En Humphrey Bogart-ferie!

Jeg havde kun én uges sommerferie i år. Nej, det er ikke synd for mig. Okay, lidt. Jeg skal med Josephine (min 14-årige, hvis lidt yngre profil pryder bloggens forside) til U18 EM i kickboxing i Skopje primo september og til New York med hende ultimo september. Sidstnævnte er hendes konfirmationsgave. Førstnævnte er, fordi hun fa’me er en sej unge! Begge dele tager en uge og kræver brug af ferietid.

IMG_2121

Dræberhønen, Kamphønen, Medaljekoen, Kohønen … kær dræber har mange navne. Kommer snart til et europamesterskab nær dig (hvis du altså bor i Makedonien, hvad ikke alle gør)

Den ene uges sommerfeire blev brugt bare den lille kernefamilie på 2 + 2 i Kaunas i Litauen. Det gjorde så, at jeg ikke har fået lystlæst – som vi siger i branchen – særligt meget her i sommeren.

Jeg nåede to krimier. Eller måske to spændingsromaner. Jeg er usikker på definitionerne. Én af hver tror jeg. Som barn raidede jeg gennem mine forældres Agatha Christie-samling i stedet for at læse De 5-bøger, inden jeg som ca. 10-årig fandt Alistair McLean på Værløse Bibliotek. Oh, fryd! Det første er krimier, og det andet er spændingsbøger. Så langt er jeg med, men jeg går ud fra, genrerne har udviklet sig det seneste kvarte århundrede.

Skæbnen ville, at min Kindle fandt frem til Karin Slaughters “Pretty Girls” (“X”) og X X “The Woman in Cabin 10,” og de kunne næppe være mere forskellige.

1C9E5596-511C-4012-94C4-1F632F28A793-2440-0000028C14EFF232

The one and only. Betegner også en type morgen og en type ferie.

Det mindede mig også om en gammel Dan Turell-tekst, der hedder “En Humphrey Bogart-morgen” (er jeg ret sikker på), hvor han gør sig munter over forskellen på engelske krimier og amerikanske thrillere. I engelske krimier bliver folk myrdet i biblioteket med en oldindisk daggert, mens alting hele tiden eksploderer til lyden af hvinende dæk i de amerikanske. Dén distinktion holder stadigvæk, såfremt min stikprøve er repræsentativ.

Karin Slaughters “Pretty Girls” (På dansk “De smukkeste”) er … hvordan skal jeg sige det … åh, den er bare for meget! Hun skriver på Goodreads, at da hun fik ideen, ville hun skrive en selvstændig historie i.s.f. endnu én i serien med det normale makkerpar, men modtagelsen har været blandet. Måske fordi den er sadistisk og voldspornografisk. Voldtægt er slemt. Drab ved machete er værre. Voldtægt med machete er … altså, forestil dig lige dét. Eller lad være. Jeg anbefaler faktisk det sidste. Mænd er nogle svin!

5A859815-EFAB-4058-9EBD-826964F4F09E-2440-0000028C75993B7F

Formelt handler den om to søstre, der finder hinanden igen efter den enes mands voldelige død. Enke-søsteren finder også nogle meget, MEGET ubehagelige videoer på mandens computer, og hænger det måske sammen med den tredje søsters forsvinden, da de var børn? Ja, det gør det. Nok sagt. Deres far opgav aldrig håbet om at finde hende igen, indtil savnet gjorde ham vanvittig, og han begik selvmord. Søstrene jagter sandheden på flugt fra korrupt politi og lyssky personer, der vil dem ondt, mens omstændighederne omkring storesøsterens forsvinden, og hvad det gjorde ved familien, oprulles.

“Pretty Girls” har fart på. Det er virkelig en Humphrey Bogart-bog for at blive i onkel Danny’s terminologi. Historien er spændende, og personerne står klart. Finurligt nok fungerer den egentlig bedst, når den i mere rolige øjeblikke beskæftiger sig med familien, hvis ældste datter pludselig forsvandt, og de chokbølger det sendte gennem et ellers lykkeligt familieliv. Faderens efterladte dagbogsnotater er gribende og den sidste er svær at komme igennem uden tårer. Mandige tårer, forstås. Jeg kan kun give den 3 af 6 macheter, for, igen, den er altså bare for meget!

Ruth Ware’s “The Woman in Cabin 10” (på dansk “Kvinden i kahyt nr. 10”) er meget anderledes. Den bliver solgt som en slags “Gone Girl” eller “The Woman on the Train”-repræsentant, men det er den altså ikke. Den er mere hitchcocksk. Rejsejournalist Lo Blacklock får muligheden for en drømmetur med en lille, eksklusiv luksusfærge på jomfrurejse mod det norske nordlys. Ombord er millionærer, som er målgruppen, og et par fotografer og journalister til at dække og reklamere for ideen. Inden færgen sætter fra land i Hull, banker Lo på døren til kahyt 10 for at låne noget mascara, og en ung kvinde åbner. Samme nat efter en alkoholinfuseret middag vågner Lo ved lyden af noget stort smidt fra nabokahytten – nr. 10 – og hun kan se blodpletter på kahyt 10’s ræling. Men kahyt 10 har altid stået tom, påstår personalet og ejeren, og ingen andre har set kvinden, der åbnede døren. Hun er selvsagt heller ikke på gæstelisten. Nu starter Lo’s kamp for at løse mysteriet på en lille klaustrofobisk båd i midten af det mørke, stormende hav. Alle er mistænkte. Ingen tror på hende. Bortset fra morderen selvfølgelig, som pludselig foretager et dramatisk træk, der ændrer det hele.

78DA8339-8A81-415E-95A7-6EB7A44F4C2D-2440-0000028C96135753

Vi er så klart i Agatha Christie-land her, og det er der ingen skam i. Hun har solgt over 2 mia. bøger. Kun Biblen og IKEA-kataloget er ellers deroppe. Tempoet er roligt, stemningen og miljøet tæt og knugende. Personerne er lidt karikerede og slørede, og den er ikke helt ufralæggelig, men et solidt forsøg. 4 af 6 søsygepiller herfra.

9B9F3213-1DC2-4AFB-BFF8-2125E7AA414D-2440-0000028BE668DD3F

Random fun fact: Da forlaget Harper-Collins opfandt den såkaldte licensmodel til biblioteksudlån af ebøger, kunne de amerikanske biblioteker købe licenser med 26 lån. Herefter var licensen opbrugt. Bibliotekarerne forudsagde, at de ville blive opbrugt ‘en masse,’ og biblioteket ville blive tvunget til at købe nye licenser hele tiden. Efter halvandet år havde kun otte bøger udlånt 26 gange. Syv af dem var af Agatha Christie.

Karin Slaughter er en etableret amerikansk bestsellerforfatter med en stor produktion bag sig, mens Ruth Ware debuterede i 2015 med “In a Dark, Dark Wood,” der hurtigt strøg ind på bestseller-listerne i USA og England. På dansk er Gyldendals oversættere ved at være up-to-date.

Begge bøger anmeldt her er glimrende underholdning, og jeg er nok bare ikke så meget til krimi og spænding. Det er ikke snobberi. Jeg er igang med noget, hvor målgruppen vist er teenage-drenge 🙂

Glæden ved et nyt semester

I en periode var jeg ulidelig at være sammen med. Jeg fortalte alt og alle, at jeg skulle holde to måneders sommerferie i år. Den type information bør man holde for sig selv, har jeg lært. Men nu er ferien slut. Det var den sommer, jeg fik læst romanklepperten 4321 af Paul Auster. Min søn på fem og jeg byggede figurer af toiletruller og sugerør. Feriedestinationerne spændte fra Lumsås til LEGO-land og Westeros. Den sidste dog mest inde i HBO Nordic.

Jeg glæder mig til efterårets patchwork af opgaver. En vis rastløshed har meldt sin ankomst. De næste måneder er jeg et mix af folkeoplysende foredragsholder, blogger og studerende Derfor har jeg fundet tre fagbøger og en bonustitel, som inspirerer mig  – og måske også dig? – til at komme i sving.

Bøgerne er: Lyt, mens du taler, Den digitale læsers hjerne, Make it Stick og Tænk vildt.

Lyt mens du taler

img_0772

Ja, der er tale om multi-tasking; men af den gode, virkningsfulde slags!

Hvor meget kan du huske fra et foredrag, som du hørte for et år siden? Seks måneder siden? I forgårs? Mit bud er, at du ikke husker syv skarpe faglige pointer. Du husker  derimod det menneske, der leverede dem og som gjorde indtryk på dig. Budskabet og mennesket smeltede sammen og påvirkede dig. Om det så var med vred energi eller fagnørdet glød og entusiasme.

Lyt, mens du taler af Anders Stahlschmidt er en velskrevet og letlæst bog, der fokuserer på samspillet mellem taler og publikum. Hvert publikum er unikt. Hver talesituation er sin egen. Skuespilleren Henning Jensen skriver i forordet, at han har holdt sit foredrag om livet med depression over 200 gange. Men hver gang sker der noget nyt. Også i forsamlingshuset i Ganløse en grå novemberaften.

Jeg husker med et smil på læben et causeri, som direktøren for min gamle arbejdsplads holdt til en konference for biblioteksfolk i 2011. Direktøren var Jens Thorhauge, og arbejdspladsen var Styrelsen for Bibliotek og Medier. Thorhauges ærinde var at demonstrere litteraturens kraft til at binde et liv sammen. Han fortalte med humor og indlevelse om, hvordan han som plus-60’er genlæste Agnar Mykles roman Sangen om den røde rubin. Romanen er fra 1956 og er mest kendt for scenerne af erotisk tilsnit, som vakte offentlig forargelse. Med en enorm og uventet kraft blev Thorhauge ved genlæsningen overvældet af en følelse,  han havde glemt: Hvordan det er at være en bævende teenager, som med nervøsitet garneret med skyld og skam har lånt en omstridt roman på biblioteket og nu sluger den glubsk i det skjulte. Det kan litteraturen; bringe os i forbindelse med os selv og minde os om livskapitler, der eller altid vil være umulige at vende tilbage til.

Jeg husker Thorhauges budskab og person, men en lige så vigtig del af fortællingen er publikums reaktion: Latter, smil og løssluppenhed. Lige det man har brug for efter en fyldig frokostbuffet med fem slags kød. Thorhauge tog bestik af det hele og vovede at skrue mere op for pointerne og farverne. Forsamlingen åd det råt. Samtidig fik de stof til deres egne historier om bøger, der skaber sammenhænge i et menneskeliv. Thorhauge lyttede, mens han talte. Det er pointen.

Den gode taler eller foredragsholder ude på gulvet i forsamlingshuset eller på et af AOFs kurser formår at skabe et rum, hvor hun ikke er i centrum. (Jeg vælger at skrive hun, fordi jeg i september 2017 skal holde to foredrag i AOF-regi om små børns sprog og læsning i dag. Jeg er i gang med mentalt at bygge mig selv op).  En god taler har overskud til at tage bestik af stemningen og forsamlingen. Hun inddrager tilhørerne og glemmer sig selv så meget, at hun kan surfe frit ind og ud af sit stof. Nærvær er nøgleordet. Fodfejl er ligegyldige.

Lyt, mens du taler er min bibel i disse dage, hvor jeg skal forberede to foredrag, der ikke henvender sig til fagfolk, men til betalende AOF-kursister. Jeg kommer til at teste mit stof på sagesløse venner og bekendte. Jeg kommer også til at øve min taleteknik med en korkprop i munden. Det skulle øge kvaliteten af mundhulens klang. Lad os håbe, at jeg ikke sluger proppen.

Den digitale læsers hjerne

img_0773

Kresten Bjerg præsenterer en guldgrube af nyttige skriveråd. Respekt.

Hvad skal jeg gøre, for at du læser hele denne blogpost til ende uden at foretage svinkeærinder undervejs? Hvordan kan jeg styrke din koncentration?

Kresten Bjerg insisterer i Den digitale læsers hjerne på, at kort ikke altid er godt. I det postfaktuelle samfund er der voldsomt brug for faglig formidling, præcision og nuancer. Det kræver dybde og længde. Som han skriver i forordet: “Kære fagfolk, vi har brug for jeres viden – og det har vi både som enkeltpersoner og som samfund.”

Næsten alle foretrækker at læse fagtekster på papir. Også unge. Det er der empirisk belæg for. Vi ved godt, at vi nemmere lader os forstyrre, når vi læser på skærmen. Outlook siger “pling”. Vores hjerne lokker med hurtige tjek af Facebook og Instagram. For den sukkerglade svarer det til, at der altid ligger en Ritter Sport på hylden ved siden af køkkenvasken. Fristelsen lurer konstant. Hvad skal man dog stille op som skribent?

Den digitale læsers hjerne går i kødet på den udfordring, at vi drevet af vanens magt tit skriver til læsning på papir, selv om vi skriver til skærmen. Brevene fra den kommunale pladsanvisning eller a-kassen er stadig formet efter A4-skabelonen, selv om de færreste læser dem på papir. Det har betydning for vores forståelse af indholdet. Form er ikke bare form.

Jeg kan gode lide Kresten Bjergs pragmatiske holdning til digital læsning. Han skriver:
Tiden vil vise, om vi får nye digitale medier, som vi læser lige så effektivt som papir. Indtil da må vi arbejde med de digitale medier, vi har. De eksisterende digitale medier svækker koncentrationen i stedet for at styrke den. Derfor ligger potentialet ikke i maskinen, men i teksten, som vi læser på maskinen. Det er ved at skrive en tekst, som er nem at koncentrere sig om, at vi kan øge den digitale læsers udbytte af teksten.” (Den digitale læsers hjerne, side 21).

Der findes et hav af bøger om at skrive godt. Den digitale læsers hjerne skiller sig ud, fordi den trækker på aktuel læseforskning og kognitiv sprogteori. Kresten Bjerg kommer med tyve konkrete skrivetips i bogen. De er testet i en større befolkningsundersøgelse. Sagligheden og soberheden er i top.

Bjergs råd udspringer af fem kognitive greb: Kategorier, historier, forbindelser, sammenligninger og forventninger.  Når du læser dette blogindlæg har du for eksempel forventninger til tekstens indhold og sproglige form. Du bidrager med en masse viden om det at begynde på et nyt semester eller skoleår. Du får associationer, der måske går i retning af friskhed, sprødhed, nye bøger, Indian Summer, nervøsitet, spænding, forvirring, nysgerrighed, øl, rustur, fremmede ansigter og uudfyldte kladdehæfter.

(Hov. Det var mine associationer. Jeg bruger dem for at gøre det abstrakte konkret. Et af de klassiske og uomgængelige formidlingsråd.)

Hvis du har besøgt Bogsnak-bloggen før, forventer du, at tonen er relativt let og uvidenskabelig. Det er ikke her, kancellisproget hører til. Du forventer kendte sproglige former. Ikke dadaistiske og kunstnerisk eksperimenterende formuleringer.

Pointen er, at din forventning til teksten opstår i et samspil mellem din viden om emnet “Semesterstart” i bred forstand, dit kendskab til Bogsnak-bloggen og de forventninger, som jeg skaber hos dig gennem tekstens indhold.

I virkeligheden er jeg mere optaget af de fem kognitive greb end de tyve konkrete skriveråd af grammatisk og teknisk karakter. Det må jeg arbejde med. Hvis jeg fulgte rådet om forbindelser, så satte jeg ikke links ind i brødteksten. Men det gør jeg. Måske har jeg allerede tabt dig.

Den digitale læsers hjerne henvender sig mest til fagfolk, der skal formidle komplekst stof. Det kan være jurister, der skal svare på borgerklager, eller forskere, der skal skrive videnskabelige rapporter. Som fritidsblogger er jeg ingen af delene, men bogen er allerede fyldt med mine understregninger og udråbstegn – skrevet i hånden.

Make it Stick

make it stick

SLUT med dræbende PowerPoints og ineffektiv læsning. Der skal andre teknikker til, hvis det skal hænge fast.

Jeg er ved at tage en diplomuddannelse i karrierevejledning på UCC, Campus Carlsberg. Derfor læser jeg en del fagtekster om arbejdsmarkedets udvikling, teorier om personlige valgprocesser og vejledningsteknik.

Hvordan skal jeg huske det, jeg læser? Hvordan skal jeg tilegne mig stoffet, sådan at jeg kan bruge det aktivt og selvstændigt? Det er der mange studerende, der har spurgt sig selv om. Måske med en snert af desperation.

Amerikanerne Peter Brown, Henry L. Roediger III og Mark A. McDaniel forsker i kognitive processer. De undersøger, hvordan mennesker opfatter, tænker og husker. I Make it stick argumenterer de for, at vi skal kaste mange af de traditionelle læringsmetoder på bålet. Det hjælper ikke at repetere som en sindssyg og bruge den neonfarvede overstreger flittigt. Genlæsning af noter og slides har heller ikke den store effekt. Det er nærmest spild af tid.

De tre herrer anbefaler andre veje til læring. Jeg har valgt et par stykker her og vil ellers anbefale Make it stick på det kraftigste. Denne populærvidenskabelige bog er sjov, tankevækkende – og ja, lærerig!

Selv om brugen af test er meget omdiskuteret, så er det at teste sig selv efter endt læsning eller efter deltagelse i en lektion et meget effektivt middel. Man finder ud af, hvor meget der sidder fast og hvor, man bør sætte ind. Regelmæssige quizzer med og mod dig selv afslører, hvad du ved og hvad du ikke ved. Det lyder banalt, men det svære er at få det gjort til en vane. Derfor er det hensigtsmæssigt, hvis underviserne bygger disse quizzer ind i deres didaktik. “Begrebs-bingo”, “Træk en teori” eller noget helt tredje kan være enkle virkemidler. På Pastoralseminariet kan de jo lave “Hit med salmen”.

At læring skal føles let og legende er en tilgang som lyder besnærende. Men i Make it stick vies et helt kapitel til det modsatte: Den besværlige læring. Når vi omfavner det vanskelige og oplever, at vi kæmper med stoffet og næsten sidder fast i det, efterlader det dybe spor. Det er her, vi virkelig lærer noget for eftertiden. Det kræver vedholdenhed og sikkert også en god forståelse af egne motivationsfaktorer.

Begrebet “spaced learning” dækker over, at tid og rum spiller en vigtig rolle for læringen. Den klassiske paniklæsning op til eksamen er ikke “spaced learning”. Her bliver det hele presset sammen på kort tid. Få dage efter eksamen er næsten det hele væk igen. Der skal arbejdes med intervaller i et længere tidsperspektiv; uger, måneder og år. Når man genbesøger en teori i en ny sammenhæng eller bliver udfordret til at løse et nyt problem med metoder, man allerede kender, giver det læringsmæssig bonus.

Aktiv problemløsning er også et af mantraerne i Make it stick. Jeg er så heldig, at mit studie rummer mange cases med dilemmaer. Underviserne sætter tid af til rollespil og diskussioner, sådan at vi forholder os aktivt til, hvad vi ville gøre som vejledere i en konkret situation. For fire måneder siden (april 2017) var jeg selv med i et rollespil om etiske dilemmaer i en vanskelig vejledningssamtale. Det gør det nemmere for mig at huske forskellen på dydsetik, pligtetik og nytteetik.

Universitetslæreren Hans Hüttel har skrevet en fyldig anmeldelse af Make it Stick på sin blog, hvor du også får et indblik i livet som underviser på Datalogi-studiet

PS: Make it stick er ikke oversat til dansk, men det spiller ingen trille. Sproget er forbilledligt klart og enkelt.

Tænk vildt

img_0775

Tidens mest hotte, svampespisende enfant terrible og direktør fyrer den af i denne sjove pamflet.

Timingen var perfekt: Rane Willerslev blev udnævnt til direktør for Nationalmuseet i foråret 2017 og udgav nærmest samtidig Tænk vildt med undertitlen “Det er guddommeligt at fejle. En peptalk for en mere nysgerrig tidsånd“. Bogen har ikke umiddelbart noget med studieliv, blogs eller foredrag at gøre. Den er med blandt de udgivelser, der sparker mit semester i gang, fordi Willerslevs hovedpointe er så god og enkel: Kreativitet og menneskelig såvel som samfundsmæssig udvikling hænger sammen med mod og det at begå fejl. Vi lærer ingenting ved at holde os til de kendte stier. Der skal være bizarre udflugter og vildveje.

Jeg har aldrig været storvildtjæger i Sibirien eller et geni  til orienteringsløb. Langt fra. Men jeg abonnerer gerne på vejmetaforen, idet jeg er ved at uddanne mig til karrierevejleder. I den branche handler det også om snørklede veje og udture.

Hvis Willerslev får Nationalmuseet på glatis med syrede og hos kulturparnasset upopulære tiltag, så vil det fryde mig. Samtidig vil jeg kvæle min indre bureaukrats bekymring for, at de kreative skæverter resulterer i reducerede bevillinger. På med pelshuen, Rane!

Boginfo
Lyt, mens du taler af Anders Stahlschmidt.
Udgivet på Akademisk Forlag. 256 sider. 2015.

Den digitale læsers hjerne. En skriveguide til fagfolk
 af Kresten Bjerg.
Udgivet på Hans Reitzels Forlag. 205 sider. 2017.

Make it Stick af Peter Brown, Henry L. Roediger III og Mark A. McDaniel.
Udgivet på Harvard University Press. 336 sider. 2014.

Tænk vildt. Det er guddommeligt at fejle
af Rane Willerslev.
Udgivet på People’s Press. 156 sider. 2017.

At læse er at rejse

Man maa ud der, hvor ikke alt er saa kendt og fortærsket. Derfor rejser jeg – og jeg gør det med Glæde, med de bedste Forhaabninger til fremtiden.” Mere rammende kan man næsten ikke beskrive udlængsel. Ordene er iranfaren Valdemar Damms, og udtalt i forbindelse med Damms afrejse til det daværende Persien i 1928.

Men Damms ord dækker på bedste vis også de følelser, og det overordnede rejsetema, der er i både Paul Therouxs ’Den store jernbanebasar’ og Morten Hansted ’Danske eventyr i Iran’ (hvor citatet i øvrigt stammer fra), samt i nogen grad også i Jonathan Franzens ’Længere væk’. Tre bøger, som jeg har tænkt mig at skrive lidt om i denne post. Jeg vil nemlig prøve noget så ambitiøst som at lave en tredobbelt anmeldelse med udgangspunkt i rejsebøger, der ikke rigtig er rejsebøger.

3 gode rejsebøger, og så alligevel ikke helt. Altså, rejsebøger. Gode er de nemlig.

To af bøgerne er nylige udgivelser og begge har tematiske overlap – f.eks. spiller jernbaner og Iran en rolle i ‘Den store jernbanebasar’  og ‘Danske eventyr i Iran’ -, mens den tredje, ‘Længere væk’ er en lidt ældre samling essays, hvoraf den ene handler om at rejse langt pokker i vold. Langt ud på en øde ø. Bogstaveligt talt.

Bøger betyder ikke overraskende noget særlig for mig. De fleste medier har i min verden sin force. Musik er humørforstærkende og giver mig oftest energi. Jeg har playlister til stort set alt. Film, derimod, har givet mig flere af mine rollemodeller (host, host, John Wayne). Mens bøger, ja, bøger, de har sneget eventyrlysten ind i mit ellers så konservative og forsigtige bibliotekarliv.

Sjældent har jeg været mere grebet af rejsefeber og lysten til at prøve noget nyt, som når jeg har læst en gribende bog. Den særlige kombination af følelser giver de tre bøger her mig. Jeg får lyst til at rejse, opleve nyt og frygtløst begive mig ud på de vilde vover.

Inden jeg kaster mig over at skrive et par linjer om hver af de tre bøger, så synes jeg, det er på sin plads med en cadeau til oversætterne af ’Den store jernbanebasar’ og ’Længere væk’, nemlig hhv. Tonny Vorm og Mich Vraa. Begge to har gjort et fabelagtigt arbejde og fortjener et klap på skuderen. Godt gået, gutter.

’Den store jernbanebasar’

Therouxs eventyr med alverdens tog er ualmindelig god læsning.

’Den store jernbanebasar’ er blevet beskrevet ganske rammende som en jernbane-odyssé. Theroux, der i øvrigt er en i særklasse velskrivende herre, tager os ud på en små fire måneders lang rejse med jernbaner tilbage i 1973. Fra London drager skribenten ud på sin færd og kommer bl.a. igennem Tyrkiet, Iran, Indien, Vietnam og Sovjetunionen, og møder et hav af finurlige karakterer. Sjovt nok, så tror jeg, de fleste togrejsende globetrotter vil nikke genkende til mange af Therouxs personskildringer og udfordringer selv mere end 40 år senere.

Beskrivelsen af Singapore, som William Gibson engang beskrev som Disneyland med dødsstraf, er især interessant. Theroux harcelerer over, at kommunikationsministeren taler om ”The Wired City”, hvor nyheder mm. snart kan levers digitalt over ledningerne, og gør sig nogle tanker om, hvorvidt det vil berøve det fysiske rum sine særegne træk OG føre til mindre frihed. Interessant, når man tænker på, bogen er skrevet tilbage i starten af 1970’erne. Gibson, der er kendt som en af cyberpunkens fædre, kunne næsten tænkes at have ladet sig inspirere af Therouxs betragtninger om Singapore og proto-netværkssamfundet. Under alle omstændigheder, så er det et godt eksempel på, at bøger i nogle tilfælde kan være evigtgyldige.

’Den store jernbanebasar’ er en meget subjektiv og personlig bog, men det gør den nu ikke dårligere, tværtimod. Beskrivelserne af toge, forholdene under rejsen, landende undervejs og ikke mindst menneskerne er fine, til tider også både sjove og skarpe, men fremfor alt sært inspirerende. Mine drømme om at tage det halve af verden rundt med Orientekspressen og den Transsibiriske Jernbane er kun blevet større efter at have læst om Therouxs genvordigheder og oplevelser.

’Danske eventyr i Iran’

‘Danske eventyr i Iran’ er både en smuk og interessant bog.

Iran har altid fascineret mig, og jeg er ikke den eneste. Så langt fra. Faktisk har mangen en dansker fundet det fjerne land fascinerende og tillokkende nok til at drage dertil for at søge lykken. Dem, deres tid og de mange prøvelser og glæder får vi et indblik i med Morten Hansteds smukke bog om danskerne i Iran.

Bogen giver et fascinerende og flot indblik i Iran fortalt gennem de mange danskere, der siden Carsten Niebuhrs store ekspedition i 1760’erne er draget dertil for at prøve lykken, samt belyser de forbindelser, der har været mellem Danmark og Iran gennem tiden. Foruden bagværk, så har danskere og danske virksomheder været med til at bygge jernbaner, fabrikker og med lidet held introducere iranerne for rutebilsdrift, samt, sært nok og med noget større held, fetaost.

Blot et af de smukke billeder i Hansteds bog.

Hansted har skrevet en flot og spændende bog om de danskere, der drog på eventyr og det land, der mødte dem. Det er ikke altid en lykkelig historie, og da slet ikke efter Revolutionen. Men præstestyret til trods, så sidder man efter endt læsning tilbage med opfattelsen af et folk, man næsten kun kan fatte sympati for og sikkert sagtens kunne finde sin egen lykke blandt. Hvis man ville ud, hvor alt ikke var så dagligdags og kendt, altså.

’Længere væk’

Længere væk skal tages ret bogstaveligt i Franzens mageløse samling af essays.

Franzen kan skrive. Hold da op, han kan skrive. Måske kan han være lidt langsom og tung som romanforfatter, men essays er en god ramme for den store amerikanske forfatter.

Over bogens tyve essays kommer vi vidt omkring, men især titelessayet gør indtryk. Det handler om at rejse langt pokker i vold, og er naturligvis også grunden til, jeg har bogen med her. Plus, jeg ville slå et slag for essays. Essaysamlinger er en overset genre i Danmark, ikke mindst, synes jeg, på bibliotekerne. Og det er både en synd og en skam, for der er nogle fremragende tekster at finde på hylderne under 04.863.

I ’Længere væk’ tager Franzen til Isla Alejandro Selkirk, der tidligere og stadig er lokalt kendt som Más Afuera, hvilket betyder, tadah længere væk. Og længere væk er meget rammende. Øen er en del af Juan Fernández-øerne, der ligger små 700 km ude i Stillehavet vest for Chile, og tæller i øvrigt også Robinson Crusoe-øen. Meget længere væk kommer man ikke.

Grunden til Franzen kaster sig ud i sin egen robinsonade er, at en af hans nære venner har begået selvmord, og Franzen derfor trænger til at få det hele lidt på afstand. Den gode forfatter viser sig at være en glad amatør ornitolog, så valget falder på Længere Væk, der bl.a. er kendt for sin fuglebestand. Ikke overraskende må Franzen kæmpe med vejret, terrænet og ensomheden, men essayet slutter med, at Franzen genfinder sig selv, sin energi og sin glæde ved andre mennesker.

Som introvert ekstraordinaire kan jeg sætte mig ind i behovet og ønsket om at kommer langt, langt væk fra alt og alle, men også den fantastiske fornemmelse, det er, at få ladt op og begynde at savne andre mennesker igen. Det er en af de gode ting ved at rejse ud i verden, nemlig at komme hjem igen.

Og kan man ikke rejse bort fra alting, så kan man heldigvis læse. Det er på sin vis også at rejse. Ikke mindst, når folk som Theroux, Hansted og Franzen fører pennen.

Boginfo

’Den store Jernbanebasar’ af Paul Theroux. Oversat af Tonny Vorm. Udgivet på C&K Forlag. 381 sider. 2017.

’Danske eventyr i Iran’ af Morten Hansted. Udgivet på Gyldendal. 263 sider. 2017.

’Længere væk’ af Jonathan Franzen. Oversat af Mich Vraa. Udgivet på Gyldendal. 324 sider. 2013.

 

Første halvår 2017 på eReolen og en smule om den ny biblioteksafgift – denne gang med søjlediagrammer

Prolog

Jeg føler mig kaldet til først at citere Lindhardt & Ringhofs forlagschef, Lasse Korsemann Horne, fra denne nylige kronik i Berlingske Tidende:

Når jeg går en tur rundt i København eller Sønderborg, når jeg kører i tog, når jeg er på stranden eller i parken, ser jeg stort set ikke længere nogen sidde med en bog i hånden. I bedste fald ligger bogen forsømt ved siden af, mens den potentielle læser sidder fordybet i sin smartphone.

Som forlægger er det derfor min opgave at få bogen ind i læserens telefon og få danskerne til at (gen)opdage bogen og begynde at læse eller lytte til den. For det er oplagt, at det er forlagenes udfordring at møde den almindelige læser der, hvor læseren er, ved at få forfatternes bøger ud på så mange platforme og i så mange formater som muligt. Og det betyder i høj grad også som e-bøger og lydbøger fremover, som download, streaming via abonnement og via bibliotekerne.

Resten af dette indlæg er udelukkende udtryk for min egen holdning og ikke nødvendigvis Foreningen eReolens eller de danske folkebibliotekers ditto.

Indledning

De gode nyheder først: Første halvår 2017 (retteligen januar til og med juli) har været strålende på eReolen. Faktisk går det bedre end nogensinde. Alle elsker søjlediagrammer, så her er nogle flotte eksemplarer.

Som jeg skrev på disse sider i december sidste år, var 2016 et konsolideringsår efter jubelåret 2015, hvor alle forlag var tilbage. I 2016 trak et par store forlag sig fra tjenesten igen-igen, og vi brugte tiden på at arbejde med formidlingen og senere med udviklingen af eReolen GO! til børn og unge. Lindhardt & Ringhof, Danmarks største digitale forlag, gik mod de større forlags velkendte ud-og-ind strøm og ikke bare blev hos os, men udvidede samarbejdet. Sammen med de hundredevis af forlag, der stabilt har været på eReolen siden starten i 2011, hjalp det med at holde udlån og brugerantal i ro, selvom vi tabte en del titler.

I 2017 har vi langt flere titler, langt bedre tilgængelighed, tre distinkte tjenester (Classic, Global og GO!) og en EU-dom og en ændring af Biblioteksafgiften (populært ”Bibliotekspengene”) i ryggen. Vi har dog også de sædvanlige forlag, der ikke vil være på eReolen og måske et uforudsigeligt, politisk indgreb i horisonten.

Vi har sjovt nok også langt flere forlag (400+) nu, og eftersom jeg ikke har undersøgt det nøjere, er jeg fri til at gætte vildt og ansvarsløst. Mit gæt er, det er forfattere, der egentlig er på forlag uden for eReolen, men har taget sine digitale rettigheder til sig og er på eReolen i form af mikroforlag.

eReolen GO!

Folkebibliotekernes måske vigtigste mission er at få børn og unge til at læse mere. Alle undersøgelser viser, at læsekompetencer er grundlaget for andre kompetencer – fra de sociale til de tekniske. Som næsten alle andre industrialiserede lande oplever Danmark et fald i børn og unges læsning, og eftersom børn og unges medieforbrug bliver mere og mere digitalt og mobilt, må bibliotekets tilbud følge efter. Til en vis grad, altså.

børnslæsning

En ældre, men flot graf over børns lystlæsning fra 2000 til 2009 i forskellige lande

Samtidig kunne vi se mange børn og unge gå i stå på eReolens indlogningsskærm. De gode forfattere på Gratis Børnebøger demonstrerede for os, at de sendte masser af børn vores vej, men kun 10% blev konverteret til lån. Formidlingen på eReolen ofte også ganske voksen. Én dag, jeg skulle demonstrere for en skole i København, var hovedemnerne fx ”Utroskab,” ”Rejser til Indien” og ”Strikning.” Der ligger givet en saftig bestseller i fællesmængden dér!

eReolen GO! er en frontend til børn og unge. Dens indhold er de B&U-titler, der ligger på eReolen Classic. Der ligger altså ikke noget på GO!, der ikke ligger i den normale tjeneste. En dag laver vi måske et rent snit mellem de to, men den dag er ikke lige i horisonten.

eReolen GO! er skolebibliotekets digitale tvilling. Den er til lystlæsning – ikke skolebrug. Skoler kan melde sig til, hvis kommunen ellers er med, og så åbnes der for, at elever og lærere får adgang til GO! via UNI-login, som de fleste skolebørn kan udenad, og så er login ikke længere en barriere. Der er sømløs integration mellem GO! og Biblo – bibliotekernes community for børn og unge. Tilbyder en kommune ikke skolesamarbejde, kan man selvfølgelig stadig bruge GO! med biblioteks-login.

biblo

Udsnit af Biblos hjemmeside i dag d. 3/8 2017

Overordnet betyder GO! flere ebogs-udlån, fordi læsning – også lystlæsning – drives af skolerne. Som Gratis Børnebøger også har konstateret, forsvinder læsningen, når børnene har ferie og er sammen med forældrene. Nogle skoler har et tilbagelænet forhold til læsning, mens andre skoler giver den fuld gas med få midler, og det er ikke forudsigeligt ud fra skolens socioøkonomiske virkelighed. Nogle skoler laver små mirakler dagligt. Kirsebærhaven Skole i Valby fx

En spøjs ting med GO! er, at eftersom det er lystlæsning drevet af skolerne, er det ebøgerne, der trækkes på, hvor der ellers generelt er langt mere fut i netlydbøgerne. Der er en global afmatning i ebøgerne, om end rygterne om ebogens død er overdrevne på grænsen til latterlige. Vi havde derfor forudsagt, at vi i år ikke ville se den normale top i juli, fordi hele GO!-brugen ville forsvinde i sommerferien. Og sandelig om ikke vi fik ret, fordi vi er en slags hverdags-genier …

ec7a0d7188c18248ee3ccea2d61e53bb

Forfatter Ellen Holmboe; én af hverdags-genierne bag Gratis Børnebøger

Mere om 2017 indtil videre

Der er tre årsager til stigningen i brugen i 2017 ud over kvaliteten i tjenesten og den gode formidling, som vi er ganske stolte af.

  1. Lindhardt & Ringhof har tegnet en tre-årig kontrakt med os og lagt alle deres titler i den udlånsmodel, hvor alting altid er tilgængeligt for alle uanset lokale restriktioner. Andre forlag er på samme model, og samtidig er de forlag, der tror mere på restriktioner, udenfor. Godt og vel halvdelen af eReolens indhold er nu altid tilgængeligt.
  2. eReolen GO! har betydet nye læsere – børn og unge – og de løfter brugen af ebøger først og fremmest.
  3. Der kommer hele tiden flere titler til, og eReolen er aktiv i at understøtte digitalisering af både ebøger og lydbøger, så der både kommer nye titler og nye, gamle titler til – om man vil.

Udviklingen i titler kan ses herunder med screenshots fra www.netbib.dk:

Bibliotekerne står i øvrigt til at sende sammenlagt over 42 mio. kr. til forlag og forfattere i 2017.

Her er tre random facts om ebøger og netlydbøger i 2017:

  1. Netlydbøgerne udgør ca. 25% af samlingen, men +50% af brugen
  2. Netlydbogsbrugere er mindre tilbøjelige end ebogsbrugere til at låne én titel og så aldrig vise sig igen
  3. Netlydbogsbrugere er mere ligeglade med nyhedsværdien af en titel. De hører lige så gerne ældre titler. Netlydbøger er slow food.

Forhandlinger og EU-dom

Efteråret er forhandlingstid, og min makker har forladt mig til fordel for … Gyldendal. Det er sgu’ rigtigt! Vi må snart overveje konkurrenceklausuler.

Det bliver superspændende at se, hvordan det er gået de forskellige forlag, fordi de har så forskellige porteføljer og udlånsmodeller. Det vil sige, vi måler og udveksler jo løbende, men efteråret er dér, hvor vi går i dybden og hører, hvad forlagene selv synes, og hvad deres forventninger er til næste år. I år er det i skyggen af et muligt lovindgreb. Kulturministeren gav parterne 2017 til at finde hinanden. Kulturministre har truet med den slags før, så nu får vi se. I biblioteket vil vi gerne have etableret en digital udlånsret, som vi kender det fra det fysiske. Det er ulideligt, at lånerne dybest set ikke kan regne ud, hvad vi har på eReolen, og at forlagene kan flytte det ud og ind – både hele porteføljer såvel som enkelttitler. På den anden side har vi ikke brug for at få knæsat reaktionære, restriktive modeller, der dybest set skal tilgodese forlag, der har regnet ud, at den nemmeste vej til konkurrencedygtighed er at ødelægge det for alle andre.

european_court_of_justice-4f451e1-intro

EU-domstolen: En bog er en bog uanset format!

EU-domstolen har hjulpet os. Og så ikke helt alligevel. Efter megen betænkningstid er retten kommet frem til, at biblioteker gerne må låne ebøger ud, hvis de altså har dem, og hvis der lånes ud til én låner ad gangen. Ebøger, siger retten, er en anden version af den fysiske bog og ikke et helt selvstændigt produkt, om hvilket der gælder særlige regler. Den siger også – retten altså – at hvis biblioteket skal have en chance for at udrette den samfundsnytte, vi forventer af det, skal det have lov til at udlåne ebøger. Den siger bare ikke så meget om rettighedsstyring, priser, vilkår osv.

EU-ret afficionados og andre masochister kan klikke her for dommen.

Biblioteksafgiften

Hvert år i april kommer den samme artikel i nyhederne: ”Bjarne Reuter er stadig topscorer i bibliotekspenge.” Det betyder, det er biblioteksafgiftstid! Det næste, der sker, er, at forfattere, der skal have bibliotekspenge, men under ca. 2.200 kr., er rasende, fordi beløb herunder ikke udbetales. Det får man at vide i et brev fra Slots- og Kulturstyrelsen: ”Du skulle egentlig have nogle penge, men vi har beholdt dem.” Biblioteksafgiften er desuden kun for fysiske bøger.

Reuter

Sandt i 1999 og stadig i 2017. Imponerende! Originalartikel her.

Alt dette er under forandring! Mild og langsom forandring, men dog forandring. Bortset fra det med Bjarne Reuter sikkert.

Forandring nummer ét er, at der tages fra de rige og gives til de fattige. Ifølge en bekendtgørelse i høring i øjeblikket planlægges den nedre grænse flyttet ca. 1.000 kr. nedad. Biblioteksafgiften er dog en lagkage, og lagkagen bliver ikke større. De mange, nye mindre stykker tages følgelig af de større stykker.

Forandring nummer to er, at ebøger og netlydbøger tages med for både forfattere og indtalere. Der udarbejdes et sindrigt pointsystem, men i hjertet af systemet er reglen, at titlen skal være tilgængelig på biblioteket (læs: eReolen), og jo flere kommuner jo flere point (eReolen tilbydes i alle kommuner). Så altså: Vil du have bibliotekspenge for din ebog og netlydbog, skal den være på eReolen. Signalværdien er p.t. dog større end pengetanken.

Dine “venner” er skyld i din tristesse : Sociale medier gør dig deprimeret, men her er kuren.

”Jeg har tagget dig på Insta, i øvrigt,” sagde jeg hipt til min 14-årige.

“Jeg er ikke på Insta,” svarede hun nøgternt

“Jow, jow, så langt er jeg med, for på din instagram-profil står der ‘Jeg er ikke på Instagram,’ og det udsagn arbejder et specialtrænet hold eksistentialister stadig på at knække.”

“…”

“Anyway, ville bare sige det.”

“Instagram er et helvedeshul af stress og mindreværdskomplekser.” Igen, nøgternt. “Man poster ting, og så skal man skrive rundt til folk og jage likes, men man får aldrig likes nok, og man sammenligner altid med dem, man kender, og de får altid flere. Det er forfærdeligt. Jeg er kun på Snap.”

“Fååk, jeg er glad for, jeg ikke er 14 i dag. Du er en meget klog kohøne.”

Jeg forstår stadig ikke, hvordan ’kohøne’ er blevet en ting. Det bør ikke være en ting.”

Jeg er glad for, jeg ikke er 14 i dag. De udmattende sociale manøvrer slutter ikke længere, når man kommer hjem og er alene. De kører hele døgnet. Hver dag. De har ikke engang ferie. Jeg bliver oprigtigt enormt træt bare af tanken.

Da jeg første gang mødte Facebook i 2006, var min første tanke, at det var et vildt effektivt middel for særligt kvinder til at tryne medsøstrene på antallet af par-aftener og hjemmebagte boller. Jeg prøvede ikke at være sexistisk (det kommer helt naturligt til mig), men min første tanke var rent faktisk, at mænd ville poste billeder fra Parken og af den nye bil, mens kvinder ville poste billeder fra cafeer, af babyer og af hjemmeidyl. Længe leve den lille forskel! En evig lækkerheds-konkurrence. En evig performance. En evig evaluering. Jeg har fået nye vinduer, ny bil, venner på besøg, billetter til Stones, altså er jeg. Hvilket minder mig om mine egne seneste billeder af min nye bil, som jeg er enormt glad for og postede på Facebook. Suk!

2017-06-29 16.07.54

Den nye bil begyndte først at eksistere, da jeg postede den på FB. Jeg vandt i internet den dag! Her er den igen, så du kan vånde dig i eksistentiel smerte, men det er din tur næste gang.

Hvem vinder, når vi sammenligner livssucces? Ingen sikkert. Feriebilleder er en glimrende case. Lykkelige, smukke mennesker på eksotiske, smukke steder, og de er bare så harmoniske de familier, man får næseblod af at se på det. Jeg kan tåle det nu. Jeg bliver faktisk glad, men havde der været Facebook, da jeg var 25, havde jeg hængt mig selv. Sagen er jo nemlig den, at vi er ofre for alle mulige kognitive bias, når vi opfatter ting. Godt nok har vi el-drevne brødknive nu, og dine løbesko kommunikerer med din badevægt og dit køleskab, mens du sover, men rent mentalt er vi stadig for nyligt kravlet op af ursumpen. Vi har systemiske fejl i vores opfattelser og fortolkninger, fordi vi dybest set stadig er ret paddeagtige. I et eksperiment bad man fx folk dreje på et lykkehjul med tallene fra 1-100, og bagefter skulle de svare på, hvor mange afrikanske lande, der egentlig er. Jo højere tal, folk fik på lykkehjulet, jo højere var deres efterfølgende gæt på antallet af lande. Syret, ikke? Tversky og Kahneman er guruerne på området.

Når vi bladrer gennem sociale medier, gør vi i al fald to fejl og sikkert 200. Først skal vi lige blive enige om, at de fleste mennesker viser et velplejet og selektivt billede af sig selv udadtil. Du poster billeder af dig selv, mens du nyder en kop kaffe i haven og skriver ”så er der dømt afslapning” – ikke billeder fra fem minutter før, hvor du desperat googlede, om hende den prostituerede i Gdansk kunne have givet dig multiresistent gonorré, vel? Når vi så ser de lækre billeder – og mange med den dér ulidelige, uhøjtidelige ydmyghedsblær – så tror vi dels, at de lykkelige omstændigheder skyldes folks personlighed og ikke blot de forhåndenværende omstændigheder (se ”fundamental attribution error”). Vores ven på billedet slapper af i sin hyggelige, solbeskinnede have, fordi han er en rolig person, der hviler trygt i sig selv. Vi tænker jo ikke, at han er så rolig, fordi han lige har verificeret, at den nagende kløe ikke er et symptom på noget antibiotika- og forklaringskrævende. Den anden fejl er, at når vi genkalder os folk, genkalder vi os de særligt mindeværdige repræsentationer, som på ingen måde behøver være repræsentative (se ”availability heuristic”). Palle-Erling? Åh, jo, det er ham den rolige ude i haven. Det er ikke de fem næste opslag uden billeder, hvor han advokerer for tvangssterilisering af vegetarer i ALL CAPS. Disse to fejl alene konspirerer voldsomt mod os og giver os fatalt rosenrødt billede af andre menneskers tilværelse og habitus modsat vores egen, og det er lige til at få mindreværdskomplekser og selvlede over, hvis man ikke hviler helt nok i sig selv til at kunne tåle det. Immervæk må effekten være mere udtalt, jo mere træt man er af sig selv i forvejen.

20133627_10156299199877646_1535318247_o

Medblogger Rie sendte det her fra Grækenland, mens jeg sad og skrev på bloggen. Syret! Der er ingen lykkelige mennesker på, men det er stadig en svinestreg …

Og nu til beviset! Der er som sagt sikkert mange flere, men nu faldt jeg altså lige over det her studie: ”’They Are Happier and Having Better Lives than I Am’ : The Impact of Using Facebook on Perceptions of Others’ Lives” fra 2012.

Man målte nogle hundreder universitetstuderende på en række parametre som antal Facebook-venner, rigtige venner, sociale aktiviteter osv. Så gav man dem tre udsagn, de skulle vurdere: ”Andre har bedre liv,” ”Andre er lykkeligere,” og ”Livet er fair.”

Her er karakteristika for folk, der mener, andre har bedre liv, er lykkeligere, og at livet er unfair. Interessant nok er køn slet ikke en faktor.

  • Har været på Facebook flere år
  • Bruger længere tid på Facebook om ugen
  • Har færre Facebook-venner
  • Har relativt færre Facebook-venner, de faktisk kender personligt
  • Bruger færre timer på sociale aktiviteter ude i verden
  • Er ikke religiøse
  • Er single

dbgedgdrtdrgsrg

Er der en kur? Ja! Den radikale løsning er at blive gift og religiøs og gå ud i verden for at omvende folk til din nye religion. Personligt er jeg medlem af Kirken for det Flyvende Spaghettimonster. Det er rigtigt. Vi har en fortrydelsesgaranti, så hvis du prøver os, men fortryder inden for 30 dage, tager din gamle gud dig tilbage. Kuren er heller ikke at droppe sociale medier helt, for så går du glip af en frygteligt masse, men tilbagemeldingerne fra afholdenheds-eksperimenter er, indrømmet, ikke entydige. Der er også en fornuftig og helt igennem kedelig kur.

Man skal oparbejde evnen til at se bagom den retoucherede virkelighed, og så skal man ud i livet og hænge ud med nogle venner. Så betyder det dér SoMe lidt mindre. Det er ikke mine ord, men jeg husker grant for to år siden, da den føromtalte kohøne var 12 år og blev fanget i noget åndssvagt med nogle ældre karatepiger og -drenge, hvor de ’store’ chattede om, at de ikke gad have hende med til et eller andet, mens hun kunne følge det ‘live’ ved en fejl. Der var megen skuffelse og gråd, indtil jeg til sidst tvang hende med ud på en løbetur og først derude på markvejene faldt det hele ligesom lidt mere i baggrunden. Jeg løber slet ikke, og hun er i vild form, så jeg var årets far lige den dag!

Summa summarum: Dine bedsteforældre havde ret som altid. Alting med måde og gå en god lang tur i skoven med din familie og venner. Så kan du trygt vende tilbage til SoMe-verdenens bizarro-mix af fake news, skateboardende bulldogs og din kollegas hjemmebagte klidboller til sønnens fodboldlejr. Hvis du endelig vil gøre noget rigtig godt, så post, når du er nede, når du er grim, og når dit hjem ligner Nørrebro efter Distortion. Det nogle af os kalder ”hver dag.” Dine venner vil takke dig.

Det var alt. Vend fluks tilbage til din sommerferie. Og husk billeder til FB!

5632db3c190000a600b95474

Får, ulve og nyttige idioter

Anmeldelse af Rosanna Farbøl: ‘Koldkrigere, medløbere og røde lejesvende.’ Faglitteratur. 302 sider. Gads Forlag. 12. juni 2017.

Tiden synes aldrig at løbe fra et godt slagsmål om Den kolde Krig. Slet ikke, hvis man er gammel nok til at have været politisk aktiv i perioden. Det ståsted og de holdninger, man havde dengang, da NATO og Warszawa-pagten stod klar til at udradere hinanden og det meste af planeten, kan stadig forarge og føre til en hidsig debat mennesker imellem.

Det drejer sig nemlig om, hvem der egentlig vandt, men fremfor alt om, hvem der havde ret. Den front løber stadig gennem dansk politik i dag, hvor, hvor tre gruppering slås om deres historiske eftermæle.

Anmelderen arbejder hårdt, mens man i det fjerne kan ane det tematisk passende, højrøde krus fra Arbejderen.

Man skulle ellers mene, Den Kolde Krig var suverænt vundet, de onde sovjetter ej mere og kommunismen smidt på historiens mødding. Det kunne man i hvert fald nemt foranlediges til at tro. Men nej. Sådan er det ikke.  Langt fra, faktisk.

Stort set siden Berlinmurens fald i november 1989 har tre politiske interessefællesskaber kæmpet indædt om, hvordan de og deres rolle under Den Kolde Krig skulle beskrives i historiebøgerne. Og til trods for, der er hældt millioner af kroner og utallige mandetimer i at klar- og blotlægge Danmarks og danskernes rolle under Den Kolde Krig, så er der ingen officiel fortælling, der endegyldige kan lukke og slukke diskussionen.

Den Kolde Krig er mere end bare historie …

Og netop denne følelsesladede og ofte meget personlige konflikt er kernen i Rosannas Farbøls svært læseværdige bog ’Koldkrigere, medløbere og røde lejesvende’. Bogen er bygget tematisk op fremfor kronologisk, så man f.eks. får hele historien om Bent Jensen og Center for Koldkrigsforskning på en gang osv..

Farbøl belyser nøgternt og med et generelt afbalanceret blik for nuancer, hvordan fortællingen om Den Kolde Krig er blevet til en nutidig kampplads for værdier og holdninger. På den ene side står de borgerlige, der ser sig selv som sejrherrer i en kamp mellem det gode og det onde. På den anden side, en USA kritisk venstrefløj, som ser sig selv som misforståede. Mens en tredje gruppe af radikale og socialdemokrater er fanget et sted i en gråzone mellem de to skarpt optrukne fronter, og måske i virkeligheden helst vil tale om alt muligt andet.

Lad det være sagt med det samme, jeg hører til den borgerlige fløj, hvor Reagan og Thatcher er de store helte og den tids danske venstrefløj nogle ryggesløse tølpere. Den holdning ændrer Farbøl overordnet ikke ved, men hun formår at give et indblik i venstrefløjens tanker og motiver, og det er bogens styrke.

Oh, de gode gamle dage, da de voksne bestemte.

Den nøgtern og meget neutrale tone gør også at nogle dele af bogen rammer hårdere end, hvad man skulle tro. F.eks. føler jeg stor sympati for Bent Jensens mange genvordigheder med at få adgang til kilder og få skrevet ’Ulve, får og vogtere’, mens PET m.fl. fremstår fodslæbende og til tider direkte obstruerende. I det hele taget er det interessant at få et indblik i, hvad historieforskning betyder for politik og vice versa.

Især det sidste er svært fascinerende. Her kan fortællingen om, hvad der er op og ned under Den Kolde Krig bruges til at sværte eller underbygge nutidige politiske og moralske positioner. Farbøl indleder et af bogen kapitler med Orwells rammende ord om samspillet mellem fortid, fremtid og nutid: ”Who controls the past controls the future. Who controls the present controls the past.” Netop kontrollen over nutiden og fremtiden gennem fortiden er essensen af bogen og forklarer på bedste vis, hvorfor Den kolde Krig stadig betyder og fylder så meget. Og hvorfor debatten bølger op og ned i intensitet alt efter politiske strømninger i nutiden. Anders Fogh Rasmussen så sig f.eks. som en kulturkriger og brugte Danmarks rolle under Anden Verdenskrig og i nogen grad Den Kolde Krig til at føre en mere aktivistisk udenrigspolitik og sammen med Dansk Folkeparti at slå især Socialdemokraterne i hovedet med fortiden.

’Koldkrigere, medløbere og røde lejesvende’ er en anbefalelsesværdig og virkelig velskreven stykke faglitteratur, der formår at fortælle, uden at belære. Bogen er et flot eksempel på, hvad netop faglitteratur kan, nemlig give indsigt i og viden om emner og holdninger, man måske ikke umiddelbart forstår eller kender. Jeg håber at se meget mere fra Farbøls hånd.

 

 

Sommerhusets fineste forsider

Det er juli, det er sommervarmt, og jeg ligger i græsset og læser. Forkert! Det er juli, det regner og blæser, og jeg er inde i sommerhuset hele dagen. Her følger en beretning om, hvad jeg fandt på at lave den dag dybt inde i de skånske kolde og fugtige skove. Udover at tage opvasken, selvfølgelig.

Vores sommerhus var fuldt møbleret og fyldt med bøger, da vi overtog det for 12 år siden. De tidligere ejere var danske, og de efterlod sig en tidstypisk og fyldig bogsamling. Med tidstypisk mener jeg bøger fra perioden 1966-1986. Jeg kastede mig ud i at kategorisere nogle af dem efter forsider. Det viste sig at være en god leg. For en stund glemte jeg at være sur over vejret. Mens jeg sorterede og farvekoordinerede, steg humøret flere grader. Det blev til syv kategorier, og der er ikke skyggen af det officielle DK5-system på færde her, må jeg straks advare om.

De vovede og de sjove
img_0622
Sangen om den røde rubin var en af de norske nyklassikere, jeg læste som teenager. Og tænk: Der findes åbenbart en feminin pendant med titlen Jeg – en kvinde. Læs den før deres første mand! Det står der på forsiden, og så bliver det jo ikke meget mere vovet. Rend mig i traditionerne er både sjov og lidt vovet, mens alt af P.G. Wodehouse har en helt anden tækkelig tone. P.G. tager andre midler i brug for at bringe latteren frem. Rød, gul og grøn. Erotik, oprør og latter. Det jager regnvejrsstemningen på flugt.

De flotte fagbøger
img_0620
Er det en skarnbasse eller en eghjort? Er det en trompetkantarel eller en af de rigtige, der fortjener smør og persille som følgesvende på panden? Det er vigtige spørgsmål, som kræver eksakte svar. Så er det godt at ty til striben af fagbøger. Meget fakta ændrer sig med tiden, men en citronsommerfugl vil altid være en citronsommerfugl. Hvilket minder mig om, at vi faktisk mangler at have en udgave af Inger Christensens digtkreds Sommerfugledalen på lyrikhylden. Julegaveønske nummer et noteret.

De grafisk stærke
img_0621
Tage Voss er en markant herre. Hans stærke, rørende og underfundige bog fra tiden som læge på Christiansø med titlen på Status på skæret har en kontrastrig forside, som jeg aldrig bliver træt af at kigge på. September af Aksel Sandemose har også en forside med knald på. De sorte og blå rammer er så dekorative, at det er en skam at sætte bogen op på hylden. Den må ligge fremme. Falmet pink på Det brogede slør hænger bare godt sammen.

De seriøse i sort, hvidt og gråt
img_0623
Det ville være mærkeligt, hvis forsiden af Gift var holdt i klare farver. Der må gråt til. Dea Trier Mørchs linoleumstryk er en integreret del af Kastaniealleen. Hvor hun dog både kunne skrive og illustrere. Forsiden af Hvis hvedekornet ikke dør af Nobelprismodtageren André Gide ligner et sart akvarelstudie. Bogen fra 1924 handler om forfatterens barndom og ungdom i et puritansk miljø, hans frigørelse og accept af sin egen homoseksualitet. Jeg har ikke læst den, men det er lige gået op for mig, at det skal jeg.

De hurtigt glemte krimier
img_0629
Døden i Ulden. Den titel er uforglemmelig, men ikke på den gode måde. Disse tre forsider glimrer ved det lidt tarvelige og ubehjælpsomme look. Jeg kan ikke udelukke, at de sammen med et udpluk af kapitlerne indgår i min collage- og origamiproduktion.

Børnebøgerne
img_0630
Der fulgte ikke børnelitteratur med, da vi overtog huset. Derfor har jeg tilført bogsamlingen enkelte titler. Her er tre favoritter, der på tydelig vis illustrerer Askes udvikling i litterær smag. Fra Lotte støvsuger til Pixars De utrolige på godt fire år. Mellemstationen var en hyggelig pop-up-bog. Der er en stor pointe i, at nogle bøger kun findes i sommerhuset. Der er en pendant, når vi holder ferie hos mormor. Her læser vi altid læser En kat får killinger som godnathistorie. Det har vi gjort i tre år nu. Aske vil for altid forbinde mormors hus med samtaler om navlestrenge. Ser du symbolikken?

De moderne
img_0624
En bogsamling må ikke være helt uforanderlig. Den skal have nyt blod. Derfor har jeg taget enkelte bøger med fra dette årtusind. Cirka hvert andet år læser jeg præsten Preben Koks Skæld ud på Gud. Den kvikker op. Alain de Bottons Kærlighedens gang minder mig om, at vi skal holde op med at være så forbandet romantiske i vores tilgang til parforholdet. Det er kommunikation, der holder os sammen. Ikke ideen om, at vores partner er en sjælefrænde, der kan læse vores tanker og instinktivt forstår alle vores behov. Anne Lise Marstrand-Jørgensens roman Hvad man ikke ved har jeg kun læst 50 sider af på to år. Men det er så betryggende at have nogle hardback-murstensromaner at vende tilbage til. Jeg er ikke helt fanget af historien endnu, men jeg har ikke travlt. Måske skal jeg først læse den om 5 eller 10 år. Der er ingen hast.

Sommerhuset bliver ved med at være der, og måske får vi en gæst en dag, der har brug for lige netop den slags roman.       

Næste gang det regner i den svenske skovidyl, så må jeg lave bogtitelpoesi. Her ser du nogle fine eksempler på Instagram.

God bogsommer!