Silke, velstand og vejen dertil

Anmeldelse af Peter Frankopan: ‘Silkevejene.’ Faglitteratur. 750 sider. Kristeligt Dagblads Forlag. 24. marts 2017.

Må jeg betro dig noget? Jeg synes, vi læser for lidt faglitteratur herhjemme. Nok kan vi lære en masse af skønlitteratur, men faglitterære bøger som Peter Frankopans ’Silkevejene’ er ikke kun en fantastisk oplevelse at læse, nej, det er viden og i nogen grad visdom i et.

Bedre bliver det jo næppe, tænker jeg.

“Det er let at presse fortiden ned i en form, som vi finder praktisk og tilgængelig,” skriver Frankopan på side 51-52, og det har han ret i på mange planer. I dette tilfælde har han presset fortiden og desværre også lidt af nutiden ned i den kendte og elskede bogform.

Den mangelfulde og eurocentriske verdenshistorie

Som knøs kiggede den unge Frankopan ofte på et verdenskort på sin væg og fantaserede om de eksotisklydende steder, der var nævnt på kortet. Skuffelsen indtrådte dog hurtigt, da Frankopan opdagede, at historieundervisningen i skolen aldrig handlede om disse fjerne, spændende steder, men altid tog udgangspunkt i Europa og i ny og næ Amerika.

Heldigvis for os, fristes man til at sige, for den skuffelse førte til en livslang fascination af Østen og Centralasien, hvilket år senere har givet os denne bog. Selv mindes jeg også at være svært fascineret af steder som Persien, Babylon og det fjerne Kina gennem det meste af mit liv, men mængden af tilgængeligt materiale synes noget pauvert.

Hvilket egentlig er lidt sært, for der er ingen tvivl om, at Østen og Centralasien har spillet en overset rolle i verdenshistorien – i hvert fald som fortalt af os vesterlændinge -, hvor de ellers, hvis ret skal være ret, burde have haft en nærmest dominerende hovedrolle i lange stræk af verdenshistorien.

Silke – en hård valuta

Silkevejen dækker ikke over én rute, eller vej, men over et netværk, også til søs, af handelsruter, der bandt den kendte verden, altså Europa, Asien og i nogen grad Afrika og Mellemøsten sammen.

Navnet er på mange måder både retvisende og misvisende, for der blev handlet med meget andet end silke, men silkes vigtighed kan ikke understreges stærkt nok. Frankopan nævner på et tidspunkt, at silke blandt andet blev brugt som betalingsmiddel flere steder og sågar som sold til soldater. Men mestendels var silke et luksusgode.

”En kvinde kunne med sin ærlighed i behold hævde, at hun ikke var nøgen, når hun var klædt i silke.” Silke var så luksuriøst et produkt, at det ofte gennem historien ligefrem vakte moralsk fordømmelse.

Begrebet ”Silkevejen” stammer i øvrigt fra 1877 og blev første gang brugt af den tyske geograf Ferdinand von Richthofen, og som nævnt spillede silke en vigtig rolle for handlen mellem Europa og Østen, men alt lige fra krydderier, glas, tæpper og hel- og halvfabrikata flød langs haldelsruterne samen med, og det er i virkeligheden nok det vigtigste, viden, kultur og religion.

Så selvom handel var Silkevejens eksistensberettigelse, så førte handlen meget mere med sig. Frankopan gør da også en del ud af at beskrive, hvordan religioner og filosofiske retninger er blevet spredt langs silkevejene, og hvordan de har påvirket hinanden. Dét er spændende læsning og for mig lidt af en epifani.

En god start, men svag slutning

Bogens styrke er i min optik klart de indledende kapitler, der beskriver områderne langs silkevejenes tidligste historie, og de bånd, der allerede i oldtiden bandt den kendte verden sammen. F.eks. fandt jeg det spændende at læse om Romerrigets ret ekstensive kontakt med Kina, Indien og Sri Lanka. Ganske som jeg aldrig havde hørt om Kashgar eller sogdianerne – et handelsfolk med base i området omkring Samarkand.

Vi kommer i det hele taget vidt omkring sammen med Frankopan, og når også at få et indblik i skabelsen af Holland som nation, striden mellem de italienske handelsbyer, ikke mindst Venedig og Genua, englændernes adfærd i Iran i tiden omkring og efter Anden Verdenskrig og meget mere.

I de senere kapitler, der dybest set omhandler samtidshistorie, er Frankopan ikke på sammen måde båret af ren fortælleglæde og uspoleret historisk viden, ganske som han også, uden tvivl i et forsøg på at være objektiv, fremstår som noget af en kulturrelativist. F.eks. virker han foruroligende glad for Iran og synes meget lidt kritisk overfor præstestyrets handlinger, mens Vesten med liberal hånd får på puklen for dette og hint.

Man mærker ret tydelig, at Frankopans ressortområde er fast forankret i fortiden, mens nutiden er mere præget af holdninger end indsigt. Det ses ikke mindst i det afsluttende kapitel ”Den nye silkevej”, hvor Frankopan er en kende for optimistisk på Østens vegne og for fokuseret på olie og kul.

Mere interessant, ikke mindst temaet for bogen in mente, havde været et kig på Kinas forsøg på at genoplive Silkevejen med massive investeringer i vej- og togruter fra Østen til Europa. Transportmagasinet beskrev i marts, hvordan den lange landrute mellem Kina og Europa oplever en renæssance, da godstransport ikke kun er et billigt, mens også tidsmæssigt et stærkt alternativ til sø- og luftfragt. Den vinkel havde jeg hellere set belyst i bogens sidste kapitler, i stedet for Frankopans måske lidt banale politiske pointer.

(Er man i øvrigt interesseret i (nyere) økonomisk historie kan jeg klart anbefale Niall Ferguson eller danske Lars Tvede.)

Summa summarum

I et interview med Weekendavisens Adam Holm (’Vestens blinde øje’, 12. april 2017) sagde Frankopan: ”Det er ikke min hensigt at politisere! Hvordan den historiske viden skal forvaltes og bruges eller misbruges i politisk henseende må andre tage sig af. Jeg konstaterer blot, at globalisering har eksisteret væsentlig længere, end vi tror. Det er ikke en værdi i sig selv, men et simpelt faktum. Jeg spørger blot: Hvordan skal vi tilgå de centralasiatiske lande og Kina og Indien, hvis ikke vi forstår deres historie?”

Gode pointer, og ’Silkevejene’ giver i bogen første halvdel et spændende indblik i en underbelyst del af verdenshistorien, men skuffer lidt i sidste halvdel, hvor Frankopan bevidst eller ubevidst kommer til at politisere. Dog vil jeg til enhver tid anbefale at læse ’Silkevejene’. Kritikken til trods, så ér den velskrevet, interessant og sikkert også lidt af en øjenåbner for mange.

 

 

 

Døde piger lyver ikke på Netflix … eller gør de?

Her gik jeg og troede, jeg var håbløst bagud wie immer, da jeg anmeldte ”Døde piger lyver ikke” på bloggen tilbage i januar. Den er efterhånden ti år gammel, men kort tid efter introducerede Netflix så historien som en 13 episoder lang serie svarende til de 13 båndede fortællinger, Hannah efterlader til sine jævnaldrende. Originaltitlen er jo i øvrigt ”13 Reasons Why.” Jeg vil ikke redegøre for handling eller tema her, for det har jeg jo gjort. Serien er dog på ingen måde ukontroversiel, og den tager sig friheder med råmaterialet. Lad os tage det i rækkefølge.

Ifølge en amerikansk psykiater er der 5.000 grunde til ikke at se serien – svarende til de 5.000 teenage-selvmord i USA hvert år. Ja, det er et vanvittigt tal! Problemet er, at teenage-selvmord er smitsomt. Det smitter gennem medier. En 30 år gammel undersøgelse viste fx, at antallet af selvmordsforsøg steg efter en national TV-udsendelsesrække sammenlignet med samme periode året før. Sociale medier har næppe gjort det bedre. Serien anklages for at romantisere selvmord som en nem og smertefri udvej fra teenagelivets angst og forvirring. Har du problemer – og hvilken teenager har ikke dét? – så har vi løsningen: Den evige hvile. Og selvmord er som bekendt smertefrit, som Manic Street Preachers sang – bedre kendt som intro-melodien til den gamle serie M*A*S*H.

IMG_1736

Egentlig, ifølge førnævnte psykiater, er det vildt uansvarligt af Netflix overhovedet at producere ”Døde piger lyver ikke.” Forældre kan ikke bare forbyde børnene at se den, for de vil høre om den ad andre kanaler alligevel. Ovenikøbet er seriens hovedpersoner i øvrigt attraktive og små-glamorøse, så hvad hvis man er en kedelig-Dorte eller hverdags-Benny? Så meget desto mere grund til at fortvivles. Selvmord er så heller ikke det eneste ubehagelige tema i ”Døde piger lyver ikke.” Depression, mobning, voldtægt og misbrug fremtræder ligeledes prominent.

Showets producere forvarer sig med, at man jo har givet de særligt krasse episoder advarsler og aldersbegrænsning, og at man i øvrigt har lavet et vedkommende, gribende show, der forhåbentlig kan virke som katalysator for ubehagelige, men nødvendige samtaler.

Kritik og drama her:

img_1732

Og nu til vurderingen: Ja, det er et gribende og vedkommende show, men med åbenlyse problemer. For at strække handlingen ud til 13 gange 55 minutter har man opfundet helt nye spor. Hannahs forældre er slet ikke med i originalen. Det er lidt en pointe, hvor fraværende de er, men her fylder de rigtig meget, og et centralt tema er den sag, de anlægger mod gymnasiet for at have accepteret en mobbekultur, der ultimativt ledte Hannah mod sit triste endelige. Ovenikøbet får Clays mor sagen med at forsvare gymnasiet. Clays forældre er også ganske fraværende i bogen. Tony, outsideren der våger over båndene, har fået en meget større og lidt underlig rolle som både hjælper, mentor, vismand og mystiker. Overhovedet får bipersonerne meget tid, og ikke alle kan bære det.

Hannahs fortælling er meget lineær og tragisk-logisk i bogen, hvor små ting ruller og bliver større og større. I serien hænger de knapt så godt sammen og har mere karakter af denne-episodes-katastrofe. Til gengæld kan serien lege med fortællingen og blande nutid og datid på ganske dramatisk vis. For en sikkerheds skyld starter vi med at lade nutids-Clay ramme af en bil, så han altid har et sår i panden, der fungerer som tidsmarkør. Snedigt! Kan du huske ”Sliding Doors” med Gwyneth Paltrow? Samme idé. Jeg vil så spagt indvende, at fortælleformen presses til det yderste.

IMG_1733

Min største anke er dog, at selve sjælen i fortællingen er blevet ændret til det ukendelige. I bogen handler det om ry og rygte, hvordan små ting bliver større i en teenage image- og sladderkultur, og hvor svært det er virkeligt at møde andre mennesker og se og forstå hinanden. Serien starter på samme måde, men driver langsomt over i nærmest krimigenren. Taler Hannah egentlig sandt, og hvad skete der egentlig til den og den fest? Det er Clay mod de andre på båndene, og de er tydeligvist trænede forbrydere, om end deres sammenhold slår skår undervejs. Mægtigt spændende for så vidt, men ultimativt en misforståelse, synes jeg. Desuden kræver denne konstruktion, at Clay er meget, meget langsom til at lytte båndene igennem. I stedet går han rundt i større og større frustration og stress og råber: ”Hvad skete der egentlig???” og man har lyst til at råbe tilbage til ham: ”Lyt dog til båndene, din klovn!”

Josephine (14) er jeg er nået til nr. 11, men jeg har ladet mig fortælle, at selvmordet vil blive skildret med stor realisme og altså helt uden filter. Der er foreløbigt ikke lagt fingre imellem i de andre afsnit. Sidste afsnit skulle være ganske rystende, så beware!

13-reasons-why-season-two

TL;DR: Man bør næppe lade påvirkelige tweens og teens se denne serie uden en voksen. Emnet kryber lidt under huden. Har man læst bogen – og det bør man – er serien en lidt underlig oplevelse, men i glimt er den meget bevægende. I andre glimt irriterende. Døm selv! Josephine er meget betaget, og hun synes tydeligvis, det er stort drama. Hun foreslår tit henkastet, vi lige napper et afsnit mere, og det er jo hyggeligt at være sammen om den slags.

PS: Der mumles lidt om en sæson 2. Ville det ikke være lidt ligesom ”Titanic 2”?

Bag om bloggen: Hvem er Lisbet?

Introduktion: Lisbet er verdens yngste 85-årige og arketypisk mellembarn. Hun er ukronet verdensmester i at drikke kaffe med folk, så hun kender alle, og alle elsker hende. Siden hun forlod Københavns Biblioteker for at fuldtidsstudere, har de tidligere kolleger klædt sig i sæk og aske og barberet håret af for at sørge. Ansættelsen af hendes efterfølger var en græsk tragedie med kor og det hele. Korets funktion var at messe “Vi finder alligevel aldrig en ny Lisbet! Waaa-haaa!” Vi undskylder hende kun, fordi hun er så vidunderlig 🙂 /Mikkel

Jeg har boet over halvdelen af mit 40-årige liv i København. Alligevel fylder de nordjyske referencer stadig meget i mit liv. Jeg forstår faktisk, hvad Niels Hausgaard sagde i 1970erne, før han slog over i tillempet rigsdansk. Den kompetence er ikke vigtig for andre. Slet ikke. Men jeg værner om den.

Min familie var landmænd, bilsælgere, lærere og hjemmegående husmødre. Men det var landbruget, der fyldte meget i snakken til de fleste familiefester. Mælkepriser og braklægning. Ensilage og malkemaskiner. Der blev ikke snakket om bøger. Men alt det med landbrug forklarer måske, hvorfor jeg stadig bliver så opslugt af bøger som Jens Smærup Sørensens nyklassiker Mærkedage og andre romaner, der skildrer samfundets bevægelse fra land til by.

Praktisk arbejde var ikke min bedste ven i min barndom. Jeg var håbløs til meget af det og især en klovn til sløjd. Men staveord og færdighedsregning var en helt anden sag, da jeg gik i den lille skole med 100 elever i landsbyen Astrup. I en periode var jeg dog også ret ferm til rundbold.

gammelt foto 1

Det er mig med katten og brillerne ude til venstre. Min søster, min far og fødegården til højre.

Ord og netværk
Hvad har jeg med mig af værdier og oplevelser fra min barndom? Højskolesangbogen, vigtigheden af retstavning og almen viden, en vild optagethed af relationer (hvem kendte hvem og hvorfor og hvornår?), pligtfølelse og en dybfølt glæde ved moster Elses hjemmelavede hønsekødsuppe og sirupslagkage.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg elsker at boltre mig i ord. Det var sikkert også derfor, jeg valgte at læse Litteraturvidenskab. Men i virkeligheden tror jeg på devisen ”less is more” i mange af livets mest betydningsfulde situationer. Få, velvalgte ord gør et større indtryk end blomstrende falbelader.

Jeg har arbejdet som embedsmand i otte år i Slots- og Kulturstyrelsen. Her var det også vigtigt at kunne fatte sig i korthed, mest af alt i stramme notatskabeloner. Min indre workshop-fetichist fik derfor en voldsom optur, da jeg i to år arbejdede som konsulent ved Københavns Biblioteker. Her jonglerede jeg med kulørte post-its og bølgepap, mens jeg sammen med dygtige biblioteksmedarbejdere prøvede at finde ud af, hvordan fremtidens bibliotekstilbud kunne skrues sammen.

Jeg var også så heldig at være involveret i et projekt, der satte fokus på folkebibliotekers litteraturformidling på sociale medier. Projektet hed i daglig tale Bogsnak. Sic!

lisbet 2017

En selfie fra foråret 2017. I baggrunden det svenske hus, som nogle andre end mig konstant er i gang med at forbedre. Der skal fx nyt tag på. Omfangsdræn er fikset.

Sporskifte og bagland
I 2017 justerede jeg kurs og begyndte på fuld tid at tage diplomuddannelsen i uddannelses-, erhvervs-  og karrierevejledning på UCC, Campus Carlsberg. Jeg brænder for at tale med folk om, hvordan de kan få et så tilfredsstillende arbejdsliv som muligt. Jeg er mest interesseret i de horisontale bevægelser, hvis man kan sige det sådan. Den traditionelle karrierestige er der mange andre, der tager sig af. Jeg er i gang med noget nyt, men jeg holder aldrig op med at interessere mig for læsning, litteratur og folkebiblioteker. Heldigvis behøver de forskellige interesseområder ikke at udelukke hinanden.

Mit bagland består af en kæreste, der er it-konsulent og samtidig det mest vedholdende menneske, jeg kender, når det gælder afrensning af stuk, samt vores søn på fem år. Han efterspørger nogle gange Kim Fupz, ofte Flunkerne og i lange perioder Emil fra Lønneberg eller eventyr. Jeg er godt tilfreds med hans brede smag og vil gøre meget for at holde hans nysgerrige tilgang til litteratur levende.

Hvad skriver jeg om?
Her på bloggen byder jeg blandt andet på refleksioner over små og større børns appetit på bøger. Begrebet early literacy bliver jeg aldrig færdig med at udforske. Et andet tema er, hvordan vi gennem litteraturen forstår og ser vores egne liv. Jeg elsker at gå på opdagelse i mine egne læseoplevelse og holder af at beskrive mennesker og situationer, der har præget mig som læser og skriver.

gammelt foto 2.JPG

De store briller fra 80erne skal med. En vigtig del af min historie. Og så familiens stolthed: En gammel Saab. På billedet til højre er jeg på Færøerne i 1983. Min far og bror poserer også.

Faglitteratur med fråderen på

Denne blog er præget af glæden ved læsning af skønlitteratur. Vores lille blogger-kollektiv kommer sjældent forbi lyrik og noveller, mens romaner ofte er på programmet. Men nu skal det være: Det skal handle om den intense interesse for faglitteratur, som jeg oplever lige nu. Så må lyrikken vente.

Jeg har for tiden givet mig selv en luksuriøs mulighed: Et fuldtidsstudie, der står alene. Ikke noget med organisationsdiagrammer og den berømte indbakke på job, der bare ikke KAN renses i bund. Jeg studerer, og så laver jeg ikke så meget andet.

DUEK hedder det; diplomuddannelse i uddannelses-, erhvervs- og karrierevejledning. Og nej, mundret er det ikke. Til gengæld er det vildt sjovt og givende at sidde sammen med både erfarne og helt grønne studievejledere fra alle mulige uddannelser og lære noget om karrierevalgsteorier, etik i vejledningen og samtaleteknik.

læring er alt

Det hele handler om at lære. Sådan siger karrierevalgsteoretikeren Krumboltz. Valg og mål er slet ikke det interessante. Det vigtigste er at være nysgerrig. Nemt at sige. Sværere at praktisere.

Det rene og skære bogbad
Det er en ny verden, jeg er kommet ind i de sidste otte uger. Teoretikerne hedder Super (Ja, det er rigtigt!), Bandura, Krumboltz og andre eksotiske ting. Der er en fin pensumliste, som forventet. Men der er også lejlighed til selv at opsøge relevant litteratur, hvis ens interesser for eksempel går i retning af begrebet ”planned happenstance” eller økonomisk spørgeteknik, som handler om at stille få og velvalgte spørgsmål. En vejleder taler ikke meget selv. Han eller hun stiller til gengæld vanvittigt gode spørgsmål, der virker meget enkle og indlysende. Det er kunsten. Den vil jeg gerne lære.

Når underviserne kaster om sig med bogtitler i lektionerne, går jeg straks i iPad-tastaturet, klikker ind på bibliotek.dk eller fkb.dk og bestiller titlerne. En eller to dage efter står bøgerne på mit lokale folkebibliotek, der til alt held ligger ved siden af min søns børnehave. Så er det nemt at få nye forsyninger. Jeg får artikler om prekariat og globalisering ind på mit eget device med det samme, hvis jeg har lyster i den retning.

Jeg vidste det udmærket i forvejen, men der er noget med folkebibliotekernes logistik, som bare fungerer så velsmurt og upåklageligt, at jeg bare må opføre en lille, mental glædesdans.

I fagsprog hedder det vist materialeforsyning. Jeg kalder det optur over konstant at have minimum 32 faglittterære titler liggende på mit skrivebord, som jeg bladrer i, skrålæser i og dykker ned i og læser fra ende til anden. Because you’re worth it.

At læse med retning
Vi hylder ofte den mulighed for selvforglemmelse, som skønlitteratur rummer. Her læser vi for oplevelsens skyld. Alt andet kommer ind på en andenplads. Men der er nu også noget dybt tilfredsstillende ved at læse efter noget helt bestemt – og så finde det.

For tiden er jeg i arbejdet med en skriftlig opgave interesseret i den nye klasse, som den engelske bad boy-økonom Guy Standing kalder prekariatet. Det er mennesker, der har meget lidt sikkerhed i deres arbejdsliv. De går typisk fra projektansættelse til projektansættelse og kommer ikke i gang med at optjene pension. Ofte har de heller ikke mulighed for løn under barsel og sygdom. Det er vel at mærke ikke en tilværelse, de selv har valgt – om de så er bygningsarbejdere eller magistre.

Hvad gør det for samfundet, at denne klasse bliver større? Hvad betyder det for det enkelte menneske? Hvordan griber fagforeningerne situationen an? Hvad betyder det for karrierevejledningens roller i a-kasser? Hvad betyder det for holdbarheden af den danske model? Hvordan hænger globaliseringen sammen med prekariatets opståen?

Alle disse spørgsmål sætter retning for min litteratursøgning og læsning. Jeg læser  pamfletten ”Bare det holder min tid ud” af Michael Valentin. En sønderrivende kritik af fagforeningerne som forældet institution. Jeg genopfrisker gode gamle Anthony Giddens’ teori om globalisering i den lille og handy bog En løbsk verden. Jeg strejfer ham, de kloge kalder den nye Habermas, Hartmut Rosa, og hans bog Fremmedgørelse og acceleration.

Fra skøn til fag og tilbage igen
Det hele er så nørdet. Jeg ved det. Men det er jo pointen ved at studere. Psykologen Svend Brinkmann og sociologen Rasmus Willig kan for øvrigt bruges til det hele. De kan kunsten at forbinde det meget konkrete i individets liv her og nu med store samfundstendenser. Ligesom dygtige romanforfattere. Der er noget med sprogbeherskelsen og blikket for det genkendelige, der går igen.

Jeg oplever flere gange om ugen glæden ved at finde det helt rigtige citat, der indkapsler et dilemma eller en samfundsudfordring. Det kan man jo også komme ud for i andre situationer, til alt held.

Jeg skal ikke udelukke, at jeg vender bøtten på hovedet og inddrager en stribe skønlitterære citater i mine eksamensopgaver. Så er cirklen sluttet, og min trang til at få alting til at hænge sammen med alting bliver tilfredsstillet.

Hvis du kender til et stykke skønlitteratur, der oplagt tematiserer individualiseringstendenserne, samfundets voldsomme acceleration og prekariatets menneskelige konsekvenser i det 21. århundrede, så giv mig et praj.

Her kommer min godte at gå på:
Københavns Biblioteker har udarbejdet en veloplagt guide til emnet samfundskritik

PS: Bær over med lix i denne blogpost. Det er formentlig en erhvervsskade.

 

Læsningens steder

Når vi læser, sker det aldrig i et vakuum. Vi er altid et konkret sted. Det er en konkret dag i et konkret år. Det er en årstid. Det regner. Solen skinner. Vi er sultne eller mætte. Tøjet kradser. Skoene er for varme. Naboen larmer. Der lugter af karry eller pandekager.

Jeg har fundet ud af, at nogle af mine mest betydningsfulde læseoplevelser er tæt forbundne med nogle særlige steder. Det er ikke en dyb erkendelse, men den er sjov at dykke ned i. Derfor har jeg lavet ti nedslag mit læseliv; ti steder og tider, som jeg husker meget tydeligt og dermed også den litteratur, jeg læste. Tag med i tidsmaskinen. Der er hængekøje, frost, strandsand, amning og israelske æbler involveret. Så er du advaret.

Nedslag 1: Sommerferien 1986
I min erindring tilbringer jeg hele juli i hængekøjen i haven hjemme hos mine forældre. Jeg er 10 år gammel og bidt af den vildeste læsebacille. På programmet er samtlige bind i Laura Ingalls Wilders serie om Laura og hendes familie. Det lille hus i den store skov, Det lille hus ved den store sø, Det lille hus på prærien og så videre. Min hud er meget lys og fregnet. Det passer mig fint at ligge i skyggen af det store birketræ. Resten af verden eksisterer ikke for alvor. Når jeg rejser mig, har jeg rudeformede mærker på ryggen og bagsiden af benene.

Nedslag 2: Vinteren 1988
Som et hav af andre piger er jeg fortabt i alt skrevet af Herta J. Enevoldsen. Historiske romaner om smukke og modige royale heltinder er bare et hit. Jeg ligger på maven på det lune gulvtæppe i spisestuen derhjemme og kværner første bind af trilogien om Leonora Christina, der gik så grueligt meget igennem. Jeg læser så intenst, at jeg bliver tør i munden og rundtosset.

Bonusinfo: På grund af Hertas bøger kom alle mine katte til at hedde Corfitz.  Om de så var af hun- eller hankøn.

lisbet og paddington

Her er det Paddington, jeg forlyster mig med omkring 1985. Livet er skønt!

Nedslag 3: Forsommeren 1993
Det kan godt være, at jeg havde skiftet de tunge briller med hvidt plasticstel ud med kontaktlinser. Men intellektuelle aspirationer, dem havde jeg stadig masser af. Jeg ønskede mig bøger af Simone de Beauvoir i fødselsdagsgave. En gryende feminisme var på færde. Jeg sad og læste i min kurvestol på mit værelse. Det var En velopdragen ung piges erindringer bind 1-2, der optog mig. Min egen opvækst foregik på landet i en jævn familie. Simone voksede op i Paris i begyndelsen af 1900-tallet som barn af velhavende, borgerligt forældre. Hun forfulgte på oprørsk vis en akademisk karriere. Hendes liv var meget langt væk fra mit, men alligevel oplevede jeg en form for forbindelse til hende. Katten Corfitz lå i fodenden af min seng, mens jeg læste.

Nummer 4: Foråret 1996
Læsning og kibbutz-ophold er to uforenelige størrelser. Der er typisk hektisk aktivitet i volontør-barakken med dåseøl, drillerier og international kyssen i krogene. Det overlader ikke meget tid eller koncentration til romanlæsning. Jeg aner ikke, hvorfor jeg havde medbragt Kafkas Processen. Men det kunne tænkes, at jeg på lettere prætentiøs vis ville holde fast i mit nye image som dannet og alvorlig Krogerup Højskole-elev. Det lykkedes på ingen måde. Men jeg husker, at jeg lå med den lille, slidte paperback på den solbeskinnede plæne nogle eftermiddage sammen med de andre voluntører og læste max 3 sider ad gangen. Vi var trætte og glade efter dagens dont i marken, i køkkenet eller på æblepakningsfabrikken. Jeg var i Kibbutz Bar-Am i tre måneder. Det lykkedes mig at få læst bogen færdig, men det var ren og skær viljestyrke. Ingen lystlæsning der. Til gengæld fik jeg trænet en del engelsk, blev offer for en drænende ulykkelig forelskelse og hyggede mig med nye venner fra Sydafrika, Midtjylland og Grønland.

Nedslag 5: Vinteren 1998
I mine første studieår boede jeg i et kollektiv midt inde i det gamle København. Adressen var Pilestræde 44. Mit værelse lå i baghuset og var på 6 kvadratmeter. Det var småt og dyrt, men alle pengene værd. Jeg læste Litteraturvidenskab på andet år og var noget usikker på det hele. Efter diverse eksaminer i januar gav jeg mig selv lov til at læse skønlitteratur for sjov. Det var ellers ikke noget, vi praktiserede på Litteraturvidenskab. Mit valg faldt på Henning Mortensens serie om drengen Ib fra det midtjyske. Ibs barndom og ungdom i Horsens er præget af astma, socialdemokratiske baller i Folkets Hus og forældrenes svære forhold. Midt i al socialrealismen tilfører Mortensen elementer af magi og unik poesi. Humoren er der hele tiden som en understrøm. Åh, det var dejligt at tyre de første tre bind i serien på et letfatteligt dansk, der alligevel rummede dybder og sproglig originalitet. Jeg må have lånt dem på Københavns Hovedbibliotek. Jeg kunne ane den grå vinterhimmel gennem de gamle vinduer, og der var ingen, der ville mig noget. Kun Ib!

Nedslag 6: Vinteren 2002
En uge efter, at jeg havde besluttet at jeg ville være specialestuderende i Berlin, mødte jeg min kæreste. Det er ham, jeg bor sammen med i dag og som er far til min søn. Det var en kold vinter i Berlin. Jeg var nyforelsket, savnede min kæreste forfærdeligt og havde svært ved at få specialet til at rykke. Der var ikke internet og tv på værelset. Mine roommates var en mærkelig indadvendt japaner og et belgisk par, der var i praktik som landskabsarkitekter. De var søde, men aldrig hjemme. Så meget for at forbedre mine tyskkundskaber. Når jeg skulle glemme tid og sted, læste jeg Knuth Beckers romanværk om antihelten Kai Gøtsche og hans familie i en nordjysk lilleby kaldet ”Vendelby”. Seriesporet er stærkt, ser jeg nu. Jeg havde fået alle bøgerne med i kufferten fra mine forældre. Kai er en uheldig dreng, der ikke altid har det største kognitive budget at gøre godt med. Han kommer på opdragelsesanstalt og går så meget ondt og uretfærdigt igennem. Det er ikke en oplivende serie, men den er vanvittigt godt skrevet. Og til sidst får Kai sin Marianne. Og jeg fik min Peter.

Nedslag 7: Sommeren 2003
Min farmor påstod, at man ikke var et ordentligt menneske, hvis ikke man havde læst Lykke-Per af Henrik Pontoppidan. Eller min far påstod, at hun havde sagt noget i den stil. Min kæreste havde et fint gammelt eksemplar stående i sin bogreol. Jeg fik lov til at låne de to bind. ”Såfremt du ikke sætter fedtefingre i dem”, lød det formanende fra ham. Man passer vel på sine bøger! Vi tog på Amager Strand en varm dag, og her lå jeg og læste en del kapitler. Plagede unge mænd er åbenbart også et spor i mit læseliv.  Da jeg var færdig med klassikeren, læste min kæreste den. Der var er noget helt særligt ved, at vi næsten samtidig har læst Lykke-Per.

Nedslag 8: Foråret 2012
Jeg var gravid og gik bare og ventede. Og ventede. Jeg havde arvet Sigrid Undsets værk om Kristina Lavransdatter fra min moster. Nu var der tid til at få has på de tre bind. Der er et hav af fødsler i de bøger. Kristin er en fødemaskine. Masser af sønner. Den norske middelalder er barsk og fascinerende. Jeg lå mest i sengen og læste. Jeg opdagede, at præsten og Undset-eksperten Doris Otzen holdt foredrag om værket i et sognehus et sted i Indre By. Man laver de mærkeligste ting, når man venter på et barns ankomst. Jeg tog til et arrangement en eftermiddag sammen med 15 ældre damer fra menigheden for at høre mere om værket. Der var kaffe og bløde småkager. De kunne godt se, at jeg var en fremmed fugl. Men vi havde noget vigtigt til fælles: Vi havde alle læst Kristin Lavransdatter en eller flere gange.

Nedslag 9: Sommeren 2012
Baby var kommet. Endelig. Jeg var i en slags euforisk tilstand, hvor jeg ikke var specielt træt, selv om jeg ammede hver tredje time. Jeg sad i lænestolen i den solrige stue, ammede den lille en halv time ad gangen og genlæste Helle Helles Rødby-Puttgarden, for jeg kunne da lige så godt læse noget lødigt. Det var genkendelsens glæde kombineret med noget helt nyt: At være mor. Senere i min barsel gik det ned ad bakke med læsningen, må jeg indrømme.

Nedslag 10: Sommeren 2014
Vi er i Sverige i sommerhuset, og det er gråt. Det er ikke spændende at være i sommerhuset, når vi ikke kan komme til søen og bade. Den toårige er meget svær at få til at falde i søvn. Jeg drømmer om, at han falder i søvn på ti minutter og napper den berømmede to timer lange middagslur. Da han endelig sover, kaster jeg mig begærligt over Caitlin Morans Kunsten af være kvinde i stedet for at tage opvasken eller plukke ribs. Morans skæve og sjove feministbibel får mig til at klukke af grin. Det er egentlig ok, at det begynder at regne. Moran redder min ferie lige den eftermiddag i Skåne.

PS om litteraturens steder
Læsningens steder får mig til at tænke på litteraturens steder. Forskeren Anne-Marie Mai har skrevet tre bind med titlen Hvor litteraturen finder sted. Her tager hun os med til slotte og kirker, kældre og klostre for at fortælle den danske litteraturs historie på en ny måde –nemlig gennem de steder, hvor den er blevet skrevet, læst og brugt. De bøger skal vist på min ønskeliste, for greb til genopdagelse af danske klassikere er altid velkomne i min verden.

Om det så gør os til ordentlige mennesker at læse Lykke-Per og de andre store værker, vil jeg lade stå hen i det uvisse. Mit eget bud er, at der formentlig skal lidt mere til, herunder et drys Caitlin Moran og en solid portion Astrid Lindgren.

Læs mere om trebindsværket Hvor litteraturen finder sted på Litteratursiden

Ode til en døende gravhund

Anmeldelse af Steven Rowley: “Lily and the Octopus.” Roman. 320 sider. Simon & Schuster. 7. juni 2016.

“Lily and the Octopus” dukkede op på min radar som en anbefaling fra Goodreads sent sidste år. Den lød rigtignok ikke god, så den har ligget på min Kindle Voyage og simret et stykke tid, men på en lang togtur med nedfaldne køreledninger, aflysninger, vilde forsinkelser og rendyrket totalkaos (hvad DSB kalder “onsdag”), åbnede jeg den alligevel. Hvad var det værste, der kunne ske? Det værste, skulle det vise sig, var, at jeg flere gange fik mere end en klump i halsen og én gang var ved at græde rigtigt. Så’n vrælende, vand i stride strømme, hiv-dig-selv-i-fletningerne-agtigt. På super-mandig vis forstås, men alligevel …

0-CebDts3gj1WLo-r0

Steven Rowley og bogen, han angiveligt fik 1 mio. dollars i forskud for

“Lily and the Octopus” handler om Ted Flask og hans bedste ven, den aldrende gravhund, Lily. Ted er en mand i sin bedste alder og bosiddende i LA, men ensom. Kæresten gennem flere år er smuttet, freelance-skriveriet kører ikke overvældende godt, og det hele er gået lidt i stå. Om fredagen spiller Ted og Lily Matador. Lørdag er nævn-søde-fyre-med-fornavnet-X dag, mens søndag er pizza-dag. En aften opdager Ted en blæksprutte over Lilys højre øje og ved med det samme, at den er der for at tage Lilys liv.

NB: Nej, det er ikke en rigtig blæksprutte, men en tumor.

Fortællingen følger nu Lilys fremadskridende kamp mod sygdommen og Teds metaforiske kamp mod blæksprutten med flashbacks til lykkeligere tider i deres fælles liv. Meget kathartisk ender den med en helt uforglemmelig forløsning, som jeg udfordrer dig til at komme igennem uden fugtige øjne. Hvis du gør, betyder det egentlig bare, at du er død indvendig. Blottet for menneskelige følelser og hjerteløs. HJERTELØS!

Nu kan man jo grine lidt af, at det er en gravhund, men Lily taler skam, og det gør blæksprutten også. Kæledyr kan fylde mere i folks liv end medmennesker, men hvis du som min sønderjyske livsledsagerske mener, at dyr er kødbeholdere med navne i form af bogstavkode og påtænkt slagtningsdato – ja, hun er fra landet – så kan Lily såmænd sagtens substituere for en anden i dit liv, der har været sammen med dig gennem tykt og tyndt.

lily-thumb

Steven Rowley og Lily

“Lily and the Octopus” er en historie om dem, vi elsker, og hvordan de påvirker os. Hvordan vi surrer vores tilværelse omkring hinanden. Tanken om at miste og sorgen selv. Man kan godt mærke, det er et sorgterapeutisk stykke arbejde fra forfatteren, men der er også masser af plads til ironi og tør humor og et par skæve eksistenser i persongalleriet.

Skal man være vild med gravhunde i særdeleshed eller hunde i almindelighed for at nyde bogen? Jeg tænkte ikke så meget på min salige bulldoghvalp, Karla, mens jeg læste bogen, selvom en del scener bragte både glade og forfærdelige minder. Selvfølgelig værst dengang jeg sad med hende i skødet i dyrlægens dødsværelse, og hun rystede over det hele og vidste, det her var ET DÅRLIGT STED. Heller ikke min Kerry Blue Terrier, Bella, da jeg var lille. Vi var bedste venner i årevis, men en dag flyttede hun pludselig til en gård på landet, hvor hun kunne løbe og lege med andre hunde hele dagen, og hun havde ikke engang tid til at sige farvel. Jeg måtte heller ikke besøge hende. Jeg er stadig lidt sur over det, men godt for Bella.

DSC_0087

Karla

Mine tanker snurrede hele tiden om min mor, der døde pludseligt i november, og hvordan – selvom hun aldrig var så’n helt tæt på en nominering til Årets Mor – alligevel har taget den fysiske manifestation af så manger minder med sig. Der er et stort hul og en tavshed, hvor hun engang var, og nu skal jeg og hendes børnebørn finde ud af, hvordan vi kan leve videre med hende på en anden måde, og hvad vi skal gøre af hende.

Egentlig prøver jeg bare at sige, at hundefans måske nok har et forspring her, men alle kan læse med og bør også gøre det!

De litterære 90’ere og glæden ved dem

På min dåbsattest står der 1974. Det betyder, jeg trådte mine barnesko i 80’erne og nærmede mig et stadie af voksenhed i 90’erne. Begge årtier betyder derfor meget for mig og må nok også siges at have bidraget en del til min udvikling – eller mangel på samme vil skarpe tunger nok indskyde knap så diskret.

Nå, tilbage til de litterære 90’ere.

Her læste jeg blandt andre Robertson Davies’ værker for første gang. Så vidt jeg husker, udkom bøgerne i 90’erne, men er oprindelig skrevet i 80’erne, så på sin vis er det de perfekte bøger i denne sammenhæng.

Orfeus’ Lyre er et fremragende eksempel på Davies’ skrivestil og angelsaksiske vid.

Robertson D – den canadiske kæmpe
Davies er en af mine absolutte yndlingsforfattere. Der er få som han, der kan skabe personportrætter, ja, nærmest levende billeder af svagt dysfunktionelle, men charmerende og skæve mennesker fra især de akademiske cirkler.

For eksempel i Cornish-trilogiens sidste bind – ’Orfeus’ Lyre’ – sidder en gruppe bestyrelsesmedlemmer i en fond og diskuterer, hvorvidt og hvorfor fonden skal støtte opsættelsen af en ikke-færdiggjort opera:

Fordi denne bliver en ganske speciel opera.”
Hvorfor? Fordi komponisten døde, inden han var kommet ret langt?”

Den lidt tørre, skæve humor er meget typisk for Davies og ikke mindst de karakterer, der befolker hans bøger. Ganske som jeg også tænker, det er ret typisk for de bøger, der greb og fascinerede mig i 90’erne. Det er måske ikke just minimalistisk, men det er skævt, skørt og eksistentialistisk.

Davies var canadier og hverken hans litterære angelsaksiske rødder eller hans rolige canadiske væsen fornægter sig, når man læser hans bøger. Der ligger også et skær af magisk realisme over mange af Davies’ værker, hvilket kun gør dem endnu mere særegne og charmerende. Igen tendenser, der går igen i mange af de forfatterskaber jeg efterfølgende kan mærke har sat sine spor. Rushdie, Reuter, Borges og Allende vil nok altid have en særlig plads i mit hjerte af den årsag.

Davies’ bøger har efterhånden nogle år på bagen, men de kan stadig varmt anbefales. Jeg er er hvert fald stadig ret pjattet med dem.

Det sjove ved Davies er, at foruden han ramte mig som et løbsk litterært godstog omkring 1995, så husker jeg en linje fra en af hans bøger, som virkelig satte sig fast og ændrede min måde at tænke på; ”du skal altid huske dine motiver for at sige det, du gør.” Jeg kan ikke huske i, hvilken bog linjen optræder eller om den i virkeligheden ER fra en af Davies’ bøger, men jeg vil altid forbinde den med Davies’ forfatterskab. Det var også her, jeg for alvor lærte noget af litteratur.

Den typiske 90’er litteratur
Når vi taler om 90’ernes litterære glæder og skæve eksistentialisme, så kommer vi ikke ude om Benn Q. Holms ‘Hafnia Punk’ og Nick Hornbys ‘High Fidelity’. Udover det er to fremragende forfattere, så har deres værker det til fælles, at jeg i den grad kunne spejle mig i hovedpersonernes liv og levned. Det var drenge forklædt som mænd, der kæmpede med at blive voksne. Holm og Hornby gjorde også bruge af en række karakteristiske greb og tematikker for 90’erne litteratur, nemlig:

  • Den begyndende globalisering – verden ligger for vores fødder
  • Eksistentialisme – hvad er meningen med livet (det er 42 i øvrigt)
  • Fokus på individet og dets problemer
  • Hverdagen – det handler om de små, nære ting
  • Magtesløshed – følelsen af at være uden ror, mening og mål
  • Minimalisme – virkeligheden set gennem enkle handlingsforløb her og nu oftest med knappe persontegninger og med rig mulighed for fortolkning
  • Skøre typer – livet er surrealistisk og mennesket ligeså
  • Socialrealisme – men ikke som i 70’erne; her er den minimalistisk og oftest surrealistisk (eller magisk realistisk)

To af de helt store 90’er forfattere; Hornby og Holm

90’erne var også præget af en særlig ånd. Vi frygtede ikke længere atomkrigen skulle bryde ud hvert øjeblik – Muren var faldet og Sovjetunionen ligeså – og vi var endnu ikke trådt ind i terrorens tidsalder – de to tårne knejsede stadig smukt over Manhattan. Alt var godt og fuld af liv. Sådan da. For i samme periode fald Jugoslavien fra hinanden, og selv om det bragte Danmark til EM i fodbold, så vil jeg aldrig glemme den følelse af magtesløshed, der fulgte i kølvandet på myrderierne på Balkan.

Men tilbage til bøgernes trygge verden.

Mens jeg sidder og skriver dette, og drømmer mig bort til en længst svunden ungdom, så slår det mig, at 80’erne og 90’erne også havde noget til fælles mere overordnet. 90’erne synes nemlig at trække på 80’erne og forstærke det foregående årtis tendenser. Ikke mindst de kulturelle.

I en artikel på Litteratursiden helt tilbage fra 2002 (dét er dælme også snart længe siden) skrev Rane Knudsen følgende; ”Generelt kan det siges om 90’erne, at tendenser, der har eksisteret i flere årtier, forstærkes i dette årti. Der tænkes her navnlig på en generel nedbrydning af skellet mellem finkultur og populærkultur, et fænomen som ikke kun forekommer i litteraturen, men også i film, tv og populærmusik mm.”

Det er The Simpsons vel nok det bedste eksempel på.

Knudsen fortsætter med at fremhæve Peter Høeg som et eksempel på, at en forfatter kan være både elsket af anmeldere og læsere på en og samme tid. I samme åndedrag kunne man også nævne Michael Larsen. Sidstnævnte er nok mere repræsentativ for 90’erne end Høeg, i kraft af humoren, skrivestil og brugen af popkultur.

Og det er det, jeg altid vil huske 90’erne for: min litterære vækkelse og fornemmelsen af, at verden var skæv, men fuld af muligheder.

Det er slet ikke dårligt med sådan et trip down memory lane trods alt.