5 tips til at få børn til at læse mere

november 8, 2019november 8, 2019 / Jan M. Johansen / 2 kommentarer

For ikke så længe siden havde jeg fornøjelsen af at læse Merete Løvgreens fremragende bog ’Læsehygge’. Bogen er en lille guide til at gøre læsning med børn interessant og giver et hav af tips til at fremme læselysten og komme i gang med læsning.

Det fik Lisbet – vores residerende læseorakel – og jeg – verdens dårligste børnebibliotekar – til at snakke lidt om, hvordan vi inspirerede til, at børn griber en bog og hvordan man ellers kunne gøre det.

Og der er også noget, der tyder på, det er en god idé at kigge lidt nærmere på, hvordan vi får især de unge mennesker til at læse mere.

Børn og læsning – den kolde sandhed

I lyset af nylige rapporter som Bogen og litteraturens vilkår 2018 og Børns læsevaner 2017, der viser, at børn læser mindre i deres fritid og især dropper at læse længere tekster (typisk bøger), så er det tydeligt, der er noget, der halter.

Med de nyeste tal in mente, så er det vigtigere end nogensinde før at få (gen)skabt læsekulturen og -lysten hos børn og unge. En kultur og læseglæde, der gør læsning til en fornøjelse og ikke en sur pligt.

Udover Lisbet selv, så indskrev vi en flok af kloge hoveder og bad dem give os 5 gode råd til at få børn til at læse mere og til at skabe læseglæde.

Fem kloge menneskers syn på sagen

Vanen tro, så er det helt umuligt for os at begrænse os. Så de 5 tips blev til flere gode råd. Men det lyder ikke mundret med en overskrift som ’5 kloge hoveder giver en masse gode råd’.

Vores første rådgiver er Kathrine Bach Pachniuk. Kathrine er børnebibliotekar og står bag ’1000bøger’ og ’Bibliotekattens Bøger’, og hendes råd er klart: “Læs selv og ikke kun efter børnene er kommet i seng. Børn gør, hvad vi gør, ikke hvad vi siger, og hvis man ønsker, de skal læse, skal man selv være det gode forbillede.”

Lisbet Vestergaard, projektleder i Tænketanken Fremtidens Biblioteker, påpeger, at ”læsning bliver tit betragtet som en udelukkende kognitiv aktivitet. Men kroppen er vigtig, når vi læser. Nogle børn læser bedst, mens de ligger på maven og vifter med fødderne. Andre nyder at nulre en lille gummibold, mens de læser.”

Hvad sker der nationalt?

På det nationale plan er der også kommet et stort fokus på børns læselyst og -evner. I september 2019 fremlagde Danmarks Biblioteksforening et oplæg til en national læsestrategi, som skal få børn til genfinde læselysten.

Blandt de konkrete forslag var, at folkebibliotekerne i højere grad skal møde eleverne, hvor de er. Det giver godt mening og flugter godt med eksempelvis Rubens tanker ovenover. Hvis YouTube trækker, og det gør det, så lad os da endelig gøre brug af den kanal til at inspirere og aktivere.

Vi har samlet en håndfuld titler, der kan hjælpe eller inspirere yderligere.

‘Forælder læs med dit barn’ af Ragnhild Bach Ølgaard, 145 sider, Eventyrligvis, 2011.

‘Forældreguide til læsning – kom godt i gang med læsningen’ af Bent Christiansen, 23 sider, Læs, 2017.

’Indkulturering – en ny læsestart i takt med tiden” af Kjeld Kjertmann, Syddansk Universitetsforlag, 2015.

‘Jeg er klar! – giv dit barn den bedste start på læsning’ af Janice Greenberg og Elaine Weitzman. 75 sider, Dafolo, 2018.

‘Læs med dit barn – sådan støtter du dit barns skrive- og læseudvikling’ af Carina Fast, 141 sider, Klim, 2016.

’Læsehygge’ af Merete Løvgreen, 61 sider, Sproggren, 2019.

Dyk ned i flere af vores indlæg om børn og læsning

Hvor er Plet? Om pegebøger og theory of mind

Portræt af en meget ung læser: Aske

Portræt af en læser: Erica

Portræt af en læser: Josephine

Det læsende menneske

oktober 30, 2019oktober 30, 2019 / Lisbet V. / 6 kommentarer

Hvor heldig har man lov til at være? En helt ny bog om, hvad der sker med os mennesker, når vi læser litteratur! Det er en drøm for dette con amore-drevne bloggerkollektiv at kaste os over denne udgivelse. Jeg har fået lov til at interviewe forfatteren Lars Theil Münster, mens Mikkel og Anne-Grethe har stået for anmeldelserne.

I midten af det hele er Det læsende menneske, som er udgivet på forlaget Samfundslitteratur den 22. oktober 2019.

Lars Theil Münster har skrevet Det Læsende menneske.

Interview med Lars Theil Münster

Lisbet: Hvorfor har du skrevet denne bog?
Lars: Lige siden, jeg læste litteraturvidenskab på universitetet, har jeg interesseret mig for de tre spørgsmål, som bogen er struktureret omkring: Hvordan læser vi litteratur, hvorfor læser vi litteratur, og hvad får vi ud af at læse litteratur?

Jeg syntes, man manglede en bog, der undersøgte de spørgsmål systematisk på en tilgængelig måde. Og Ikke mindst syntes jeg, at der manglede en bog, der formidlede noget af den spændende psykologiske forskning, der gøres i, hvordan litteratur påvirker os, og den lige så spændende forskning i mennesket evolution, som giver os et fantastisk indblik i, hvorfor vi overhovedet har et fænomen som litteratur. Det har været sjovt, men også tit vildt frustrerende at beskæftige sig med de her kæmpestore spørgsmål

Lisbet: Hvorfor skal vi læse din bog?
Lars: Jeg tror, at mange har en intuitiv fornemmelse af at man foretager sig noget meningsfuldt og givende, når man læser skønlitteratur. Med bogen vil jeg gerne forsøge at kvalificere den oplevelse. Jeg vil prøve at give nogle forklaringer på, hvorfor det er, at det opleves så meningsfyldt for at læse.

Man skal læse bogen, hvis man rigtig godt kan lide at læse litteratur, og gerne vil blive klogere på, hvorfor det er, man godt kan lide det. Jeg håber min bog kan bidrage til, at man bliver mere reflekteret over sig selv som læser, og selvfølgelig også bliver inspireret til at læse endnu mere litteratur.

Lisbet: Hvem henvender din bog sig til?
Lars: Jeg ville gerne sige, at den henvender sig til den såkaldte “alment interesserede læser”. Men virkeligheden er nok, at den henvender sig til mennesker, der enten arbejder professionelt med litteratur – for eksempel med formidling og undervisning, eller også meget engagerede lystlæsere.

Jeg håber også den kan bruges af studerende rundt omkring. Måske endda på litteraturvidenskab, selv om den er helt blottet for referencer til forskellige poststrukturalistiske retninger

Lisbet: Hvordan har vejen været fra idé til færdig bog?
Lars: Jeg har gået og nørklet med emnet i nogle år, og jævnligt undervist i det på Folkeuniversitetet. For et par år siden besluttede jeg mig for at samle alt det, jeg vidste og undersøge alt det, jeg syntes, jeg manglede at vide. Så skrev jeg på det løbende, når jeg havde tid. Det har været en rigtig, rigtig lang proces. Mange sene aftener og tidligere morgener. Det har faktisk været lidt paradoksalt at bruge et par år på at skrive en bog om, hvor vigtigt er det er at læse skønlitteratur, og så i hele den periode ikke rigtig have tid til at læse skønlitteratur selv.

Lisbet: Du underviser på Folkeuniversitetet, netop i emnet læsning. Hvordan spiller dialogen med dine kursister sammen med bogen? Har dine kursister bidraget til bogens pointer?
Lars: Udgangspunktet for bogen har været min undervisning på Folkeuniversitetet, og det er mine undervisningsnoter, som udgør bogens skelet. Det håber jeg er med til at gøre, at det teoretiske stof i bogen bliver formidlet på en forholdsvis let tilgængelig måde.

Det er helt klart, at nogle af de spørgsmål og den dialog jeg har haft på kurserne er blevet indarbejdet i bogen. Jeg tror også, at snakkene på de kurser, jeg går i gang med både nu til efteråret og igen til foråret 2020 får mig til at overveje nye vinkler på emnet, som jeg måske kan indarbejde i en 2. udgave af bogen, eller måske i en helt anden bog?

Lisbet: Hvilken rolle tror du, at læsning vil spille i fremtiden?
Lars: Det er helt åbenlyst, at litteraturlæsning taber terræn til andre medier – de sociale medier og streamingtjenesterne er hårde konkurrenter til bogen, og de løber med mere og mere af vores opmærksomhed. Det er en velkendt kendsgerning. Når man kigger på de voksnes læsning, har jeg egentlig været lidt overrasket over, at læsefrekvensen har ligget så stabilt de seneste 5-10 år. Men når vi kigger på børnene, ser vi virkelig, hvor hårdt presset den traditionelle skønlitterære læsning er. Når kun 2 ud af 10 børn svarer, at de rigtig godt kan lide at læse, så bliver man lidt bekymret for læsningens rolle i fremtiden.

Lisbet: Hvordan ser dit eget, daglige læseliv ud?
Lars: Nu, efter jeg er færdig med bogen, har jeg pludselig langt mere tid til læse skønlitteratur igen. Men som det sikkert er med de fleste, ville jeg gerne have mere tid til læse. Man hører i øvrigt aldrig nogen sige, at de ville ønske, at de ikke læste så meget, gør man vel?

Jeg forsøger at få læst et par timer hver aften – men jeg må indrømme, at det mere end en gang imellem glipper. Lidt for tit går aftnerne med at falde træt om på sofaen eller at arbejde. Jeg prøver dog altid at have gang i en roman og helst også en faglitterær bog.

Lisbet: Hvad ligger på dit natbord lige nu?
Lars: Jeg er lige blevet færdig med Lotte Kirkebys “De nærmeste”. Det er virkelig en fin bog. Så pluklæser jeg lidt i Ahmed Akkaris “Mod til at tvivle”. Jeg læser især efter de steder, hvor han fortæller om den rolle skønlitteraturen havde for hans udvikling og modningsproces. Jeg tænker måske at kunne bruge noget af det på mit næste kursus på Folkeuniversitetet. Og så har jeg lige fundet en gammel kasseret biblioteksudgave af Harper Lees klassiker “Man dræber ikke en sangfugl” i mit sommerhus. Den er jeg lige gået i gang med.

Forsiden af denne bog kan da ikke andet end fange din opmærksomhed!

Mikkels anmeldelse af Det læsende menneske

Jeg skal sige med det samme, at jeg er noget sur på min tidligere kollega Lars og hans dumme bog. For det første var det den bog, jeg havde tænkt mig at skrive. Jeg er bare kun kommet til synopsis. For det andet har Lars skrevet “vores” bog meget bedre, end jeg selv kunne. Det finder jeg en tand prætentiøst og trættekært. Forvorpent måske endda. Mere om det senere.

Jeg finder det nu svært at være rigtig olm og halsstarrig, for Lars har helt enkelt skrevet en rigtig, rigtig god bog om det at læse.

Bogen bygger på Lars’ undervisningsmateriale fra folkeuniversitet og er delt i tre dele: Hvordan vi læser, hvorfor vi læser, og hvad vi får ud af at læse.

Første del er den største del og dækker alt fra forskellige læsemåder over fortolkningslære (hermeneutik) til receptionsteori og empati. Det kunne have været et liiidt tørt, teoretisk skoleridt, men det synes jeg slet ikke, det er.

Det er en velgennemtænkt, stringent gennemgang, der rammer alle tangenterne. Herudover – og det gælder hele bogen – fornægter Lars’ undervisningserfaring sig ikke. Man føler sig taget godt i hånden med enkle didaktiske kneb, der sørger for, hvert skridt på vejen bliver præsenteret, gennemgået og opsummeret.

Anden del er den mest spændende, synes jeg i al fald, alene fordi jeg synes, spørgsmålet er det mest interessante: Hvorfor læser vi? Hovedparten ligger på egentlig ganske enkle forklaringsmodeller, hvoraf jeg i forvejen var bekendt med de evolutionsteoretiske.

Jeg havde dog flere grundlæggende aha-oplevelser i kapitlet inden, hvor ideen om læsning som middel til at forstå vores fælles skæbne dukker op. Vi er fælles om verden, men kun læsning tillader os at opleve den gennem andres opfattelse. Herigennem kan vi for alvor annamme, vi ikke er alene!

Tredje del indeholder den naturlige afslutning med “theory of mind,” øget empati, erkendelse osv. Forholdsvist kort og fyndigt og en tilfredstillende krølle på projektet.

Lars’ bog – særligt hvad jeg skrev om anden del – har haft en ganske pæn indflydelse på mig. Det gik pludselig op for mig, hvorfor jeg altid har elsket at læse. Jeg er ligesom Rie en uperfekt læser, selvom hun er mere udfordret end mig.

Jeg oplever altid, jeg nyder at læse og at gøre en bog færdig. Så sker der et eller andet, og jeg kommer fra det igen og skal så småt tvinge mig selv til at starte en ny. Skønlitteratur forstås.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har i mine voksne år altid haft svært ved at omfavne lystlæsning som en hobby, og det er helt åndssvagt. Det er jo bare at gøre det og nyde det og snakke med andre om det.

Det andet, der skete, var, at jeg fik lyst til at læse mere af Lars’ eksempler i bogen. Han kommer ofte tilbage til Cormac McCarthys “The Road,” som havde samme sjælsrystende effekt på mig som på ham, så jeg gik også ud og skaffede mig en St. St. Blicher-novellesamling og en Helle Helle ditto. Det var helt forrygende at læse Blicher igen, men belastende for mine omgivelser, der nu skal slå mine fornærmelser op i gamle ordbøger.

Værre var mit møde med Helle Helle. Forfærdeligt, forfærdeligt … men det hænger alligevel lissom ved på en måde. Det er vist en såkaldt erhvervet smag.

Summa summarum: Lars har skrevet den grundbog om læsning, vi ikke vidste, vi altid har manglet. Skaf dig et eksemplar og læs det. Sporenstregs!

Anne-Grethe anmeldelse af Det læsende menneske

I årevis har jeg forsøgt at overbevise omgangskredsen om, at man bliver klogere på sig selv og sin omverden, når man læser skønlitteratur. At der er lavet undersøgelser, der viser, at man bliver et mere empatisk menneske af at læse skønlitteratur. At ens horisont udvider sig, at man bliver klogere.

For de mennesker, der aldrig læser eller måske udelukkende læser skønlitteratur, har mine argumenter næsten resulteret i latterbrøl, andre trækker bare på skuldrene og ser ud, som om de tænker ”så siger vi det”.

Nu er der endelig udgivet en bog, der bekræfter mig i, hvad jeg altid har sagt om at læse skønlitteratur.

Alene af den grund elsker jeg den.

Men spøg til side, jeg ved faktisk ikke, hvorfor en bog som nedenstående ikke er skrevet for flere år siden, for den er aldeles glimrende og relevant – og ikke bare fordi den bekræfter mig i, hvad jeg altid har sagt.

Bogen hedder ”Det læsende menneske. Hvad sker der med os, når vi læser skønlitteratur” og er skrevet af Lars Theil Münster, der er cand.mag i litteraturvidenskab.

Bogen er opdelt i 3 dele:

Hvordan læser vi litteratur? Læsemåder og læsehistorie, den gode fortolkning m.m.

Hvorfor læser vi litteratur? Litteratur og meningen med livet, fortællinger har hjulpet os med at overleve m.m.

Hvad får vi ud af at læse litteratur? Den empatiske læser, litteraturens særlige sprog og evnen til at forestille sig nogen, som ikke findes.

Lars Theil Münster er en ildsjæl og en forfatter, der er gået grundigt til værks.

Havde jeg ikke læst skønlitteratur i forvejen , var jeg blevet godt og grundigt hooked, som man (ikke) siger på nudansk.

Jeg har været ekstra træt denne uge, hvor jeg har læst bogen, den er nemlig ikke sådan at lægge fra sig, så den er blevet sen med sen på, inden jeg har sovet om aftenen. Tak, Lars! Træthed til trods har du virkelig begået en fin og gennemarbejdet bog, som vil blive anbefalet til venner, bekendte og familiemedlemmer – især dem, der ikke læser skønlitteratur.

Andre dobbeltanmeldelser

Fra tid til anden kaster vi os ud i dobbeltanmeldelser. Her er et par eksempler:

Mod til at tvivle af Lars Hvidberg og Ahmed Akkari – anmeldt af Jan og Lisbet (2018)
Vi var fiskere af Chigozie Obioma – anmeldt af Lisbet og Mikkel (2017)

Om at omfavne sin håbløse romantiker

oktober 17, 2019oktober 17, 2019 / Rie / 1 kommentar

I min familie findes et fænomen, vi kalder ”far-film”. Far-film er film, min far elsker. En særlig type film, der har evnen til at plastre et saligt smil på hans ansigt. Film i denne genre tæller Pretty woman, Sweet home Alabama, Frankie and Johnny og Wimbledon. Når jeg er hjemme på besøg, hænder det stadig, at familien sætter sig sammen og ser en film, næsten altid i den kategori, da far har det tungt med sci-fi og fantasy, som min mor og resten af familien favoriserer. Mine forældre har på den måde fra en tidlig alder skolet mig godt i interessenthåndtering. Det er en næsten rituel dans at finde den rette film, som ikke er for voldsom for far, og som undgår mors himmelvendte øjne og kommentarer som ”den har vi set 1.000 gange! Det er det rene sødsuppe!”

Og man fristes måske til at tro, at det bare er sådan en lidt sjov gimmick, men det er det ikke. Vores familie er stadig traumatiseret efter jeg som teenager gav far en film i fødselsdagsgave. Jeg havde ikke selv set den, men en veninde forsikrede mig om, at den opfyldte alle fars kriterier (pige møder dreng, de kan ikke lide hinanden, de bliver alligevel forelskede, ting sker, de overkommer tingene der sker, de lever lykkeligt til deres dages ende.) Titlen var også helt rigtig: Tid til kærlighed, hed den. Vi spiste fødselsdagsmiddag og far ville gerne se den nye film. Og det gik også godt i lang tid. Robert Redford som korrespondent og gudesmukke Michelle Pfeiffer. Åh, hvor jeg dog stadig ønsker, at jeg havde stoppet filmen 2 min., inden den sluttede. Jeg glemmer aldrig den scene, hvor man ser Robert Redfords røde gummistøvler ligge i en krigszone. Jeg blev ved med at tænke ”Så rejs dig dog op, menneske. Far bliver ked af det!.” Men nej, Robert blev liggende. Stendød var han. Min far taler stadig om den fødselsdag.

Og nu i en alder af 39 år er det vel på tide at bekende, at jeg ikke kun har arvet min fars dybe fure mellem øjnene (tak for den, far!), men også hans hang til romantiske fortællinger. I disse forbandede netflix-tider er det jo umuligt at holde noget hemmeligt, ikke mindst for én selv. Når jeg åbner min profil, vælter det frem med forslag til det ene uhyrlige teenage-drama efter det andet.

Lille spejl på væggen der

Min koreanske besættelse
Og det er eskaleret lidt i den seneste tid, eller rettere det har taget en drejning, nu hvor min søster har præsenteret mig for en ny genre, der har fundet vejen til mit hjerte: K-drama. Lange, romantiske sydkoreanske mini-serier. Hvert afsnit varer ca. 1 time og 20 minutter, der er typisk ca. 15-20 afsnit i en miniserie, der alle afsluttes efter 1 sæson. Efter 1. sæson. Ingen uendelige plottwists og skrækkelige serie-ventesale (også kaldet virkeligheden), hvor dig og dine fellow-seriezombier hænger ud, mens I venter på sæson 2,3 eller 4. Gennemtænkte, afsluttede og fremfor alt rolige fortællinger. Og ud over at de lever op til ALLE fars kriterier, så tilføjer de genren et nyt element. De er velkendte, men fremmede. Jeg kender rammefortællingen til hudløshed, men jeg kan ikke altid afkode, hvorfor helten bliver fornærmet, eller hvorfor noget er ustyrligt morsomt. Et kompliceret kulturelt bagtæppe væver sig ind i fortællingerne. Det kommer til udtryk i alt fra sociale tabuer (det er fx åbenlyst svært at acceptere en enlig forælder, der forelsker sig i en, der ikke er i samme situation) til, hvordan man udviser respekt (hvem skænker vin til hvem og hvordan?)

Og maden. De spiser og drikker hele tiden. Hvad sker der for amerikanske serier? De får ALDRIG mad. Jeg ved faktisk godt, hvad der sker. Det er formatet – hvert minut koster dyre penge og maden er skåret væk, fordi alting i bund og grund handler om at få afviklet så meget plot som muligt for pengene. Det er en fejl. Vi har brug for at se på folk, der spiser langsomt og højlydt. De bliver også fulde. Ikke kun fordi, de er deprimerede eller usle. Også bare fordi det er sjovt. Jeg kan godt lide det. Men jeg bliver også meget sulten, og mængden af nudler i en kop, der forsvinder fra køkkenskabet sent om aftenen er steget markant i den seneste tid. Og måske også øl.

Sproget er sin helt egen fortælling, smukt både på skrift og i tale. Og selvom det er forbandede netflix-tider, er det også fantastiske duolingo-tider, og mulighederne synes endeløse for at fordybe sig.

Min koreanske notesbog

Men nu er dette jo en bogblog og ikke en tv-serieblog. Som den uperfekte læser, jeg er, plæderer jeg dog her for kærligheden i og til den gode fortælling. Til alt det den gode fortælling vækker i os, som ikke kun begrænser sig til selve fortællingen, men som pirrer nysgerrigheden og inspirerer til mere. Mere sening, læsning eller viden.

Klassisk kærlighed
Nuvel, tilbage til romanen og det romantiske. ODS siger, at ordet romantisk betyder: ”noget som forekommer i eller minder om en roman; som er egenartet, storslaaet, stærkt afvigende fra det hverdagslige, og som derfor forekommer uvirkeligt, overspændt, fantastisk. ”

Og sjovt er det da også, at romanen for ikke mere end et par hundrede år siden blev anset for at være direkte farlig for unge kvinder. Frygten for, at de ikke kunne skelne mellem virkelighed og fantasi behandles fx i Jane Austens Northanger Abbey, hvor hovedkarakteren Catherine læser vel rigeligt af periodens meget populære gotiske romaner. Som følge heraf lider hun af en veludviklet fantasi, der bringer hende en del ulykke – men til syvende og sidst – mest lykke. New York times har skrevet en interessant artikel om dengang romaner var farlige, som jeg hiver frem næsten gang nogen himler af min koreanske besættelse.

Men de kunne altså noget med romantikken i 1800-tallets England (!). Mine yndlingsromaner i genren er nærmest alle fra den periode, og her kommer et par klassiske anbefalinger til mine romantiske lidelsesfæller derude:

Maurice af E.M. Forster (alternativt A room with a view eller Howards end)
Villette af Charlotte brontë
North and South af Elizabeth Gaskell
Emma af Jane Austen (I denne genre er Austen uundgåelig, any novel will do the trick)

Men nu vil jeg tilbage til Netflix og mit næste koreanske eventyr. Jeg har høje forventninger. Om et medrivende, romantisk, nudelfyldt plot, der både er overspændt og fantastisk. Og så tror jeg, at tiden er moden til at vove pelsen og præsentere far for en ny genre – happy ending guaranteed.

Portræt af en læsende øbo

september 24, 2019september 30, 2019 / Lisbet V. / 10 kommentarer

Portræt af en læser-serien har ramt et jubilæum: Vi er nu oppe på ti portrætter. Det fejrer vi med et interview med Sofie Bay. Hun har virkeliggjort det, som mange drømmer om: Udskiftet livet i byen med hverdagen på en lille ø, hvor lokalsamfundet vitterligt er meget lokalt – og omgivet af vand.

Jeg har mødt Sofie i forbindelse med projektet Ord til mor på Nørrebro, som oprindeligt havde den mere formelle titel Sprog og bevægelse i nye fællesskaber: Biblioteket bygger bro.

Sofie er uddannet lærer, og vi deler en stor interesse for små børns sprogudvikling. Vi kan sidde og nørde vilde forskningsresultater, selv om ingen af os er sprogpædagoger, lingvister eller neuro-science-videnskabskvinder.

Sofie har været med til at udvikle det undervisningsmateriale, som dansere fra Dansekapellet bruger i projektet Ord til mor. Hun er ferm med en tusch og har også stået for den visuelle facilitering af forløbet.

Min rolle bliver at evaluere projektet. Så mens Sofie har skudt det hele i gang, skal jeg samle op, når forhåbentlig mange mødre på Nørrebro med dansk som andetsprog har været på en helt speciel sprogrejse sammen med deres babyer mellem 6 og 12 måneder.

Jeg har kun mødt Sofie to gange. Men det tager heller ikke længere tid at finde ud af, at en person har gang i et væld af spændende projekter! Derfor er Sofie portrætperson nummer ti i denne serie. Og giv mig et praj, hvis du har forslag til nummer 11. Jeg elsker at få foreslået nye ofre.

Rundt om læsning med Sofie Bay:
Klimavenlig læsning, rollemodeller og tegnsprogsgrammatik

Lisbet: Hvad betød læsning for dig i din barndom?
Sofie: Mine forældre har læst rigtig meget for både mig og min søster. Men det, jeg husker bedst, er faktisk, at de selv læste meget. Efter aftensmaden sagde én af mine forældre ofte, og da vi blev større begge mine forældre: ” Jeg tager lige en tur til Istanbul, Island eller Esbjerg” eller hvor bogen nu udspillede sig.

Min far fortalte mig ofte om bogen ”Det lykkelige Arabien”, som han fik en fin indbundet udgave af i konfirmationsgave. Han byttede den til 10 mindre fine bøger, og det fortrød han siden stort.

Jeg er opvokset med en stor bogreol, og hver gang jeg havde en ny interesse, kunne min far trække en bog ud af reolen, som passede til emnet.

Lisbet: Hvilken rolle spiller læsning for dig i din hverdag?
Sofie: Jeg har to små børn. Det har for nyligt slået mig, at de næsten aldrig ser mig læse, andet end når jeg læser for dem.

Bøgerne har før i tiden været meget synlige i mit hjem, men da vi blev fire på lidt plads, flyttede alle bøgerne på loftet. For nylig flyttede vi til Orø, og nu skal mine bøger igen få en central rolle i mit hjem. Jeg er aktivt begyndt at tænke over, at mine børn skal se mig læse. De skal se, at det er noget, jeg synes er rart, og at det er noget, jeg prioriterer.

Den læsende øbo Sofie Bay i naturlige, efterårsagtige omgivelser på Orø.

Lisbet: Hvilken bøger har betydet meget for dig i dit arbejdsliv?
Sofie: Jeg er uddannet lærer og har gennem mit arbejdsliv brugt mange bøger. Men jeg kan huske, da jeg på Frederiksberg Lærerseminarium mødte fagbogen ”Børnenes litteraturhistorie ” af Torben Weinreich. Den gjorde stort indtryk på mig. Både fordi det var en fagbog lavet lige så lækker som en børnebog, men også fordi det var første gang, jeg fik fortalt børnenes litteraturhistorie.

En anden fagbog, der har gjort stort indtryk på mig, er en bog, jeg mødte, da jeg læste faget Dansk tegnsprog, nemlig ”Lærebog i tegnsprogsgrammatik”.

Grammatik er noget, jeg altid har syntes var meget svært, så det var en stor oplevelse for mig pludselig at møde en fagbog, hvor det var visualiseret. Generelt var mødet med dansk tegnsprog en stor oplevelse for mig – og til dags dato mit yndlingssprog.

Jeg har lyst til også at nævne første gang, jeg som 24-årig stødte på Haruki Murakami. Det var i Kina på et hostel, hvor der er ”bytte-bog”-hylder. Jeg er ikke den stærkeste læser på engelsk, så jeg blev altid så glad, når jeg fandt en dansk bog.

Der stod den:

”DaNs

DAns

dANs”

Det er første gang, jeg har prøvet , at det ikke er lykkedes for mig igennem en hel bog at finde de rigtig genrebriller. Jeg vidste simpelthen ikke, hvordan jeg skulle læse den. Var det en novelle, en krimi, et eventyr? Det lykkes mig aldrig at lave en kontrakt med forfatteren, og det gjorde indtryk på mig. Jeg var skiftevis igennem hele bogen forvirret, pirret, nysgerrig, irriteret, frustreret og helt oppe at køre over mit møde med Murakami.

En bog der fik Sofie på litterær glatis.

Lisbet: Hvilken bog har gjort stort indtryk på dig og dine karrierevalg?
Sofie: Det er uden tvivl bogen ”Den kreative tænkers hemmelighed” af danske Dorte Nielsen og Sarah Thurber. Den bog har givet mig et nyt sæt briller at se verden med. Den har åbnet mange faglige døre og kastet mig ud på store faglige eventyr.

Lisbet: Hvordan bruger du faglitteratur?
Sofie: Det kommer meget an på, om det er til mig selv eller til min undervisning. Skal jeg bruge det til min undervisning, bruger jeg det som et opslagsværk. Er det til mig selv, bruger jeg det som skønlitteratur, hvor jeg ligger i sofaen og læser. Jeg har dog, til forskel fra når jeg læser skønlitteratur, altid en blyant med, når jeg læser faglitteratur. Jeg understreger flittigt og skriver i marginen.

Lisbet: Hvor bliver du inspireret til læsning?
Sofie: Det kommer an på, om det er skøn- eller faglitteratur. Skønlitteratur er ofte gennem venner eller programmet ”Skønlitteratur” på P1

På det seneste er det ofte Linkdin, som har ført mig til ny faglitteratur.

Lisbet? Hvilke fagbøger glæder du dig til at læse i den nærmeste tid?
Sofie: Jeg har lige modtaget den danske oversættelse af ” Deep Work” af Cal Newport. Den glæder jeg mig mægtig meget til at læse. Jeg er startet på den, og jeg er helt hooked. Jeg har hele tiden lyst til at finde små læsepauser i min hverdag.

Derudover venter jeg på en pakke med bogen Aktivt kreativ, som jeg også glæder mig til at se nærmere på.

En moderne fagbogsklassiker af Cal Newport.

Udnyt freestylemekanismerne. What’s not to like?

Lisbet: Hvis du selv skulle skrive en bog, hvad skulle den så handle om?
Sofie: Jeg vil gerne skrive en grundbog til udskolingen om bæredygtig økonomi.

Lyst til flere læserportrætter?

Der er efterhånden en del af slagsen her på bloggen:

Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en dimittend der læser
Portræt af en læsekreds
Portræt af en læser med lister

Fabulerende fortællelyst på rumænsk

september 20, 2019 / Jan M. Johansen / 1 kommentar

Der er én alt overvejende, nej, det passer ikke, der er TO altovervejende grunde til, jeg elsker at være en del af Bogsnakkollektivet. Den første er mine medbloggere. De er sgu søde.

Den anden og for dig, kære læser, nok mere relevante grund er, at jeg elsker at komme i kontakt med ny, sær, spændende, udfordrende og nogle gange bare underholdende litteratur. Mange af de bøger, jeg har læst, siden Mikkel fik mig med i kollektivet, ville jeg nok ikke have fundet endsige læst, hvis ikke det var blevet mig anbefalet.

F.eks. af Linse Dauggard i min sidste blogpost. Linse beskrev Panaït Istratis historier, som ”nogle fantastiske, fabulerende fortællinger fra Balkan, hvor mord og kærlighed og familie og overtro og et etnisk sammensurium er nogle af bestanddelene.”

Det kunne jeg ikke stå for, så jeg bestilte sporenstregs Istratis ’Codine og andre fortællinger’ hos de gode folk på Det Poetiske Bureau.

’Codine og andre fortællinger’ fra Det Poetiske Bureau.

3 stærke og balstyriske noveller

Istrati er en mesterlig fortæller! Lad os slå det fast med det samme. Han laver personskildringer, sætter en tone og skaber en stemning som få andre. Hans skarpe blik for menneskelig dårskab, livets absurditeter og hverdagens magiske islæt er næsten uden fortilfælde.

Jeg kan ikke lade være med at sammenligne istrati med den store danske mester Martin Andersen Nexø. Dog er der et eller andet over Istrati, måske et lune og en særlig excentricitet, som skiller ham ud. Begge forfatter skriver om mennesker på samfundets bund, om folk, der lever hårde eksistenser og må gå grueligt meget igennem. Men hvor man kan mærke Nexøs sociale indignation, så er istrati en fortæller, der ikke helt på sammen måde lader sin indignation og sin politik skinne igennem.

‘En nat i sumpen’ er den første novelle af samlingens tre historier, og omhandler en fattig bonde – fortællerens Adrians onkel Dimi – på sivhugst. Historien siger en hel del om menneskelig desperation, stolthed og selvdestruktive tendenser. Det er som altid en smagssag, men jeg synes, ‘En nat i sumpen’ er lidt svag sammenlignet med de to andre. Dog stadig værd at læse.

Den anden historie bærer novellesamlingens navn ‘Codine’. Codine er en kæmpe af en havnearbejder og var som “… alle store drankere og lidenskabeligt forelskede på hver eneste festdag.” Her er alle de store følelser, vi forventer af et centraleuropæisk melodrama.

Den farverige Codine tager Adrian, hvis fattige mor er lige flytte til kvarteret, under vingen og giver ham et indblik i, hvordan verden hænger sammen. I hvert fald set fra Codines på engang enfoldige og verdenskloge synsvinkel.

F.eks. diskuterer Codine og Adrian godhed. Som Codine udtrykker det “Hvis det gode skal gennemtrumfes har det ingen værdi …” Det er på engang ganske dybsindigt, men også håbløst naivt. Diskussionen om, hvorvidt man kan være et hæderligt menneske med hjertet på rette sted uden nødvendigvis at være et godt menneske, er dog interessant og meget typisk for Istrati. Istrati propper sjældent sine pointer ned i halsen på læseren, men lader denne selv finde sine sympatier og mening i teksten.

På mange måder bliver Codine en storebror og rollemodel for den unge fortæller, og lægger dermed godt op til den tredje novelle ’Kir Nicolas’.

’Kir Nicolas’ handler i bund og grund om en bager, dennes venskab med Adrian og, naturligvis, om mennesker. Det er også i min optik, den absolut bedste af samlingens tre noveller. Bl.a. ser vi her eksempler på Istratis humor. I en diskussion med bageren Nicolas om bøger og glæden ved at læse udbryder Adrian overrasket; “Hvad siger du? Kan man tjene penge på at skrive bøger?” Det kneb desværre for Istrati selv livet igennem, men den blotte mulighed giver unge Adrian blod på tanden og læseren mulighed for et lille smil.

Samtalerne mellem den omrejsende bager og den på mange måder lige så rodløse Adrian er ganske fantastiske og usædvanligt gyldige den dag i dag. Diskussionen om grænser, fædrelande og nationer er intet mindre end fantastisk, og pointen værd at ihukomme. ”Men aldrig føler jeg den mindste lyst til at kværke en mand når jeg tænker på mit fædreland,” siger Kir Nicolas, men formår alligevel at udtrykke en enorm kærlighed til sin hjemegn og sit hjemland. Istrati var internationalist, men havde alligevel en forståelse for hjemlandets betydning. Den nuance kommer på bedste vis til udryk i novellen.

Summa summarum

Fælles for de tre noveller er rollemodellen. De er alle centreret omkring de voksne mennesker, der påvirker fortælleren og er i hans nærvær, og viser forskellige elementer af, hvad det vil sige at være rollemodel for et ungt menneske og være venner.

Det sidste er ikke uvigtigt, for et centralt tema er ideen om venskab, og hvordan den udvikler sig fra heltedyrkelse over benovelse til skæve, men sande venskaber. Adrian heltedyrker sin onkel Dimi, er benovet over Codine og bliver en sand ven for Kir Nicolas.

Fælles for de tre noveller er også de farverige karakterer, der er så typiske for Balkan og Central- og Østeuropa. Det er syret, humoristisk, følelsesbetonet. balstyrisk og fabulerende, og giver et indblik i en interessant og, føler jeg, næsten tabt litterær tradition.

Heidi Dugg fortjener i den forbindelse et stort klap på skulderen for sin oversættelse. Jeg kender ikke en dyt til det rumænske sprog, men man mærker ikke, der er tale om en oversættelse. Sproget er smukt og stemningen levende. Mere kan man ikke ønske sig af en oversætter.

Har du lyst til en lidt anderledes læseoplevelse, så kan jeg kun anbefale ’Codine og andre fortællinger’.

Boginfo

’Codine og andre fortællinger’ af Panaït Istrati. Oversat af Hedi Dugg. 222 sider. Det Poetiske Bureau. 2017.

Flodkrebs synger smukt og rent

september 16, 2019 / Mikkel C. / 3 kommentarer

Den 27. september 2019 udkommer ”Hvor flodkrebsene synger” på Gyldendals forlag. Køb den og læs den. Den er fantastisk. Det er den korte besked. Den længere besked har samme konklusion og følger herunder.

Jeg samler lige tråden op fra sidste måned, hvor jeg var inde og for-forhandle med min gode Gyldendal-ven og -modpart – og tidligere kollega i øvrigt. Snakken falder altid på kommende udgivelser, og han var mest optimistisk omkring Tim Buk-Swienty’s Blixen-biografi, den nye Svend Brinkmann og det amerikanske fænomen ”Hvor flodkrebsene synger.” Jeg er meget lidt fan af hr. Buk-Swienty’s ageren over for bibliotekerne, så ham ignorerer jeg, uden at han opdager det 😊 Brinkmanns nye opus anmeldte jeg i forrige post. Lidt blandet. Og så købte jeg i øvrigt Flodkrebsene i originaludgaven til min Kindle og slugte den. Bogen altså. Ikke min Kindle.

”Hvor flodkrebsene synger” er en litterær enhjørning. Den udkom i USA (”Where the Crawdads Sing”) for over et år siden og ligger stadig nummer 1 på Amazons hitliste, og så er det jo faktisk en debut. ’ish. Forfatteren, Delia Owens, har skrevet et par faglitterære bøger før, men det er hendes skønlitterære debut, og det er lidt vildt. Faktisk er der også en lille krog til Brinkmanns ”Hvad er et menneske.”

”Hvor flodkrebsene synger” foregår dels i 1969, hvor en ung mand findes død i marsklandet uden for en lille kystby i North Carolina, og den lokale ordensmagt er overbevist om, der er tale om et mord. Som efterforskningen skrider frem, kommer den unge kvinde, Kya, der lever alene derude under mistanke. Dels følger den Kya, fra hun er seks, og hendes mor går fra sin voldelige, fordrukne mand og børnene og det faldefærdige skur, de bor i ude i marsken. Så rejser Kyas storebror væk, og efter en kort opblomstring som far forsvinder også han, og så er hun helt alene. Det er her, det er lidt spøjst lige at have læst Brinkmann, for kapitlet om det biologiske menneske spøgte i min bevidsthed under læsning af særligt første del af flodkrebsene. Vi tænker ikke tit over det, men vi er jo biologiske væsener, som former og formes af naturen omkring os, og én af gaverne herfra er grunden til, man gider læse fiktion. Mere om det nedenfor.

En flodkrebs. Der er ingen sammenhæng til teksten, men fin er den.

Bogen tager sig god tid til at beskrive marsken og dens enestående fauna på den ene side og Kyas knusende ensomhed på den anden. Byen skyr hende, og hun følger andres sociale liv på afstand, indtil hun bliver gode venner med en lokal dreng, som lærer hende at læse, og stjæler lærebøger til hende. Pludselig kan hun læse om den natur, hun bor i og kender så intimt. Hun begynder også at forstå sine få, men afgørende sociale relationer i lyset af naturens relationsmønstre mellem hanner og hunner hos forskellige dyr og insekter.

Naturbeskrivelserne er fænomenale. Det er sjældent for alvor, synes jeg, at blive transporteret til et sted, man ikke kender på den måde. Samtidigt spiller naturen både en rolle som scene, bagtæppe og aktiv medspiller. Owens er uddannet biolog og tog som noget nær nyuddannet med sin daværende mand til Kalahari-ørkenen, hvor de slog sig ned i syv år i ingenmandsland og studerede den lokale fauna. Det kom der bogen ”Cry of the Kalahari” ud af. Senere flyttede de til Zambia for at studere løver, men blev blandet ind i kampen mod krybskytteri af elefanter og skrev bogen ”Eye of the Elephant.” Helt uerfaren med at beskrive særegne miljøer er hun altså ikke, og det mærkes!

En anden helt særlig ting, jeg bemærkede, var, at empatien med Kya sniger sig langsomt ind, men så voldsomt faktisk, at da retssagen går i gang – og selvfølgelig må der være en retssag – og dommen nærmer sig, sad jeg med hånden, så den dækkede nederste del af siden, mens jeg messede for mig selv: ”Kom så. Ikke skyldig. Kom så. Ikke skyldig …” Jeg læste fra lufthavn til lufthavn på en tre timer lang flyvetur, og forklarede mentalt en sky, at den f***** jury skulle erklære hende ikke skyldig. Der er jo ingen beviser, mand! Det er alt sammen deres provinsielle angst for outsidere, og har hun måske ikke lidt nok? Hvad F***** er EGENTLIG meningen?! Er der bare INGEN retfærdighed til??? … Hvor var jeg? Åh, jo. Jeg levede mig meget ind i den.

Frifindelse, tak!

Det er noget mærkeligt noget, det med at leve sig ind i fiktive personers liv. Vi ved jo godt, de ikke findes. Hvordan kan deres skæbne berøre os? Og så meget i dygtige forfatteres hænder? Jeg læste ”The Boy on the Bridge” efterfølgende. Det er en slags 2’er til ”The Girl with All the Gifts” – begge født af forfatteren M. R. Careys skræmmende fantasi om, hvad der vil ske, hvis svampen cordyceps, der forvandler insekter til zombier, en dag fandt på at springe til mennesker. ”The Boy on the Bridge” er udspekuleret ondskabsfuld, blodig og uhyggelig, men den er plotdreven, og man har på ingen måde mentale samtaler med skyer om, at det skal gå personerne godt. Det gør det så typiske heller ikke i øvrigt. Yikes!

3a810ba1df3bb1a0888897811c4052fb2b54b35f_hq

“The Girl with all the Gifts.” Det ender galt for de fleste medvirkende.

Jeg har læst lidt op på det. Der er mange forklaringer på, hvad det er, der sker, men den neurologiske mekanisme – om man vil – hænger på to relaterede menneskelige evner. Den første er evnen til at danne sig forestillinger om, hvad der sker i andre menneskers bevidsthed; theory of the mind, som det hedder. Ingen andre levende væsener har den evne. Heller ikke primater. Den anden er empati; evnen til at kunne sympatisere, føle med andre. Det er to forskellige evner trods deres sammenhæng. Psykopater har fx glimrende theory of mind, men ingen empati. Autister har problemer med theory of mind, men kan godt føle empati. Når vi lever os ind i fiktive menneskers skæbne, aktiveres de samme områder i hjernen, som når vi føler empati med vores rigtige medmennesker. Følelsesmæssigt skelner vi altså faktisk ikke, og vores engagement i fiktive mennesker er i selve øjeblikket helt ægte, som om de også var.

Anyway. ”Hvor flodkrebsene synger” er fremragende. Det er én af de tre bedste bøger, jeg nogensinde har læst. Læs den, når den udkommer på dansk d. 27. september.

Ferie fra familien

august 30, 2019august 30, 2019 / Lisbet V. / Skriv en kommentar

Nu er vi kommet så tilpas langt væk fra juli, at vi kan se sommerferien på afstand. Vi idylliserer den typisk. De fleste kunne godt lige tage en uge mere. De har faktisk brug for en uge mere, hvis de skal være helt ærlige. Måske en uge udelukkende i eget selskab? For det er hårdt at holde sommerferie. Mange ugers uafbrudt selskab med ens familie. God tid til gentagne konflikter om skærmtid, antallet af is per dag og andre svære emner. Masser af plads til irritation over småting. Også selv om vi ikke har travlt.

Det er også hyggeligt at være sammen, men ingenting kan jo være hyggeligt 24 timer i døgnet. Så bliver det for mærkeligt. Det bliver uautentisk.

Måske var det noget i den stil, som den nylig afdøde familieterapeut Jesper Juul ville have sagt. Som forældre er det mere end noget andet vigtigt at være autentisk. Sur når man er sur. Glad når man er glad. Gal når man er gal. Ellers bliver ens børn usikre på, hvor de har mor og far henne. Smiler du rigtigt nu? Eller lader du som om?

Jeg er ligesom de fleste andre godt i gang med hverdagen igen efter mange ugers sommerferie. Det føles lidt som ferie fra familien, og jeg bliver så glad, når jeg ser dem igen. Syv timers adskillelse kan gøre underværker!

Inderst inde ved jeg, at det muligvis forvirrer mig at læse en masse bøger om børneopdragelse og familieliv. Jeg burde holde fast i vores fantastiske sundhedsplejerskes enkle råd for syv år siden, da vores søn var baby: ”Kig på barnet.”

Ikke desto mindre bliver jeg ved med at læse bøger om, hvordan man kan håndtere det at være forældre og familie. Her kommer tre udvalgte titler til dig, der også synes, at sommerferie i familiens skød giver anledning til tanker om følelser, kommunikation og værdier. Intet mindre.

AAARGH! Den sunde vrede i familielivet
Frejl Prahl er psykolog og har skrevet en bog om, hvordan vrede kan komme til udtryk i familien. Vrede har været tabuiseret i mange år, for er det ikke farligt for børn at se deres forældre miste besindelsen og råbe ”For filan da!”? Er det ikke et tegn på pinlig afmagt, når man hæver stemmen? Nej, er det korte svar. Vi skal ikke skamme os over, at vi en gang imellem bliver vrede på vores børn. Intet kunne være mere menneskeligt.

Prahls hovedpointe er, at hvis vi som voksne hele tiden går og undertrykker vrede over for vores børn, så bliver det nemt til noget andet og mere farligt: Afstand, opgivende suk og kulde. Gløden i forældres øjne slukkes. Og det er som gift på længere sigt.

Børn bliver hurtigt vrede. De fleste bliver også hurtigt gode igen. Det kunne vi som forældre og voksne lære meget af. I stedet for at undertrykke vreden over, at ens barn åbenbart skal have beskeden fire gange, før han tager sko på – så kom ud med det! Det er i orden at blive vred. Frem med din indre løve. Og fald så ned igen, sådan at du kan fokusere på den tegning, dit barn vil vise dig/det spil han gerne vil spille med dig, /den gulerod han gerne vil hjælpe med at skrælle.

Prahl bruger mange eksempler fra sin egen familie, og det er befriende læsning. Han reflekterer også over, hvordan vi som forældre kan skamme os, hvis vores børn opfører sig umuligt i det offentlige rum. Hvad er det for nogle glansbilleder, vi prøver at opretholde? Hvorfor? Hvem gavner det? Hvorfor tror vi, at det hele skal være perfekt nede i Kvickly hver eneste lørdag formiddag, når vi godt ved, at der er raseri og konflikt hjemme på matriklen fra tid til anden?

Det handler om dyr
Tag ikke fejl: Forældres irrationelle og pludselige vrede uden varsel er ikke det, det handler om. Den kan hverken børn eller voksne håndtere. Prahl kalder den for ”kamphunden”. Et andet billede fra dyrenes verden er ”slangen”. Det er snigeren. Det er ironen, sarkasmen og andre typer af gift, som dræber relationer langsomt, men sikkert.

Stræb hellere efter løven som forbillede. Løven står for tydeligt lederskab, styrke og autoritet på den gode måde. Et løvebrøl gør indtryk, og små børn kan godt forstå, at der gemmer sig en løve i far/mor, som en gang imellem viser sig. Ligesom der er en løve i dem selv, som kan finde på at stikke hovedet frem.

Prahl tager et opgør med ideen om, at vi skal sige undskyld til vores børn efter vores egne vredesudbrud og måske endda bede om tilgivelse. Det er for meget ansvar at lægge på børnenes skuldre. Stå ved din egen vrede og kom videre – sammen med børnene.

Psykologen Birgitte Sølvstein har interviewet Frej Prahl om hans bog i podcasten Psykologen i øret: https://soelvstein.dk/vrede-i-familien/

Aargh! Titlen siger alt.

Familietid

Terapeuten Jesper Juul døde i sommeren 2019. I den anledning genlæste jeg samtalebogen Familietid, som udkom i 2012. Det var en god investering, for der var mange tankevækkende perspektiver, jeg havde glemt.

Jesper Juul blev især kendt for sine bøger om kompetente børn. Jeg vil ikke kaste mig ud i en beskrivelse af de heftige debatter, som de bøger kastede af sig. Jeg abonnerer grundlæggende på Jesper Juuls syn: Opdragelse bygget på regler, formaninger, straf, belønning og påbud virker ikke. Børn efterligner deres forældre. De gør ikke det, de siger. Derfor må man leve sit liv på en sådan måde, at man kan tåle at se det gengivet i ens børns adfærd. Først når de selv er blevet voksne (og har fået børn), ved man, om man har gjort det fornuftigt. En vis grad af tålmodighed er nødvendig.

I denne bog stiller den norske journalist Monica Øien en række spørgsmål til Juul. Mange af dem tager afsæt i hendes eget familieliv, og det gør bogen vedkommende og personlig. Blandingen af det specifikke og det almene passer godt til mig som læser.

Bogens kapitler er struktureret efter et hus: Soveværelset: Når to bliver til tre, Babyens værelse: Nærhed og følelser, Børneværelset: Leg og selvstændighed, Teenageværelset: Oprør og ansvar, Køkkenet: Mad og samtaler og Stuen: Fællesskab og stemning.

Juul fremhæver, at børn i dag er omgivet af professionelle voksne i dagtilbud, skoler og fritidstilbud. – institutioner med andre ord. Det er der ikke noget i vejen med. Disse voksne har selvfølgelig et stort fokus på børnene. Det er det, de er uddannet og ansat til.

Hjemmet og familien er noget andet. Her indgår børnene i en helt anden sammenhæng og som del af en særlig konstellation. Hvis hjemmet antager karakter af en virksomhed, hvor det hele bare skal køre, så blinker advarselslamperne. Her er der nemlig en risiko for, at noget så udefinerbart som atmosfære opløses og forsvinder. Og netop atmosfære gør hjemmet til en særlig arena. Husarbejde og forældrenes interesser er med til at skabe atmosfære.

Jeg husker min egen mor, der strøg om aftenen i stuen. Det gav en god mulighed for at snakke med hende. Min far bredte gamle kort ud på stuegulvet, fordi han var lokalhistorisk interesseret. Det gav atmosfære. Min mor bagte tit brød om aftenen. Jeg lavede lektier i køkkenet imens, og duften af de nybagte brød blev til en del af stileskrivningen. Min far brugte stærkt grøn Svarfega-sæbe, når han havde rodet med de gamle biler ude i laden. Mere atmosfære.

Bogen fik mig til at stoppe op og værdsætte disse detaljer fra min barndom. Samtidig gik jeg i gang med at tænke over, hvilken atmosfære min kæreste og jeg skaber for vores søn hjemme i lejligheden. Er det en atmosfære, jeg selv gerne ville vokse op i? Svaret kommer ikke her. Pointen er heller ikke, at der er et endegyldigt svar.

Forældre gennem faser
Juul fremhæver, at mange temaer går igen, mens ens børn vokser op, og man vokser som forælder. Selvstændighed, ansvar og ligeværdig dialog kan antage mange former, alt efter om man har med en toårig eller en trettenårig at gøre. Men temaerne er de samme.

Juuls bog slutter med et citat, der virkelig sætter aftryk: ”Det er vigtigt at bruge tid sammen. Familien og forholdet mellem voksne og børn er vigtigere end arbejde og fritidsaktiviteter. Det er samarbejdet og kommunikationen i familien, som lægger grundlaget for, hvem vi bliver som mennesker.” (side 233).

Tag den. Og læs Familietid hvis du ikke tror på nemme løsninger i familielivet.

En alternativ barselsgave til nybagte forældre. Blot en idé.

Om børn og unges nej: Farvel til lydighedskulturen

Erik Sigsgaard er en anden grand old man inden for forskning i og debat om børneliv. Han er cand.pæd og kendt for at være en arg og saglig modstander af at give børn skældud.

I denne bog retter han læst med mine briller et ætsende angreb mod den voldsomme institutionalisering af børn og unges liv. De tilbringer størstedelen af deres vågne timer i en eller anden form for institution – vuggestue, børnehave, skole, klub, ungdomsuddannelse. Her er det vigtigt at kunne tage imod en kollektiv besked, gøre hvad der bliver sagt og være samarbejdsvillig.

Men børn har sjovt nok ikke ja-hatten på hele tiden. De siger nej fra tid til anden og på forskellige måder alt efter deres alder og personlighed. Når deres grænser bliver overskredet, når deres vilje trædes under fode, når der ikke bliver lyttet til dem, når de tvinges ind i meningsløse sammenhænge. Fortsæt selv listen.

Det kan være svært for institutioner at rumme børn og unges nej. Det kræver voksne professionelle, der vil og kan leve med børn i demokratisk samvær og som søger mødet og ikke konfrontation. (Lidt af en udfordring i en klasse med 27 elever. Endnu en gang en anledning til at udtrykke min dybeste respekt for pædagoger og lærere.)

Vi vil gerne have stærke børn, der kan sige nej til uretfærdighed, udvise mod og redde verden. Børn der tør at være kritiske og udfordre magthavere. Men vi orker ikke rigtig, at de ikke accepterer de voksnes regler og beslutninger. Ser du diskrepansen?

Sigsgaard er ikke bare kritisk. Han giver gode eksempler på, hvordan fagfolk kan gribe opgaven an i skolegården og på legepladsen. Mindst lige så spændende er det at læse om, hvordan man som forælder kan tackle børns nej.

Nej til legemorderne

”Far råber: ”Stop, vi skal spise!”
”Du er en rigtig legemorder!” udbryder en af drengene.
Legemordere har haft frit spil i skolen, og nu også far. Det er for meget.
Far forstod: ”Kom, når I har leget færdigt!” sagde han.” (fra bogens omslag).

Det er ikke altid, at det ender så lykkeligt som i denne hverdagssituation. De voksne kan ikke sige ja til alt, hvad børnene vil, men de kan anerkende deres ret til at ville og til at sige nej.

Hvis du hører dig selv sige ”nej” til dine børn mange gange hver dag, og du oplever, at ”nej” også hele tiden kommer ud af dine børn i forskellige varianter, så giv Om børn og unges nej: Farvel til lydighedskulturen på 182 sider en chance. Hvis du er træt af principrytteri og ikke længere tror på, at krav, grænser og konsekvens inden for børneopdragelse er den eneste vej, så er det den rigtige bog for dig.

Nejhatten på den gode måde. For fremtidens skyld.

Boginfo

AARGH! – den sunde vrede i familielivet af Frej Prahl.
Udgivet på Kristeligt Dagblad, 2019.

Find bogen på eReolen

Familietid af Jesper Juul.
Udgivet på Apostrof, 2012.

Om børn og unges nej: Farvel til lydighedskulturen af Erik Sigsgaard.
Udgivet på Tiderne Skifter, 2014.

Hvis disse titler ikke gør noget for dig og din familie, så tjek Mikkels indlæg om selvhjælpslitteratur

Er du helt sikker, Svend? Om Brinkmanns nye “Hvad er et menneske?”

august 20, 2019 / Mikkel C. / 1 kommentar

“Hvordan ser jeres efterår ud?” spurgte jeg min forhandlingsmodpart hos Gyldendal.

“Rigtig fint!” svarede han glad. “Vi har mange god ting på bedding. Der er jo den dér ‘Hvor flodkrebsene synger.’ Den kommer sidst i september. Det er en litterær sensation i USA. Den har ligget på alle lister i al evighed. Det er endda en debut.”

‘Hvor flodkrebsene synger,’ noterede jeg i min bullet journal. ‘Find original. Læs. Hvad fanden hedder en flodkrebs på engelsk? Where the river crabs sing? Nej, det hedder den nok ikke.’

Where the CRAWDADS Sing!

“Og i næste uge kommer den ny Brinkmann. Jeg har ikke set den, men nogen sagde, det var en slags ‘Sofies verden.’”

Min hjerne eksploderede. Ny Brinkmann? Hvorfor er jeg altid den sidste i verden, der finder ud af ting?

“Du kan jo få et anmeldereksemplar, hvis du er interesseret,” smilede han. Jeg ved ikke, hvad jeg svarede. Jeg tror, jeg gik fuld Gollum, hvæsede ‘my precioussss’ og løb hjem på kontoret, men jeg husker ingenting, før jeg sad på min pind og kælede med den ny Brinkmann.

Her er den:

Dagen efter viste jeg den stolt frem på et møde. En afdelingsleder på Hovedbiblioteket greb grådigt ud efter den og gav sig til voldsomt upassende at snuse til den, så nu gemmer jeg den! Inde i min hule under Tågebjergene, hvor jeg lever af rå fisk og vildfarne goblins. Arj, okay, jeg overdriver. Jeg kan faktisk slet ikke lide rå fisk.

Den gode Svend Brinkmann er jo psykolog, selvom han mener, psykologien er ved at sejre sig selv ihjel. Alt bliver psykologiseret. Hans “Stå fast” er en klassiker, men siden er han altså blevet lidt overeksponeret, og han risikerer at blive en professionel meningsmaskine. Alle, der skriver bøger med kapitel-titler som “Tag nej-hatten på,” er sikret en evig plads i mit hjerte, så Brinkmann har lang snor hos mig.

Manden selv. Svend Brinkmann.

Hvad er det så, Brinkmann har bedrevet denne gang? I al korthed er det en fiktiv rammefortælling omkring – sjovt nok – en fiktiv fagbog om det at være menneske. Det er et godt emne og en spændende behandling. “Det lyder som en bog, Umberto Eco skulle have skrevet, og som skulle være dobbelt så lang,” indvendte min søde, forstandige kæreste og skævede skeptisk til mine 256 siders Brinkmann. Jeg slog ikke ud efter hende med en rå fisk, for hun har en pointe. Mere om det senere.

Rammefortællingen er som følger: Andreas er en følsom og ensom nybagt student. Hans far er væk, og hans mor sender ham til psykolog, hvor han lærer at se ind i sig selv, tænke over sig selv osv. Det hjælper ikke rigtig, men til gengæld har han en sej filosof-/forsker-farmor, der ganske vist er kræftsyg, men som har arrangeret en dannelsesrejse via interrail rundt i Europa. Hun bliver dog for syg til at tage med på rejsen selv, så hun sender Andreas alene afsted, og hun giver ham det mystiske, uudgivne, anonyme værk “Hvad er et menneske?” med til fordybelse på togturene. Og så skyper farmor og barnebarn ellers lystigt på turen.

Turens forskellige stop passer med kapitlerne i “Hvad er et menneske?” og som Andreas læser, oplever, møder mennesker på sin tur og diskuterer med dem og med farmoren, turbo-dannes den unge mand og får det meget, meget bedre mentalt også. Hans verden åbnes, og der blæser friskt, intellektuelt luft ind.

Brinkmann har en pointe, der går igen i hans forfatterskab, synes jeg, og den er jeg gerne med til at råbe fra hustagene: Selvoptagethed og navlepilleri medfører små, egoistiske, mentale verdener. Man dør åndeligt i klaustrofobi. Svaret er ikke inde i dig selv, men i den kollektive visdom, der er overleveret ned gennem menneskets historie. Så bliver verden større, man selv mindre, og det er meget, meget nemmere at håndtere. Det hele bliver måske en smule overpointeret hos Brinkmann, men skulle den også sidde fast hos selv de sløveste af os.

Oprindeligt ville Brinkmann have skrevet en fagbog, og det er selvfølgelig reminiscenser af dén, der er blevet til den fiktive “Hvad er et menneske?” inde i den rigtige “Hvad er et menneske?” Jeg er lidt i tvivl om, hvad jeg synes om rammefortællingen. Er den nødvendig? Den er til tider klodset, personerne fortegnede og dialogen opstyltet. Man skal lige øve sig på det dér fiktion som traditionel fagbogsforfatter. Se billedet nedenfor. Hvem taler sådan? Der er noget julekalender over det hele. Jeg havde det på samme måde med rammefortællingen i TV-serien “1864.” Jeg er ret sikker på, jeg havde været glad for bare en almindelig fagbog. Formen giver dog forfatteren den småsyrede mulighed både at skrive noget fagtekst og så få en fiktiv person til at fundere over teksten og diskutere den med andre fiktive personer. Egentlig virker det helt skørt opblæst på en måde, jeg ikke lige kan forklare.

De seks hovedkapitler – aspekter af det at være menneske – er gode nok. Der er meget stof til videre fordybelse:

Det biologiske menneske
Det fornuftige menneske
Det følsomme menneske
Det sociale menneske
Fremtidens menneske
Det troende menneske

Jeg var særligt glad for Det biologiske menneske og Fremtidens menneske.

Andreas rejser fra hulemalerierne i Lascaux i Frankrig til renæssance-kunst i Italien, Theresienstadt uden for Prag og et fiktivt medicinalfirma i Berlin, hvor der produceres bl.a. kreativitetspiller. Jeg skal ikke afsløre, hvordan det ender med ham og farmoren, men min endelige dom er, at værket er et sjovt eksperiment, men jeg er usikker på, om eksperimentet lykkes. Den er også ret kort faktisk. Der er generøst sat 240 sider med stor, venlig skrift.

Jeg ville hellere have haft “Hvad er et menneske?” dobbelt så lang og skal vi have fiktion ind over, så lad Umberto Eco gøre det. Ens tid er dog ikke spildt, og eftersom Eco-versionen ikke findes (endnu), så er Brinkmanns version jo fin nok til da.

”Hvad er er menneske?” udkommer på torsdag d. 22/8. Du kan købe den lige her hos Saxo.com fx.

Den gode Bogstavsamler

juli 20, 2019juli 20, 2019 / Jan M. Johansen / 1 kommentar

Sociale medier er ofte udskældte og bliver tit lagt for had i disse dage. Selv har jeg nu overvejende kun haft gode oplevelser med dem, og det skyldes ikke mindst de mange søde, sjove og vidende mennesker, jeg har lært at kende gennem Facebook, Twitter og Instagram.

Et af de mennesker, jeg er blev ved med at rende på, var Bogstavsamleren. Bogstavsamleren var en smule anderledes end mange andre bookstagrammere, bloggere eller bogglade mennesker på diverse sociale medier, for fokus var på ældre bøger. Ikke nødvendigvis klassikere, men bøger, der havde et par år på bagen.

Det viste sig, at manden bag Bogstavsamleren var Linse Daugaard. Linse slår til dagligt sine folder i Jylland, hvor han er redaktør for sociale medier hos Nordjyske og ofte er ude i landet, hvor han foruden at lufte sine farverige skjorter har mange gode samtaler med folk om bl.a. bøger.

Ikke mindst interviewet med bogsamleren Helmuth Lyager, der gennem et langt liv havde samlet et gevaldigt privatbibliotek på gode 4.000 bind, slog mig som spændende og interessant. For en bibliotekar er der noget fascinerende over at læse om folk, der deler ens hobby og glæde i en grad, så de ender med at have et eget bibliotek.

For hvad er det ved bøger, der griber folk sådan? Det tænkte jeg, jeg ville spørge Bogstavsamleren om.

Linse Daugaard – en mand med mange bøger

Linse arbejder som nævnt for Nordjyske, men jeg tænker, det kunne være interessant at høre lidt mere om mennesket bag Bogstavsamleren, så mit første spørgsmål var; hvem er Linse Daugaard?

Linse: ”Jeg er 52 år gammel, gift med portrætfotograf Pia Daugaard. Vi bor sammen med to hunde og to katte på et nedlagt landbrug i Jammerbugt Kommune få kilometer fra Blokhus. Jeg har arbejdet i medie- og filmbranchen i snart 30 år, men jeg har læst og samlet på bøger i endnu længere tid, det må være mindst 45 år.”

Linse Daugaard – bogstav- og bogsamler ekstraordinaire

Hvor stammer din samlertrang fra?

Linse: ”Min trang til at eje bøger udviklede sig meget tidligt, og startede med læsningen. Jeg læste mange bøger og lånte også mange bøger på biblioteket, men ønskede mig altid mine egne bøger til jul og fødselsdag. Jeg tror trangen til at skabe mit eget bibliotek kom dels fra læseglæden, dels fordi det var tiden før internettet, så al viden var samlet i bøger, så det var vigtigt at kunne slå op i bøger når som helst.”

Bogstavsamleren er foruden en blog også aktiv på Facebook, Twitter og Instagram, men hvordan begyndte det? Hvad fik dig til at kaste dig ud i en blog?

Linse: ”Jeg startede med at blogge i 2006, hvor Facebook og Twitter ikke var ret udbredte og Instagram dårligt nok opfundet, så det var stadig naturligt at starte sin blog op som en webbaseret hjemmeside. Jeg gjorde det dels for at afprøve, om jeg kunne finde ud af at skrive om litteratur og bøger, dels for at komme i kontakt med andre med samme interesser.”

Da Linse arbejder som redaktør for en større avis’ sociale medier, så greb jeg chancen for at høre om hans overvejelser i forbindelse med brugen af de forskellige platforme. For i bund og grund kunne man vel nøjes med en Facebookside og en Instagramkonto, kunne man ikke?

Linse: ”Det kunne man sagtens. Det tror jeg egentlig også, der er mange, der gør. Grundlæggende vil jeg blot gerne have så meget kontrol med min blog som muligt, så derfor er jeg nødt til at lægge arm med WordPress og betale for hosting. Jeg supplerer især med Instagram, fordi jeg godt kan lide den visuelle måde at fortælle på, og i anden række for at gøre opmærksom på bloggen.”

Og bloggen er også i den grad værd at være opmærksom på. Det, der for mig gør Bogstavsamleren til noget særligt, er det lidt atypiske fokus på ældre bøger. Men hvad er det ved ældre værker, der er så fascinerende?

Linse: ”Jeg har det som en opdagelsesrejsende i det 19. Århundrede, må have haft det, mens de huggede sig vej gennem junglen med macheten eller forfrossent kæmpede sig med slæde over isen. Bortset fra, jeg ikke skal finde hverken dr. Livingstone eller Nordpolen, men bare nye læseoplevelser. For det er litteraturhistorien jo fyldt med, sammen med litterære fejder og litterære ideer, som jeg synes, er spændende at opdage. Så lader jeg andre om at fordøje den nye litteratur og dens tendenser.”

Kan du give et eksempel på litterære ideer, du er dykket ned i?

Linse: ”For eksempel har jeg dykket ned i den tjekkiske forfatter Karel Capeks (1890-1938) forfatterskab. Han var, blandt meget andet, sammen med sin maler-bror Josef en del af en særlig tjekkisk kubistisk bevægelse, så mit næste projekt bliver at forstå, hvordan Capek og William Faulkner og andre skrev kubistisk litteratur. Hvad pokker var ideen med det og hvordan ser det ud?”

En forfatter og to anbefalinger

Nu vi snakker om eksempler, så er det ikke en blogpost på Bogsnak uden et par anbefalinger. Hvad finder man, hvis man græsser ved din bogreol? Hvilken bog er f.eks. mest repræsentativ for dine læsevaner og hvilken stikker ud?

En bogstavsamlers bogreol

Linse: ”Man vil finde et hav af bøger, opslagsbøger og biografier om bøger, litteratur og forfattere. Og så vil man finde skønlitteratur i både førsteudgaver og Tranebøger. Lige nu læser jeg den russiske forfatter Vladimir Korolenkos (1886-1921) erindringer i en tysk førsteudgave fra 1918 oversat af Rosa Luxemburg mens hun sad fængslet i Berlin og kort inden hun blev myrdet, og hvor bogstaverne er trykt med gotisk skrift. Det går langsomt, kan jeg godt afsløre, men det er nok et ret typisk projekt for mig; stor litteratur med en stænk af verdenshistorie … og med indlagte tekniske forhindringer.”

Og hvis ens skoletysk ikke helt er, hvad det burde være?

Linse: ”Ellers vil jeg anbefale ’Den farlige’ alder af Karin Michaëlis og minde om, at Agnes Henningsen kunne andet end at skrive erindringsromaner. Læs fx Minna-trilogien ’Vi ses i Arizona’, ’Den lidenskabelige pige’ og ’Bølgeslag’. Og hvis det er længe siden, du har læst ’De tre musketerer’, så gør det lige igen. Det er en knaldgod sommerferie-roman.”

Ofte er der en forfatter eller et forfatterskab, der har sat sig dybe spor. For mit eget vedkommende, så har canadiske Robertson Davies ramt mig som få andre forfattere. Er der en forfatter, du særligt føler for?

Linse: “Jeg plejer på det spørgsmål at nævne Amalie Skram og Henrik Pontoppidan, men jeg tror, jeg denne gang vil slå et slag for den rumænske forfatter Panaït Istrati (1884-1935), som skriver nogle fantastiske, fabulerende fortællinger fra Balkan, hvor mord og kærlighed og familie og overtro og et etnisk sammensurium er nogle af bestanddelene. Forlaget Det Poetiske Bureau har en enkelt titel, ’Codine’, af Panaït Istrati, men ellers må du på biblioteket eller til antikvaren og spørge efter cyklusen ’Adrian Zograffis liv’.”

Panaït Istrati på rad og række

Summa summarum

Til min store bibliotekariske skam må jeg indrømme, jeg ikke kender Panaït Istrati, men det kan der rettes op på. Jeg har f.eks. lige bestilt ‘Codine’.

I det hele taget har min samtale med Linse givet mig lidt blod på tanden, når det kommer til at finde læsestof. Det behøver ikke altid være Lee Child, Philip Kerr eller de store russere.

I den forbindelse har Linse et sidste godt tip.

Linse: ”Hvis du gerne selv vil starte dit eget personlige bibliotek op, behøver det ikke være en dyr fornøjelse. Antikvariske bøger er ofte meget billigere end nye bøger. Tjek fx de to antikvariatshjemmesider findbogen.dk og antikvariat.net ud.”

Tak til Linse Daugaard for en svært behagelig bogsnak, der mindede mig om, at der virkelig er mange gode bøger derude. Også af den ældre slags.

Bogsnaks tip til sommerlæsning

juni 20, 2019juni 19, 2019 / Mikkel C. / 5 kommentarer

Så nærmere vi os for alvor feriesæsonen, og for rigtig mange af os betyder det (foruden kolde øl og dukkerter i bølgen blå) lystlæsning i hængekøjen.

Sommerlæsning a la Lisbet

Sommerferielæsning må gerne være blandede bolsjer. Fag og skøn. Let og tungt. Sjovt og trist. Noget med billeder. Noget for børn. Så her kommer seks titler, der favner det hele.

Jeg har langt om længe fået fingrene i Peters Svarres nye bog ’Hvad skal vi med mennesker? En bog om kunstig intelligens’. Peter Svarre er en fremragende formidler, der skriver enkelt og letforståeligt om svære emner, og nu vil jeg have sat mig ind i det der med neurale netværk, robotter og machine learning. Bliver vi alle arbejdsløse? Bliver robotterne klogere end os? Kan vi stole på selvkørende biler? Det er disse spørgsmål og mange andre, som Peter Svarre går i kødet på. Jeg tager et kapitel ad gangen, og så kan jeg krydre med lettere stof undervejs.

Det lettere stof kunne være Hella Joofs moderne almanak ’Dage med mildhed, modgang og mirakler’. En sød og gakket latterpille af en bog, hvor hver dag har sit eget tema. Det kan være noget med dårlig hårdag. Eller overdådig dag, hvor man fyrer alle sine penge af på skaldyr og fjerboaer. Eller fodbehandlingsdag fortalt ned i de mindste neglebåndsdetaljer. Hellas hjerne holder aldrig op med at vinkle hverdagen på nye, vidunderlige måder, der tit inkluderer en kop stærk, sort te, knyster og kærlighed til hele verden. Også den nærmeste familie. Jeg har for øvrigt læst, at hun har købt domænet folkedragten.dk og vil til at producere forskellige typer af kedeldragter. Jamen – hvorfor ikke?

Fagbogen ’Mig og min hjerne’ skrevet til børn er genial. Den er nemlig også god til voksne. Charlotte Koldbye har skrevet en fascinerende bog om vores hjerner. Hvorfor keder man sig? Hvad sker der, når man får en sang på hjernen? Hvorfor snyder hjernen os nogle gange? Hvorfor er det så svært at lægge mobilen fra sig? Undervejs i bogen er der fine tegninger, og ikke nok med det: Øvelser man kan lave, sådan at bogens pointer bliver illustreret af ens egen hjerne! Min Aske på syv år og hans far havde en fest med den bog. Man kan lige snuppe et kapitel under parasollen, når der skal være pause i vandkampen eller stangtennisdysterne. Eller måske parallellæse Peter Svarres Hvad skal vi med mennesker?

Nu skal vi over i den mere alvorlige kategori. Frederik Lindhardt har skrevet en stærk og rørende fortælling om sin far, tidligere biskop Jan Lindhardt, der fik konstateret Alzheimers i 2014 og døde et par år efter. Den lille bog ’Lidt af far’ er skrevet på en usentimental men samtidig hudløs måde. Som læsere får man et indblik i, hvordan sygdommen vender op og ned på Jan og Frederiks far-søn-forhold, hvor Jan nærmest ender med at være et barn. Der er masser af humor undervejs, fordi Jan midt i opløsningen af ham selv og hans egen verden beholder et blik for det skæve og tragikomiske. Men det er frustration, afmagt og sorg, der fylder mest. For hvordan skal man udfylde og leve rollen som pårørende på den rigtige måde? Hold øje med Frederik Lindhardt. Jeg håber, han vender tilbage med flere fortællinger snart.

Jeg lever ligesom mange andre i en tilstand af post-Game of Thrones. Det hjælper på abstinenserne at læse tænkepausen ’Serier’ af Tore Rye Andersen. Hvorfor har serierne sådan en magt over os? Hvorfor er det et levedygtigt format? Og hvorfor er serier et sted mellem kunst og kapitalisme? Alt det får du svar på i denne faglitterære lækkerbisken på 60 sider. Udgivelsen er jo en del af en serie, og det er da (onkel)humor.

Jeg er ikke teenager, men har tit lyst til at være 18 eller 19 igen. På godt og ondt. Så er det godt, at der findes vidunderlige bøger som Maren Uthaugs ’Sådan overlever du livet. 100 gode råd til teenagere om alt fra alkohol, neuroser og forældre til sex, selfies og kærlighed’. Uthaug skyder den ene knivskarpe stribe af sted efter den anden. Det er bittersødt og megasjovt tegnet. Også for forældre. Det er også læsningens svar på iskold prosecco og andre søde alkoholtyper. På en sommerferiedag med høj sol er bogen perfekt i dette setup: Du placerer dig i en liggestol med en stor kande Sangria og chips med smag af purløg inden for rækkevidde. Du læser 10 af bogens striber, klukler, bunder glasset, smider en håndfuld chips i gabet og pruster af velbehag. Så tager du en lille morfar. Og starter forfra. Når de 100 gode råd er læst, er du selv i en tilstand af total ro og velgørende apati. Måske går du ind i sommerhuset bagefter og øver dig i at tegne nogle sjove tændstikkvinder.

Jans forslag til ferielæsning

Som mine kære medbloggere, så har jeg også en noget eklektisk samling af tips og anbefalinger til ferielæsningen. Der er både skønlitteratur og faglitteratur og bøger på dansk og engelsk. Fælles for dem er dog den gode historie og at bøgerne kan læses som afslappende lystlæsning. Og da jeg allerede har holdt min ferie, så er det også bøger, som jeg har læst.

Det er nok ikke den store hemmelighed, jeg er lettere kaffeafhængig, så jeg har naturligvis en bog, hvor kaffe spiller en central rolle med blandt mine anbefalinger.

I 2018 udkom Dave Eggers ‘The Monk of Mokha’. Bogen følger Mokhtar Alkhanshali, en ung amerikaner af yemenitisk afstamning, på hans rejse ind i kaffens forunderlige verden og tilbage til hans forfædres fødeland. Den lidt rodløse Alkhanshali får den idé, at han vil genoplive kaffeindustrien i Yemen, og med Eggers som observatør og kronikør, følger vi med i hans prøvelser, indtil den første ladning kaffe fra Mokha endelig ankommer til San Francisco.

‘The Monk of Mokha’ giver også et fascinerende og svært velskrevent indblik i kaffens historie og betydning, og kan lånes via eReolen Global.

Næste bog har også en imponerende rejse i fokus, om end det skotter lidt på kaffe.

Efter at have tilbagelagt gode 3500 km ned ad de russiske floder i kajak skrev Thomas Frank sidste år ‘Min vej til vikingernes Byzans – 65 dage i kajak’.

Udover den fysiske rejse fra Sankt Petersborg til Istanbul, bl.a. for at undersøge i hvor høj grad vikingerne tog kristendommen med sig til Norden fra Byzans, så bliver vi også taget med på en teologisk og kirkehistorisk rejse. Jeg er nærmest militant ateist, men jeg nød at følge med Frank ned ad de mægtige russiske floder og læse hans teologiske betragtninger undervejs.

‘Min vej til vikingernes Byzans’ blev mig anbefalet af en låner på mit bibliotek, og det er jeg hende taknemmelig for. Det var ikke en bog, jeg af mig selv havde fået læst, tror jeg, og det havde været en stor skam. I ny og næ er det godt at blive udfordret lidt.

For et par år siden begyndte jeg at lytte til podcasten ’The Curious Cases of Rutherford and Fry’ og faldt pladask for den sjove, begavede og uprætentiøse matematiker Hannah Fry. Sammen med sin makker Adam Rutherford giver hun et indblik i videnskab, matematik, dinosaurer og alle mulige emner. Alt sammen formidlet med overskud og et skarpt blik for, at videnskabelige analfabeter som jeg skulle kunne forstå emnet og blive klogere.

Samme flair for formidling udviser Fry i ‘Hello World – How to be Human in the Age of the Machine’, hvor hun med sikker hånd viser os, hvordan algoritmer og matematik på godt og ondt påvirker vores liv i højere og højere grad.

‘Hello World’ minder mig lidt om Cathy O’Neils ‘Weapons of Math Destruction – How Big Data Increases Inequality and Threatens Democracy’, men den er mere charmerende og Frys evne som formidler skinner virkeligt igennem.

Apropos god formidling, så er der nok en Fry med på listen over anbefalet læsestof. Denne gang mageløse Stephen Fry (ingen relation til Hannah i øvrigt) og hans fremragende ’Mythos’. Stephen Fry genfortæller i ’Mythos’ med typisk vid og lune en række af de gamle græske myter og sagn. Jeg elsker Stephen Fry og kan kun anbefale ’Mythos’.

Ingen anbefaling fra min hånd er komplet uden Philip Kerr og Lee Child. Der skal også være plads til lidt underholdende spændingslitteratur, ikke mindst i sommerferien.

Kerrs allersidste bog er den nyligt udkomne ’Metropolis’, og er en del af ’Berlin Noir’-serien. Som altid følger vi berlinerdetektiven Bernie Gunther. Denne gang er vi dog helt tilbage i 1928, og nazisterne er endnu ikke kommet til magten, men man aner uvejret i horisonten. Kronologisk er ’Metropolis’ den første bog i serien og det er her fundamentet lægges til den kyniske, småfordrukne Bernie Gunther, vi møder i ’Martsvioler’. På sin vis er det en fin sløjfe, Kerr her får bundet på serien.

‘The Midnight Line’ er den 22. bog i serien om actionhelten Jack Reacher og er just udkommet på dansk under titlen ’Under dække’. En pantsat West Point-ring sætter lavinen i gang og fører vor mand Reacher ud i skumle og gedulgte hjørner af America. ’Under dække’ er en typisk Reacher-bog, men der er to ting, der skiller den lidt ud fra resten af serien. Indledningen er nok den bedste Lee Child endnu har skrevet, mens selve kernehistorien er ganske hjerteknusende.

Begge bøger er i øvrigt imponerende godt oversat af hhv. Ole Steen Hansen og Jakob Levinsen. De har vanen tro gjort et godt stykke arbejde med at ramme den særlige tone i Kerr og Childs bøger.

Mikkels tips til sommerferielæsning 2019

Sidste sommer havde jeg et Young Adult-projekt kørende med Josephine (da 15). Det skal vi nok ikke i år. Det var nu ellers ret hyggeligt. Jeg fik læst både Hunger Games-trilogien, et par fine, men hurtigt glemte titler og så David Benioffs ‘Tyvenes by,’ som er min ny standardanbefaling, når folk beder om læsetips. Min søde kæreste lod sig overtale og kan bekræfte, at den er voldsomt god. Josephine ligeså. Min tidligere anbefaling var i øvrigt Emily St. John Mandels ‘Station 11,’ og den holder stadig. Se også medblogger Ries tidligere meget fine skriverier.

Jeg har fået læst en del skønlitteratur på det seneste, og det har været herligt! Jeg har en tendens til at falde i faglitteratur alt for meget, men nu skal jeg holde mig i det gode spor. Samtidig er jeg nået dertil i min omfattende begynder-læsning om buddhisme og stoicisme, at jeg skal have operationaliseret det ud i en mere systematisk praksis med min uundværlige bullet journal i centrum. Okay, det lød vildt djøffet ☹ Jeg er mest til store proklamationer og totale omkalfatringer, men denne gang tror jeg, jeg vil gå mere inkrementelt til værks. Til det formål har jeg indkøbt en fin bog om den japanske Kaizen-metode. Kaizen er oprindeligt en effektiviseringsmetode til industriel produktion, men har spredt sig derfra, og handler banalt set om kontinuerlige, små forbedringer. Den glæder jeg mig meget til. Jeg er kommet til at købe to faktisk.

For to uger siden var der et spørgsmål i bibliotekernes litteraturformidleres Facebookgruppe om gode litterære citater om Afrika. Jeg blandede mig med mindet om én af novellerne i Peter Høeghs ‘Fortællinger om natten,’ så jeg lånte den på eReolen og begyndte at bladre hurtigt igennem. Jeg skal SÅ meget genlæse tidlig Peter Høegh, kan jeg mærke! ‘Fortællinger om natten’ og ‘Forestillinger om det tyvende århundrede.’ Retrooooo!

Slutteligt skal jeg på jagt i min Kindle efter ulæste titler. Jeg fornemmer, der ligger nogle fra de sidste to års New York Times bestsellerliste ganske urørte og glemte. Jeg har en indrømmelse. Jeg er ikke altid helt klar over, hvad jeg køber til min Kindle. Faktisk gik jeg ind på Amazon for at købe Kaizen-bogen, og så var der en lille notits om, at jeg allerede havde købt den. Det kan jeg overhovedet ikke huske. Måske bogshopper jeg i søvne? Anyway; Celeste Ng’s ‘Little Fires Everywhere.’ og Gail Honeyman’s ‘Eleanor Olyphant Is Completely Fine’ ligger der i al fald. Begge er i mellemtiden oversat til dansk, men det er der jo ikke noget at gøre ved.

Jeg har åndssvagt travlt med at lukke 1.000 ting ned inden ferien, men jeg tror, det lykkes, og jeg glæder mig meget til sommerferie og dovne læseformiddage i haven. God sommer!

#bogsnak

Blogkollektiv om litteratur, bøger og læsekultur