eReolen 2017 og 2018: ”Dette burde skrives med kurvediagrammer”

Som halvdelen af den nationale projektledelse i eReolen og en slags chefforhandler er det min store glæde engang imellem at gøre status for eReolen og se fremad her på verdens bedste blog – også for at give et kig ind bag kulisserne selvfølgelig.

Jeg gjorde det for 2016 med cirkeldiagrammer her.

Jeg gjorde det midtvejs i 2017 med søjlediagrammer her.

Logikken tilsiger, dette burde skrives med kurvediagrammer nu. Det er også verdens mest indforståede vittighed – kun jeg forstår den, men jeg synes til gengæld, den er ret sjov. Mere om dét nedenfor.

Jeg vil berøre tre emner her: Hvordan gik det så i 2017 og hvorfor? Hvordan ser det ud for 2018? Hvorfor er eReolen og mange store forlag altid så uenige? Det bliver lidt langt, men min spæde krop er fyldt med meget, der trænger sig på.

NB: Alt i denne blogpost er helt for egen regning. Jeg taler IKKE for eReolen, biblioteksvæsenet, Københavns kommune eller andre. Find selv på en institution, og jeg taler heller ikke for den!

2017

… var sgu’ god! Det burde så meget illustreres med et kurvediagram. Læg lige mærke til, at fem store forlag ikke var på eReolen i 2017 i modsætning til 2015.

ereolen 15-17

eReolens samlede udlån af ebøger og netlydbøger  2015-2017 månedsvist.  Vi måler helst selv antal unikke brugere, men vi bliver altid spurgt til udlånet. De to tal følges i øvrigt meget tæt ad.

Det var ganske klart halvt inde i 2017, hvordan det ville ende med at se ud, og det beskæftigede jeg mig med i føromtalte post.

Ganske kort: Mange af de store forlag holdt sig stadig ude, men Danmarks største digitale forlag, Lindhardt & Ringhof, var indenfor, og ikke bare øgede de titelmængden betragteligt – bl.a. i digitaliseringssamarbejder med eReolen – de lagde næsten alting ud med maksimal tilgængelighed. Hertil kom pæn succes med vores nye tilbud til børn & unge – eReolen GO! – som er indrettet til børns lystlæsning, og som en del kommuner og skoler har taget til sig. GO! løftede et ellers stagnerende ebogs-forbrug. Antallet af deltagende forlag steg til over 600. Har Danmark over 600 betydende forlag? Nej. Hvem er de så? Aner det ikke – og det er jo lidt syret, men jeg tror, der er mange enkeltmandsforlag, der varetager ejerens digitale rettigheder.

Tendensen omkring netlydbøger fortsatte også bare. De udgør 1/4 af titelmængden, men står for 2/3 af brugen. Folk vil bare have lyd. Det er endnu en ting til perlerækken af ting, jeg ikke forstår. Jeg har prøvet lydbøger, men jeg føler mig drivende til havs i tæt tåge i en robåd uden årer. Det går langsomt. Der er en oplæser, der har lagt sig forstyrrende ind mellem mig og bogstaverne. Jeg har ingen fornemmelse af, hvor langt jeg er, og jeg har ingen ankre; kun ord, der driver ud i tågen og forsvinder.

Statistikken afslører dog også udfordringer. Vi er fx ikke særligt gode til at fastholde nye læsere. 44% låner én bog og smutter igen. Det er mere markant for ebøgerne end netlydbøgerne, hvor det tilsvarende tal er 33%. Hvis de smutter til de kommercielle tjenester, så er det herligt, men det ved vi ikke. Vi bliver nødt til at give folk en bedre førstegangsoplevelse og kunne vi kontakte dem, ville det være fantastisk, men vi er hæmmet af, folk bruger CPR-numre som bruger-ID, for så må man – heldigvis – næsten ingenting.

Et par grundtal her: eReolen havde i 2017 256.008 unikke ebogslånere, 246.635 netlydbogslånere. Ialt 365.857 unikke brugere. De lånte 1.108.961 ebøger og 1.771.340 netlydbøger.

lånperbruger

Hvor stor en andel af de unikke brugere låner X antal bøger på et kalenderår?

Der var dog også politisk ballade i 2017. eReolen og forlagene, der stod udenfor (Gyldendal, Politiken, Modtryk, Gads Forlag, People’s Press), var under politisk pres for ”finde hinanden,” eller kulturminister, Mette Bock (LA), ville gribe ind og lovgive.  I december 2016 gav hun os en frist på et år, og selvom der egentlig altid har været en dialog, så fandt parterne sammen i forhandlingslokalet for alvor og begyndte den lange nats rejse mod dag. Skilt i synet på meget, men samlet i fælles angst for et indgreb, der i princippet kunne blive hvad som helst.

Dog var det heller ikke nemt at være kulturminister, tror jeg, for hvordan skulle et indgreb egentlig se ud? Skulle man tvinge kommunerne (der driver folkebibliotekerne) til at købe dyrere ind og på ringere vilkår? Det ville Kommunernes Landsforening sikkert have ét og andet at sige om. Er et indgreb overhovedet fedt, når man er fra Liberal Alliance? Og hvor mange forlag var egentlig for alvor interesserede? Det er et retorisk spørgsmål. Svaret er tre-fire stykker max. Mindst af alt nok ønskede hun at forstyrre dialogen og forhandlingerne, og direkte adspurgt, hvordan det gik med det hele, kunne jeg kun svare henholdsvis ”godt,” ”dårligt,” ”håbløst, ”fantastisk,” ”tror ikke på det” afhængig af, hvilken dag på ugen det var.

2017-11-27 10.10.27

En minister og en del forlagsfolk og forfatterepræsentanter og eReolen og andet godtfolk

Så i uge 50 fik vi først et sammenbrud og så et gennembrud med Gyldendal og Modtryk på samme tid. Detaljerne er behårede, men princippet er, at eReolen får adgang til forlagenes ebøger, men kun B/U-netlydbøgerne. Det skal man ikke være ked af. Det er næsten 7.000 gode ebøger og næsten 800 ditto netlydbøger. Køligt betragtet udefra – og det er svært for mig, der hverken er kølig eller udenfor – er det interessant at se det bratte skifte i forlagenes sigte. Tag vores tekst, men fingrene væk fra vores lyd! Midt-10’erne har da også været gode år for lydforlag. Bibliotekerne købte fysiske lydbøger ind for vanvittige stykpriser, og eReolen opdyrkede egenhændigt netlydbogsmarkedet til ganske hæderlige klikpriser. Nu er alle på lydvognen, men et par forlag så gerne eReolen sparket helt ud af vognen. Ak, ak. Utak er sandelig verdens løn 😉

Så mangler vi egentlig bare Politiken, Gads Forlag og People’s Press, og her har andre fronter åbenbaret sig. Der er konkrete forhandlingsforløb i gang, og det ville trods alt undre mig, om ikke vi finder hinanden. Forhåbentlig alle tre, men to kunne også gøre det. I 2015 var vi alle sammen samlet sidst, men aktiviteten var for stor, skønnede nogle forlag og trak sig ud igen i 2016. Denne gang prøver vi mere forsigtigt, og så håber vi, det bliver en langvarig romance.

2018

I det ny år kommer vi til at krydse 30.000 ebogstitler og 8.000 netlydbogstitler. Der er retrodigitalisering i gang med både ebøger og netlydbøger. Der udvikles nye formidlingskoncepter hele tiden, og bibliotekerne er i fuld færd med både at arbejde med national formidling, genbrug og deling på den ene side og digitalt mindset på bibliotekerne på den anden side. Vi har spritnye websteder på ereolen.dk og ereolengo.dk, og i løbet af 2018 får vi nye apps til iOS og Android. Alt er godt. Send flere penge!

Der er såmænd også rigeligt med udfordringer, så vi kan næppe blive for beredt. De kommende generationer er mobile og digitale, og årgangenes lystlæsning falder år for år. Tiden går i stigende grad med først og fremmest chat og YouTube.

publicservice

Stor forskel i unge og midaldrendes medieforbrug. Fra den såkaldte public service-rapport 2016.

Tænketanken Fremtidens Biblioteker udgav i efteråret en kvantitativ rapport om børns læsning. Den kvalitative rapport kommer ultimo februar 2018. Blandt rapportens mere spektakulære konklusioner er, at de ellers så trofaste tween-piger er begyndt at falde fra lystlæsningen. Drengene holder næsten stand med et fald fra 53% til 52% (“lystlæser flere gange ugentligt”), men pigerne står for et fald fra 68% til 59%. De største fald for begge køn sker omkring 5. klasse. Det er dér, de lægger bogen fra sig og samler mobilen op for at chatte.

Det er trist af flere årsager. Primært fordi læsning er grundvariablen for alle gode ting her i livet; faglige kompetencer, uddannelse, social intelligens, fællesskaber og oplevelser. Læsende børn er bedre til alt fra IT til geografi, de får bedre uddannelser, bedre sociale kompetencer og mere aktive liv. Den bedste skattekrone, man kan bruge – overhovedet – er på at få et barn til at læse bedre. Citat: Greg Lucas; Californiens statsbibliotekar, 2017. Vi har brug for et nationalt kompromis mellem forfattere og forlag, biblioteker og skoler, lokale og nationale politikere m.v. Jeg håber, 2018 bliver ret, vi tager denne fælles udfordring op.

eReolen og forlag; hvad er problemet?

Forlag skal sælge nogle bøger. De forlag, der ikke bare er en eller andens hobby, altså. Ellers holder alting op. Bagved alt det idealistiske og det kulturpolitiske og Kunsten er der en kommerciel maskine, der skal fodres med salg. Helst lige nu eller om ikke så længe eller rimelig snart. Gyldendal fx er et aktieselskab. Aktionærer vil gerne høre om fugle på taget, men allerhelst vil de holde en fuldfed grillkylling med det hele i hånden.

20111112-151126-l_34mb

Dette er (også) en maskine. Bogforum 2017.

Biblioteker har brug for aktivitet i form af udlån og besøg for at bevise sin betydning for borgerne og lokalområdet. Samfundsnytten af biblioteker er større end den pengesæk, vi poster i dem, men goderne er nationale og fremtidige, mens kulturkroner udmøntes lige nu og kommunalt. Den fornødne aktivitet er produktet af inspirerende, fysiske og digitale rum og tilbud.

Begge parter er udfordret af, at læsning er udfordret og af et overflødighedshorn af kommercielle underholdningstjenester på nettet. Folks medieforbrug er under tektonisk forandring. Svaret er alle for så vidt enige om: Det er at tilbyde de hungrende masser velassorterede, brugervenlige digitale tjenester, mens man stadig udnytter de særlige ting, det fysiske kan. Her kan biblioteket spille flere roller, men bibliotekets rolle i det digitale er dér, hvor parterne skilles.

Bibliotekets tænkning er, at det digitale skal bruges til at skaffe nye læsere, gøre svage læsere stærkere, øge brugernes bevidsthed om og kritik af egen læsning, øge det sociale aspekt af læsning osv. Alt dette gælder dobbelt for børn og unge, som er så sindssygt vigtige. Når vi lige har fået lille Palle Ib til at læse “Plet og enhjørningen” nytter det ikke noget, han skal stå i kø i tre måneder til “Plet og grævlingen.” Så taber vi ham til YouTube på stedet. Vi har brug for aktuelle titler med så liden friktion som muligt til en rimelig penge. Marginalomkostningen ved at udlåne en digital bog er latterligt høj i forhold til en fysisk bog; altså hvor meget koster ét lån mere.

Af de større forlag er der en del, der giver os ret i denne mission. Ikke, tror jeg, fordi de ikke kan modstå vores drengede charme, men fordi det harmonerer med deres egen forretningsstrategi: Læsning til alle hele tiden med ingen restriktioner. Så er der en del, der er helt uenige. De frygter, at litteratur vil blive en betalingsløs ting lidt ligesom nyhederne til dels er blevet. Man får også meget musik hos Spotify uden at betale og endnu mere hos YouTube. eReolen betaler såmænd ganske udmærket, men for brugerne. Disse forlag er mere optaget af at værne om bogen som produkt ved at øge dens egenværdi via eksklusivitet. En hjørnesten i den strategi er, at folk opleve bøger som noget, man køber til evig arv og eje eller adgang til via kommercielle streamingtjenester som Bookmate eller Mofibo. Hvis den ligger til rådighed på eReolen, hvad den egentlig helst ikke skal, skal folk i al fald opleve forsinkelser og restriktioner. Tanken er altså her, at lille Palle Ib enten får sin mor til at købe ”Plet og grævlingen” eller et Bookmate-abonnement, når han møder modstand i servicen. Herudover skal alle forlag have mulighed for strategisk at arbejde med salgskanaler og –vinduer, og eReolen kan ikke blive for stivstukket her.

reservation

Kø på ebøger. Jeg får styr på min kerneopgave om tre uger. Det er faktisk billigt sluppet.

Alle disse hensyn i en branche, hvor alle kender hinanden, og hvor alle lurer på hinanden, prøver eReolen at imødekomme ved at udvikle nye, målrettede udlåns- og forretningsmodeller. Vi vil gerne have forlags hele kataloger, for det ligger i bibliotekets ånd, at vi har adgang til det hele på den ene eller anden måde, men vi er med på at beskytte kommercielt interessante titler med restriktioner og køer. Omvendt vil vi gerne have friere adgang for børnene. Vi vil også gerne have netlydbøgerne, hvor der nemt kommer nye læsere til, men det ser lidt tungt ud.

Alle er enige om, at bibliotekerne er særligt egnede til at formidle bagkataloget og det smalle. Det er altid de 5% bedst sælgende titler, vi støder hovederne sammen over. Vi kan ikke bare afskrive de populære titler, for vi skal have nye, smarte varer i vinduet for at lokke brugerne ind i butikken. Når de så er inde, kan vi formidle de andre titler til dem. Omvendt ønsker ingen sig tilbage til 2012, da eReolens brugere uden restriktioner gik amok på Zlatan-bogen, Hunger Games-trilogien og Helle Helles “Dette burde skrives i nutid” fra Rosinante.*

2018 bliver superspændende, og det er en fornøjelse at få lov til at arbejde med området!

* Fangede du den? “Dette burde skrives i nutid” var først kode for en amok-eReolen, men senere bare en eReolen i fremgang. Dette burde skrives i nutid … dette burde skrives med kurvediagrammer, ikk’? Ikk’? åh, det er god værkstedshumor! Jeg er helt alene med den vurdering, men så mange er vi heller ikke på værkstedet.

Guide til den uperfekte læser

Opgaven i blogkollektivet var klar: En top tre over årets bøger i 2017. Men altså. 2017 var et af de år, der bare glider forbi og er ovre før du ved det. Jeg kan ikke helt forstå det. Hvis jeg havde anstændigheden til det, ville jeg skamme mig over, hvor lidt skønlitteratur jeg læste sidste år. Det gør jeg nu ikke. Hver ting til sin tid. Men jeg kunne godt tænke mig at læse mere i 2018, og hvad er så mere nærliggende end et nytårsforsæt? I år vil jeg læse mere skønlitteratur. Det vender vi tilbage til senere.

Kort fortalt bestod min læsning sidste år mestendels af sporadiske udfald, hvor jeg på kort tid slugte hyggeserier i yndlingsgenren som fx Trudy Canavans Milleniums Rule serie og Patrcia McKillips Cygnet-serie. Medblogger Mikkel anbefalede desuden Patrick Rothfuss’ Kingkiller Chronicles, eller det, der er færdigskrevet af den. (Hvornår er det lige sidste bind bliver udgivet?!) Jeg har genlæst yndlingsromaner som Ursula Le Guins ”Mørkets venstre hånd” og Margaret Atwoods ”Handmaid’s tale”, som HBO har taget i kærlig behandling, men har altså holdt mig på hjemmebane og ikke været særlig modig i mit litteraturvalg. Så nu hvor tiden er inde til at anbefale en top tre, må jeg bare erkende, at jeg slet ikke er der, hvor jeg har lyst til at anbefale noget som helst.

Undtagen én, måske. For det er alligevel blevet til noget faglitteratur sidste år og en af de bøger, jeg dog fik læst hedder “Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag”. Bogen handler om adfærdsdesign. Forfatteren, Morten Münster, som indtil for nylig var direktør i The Nudging Company, beskriver gennem en kombination af adfærdspsykologisk fakta og konkrete cases, hvad adfærdsdesign kan, og hvordan du kan bruge det. Bogen er en morsom og velskrevet fortælling om menneskelig adfærd og en trin for trin vejledning i, hvordan du selv kan komme i gang med at designe løsninger, der ændrer adfærd.

Jeg læste for nogle år siden Christian Jungersens ”Undtagelsen”, som bl.a. beskriver en række psykologiske eksperimenter, der alle beviser, at vi mennesker ikke handler på baggrund af vores overbevisninger, men snarere handler først og tilpasser vores holdninger efterfølgende. Siden da har jeg været fascineret af, hvor interessante efterrationaliseringer ofte er, og hvor dygtige vi er til at fabrikere dem. Morten Münsters nye udgivelse cementerer denne betragtning ved at slå fast, at mennesker grundlæggende er irrationelle. At vi ofte (næsten altid) træffer impulsive og irrationelle beslutninger for derefter at efterrationalisere, så beslutningen synes både velovervejet og forstandig. Jeg går og frygter, at det netop er sådan en beslutning min mand og jeg traf, da vi fandt på at købe marsvin til vores døtre. To hanner. Alle jeg fortæller om vores nyindkøbte kæledyr siger ”Har I købt to HANNER – kommer de ikke op og slås?”. Jeg hører mig selv sige ”Nej nej, men de er brødre og rigtig gode venner. Og opdrætteren siger at deres forældre er de sødeste marsvin i verden.” Men hvem ved. De var bare SÅ søde, da jeg var ude og se dem. Det var nok.

 

Marsvin

Ej men, se dem lige!

Den nobelprisvindende adfærdsøkonom Daniel Kahnemann beskriver i ”Thinking slow and fast”, at vi har to systemer at trække på, når vi træffer beslutninger. System 1, som vi bruger hele tiden uden at tænke over det. Vi bruger det til beslutninger, der er så indgroede i vores tankemønster, at de nærmest ikke virker som egentlige beslutninger – når du børster dine tænder, slukker (eller ikke slukker) kaffemaskinen, den vej du altid kører på arbejde – Automatpiloten. System 2 derimod vækkes, når den vanlige vej er blokeret, og du skal finde en anden vej på arbejde, eller når du skal logge på dit barns skoleintra første gang. (!) Det er det system du bruger, når du analyserer og koncentrerer dig. Begge systemer er helt essentielle for vores overlevelse, men et af kardinalpunkterne i Münsters interessante bog er, at vi i professionelle sammenhænge alt for ofte taler til system 2 og alt for lidt til system 1. At der er en tendens til at tro, at vi kan ændre noget ved at tale rigtig, rigtig meget om det, forklare det. Og hvis det blot forklares helt rigtigt, eller nok gange, så ændrer medarbejdere/kunder/brugere helt sikkert deres adfærd. Not so much. For vi handler og beslutter meget ofte i overensstemmelse med system 1, og når automatpiloten sætter retningen, er det andre principper, vi følger. Vi gør det der er nemt. Det de andre gør. Eller det vi altid har gjort.

Ifølge Münster er der i grove træk tre elementer at få styr på, når du gerne vil ændre adfærd. Først og fremmest, skal du definere den ønskede adfærd. Lyder nemt – kan være super kompliceret. (Hvordan omsætter man fx ”Vi har kunden i centrum” til konkret adfærd?) Næste skridt er at undersøge, hvorfor det ikke sker allerede – hvilke barrierer ligger i vejen for den ønskede adfærd. Og til sidst skal du designe en løsning baseret på de adfærdsprincipper, der appellerer til automatpiloten.

Så. Tilbage til nytårsforsættet. Læse mere skønlitteratur. Ikke så grelt som kunden i centrum, men heller ikke super konkret. Okay – jeg vil læse frilæsning (ikke arbejdsrelateret) hver dag. Det gør ikke noget, om det er 10 min eller 1 time, men jeg skal have en bog i hånden hver dag.

Og hvorfor sker det så ikke allerede? Som min medblogger ynder at påpege, er der endda videnskabeligt bevis for, at man bliver et mere sympatisk menneske af at læse. Og jeg kan jo tilmed også lide det! Jeg er uddannet med speciale i engelsk og amerikansk litteratur. Der er mange, mange gode grunde til, at jeg allerede burde læse hver dag. Hvorfor sker det så ikke?

Enter: virkeligheden. Det handler ikke om intentionen, men om adfærd. Der er i min (og de fleste andres) virkelighed fx helt specifikke lommer af tid til rådighed til læsning på en given dag. 15 min i toget på vej frem og tilbage på arbejde. Efter kl. 20.30, hvor børnene er puttet. Og så er der tidsrummet fra jeg rammer soveværelset til jeg falder i søvn. Når børnene er puttet sker det som oftest (altid), at jeg kaster mig i mit mørke hjørne i sofaen og griber ud efter nærmeste fjernbetjening eller min pc. Når jeg først har ramt sofaen, er der altså VIRKELIG langt til sengebordet, hvor min bog venter på mig. Og i det øjeblik er jeg også VIRKELIG ligeglad med de mange gode grunde til at læse. Der er ingen system 2 energi tilbage. Og det bliver ikke bedre senere på aftenen. Jeg er både udfordret og velsignet af et godt sovehjerte, der betyder, at jeg næsten sover, før mit hoved rammer puden. Alligevel har jeg en stak bøger liggende på mit sengebord.

Sengebord

The Tower of Shame på mit sengebord. En daglig påmindelse, om alt det, jeg heller ikke nåede at læse i dag…

Så hvordan designer jeg en løsning, som gør mig i stand til at ændre min adfærd? Der er mange svar på det spørgsmål. Et af dem er, Ifølge Morten Münster, at gøre det nemt at gøre det rigtige. Derfor vil jeg i stedet for et nytårsforsæt i år, gøre følgende:

• Altid have en bog liggende øverst i min taske, når jeg tager på arbejde. (Når jeg åbner min taske i toget for at finde min telefon, finder jeg bogen først)
• Flytte mine bøger fra natbordet og placere dem ved mit sofahjørne (Jeg ser dem før fjernbetjeningen, og det er ligeså nemt for mig at tage fat i en bog som at tænde for pc/tv)
• Sætte en lampe nær min sofa, så jeg kan se, hvad jeg læser. (Har tænkt på det 1.000 gange, men først nu gjort det!)
• Sætte et kryds i min kalender, hver dag jeg har læst. (Hvis man skal bryde en vane, er det vigtigt med en belønning – krydset er min belønning. Og måske lidt chokolade.)

Det kan jo virke ganske banalt, når det sådan står der, men det føles helt rigtigt! Og som en særdeles uperfekt læser, er det med slet skjult stolthed, at jeg kan fremvise en kalender med 9 fine krydser på årets 9 første dage! Nu er ni dage jo ikke 365, men jeg er tilstrækkeligt overbevist til, at jeg tør anbefale alle andre uperfekte læsere, skrivere, medarbejdere, kunder og brugere at læse ”Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag”. Og hvis adfærdseksperimentet lykkes, lover jeg, at min top-3 næste år rent faktisk også indeholder anbefalinger af hele tre bøger…

-o0o-

Hvis du synes, at adfærdspsykologi og -design er spændende, så kan Chip og Dan Heaths “Skift kurs” også anbefales. Daniel Kahnemanns ”Thinking fast and slow ” er en del af mit “Tower of Shame”, som jeg planlægger at kaste mig over snart. Hvis du for resten synes det lyder mærkeligt, at man bliver et bedre menneske af at læse, så se her og her.

Missede du Bogsnaks øvrige top tre’ere for 2017, kan du læse dem her:

Lisbets top-3
Mikkels top-3
Jans top 3×3

Årets 3 x 3 bedste bøger ifølge Jan

Undskyld. Jeg er en snyder. En svindler! En tølper uden anspor af en rygrad. Jeg har nemlig mere end tre bøger på listen. Plus jeg har brudt min egen dogmeregel om at læse flere danske bøger i fysisk form fremfor at sidde med snuden begravet i min Kindle.

Ja, jeg har heller ikke kunne beslutte mig for, om jeg skulle fokusere på faglitteratur eller skønlitteratur.

Som sagt, jeg er en ryggesløs drønnert, men her er mine bud på 3 skønlitterære bøger og 3 faglitterære bøger. Plus 3 engelske titler, der er værd at læse.

Du får altså ikke kun 3 af årets bedste bøger, men 3 x 3 af årets bedste bøger.

I hvert fald ifølge mig.

Skønlitteratur, når det er bedst

Som den skarpe læser utvivlsomt sporenstregs vil bemærke, så er bøgerne på listen ikke nødvendigvis udgivet i 2017, men jeg har dog læst dem alle i året, der er gået.

IMG_3163

Årets tre bedste skønlitterære bøger – krimi, absurditet og et drys science fiction

Den skønlitterære liste ser sådan ud:

  1. Den hengivne Hr. X
  2. Dark Matter
  3. Byen

’Den hengivne Hr. X’ fik jeg anbefalet på Facebook, da jeg efterspurgte bøger, der faldt lidt udenfor mine normale læsevaner. ’Den hengivne Hr. X’ er da også en anderledes kriminalroman, der tager udgangspunkt i kampen mellem en genial fysiker og en lige så genial matematiker, der hhv. kæmper for at beskytte en morder og afsløre denne. Kort fortalt. Der er naturligvis lidt mere i det. Det er en fremragende bog, og det skyldes, tænker jeg, i høj grad oversætterne, Jonas Steno Olsen og Mette Holm, der får sproget til at flyde, men alligevel formår at give bogen et særegent japansk præg. Sidstnævnte oversætter i øvrigt også Murakami.

’Dark Matter’ er skrevet af Blake Crouch og er, så vidt jeg ved, hans debut på dansk, om end vi kender hans arbejde fra tv-serien om byen Wayward Pines. (Se mere om den nedenfor.). I ’Dark Matter’ følger vi nok en fysiker, nemlig professoren Jason Dessen. Foruden et mysterium startende med Dessens kidnapning, så er ’Dark Matter’ en tour de force rundt i alternative verdener og de mange valg, vi hver dag træffer … eller ikke træffer. Crouch har en skarp pen og jeg håber at se mere til ham på dansk. Kan du lide et godt mysterium med en metafysisk eksistentiel vinkel, så er ’Dark Matter’ noget for dig. Er du bare en glad sci-fi nørd med en forkærlighed for en god historie, så er bogen også lige bogen for dig.

’Byen’ fik jeg også anbefalet på Facebook under min jagt på nye læseoplevelser, og det har jeg ikke fortrudt. Det er horroragtig, absurd magisk realisme som kun sydamerikanere formår at skrive. Sjovt nok er der en linje til ’Dark Matter’. Crouch har nemlig også som nævnt skrevet ’Wayward Pines’, der har lidt samme indledende fornemmelse som ’Byen’. I begge bøger følger vi en hovedperson, der farer vild i et kafkask mareridt af en mindre by, hvor der tydeligvis er noget fordækt under overfladen. Lektør Tina Schmidt skrev om bogen ”Køb, køb!”. Jeg kan kun supplere ved at sige ”Læs, læs!” Mere behøves der ikke sige som ‘Byen’.

Den hellige faglitterære treenighed

Som med den skønlitterære liste er der tale om bøger, jeg har læst i 2017, om end de alle er nylige udgivelser.

IMG_3161

Historie, samfund og politik gør gode bøger. I hvert fald i min verden.

Mine bud på årets tre bedste faglitterære titler er:

  1. Koldkrigere, medløbere og røde lejesvende
  2. Silkevejene
  3. Gåsen med de gyldne æg

Rosanna Farbøl har skrevet en intet mindre end fantastisk bog om Den Kolde Krig i Danmark og dens eftervirkninger på dagens politiske virkelighed. Bogen er ret neutral, så hvad end man nu måtte være ræverød eller kongeblå, så er bogen klart værd at læse. Du kan læse min anmeldelse her.

’Silkevejene’ har jeg også tidligere skrevet om på bloggen, men kort fortalt så handler den om, hvordan handel og kommunikation har bragt velstand med sig gennem tiden, samt hvordan Øst og Vest i umindelige tider har handlet med, lært af og i ny og næ bekriget hinanden. Fremragende bog, som du kan læse mere om her.

I min optik er Lars Tvede en af de mest oversete faglitterære forfattere i Danmark. Han har en skarp pen, en nærmest uovertruffen analytisk sans, og fremfor alt stor respekt for kilder og fakta. Han er på mange måde en dansk pendant til Niall Ferguson. Større ros kan jeg næsten ikke give. Det er dog værd at bemærke, Tvede er politisk, men ikke en af dem, der prædiker. ’Gåsen med de gyldne æg’ er en bog om, hvad der skaber og har skabt velstand. Det er en bog om liberalisme, mennesker, frihed og det samfund, vi har skabt og risikerer at tabe, hvis vi ikke er forsigtige. Den er, som Tvedes andre bøger, virkelig godt skrevet og stykket sammen, og den hviler på et solidt grundlag af kilder, viden og indsigt.

Den angloamerikanske verdens herligheder

Jeg læser en hel del bøger på engelsk. I det hele taget læser jeg virkelige mange angloamerikanske forfattere. Det er egentlig ikke en bevidst beslutning – jeg elsker f.eks. russisk litteratur -, men sådan ser det bare ud til at være.

IMG_3159

Sortgrå forsider er tilsyneladende et must, når man vil på listen over årets bøger.

Nuvel, her er tre bøger, som pt. ikke er at finde på dansk, men som er svært anbefalelsesværdige.

  1. The Square and the Tower
  2. Known
  3. Amazing stories of the space age

Niall Ferguson er min absolutte favorithistoriker. Han er vidende, velskrivende og kendt for at gå hårdt til vedtagne sandheder. Især når de hviler på et skrøbeligt kildefundament. Her er han dog lidt uden for sit normale virkefelt. ’The Square and the Tower’ handler nemlig om netværk, om hierarkier kontra grupper, og hvordan de har fungeret i samspil og strid gennem historien. I min optik er det en fremragende bog, der, hvis man er interesseret i netværk i en større sammenhæng, er et must at have stående i bogreolen. Alene Fergusons beskrivelse af Kissingers brug af netværk til at kæmpe sig forbi andre, på papiret mere magtfulde spillere i den amerikanske administration er guld værd.

Lisbet har skrevet om Known her, så den vil jeg ikke kommentere yderligere på. Andet end sige, det er en mageløs bog, hvis man arbejder på at skabe sig en rolle som autoritet eller ekspert på et givent område.

’The Amazing stories of the Space Age’ er en samling af drømmescenarier, kunne-være-blevet og planlagte tiltag i rumfartens historie. Vi kommer forbi baser på månen, atomdrevne rumskibe, russiske rumfærger og meget, meget mere. Alt sammen underholdende og indsigtsfuldt skrevet af Rod Pyle. Rent raketbrændstof for en glad rumnørd som jeg selv.

3 x 3 lister er det nye sort

Ok, jeg snød, men jeg håber, du kan tilgive mig. Ganske som jeg håber, der var lidt inspiration at hente mellem de 9 bøger.

Boginfo

Den hengivne Hr. X af Keigo Higashino, 307 sider. Udgivet på Modtryk, 2016.

Dark Matter af Blake Crouch, 390 sider. Udgivet på Gyldendal, 2017.

Byen af Mario Levrero, 183 sider. Udgivet på Skjødt, 2016.

 

Koldkrigere, medløbere og røde lejesvende af Rosanna Farbøl, 303 sider. Udgivet på Gad, 2017.

Silkevejene af Peter Frankopan, 756 sider. Udgivet på Kristeligt Dagblad, 2017.

Gåsen med de gyldne æg af Lars Tvede, 439 sider. Udgivet på Børsen Business, 2016.

 

The Square and the Tower af Niall Ferguson, 608 sider. Udgivet på Allen Lane, 2017.

Known af Mark W. Schaefer, 257 sider. Udgivet på Schaefer Marketing Solutions, 2017

Amazing stories of the space age af Rod Pyle, 341 sider. Udgivet på Prometheus Books, 2017.

 

Mikkels 2017 top-3

Aaaarrhhh … nytårslister. Elsker dem! Lisbet startede top-3 ballet her på bloggen i forrige uge med en livsviis liste, men sådan er hun jo. Det er mit job at følge op med et eller andet usammenhængende for at få mine medbloggere til at se endnu bedre ud.

Den gode nyhed er, jeg overgik mit Goodreads læsemål for 2017, men det var så også sat lidt uambitiøst. Mit forsvar – ikke at jeg har brug for ét – er, at jeg læser en del såkaldt grå faglitteratur; rapporter, notater, strategier o.lign. Jeg forfatter også min del til den djøffede del af den litterære kulturarv. Jeg har skrevet en luns af denne her fætter i år fx:

Ingen kredit på forsiden. Jeg fik ingen penge for det. Det tog lang tid. Få læser den. Om nogen. Da den blev præsenteret på IFLA-verdenskonferencen i Wroclav i år, ventede ingen fans i åndeløs spænding på mig. Jeg skal være ærlig; at være en internationalt publiceret forfatter er mindre glamourøst, end jeg havde håbet. Til $126 er vi nok heller ikke ude i noget årets julegaveidé eller noget.

I årets første del genbesøgte jeg min gamle science fiction-fascination, som jeg deler med medblogger Jan. Jeg læste de to første bind i ”The Expanse”-serien (nu på Netflix) og de to første bind af Iain M. Banks ”The Culture”-serie på min elskede Kindle. Jeg genbesøgte også min barndomshelt Stephen Kings ”Mr. Mercedes”-trilogi, men gensynsglæden var behersket. Så kastede jeg mig over Svend Brinkmann som den sidste i Danmark og en ordentlig bunke selvhjælpslitteratur. Det blev sommer med følgende sommerkrimier (bvadr!) og efterår med masser af lystlæsnings-faglitteratur med titler som ”The End of Ownership,” ”Om strategi” m.v. Jeg sluttede af med mit tredje forsøg på at få læst hele Ringenes Herre-trilogien inkl. Hobbitten. Jeg er halvt igennem nu og kan godt huske, hvorfor jeg gik i stå de første to gange.

I livet uden for bøgerne har jeg lavet vilde ting på arbejdet med ny strategi for Københavns digitale bibliotek og forhandling af de store forlags genkomst på eReolen. Josephine og jeg var til U18-EM i kickboxing i Skopje med et 13 timer langt forsinkelses-layover i Wien på vejen, og vi var i New York på konfirmationstur. Senere var jeg med en trio af kolleger i Californien, hvor medblogger Rie og jeg underholdt på en konference. Når slud og sjapsne overtager verden, og sultne isbjørne drager hærgende gennem gaderne, kan jeg stadig lukke øjnene og mærke mig selv køre den store, fede lejebil ned ad Stillehavskysten med country i radioen og californisk hedebølge på vores smukke, unge ansigter. Suk!

Nåmen, til listen!

Nr. 3: Tim Wu: “The Attention Merchants.” Denne blev anbefalet af en kollega, der er i noget så fint som en international læseklub. Hun anbefalede også ”Jytte fra marketing er desværre gået for i dag,” som man vel retteligen bør læse alene pga. titlen. Wu’s bog er lidt for lang, men en grundig, historisk gennemgang af, hvordan vores opmærksomhed fanges, fastholdes og monetariseres er det under alle omstændigheder. Der er naturligvis en tricky pointe i, at titlen omtaler ”opmærksomhedskøbmænd” og ikke reklamefolk, og det skyldes, at annoncefolk, konceptudviklere, reklamefilmsinstruktører og andre småskumle typer ikke er alene om det. Faktisk er de aktører, der skaber grundlaget, vigtigere. Hvis du afvikler verdens bedste reklame i en mørk skov, hvor mange køber så produktet?

Facebook er vel det bedste eksempel. Facebook er gratis som privatforbruger. Hvorfor mon? Fordi vi ikke er aftagere af en service. Vi er produktet! Når vi er kroget ind og stimlet sammen som kvæg i millionstore flokke, sælger Facebook vores opmærksomhed til annoncører, og det er lukrativt til tonerne af en markedskapitalisering på ca. 4.000 mia. kr. Bogen lever særligt i de første historiske afsnit om aviskrigen i New York i 1800-tallet – et underholdende ræs mod bunden komplet med slibrige rapportager og spektakulære fake news – og de første cigaret- og mirakelmikstur-reklamer. Der er dog en lige linje til nutidig praksis, som bogen trofast fører os op mod, så læs den og lær at frygte gratis services!

IMG_2097

Tim Wu: “The Attention Merchants.” 2017. Atlantic Books. 432 sider.

Nr. 2. Amy Chua: ”Battle Hymn of the Tiger Mother” (på dansk: ”Kampråb fra en tigermor”). Nej, den er ikke ny, men jeg læste den først i 2017 og kun ved et tilfælde. Jeg er altid småbesat af problemstillingen, hvilke værdier man giver videre til sine børn, og jeg kan huske, at ”Tigermor” kastede en frygtelig masse debat af sig i sin tid. Amy Chua er kinesisk-amerikansk juraprofessor og gift med en jødisk mand. ”Tigermor” fortæller om hendes kamp for at opdrage deres to døtre på kinesisk vis trods alles modstand. Jeg havde egentlig indstillet mig på en lidt tør sammenligning af kinesisk og vestlig opdragelse, men fik i stedet en øjenvidneberetning fra et perfekt kaos af en dysfunktionel familie. Bogen er urkomisk, for Chua er tydeligvis semipsykopatisk og udleverer fuldstændigt sig selv undervejs. Døtrene må ikke have venner, holder ikke børnefødselsdage, og har ingen hobbyer, men de må øve sig på henholdsvis klaver og violin i timevis hver dag.

amy-chua-and-her-daughters

”For vestlige forældre er det en stor ting, når børnene øver sig en time på deres instrument. For en kinesisk mor er det bare let opvarmning.”

Den lille new yorker-familie bliver en krigszone med en ustoppelig kraft – moderen – der rammer en urokkelig modstand – særligt den yngste datter. Trusler, afpresning og uendelig råben er hverdag. Samtidigt er der berømte lærere, der skal stalkes og fedtes for, og skolen skal jo også passes med 13-pil-op. ”Tigermor” forårsagede som sagt en del debat i sin tid, og vi fik også lidt skvulp herhjemme med TV-programmer, hvor onde kinesiske mødre tog fat i dovne, danske børn (”Slappe af? Du kan da slappe af, mens du går hjem fra skole!”). Kinesisk opdragelse slår særligt danskere som vanvid og tortur, mens kinesere forfærdes over det potentiale, vores børn spilder, mens de hygger sig og opdrages af ipads. Vælg selv side. Til EM i kickboxing så Josephine og jeg med rædsel på de russiske træneres behandling af børnene, men samme børn virkede knap så triste, når de efterfølgende vandt det hele. Aldrig har jeg hørt den russiske nationalsang så meget! Lad mig omformulere: Skal man vælge side? Kan man kombinere?

201102-omag-battle-cover-300x205

Amy Chua: “Battle Hymn of the Tiger Mother.” 2011. Penguin. 237 sider.

Nr. 1. Kristen Roupenian ”Cat Person.” Dette er en overraskelse for mig selv. For det første er det en novelle, og jeg har ikke gjort det i noveller siden … lang tid. For det andet er det ikke stor litteratur, men til gengæld kan du læse den lige her:

Novellen “Cat Person”

oogway_hero

Mig anno 2017

Jeg har valgt den, fordi der har været en vis udskiftning på min arbejdsplads. Afdelingen er rykket et andet sted hen. Folk siger op eller flytter, og nye kommer til. Pludselig er jeg havnet i stald med en masse yngre, superskarpe medarbejdere, som jeg totalt uden held forsøger at forme i mit eget billede. Ikke bare går det slet ikke, det er dem, der underviser mig i tidens trends som #metoo, de 347 nye køn, nye seksualiteter, omgangsformer m.v. Meget forvirrende, men meget berigende for en mono- og ciskønnet person som mig selv – selvom jeg tit føler mig som en 1.000 år gammel skildpadde.

”Cat Person” er ikke en #metoo-historie, men tilsyneladende en historie om et seksuelt møde, kvinden egentlig havde langt mere lyst til at bakke ud af, men ikke gør, og som også bliver lige så kikset og ’cringe’ (som teenagerne siger) som frygtet. Det aspekt var dét, der fik novellen til at gå viralt mellem kvinder, der åbenbart kender det alt for godt, og mænd, der blev stødte.

Se her, her og her (husk at følge links inde i artiklerne til Twitter-debat):

Første Guardian-artikel

Washington Post: Hvorfor “Cat Person” gik viralt.

Gaurdian: Hvorfor hader mænd litteratur skrevet af kvinder?

Det er dog også en historie om, hvordan man konstruerer hinanden via chat og tekst, og hvad man gør med den sørgelige, fysiske manifestation, når man pludselig står over for den. Ydermere foregår den i et brændpunkt bestående af det asymmetriske forhold mellem mænd og kvinder, der nogle gange hersker, at mænd frygter, kvinder sårer og ydmyger dem, mens kvinder frygter, mænd gør fysisk skade på dem. Det sidste anede jeg ikke noget om, indtil en skarp kollega gjorde opmærksom på det. Alene fordi vi har snakket så meget om den i min professionelle omgangskreds, har den fortjent førstepladsen. Forfatteren har i øvrigt lige landet en million-dollar kontrakt på en roman, der skal hedde ”You know you want this.” Yrks!

cat-person-cat.w1200.h630

“While she was home over break, they texted nearly non-stop, not only jokes but little updates about their days. They started saying good morning and good night, and when she asked him a question and he didn’t respond right away she felt a jab of anxious yearning. She learned that Robert had two cats, named Mu and Yan, and together they invented a complicated scenario in which her childhood cat, Pita, would send flirtatious texts to Yan, but whenever Pita talked to Mu she was formal and cold, because she was jealous of Mu’s relationship with Yan.”

Anyway; godt nytår til jer alle derude. I 2018 regner vi med at udvide kollektivet og bringe endnu mere indhold til vores horder af fans 😊 Det bliver godt!

 

Bøger til dit arbejdsliv 2018

Der er en uge til jul. Glem julen. Glem gaverne. Tænk på dit arbejdsliv det kommende år. Det skal være sjovt, tilfredsstillende og meningsfuldt. Men kan det lade sig gøre? Måske – hvis du læser eller i det mindste skimmer disse tre fagbøger.

Known:
The Handbook for Building and Unleashing your Personal Brand in the Digital Age
Denne bog er gennemamerikansk i sit look, sin tone og sit indhold. Den er personlig branding og ”you can do it” i 50 forskellige udgaver og ulidelig. Alligevel tøver jeg ikke med at anbefale den. Known handler ikke om at blive rig og berømt. Den handler om at blive kendt, sådan at du kan nå nogle af de mål, der er vigtige for dig.

Det kan være at få et nyt job, at tiltrække sponsorer til en værdig sag eller at få lov til at bruge en nørdet ekspertise i mange forskellige sammenhænge. Mark Schaefer skriver, at det ikke er nok at have en passion eller en god idé. Der skal en plan til, som sikrer, at verden får kendskab til ideen – og til dig.

Den gode nyhed er, at vi har fantastiske, digitale muligheder for at række ud og skabe netværk. De sociale medier er selvfølgelig oplagte her. Udfordringen er at skille sig ud og blive ”the go to guy” (M/K), som bliver betragtet som en troværdig og generøs autoritet på et givet område.

Der er fire opgaver: Du skal finde dit ”place”, dit ”space”, dit ”fuel” og dit publikum, som du kan interagere med.

”Place” er din unikke niche. Det kan være en særlig kombination af viden om ernæring og talent for at lave flotte infografikker. Alle mulige kombinationer kan komme på bordet. Det vigtigste er, at du får identificeret en vedvarende interesse, som du ikke forlader efter et par år. Det er et ringe eksempel, men alligevel:

Jeg interesserer mig for læsning. Det har jeg nu gjort i 34 år. Fra Søren og Mette til Theory of Mind. Selv om jeg er ved at uddanne mig til karrierevejleder, slipper jeg ikke læsningen. Den interesse er bred og ikke unik. Min udfordring vil være at kombinere den med noget andet. Jeg kunne prøve at kombinere teorier om karrierevejledning med læsning af litteratur. Kan man bedrive meningsfuld karrierevejledning ved at kombinere den med læsning af udvalgte romaner og digte? Tja, det er da en idé, jeg kunne file lidt videre på.

”Space” dækker over din platform og udgivelsesfrekvens. Er det Instagram tre gange om dagen, Youtube en gang om ugen eller et velskrevet og fyldigt blogindlæg en gang om måneden? Dit publikum er ikke over det hele. Her er det vigtigt at vide, hvor ens publikum tilbringer mest tid.

”Fuel” er dit indhold. Schaefer har et eksempel med en sydamerikansk kok, der laver madvideoer til Youtube. Det er der millioner af mennesker, der gør. Men denne kok tematiserer sine videoer over klassiske film. Hun klæder sig ud og laver referencer til film, hvilket lyder voldsomt krævende. Til gengæld er hendes film umiskendeligt hende. Hun har lavet sit eget format.

Et andet eksempel er en miniaturekunstner, der hver eneste dag året rundt uploader dagens billede til Instagram. Hver dag er der nyt og unikt indhold, som ingen andre end hun, ville kunne skabe. Hun laver en miniature hver dag. Også når hun har influenza.

Vedholdenhed betyder alt. Det kan tage 3-5 års indsats uden slinger i valsen at få sit navn etablereret. Netop derfor er det så vigtigt, at man har fundet sin vedvarende interesse. Det er lidt ligesom at skrive til skuffen i årevis.

”Audience”-afsnittet sætter fokus på, hvordan man kan række ud og skabe kontakter, pleje sit netværk, hjælpe og inddrage andre i det projekt, man har gang i. Den netværkslogik er jeg med på.

Known er en sjov bog med syrede cases. Samtidig sætter dig den i gang med at lave en holdbar plan. Vi lever i en opmærksomhedsøkonomi. Hvis folk vil bruge tid på at læse dig, lytte til dig eller se på dig, så er det mere værd end alt andet. Pyha, mon du læser resten af blogindlægget? Jeg får sved på panden.

Med Known i baghovedet kan du bedre skære gennem støjen og give dit bidrag til verden. Store ord, men sådan er det med The American Way.   

img_1272-1

Place, space, fuel, audience: Hvis du har fundet de fire, så er du godt på vej til at blive kendt. Ikke berømt; kendt. Denne håndbog er alt andet end Jantelov. Hvis du kan identificere din niche og være vedholdende, så er verden din østers. Det siger den entusiastiske Mr. Schaefer.

Karriere: Kunsten at flytte sig
Monika Janfelt har været forsker, har arbejdet i en HR-afdeling på universitetet og er nu selvstændig underviser, coach og forfatter. Hun legemliggør, hvordan karrierer kan bevæge sig sidelæns og i uforudsigelige mønstre, der dannes hen ad vejen.

Janfelts budskab er, at vi har brug for stærke karrierekompetencer i vores arbejdsliv, og netop kunsten at have lidt mere hånd i hanke med transitionsprocesserne er afgørende. Der er selvfølgelig stor forskel på at blive fyret eller selv frivilligt finde et nyt karrierespor, men for os alle kan det være nyttigt at tænke over temaer og muligheder i vores arbejdsliv. Også mens vi sidder i gode, faste jobs og tænker, at her kan vi fint være de næste ti år.

Et fast job er heller ikke helt, hvad det plejede at være. Omorganiseringer giver jævnligt anledning til fyresedler, projektansættelser vinder frem, og det prekariserede arbejdsmarked er en mærkbar realitet for mange nyuddannede.

Når der skal ske noget nyt
Hvad sker der, når man føler sig spændt ud mellem snusfornuftens ”Man ved, hvad man har, men ikke hvad man får”, rutine, nysgerrighed og debatten om employability, karrierekompetencer og medarbejdere i evig  udvikling med fødder, men ingen rødder? Hvem skal afgøre næste skridt? Annoncerne på Jobindex.dk? Er det muligt at lære noget om egne valg- og læreprocesser gennem karriereudforskning?

Ja, siger Janfelt. Du kan lære at genkende oplevelsen af at stå i et vadested og tage karrieretransitionen på dig. Du kan lære noget om at flytte med din faglighed. Det kræver, at du hiver dig selv væk fra hverdagen en gang imellem og laver noget grundigt tankearbejde. Du kan også føre dagbog over dit arbejdsliv.

En af Janfelts skarpeste pointer er, at arbejdspladser skal være bedre til at give organisatorisk støtte til medarbejderes processer med at være i karriereskift. Transitioner er kommet for at blive! Det handler om at få organisationers strategiske mål og udviklingen af medarbejderes karrierekompetencer til at spille bedre sammen.  Det skal ikke bare være noget, man kort berører til MUS en gang om året.

Karriere: Kunsten at flytte sig er en tankevækkende bog, hvor forfatteren vil hjælpe os med at definere pejlemærker og navigere mere velovervejet rundt på arbejdsmarkedet og ikke bare acceptere at blive kastet rundt med af tilfældigheder, som vel at mærke fortsat spiller en stor rolle. Det er godt at være klar over egne værdier, styrker og præferencer, sådan at man kan gribe tilfældighederne, når de dukker op.

Bogens grafiske opsætning er lidt speciel, idet der øverst på hver side er godt med luft. Jeg har brugt pladsen til mine egne noter, og bogen bliver også først rigtig spændende, hvis du hele tiden holder dit eget arbejdsliv op imod Janfelts analyser og pointer.

Karriereudvikling er ikke bare noget for DJØFere og erhvervsledere. Det er relevant for alle med et arbejdsliv. Janfelts bog vil nok alligevel vække mest umiddelbar genklang hos vidensarbejdere, ledertyper og HR-konsulenter.

Bogen rummer cases, gode råd og en inspirerende samt fyldig litteraturliste. Det er ikke en smart New Public Management-udgivelse, men en eftertænksom tekst, der ikke anviser hurtige løsninger. I juleferien bevæger du dig nok mest fra spisebordet til sofaen og tilbage igen. I 2018 bevæger du dig måske til din næste spændende station i arbejdslivet. Du kan begynde med at læse Karriere: Kunsten at flytte sig. Så er du godt i gang med at skrive næste kapitel i din personlige karrierebiografi.

Den helt nemme genvej er at høre podcasten Workflow, hvor tidligere DR-journalist Anders Høeg Nissen har Monica Janfelt i studiet. Episoden er fra 30. november 2017.

 

img_1271-1

En klog bog i et handy format. Hvem skal afgøre dine karriereveje? Annoncerne på jobindex.dk? Din personaleleder? Eller mest af alt dig selv? Decembers mest retoriske spørgsmål. Beklager.

Deep Work: Rules for Focused Success in a Distracted World
Har du prøvet at cykle hjem fra arbejde og overhovedet ikke kunne huske, hvad du lavede på kontoret? Udover at skrive mails? Jeg må med skam melde, at jeg har prøvet det hundredvis af gange. Tilfredsstillelsen ved at koncentrere sig om skrivning af længere tekster kan være svær at opnå i et kontorlandskab, hvor alle hjælper alle, kolleger kigger forbi og hastesager lander på skrivebordet. Folk arbejder typisk hjemme, hvis de har krævende koncentrationsarbejde. Det er umuligt at udføre henne på kontoret. Du kan ikke lave dit arbejde på dit arbejde. 
Newport stikker sylen ned det ømmeste sted: Vi har så travlt med vores jobs og styrter rundt.  Men skaber vi egentlig noget af værdi? Bruger vi vores kræfter på det rigtige?

Deep Work er en bog med et enkelt budskab: Det dybe liv er det gode liv. Vi kommer ikke udenom mails, møder og koordineringsopgaver. De skal til. Men de skal ikke fylde så meget, som vi giver dem lov til i dag.

Newports definition af Deep Work er: ”Professional activities performed in at state of distraction-free concentration that push your cognitive capabilities to their limit. These efforts create new value, improve your skill, and are hard to replicate” (s. 3). Det minder om flow, hvor vi glemmer alt omkring os og er behageligt opslugte af at spille, skrive, tegne, kode eller noget helt femte.

Deep work er ikke bare luksus. Det er her, vi skaber den største værdi. Det er her, robotterne ikke kan overgå os.

Bogens første halvdel udfolder dette argument, mens den anden halvdel giver råd til, hvordan deep work kan fylde mere i dit liv. Newport anbefaler, at du dropper sociale medier, omfavner kedsomhed og ritualiserer dit dybe arbejde. Hvis det virker urealistisk at få tre timers koncentrationstid hver dag, så begynd med en time. Den time skal være hellig. Her tjekker du ikke mails eller Facebook. Det lyder nemt, men hvornår har du sidst siddet en time og koncentreret dig om én eneste opgave? Newport foreslår også, at du laver en logbog over dit tidsforbrug, sådan at du får blik for alle de opgaver, der stjæler kostbar tid og energi fra din deep work-zone.

Bøgerne Deep Work og Known behøver ikke at stå i kontrast til hinanden, men Newports anbefaling om at tjekke 100 procent ud af de sociale medier vil nok være svær at følge, hvis man samtidig vil gøre brug af rådene i Schaefers bog. Jeg kaster mig ikke ud i en grundigt sammenlignende læsning her, men konstaterer blot, at begge bøger fremhæver vigtigheden af vedholdenhed, er inspirerende og nemme at læse.

Du kan roligt bruge Deep Work som godnatlæsning i sengen. Newport illustrerer med cases og genkendelige hverdagsoplevelser fra sit eget liv. Han er ikke hellig, men han har en drøm, som mange af os deler: Mere fokus. Mindre flimren.

img_1270-1

Deep work er tydeligt at se hjemme i vores stue, når Aske på fem er i tegnetrance. Man skal IKKE forstyrre ham midt i fordybelsen og koncentrationen. Tegner (pun intended) lovende for næste generation. Jeg kunne også have valgt et foto af et iPad-spil, men det her er sjovere.

Boginfo
Known af Mark W. Schaefer, 257 sider.
Udgivet på Schaefer Marketing Solutions, 2017

Karriere: Kunsten af flytte sig af Monika Janfelt, 240 sider.
Udgivet på Moveo Publishing, 2017.

Deep Work af Cal Newport, 296 sider.
Udgivet på Little, Brown Book Group, 2016

Skulle det være lidt mere faglitterær inspiration, så tjek mit indlæg Faglitteratur med fråderen på fra foråret 2017.

 

 

Lisbets julebud: Årets tre bedste bøger

Dogme-regler er en gave til menneskeheden. Tror jeg nok. Det har taget mig lang tid at finde ud af, hvordan min top tre over årets bedste udgivelser skulle se ud. Nu er jeg endelig klar.

Valget er faldet på to faglitterære bøger og en roman. Jeg kan ikke redegøre for, hvordan voteringen har fundet sted. En indre forhandling førte til konklusionen, at det er de rigtige vindere, eftersom jeg har lyst til at genlæse alle tre bøger i 2018 samt at give dem som julegaver til store dele af min vennekreds og min familie.

Sproget er som et hus
Vi lægger ud med nummer 3: Barnets sprogtilegnelse og pædagogisk praksis af lingvist og ph.d. Justin Markussen-Brown. Ja, titlen er ikke saftig som en julegås fyldt med svesker, men her er vidensformidling i verdensklasse på blot 155 stramt strukturerede sider. Bogen handler om sprog, og der er tydelig sprogglæde at spore hos forfatteren.

Bogen er en imponerende komprimeret guide gennem de sprogudviklingsfaser, som børn gennemgår fra gurglende baby til konverserende og fortællende børnehavebarn. Helt uden at kigge i mine noter husker jeg, at sproget er som et hus. Der er nogle elementer, der skal lægges i den rigtige rækkefølge. Først lyde, så ordforråd, dernæst grammatik og så pragmatik, altså den kontekstafhængige brug af sprog i praksis. Der er forskel på at lege parallelt og pludre med Elsa fra vuggestuen og læse bog sammen med farfar søndag eftermiddag.

Du får viden, sjove eksempler fra Justins egen barndom og praktiske tips til sprogstimulering, der er nemme at gå til. Især hvis du i forvejen er lidt af en sprognørd og synes, at sprogrige miljøer er noget af det mest fascinerende i verden.

Som titlen siger, handler bogen om pædagogisk praksis, men bare se bort fra det. Det ville være ærgerligt, hvis denne lille perle kun bliver læst i fagkredse. Giv den eventuelt til din kusine, der lige er gået på barsel med nummer et.

img_0842-1

Tag ikke fejl af den ferske forside: Justin FTW.

Uddannelse begynder på puslebordet
Som en værdig nummer 2 har jeg valgt Agi Csonkas Hvordan får vi mere lighed i uddannelse?

Informations Forlag har vist skelet lidt til Aarhus Universitetsforlags Tænkepause-format. Det gør slet ikke noget. I serien Moderne Ideer tager førende forskere og debattører samfundsudfordringer op til kontant behandling.

Agi Csonka er mønsterbryder og taler derfor med en særlig stærk og autentisk stemme. Hun kommer fra en ufaglært, ungarsk familie og er i dag en højt profileret forsker og programleder.

I bogen, der nærmest er en pamflet, mikser hun med humor og bid personlige oplevelser fra sin opvækst med bredere, samfundsmæssige betragtninger. På trods af velfærdsstatens store fokus på læring og lige adgang til uddannelse er der stadig en tæt sammenhæng mellem menneskers sociale baggrunde og deres placering  i livet som voksne.

Csonkas ærinde er, at få snakken om lige muligheder for alle børn til at blive til mere end snak. Hvis målet er, at alle børn får de bedste lærings- og udviklingsmuligheder, så skal vi turde at kigge på, hvilke hverdagskulturer børn vokser op i. Hvad sker der rundt om middagsbordet? Sat på spidsen: Bliver der kigget ned i telefoner, mens far og mor ser tv og børnene skal være stille eller bliver der på kryds og tværs af børn og forældre snakket om juletraditioner, fodbold, kommunalvalg og bøger? Får børnene aviser og bøger ind med modermælken eller møder de dem først i børnehaven?

Csonka giver råd til pædagoger og lærere (biblioteksmedarbejdere må sikkert gerne lytte med her) og beder dem om at kigge uligheden i øjnene. Jeg får lyst til at skrive til Csonka, at early literacy-programmet Bogstart, der har bragt bøger og viden om sprog helt ind på puslebordene i de små hjem, skal udbredes til hele Danmark hurtigst muligt. Måske kunne hun lige finde 300 mio. kr. til det, nu hvor hun er blevet programleder hos Villumfonden? Det er jul. Man har da lov til at ønske.

Giv denne bog til alle kulturradikale onkler og tanter i din familie. Den er billig. Og giv så nogle af de resterende julegavepenge til Læs for Livet eller en anden fed NGO med hjertet på rette sted. Så kan du med et veltilfredst smil på læben kaste dig over konfektdåsen og juleøllen.

img_1171

En konstruktiv, rørende og samtidig opsangsgivende pamflet på 76 sider. Vær en guerilla: Køb 10 eksemplarer og spred dem rundt omkring på nogle ledelseskontorer  i skoleverdenen.

Graviditet, gedde og et dysfunktionelt ægteskab
Årets topscorer er romanen Et barn at føde af svenskeren Kristina Sandberg. Hovedpersonen er den stræbsomme Maj på 20, der kommer fra trange, landlige kår. Hun arbejder nu som bagerjomfru i byen. Hun bliver gravid med den forkerte mand og må æde konsekvenserne: Ægteskab af nød, en træls svigermor på loftet og en mand, der er lidt for glad for de våde varer. Romanen foregår i slutningen af 1930erne, og Maj er på alder med min mormor Marie, der er en vigtig referenceperson for mig. Hun var husmor og fødte sine børn hjemme på køkkenbordet. Dog ikke samtidigt.

Den svenske avis Expressen har kaldt bogen for ”et monument over de hjemmearbejdende kvinder.” Det rammer plet. Når jeg læser om Majs genvordigheder i dagligdagen og forsøg på at få blekogning, bagning, indkøb, rengøring og tøjreparation til at gå op i en højere enhed, kommer jeg tættere på min bedsteforældregeneration. Jeg får en fornemmelse af, hvor byrdefuldt og anstrengende det var at få en husholdning med små børn til at fungere.

Der er nogle uforglemmelige og intense scener i Et barn at føde, hvor Maj skal have hele svigerfamilien til julemiddag. Hun har efter mange overvejelser besluttet sig for at servere dampet gedde, og arbejdet med den forbaskede gedde rulles frem som et sindsoprivende drama. For det er ikke nemt at lave perfekt tilberedt gedde til 20 krævende familiemedlemmer 4. juledag.

Maj kæmper og prøver. Hun er sej, og hun bliver jævnligt sur. Forfatteren skildrer de indre, følelsesmæssige kampe og kampen med gedden og smørsovsen lige inderligt. Derfor glæder jeg mig til de næste bind i serien. Jeg håber, at jeg bliver lige så opslugt af dem og ligesom ved læsningen af Et barn at føde får den perfekte anledning til at sætte vasketøjet og sokkesorteringen på stand-by. Du kan roligt købe Et barn at føde som julegave til alle grå hjelme i familien. Der er stof til mange gode samtaler om kvindeliv og familiemønstre i det 20. og 21. århundrede. 

et-barn-at-foede_367085

Jeg var i symbiose med denne roman, på godt og ondt. Årets mest sansemættede og opslugende  læseoplevelse, der stadig sidder i kroppen.

Boginfo
Barnets sprogtilegnelse og pædagogisk praksis af Justin Marcussen-Brown.
Udgivet på Turbine Akademisk, 155 sider, 2017.

Hvordan får vi mere lighed i uddannelse af Agi Csonka.
Udgivet på Informations Forlag som en del i serien Moderne Ideer, 76 sider. 2017.

Et barn at føde af Kristina Sandberg.
Udgivet på Modtryk, 478 sider. 2017.

Min top tre fra 2016 spændte fra Svend Brinkmann til antropologen Carina Fast og Flunkerne, som FORTSAT er populære hos hjemmets femårige dreng.

Hvordan man holder en upassende konfirmationstale, selvhjælpsbøger og kohøne-opdræt

I maj skulle min ældste konfirmeres. Det er hende på forsiden af bloggen, om end billedet er et par år gammelt. For sent gik det op for mig, jeg skulle holde en tale, og at den gerne skulle være både viis og opbyggende og personlig og vedkommende og munter og ikke alt for forglemmelig. Det har knækket større ånder end mig. Her er mit problem i lidt grov form: Jeg ved ingenting. Om noget. Jeg er er alkoholikerbarn. Jeg må gætte mig frem til normal adfærd. Det er rigtigt! Det er noget så fint som et syndrom; ACoA hedder det. Ej, okay. Så slemt er det heller ikke. Nedenfor er et par berømte ACoA’ere, men stadig ikke det bedste grundlag for at rive livsvisdom af sig i nemme soundbites.

Nu er man jo ikke et biblioteksmenneske for ingenting, så jeg slog det hele op, men jeg gjorde det lidt mere intelligent end at google ”the meaning of life.” Det var jo sådan set heller ikke meningen med livet, jeg skulle afsløre, men gode faderlige råd. Så hvem ved noget om, hvordan man bør leve sit liv? Døende, selvfølgelig. Morbidt, men skarpt set af mig, synes jeg selv. Det er endda så heldigt, at en samvittighedsfuld sygeplejerske med en lang karriere i palliativ behandling af terminalt syge mennesker engang skrev de døende patienters livsvisdom ned og lavede en liste over de oftest nævnte råd. Listen følger i bunden af posten her, og den dannede grundlag for min tale, som jeg var meget begejstret for selv. Det var også nemt, fordi suverænt faderskab fra min side(?!) og mange ture i bilen til og fra kickboxingtræning og ditto stævner i ind- og udland har gjort, at jeg kender min lille kohøne ganske godt. Enkelte fandt dog temaet upassende. Meh …

24133823_10155383009802261_1355066126_n

Teenagere elsker kommenterede oversættelser af Østens filosofi for begyndere …

 

Så her er min plan: Jeg tvinger hende til at læse en håndfuld bøger om, hvordan man får et godt, lykkeligt og produktivt liv. Jeg har været igennem en del hen over årene, så der er lidt at tage af. Der skal være én om buddhisme og én om taoisme. Jeg er ikke ellers en østlig flipper, men begge filosofier har solide bud på meningen med tilværelsen. Min privatsamling på området er ved at være betragtelig. Mere om dét en anden gang. Der skal være én om vaner, én om tænkning og én om indstilling også. Det er en god håndfuld, der kommer omkring. Her er mine bud:

”The Tao of Pooh” af Benjamin Hoff er mit bud i taoisme-genren. Det er en ældre sag, der er langsom og hyggelig og bør læses sammen med opfølgeren ”The Te of Piglet.” Alting er bedre, når det forklares i hypotetisk samtale med Peter Plys og Grisling. Den oprindelige ”Tao Te Ching” findes i dansk oversættelse og en del engelske at vælge mellem, men teksten er så fjern i tid og sprog, at oversættelserne er vildt forskellige, og hvad skal man vælge? Avancerede brugere kan finde glæde i kommenterede oversættelser (se billede ovenfor). Begge bøger findes på dansk som henholdsvis ”Peter Plys og hans tao” og ”Den tapre Grisling.”

”The Subtle Art of not Giving a F*ck” af Mark Manson er mit bud i buddhisme-genren. Det er ikke eksplicit en buddhistisk tilgang til tilværelsen, og måske kunne den også kaldes stoisk, men den slår mig som buddhistisk inspireret først og fremmest. Den bramfri pointe er, at man kun har så mange fucks at dele ud af, så man bliver nødt til at beslutte sig for, hvad der er virkelig vigtigt, og så give sine fucks dér – om man så må sige. Vejen til lykke går gennem en flod af bæ (oh, de mentale billeder), og positiv tænkning er for narehatte. Mark Manson indfører i øvrigt karakteren Nedturs-pandaen (superhelten, ingen kan lide), og alene dén er hele bogen værd. Bogen findes endnu ikke på dansk.

Der er jo selvfølgelig et væld af introduktionstekster til taoisme, buddhisme osv., men det kan være tørt stof, så det er bedre at starte lidt let.

”The Seven Habits of Highly Effective People” af Stephen Covey. Selvhjælps- og produktivitetsbiblen! Kæft, jeg har i min tid været tvangindlagt til at høre på mange effektivitetskonsulenter, hvis hele budskab var planket fra Stephen Covey. Mest pinagtigt er det selvfølgelig, når de har misforstået centrale dele. Egentlig er hans bog et opgør med at tænke i vaner og handlemåder og tænke over karakter i stedet for, og hans syv gode vaner er da heller ikke som sådan vaner, men tænkemåder. Der er så meget gods her, i alt fra hvor stress og angst opstår – illustreret med to cirkler – til hvordan vi spilder vores tid og vores potentiale – illustreret med en 2 x 2 matrix. Hans søn har skrevet en udgave til teenagere, som jeg trofast har købt, men den virker efter lidt bladring super-kedelig og meget amerikansk. Jeg tror dog, jeg skal give den en chance mere. Bogen findes på dansk som ”7 gode vaner.”

”13 Things Mentally Strong Don’t Do” af Amy Morin. Uh, der er meget at hente her i bogen, der egentlig er den udvidede version af et blogindlæg, der gik viralt. Den var lidt træls at komme igennem, for der er trukket meget i den for at blive til en bog, og 13 er måske et par stykker for mange, men den er ligesom levertran. Den er god for dig! Nogle af tingene trækker tråde tilbage tilbage til Covey og længere tilbage endnu. Ikke overraskende sådan set. Alle 13 får en grundig behandling, anekdoter og fokuspunkter. Bogen findes på dansk som ”13 ting mentalt stærke ikke gør.”

”The 5 Elements of Effective Thinking” af Edward B. Burger og Michael Starbird. Min nye yndlingsbog! Jeg har lyst til at give den til alle, jeg kender, og jeg har hede feberdrømme om at oversætte den og udgive den på eget mikroforlag. Forfatterne demonstrerer, hvordan man med fire ændrede perspektiver kan forvandle sin bevidsthed fra en sløv dejrulle til en skræmmende skarp skalpel. De fire perspektiver er mnemoteknisk opkaldt efter de fire elementer og pakket ind i en femte forandringspakke. Det lyder new age- og hippie-ævlet, men er det ingenlunde. De to forfattere er matematik-professorer. Bogen findes som antydet endnu ikke på dansk.

Og så er der den lovede liste over døende menneskers største fortrydelser. Se også her.

5. Jeg ville ønske, jeg havde ladet mig selv være lykkeligere

4. Jeg ville ønske, jeg havde holdt kontakten med gamle venner

3. Jeg ville ønske, jeg havde haft modet til at udtrykke mine følelser

2. Jeg ville ønske, jeg ikke havde arbejdet så hårdt

Og slutteligt og noget af en huskekage – og lad os love hinanden, det ikke sker for os:

1. Jeg ville ønske, jeg havde haft modet til at leve mit liv, som jeg selv ønskede det – frem for hvad jeg troede, andre forventede af mig.