Historien om Troja og den stolte stads fald er næsten så gammel, som en historie kan blive, men i Madeline Millers hænder får den nu alligevel nyt liv.
For nok er det den samme gamle fortælling om stolthed, kærlighed og mænds hybris, hvor heroiske skikkelser som Odysseus, Ajax, Hektor, Agamemnon og et hav af andre grækere med stor fornøjelse tæsker løs på hinanden i en evig jagt på hæder og ære, men den har en anden tone og vinkel end de fleste andre fortællinger om antikken.
I ’Achilleus’ Sang’ følger vi den følsomme og lettere kejtede Patroklos, der er nok har en vigtig rolle i ’Iliaden’, men ikke just er nogen stor helt. I det hele taget har Miller en lidt anden vinkel med et større fokus på følelser og de græske heltes mere sårbare sider end Homer i kildematerialet.
Og det klæder på sin vis ’Achilleus’ Sang’.
Achilleus’ Sang – en god bog for enhver elsker af græsk mytologi og fortællinger om kærlighed.
Men hvorfor nu en sang?
Titlen på bogen undrede mig indledningsvist, men heldigvis flyder nettet over med kloge hoveder.
Nogle gange i hvert fald.
Sange er nemlig tæt koblet til ’Iliaden’. Engang i 300-tallet f.Kr. kom ’Iliaden’ i kløerne på en flok aleksandrinske lærde, der inddelte det episke digt i 24 sange. Det ser også ud til, at man på amerikansk, om ej andet, vælger, at se ’Iliaden’ som betydede ”sangen om Troja” og ikke ”det trojanske digt”, som vi i Danmark normalvis vil sige. Det er eks. titlen på Colleen McCulloughs bog fra 1998, der også handler om Trojas fald og grækernes mange indbyrdes skærmydsler.
Men det blev også nævnt et sted, at man kunne se det som Patroklos’ sang til Achilleus og et forsøg på at holde halvgudens kreative og menneskelige side i live. Og den vinkel kan jeg godt lide. For på en eller anden måde, så er bogen Patroklos’ kærlighedssang til sin guddommelige elsker.
En ungdomsroman i voksen klæder
Som sagt, så genfortæller Madeline Miller Homers ’Illiaden’ blot set fra den småkluntede outsider Patroklos’ side. Patroklos, der, efter at have dræbt en anden dreng ved et uheld, bliver forvist til det fjerne Phthia, hvor han møder den unge konge- og gudesøn Achilleus.
Achilleus er på mange måder Patroklos’ diametrale modsætning. Han er stærk, tilbedt og heroisk i en grad, der får den gennemsnitslige moderne superhelt til at virke som en blodsvag stakkel i trikot. Alligevel ender de to med at blive venner og med tiden fanget i den brusende forelskelse, der er kernen i historien.
Miller laver et nærmest odysseusk smart fortællegreb ved at lade Patroklos være akavet og udenfor. Det giver læseren, der heller ikke er hjemme i antikkens Grækenland, mulighed for at opdage verden sammen med hovedpersonen.
Men det er måske også romanens svaghed.
For i modsætning til hovedpersonerne fra Madeline Millers anden roman ’Kirke’, så er Patroklos nemlig ikke en specielt interessant eller har nogen særlig gribende personlighed. Han er også på mange måder meget passiv, lige indtil der, hvor det hele går galt og han dør.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på ’Achilleus’ Sang’ som en ungdomsroman i voksenklæder. Det er der heller ikke noget galt i, men der mangler lidt tyngde i bogen. Særligt, når det kommer til karaktererne.
Men det er en lille ting.
Oh, den kærlighed
’Achilleus’ Sang’ er en overvejende velfortalt og underholdende dannelses- og kærlighedshistorie med stærke elementer af fantasy, hvor fokus er på vor hovedperson og Achilleus’ forhold og deres mange prøvelser.
Og her synes jeg, Miller går glip af en gylden mulighed for at vise to mænds forhold som noget helt naturligt, og ikke nødvendigvis også en kamp mod fordømmende omgivelser.
Homoseksualitet, for så vidt de gamle grækere egentlig tænkte på den måde, var ikke noget forbudt eller forkert, men noget meget naturligt og en del af hverdagen. Det skal man ikke have stødt på mange græske vaser for at have en god idé om. Den vinkel havde måske været mere interessant at forfølge end nok en roman om to elskende, der af forskellige grunde må skjule deres kærlighed.
Og det er en lidt større ting.
Jeg føler om ikke andet, at nok har jeg fået en god og velskrevet historie – ingen tvivl om det -, men kunne have fået en helt fantastisk historie.
Boginfo
Achilleus’ Sang af Madeline Miller, Grønningen 1, 2021, 357 sider.
For at hjælpe læserne lidt på vej, så er der bagerst i bogen en oversigt over de forskellige personer – guder som helte -, der er med i fortællingen.
Rasmus Hastrup har gjort et godt stykke arbejde med oversættelsen. Cadeau for det.
Bogen har tidligere været udgivet på dansk i 2013 på Turbulenz, og er Madeline Millers debut.
Min onkel tog heldigvis imod udfordringen, da jeg bad ham om at være med i Portræt af en læser-serien. Han er født i 1951 og har arbejdet som lærer i forskellige sammenhænge. I denne tekst kalder jeg ham bare “onkel”. Du kan jo prøve at tænke et af dine egne familiemedlemmer ind i hans svar. Men min onkel er lidt sejere end de fleste: Han tog på langfart med ØK-skibe, da han var meget ung, og han har undervist i et åbent fængsel.
Lisbet: Hvad betød læsning i dit barndomshjem? Onkel: Læsning betød meget i mit barndomshjem. Mine forældre var brugere af det kommunale bibliotek. Før TV blev almindeligt i danske hjem, var de med i en lokal læsekreds. Det var tydeligt, at bøger havde værdi både som et middel til erhvervelse af indsigt og viden og som underholdning.
Lisbet: Hvem lærte dig at læse? Onkel: Jeg lærte alfabetet af min søster ( 3½ år ældre) før skolestart. Jeg husker det, som om jeg hurtigt knækkede koden til læsning i 1. klasse.
Lisbet: Hvad var din største læseoplevelse som barn og ung? Onkel: Af store læseoplevelser som barn og ung vil jeg nævne ”Stendolken” af Palle Lauring. Da jeg læste den, var jeg 12-13 år. Senere som 15-16-årig var jeg meget begejstret for J. D. Sallingers ”Forbandede ungdom” ( ”Catcher in the rye”)
En ægte klassiker.
Lisbet: Hvad har litteratur og læsning betydet i dit virke som lærer? Onkel: Da jeg i mit virke som lærer mest har undervist i matematik og idræt, har litteratur ikke fyldt særlig meget – undtaget relevant faglitteratur. I en årrække var jeg dog dansklærer/klasselærer i 1-5. kl., så læseindlæringsprocessen samt højtlæsning for eleverne (Astrid Lindgren, Ole Lund Kirkegaard, Bjarne Reuter med flere) havde naturligvis høj prioritet. Skolebiblioteket frekventeredes regelmæssigt (skemalagt besøg).
Lisbet: Hvordan vil du beskrive din udvikling som læser gennem livet? Onkel: Min udvikling som læser gennem livet er en underlig størrelse. Som sagt lærte jeg tidligt at læse – teknisk/færdighedsmæssigt set, men indholdet i de første skoleår sagde mig intet. Jeg kunne honorere lærerens krav til læsefærdighed – og det var så det! Jeg kunne læse side efter side uden at hæfte mig ved indholdet. Min evne til at læse og tænke samtidigt virker ukoordineret, underudviklet. Jeg læser ufattelig langsomt, selvom jeg rent teknisk kan læse hurtigt. Det fordrer stor koncentration for mig at læse en bog, fordi koblingen mellem læsning og samtidig tænkning er ufuldkommen.
Lisbet: Hvilken bog har du for nylig været optaget af? Onkel: For nylig har jeg læst ”Pigen fra det store hvide skib” , Jesper Bugge Kold & Mich Vraa. Den læste jeg med stor interesse blandt andet på grund af sammenblandingen af fakta og fiktion (faktion). Som forlaget Lindhardt og Ringhof skriver: ”En fortælling om en gruppe danske kvinder og mænd, som forlod deres tilværelse i Danmark for at drage mod det ukendte. Det er en historie om venskaber og romantik, om landlov på eksotiske destinationer og først og fremmest om at forsøge at genfinde håbet.” Der er visse aspekter af genkendelse fra min egen tid som 17-18-årig, da jeg tog på langfart med ØK-skibe.
Du hører Kim Larsen synge Jutlandia, når du ser denne bogforside. Eller: Det gør jeg.
Lisbet: Hvem inspirerer dig til læsning? Onkel: Min søster, som lærte mig alfabetet, er god til at inspirere mig til læsning. Hun har fornemmelse for, hvad der kunne have interesse for mig at læse. Min ældste datter gav mig ”Det du ikke forstår, gør dig klogere”, som er en samtalebog med Svend Brinkmann, Tor Nørretranders og Rane Willerslev. Den fandt jeg meget interessant, da de kommer rundt om og ind i de store spørgsmål til menneskelivet.
Så nærmeste familie er min største inspiration til læsning.
Lisbet: Hvad ligger på dit natbord lige nu? Onkel: På mit natbord ligger aldrig en bog (men en blodtryksmåler). Jeg kan slet ikke fordrage at ligge ned, når jeg skal læse.
Flere læserportrætter Dyk ned i flere læserliv. Der er et par stykker at vælge imellem, og de er vidt forskellige.
Helt tilbage i slutningen af 90 erne gik jeg på HHX på Falster (yes, udkantsdanmark, jeg ved det). Her opererede de umodne hjerner med et begreb, der blev kaldt enten ugens gæst eller månedens gæst, anvendt om kammerater, der måske havde lidt for meget fravær eller måske bare ikke helt havde bidraget helt nok til fællesskabet.
Jeg har efterhånden været inaktiv på bogsnak længe nok til, at jeg ikke engang er ugens gæst eller månedens gæst. Vi er nok snarere ude i beskrivelsen: årets gæst.
Med fare for at lyde som Kurt Thorsen: Her har I mig tilbage. Nu er jeg så at sige på igen og klar til at grifle tekster om bøger og litteratur.
Jeg har valgt, at vende tilbage med temaet: tips til læsning i de mørke vintermåneder.
Er der noget som, at trække sig tilbage under et varmt tæppe i sofaen med en god bog (eller flere) mens vintermørket sænker sig udenfor? Jeg tror det ikke, det er hyggeligt, det er fordybelse.
Men hvor søren skal man starte hvis man gerne vil læse lidt mere her i de kolde vintermåneder?
Her har I mig så tilbage, for jeg har et par tips, som andre måske kan lade sig inspirere af:
“Jeg er hvad jeg husker” af Peter Øvig. Den selvstændige efterfølger til forfatterens forrige bog “Min mor var besat”, der handlede om at vokse op i et hjem med en psykisk syg mor og om selv lide af en dyb depression. Forfatteren blev i 2018 indlagt på den lukkede afdeling på Rigshospitalet, hvor han fik elektrochok-behandling og efterfølgende blev rask. Forfatteren frygtede elektrochok-behandlingen på forhånd, han forbandt det med at man blev en zombie a la Jack Nicholson i “Gøgereden”, et menneske der intet kan foretage sig og intet kan huske. Sådan gik det heldigvis ikke for Øvig. I denne bog undersøgelser han hvad hans dybe depression og elektrochokbehandlingen har gjort ved ham. Han opdager bl.a.. at han må ændre sit syn på både psykisk sygdom men også på sig selv og sine nærmeste. Denne bog har jeg i skrivende stund læst to tredjedele af – og den er aldeles fremragende og oplysende.
“Hjem” af Judith Hermann. Den tyske forfatter Judith Hermann er måske ikke voldsomt kendt her i landet og det er virkelig en skam, for hun er en blændende dygtig forfatter. Hun har især skrevet novellesamlinger, men har også bedrevet romaner. Hendes nye bog, der udkommer lige om lidt (5. november) er en novellesamling, der har fået navnet “Hjem”. Den navnløse kvindelige fortæller er flyttet fra storbyen til et digelandskab ved havet hvor der dufter af kamille, tør jord og salt. Som ung arbejdede hun på en cigaretfabrik og takkede nej til jobbet som oversavet dame hos en tryllekunstner der rejste verden rundt. Nu bor hun alene i et forfaldent hus, arbejder som servitrice på sin brors café og skriver breve til eksmanden, en manisk samler der har viet sit liv til at forberede sig på verdens undergang. Jeg har læst alle forfatterens bøger og har en ide om, at denne bog vil være en drøm af en bog, præcis lige som forfatterens øvrige bøger. Skulle du være interesseret i forfatterens øvrige bøger er de alle gode, men start gerne med novellesamlingen “Spøgelser, overalt”, der efter min mening er forfatterens bedste og en bog, der er fuldstændigt fremragende skrevet.
“Flyet til Casablanca” af Per Lau Jensen. En krimi/spændingsroman, der netop er udkommet på forlaget Superlux. Bogen beskrives som en thriller i international klasse, hvor sandheden folder sig ud som en russisk matrjosjka-dukke. Hver gang vi tilsyneladende kommer ind til sandheden, gemmer der sig en ny sandhed inde i den. Kort fortalt handler bogen om Lars, der er flygtet til Costa del Sol, hvor han forsøger at drikke sig ihjel. De daglige drukture resulterer i store, sorte pletter i hukommelsen. En morgen vågner Lars med en død kvindes pengepung i sin varetægt, og det eneste, han kan huske er, at han stod bøjet over hende aftenen før på havnen i Caleta de Velez. Kvindens pung indeholder hemmeligheder, som nogen vil slå ihjem for at få tilbage. Det er kort sagt en bog jeg glæder mig meget til at læse, især fordi jeg tidligere har læst flere af forfatternes bøger med stor fornøjelse. Skulle du være interesseret i forfatterens øvrige bøger er det bare at komme igen, jeg er især begejstret for romanen “Illa Isabella”, der tog mig med storm da jeg læste den.
2021 har efter min mening været et rigtigt fremragende bogår med mange interessante nyudgivelser.
Andre bogtips kunne f.eks. være “Et stykke af tiden” af Benn Q. Holm, “Så en morgen” af Henrik Nordbrandt, “Hvis vi ikke taler om det” af Leonora Christina Skov og “Grundvold” af Rachel Röst. Der er nok at tage fat på, så det er bare at finde et bibliotek eller en boghandel og finde en eller flere af titlerne og få med hjem under det lune tæppe.
Bogsnak-bloggen fylder fem år i 2021. I den anledning lavede Jan M. Johansen, også kendt som Den Grå Bibliotekar, og jeg i sensommeren en næsten improviseret live-session på Bogsnaks Instagram-profil. Her interviewede vi hinanden om, hvad vi har lært af at være med i det lille Bogsnak-blogkollektiv, og hvad der har været noget af det sjoveste og mest givende.
Jeg har både præference for forberedelse og opsamling, så derfor skal I selvfølgelig ikke snydes for en præsentation af vores samtales hovedpointer. En papirkalender og flueben er mine hårdeste drugs.
1: Du er ikke alene Det er en hjælp at være flere, der driver og præger en blog om bøger, biblioteker, litteratur og læsning. Vi inspirerer hinanden til at læse bøger, som vi aldrig selv ville have fået øje på. Vi puffer blidt til hinanden, når skrivestrømmen er mere træg end friskt flydende. Vi skriver indlæg sammen. Det kan være årets top tre, inspiration til sommerlæsning eller dobbeltanmeldelser. Det tager noget af presset, at vi er flere, der producerer. Og når man lover de andre, at man har et indlæg på vej, så bliver det faktisk tit til noget.
2: Nicher er lækre Mikkel kan skrive om eReolen på et højt fagligt og samtidig underholdende niveau, sådan at mange gider at læse om emnet. Det viser vores statistikmodul med lysende klarhed. Jan kan noget med horror. En lækker niche at kravle ind i og formidle ud fra. Vi prøver også med jævne mellemrum at give vores indlæg et personligt twist. Lige fra min mormor og moster, der sniger ind og blander sig med verdenslitteraturen, til Ries indædte kamp mod Netflix og sofa og frem mod et mere tilfredsstillende læseliv.
3: Ræk ud Blog-kollektivet er et kollektiv i udvidet forstand. Dygtige og inspirerende folk i vores netværk vil gerne bidrage, for eksempel i serien Portræt af en læser. Det er ikke farligt at spørge, om andre vil lege med og skrive et indlæg om en skattet forfatter, en genre eller en konkret bog. Her er to eksempler på, hvordan de vi har inviteret eksperter til at komme med gode råd til børns læsning og causere over tegneserier.
4: Find din egen skrivemetode Jan skriver tit spontant. Jeg planlægger mine indlæg i god tid. Pointen er, at det er godt at finde sig eget modus operandi, der fungerer. Kunsten er at ramme det gode mix mellem con amore og selvdisciplin. Og hvis man er blevet træt af at kigge på sin egen tekst, kan man altid bede en medblogger om en hurtig gennemlæsning. Den bedste form for redigering er nemlig i mange tilfælde at få fremmede og ikke mindst konstruktive og venlige øjne på teksten. For blogindlæggene skriver trods alt ikke sig selv.
5: Det skal være sjovt Mit eget læse- og såmænd også skriveliv er blevet sjovere med Bogsnak.dk, fordi jeg blidt tvinger mig selv til at bearbejde noget af min læsning i personligt tonet skrift og formidling til andre. Jeg kan bedre huske de bøger, jeg har læst, og bruge pointer fra dem i alle mulige faglige og private sammenhænge. Derudover har det været en øjenåbner for mig, hvor mange læsehistorier der gemmer sig i min helt almindelige familie, hvor ingen er forfattere, litteraturkritikere, redaktører eller boghandlere.
Mere snak om Bogsnak I 2020 lavede vi en opsamling på de første fire år med bloggen. Det blev til indlægget Bogsnaks rundtur i ananasdåsen.
Tyskerne er meget regelrettede mennesker, der forguder ekstremer: Enten Hitler og Lebensraum-drømme eller galopperende Wirtschaftswunder tilsat strenge Hartz-4 reformer af arbejdsmarkedet. Kvadratisch, Praktisch, Gut?
Eller måske har de et Janusansigt: Merkel og den formidable tyske pengemagt svang krabasken over de ulykkelige sydeuropæere under oprydningen efter Finanskrisen, som om de tyske storbanker styrede hele Europa. Er EU i virkeligheden ikke bare tyskernes forsøg på at skabe det imperium, som Hitler ikke formåede?
Og hvem har ikke gyst over tanken om evig fremgang for højrefløjspartiet Alternative für Deutschland og arbejdsløse østtyskeres bestialske påsatte mordbrande på flygtningehjem?
I sin nye bog med den sigende titel Kampen om midten tager Moritz Schramm et opgør med skræmmebillederne af Europas ubestridt mægtigste land. Og jo, det skæve billede er vel punkteret: Vi ved allerede fra nyhedsmedierne, at tyskerne er glade for en generelt midtsøgende politik – ligesom det ses i de fleste andre vesteuropæiske lande, når verden ellers ikke er af lave.
I Kampen om midten fortæller Moritz Schramm, hvorfor det er blevet sådan, for Tysklands historie rummer trods alt ekstremer, der sagtens kunne have ført et andet resultat med sig. Ingen determinisme hér.
Tyskfødte Moritz Schramm, der kom til Danmark som studerende, påpeger, at flertallet af tyskere har oplevet en ’globalisering fra neden’ i løbet af de seneste årtier. Fortidens stive grænser – fysiske som mentale – er langsomt og umærkeligt blevet betydningsopblødt til fordel for et mere pragmatisk og fleksibelt verdensbillede.
Tyskland er som konsekvens blevet et moderne, vesteuropæisk land, hvor politikerne kæmper indædt om at erobre vælgerne på midten. Det yderste højre er kun så synligt, fordi dets ideologiske gods er blevet udstanset af de andre partier. Mange af AfD´s synspunkter har tidligere været at finde på højrefløjen hos især CDU, oplyser Schramm, men nu er de rabiate stemmer blevet tysset ned.
Læseren bliver snydt, hvis man tror, man læser en kølig samtidshistorisk bog, der holder sig til at diagnosticere. Bogen er det, historikere kalder en whighistorie, lysets sejr over mørket. Moritz Schramm har selv aktier i udviklingen, hvilket bliver tydeligere og tydeligere, som sidetallene bliver højere.
Bogen fortæller sejrshistorien for den senmoderne, akademiserede verden. Moritz Schramm nærer stærk uvilje mod konservative, især CDU´eren Helmut Kohl får mange knubbede ord med på vejen. Mange tolkninger gentages, så pointerne ikke overses.
Men whighistoriens skævhed opvejes af forfatterens engagement og fortællelyst. Kampen om midten er udgivet med det forestående valg til Forbundsdagen i baghovedet.
Bogen er meget mere end hakkelse i døgnets rejsestald. Medmindre himlen falder ned om ørerne på tyskerne ved valget den 26. september, beholder den sin værdi som en fin guide til den politiske historie efter Anden Verdenskrig (lad dig ikke narre af undertitlen: ”Tysk politik i det 21. århundrede”).
Faglitteratur er det bedste, der findes! Er der endda litteraturliste (evt. arkivfortegnelse) og noter bagerst i bogen (indeks er også sejt), bliver jeg varm helt ind i sjælen. Så hiver vi i den vibrerende meningselastik i en ellers pænt bulet verden.
Den evigt nysgerrige sjæl må konstant stopfodres med nye perspektiver på en verden, der altid osv. Viden er magt, sagde Foucault. Viden er intellektuelt narkotika, siger jeg.
(I øvrigt kaster jeg mig over lidt skønlitteratur fra tid til anden, men altså – det er jo forbandet løgn og digt alt sammen, ikke sandt?)
En smørtenor uden rytmesans og en stemme som Leonard Cohen med nervesammenbrud.
Eksamensbeviset fortæller, at jeg er historiker og har snuset lidt til samfundsfag og mellemøststudier. Jeg er far til de to skønne, kloge og smukke piger, Amalie og Laura, henholdsvis årgang 2013 og 2016.
Et ægte renæssancemenneske … er jeg ikke. Det ville ellers lyde flot. Alt imens jeg planløst har zappet rundt i livstossekassens hullede program, har jeg beskæftiget mig med en masse forskelligt, der alt sammen har været lærerigt. Eksempelvis:
Jeg har været en ud af de tre danskere, der vidste allermest om bingo på nettet, ad flere omgange har jeg ladet som om, at jeg kunne indvie hormonboblende teenagere i samfundsfagets mystiske håndtegninger, undervejs blev det til en fin & flot museumsudstilling, som ingen gad at se, og hele vejen igennem har jeg skrevet en hel masse om alt muligt i diverse aviser, lærebog, fagtidsskrifter og populærhistoriske magasiner.
Indtil starten af 2021 var jeg skrivende redaktør for fagorganet BogMarkedet, hvor jeg stødte på flere af #bogsnakkerne.
Det var ikke mange timer, jeg nåede at sidde på kontor med Simon Rosenstand, før jeg vidste det: Her er det næste portrætoffer. En mand fra Ribe, der påstår, at han ingen særlige talenter har, men masser af særlige interesser – det kan nu noget. Især når han samtidig siger, at han er nødt til at slå på tromme for den oversete sovjetlitteratur. Mød Simon og find ud af, hvordan der kan være en tæt sammenhæng mellem læseglæde og selvdisciplin.
Lisbet: Hvem er du? Simon: Jeg er 27 år, københavner på syvende år og relativt nyuddannet cand.mag. i Litteraturvidenskab. Jeg gik egentlig og troede, at jeg skulle være højtflyvende litteraturteoretiker, men i stedet er jeg snublet ind i tilværelsen som litteraturpraktiker, eller projektmedarbejder, hos Tænketanken Fremtidens Biblioteker. Her bruger jeg broderparten af min tid på projekter, der har til sigte at få litteraturen ud at virke. Det kan virkelig også noget – ligesom litteraturen i øvrigt. Nå ja, så skriver jeg også selv digte og sådan, men det må du ikke sige til nogen.
Lisbet: Hvad er dit tidligste læseminde? Simon: Jeg kan sjusse mig frem til, at mit første læseminde må være min mor, der læste højt af Børnebiblen for mine brødre og mig. Min familie er absolut ikke frommere end gennemsnittet, men den bog er fuld af gakkede historier og flotte billeder, der kan sende enhver børnefantasi på himmelfart.
Lisbet: Hvilke bøger prægede din barndom og ungdom? Simon: Min tidlige barndom var fuld af højtlæsning af alt fra HCA til HP (vistnok til og med femmeren). Og Snøvsen. Og Troldepus før det. Det må forresten være første gang, jeg har tænkt på Troldepus i over 15 år. Jeg har helt sikkert glemt en masse bøger fra dengang.
Da jeg blev lidt ældre og begyndte at læse på egen hånd, kastede jeg mig grådigt over faglitteraturen. Jeg læste atlas og leksika i rå mængder. Jeg rettede nok min til alderen hørende nysgerrighed ned i historiebøgerne snarere end ud blandt mine samtidige.
Først på gymnasiet vendte interessen for skønlitteraturen frygteligt tilbage. Her læste jeg alle de forfattere, som så mange andre småprætentiøse gymnasiaster har læst før mig: Dostojevskij (fordi han var svær), Orwell (fordi han var vild) og Sartre (fordi han var dyb). Jeg omtaler dem af og til som mine litterære børnesygdomme, men det er ikke fair – eller mindre prætentiøst. De har alle sammen deres kvaliteter, og de har formet mig som den læser, jeg er i dag.
Lisbet: Hvorfor valgte du Litteraturvidenskab? Simon: Jeg havde ingen særlige talenter, men masser af særlige interesser. Jeg kunne lige så godt have læst filosofi eller kunsthistorie. Når jeg alligevel valgte litteraturvidenskab, skyldes det nok litteraturens spændvidde. I litteraturen kan jeg nærme mig såvel de store, filosofiske spørgsmål som kunstens stoflighed – foruden havearbejde, hvalfangst og alt mulig andet. Mit studievalg var altså nok et udslag af passioneret vægelsind.
Lisbet: Hvad var din vej ind i den sovjetiske litteratur, som du skrev speciale i? Simon: Jeg blev grebet af den sovjetiske litteratur i begyndelsen af min kandidat, da jeg blev introduceret for den af en pissedygtig og i øvrigt meget, meget pæn underviser. Det fantastiske ved den sovjetiske litteratur er for mig at se dens insisteren på, at litteraturen ikke blot kan, men også skal noget! Den skal bygge, flytte, rykke, smadre. Det bundideologiske litteratursyn har både kastet noget af den mest gråmelerede, monstrøse og morsomme litteratur af sig. Den sovjetiske litteratur bliver det selvsagt ikke skrevet mere af, men dens fascinationskraft er stadigvæk enorm, hvis man går fordomsfrit til den.
Lisbet: Har du taget din tro på litteraturens kunnen med dig over i dit arbejdsliv? Simon: Det har jeg helt sikkert, men ikke på den helt stor, ideologiske klinge. Mit i forvejen praksisorienterede litteratursyn er om muligt blevet endnu mere praksisorienteret. De projekter, jeg arbejder på, skal ikke diktere læserne nogen særlig adfærd eller noget. De skal bare ind og pirke til læselysten og engagementet. Det allervigtigste er at møde læserne dér, hvor de er. Den ideologiske overbygning må de så selv tømre sammen.
Lisbet: Hvilken slags læser er du? Simon: Jeg vil nok betegne mig selv som en disciplinær, grænsende til tvangsneurotisk lystlæser. Det er egentlig en uskik at bruge en uddateret psykologisk term på den måde, men prøv at følge mig engang.
Jeg læser kun i de perioder, hvor jeg har lyst. I disse perioder læser jeg til gengæld efter klokkeslæt: en time til halvanden hver ledig aften efter aftensmaden, altid i den samme position, altid med en kop te i hånden. Altid, altid, altid. Det er nok en gammel arbejdsskade fra studietidens lektielæsning, men er du gal, jeg får læst mange gode bøger. På den måde kommer jeg helt ned i gear og langt, langt væk. Sådan bliver jeg nok ved, så længe disciplinen hverken kvæler læselysten eller -glæden.
Lisbet: Hvilke bøger vil du anbefale? Simon: Jeg er nødt til at slå på tromme for den oversete sovjetlitteratur! Gladkovs Cement er en fantastisk fabriksroman, der kredser om spørgsmålet om, hvorvidt man kan arbejde sig ud af et kollektivt traume (svaret er tja); Platonovs Udgravning til fundament er en kulsort satire over sovjetmagtens magt og magtesløshed; Grossmans Liv og skæbne er en mursten om krigens rasen og ideologiernes fallit; og Jerofejevs Moskva-Petusjki er et lårklaskende langdigt om en på alle måder udsigtsløs togtur til provinsen med tårnhøj promille.
Lisbet: Hvilke bøger ligger på dit natbord? Simon: Huset Buddenbrook. Jeg kan bedst lide nøje at forberede min læsning en måneds tid frem, men af og til indhenter jeg mig selv, og så må jeg hive en ulæst bog ned fra bogreolen for ikke at bryde min stime. Sådan endte 600 så vidt ret spændende siders Mann på mit natbord. Det giver mig lidt tid til at forberede mit næste læseprojekt.
Flere portrætter
Min medblogger Mikkel påstår, at jeg er ved at portrættere alle levende mennesker. Der er et stykke vej endnu.
Men efterhånden er der en buket af portrætter at forlyste sig med. Giv mig et praj, hvis du har et bud på en læser, der har mod på at fortælle om sit liv med litteratur før, nu og i fremtiden.
Jordbær, EM i fodbold, lunkne dåseøl, lakerede negle i åbne sandaler, årets første Magnum Mandel-is, myggestik, lange og lyse aftenener på altanen – det hele er her lige nu. Det er blevet sæson for Bogsnaks store og rituelle sommerindlæg fyldt med læseinspiration fra Lisbet, Jan og Mikkel.
Samtidig vil vi gerne kaste spotlys på de danske folkebibliotekers nye sommerkampagne #barelæse. De dedikerede litteraturformidlere og bibliotekarer over hele landet er gået sammen og har dette budskab til os alle:
“For andet år i træk bliver sommeren næppe, som vi havde ønsket. Og så alligevel. For selvom COVID-19 stadig spænder ben for de fleste planer, er grænserne åbnet for en ny type sommer i fordybelsen, forjættelsen og forvandlingens tegn. Til sommer skal vi ”bare læse”.
Ferielæsning er dog meget mere end ”bare”. Til hverdag nøjes vi ofte med den korte læsestund, den søvnige godnatbid før sengetid, men i ferien får læsningen sin kraft tilbage. Den årlige pause kan være det frirum, der skal til, for virkelig at forsvinde ind i siderne – og vende genfødt tilbage.
I år kalder vi danskerne til fest for sommerlæsningen! Med kampråbet #barelæse anråber vi landets bogorme om at dele sommerlæseoplevelser til inspiration, opløftning og læsegejst – og for at kåre landets bedste sommerlæsestund.”
Der hører selvfølgelig en konkurrence med. Det eneste du skal gøre, er at dele din læsestund på Instagram med et billede, gerne en kort tekst og hashtagget på #barelæse. Og vups: Så deltager du i konkurrencen om at få lov at gå amok i en boghandel for 3000 kr.”
Lisbets læsesommer i indisk stil med Obama, Hilda og trolden Vanen tro skal jeg til Skåne og til Hjørring i min sommerferie. Forandringen ligger i bogvalget. I år ser jeg særligt meget frem til at nyde den indiske forfatter Deepa Anapparas debutroman Djinn-patruljen på Lilla Linje. En af mine yndlingsforfattere, briten Ian McEwan kalder den “en glødende debut”, og citatet matcher forsidens væld af varme farver.
Den niårige dreng Jai er fan af politiserier og har en detektiv i maven. Da en klassekammerat forsvinder i storbyens favn, beslutter Jai sig for at opklare sagen. Sammen med to jævnaldrende assistenter begiver han sig ud i området for enden af toglinjen Lilla Linje – et farligt sted. Det begynder som en leg, men alvoren overtager hele projektet. Flere børn forsvinder, og politiet viser sig at være korrupt.
Bagsideteksten afslører også, at såkaldt sjælestjælende ånder kommer ind i billedet, og “Da tragedien rykker helt tæt på, forandres deres liv for altid.”
På Litteratursiden.dk får bogen også umanerligt pæne ord med på veje, og jeg glæder mig til at forsvinde ind i en hjertegribende fortælling om mod, fantasi, kammeratskab, der samtidig giver et indblik i det moderne Indien.
En fascinerende forside. Ren slik for øjet.
Sommerens mursten: Et forjættet land En af mine sommerferietraditioner er at læse en virkelig lang bog. Det har typisk været en af Jonathan Franzens romaner. For fire år siden var det Paul Austers 4 3 2 1.
Der er noget dybt tilfredsstilende ved at dedikere mange læsetimer til et langt værk. I år har jeg valgt Obamas Et forjættet land. De 858 sider rummer første (sic!) del af Obamas erindringer fra sin tid som præsident. Han har skrevet bogen i hånden, fremgår det af forordet. Tillykke med en seneskedehindebetændelse.
For et par år siden hørte jeg Michelle Obamas erindringer Min historie som lydbog indlæst af Ellen Hillingsø. Det var 19 gode timer. Jeg glæder mig til at få Baracks udlægning af flere af de begivenheder i deres fælles personlige og professionelle liv, som Michelle allerede har beskrevet. Derudover håber jeg, at det fænger hos mig som læser, når bogen tager mig med ind i The Situation Room og giver et indblik i, hvad der egentlig foregår, når man som USAs præsident forhandler med Putin. Det bliver en god modvægt til sommerferiens utallige slag UNO i børnefamiliens skød.
Hvordan kan han se så glad ud? Det er garanteret fordi, han er en ivrig læser.
Hilda og trolden Jeg falder gerne i Astrid Lindgren-gryden eller snupper den nyeste med Lars Daneskov, når jeg skal vælge fælles sommerferielæsning til mig og Aske på ni år.
Men i år er det anderledes! Vi skal nemlig læse Hilda og trolden af Luke Pearson. Hilda er otte år og lever i et magisk land. Hun har en hund, elsker at sove i telt og møder en masse eventyrlige væsener. Det lyder alt sammen godt. Men det helt afgørende er, at Luke Pearson også er manden bag universet i serien Adventure Time! Det borger for fantasien og kvaliteten.
Jeg er vild med det visuelle udtryk. Hele familien kommer til at nyde denne bog. Jeg ved det bare.
Den, jeg elsker, elsker jeg: Kim Schumachers mange liv Denne bog læste jeg i december 2020, og den er ikke på min egen sommerlæseliste. Men DU skal læse den.
Inden jeg overhovedet fik biografien Dem jeg elsker elsker jeg: Kim Schumachers mange liv i hånden, fik jeg et flashback til en sommereftermiddag i 1988. Jeg var 12 år gammel og lå på vores altan i en solstribe. Adressen var Astrupvej 900. Virkelig langt ude på minkfarm-landet mellem Hjørring og Sindal, hvor det var en begivenhed, når rutebilen kørte forbi.
Jeg havde taget min båndoptager og mine kassettebånd med op på altanen efter skoletid og nød varmen.
Det vil sige: Jeg havde også taget et af min storebrors bånd med. Det var et sort BASF-bånd. Klistermærket, man kunne skrive båndets indhold på, var rødt og hvidt. Min bror havde optaget et program fra radioen på det bånd. Det var Kim Schumachers musikprogram, og jeg kunne det efterhånden udenad. Frem med båndoptageren, og speedsnakkende, sprogblomstrende Kim lige ind i øregangene. Eksotisk og anderledes. Langt væk fra det nordjyske liv med sindige middelklasseværdier, aftenkaffe i sofaen, træsko og halmfyr.
Dette erindringsglimt flugter på mange måder med forfatterne Simon Lund og Ralf Christensens forord, hvor de beskriver, hvordan de bøjet over cykelstyrene ræser hjem fra skole i midt-80erne . De skal jo nå at optage Kim Schumachers program kl. 15.05, lige efter Radioavisen.
Fascination af Kim Schumacher er vi nok mange, der deler. I biografien opruller Lund & Christensen sider af Schumachers liv, som førhen har været underbelyste. De skriver om hans kunstkortfilm og hans vilde rejser til New York, hvor han tumlede rundt i undergrundsmiljøet. Med stor følsomhed skildrer de hans trekantede og kærlige samliv med to andre mænd. Efter Schumachers alt for tidligere død på grund af AIDS (han blev kun 40), giftede de to enkemænd sig med hinanden.
Bare den historie i sig selv er stærk og kunne fylde en hel bog. Men du får så meget mere i denne omfangsrige og på alle måder kulørte og stærke biografi af en mand, der både var folkeeje og avantgardist.
Og så er ordet Jans. Han har udvalgt tre gode titler – hvis nu ingen af mine anbefalinger gik rent ind hos dig.
Tag en dyb indånding, inden du går i gang med denne bog. Det er en hæsblæsende tour de force gennem et usædvanligt og dramatisk liv. Desværre med en ulykkelig udgang.
Jans sommerlæsning Sjovt nok har tiden i coronaens tegn betydet, jeg har fået læst bredere, end jeg nok ellers ville have gjort. Godt hjulpet på vej af min chef, der tvang mig til at læse den første bog på listen: Sportshjerte af Daniel Dencik
En bog om cykelløb er normalvis ikke mit gebet, men ansporet af min cykelelskende chef endte jeg alligevel med at læse Daniel Denciks fremragende fortælling om mennesker og cykling, samt den dragende fascination lange cykelløb sært nok har på folk.
Og jeg skylder chefen stor tak. Nok blev jeg ikke grebet af cykelfeber, men jeg blev klogere på de mennesker, der elsker sporten, og fik en læseoplevelse af de helt store, for Dencik kan nemlig noget særligt med ord.
Det i sig selv gør Sportshjerte til en fantastisk læseoplevelse og en virkelig god sommerbog.
Jan har en chef, der anbefaler bøger. Og det gør indtryk på ham!
Jerusalem: En biografi I modsætning til den ret korte foregående bog, så er ’Jerusalem’ en mastodont af en bog. Den er fyldig på alle måder, ikke mindst sidemæssigt. Men det gør intet, for det er en bog, der drager en som læser og leder en gennem fortællingen om verdens måske vigtigste og mest interessante by på en fascinerende og gribende måde.
Fortællingen om Jerusalem er nærmest skrevet som en biografi med skønlitterære elementer, så hvad end man er til faglitterære historiske bøger eller ditto skønlitterære, så er Jerusalem værd at kaste sig over.
Forfatteren Simon Sebag Montefiore er ikke kun en dygtig historiker, men også en skarp skribent og formidler. Hans ord gør historien om Jerusalem levende og lærerig og til det perfekte bud på en sommerbog.
Vi rejser ikke så meget ud i verden denne sommer. Men skidt – vi rejser bare gennem bøgerne!
Den kriblende have – sådan dyrker du din have og redder kloden Den sidste af mine tre anbefalinger er Dave Goulsons Den kriblende have, som også blev mig anbefalet af en god ven.
Goulson er som de to andre på listen en forfatter med ordet i sin magt, og han har tillige en passion for naturen og den vilde verden omkring os, der i den grad er smittende. Så smittende, at jeg var tæt på at anskaffe mig en have efter endt læsning.
For det er nemlig det, bogen handler om: Haven og alle de mange dyr, der bor der. Og, ikke at forglemme, hvorfor den og de er så vigtige. Både for os og for verden.
Dybest set så kan bogen koges ned til ”sådan dyrker du din have og redder kloden”. Her vil jeg skynde mig at indskyde, der ikke er mange løftede pegefingre at finde i bogen. Goulson har en meget pædagogisk, overskudsagtig og inspirerende tilgang til emnet. Det gør bogen til en fantastisk sommerbog.
Så skal jeg læse Manden, der ikke ville være høflig. Min søde kæreste og jeg havde den glæde at få min kollega, Mai-Britt på besøg her i Nyborg, fordi vi begge skulle til møde i Vejle næste dag. Mai-Britt ved alt. Alt! Det gør hende til voldsomt interessant selskab, og det var held i uheld, vores tog var så forsinket næste morgen, at vi måtte tage bilen. Roadtrips med alvidende kan varmt anbefales.
Som værtindegave havde hun Jesper Kurt-Nielsens bog om den danske militærlæge Agner Møller, der var udstationeret på øen Nias i Hollandsk Ostindien i 1920’erne, og Mai-Britt lover på det medfølgende kort alt fra hedonisme, narkomisbrug, nudisme til bigami og torpedoangreb på Atlanterhavet og meget mere. Jeg glæder mig meget!
Slutteligt er jeg så heldig, at selvom borgerne har fundet vej tilbage til det fysiske bibliotek, så har vi vilde mængder af nye bøger til dem, og de kan ikke følge med. Borgerne, altså. Så kan man snappe titler op, der ellers ikke er til at komme i nærheden af som fx Det hele handler ikke om dig af Niels Overgaard.
Denne personlige fortolkning af den klassiske stoicisme er måske ikke revolutionerende, men det er så sandelig heller ikke nødvendigt. Det er en mægtig fin destillering til fem grundprincipper, og nu vil jeg genlæse den med pen og notesbog i nærheden. Jeg er ikke ganske ubekendt med genren!
Inspiration fra andre somre – for dig, der elsker lister
Når det gælder dedikerede formidlere, så udgør de danske folkebiblioteker et slaraffenland Jeg var så heldig at møde en af dem, nemlig Josephine Nobre Boisen Valentin, på Brønderslev Bibliotek i 2019, da jeg var på en mini-studietur. En vigtig sidegevinst ved besøget var, at jeg fik lov til at sidde bag rattet på bibliotekets bogbus. Vi kom dog aldrig ud at rulle, men det var nu en god fornemmelse. The feeling of power!
Her kan du møde Josephine, som inhalerer litteratur fra morgen til aften, og som formentlig har danmarksrekord i afhentning af den største stak biblioteksbøger.
Lisbet: Hvem er du? Josephine: Det var et stort eksistentielt spørgsmål. Jeg er en kvinde, mor, læser, arbejder. Jeg er også dragende, kommanderende, højtråbende, diskuterende og fyldt med glimmer. Hvis man skal genkende mig i en flok, så gå efter den, der griner højest. Jeg er også korthåret, tyk og elsker at spille Playstation.
Altså, jeg er Josephine, jeg er 28 år gammel, gift, har et barn, bor til leje i et rækkehus i Aalborg, og så arbejder jeg som kulturformidler for børn og unge ved Brønderslev Bibliotek. Måske er jeg først og fremmest virkeligt glad.
Lisbet: Hvordan var din vej ind på Brønderslev Bibliotek? Josephine: I 2014 fik jeg et jobtilbud som personlig assistent for Josefine Ottesen i forbindelse med hendes familielæseprojekt med udgivelsen af Helgi Daner. Hun samarbejdede med Brønderslev Bibliotek, og derigennem lærte jeg dem at kende. Især udviklingskonsulent Louise Eltved Krogsgård, og det var gennem hende jeg fik nys om et praktikophold og blev tilknyttet projektet Ny Nordisk.
Brønderslev Bibliotek er faktisk årsagen til, at jeg, en syd-vestjyde, fandt ud af, at Nordjylland indeholder så meget godt og slet ikke er farligt. Efter et ophold i Canada og en graviditet var de også det bibliotek, jeg helst ville være hos. Jeg tror vitterligt, jeg kan sige, jeg har verdens bedste arbejdsplads.
Lisbet: Hvad er dit stærkeste læseminde fra din barndom? Josephine: Må man svare hele min barndom? Jeg fik godnatlæsning, til jeg var 13. Det er kun den sidste Harry Potter-bog, jeg ikke læste højt sammen med min mor. Jeg husker at være den “store” hos min moster, og ikke rigtigt ville lege med de “små” mere, men stadig være med. Der var jeg bedstemoren, man kom hen og fik læst eventyr ved. Det var en samling af Grimms eventyr.
Jeg er blevet taget med på Esbjerg Hovedbibliotek af min morfar, og min mor uddannede sig til skolebibliotekar, mens jeg gik i skole. Jeg er blevet stopfodret, foræret, tilbudt og vist alle de bogtilbud, der var mulige. Jeg har været med på BogForum, siden jeg var 12. Det var som at træde ind i Narnia, når Forum åbnede dørene.
Jeg husker at køre på ferie. Vi kørte sydpå, gerne en 16 timers kørsel i ét hug om natten, og at sidde der med CD’er og kassettebånd, som alle fortalte deres historier, mens bilen åd kilometre, var og er helt magisk for mig.
Jeg håber lidt, der stadig går rygter om hende på bogbussen ved efterskolen i Vostrup, der havde reserveret og fik 98 bøger på én gang, så hun blev nødt til at ringe efter nogen af de andre elever til at komme og bære. Det var nemlig mig. Jeg har meget få minder, hvor der ikke lå bøger i tasken, bilen, i hånden. Bøger har altid været med og altid været en del af mig.
Lisbet: Hvilke bøger prægede din ungdom? Josephine: Det er svært at være konkret, når jeg altid har læst meget. Jeg har ikke haft en oplevelse af at læse én bestemt bog, der gjorde en kæmpe forskel for mig. Jeg startede, da jeg kunne vende sider, og er aldrig stoppet. Gennem min gymnasietid læste jeg 1-5 genstande om ugen. Jeg lånte lydbøger, som jeg lagde ind på min iPod, og jeg var på biblioteket mindst to gange om ugen. Især det selvbetjente bibliotek åbnede en helt ny verden for mig, dét og bibliotek.dk, hvor hele landets bøger stod til min rådighed. Jeg har skambrugt og elsket det. Men måske især var det her min passion for tegneserie startede, om end det ikke prægede mere end engelsk YA.
Lisbet: Hvordan er din læsesmag? Josephine: Bred. Jeg læser virkeligt i mange retninger. Børnebøger, helt fra dem lavet i pap til de mere æstetiske med alvor på hjerte. Jeg læser YA og thrillers. Jeg læser oversatte japanske mesterværker og danske debutanter.
Jeg har også et dogme om, at jeg hvert år mindst skal læse en krimi, fordi det ikke er en genre, jeg er velbevandret i. Jeg læser sågar også en biografi i ny og næ. Absurd nok er jeg faktisk kræsen, og jeg er også typen, der ikke færdiggør en bog, hvis den ikke fanger. Der er for mange gode bøger, til jeg gider læse dem, som ikke falder i min smag.
Lisbet: Hvordan ser en typisk læseuge ud for dig? Josephine: Jamen, jeg starter min læsning, når jeg sætter mig ind i bilen på vej til arbejde. Her hører jeg altid lydbog, hvilket også er tilfældet på vej hjem. 24 minutter til og fra løber hurtigt op, især når hastigheden er skruet op.
Så læser jeg pege- og billedbøger med min søn om eftermiddagen og kan nogen gange snige lidt sider i en fysisk bog ind, imens Gurli Gris får lov til at holde hans opmærksomhed. Eller jeg kan sidde i lænestolen og følge med i legen, mens jeg sluger ord. Så bliver han puttet, og der læser vi cirka tre bøger sammen, og derefter kommer han i sin seng. Jeg ligger på gulvet og læser i en e-bog, imens han falder i søvn. Jeg læser tegneserier eller billedbøger, når jeg børster tænder, og gerne en længere bog som det sidste i sengen.
Nogen dage læser jeg mere intenst end andre, men fælles er, at jeg får læst hver dag. Så ikke helt en uge, men en typisk dag for mig, der løber sammen til en uge.
Lisbet: Hvem inspirerer dig til læsning på sociale medier? Josephine: Årh, så mange mennesker. Både forfattere og anmeldere på Instagram inspirerer mig helt vildt. Jeg er sådan en, der helst vil vide meningen om bogen men ikke indholdet. Det betyder også, at jeg sjældent nærlæser en anmeldelse, før jeg selv har læst bogen, fordi jeg gerne selv vil opleve den. Det betyder også, at dem, som skriver mere om, hvad de selv mener, er bedre som anbefalere for mig, end dem som skriver mest om handlingen. Jeg elsker mit feed på Instagram, som flyder over med bøger.
Lisbet: Hvad ligger på dit natbord lige nu? Josephine: Der ligger altid en rodet stak af aviser, billedbøger og almindelige bøger. Jeg har totalt snydt på mit billede (se nedenunder) og lige samlet dem pænt, for normalt er det en bogbombe, der er eksploderet ud over bordet og gulvet. Det, der står, er dog netop det, som lå på bord og gulv ved min side af sengen. Samlingen er konstant flydende, lidt ud og ind, men der er altid en bunke. Faktisk har jeg lige investeret i en reel trækasse, som kan samle alle soveværelsets bøger, fordi de godt kan fylde lidt af og til.
Lisbet: Hvad er din bedste læsevane? Josephine: Lydbogen tror jeg faktisk. Jeg hører ikke særligt meget podcast, fordi jeg hellere vil lytte til en bog. Jeg tror, begge dele er givende. Det er bare altid bogen, der trækker. Og hvis jeg føler, jeg hverken har tid eller overskud til en bog, så er det altid tegneserierne, jeg vender mig imod. Jeg tror også, udfordringen med at prøve noget andet end det, jeg tyr mest til, er god. At læse en digtsamling, en thriller eller en essaysamling giver et nyt perspektiv og noget nyt at tænke over, hvilket gør min læsesult større.
Lisbet: Hvilken bog er magtpåliggende for dig lige nu at anbefale til læserne af Bogsnak-bloggen? Josephine: Åh jeg har lige læst Katarsis af Luz, som er en tegneserie om massakren ved bladet Charlie Hebdo i Paris, og hvordan Luz er den af kollegerne, der overlever, fordi han kom en time for sent på arbejde. Jeg tudede helt vildt.
Blå tiger af Line-Marie Lång er en roman, som er helt magisk. Jeg hørte den oplæst af forfatteren selv, som har den blideste og rareste stemme. Omdrejningspunktet er en ung kvinde, der har haft en noget speciel opvækst i et kollektiv. Hun er anderledes end normen, og langsomt indføres vi i hendes liv og sind, mens begge dele langsomt opløses og erstattes og bliver fast og noget andet. Det er en vild roman på den mest stilfærdige underfundige måde. Jeg tror, Bogsnak-bloggens læsere ville nyde den.
Man kan blive overrasket. Den anden dag bad min søn Aske om at blive interviewet om sin læsning. Jeg var ved at tabe næse, ører og mund. Har jeg virkelig fået indoktrineret ham så meget?
Døm selv. Her kommer et kort signalement af en læser på ni år. Vi kommer ind på yndlingsbøger, læsehygge og det gode ved lydbøger.
Lisbet: Hvad har det betydet for dig, at du nu kan læse selv? Aske: Jeg kan hygge mig om aftenen med at læse. Eller lige når det skal være. Det er dejligt at kunne det nu.
Lisbet: Hvad gør du, når du skal hygge dig med en god bog? Aske: Først skal jeg selvfølgelig finde en god bog! Det kan være dejligt, hvis bogen handler om nogen, jeg kender til. For eksempel RobinSamse. Så sætter jeg mig til rette. Det kan være svært at finde den rigtige læsestilling.
Lisbet: Hvad kan dine venner godt lide at læse? Aske: En af mine venner kan godt lide at læse lange og tykke bøger. For eksempel Harry Potter. Eller seriebøger. Dem kan jeg også godt lide. Mig og mine venner læser cirka på det samme niveau.
Lisbet: Hvad kan du lide ved at høre lydbøger? Aske: Først og fremmest: At jeg ikke selv behøver at bruge min hjerne for at kunne forstå det hele. Det er hyggeligt at lægge sig til rette og lytte eller at lytte til lydbøger, mens dem i familien laver nogle andre ting.
Lisbet: Du skriver selv i skolen. Hvordan gør du, når du skal finde på en historie? Aske: Som regel får vi en skriveopgave. Det kan være ”Skriv et eventyr”. Men jeg kan godt selv finde på noget.
Lisbet: hvad skal du læse i sommerferien? Aske: Jeg tænkte på, at jeg vil prøve at læse alle bøgerne i RobinSamse-serien. Og så vil jeg få min mor eller far til at læse Lakserytterens bog Griskernes hemmelighed færdig for mig. Jeg har selv læst noget af den. Det ville også være godt, hvis de læser toeren højt for mig. Den udkommer snart.
Jeg håber også, at min mor finder nogle gode bøger til mig.
En lang og god bog. Aske begyndte på den sidste sommer. Nu skal den gøres færdig Lakserytteren har lavet en supergod bog med tegneøvelser. Den kan vi klart anbefale! Masser af pranks og fart over feltet. Niki Topgaard kan også noget med bøger. De dygtige børnebibliotekarer Julie Ottosen og Kathrine Bach Pachniuk fra Vanløse Bibliotek har anbefalet Mumleby-bøgerne. De skulle have en særlig “feel good” Bulderby-kvalitet. Vi har i vinteren 2021 hygget os med Alle vi børn i Bulderby, så jeg tror, at Aske godtager Mumleby-forsøget.
Flere portrætter af unge læsere Dette er læserportræt nummer tre af Aske. Her er de to første:
#bogsnak 