Fuck mig hér, og fuck mig dér – uden at du i øvrigt skal misforstå dét …

Lad mig starte med et superheltecitat: “Det kan godt være, du tjener mange penge, men det får ikke dine børn til at elske dig mere.” Hvem sagde dét? Okay, det er et trickspørgsmål. Det bliver sagt af Deprimerende Panda i Mark Mansons “The Subtle Art of not Giving a F*ck,” som nu findes på dansk med titlen “Kunsten at være fucking ligeglad” fra forlaget memoris. Og du kan såmænd finde den lige her på vores allesammens eReolen. Deprimerende Panda er superhelten, ingen har bedt om, men alle har brug for.

Jeg har skrevet om Mansons bog før. Nu fik jeg lige lejlighed til at genlæse den hurtigt på dansk, og den er stadig enormt sjov og indsigtsfuld. Den skriver sig ind i en ny tradition af antiselvhjælpselvhjælp (ja, det er et ord nu), hvoraf vi fik en flig på dansk med Svend Brinkmanns geniale “Stå fast” fra 2014. Jeg ved godt, det er blevet populært at kimse ad Brinkmann, og han gør også meget for at gøre sig kimsbar – fx har han nu en mening om alt tilsyneladende. “Stå fast” er dog stadig én af de bedste fagbøger på dansk nogensinde, og hvis du bare har mærket en flig af konsulent-helvedet og Management Newspeak i dit arbejdsliv, er alene kapiteltitler som “Tag nej-hatten på,” “Undertryk dine følelser” og “Dvæl ved fortiden” lige til at blive glad i låget af.

Mansons bog var også med til at starte en anden tradition: Selvhjælpsbøger med bandeord i titlen. Derfor giver en søgning på “Fuck” hos Amazon et væld af titler som “Unf*ck Yourself,” “F*ck Feelings” osv. Det er endda begyndt at krybe ind i andre genrer. Se fx kogebogen “F*ck, That’s Delicious!” De åndssvage asterikser i stedet for u’er er selvfølgelig, fordi man ikke kan skrive “Fuck” på en amerikansk bogforside. Prøv også at søge på “Shit.” Det er en ting! Mestendels er det selvfølgelig for at skille sig ud fra mængden, men i nogle af dem giver det faktisk mening.

Ligesom “Stå fast” er skrevet med en vis underspillet, tør humor på bund af stoicisme, er “Kunsten at være fucking ligeglad” skrevet med eksplicit værtshushumor på bund af buddhisme. Og det skal man være glad for! Som den berømte TV-journalist, Dan Harris fra ABC, konstaterer i bogen “10% Happier,” så er buddhisme den originale og bedste måde at få styr på stress, angst og depression i særdeleshed og tilværelsen i al almindelighed.

Jeg har læst tre fuck-bøger. De andre to er “The Life-Changing Magic of not Giving a F*ck” af Sarah Knight og “F**k it! The Ultimate Spiritual Way” af John C. Parkin. Alle tre bøger deler det – ud over det vederstyggelige ord i titlen – at de for alvor søsatte deres forfatteres karrierer. Sarah Knight skiftede sit job i den amerikanske forlagsindustri ud med troperne og et simpelt liv med at skrive (alt for) simple bøger om emner, der er rimeligt ligetil. John C. Parkin lever af at skrive alt for mange bøger om samme emne og arrangere fuck it!-lejre. Mark Manson er blogger, og hans nok så berømte debut-bog startede egentlig som et vanvittigt blog-indlæg.

00e72832-a29a-4b34-b3dc-22585f95c28a.png

Sarah Knights fuck-filosofi kan også opleves i denne TED-talk, som opsummerer bogen ganske glimrende: https://youtu.be/GwRzjFQa_Og. Hvis du har bemærket ligheden med Marie Kondos oprydningsbøger og Netflix-dokumentar, så er det selvfølgelig helt tilsigtet. Knight har en række enkle, men helt rigtige betragtninger om måden, vi bruger vores tid, energi og penge på, og hvordan vi bliver fanget ind af mærkelige sociale konventioner. Modgiften er at lægge et fuck-budget og bruge not-sorry metoden. Beslut dig for, hvad der egentlig er vigtigt for dig – hvor du rent faktisk giver et fuck – og lad være spilde dine fucks på de andre ting. Man risikerer at blive lidt en egoistisk narrøv på den måde, men her kommer not-sorry metoden ind. Man kommer usædvanligt langt med ærlighed og høflighed … og sparer en frygtelig masse fucks!

212C3D9D-0260-4332-8585-9BCB5D8BE815

John C. Parkins fuck-bog er mere vidtgående. Det er først og fremmest en kort, men fyndig livsfilosofi. Find tilbage til nu’et og den banale livsglæde ved at sige nej til ting, du hader, og som du ikke behøver gøre, ja til ting, du elsker, og stop med at lytte til andre mennesker og deres trælse meninger om, hvad du burde gøre. Det er faktisk ret tæt på, hvad døende menneskers største fortrydelse er; at de brugte for lidt tid på at leve det liv, de ville, og lod sig holde tilbage af, hvad de troede, andre mennesker syntes, de skulle gøre. Og hvordan gør man så dét? Jamen, man siger “Fuck dét!” til noget nær alting. Hoveddelen af bogen er en vejledning i, hvordan man siger “fuck dét” til forskellige ting. Kun ved forældrerollen og klimaforandringer får Parkin lidt problemer, men ellers holder han egentlig stilen flot. Det bedste – eller det værste – er, det faktisk virker!

527E47F9-B246-42D3-B4B6-DB6C6D2A862D

Mark Manson har så klart skrevet den bedste af de tre bøger. Pointen er den samme, men serveret med mere vision og dybde, men – igen – Manson er dybt buddhistisk inspireret, og Buddha gav allerede svaret på, hvad der plager os, og hvad kuren er, for ca. 1.500 år siden. Vi lider, fordi vi altid længes. Efter ting, vi ikke har, men ønsker os, og efter ting, vi har, men ikke ønsker. Når vi fokuserer på at skaffe os ting, vi vil have, kommer vi automatisk til at fokusere på manglen, og når vi fokuserer på ting, vi vil af med, fokuserer vi automatisk på deres tilstedeværelse.

Selv Steven R. Covey var ganske buddhistisk inspireret, da han skrev alle selvhjælps-bøgers moder “Seven Habits of Highly Effective People” – på dansk “Syv gode vaner.” Stress og anden ulykke kommer af al den unødige tankevirksomhed, vi lægger i ting, vi ikke er herrer over alligevel. Så fuck dét!

Moderne evolutionspsykologi giver i øvrigt Buddha ret. Det ligger i vores bundkort at ønske os ting. At stræbe efter mere og bedre. Selvom det ødelægger vores sikkert glimrende nutid. Altid utilfredse og ærgerrige. Hvorfor? Fordi vores bevidsthed er underlagt vores genetiske kodning, og det eneste, dén går ud på, er at få spredt vores gener. Jo mere af alting, jo bedre alting, jo flere genetisk fristende partnere. Mænd skal særligt være ambitiøse, assertive og magtfulde, og dét går hunnerne så efter. Hvornår hørte du sidst nogen sige: “Åh, han er min drømmefyr! Han er sådan grundlæggende forvirret over livet og ved slet ikke, hvad han vil!” Der er intet i den hvileløse stræben efter at sprede generne mest og bedst muligt, der overhovedet tager hensyn til vores lykke. Vi er ikke programmeret til at være lykkelige. Derfor bliver man nødt til at kortslutte programmet. Vi bliver nemlig ikke engang lykkelige af vinde gen-ræset.

Vi kan tage det store livtag med tilværelsen i anden omgang. I første omgang bliver vi simpelthen nødt til at lære at fokusere på færre, men vigtige ting. Koncentrére vores fucks om det væsentlige. Her kan man med stor fordel lære af min elskede veninde AK’s førstefødte Øivind. På videoen herunder demonstrerer han alle væsentlige pointer i fuck-bevægelsen. Bar røv, festlig trøje, lytte til høj ABBA. Hvor mange fucks, tror du, der bliver givet lige dér?

81EF38F1-4C38-4815-BCF8-73F4BC640EFB

Øivind hører ABBA. Ingen fucks blev afgivet her!

Jeg skrev ovenfor, at det virkede. Prøv det selv. Find et eller andet, der irriterer dig. Er din kollega en smerte i din numse? Fuck dét! Nej, virkelig. FUCK DÉT! Du behøver ikke tage dig af det. Det er arbejde. Det er noget, vi leger. Det er garanteret også meget sværere at være ham eller hende. Vedkommende skal være sammen med sig selv hver dag hele dagen! Gruer du for det årlige møde i grundejerforeningen, fordi det er tre timer af dit liv i selskab med sure og meget små mennesker, og du får aldrig den tid igen? Fuck dét! Meld afbud. Fortæl dine naboer og genboere, at livet er for kort. De vil ikke droppe dig, og solen står stadig op i morgen. Brug tiden på noget, der faktisk interesserer dig.

Find selv på 100 andre ting i dit liv. Lær at fokusere dine fucks. Lev dit eneste liv bedre. Start med “Kunsten at være fucking ligeglad” og arbejd dig videre derfra. Du vil ikke fortryde det!

Portræt af en læsekreds

Størstedelen af folkebibliotekernes læsekredse er befolket af ivrigt læsende og lige så ivrigt debatterende kvinder. Men læsekredsen De Ulige består af Ole, John, Svend, Steffen og Poul. Ingen damer. Her følger et portræt af en usædvanlig læsekreds, der siden 2008 har holdt til på Gentofte Hovedbibliotek.

Jeg er kommet i en alder (42), hvor jeg ofte kigger tilbage. Jeg har skrevet breve til gamle lærere og tænkt over de familiemedlemmer, der ikke lever længere. Jeg har drukket kaffe med kolleger, som jeg arbejdede sammen med for 15 år siden. Ja, den er god nok: Jeg har følt mig midaldrende. Hvilket jeg også er.

En dag kom jeg til at tænke på Ole. Da jeg var ung og permanent i løse ansættelser, før det hed noget med prekarisering af arbejdsmarkedet, var han en kollegial base på Gentofte Hovedbibliotek. Ole var en afholdt og garvet centralbibliotekskonsulent. Han bryggede altid med glæde en ekstra kop kaffe til sine yngre kolleger. Serveret med en humoristisk bemærkning og venlig opmærksomhed. Sådan noget husker man.

Ole og jeg var rørende enige om mangt og meget. Blandt andet at det er en uskik at sende generiske, 100 procent enslydende lange julehilsner i stil med ”Året der gik” til alle venner og bekendte. Så hellere skrive ingenting. Som om man kunne regne med, at alle andre interesserer sig for ens campingferie i Tyskland og konens runde fødselsdag. Ak og åh: Denne ulidelige trang til at meddele sig. Det var i 2006. Facebook var ikke en del af hverdagen endnu. Lad os gå videre med selve blogindlægget og ikke fundere mere over, hvor meget der kan ske på 13 år.

Optakt til portrættet
For nylig fandt jeg tilfældigvis ud af, at Ole er med i en mandelæsekreds, blandt andet med min gamle chef, John. Han lærte mig, at man aldrig skal bekymre sig for voldsomt. Hvis regnskabet ikke stemmer fredag eftermiddag, så sluk for computeren. Mandag morgen løser alt sig. Den tankegang har tit reddet mig i mit arbejdsliv.

Det slog mig, at der kunne være en åbning. Måske ville denne læsekreds en enkelt gang udvide kredsen med en kvinde og fortælle om deres ritualer og læsepræferencer.

Jeg skrev et gammeldags brev i hånden til Ole (fordi jeg både i ord og handling må blive ved med at bekræfte min medblogger Mikkel i den opfattelse, at jeg er 85 år indeni). I brevet inviterede jeg mig selv på besøg i læsekredsen. Det hele faldt i hak: Torsdag den 28. marts kl. 11.30 mødte jeg De Ulige i mødelokale 5 på Gentofte Hovedbibliotek i Hellerup. Det blev til to interessante og intellektuelt stimulerende timer i selskab med fem mænd, der lærte hinanden at kende for mere end 40 år siden.

Jeg stillede en bunke spørgsmål til dem, og de svarede på kryds og tværs, i munden på hinanden, med mange indforståede referencer og megen latter og drilleri undervejs. I nedenstående tekst har jeg tilladt mig at skrive de fem herrer sammen til et ”Vi”, der svarer på mine spørgsmål.

Æstetikken spiller på Gentofte Hovedbibliotek i Hellerup. Altid. Her et foto fra 2018.

Fakta om De ulige
Lisbet: Hvorfor hedder læsekredsen De ulige?
De Ulige: Man kan lægge mange betydninger ind i navnet, men oprindeligt betyder det bare ”os, hvis CPR-nummer slutter med et ulige tal.”

Lisbet: Hvordan lærte I hinanden at kende?
De Ulige: Mange af os tilhørte den samme årgang på Danmarks Biblioteksskole. Vi studerede fra 1973 til 1977. En enkelt af os (Svend, der er arkitekt) havde ikke noget med bibliotekarstudiet at gøre, men havde børn i samme vuggestue som Ole.  

Lisbet: Hvor tit mødes I?
De Ulige: Vi mødes 10 gange om året. Der er en fast kadence. Til jul og sommer springer vi et møde over. Vi har travlt med mange andre gøremål i de måneder.

Lisbet: Hvad sker der i læsekredsen ud over jeres litterære diskussioner?
De Ulige: Vi taler om mange emner, for eksempel hvordan det er at være pensionist, og hvordan vi gerne vil begraves. Vi har også faste traditioner, herunder en julefrokost og en sommerudflugt. Vi har fundet ud af, at vi rigtig godt kan lide at tilbringe tid sammen.

Form og anarki
Lisbet: Hvordan vælger I de bøger, I vil læse?
De Ulige: Vi har det princip, at vi ikke har et princip. Og dog. Vi byder ind med ideer hver især. Ole insisterer af gode grunde på skriftlighed og er vores sekretær. Han styrer vores bruttoliste med bøger, det kunne komme på tale at læse i kredsen. Det kan være, at nogle gerne vil genlæse et værk. Andre har hørt om titler i andre sammenhænge.

Vi læser både fag- og skønlitteratur, men dog mest det sidste. Da vi læste Mørkets hjerte af Joseph Conrad åbnede det for læsning af særlige fagbøger. Lyrik har vi enkelte gange haft på menuen. Nogle gange læser vi to værker per gang. Til tider taler de to værker med hinanden og supplerer hinanden fint. Andre gange er der ikke den store sammenhæng. Vi læser både værker af kvindelige og mandlige forfattere. Mindst en gang om året læser vi en bog af en af de nyere, danske kvindelige forfattere.

Lisbet: Hvordan er formen på jeres møder?
De Ulige: Vi har nogle regler, men alligevel hersker der tit anarki. Vi taler i munden på hinanden og fuldender hinandens sætninger eller hjælper hinandens hukommelse på gled. Man starter ikke med at sige, at det er noget lort. Men den regel bliver ikke altid overholdt. Møderne begynder med en runde hvor vi fortæller om vores læseoplevelse. Allerede her er det tit, at diskussionen begynder.

Når runden er slut, bedømmer vi værkerne på en skala fra 1-5. Det er ikke så interessant, hvis alle mener det samme om værket. Der er ikke noget godt ved at være inde i et ekkokammer. Da vi havde læst en roman af Kirsten Hammann var vi vildt uenige. Det er noget, man husker. Nogle gange ændrer en af os mening efter at have hørt de andres udlægninger af teksten. Det resulterer næsten aldrig i en lavere bedømmelse, men det omvendte.

Vi slutter af med at vælge værk elle værker til næste gang. Et møde tager op imod et par timer. Det er en gylden regel, at man selvfølgelig kommer og har læst bøgerne. Det er pinligt, hvis man ikke har styr på det. Så er det næsten grund til at blive sendt uden for døren.

Titlerne
Lisbet: Hvilke titler har gennem årene gjort størst indtryk på jer?
De Ulige: Vi har forskellige titler, der har brændt sig fast hos os. Vi bruger ordet ”efterglød”. Selv om det måske var en bog, man ikke kunne lide, så kan den have en stærk efterglød. Vi husker alle, at absolut ingen af os kunne lide Dario Fos Der er en skør konge i Danmark. Han er ellers nobelprismodtager. Til gengæld var vi alle begejstrede for Lars Saabye Christensens Byens spor. Den vil vi betegne som en moderne klassiker på højde med Pontoppidans værker. Vi gav den alle fem point. Den er ligetil, fuldstændig ærlig og no beating around the bush!

Lisbet: Hvilke titler skal i læse i den kommende tid?
De Ulige: Vi skal læse Daniel Kehlmanns Tyll, Labyrinten af Jens Baggesen og Maren Uthaugs Hvor der er fugle.

Refleksioner
Lisbet: Hvad betyder læsekredsen for jeres personlige læsevaner og læsepræferencer?
De Ulige: Vi former hinandens smag, fordi vi inspirerer og udfordrer hinanden. Det er berigende for vores læseliv at have diskussioner med andre, og vi får læst mere og lidt anderledes, end hvis vi ikke var med i kredsen. Det fede er simultanlæsningen: At vide at i disse uger læser de andre den samme bog. Det giver noget særligt.

Lisbet: Hvorfor er der så få læsekredse kun med mænd?
De Ulige: Det er en anstrengende aktivitet at læse skønlitteratur. Man skal investere meget i læsningen, og man kan nemt komme ud af vanen. Hvis ikke man holder kadencen, så er det endnu sværere. Sådan er det jo med mange ting. Læsning er en langsom aktivitet. Man kan også sige, det er en krævende sport at læse. Det kan være det, der afholder en del mænd fra det. De vil hellere dyrke andre sportsgrene.

Vi er alle flasket op med litteratur fra barnsben og har haft gode oplevelser med læsning som små. Det betyder også noget for vores læseengagement her senere i livet.

Lisbet: Er der plads til flere i jeres læsekreds?
De Ulige: Oprindeligt havde vi to yngre mænd med, og det var berigende at få en anden generations vinkel på litteraturen. Men på grund af travlhed med små børn, familieliv og arbejde var disse to medlemmer nødt til at opgive læsekredsen. Vi savner dem, og de må gerne vende tilbage.

Dagens litteraturdrøftelser
Til De Uliges møde den 28. marts 2019 var disse to titler på programmet:

De døde af Cristian Kracht, Gyldendal, 176 sider, 2016.
Europa er ikke et sted af Jens Christina Grøndahl, Gyldendal, 160 sider, 2018.

En forside uden pjat.

 

Universet i De døde minder lidt om det i tv-serien Babylon Berlin (De ulige har selvfølgelig allerede læst romanforlægget Den våde fisk af Volker Kutscher for flere år siden). Plottet er, at tysk og japansk filmindustri vil gå sammen og bekæmpe den amerikanske kulturimperialisme. En schweizisk filminstruktør har den ledende rolle i bogen, der netop har et klart filmisk udtryk.

De Ulige havde forskellige opfattelser af bogen, som har et usædvanligt og avanceret sprog med germanske ordstillinger. Her er et udpluk af de ord og formuleringer, der blev brugt i læsekredsen, da læseoplevelserne blev beskrevet: ”Kunstlet, aparte, filmisk, anekdotisk, usammenhængende, fyldt med patos, både moderne og gammeldags, smuk, mangefacetteret, opstyltet, ironisk, uvedkommende, konstrueret, tyndbenet, dårlig; en bedrøvelig bog om nogle sælsomme karakterer; en sjov film at se; det store, det fantastiske og det personlige beskrevet i en kort bog.”

Bølgerne gik, så vidt jeg kunne bedømme det, højt i diskussionen af romanen.

Det blev mere fredeligt, da De Ulige til sidst talte om Grøndahls essaysamling Europa er ikke et sted. Den var de alle glade for, blandt andet fordi den gav mindelser om Stefan Zweigs Verden af i går. Jeg fik lyst til at gå hjem og læse bogen. Især i dette forår med Brexit og valg til Europa-Parlamentet.

For egen regning vil jeg tilføje, at De døde er et must for alle, der sad limet til skærmen, mens Babylon Berlin kørte på DR1. Det er en sanseeksploderende læseoplevelse med sex, tortur, selvmord og ildspåsættelse. Det hele beskrevet med en æstetik, der stimulerer alle sanser. Den mening nåede jeg også lige at lufte i De ulige, for det er svært at tie stille, når man først har fået et forhold til en bog.

Læg trykket på hhv. “et” og “sted”.

Bonusinfo
Før mit besøg i læsekredsen sendte Ole en liste til mig. Den rummer en oversigt over de mere end 90 de titler, som De Ulige har læst gennem årene. Den liste er i sig selv imponerende læsning, og jeg har plukket i den for at give et indtryk af læsekredsens alsidighed og spændvidde.

Måske finder du inspiration til din egen læsning her?

Mervin Peake: Gormenghast
Jonathan Littell: De velvillige
Markus Aurelius: Tanker til mig selv
Michel Houellebecq: Udvidelse af kampzonen
Italo Calvino: klatrebaronen
Uwe Tellkamp: Tårnet
Jacob Ejersbo: Liberty
Julia Butschkow: Apropos Opa
Aleksej Slapovskij:De er overalt
Frank Tallis: Døden i Wien
Knud Holmboe: Ørkenen brænder
Flannery O’Connor: Voldsmænd river det til sig
Noccolo Ammaniti: Velkommen til festen
Peter Adolphsen: Brummstein
Doctorow: Homer og Langley
Curzio Malaparte: Kaput
H.C. Andersen: At være eller ikke at være
Bulgakov: Mesteren og Magarita
Jon Kalman Stefansson. Himmeriget og helvede
J. Franzen: Frihed
K. Hamman: Se på mig
Ernst Jünger: I stålstormen
Jan Guillou: Brobyggerne
Judith Schalansky: Giraffens hals
Sebald: De udvandrede
Schirach: Sagen Collini
N. Barfoed: Manden bag Helten
H. Pontoppidan: Det ideale hjem
Hans Fallada: Alene i Berlin
Antonio Pennacchi: Mussolinikanalen
Jevgenij Zamjatin: Vi
Peder Frederik Jensen: Banedanmark
Pjotr Kotov: Øen og landet
Kirsten Thorup: Førkrigstid
Carl-Henning Wijkmark: Natten der kommer
Pierre Lemaitre. Vi ses deroppe
Bent Vin Nielsen: Den svævende tankbestyrer  
Wladimir Kaminer: Russerdisco
Julian Barnes: Når noget slutter
Svetlana Aleksijevitj: Krigen har ikke et kvindeligt ansigt
Thomas Boberg: Hesteæderne 1-3.
Lutz Seiler: Kruso
Gustave Flaubert: Madame Bovary
Tænkepauser nr. 49: Reformationen
Anders Rydell: Bogtyvene. Jagten på de forsvundne biblioteker.
Ida Jessen: Doktor Bagges anagrammer
W.G. Sebald: Luftkrig og litteratur
Jeppe Krogsgaard Christensen: April 2026
Joseph Conrad: Mørkets hjerte
Tove Ditlevsen: Blinkende lygter
Dörte Hansen: Kirsebærlandet.
Lars Saabye Christensen: Byens spor

Lyst til flere læserportrætter?

Der er efterhånden en del af slagsen her på bloggen:

Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en dimittend der læser

Comfort books

TV-kokke som Jamie Oliver og Nigella Lawson introducerede mig til begrebet comfort food. Det er mad, der har en vis nostalgisk eller sentimental værdi, og som har en evne til at trøste, berolige og sprede hygge. Tit er der en del kulhydrater involveret. I Danmark kunne det være kartoffelmos, risengrød, stegt flæsk med persillesovs, boller i karry eller gammeldags æblekage med rasp og flødeskum. Klassikere, vi vender tilbage til igen og igen og som for det meste gør både store og små glade.

Midt i denne kolde vintertid på grænsen mellem vinterferieugerne 7 og 8 har jeg fundet på kategorien ”comfort books”. Den rummer bøger, som jeg altid kan finde frem, når jeg ikke orker at kaste mig over nye titler, men har brug for velkendt og nærende litteratur med varme undertoner. Tillid, kunst og gør-det-selv er temaerne i de tre bøger, som du kan læse om her.

Tillid
En af de første, fremragende Tænkepauser stod tillidsforskeren Gert Tinggaard Svendsen for i 2012. Siden da er mere end en million Tænkepauser blevet trykt, og det korte, faglitterære format har vundet mange hjerner og hjerter. En million Tænkepauser. Det er da ret vildt. (Det er i parentes også Tænkepausernes skyld, at min pensionerede onkel er blevet bidt af den faglitterære bacille. Hele familien takker Aarhus Universitetsforlag!)

Tinggaard Svendsen argumenterer for, at tillid er det guld, der har skabt og vedligeholder det danske velfærdssystem. Vi bruger ikke en masse krudt på at tjekke hinanden i alle ender og kanter. Vi stoler på hinanden. Man kan lade sin barnevogn stå nede i gården. Med sovende baby i, vel at mærke. Vi regner ikke med, at andre mennesker som udgangspunkt vil os noget ondt.

Vi har tillid til, at vores politikere ikke er korrupte og at skattesystemet fungerer. Lige de seneste år er der begyndt at dukke revner op i tillidens fundament. Men måske har det gjort os endnu mere opmærksomme på, hvor vigtigt det er at værne om vores tillidsbårne samfund.

Det er tit spild af ressourcer at bruge tid på kontrol, tilsyn og overvågning. Lad os huske det, nu hvor vi har taget hul på et valgår.

Jeg håber, at mange politikere lige vil bruge en times tid på at læse Tillid. Bogen er på 60 mini-sider, og den rummer hele historien om værdien af tillid. Det er nemlig den, der har skabt vores samfund, hvor forbløffende mange ting rent faktisk fungerer.

img_2957

I Danmark  ser man sjældent en kniv, uden at den er i selskab med en gaffel. Et af de gode billeder fra denne Tænkepause, som jeg jævnligt vender tilbage til. Især når verden er af lave.

En kunstner med klipfisk
Babettes gæstebud er en klassiker, man kan læse på en aften. Den skal indtages roligt. Den mest prosaiske øllebrødskogning og den ypperligste kulinariske kunnen går hånd i hånd hos Blixen, der beretter om den berømte, kvindelige køkkenchef fra Paris, der under den blodige franske opstand, Pariserkommunen i 1870 flygter til den lille norsk Fjordby Berlevåg.

To fromme præstedøtre tager imod Babette, og de stiller ikke mange spørgsmål. Varsomt lader de hende falde til og påskønner hendes hårde arbejde i køkkenet. Da hun vinder i lotteriet og tilbereder et overjordisk festmåltid for de gamle og affældige sognebørn, er hun som i en kunstnerisk, fokuseret skabelsesrus. For mig er fortællingen tæt forbundet med Gabriel Axels fornemme filmatisering fra 1988. Den uhyggelige skildpadde, der skal blive til suppe. Babettes insisteren på at hun vil give søstrene den gave, som festmåltidet er. General Löwenhielms vantro, da det går op for ham, hvad han er ved at spise: Et storstilet kunstværk. Intet mindre.

Blixens tilbageblik på søstrenes ungdom og den kærlighedshistorie, der aldrig foldede sig helt ud, er aldrig sentimentalt. Musikken er der jo hele livet. Sangen bliver ved. Kunsten slutter aldrig. Det er her, tilværelsens mening skal findes.

img_2956

Så kort en bog. Og så stor en fortælling.

Selvforsynende på første sal
Nogle elsker at læse kogebøger. Jeg er vild med gør-det-selv-bøger med lækre billeder og velskrevne tekster af klummekarakter. En af mine favoritter er Dorthe Chakrawartys bog om selvforsyning. Ikke på Bonderøvs-måden. På Vesterbro-måden.

Hun beretter om, hvordan patchwork fik hende til at geare ned og komme ud af stress. Hun inspirerer til nemme DIY-projekter og fortæller med smittende glæde om, hvordan strikning, syning og syltning kan skabe ro i en travl hverdag.

Chakrawarty evner også at trække tråde til Eleanor Roosevelt, der ikke bare var gift med USAs præsident. Hun gjorde også meget for at mindske den økonomiske depression, der tvang en stor del af den amerikanske befolkning i knæ i 1930erne. Hun gik ud i det, hun kaldte sin victory garden, og plantede grøntsager. Hun strikkede. Hun havde faktisk altid sit strikketøj med sig. Michelle Obama gjorde lidt af det samme, selv om jeg ikke mindes at have set hende med en hæklenål.

Chakrawarty slutter bogen med dette opmuntrende citat: “Vi kan ikke ændre verden i løbet af natten, og der er ingen grund til at lade blodtrykket stige unødigt ved at kaste sig ud i at bage, strikke og plante på én gang i bestræbelserne på at skabe det perfekte liv. Men gøre en lille smule hver dag, det kan de fleste af os. Og når jeg en dag får tid, vil jeg hylde kvinder som Eleanor ved at sy en stor taske og brodere en af hendes vidunderlige oneliners, som altid er god at have i hånden og i baghovedet: Do one thing every day that scares you.” (side 208)

img_2958

Mærk den beroligende virkning af hjemmestrik, hjemmebag og hjemmesyltede bær.

Boginfo

Tillid. Tænkepause nummer 4 af Gert Tinggaard Svendsen
Udgivet på Aarhus Universitetsforlag, 2012.
Find bogen på eReolen

Babettes gæstebud fra Skæbneanekdoter af Karen Blixen
Udgivet på Gyldendal, 2007 (oprindeligt udgivet i 1958) v. Rungstedlundfonden.
Find bogen på eReolen

Selvforsynende på 1. sal af Dorthe Chakrawarty
Udgivet på Gyldendal, 2010.
Find hyggelige DIY-bøger på eReolen.

Bøger, man har lyst til at vende tilbage til

Her er et blogindlæg fra marts 2017 om bøger og læseoplevelser, som jeg forbinder med gode steder i mit liv

Livsvisdom i litterær form kan man ikke få for meget af.
Det bloggede Mikkel om i november 2017

Fred, kærlighed og ebøger: eReolen 2019

Jeg blev interviewet af IFLA (en slags biblioteks-FN) i den forgangne uge om e-lån i Danmark, og det mindede mig om, det er længe siden, jeg har skrevet en status her på verdens bedste blog. eReolen har udviklet sig helt skørt siden sidst, og jeg vil her give en introduktion til, hvad der er sket, hvorfor det er sket, og hvad det betyder for dig som læser eller som forfatter. Noget af det mere vilde, der er sket, handler om netlydbøger, og det bliver emnet for en senere blogpost.

2018: Rekordår. Igen.

Man skal skryde, mens man kan, har jeg lært, så her er det: 26% fremgang på det hele! I 2017 så vi en stigning på 18%, så det går godt. Send flere penge!

eReolen 2013-18 lån

Som søjlediagrammet herover viser, overhalede lydbøgerne ebøgerne allerede i 2014 og har ikke siden set sig tilbage, men ebøgerne er begyndt at følge nogenlunde den samme stigning i procenter som lydbøgerne. Det glæder en purist som mig, der synes, folk skal læse og ikke lytte. Jeg har flere gange på saglig og faglig vis omtalt lydbøger som vingummi fra Satans slikbutik, men som nævnt mere om det i en senere blogpost.

Så hvad er der sket?

Det nemme svar for 2018 er selvfølgelig, at næsten alle de store forlag vendte tilbage efter to års pause: Gyldendal, Rosinante, Modtryk, Alvilda, Politikens Forlag, GAD’s Forlag. Det har gjort vidundere ved udbuddet af titler.

eReolen 2013-18 titler

Vi gør det samme som altid med tilgængeligheden. De nye, populære bøger er sværere at få fat på, men de er der dog, og erfaringsmæssigt har vi brug for det bling-bling i vinduet, før vi kan få fat i borgerne og gøre, hvad vi gør bedst: Låne dem noget andet end titlerne i boghandlerens vindue.

Den anden forklaring er, at formidlingen er blevet endnu bedre. Den var god i forvejen. 30% af vores brugere svarede i en 2017-brugerundersøgelse, at de brugte vores apps til inspiration og ikke nødvendigvis lån. Men nu ser man også forlagene selv gæsteformidle og lave særlige eReolen promo’er – fx Theis Ørntofts ”Solar.”

Flere titler, flere brugere: I 2016 havde vi 337.000 borgere, der lånte et eller andet mindst én gang. I 2017 var det 367.000, og i 2018 pludselig 442.000! Det er faktisk en ret vild offentlig, digital succes og nu uden de sædvanlige skænderier, der følger af offentlige myndigheder, der laver noget, folk kan lide. Tænk DR.

Hvorfor al den kærlighed lige pludselig?

Det hænger sammen med udbuddet af titler. Der er nu rigtig mange titler, og de kommercielle tjenester har bidt sig fast. Det betyder, at eReolen for sin del har kunnet dreje væk fra de mere hotte titler uden at forringe brugeroplevelsen, mens der er et solidt digitalt, kommercielt marked for netop de hotte titler, så der er digitale læsningstilbud til alle smage og slagser. Det betyder også, at forlagene ikke behøver være så tøvende over for eReolen længere. Omsætningen dér skader ikke den kommercielle del og omvendt. Det er ren flødeskum for alle!

eReolen er særligt god til børn og unge. Biblioteket kan få de små og store poder til at læse. eReolen GO! – vores frontend­ for de 7-14-årige – går sin solide sejrsgang rundt i landets kommuner. Med GO! bliver hele skoler tilmeldt, og så kan lærere og elever tilgå tjenesten med UNI-login, som de fleste kan i hovedet. eReolen GO! erstatter ikke læringstilbuddene i skolerne – de såkaldte didaktiske systemer. Det er et tilbud om lystlæsning i læsebånd og i lektiecafé og efter skole.

Som man kan se herunder, læser de kære små i stedet for at lytte. De siger nej til Djævlens candyfloss! Der er håb forude. Som man også kan se, drives lystlæsning i skolen og ikke derhjemme. Tjek lige forbruget i sommerferierne. Der er – som min chef siger, når noget er en uomtvistelig katastrofe – et stort potentiale her. Tænk, hvis vi kunne få læsning ind i de små hjem via smartphones og tablets!?

Go

Hvad nu?

I januar 2019 fik vi et nyt skud titler, da bl.a. People’s Press også kom på efter at have været ude siden 2016. Nu er der 53.000+ titler på eReolen. Jeg kan huske, da der var 1.575. Det var i 2013 og ikke et godt år, kan jeg godt afsløre.

For vores partnere på de mellemstore og små forlag inkl. en ordentlig spand talentfulde selvudgivere er det selvsagt nye tider. Det er noget nemmere at blive set blandt et par tusind titler end 50.000. Og hvad hvis vi når 100.000? Man kan ikke længere regne med at blive udstillet på eReolen. Der er simpelthen så meget at tage af, selvom der skrives formidlingsartikler og laves karruseller hele tiden.

Som forfatter og lille forlag bliver udfordringen som altid at få opmærksomhed, og her ville jeg satse på at koble mig på dels formidlingsårshjulet eller få egne ideer til kreativ formidling, for redaktionen får dagligt emails med: ”Hej, jeg hedder Henning Håbefuld Forfatter, og jeg har skrevet denne her, som er rigtig god.” Det drukner i mængden. Det betyder også, man bliver nødt at lave sin egen markedsføring og så linke ind til eReolen, hvis man vil læses dér.

Man vil også se, bibliotekerne samle formidlingen mere på tværs af kanalerne. I København fx har vi på Hovedbiblioteket de samme temaer i udstillingsområderne som på eReolen. Det bliver også tænkt ind i de tilbudte arrangementer, og snart får vi ny player/reader til eReolen – ja, med sleep timer! – og de vil kunne afvikle ebøger og netlydbøger i biblioteksappen, hvor også arrangementer i biblioteket fremgår. Det giver biblioteket hidtil usete muligheder for formidlingsmæssige røde tråde i alt, hvad man gør.

file-1

Vi er også begyndt at tilbyde faglige podcasts, og vi har fået nye apps og ny hjemmeside og og og … men så bliver det her for langt. Download eReolen og gå glad i gang. Der er SÅ meget at tage fat på. Der skal dog helt sikkert til sidst lyde et shout out til lytteklubben på Facebook. Det er et sjovt og uhøjtideligt forum, hvor man kan dele anbefalinger, få svar på tekniske spørgsmål osv. Ja, folk lytter dér i stedet for at læse, og det burde straffes hårdt, men det er stadig bedre end at se “Besat af bad boys 2” på TV3 🙂 Redaktionen samler engang imellem anbefalingerne, og så får de deres egen karrusel på eReolen.

file1

Den moderne slægtsroman – det nye sort

Slægtsromaner i alle deres former har i mange år haft deres plads og publikum. I mine yngre dage, så det dog ud til, at det var en genre, der så småt var ved at uddø.

Sådan skulle det ikke være. Heldigvis. Genren har især fået nyt liv de senere år og truer nu krimiens plads som danskernes yndlingslæsning.

Børsen

Når Børsen skriver om slægtsromaner, så ved man, det er en genre, der rykker.

Slægtsroman, familiehistorie eller krønike – kært barn har mange navne

Den klassiske slægtsroman har som genre en lang historie bag sig og kan spores tilbage til Emile Zolas ’Familien Rougon’ fra sidst i det 19. århundrede og Thomas Manns ’Huset Buddenbrooks’ fra starten af det 20. århundrede, men den moderne slægtsroman, der oftest nærmere er en realistisk familiehistorie, er lidt nyere og, tænker jeg, et barn af senmodernismen. Leck Fischer og Ester Bock er gode eksempler på den nye hverdagsrealisme, hvor man med en mere moderne kulisse kan følge en families op og nedture.

’Familien Bruchfontaine’ fra Keld Conradsens hånd eller Jan Guillous ’Det Store Århundrede’ lægger sig også op ad den tendens. Her ses de senmoderne træk især i romanernes beskrivelser af de omvæltninger samfundet gennemgår, hvor traditioner og traditionsbundne fællesskaber langsomt nedbrydes og erstattes af et mere individfokuseret samfund med et utal af valgmuligheder og de problemer det afstedkommer.

Den moderne slægtsroman er ofte mere en familieroman end en egentlig slægtshistorie, hvor man har blik for en persons opvækst og den umiddelbare familie fremfor hele slægtens historie gennem tiden. I ny og næ har romanerne også træk af at være erindringshistorier og vil oftest også indeholde elementer af både personal- og kulturhistorie.

Den gode histories brede appel

Hvis man tænker nærmere over det, så er der god grund til, at slægtsromaner har fået så solidt et tag i læserne og fortsat vinder frem i popularitet.

Boghandler Jette Sønderbek fra Schreiners Bog og Idé i Tarup bekræfter, at slægtsromaner over en bred kam sælger godt, men at især de mere nære og personlige fortællinger er populære. ”Folk vil gerne have noget, der er tæt på. Tiden gør, at de gerne vil kigge indad,” fortæller Sønderbek. ”Den tendens rammer forfattere som Merete Pryds Helle, Iben Mondrup og Malene Ravn rigtig godt med deres bøger.”

Og det hører man flere steder fra.

Tilbage i oktober – fredag den 5., helt nøjagtigt – havde Børsens Weekendtillæg en dobbeltside under overskriften ’Store danske fortællinger topper på salgslisterne’. Her fortæller Merete Pryds Helle og Simon Pasternak bl.a. om, at krimibølgen er slut og at vi som læsere tiltrækkes af de store fiktioner.

Eller den gode vedkommende historie nok nærmere.

Interessant nok, så nævner Børsen også, at læsekredse og fællesskaberne omkring læsning har betyder noget for slægtsromanens tilbagevendte popularitet. Det er måske et symptom på en mere fragmenteret hverdag, hvor vi ikke længere kender hinanden eller vort eget ophav. Her er den moderne slægtsroman en måde at lære mere om andre mennesker, deres baggrund og os selv på. Som Gyldendals Simon Pasternak siger ”Vi har lyst til de store fiktioner, der kan gøre os klogere på, hvad vi er rundet af, og hvor vi skal hen.”

Netop den gode, velskrevne historie, der siger noget om os som mennesker og giver materiale til den gode samtale, er det, de to bøger, jeg har valgt at skrive lidt om nedenfor, har til fælles.

’Vi er brødre’ af Iben Mondrup

Brødrene Poul og Jens vokser op i Nordjylland i årene efter 2. Verdenskrig. Deres far deltog i modstandsbevægelsen, og hans oplevelser præger familien. Brødrenes forskellige opfattelse af familien og verden omkring dem truer med at splitte familien.”

’Vi er brødre’ ligger tidsmæssigt før Mondrups populære bøger ’Godhavn’ og ’Karensminde’ og har en tidligere generation som midtpunkt, nemlig Brødrene Poul og Jens. Den ene bror er lettere kolerisk og fremfarende, mens den anden er mere flegmatisk og forsigtig. Samtidig er familien, ikke mindst brødrene Poul og Jens, mærket af faderen Haralds fortid som frihedskæmper.

vi er brødre

Tredje bog i Mondrups familiefortælling vil ikke skuffe sine læsere. ‘Vi er brødre’ er en solid moderne slægtsroman.

Med vanlig rolig og sikker hånd fortæller Mondrup på skift brødrenes historie fra deres unge dage til voksenårene og krydrer undervejs med historiske begivenheder. Fokus er dog lagt på relationerne mellem familiemedlemmerne og hvordan de håndterer livet.

Det er på mange måder typisk for Mondrup, tænker jeg.

Og det er bogens tone og sprogmæssige stil også. Der er en anspændt stemning bogen igennem og personerne virker ekstremt intense og i dette tilfælde måske unødigt kantede. Jeg har i hvert fald en smule svært ved at forstå deres handlinger og motivation, men det kan vel tænkes, det er hensigten. Det gør ’Vi er brødre’ til en lidt hård bog. Der er ingen tvivl om, ’Vi er brødre’ er en god bog og en stærk læseoplevelse, men for mig var den svær at komme igennem.

’I dine øjne’ af Malene Ravn

Erik har i 1930’erne og 1940’erne en hård opvækst i Aalborg som søn af en ung ugift kvinde og en kineser, der ikke vil kendes ved ham. Senere flytter han til København, hvor hans mål er at skabe en tryg ramme for sig selv og sin lille familie.”

Det er svært ikke at sammenligne Malene Ravn og Iben Mondrup, eller i hvert fald sammenligne Ravns ’I dine øjne’ med Mondrups ’Vi er brødre’. Tema og tone ligger op ad hinanden, og jeg vil påstå, at kan man lide den ene forfatter, så kan man også lide den anden.

Og både Ravn og Mondrup er da i øvrigt også ualmindelige rare mennesker.

i dine øjne

‘I dine øje’ har en virkelig smuk, lidt vemodig forside, der rammer bogens indhold ganske godt.

Men nu drejer det sig om bøgerne, og i dette tilfælde om Erik, Eriks datter Nete og hans far Lai Funs historie. Lai Fun er kineser og kommer med en større gruppe til Danmark ved århundredeskiftet for at optræde i Tivolis kinesiske landsby. Som det jo går, så forelsker Lai Fun sig og ender med at blive gift. Historie får en krølle, da en midaldrende Lai Fun gør en anden, yngre kvinde gravid. Barnet af den affære er Erik, der altså ikke kun er halvkineser, men også en bastard. Det er hårde vilkår.

’I dine øjne’ giver et indblik i arbejderklassens og bondestandens kår i starte af sidste århundrede og frem, hvilket i min optik er bogens store styrke, men nu har jeg også alle dage været mere til kulturhistorie end social- og hverdagsrealisme.

Ravns ofte korte, skarptskårne sætninger underbygger den socialrealistiske stemningen og får historien til at virke knugende og intens. Det er også her, det er oplagt at drage paralleller til Mondrups ’Vi er brødre’. Personligt tænker jeg tonen passer lidt bedre her, da Erik i kraft af sit ophav er ugleset og stikker ud, men det er klart en smagssag.

’I dine øjne’ er i øvrigt kraftigt inspireret af en virkelig fortælling.

Men, oh mægtige bibliotekar, bør jeg læse dem?

Ja, det bør du, er det korte svar. Begge bøger er velskrevne og i bund og grund gode fortællinger. Det er dog bøger, der er typiske for den moderne slægtsroman. De skuer indad, har socialrealistiske elementer og har mere øje for den menneskelige psyke end den store historie.

signering

Både Ravn og Mondrup er ualmindeligt rare kvinder og jeg nød at sludre med dem, da de besøgte Tarup. Her er Malene ved at grifle en lille hilsen.

Som bibliotekar vil jeg ikke tøve med at anbefale dem, men jeg vil klart være opmærksom på, hvem jeg anbefaler dem til. Er man mere til Archer og Follett end Leine og Pryds Helle, så kan det tænkes, ’Vi er brødre’ og ’I dine øjne’ er lidt for hård kost og har få små armbevægelser. Men ønsker man skarpe fortællinger om mennesker i modgang, så er det to fremragende bøger.

 

 

 

 

Jans Top 3

2018 nærmer sig hastigt sin afslutning og det er dermed blevet tid til at tænke lidt over årets store læseoplevelser.

Lisbet og Mikkel har allerede forfattet deres top 3, så jeg iler nu med at give mine bud på årets bedste læseoplevelser, inden året rinder ud.

De tre bøger, jeg har valgt, er fantastiske bøger på hver deres måde, og de har alle givet mig en længerevarende oplevelse, der rækker udover selve læsningen.

Der er en fællesnævner mere, nemlig, rejsen, man som læser kommer med på. Der er den personlige dannelsesrejse, der er en mere konkret rejse til Texas, og sluttelig rejsen ind i galskabens rædselsland. Det er med andre ord bøger, der flytter noget. Mere kan man heller ikke ønske sig af litteratur, tænker jeg.

Lad os sætte i gang …

Når biblioteker og litteratur ændrer liv

Jeg vil vove den påstand, at jeg ikke ville være, hvor jeg er i dag uden min fødebys folkebibliotek og de bugnende bogreoler, hvis indhold satte først min fantasi i gang og siden gav mig en masse at tænke over.

Samme oplevelse synes Ahmed Akkari at have haft, og det beskriver han med hjælp fra Lars Hvidberg på fornem vis i ’Mod til at tvivle’, hvor vi følger Akkaris rejse fra stålsat religiøsitet til nysgerrig humanisme.

Og hvilken rejse.

Mod

Undertitlen alene kunne næsten gøre ‘Mod til at tvivle’ til årets bog.

Akkari og Hvidberg er et imponerende makkerpar – ordene flyder smukt og er fulde af eftertænksomhed og nuancer. Min medblogger Lisbet beskrev ’Mod til at tvivle’ så fint tidligere på året med følgende ord: ”Mod til at tvivle er på mange måder en modig bog. Den rummer en speciel blanding af det lærde, det reflekterende og det personlige – og en overvældende kærlighed til Grønland, som jeg nu har fået endnu mere lyst til at besøge.”

Og bedre kan det ikke siges. ’Mod til at tvivle’ er en kærlighedserklæring til dannelse, til bibliotekerne og til det at turde åbne sig mod verden. Det er fremragende læsning.

Texas blues

Min glæde ved Mathilde Walter Clarks forfatterskab vil næsten ingen ende tage. Walter Clark er en forfatterinde, som er svær at sætte i bås, men fælles for alle hendes bøger er et mageløst sprog, en sprudlende fortælleglæde og en imponerende og til tider skæv fantasi.

’Lone Star’ er en historie i to dele, der er bundet sammen af Walter Clarks far. Da han dør, beslutter Walter Clark sig for at kigge nærmere på sin og faderens texanske familie. Første del af bogen handler om Walter Clark selv og hendes forhold til faderen, mens den anden del fokuserer på den amerikanske familie i den kæmpestore amerikanske stat Texas.

Der er en snert af moderne slægtsroman over bogen. En mere rammende beskrivelse ville sikkert være, at det er en familiehistorie med Walter Clark og hendes forhold til faderen som omdrejningspunkt. Men det, der gør bogen til noget helt særligt, er tonen og Walter Clarks skriftsprog. Den er fyldt med sødme, sorg og til tider også humor. Det er levende og blidt, hvilket gør ’Lone Star’ til en meget behagelig bog at læse.

Lone Star

‘Lone Star’ kan også fås med et rødt cover, men jeg har forelsket mig hovedkulds i det blå …

Statens Kunstfond har da også nævnt Walter Clarks bog som en af ”10 danske bøger, der har gjort sig ekstra bemærket blandt årets udgivelser.” Og det er meget berettiget, tænker jeg.

Oh, rædsel, oh, gru!

Som den skarpe læser nok ihukommer, elsker jeg horror og gys, og som så mange andre gyserelskere har jeg et blødt punkt for H.P. Lovecraft. Dog har det nogle gange været svært at finde hans historier på dansk.

Det råder Forlaget Kandor – der er et imprint af DreamLitt – nu i den grad bod på. ’Cthulhu kalder. Fortællinger 1926-1928’ samler som titlen antyder Lovecrafts historier fra 1926 til 1928. Nu kunne man naturligvis indskyde, at det hverken er nye historier eller nogle jeg har læst for første gang, men at sidde med det digre, smukke værk mellem poterne og nyde Jakob Levinsens i særklasse fantastiske oversættelse er en oplevelse for sig.

Ovre hos vores venner af huset på Planet Pulp har Levinsen fortalt om projektet og de mange udfordringer, der er i at oversætte H.P. Lovecraft. Arbejdet fortsætter nemlig, for der er planlagt yderligere to bind, så stort set alt, hvad Lovecraft har skrevet nu kommer i Levinsens skarpe oversættelse og i smukke bind, der vil klæde enhver bogreol.

H.P. Lovercraft

Ikke kun er ‘HPL’ fyldt med skræmmende gode fortællinger, den er også smuk og imposant.

Kender man ikke noget til Lovecraft, så var han en horrorforfatter med blik for den galskab og rædsel, der lurer i det endeløse kosmos. Han skabte en række gruopvækkende skabninger, for hvem mennesket var ubetydelige fnug, og lagde med sin fantasi og sit særegne sprog grunden til det moderne gys.

Det får man syn for i dette værk. Det er horror, når det er bedst.

Boginfo
’Mod til at tvivle. En fortælling om eksil, humanisme og hvilken forskel et bibliotek kan gøre’ af Ahmed Akkari, fortalt til Lars Hvidberg, 286 sider, Gyldendal, 2018.

’Lone Star’ af Mathilde Walter Clarke, 426 sider, Politiken, 2018

’Cthulhu kalder. Fortællinger 1926-1928’ af H.P. Lovecraft, oversat af Jakob Levinsen, 608 sider, Kandor, 2018

 

 

Mikkels Top-3 fra 2018

Så blev det min tur til at lave top-3. Du kan læse Lisbets her.

Jeg har ikke fået læst nok i 2018. Dér. Jeg sagde det. Jeg kommer til at tage voldsom revanche i 2019. Hvis du heller ikke får læst nok, så læs Ries guide her. Lidt blev det da til. 26 i følge Goodreads. Alt for lidt, men nok til en top-3.

Jeg har delt det op i skønlitteratur, filosofi og almindelig faglitteratur pga. mine fjogede læsevaner.

Skønlitteratur

David Benioff: “Tyvenes by.” Politikens Forlag. 2008. 283 sider.

Jeg faldt over “Tyvenes by” i forbindelse med et Young Adult-projekt, Josephine – min 15-årige – og jeg havde over sommeren. Bogen blev voldsomt pushet på bloggen Better Novel Project, så jeg samlede den op, slugte den, gav den til Josephine, som også slugte den, og vi var begge vilde med den. Young Adult er den vist ikke helt. New Adult, måske. Den er i hvert fald brutal. Det er historien om teenageren, Lev (angiveligt David Benioffs bedstefar), der under den tyske belejring af Leningrad bliver arresteret for at plyndre liget af en Luftwaffe-pilot og havner i fængsel. Her møder han den unge, belæste, skakspillende, kvindebedårende og generelt livsnydende kosak, Kolya, der sidder inde for desertering. Det umage par får mulighed for at undslippe summarisk henrettelse, hvis de kan finde et dusin friske æg til kommandantens datters bryllup, og det sender dem på en nærmest post-apokalyptisk tur gennem et desperat Leningrad og ud af byen i armene på den tyske hær. Sardonisk morsom, skånselsløs, galgenhumoristisk og fængende. Vi læste den i hedebølgen på Nyborgs strande og på københavnerferie i skønne AK’s Nørrebro-lejlighed.

Ærefuld andenplads går til Signe Langtved Pallisgaards “Alle de liv.” Jeg anmeldte den her.

Filosofi

Min selvhjælps-craving slog over i august 2018, og jeg begyndte at sluge bøger om buddhisme og stoicisme. Medblogger Rie fangede min nye ro på nedenstående billede fra en SAS-maskine til San Francisco.

44254557_10156138019452261_1358401256967634944_n

De esoteriske og mystiske aspekter af buddhisme lader mig kold, men herudover synes jeg egentlig, de fuldstændigt har regnet den ud. Der er kommet et væld af titler om en mere vestlig, sekulær buddhisme, hvor man ikke har brug for orange klæder eller tiggerskåle eller enkeltbillet til Tibet, men kan nyde alle fordelene ved et mere afklaret og roligt forhold til verden og tilværelsen som sådan. De fysiske og mentale fordele ved meditation fx er nu så veldokumenterede, at meditation er blevet mainstream i både Silicon Valley og i de amerikanske elitestyrker.

Dan Harris: “10% Happier.” It Books. 2014. 256 sider.

7B6D74A501-C93D-42C6-8E83-83A31DC38C627DImg100

Dan Harris siger måske ikke danskere så meget – mig selv inkl. – men han er en berømt, amerikansk journalist, krigskorrespondent og studievært på ABC News. Han har dækket alt fra 11. september til Katrina og været udsendt til Irak og Afghanistan i mange omgange. Hjemme fra krigszonerne søgte han at selvmedicinere adrenalin-afhængigheden med et stort kokain-forbrug, og i 2004 fik han et angstanfald for rullende kameraer. Det sendte ham helt konkret i behandling og mere overordnet på en lang rejse i den enorme selvhjælps-industris mange tilbud. Pga. sit navn havde han nem adgang til “rockstjerner” som Eckhardt Tolle (”Nuets kraft”) og Deepak Choprah (en million titler). Harris’ beskrivelser med disse ikoner er urkomiske. Han møder også den buddhistisk inspirerede psykoanalytiker, Mark Epstein, og via ham hele kredsen bag den nye, amerikanske, sekulære buddhisme; Joseph Goldstein, Jack Kornfield, Sam Harris osv. Dan Harris skriver med stort vid og selvindsigt og en god portion selvironi, hvordan kuren for misbrug og neuroser giver nye problemer, og hvad man kan forvente fra buddhistisk praksis; helt præcis en ordentlig bunke helt friske spørgsmål. Dan Harris har jeg læst her i december på min Kindle bl.a. på en weekendtur til London.

Ærefuld andenplads går til Robert Wrights “Why Buddhism Is True.” Tung, evolutionær-psykologisk gennemgang af centrale dele af den buddhistiske filosofi, og hvordan den er – eller kan være – løsningen på de tankesæt, vi er født med, og som gør os ulykkelige.

Faglitteratur

“God mad let at lave.” Lindhardt & Ringhof. 2. udg. 2016. 759 sider.

YES! Man skal være ærlig, og eftersom jeg blev skilt i 2018 og pludselig skulle lave mad til mig selv og to terrorøgler i langt højere grad end tidligere, blev dette fremragende værk en god ven. I mine forvirrede 20’ere gik jeg på kokkeskole, men det var lidt før Trojas fald, og i 2018 har jeg slået alt fra frikadeller til kartoffelsalat op. Jeg føler, jeg bestod den lille ledvogterprøve i køkkenet i løbet af året og er gået videre til en anden klassiker; Karolines bedste opskrifter gennem årene i handy hardback. I efteråret kunne jeg servere ‘Sorte gryde’ for mine overnattende indflytterfestgæster, og det er kun et kvart århundrede siden, jeg lavede den sidst. Den holder i øvrigt stadig! Jeg brugte “God mad let at lave” mest, så den får prisen. I julegave fik jeg en stor bagebog OG en spritny notesbog til opskrifter (jo, jeg har et mildt misbrug af notesbøger) af min søde kæreste og hendes forældre, så 2019 bliver fyldt med kikset bagværk og masser af aftensmad med mælkeprodukter …

49548119_211415446468311_149890287001403392_n

Ærefuld andenplads går til Ryder Carrol’s “Bullet Journal.” Carrol er den originale designer, og bullet journals er bare … dybt, mandigt suk.

I 2019 skal jeg nå 36 bøger, hvoraf mindst de 12 skal være skønlitteratur. Godt læseår til dig og dine herfra!