eReolen går amok!

Der er en gammel vittighed om John Jacob Astor IV; verdens på det tidspunkt rigeste person. Han var den største kändis på Titanic og stående i baren, mens kaos brød ud omkring ham, skal han have bemærket: ”Jeg ved godt, jeg bad om is, men der her er jo latterligt!”

På samme måde – og vi strækker sammenligningen lidt her – skulle vi hilse fra eReolen og sige, at vi ved godt, vi altid har bedt om mere brug og flere lånere, men det her er jo vanvittigt. Og på en uhyggelig baggrund. Hvor vanvittigt? Det vil jeg prøve at beskrive her og i øvrigt spekulere ansvarsløst om fremtiden.

Onsdag d. 11. marts om aftenen holdt statsministeren pressemøde og erklærede Danmark mestendels lukket ned pga. coronavirus’ hastige fremmarch. Torsdag d. 12/3 vågnede vi til en ny virkelighed og for rigtigt mange mennesker starten på en ny hverdag derhjemme. eReolen vågnede også til en ny virkelighed.

Unavngivet

Torsdag-fredag var en lidt underlig mellemperiode, og så blev det weekend. Mandag gik det dog helt bananas, og det ligner starten på et mønster med mandage. Det hele blev naturligvis bedre af, at København satte kvoten op fra tre e-bøger og tre lydbøger til fem af hver, mens Aarhus senere satte sin kvote op fr 3/3 til 6/6 – bare for at overgå os, de bæster! En god snes biblioteker hævede lånekvoterne. En enkelt op til 1.000, men så skal man altså læse meget!?

I København har vi alle dage været lidt nærige med vores 3/3-loft, men vores problem er, at hovedstadens månedlige befolkningsvækst er ca. +1.000. Jeg bor i Nyborg kommune, hvor vi er 36.000 mennesker. Hver tredje år flytter altså, hvad der svarer til Nyborg kommune til København. De skal betjenes med et budget, der hverken indeksreguleres eller demografireguleres, så vi er lidt fanget i det sædvanlige biblioteksparadoks, at vi ender med ikke at have råd til vores succeser. Og i København, hvor vi er vant til at underpræstere i forhold til det nationale, digitale udlån, er vi totalt klassens dengser i øjeblikket. Se lige her:

Unavngivet2

De stiplede linjer er det daglige gennemsnit for marts 2019.

Det er jo helt fabelagtigt, at biblioteket, der normalt er Danmarks suverænt mest anvendte kulturtilbud, også kan gøre en forskel, når vi alle sammen skal blive indenfor, og det fysiske bibliotek er lukket.

Det er heller ikke kun de samme brugere, der bruger os endnu mere. Vores support drukner i nye brugere, der stiller rimeligt grundlæggende spørgsmål om funktionaliteten, og først og fremmest får vi henvendelser fra grundskole- og gymnasieskolelærere, der desperat prøver at anvise læsestof til de hjemmebundne elever. Vi skylder her vores gode venner hos forlagene stor ros. Ugen igennem har jeg hængt i telefonen og bedt dem enten lægge fraværende titler på eReolen eller lægge eksisterende titler i en mindre restriktiv udlånsmodel, og i alle tilfælde har de gjort det, de søde englebasser 😊

Tal på bordet!

Unavngivet3

NB: Ekskl. podcasts

Jep! København har mere end fordoblet sit udlån i forhold til marts 2019, mens vi nationalt ligger på +83,7% Det er helt vildt, og vi skylder en stor tak til de åndssvagt dygtige formidlere, der sidder på eReolen, i København og rundt omkring i landet og giver den fuld klampe på alle de digitale kanaler.

Det er ikke kun eReolen, der oplever denne nye interesse i øvrigt. Også hos de kommercielle streamingtjenester oplever de vild stigning. En forlagskontakt fortalte mig, at eReolen sådan set holder sin procentdel af omsætningen hos dem, så det må jo være den logiske konklusion. Den eneste forskel er, at de plejer at opleve weekenden som den mest aktive periode, mens det nu er hverdagene ligesom på eReolen. Det antyder jo heftigt nogle voksne og børn, der keder sig voldsomt i den skolelukkede periode.

Så hvad nu? Har vi konverteret en masse mugglere til læsningens magi? Denne her åndssvage pandemi forsvinder jo forhåbentligt snart igen – for nu i al fald – og hvor mange er så tilbage? Ikke alle selvfølgelig, men for de kommercielle aktører gælder det, at gratis-kunder smutter igen, hvis de aldrig kommer i gang med tjenesten, men lokker man en bog eller to i dem, stiger sandsynligheden voldsomt for, at de bliver hængende. Følgelig er det mest sandsynlige, at en god del af de mange tusind nye brugere bliver hængende. Det er godt nyt for læsningen, der er under generelt pres i et samfund i desperat underskud af tid og opmærksomhed og specifikt pres fra de nye generationer, der har et ganske andet medieforbrug end deres forældre.

Eller dropper vi alt det digitale, når vi bliver lukket ud og hylder i stedet det analoge og det fysiske fællesskab? Kommer hinanden ved, til vi introverte får eksplosionsagtig kvalme over fællessange og lallen rundt om majstænger?

Spændende bliver det!

Skraldebyg og syndflodsmyter

”Spis bøf en anden gang, og syng i stedet en sang”. Så kort kan det siges. Eller rettere synges, når det handler om vinderen af MGP 2020. Hun hed Liva og vandt med en iørefaldende sang holdt i glade harmonier. Hun sendte også denne opfordring: ”Pas godt på vores jord. Jeg skal bruge den, når jeg bliver stor.” Der var håb og handling i den sang, og det glider lige ned. Ligesom forløbet ”Klima, skraldebyg og bæredygtighed” i min søns klasse.

Hvis du som voksen føler trang til at udforske de store spørgsmål om klodens fremtid sammen med et barn på en anden måde, så kommer her tre bud. For der findes børnebøger som går i kødet på de store temaer med en særlig, litterær opfindsomhed. Her er der plads til at få vendt og drejet ængsteligheden.

Bøgerne giver os en fin anledning til at få snakket med børn om, hvor svimlende det er, at vi faktisk ikke ved, hvad fremtiden indeholder.

Det mærkelige er, at humor, varme og undren godt kan optræde side om side med uro og afmagt. Hermed har jeg mere end antydet, at dette indlæg også er en hyldest til børnelitteratur, der fletter det komplekse og det enkle sammen i én historie. Der er nemlig noget, vi ikke behøver at skrue ned for: De nuancerede og forskellige fortællinger om, hvordan verden også kunne se ud. På godt og ondt.

Vitello redder verden
Vi befinder os i et univers, der er trygt og velkendt. Tusindvis af børn og forældre hygger sig med Vitello og hans venner året rundt. Bøgerne er sjove og skæve. Humoren tiltaler både store og små.

Men denne gang er temaet ikke klamme kærester, der hedder Kamma, eller Vitellos bestræbelser på at score kassen som blomstersælger. Nu handler det om noget globalt: Vitello er nødt til at redde verden. Og det i en ruf. For han skal være millionær og køre i en sportsvogn, når han bliver voksen. Så hjælper det jo ikke noget, at verden er gået under!

Det viser sig dog, at det ikke er så nemt at gøre det rigtige. Andre mennesker bliver faktisk skidesure, når man sammen med sine venner går i gang med at redde verden.

Det går dog bedre med en kat….

img_4075

Vitello handler sig generelt ud af mange situationer. Men lige den her med at redde verden viser sig at være ekstra svær. 

Det hus Jack (og Melissa) byggede
“Det meste ligger øde. Meget er i stykker”. Sådan begynder denne historie om en dreng, der hedder Jack. Han finder materialer rundt omkring. En hammer. Nogle søm. Han ser også en pige. Hen ad vejen finder de to ud af, at de skal bygge et hus sammen.

De får også en hund. Det er lige før, man aner Adam og Eva i baggrunden af fortællingen. For hunden skal jo have et navn, og det diskuterer Jack og Melissa. For der er mange at vælge imellem.  Men så kommer der mindelser om Noas ark, for flere dyr kommer til. Og andre børn. Regnen begynder at falde. Det ender med, at huset nærmest bliver til en båd.

Med de fineste antydninger får forfatter Kim Fupz Aakeson og illustrator Lilian Brøgger vist, hvordan de to børn midt i en øde og ødelagt verden finder styrken i at være to. Du er ikke alene.

Jeg er vild med den bog.

img_4074

Se øjenkontakten mellem de to børn. De ved godt, at det betyder alt, at man ikke er alene i verden. Især ikke når verden bliver totalt oversvømmet. 

Huset på havets bund
Der er vand, oversvømmelse og våde strømper til overflod i Martin Glaz Serups og Lars Vegas’ gådefulde bog om en pige, der besøger sin farfar. Han har fundet en underlig maskine i sin kælder, en gammeldags iPad. På skærmen er et hus på havets bund og to skygger af en mand og en pige. De ligner pigen og hendes farfar. Der kommer havlyde fra apparatet.

Fiktion og virkelighed flyder sammen i fortællingen, mens vandet stiger. Pigen kigger ud af kældervinduet og kan se, at de voksne løber rundt med skovle og sandsække. Imens siver der vand ud af apparatet. Det kan ikke stoppes. Vand indenfor og vand udenfor.

jeg tør slet ikke at kaste mig ud i en tolkning, men jeg mærker næsten vandets kulde og fugten i luften, mens jeg læser bogen. Alting bliver sløret til sidst. Som set gennem bølgende vand. Mit bud er, at man skal læse denne bog langsomt og grundigt sammen med børn. Den skal opleves og dvæles ved, mens man undrer sig over det mærkelige og uforståelige. Nogle gange er der ikke forklaringer.

rbt

Alting flyder og flyder sammen i denne alt andet end selvforklarende billedbog. 

Boginfo
Vitello redder verden af Kim Fupz Aakeson og Niels Bo Bojesen
Udgivet på Gyldendal, 2017.

Det hus Jack (og Melissa) byggede af Kim Fup Aakeson og Lilian Brøgger
Udgivet på Gyldendal, 2017.

Huset på havets bund af Martin Glaz Serup og Lars Vegas
Udgivet på Gyldendal, 2018.

Flere tips
Københavns Bibliotekers Børnebogcast har lavet et tema klima og natur i børnebøger

Litteratursiden har skrevet om klimakrise i børnehøjde

Nina Goga, der er professor i børnelitteratur ved universitetet i Bergen, har været med til at redigere en antologi om børnelitteratur som en reaktion på klimakrisen. Den fik en fremragende anmeldelse i Information i 2018.

Et socialrealistisk bogtip

De, der kender mig ved, at jeg er en sucker for socialrealisme. De, der ikke kender mig ved det så nu, hvor I læser disse linjer.

Forfattere som Tove Ditlevsen og Martha Christensen står mit hjerte nær – og jeg skamroser gerne disse og andre forfattere, der skriver socialrealistisk.
I 2019 valgte Gyldendal så at udgive en Tove Ditlevsen-bog – og det var en rigtig god ide hvis du spørger mig (og det ved jeg godt, at du ikke gjorde).
Denne bog af Tove Ditlevsen har jeg nu læst og det er der kommet følgende anmeldelse ud af:

Tove Ditlevsen begik som bekendt selvmord i 1976 efter et langt liv præget af et skrøbeligt sind og 4 ægteskaber, der på mange måder var problematiske. En af hendes ægtemænd gjorde hende til narkoman, en anden havde hun et had-kærlighedsforhold til og var et ægteskab, der udmøntede sig i en sindsoprivende skilsmisse.

I slutningen af 2010´erne åbner medarbejdere på Gyldendal et gammelt pengeskab. Her finder de en bunke breve, der viser sig, at være de originale breve, som Tove Ditlevsen gennem flere år sendte til Mogens Knudsen, der fra 1969 var Tove Ditlevsens redaktør på Gyldendal.

I 2019 blev disse breve udgivet i bogform – og hvilken bog, den er aldeles fremragende.

Brevene giver et indblik i hvilket sammensat, skrøbeligt og begavet menneske Tove Ditlevsen var, men de er også en beskrivelse af Tove Ditlevsens hverdag og af det samarbejde og den relation, der opstod mellem en af landets bedste og mest populære forfattere og hendes redaktør.

I brevene skriver Tove Ditlevsen om sine økonomiske forhold, om hendes børn og svigerbørn, om relationer med de læger og psykiatere, der behandler hende når hun er indlagt, om forholdet til hendes fjerde ægtemand Victor Andreasen, som hun senere blev skilt fra og om forhold til fans og de konfrontationer hun fra tid til anden havde med pressen. Med andre ord kan denne brevsamling godt beskrives som en slags all-round-portræt af Tove Ditlevsen.

Brevene er med til at tegne et billede af et begavet menneske, der havde et skrøbeligt sind og som var meget afhængig af at få positiv opmærksomhed fra omgivelserne. Et menneske med lavt selvværd til trods for stor litterær succes. Flere af brevene kan opleves som lidt pinlige når man læser dem fordi det tydeligt skinner igennem hvor meget Tove Ditlevsen som voksen kvinde higede og næsten tiggede om at få ros og anerkendelse af sin redaktør.

”Kærlig hilsen, Tove” er en sjældent fin læseoplevelse.
Et fornemt portræt af en forfatter, interessant læsning, velskrevne breve, der giver et godt indblik i hvem Tove Ditlevsen var som menneske.

Jeg har ikke noget dårligt at sige om denne bog, det var en fremragende ide at udgive disse breve i bogform, brevene var meget læseværdige og gjorde indtryk på denne anmelder. Jeg har kun ros til overs kan kun anbefale, at andre også læser bogen med Tove Ditlevsens breve.

Portræt af en nylæser

I serien Portræt af en læser er det nu blevet tid til at fokusere på en mand, der har givet sig selv en læseudfordring. Du kan roligt blive inspireret af Jan Gustav, der ikke har læst bøger i årevis. Men så traf han en beslutning om, at det skulle være løgn.

Lisbet: Hvem er du?
Jan Gustav: Det er verdens bedste spørgsmål 🙂 Jeg er 38, uddannet designteknolog og har en BA i kreativ kommunikation. Jeg arbejder freelance med grafisk design, samt indretning af kontorer, butikker, messestande og private hjem og er frivillig i en Røde Kors genbrugsbutik. Jeg er nysgerrig af natur og interesserer mig især for politik, samfund, religion, vores samtid, psykologi, filosofi og kønsdebatten.

For at opdatere mit eksamensbevis fra gymnasiet, læser jeg et intensivt tysk-kursus og håber at starte på en BA i religionsvidenskab på Københavns Universitet til efteråret. Og så elsker jeg loppemarkeder.

Jan Gustav portræt

Jan Gustav i hjemlige omgivelser. 

Lisbet: Hvad er dit tidligste minde om læsning?
Jan Gustav: Foruden Jumbo Bøger, Anders And og X-Men tegneserier, må det være Ib Michaels Vanillepigen, jeg i gymnasiet var meget begejstret for. Jeg kunne næsten dufte østens krydderier, jeg var enormt optaget af familierelationerne og trods en opvækst på Langeland og ikke som hovedpersonen i Roskilde, har jeg uden al tvivl spejlet mig i udlængslen.

Lisbet: Hvad betød læsning i din familie?
Jan Gustav: Ikke meget. Jeg tror, jeg med 99,9% sikkerhed kan sige, der ikke findes en eneste bog i mine forældres hjem. Der blev læst lokalavisen – grundigt, ugeblade og tekst-TV. Som voksen har jeg talt med min mor om det at læse og det at lære at læse. Vi husker begge tilbage på, hvordan jeg sad på armlænet af lænestolen i stuen, mens hun hjalp mig med læse-lektierne, som det fineste minde.

Lisbet: Hvordan var dit forhold til det at læse i din skoletid?
Jan Gustav: Allerede dengang havde jeg et nysgerrigt væsen, og jeg elskede at læse om nye universer, anderledes liv (end mit eget) og fordybelsen. Men jeg læste ikke så godt, eller så hurtigt som andre, så jeg kom hurtigt i kassen: Du kan ikke læse. Så i de sidste år i folkeskolen og igennem gymnasietiden læste jeg kun det, jeg absolut nødvendigt skulle.

Lisbet: Hvorfor har du givet dig selv en læseudfordring?
Jan Gustav: Igennem mine teenageår, 20ere og 30ere læste jeg næsten ikke. Jeg havde jo lært, jeg ikke kunne. For en tre års tid siden havde jeg orlov fra mit daværende job. Jeg faldt over en avis og begyndte at læse og indså, at jeg jo godt kunne læse. Selvfølgelig.

Så jeg gav mig selv en udfordring: Læs 12 bøger på et år. Det var ret vildt, når jeg kom fra ikke at have læst i over 20 år. Jeg læste ikke 12, men 22 bøger det år. Året efter ville jeg forsøge at læse 24 bøger. Jeg læste 49. Så i år tænker jeg 52 bøger må være et passende mål.

Jeg føler, jeg har meget at indhente, meget jeg er gået glip af, og at der er så meget viden og mange universer, jeg gerne vil stifte bekendtskab med.

Bogstak Jan Gustav

Bunken af læste (ikke ulæste) bøger vokser og vokser hjemme hos Jan Gustav. 

Lisbet: Hvad tror du, at læsningen kan give dig i dit liv i dag?
Jan Gustav: Det giver mig ro at læse. Det fodrer min nysgerrighed og interesse i vores samtid og andres liv, tanker og fremmede universer. Det giver mig også selvværd i form af viden og egentlig også i form af bare det, at jeg kan læse.

Lisbet: Hvordan finder du inspiration til din læsning?
Jan Gustav: Jeg følger de fleste forlag og de boghandlere, jeg godt kan lide, på Instagram og danner mig her igennem et overblik. Anbefalinger fra nær og fjern og andre udgivelser af de forfattere jeg er i gang med at læse eller tidligere har læst. Og min boghandler, de er virkelig skarpe og gode til at hjælpe en i retning af, hvad der måske ville passe en, baseret på hvad man tidligere har læst og ens interesser.

Lisbet: Hvor kan du godt lide at læse?
Jan Gustav: Jeg har et særligt hjørne i min lejlighed med en god, stor stol og udsigt til gaden. Der læser jeg meget. Når vejret er til det, læser jeg på min altan med stille jazz i baggrunden. I parker, på café, i metroen, toget og i bussen mellem København og Langeland, hvor tre timer er hel ideelt til fordybelsen, og i mine forældres baghave. Jeg kan læse alle steder.

JGS_Læsehjørne

Jan Gustavs læsehjørne. Eet ord: Aaahhhhhh. 

Lisbet: Hvad læser du lige nu?
Jan Gustav: Jeg har som regel gang i to bøger samtidigt. En skønlitterær og en mere faglitterær, jeg strækker over noget tid.

Jeg skal på Heartland festival senere på året og høre Jeffrey Eugenides, der i 2003 modtog Pulitzerprisen for ‘Middlesex’, jeg derfor netop er gået i gang med.

Og så læser jeg En introduktion til Hadith. Hadith anses i Islam for at indeholde sande fortællinger om profeten Muhammed, hans ord og gerninger, overleveret af hans tilhængere og nedskrevet omkring det 8. og 9. århundrede. Sammen med Koranen udgør Hadith grundlaget for den islamiske tro og praksis. Med mine forhåbentlige kommende studier i tankerne, er det naturligvis superinteressant.

Lisbet: Hvad skal du læse senere på året?
Jan Gustav: Jeg forsøger at blande godt og gammelt, klassisk og nyt. Som sagt føler jeg der er meget at indhente. Jeg glæder mig til ‘Kirke’ af Madeline Miller; historien om den græske gudeverden, et univers jeg ikke har stiftet bekendtskab med før, og med en stærk kvindelig hovedperson. (Lisbets bonustip: Læs Jans anmeldelse af ‘Kirke’ her på bloggen.)

Den voldsomt omtalte og i nogle lande bandlyste ‘De Sataniske Vers’ af Salman Rushdie fra 1998 om race, kultursammenstød og religion, har længe stået på min liste og faktisk også i min reol. Den glæder jeg mig rigtig meget til.

Og så er det gået op for mig, at jeg kun har læst et mindre uddrag af George Orwells ‘1984’ fra 1949, så den tænker jeg bestemt, det også er tid til at få læst det hele af – og skræmmende som den fortsat er aktuel den dag i dag.

Flere portrætter
Portræt af en læser-serien har tre års jubilæum i disse februardage. Find alle portrætterne her:

Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en dimittend der læser
Portræt af en læser i nulte
Portræt af en læsekreds
Portræt af en læser med lister
Portræt af en læsende øbo
Portræt af en gymnasieelev der læser

 

 

Vi er alle bønder

For få dage siden hørte jeg en veloplagt og glimtvist smældende sarkastisk Dennis Nørmark fortælle om begrebet pseudoarbejde. Antropologen Nørmark har sammen med filosoffen Anders Fogh Jensen skrevet en hel bog om emnet. Den har fået meget omtale siden udgivelsen i 2018. Læs mere om, hvordan vi fik travlt med lave ingenting på http://www.pseudoarbejde.dk/

Nørmarks oplæg tog afsæt i den kendsgerning, at vi alle for få generationer siden var bønder. Danmark var et landbrugsland. De fleste boede og arbejdede på landet.

Det satte gang i tanker hos mig. Ord som “korntørringsanlæg”, “Landsbladet” og “flyvehavre” dukkede spontant op. Er Bintje eller Sava-kartofler bedst til julemiddagen? Hvordan går det med Bent fra tyrestationen? Og må jeg komme med de voksne ud og kigge på bedriften, når vi er færdige med hønsekødssuppen, tarteletterne og den hjemmelavede is med hindbærsovs hos moster Else og Poul i Pilgaard i Snevre uden for Bjergby?

Du ser det for dig: Den lille Lisbet voksede op på landet. I anledning af udgivelsen af det faglitterære pragtværk Dengang vi var bønder dyrker jeg i dette indlæg bondetemaet. Måske kan det give dig anledning til at kaste et blik på dine egne aner. Nogle gange skal vi dvæle ved fortiden, både med og uden nostalgi.

Nu har du et påskud for at sætte 2020 på hold. Som Svend Brinkmann sagde i sin nytårstale 2019: “Lad os gå baglæns ind i fremtiden”.

Den ultimative bog om bønder
Min familie var landmænd eller rundet af landbrugsfamilier. Der var ikke brug for at træffe et karrierevalg. Valget var truffet på forhånd. Sådan var det for min far Frede Vestergaard. Han blev født i Vendsyssel i 1937 på en gård. Han havde to ældre søstre, en far og en mor og dertil to ugifte fastre som nærmeste naboer.

Da han var blot to år gammel, døde hans far af blødende mavesår. Frede voksede op omgivet af kvinder og med et massivt forventningspres: Han skulle jo køre familiegården videre. Det var ham, der fra en tidlig alder var manden i familien. Det var en til tider svær opvækst. Historien går, at han som konfirmand efter festlighederne smed sig ned på stuegulvet og græd. Der havde været så mange taler om, at NU var han voksen og klar til den store opgave. Det blev for meget for den 14-årige dreng.

Som ung mand forpagtede han gården ud og tog to år til Thailand som ulandsfrivillig. Han måtte ud og have luft. Han rejste den dag, John F. Kennedy blev myrdet. Den store verdenshistorie og vores familiehistorie fletter sig sammen her.

Da han kom hjem, begyndte han at læse til lærer, og landbruget blev til en lystbåret bibeskæftigelse. Men stress ved høsttid var der fortsat, og han brugte mange timer på at harve, så, sprøjte og alle de andre opgaver, der knytter sig til at have jordbrug. Hans tre børn tog videregående uddannelser: Præst, designteknolog og magister. Så kort var der fra jord til kontor i denne gren af familien Vestergaard.

Min far er væk nu, men jeg ved, at han ville have været begejstret for den imponerende kleppert af en coffee table-book, som Dengang vi var bønder udgivet i 2019 er.

Historikeren Peter Henningsen tager afsæt i ældre tiders bondekultur fra cirka 1700 til 1900. Han beskriver hverdagslivet på landet med mange detaljer og et stort sprogligt overskud. Hvad skete der bag bindingsværket? Hvad spiste de? Hvad tænkte de?

En stor del af bogen handler om de gamle danske bondegårdes arkitektur, som udgør en vigtig del af vores kulturarv. Bogen er fyldt med billeder, der gør det nemt for læseren at være tidsrejsende. Mit bud er, at mange børn også vil kunne gå på opdagelse i bogen. Med eller uden bedsteforældre som med-læsere.

Der er også citater fra samtiden, som ridser de store, samfundsmæssige linjer op. Da urbaniseringen for alvor begyndte, var det en del af drømmen om det gode liv at have en kolonihave. I dag skal vi helst have et væld af grønne planter inde i stuerne, og selvforsyning selv af allerlaveste karat (i stil med karsedyrkning og andet småtteri) hyldes. Fra Bonderøven og Signe Wenneberg til Årstidernes grøntsagskasser og Camilla Plums sylteguide: Jordforbindelse er the shit.

Midt i alle livsstilsbøgerne om klimabevidst forbrug i hverdagen og udnyttelse af madrester finder jeg det vederkvægende at bladre i en historisk bog som Dengang vi var bønder. For hvordan var det nu, det hele begyndte?

bønder

Der gemmer sig 1000 historier i de ansigter og hænder.

Markens grøde
Knut Hamsun fik Nobelprisen i litteratur i 1920 for Markens grøde. Jeg har et særligt forhold til romanen, der bunder i en solid, sort, litterær samvittighed – for jeg har ikke læst den endnu. (tjek #sortlitterærsamvittighed på Instagram hvis du vil finde en masse folk at være i klub med).

I min fars sidste år havde han ikke så meget stemmekraft. Han trænede den om aftenen, når han læste højt for min mor af Markens grøde. Når man skal træne sin stemme, kan man lige så godt bruge kræfterne på verdenslitteratur. De sad inde i stuen i hver deres bløde stol. Min mor strikkede imens, og der lå med stor sandsynlighed en sort kat på min fars lår under højtlæsningen.

Jeg vil kunne høre min fars stemme, når jeg læser romanen. Selv om det vil være godt, bliver det også hårdt. Men der går ikke lang tid. Så går jeg i gang. Jeg kan bruge Nobelprisen 1920 som anledning: 100-års jubilæet skal da markeres. Jeg burde for øvrigt læse den på norsk.

Bogen er ifølge det norske Hamsuncenter “Hamsuns store jordbruksepos. Romanen forteller om hvordan gården Sellanraa utvikles fra en enkel jordgamme til et gårdsbruk. Isak er verkets hovedperson, og skildringen av den ordfattige mannens opplevelse av arbeid, kjærlighet og alderdom er gjort med innlevelse og patos. Ved Isaks side står Inger, som han får to sønner med. Det tredje barnet, en datter, har hareskår som Inger selv, og hun dreper det ved fødselen. Da Inger vender tilbake til Sellanraa etter fengselsoppholdet i byen, blir konflikten mellom by og land tydelig. Med sin samfunns- og sivilisasjonskritikk særlig rettet mot industrialisering, urbanisering og verdiforflatning, traff romanen en nerve i europeisk etterkrigstid.”
(Kilde: https://hamsunsenteret.no/no/knut-hamsun/bokene/work/?Article=207).

 Det er stærke sager.

markens_groede

En ikonisk Tranebog.

Hvad skal vi med landbruget?
Her godt 100 år efter Markens Grøde, der udkom i 2017, er landbruget uigenkendeligt forandret. Det sætter Jørgen Steen Nielsen streg under med et bombardement af data og tal i pamfletten på 80 sider med titlen Hvad skal vi med landbruget?

Dramaet er mærkbart, men der er ikke meget poesi i det: Hver dag lukker to landbrug i Danmark. Konkurser er hverdagskost. Hvis denne udvikling fortsætter, er der om 10 år én enkelt landbrugsgigant tilbage i Danmark – én enkelt mega-landbrugsfabrik.

Dyrevelfærd og fødevarekvalitet er heftigt omdiskuterede emner. Jorden og bedrifterne bliver presset. Alting skal produceres mere effektivt, men samtidig koste mindre. Forbindelsen mellem land og by, producenter og forbrugere er kappet. Alt, hvad der har med moderne landbrug at gøre, bevæger sig nedad i en dødsspiral.

Sådan er den første del af bogen. Så kommer der et glimt af lys: For der findes alternativer. Jørgen Steen Nielsen præsenterer dem under fire overskrifter, som til sammen kan give en landbrugsreform med et bæredygtig perspektiv. De er: Økonomisk oprydning, Nye ejerformer, Større robusthed og Grøn omstilling.

Jeg er begejstret for bøger af denne type, hvor viden, holdning og ideer til handling kombineres i en kort, slagkraftig form. Hvor Dengang vi var bønder peger tilbage, peger Hvad skal vi med landbruget? fremad.

Jeg glæder mig personligt over, at min far allerede omkring 1970 besluttede at droppe landbrug som sin primære indtægtskilde. Hellere tage valget selv end blive tvunget af udviklingen, omstændighederne, verdensøkonomien og alt det andet, der gør os mennesker så små i det store spil.

landbruget

Hvis du er til Tænkepauser, er du også til Moderne ideer.

 

Johan og Alma laver køkkenhave
Mange elsker Bonderøven på DR. Sæson efter sæson inviterer han os ind på Kastanjegårdens jorder. Hans flittige hænder og selvforsyningsideologi er mangen storbyboers gyldne øko-fantasi. At pylre om surdejen og den hjemmelavede surkål ved køkkenbordet på Frederiksberg er godt. Men at bygge sin egen lade og pløje med hest som trækkraft!! Det slår alt.

Vi drømmer om at give vores børn jord under neglene og få dem til at sanse og forstå forbindelsen mellem jord og bord.

Selv er jeg notorisk uinteresseret i havearbejde. Men måske kan min bedre halvdel give glæden ved selv at dyrke planter videre til vores søn. Det kan være, at de sammen kan kigge i Bonderøven Frank Erichsens hustru Theresa Jessings blanding af højtlæsnings- og brugsbog med titlen Johan og Alma laver køkkenhave.

Bogens kapitler følger årets gang. Johan planlægger, hvor han vil så gulerødder og andre grøntsager, og lillesøster Alma, mor og far er med hele vejen igennem. Living the dream med hyggelige illustrationer af forfatteren og tips til frøsamling og forspiring.

At koble tilbage til indlæggets første afsnit om pseudoarbejde kan ikke blive andet end villet. Men jeg gør det! For efter en lang dag med ligegyldige tavlemøder og nulren med farverige PowerPoints i det åbne kontorlandskab, så er der vel ikke noget bedre end at tage hjem og gå i haven med sine børn og sammen luge mellem gulerødderne. Eller i hvert fald læse en bog om det.

At have jord i hovedet og halm i ørerne kan ende med at blive vores alle sammens redning.

køkkenhave

Der er kælet for illustrationerne i Johan og Almas første køkkenhave.

Boginfo

Dengang vi var bønder af Peter Henningsen.
Udgivet på Gads forlag, 2019.

Markens grøde af Knud Hamsun.
Udgivet på Gyldendal,  2017.

Hvad skal vi med landbruget? af Jørgen Steen Nielsen.
Udgivet på Informations Forlag, 2016.

Johan og Almas første køkkenhave af Theresa Maria Jessing.
Udgivet på Turbine, 2018.

Mere om bondelivet og selvforsyningstanken
I 2018 solgte min mor Vestergaard og flyttede til et mindre hus. Det skrev jeg om i indlægget Farvel til fødegården 

Ligesom der findes comfort food, findes der comfort books. En af dem er Selvforsynende på 1. sal, som jeg omtalte i et blogindlæg i vinteren 2019

Liv Thomsen er ejer af Historieselskabet, tilrettelægger og forfatter. Hun har lavet tv-serien Dengang vi var bønder, der blev vist på DR K i 2018. Du kan heldigvis streame den her: https://www.dr.dk/drtv/episode/dengang-vi-var-boender_52746

 

Den gode bogsnak

Kultur, ikke mindst litteratur, har en imponerende evne til at skabe relationer og venskaber. F.eks. endte jeg en sen aften for år tilbage med at sludre om science fiction med Søren Kenner.

Sørens navn var et af de navne, der tit dukkede op, når der lystigt blev debatteret politik og samfundsforhold på de sociale meder. Men i dette tilfælde handlede det om science fiction bøger og forfattere, om end jeg ikke husker, hvordan vi kom ind på det.

Nå, siden er Søren blevet en god ven, som altid velvilligt og venligt stiller op, når jeg plager ham med spørgsmål om dette og hint. Som f.eks. her om bøger og biblioteker.

Faktisk kom vi så vidt omkring – vi er ikke just kendt for vores mådehold, når det kommer til ord -, at jeg har delt samtalen op i en post om bøger og læsning her på Bogsnak og en med fokus på biblioteker ovre på DGBib.dk.

Søren Kenner om bøger, læsning og den gode litteratur

Men lad os for en god ordens skyld starte med at introducere Søren.

Jan: Med egne ord, hvem er Søren Kenner?

Søren: ”Gammel hippie og fritænker. Relativ succesfuld jack-of-all-trades: Iværksætter, forfatter, musiker, politisk aktivist, kommunikatør og ekspert i online salg. Bor i Cambridge med min søde hustru og to næsten voksne børn. Storforbruger af læseoplevelser, elsker min Kindle – alle burde have en – og læser både masser af faglitteratur, skønlitteratur, biografier mv.”

Jan: Er du den fødte læser?

Søren: ”Ja! Af flere grunde. Jeg lærte at læse tidligt, og læser meget hurtigt. Allerede i 3. klasse havnede jeg i “specialundervisning”, hvilket betød, at jeg kunne droppe ud af undervisningstimer, som kedede mig voldsomt og i stedet hoppe ned på skolebiblioteket. Her støvsugede jeg hurtigt den mest interessante del af udvalget fra ende til anden. Jeg elskede Jules Verne, Jack London, Mark Twain, Niels E. Nielsen, Willard Motley … Jeg havde også lidt hjælp hjemmefra, hvor min far udover at “tvinge” mig til DR’s torsdagskoncerter hver eneste fucking uge – dengang hadede jeg det, men nu er jeg glad for, at han gjorde det – sørgede for at jeg blev introduceret til Joseph Conrad, Hemingway, Shakespeare, Homer …”

Jan: Har bøger og læsning en anden betydning for dig i dag, hvor du bl.a. er blevet far, end det havde, da du var barn?

Søren: ”Egentlig ikke. Jeg har sammen med min søde hustru – der var en ørn til at læse for børnene, da de var mindre – sikret, at vores børn er vokset op omgivet af bøger, ideer, diskurs og diskussion. Der blev læst Tolkien, J.K. Rowling, Ursula K. Le Guin, Lene Kaaberbøl, Jan Kjær, Mark Twain og meget, meget mere. I dag ville man måske have stukket dem et podcast eller en audiobook, men måske ville der så have manglet noget.”

Jan: Du nævnte, at din far til din irritation udsatte dig for både torsdagskoncerter og litteratur. Hvordan tog dine egne børn det, at du selv gjorde det samme?

Søren: ”Det har sikkert til tider været frustrerende, men når jeg ser de unge mennesker, der er kommet ud af det, så har det været det værd. De er nysgerrige, søgende, velbelæste, selvtænkende, konfronterende, og allerbedst eksemplarisk forsøgende at udleve de ideer, de tror på. I øvrigt sjovt, at de to har formet sig helt forskelligt med holdningerne, der går fra socialstatshyldest til laissez-faire kapitalisme, men det gode er, at meningsudvekslingerne foregår med argumenter i stedet for med stråmænd og logical fallacies, og de bestemt har det godt med hinanden alligevel.”

Jan: Udover at læse meget, så læser du også meget bredt. Har dine læsevaner ændret eller udviklet sig med tiden?

Søren: ”De er blevet mere og mere esoteriske gennem årene. Groft sagt kan man opdele dem som følger:

God plotdrevet litteratur som eksempelvis James Lee Burke, Michael Connelly, Patricia Cornwell, Robert Crais, Lee Childs, Elmore Leonard, Cormac McCarthy etc. Også nogle gange mere ud i fantasylitteraturen så som Tolkien, Anne Rice, Isabel Allende, Neil Gaiman, Stephen King, Gabriel Garcia Marquez, Carlos Fuentez mv.

Klassisk litteratur som f.eks. Hemingway, Conrad, Blixen, Kipling og Walt Whitman, men også gerne Homer, Shakespeare eller Chaucer – som faktisk var ret morsom. Islandske sagaer not so much, omend Gaimans genfortolkning var ret underholdende.

Science fiction! Især near future og hard-science som eksempelvis Greg Egan, Greg Bear, William Gibson, Richard K. Morgan, Alastair Reynolds, Peter Hamilton, Paolo Bacigalupi, Liu Cixin … og selvfølgelig også masser af old-school sci-fi.”

Jan: Apropos hard-science, så læser du også en del faglitteratur, ikke?

Søren: ”Afgjort. Research af enhver slags. Altså, hvad vi ved – og gerne så tæt på kilden som forståelsesmæssigt muligt. Populærvidenskab især er vigtigt, fordi det giver almindelige, nysgerrige mennesker som mig en mulighed for at følge lidt med i, hvad der sker på forskningsområder som life-sciences, AI, kvantefysik mv. Jeg er også vild med databaser og statistik, fordi man der kan finde ud af, hvad der er hoved og hale på de nogle gange ret vilde påstande, man møder i medierne. Som oftest viser det sig, at journalisten har været doven, redaktøren click-bait søgende og at artiklen ikke er faktuelt velfunderet.

Og biografier og historie. Hvad skete der og hvad ved vi egentlig om Churchill, saxerne, vikingerne, første verdenskrig, anden verdenskrig, den kolde krig og magtpolitik? Hvad har formet vores virkelighedsopfattelse? Den nysgerrighed, der handler om at forstå verden i det hele taget – eller i det mindste at få et bedre indblik, mens vi glider gennem livet.”

Der burde ligge en bog af James Lee Burke på ethvert natbord

Jan: Hvis du skulle pege på en bog eller en forfatter, der virkelig har betydet noget for dig eller givet dig den helt store læseoplevelse, hvem skulle det så være?

Søren: ”Det er i virkeligheden en lidt subtil fornærmelse at bede om én bog eller forfatter, der har betydet noget, når sandheden er, at der er et kor på hundrede, der synger med, men lad mig nævne et par stykker…”

1. Næsten alt af James Lee Burke. Hans kobling mellem beskrivelser af landskab og vejrlig som et indblik i personernes sindstilstand er fænomenalt.

2. ‘Stranger in a Strange Land’ af Robert Heinlein. Bogen forklarer, hvorfor profeter aldrig bliver populære i deres hjemland, og rør lidt ved ideen om, at sindet er meget større end det, vi umiddelbart kan se og ved.

3. Joseph Conrads ‘Heart of Darkness’. Indsigten i de dystreste sider af det menneskelige sind og hvad tribalism kan gøre ved os – først publiceret i 1899 og “genfortalt” af Coppola i ’Apocalypse Now’. Den er lige så gyldig i dag som dengang.

4. Carlos Castanedas bøger om Juan Matus. En gakket sociolog tager stoffer med en mexicansk troldmand og opdager, at verden ikke er, hvad han troede. I bakspejlet ret åndsvagt, men i situationen givtigt og de gjorde indtryk, da jeg var en stor dreng. I øvrigt horribelt ringe skrevet.

5. Jaques Lacan og ideen om “mirror-image”. Hele diskursen om forholdet mellem “sind” og “samfund” og forsøgene på at forstå, hvad det er der foregår. Jeg kunne lige så godt have nævnt Freud, Arendt, Claude Levi Straus mf. Pointe: Sorbonne havde ret, ikke Frankfurterne.

6. Stephen Hawkings ’A brief history of time’ – og masser af anden fantastisk populærvidenskab som f.eks. Feynman, men egentlig også Tor Nørretranders udmærkede ’Mærk verden’-

7. Bill Brysons ’A short history of everything’- Ingen gør det bedre end Bryson, når det kommer til at opsamle og systematisere vidensområder på en hyggelig måde, så de bliver let forståelige for enhver.

Den gode samtale

Der er intet som bøger til at starte en samtale, og som både bognørd og bibliotekar ved jeg næsten ikke noget bedre end at snakke med folk om læseoplevelser og dele tips.

Netop det sociale element skal man nok ikke undervurdere. En ting er, at man som voksne falder i snak over den nye Lee Child eller Robert Crais bog, men højtlæsning tror jeg også skaber et helt særligt bånd til bøger, og forældre og børn imellem.

Jeg tænker i hvert fald, det er godt, at man ikke bare stikker ungerne ”et podcast eller en audiobook,” men sætter sig sammen med dem og er fælles om en oplevelse. Entusiasme har også en tendens til at smitte, og det er nok derfor, vi ofte oplever, at børn med læsende forældre gerne selv er glade for bøger og det at læse.

Derfor tror jeg heller ikke, det er uden grund, Sørens børn er velbelæste. Jeg tror, de fleste kan mærke Sørens entusiasme og glæde ved bøger. Den glæde smitter.

Og den glæde ved bøger underbygger min tro på, at dannelse og kultur er vigtigt og mere end blot flødeskum. Det er med til at gøre os nysgerrig på verden, giver os indlevelse og med lidt held sikre ”at meningsudvekslingerne foregår med argumenter i stedet for med stråmænd og logical fallacies.”

En blandet fagbogsbuket

Jeg elsker hverdagen. Det må jeg sige igen og igen. Jul og nytår, hygge og familiesamvær er skam godt. Men en kølig, klar januar med gode fagbøger er vederkvægende.

Derfor kommer jeg i dette blogindlæg med en fagbogsfanfare eller fagbogsbuket. Du vælger selv metaforen. Den tilnærmelsesvist røde tråd i de fire titler, jeg har valgt, er medier, kultur og kommunikation. Bøgerne er udkommet i 2018 eller 2019.

Undervejs møder du to YouTube-gamere, et egern, et forsvar for viden på længere enheder (bøger) og en hyldest til amerikanske superheltetegneserier.

Børn, unge og medier
Når emnet er noget med børn og skærme, bliver tonen tit ophidset, opskræmt og bekymret. Det er anstrengende. I hvert fald i længden.

I Stine Liv Johansen og Malene Charlotte Larsens bog Børn, unge og medier udgivet i forlaget Samfundslitteraturs serie ”Kort og Præcist om medier og kommunikation” har piben en anden lyd. Eller piben har flere lyde. De to forskere skriver stille, roligt og sagligt om, hvilken rolle medier spiller i børn og unges liv. De kommer ind på venskaber, leg og identitet og bruger konkrete eksempler undervejs, der folder den teoretiske tænkning ud. Det gør, at man som almindelig mor eller far kan følge med uden at kløjes i den akademiske fremlæggelse.

Begge forfatterne har publiceret ph.d.-afhandlinger inden for feltet, og Stine Liv Johansen er formand for Medierådet for Børn og Unge. De to forskere lægger vægt på, at børn og unge selv skal komme til orde i både forskningen og debatten om brugen af digitale medier, i denne sammenhæng primært i fritiden.

Netop denne insisteren på at børn og unge selv har værdifulde perspektiver, som det er vigtigt at inddrage, når vi som fagpersoner, forældre og samfund diskuterer digitale medier, gør, at jeg tager Johansen og Larsens bog meget seriøst. Det gør også, at jeg tager mig (minimalt) sammen og prøver at få en dialog med min søn på syv år om, hvorfor gamerne ComKean og Den Mandige Elg er sjove at følge på YouTube.

børn unge medier

Likes og mange hjerter herfra til denne fagbog udgivet på Samfundslitteratur.

Hvad er det så, der grundlæggende er på spil?

Det handler om at finde gode måder at leve med medier på (en formulering hentet fra bogens side 21), og det kræver, at vi tør at være nuancerede og altid kigge på praksis.

Der er ingen simple svar, når det gælder børn og unges (og voksnes brug) af de medier, der er til vores rådighed. Det er ikke nødvendigvis enten paradis eller katastrofe, der venter den unge generation. Ikke hvis man skal angribe temaet fra en forskningsmæssig vinkel, som denne tekst gør.

Bogen er god at få viden af, og den rummer ud over tre overordnede temakapitler om medier og legepraksis, sociale relationer samt identitet og selvfremstilling et afsluttende kapitel om børn og unge i et dataficeret samfund. Hvad betyder big data, de store medieaktørers forretningsmodeller og hele ideen om den kompetente, myndige borger i et samfund, hvor der findes data om alt og alle? Og hvordan klæder vi vores børn og unge på til denne virkelighed?

Hermed den cliffhanger, der får dig til at styrte hen i den nærmeste fysiske eller digitale boghandel/hen på biblioteket/ind på bibliotekets app for at få fingrene i denne udgivelse, der favner over så meget spændende stof på blot 128 sider.

Fik jeg nævnt, at den omfattende litteraturliste i sig selv er en guldgrube?

Hov, et egern: Forstå psykologien bag din digitale tjekkeadfærd
Nu vi er ved digitale medier: Ligesom mange andre har jeg et nytårsforsæt om at skære ned på den tid, jeg bruger på sociale medier. Jeg har ikke tænkt mig at droppe helt ud af dem. Jeg vil bare gerne være bedre til at hoppe af tjekkekarrusellen, hvor jeg tager en tur på Instagram efterfulgt af et besøg på Faceboook, rundt om LinkedIn og Pinterest og så en gang til. Eller to. For der kunne jo være kommet noget spændende siden sidst!

Her kommer psykologen Anders Colding-Jørgensen ind i billedet. Han har skrevet selvhjælpsbogen Hov, et egern. Det er en lille bog, der gør det nemt at komme i gang med nye vaner. Colding-Jørgensens hovedpointe er, at man ikke bare kan tage en digital detox. Man skal forstå sine egne vaner (om de så er digitale eller ej), for at kunne lave om på dem. Hvad trigger ens adfærd? Klassikeren er ventetid – hos lægen, ved busstoppestedet eller i den lange supermarkedskø. Det er nemt at tjekke telefonen, mens man står der.

Colding-Jørgensen abonnerer ikke på skrækforestillingerne om, at Facebook gør os til dopaminnarkomaner. Han tror på, at vi (voksne) er myndige individer, der formår at træffe valg og selv beslutte os for vores handlinger. Et godt stykke hen ad vejen. Vi har selv skabt vores vaner, og derfor kan vi også ændre dem. Det er befriende med den indstilling.

egern

Cuteness på forsiden.

Bogen giver forskellige anvisninger på, hvordan man kan ændre digitale tjekkevaner. Jeg har især taget disse to råd til mig:

  1. Læg færre ting op. Så bliver du ikke så ivrig efter konstant at tjekke, om der er kommet likes/kommentarer/hjerter. Et sindssygt simpelt råd. Og rigtig virkningsfuldt.
  2. Del stadig billeder og andre ting; men del dem ikke med hele verden. Jeg kan stadig dele smukke billeder eller situationer. Men jeg kan nøjes med at sende dem til min svigermor/min veninde/min søster. Alle mine forbindelser på sociale medier behøver ikke at se den fine solnedgang.

Colding-Jørgensen skriver så knusende pragmatisk, at det er sjovt. Der er ikke meget bullshit her og slet ingen løftede pegefingre.

Og hvad laver det egern i titlen? Tja. Man kan jo blive distraheret af alt muligt. Også af et egern, der hopper forbi ude i haven. Opmærksomhed er en underlig størrelse.

Læs et interview med forfatteren her: http://hovetegern.dk/om-bogen

Farligt: Hvordan de fodrer din frygt og hvorfor du æder det

Genren ”videnskabelig thriller” er nu officielt en af mine nye yndlingsgenrer efter at have læst denne underholdende og helt tørre bog om, hvordan vi både som individer og som samfund hver dag året rundt bruger krudt på at frygte de mest usandsynlige fænomener.

Trafik er farligere end terror. Men er det egentlig sådan, medierne fremstiller det? Der er da blevet hårdere og mere kriminalitet i Danmark de sidste ti år – er der ikke? For det virker da sådan, når man slår op en tilfældig avis. Forfatterne tager os med på en tur ind i en verden, hvor vi får øjnene op for, hvem der fodrer os med frygt og hvilke interesser, der kan ligge bag.

Som menneske har det i en evolutionær sammenhæng tit kunnet betale sig at være skeptisk og bange. Hvorfor dog tro, at et mærkeligt dyr, man aldrig har set før, er ufarligt? Hvorfor dog løbe risikoen for 20.000 år siden før penicillin og muligheden for at ringe til 1813 og 112 døgnet rundt? Men verden er på mange ledder og kanter anderledes i dag. Frygt kan gøre os handlingslammede og forvirrede – og det helt uden grund.

farligt

Den kendte og frygtede bananhaj kan komme efter dig, når som helst…..

Bogen rummer syv gode råd til, hvordan man træner sin skepsis fra morgenstunden. De kommer her.

1. Det farlige er opmærksomhedsklister (tjek om nogen vil have din stemme, din støtte eller dine penge).

2. Spørg efter nævneren, før du bekymrer dig (det er sjovere, end det lyder). Der er jo stor forskel på, om 1 ud af 100 eller 1 ud af 10000000000000000 mennesker, får en sygdom. Serviceoplysning: 1 er i denne sammenhæng tælleren. De andre tal er nævnere.

3. Forvent, at nye studier viser lidt af hvert (ofte viser de for meget).

4. Overvej, om politikerlarm blot er en sjat testosteron (se, jeg handler!)

5. Gør det til en sport at finde dagens puf (en gang frygtede vi alle kanel/æg/en tredje fødevare. Nu er det slut. I morgen frygter vi noget andet).

6. Vær skeptisk når ordene forsigtighedsprincip eller cocktaileffekt bliver flaget (det giver frit løb for en hver religion).

7. Aktivér dit spamfilter, når dystre fremtidsscenarier rummer ordene kan ske (det er faktisk nemt at spå – det svære er at få ret)

8. Husk at slukke, og gå efter færre, større og mere langsomme enheder (læs fx en bog).

Det sidste råd er intet mindre end genialt.

Læs mere på bogens egen hjemmeside: https://farligt.dk/

Populærkultur i samfundet: Analyse af vekselvirkninger

Dennis Jacob Rosenfeld og Sabrina Vitting-Seerup er vilde med popkultur. De viser i denne bog, at tegneserier med superhelte og fængslende tv-serier på Netflix er mere end underholdning på en grå vinterdag, hvor man kun magter at kramme en sofapude og kværne osterejer.

Populærkultur kan være med til at præge samfundet og er også til tider en refleksion af de forestillinger, der findes blandt os. Deraf ordet ”vekselvirkninger” i bogens undertitel.

Som gammel Moderne Kultur og Kulturformidling-studine nød jeg at læse en fagbog, der uden at være højpandet rummer en gennemgang af begreber som hermeneutik og kulturel kapital. Teksten veksler ubesværet mellem kulturteoretiske perspektiver og eksempler på populærkultur. Mød Batman, Rambo, Stranger Things, Do the Right Thing, Rhapsody in Blue, Rasmus Seebach, Harry Potter og Kill Bill.

Forfatterne giver mig lyst til selv at kaste mig ud i en analyse af fx Will & Grace (som jeg for tiden ser fra ende til anden) – gerne sammen med en flok højskolekursister eller andre ivrige studietyper, hvis jeg en dag skulle være så heldig at få et job som underviser.

Bogen er struktureret efter de fem dele i vekselvirkningsmodellen: Omverden, modtageren, skaber, udtryk og teknologi. Disse fem dele spiller sammen på forskellige måder, alt efter om analysegenstanden er en tekst fra Mit livs novelle eller den nyeste Marvel-film. Jeg er vild med overskueligheden i modellen, der samtidig hjælper en på vej til at se kompleksiteten.

Det lyder muligvis som en mærkelig afart af ros, men Populærkultur i samfundet giver mig lyst til gå på universitetet én gang til og denne gang turde at kaste mig over nyere temaer end fransk dadaisme.

pop

Tegneren Mohamad Kraytem står bag den flotte forside.

Bonusinfo: Bogens forside tiltrak både min syvårige søn og min datalogkærestes opmærksomhed. Så måske kan vi tage lidt vekselvirkningsanalysesnak hen over middagsbordet den kommende tid.

Det barn bliver helt forskruet.

Boginfo
Børn, unge og medier af Stine Liv Johansen og Charlotte Malene Larsen.
Udgivet på Samfundslitteratur, 2019.

Hov, et egern: Forstå psykologien bag din digitale tjekkeadfærd af Anders Colding-Jørgensen.
Udgivet på Gyldendal, 2019.

Farligt: Hvordan de fodrer din frygt og hvorfor du æder det af Steffen Andersen og Hans Jørgen Nielsen.
Udgivet på Gyldendal, 2018.

Populærkultur i samfundet: Analyse af vekselvirkninger af Dennis Jacob Rosenfeld og Sabrina Vitting-Seerup.
Udgivet på Samfundslitteratur, 2019.

Mere faglitteratur på bloggen
Bogsnak-kollektivet anmelder jævnligt fagbøger.

Her er det Jan, der i 2019 har læst Palaces for the People

Lisbet frådede i faglitteratur i 2017, da hun var en entusiastisk diplomstuderende

Mikkel anmeldte i 2019 den skønlitterære fagbog/faglitterære roman Hvad er et menneske skrevet af Svend Brinkmann

Lisbet satte fokus på arbejdsliv i indlægget Bøger til dit arbejdsliv 2018

Trent og Reacher på eventyr – ‘Det rene guld’

Det er et interessant koncept at lade ikoniske karakterer møde hinanden, og Lee Child har ved flere lejligheder skrevet korte historier og noveller sammen med andre forfattere, bl.a. Kathy Reichs og Joseph Finder, hvor Jack Reacher har slået pjalterne sammen med hhv. Temperance Brennan og Nick Heller..

Og nu er det blevet Karin Slaughters Will Trents tur.

’Det rene guld’ er en kort historie – mere en lang novelle end en roman – og på mange måder en meget Childsk historie, så man er både underholdt og nysgerrig. For som altid er det en historie i flere lag og med en lille krølle til sidst.

Historien udspiller sig med Fort Knox i Kentucky, hvor en del af USA’s guldreserve befinder sig, som kulisse. Will Trent jæger en morder, mens Jack Reacher søger at blotlægge en kriminel sammensværgelse. Begge under dække, naturligvis.

Kort fortalt.

For naturligvis er det mere kompliceret end som så. Trents morder er muligvis Reacher, og der trækkes tråde tilbage til ’Falske værdier’ – den første Reacher-bog, som Child skrev tilbage i 1997 og som udkom første gang i Danmark året efter.

Samspillet mellem de to alfahanner Trent og Reacher er godt og fremmer historien – begge er intelligente nok til at holde igen med attituden og se den anden an – og man er som sagt godt underholdt.

I det hele taget er det et godt trick at lade kendte karaktererne beskrive hinanden. Child gjorde selv noget lignende i ’Snakken går’ fra ’Intet mellemnavn’, hvor en ung kriminalbetjent ser nærmere på den gode Jack Reacher, og vi som læsere får et interessant og nuanceret indblik i karakteren. I ’Det rene guld’ er det til tider ret skægt at læse Trents betragtninger om Reacher, ikke mindst sidstnævntes vane med at have tandbørste i baglommen.

Malurt i bægeret

Der er dog et par småting, der irriterer min indre nørd. Og det er småting, men jeg tror, vi alle har ting, vi lægger mærke til og som nager os. Ikke mindst hvis de ikke bidrager til historien, men kun er med stemningssættende krydderi.

Her er et par stykker, jeg faldt over.

Jeeps blev udfaset i den amerikanske hær til fordel for Humvee’en omkring invasionen af Panama. Sandsynligheden for, soldaterne på Fort Knox kører rundt i dem, er med andre ord lig 0. Det kan selvfølgelig være en henvisning til ’Goldfinger’, som nævnes et par gange i historien, men så er det klodset lavet.

En M4 er heller ikke ”de store drenges opgradering af den mere beskedne AR-15-model”. En M4 er en karabin i familie med AR-15 geværet, men ikke den mere potente militære storebror.

Og en ubarberet soldat med dun på kinderne ville også pronto få revet sig en ny kropsåbning af sin sergent, sin delingsfører, ja, stort set hele sin kommandokæde op til og med hærchefen. Det ville måske gå an på en forpost et sted i Langtbortistan, men ikke hjemme i staterne. Det er igen en klodset skrevet detalje, der formodentlig skal fortælle læseren, hvor ung soldaten er, men basalt set helt ligegyldig for historien.

Ahhh, så fik min indre nørd luft …

Men bør jeg så læse den?

Ja, det synes jeg. Kan man lide Child eller Slaughter – og hvem kan ikke det? –, så er ’Det rene guld’ en fin historie. Den er som forventet, og det er underholdende med de tos makkerskab. Reacher får Trent til at virke som en velafbalanceret og interessant karakter, mens Trent får Reachers mere dystre sider frem i lyset. Når man læser Childs bøger, så er Reacher jo helten, men her får man billedet af, hvor farlig og hvor næsten psykopatisk han kan virke.

Historien slutter dog lidt brat, og jeg tænker, det vil vække en vis irritation, men i bund og grund er ’Det rene guld’ underholdende og et godt læs til en søndag på sofaen.

Bogen er udgiver på HarperCollins Nordic, hvor Slaughters bøger udgives, så der er også en fiktiv og underholdende Q&A med hendes karakter Will Trent, og en smagsprøve på Slaughters nyeste bog, ’ Den sidste enke’, inkluderet.

Kan man lide historier af samme type, så kan jeg varmt anbefale antologierne ’Face Off’ og ’MatchUp’ fra Simon & Schuster. De er dog på engelsk.

Har du lyst, kan du læs mere om Childs noveller her og mere om hele hans forfatterskab her.

Boginfo

’Det rene guld’ af Lee Child og Karin Slaughter, 136 sider, HarperCollins Nordic, 2019.

Bogsnaks bedste i 10erne

Mikkel, Jan og Lisbet kommer her med deres bud på de største læseoplevelser fra den dekade, der snart er slut. Bogsnak elsker nemlig opsamlinger, lister og tilbageblik.

Vi lægger ud med Mikkel.

Mikkels bedste i 10erne
Ligesom mine medbloggere synes jeg egentlig også, denne udfordring er forfærdelig! Vi kom endda selv på den. Hvordan skal man fx sammenligne faglitteratur og fiktion? Og skal man gå efter litterære kvaliteter eller følelsesmæssigt aftryk? Jeg vil snyde lidt her og først nævne dem, det ikke blev.

Det kunne have været J.M. Coetzee’s ”Vanære,” som stadig sidder lidt i mig. Jeg kom til den via Justine van den Leun’s journalistiske mesterstykke ”We Are not Such Things” om en rasende folkemængdes misforståede drab på den unge, amerikanske borgerrettighedsforkæmper, Amy Biehl, i Sydafrika i 1993 og den senere Sandheds- og Forsoningskommissions løsladelse af den primære drabsmand.

Jeg snakkede med medblogger-Rie om den, og det viste sig, hun havde skrevet speciale om netop den kommission. Hun gav mig bogen ”Mother to Mother,” og jeg gav mig efterfølgende i kast med ”Vanære.”

Eller det kunne være Sheri Finks dokumentariske ”War Hospital,” jeg læste i samme periode, hvor jeg åbenbart gik højt op i internationale katastrofer. Det er en fuldstændigt rystende fortælling om et hospital i Srebrenica under borgerkrigen, hvor byen er belejret, og lægerne på hospitalet kæmper som besatte uden udstyr, medicin eller noget som helst. Bogen starter med en amputation uden bedøvelse og slutter med den serbiske massakre på civilbefolkningen!?

I skønlitteratur gjorde Khalid Hosseinis ”Og bjergene gav genlyd” stort indtryk på mig – ikke mindst på grund af et mor og søn-forhold med mange missede muligheder, som mindede mig alt for meget om mit eget forhold til min mor, der lige var død på det tidspunkt.

Emily St. John Mandels ”Station 11” fik mig til at elske at læse igen. Det er en fantastisk roman, der længe var min standardanbefaling, når folk spurgte, hvad de nu skulle læse. Rie har skrevet et vidunderligt præ-Bogsnak indlæg om den her. Ja, jeg prakkede selvfølgelig også hende den på. Stephen King’s “22.11.63” var også ganske enestående, og jeg blev endeligt færdig med “Ringenes Herre” – liiidt sent måske. Gillian Flynn’s “Gone Girl” var også fantastisk og de nok så omtalte Flodkrebs her og her.


Dog …

Jeg bliver faktisk nødt til at give præmien til George R.R. Martins ”A Clash of Kings” – på dansk ”Kongernes kamp.” Hele Game of Thrones-feberen var begyndt at tage til, og den var gået helt forbi mig. De fleste febere går på en eller anden måde uden om mig, og så kommer jeg først på efter et par år. Det er hændt mig fra Star Wars over Harry Potter til Breaking Bad/House of Cards. Nåmen, i mit forsøg på at hoppe på vognen i fart, købte jeg hele serien til min Kindle og gik i gang med nr. 1 – ”Game of Thrones,” som TV-serie producerne forvirrende nok valgte at kalde hele serien, selvom den jo retteligen hedder ”A Song of fire and Ice,” og kun nr. 1 i serien hedder ”A Game of Thrones.”

1’eren var virkelig, virkelig god. Jeg startede på 2’eren – ”A Clash of Kings” – og i de dage skulle jeg til Milano til en konference. Jeg har aldrig været i Milano før, og jeg føler stadig ikke helt, jeg har været der, for det eneste, jeg ville, var at komme tilbage til mit diminutive hotelværelse og læse videre!

Jeg så ingenting. Jo, de har en katedral, ikke? Tror jeg …

And the winner is…

I ”A Clash of Kings” tager den enorme fortælling for alvor fat op mod den totale borgerkrig, der skildres i 3’eren ”A Storm of Swords.” Robb Stark starter sit succesrige felttog mod Lannister-klanen, mens Theon forråder ham og indtager Winterfell, hvad han dog senere kommer til at fortryde rimelig bittert. Psykopaten og incestproduktet Joffrey gør krav på tronen hjemme i King’s Landing, mens onklerne Stannis og Renly gør det samme. Renly bliver dog myrdet på uhyggelig vis af en ond ånd fremmanet af Stannis’ præstinde Melisandre i én af de mest skræmmende scener, jeg nogensinde har læst. I Qarth er Daenerys Targaryen vokset ind i rollen som Khalesi og mor til tre drageunger, og man skal ikke lægge sig ud med drageungers mor, som troldmændene i Qarth finder ud af.

Arya Stark er på flugt nordpå efter sin fars henrettelse, men bliver sendt på en flere bind lang vildmand, mens halvbror Jon Snow som del af The Night’s Watch geråder ud i en katastrofal ekspedition for at undersøge de vilde folk nord for Muren og ender undercover blandt dem, mens de forbereder et stort angreb på … nåja … The Night’s Watch.

Det lyder helt skørt, når man skriver det, men seriens første tre bind er så vanvittigt velskrevne og så virtuost komponeret ud af et overflødighedshorn af plotlinjer, karakterer og miljøer, det er en litterær håndværksmæssig symfoni af hidtil uset format siden ”Ringenes Herre”-trilogien. Det er også et opgør med ”Ringenes Herre” for så vidt, eftersom al hygge og harpespil, elverpoesi og nuttede hobbitter er skiftet ud med realpolitik, krig, forræderi, sadisme, incest, mord og andre mørke farver til paletten hentet i de dybeste kældre af menneskesjælen.

Samtidig dekonstrueres hele fantasy-genren fuldstændigt – alle konventioner vendes på hovedet – og det føles ikke som fantasy trods drager og trolddom. Martin var meget inspireret af 30 års-krigen, og det kan man så sandelig godt mærke.

Bind 4 begynder at blive langtrukken. Jeg har ikke læst bind 5, og det afsluttende bind 6 er slet ikke skrevet færdigt, selvom serien for længst er slut. Jeg tvivler på, vi nogensinde får George R.R. Martins egen slutning – mon ikke hans vagt slutter inden? – men jeg lever så fint uden.

Jans bud på årtiets bedste bog – ’The Martian’
At finde årtiets bedste bog – eller måske mere korrekt bedste læseoplevelse – var ikke nemt. Ikke kun fordi jeg gav mig selv et par bespænd undervejs – det skulle være en bog, jeg havde læst i fysisk form og den skulle være udkommet på dansk –  men også fordi det ER et svært spørgsmål.

For hvad er en god bog? Hvad gør en god læseoplevelse?

Det er ikke umiddelbart så nemt at svare på, men jeg begyndte at sortere i den lange, lange liste, jeg mentalt havde stillet op. Der var ingen tvivl om, at det skulle være en positiv bog og en bog med et budskab. Det skulle også være en bog, som jeg ville anbefale bredt og uden at skamme mig. Og det skulle tillige være en typisk Jan-bog.

Jeg var tæt på at vælge Lars Tvedes ’Det kreative samfund’ og var også omkring Ernest Clines ’Ready Player One’ og Max Brooks ’World War Z’, men de måtte forlade scenen til fordel for Andy Weirs ’The Martian’.

’The Martian’ er en bog, jeg aldrig bliver træt af. Det er science fiction, når det er bedst. Det er en robinsonade om en astronaut glemt på Mars, der viser den ukuelige menneskelige ånd og vigtigheden af videnskab. Der er nemlig intet, vi mennesker ikke kan, hvis vi sætter os det for og gør brug af naturvidenskab og ingeniørkunst.

Det er pointer, vi aldrig må glemme, og er for mig kernen i ’The Martian’. Derfor er det ifølge undertegnede årtiets bedste bog.

Toner af rødt på forsiden af Jans yndlingsbog fra 10erne.

Lisbet hylder norsk romanserie af mytiske dimensioner
Jeg har en svaghed for nordisk litteratur, og Knausgaards Min Kamp rumstererede i mit baghoved, mens jeg funderede over dekadens største læseoplevelse. Men jeg gik med Roy.

Roy Jacobsen er en af de mange norske samtidsforfattere, der skriver litteratur af tårnhøj kvalitet i disse år. Romantrilogien De usynlige, Hvidt hav og Rigels øjne har grebet mig og sendt mig langt ud på en barsk ø yderst i Norskehavet. Sidste bind udkom i 2018, og jeg kan med stor overbevisning sige, at den samlede trilogi har været dekadens mest gribende læseoplevelse.

Vi er i 1930erne i første bind, og pigen Ingrid vokser op på øen Barrøy, der er et helt og komplet univers i sig selv. Fisk, storme og fattigdom præger livet. Her har Ingrids familie boet i generationer, og her hører hun selv til. Fastlandet er langt væk. Det er en barsk barndom, men havet og horisonten er altid til stede. Som hjerteslag.

Roy Jacobsens naturskildringer giver mig lyst til at komme til Nordnorge og blive rusket igennem. Og jeg er ellers ikke det store naturmenneske.

I Hvidt hav er Ingrid blevet voksen og vender tilbage til øen efter at have været ung pige i huset på fastlandet. Familien er spredt for alle vinde, og det er vinter i slutningen af 2. verdenskrig. I slutningen af krigen oplever Ingrid en intens kærlighed, da den russiske krigsfange Alexander overlever et skibsforlis og driver i land. De kan ikke tale sammen, men de finder hinanden på et dybt og inderligt plan, men kun for en kort tid. Han må væk fra øen. Den poetiske kærlighedshistorie midt i krigens grumhed er overvældende godt skrevet.

I Rigels Øjne er vi på den anden side af 1945. Ingrid har fået et barn med den russiske krigsfange, og nu vandrer hun med den lille pige på ti måneder gennem Norge for at finde Alexander. Hun møder mange venlige og hjælpsomme mennesker på sin færd, men også halve sandheder og fortielser.

Ingrid er en af de stærkeste kvindeskikkelser, jeg er stødt på i litteraturen i lang tid. Hun repræsenterer en universel urkraft og en vilje af en anden verden. Om Ingrid finder Alexander, skal jeg ikke afsløre her. Jeg ved bare, at jeg bliver skuffet, hvis ikke Roy Jacobsen vinder endnu flere ærefulde priser for denne blændende trilogi, hvor naturen er intenst til stede på alle sider.

Jeg læser denne serie igen i løbet af 2020erne. Det er et løfte.

Frihed, lighed og broderskab? Vand, is, blod? Vælg selv.

En troldkvindes bekendelser

Man får aldrig for mange smukke bøger, og Madeline Millers ’Kirke’ er en virkelig smuk bog. Den næsten glødende bronzeindgraverede forside lover godt for indholdet.

Man får aldrig for mange smukke bøger!

Og den holder, hvad den lover.

Millers bog var da også lige ved at komme med på min liste over årets tre bedste læseoplevelser, men blev slået på målstregen af Stephen Frys ’Helte. En bog, der også omhandlede græske sagnskikkelser.

Episk fortælling

Jeg kan ikke stå for en god episk fortælling fyldt med guder, helte, magi og prøvelser. Eller for stærke kvindeskikkelser for den sags skyld.

’Kirke’ har det hele.

Ikke overraskede titlen in mente, så har bogen den udødelige troldkvinde og nymfe Kirke i hovedrollen. Det er hendes historie. Fortalt af hende selv.

For de, der ikke kender Kirke, så er hun datter af solguden Helios og okeaniden Perse, men nok mest kendt som troldkvinden, der forvandlede sagnhelten Odysseus’ mænd til svin på øen Aiaia og endte med at tryllebinde helten selv.

La magicienne Circé empoisonne les compagnons d’Ulysse af Alessandro Allori (Kilde: Wkipedia Commons)

Jeg tænker i disse ’The Witcher’ dage på, om Kirke har været Andrzej Sapkowskis inspiration til Yennefer af Vengerberg. Begge er frygt- og respektindgydende troldkvinder, der svinger mellem rollen som skurk og heltinde, alt efter øjet, der ser eller stemmen, der fortæller.

Nå, nok om det. Tilbage på ret kurs.

Troldkvinden Kirke

Det lykkes Miller at give en ellers i mange udlægninger skurkagtig karakter dybde, værdighed og nuancer. Kirke er en stærk hovedrolle og karakter, og som læser følger man hende med glæde og interesse.

’Kirke’ er en gendigtning af de gamle sagn og som sagt fortalt af hovedpersonen selv, så selv for kendere af græske sagn og mytologi vil der være noget at hente. Miller har på fornemste vis ændret, tilpasset og udbygget fortællingen, og tilføjet et element af familieopgør og, tænker jeg, kvindefrigørelse. Det kan man i hvert fald læse ind i Kirkes fortælling, hvis man vil.

Der er tale om en smuk bog på mange måder, og jeg kan kun anbefale at læse den. Ikke kun er bogen spændende, men man bliver også klogere på græsk mytologi og græske sagn undervejs. Det er en bog, der giver mig lyst til at finde ’Odysséen’ frem fra gemmerne og læse op på græsk mytologi i det hele taget.

’Kirke’ er oversat af Agnete Friis, og det har hun gjort til UG. Sproget flyder godt, navne og steder er genkendelige og har samtidig beholdt deres magi.

Boginfo

’Kirke’ af Madeline Miller. 381 sider, Grønningen 1, 2019