Ferie fra familien

Nu er vi kommet så tilpas langt væk fra juli, at vi kan se sommerferien på afstand. Vi idylliserer den typisk. De fleste kunne godt lige tage en uge mere. De har faktisk brug for en uge mere, hvis de skal være helt ærlige. Måske en uge udelukkende i eget selskab? For det er hårdt at holde sommerferie. Mange ugers uafbrudt selskab med ens familie. God tid til gentagne konflikter om skærmtid, antallet af is per dag og andre svære emner. Masser af plads til irritation over småting. Også selv om vi ikke har travlt.

Det er også hyggeligt at være sammen, men ingenting kan jo være hyggeligt 24 timer i døgnet. Så bliver det for mærkeligt. Det bliver uautentisk.

Måske var det noget i den stil, som den nylig afdøde familieterapeut Jesper Juul ville have sagt. Som forældre er det mere end noget andet vigtigt at være autentisk. Sur når man er sur. Glad når man er glad. Gal når man er gal. Ellers bliver ens børn usikre på, hvor de har mor og far henne. Smiler du rigtigt nu? Eller lader du som om?

Jeg er ligesom de fleste andre godt i gang med hverdagen igen efter mange ugers sommerferie. Det føles lidt som ferie fra familien, og jeg bliver så glad, når jeg ser dem igen. Syv timers adskillelse kan gøre underværker!

Inderst inde ved jeg, at det muligvis forvirrer mig at læse en masse bøger om børneopdragelse og familieliv. Jeg burde holde fast i vores fantastiske sundhedsplejerskes enkle råd for syv år siden, da vores søn var baby: ”Kig på barnet.”

Ikke desto mindre bliver jeg ved med at læse bøger om, hvordan man kan håndtere det at være forældre og familie. Her kommer tre udvalgte titler til dig, der også synes, at sommerferie i familiens skød giver anledning til tanker om følelser, kommunikation og værdier. Intet mindre.

AAARGH! Den sunde vrede i familielivet
Frejl Prahl er psykolog og har skrevet en bog om, hvordan vrede kan komme til udtryk i familien. Vrede har været tabuiseret i mange år, for er det ikke farligt for børn at se deres forældre miste besindelsen og råbe ”For filan da!”? Er det ikke et tegn på pinlig afmagt, når man hæver stemmen? Nej, er det korte svar. Vi skal ikke skamme os over, at vi en gang imellem bliver vrede på vores børn. Intet kunne være mere menneskeligt.

Prahls hovedpointe er, at hvis vi som voksne hele tiden går og undertrykker vrede over for vores børn, så bliver det nemt til noget andet og mere farligt: Afstand, opgivende suk og kulde. Gløden i forældres øjne slukkes. Og det er som gift på længere sigt.

Børn bliver hurtigt vrede. De fleste bliver også hurtigt gode igen. Det kunne vi som forældre og voksne lære meget af. I stedet for at undertrykke vreden over, at ens barn åbenbart skal have beskeden fire gange, før han tager sko på – så kom ud med det! Det er i orden at blive vred. Frem med din indre løve. Og fald så ned igen, sådan at du kan fokusere på den tegning, dit barn vil vise dig/det spil han gerne vil spille med dig, /den gulerod han gerne vil hjælpe med at skrælle.

Prahl bruger mange eksempler fra sin egen familie, og det er befriende læsning. Han reflekterer også over, hvordan vi som forældre kan skamme os, hvis vores børn opfører sig umuligt i det offentlige rum. Hvad er det for nogle glansbilleder, vi prøver at opretholde? Hvorfor? Hvem gavner det? Hvorfor tror vi, at det hele skal være perfekt nede i Kvickly hver eneste lørdag formiddag, når vi godt ved, at der er raseri og konflikt hjemme på matriklen fra tid til anden?

Det handler om dyr
Tag ikke fejl: Forældres irrationelle og pludselige vrede uden varsel er ikke det, det handler om. Den kan hverken børn eller voksne håndtere. Prahl kalder den for ”kamphunden”. Et andet billede fra dyrenes verden er ”slangen”. Det er snigeren. Det er ironen, sarkasmen og andre typer af gift, som dræber relationer langsomt, men sikkert.

Stræb hellere efter løven som forbillede. Løven står for tydeligt lederskab, styrke og autoritet på den gode måde. Et løvebrøl gør indtryk, og små børn kan godt forstå, at der gemmer sig en løve i far/mor, som en gang imellem viser sig. Ligesom der er en løve i dem selv, som kan finde på at stikke hovedet frem.

Prahl tager et opgør med ideen om, at vi skal sige undskyld til vores børn efter vores egne vredesudbrud og måske endda bede om tilgivelse. Det er for meget ansvar at lægge på børnenes skuldre. Stå ved din egen vrede og kom videre – sammen med børnene.

Psykologen Birgitte Sølvstein har interviewet Frej Prahl om hans bog i podcasten Psykologen i øret: https://soelvstein.dk/vrede-i-familien/

Aargh! Titlen siger alt.

Familietid

Terapeuten Jesper Juul døde i sommeren 2019. I den anledning genlæste jeg samtalebogen Familietid, som udkom i 2012. Det var en god investering, for der var mange tankevækkende perspektiver, jeg havde glemt.

Jesper Juul blev især kendt for sine bøger om kompetente børn. Jeg vil ikke kaste mig ud i en beskrivelse af de heftige debatter, som de bøger kastede af sig. Jeg abonnerer grundlæggende på Jesper Juuls syn: Opdragelse bygget på regler, formaninger, straf, belønning og påbud virker ikke. Børn efterligner deres forældre. De gør ikke det, de siger. Derfor må man leve sit liv på en sådan måde, at man kan tåle at se det gengivet i ens børns adfærd. Først når de selv er blevet voksne (og har fået børn), ved man, om man har gjort det fornuftigt. En vis grad af tålmodighed er nødvendig.

I denne bog stiller den norske journalist Monica Øien en række spørgsmål til Juul. Mange af dem tager afsæt i hendes eget familieliv, og det gør bogen vedkommende og personlig. Blandingen af det specifikke og det almene passer godt til mig som læser.

Bogens kapitler er struktureret efter et hus: Soveværelset: Når to bliver til tre, Babyens værelse: Nærhed og følelser, Børneværelset: Leg og selvstændighed, Teenageværelset: Oprør og ansvar, Køkkenet: Mad og samtaler og Stuen: Fællesskab og stemning.

Juul fremhæver, at børn i dag er omgivet af professionelle voksne i dagtilbud, skoler og fritidstilbud. – institutioner med andre ord. Det er der ikke noget i vejen med. Disse voksne har selvfølgelig et stort fokus på børnene. Det er det, de er uddannet og ansat til.

Hjemmet og familien er noget andet. Her indgår børnene i en helt anden sammenhæng og som del af en særlig konstellation. Hvis hjemmet antager karakter af en virksomhed, hvor det hele bare skal køre, så blinker advarselslamperne. Her er der nemlig en risiko for, at noget så udefinerbart som atmosfære opløses og forsvinder. Og netop atmosfære gør hjemmet til en særlig arena. Husarbejde og forældrenes interesser er med til at skabe atmosfære.

Jeg husker min egen mor, der strøg om aftenen i stuen. Det gav en god mulighed for at snakke med hende. Min far bredte gamle kort ud på stuegulvet, fordi han var lokalhistorisk interesseret. Det gav atmosfære. Min mor bagte tit brød om aftenen. Jeg lavede lektier i køkkenet imens, og duften af de nybagte brød blev til en del af stileskrivningen. Min far brugte stærkt grøn Svarfega-sæbe, når han havde rodet med de gamle biler ude i laden. Mere atmosfære.

Bogen fik mig til at stoppe op og værdsætte disse detaljer fra min barndom. Samtidig gik jeg i gang med at tænke over, hvilken atmosfære min kæreste og jeg skaber for vores søn hjemme i lejligheden. Er det en atmosfære, jeg selv gerne ville vokse op i? Svaret kommer ikke her. Pointen er heller ikke, at der er et endegyldigt svar.

Forældre gennem faser
Juul fremhæver, at mange temaer går igen, mens ens børn vokser op, og man vokser som forælder. Selvstændighed, ansvar og ligeværdig dialog kan antage mange former, alt efter om man har med en toårig eller en trettenårig at gøre. Men temaerne er de samme.

Juuls bog slutter med et citat, der virkelig sætter aftryk: ”Det er vigtigt at bruge tid sammen. Familien og forholdet mellem voksne og børn er vigtigere end arbejde og fritidsaktiviteter. Det er samarbejdet og kommunikationen i familien, som lægger grundlaget for, hvem vi bliver som mennesker.” (side 233).

Tag den. Og læs Familietid hvis du ikke tror på nemme løsninger i familielivet.

img_3764

En alternativ barselsgave til nybagte forældre. Blot en idé.

Om børn og unges nej: Farvel til lydighedskulturen

Erik Sigsgaard er en anden grand old man inden for forskning i og debat om børneliv. Han er cand.pæd og kendt for at være en arg og saglig modstander af at give børn skældud.

I denne bog retter han læst med mine briller et ætsende angreb mod den voldsomme institutionalisering af børn og unges liv. De tilbringer størstedelen af deres vågne timer i en eller anden form for institution – vuggestue, børnehave, skole, klub, ungdomsuddannelse. Her er det vigtigt at kunne tage imod en kollektiv besked, gøre hvad der bliver sagt og være samarbejdsvillig.

Men børn har sjovt nok ikke ja-hatten på hele tiden. De siger nej fra tid til anden og på forskellige måder alt efter deres alder og personlighed. Når deres grænser bliver overskredet, når deres vilje trædes under fode, når der ikke bliver lyttet til dem, når de tvinges ind i meningsløse sammenhænge. Fortsæt selv listen.

Det kan være svært for institutioner at rumme børn og unges nej. Det kræver voksne professionelle, der vil og kan leve med børn i demokratisk samvær og som søger mødet og ikke konfrontation. (Lidt af en udfordring i en klasse med 27 elever. Endnu en gang en anledning til at udtrykke min dybeste respekt for pædagoger og lærere.)

Vi vil gerne have stærke børn, der kan sige nej til uretfærdighed, udvise mod og redde verden. Børn der tør at være kritiske og udfordre magthavere. Men vi orker ikke rigtig, at de ikke accepterer de voksnes regler og beslutninger. Ser du diskrepansen?

Sigsgaard er ikke bare kritisk. Han giver gode eksempler på, hvordan fagfolk kan gribe opgaven an i skolegården og på legepladsen. Mindst lige så spændende er det at læse om, hvordan man som forælder kan tackle børns nej.

Nej til legemorderne

”Far råber: ”Stop, vi skal spise!”
”Du er en rigtig legemorder!” udbryder en af drengene.
Legemordere har haft frit spil i skolen, og nu også far. Det er for meget.
Far forstod: ”Kom, når I har leget færdigt!” sagde han.” (fra bogens omslag).

Det er ikke altid, at det ender så lykkeligt som i denne hverdagssituation. De voksne kan ikke sige ja til alt, hvad børnene vil, men de kan anerkende deres ret til at ville og til at sige nej.

Hvis du hører dig selv sige ”nej” til dine børn mange gange hver dag, og du oplever, at ”nej” også hele tiden kommer ud af dine børn i forskellige varianter, så giv Om børn og unges nej: Farvel til lydighedskulturen på 182 sider en chance. Hvis du er træt af principrytteri og ikke længere tror på, at krav, grænser og konsekvens inden for børneopdragelse er den eneste vej, så er det den rigtige bog for dig.

img_3777

Nejhatten på den gode måde. For fremtidens skyld.

Boginfo

AARGH! – den sunde vrede i familielivet af Frej Prahl.
Udgivet på Kristeligt Dagblad, 2019.

Find bogen på eReolen

Familietid af Jesper Juul.
Udgivet på Apostrof, 2012

Om børn og unges nej: Farvel til lydighedskulturen af Erik Sigsgaard.
Udgivet på Tiderne Skifter, 2014.

Hvis disse titler ikke gør noget for dig og din familie, så tjek Mikkels indlæg om selvhjælpslitteratur

Er du helt sikker, Svend? Om Brinkmanns nye “Hvad er et menneske?”

“Hvordan ser jeres efterår ud?” spurgte jeg min forhandlingsmodpart hos Gyldendal.

“Rigtig fint!” svarede han glad. “Vi har mange god ting på bedding. Der er jo den dér ‘Hvor flodkrebsene synger.’ Den kommer sidst i september. Det er en litterær sensation i USA. Den har ligget på alle lister i al evighed. Det er endda en debut.”

‘Hvor flodkrebsene synger,’ noterede jeg i min bullet journal. ‘Find original. Læs. Hvad fanden hedder en flodkrebs på engelsk? Where the river crabs sing? Nej, det hedder den nok ikke.’

14BB90E2-EE02-4AE5-B6A6-9C764A067DD9

Where the CRAWDADS Sing!

“Og i næste uge kommer den ny Brinkmann. Jeg har ikke set den, men nogen sagde, det var en slags ‘Sofies verden.’”

Min hjerne eksploderede. Ny Brinkmann? Hvorfor er jeg altid den sidste i verden, der finder ud af ting?

“Du kan jo få et anmeldereksemplar, hvis du er interesseret,” smilede han. Jeg ved ikke, hvad jeg svarede. Jeg tror, jeg gik fuld Gollum, hvæsede ‘my precioussss’ og løb hjem på kontoret, men jeg husker ingenting, før jeg sad på min pind og kælede med den ny Brinkmann.

Her er den:

1440224F-E2B6-4B8F-B431-7C67AD46F41B

Dagen efter viste jeg den stolt frem på et møde. En afdelingsleder på Hovedbiblioteket greb grådigt ud efter den og gav sig til voldsomt upassende at snuse til den, så nu gemmer jeg den! Inde i min hule under Tågebjergene, hvor jeg lever af rå fisk og vildfarne goblins. Arj, okay, jeg overdriver. Jeg kan faktisk slet ikke lide rå fisk.

Den gode Svend Brinkmann er jo psykolog, selvom han mener, psykologien er ved at sejre sig selv ihjel. Alt bliver psykologiseret. Hans “Stå fast” er en klassiker, men siden er han altså blevet lidt overeksponeret, og han risikerer at blive en professionel meningsmaskine. Alle, der skriver bøger med kapitel-titler som “Tag nej-hatten på,” er sikret en evig plads i mit hjerte, så Brinkmann har lang snor hos mig.

B31B4C2D-19BA-4D4E-BC7C-93D0454DB8AC

Manden selv. Svend Brinkmann.

Hvad er det så, Brinkmann har bedrevet denne gang? I al korthed er det en fiktiv rammefortælling omkring – sjovt nok – en fiktiv fagbog om det at være menneske. Det er et godt emne og en spændende behandling. “Det lyder som en bog, Umberto Eco skulle have skrevet, og som skulle være dobbelt så lang,” indvendte min søde, forstandige kæreste og skævede skeptisk til mine 256 siders Brinkmann. Jeg slog ikke ud efter hende med en rå fisk, for hun har en pointe. Mere om det senere.

Rammefortællingen er som følger: Andreas er en følsom og ensom nybagt student. Hans far er væk, og hans mor sender ham til psykolog, hvor han lærer at se ind i sig selv, tænke over sig selv osv. Det hjælper ikke rigtig, men til gengæld har han en sej filosof-/forsker-farmor, der ganske vist er kræftsyg, men som har arrangeret en dannelsesrejse via interrail rundt i Europa. Hun bliver dog for syg til at tage med på rejsen selv, så hun sender Andreas alene afsted, og hun giver ham det mystiske, uudgivne, anonyme værk “Hvad er et menneske?” med til fordybelse på togturene. Og så skyper farmor og barnebarn ellers lystigt på turen.

Turens forskellige stop passer med kapitlerne i “Hvad er et menneske?” og som Andreas læser, oplever, møder mennesker på sin tur og diskuterer med dem og med farmoren, turbo-dannes den unge mand og får det meget, meget bedre mentalt også. Hans verden åbnes, og der blæser friskt, intellektuelt luft ind.

3E3A6DD5-04B7-4B75-BFE2-1B6BBCB099E3

Brinkmann har en pointe, der går igen i hans forfatterskab, synes jeg, og den er jeg gerne med til at råbe fra hustagene: Selvoptagethed og navlepilleri medfører små, egoistiske, mentale verdener. Man dør åndeligt i klaustrofobi. Svaret er ikke inde i dig selv, men i den kollektive visdom, der er overleveret ned gennem menneskets historie. Så bliver verden større, man selv mindre, og det er meget, meget nemmere at håndtere. Det hele bliver måske en smule overpointeret hos Brinkmann, men skulle den også sidde fast hos selv de sløveste af os.

Oprindeligt ville Brinkmann have skrevet en fagbog, og det er selvfølgelig reminiscenser af dén, der er blevet til den fiktive “Hvad er et menneske?” inde i den rigtige “Hvad er et menneske?” Jeg er lidt i tvivl om, hvad jeg synes om rammefortællingen. Er den nødvendig? Den er til tider klodset, personerne fortegnede og dialogen opstyltet. Man skal lige øve sig på det dér fiktion som traditionel fagbogsforfatter. Se billedet nedenfor. Hvem taler sådan? Der er noget julekalender over det hele. Jeg havde det på samme måde med rammefortællingen i TV-serien “1864.” Jeg er ret sikker på, jeg havde været glad for bare en almindelig fagbog. Formen giver dog forfatteren den småsyrede mulighed både at skrive noget fagtekst og så få en fiktiv person til at fundere over teksten og diskutere den med andre fiktive personer. Egentlig virker det helt skørt opblæst på en måde, jeg ikke lige kan forklare.

122DE379-9B0F-41E7-AF11-931FE4D3C08B

De seks hovedkapitler – aspekter af det at være menneske – er gode nok. Der er meget stof til videre fordybelse:

  1. Det biologiske menneske
  2. Det fornuftige menneske
  3. Det følsomme menneske
  4. Det sociale menneske
  5. Fremtidens menneske
  6. Det troende menneske

Jeg var særligt glad for Det biologiske menneske og Fremtidens menneske.

Andreas rejser fra hulemalerierne i Lascaux i Frankrig til renæssance-kunst i Italien, Theresienstadt uden for Prag og et fiktivt medicinalfirma i Berlin, hvor der produceres bl.a. kreativitetspiller. Jeg skal ikke afsløre, hvordan det ender med ham og farmoren, men min endelige dom er, at værket er et sjovt eksperiment, men jeg er usikker på, om eksperimentet lykkes. Den er også ret kort faktisk. Der er generøst sat 240 sider med stor, venlig skrift.

Jeg ville hellere have haft “Hvad er et menneske?” dobbelt så lang og skal vi have fiktion ind over, så lad Umberto Eco gøre det. Ens tid er dog ikke spildt, og eftersom Eco-versionen ikke findes (endnu), så er Brinkmanns version jo fin nok til da.

”Hvad er er menneske?” udkommer på torsdag d. 22/8. Du kan købe den lige her hos Saxo.com fx.

Den gode Bogstavsamler

Sociale medier er ofte udskældte og bliver tit lagt for had i disse dage. Selv har jeg nu overvejende kun haft gode oplevelser med dem, og det skyldes ikke mindst de mange søde, sjove og vidende mennesker, jeg har lært at kende gennem Facebook, Twitter og Instagram.

Et af de mennesker, jeg er blev ved med at rende på, var Bogstavsamleren. Bogstavsamleren var en smule anderledes end mange andre bookstagrammere, bloggere eller bogglade mennesker på diverse sociale medier, for fokus var på ældre bøger. Ikke nødvendigvis klassikere, men bøger, der havde et par år på bagen.

Det viste sig, at manden bag Bogstavsamleren var Linse Daugaard. Linse slår til dagligt sine folder i Jylland, hvor han er redaktør for sociale medier hos Nordjyske og ofte er ude i landet, hvor han foruden at lufte sine farverige skjorter har mange gode samtaler med folk om bl.a. bøger.

Ikke mindst interviewet med bogsamleren Helmuth Lyager, der gennem et langt liv havde samlet et gevaldigt privatbibliotek på gode 4.000 bind, slog mig som spændende og interessant. For en bibliotekar er der noget fascinerende over at læse om folk, der deler ens hobby og glæde i en grad, så de ender med at have et eget bibliotek.

For hvad er det ved bøger, der griber folk sådan? Det tænkte jeg, jeg ville spørge Bogstavsamleren om.

Linse Daugaard – en mand med mange bøger

Linse arbejder som nævnt for Nordjyske, men jeg tænker, det kunne være interessant at høre lidt mere om mennesket bag Bogstavsamleren, så mit første spørgsmål var; hvem er Linse Daugaard?

Linse: ”Jeg er 52 år gammel, gift med portrætfotograf Pia Daugaard. Vi bor sammen med to hunde og to katte på et nedlagt landbrug i Jammerbugt Kommune få kilometer fra Blokhus. Jeg har arbejdet i medie- og filmbranchen i snart 30 år, men jeg har læst og samlet på bøger i endnu længere tid, det må være mindst 45 år.”

Linse Daugaard - bogstav- og bogsamler ekstraordinaire

Linse Daugaard – bogstav- og bogsamler ekstraordinaire

Hvor stammer din samlertrang fra?

Linse: ”Min trang til at eje bøger udviklede sig meget tidligt, og startede med læsningen. Jeg læste mange bøger og lånte også mange bøger på biblioteket, men ønskede mig altid mine egne bøger til jul og fødselsdag. Jeg tror trangen til at skabe mit eget bibliotek kom dels fra læseglæden, dels fordi det var tiden før internettet, så al viden var samlet i bøger, så det var vigtigt at kunne slå op i bøger når som helst.”

Bogstavsamleren er foruden en blog også aktiv på Facebook, Twitter og Instagram, men hvordan begyndte det? Hvad fik dig til at kaste dig ud i en blog?

Linse: ”Jeg startede med at blogge i 2006, hvor Facebook og Twitter ikke var ret udbredte og Instagram dårligt nok opfundet, så det var stadig naturligt at starte sin blog op som en webbaseret hjemmeside. Jeg gjorde det dels for at afprøve, om jeg kunne finde ud af at skrive om litteratur og bøger, dels for at komme i kontakt med andre med samme interesser.”

Da Linse arbejder som redaktør for en større avis’ sociale medier, så greb jeg chancen for at høre om hans overvejelser i forbindelse med brugen af de forskellige platforme. For i bund og grund kunne man vel nøjes med en Facebookside og en Instagramkonto, kunne man ikke?

Linse: ”Det kunne man sagtens. Det tror jeg egentlig også, der er mange, der gør. Grundlæggende vil jeg blot gerne have så meget kontrol med min blog som muligt, så derfor er jeg nødt til at lægge arm med WordPress og betale for hosting. Jeg supplerer især med Instagram, fordi jeg godt kan lide den visuelle måde at fortælle på, og i anden række for at gøre opmærksom på bloggen.”

Og bloggen er også i den grad værd at være opmærksom på. Det, der for mig gør Bogstavsamleren til noget særligt, er det lidt atypiske fokus på ældre bøger. Men hvad er det ved ældre værker, der er så fascinerende?

Linse: ”Jeg har det som en opdagelsesrejsende i det 19. Århundrede, må have haft det, mens de huggede sig vej gennem junglen med macheten eller forfrossent kæmpede sig med slæde over isen. Bortset fra, jeg ikke skal finde hverken dr. Livingstone eller Nordpolen, men bare nye læseoplevelser. For det er litteraturhistorien jo fyldt med, sammen med litterære fejder og litterære ideer, som jeg synes, er spændende at opdage. Så lader jeg andre om at fordøje den nye litteratur og dens tendenser.”

Kan du give et eksempel på litterære ideer, du er dykket ned i?

Linse: ”For eksempel har jeg dykket ned i den tjekkiske forfatter Karel Capeks (1890-1938) forfatterskab. Han var, blandt meget andet, sammen med sin maler-bror Josef en del af en særlig tjekkisk kubistisk bevægelse, så mit næste projekt bliver at forstå, hvordan Capek og William Faulkner og andre skrev kubistisk litteratur. Hvad pokker var ideen med det og hvordan ser det ud?”

En forfatter og to anbefalinger

Nu vi snakker om eksempler, så er det ikke en blogpost på Bogsnak uden et par anbefalinger. Hvad finder man, hvis man græsser ved din bogreol? Hvilken bog er f.eks. mest repræsentativ for dine læsevaner og hvilken stikker ud?

En bogstavsamlers bogreol

En bogstavsamlers bogreol

Linse: ”Man vil finde et hav af bøger, opslagsbøger og biografier om bøger, litteratur og forfattere. Og så vil man finde skønlitteratur i både førsteudgaver og Tranebøger. Lige nu læser jeg den russiske forfatter Vladimir Korolenkos (1886-1921) erindringer i en tysk førsteudgave fra 1918 oversat af Rosa Luxemburg mens hun sad fængslet i Berlin og kort inden hun blev myrdet, og hvor bogstaverne er trykt med gotisk skrift. Det går langsomt, kan jeg godt afsløre, men det er nok et ret typisk projekt for mig; stor litteratur med en stænk af verdenshistorie … og med indlagte tekniske forhindringer.”

Og hvis ens skoletysk ikke helt er, hvad det burde være?

Linse: ”Ellers vil jeg anbefale ’Den farlige’ alder af Karin Michaëlis og minde om, at Agnes Henningsen kunne andet end at skrive erindringsromaner. Læs fx Minna-trilogien ’Vi ses i Arizona’, ’Den lidenskabelige pige’ og ’Bølgeslag’. Og hvis det er længe siden, du har læst ’De tre musketerer’, så gør det lige igen. Det er en knaldgod sommerferie-roman.”

Ofte er der en forfatter eller et forfatterskab, der har sat sig dybe spor. For mit eget vedkommende, så har canadiske Robertson Davies ramt mig som få andre forfattere. Er der en forfatter, du særligt føler for?

Linse: “Jeg plejer på det spørgsmål at nævne Amalie Skram og Henrik Pontoppidan, men jeg tror, jeg denne gang vil slå et slag for den rumænske forfatter Panaït Istrati (1884-1935), som skriver nogle fantastiske, fabulerende fortællinger fra Balkan, hvor mord og kærlighed og familie og overtro og et etnisk sammensurium er nogle af bestanddelene. Forlaget Det Poetiske Bureau har en enkelt titel, ’Codine’, af Panaït Istrati, men ellers må du på biblioteket eller til antikvaren og spørge efter cyklusen ’Adrian Zograffis liv’.”

Panaït Istrati på rad og række

Panaït Istrati på rad og række

Summa summarum

Til min store bibliotekariske skam må jeg indrømme, jeg ikke kender Panaït Istrati, men det kan der rettes op på. Jeg har f.eks. lige bestilt ‘Codine’.

I det hele taget har min samtale med Linse givet mig lidt blod på tanden, når det kommer til at finde læsestof. Det behøver ikke altid være Lee Child, Philip Kerr eller de store russere.

I den forbindelse har Linse et sidste godt tip.

Linse: ”Hvis du gerne selv vil starte dit eget personlige bibliotek op, behøver det ikke være en dyr fornøjelse. Antikvariske bøger er ofte meget billigere end nye bøger. Tjek fx de to antikvariatshjemmesider findbogen.dk og antikvariat.net ud.”

Tak til Linse Daugaard for en svært behagelig bogsnak, der mindede mig om, at der virkelig er mange gode bøger derude. Også af den ældre slags.

 

 

Bogsnaks tip til sommerlæsning

Så nærmere vi os for alvor feriesæsonen, og for rigtig mange af os betyder det (foruden kolde øl og dukkerter i bølgen blå) lystlæsning i hængekøjen.

Sommerlæsning a la Lisbet

Sommerferielæsning må gerne være blandede bolsjer. Fag og skøn. Let og tungt. Sjovt og trist. Noget med billeder. Noget for børn. Så her kommer seks titler, der favner det hele.

Jeg har langt om længe fået fingrene i Peters Svarres nye bog ’Hvad skal vi med mennesker? En bog om kunstig intelligens’. Peter Svarre er en fremragende formidler, der skriver enkelt og letforståeligt om svære emner, og nu vil jeg have sat mig ind i det der med neurale netværk, robotter og machine learning. Bliver vi alle arbejdsløse? Bliver robotterne klogere end os? Kan vi stole på selvkørende biler? Det er disse spørgsmål og mange andre, som Peter Svarre går i kødet på. Jeg tager et kapitel ad gangen, og så kan jeg krydre med lettere stof undervejs.

Det lettere stof kunne være Hella Joofs moderne almanak ’Dage med mildhed, modgang og mirakler’. En sød og gakket latterpille af en bog, hvor hver dag har sit eget tema. Det kan være noget med dårlig hårdag. Eller overdådig dag, hvor man fyrer alle sine penge af på skaldyr og fjerboaer. Eller fodbehandlingsdag fortalt ned i de mindste neglebåndsdetaljer. Hellas hjerne holder aldrig op med at vinkle hverdagen på nye, vidunderlige måder, der tit inkluderer en kop stærk, sort te, knyster og kærlighed til hele verden. Også den nærmeste familie. Jeg har for øvrigt læst, at hun har købt domænet folkedragten.dk og vil til at producere forskellige typer af kedeldragter. Jamen – hvorfor ikke?

Fagbogen ’Mig og min hjerne’ skrevet til børn er genial. Den er nemlig også god til voksne. Charlotte Koldbye har skrevet en fascinerende bog om vores hjerner. Hvorfor keder man sig? Hvad sker der, når man får en sang på hjernen? Hvorfor snyder hjernen os nogle gange? Hvorfor er det så svært at lægge mobilen fra sig? Undervejs i bogen er der fine tegninger, og ikke nok med det: Øvelser man kan lave, sådan at bogens pointer bliver illustreret af ens egen hjerne! Min Aske på syv år og hans far havde en fest med den bog. Man kan lige snuppe et kapitel under parasollen, når der skal være pause i vandkampen eller stangtennisdysterne. Eller måske parallellæse Peter Svarres Hvad skal vi med mennesker?

Nu skal vi over i den mere alvorlige kategori. Frederik Lindhardt har skrevet en stærk og rørende fortælling om sin far, tidligere biskop Jan Lindhardt, der fik konstateret Alzheimers i 2014 og døde et par år efter. Den lille bog ’Lidt af far’ er skrevet på en usentimental men samtidig hudløs måde. Som læsere får man et indblik i, hvordan sygdommen vender op og ned på Jan og Frederiks far-søn-forhold, hvor Jan nærmest ender med at være et barn. Der er masser af humor undervejs, fordi Jan midt i opløsningen af ham selv og hans egen verden beholder et blik for det skæve og tragikomiske. Men det er frustration, afmagt og sorg, der fylder mest. For hvordan skal man udfylde og leve rollen som pårørende på den rigtige måde? Hold øje med Frederik Lindhardt. Jeg håber, han vender tilbage med flere fortællinger snart.

Jeg lever ligesom mange andre i en tilstand af post-Game of Thrones. Det hjælper på abstinenserne at læse tænkepausen ’Serier’ af Tore Rye Andersen. Hvorfor har serierne sådan en magt over os? Hvorfor er det et levedygtigt format? Og hvorfor er serier et sted mellem kunst og kapitalisme? Alt det får du svar på i denne faglitterære lækkerbisken på 60 sider. Udgivelsen er jo en del af en serie, og det er da (onkel)humor.

Jeg er ikke teenager, men har tit lyst til at være 18 eller 19 igen. På godt og ondt. Så er det godt, at der findes vidunderlige bøger som Maren Uthaugs ’Sådan overlever du livet. 100 gode råd til teenagere om alt fra alkohol, neuroser og forældre til sex, selfies og kærlighed’. Uthaug skyder den ene knivskarpe stribe af sted efter den anden. Det er bittersødt og megasjovt tegnet. Også for forældre. Det er også læsningens svar på iskold prosecco og andre søde alkoholtyper. På en sommerferiedag med høj sol er bogen perfekt i dette setup: Du placerer dig i en liggestol med en stor kande Sangria og chips med smag af purløg inden for rækkevidde. Du læser 10 af bogens striber, klukler, bunder glasset, smider en håndfuld chips i gabet og pruster af velbehag. Så tager du en lille morfar. Og starter forfra. Når de 100 gode råd er læst, er du selv i en tilstand af total ro og velgørende apati. Måske går du ind i sommerhuset bagefter og øver dig i at tegne nogle sjove tændstikkvinder.

é

Jans forslag til ferielæsning

Som mine kære medbloggere, så har jeg også en noget eklektisk samling af tips og anbefalinger til ferielæsningen. Der er både skønlitteratur og faglitteratur og bøger på dansk og engelsk. Fælles for dem er dog den gode historie og at bøgerne kan læses som afslappende lystlæsning. Og da jeg allerede har holdt min ferie, så er det også bøger, som jeg har læst.

Det er nok ikke den store hemmelighed, jeg er lettere kaffeafhængig, så jeg har naturligvis en bog, hvor kaffe spiller en central rolle med blandt mine anbefalinger.

I 2018 udkom Dave Eggers ‘The Monk of Mokha’. Bogen følger Mokhtar Alkhanshali, en ung amerikaner af yemenitisk afstamning, på hans rejse ind i kaffens forunderlige verden og tilbage til hans forfædres fødeland. Den lidt rodløse Alkhanshali får den idé, at han vil genoplive kaffeindustrien i Yemen, og med Eggers som observatør og kronikør, følger vi med i hans prøvelser, indtil den første ladning kaffe fra Mokha endelig ankommer til San Francisco.

‘The Monk of Mokha’ giver også et fascinerende og svært velskrevent indblik i kaffens historie og betydning, og kan lånes via eReolen Global.

Næste bog har også en imponerende rejse i fokus, om end det skotter lidt på kaffe.

Efter at have tilbagelagt gode 3500 km ned ad de russiske floder i kajak skrev Thomas Frank sidste år ‘Min vej til vikingernes Byzans – 65 dage i kajak’.

Udover den fysiske rejse fra Sankt Petersborg til Istanbul, bl.a. for at undersøge i hvor høj grad vikingerne tog kristendommen med sig til Norden fra Byzans, så bliver vi også taget med på en teologisk og kirkehistorisk rejse. Jeg er nærmest militant ateist, men jeg nød at følge med Frank ned ad de mægtige russiske floder og læse hans teologiske betragtninger undervejs.

‘Min vej til vikingernes Byzans’ blev mig anbefalet af en låner på mit bibliotek, og det er jeg hende taknemmelig for. Det var ikke en bog, jeg af mig selv havde fået læst, tror jeg, og det havde været en stor skam. I ny og næ er det godt at blive udfordret lidt.

For et par år siden begyndte jeg at lytte til podcasten ’The Curious Cases of Rutherford and Fry’ og faldt pladask for den sjove, begavede og uprætentiøse matematiker Hannah Fry. Sammen med sin makker Adam Rutherford giver hun et indblik i videnskab, matematik, dinosaurer og alle mulige emner. Alt sammen formidlet med overskud og et skarpt blik for, at videnskabelige analfabeter som jeg skulle kunne forstå emnet og blive klogere.

Samme flair for formidling udviser Fry i ‘Hello World – How to be Human in the Age of the Machine’, hvor hun med sikker hånd viser os, hvordan algoritmer og matematik på godt og ondt påvirker vores liv i højere og højere grad.

‘Hello World’ minder mig lidt om Cathy O’Neils ‘Weapons of Math Destruction – How Big Data Increases Inequality and Threatens Democracy’, men den er mere charmerende og Frys evne som formidler skinner virkeligt igennem.

Apropos god formidling, så er der nok en Fry med på listen over anbefalet læsestof. Denne gang mageløse Stephen Fry (ingen relation til Hannah i øvrigt) og hans fremragende ’Mythos’. Stephen Fry genfortæller i ’Mythos’ med typisk vid og lune en række af de gamle græske myter og sagn. Jeg elsker Stephen Fry og kan kun anbefale ’Mythos’.

Ingen anbefaling fra min hånd er komplet uden Philip Kerr og Lee Child.  Der skal også være plads til lidt underholdende spændingslitteratur, ikke mindst i sommerferien.

Kerrs allersidste bog er den nyligt udkomne ’Metropolis’, og er en del af ’Berlin Noir’-serien. Som altid følger vi berlinerdetektiven Bernie Gunther. Denne gang er vi dog helt tilbage i 1928, og nazisterne er endnu ikke kommet til magten, men man aner uvejret i horisonten. Kronologisk er ’Metropolis’ den første bog i serien og det er her fundamentet lægges til den kyniske, småfordrukne Bernie Gunther, vi møder i ’Martsvioler’. På sin vis er det en fin sløjfe, Kerr her får bundet på serien.

‘The Midnight Line’ er den 22. bog i serien om actionhelten Jack Reacher og er just udkommet på dansk under titlen ’Under dække’. En pantsat West Point-ring sætter lavinen i gang og fører vor mand Reacher ud i skumle og gedulgte hjørner af America. ’Under dække’ er en typisk Reacher-bog, men der er to ting, der skiller den lidt ud fra resten af serien. Indledningen er nok den bedste Lee Child endnu har skrevet, mens selve kernehistorien er ganske hjerteknusende.

Begge bøger er i øvrigt imponerende godt oversat af hhv. Ole Steen Hansen og Jakob Levinsen. De har vanen tro gjort et godt stykke arbejde med at ramme den særlige tone i Kerr og Childs bøger.

Mikkels tips til sommerferielæsning 2019

Sidste sommer havde jeg et Young Adult-projekt kørende med Josephine (da 15). Det skal vi nok ikke i år. Det var nu ellers ret hyggeligt. Jeg fik læst både Hunger Games-trilogien, et par fine, men hurtigt glemte titler og så David Benioffs ‘Tyvenes by,’ som er min ny standardanbefaling, når folk beder om læsetips. Min søde kæreste lod sig overtale og kan bekræfte, at den er voldsomt god. Josephine ligeså. Min tidligere anbefaling var i øvrigt Emily St. John Mandels ‘Station 11,’ og den holder stadig. Se også medblogger Ries tidligere meget fine skriverier.

Jeg har fået læst en del skønlitteratur på det seneste, og det har været herligt! Jeg har en tendens til at falde i faglitteratur alt for meget, men nu skal jeg holde mig i det gode spor. Samtidig er jeg nået dertil i min omfattende begynder-læsning om buddhisme og stoicisme, at jeg skal have operationaliseret det ud i en mere systematisk praksis med min uundværlige bullet journal i centrum. Okay, det lød vildt djøffet ☹ Jeg er mest til store proklamationer og totale omkalfatringer, men denne gang tror jeg, jeg vil gå mere inkrementelt til værks. Til det formål har jeg indkøbt en fin bog om den japanske Kaizen-metode. Kaizen er oprindeligt en effektiviseringsmetode til industriel produktion, men har spredt sig derfra, og handler banalt set om kontinuerlige, små forbedringer. Den glæder jeg mig meget til. Jeg er kommet til at købe to faktisk.

For to uger siden var der et spørgsmål i bibliotekernes litteraturformidleres Facebookgruppe om gode litterære citater om Afrika. Jeg blandede mig med mindet om én af novellerne i Peter Høeghs ‘Fortællinger om natten,’ så jeg lånte den på eReolen og begyndte at bladre hurtigt igennem. Jeg skal SÅ meget genlæse tidlig Peter Høegh, kan jeg mærke! ‘Fortællinger om natten’ og ‘Forestillinger om det tyvende århundrede.’ Retrooooo!

Slutteligt skal jeg på jagt i min Kindle efter ulæste titler. Jeg fornemmer, der ligger nogle fra de sidste to års New York Times bestsellerliste ganske urørte og glemte. Jeg har en indrømmelse. Jeg er ikke altid helt klar over, hvad jeg køber til min Kindle. Faktisk gik jeg ind på Amazon for at købe Kaizen-bogen, og så var der en lille notits om, at jeg allerede havde købt den. Det kan jeg overhovedet ikke huske. Måske bogshopper jeg i søvne? Anyway; Celeste Ng’s ‘Little Fires Everywhere.’ og Gail Honeyman’s ‘Eleanor Olyphant Is Completely Fine’ ligger der i al fald. Begge er i mellemtiden oversat til dansk, men det er der jo ikke noget at gøre ved.

Jeg har åndssvagt travlt med at lukke 1.000 ting ned inden ferien, men jeg tror, det lykkes, og jeg glæder mig meget til sommerferie og dovne læseformiddage i haven. God sommer!

Dokumenter fortiden. Organiser nutiden. Planlæg fremtiden. Find selv på flere verber i bydemåde! – Bullet journal manualen nu på dansk.

Lige om lidt kommer blogkollektivets forslag til sommerlæsning, men jeg har faktisk også et sommerferieforsæt til dig. Start en bullet journal. Du kan takke mig senere. Undskyldningerne er blevet færre, for i april 2019 udkom opfinderen af bullet journal-systemet, designeren Ryder Carrol’s, bog om fænomenet på dansk. ”Bullet journal-metoden” er den kommet til at hedde. Ingen overraskelser dér. Bag udgivelsen står Rosinante. Jeg købte den i originaludgaven til min Kindle, så snart den udkom i oktober 2018, men den egner sig dårligt som ebog, så jeg havde egentlig forestillet mig at købe den i papirform også. Der sker så det, at Arnold Busck vælger at lave et baghold på mig og udstille den nye danske version midt i en samling uundværligt bullet journal-udstyr i underetagen i butikken i Købmagergade. De kender mig for godt. Jeg har intet naturligt forsvar mod hverken nye notesbøger eller -udstyr.

img_1621

Mathilde med min BuJo-bog

Jeg har snakket om min besættelse af notesbøger før, og jeg nævnte også bullet journals, men lad mig lige bruge anledningen her til at give dig den rigtige Bullet Journal 101 lektion, så du kan blive én af os BuJo-neofytter. Det er nemlig også noget så fint som et fællesskab. Et community, som vi siger på nudansk.

Hvad er det dér bullet journal for noget?

Det er et enkelt system, der kan anvendes i alle notesbøger; fysiske som digitale, men det er altså lidt perverst hvis man laver en Bullet journal digitalt. Hvorfor vil blive klart senere. Bullet journal kan også referere til den notesbog, man nu har gang i p.t. Man skal bruge:

  • En notesbog
  • En pen

Jamen, Mikkel, hører jeg dig indvende. Jeg har set bullet journals på Pinterest og Instagram, og de er fyldt med farvelade, kunst, kulørt tape og andet crap. Korrekt, men det er meget kreative mennesker, der har taget konceptet i en helt ny og spændende retning. De går ALDRIG ned på udstyr, hvoraf halvdelen skal specialimporteres fra Japan. Det er dog også bullet journals, og det understreger en af de store styrker ved systemet: Det er din bullet journal. Gør, hvad der virker for dig. Man kan ikke gøre noget forkert.

y90r3fb22j331

Fra Reddits r/bulletjournal. Nogle mennesker har for meget tid!

Bullet journal-metoden sikrer, at vi kan forvandle en hvilken som helst notesbog til både kalender, dagbog og alle slags notesbog på én og samme gang og erstatte urskoven af post-its omkring dig. Der er fem hovedelementer i en bullet journal, der udgør strukturen.

  • Indeks
  • Fremtidsoversigt
  • Månedlig oversigt
  • Dage
  • Samlinger

Indeks

Indekset er det første i en bullet journal. Alle større notesbogsproducenter laver særlige bullet journals nu, og i dem er det fortrykt. Det er indholdsfortegnelsen til din bullet journal. Her noterer du helt banalt, hvad der er på siderne, som de nu tager form. Hvis sidetal ikke er fortrykt i din notesbog, så husk at skrive dem på, når du starter på en ny side. Det er sådan en bullet journal kan være alting på én gang, for du finder alting fra indekset.

69455e6e-fb37-4613-8d06-948c9c897644-25041-0000068d70fb3928

Fremtidsoversigten

I fremtidsoversigten noterer du alt, der ligger ud over indeværende måned. Mine bullet journals holder ca. et halvt år, så jeg har to dobbeltsider til de næste to halve år. Jeg skal have gang i en ny 1. juli, så første dobbeltside vil være juli – december 2019 og næste dobbeltside januar – juni 2020. Fremtidsoversigten er langtidshukommelsen i din bullet journal. Husk at notere fremtidsoversigten i dit indeks. Nogle, der bruger deres bullet journal meget som en kalender, har været utilfredse med fremtidsoversigten. En flittig bruger, Eddy Hope, opfandt Calendex-metoden, som bibevarer bullet journal-filosofien med, at alting kan laves i hånden med en notesbog og en pen, men er langt mere fokuseret på datoer og tidspunkter. Se mere her.

371800cd-d8b1-4279-ae6e-6b2cc487872f-25041-0000068d93aae563

Månedsoversigt

I månedsoversigten har man indeværende måned med en linje til hver dag og modsatte side til noter. Når man nærmer sig næste måned, kan man lave en ny. Så snart man gør dét, går man tilbage i fremtidsoversigten og kopierer alt fra den relevante måned dér i over i den ny månedsoversigt. Husk at opdatere dit indeks 😊

6635de8d-f040-4cb7-b49c-200432a47ceb-25041-0000068e124ab0cf

Dage

De daglige oversigter kommer ind løbende og angives som det eneste ikke i indeks. Dagene er simple. Bare notér, hvad du skal i dag. Det er den del af systemet, der ikke fungerer for mig, så jeg laver uge-oversigter hver søndag. En ugeoversigt er sådan set bare en dobbeltside med den kommende uge allerede fortrykt. Jeg skriver ugeoversigten i indekset. Læg mærke til den enkle logik her. Ting er i din fremtidsoversigt eller månedsoversigt eller dagsoversigt, men kun ét sted!

f1ae034e-27e0-4cf0-b833-8056d82bd771-25041-0000068eda048590

Fancy uge-oversigt med habit-tracker

 

Samlinger

Her kommer vi til bullet journal-ideens populære eksplosion i blogs og sociale medier. Alle sider kan nemlig bruges til alting. Bare husk at anføre det i indeks. Har du brug for lister over bøger, du har og skal læse? Planlægge din tur til Køge? Tracke din træning og din meditation? Strukturere din debutroman? Holde styr på indholdet af din fryser og bryggersskab? Tage noter til møder og konferencer? Samle tilfældige tanker om dit arbejde? Mit svar til alle de spørgsmål er et rungende JA! Min bullet journal er fyldt med den slags. Bortset fra det med Køge, men jeg skal andre steder hen på ferieture og i embeds medfør. Jeg er heldig på den måde.

db98ff56-fc02-43cc-b457-eae97e81ac63-25041-0000068f4ee04c51

Fancy liste

1f25407d-238d-4310-ab8f-72745db90eb8-25041-0000068efc621693

Fancy vane- og humør-tracker

Løbende logning

Løbende logning er sproget i Bullet journals. Det fungerer med et sæt symboler og korte sætninger.  Herunder kan du se min nøgle med to egne tilføjelser.

img_4667

Nøgle og eksempel på den simplest mulige dagsoversigt

Og det er sådan set bare dét.

Alt på én gang

Jamen, Mikkel, hører jeg dig indvende. Er det virkelig nok til, at en bullet journal kan være kalender, dagbog, notesbog, altmuligtpåéngang? Ja, det er det. Indeks og fremtidsoversigt ligger altid forrest. Dagene er altid dér, du er kommet til. Månedsoversigter kommer ind, hvor de nu passer. Ind imellem disse faste elementer ligger alle dine samlinger med alt muligt, og det hele indekseres, så du kan finde alting igen. Jamen, Mikkel, hører jeg dig indvende. Hvad så når jeg har lavet en samling i form af noter om honningbier, og så kommer de næste par dage og så næste måned og så noget om privatleasing af Toyotaer, og så skal jeg på honningbierne igen. Så er der jo ikke plads sammen med en originale samling, og det hele bliver spredt? Ja! Du fortsætter, hvor der plads, og så tråder du bare dit indeks og dine sidetal. Fx:

Honningbier s. 24-25, 31-32, 47-51 (osv.)
Marts 2020 s. 26-28
Fordele og ulemper ved leasing s. 29-30
Uge 13 s. 33-34
Tanker om elsdyr s. 35-46

Nederst på selve siderne om honningbier ved sidetallet noterer du forrige forekomst og senere forekomster. Altså, når du slår op side 31 kan du notere ”s. 24” til venstre og ”s. 47” til højre for sidetallet, og det læses som: ”Du er på side 31, og den første forekomst af dette emne er tilbage på side 24, mens den næste forekomst er på side 47.” Sådanne enkle, geniale, analoge løsninger gør mig helt fjollet glad 😊

Jamen, Mikkel, hører jeg dig indvende. Hvad så når notesbogen er fyldt? Ha! På samme måde kan du tracke emner på tværs af din samling af bullet journals ved hjælp af parenteser. Altså fx Honningbier (II s.121), som betyder at forrige forekomst er i bullet journal 2 ovre i reolen på side 121. Der er i øvrigt også en officiel app, hvor du kan arbejde med et master-indeks på tværs af bullet journals, som de bliver fyldt op. Der er også artikler og meget andet.

Unavngivet

App’en præsenteret på bulletjournal.com

Udstyr

Ikke gå ned på udstyr! Alle notesbøger kan bruges – bedst med dots; ikke linjer, kvadrering eller blanke sider. Jeg bruger Dingbats Earth-collection, selvom jeg overvejer at skifte tilbage til Leuchtturm1917’s officielle Bullet Journal-notesbog. Dingbats’ penneholder holder ikke til al for megen kærlighed, og elastikken er for kort til pennetricket! WTF?! Til gengæld er der lovlig meget ghosting i Leuchtturm1917, hvor papirkvaliteten er lidt lavere. Beslutninger, beslutninger …. Skulle man gå på en Rhodia? Åhh …. hovedpine!

Herudover har jeg en lille lineal i lommen bagi notesbogen, en Staedtler pigment liner 0,2 mm, der hænger fast i notesbogens elastik, og i min rygsæk ligger altid Staedtlers Black Box, som min søde kollega og medblogger, Rie, forærede mig. Jeg har dog skiftet rollerballeren ud med en rød fineliner. Det skal dog ikke stoppe dig i at købe dig fattig i tusch-samlinger, Washi-tape og mærkelige linealer.

img_4674

Mit udstyr

Tilbage til bogen

Er det en god bog? Ja! Men er det en god bog? Hmmm … okay, nej. Måske ikke.

Vores ven, Ryder Carroll – der i parentes bemærket er så cool og lækker og har sådan en fantastisk stemme, at han får mig til at genoverveje min seksualitet! – som kom på systemet, har fyldt sin bog både med tilblivelseshistorien, og den er god, en gennemgang af systemet, som er godt, og længere filosofiske betragtninger over, hvad systemet så kan bruges til, og den del er hit-or-miss. Her er jeg så også en trænet hobbyist og sluger mange værker, der i kompleksitet og overblik trods alt overstiger den gode Ryder Carrolls formåen. For mere veljusterede mennesker end mig kan der snildt være meget at hente.

2c3de8eb-1557-4787-95e9-b482a707c2c8-25041-0000068fb96703ff

Fortæl mig lige, han ikke er lækker!?

Med hensyn til hvad man kan få ud af bogen, er det mest spændende nok gennemgangen af, hvorfor systemet er, som det er, og hvorfor du skal prøve det, som det nu ér nogle måneder, inden du går bersærk i personlig kreativitet. Hertil hvorfor det er essentielt, at det er analogt, selvom nogle af os skriver angstfremkaldende grimt og ulæseligt selv for os selv. Vigtigst er dog, hvordan du kan koble bullet journal-metoden til din foretrukne filosofi, selvom det er hit-or-miss, som jeg sagde ovenfor. Selv foreslår Carroll en metode, der retteligen ligner stoisk, daglig meditation meget – men det gør så sandelig heller ikke noget. Det er en praksis, hvor din bullet journal er i hjertet af morgen- og aftenrefleksion samt ugentlig, månedlig og halvårlig status og planlægning. På den måde kan denne lille bog snildt ændre dit liv.

De 300 sider er overraskende hurtigt læst, og en helt fantastisk feature ved bogen er, at eksempler er skrevet som i en bullet journal.

Er du drevet BuJo’ist, så kan du sagtens skippe den, medmindre du må have den, som kristne må have en bibel, og ædru alkoholikere aldrig er uden Den Store Bog. Er du interesseret, så vil jeg absolut anbefale, du bruger bogen til at komme ind i bullet journals fantastiske verden. Køb bogen, en Leuchtturm1917 officiel BuJo-notesbog og en god pigment- eller fineliner og en lille lineal. Alle dele kan fås i velassorterede boghandlere. Hvornår er personlig frelse kommet så nemt og billigt måske?

Nyttige links

Ryder Carroll: “Bullet journal-metoden.” Rosinante: København. 2019. 311 sider. Hardback. Her hos Arnold Busck.

Ryder Carrolls og dermed bullet journal-systemets egen hjemmeside: https://www.bulletjournal.com

YouTube er fyldt med introvideoer. Her er Carrols egen: https://www.youtube.com/watch?v=fm15cmYU0IM

Instagram har 4 mio. opslag med #bulletjournal: https://www.instagram.com/explore/tags/bulletjournal/

YouTube flyder over med udstyrsvideoer. Her notesbog-showdown! https://www.youtube.com/watch?v=eAxlrUf05ok

Herudover er det rimelig nemt at finde bloggere, youtubere, pinterestere osv., der har samme tilgang som én selv, om man så er til enhjørninge og pastelfarver eller rå minimalisme. De er alle sammen på alle platforme alligevel.

Portræt af en læser med lister

Tilbage i begyndelsen af dette årtusind havde jeg et studiejob i Undervisningsministeriet. En gang om ugen mødte jeg klokken seks om morgenen, gennemtrawlede en stak aviser og skrev resuméer af de undervisningspolitiske nyheder. Ikke nok med det: Jeg klippede artiklerne ud, kopierede dem i 20 eksemplarer og fordelte dem i dueslag på kontorerne. Det virker eksotisk og mærkeligt i dag. Måske endda quaint, som det hedder så rammende på engelsk.

En af min højt skattede kolleger var Jeanette. Hun holdt nogle gode fester, og jeg tror, at jeg ved en af disse fester mødte hendes RUC-veninde, Helle. Denne Helle valgte senere at læse til lærer. Se, noget med undervisning igen! Et tema tegner sig.

En dag i 2018 (fast forward) ringede Helle til mig for at høre, om vi kunne snakke lidt om folkebiblioteker. Helle kunne nemlig godt tænke sig at arbejde med børn og læsning, læsemotivation, litteraturformidling til børn og andet i den genre. Fornemmer I, at alting er forbundet her? Eller: Sådan oplever jeg det.

For at fuldende cirklen er Helle Brandstrup Jensen hovedpersonen i denne måneds portræt af en læser. Og det med listerne mener jeg meget bogstaveligt. Det vil du selv se, når du er nået et stykke ned i teksten. (I et senere blogindlæg vil Mikkel eventuelt interviewe Helle om, hvilke notesbøger hun bruger til hvilke lister – apropos hans legendariske indlæg her.)

God fornøjelse med Helle, der ikke kan leve uden at læse! 

Lisbet: Hvem er du?
Helle:
Jeg er et menneske med en stor kærlighed til bøger, jeg er mor til tre piger, gift og bor i København. Jeg er uddannet lærer og cand. comm. Jeg har en særlig kærlighed til smukke bøger, bøger der rummer skønhed eller kan ramme en streng af følsomhed i mig, og bøger, der bliver som fysiske minder.

Lisbet: Hvilken rolle spiller læsning for dit faglige virke, nu og i fremtiden?
Helle:
Jeg læser for at blive klogere, for at få oplevelser, for at blive underholdt og fordi jeg ikke kan lade være. For mig er læsning vejen til læring, lyst, nysgerrighed på verden, nye erkendelser og diskussioner med andre mennesker. Derfor er læsning en integreret del af mig, fagligt og privat. Jeg kan ikke leve uden at læse og har altid læst.

Når jeg læser klassisk dansk litteratur, er det både, fordi jeg er dansklærer, og fordi jeg er nysgerrig på litteratur og dens udvikling  – og sidst, men ikke mindst, fordi jeg er vild med sproget, særligt i Henrik Pontoppidans værker.

Litteraturen spiller den rolle fagligt for mig, at jeg bliver klogere på, hvad litteraturen kan og hvor forskellig den er. Det giver mig en fornemmelse af kvalitet og det modsatte. Den giver mig også ideer til, hvordan jeg ville kunne inspirere andre til at læse. Jeg er samtidig optaget af, hvordan man kan skabe møder og oplevelser med litteraturen for og mellem mennesker. Det kunne jeg godt tænke mig at gøre mere af i fremtiden. Jeg har tidligere arbejdet med sårbare børn og unge og ser her en mulighed i litteraturen for at arbejde med identifikation og bedring.

helle Brandsstrup 2019

Her er Helle Brandstrup Jensen. Læser, mor, dansklærer og fin i tern.

Lisbet: Du har lærerbaggrund, men har også haft berøring med bibliotekssektoren. På tværs af det hele er du optaget af børns læsning. Hvilke aspekter optager dig mest? 

Helle: Jeg er optaget af at skabe nysgerrighed og læselyst. Læsning er meget andet end at læse skønlitteratur. Det er også adgangen til faktuel viden om verden. Børn er naturligt nysgerrige på verden og ved at læse om den, kan de få stillet deres nysgerrighed. Skønlitteraturen kan give adgang til en verden, man ikke kender. Man kan leve sig ind i, hvordan det er at være en anden, få viden om hvordan andre tænker og mærke følelser, man ikke vidste eksisterede. Bøger giver os viden, oplevelser og forståelse om og af verden. Alt det er jeg optaget af at give videre til børnene. Også når de bliver store. Og så er jeg optaget af, hvordan man kan bruge litteraturen til at skabe trivsel og trøst hos børn og unge.

Lisbet: Hvordan kan skoleverdenen og folkebiblioteker samarbejde om at få flere børn til at opleve læselyst?
Helle
: Mange biblioteker gør allerede en del ved at holde forskellige arrangementer, som skolerne kan deltage i. Så mere af det det!  Og mere opmærksomhed fra begge parters side på, at de er der for hinanden. Flere arrangementer hvor eleverne bliver præsenteret for oplæsning af dygtige oplæsere. Præsentation af forskellige former for litteratur ude på skolerne. Hyppige besøg på biblioteket, så det bliver en integreret del af deres hverdag. Inddrag børnene i planlægningen, lav læsegrupper, hvor børnene kan inspirere hinanden til læsning. Læs bøger og se filmen efterfølgende, hvis der er en film.

Lisbet: Hvilke bøger prægede din barndom og ungdom?
Helle: Da jeg var barn, læste både min mor, mormor og far for mig. Min mor læste Astrid Lindgren, Emil for Lønneberg, Ronja Røverdatter og Brødrene Løvehjerte for mig og bøgerne om en hund, der blev kaldt Gamle Gule, og en masse eventyr både af H.C. Andersen og Brdr. Grimm. Jeg var særligt vild med Astrid Lindgrens bøger og er det stadig. Min mormor læste tekster fra børnebibelen op. Jeg elskede historierne, og i mange år var det min yndlingsbog. Teksterne var vilde og nærmest som eventyr. Jeg har stadig bogen. Min far læste Anders And for mig og min bror, og kærligheden til tegneserier som Smølferne, Lucky Luke, Nuser og Sten og Stoffer betød meget i en lang årrække.

Da jeg selv begyndte at læse, var det blandt andet Ole Lund Kirkegårds bøger, Pukbøgerne, Troldepus, Børnene i Nyskoven, Saftevandsmordet af Thøger Birkeland og bøgerne om Tudemarie.  Jeg har helt sikkert også selv læst Astrid Lindgren. Hun er den forfatter, jeg har læst mest af, og den eneste forfatter, hvis bøger jeg har læst et utal af gange.

Da jeg blev teenager, læste jeg mest realistisk eller socialrealistisk litteratur. Der skulle helst være nogle, der havde det skidt i bøgerne. Jeg var vild med J.B. Nygaards bog Guds blinde øje og Du blev træl, Charlotte Strandgaards Lille menneske, Bjarne Reuters Når snerlen blomstrer og Zappa.

Jeg læste også en serie, der hed Heksens datter, Heksen kat, Heksens søster osv. af Phyllis Reynolds Naylor. Lis Bernths bog Også et liv og Frontløberen af Patricia Nell Warren gjorde et stærk indtryk på mig. Den ene handler om en pige, der bliver narkoman, og den anden om homoseksuel kærlighed – begge bøger med stærke følelser, der gjorde indtryk på mig. Derudover læste jeg en masse Stephen King.

Lisbet: Hvilke lærere har betydet noget for dit læseliv?
Helle
: Hvis jeg skal være helt ærlig, så kan jeg ikke huske, om de havde direkte betydning for mit læseliv. Men jeg havde en fantastisk dansklærer, der gav os et hav af stile for, hvilket jeg elskede. Men jeg husker ikke, at hun som sådan gav mig læsetips eller noget andet, bare god undervisning, hvilket sikkert også har haft betydning.

Derudover havde jeg en matematik- og religionslærer som ofte læste højt for os. Det var jeg ret vild med, for hun var god til at læse op. Hun læste blandt andet Den lille prins, som jeg dengang, syntes var helt utrolig kedelig, men som jeg senere har læst for mine døtre og fundet glæde ved.

Inden jeg begyndte at læse til lærer, havde jeg haft en slags læsepause, hvor jeg mest læste krimier og ikke læste hele tiden. Men da jeg begyndte at læse dansk hos Mikkeline Hoffmeyer, blev lysten til at læse dansk litteratur vakt til live igen, og siden da har jeg altid gang i mindst en bog og nu også andet end dansk litteratur.

Lisbet: Hvordan får du tid til læsning i din hverdag?
Helle
: Jeg ser ikke særlig meget TV eller serier. I stedet læser jeg. Jeg har tre døtre, der alle læser, og ofte sidder vi sammen om eftermiddagen og læser i hver vores bog eller tegneserie.

Min mand er journalist og han interviewede engang Ellen Hillingsø, hvor hun fortalte, at de hjemme hos hende sad og læste sammen hver dag i 20 minutter. Det er det, man anbefaler at børn skal læse hver dag. I stedet for at børnene skal sidde alene og læse, som var det en sur pligt, så kan man sidde sammen. Pludselig bliver til en hyggelig aktivitet. Jeg tror, det var derfor vi begyndte med det.

Ellers læser jeg, når det passer ind. Nogle gange er det bare 5 minutter. Andre gange er det en time eller mere. Nogle gange er det imens jeg laver mad, eller hvis jeg skal vente på et eller andet. Jeg har som regel en bog med mig. Og så læser jeg nærmest altid i sengen, inden jeg skal sove.

Lisbet: Hvordan præger læsning din hverdag i familiens skød?
Helle
: Vi læser ret meget i min familie, og vi snakker om bøger og udveksler erfaringer og inspirerer hinanden.

Mine tre piger elsker alle billedbøger og tegneserier, så det læser de alle sammen. Rasmus Bregnhøj og Sabine Lemires bøger om Mira har de alle slugt. Jeg låner tit bøger med hjem til dem. Den nye af Benni Bødker og Kenneth Bøgh Andersen med Grimms eventyr købte jeg for nylig til dem. Så læser vi og snakker om historierne. Min ældste på 16 er altid færdig først, og så anbefaler hun os andre, hvad vi skal læse.

Om aftenen læser min mand eller jeg højt for dem. De to ældste får én slags bøger og den yngste én anden. Det sidste, jeg har læst for de store, er Ursula Le Guins trilogi om Troldmanden fra jordhavet, og ellers har det været en del Shakespeare og Don Rosa-tegneserier.

Lige for tiden læser mine ældste på 16 og 13 den samme serie af Maria Gripe, og så snakker de om bogen undervejs. Min yngste på 8 læser mest tegneserier.

helle bogreol 2019

En bugnende bogreol blandt flere hjemme hos Helle Brandstrup.

Lisbet: Hvad ligger på dit natbord?
Helle:
Der ligger altid 2-3 bøger på mit natbord. Lige nu er det Jón Kalman Stéfanssons Menneskets hjerte, Michel Houellebecqs Underkastelse og en graphic novel om Nick Cave.

Lisbet: Hvordan kommer man ind i en god læsevane?
Helle:
Det vigtigste er at finde litteratur, man gider læse. Der er så meget forskelligt, og det kan være svært at finde ud af, hvad man kan lide. Derfor skal man snakke med nogen, der kan inspirere en til læsning og snakke litteratur med dem. Det motiverer mig at snakke med andre om litteratur, og det giver mig altid lyst til at læse mere. Men ellers er det helt lavpraktisk at læse i stedet for at være på Facebook eller se serier hver dag.

Min bror sagde en gang, at man bare ikke skal stoppe, men bare fortsætte. Hvis jeg har en periode, hvor jeg har svært ved at koncentrere mig om bøger, så læser jeg en graphic novel, en novelle eller digte. Derudover har jeg en bog, hvori jeg skriver læsetips, og lister over, hvad jeg har læst, så jeg har altid ideer til, hvad jeg skal læse.

Og så synes jeg det er helt legitimt at droppe en bog, man er i gang med, hvis den trætter en.

Inspirationsliste

Her kommer en forrygende fortegnelse over de bøger, som Helle har læst i perioden 2017-2019. Som en særlig læserservice følger der korte anbefalinger (eller det modsatte med) til nogle af titlerne. Der er gode chancer for, at du finder din næste læseoplevelse på denne fyldige liste.

2017

Januar
Chimamanda Ngozi Adichie: Americanah
Delphine de Vigan: Baseret på en sand historie (jeg er vild med den forfatter)
Christel Wiinblad: Ingen åbner (2012)
Hella Joof: Papmachéreglen (2016) (pausebog)
Delphine de Vigan: Alt må vige for natten
Caspar Eric: Avatar (2017)
Janne Teller: Intet

Februar
Dave Eggers: The Circle (2013)
Helen Fielding: Bridget Jones Dagbog baby
Hanya Yanagihara: Et lille liv (2016) (Den vildeste bog, jeg fik en fysisk oplevelse af at læse den)

Marts
Anne Lise Marstrand Jørgensen: Hildegaard 1
Roy Jacobsen: Vidunderbarn

April
Lionel Skriver: Hvad med Kevin (var ved at gå i stå mange gange, langsommelig)
Maria Gerhardt: Transfervindue (2017) (barsk og god, livsglad)
Naja Marie Aidt: Hvis døden har taget noget fra dig, så giv det tilbage (2017) (helt fantastisk)
Albertine Sarrazin: Astragal

Maj
Ida Jessen: En ny tid
Jon Fosse: Andvake, Olavs drømme og Kveldsværd (trilogi) (helt, helt vidunderlig)
Margaret Atwood: Tjenerindens fortælling (så kedelig, måske pga sproget)
H.C. Branner: Iris

Juni
Samantha Schweblin: Redningsafstand
Colson Whitehead: Den underjordiske jernbane (en god historie)

Juli
Chigozie Obioma: Vi var fiskere
Chris Kraus: I love dick (virkelig kedsommelig, jeg var ved at dø. Meget akademisk)
Thomas Espedal: Året (2016) (helt vild skøn)

August

Linn Ullmann: De urolige (Elsker Linn Ullmann, alt)
Caroline Albertine Minor: Velsignelser (2017) (gode noveller, overraskende)
(gik i stå med Gå af Tomas Espedal, Stille dage i Kliché af Henry Miller, Dag Solsted Værdighed og generthed og Anais Nin: Henry og June)

September
Kamilla Hega Holst: Rud (som en krimi, hurtig læst, foruroligende og stærkt sprog.)

Oktober
Linn Ullmann: Før du sover (1998)
Per Petterson: Ud og stjæle heste (helt vidunderlig bog)

November
Linn Ullmann: Et velsignet barn (virkelig god)
Linn Ullmann: Nåde
Zadie Smith: Swing Time (skuffende)
Tine Høeg: Nye rejsende (god)
Linda Broström Knausgaard: Velkommen til Amerika (jeg har glemt alt om den)

2018:

Januar
Henrik Pontoppidan: Lykke-Per (1898-1904) (fantastisk bog, smukt sprog, helt vidunderlig)
Lone Aburas: Det er et jeg der taler (god, skarp)
Mary Shelley: Frankenstein (1818) (lidt kedelig)
Han Kang: Vegetaren (skør bog)
Elisabeth Strout: Olive Kitteridge

Februar
Linn Ullmann: Det dyrebare (2011)
Leonora Christina Skov: Den, der liver stille (2018)
Linn Ullmann: Når jeg er hos deg (2001) (på norsk)
Aina Villanger: Baugeids bog (2017) (på norsk) (sjov, interessant og dejligt at læse norsk)
Tarjei Vesaas: Fuglene (en af de bedste, så poetisk)
Thomas Korsgaard: Hvis der skulle komme et menneske forbi

Marts
Lone Aburas: Politisk roman (2013)
Steen Steensen Blicher: Hosekræmmeren
Maja Lee Langvad: Hun er vred – om transnational adoption (vildt interessant)
John Steinbeck: Of Mice and Men
Lars Saabye Christensen: Halvbroderen (2001)
Ida Jessen og Hanne Bartholin: Bibelhistorier (2018) (smuk bog)
Line Knutzon: Camille Clouds brevkasse
Jan Lindhardt: Mellem Djævel og Gud
Caspar Eric: 7/11
Christina Hagen: White girl (er vild med Hagen, så upassende)
Jonathan Safran Foer: Alt bliver oplyst (skøn bog)
Første Mosebog

April
Joan Didion: Et år med magisk tænkning (2005)
Carl-Henning Wijk: Dræsinen (vildt underlig og lang bog)
Helle Helle: De (2018)
Jonathan Safran Foer: Ekstremt højt og utrolig tæt på
Art Spiegelman: Maus (goddammit den var kedelig)

Maj
Ida Jessen: Et nyt liv (igen ja)
Ida Jessen: Doktor Baggers Anagrammer
Joan Didion: Blå timer
Yasunari Kawabata: De tusind traner (1966) (anderledes og virkelig interessant bog, dejligt sprog)
Imre Kertész: Kaddish for et ufødt barn (lidt tung, men ikke så underligt)
Ida Jessen: Ramt af ingenting (2012) (Vidunderlige Jessen)
Maria Gerhardt: Amagermesteren
Admin Tomine: Killing and dying (virkelig god GN)

Juni
Junot Diaz: Oscar Wao
Sørine Gotfredsen: Fri os fra det onde
Alison Bechdel: Bedemandens datter
Julie Top-Nørgaard: Kroppen er en si
Rupi Kaur: Mælk og honning
Vigdis Hjort: Arv og miljø (god)

Juli
Tarjei Vesaas: Broerne
Maren Uthaug: Hvor der er fugle (man fræser igennem den, god bog)
Anne-Caroline Pandolfo: Løvinden – et portræt af Karen Blixen
Henrik Wivel: Stockholm
Kim Leine: Profeterne i evighedsfjorden (Kim Leine er fantastisk)
Martin Andersen Nexø: Pelle Erobreren 1 (faldt i søvn hele tiden, selv om det startede så godt)
Kim Leine: Rød mand/Sort mand
Pia Juul: Forbi (2018)

August
Tarjei Vesaas: Signalet
Julian Barnes: Når noget slutter (rigtig god)
Caspar Eric: Alt hvad du ejer (ja)

September
Steffen Kvernland: Much (God GN)
Delphine de Vigan: Dage med sult
Rupi Kaur: The sun and her flowers
Martin A. Hansen: Paradisæblerne
Delphine de Vigan: De loyale (2018)
Vanna Vince: Frida, The story of her life
Dorthe Nors: Spejl, skulder blink (Dorte Nors er virkelig sjov)
Per Petterson: Det er okay med mig
Barbara Stok: Vincent
Alison Bechdel: Are you my mother?

Oktober
Jon Fosse: Morgen og aften (Jon Fosse er noget helt særligt. Jeg er vild med hans måde at fortælle på)
F. Scott Fitzgerald: Den store Gatsby (virkelig god)
Hanne Østavik: Den tid det tager
Tom Kristensen: Hærværk (hold op der er smæk på, det går dog lidt i ring til sidst, men vildt moderne sprog)
Kasper Dalgaard: Jesus

November
Mathilde Walther Clark: Lone Star
Cameron Bloom: Penguin Bloom
Delphine de Vigan: No og mig

December
Jenny Jordahl og Martha Breen: Kvinder i kamp (god og informativ GN)
Marjane Satrepi: Kylling med blommer (skønne tegninger)
Marcel Schwob: Monelles bog (kontroversiel bog på en måde, spændende og mættet)
Kim Leine: Kalak (åh Kim)
Anna Degnholm: Grus
Kjell Askildsen: Venskabets pris
Birgitte Högh: Michael Kvium, den nådesløse (jeg er stadig ikke færdig med den)
Joan Didion: Intet gælder

2019:

Januar
Henrik Pontoppidan: Isbjørnen
Pénélope Bagier: Rebelske kvinder der ændrede verden, skamløs
Guadelupe Nettel: Kroppen jeg blev født i. (2018) (fine erindringer)
Alberte Winding: Kastevind (2018) (fin og let som Alberte)
Emma Bess: Mødre, døtre, søstre (2018) (gode noveller)
Tina Månsson: Hestehullerne (2019)
Naja Marie Aidt og Cathrine Raben Davidsen: Blå og mørke spor (2018)

Februar
Jón Kalman Stéfansson: Sommerlys og så kommer natten
Janus Kodal og Anna Jacobina Jacobsen: Stien (2018)
Christina Hagen: Korrekthedsbibelen (2019) (virkelig sjov, men også til eftertanke)
Hanne Højgaard Viemose: HHV FRSHWN, Dødsknaldet i Amazonas (den vildeste bog i år indtil videre)
Jón Kalman Stéfansson: Himmerige og helvede (del 1) (ja, det er godt, smukt sprog, barsk og gode skildringer)
Aina Villanger: Nattnød (på norsk)
Hanne Højgaard Viemose: Mado

Marts
Jonas Gardell: Tør aldrig tårer bort uden handsker del 1
Sara Lundberg: Fuglen i mig flyver, hvorhen den vil.  (Helt utrolig smuk bog. Jeg både græd og nød den)
Hanne Højgaard Viemose: Hannah
Primo Levi: Hvis dette er et menneske (en bog man skal læse)
Jonas Eika: Efter solen (vildt gode noveller, virkelig en fornyelse)
Anna Elisabeth Jessen: Om hundrede år (som lydbog) (rigtig god, særligt at lytte til)

April
Jón Kalman Stéfanson: Englenes sorg (del 2)
Anders Haahr Rasmussen: En fandens mand
Glyn Dillon: The Nao of Brown
Carl Frode Tiller: Begyndelser (skøn bog, jeg var så fanget af den)
Judith Hermann: Sommerhus, senere
Jonas Gardell: Tør aldrig tårer bort uden handsker (del 2)
Kirsten Hamman: Ofte stillede spørgsmål (sjov og uden filter, skarp og godt skrevet)
Thomas Korsgaard: En dag vil vi grine af det

Maj
Hanne Højgaard Viemose: Helhedsplanen
Maja Lucas: Mor (rå og god)

Lyst til flere læserportrætter?

Der er efterhånden en del af slagsen her på bloggen:

Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en dimittend der læser
Portræt af en læsekreds

 

‘Intet Mellemnavn’ – 12 Jack Reacher-noveller

Lee Child er en skrivemaskine – pun intended – og spytter troligt en bog ud hvert år, og de gode folk på Jentas udgiver dem lige så troligt. Det lykkes også Child at få plads til at skrive en novelle eller to i ny og næ, og ’Intet mellemnavn’ samler 12 af dem.

Den indledende novelle er ny, men de andre har været trykt før i anden sammenhæng. På engelsk, altså. Historierne er helt nye på dansk.

‘Intet mellemnavn’ er en stærk samling af noveller med den ikoniske Jack Reacher i centrum.

12 (mere eller mindre) skarpe fra Lee Child

’Intet mellemnavn’ indeholder som sagt 12 noveller, og vi starter i en lille by i Maine med ‘For meget tid’, hvor Reacher nedlægger en tasketyv foran to politifolk og ender i fængsel. Som altid er der mere i historien, og ‘For meget tid’ er på mange måder en ærketypisk Reacher-fortælling, og en god, solid start på samlingen.

Den anden noveller, ’Den anden søn’, giver et fascinerende indblik i en ung Reacher og hele familien Reacher. Under familiens udstationering på Okinawa forsvinder en kodebog og nogle eksamensvar, hvilket fører til, at Reacher-brødrene – Jack og Joe – får uddelt nogle tæv til de lokale bøller. Og opklaret sagen, naturligvis. Klart en af samlingens bedste.

‘Hedebølge’ er den tredje novelle og har også en yngre Reacher i hovedrollen. Vi er i New York under en grum hedebølge i sommeren 1977. Reacher er i byen for at opleve Yankees spille, høre noget musik og måske endda rode sig ud i noget snavs med en pige. Ikke overraskende får vor mand mere end han ledte efter, og ender med at sætte nogle mafiosi på plads, småflirte på en meget Reachersk måde med en ung studerende og en ældre FBI-agent, og krydser vej med seriemorderen Son of Sam.

Normalvis holder jeg meget af de historier, der foregår under Reachers tid i militæret, men ’Langt nede’ er en af samlingens svageste. Den er dog stadig god, men når ikke op på siden af de andre historier fra Reachers militærtid. I jagten på en korrupt materielansvarlig får Reacher afdækket et større komplot og bliver meget mod sin vilje skruet ned i et jakkesæt.

Til gengæld er vi tilbage på ret spor med samlingens femte novelle. ‘Små krige’ udspiller sig også under Reachers tid i hæren. Reachers håndgangne kvinde Frances Neagley og Joe Reacher er begge med, og det højner altid underholdningsniveauet. Egentlig ville jeg gerne læser et par romancer eller bare noveller med Joe i hovedrollen. Han er en interessant karakter. Tematisk set læner historien sig op ad både ‘Langt nede’ og romanen ’The Enemy’. Sidstnævnte er endnu ikke oversat til dansk.

I ‘James Penneys nye identitet’ er Reacher sådan set ikke hovedrolleindehaveren, men spiller mere en central birolle, hvilket gør historien speciel, men ikke desto mindre svært læsbar. Man mærker Childs indre tillidsmand røre lidt på sig i historien om James Penney,

Reacher spiller heller ikke som sådan hovedrollen i ‘Snakken går’, men er i centrum for en ung kriminalbetjents sag. Titlen på novellesamlingen stammer i øvrigt fa ’Snakken går’, hvor kriminalbetjent bemærker, at Reacher blot hedder Jack Reacher. Ikke John eller noget andet, blot Jack. Jack Reacher. Intet mellemnavn. Novellen har en fin beskrivelse af Reacher set med betjentens øjne, og er en lille perle af et eksempel på, hvor lusket og listig Reacher også kan være, når det tager ham.

‘Ikke en øvelse’ bringer os tilbage til Maine, og langt ude i skoven i Naismith. Her bliver Reacher filtret ind i noget, der kunne være indledningen til et afsnit af X-Files. Jeg har en mistanke om, Child har hygget sig med at kanalisere sin indre Stephen King. Historien bobler i hvert fald af overskud og hentydninger. En ting er sikkert, skal jeg nogensinde på vandretur i en ældgammel, smådunkel skov, så vil jeg foretrække at gøre det i selskab med Reacher.

‘Måske har de en tradition’ er en kort og lidt svag historie, hvor Reacher strander i England i voldsomt snevejr og må hhv. agere fødselshjælper og detektiv.

‘En mand går ind på en bar’ er en af de sjældne historier, hvor Reacher tager fejl. Her fejllæser Reacher situationen og er lige ved at træde i spinaten, men ender alligevel med at dele nogle velfortjente øretæver ud.

‘Alt optaget’ er nok en kort julefortælling, hvor Reacher viser sin flinke side og agerer god samaritaner for en højgravid kvinde og hendes mand. Det er jo kun jul en gang om året. ‘Alt optaget’ er en sød historie.

‘Natteravne’ slutter samlingen af og er en lidt søgt, sær novelle. Reacher står af toget på en tilsyneladende forladt undergrundsstation og kommer op i et lige så tomt Manhattan. Indtil FBI dukker op, altså. Spøjs historie uden noget større mysterium og med Reacher som lidt passiv tilskuer.

Summa summarum

Childs stil og Reachers personlighed passer godt til den korte novelleform. Både stil og karakter er kontant og direkte, og de 12 historier viser, hvor eminent god Child er til at starte en historie og sætte en stemning allerede fra de første linjer.

Child formår også som få at lave lidt kringlede historier med små twists, som man sjældent ser komme. Der er som sagt et par fejlskud, men niveauet er generelt højt.

Novelleformen er også en god form til at belyse forskellige elementer af Reachers karakter og psyke. Bl.a. gennem den unge betjents øjne i ‘Snakken går’ eller via Reachers familie. Reachers far, marineinfanteristen Stan Reacher, leverer f.eks. i ’Den anden søn’ en svært rammende beskrivelse af sin yngste søn: ”Den kloge tager en pistol med til en knivkamp. Men Reacher var en omvandrende brintbombe.

Men Reacher tager også fejl i ny og næ. Han er ikke perfekt, om end han altid ender med at gøre det rettet. Eller som Reacher selv siger i ’Langt nede’ – “Jeg er født kontrær.” Det er sikkert også derfor, Reacher aldrig, aldrig nogensinde vælger den nemme udvej.

Den 22. bog, ’Under dække’ (’The Midnight Line’ på engelsk) er lige udkommet i Danmark, og den kan som alle Reacher-bøgerne varmt anbefales. Det er ikke min favorit, men den er god. Childs bundniveau er som sagt utrolig højt, hvilket man også ser i novellerne i ’Intet mellemnavn’. Selv de svageste er underholdende og velskrevne.

Child har foruden de 12 noveller i samlingen her skrevet to andre korte historier i samarbejde med hhv. Karin Slaughter i ‘Cleaning the gold’ og Joseph Finder i ‘Good and Valuable Consideration’.

Er du interesserede i at vide mere om Lee Child og Jack Reacher, så ligger der en fin artikel om både forfatter og helt her på Bogsnak.

Boginfo

Intet mellemnavn’ af Lee Child, 382 sider, Forlaget Jentas, 2018.