Anders Matthesen har det svært med udtryk som ”Spørge ind til” og ”tværfagligt samarbejde”. Han er heller ikke vild med ordene ”mørtel” og ”acidophilus”. Det ved jeg fra læsning af hans underholdende pastiche på en selvhjælpsbog med titlen Livsstil er en livsstil: En selvhjælpsbog der kan hjælpe dig til at hjælpe dig selv – med selvhjælp (2021), som en gang for alle giver anvisningerne til et perfekt liv. (Så du behøver faktisk ikke at læse videre, men kan bare stoppe her og anskaffe dig bogen).
Ord kan klø. De kan frustrere og vække ubehag i kroppen. Jeg kløjes for tiden i ”åndelig oprustning”. Sammenstillingen af ånd og våben virker fundamentalt forkert, og jeg har spekuleret over, hvordan jeg kan bearbejde og måske endda forstå min antipati.
Genfortryllet I efterårsferien gik jeg en lille tur på den eng, der ligger ved siden af vores feriehus i Skåne. Det var en vindstille dag i oktober, og der var helt tyst omkring mig. Det lille grantræ, der tittede op for 20 år siden, da vi begyndte at komme på adressen, var vokset til en kæmpe. Efterårets toner farvede landskabet, der virkede forladt. Stien fra huset ned til engen var næsten groet til, og jeg måtte balancere på væltede træstammer og træde uden om plørede områder med mos.
Det mindede mig om den gamle, tilgroede have med frugttræer, der lå ved siden af mit barndomshjem. Om sommeren var den næsten et uigennemtrængeligt vildnis. Min far talte med en særlig glæde i stemmen om de skovfogedæbler, der var modne og klar til at blive nydt. Intense, søde og bitre. Helt specielle og sjældne, for det var ikke hvert år, træet bar frugt. Både den skånske eng og frugthaven, som ikke findes længere, fremstod som fortryllede for mig. Blot i et glimt, men ikke til at glemme.
Hvad har alt det her eng- og havesnak med åndelig oprustning at gøre?
Jeg tror, at ånd for mig hænger sammen med et element af fortryllelse og uforklarlighed. Så snart fortryllelse bliver koblet med krigsmetaforik, er det som at kvase en sart sommerfugl, ræbe under salmesang eller bede et poetisk fabulerende barn om at holde op med at skabe sig og vrøvle.
Den offentlige debat om ånd og samfundets behov for at opbygge åndelige forsvarsværker fortsætter sikkert de kommende år, sådan som verden ser ud. For mig virker retorikken affortryllende, og netop derfor vil jeg opsøge det, der genfortryller verden. Her kommer tre bud på bøger, der kan få os til at se verden og menneskelivet i et andet lys, og som i ordets bedste forstand er både åndfulde og dybt menneskelige.
Isslottet af Tarjei Vesaas Den korte roman blev udgivet i 1963 og er en moderne klassiker. To 11-årige piger, Siss og Unn, danner langsomt og med stor varsomhed et venskab. Fortrolighed vokser frem og sammen med den en hemmelighed, som Unn deler med Siss. De indgår en ordløs pagt, og Unn forsvinder senere ind i et dragende og fatalt vinterlandskab. Hun bliver væk i isslottet. Det er en foruroligende og sanselig fortælling, der hæver sig op over tid og sted. I 1964 fik Vesaas Nordisk Råds Litteraturpris for den lille perle af en roman.
Jeg stødte på Isslottet i Corona-årene, hvor jeg var med i en bogklub, hvor vi både læst nyt og gammelt. Derfor forbinder jeg den også (med et måske upassende anstrøg af nostalgi) med en tid, hvor vi var meget hjemme og af usædvanlige årsager havde god tid til at fordybe os i bøger. I de år blev der også talt om kulturens kraft. Dengang var fjenden en virus, og samfundssind handlede om afstand, håndhygiejne og nys i ærmet. Meget kan ændre sig på kort tid.
Den lille prins af Antoine de Saint-Exupéry Midt under 1. Verdenskrig, mere præcist i 1943, modtog verden denne vidunderlige historie om en lille prins, der rejser rundt i universet og som vil gøre alt for at redde sin elskede rose. Han møder mange mærkelige voksne og personager på sin færd, for eksempel en herskesyg konge og en ræv, der gerne vil være tam. Et stykke verdenslitteratur for børn og voksne og en påmindelse om, at vi ser bedst med hjertet.
Bogen har en særlig plads i mit hjerte, fordi min bror og jeg læste en passage højt ved bryllupsfesten for min kusine, og jeg mener, at vi øvede oplæsningen på vendelbomål. Det blev et meget særligt mix.
De fortabte spillemænd af William Heinesen Ude i Atlanterhavet ligger Færøerne som en grøn og glitrende diamant. Øerne er præget af naturens storhed, tåge og magi. Jeg fordybede mig i romanen i 9. klasse, da jeg skrev en (alt for) lang bograpport om den. I hånden.
Romanens ubekymrede spillemænd lever i Torshavn omkring 1. verdenskrig, og persongalleriet befolkes af dem, deres venner og familie. Naturen er stærk og truende, men endnu mere farlig er afholdsbevægelsen personificeret ved bankbestyreren. Religiøsitet på den dårlige måde, grådighed, skønhed, poesi og tolerance formidles gennem romanens fire satser med musikalitet og en tro på det gode i mennesket. Magien findes! Godheden findes!
Romanen udkom i 1950, altså fem år efter afslutningen på 2. verdenskrig. Den er ældet med ynde og virker stadig frisk i sine temaer og kærlige personportrætter. Måske skulle jeg grave i gemmerne og finde den bograpport frem igen?
Gennem den sidste tid er Martin Rovang Jensen tit dukket op i mit feed på LinkedIn. Martin arbejder som kulturformidler ved Næstved Bibliotek & Borgerservice og skriver altid fagligt læseværdige og underholdende indlæg. Den dag han med afsæt i overskriften Når forsiden lover mere, end bogenkan bære skrev om en ganske særlig fagbog med titlen Kom i gang med Excel, hvor forsiden prydes af en kvinde med bare ben, der går en tur i strandkanten, måtte jeg bare spørge ham: “Vil du stille op til Portræt af en læser?” Svaret var ja, og her har du ham.
Hvem lærte dig at læse? Jeg har lyst til at svare, at det gjorde jeg selv!
Jeg kommer ikke fra et hjem med masser af bugnende bogreoler, og der blev heller ikke snakket om læsning og litteratur. Så det var egentlig noget, jeg selv så småt kastede mig over som barn. Min mor læste dog godnathistorier op for mig som helt lille, men ellers kom jeg efterhånden selv i gang. Godt hjulpet på vej af udvalget på biblioteket, hvor jeg tit cyklede hen efter skole.
Så frem for at pege på, hvem der lærte mig at læse, vil jeg hellere pege på Næstved Bibliotek som dét sted, der fik mig på læsesporet. Og nu er det så dér, jeg arbejder. Cirklen er sluttet!
Hvilken læseoplevelse er den første, du husker? Der er to fra min barndom, der er de absolut tidligste, jeg kan huske.
Den første var en hel serie af science fiction-bøger for børn skrevet af den tyske forfatter Nikolai von Michalewsky under pseudonymet Mark Brandis. Han udgav en række bøger op gennem 70erne, der også kom på dansk og med farverige, appetitvækkende forsider. Jeg kan huske, at jeg elskede dem og læste alle dem, der stod på skolebiblioteket – op til flere gange.
Min anden store læseoplevelse var Lloyd Alexanders fantasyserie om grisepasserassistenten Taran. Jeg har ikke været særlig gammel, da jeg tilfældigt faldt over første bind på hovedbibliotekets børneafdeling og lånte det med hjem. Jeg blev straks hooked og læste så i rap alle fem bøger. Det sjove er, at jeg aldrig har mødt andre, der har læst serien som barn. Måske er den lidt overset? Nu til dags husker jeg heller ikke meget af handlingen. Blot at den gjorde et kæmpe indtryk på mig i sin tid, og at 10-11-årige Martin følte sig meget stolt og voksen over at læse sådan en mere seriøs og på nogle punkter dyster serie fra ende til anden.
Hvilken bog var vigtig for dig i dine formative år? Der tænker jeg straks på Art Spiegelmans legendariske, allegoriske tegneserie Maus om faderens overlevelseskamp under Anden Verdenskrig. Anden og sidste del udkom på dansk i 1992, og jeg opdagede serien få år efter på biblioteket. Jeg syntes dengang, at den var helt fantastisk – hvilket jeg i øvrigt stadig synes. Jeg var også rørt af de dele af fortællingen, hvor Spiegelman ikke holder igen med at vise, hvor kompliceret et forhold han havde til sin far.
Jeg kan huske, at jeg læste Maus igen og igen, og jeg endte også med at skrive den store danskopgave i gymnasiet om den, da jeg gik i 1.g i 1996. Så den gjorde et rigtig stort indtryk. Sjovt nok har min datter, der går i 9. klasse, lige skrevet en større opgave om den i engelsk.
Hvordan vil du beskrive din udvikling som læser gennem livet? Frem til nu har mit voksenlivs læsning meget direkte taget form af min studie- og arbejdssituation. Jeg har en kandidat i dansk og historie, og de første mange år af mit arbejdsliv arbejdede jeg som museumsinspektør, særligt med musikhistorie. Det betød, at jeg i mange år nærmest ikke læste andet end musikbiografier og musikhistoriske værker, og det er også dét, der primært fylder i min egen bogreol i dag.
Herefter kom nogle år, hvor jeg var gymnasielærer i dansk og historie på STX, og dér havde jeg så pludselig behov for at få læst op på dansk skønlitteratur – men stadig med et blik stift rettet mod, hvad der kunne bruges i undervisningsøjemed eller stod som specifikke krav i læreplanen. Ellers havde jeg nok ikke af egen drift læst folkeviser og Holberg!
Så i mange år var min læsning ret instrumentel. Jeg læste primært specifikke titler, fordi de skulle bruges til research, i udstillinger eller i undervisning.
Derfor har jeg det nu lidt, som om jeg er kommet op til overfladen i mit nuværende job som kulturformidler på et bibliotek. Jeg får ofte følelsen af, at jeg er tilbage i min barndoms læseglæde og -oplevelser, som jeg husker som præget af hygge og nysgerrighed på at læse alt muligt forskelligt. Selvfølgelig læser jeg som kulturformidler stadig en del med arbejdsmæssige briller, men sammenlignet med tidligere er rigtig megen af min læsning nu langt mere lystbetonet og umiddelbar, – hvad jeg lige falder tilfældigt over og som jeg synes, ser spændende ud.
Det føles lidt som at være ’sat fri’ som læser. Dét nyder jeg!
Hvem eller hvad inspirerer dig til læsning? Der kan jeg klokkeklart sige, at der ikke er noget bedre end at arbejde på et bibliotek, når det kommer til at finde læseinspiration. Jeg falder konstant over spændende titler. I vores udstillinger, i reolen med nye bøger, når jeg sætter lånernes reservationer på plads, på min ugentlige vagt på et lokalbibliotek osv. Det sker også ofte, at vi kolleger indbyrdes anbefaler titler til hinanden. Så min huskeliste på Biblioteket-appen er alenlang, fordi jeg så ofte tilføjer nye titler, jeg er stødt på i forbifarten.
Derudover følger jeg selvfølgelig også med i anmeldelser rundt omkring, og så er jeg ret glad for Goodreads-appen, hvor man kan logge sine læste bøger og via en ’minder om & andre læsere af denne har også læst…’ anbefalingsfunktion får mange gode anbefalinger. Det fungerer i hvert fald for mig.
Hvordan arbejder du med læsning som fagperson? Som kulturformidler på et bibliotek bliver man jo hurtigt involveret i et væld af projekter, der kredser om læsning og læselyst.
Hvis jeg skal remse et par eksempler op, så kører jeg blandt andet en læsekreds, er involveret i et lille pop-up bibliotek i Næstveds nye svømmehal, er med til at kuratere vores meget populære inspirationsborde med nye titler og har nu på femte år et samarbejde med en lokal biograf, hvor vi ser filmatiseringer af romaner, og hvor deltagerne hører om både forfatter, bog og film. Lige om lidt skal jeg også sammen med to kolleger søsætte et væld af markeringer af FNs Internationale Læsedag og Read Hour d. 8. september.
Jeg er ret interesseret i, hvordan man hjælper de voksne, der egentlig gerne vil med på læsevognen, men ikke føler de har tid eller overskud til det. Måske også fordi jeg kan genkende mig selv i dén følelse?
Jeg må ærligt erkende, at især som travl gymnasielærer kunne jeg slet ikke overskue at læse andet end lige alt det, jeg havde brug for til min forberedelse af undervisning. I sådan en situation kan man måske understøtte på forskellig vis: med anbefalinger af gode, men korte bøger, pege på andet læsestof såsom tegneserier og skabe rum til planlagt læsetid med oplæsninger og læsekredse. Jeg synes, det er meget spændende at overveje, hvordan folks læsning kan hjælpes på vej på forskellig vis.
Hvad er din litterære sorte samvittighed – hvis du har sådan en? Sådan en har jeg ikke rigtigt.
Personligt synes jeg ikke man skal skamme sig over, hvad man nu engang kan lide at fordybe sig i – hvad enten det er læsestof, musik, film, hobbies eller andet. Jeg læser selv meget forskelligt i de her år. Det skyldes i høj grad også, at jeg uge efter uge er eksponeret for mange forskellige typer af bøger på mit arbejde. Så tit bliver min læsning ret tilfældig og uplanlagt formet af, hvad jeg lige falder over.
I stedet for en sort samvittighed kan jeg måske så i stedet tale med om ens egen dårlige samvittighed, når det kommer til læsning. Der har jeg lidt dårlig samvittighed over, at jeg ikke læser flere fagbøger i de her år. Det har jeg tidligere gjort. Men jeg tror simpelthen, jeg nåede en mæthedsgrænse som museumsinspektør og gymnasielærer og derfor de sidste år har haft behov for at læse skønlitteratur som en modvægt.
Hvad gør du, når du går i stå i en bog? Desværre tvinger jeg ofte mig selv til at læse den færdig.
Jeg ville personligt gerne blive bedre til at droppe bøger, der ikke har fanget mig efter de første 30-40 sider for i stedet at bruge min læsetid på noget andet og bedre. Men dels har jeg så en følelse af, at den tid, jeg allerede har investeret i bogen, vil være spildt, dels kunne det jo også tænkes, at bogen bliver bedre undervejs?
Det sker nogle gange. Sidste sommer var jeg meget tæt på at opgive 20-30 sider inde i Jaqueline Harpmans I Who Have Never Known Men. Jeg holdt dog ud, og så blev bogen undervejs til en af mine bedste læseoplevelser dét år!
Generelt sker det dog ikke ofte nok til, at det retfærdiggør, at jeg altid hårdnakket hænger i med bøger, der ikke fanger mig. Så jeg gad godt at blive bedre til bare at lægge dem fra mig, hvis f.eks. den første tredjedel ikke siger mig det store.
Hvilke titler er magtpåliggende for dig at anbefale til Bogsnak-bloggens læsere? Jeg har et eller andet med – og måske er det min historikerbaggrund? – at være fascineret af romaner, der udspiller sig i det vilde Vesten.
To romaner i dén setting, som jeg virkelig har nydt at læse og anbefaler til alle, der gider høre på mig, er Butcher’s Crossing af John Williams og I det fjerne af Hernan Diaz. Begge greb mig fra start til slut, og under læsningen kunne jeg nærmest se vindheksene hvirvle over prærien, føle mig øm bagi over at sidde på hesteryg i månedsvis eller dufte røgen fra aftenbålet.
Er man ude efter det samme i en dansk kontekst, synes jeg også, at Ida Jessens Kaptajnen og Ann Barbara er en virkelig vellykket roman – som hun selv har kaldt en hede-western!
Til slut vil jeg vende tilbage til tegneserierne. Der er så mange fantastiske udgivelser derude med lige så store kunstneriske kvaliteter som selv de bedste skønlitterære værker.
Sammen med en kollega kører jeg en læsekreds for voksentegneserier, og af de mange titler, vi efterhånden har læst og diskuteret sammen med deltagerne, har jeg lyst til at fremhæve Bedemandens datter af Alison Bechdel, Dramaholdet af Nick Drnaso og Sort hul af Charles Burns. Fantastiske læseoplevelser som burde feje benene væk under enhver, der stadig tror, at tegneserier er useriøse eller kun for børn!
Hvad gør man, når samarbejdet med en elsket og højt værdsat kollega er slut? En af løsningerne på savnet af min tidligere partner in crime Amanda Egebo har været at bede hende om at stille op til Portræt af en læser. Amanda og jeg har i to intense år arbejdet med, drømt om og diskuteret tusind aspekter af National indsats for børn og unges læseglæde. Nu er projektet slut, og Amanda betræder nye, faglige græsgange. Men her i portrættet møder jeg hendes humor og store viden om det litterære økosystem igen, og det gør du også. God fornøjelse!
Hvad er dit tidligste bogminde? Muligvis ikke mit tidligste, men det står meget tydeligt for mig: Jeg læste alle de Sværd & Trolddom– bøger, jeg kunne komme i nærheden af som barn, og det var altid med en blanding af skræk og fryd. Jeg husker én aften, hvor jeg lå fuldstændig opslugt – og lige da det der ti-hornede vanvidsmonster gjorde det af med mig i bogen, trådte min mor ind på mit værelse. Jeg SKREG. Fuldstændig sikker på, at nu havde bogens skurk materialiseret sig i den virkelige verden. Litteraturens kraft i ren form.
Hvilken bog forbinder du med din ungdom. Som 19-årig rejste jeg til Indien i tre måneder på den obligatoriske dannelsesrejse. Her læste jeg Arundhati Roys De små tings Gud. Den bog satte alt, hvad jeg så og oplevede i løbet af de måneder, i perspektiv – de politiske strømninger, kulturen, maden, naturen. Og det satte så sandelig også mit eget trygge danskerliv i relief.
Hvorfor valgte du at læse Litteraturhistorie? Jamen jeg så slet ikke andre muligheder. Litteraturen var der jeg søgte, når jeg manglede svar. Det er det sådan set stadig. Hvad kunne Nietzsche sige om det onde vs. det gode? Hvad mente Simone de Beauvoir om kvindefrigørelse og kærlighed? Dengang som ung studerende var det klassikerne, jeg sukkede efter – i dag har jeg heldigvis en virkelig bred og alsidig læsesmag. Det er måske ikke Nietzsche, jeg spørger til råds længere, men jeg holder aldrig op med at lede efter nye steder litteraturen kan bringe mig hen og give mig svar.
Hvad skrev du speciale om? Jeg skrev speciale om digitaliseringens indtog på bogmarkedet i Danmark og hvordan det stigende forbrug af e-bøger påvirkede danske forfatteres indtjening. Dengang var lydbøger slet ikke en ting endnu – siden da er presset på forfatteres indtjening ikke blevet mindre, tværtimod.
Hvad har dit professionelle arbejde med litteratur betydet for dit eget læseliv? At litteraturen viste sig at være så uendelig meget mere end ophøjede klassikere, fandt jeg først for alvor ud af, da jeg kom ud på arbejdsmarkedet og fik indblik i det vidtfavnende økosystem, der var rundt om bøgerne. Forlagsbranchen, boghandlerne, skriveværkstederne, digtoplæsningerne – alt det udenom, som var det der skete NU. At litteraturen jo også skal formidles, vises frem, kurateres og kræses om. Det har nok også givet mig et mere pragmatisk syn på litteraturen. At dens eksistensberettigelse også kan ligge udover det kunstneriske alene. At bøger og læsning kan tjene mange forskellige formål, have mange forskellige målgrupper og komme til udtryk på mange forskellige måder.
Hvilken bog har du altid lyst til at give i gave? Lige nu er jeg optaget af Tarjei Veesas forfatterskab, og jeg ville elske at have nogen at snakke om Isslottet med. Veesas’ naturbeskrivelser er fænomenale, og det eksistentielle drama, der udspiller sig i bogen her med to små pigers venskab i centrum, er så smukt, dramatisk og alligevel tyst – han skriver som ingen anden, jeg har læst. Man får lyst til at flytte op i en norsk skov, bare for at sidde på en træstub og høre træerne gro.
Hvad driver din egen læsning i dag? Jeg læser mange forskellige ting på en gang og går til og fra alt efter humør. I øjeblikket læser jeg en del faglitteratur, da jeg udover arbejde også er i gang med en Master i Børns Litteratur & Medier. Så det kan være en bog om børns brug af digitale medier den ene dag, en novellesamling den anden dag og så en murstensroman i weekenden, når jeg har lidt mere tid at gøre godt med.
En arbejdsskade er nok også at læse en del tekst OM bøger, selvom jeg ikke nødvendigvis ender med at læse det konkrete værk. Det er vigtigt for mig at være bredt orienteret. Jeg har også to læsekræsne drenge på 7 og 11 derhjemme, hvor det også er en fordel at have mere end de børnelitterære klassikere inde på lystavlen, når der skal findes nye bøger. Det er sjældent, de tager imod mine råd up front – men jeg kender deres læsesmag og nudger, hvor jeg kan.
Hvem eller hvad inspirerer dig til læsning? Jeg følger en del bogbloggere, forlag og biblioteker på Instagram og det er jo i sig selv en kilde til uendelig inspiration. Lige nu er jeg blandt andet glad for @bogmennesket, hvis læsesmag ofte matcher min. Min liste over bøger, jeg bare MÅ læse, er uoverskueligt lang. Den kommer jeg aldrig i bund med.
Hvad er din litterære sorte samvittighed? Jeg læser generelt for lidt dansk litteratur – det skal jeg blive bedre til.
Hvad gør du, når du går i stå i en bog? Lægger den fra mig! Tidligere kæmpede jeg mig igennem en bog uanset hvad, men det er mit læseliv og min sparsomme tid simpelthen ikke til nu.
Hvad ligger på dit natbord lige nu? Lige nu læser jeg Amalie Langballes nye roman Elskende. Vild bog!
Hvornår er du sidst blevet opslugt af et litterært univers? Jeg kan generelt godt lide, når litteraturen bevæger sig ud af bøgerne og adapterer til andre formater- til det store lærred, teater, kunst, leg, spil m.m. Det er da vildt sjovt, når man dyrker et fedt univers, at man så også kan strikke det, klæde sig ud, bage kager, samle på spillekort og alt derimellem.
Min ældste søn er glad for fantasygenren, og her er der jo virkelig mulighed for at gå all ind med worldbuilding. Nogle gange starter vi med bøgerne, og andre gange er det den anden vej rundt. Vi har selvfølgelig dyrket Harry Potter med alt hvad det indebærer, men der er jo SÅ mange fantastiske universer i vente, som jeg håber, vi skal læse og se sammen. Dune, His Dark Materials, Shadow & Bone, Game of Thrones, Ringenes Herre, Death Note – og 100 andre, jeg ikke kan komme i tanker om lige nu.
Nedtællingen til sommerferien er for alvor begyndt. Her på bloggen byder vi på et long read af et indlæg som optakt til uger og måske endda måneder med afslapning, oplevelser og vigtigst af alt: Tid til at læse. I år spiller faglitteraturen førsteviolinen i boganbefalingerne, men hist og pist titter skønlitterære titler frem. Anbefalingerne er skrevet af Christen Bonde, Lisbet Vestergaard, Jan. M. Johansen og Anne-Grethe Demant, og vi har i det store og hele holdt os langt væk fra koordinering og skelen til hinandens bogvalg. Vi lægger ud med Christens sommerlæsetips, der også byder på refleksioner over læsningens væsen og værdi.
Christen Bondes anbefalinger Efter mange årtier med næsen i en bog har jeg måske fundet det, som gør læsning til noget helt specielt for mig.
Delvist ansporet af verdens skæve gang var jeg endt med at udføre et lønarbejde, hvor bøger, læsning og formidling absolut ikke var en del.
Til gengæld var der masser af tilfældig snak – af og til givende samtaler – med alle mulige slags mennesker i alle aldre. Jeg arbejdede som flextrafikchauffør, imens jeg fandt ud af, hvad jeg ville, efter at min elskede redaktørpost på det abonnementsdrevne brancheblad BogMarkedet kørte død i kølvandet på corona-usikkerheden.
Litteraturen efter fyraften, især faglitteraturen, blev en tankens udstrækker, en slags mental rensevæske, intellektuel affugter osv. Læsningen stod i skarp kontrast til arbejdsdagens ofte krøllede famlen efter noget meningsfuldt at sige til et hidtil ukendt menneske, som jeg næppe nogensinde ville møde igen.
At opleve forholdet mellem læsning og samtale uden dagsorden på denne måde fik mangt og meget til at stå klarere for mig – min egen Mageløse Opdagelse. Hidtil har tekst og tale som regel været mixet sammen i mit liv. Tydeliggørelsen af skellet forhøjede i allerhøjeste grad egenarten og værdien af begge dele.
Forfatteren gives frie hænder til at argumentere for sin sag og fortælle sin historie. I bøgerne kan man lære forfatteren at kende som intellektuelt væsen – et intellektuelt univers kommer til syne.
En bog er, kan man sige, essensen af et tænkende menneske; et individ, der holder en lang, nøje struktureret, argumenteret enetale om emne, hun/han/osv. er levende optaget af. Et menneske, der gør sit allerypperste. Vi læsere må lytte uden at skulle svare tilbage på stående fod; vi må være tålmodige, vi må lære mennesket bag pennen at kende.
Og efter denne opbyggelige fanfare videre til tre personligt anbefalede læsetips egnet til læne- og strandstole. Alle er tilegnet de åndeligt stridslystne.
Fra havet til floden I januar 2024 trængte jeg til selvforkælelse med en rejse med nordlys og hvaler langs Norges vestkyst, en sejltur fra Bergen i syd til den russiske grænse højt mod nord. Imidlertid blev turen en næsten komplet (og svinedyr) fiasko på grund af den værste vinterstorm i tredive år.
Jeg startede turen med at tilbringe et par dage i Trondheim, før jeg påmønstrede krydstogtskibet Kong Harald. Udover Nidaroskatedralen – det smukkeste kirkerum jeg nogensinde har set – bød midtbyen på to boghandler. I Norli var jeg så heldig at finde Terje Tvedts halvgamle succesbog Nilen, og så blev humøret straks bedre.
Tvedt havde jeg begejstret læst før; han er en vidunderligt selvstændigt tænkende forsker med professorater i både kulturgeografi og globalhistorie. Han har vist tidligere været professor i statskundskab – ikke at dette gør bogen bedre, men bare for at antyde det faglige niveau. Hans pointer står knivskarpt, og de er sjældent, som man forventer.
Han er ekspert i vand og vandkraftens betydning for samfund og kultur, og så har han forsket et helt liv i Nil-området – et kæmpemæssigt landområde med 11 vestafrikanske lande med vidt forskellige kulturer og økonomiske forudsætninger.
Rejsen starter, hvor Nilen løber ud i Middelhavet, og så bevæger vi os mod syd og sydvest i en sand tour de force.
Bogen er en letlæst, komprimeret opsummering af et livs koncentreret tænkning – det er en bog, han selv ville læse, skriver han i efterordet. Tvedt er en af de fremmeste eksperter i britisk kolonialisme i området, og dét gennemsyrer bogen på mangfoldige måder: fra kultur og ambitiøse diktatorer til international politik og dæmninger over landegrænser, landbrug og nødhjælpsorganisationer.
Du bliver med garanti overrasket undervejs, dine tanker bliver udfordret – hold op hvor jeg nød den. Kunne du lide Peter Frankopans Silkevejen, vil du knuselske Nilen (findes på engelsk hos bl.a. Saxo).
Mere af det gode Ganske ligesom nordmændene evner tyskerne at skabe sagprosa i verdensklasse – bare fra de seneste år kender danske læsere navne som Volker Wiedermann, Florian Illies og Andrea Wulf.
Filosoffen Wolfram Eilenberger hører til blandt de fremmeste i genren, og de to forgængere i trebindsserien om omvæltningen i den vesteuropæiske tænkemåde i det 20. århundrede blev såvel anmelder- som læsersucceser både herhjemme og internationalt.
Tredje bind om efterkrigstiden – Nutidens ånder – er endnu bedre end forgængerne, sådan er det. Her giver Eilenberger mere af sig selv, og tolkningen får mere kant.
Den velkendte formular med at spejle fire gennemgående tænkere i hver bog gentages. Denne gang drejer det sig om Michel Foucault, Susan Sontag, Theodor W. Adorno og Paul Feyerabend, som jeg ikke kendte til i forvejen.
Før bogen udkom, håbede jeg, at Eilenberger ville medtage Karl Popper, der optog mig meget som ung. Det gør han for så vidt også, men i kontrastlys: Feyerabend var Popper-protegé som ung, senere i livet blev han en af de argeste kritikere af det østrig-britiske orakel. Meget mere spændende!
Pointerne bliver kun sjældent tygget i små, bløde bidder og serveret på et sølvfad, men det ser jeg kun som en fordel i en bogserie om tænkningens omvæltninger.
Den jeg læser nu Den sidste bog er endnu et anmelderrost værk, men om bogkøberne også har givet Store Nordiske Krig deres kærlighed, er jeg mere i tvivl om. Men jeg håber det, for forfatteren, den danske historiker Dan H. Andersen, fortjener det.
Den store nordiske krig 1700-1720 er en af de mindre kendte krige i dansk historie, thi selvom Danmark stod nogenlunde centralt, ændrede den ikke alverden herhjemme. Men i resten af Europa skete der ting og sager; international politik gled ud af middelalderens skygge og ind i nutiden.
I Nordeuropa blev Sverige nedrevet fra være et bomstærkt imperium til at blive en småstat. Omvendt var det engang tilbagestående Rusland forvandlet til en europæisk stormagt ved krigens slutning. Store Nordiske Krig blev sammenviklet med den samtidige såkaldte Spanske Arvefølgekrig, som på sin side reorganiserede magtforholdene i Vesteuropa – en langt større krig.
Bogen Store Nordiske Krig er en international historie i international klasse. Jeg håber, den bliver oversat.
Som ved Terje Tvedt og Wolfram Eilenberger møder faglig overskud fin formidling, i Andersens tilfælde med nærmest dagligsprogsudtryk skudt ind i den velskrevne tekst. Det bliver aldrig plat, men sprogelskere vil uden tvivl gnægge veltilfredse undervejs (”et liv med fri bar”).
To tykke, tunge bind på i alt godt 1.000 brødtekstsider, hvor layoutet næppe ville overleve en kedsomhedsknap, fortæller vidt og bredt om krig og krigskunst og konger og stormænd med parykker – umiddelbart skulle dette få min kæbe til at gabe sig af led.
Men Dan H. Andersen formår stik imod alle odds at gøre stoffet nærværende. Undervejs kommer han ind på mangt og meget i samfundet udenom, ligesom forfatteren ofte diskuterer eksplicit, fremhæver paradokser, trækker paralleller og påpeger forskelle i forhold til den verden, vi er fortrolige med.
Indledningen til andet bind (jeg har smuglæst) med koblingen mellem økologi, demografi, landbrug, urbanisering, krig og pestudbrud hører til noget af mest ferme i nyere dansk historieskrivning, efter min mening.
Den begejstrede anmelder i fagtidsskriftet Historisk Tidsskrift anbefaler, at man læser det detaljemættede værk i bidder. Jeg har læst knap en fjerdedel på skrivende tidspunkt, så det er tid til en pause (med Ivan Turgenevs romanklassiker Fædre og sønner tror jeg, det bliver).
God læsesommer!
Boginfo Nilen – historiens elv af Terje Tvedt, Oslo 2011. Nutidens ånder. Filosofiens sidste år og begyndelsen på en ny oplysning 1948-1984 af Wolfram Eilenberger, Aarhus, 2025. Bogen er oversat til dansk af Joachim Wrang. Store Nordiske Krig, 2 bind, af Dan H. Andersen, København, 2021.
Skærm ånden (og dit eget læseliv): Lisbet Vestergaards sommerlæsning I min sommerferie er det altid et ritual og et løfte til mig selv, at jeg skal læse en moppedreng af en bog, gerne på over 700 sider. I år er Krig og fred allerede på min læsemenu. Derfor peger jeg på en kende kortere og lettere lekture i denne sammenhæng.
Hastetilfælde af Thomas Korsgaard Essay-genren passer perfekt til en uge i sommerhus, hvor man veksler mellem kaffe, læsning, hækling, solcremepåføring, hvidvin, grill og et slag kortspil i et endeløst loop. Jeg glæder mig til at stifte bekendtskab med Korsgaard, som det af helt uforklarlige årsager er lykkedes mig IKKE at læse en eneste sætning af nogensinde. Der var altid en anden bog, der kom før.
Men nu skal det være. I Hastetilfælde skriver Korsgaard om, hvordan han blev til læser i et hjem uden bøger. Hvordan kunne det gå til? Bogen har også tekster om økonomi, klasse og styrken ved at beherske professorsprog, ligesom Korsgaard fortæller om sin skriverpraksis og litterære helte.
Skærm ånden af Agnete Braad Da Store Bededag blev afskaffet som fridag, besluttede min bror, der er præst på Østerbro, at indføre Store Drømmedag i kirken. Det er et arrangement på to timer, hvor der hvert kvarter kommer et nyt indslag. En samtale, et stykke musik, en meditation eller en oplæsning, der til sammen og hver for sig stimulerer evnen til at drømme og forestille sig fremtider, der vil være gode, smukke og meningsfulde at leve i.
Dette års Store Drømmedag havde besøg af idéhistorikeren Agnete Braad, der læste et uddrag af Skærm ånden. Bogen tager afsæt i kristendommen og rummer refleksioner over, hvordan digitalisering og skærme påvirker vores åndelige liv og vores evne til fordybelse. Hvordan styrker vi empati og nærvær i en digital verden? Hvad betyder tech-giganterne og de sociale medier for vores dannelse, etik og omgang med hinanden? De spørgsmål er på færde i den lille bog på godt 100 sider. De seneste år har jeg haft held med at droppe Instagram helt i min sommerferie. Med Skærm ånden i hånden kan jeg måske blive bedre til at tage flere pauser fra platformen i løbet af året. Måske kommer dagen også snart, hvor jeg tjekker 100 procent ud. Men jeg er der ikke endnu. Det er lidt…åndet.
Evolution og litteratur af Lars Theil Münster Mange af os har prøvet at sidde omkring et bål sammen med venner og lytte til eller selv fortælle anekdoter, gyser- og røverhistorier. Det er en arketypisk, almenmenneskelig erfaring at være samlet om fortællinger, om man så går til mini-spejder eller er mere til Nak og æd i birkebrændets skær. Hvordan hænger menneskehedens hang til at fortælle historier sammen med artens udvikling? Hvorfor har det fra generation til generation været vigtigt for os at være i stand til at sætte os ind i fiktive menneskers liv og blive berørt af dem?
Lars Theil Münster tager livtag med en retning inden for litteraturvidenskaben, der udfordrer kendte teorier og kombinerer psykologi, evolutions- og sprogteori. Hans ærinde er at sætte os på sporet af en tværfaglig tilgang til litteraturen, og jeg behøver ikke at læse mere end bagsideteksten, så er jeg fascineret.
Boginfo Hastetilfælde af Thomas Korsgaard, Gyldendal, 232 sider, 2025 Skærm ånden af Agnete Braad, Eksistensen, 105 sider, 2024 Evolution og litteratur: En introduktion af Lars Theil Münster, Aarhus Universitetsforlag, 250 sider, 2025
Sommerferielæsning a la Jan M. Johansen Vanen tro så består min sommerferielæsning – ok, min læsning generelt – af faglitteratur og bøger med en eller anden historisk vinkel. Denne gang er der både lidt nyere bøger og guld fra gemmerne med samt naturligvis en blanding af bøger på dansk og engelsk. Jeg har delt bøgerne op i to dele. Det er bøger, jeg har læst og som jeg gerne vil anbefale til hængekøjen, og det er bøger, jeg selv glæder mig til at læse i ferien.
Søfareren – en rejse gennem Portugals tabte imperium af Erika Fatland Norske Erika Fatland har siden 2015 skrevet en række fantastisk interessante bøger, der er lige dele rejseskildring og lige dele historiebog. Hun tager gerne udgangspunkt i steder, hvor masseturismen endnu ikke er kommet til, så foruden at være virkelig velskrevne, så får man også et indblik i steder, man kender meget lidt til.
Perfekt litteratur til en sommerferie, ikke sandt?
I Søfareren tager Fatland ud på en rejse i portugisiske Henrik Søfarerens fodspor. Eller kølvand, nok nærmere. For Henrik grundlagde lagde fundamentet for, hvad der skulle blive et af verdens største og længst bestående imperier. Et imperium, der i høj grad var et søimperium, der strakte sig fra moderlandet i Europa til det fjerne Stillehav over Sydamerika, Afrika og Indien. Og vi kommer hele vejen rundt.
Søfareren er ikke kun smukt skrevet, men tager os stort set hele verden rundt, hvor vi møder steder og mennesker, der alle har en historie at fortælle. Bl.a. til Guinea-Bissau og den gamle frihedskæmper, general Fodé, der kommer med denne betragtning:
””Nu er der kun tre af os tilbage.” Brigadegeneralen smilede vemodigt og så med ét gammel ud. ”Det er svært for mig, hver gang en veteran dør. Et helt bibliotek brænder ned sammen med dem og er væk for altid.””
Det rører mit gammel bibliotekarhjerte at høre mennesker beskrevet som biblioteker – fyldt med viden og uvurderlige historier.
Forsvarsløs – når den største trussel kommer indefra af Peter Ernstved Rasmussen Med verdens tilstand og den nuværende sikkerhedssituation in mente, så er Ernstveds bog Forsvarsløs næsten pligtlæsning.
Bogen handler om de mange udfordringer, Forsvaret døjer med, og hvor stor skade mange års fokus på regneark og omskiftelige politiske og interne standpunkter har gjort. Og ”døjer med” er nok mildt sagt, hvis man skal tage Ernstveds eksempler til troende.
Heldigvis er det, det alvorlige emne til trods, en underholdende bog. Den er skræmmende, men også næsten kafkask til tider, og udstiller på bedste vis skaden ved, at DJØF’ere og ligesindede overtager specialiserede fagområder, de ikke ved noget om. Lars R. Møller var allerede inde på noget af det sammen med Det danske Pearl Harbor for en 10 år siden, og de kulturundergravende tiltag, Møller dengang kritiserede, har nu bundfældet sig og har, måske, undergravet hele Forsvarets evne til i det hele taget at fungere som forsvar.
1913 af Charles Emmerson Nu er det jo ikke nogen hemmelighed, jeg er lettere konservativt anlagt på mange måder, så tiden op til Første verdenskrig har en særlig plads i mit hjerte. Det virkede som en mere dannet og adstadig tid. Mine personlige særheder til trods så er bogen 1913 et fascinerende indblik i en svunden tid, hvor vi tages med på en rundtur til 23 af tidens mest betydende eller spændende byer, der hver får et solidt og gennemarbejdet kapitel.
Det er en bog, der fungerer fint som opslagsværk eller essaysamling, som man kan gå til eller fra, hvis man føler for det. Selv brugte jeg 1913 til at supplere min viden om f.eks. Shanghai, Teheran eller Buenos Aires, når de blev nævnt i nyhederne. 1913 er den perfekte sommerferielæsning, der tager dig ud i den store vide verden fra hængekøjen, og den kan snuppes i bidder.
Har man lyst til at vide mere om den tid, kan jeg på det varmeste anbefale Michael Portillos forskellige tv-serier, hvor han ved hjælp af datidens store rejseguides, Bradshaws og Baedeckers, tager toget rundt i Europa. Eller læse Florian Illies’ absolut fremragende bog med samme navn, 1913.
Sagaen om familien Hauteville af Jack Ludlow Nu er vi kommet til en bogserie på tre bind, som jeg glæder mig til at forsvinde ned i, når det bliver min tur til at holde ferie.
Vi befinder os i år 1033, hvor vi følger den normanniske slægt de Hauteville, der grundet politik og arveforhold hjemme i Normandiet ender som lejesoldater i Syditalien. Normannerne var efterkommere af vikinger, der med den franske konges velsignelse bosatte sig ved Seinens munding. De var stridbare, ofte også ret ambitiøse og virkelig gode til at dele tæv ud, hvilket de Hauteville-familien var et fremragende eksempel på.
Familien er historisk, og medlemmerne satte store aftryk, indirekte og direkte, på verdenshistorien. Og kender man Jack Ludlow ret, er der dømt underholdende, farverig og ikke alt for krævende læsning. De tre bind er i rækkefølge Normannerne, Krigerne og Sejrherrerne, og de har en gode 10 år på bagen, men de fleste biblioteker burde have dem.
Radical Help af Hilary Cottam Cottams bog blev anbefalet af en af min venner i Roskilde, der arbejder med unge, og der er få ting, der sælger bedre end et andets menneskes tydelige glæde ved en bog.
Radical Help er en bog, der kigger på, hvordan vi kan revolutionere – det er Cottams ord – velfærdsstaten til gode for især dem, der har mest behov for den. Det lyder om ikke andet spændende, og sådan som jeg forstår det, så er kernen i Cottams metode, at vi skal have en mere holistisk tilgang til at hjælpe folk og ikke bare sende dem fra silo til silo i det store offentlige system. Jeg har svært ved at lure, hvor enig jeg er med Cottam, men jeg glæder mig til at læse bogen og blive klogere.
Boginfo Søfareren – en rejse gennem Portugals tabte imperium af Erika Fatland, Information, 695 sider, 2025 Forsvarsløs – når den største trussel kommer indefra af Peter Ernstved Rasmussen, Lindhardt og Ringhof, 391 sider, 2024 1913 af Charles Emmerson, Vintage (Find titlen på Saxo), 544 sider, 2014. Bogen er ikke oversat til dansk. Sagaen om familien Hauteville af Jack Ludlow udgivet på Forlaget Punktum 1. del: Normannerne, Forlaget Punktum, 363 sider, 2012 2. del: Krigerne, 413 sider, 2013 3. del: Sejrherrerne, 424 sider, 2015 Radical Help af Hilary Cottam, Virago Press (Find titlen på Saxo), 320 sider, 2019 Bogen er ikke oversat til dansk.
Anne-Grethe Demants tip til sommerferielæsning Sommeren står for døren. Et par uger med hvad der føles som uendelig tid, venter, og hvad er bedre end at fordybe sig i en god bog (eller flere). En af de bøger, jeg vil anbefale som sommerferielæsning, er Den sorte smeds sønner 2 af Per Lau Jensen. Bogen er en glimrende slægts- og familiefortælling. Som man kan gætte ud fra titlen, er det efterfølgeren til Den sorte smeds sønner 1, som er en meget fin og dygtigt udført bog.
I bind 2 følger vi den sorte smeds børn og børnebørn og andet godtfolk i perioden 1970-2025, endnu en periode i danmarkshistorien, hvor mange ting forandres i samfundet. Flere mennesker kommer til at tilhøre middelklassen, der bygges flere almene boliger, flere og flere får en højere uddannelse, og velfærdssamfundet forbedres. Der kommer dog enkelte skår, da oliekrisen rammer. Fremgangen kommer heller ikke uden en pris, for når det går bedre i samfundet, får folk også flere drømme, som man får mulighed for at indfri. Men det er ikke altid gratis at få sine drømme indfriet. Alting kommer med en pris.
I 1975 ligger ungdomsoprøret i 1968 stadig tæt på, og de, som er unge i denne periode, vokser op med helt nye værdier, som de videregiver til deres børn, dem der blandt andet (som denne anmelder) er født i 1970erne.
Bogen er på over 500 sider, og derfor er det fysisk umuligt at referere alt, hvad den handler om. Samlet set er Den sorte smeds sønner 2 en yderst gennemarbejdet, velskrevet og velkomponeret bog. Ligesom i bind 1 er der her gjort et grundigt og solidt forarbejde. Der er styr på både den overordnede historie og detaljerne. Per Lau Jensen har skrevet en bog, hvor personerne træder tydeligt og overbevisende frem. Som læser har man mere end almindeligt svært ved at lægge bogen fra sig, og jeg kan faktisk ikke andet end at give den mine varmeste anbefalinger med på vejen.
Boginfo Den sorte smeds sønner, bind 1, af Per Lau Jensen, ApoCalypso, 418 sider, 2024 Den sorte smeds sønner, bind 2, af Per Lau Jensen ApoCalypso, 513 sider, 2025
Husker du, hvordan det er at være ung og gå til eksamen? Tænker du tilbage på de situationer med stolthed, ængstelse eller måske endda let kvalme?
I denne sommer er det 30 år siden, jeg blev student. For mig var eksamenstiden præget af lammende præstationsangst. Mine forældre sendte mig til læge, der sagde: ”Jeg kan godt give dig nogle piller. Men er du helt sikker på, at det er det, du vil?” Løsningen blev en kort løbetur på markvejen, inden jeg skulle til eksamen. Det dulmede nerverne lidt, men ikke for alvor.
Det mærkelige var, at jeg blev knusende rolig og fokuseret, når først jeg sad til den mundtlige eksamen. Jeg blev næsten til en anden person, der i en tilstand af selvforglemmelse var opslugt af stoffet.
Ved nærmere eftertanke viste det sig at være en gave, denne oplevelse af koncentration og fordybelse, som i de heldigste tilfælde også førte til ægte interessante samtaler med min eksaminator. I hvert fald interessante for mig. Måske ikke for den stakkels lærer, der skulle have 15 elever til eksamen på en enkelt dag.
Bagefter kunne jeg ikke huske, hvad jeg havde sagt. Jeg kunne nærmest heller ikke huske den tekst, jeg havde trukket. Det svarer til at læse en roman og være så opslugt af den i et langt læse-nu, at man bagefter ikke kan huske navnene på personerne eller den præcise handling. Altgennemstrømmende nærvær. Ren, stærkt tilfredsstillende, krævende og samtidig givende fordybelse.
Mit eksamensminde kom tilbage til mig, da jeg fik læseforskeren Kristiane Hauers Tænkepause om fordybelse mellem hænderne. Hauer har i sin forskning tidligere beskæftiget sig med dybdelæsning og faglig fordybelse og skrevet en hel ph.d.-afhandling om disse emner.
I tænkepausens korte format fokuserer hun på, hvad fordybelse er for et fænomen, ikke blot i sammenhæng med læsning. Hvad er det for en særlig opmærksomhed, det kræver at blive fordybet? Hvad er koblingen mellem flow og fordybelse? Kan vi gøre noget for at leve vores liv med mere fordybelse i de aktiviteter, der gør livet godt for os? Og hvad kan være bagsiden af fordybelse, som vi har en tendens til at forbinde med noget positivt? Det er blot et udpluk af de spørgsmål, som Kristiane Hauer kommer ind på i denne Tænkepause, der er en bog til tiden og til eftertanke.
Hvis du lytter til den som lydbog på eReolen, kan du jo lave et eksperiment med dig selv: Hvad skal der til, for at du kan fordybe dig i lytningen af teksten? (Den varer 81 minutter). Giver det mening at vaske gulv imens? Eller folde vasketøj? Snyder du dig selv for at blive fanget af bogens pointer og billeder, når du deler din opmærksomhed op? Eller hjælper aktiviteterne med at blive fordybet i teksten?
Kristiane Hauers læseliv Kristiane har tidligere medvirker i serien Portræt af en læser her på bloggen. Det var i 2018, hvor hun gav et indblik i sine læseminder, yndlingsforfattere og reflekterede over, hvordan læsning og skrivning hænger sammen for hende. Kristiane er nemlig ikke blot læseforsker, men også skønlitterær forfatter med flere værker bag sig. Læs eller genlæs Portræt af en læser, der forsker i læsning.
Syv optræder tit som et kraftfuldt tal i eventyr. Der findes syv dødssynder. Efter syv fede år følger syv fede år. Det virker intuitivt rigtigt, at regnestykket syv gange syv udmønter sig i noget ekstra magisk. Det gælder især, når man går rundt og er et 48-årigt menneske, der lige om lidt har fødselsdag og dermed går ind i sit livs første og sikkert eneste jubelår.
Det herrens år 2025 er nemlig ikke kun et jubelår i den katolske kirke (Man forventer for øvrigt, at 32 millioner mennesker vil lægge vejen forbi Rom i år. Nu også på grund af pavens begravelse. Derfor er det måske ikke lige denne sommerferie, du skal besøge den evige stad som almindelig turist.) 2025 er også mit jubelår! Ligesom det gælder for alle andre, der er først i 1976 og dermed er midt i livet.
Men det hele begynder med jødedommen. Jeg har været en tur på lex.dk for at få facts på plads:
”I jødedommen er jubelår (yovel) tæt knyttet til begrebet sabbatsår (shmita). Bestemmelserne for både yovel og shmita defineres ifølge religiøs læsning af Jahve i 3. Mosebog (i jødedommen kendt som Wayyīqrā) kapitel 25. Af teksten fremgår det, at når Guds folk kommer til det forjættede land, så skal man hvert 7. år lade jorden ligge brak. Efter hvert 6. års høst lyder instruksen: “Hvad der har sået sig selv efter din høst, må du ikke høste, og druerne fra de ubeskårne ranker må du ikke plukke. Landet skal have et hvileår. Hvad landet i løbet af sin sabbat selv frembringer, skal I have til føde, du selv og dine trælle og trælkvinder, dine daglejere og de tilflyttere, der bor hos dig; også dit kvæg og de vilde dyr i dit land skal have dets afgrøde til føde.” (3. Mosebog, kapitel 25, vers 5-7).”
Jubelåret handler også om at skabe orden. Som der står på lex.dk:
”Religionshistorisk kan man forstå yovel, som et år hvor kosmos genoprettes efter det kaos, der måtte være opstået i landet i de forløbne 49 år. Handler går med få undtagelser tilbage og slaver, der tilhører Guds folk frigives: “De er jo mine trælle, som jeg førte ud af Egypten; de må ikke sælges, som man sælger trælle.” 3. Mosebog, kapitel 25, vers 42.“
Jubelår og hvileår hænger altså sammen, ligesom det handler om at komme ud af kaos. Hvordan ser det ud, når man overfører denne tækning om et særligt år til et almindeligt liv med familie, arbejde, husholdning og fritidsinteresser? Jeg har lavet øvelsen. Her kan du læse om de tre temaer, der optager mig i planlægningen af mit jubelår. Det er hvile, orden og frihed. Undervejs får du også bud på bøger, der kan være inspirerende og nyttige følgesvende for mig og andre omkring de 50 det næste års tid – og mere til.
Hvile For nogle år siden læste jeg Mit år med ro og hvile af Ottessa Moshfegh, hvor hovedpersonen beslutter sig for at sove et helt år væk, i høj grad hjulpet på vej af diverse medikamenter. Det er ikke den slags hvile, jeg har i tankerne. Jeg er meget glad for mit arbejde, som jeg har det store privilegium selv at kunne tilrettelægge det meste af tiden. Men et år med ekstra god tid til gåture, læsning, kaffe med venner og juicebrikker med min treårige nevø ser jeg nu alligevel frem til. Det burde der være tid til, i hvert fald i efteråret 2025. Til gengæld vil jeg gerne blive bedre til bevidst at integrere pauser i min arbejdsdag, og her er Pia Hauges Pausepower god at grave sig ned i. Her er stærke argumenter for, hvorfor pauser ikke bare er rare, men også strengt nødvendige. Orden Ligesom mange andre er jeg sygeligt optaget af oprydningsprogrammer, hvor ulykkelige mennesker får hjælp til at smide ud, organisere deres ting og komme ud af kaos. Jeg ser en vis logik i, at et menneske midt i livet må kigge tilbage og aflæse mønstre for at kunne kigge frem og lægge nye planer. Det blik tilbage kan manifestere sig aktivt i oprydning. Jeg må med skam melde, at jeg stadig har noter fra mit studie på Litteraturvidenskab i 1900erne liggende i kælderen. Jeg har ikke kigget på dem i over 25 år. Hvorfor er de der endnu? Hvorfor kan jeg ikke skille mig af med dem? Og hvad med de hobbymaterialer, jeg heller ikke har haft mellem hænderne i årevis? Måske bliver jubelåret en anledning til at komme lidt ned i kasserne og ind på hylderne. Også dem med bøger.
Min mor tog den store tur i 2018 (for 7 år siden!), da hun ryddede mit barndomshjem for at flytte i en mindre bolig. Det kan du læse om i blogindlægget Farvel til fødegården.
Vestergaard er for øvrigt blevet revet ned af de nye ejere i løbet af de sidste uger. Nu skal der ske noget nyt på Astrupvej 900, 9800 Hjørring, hvor jeg voksede op. Symbolsk og tankevækkende sammentræf med mit jubelår? Ja!
Frihed Klicheen her ville være at pege på Miranda Julys tiljublede roman På alle fire, der på sin vis fremstår som en hymne til overgangsalderen med alt, hvad den kan indbefatte af ændringer i hormonspejlet og kvinders frigørelse fra det traditionelle liv i en børnefamilie. Det er en rablende og vild bog, som jeg har læst med stor fornøjelse.
Men for mig er frihed nærmere frihed til at læse dybt, langt, koncentreret og fuldstændig uforstyrret. Det er noget, man kan, når der ikke er små børn på matriklen, og ens kæreste ikke udtrykker behov for lange samtaler hver aften hjemme i sofaen.
Så derfor: Nu skal det være. Som den pacifist jeg er, skal jeg læse Leo Tolstojs Krig og fred. Der er så meget ufrihed, krig og uro i verden. Men i litteraturen og læsningen kan vi da endnu være frie og ikke slavegjorte. Vupti: Således binder jeg sløjfen tilbage til 3. Mosebog og frigivelsen af slaver.
Asta Lucia Bonifacini Jensen er min kollega på kontoret i Vartov i København. Asta arbejder med kommunikation hos Organisationen Danske Museer, og hun hjalp med oplæsning af skønlitterære tekstuddrag, da jeg i 2024 lavede to podcast-episoder om ledelse og skønlitteratur. Sikke en stemme!
I dette portræt møder du læseren Asta, der elsker at fordybe sig i læseminder.
Asta i det grønne.
Lisbet:Hvad betød læsning i dit barndomshjem? Asta: Jeg kommer fra et hjem med MANGE bøger, og hvor der altid er blevet læst meget. Derfor har læsning og bøger altid været en del af mit liv. Da jeg var barn, læste mine forældre altid højt for min lillebror og mig, inden vi skulle sove. Min mor kan stadig levende berette om, at jeg var særligt glad for en bog om en blå kanin, som hun selv ikke kunne fordrage, fordi hun syntes, moralen var alt for tydelig og tyk (haha). Men den blev læst og læst aften efter aften, og jeg kan stadig huske de flotte billeder og den lyslilla farve, bogen havde. Da min bror og jeg blev lidt ældre, ville han hellere høre fodboldbøger læst højt, og jeg bevægede mig ind i skønlitteraturens mere forunderlige verden med Det lille hus på prærien og Anne fra Grønnebakken, først læst højt af min mor indtil jeg kunne læse de sidste bind i serien selv.
Lisbet: Hvem lærte dig at læse? Asta: Mine forældre. Der er ingen tvivl om, at de har spillet den største rolle i mit liv, (også) når det kommer til læsning. Især min mors glæde og passion for de medrivende historier i romaner har inspireret mig og har lært mig, hvor fantastisk det er at læse. Det startede med Anne fra Grønnebakken og er kun fortsat siden da.
Lisbet: Hvad var din største læseoplevelse som ung? Asta: Jeg var, som utallige andre piger, kæmpestor fan af Twilight-serien. Jeg var besat af de bøger og det univers. Jeg elskede det så højt, og det var en meget stor del af mit liv og min identitet dengang at gå op i og dyrke det. Når jeg nu som voksen ser tilbage på det, kan jeg godt forundres over den indlevelsesevne og passion, jeg lagde for dagen, når det kom til Twilight. Jeg har nok læst første bind i serien en 15-20 gange på både dansk og engelsk. Serien havde alt det, mit unge hjerte sukkede efter; umulig men dyb kærlighed, venskaber, intimitet, mystik.
Lisbet: Hvad er den bedste bog, du selv har givet som gave? Asta: Forrige jul forærede jeg min fætter Væggen af Marlen Haushofer. Det er en roman, som har gjort et dybt indtryk på mig og en af de bedste, jeg har læst. Jeg tror desværre ikke min fætter var lige så fortryllet som jeg, men jeg var glad for, at endnu en fik den læseoplevelse, som Væggen er. Jeg har gjort det til en personlig mission at anbefale den til så mange som muligt, for det fortjener den virkelig. En helt vidunderlig roman.
Lisbet: Hvilken bog har du for nylig været optaget af og hvorfor? Asta: Jeg har de seneste år fået øjnene op for science fiction, og den bog, som katalyserede den interesse, var Ursula K. Le Guins Mørkets venstre hånd. Bare titlen er jo fuldstændig fantastisk og får mit blod til at isne, når jeg tænker på den grufulde historie. Den roman har ætset sig ind i min hukommelse og vækket min nysgerrighed efter mere science fiction og de undersøgelser af menneskets forhold til køn og naturen, som mange af de science fiction-romaner skrevet omkring 1950erne og 60erne beskriver.
Lisbet: Hvem eller hvad inspirerer dig til læsning? Asta: Det er svært for mig at sætte fingeren på præcis hvor, jeg finder inspiration til, hvad jeg skal læse næste gang. Det er, som om det nærmest sker, helt uden at jeg lægger mærke til det. Som en fornemmelse indefra.
Men jeg ved, at når min stak med bøger, der skal læses efter den næste, er høj, så skal jeg passe meget på at gå på biblioteket, for jeg kan slet ikke styre mig, når jeg går forbi udstillingen med ’anmelderdarlings’ og bøgerne med stjerneklistermærket, som man kun må låne i 14 dage. Der bliver min nysgerrighed og læselyst virkelig pirret, og jeg skal tage mig sammen for ikke at låne en 5-10 bøger med hjem hver gang, (som jeg så slukøret må aflevere to uger efter, ulæste, for selv ikke en passioneret læser som mig kan nå at læse så meget)
Lisbet: Hvad ligger på dit natbord lige nu? Asta: Marvfolket af Keri Hulme, en maorisk New Zealandsk forfatter der vandt Booker-prisen for romanen tilbage i 1983. Romanen er en julegave fra min mor, og jeg havde ikke hørt om den før, men den er sært fascinerende og virkelig godt skrevet. Klart en anbefaling herfra.
Lisbet:Hvordan tror du dit læseliv er om 30 år? Asta: Jeg håber, at det ser ud, som det gør nu, hvor der altid ligger en bog på mit natbord, og jeg altid er i gang med en bog. Og så håber jeg, at jeg måske er blevet en del af en bogklub eller læsekreds, hvor jeg kan dele min læsning med andre. Jeg tror altid, jeg kommer til at være ’læsende’.
Lisbet: Hvad er dit eget bedste læsehack? Asta: Læs hver dag inden du skal sove. Det behøver ikke at være mere end et par sider, men læs hver dag. Det giver ro i hverdagen, man sover bedre, når man slutter sin dag med læsning, og man når at få læst de bøger, man gerne vil.
Lisbet: Hvad er den smukkeste bog, du ejer? Asta: Jeg er generelt meget optaget af bøgers omslag og har faktisk skrevet både bachelor og speciale om netop bøgers omslag og titler. Derfor vil jeg gerne svare på det her spørgsmål som hvilken bog, der fysisk er den smukkeste i min samling. Og der må jeg bare sige alle udgivelser i Solvej Balles Om udregning af rumfang-septologi. De bøger er så lækre og gennemførte i deres æstetiske udtryk. Farvevalgene til de enkelte bind som både er så smukke hver for sig og sammen giver en farvepalet, som jeg kun kan drømme at have god nok smag til at udvælge. Og omslagets taktilitet med dets lidt nubrede, men samtidig silkebløde overflade. Ej, men jeg kunne blive ved. Det er bare virkelig godt bog-håndarbejde, og nogle virkelig, virkelig gode romaner.
Flere læserportrætter Læserportræt-formatet har nu eksistereret otte år her på bloggen. Der er masser af lister og læsere at dykke ned i.
I Bogsnak-kollektivet ærer vi traditionen med at fortælle om vores sommerferielæseplaner. I år er det Jan M. Johansen, Christen Bonde og Lisbet Vestergaard, der byder ind med bogtips. Der er maksimal variation i titlerne, og vi bevæger os rundt i fag- og skønlitteratur, biografier og klassikergenren plus et stænk børnebog. God sommer! Du ved, den bliver god, når du har en hel stak bøger klar, både solcreme og uldne trøjer på lager samt udsyn til marker/strande/klipper/rosenbuske/skylines/springvand/legende børn.
Med Christens ord: Det er nu, du har tid til at tænke. Og er der noget bedre at tænke med end bøger?
Jans sommerlæsning Min sommerferie faldt tidligt i år, så jeg har allerede tilbragt min tid i hængekøjen, hvor jeg har nydt godt af de mange fantastiske bøger, der udkommer for tiden. Vanen tro, har jeg mestendels læst faglitteratur, men kender jeg Lisbet og Christen ret, så skal de nok dække den skønlitterære flanke på bedste vis. Men her er mine sommeranbefalinger, og lad os starte med et smut ud i det danske øland.
Helvede er andre mennesker – Ærømanifestet For godt 10 år siden fik en lettere stresset storbymor den idé, at der måtte være mere i livet end at piske panisk rundt hver morgen for at få børn i skole og sig selv på job. Den åbenbaring satte en række tanker i gang hos Maj My Humaidan, der begyndte at lede efter et andet liv. Eller i hvert fald en anden måde at leve på. Et følelsesmæssigt bæredygtigt liv, kunne man sige.
Gennem dagbogsformen med månedlige nedslag følger vi i Ærømanifestet Humaidan og hendes familie på deres vej fra et liv styret af klokken og andre menneskers kalender til et mere roligt liv på Ærø. Det er en hurtig læst bog, der alligevel har vakt overraskende hård debat. Muligvis fordi den til en vis grad viser, at et lønmodtagerliv dikteret af andres forventninger ikke er lykken for alle.
Uden normer, ingen kultur – Fri os fra den værdiløse borgerlighed Anders Krab-Johansen er nok mest kendt som leder på flere af Danmarks store aviser, men her springer han ud som fuldtonet borgerlig kulturforkæmper.
Krab-Johansen har selv haft en interessant vandring fra sin ungdoms fascination af BZ’erne over det ærkeliberale til en nu mere konservativ verdensopfattelse. Og det er måske i kraft af netop den værdipolitiske vandring, Krab-Johansen har fået øjnene op for vigtigheden af kultur med stort K, og at politik for en borgerlig er og især skal være mere end blot et fokus på penge og lavere skat.
Bogen er spændende læsning for enhver politik- og kulturnørd uanset partifarve.
En overraskende helt – Showman Simon Shuster har med Showman begået en absolut mesterlig bog. I bogen, der er lige dele biografi om den ukrainske præsindet Volodymyr Zelenskyj og lige dele skildring af det ukrainske samfund i tiden omkring den russiske fuldskala-invasion, får man en smuk, sørgmodig og alligevel sært opløftende fortælling om mennesker og heltemod.
Vi kommer hele vejen fra kontormusen, der overtaler en livvagt til at lære hende at bruge et våben, så hun kan blive på sin post, over selvopofrende soldater og embedsfolk til Zelenskyj-familien.
Titlen til trods, så er Showman på dansk, og kan ikke anbefales nok.
En regnbuenations prøvelser – Future Tense Med det just overståede valg i Sydafrika in mente, kan jeg også kun anbefale Tony Leons Future Tense – Reflections on My Troubled Land. Hvis man vil vide mere om regnbuenationen og de massive udfordringer, der truer den nye regering og landets hårdtprøvede folk, så er Leons bog både lærerig og øjenåbnende.
Den er på engelsk, men skrevet i et ligefremt og tilgængeligt sprog, og kan uden problemer fås via for eksempel Bogreolen.dk.
Boginfo Ærømanifestet af Maj My Humaidan, Gyldendal, 237 sider, 2023. Fri os fra den værdiløse borgerlighed af Anders Krab-Johansen, Gyldendal, 254 sider, 2024. Showman af Simon Shuster, People’s, 461 sider, 2024. Future Tense af Tony Leon, Jonathan Ball Publishers, 301 sider, 2021.
Christens sommerlæsning Sommerlæsning skal være let underholdning, der … Pladder! I ferien har du tid til at fordybe dig i noget, der kun giver mening i sig selv. Lad sommerlæsningen være svær, lad det være berigende for hjernens plasticitet!
I år har jeg dog kun sat navn og titel på én bog, jeg skal og må læse, nemlig Edna O´Briens anmelderroste biografi af James Joyce. En hurtig forhåndsgennembladning har vist, at den ikke ser så svær ud igen (men dog tungere end en krimi). Snarere fornøjelig med litterære kvaliteter.
De to foregående afsnit strider en smule mod hinanden, så lad mig forklare:
Som et udslag af midtlivskrisen lød mit nytårsforsæt, at jeg ville læse nogle af alle de bøger, jeg havde anskaffet mig gennem de seneste årtier. I hvert fald ville jeg læse flere af de bøger, jeg allerede havde på hylderne, end jeg ville anskaffe mig nye.
Nogenlunde samtidigt talte jeg med en kær, gammel gymnasieven. Mads, som han hedder, var i gang med at læse verdens angiveligt sværeste roman, James Joyces Ulysses fra 1922. Skulle jeg bevare min nørdede street-credit var sagen klar: Mit eksemplar af Ulysses måtte ned fra bogreolen, hvor den havde pyntet i alt for mange år. To fluer med ét smæk.
Kom jeg igennem strålede en adgangsbillet til det litterære frømandskorps i horisonten, mente jeg at vide. Sådan var det i hvert fald i De gode gamle Dage før iPads, Nexflix, AI og lydbøger og elbiler og … Motivationen var i top.
Ulysses er forbandet svær at læse; ingen pædagogiske baggrundsforklaringer, ingen læserafslappende miljøbeskrivelser, den næsten tomgangsagtige fortælling (!) springer fra tema til tema uden forklaring, bogen er indforstået, forfatteren benytter skræmmende mængder symbolik (kendt og hjemmeopfundet), Joyce misforstår med vilje, den litterære metode stream-of-consciousness er med rette berygtet, ordkløveriet opnår usete højder (den irske forfatter gik på en jesuitisk skole som barn) osv.
Men på den måde minder Ulysses mere om virkeligheden, vil jeg påstå, end de friserede versioner vi ellers bygger vores verdenssyn på. Formidling og virkelighed forholder sig til hinanden som fisk og gummistøvler. Nutiden er berøvet virkelig bagklogskab, hukommelsen er fragmentarisk og selektiv og springende og uformelig. Vi er kejtede, og vi siger det forkerte, selv om vi ved bedre. Vi må forstå forlæns uden gelænder osv.
Fatter man ikke en hylende papskid, må man ty til hjælp, og det gjorde jeg så. Hyggelæsningen blev et studie, et forårsfyraftensprojekt.
Min udgave af Ulysses er udstyret med et utal af fodnoter med realoplysninger. For så vidt en praktisk hjælp i læsningen af det flagrende værk, men til gengæld fangede jeg slet ikke rytmen i teksten, da mine øjne hele tiden sprang fra brødteksten og ned. Rytmen har ellers, iflg. Steen Klitgård Povlsen, stor betydning for forståelsen.
Bogreolen gemte Den foreløbige James Joyce encyklopædi. Den gav et hint om, at der var mening gemt i galskaben. Men den lille opslagsbog med sine skæve opslag virkede nu mest af alt, som var den henvendt og tilpasset til kulturradikale 68-ere, som allerede har læst.
Ulysses blev derefter samlæst med Sten Klitgård Povlsens kompetente bog En dag i juni. Den danske litteraturforsker byder på en mekanisk kapitelgennemgang med ”Analyse” som en fast afsnitsoverskrift, men hans klartskuende bog gjorde mangt og meget forståeligt. Et kapitel hos Joyce, derefter om det tilsvarende kapitel hos Povlsen; andre gange blev Povlsen læst først.
Hvor Joyces’ iøjnefaldende brug af symbolik har stor betydning i Povlsens fremstilling, bliver den anskuet som litterær staffage i svenske Olof Lagercrantz klassiske udlægning af Ulysses. Lagercrantz fik jeg tilsvarende megen glæde af. I øvrigt har de begge ret, selv om de mener det stik modsatte af hinanden.
Da jeg mente, jeg havde nogenlunde styr på bogen, selv om jeg stadig ikke forstod 95,4 %, læste jeg en bemærkning, der gav bogen et sjælenært dybdelag. Litteraturforsker og Joyce-ekspert Benjamin Boysen sammenfatter i en avisartikel meningen med Ulysses med begrebet ’sårbarhed’, altså at vi alle er skrøbelige individer dybest nede, og derfor har vi alle sammen et ansvar for at holde hinanden oven vande.
Det er næppe tilfældigt, at Boysens tolkning fremkommer i disse år, hvor den danske moralfilosof K.E. Løgstrups etiske fordring har fået sit andet liv. Ikke desto mindre gav Boysens pointe rigtig god mening for mig, og meget faldt på plads.
Er du forvirret? Det er sundt, nu du har tid til at tænke!
Litteratur Arild Batzer m.fl. (red.): Den foreløbige James Joyce encyklopædi, Roskilde Bogcafé 1998. James Joyce: Ulysses, oversat og med noter ved Bent Wiberg og Jens Feilberg, Forlaget Vandkunsten 2019. Olof Lagercrantz: At være til. En studie i James Joyces Ulysses, oversat af Kurt Fagerberg og Bent Wiberg, Martins Forlag 1977. Edna O’Brien: James Joyce, på dansk ved Peter Laugesen, people´s 2023. Steen Klitgård Povlsen: En dag i juni. En guide gennem James Joyces Ulysses, 2. udgave, Klitgaard 2022. Pernille Stensgaard: ”Ja sagde jeg ja jeg vil ja”, Weekendavisen, 4. februar 2022.
Lisbets sommerlæsningi Vendsyssel, Skåne og på Frederiksberg Det har ikke været rigtig sommerferie, uden at jeg har læst en tyk roman. Det princip fraviger jeg ikke, og denne sommer har jeg til formålet indkøbt en solid basse på 596 sider, der skal holde mig beskæftiget i mange, selvforglemmende timer. Det drejer sig om Jordisk af Theis Ørntoft.
Bogen er nomineret til et væld af priser, og bagsideteksten har flyvehøjde, mildt sagt: “Jordisk er en slægtsroman om de grundstoffer, der udgør et menneskeliv, og om de kræfter, der binder os sammen med hinanden, med samfundet, med jorden og med universet”. Rhea, Joel og Miriam er søskende. De mødes ved deres morfars begravelse, og det bliver startskuddet til en vildtvoksende fortælling om at finde retning og formål i livet og i et Danmark, du måske eller måske ikke kender.
Kærlighed, arbejde, natur, marmor, kapitalisme, undergang og forbundethed på tværs af generationer – alt det, skal jeg fortabe mig i, og jeg glæder mig.
Et ord for blod Jeg læser relativt sjældent biografier, men denne sommer kaster jeg mig ud i Faysa Idles Ord for blod. Jeg ved ingenting om tilværelsen i en forstad, der står i flammer. Jeg ved intet om, hvad det betyder at have somalisk baggrund. Idle er født i 1998 og har oplevet blodig bandekrig fra en meget ung alder.
”I løbet af mit liv er jeg blevet kaldt mange ting. Skide flygtning, kriminel somalier, for svensk, for muslimsk. For meget hud, for lidt hud, tag tørklædet på, tag tørklædet af, læs Koranen, du er ikke Koranen værdig, et fejltrin og ingen vil have dig, du skal dø, have tæsk, voldtages og kvæles. Man var aldrig rigtig. Så hvem var jeg egentlig? Og hvordan fanden var verden blevet så modbydelig?”
Alt det regner jeg med at få en slags svar på i Et ord for blod.
Honey from Weed: Fasting and Feasting in Tuscany, Catalonia, the Cyclades and Apulia Min altid kokkererende og reflekterede veninde Julie har anbefalet mig en helt særlig kogebog, der også er en samling rejseskildringer og en hyldest til det enkle og sanselige liv. Forfatterinden med det forjættende navn Patience Gray blev født i 1917. Hun fik tre børn og havde ikke meget at gøre godt med. Heller ikke kærlighed i ægteskabet var der meget af.
I en alder af 52 vendte livet for Patience. Hun mødte en billedhugger, de blev forelskede og begyndte at rejse rundt i Sydeuropa, hvor de smagte på alt det gode i tilværelsen, både i konkret og overført forstand.
Læs madskrifterne, mærk olivenoliens pebrede smag på din tunge og nyd et stykke klassisk, kulinarisk litteratur. Bogen er ikke oversat til dansk. Men hvem ved: Måske sker det en dag?
Fuglehuset Jeg har en søn, der gerne vil have sig frabedt, at jeg læser højt for ham. Det er ikke en chill ting, når man er 12 år gammel. Til alt held vil min nevø på to næsten altid gerne høre en god historie.
Denne sommer kunne det være serien med de ordknappe, men dybt humoristiske figurer Tulle og Mulle. Katten og hunden lever i et enkelt, grafisk tegneserieunivers med stærke farver. I Fuglehuset møder de en hjemløs fugl. Den tegner de et toplækkert hus til. Men det er bare ikke nemt at bygge. Det er sådan set historien, men mere skal der heller ikke til. Planer kan være vilde og ambitiøse, og nogle gange er det nemmere at bygge et luftkastel i 10 etager end et fuglehus. Det hele går jo alligevel. Den livsfilosofi vil jeg gerne abonnere på.
Der er tre andre bøger i serien med de charmerende typer Tulle og Mulle. En disclaimer må være på sin plads her: Sammen med bibliotekarlegende Julie Arndrup har jeg udvalgt serien til dansk oversættelse på forlaget Arkimedes. Når Julie synes, det er en god billedbog, så synes jeg det også. Nemt.
Boginfo Jordisk af Theis Ørnsbo, Gyldendal, 596 sider, 2023. Et ord for blod af Faysa Idle, HarperCollins Nordic, 224 sider, 2024. Honey from Weed – Fasting and Feasting in Tuscany, Catalonia, the Cyclades and Apulia af Patience Gray, Prospect Books, 375 sider, 1986. Fuglehuset af Max Low, Arkimedes, 32 sider, 2024.
I løbet af min arbejdsuge er jeg tit nogle timer på kontoret hos Tænketanken Fremtidens Biblioteker, hvor vi har lidt plads, men enorme mængder af hygge og endnu større mængder af biblioteksrelateret fagsnak. I en periode var jeg kollega med Josefine Ísafold Auðunsdottir Nielsen. Hun er nyuddannet sociolog med kærlighed for og erfaring med biblioteker, litteratur og læsevaner. Jeg har fået lov til at lave et portræt af Josefine som læser. Hun fortæller blandt andet om sin litterære awakening, læsning som et pauserum og sociale medier som en essentiel spiller for læselysten.
Hvad er dit tidligste minde om læsning? Jeg kan huske, at min mor og jeg læste Karla-bøgerne højt, da jeg var lille. Og da jeg ramte en alder, hvor jeg selv kunne læse, blev jeg meget optaget af Witch – både bøgerne og tegneserien. Men en læseoplevelse, der fremstår skelsættende for mig, var, da jeg som 12-årig læser Twilight. Det var lige omkring, den første film kom ud, og hypen var episk. Det var første gang, jeg oplevede den der fuldstændig opslugende læseoplevelse. Hvor man fuldstændig glemmer tid og sted. Hvor man kommer igennem en vild følelsesmæssig rutsjetur, fordi indlevelsen er så dyb og akut. Den efterfølgende sommer blev de sidste bøger i serien oversat, og jeg kan huske at være fuldstændig ude af rækkevidde, mens læsningen stod på. Jeg ville ikke slippe bogen for noget. Til min lillesøsters store frustration. Men what to do? Jeg havde oplevet min litterære “awakening”.
Hvordan har din læsning udviklet sig gennem livet? Siden min Twilight-besættelse tog det fart med at udvikle min ‘læseridentitet’, som jeg vælger at kalde det. Jeg har lige siden mine pre-teenage-år været kendt som hende, der læste meget, og der har ikke været en jul eller fødselsdag siden, der ikke har haft bøger på ønskesedlen. Mængden har varieret, bevares, men der har som regel altid været en bog i gang, selvom det måske nogle gange har taget mig nogle måneder (*host* mange måneder) at komme igennem dem. Det seneste års tid eller to er min læsning dog eskaleret som aldrig før, til min pengepungs store fortrydelse.
Hvilken slags læser er du i dag? Jeg er uden al tvivl, hvad man ville kalde en mood-reader. Mine følelser og mit humør dikterer, hvilke bøger jeg læser, selvom jeg dog typisk bevæger mig rundt i de samme to genrer – contemporary romance og fantasy (okay, okay, romantasy). Er jeg ovenpå og har overskud, så kan jeg for eksempel kaste mig over en lidt mere kompleks fantasy-roman, hvor et detaljeret verdenssystem kræver, at forestillingsevnen står skarpt. Har jeg brug for bare at slå hjernen lidt fra og lade mig underholde, så kaster jeg mig over ufarlige moderne kærlighedshistorier, der typisk følger en semi-generisk outline, så man ikke skal forholde sig til de helt store overraskelser.
Jeg er også en superforbruger af litteratur – hvis man kan sige det sådan. Jeg læser rigtig meget. Som i rigtig, rigtig meget. Jeg tror læsningen er et pauserum, som jeg især har brugt under det sidste halvandet års tid af min uddannelse, hvor jeg begyndte at mærke, at presset blev tungt. Her blev litteraturen en form undslippelse, en emotionel sutteklud – så usexet som det nu lyder. Det giver mig bare meget på overskudsfronten at kunne lukke af for omverden for en stund og så bare dykke fuldstændig helhjertet ned i to personers rejse mod hinanden. Læsningen er en substantiel del af min hverdag, og hvis det skulle ske, at jeg ikke får læst en dag, så er det helt sikkert, at jeg går i seng med følelsen af at have glemt et eller andet. I kender følelsen, ikke?
Josefine foran sin stærkt appetitvækkende bogreol.
Hvem eller hvad inspirerer dig til læsning? For tiden er det helt sikkert sociale meder, der driver min læsning fremad og sørger for, at min to-be-read liste altid er uoverskuelig lang. Jeg tror, sociale medier er med til at holde mig til ilden og holde min læselyst oppe, fordi jeg oplever en overflod af anbefalinger af bøger, som jeg virkelig gerne vil læse. Heldigt for mig, er der mange andre unge kvinder som mig, som er kæmpe suckers for pastelfarvede, melodramatiske romancer, så dem tror jeg ikke, jeg løber tør for lige fremover.
Hvorfor har du skrevet speciale om et læserelateret emne? Og hvad handler dit speciale om? Jeg har skrevet speciale om the Bookternet, hvilket er en samlebetegnelse for alle litterære nicheuniverser på tværs af forskellige sociale medieplatforme. Mere specifikt har jeg undersøgt, hvordan unge oplever, at sociale medier påvirker deres læsevaner, og hvilke potentialer sociale medier kan have i udviklingen af læselyst blandt unge. Min interesse for det her fænomen ligger i høj grad i min egen oplevelse med the Bookternet. Som jeg lige nævnte, så er sociale medier en essentiel spiller for min egen læselyst, og jeg var simpelthen så nysgerrig på, hvad det egentlig var, der foregik her. Hvordan kan et simpelt billede af en bog med et random citat i beskrivelsen give mig en akut trang til at læse bogen? Hvordan kan det være, at en 15 sekunders video med billeder, der illustrerer en bogs æstetik, er alt hvad der skal til, for at bogen lander på min TBR? Der var nogle dynamikker på spil, som jeg meget gerne ville blive klogere på. Og så var jeg også stærkt motiveret af tanken om, at the Bookternet muligvis har potentiale til at blive et værdifuldt redskab til at skabe mere læselyst. Kunne det ikke være cool?
Hvor og hvordan kan du godt lide at læse? Efter så mange år har jeg udviklet en fantastisk evne til at kunne læse alle steder, men jeg foretrækker helt sikkert at sidde i min sofa, med min bog og en helt tom dag foran mig. Den bedste læsesituation er den uforstyrrede læsesituation. Hvis bogen er meget spændende – eller bare moderat spændende, hvis jeg skal være ærlig – så kan jeg uden problemer sidde hele dagen og læse. Det eneste værre end at være tvunget til at lægge en god bog fra sig er æselører.
Hvordan tror du, dit kommende læseår bliver? Jeg håber, det bliver lige så produktivt som sidste år, også selvom jeg i starten af året havde sat mig for at skrue lidt for læsemængden. Som nyuddannet går jeg lidt en uvis tid i møde, så det er svært at gisne om, hvor meget læsetid der bliver. Nogle veninder og jeg har lige startet en læseklub op, og den første bog, vi skal læse, er Måden Du Rør Mig På af Maja Lucas – ikke en bog der naturligt ville have placeret sig på min læseliste. Så jeg ved at det bliver et år, hvor jeg skal bevæge mig ud fra mine komfortgenrer.
Hvilke titler er magtpåliggende for dig at anbefale til Bogsnaks læsere? Jeg sætter måske lidt Bogsnaks læsere på en prøve med de her anbefalinger, men jeg synes de tilsammen afspejler min kærlighed for det fantastiske, det romantiske og det historiske. Og det skulle jo være meget sundt at læse lidt uden for sin komfortzone engang i mellem.
Anbefaling 1: Anastasia af Sophie Lark. En episk genfortælling af tegnefilmen med samme titel fra 1997, der tegner en fiktiv fortælling om den sidste russiske zars yngste datter. Den rammer bare et sweetspot mellem min indre prinsesse og indre power-woman.
Anbefaling 2: Archers Voice af Mia Sheridan. En smuk kærlighedshistorie fortalt gennem nonverbal kommunikation. Medbring Kleenex.
Anbefaling 3: Amazonernes Ring af Anne Fortier. En hommage til min teenageår, hvor alt, hvad der lugtede bare det mindste af historie og sagnomspundne myter, havde min interesse.
Flere læserportrætter Læserportræt-formatet har nu syv år på bagen. Der er masser af lister og læsere at dykke ned i.
Er der noget bedre end at sætte sig med en god bog på en lang, mørk vinteraften og lade sig indhylle i en god fortælling? Jeg tror det ikke. Jeg holder i hvert fald selv meget af, at læse en god bog.
En af de bøger, som jeg næstsen lige har læst er en bog, som jeg gerne vil anbefale Jer andre at læse.
Jeg har brygget en anmeldelse af “Den sorte smeds sønner” af Per Lau Jensen, som kommer her:
Det er et meget imponerende research- og skrivearbejde, der ligger til grund for “Den sorte smeds sønner”, som er Per Lau Jensens seneste bog.
Det er en slægts- og samtidsroman på 418 sider, som for min skyld gerne måtte have fortsat de næste 418 sider også.
Den sorte smed bliver født i 1886 og bliver kaldt for den sorte smed fordi han er meget mørk af en hvid mand at være. Han er fagforeningsmand og er på nogle områder meget fremsynet, men på andre punkter lidt gammeldags.
Som udlært smed kommer han til at bo i en lejlighed i Ryesgade med sin kone Dagmar. Herfra følger bogen familiens tilværelse, børnene der kommer til, arbejdslivet og hverdagslivet. På den måde er bogen en slægtsroman, men bogen er sandelig også et portræt af vores hovedstad og af Danmark, der har gennemgået temmelig store forandringer igennem de sidste 100 år. Tænk bare på 1. og 2. verdenskrig, tænk på hvordan arbejdsmarkedet og arbejdsvilkårene har ændret sig på blot lige over 100 år.
Bogen følger så at sige både hovedstadens og landets forandringer, men er også en fortælling om hvordan de generationer der kommer efter en selv er med til at forandre det land vi bor i – ganske enkelt fordi tiderne skifter og de kommende generationer kan have ganske andre drømme og ønsker for sig selv og for hvordan verden skal se ud.
Det er vanskeligt at koge handlingen på 418 sider ned i kort form. Men jeg kan sige, at det er er længe siden jeg har læst så gennemarbejdet bog som denne. Det er en meget imponerende og velskrevet bog jeg har liggende foran mig. Selvom jeg holder af alle Per Lau Jensens bøger er denne her min favorit – den er meget spændende og i høj grad læseværdig.
Denne bog er på min top 3-liste over årets bedste læseoplevelser og jeg vil på det varmeste anbefale andre, at læse denne bog og købe den som julegave.
#bogsnak 