Undsets 1000-siders værk Kristin Lavransdatter. De tre bind blev udgivet i årene 1920 til 1922.

Historien foregår i Middelalderens Norge omkring år 1300 i og handler om den fagre Kristins liv med kærlighed, sex, svigt, smerte, mange fødsler og til sidst inderlig, kristentro i klostret.

Sigrid fødte sønner på stribe. Else blev aldrig selv mor. Kristins kærlighedsliv var dramatisk og omfattede også den helt store, bjergtagende forelskelse og ægteskab med ridderen Erlend. Else blev selvfølgelig ikke gift med en ridder. Mere skal jeg ikke skrive om hendes kærlighedsliv. Livet på en gård i Vendsyssel i 1970erne og -80erne med maskinpark, malkeanlæg og tilskud fra EU var noget helt andet end Kristins hverdag som husfrue med tyende.

Else læste de bøger sønder og sammen. Hun vendte tilbage til Kristins historie. Omkring år 2000 fik hun nye paperbackudgaver i julegave af sin søster, min mor. Dem arvede jeg senere. Da jeg gik på barsel i 2012 fik jeg endelig taget mig sammen til at læse bøgerne. Jeg havde tid til at dykke ned i dem og læse Kristins historie uden større pauser.

Her fik jeg den mærkeligste oplevelse: Det var, som om jeg mødte Else igen. Jeg vidste ikke præcis, hvad hun havde følt og tænkt under læsningen, men i selve læsesituationen føltes hun meget tæt på. Jeg sad med den udgave i hånden, som hun havde siddet med. Jeg forestiller mig, at hun efter en hård dag i stald og køkken sad og læste og fik sit eget liv sat i perspektiv, på godt og ondt.

Kristeligt Dagblad er enige med mig og moster Else: Klassikere skal læses om og om igen. Eller: Ses på film. Vi venter på filmatiseringen af Lykke-Per, som det fremgår af bagsiden den 9. februar 2018.

Til foredrag i sognegården
Tilfældet ville, at jeg inden fødslen af min søn opdagede, at Danmarks fremmeste Undset-kender præsten Doris Ottesen holdt et foredrag om netop Kristin Lavransdatter i Garnisons Kirkes Menighedshus en tirsdag i april. Hvor tager man hen, når man er gravid i 37. uge og har købt alle sparkedragterne og babybadekarret? Man tager til foredrag i sognegården.

De venlige damer i menigheden så lidt undrende på mig. Jeg var et nyt ansigt i den sammenhæng. Men et par småkager senere var jeg en del af flokken: Os, der havde læst Kristin Lavransdatter. Endnu en gang knyttede litteraturen et bånd mellem mennesker. Denne gang mellem en håndfuld nydelige, fremmede damer 70+ og Lisbet på 35.

Doris Ottesen var en blændende formidler, og jeg lænede mig tilbage og frydede mig, hver gang hun fremhævede en litterær detalje, som jeg selv havde hæftet mig ved. Og tog en stærk kop kaffe mere.

På det tidspunkt kendte jeg ikke min medblogger Mikkel så godt. Men jeg må indrømme, at denne anekdote bekræfter hans teori om, at jeg er 85 år indeni.

Bøgerne vandrer videre
En dag i 2018 drak jeg kaffe med min kusine Marie. Vi kom næsten helt tilfældigt til at tale om bøger. Det viste sig, at hun engang havde fået Kristin Lavransdatter af Else. Også Marie blev grebet af Kristins historie.

Min mor har i januar 2018 købt Kristin Lavransdatter på udsalg hos Danmarks ældste boghandler Betty Mogensen i Hjørring.

Det er soleklart: Mine niecer på 8 og 9 år kommer ikke til at slippe for de bøger. Det står skrevet i sol og stjerner, at de skal vandre videre til næste generation, ligesom historierne om moster Else.

Tre bøger, der blev sprættet op med papirkniv. Køber man den slags bøger i dag?

Mere om Undset
Doris Ottesen har skrevet en fremragende artikel om Undsets liv og værk i Kristeligt Dagblad. Artiklen er fra 2. juli 2005.

Du finder Kristin Lavransdatter som e-bog og lydbog på e-Reolen. Hvis vinteren bliver virkelig lang, så ved du, hvad du skal fordrive tiden med. Hvis du ikke er travlt optaget af at se Suits, The Affair, The Americans eller Lovesick på Netflix.

Du kan finde en fin intro til værket på Litteratursiden.

Hvor er Plet? Om pegebøger, fremtidens læger og theory of mind

november 7, 2017juni 12, 2018 / Lisbet V. / 2 kommentarer

Det vælter ind med læsevaneundersøgelser dette efterår. Først Tænketanken Fremtidens Biblioteker rapport om tweens læsevaner, offentliggjort september 2017.

Så kulturministerens Bog- og Litteraturpanels undersøgelse af voksnes læsning, der kom på gaden 30. oktober 2017. Det er godt og nyttigt, at der hele tiden kommer ny viden på området. Jeg dyrker ivrigt tallene og hæfter mig ved, at de kan vinkles på mange måder.

Men jeg graver mig også nogle gange ned i, hvad læsning er for en størrelse. Hvad er det lige der sker, når vi via bøger kommer ind i andre menneskers hoveder? Og hvor begynder det hele? Hvad er “theory of mind”, og hvorfor er bøger fortsat suveræne til at træne vores evne til empati? Det handler dette blogindlæg om.

Må jeg bede om din opmærksomhed?
Det hele begynder på Babyfabrikken. Det er ikke et sted, hvor der bliver lavet børn. Det er en hyggelig butik på Amager, hvor der også er legestue og rytmik for småbørn.

I sidste uge sad jeg på Babyfabrikkens gulv med seks forældre og seks børn mellem et halvt og to år. Jeg var værtinde ved barselscaféen Når dit barn lærer sprog.

Der var bøger over det hele. De tre bukke bruse vandrede rundt i lokalet. Forældrene kastede sig begærligt over mit medbragte udvalg af pegebøger, fagbøger for småbørn, rimbøger, skod-Disney-findebøger og andet litterært vraggods fra børneværelset derhjemme.

Jeg fortalte om børns sprogudvikling. Sproget er kort sagt som et hus. Der er en række elementer, der skal lægges i den rigtige rækkefølge. Først lyde, så ordforråd og til sidst grammatik og pragmatik, som betyder brug af sproget i specifikke situationer. Børn lærer fx, at sprog er en ting hjemme i mormors dagligstue og noget andet på børnehavens legeplads. Sprog bruges forskelligt alt efter kontekst.

De seks børn på Babyfabrikken var gode til at illustrere mine pointer undervejs. Man skulle næsten tro, at de havde fået instruktioner på forhånd.

Da jeg ville illustrere, hvordan pegebøger er velegnede til at skabe fælles opmærksomhed, så fulgte Oliver på ti måneder ivrigt min finger, da jeg pegede på en krokodille i den udødelige pegebogsklassiker Hvor er Plet? Fælles opmærksomhed er evnen til at dele en fælles, viljestyret og vedholdende opmærksomhed med en anden (kilde: Sprogpakken.dk)

Spændingen er ulidelig! Igen og igen.

Mentalisering
Måske forstår vi det ikke til bunds, men det er næsten et mirakel. Oliver, som ellers ikke kendte mig, forstod, at jeg havde en intention. Jeg ville vise ham noget. Her var de spæde ansatser til theory of mind eller mentalisering. Theory of mind er evnen til at sætte sig ind i, hvad andre tænker og føler og handle derefter.

Lad os springe frem i tiden til 2036. Lad os lave et tankeeksperiment. Er du klar?

Man ved aldrig, om Oliver om 18-19 år vælger at læse medicin. Men hvis han gør, er der en vis sandsynlighed for, at han støder ind i faget Narrativ medicin, som Syddansk Universitet har gjort obligatorisk for lægestuderende i 2017. Her læser de studerende skønlitteratur for at få en bedre forståelse af patienter som hele mennesker. Læger kan føle smerte og lidelse ligesom alle andre, men ikke nødvendigvis den samme lidelse som deres patienter. Smerte kan have mange ansigter, og eksistentiel meningsskabelse kan finde sted på mange måder.

Når vi læser skønlitteratur, kan vi ligge på dødslejet uden at gøre det. Læs Stoner af John Williams, hvis du vil prøve det. Vi kan blive skilt og miste en arm. Vi kan bestige Kilimanjaro, spise katte, vinde VM i roning, miste vores hus i en orkan og arbejde på et plejehjem, en boreplatform eller i Kulturministeriet.

Vi kan man med andre ord komme ind i andres hoveder. Der er ingen moderne it eller virtual reality involveret. Det hele sker ved mentalisering. Du gør arbejdet selv. Derfor sætter det sig så dybt i kroppen.

Når vi læser litteratur, anstrenger vi os både intellektuelt og emotionelt. Også selv om det ikke føles sådan. Vi er nødt til selv at skabe meningen og læse mellem linjerne. Det er krævende og tit meget tilfredsstillende. Tygget mad er kedeligt og kønsløst.

Med Oliver på tidsrejse
Vi forlader 2036. Tilbage til Babyfabrikken 2017.

En ting er, at Oliver forstår, at jeg vil noget med ham. Noget andet er, at han om nogle måneder begynder at gøre sig forestillinger om, hvor Plet er henne. Under tæppet? I skabet? Der er mange muligheder.

Oliver ved også, at Plet ikke er det samme som en hund på gaden uden for vuggestuen. Plet er en repræsentation af eller et eksempel på en hund. Det er også et mirakel. Oliver er i gang med at udvikle en kompliceret tegnforståelseskompetence.

Der findes andre hunde i bøger og andre hunde ude i verden. Der findes mange kategorier af hunde. Hvis Oliver bliver voldsomt hundeinteresseret, så lærer han, at gravhunde, pudler og Golden Retrievere er vidt forskellige typer. Og hvad med ulven? Er den også en hund? Svaret er ja. Ordforrådet vokser – især på de områder, som et barn nærer stor interesse for.

Oliver-eksemplet kan udfoldes i alle mulige retninger. Hundelyde er jo ikke bare hundelyde. Men det gemmer jeg til et andet blogindlæg.

Hvor er Plet? Kom nu med svaret
“Hvordan kommer jeg IND i bogens verden?” spurgte min søn lidt frustreret, da han var fire år. Han var dybt optaget af universet i en spændende billedbog.

Jeg havde lyst til at svare, at han måtte finde et garderobeskab og kravle ind i det. Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede. Måske: “Med dine tanker.” Hvis nogen kan hjælpe mig med et bedre svar, så tager jeg med glæde imod det.

Indtil videre må han affinde sig med, at jeg godt kan blogge om emnet men ikke for alvor levere en håndfast løsning. Han må bare blive ved med at prøve. Ligesom dengang han til sidst fandt Plet i en kurv.

På videnskab.dk kan du læse mere om forskning i koblingen mellem litteraturlæsning og evnen til empati

På information.dk er der et letlæst interview med lingvisten Justin Markussen-Brown, der nærmest er et orakel på området børns tidlige sprogtilegnelse

Bogen Barnets sprogtilegnelse og pædagogisk praksis (2017) af Justin Markussen-Brown guider dig igennem den fantastiske rejse, som børns sprogudvikling er. Du får viden, sjove eksempler og praktiske tips, der er nemme at gå til. Også selv om du bare er forælder og ikke pædagog. Bogen er udgivet på forlaget Turbine.

På bloggen børnenesbøger.dk er der en fin intro til Plets univers. Det er forlaget Apostrof, der udgiver bøgerne i Danmark

Læs mere om narrativ medicin på Syddansk Universitets hjemmeside

Tegnet magi, tegnet læselyst

oktober 17, 2017oktober 17, 2017 / Mikkel C. / 2 kommentarer

Vi har igen med fornøjelse overladt pladsen til litteraturformidler på Randers Bibliotek og renæssance-menneske, Jacob Krogsøe. Han causerer nedenfor over en fem uger lang serie daglige Facebook-poster fra tidligere i år om tegneserier, der står hans hjerte meget nær, og hvad det førte med sig. Enjoy! /red.

—

Skødstrup, oktober 2032.

Regnen hamrer ned mod taget, uden pause, uden nåde. Efteråret har den sidste måneds tid haft godt fat i landet. Den globale opvarmning har nemlig efterhånden dikteret, at efterår varer fra slut august til start november, og at vinteren løber fra november til april. Men inde i det lille hus er der ro og varme. De tre søskende er kommet hjem til deres forældre for at finde en skat.

Da de åbner lemmen til loftet, kaster duften af ælde sig ud i gangen, mens spindelvævet hiver sig fri og danser foran dem. Kort efter er de oppe på det lille loftsrum, hvor de tre lommelygter skaber små øer af lys. Der, inderst inde, står den. Den gamle skibskiste. Den skibskiste, som deres far har arvet fra sin morfar, den skibskiste, som de ved er fyldt med værdier. De kravler hen ad de gamle brædder, der knirker under dem, mens støv hvirvles op og de ser edderkopperne der løber i skjul.

Da kisten åbnes, åbnes en dør til fortiden. En dør til tegneseriernes verden.

Klassisk romantik. Men hvis vi lige skærer igennem den romantiske tåge, så er der noget vigtigt på spil her. Og det handler om tegneserier.

I perioden fra d. 16/8 til d. 20/9 postede jeg dagligt et tegneserieopslag på min Facebook-væg. Når man taler om læsning, synes jeg ofte at tegneserierne bliver forbigået, som noget kun børn læser, som noget der er romanen underlegent. Jeg ville gerne sætte fokus på de tegneserier, der havde været med til at forme mig som læser, der havde været med til at forme mig som person. Og jeg var meget positivt overrasket over den respons, og den glæde, som mine opslag skabte.

Da jeg var barn kunne jeg godt ofte se mig som selv som en satellit, men i disse herlige internetdage kan jeg jo se, at jeg var en del af noget større. Jeg elsker, at vi sammen er en del af en fortid, hvor meget var anderledes.

Men lad mig tage jeg med på en lille rejse gennem nogle af mine opslag.

Det hele startede meget simpelt med dette opslag en august morgen om Ridder Goodwill:

Ridder Goodwill

”Jeg anbefaler alle at starte dagen sammen med denne nostalgiske ridder, der er tegnet af Luguy og skrevet af Leturgie. Den udkom i 1984 på Interpresse og blev tilrettelagt af Henning Kure og Jens Trasborg, oversat af Inge Då og håndtekstet af Helle Nielsen.”

Det affødte hurtigt kommentarer som:

”Dejligt, Jacob. – Jeg plejede at have et komme-hjem-fra-folkeskole-ritual: Spiste en Skål Corn Flakes & læste bibliotekslånte Comics, til. – Tintin, Lucky Luke, Splint & Co, Gammelpot og også Ridderen, her:)”

”Krogsøe, du er en smuk kulturbærer! Læste dem rigtig meget som barn, har dog ikke rigtig fulgt med i serien som voksen, men absolut kærlighed til den herfra! Inge er storfan, og vi skulle selvfølgelig også lige hilse på Luguy og have en signering med, da han var på Art Bubble, hvor fruen endda købte en af hans originaltegninger.”

Her ser vi hvorledes at andre, som det også er tilfældet for mig selv, sendes tilbage i tiden når de ser en bestemt tegneserieforside. Men det er ikke kun nostalgi. Det handler også om drømme.

Valhalla

Et par dage efter, og dagen efter sommerens terrorangreb i Barcelona, skrev jeg følgende om Valhalla:

”Jeg havde faktisk en anden tegneserie klar til dagens morgenkaffe. Men efter det der skete i går fik jeg lyst til at søge tilflugt i nostalgiens tåger og gennem dem rejse tilbage til en mere ubekymret tid, hvor jeg som barn opdagede denne fantastiske serie på Landsbiblioteket i Aabenraa. Men her er ulven jo også løs, som den er lige nu, her i den mørke nutid. Albummet udkom i 1979 og det sidste bind i serien, bind 15 “Vølvens Syner”, udkom i 2009. Det er en af de helt store, nok den største, bedrift i den danske tegneseriehistorie.

Peter Madsens streg er finurlig og levende. Han lægger vægt på karikaturen, og Ulven er løs er stort set blottet for de mørke undertoner, som mange af de senere bind får og det passer godt til mit humør i dag. Det er naturligt, at det første bind i en serie på mange måder bliver til en prøveklud for tegneren, før han finder den rigtige stil. Det bærer albummet også præg af. #bogsnak”

Kort tid efter kom denne smukke anekdote i kommentarsporet:

”Som bleg 15-årig teenager og tegneserieentusiast, havde jeg den store fornøjelse at møde Peter Madsen, da han var på vores skole for at holde et lille foredrag om hans evner som tegner – jeg var noget nervøs, da jeg tog mod til at kontakte ham efter hans oplæg og sige at jeg også godt kunne lide tegneserier og jeg tegnede lidt selv – han var meget sød og flink og gav mig sågar hans kort, hvis jeg nogensinde ville sende ham noget. Det gjorde jeg dog aldrig, og sidenhen har jeg forfulgt andre drømme, men det var stadigvæk et stort øjeblik dengang og faktisk også lidt i dag…”

Kan I mærke de sociale mediers ægte magi som er på spil her? Sammen tager vi på en tur tilbage i tiden. Til en tid, hvor vi som unge mennesker var i støbeskeen, lige dér, lige i de øjeblikke, hvor vi blev formet som kulturbrugere.

Dværgenes konge

Jeg kunne på det tidspunkt godt fornemme, at jeg havde gang i noget der var sjovt. Ikke kun for mig selv, men også for andre, så jeg gravede dybere ned i min samling og fandt Dværgenes konge frem og jeg fandt mit unge jeg på biblioteket:

”Tilbage til noget gammelt tegneseriemagi til morgenkaffen. I slutningen af 1980’erne begyndte jeg at spille rollespil. I det små var Martin og jeg tyvstartet med eventyrlege i skoven (efter interessen for fantasy var blevet vækket da Andreas introducerede os til Sværd og Trolddom i fjerde klasse) og efterfølgende et hjemmelavet rollespil Martin lavede baseret på Sværd og Trolddom, hvor Martins genbo Morten også ofte var med.

Men så en dag så vi et opslag på biblioteket. “Kom og spil rollespil, kom og spil Dungeons & Dragons”. En fredag eftermiddag troppede vi så op på biblioteket og magien og eventyret blev sluppet løs. Og der blev spillet MEGET rollespil de kommende år, hvor højdepunktet er den Dungeons & Dragons-kampagne vi spillede fra 1992-2005 og hvor jeg alle årene spillede dværgen Ben Firebreath, som fulgte Jacob Krogsøe fra han var barn til han blev voksen. Med i den kampagne, som havde den samme GM alle årene, den samme Martin som tidligere i oplaget, var der mange forskellige spillere, blandt andet Anders Stryhn-Johnsen , Jens Christian Hoff og Lauge.

Apropos dværge så blev der i perioden fra 1990-1992 udgivet tre bind i en serie, “Dværgenes Konge” som uden tvivl er en af de serier jeg har læst flest gange. Mørk, mystisk, magisk, voldsom og meget fascinerende hvor vi møder barbaren Morkai, tyven Firfin og dværgene Aren, Noren og Oten. Det fungerede nærmest som stoffer for den unge rollespilshjerne. Og den dag i dag er den stadig en fornøjelse at læse.

Skrevet af Bruno Chevalier og tegnet af Thierry Ségur og oversat af Ole Steen Hansen. I 1998 udkom den samlede udgave i et lækkert hardcover bind og den er en samlingens perler. Så kom den Ebbe og husker du også denne Emil ? #bogsnak”

Og så kom folk ellers til tasterne.

”Åh ja – fantastisk og holder stadigt – jeg har voldlæst den og håber jeg en dag selv udgive noget der er lige så episk, mørkt og samtidigt har fantastiske personskildringer ps. jeg spillede dungeons and dragons (det røde sæt) mange dage om ugen fra jeg var 11 og resten af folkeskolen, dog kom AD&D snigende og alle de andre systemer. At være master i rollespil er grundlaget for min forfatterkarriere … det sidste års tid har jeg rent faktisk arbejdet med en trebindsserie til store drenge i dark fantasy stil – fyldt med drager og blodig magi (min målgruppe er for det meste Emil 12 år) … sorry jeg hele tiden kommer til at snakke om mine bøger, men det er lissom der min begejstring for alle de fede tegneserier har ført mig hen.”

”Uuh, jeg har været SÅ tæt på at poste denne her i kommentarerne til nogle af dine andre gamle kendinge, Jacob. Men jeg forventede at den måtte komme. Den her har været absolut formativ i min udvikling fra et barn med et barns smag til en modnere person med sans for grimhedens æstetik… fantastisk serie både indholds- og udtryksmæssigt.”

Og en helt sjov en, hvor den der kommenterer, har en vigtig relation til det omtalte album:

”Da jeg var knægt havde min far verdens fedeste job… jo han var faktisk også brandmand, men det allerfedeste var, at han var håndtekster. Så far Asger sad og skrev den danske tale ind i boblerne, tegnede lydord osv i afskyeligt mange numre af Basserne og en lang række albums udgivet i årene 1988ish til 1995…. Ud over at det gav gode rabatordninger hos Interpresse og en masse gratis blade, så landede der ind imellem også de her udgivelser på hans bord, som man kun kunne frydes over i en alder af 12-13 år. En af de mest mindeværdige var Dværgenes Konge, hvor min far håndtekstede i hvert fald de to første bind. Det var sgu blæret, drenge og piger.”

Når jeg har udlånsvagter på biblioteket i Randers, og når jeg holder introduktioner i biografen eller skriver klummer, er noget af det vigtigste for mig, at vække andres læselyst. At skubbe i den rigtige retningen, at genantænde læselysten. Netop også derfor var kommentarer som de her så vigtige for mig:

”Fedt. Du har reaktiveret min lyst til tegneserier. Jeg er i gang med at lave en liste over hvilke serier der er fyldt med huller og nu skal lukkes.”

”Nu får jeg en ubændig trang til at grave mine gamle tegneserier frem fra gemmerne.”

Watchmen

“”Is that a comic book? No! It’s a graphic novel! Is that porn? No! It’s adult entertaiment”

-Robin Williams.

Da jeg første gang stødte på Vogterne, de seks store bind stod og lokkede på biblioteket, fattede jeg ikke en skid. Det var omkring 1990 og jeg forsøgte mange gange, sad på biblioteket med dem og lånte dem med hjem til Dyssevej i Hostrupskov der ligger ca 7 km sydøst for Aabenraa.

Der er nogle tegneserier som jeg som knægt kunne nyde selvom jeg ikke forstod de dybere lag. Alan Moores revolutionerende tilgang til tegneseriemediet var IKKE en af dem. Jeg kom først mange år senere til at nyde den, til at forstå den, til at elske den.

Da Alan Moores Watchmen kom frem i 1986 var det i en tid, præget af frygt for en kommende atomkrig og for den kolde krig mere generelt, og den frygt formår tegneserien at videregive helt sublimt. Det er også en stemning af frygt, som ikke kun er knyttet til den kolde krig, men som også er blevet, om muligt, mere aktuel efter 9/11, uden at dette skal lyde som nogen terrorkliché.

Men det har ikke udelukkende været Moores formål at skildre frygt i en tegneserie for et voksent publikum. Hans agenda har langt mere været en leg med selve tegneserieformatet, og en inddragelse af virkemidler fra romaner generelt, hvor han viser, at tegneserier af denne kaliber skal tages seriøst. Samtidig viser det, hvor vanvittig dygtig Moore er som forfatter, hvilket man også ser i mange af hans andre værker, hvor man også fornemmer, at Moore er et stort legebarn, der også kan lide simple ting. Men Watchmen er alt andet end simpel.

Watchmen udkom i 12 hæfter i perioden fra september 1986 til oktober 1987. I Danmark udgav Interpresse serien i 6 bind tilbage i 1989 og i 2006 kom den samlede udgave fra Egmont.

Hvordan men end vender og drejer det, så var Watchmen med til at gøre begrebet graphic novel mainstream, og Alan Moore tog den rene eskapistiske underholdning og gjorde det til noget, som kloge hoveder på litteraturvidenskab kan falde i stave over, mens de ryger på deres pibe og drikker deres latte. Og hvis én tegneserie skal gøre det ud for, hvordan man beskriver en graphic novel, så må det være Watchmen.

Watchmen tager pusten væk fra sin læser. Der er underholdning på mange forskellige planer, og den er et vidnesbyrd på Alan Moores helt unikke fortællerevner.”

Og her fandt jeg igen andre der havde haft det ligesom jeg selv, da jeg troede at jeg sad alene med mine tanker på biblioteket.

”Jeg er vild med din tegneserieføljeton! Hurra! Vi bør alle sammen hylde vores helte meget oftere end vi gør.”

”Min all-time yndlingstegneserie, Krogsøe! Ligesom du mødte jeg også Watchmen i en for ung alder, hvor jeg ikke forstod at værdsætte den. Fortællestilen var for fremmedartet og kompleks, universet syntes for kynisk og amoralsk, og det lokale bibliotek havde aldrig det rigtige album hjemme (der var nu et eller andet særligt over de overdimensionerede, danske udgaver! :D), hvilket ikke hjalp på den overordnede forståelse. 😛 Men da jeg flere år senere fandt hele serien på tilbud, besluttede jeg at give den en chance mere. Muligheden for at læse den i ro, mag og sammenhæng med yderligere nogle års erfaringer i livet og som tegneserielæser ikke bare vandt, men henførte mig, og mit nørdliv blev aldrig det samme.”

Tintin

”Tintin, den lille bandit, gjorde i 1984 mig til en lille bandit. I boghandleren havde jeg set det fantastiske dobbeltalbum der indeholdt “De syv krystalkugler” og “Soltemplet”. Men det havde en knægt på seks år jo ikke råd til. Så jeg gik i tænkeboksen og den tænkeboks sendte mig i min mors pung, hvor jeg “fandt” nogle pengesedler. Så tog jeg dem, gik op i boghandleren og købte det magiske album. Efter jeg havde læst det, og før mine forældre kom hjem, lagde jeg det i postkassen. Så da min kom hjem tømte vi postkassen. Og hov, der lå jo det album. Men desværre gennemskuede min mor mig i løbet af to sekunder og det var en pinlig oplevelse, at blive taget med op i boghandleren, hvor min mor fik sine penge tilbage og albummet kom retur på hylden. Men hey, jeg var jo helt forelsket i de tegneserier og er det stadig. For et par år siden besøgte jeg Hergé-museet i Belgien og det var en kæmpe oplevelse. De albums kan jeg læse igen og igen og igen.

PS: billederne stammer fra en nyere udgave, den samlede udgave er lidt svær at skaffe, den udkom i 1984 og kan ses på det ene billede.

PPS: undskyld mor.”

For nogen er Tintin også forbundet med lydbånd man lånte på biblioteket som disse to kommentarer afslører:

”Jeg husker lydbåndene fra fritidshjemmet, helt fantastiske.”

”Jeg har dem alle og nyder dem jævnligt! Alt kan afsluttes med et Tintin-citat fra de bånd!!”

Sære fortællinger

Jeg fortsatte turen gennem mit barndoms bibliotek.

”Endnu en biblioteksklassiker som har en særlig plads i den mørke del af mit tegneseriehjerte.

Hermann kan meget mere end Jeremiah og Tårnene. Med de fire historier i “Sære fortællinger” (Recits lugubres) graver han sig dybt ned i frygten og gyset. Elementer, der bestemt er til stede i hans store fortællinger, men her opleves de i destilleret form som små skarpe gyserfortællinger.

“Massakren”, “Flugten”, “Buret” og “Hævnen” var hård kost da jeg 10 år gammel læste albummet på biblioteket i Aabenraa. Det er den slags albums der giver den unge tegneserielæser hår på brystet. Og den er den slags albums, hvor Hermanns uovertrufne stil giver en lyst til at læse flere og flere tegneserier. Albummet er, som så meget andet guld fra min barndom/ungdom, oversat af Niels Søndergaard.”

Det affødte denne herlige kommentar:

”Fuck, jeg har ledt efter det album i næsten 20 år! Det var på biblioteket i den by hvor min efterskole lå, og det brændte sig totalt fast i min hjerne. Desværre var det en lidt for … stimulerende periode på andre punkter, og jeg glemte både titel og forfatter. Så fedt endelig at have noget at gå efter. Nu skal et antikvarisk eksemplar støves op.”

Morbus Gravis

Og så til en mere vovet en af slagsen.

”Når man taler om opvækst, om at blive teenager og om tegneserier, så må man også tale lidt om erotik og måske porno.

Sønderjylland var et alsidigt sted da jeg var ung. Adgang til alpefilmene på Sat.1, sexkioskerne ved grænsen og Kramboden i Aabenraa. Men før jeg turde gå ind i en butik og købe Ugens Rapport, så var der biblioteket. For tegneserier kan også være spækket med erotik, som kan være mere pirrende end pornoblade. Der sad også mange unge mænd og læste i de tegneserier på biblioteket i Aabenraa og de store klassikere, som Morbus Gravis, var næsten altid udlånt. Morbus Gravis udkom i otte bind i perioden fra 1986-2003.

Handlingen udspiller sig i en fjern fremtid, faktisk så fjern, at alt hvad der er tilbage af verden som vi kender den, er små fragmenter i form af tilfældigt bevarede levn.

Fremtiden har ikke været nådig ved vores gamle Jord; en enorm metropol dækker nu hele kloden – i hvert fald kender menneskene ikke længere andet end Byen. En by der langsomt forfalder, og i takt med omgivelsernes opløsning, ædes menneskene op af Soten. Det er navnet, den uhyggelige pest, der hjemsøger Byens indbyggere, har fået.

Alrune fra 1995, der var det første album jeg købte, er på mange måder en kondenseret udgave af seriens tematik. Vi får lidt af det hele her, men i en meget mere koncentreret form end tidligere. Der er blod, vold, sex – masser af sex – mutanter, sci-fi-techno-babble og en generel stemning af undergang. Det er derfor også svært at sige noget negativt om albummet.

Morbus Gravis er meget mere end bare porno. Det er en spændende blanding af science fiction og horror, mageløst tegnet og med en helt unik stemning.”

Her kom en kender hurtigt til tasterne:

”Det er en morsom sag, at danske biblioteker ikke har porno på hylderne, med undtagelse af Det Kongelige Biblioteks pornoarkiv, som kun forskere har adgang til, og så tegneseriehylderne, hvor enhver frit kan bladre og låne. Det er præcis de samme typer tegneserier, som man kan finde i enhver pornobutik verden over, fx Fanny-serien, rangerende fra det ubehjælpsomme til det mesterlige.”

En ende på legen

Efter lidt over en måned stoppede jeg mine daglige opdateringer med denne tekst:

”De sidste mange dage har jeg lavet en daglig opdatering om mit forhold til forskellige tegneserier. Både dem, jeg stadig nyder gennem nostalgiens briller, og dem, der er fremragende, nostalgi eller ej, den dag i dag. For mig har det været en dejlig rejse gennem en masse herligheder. Tak fordi I fulgte med, det har været en fornøjelse at læse jeres kommentarer. Rejsen bliver snart til en samlet artikel.

Og her ser I så en del af min samling. Men kun en del.”

Det gav blandt andet disse kommentarer:

”Det har været pissesjovt – vi har meget ens smag og læst meget af det samme, når det kommer til comics.”

”Vi siger da Tak, Jacob. Det har været skønt at følge med rundt i denne Odysse af både nutidigt og fortidigt KvaliGuf – og Diversiteten af samme. Vi har åbenbart også ret ens smag i Comics. Vi skal have parret Løjtnant Pjock med Druuna, en af de her dage:)”

Samt

”Du kan ikke stoppe nu!! der mangler en masse! Hvad med Vakse Viggo? har jeg overset den?”

Så måske jeg snart vender tilbage igen? For der er mange tegneserier jeg mangler at omtale. Og jeg, eller andre kunne gøre det samme med musik, film, computerspil, brætspil osv. For selvom nostalgien ofte kan være med til at holde en fast i fortiden, så kan nostalgien også bruges aktivt til at skue frem i tiden, se på det der virkede dengang, se på hvad der var med til at forme mig og hjælpe mig til at formidle i nutiden, eksempelvis når jeg snakker med mine børn eller når jeg hjælper lånere på biblioteket. Der er nostalgien og disse små rejser tilbage i tiden en stor gave.

Skødstrup, oktober 2017.

Den lille rejse er slut. Mine tre børn er ni, syv og fire år gamle. Så der er heldigvis både lang tid til, at de bliver voksne og til, at de potentielt set, i 2032 kravler op på loftet og finder min tegneseriesamling. For nu, hvor jeg har set en potentiel fremtid, vil jeg som en ægte tidsrejsende nostalgiker forsøge at ændre netop den fremtid. For de tegneserier skal naturligvis aldrig op på loftet. De skal blive fremme. De skal læses, de skal nydes, både af mine børn, mine børnebørn og hvis de ikke er faldet fra hinanden, skal de også nydes af de kommende generationer når jeg er død og borte. For det er en vigtig kulturarv. En arv der handler om at læse, om at blive dannet som menneske.

Liste over de tegneserier jeg omtalte på Facebook:

Ridder Goodwill

Jeremiah

Valhalla

Secret War

Usagi Yojimbo

The Walking Dead

Dværgenes konge

Linda og Valentin

Thorgal

Tårnene i Maury-Skoven

Drengen der gerne ville være bange

Sten og Stoffer

Nick Fury contra gule klo

Sin City

Watchmen

Groo

Conan

Judge Anderson

Anders And og co

Wolverine

Batman – filmen som tegneserie

Gammelpot

Tintin

Henrik og Hagbart

Edderkoppen

The Far Side

The Dark Knight

Sære fortællinger

Gotham by gaslight

Morbus Gravis

XIII

Basserne

Gnaws

Star Wars

#bogsnak

Blogkollektiv om litteratur, bøger, læsning og sociale medier

Læselyst