Bibliotekar i lockdown

Hvad laver en bibliotekar, når bibliotekerne er lukkede? Det får du svaret på i dette mail-interview, hvor bloggens egen Jan fortæller om sin hverdag i noget, der ligner alt andet end hverdag. Jan arbejder ved Roskilde Bibliotekerne og er primært tilknyttet Gadstrup Bibliotek, der er en del af Roskilde Bibliotekerne. De sagesløse, biblioteksbogshungrende borgere i Gadstrup har mulighed for at reservere bøger og hente dem i særlige tidsrum. Take-away og click and collect er stadig muligt.

Lisbet:
Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud for dig her under nedlukningen?

Jan:
Haha, læser min chef med? På nær at jeg har vænnet mig til at læse mine mails klokken 8, mens jeg drikker morgenkaffe, så er der ikke som sådan en typisk dag.

P.t. har jeg vagter på biblioteket, hvor vi passer telefoner, finder materialer frem og gør vores bedste for at hjælpe de fremmødte med at finde deres reserveringer. Ellers nørkler vi med digitalisering af vores formidling. Ganske som resten af biblioteksvæsnet, tænker jeg.

Lisbet:
Hvordan holder du kontakt med det lokalsamfund, som dit bibliotek er en del af?

Jan:
Det har jeg virkelig svært ved. Udover at udveksle mails, enkelte telefonopkald, det obligatoriske Skype-møde og prøve at få stablet efterårets arrangementer på benene, så er det meget begrænset, hvad jeg har haft mulighed for. Her kan man tydelig mærke, hvordan lockdown har sat en stopper for sociale aktiviteter.

Lisbet:
Hvad har Corona-nedlukningerne lært dig i dit virke som bibliotekar?

Jan:
Hvor meget mennesker og mødet mellem dem betyder for mit og bibliotekernes virke, og at biblioteker som rum og sted er væsentlig vigtigere, end mange nok antager. En ting er, at jeg selv har svært ved for alvor at gøre en forskel, men man kan mærke, borgerne mangler noget at være fælles om ude i den virkelige verden.

Med andre ord, selv i det ellers meget digitale 2021 er det at være bibliotekar, særligt på et lokalbibliotek, i høj grad et spørgsmål om at mødes ansigt til ansigt med mennesker.

Rungende tavshed på Gadstrup Bibliotek. Ingen trippende barnefødder. Ingen knitren fra avisssider. Ingen hyggelig sludren med de gæve Gadstrup-borgere. Jan savner det hele.

Lisbet:
Hvad læser du selv for tiden?

Jan:
Jeg har perioder, hvor et emne fylder meget. Den seneste tid har det været et sammensurium af vikinger og korstog. Varberg og Lyngvilds udstilling på Nationalmuseet (læs mere om Jans interesse for vikinger i nytårsindlægget 2020 om årets bedste bøger), som jeg lige nåede at besøge for et års tid siden, inden alt blev lukket ned, gav mig blod på tanden, og jeg kastede mig over ’Viking’ og ’Fortidens slagmarker’. Det førte mig videre til normannerne og korstogene, hvor jeg nu læser seneste bind i Jack Ludlows serie om normannerne. Det er ikke stor litteratur, men sindssygt spændende, og som Simon Montefiore engang sagde, så skal man læse skønlitteratur for virkelig at forstå historiens spillere.

Lisbet:
Hvad glæder du dig allermest til, når din arbejdsplads på Gadstrup Bibliotek åbner igen?

Jan:
Nok allermest til at føre en samtale med et andet menneske uden plexiglas, visir og 2 meters afstand mellem os, men på den lidt kortere bane, så bliver det bare rart at kunne byde folk indenfor igen og stille og roligt begynde at (genop)bygge et fællesskab om biblioteket med arrangementer, oplæg og læseklubber.

Portræt af en læser i det italienske hjørne

Mit kendskab til italiensk litteratur er sørgeligt begrænset. Jeg har brug for, at en kyndig person tager mig ved hånden og leder mig ind i denne verden befolket af Dantes og Decamerons efterkommere. Her kommer Siri Rønne Christiansen ind i billedet. Mit seneste portrætoffer Niels Offenberg, som du kan læse om i blog-indlægget Portræt af en litteraturformidlende læser, anbefalede mig at sætte kløerne i Siri. Så her er hun: Una bella donna. Jeg ønsker dig: Buona lettura!

Lisbet: Hvem er du?
Siri: Jeg er cand.mag. i Italiensk, tidligere indehaver af den italienske boghandel, Italo Libri, og freelance-oversætter mellem dansk og italiensk. Når der ikke er lockdown, så assisterer jeg i Politikens Boghal, og ellers bruger jeg en del tid på at tænke over, hvad jeg ønsker mig for fremtiden.

Lisbet: Hvad er dit tidligste læseminde?
Siri: Jeg husker højtlæsning som noget helt særligt, typisk godnathistorier. Der var eksempelvis en ferie, hvor min farfar læste Pippi Langstrømpe for mig og endte med selv at græde af grin, og da mine brødre og jeg blev lidt ældre, læste min mor Erik Menneskesøn-serien højt for os og introducerede os på den måde for den nordiske mytologi.

Lisbet: Hvilke bøger prægede din barndom og ungdom?
Siri: Det tidligste ,jeg selv læste, var min fars tegneserier og senere nogle eventyrbøger, og jeg husker, at mine kammerater i skolen talte meget om Tine Brylds Pigeliv-serie, men at den ikke rigtig fangede mig. Den røde tråd kom først rigtig for mig i gymnasiet, hvor tanker om livet og meningen med det hele fyldte rigtig meget. Særligt Dostojevskys Kældermennesket og Descartes’ Meditationer blev betydningsfulde for mig, og det åbnede mine øjne for filosofi, som jeg senere tog en bachelor i.

Lisbet: Hvordan var din vej ind i italiensk litteratur?
Siri: Det startede, da jeg tog på udveksling til Italien som 16-årig, så i første omgang brugte jeg bøgerne helt konkret for at lære sproget at kende. Undervejs faldt jeg pladask for landet, og i en lang årrække rejste jeg derfor derned, så ofte jeg kunne. På et tidspunkt blev det dog lidt udmattende (også økonomisk), og så fik bøgerne den funktion, at jeg kunne taget noget af Italien med mig hjem i dem. Det blev i sidste ende til Italo Libri.

Siri Rønne Christiansen

Lisbet: Hvordan påvirker dit virke som oversætter din egen læsning?
Siri: Jeg føler egentlig, at bevidstheden om, hvor svært det kan være at oversætte, tilføjer et ekstra lag af glæde ved at læse en god bog, som også er godt oversat. Jeg er selv ny i faget og fuld af beundring og ærefrygt over mere erfarne litterære oversætteres evner! Det er virkelig en kæmpe opgave at formidle en anden persons værk. Al den research, som forfatteren har lagt i at berette om noget, skal oversætteren jo også researche sig frem til og opbygge viden om og sprog til. Og når jeg i sjældne tilfælde studser over noget ‘usmidigt’ i en tekst, så kan jeg godt lide at tænke over, hvordan jeg selv ville have oversat det.

Lisbet: Hvilke italienske titler er det magtpåliggende for dig at anbefale?
Siri: Mange kender og elsker Elena Ferrantes Napoli-kvartet om veninderne Elena og Lila, men jeg har været langt mere betaget af en af Ferrantes tidligere romaner, der på dansk har fået titlen Forladte dage (oversat af Nina Gross). Det er en fantastisk medrivende fortælling om en kvinde, der bliver forladt og den deraf følgende deroute hun gennemlever. Den er skrevet nærmest som en tankestrøm, men en malstrøm, hvor man synker ned i dyndet med hende.

Sibilla Aleramos En kvinde er også oversat af Nina Gross og udkom allerede i 1906 på italiensk. Den noget undseelige titel dækker over den dybereliggende pointe, at netop en kvindes liv historisk set ikke blev regnet for noget særligt. Aleramo tematiserer moderskab, forældreskab og ægteskab på en måde, som stadig er aktuel, mener jeg. For at sætte romanen i kontekst og uden at afsløre for meget, så fandtes der i Italien helt frem til 1981 en lov om, at en mand kunne undgå straf for voldtægt, hvis han efterfølgende giftede sig med offeret.

Sidst, men absolut ikke mindst, så er Pap Khoumas forfatterskab virkelig interessant. Han er endnu ikke oversat til dansk, men hans debutroman findes på engelsk: I was an elephant salesman. Han immigrerede i midtfirserne fra Senegal, er nu italiensk statsborger, og hans seneste roman hedder Noi italiani neri, dvs. ”Vi sorte italienere”. Undertitlen er ”Historier om almindelig racisme” (Storie di ordinario razzismo), og bogen retter via en autobiografisk fortælling fokus mod den diskrimination og ‘hverdagsvold’ sorte mennesker oplever i det italienske samfund. Nødvendig læsning, helt klart.

Lisbet: Hvem inspirer dig til læsning?
Siri: Helt generelt bliver jeg inspireret af samtaler med venner, men når det kommer til de italienske titler, så skylder jeg min studietid meget. Underviserne på Italiensk på Københavns Universitet er virkelig dedikerede mennesker, og de smitter med deres engagement! Med hensyn til samtidslitteratur mere generelt, så er jeg så heldig at arbejde som assistance i Politikens Boghal, og der er jo helt naturligt fyldt med gode mennesker, der kan inspirere!

Lisbet: Hvad ligger på dit natbord lige nu?
Siri: Jeg har taget revanche inden for nordisk litteratur på det seneste og læser lige nu to bøger: Geir Gulliksens Historie om et ægteskab og Jón Kalman Stefánssons Himmerige og helvede. Jeg er meget optaget af kærlighedens skyggesider, det være sig utroskab, jalousi og usikkerhed, men også det ‘forbudte’ i at forelske sig i en anden, når man allerede har lovet nogen (evig) troskab. Det har Gulliksen alt sammen med i sin roman. Stefánssons bog læser jeg, fordi jeg sidste år kom til at starte med den tredje bog i Himmerige og helvede-trilogien, Menneskets hjerte, som jeg var enormt betaget af, men selvsagt ikke forstod særlig godt, fordi det var sidste bog i en række.

Gulliksen kan jeg ikke læse lige inden sengetid, fordi fortællingen slår på nogle meget ømme strenge, der kræver lidt overskud, og så er det godt at have Stefánssons mere poetiske (omend barske) univers i baghånden.

Lisbet: Hvad er din bedste læsevane?
Siri: At jeg ikke læser på digitale apparater. Jeg føler, at jeg slapper af på en helt særlig måde, når jeg får en bog i hånden.

Siris læseplads.

Fascineret af oversættelse?
Så har Svend Brinkmann lavet et helt program kaldet Lost in Translation om emnet. Oversætter Thomas Harder og Shekufe Tadayoni Heiberg medvirker, og det er vildt spændende at høre om deres arbejde med at oversætte skønlitteratur til dansk fra henholdsvis italiensk og persisk.

Flere portrætter
Galleriet af læserportrætter vokser stiller og roligt. Jeg begyndte med serien for snart fire år siden og er blevet meget glad for formatet. Tak fordi I læser med!

Portræt af en nylæser
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en dimittend der læser
Portræt af en læser i nulte
Portræt af en læsekreds
Portræt af en læser med lister
Portræt af en læsende øbo
Portræt af en gymnasieelev der læser
Portræt af en litteraturformidlende læser

Bogsnaks top tre i 2020

Meget kan ændre sig.

Juleaften kan blive helt anderledes, end du havde forestillet dig. Du erfarer, at det er en stor lettelse ikke at skulle gå til julefrokoster. Du vokser sammen med dine bløde bukser efter tre måneders uafbrudt samvær under Corona-lockdown. Du vidste ikke, at det var muligt. Det ved du nu. Du kan komme på fornavn med direktører fra statslige styrelser, du førhen knap nok vidste eksisterede.

Men en ting er sikker og uforanderlig: Bogsnak laver altid en “året-der-gik”-kavalkade i form af en klassisk top tre-liste. I år er det Lisbet og Jan, der i dette fælles indlæg tegner og fortæller om deres bedste læseoplevelser.

Lisbets top tre i 2020
Men jeg skriver disse linjer, er det en tåget og råkold december-lørdag. Det bliver mørkt før klokken tre. Lyset er så langt væk. Og varmen endnu fjernere.

Derfor virker det helt oplagt at tænke tilbage på en roman, jeg læste på en varm sommerdag i vores sommerhus. Jeg glemte at holde pauser i læsningen, fik ikke drukket vand nok og og blev nærmest lidt dårlig til sidst. Det var en af de bøger, der var umulig at lægge ned.

Læsningen udløste modstridende følelser: Vrede og glæde oveni hinanden. Romanen er selvfølgelig ‘Tabita’ af Iben Mondrup. Vreden hænger sammen med de enorme uretfærdigheder, der overgår flere af personerne i historien. Glæden udspringer af det fantastiske sprog og den intensitet, som Mondrup skriver med. Hold da op, det er godt.

I ‘Tabita’ kolliderer Danmark og Grønland på smertefuld vis. Den grønlandske pige Tabita bliver sammen med sin lillebror adopteret af et dansk ægtepar, der ikke selv kan få børn. De vil så gerne give af deres overskud, og der er smurt god vilje henover hele arrangementet. Børnenes mor Rosine er hushjælp hos ægteparret Berthel og Eva. Abelone har svært ved selv at klare børnene, for hun er alene og afhængig af hjælp fra sin gamle mor Rosine, der lige har mistet sin mand. Rosines måde at passe børnene på er at låse dem inde i kælderen, indtil Abelone kommer hjem. Det går selvfølgelig ikke. Men det går heller ikke, at børnene lige pludselig flyver til København og skal passe ind i en dansk virkelighed i 1960erne.

Sorg, savn, kærlighed, ulykke og overgreb. Alt det handler ‘Tabita’ om. Kvinderne har hvert deres afsnit i romanen, og undervejs afsløres flere og flere af Berthels utilgivelige sider. Den stærke, hvide mand tager sig mildt sagt ikke godt ud i denne gribende roman.

Hvis du elskede Godhavn og andre af Mondrups romaner, der har Grønland som tone og omdrejningspunkt, så vil du også være optaget af ‘Tabita’. Jeg ser for mig, at bogen bliver til en stærk film – som et naturligt led i bearbejdningen af det fortsat komplicerede forhold mellem Grønland og Danmark. Fortiden vil være hos os lang tid endnu.

Størst af alt: Om kærlighedens natur
Tab er et stort tema i Tabita. Det er det også i Lone Fransk personlige og samtidig videnskabelige analyse af kærlighedens natur. Franks kæreste døde af kræft i en alt for tidlig alder. Det satte gang i hendes granskning af kærlighed som fænomen.

Bogen veksler mellem Franks egne refleksioner og beskrivelser af de samtaler, hun har med sin psykolog (bonusinfo: Han var i sin tid medlem af Det Neodepressionistiske Danseorkester – det må klart være en fordel hos en psykolog) og afsnit om forskning i kærlighed. Denne mosaik fungerer virkelig godt. Når man selv er lige ved at tude over Franks afgrundsdybe sorg og savn af den elskede, kommer der et kapitel om neurologiske forsøg med mus. Så kan man trække vejret igen.

Jeg er imponeret over Franks evne til at favne det personlige og det naturvidenskabelige i ‘Størst af alt’. Hun er god til at holde tungen lige i munden. Det er modigt at skrive om kærlighed på denne måde.

Bogen er med på min top tre, fordi jeg slugte den på to dage og undervejs fik sat gang i mine egne tanker om det at være datter, mor og kæreste. Jeg lærte noget. Det er dog ikke sikkert, at min nærmeste familie umiddelbart kan mærke det. Men jeg ved det.

Glæden ved at læse
Vi fortsætter i kærlighedssporet. Denne gang handler det om kærligheden til læsning. Den sidste bog på min liste er ikke udgivet i 2020. Det er en halvgammel, fransk sag fra 1992, udgivet på dansk i 1995. Originaltitlen er Comme un roman, og bogen blev udgivet på det hæderkronede forlag Gallimard. Forfatteren er Daniel Pennac, lærer i fransk sprog og litteratur. Han gjorde det til sit livsværk at gøre fortabte læsere til gode læsere. En nobel mission.

Jeg blev opmærksom på ‘Glæden ved at læse’, da jeg læste Kunsten at læse (2020) lige inden sommerferien. Kunsten at læse er skrevet af Thomas Illum Hansen, og jeg fik fornøjelsen at anmelde den her på bloggen. I Kunsten at læse gør Illum Hansen opmærksom på læserens ti bud, sådan som de er formuleret af Pennac:

1. Retten til ikke at læse.
2. Retten til at springe sider over.
3. Retten til ikke at læse en bog færdig.
4. Retten til at genlæse.
5. Retten til at læse hvad som helst.
6. Retten til bovarysme (et oplagt spørgsmål til en af julens quizzer. Hvad er bovarysme for noget?)
7. Retten til at læse hvor som helst.
8. Retten til at smålæse.
9. Retten til at læse højt.
10. Retten til at tie stille.

Pennac deler ud af sine erfaringer som lærer og far, og den essayistiske stil er elegant og humoristisk. Jeg ville ønske, at jeg kunne læse bogen på originalsproget. Det ville være det helt rigtige.

Pennac slår fast, at ingen har tid til at læse. Hverken børn eller voksne, for “Livet er det rene forhindringsløb i forhold til læsning”. (side 81). Man må være misundelig på dem, der har tid til at læse! Hvordan får de presset bøgerne ind i det travle, moderne liv?

Pennac udtrykker det sådan her:
“Tid til at læse er altid stjålen tid. (Ganske ligesom tid til at skrive, for resten, eller tid til at elske.) Stjålet fra hvad? Lad os sige fra pligten til at leve. Det er uden tvivl af den grund, at metroen – det prøvede symbol på nævnte pligt – ser ud til at være verdens største bogsamling. Tid til at læse udvider, ligesom tid til at elske, tiden til at leve. Hvis vi skulle overveje kærligheden ud fra hensynet til den tid, den tager, hvem ville så turde kaste sig ud i den? Hvem har tid til at være forelsket? Og alligevel – findes der nogen, som nogen sinde har oplevet en forelsket, der ikke tog sig til at elske?” (Side 81).

Et voila! Med Pennac ved min side ønsker jeg dig et godt læseår i 2021. Og hvis Pennac ikke er nok, så dyk ned i Mikkels fyldige indlæg Sådan får du læst mere.

Jans Top 3
I år har jeg valgt tre bøger (og et par boblere) ud fra læseoplevelser, der har givet mig noget at tænke over eller inspireret mig. Og måske også provokeret mig lidt. Normalvis er jeg ikke meget for provokerende skriverier, men hvis det er den slags provokation, der får en til at pondere over verden, så er det ikke en dum ting, tænker jeg.

De tre bøger, jeg har valgt, lander alle tre i krydsfeltet mellem inspiration, provokation og eftertanke. Det er også bøger, der er i særklasse velskrevne og giver læseren noget med sig efter endt læsning.

Og så er de alle fagbøger.

Det er lidt et tilfælde, men nok også et tegn på, at faglitteratur og samfundsforhold har fyldt en del i mit job den sidste halvdel af 2020. Derfor har jeg også sneget et par boblere ind til slut. Begrænsningens kunst har heller aldrig været min stærke side, og en liste med mine anbefalinger ville da heller ikke være komplet uden noget farverig litteratur af den underholdende slags.

Men lad os sporenstregs sætte i værk.

Vikingerne kommer!
’Alverdens Vikinger’ af Jim Lyngvild er muligvis den flotteste fagbog, jeg nogensinde har haft mellem poterne. Den er simpelthen gudesmuk.

Ganske som bogens portrætter er det.

Den store fotobog indeholder nemlig 83 portrætter baseret på personer fra vikingetiden, og udspringer af Nationalmuseets ’Mød Vikingerne’-udstilling, som Jeanette Varberg og bogens forfatter præsenterede under megen virak i efteråret 2018. 

Forfatteren selv kan provokere mange, men det, at han satte ansigt og krop på vikingerne, provokerede endnu flere, og førte til en fascinerede debat om historisk korrekthed og brugen af fotografierne, hvilket gav udstillingen og Nationalmuseet nogle helt ekstraordinært høje besøgstal. Og udstillingen er da også værd at besøge.

’Alverdens Vikinger’ er som sagt en gudesmuk bog, og debatten til trods, så vækker den nysgerrighed og en interesse i at vide mere, og det er det, bogen skal; den er ikke en historiske kilde, men en vej til at blive grebet af vikingetiden.

Argh, den liberale er løs!!
Den liberale, tidligere undervisningsminister, Merete Riisager kan utvivlsomt også vække mange følelser. Særligt, når Riisager som i ’Selvbyggerbørn’ lægger op til en diskussion om børneopdragelse, identitetsdannelse, og de voksnes ansvarsfralæggelse, når det kommer til selv samme, vil det utvivlsomt vække en del hovedrysten eller spidse miner.

Bogen er dog værd at læse, hvad end man nu er enig med Riisager eller ej, for som med Murray nedenfor, så er det værd at diskutere, hvordan vi udvikler vores identitet, bliver dannede og fremfor alt er i stand til at have en ordentlig samtale om tidens problemer og udfordringer.

’Selvbyggerbørn’ er en debatbog, og som sådan fungerer den perfekt. Den er velskrevet og pointerne fremført skarpt og med nuancer. Som et menneske med stor interesse for dannelse fandt jeg Riisagers bog både interessant og tankevækkende, og det tror jeg faktisk, de fleste med samme interesser vil.

De politisk korrekte kommer!!!
Og det er næsten endnu værre end en flok øksesvingende baryler eller en løbsk liberal undervisningsminister.

Douglas Murrays ’Hordernes Hærgen’ tager livtag med tidens identitetspolitiske tendenser og er, indrømmet, et partsindlæg, men den er altid interessant og oftest satirisk skarp. Man kan læse bogen som et frontalangreb på identitetspolitik eller som en påmindelse om, at selv de bedste intentioner har afledte effekter, der ikke altid er lige ønskværdige.

Har du lyst til at dykke ned i et af samfundsdebattens mest hotte emner, så er ’Hordernes Hærgen’ bogen for dig. Murray har tydeligvis en fest, men humoren til trods, så er emnet behandlet med stor alvor og indsigt. ’Hordernes Hærgen’ er nok årets vigtigste bog i min optik. Ikke nødvendigvis fordi jeg er enig med Murray, men fordi jeg tænker, den frie debat og åbne diskussion, ikke mindst om lettere giftige emner, er noget af det vigtigste for et dannet, velfungerende samfund.

Boblerne og de andre gode bøger
En af de bøger, jeg føler, jeg må nævne, er Ruben Greis’ ’Udød’, som jeg skrev om for ikke så længe siden. Det er en underholdende og farverig zombiehistorie, som både mit indre Dennis Jürgensen-elskende barn og min indre horror-nørd er svært glad for.

Sidst, men absolut ikke mindst, må jeg også nævne Malene Ravn, Amdi Silvestri og Mathilde Walter Clark, som jeg anbefalede i sommer. Både Lisbet og jeg lovpriste Ravns fortælling om kunstneren Carl Fisker i ’Hvor lyset er’, mens jeg ikke kan anbefale Clarks fremragende og personlige rejseessaysamling og Silvestris vanvittige, sorthumoristiske ’Et satans arbejde’ om en stakkels flyttemand med en temmelig speciel opgave nok.

Har du ikke læst dem, så kan det kun anbefales. Det er virkelige gode bøger, der hver og en har været med til at gøre et ellers jævnt trælst år til et om ikke andet ganske godt litterært år.

Boginfo
Tabita’ af Iben Mondrup. Politikens Forlag. 353 sider. 2020.
‘Størst af alt. Om kærlighedens natur’ af Lone Frank. 292 sider. Politikens Forlag. 2020.
‘Glæden ved at læse’ af Daniel Pennac. 118 sider. Klim. 1995. 
’Alverdens Vikinger’ af Jim Lyngvild. 288 sider. Frydenlund. 2020.
’Selvbyggerbørn’ af Merete Riisager. 239 sider. Kristeligt Dagblad. 2020
Hordernes hærgen’ af Douglas Murray. 375 sider. Ellekær. 2020


Udød

Nostalgi er en stærk følelse og den dukker op i mange sammenhænge. For mig, der er vokset op i 80’erne, så mærker jeg den for eksempel særligt i forbindelse med en tv-serie som ’Stranger Things’, actionfilm som ’Predator’ eller Ernest Clines ’Ready Player One’

Eller hver gang jeg hører Dennis Jürgensens navn.

Og Dennis var den første, jeg tænkte på, da jeg læste Rubens Greis’ nyeste bog. ’Udød’  er – og det er ment som den største cadeau til Ruben – ganske som at læse en yngre Jürgensen. Der er spor af ’Tingen i cellen’, ’Kærlighed ved første hik’ og naturligvis hans senere zombiebøger.

Men det er mest de første, jeg bliver mindet om.

Der er nemlig en farverig fandenivoldsk tone kombineret med humor og handling i ’Udød’, som man ikke ser og oplever så tit mere, og det gør en ellers på mange måder ret klassisk zombiehistorie til noget særligt.



Zombier på speed

For det er en historie, vi har set før. Gale videnskabsfolk, virksomheder uden skrupler og agenturer fra alfabetsuppens bundlag roder med ting, de ikke burde rode med.

Men det er en formel, der holder. Ikke mindst, når den er fortalt med overskud og blik for både popkultur og horror.

Kort fortalt, så er handlingen i ’Udød’, at en virus slipper ud i et laboratorium under en forskerkonference, og snart må en flok meget forskellige og ofte lettere dysfunktionelle typer med teenageren Tom i spidsen kæmpe for at overleve, da virussen naturligvis forvandler et hav af mennesker til zombier.

Hovedpersonen Tom og de andre karakterer er tæt på at blive karikerede, og til tider irriterer de mig lidt, men sjovt nok er det bogens styrke og der, hvor de humoristiske øjeblikke og spændingen opstår. Det er ikke typiske helte, men levende personer. Folk, som vi kunne have mødt rundt om.

Og det er her, man føler ånden fra Dennis Jürgensen.

Skal jeg være lidt grov, så læser man ikke ’Udød’ for at få nye vinkler på zombiegenren, man læser den for sproget og for Greis’ evne til at skrive både sjovt og fængende på en og samme tid.

Plus, der er noget hyggeligt og netop nostalgisk i at blive ført igennem en klassisk zombiehistorie, hvor forfatteren bevidst bruger alle troperne og viser sit kendskab og store kærlighed til genren. Om end at navngive den gale videnskabsmand Hubert West måske er en lidt for direkte reference.

Værd at vide

’Udød’ er en ungdomsbog med særlig appel til børn, unge og folk som mig med en forkærlighed for tjubang og gode gys. Bibliotekerne anbefaler den til uforfærdede 12-årige og op, og det passer ganske godt.

Jeg var som både en glad horrornørd og et evigt barn på 47 ualmindeligt godt underholdt, og tænker, bogen vil vække glæde og gru bredt.

Som vores gode venner ovre på Planet Pulp så rammende skrev, så er ’Udød’ ”en åbenlys kærlighedserklæring til zombiegenren – og kærligheden smitter af på læseren! Voldsomt underholdende dansk zombieroman.”

Bedre kan det ikke siges.

’Udød’ er trykt i en smuk hardcover udgave illustreret af den talentfulde Aske Schmidt Rose og vil alene af den grund klæde enhver bogreol eller bibliotekshylde.

Slutteligt og for god ordens skyld, vil jeg indskyde, jeg kender Ruben fra gamle, gamle dage. Jeg mindes vagt, vi gik på gymnasiet sammen og slavede vist også løs i Post Danmarks dybe saltminer på samme tidspunkt. Det husker jeg egentlig ikke så godt, men jeg husker Rubens rablede fortællegen og glæde ved en god historie.

Og sådan er han stadig; en glad historiefortæller af guds nåde.

Boginfo

Udød’ af Ruben Greis. 316 sider, Calibat, 2020.

Bliv hjemme og læs en bog

I år er der ikke BogForum. Ingen køer med forventningsfulde messegæster. Ingen kødrande omkring kendte forfattere, der signerer bøger. Ingen rockstjerne-Jussi der lader sig fotografere sammen med beundrende læsere. Tiderne er ikke til store events. Især ikke midt i forkølelses- og influenzasæsonen.

Jeg har det permanent ambivalent med BogForum. På den ene side er jeg for ukoncentreret til at sidde ned og lytte til forfattersamtaler, der varer mere end fem minutter. Luften er tør og kradser i øjnene. Jeg er hele tiden tørstig og sliktrængende. Det er umuligt for mig at købe bøger, selv om der er uhyggeligt mange gode tilbud. Der er så mange at vælge imellem, at jeg paralyseres. Mine flotte, farvestrålende stofnet med litterære citater på forbliver tomme.

På den anden side er det hyggeligt at møde gamle kolleger og bekendte og få en snak. Det er sjovt at se Linse Kessler og Anne Lise Marstrand-Jørgensen passere hinanden på et af messens hovedstrøg. Der er noget fundamentalt livsbekræftende i at se så mange bogglade mennesker stimle sammen.

Busser med gæster fra Horsens og Aalborg triller ind på parkeringspladsen, og folk med tomme rullekufferter vælter ind i hallerne – klar til at opleve, købe og inhalere litteratur.

Girafferne
Jeg har det også dobbelt med de optrædende forfattere, der befolker scenerne. For hvad er det egentlig for en klam kändis-kultur, hvor vi altid skal se giraffen? Hvorfor skulle bøgerne ikke kunne stå alene? Hvad giver det af værdi at se forfatteren i samtale med en medietrænet kulturjournalist, der måske ikke engang har læst vedkommendes bog?

Dog har det tit vist sig, at forfatterens refleksioner over eget værk faktisk tilføjede noget nyt til læseoplevelsen. Et år hørte jeg oversætteren John Irons fortælle om sit arbejde med at omforme 100 danske digte til engelsk i bogen 100 Danish poems Det var så interessant og nørdet, at jeg glemte, at jeg ikke havde mere slik i tasken.

Men hvad med de forfattere, der ikke trives med de store menneskemængder og de nysgerrige øjne? Tja, det er ærgerligt for dem. For PR og mange møder med mange læsere året rundt og ikke blot til BogForum er en del af gamet, hvis man på nogen måde skal gøre sig håb om at tjene skyggen af rigtige penge på forfattergerningen.

Igen er jeg splittet. Mens jeg funderede over denne “på den ene side-på den anden side”-limbolignende tilstand kom jeg til at tænke på en bog skrevet af Kirsten Hammann.

Gennem en lang forfattergerning er hun blevet stillet de samme spørgsmål igen og igen. “Hvordan blev du inspireret til bogen?” og “Hvad er bogens budskab?” er klassikere i genren. Hammann udgav i 2017 den vidunderligt krasse og morsomme Ofte stillede spørgsmål. Hvis du har BogForum-abstinenser og ikke kaster dig frådende over nyskabelsen Bogfestival 2020 så nyd denne bog.

Ofte stillede spørgsmål

Hammann har besluttet sig een gang for alle at få besvaret læsernes og journalisternes spørgsmål. Hun smider kødet på disken, og bogens omslag ligner da også et stykke råt kød pakket ind i brunt papir:

Bogen er fyldt med kontante citater, der fik mig til at klukle. For eksempel dette på side 174:

“Nej, jeg synes ikke, det er ‘lærerigt’ eller ‘inspirerende’ at være i dialog med mine læsere. Jo, de må godt kritisere eller rose mig, især det sidste bliver jeg virkelig glad for, men jeg vil ikke diskutere mine bøger med dem. ‘Hvorfor går X ikke fra sin mand?’ eller ‘Hvorfor er det vigtigt for os (kvinder) at få et barn?’ Det er da relevante spørgsmål (jeg har selv syntes, de var så relevante, at jeg har skrevet lange bøger om dem), men jeg vil da ikke sidde og svare på dem, være i læsekreds om min egen bog”.

KH a.k.a. Kirsten Hamann skriver om sine/fortællerens op- og nedture med skrivningen. Om rødvin, pålægschokolade opløst i varm mælk og den dårlige samvittighed over ikke at være en nærværende kæreste.

Kampen for at komme ind i skrivebølgen eller finde en rytme er et tema i bogen, og mon ikke det er noget os almindelige mennesker kan genkende. Vi laver overspringshandlinger og gør alt for ikke at sætte os til tastaturet. For det gør ondt. Men når det så flyder! Der findes ikke noget bedre.

KH jagter ikke efter plot. Intet kunne være hende fjernere. Hun konstruerer ikke sine bøger, men lever sammen med sine romanpersoner i nogle år og dokumenterer deres liv i den tid. Det er i familie med at være læser: Man lever sammen med de fiktive karakterer i en periode, og så tager man afsked med dem.

KH sammenligner det at skrive med at stikke en finger langt ned i halsen for at kunne brække nogle gode brokker op. Det er der ikke meget skønsang over.

Det er indlysende, at jeg godt kunne tænke mig at være alt muligt andet end forfatter, være utro, starte forfra og være en anden, som ikke var tvunget til at sidde alene hver dag og betro mig til skriften, brække mig og græde, skubbe togvogne og skrue op for hanerne. Men det var det liv, jeg fik.” (side 75)

KH har valgt og genvalgt skriften, ligesom man kan vælge sin partner igen og igen: “At skrive en bog er som at have valgt Karsten, men sgu da ikke at være så blind, at man ikke kan se alle hans fejl, og hvem man også gerne ville dele sit liv med.” (side 76).

Jeg har lyst til at citere hele bogen, men slutter her med Karsten. En skøn detalje som inkarnerer den Hammanske tone og humor.

Og hvem ved: Måske optræder KH på BogForum i 2021…..

Boginfo

Ofte stillede spørgsmål af Kirsten Hamman.
Udgivet på Gyldendal, 2017.

Mere om skrivning
Det kan godt være, at du hverken kan eller skal skrive skønlitteratur som Kirsten Hammann. Det kan også være slemt nok at skulle skrive en opgave eller en rapport. Så er der hjælp at hente i blogindlægget Skriv uden smerte

Forfatter og forsker Kristiane Hauer funderer over forholdet mellem skrivning og læsning i Portræt af en læser, der forsker i læsning

Sådan får du læst mere

Jeg synes ikke, jeg får læst nok.

Jeg får ikke læst tit nok, og når jeg læser, er mine sessioner kortere, fornemmer jeg. Det tager mig noget længere tid at gnave mig gennem en klods i dag end tidligere. Årsagerne står i kø.

  • COVID-19 har stjålet broderparten af min pendlertid, og jeg har ikke herhjemme kunnet genskabe den tidsboble, hvor jeg blandt andet fik læst en del.
  • Jeg synes ikke, jeg slapper helt af, når jeg læser, men føler på en underlig måde, jeg burde lave noget andet.
  • Mine skærme drager og ødelægger min koncentrationsevne.
  • Egentlig føler jeg bare, jeg er blevet dårligere til at lystlæse.

Det paradoksale er, når jeg er inde i en god gænge, elsker jeg det. Jeg føler altid, min tid har været perfekt brugt. Jeg husker alt, jeg har læst og fortæller glad folk om det. Omvendt når jeg falder ind i en skærm og bliver væk, går tiden som regel bare, og jeg er hverken blevet klogere, gladere eller berørt på anden vis. Som Lars Theil skriver i sin fine bog ”Det læsende menneske:” Hvornår har du hørt nogen sige, de synes, de læser for meget?

Jeg har derfor gjort to ting. Jeg genlæste medblogger Ries fine post om den uperfekte læser. Hun går som altid adfærdsdesignmæssigt til værks med yndefuld virtuositet. Der er i øvrigt mange marsvin med i den post fra 2018, og jeg så dem her i sommerferien. De har det fint!

Ries marsvin

Jeg tog også min bullet journal frem, lavede et par sider til læsetips og gik så på hugst hos booktuberne – altså folk, der har bogfokuserede YouTube-kanaler. Mange af dem har lavet videoer om, hvordan man kommer til at læse at mere. Jeg har set dem, noteret rådene, kategoriseret dem og præsenterer dem her under fire overskrifter:

  1. Lystaspektet
  2. Tid og sted
  3. Den sociale vinkel
  4. Blandingsmisbrug

Det blev lidt langt, så du kan hoppe til slutningen for at se alle 15 råd opsummeret.

Lystaspektet:

Vi kalder det lystlæsning. Læsning, du ikke er pisket til af dit job, din uddannelse eller din sekt. Følgelig skal du sørge for, det er rart og hyggeligt og … lystpræget, ikke?

Lad os gå direkte til det første og for nogle sataniske råd:

1. Hvis en bog er dårlig, så drop den! Jep, jeg sagde det. Drop en bog, du ikke synes er god. Jo, giv den lidt tid, men hvis den ikke fænger efter 100 sider – måske lidt mere for en serie – så drop den dog. Verden er propfuld af vidunderlige bøger, så hvorfor bruge din tid på én, du ikke kan lide? Det er spild af liv og tærer på læseglæden. Ser du en hel Netflix-serie færdig, hvis de første par afsnit er dårlige? Spiser du mad, du ikke kan lide? Køber du mere tøj i en stil, der ikke klæder dig? Hvad er det for en skør idé, mange af os har med at skulle læse en bog færdig? Hvis du har købt den for alt for mange, gode beskattede danske kroner, så kast ikke god tid efter dårlige penge. Giv den til en ven, din chef eller din Tinder-date. Hjælp bogen med at finde sin rette læser.

Fra samme selv-flagellantiske skuffe har vi:

2. Lad være med at læse bøger, du egentlig ikke har lyst til, men føler du bør. Klassikere er klassikere af en årsag, men det betyder ikke, du vil kunne lide dem. Opera har lært mig en del om dette problem, fordi det er en endnu mere potentielt snobbet hobby end litteratur. Eller kan være det. Jeg har slået mig til tåls med, at jeg hverken forstår moderne og/eller intellektuel, klassisk musik. Jeg elsker derimod Puccini og Verdi og Mozart. Richard Strauss’ ”Elektra” fx formodes at være et mesterværk. For mig lyder det som en baggårdskat, der bliver torteret med glødende strikkepinde. Og ved du hvad? Det er okay! Altså at foretrække populære komponister – ikke at tortere katte. Det må man ikke. Medblogger Jan er én af dem, der er talsmand for, at klassikerne hverken er tunge eller komplicerede, og han har givet ret. Efter Lars’ ”Det læsende menneske” kastede jeg mig bl.a. over Steen Steensen Blicher, og det var overraskende friskt, hvis man ellers kan sige det sådan, hvorimod jeg kom nøjagtigt én side ind i ”Kongens fald” sidste år, før jeg smed den fra mig. Prøv endelig klassikerne, men iagttag råd nummer 1 ovenfor.

Kongens fald | DET KGL. TEATER
Bogen er bare ikke mig, men jeg og min søde kæreste blev blæst bagover af Det Kgl.’s opsætning

Tredje råd hænger som forventet sammen med råd 1 og 2:

3. Læs, hvad du har lyst til. Jeg så en Goodreads-kommentar til “Hvor flodkrebsene synger” fra en amerikansk læser. Hun skrev, hun altid havde troet, hun skulle læse produktivitets- og selvforbedringsbøger som ”7 gode vaner” o.lign., men nu var hun faldet over denne roman, og først havde hun dårlig samvittighed, men nu havde hun fået sin læseglæde igen. Det er sgu’ da trist. Igen: Dette handler om lystlæsning. Er du glad for Fantasy eller Sci-Fi eller romance – måske endda steamy romance – så læs mere af dét, min ven. Meget mere! Fantasy med endnu mere fantasi, science fiction med endnu mere videnskab (eller fiktion) og romance med endnu flere gyngende, alabasterhvide barme og høje, mørke fremmede. Eller noget. Prøv meget gerne en anden genre. Deltag i læseudfordringer. Udvid din horisont. Men læs af lyst og ikke af pligt og stå stolt ved det.

De første tre råd minder mig om resultatet af den nok så omtalte læsevaneundersøgelse fra Tænketanken Fremtidens Biblioteker i 2017: Børn lystlæser mindre, og mange af dem forbinder læsning med en teknisk, pligtdrevet aktivitet, man lærer i skolen, og man jo så ikke gider, når man ikke lige skal. Hvis du også lider af et mærkeligt, sort, protestantisk skyld & skam-baseret forhold til læsning med vage reminiscenser fra skoletiden, så befri din litteraturhungrende sjæl lige nu. Vær fri!

De næste råd i lystgenren er mere fokuseret på de allerede gode ting, men kommer fra samme overordnede skuffe:

4. Nyd din læsetid! Det synes jo nok at give sig selv, men det gør det overhovedet ikke. Når man læser – særligt fysiske bøger selvfølgelig – er man uforbundet med verden, men helt forbundet med den menneskelige tilstand og den kollektive, menneskelige livserfaring. Man kan næsten ikke bruge sin tid bedre. I disse mobiltelefoniske tider kan man nyde freden væk fælleshjernen, men nogle får en slags mini-paranoia. Det er det samme, der sker, når man begynder at meditere faktisk. Først oplever man et helt absurd tankemylder – hvorfor hedder det egentlig tranebær? Blå er en pæn farve. Gade vide, hvorfor Birte slog op med mig i 2.g.? Pindsvin er søde osv. – og en mærkelig følelse af forkerthed over bare at sidde. Men efter et par gange går det op for én, det er lige dér, man skal være, og man gør lige, hvad der var meningen. Læsning er et velfortjent åndehul og ikke så lidt meditativt, som man lader hele sin bevidsthed opsluge af en andens tanker. Og det er sundt, så hav god samvittighed.

Josephine – hende fra forsiden – bliver mere empatisk.

5. Hav det sjovt med læserelaterede aktiviteter. Læsning mangler lidt udstyr i forhold til så meget andet. Jeg er ved at lære italiensk – bare for at gøre det – og der er apps og diskussionsfora, og masser af notesbøger har man selvsagt brug for, rejser til Italien skal arrangeres, podcast downloades, quizzer tages og sammenlignes osv. Og det er intet i forhold til lystfiskeri, triatlon osv. Eller bagning. Bagning er fantastisk for udstyrsnørder. Der er masser af læserelaterede aktiviteter, hvis man leder lidt, og vi burde virkelig lave en selvstændig blogpost om det. De gode mennesker i Københavns Biblioteker udgiver nyhedsbrevet Litterær luksus, der tager den slags emner op. Der er blogs og Youtubere og instagrammere til inspiration, og notesbøger har man – igen – selvsagt altid brug for. Goodreads er en herlig app, hvor du kan oprette din bogsamling, følge med i dine venners læsning, få nye venner, få inspiration, lave lister over alt muligt osv. Den er dog ejet af Ondskabens Imperium; Amazon. Goodreads hjælper også med gamificering – altså små konkurrencer med dig selv. Et par gange har jeg taget mig en ordentlig læsesession, fordi jeg sakkede bagud med mit eget læsemål på 36 bøger om året. Beløn dig selv med en lækker bog, ekstravagant chokolade, god rødvin, eller hvad du nu er til, og stress ikke dig selv. Bare én bog om måneden, og du er langt foran mange mennesker.

6. Er du gået lidt i stå, så fortvivl ej. Du synes måske, det er svært at komme i gang igen, men det er din hjernes neuroplasticitet, der snakker her. Ja, det er et ord, jeg har lært, så jeg kan slynge det ud ved passende lejligheder og se viis ud. Det dækker over det fænomen, at hjernen ændrer sig langsomt til at blive bedre til det, man gør, og tilsvarende ringere til det, man ikke gør (længere). Hjerne er formelig og praktisk anlagt. Når du falder ud af læsevanen, bliver det langsomt sværere og sværere at komme i gang igen. Den gode nyhed er, at når du kommer i gang igen, bliver det nemmere og nemmere at fastholde vanen. Ligesom med motion og kostomlægning og andre større eller mindre livsstilsændringer er det vigtigt ikke at gøre noget totalt revolutionerende, der holder i 2,5 dag. Start ikke op igen med ”Krig og Fred.” Tag en kort bog, en krimi, en novellesamling og husk at nyde det, når du er tilbage i verdens bedste hobby!

Omgivelserne:

7. Find eller lav selv et lækkert læsested. Der er ikke noget bedre end et superfedt dedikeret læsehjørne. Når din hjerne først associerer stedet med afslappende læsning opstår en afstressende synergi. Der er også en anden skole, der anbefaler, at man har flere for at give følelsen af variation. Jeg hælder mest til det første. Jeg har et særligt sted ude i havemøblerne, der aldrig kommer ind i øvrigt. Første forårsdag er jeg der som et søm i typisk masser af lag tøj, men med en bog og en kop kaffe. Jeg minder mig selv om at tage en session hver dag på et eller andet tidspunkt, om det så bare er fem minutter, for pludselig er det efterår og vinter igen. Tempus fugit.

Mathilde og Store Vuffi har et fint læsested

8. Vi måtte jo til det. Drop telefonen. Jeg mener det. Drop den! Hvis du skal have den med, så sæt den på lydløs og gem den. Den kan også sættes til kun at lukke vigtige samtaler igennem. Telefonen forstyrrer ikke kun med lyde og brummen, den får dig til at tro, du laver noget uvigtigt og burde koble dig tilbage på fælleshjernen.

9. Drop også skærme i soveværelset. Tablets og telefoner og TV-skærme ødelægger din evne til at falde i søvn med sit hvide lys. Derimod er det ideelt med sengelampens lys på papir. Folk uden skærme i soveværelset har i øvrigt også mere sex. Det er godt for parforholdet, men forstyrrer læsning, så husk at prioritere rigtigt 😉 De kloge anbefaler at købe et gammeldags vækkeur, så man ikke falder i ”jamen jeg bruger min telefon til at vække mig!”-undskyldningen.

Omgivelser & timing:

10. Planlæg, hvornår du vil læse. Sæt tid af til det. Vi drukner alle sammen i ting, der haster eller føles presserende. Stephen Covey har meget at sige om netop dét i klassikeren ”7 gode vaner” i øvrigt. Pointen er, vi systematisk undervurderer og underprioriterer de aktiviteter, der er vigtige, men ikke som sådan haster eller har deadlines. Fra mit eget arbejdsliv ved jeg, at de farligste opgaver er dem uden rigtig deadline. De bliver aldrig prioriteret, før også de pludseligt haster helt vildt.

11. Nu vi er ved det, så gør læsning til en daglig vane. Vaner definerer os mere end noget andet. Aktiviteter, der ikke er vaner, er derimod altid til forhandling. Vi går langt for at fastholde det, der identificerer os. Tænk på motionsløb. Det kan være koldt og regne og generelt bare supertræls, men hvis du har for vane at løbe og identificerer dig som løber, er det jo bare en del af pakken. Det er med til at gøre dig til noget særligt, at du er ude i det møgvejr. Du er jo løber. Er du derimod ikke løber, men gør det lidt nødtvungent for at tabe dig e.lign., ser det sgu’ da ikke godt ud det regn dér. Hvem er skør nok til at gå ud i dét vejr?

Husk også neuroplasticiteten. Jo mere du gør det, jo nemmere bliver det.

Her er faktisk en fin funktion for din telefon. Sæt en timer og lad intet forstyrre dig. Timeren skal nok sige til, når din session er overstået.

Det sociale aspekt:

12. Læsning er ikke den mest sociale hobby, der findes. Jeg husker grant en bibliotekslederkonference i Nyborg, hvor daværende kulturminister, Marianne Jelved, sagde, at hun frygtede, at folk ville ende med at sidde derhjemme bag en skærm og forbruge kultur mutters alene. Men det er jo netop det, man gør, når man læser. Ud over app-brugen nævnt ovenfor – Goodreads osv. – så er der rigelig lejlighed til at blive mere social med sin læsehobby. Jeg synes selv, det bare er hyggeligt at snakke med venner og kolleger om, hvad de læser lige nu. Et argument, jeg nogle gange hører mod læsning, er, at det er nemmere at snakke med, hvis man ser film og serier, for der er færre i vælten ad gangen. Der er nu engang kun den samme håndfuld premierefilm i biografen på samme tid. Jeg synes på ingen måde, det er et problem, at man ikke læser det samme. Jeg fortæller glad om outrerede læs, jeg har fundet på fx eReolen Global, og jeg hører også hjertens gerne om alle de mærkelige ting, folk får bladret sig igennem.

Her vil jeg lige indsparke, at det er særligt vigtigt med børn både at vise dem, man selv læser, og at snakke med dem om, hvad de læser. Børn kan godt gå i drone-modus og bare læse ordene, hvis de ikke er motiverede, og et godt middel mod det er ikke-skoleagtige forståelsesdiskussioner. Alene spørgsmål til hovedpersonens gøren og laden som fx ”Hvorfor tror du, Gurli-Bob gjorde sådan og sådan?” eller ”Hvad ville du have gjort?” virker enormt godt.

13. En supergod måde at blive mere at blive mere social i sin læsning er at melde sig ind i en læseklub. Så er du garanteret både nogle at diskutere med og at blive udfordret lidt i din læsning. Der er både fysiske og digitale, tematiske og genrebaserede. Se Københavns mange klubber her: https://bibliotek.kk.dk/section/laeseklubber. Du kan jo også starte din egen! Det er der også en vejledning til på forrige link. På nettet kan du finde readathons og readalongs allevegne, men de er typisk engelskspogede. Mange danske biblioteker arrangerer dog readathons typisk i ferier.

Læseklub for seniorer på Øbro Jagtvej Bibliotek

Blandingsmisbrug:

Som den gode Rie påpeger i sit indlæg, er der nogle banale tiltag, man kan sørge for – ikke mindst, at man altid har adgang til læsestof.

14. Læs flere bøger på flere platforme. Hav fx en fysisk bog på natbordet og en digital bog på tabletten i tasken. Mange har det svært med at være i gang med flere skønlitterære værker på én gang, men en skønlitterær og en faglitterær går vel nok. I al fald må man aldrig være i en situation, hvor der ikke er læsestof inden for umiddelbar rækkevidde, så hvis du kun læser fysisk eller kun digitalt, så giv den anden mulighed en chance. Aldrig har der været så mange streamingtjenester: eReolen (selvfølgelig), Saxo (også med fysiske bøger), Mofibo, det nye Chapter, Bookmate, også nye Bookbeat osv. Særligt for børnene er der eReolen GO! Og Maneno, der er rigtigt dygtige til at gamificere læsning. Du får en drage, når du starter, og når du læser hver dag, vokser din drage, og du kan pimpe den ud med udstyr, du gør dig fortjent til.

Blandingsmisbrug; særligt om lydbøger:

Alle, der kender mig, ved, jeg ofte giver udtryk for den holdning, at lydbøger er vingummi fra Satans slikbutik. Forskellen på de to medier fortjener sin egen blogpost, så her vil jeg indtage den for mig ledige position, at lydbøger er fantastiske! Mange af de booktubere, jeg opsummerer her, fortæller, hvordan skifte mellem lydbogen og bogbogen (ja, det kalder lydbogsfolk altså almindelige bøger) fik dem igennem længere, tungere værker. Så rådet skal lyde:

15. Hvis du er tekstlæser som mig, så overvej lydbøger som supplement. De kan både få dig over sløve perioder i et tungt værk eller i din egen læsevane. De kan få dig til at læse (ja, det kalder lydbogsfolk altså det at lytte til en lydbog) mere ved at give dig adgang til litteratur, når du ellers ikke kan læse tekst; fx under træning, cykelture eller havearbejde. Som de siger i eReolens co-producerede podcast-serie ”Læsefeber,” så skal man altså også træne sin evne til at lytte til litteratur, så giv ikke op, hvis det føles lidt spøjst i starten.

Opsummering

Så kom vi simpelthen igennem! De i alt 15 råd var:

  1. Drop bøger, du ikke kan lide
  2. Læs ikke bøger af pligt
  3. Læs, hvad du har lyst til, med stolthed
  4. Nyd din læsetid
  5. Nyd læserelaterede aktiviteter
  6. Start langsomt op, hvis du er faldet af læsehesten
  7. Find eller lav et lækkert læsested
  8. Drop mobilen. Drop den!
  9. Drop skærme i soveværelset
  10. Planlæg din læsetid
  11. Gør læsning til en daglig vane
  12. Snak med venner og kolleger (og dine børn) om læsning
  13. Find en læseklub eller flere
  14. Læs på flere platforme
  15. Start et blandingsmisbrug af tekst og lyd

Held og lykke! 🙂

Portræt af en litteraturformidlende læser

Der findes mennesker, som er født med et ekstra gear. De har et overskud, en energi og en formidlingsglæde, der gør indtryk. Jeg var tæt på at skrive noget med ”smittende effekt”. Men i dette Corona-efterår 2020 danser jeg uden om den slags faste udtryk.

Sådan et menneske er jeg så heldig at have mødt. En kort periode var jeg endda kollega med ham. Mød Niels Offenberg i denne udgave af Portræt af en læser.

Lisbet: Hvem er du?
Niels:
Mest af alt er jeg et menneske, der har været så privilegeret at få lov til at arbejde med mange forskellige typer mennesker og områder, både geografisk og emnemæssigt. Det hænger nok sammen med, at jeg altid har haft mange interesser eller identiteter, herunder litterat, (halvdårlig) musiker og formel 1-nørd.

Lige nu er jeg udviklingskonsulent på Albertslund Bibliotek, hvor vi har fokus på nye formidlingsformater indenfor litteratur; bl.a. med litteraturfestivalen ”Avisen Live”. Tidligere var jeg litteraturformidler på Københavns Hovedbibliotek og leder af Københavns litteraturfestival Kbh Læser.

Før det har jeg arbejdet på Copenhagen Jazz Festival, i KODA, undervist på højskole og universitetet og arbejdet som konsulent på festivaler i Afrika. Jeg er uddannet i Nordisk sprog og litteratur med filosofi som sidefag.

Niels Offenberg omgivet af små bogbjerge og med Hanne Højgaard Viemoses HHV, FRSHWN i hånden. Det er intet mindre end Niels’ bedste bogoplevelse i 2020.

Lisbet: Hvad betød litteratur for dig i din barndom og ungdom?
Niels:
Jeg er vokset op i et akademisk hjem, hvor man også kunne mure og svejse og muge ud i en stald. Jeg kan ikke huske, at jeg decideret har lært noget af det, men jeg har jo mest af alt set og lært af mine forældre.

Jeg har absolut ingen idé om, hvilken bog jeg først læste. Men jeg ved, at jeg læste alle bibliotekets tegneserier 23787 gange, før jeg begyndte at læse bøger. At det var min primære indgang til at falde ned i det læserum, hvor man ikke rigtigt kunne komme i kontakt med én (tit over morgenmaden).
 
At tegneseriens sprog ofte er gennemsyret af humor og bygget op omkring krimiplots – det tror jeg, at jeg tog med mig. Jeg kan huske, at jeg læste bøger af René Goscinny (Asterix, Lucky Luke, Iznogood m.fl.), som havde den specielle humor og kombinerede det med mere eller mindre obskure (og virkelig arkaiske) krimier. Og altid Claus Deleuran.

Senere begyndte jeg at læse ungdomsromaner, som alle var amerikanske (jeg kan ikke huske, hvilke overhovedet eller hvorfor de alle var amerikanske), men de handlede om bander, heroin og slåskampe med cykelkæder (som jeg aldrig helt forstod som våben). De var temmelig dystopiske. Mit billede af USA var i mange år bare det – nærmest som en dårlig 80’er film om livet efter apokalypsen, hvor alle levede i bander i tusmørke og varmede sig ved ilden fra en brændende tønde.

Senere fandt jeg Hemingway og Steinbeck i mine forældres bogreol. Så indskrev der sig en ny side af USA, der blev fuldendt med Jacob Holdts Amerikanske billeder. Kombinationen af de tre retninger var mit billede af USA, længe før jeg satte min fod der.

Sådan var det vel med littaturen i min barndom og ungdom; de skabte de stærkeste billeder og forestillinger om steder, jeg aldrig havde været. Det fascinerede mig og gav mig en enorm udlængsel efter at se de og opleve de steder, på trods af dystopierne.

Litteraturen var for mig ikke et spejl eller et sted for personlig identifikation eller søgen i de år – jo mere fremmed det var for mig, desto bedre eller mere dragende. Litteraturen var ”et andet sted” end det, jeg kendte.

Jeg husker tydeligt, da jeg læste Ib Michals Kilroy Kilroy i 1989 – følelsen af at verden var kæmpestor og helt utrolig magisk. At det kun kunne gå for langsomt med at komme derud (jeg forestillede mig jo også, at Ib Michael nærmest havde oplevet det hele selv i 1:1).

Niels er ved at læse denne fantastiske bog.
Asta O. Nordenhof står for økonomi-sektionen i
Albertslunds Biblioteks festival ‘Avisen Live’,
der løber af stablen i efteråret 2020.

Lisbet: Hvilken slags læser er du i dag?
Niels:
Jeg er nok sæson-/lejlighedslæser, der har affundet mig med, at jeg ikke når at læse alt det, jeg gerne vil. Ikke det der ligner. Og det er ok. Så mest af alt er jeg en lystlæser, der med årene er blevet meget kræsen med, hvad, hvornår og hvad jeg læser  – og ser læsningen som en luksus, når jeg finder tid til det.

Bøgerne stabler sig op i vindueskarme, reoler og hylder. Men jeg får ikke længere dårlig samvittighed, når de står der og ser på mig.

Jeg læser ikke længere for blot at læse; hvis jeg skal læse en bog, skal jeg på en eller anden måde mærke, at forfatteren og bogen vil noget. Det lyder som en kliché, men jeg synes, at der er meget litteratur, der ikke har den nødvendighed – og så stopper jeg med at læse bogen. Det betyder også, at jeg i mit arbejde med litteratur har opgivet at være vidende om alt, hvad der udgives, men i stedet fokuserer på formidlingen af de bøger og forfattere, som siger mig noget – og være opmærksom på, hvorfor den siger mig noget.

Vi er i dag mange formidlere, der heldigvis har mange forskellige præferencer og udgangspunkter for disse; jeg tænker, at publikum er bedre stillet med en hel skare af forskellige typer af formidlere, der tager udgangspunkt i egen begejstring.

Sagt på en lidt generaliserende måde skal enhver litteraturfestival eller institutioner, der formidler litteratur, bevæge sig væk fra det kanoniserende, generaliserende(!) eller ”solo-kuratoren” og i stedet i retning af den flerstemmige formidling, der peger i mange retninger og som også tør vise, de ståsteder, som formidlerne selv har. Køn, race, privilegeret, social baggrund etc. – og så sørge for at disse ståsteder er diverse og forskelligartede.

For mig hænger dette nøje sammen med, hvilken læser jeg er. Fordi det også handler om, hvad det er for en position, man læser (og derefter formidler) fra. Rigtigt mange steder går det heldigvis også i den retning efter min mening; i væsentlige samfundsdebatter får dette aspekt mere og mere tyngde – men jeg synes, at formidlingen på bibliotekerne halter langt bagefter på dette punkt. At der har været en tendens til at ville ensrette formidlingen af litteratur og på sin vis kanonisere værker frem for at sørge for, at bibliotekernes formidling også er flerstemmig.

Mikrofest drives af forlægger Christel Sunesen og forfatter og musiker Lars Emil Foder, som også står bag litteraturfestivalen Lille Bogdag.

Lisbet: Hvilke nye forfattere skal vi holde øje med?
Niels:
Jeg vil hellere pege på de forlag, jeg synes, man skal holde øje med – eller rettere en samling af forlag: Mikrofest. Det er en ny online boghandel, hvor 32 mindre forlag er gået sammen, så man kan finde og bestille bøger fra de mindre forlag; bøger, det kan være svært at finde ellers, men som jo også fortjener læsere!

De store forlag er gode til at få deres forfattere og bøger ud til den brede offentlighed. Dem skal de fleste nok stifte bekendtskab med. Men der findes et helt hav af andre virkelig gode udgivelser, som man nu kan finde her og gå på opdagelse i.

Selve idéen og initiativet er værd at holde øje med, for det er også en (dejlig) tendens, hvor mindre forlag, boghandlere finder sammen for at styrke hinanden. Det kan kun komme alle læseren til gode. Samtidig er det en skøn udfordring for alle formidlere (og læsere), der langt hen ad vejen selv må bruge deres kritiske sans, når de læser bøger, der ikke er blåstemplet (eller det modsatte) gennem avisernes anmeldelser eller udgivelser i bogklubber.

Husker du denne roman? Niels gør.

Flere portrætter
Tak til Niels.

Min medblogger Mikkel påstår, at jeg er ved at portrættere alle levende mennesker. Der er et stykke vej endnu.

Men efterhånden er der en buket af portrætter at forlyste sig med. Giv mig et praj, hvis du har et bud på en læser, der har mod på at fortælle om sit liv med litteratur før, nu og i fremtiden.

Portræt af en nylæser
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en dimittend der læser
Portræt af en læser i nulte
Portræt af en læsekreds
Portræt af en læser med lister
Portræt af en læsende øbo
Portræt af en gymnasieelev der læser

“Filosofi for ledere” – men faktisk for os alle sammen. En anmeldelse.

Tommy Kjær Lassen er tydeligvis en klog fyr; cand.theol. og siden ph.d. i ledelsesfilosofi -som jeg faktisk ikke vidste var en akademisk disciplin. Hvem bedre til at skrive en bog om ledelse og filosofi?

Lad mig lige starte med at sige, jeg har det svært med både ledelse, ledelsesundervisning og ledelseslitteratur. Der er virkeligt mange dårlige ledere – men gudskelov også et par virkeligt gode stykker. Mange ledere er ledere af alle de forkerte årsager og enormt selvoptagede. Det er dog ikke kun deres egen skyld. Jeg ved det, for jeg har været på lederuddannelse. Nåååå … så blev du lige imponeret! Nej? Okay.

Her lærte jeg – og læste meget om – at mit ledelsesrum langt hen ad vejen var inde i mig selv. Som autentisk leder skulle jeg bruge mig selv meget. Hvem var jeg? Hvad ville jeg? Mig, mig, mig … Og ledelseskonsulenter. De skal jo hyres. Typisk af ledere. Så mange konsulenter har alle menneskers yndlingsemne på menuen: Sig selv. Det er jo ikke så mærkeligt, vi ender med så mange skøre ledere. De bliver fanget i deres egen navle, de stakler. Ledelseslitteraturen er i min bedste vurdering på linje med det, vi i gamle dage kaldte triviallitteratur; Lægeromanen, Bill & Ben osv. Ledelsesparadigmer kommer og går ligesom andre modefænomener og med samme totale tilfældighed. Hvad er det så denne sæson? Autentisk ledelse? Livsfarlig ledelse? Ledelse på kanten? Karrygul? Flæser? Løs strik i pangfarver? Stenalderkost? 5:2? Lakrids? Skyr? Skum? Perler? Udekøkkener? Minimalisme? ’70’er-keramik? Så hellere en gang selvudgivet erotik. Det er i det mindste ærligt!

Du kan sikkert fornemme, jeg gik til dette værk med en vis skepsis. Som det nogle gange sker, blev mine fordomme ikke rigtigt bekræftet. Faktisk er jeg mildt begejstret.

Her er den så.

Lad mig citere:

”Der er nok at tage fat på. Filosofien er sat i verden for at vække det særligt menneskelige. Det særligt menneskelige gives ikke i injektionsform, og der gives ikke af systemsvar. Det er ikke gjort med rationelle systemer, målrettede handleplaner eller et sæt gode vaner. Det er heller ikke gjort med et kursus i ledelsesfilosofi eller en bog om filosofisk lederudvikling.

Det handler om at være menneske. Hver dag. Om at insistere på disse små, men særlige kvalitative øjeblikke af ånd, mening og menneskeligt nærvær midt i hverdagens professionelle beslutninger og operationelle prioriteringer.

Det handler om at bevare en undrende og tænkende nysgerrighed, en tørst efter noget mere, en kreativ fantasi og en legende tilgang til de nære oplevelser i livet.

Filosofisk paradoksledelse går ikke op. Men lige dér, i hverdagens brudte og ufærdige erfaringer findes det virkelige liv. Lige dér kan du genopdage, hvad det egentlig vil sige at være menneske. Lige dér kan du kaste dig ud i dit liv og lederskab på en ny og mere undrende og nysgerrig måde.”

Sorry ☹ Det blev et langt citat, men det er bogstaveligt talt de sidste ord i bogen, og de er meget smukke. Det er også en meget fin opsummering af det essentielle i de foregående 266 sider.

Jeg kunne ikke finde mine farvede tabs, så jeg måtte ty til æselører.

Det paradoksale i at forene ledelse og filosofi gør forfatteren meget ud af at redegøre for helt fra starten. Forskellene er legio. Tænk bare på, hvor handlingsorienteret ledelse er. Det er tit her og nu og næste strategi og handleplan og personaleseminar. Filosofi er teoretisk, uhildet og tidsløs. Det skal så på ingen måde forhindre ledere – og vi andre kan jo se med over skulderen – at tage ansvaret på sig ordentligt og reflektere ordentligt over egen praksis.

Der følger kapitler om eksistensfilosofi, etikfilosofi, Hannah Arendts handlingsfilosofi, fænomenologi, kritisk filosofi og en sløjfe tilbage til paradokserne. Jeg er meget begejstret for de to kapitler om eksistensfilosofi. Tommy Kjær Lassen formår at forklare, hvad ellers ret svært forståelige Kierkegaard skriver, så det står ret klart og enormt vigtigt. Kapitlet om Hannah Arendts handlingsfilosofi står også lysende klart for mig og har givet mig meget at tænke over.

Og det er sådan set pointen. Man behøver hverken være leder eller have ledelsesambitioner for at nyde ”Filosofi for ledere.” Det er grundlæggende ’bare’ en virkelig god bog om praktiske applikationer af kontinental filosofi, som ellers måske kan virke afskrækkende og virkelighedsfjern.

Så: Køb “Filosofi for ledere” til din leder. Det vil være godt for ham elle hende. Men læs den selv først!

Ungt mismod og hjælpsomme bøger

Det var underligt: Jeg så barnevogne overalt i gadebilledet. Lige meget hvor jeg befandt mig, var der barnevogne. Måske fordi jeg selv var gravid. På et tidspunkt kunne jeg få alt til at handle om early literacy. Det handlede muligvis om, at jeg havde en dreng på tre år. Vi retter vores opmærksomhed mod det, der optager os.

Men hvorfor laver jeg et blogindlæg, hvor unge er omdrejningspunktet? Hvad er der med de unge?

Jeg har ikke en teenager i huset. Jeg er født i 1976 og føler mig ikke særlig ung, endsige ungdommelig. Ved at efterrationalisere er jeg nået frem til denne sammenhæng: Det er i år 25 år siden, jeg blev student. Det er også et kvart århundrede siden, jeg begyndte på Krogerup Højskole. Det har fået mig til at tænke på, hvordan det var at være 19 år.

I mit Facebook-feed vælter det frem med billeder af mine bekendte, der siger farvel til deres store børn på efterskoler. Min bror anbefalede en ny bog, der giver et bud på, hvorfor så mange unge mistrives i dag. Jeg slugte fire Young Adult-romaner på to uger.

Prikket over i’et var, at Tea skrev til mig. Tea er mor til en dreng, som min søn gik i børnehave med. Hun vidste, at jeg var boginteresseret, og hun havde en bog om unge og depression lige på trapperne. 

Det kunne derfor ikke være anderledes: Jeg måtte lave et blogindlæg, der handler om den generation, som jeg snildt kunne være mor til. Altså ikke hele generationen.

Så derfor kan du nu møde Tea Sletved, forfatteren bag bogen Unge og depression. Du kan også læse en anmeldelse af hendes bog og få tips til både fag- og skønlitteratur, der sætter fokus på det svære ungdomsliv. Det har sikkert altid været hårdt. Men det er hårdt på en særlig måde i dag, og det skal vi snakke om og tage alvorligt. Der fik du det: Budskabet med stort B.

Interview med Tea Sletved

tea sletved forfatter 2020 unge depression

Tea Sletved: Journalist, forfatter og foredragsholder. Foto: Camilla Stephan. 

Lisbet: Hvordan fik du oprindeligt ideen til bogen?
Tea: Det var faktisk ikke mig, men redaktør Louise Haslund-Christensen på Forlaget Strandberg Publishing. Og så hev hun fat i mig. Jeg har som journalist skrevet meget i den genre, når livet gør ondt på en eller anden måde.

Lisbet: Hvorfor har du skrevet den?
Tea
: Emnet optager mig som sagt fagligt, og så har jeg flere gange oplevet depression tæt på. Jeg synes, der er et skrigende behov for mere viden om depression. Og om, hvordan man kan hjælpe. Det er skørt, en så almindelig sygdom stadig er et tabu. Hvilket jeg kun er blevet mere overbevist om efter mit arbejde med bogen.

Lisbet: Hvordan har du grebet opgaven an?
Tea:
Det største arbejde har været at finde unge, som ville stå frem og fortælle deres historie. Men det har været godt givet ud. Både fordi de som er endt i bogen simpelthen er så vanvittigt gode til at fortælle, så man kan mærke det og bruge det til noget. Men også fordi, at jeg i min søgning efter de helt rigtige har talt med så mange, mange unge mennesker og har lært noget af hver eneste historie. Hvad angår det faglige har jeg haft et forrygende samarbejde med bl.a. Maj Vinberg, overlæge og professor i psykiatri. Det var som at interviewe et leksikon. Et varmt et med glimt i øjet.

Lisbet: Hvordan har det været at samarbejde med de unge, der fortæller deres egne historier?
Tea:
Meget lærerigt, inspirerende og hjerteknusende. Det er nogle barske historier. Men på en eller anden måde har de også givet mig troen på, at det kan blive godt igen – især hvis det bliver opdaget i tide og behandlet. Måske bliver livet så noget andet bagefter, end det vi alle havde gået og tænkt, men det kan blive godt på sine nye præmisser. De unge har lært meget mere om sig selv, end deres jævnaldrende. På den hårde måde.

Hvad har det betydet for din skriveproces at have de unge med?
Tea:
Det, jeg er allerbedst til, er at få folk til at fortælle deres historier og så skrive dem ned, så de kan og vil stå ved at have delt det allersværeste. De her unge har delt så gavmildt og modigt. Og jeg har selvfølgelig har haft mange overvejelser i forhold til etik, kildehensyn, osv. undervejs.

Lisbet: Hvad drømmer du om at bogen kan komme til at betyde – både for unge og deres forældre?
Tea:
Det lyder lidt plat, men hånden på hjertet, så bliver jeg simpelthen så glad, hvis bare der er nogle få læsere, som finder hjælp i den. På et mere overordnet plan, så håber jeg at den kan bidrage til mere viden om depression generelt i vores samfund. Og ikke mindst, at vi tør tale mere med hinanden om det. Så færre skal føle sig forkerte bare fordi, de har fået en sygdom.

Bogen om depression:
Hvordan du som unge kommer igennem depression og får det godt igen

Det er alle forældres skræk: At deres børn ikke trives. Som mor eller far til unge kan det være svært at finde balancen mellem at lade dem leve deres eget, selvstændige liv og have følingen med, hvordan de egentlig går og har det. Det kan også være svært at vurdere, hvornår noget er almindeligt, forbipasserende teenage-fnidder og hvornår der begynder at komme en diagnose ind i billedet.  

Der er en del år til, at min søn bliver ung. Han tosser rundt i 2. klasse og hygger sig med lyssværd, iPad, løbehjul, Anton, Asbjørn, Birk, Hugo og alle de andre gutter i klassen. Alligevel blev jeg ramt af Bogen om depression, for ingen ved, hvilket ungdomsliv det enkelte barn går i møde, og hvad der sker i det enkelte sind i de formative år. 

Tea Sletveds bog er først og fremmest henvendt til unge. Men den er også til dig, der kender en ung, som har en depression. Så forældre, tanter, onkler og bedsteforældre kan også læse med og blive klogere på et svært emne. 

Bogen bygger på forskning inden for området, og Tea Sletved har kogt den komplekse viden ned til en overskuelig bog, der også rummer konkrete råd til, hvordan man her og nu kommer videre. 

Hvordan ved man, at man har en depression? Hvordan kan man blive påvirket af symptomerne? Hvordan får man det bedre? Hjælper det at tage medicin? Hvordan kommer man tilbage til en holdbar hverdag, når depressionen letter? Disse vigtige spørgsmål kan man finde svar på i bogen. Alle disse kapitler ville i sig selv gøre bogen god og hjælpsom.

Men det, der gør den helt speciel, er Karla, Natasja, Petter, Emma, Rosa og forældreparret Kim og Dorthe. Disse mennesker af kød og blod fortæller deres smertefulde historier om at have en depression og have et barn med en depression. Der er billeder af dem, og det er stærkt og rørende at se deres ansigter og læse om deres kamp for at få mod på livet igen. 

Der tales meget i skolesammenhæng om, at vi skal skabe livsduelige unge, der kan klare udfordringer og eksistentielle rutsjeture. Bogen om depression gør det krystalklart, at nogle nedture bliver så svære og langvarige, at de risikerer at give unge alvorlige ar på sjælen. Det kan være svært at bede om hjælp, og derfor skal vi som samfund og enkeltpersoner vide mere, aftabuisere emnet og være bedre til at læse og handle på signalerne fra depressionstruede unge.  Jo hurtigere de kommer i den rette behandling, jo hurtigere kan de få det godt igen og måske endda synge med på TV2’s evergreen: “Kys det nu, det satans liv.”      

img_4270

Bogen er skrevet til unge mellem 15 og 25 år. Andre kan roligt læse med. 

Bonustip: Hør Tea Sletveds podcast om depression. Den hedder Det er ikke min sjæl, den er gal med. 

Utilstrækkelig: Hvorfor den nye moral gør de unge psykiske syge

Har dit barn en sweatshirt fra Kvickly, hvor der hen over brystet er påtrykt udsagn som “Live to the max” eller “Give it all you got!” Har du nogensinde undret dig over, hvorfor der står så bombastiske imperativer på et stykke almindeligt børnetøj? Hvad er der med de udsagn?

Teolog og højskolelærer Christian Hjortkjær bruger trøje-eksemplet i sin korte og koncentrerede bog Utilstrækkelig til at vise, hvad der præger unges liv i dag. Hvorfor er der så mange, der har det skidt?

Vi er gået fra et forbudssamfund til et påbud, skriver Hjortkjær. For ganske få generationer var der masser af ting, unge ikke måtte gøre: Fri sex? Nej. Børn uden for ægteskab? Nej.

Der var klare grænser. Det havde mange ulemper, men det gode var, at alting ikke handlede om den enkelte. Der var regler og ydre rammer defineret af nogle andre (de voksne). Unge i dag vokser op med et påbud om at gøre deres bedste, levere gode resultater, være en god ven, en god søn og en god samfundsborger. Hvordan skal man nogensinde kunne gøre det godt nok? Det er umuligt. Man kommer til at føle sig utilstrækkelig. I stedet for at vende følelsen af ikke at slå til og den deraf følgende skam ud af, så vender mange unge det hele indad. Det er som en gift.

Så kort kan man udtrykke Hjortkjærs hovedpointe, men jeg vil kraftigt anbefale, at du tager den mere udfoldede og filosofiske version, som bogen byder på. Hvis du skal have en (lille) pause fra Svend Brinkmann, så er Hjortkjær manden at vende blikket mod.

Det ekstra gode ved hans refleksioner er, at han har tæt kontakt med unge hver dag, fordi han arbejder som højskolelærer. Så han har fin føling med dem, det hele handler om.

utilstraekkelig_465289_1

Mørk i sit udtryk – og ja, det er ikke en festlig bog. Men indsigtsfuld og tankevækkende. 

Og så drukner jeg

Gymnasieeleven Josefine i Ditte Wieses roman fra 2019 er alt det, som Hjortkjær skriver om, bare i skønlitterær form.

Hun brillerer i skolen, er tynd, pæn, arbejder som frivillig, fester med vennerne og har den perfekte kæreste. Men hun er også på betablokkere, lider af kronisk søvnunderskud og overvældes af angstanfald. Især når hun er tæt på vand. Som barn var hun tæt på at lide druknedøden, og den traumatiske oplevelse har hun aldrig rystet af sig. Så det er en stor overvindelse, da hun skal indløse et gavekort fra sin storebror: Et kajak-kursus. Men læreren har et helt andet blik på hende end resten af omverden. Det ender med at blive Josefines redning.

Som i mange andre YA-romaner glimrer forældrene ved deres fravær. Josefines forældre har ingen idé om, hvor slemt deres datter har det. De har alt for travlt med deres egne liv, karrierer og parforholdskrise.

Alting ender med at gå i stykker i Josefines liv, og forældrenes skilsmisse sætter en fed streg under det. Hendes maniske, digitale kalenderplanlægning (også af de rigtige opslag på Instagram) kollapser. Løgn på løgn afsløres.

Bogen er skrevet så sprogligt præcist og elegant, at jeg blev ramt af en slags hektisk nervøsitet og følelsen af at være bagud hele tiden. Det er ikke en behagelig bog at læse, men den er nødvendig, og der er det berømte håb til sidst. For Josefine ender ikke med at drukne. Hun starter på en frisk. Jeg trak vejret noget lettere på de sidste sider af romanen og følte lettelsen strømme gennem kroppen.

Bogen er en vigtig reminder om, at man ikke kan planlægge sig ud af alting her i livet, og at nærvær er vejen til at opdage, hvad der gemmer sig under andres facader. Glansbilleder er aldrig hele virkeligheden.

Bonustip: Ditte Wiese er med i et afsnit af Københavns Bibliotekers podcast Børnebogcast. I afsnittet fortæller Wiese om Og så drukner jeg og hendes debutroman Provinspis. Til sidst anbefaler hun også titler til de unge læsere. 

img_4271

Tæt på at drukne: Hård og flot forside til en hård og flot bog.

Det øjeblik du tvivler

Sarah Engell er en af landets YA-dronninger, og hun har begået endnu en rystende, stærk roman, som man får ondt i maven af at læse.

Engell skriver helt suverænt om unges liv anno 2020. (Måske må jeg ikke sige det, når jeg selv er 44. Men det gør jeg alligevel.)

Det øjeblik du tvivler handler om Vigga på 18. Hun bor alene i en lejlighed i København, har næsten ingen kontakt med sine forældre og er helt dedikeret til subkulturen aggressive inline skating.  Hun kæmper for at vise, at kvinder også kan lave vilde og modige stunts på rulleskøjter, og hendes talent skinner igennem. Ingen er i tvivl om, at Vigga har power.

Vigga har holdt sig væk fra det med kærester, for det tager fokus væk fra skater-livet. Men hun falder alligevel for den charmerende og følsomme William på 22, der går på CBS (det ville ikke være det samme, hvis han var franskstuderende på Det Humanistiske Fakultet. Det ved jeg bare.)

The plot thickens, og herfra begynder Vigga at modtage trusselsbeskeder på Instagram, der ender med at lamme hende på uhyggeligste vis. Bogen kulminerer i en perfekt storm af hævnporno og vold, og jeg fik det næsten fysisk dårligt af at læse denne del af bogen. Men håbet og ømheden i form af gamle venner er heldigvis også en vibrerende streng gennem fortællingen. Pyha.

Det øjeblik du tvivler er en af den slags bøger, der er svær at lægge fra sig, når man først er begyndt. Jeg stormlæste den på en solvarm lørdag i august. Både varmen og bogen, gjorde mig lidt ør. Min familie kunne ikke komme i kontakt mig.

Samtidig har bogen også mange fine dansklærerlag i sig. (Tak til Ditte Wiese for at introducere dette udtryk i ovennævnte afsnit af Børnebogcast. Jeg kan mærke, at jeg kommer til at bruge det igen og igen.)

Hvis du er dansklærer, så kommer her et fagligt tip: Trine May har udarbejdet et gratis undervisningsforløb om bogen. Målgruppen er elever i udskolingen. Du finder materialet på Carlsens hjemmeside.  

img_4268

Mærk faren, energien og kraften på godt og ondt i romanforsiden. 

Satans yngel

Aldrig har jeg været så godt underholdt af en fødselsdepression. Det er sådan noget, forfatteren Sanne Munk-Jensen kan.

Satans yngel fra 2010 er bog nummer to med Alma som hovedperson. Hun optrådte først i Sanne Munk-Jensens En dag skinner solen også på en hunds røv fra 2007, som i Berlingske Tidende fik betegnelsen “Per-fucking-fekt!” Det er store ord i Berlingske Tidende.

Jeg har Satans yngel stående i min reol på samme hylde som de første tre bind af Knausgaards Min kamp. De dage, hvor jeg har råbt og skreget af mit nu otteårige barn, fordi han ikke vil tage tøj på eller slukke for iPad’en, tager jeg bogen frem, kigger på forsiden og tænker: “De findes jo ikke – de der evigt blide mødre. Nogle gange synes vi bare, at afkommet er satans yngel. Og det er ikke vores skyld.”

Alma går på universitetet og er kæreste med Tobi. De skal have et barn, men Alma har mildt sagt svært ved bare at glæde sig. Hun er i tvivl, prøver at forberede sig, skøjter rundt i et hormonbad blandet op med tanker om sin egen barndom, der var langt fra lyserød. Imens giver veninden, der selv lige er blevet mor, gode råd om valg af autostol og sutteflasker. Åh, hun er så klog på det hele. Det er ikke til at bære.

Som en ekstra, pikant krølle når Alma også at fifle lidt rundt med sin underviser fra uni, der er 36 (sooooo old) og nybagt ungkarl. Det er noget værre rod. Præcis ligesom livet.

Bogens sidste del handler om fødslen og den første mareridtsagtige tid med spædbarnet, der skriger hele tiden. Alma er afmægtig og desperat, og man føler med hende. De der små væsener med røde ansigter og sprællende lemmer, der ikke kan fortælle, hvorfor de er så rasende: Det er jo til at blive sindssyg af!

Det er kun til at komme igennem, fordi Munk-Jensen har det mest veloplagte og humoristiske sprog, man finder her til lands, fyldt med hylende sjove replikker og ironi.

Lille baby-Gerda ender da også med at blive mere medgørlig, og Tobi og Alma går hånd i hånd ind i forældreskabet. Inden da har Alma fået kontakt med sin far efter mange års radiotavshed, og dermed er ringen sluttet. Slægt skal følge slægters gang. Amen.

Hvis ikke man lærer det før, så lærer man det i hvert fald, når man får børn: Ingen kan gøre det hele perfekt, og det er heller ikke meningen.

img_4269

Det yndige liv som ung mor med satans yngel: Forsiden giver en appetitvækker på romanens humor. 

Boginfo

Bogen om depression: Hvordan du som unge kommer igennem depression og får det godt igen af Tea Sletved. Strandberg Publishing, 2020.
Utilstrækkelig: Hvorfor den nye moral gør de unge psykisk syge af Christian Hjortkjær. Klim, 2020.
Det øjeblik du tvivler af Sarah Engell. CarlsenPuls, 2020.
Og så drukner jeg af Ditte Wiese. CarlsenPuls, 2019.
Satans yngel af Sanne Munk-Jensen. Gyldendal, 2010.

Mød de unge læsere

Her på bloggen har vi tidligere bragt portrætter af unge, der læser for deres fornøjelses skyld, og som er gode til at sætte ord på deres læsepræferencerne. Mød Josefine og Julia! 

Portræt af en 14-årig læser: Josefine

Portræt af en gymnasieelev der læser: Julia

Bogsnaks rundtur i ananasdåsen

Selv om det er sommerferietid og sæson for aftendrinks i det fri, havbadning og teltture i wifi-løse naturområder, kan man godt komme til at tjekke LinkedIn.

Jeg taler selvfølgelig om mig selv: Jeg tjekker LinkedIn, selv om det er juli og august. Dette sociale medie, som 41 procent af danskerne har en profil på. Det tal fandt jeg i Medienævnets rapport om mediernes udvikling i Danmark 2020, mere præcist i afsnittet om sociale medier.

På LinkedIn er der alt for tit opslag, der begynder med ”Ja, undskyld. Det er godt nok ananas i egen juice. Men jeg er bare så stolt over at være en del af dette team, som har gennemført et stort it-projekt/glad for at være blevet en del af bestyrelsen for A/S En værdig sag (indsæt selv navn på passende NGO eller firma )/overvældet over modtagelsen af min nye bog.”

Den ananas tænder mig af. Især juicedelen.

Men i stedet for at lade frustrationen gå ud over mit gode humør, har jeg valgt at lade rummeligheden sejre og omfavne ananasmetaforen. Resultatet er en 100 % uvidenskabelig læsning af Bogsnaks korpus siden 2016. Det var det år, vores blogger-kollektiv gik i gang med at producere anmeldelser, lister og interviews. Korpus er et af mine yndlingsord. I denne sammenhæng skal du forstå det som en samling af tekster.

Hvad er det for typer af indlæg, vi skriver? Hvad gør vi hver for sig? Hvad gør vi sammen.

Hæng på. Her kommer en række nedslag i Bogsnaks tekstunivers.

Årligt tilbagevendende lister
Hvert år i december kigger vi tilbage og peger på de tre bedste bøger, vi hver især har læst i det forgangne år. Jeg er vild med at gøre status, og derfor er det ekstra con amore-præget for mig at lave disse lister.  

Mikkel, Jan og jeg gav vores bud på årets bedste bøger i 2016.
Det skete igen i 2017, 2018 og 2019, men jeg vil ikke kvæle jer i links.

Ved indgangen til 2020  lavede vi også en dekadeoversigt med titlen Bogsnaks bedste i 10erne.

Tips til årets sommerlæsning er også en klassiker. Her kigges der frem og ikke tilbage. Vi fortæller om de bøger, vi har planlagt at læse i sommerferien. Du ser allerede et mønster: Det er nogle bibliotekaragtige typer med præference for forberedelse i ascendanten, der fører pennen.

Her ser du den nyeste sommerferielæseliste fra 2020

Mikkel og eReolen
Fra tiden til anden boomer bloggens besøgstal. Det handler altid om, at Mikkel har skrevet et indlæg om eReolen. Ingen andre kan som ham med humor og fagligt overskud forklare så tørt stof.

Forhandlinger med forlag, klik- eller abonnementsmodeller og kommunale forskelle på lånekvoter: Som national projektleder for folkebibliotekernes e- og lydbogstjeneste er det selvfølgelig ikke en overraskelse, at Mikkel kan sit stof.

Men hvordan formår han at gøre det så underholdende? Min misundelse er afgrundsdyb.

Se hvordan han gør det, lige her:

Dette burde skrives med kurvediagrammer fra 2018

Fred, kærlighed og ebøger: eReolen 2019

eReolen går amok i forbindelse med Corona-nedlukningen i foråret 2020.

Dobbeltanmeldelser
Konceptet er enkelt: To af os bliver enige om at læse og anmelde den samme bog. Vi snakker ikke om bogen undervejs i læsningen. Vi læser først hinandens anmeldelser, når de ligger på bloggen. Du får som læser to sæt øjne på den samme bog og forhåbentlig et endnu skarpere blik for, at en bogs betydning varierer fra læser til læser.     

Her er tre eksempler på dobbeltanmeldelser.

Lisbet og Mikkel var i 2017 enige om, at Vi var fiskere var en stor læseoplevelse, men vi havde forskellige perspektiver på den rørende roman fra det afrikanske kontinent.

Lisbet og Jan kunne ikke stå for Mod til at tvivle i 2018.

Jan og Anne-Grete dykkede ned i Det læsende menneske i 2019.

Familiebilleder
Jeg har brugt bloggen som anledning til at tænke over, hvordan nogle af mine familiemedlemmer har påvirket mig i min opvækst. Det har været nemt at koble de refleksioner til skrift, bøger og læsning.

Det begyndte med min mormor i indlægget Min mormor og Magnaprint.

Senere handlede det om moster Else og verdenslitteraturen.

Da min mor skulle flytte fra den gård, hvor jeg voksede op, til et parcelhus, måtte jeg selvfølgelig skrive om begrebet ”hjem” i indlægget Farvel til fødegården

Min far sneg sig ind i indlægget Vi er alle bønder, der handler om vores samfunds generelle bevægelse fra jord til kontor.

Min bror sagde ja til at være med i et interview om hans første erfaringer med læsning og hans læsevaner gennem livet. Det fører mig over til et andet fast format:

Portræt af en læser
Mikkel har på et tidspunkt konstateret, at jeg åbenbart har som mission at portrættere alle læsende mennesker i verden. Det er måske ikke helt forkert.

Indtil videre er jeg dog kun oppe på 11.

Blandt mine favoritportrætter er disse fire:

Portræt af en moden læser med Inge på 90+, der læser store mængder af ny, dansk skønlitteratur. Og flere aviser om dagen.

Portræt af en meget ung læser, hvor min søn Aske fremhæver kakaoautomaten som et af folkebibliotekets væsentligste aktiver.

Portræt af en nylæser med Jan-Gustav, der efter mange år fandt ud af, at han var en læser og som nu spreder en guldregn af læsetips på sin Instagram-profil.

Portræt af en læser med lister med Helle, der sover, drømmer, spiser, læser, formidler litteratur, blandt andet ved Gentofte Bibliotekerne og og på bloggen bogsult.dk

De billedrige
Vi er glade for ord. Men vi elsker skam også billeder.

Det kan du se i Mikkels lækre, bibliofile indlæg, der dokumenterer en stribe besøg hos fantastiske boghandlere i New Yor

Jeg har haft stor fornøjelse af at kuratere et udvalg af sommerhusets fineste bogforsider.

De blandede buketter
Tag et tema, skriv om det og anbefal en håndfuld bøger, der handler om temaet. Nemt og fleksibelt koncept, ikke?

Jan har for eksempel noget med togrejser, gru og science fiction.

Mikkel fordyber sig i selvudvikling, gamle venner og bullet journals.

Jeg er optaget af arbejdsliv , kringlede karrierer og hygge.

Børn og læsning
Åh, en evergreen: Hvad gør vi med børn og læselyst? Hvorfor er det så godt at begynde tidligt med pegebøger og sprogstimulering? Og hvad er det der early literacy for noget?

Tips er altid godt. Især Fem tips til at få børn til at læse mere.

Indlægget Early literacy kort fortalt ser ud til at have ramt en åre hos vores søde læsere.

I Hvor er Plet? Om pegebøger, fremtidens læger og theory of mind kan du læse om, hvorfor bøger fortsat er suveræne til at træne vores evne til empati – og det fra en meget tidlig alder.

Anmeldelser
Du finder selvfølgelig også en stribe boganmeldelser i blog-korpusset. Her kommer nogle håndplukkede eksempler.

Mikkel deler sine overvejelser angående erotisk litteratur i almindelighed og anmelder Kendras blind date af Ella-Maluca Floyd.

Anne-Grete deler sin begejstring for Tove Ditlevsens breve og Katrine Marie Guldagers Bjørnen.

Jan har læst romanen Kirke. Den skal du også læse. Han anbefaler også rumænsk litteratur – og stor respekt for det!

Ries juveler
Rie skriver gudsbenådede blogindlæg, og vi elsker, når hun pludselig popper op.

Læs for eksempel hendes Guide til den uperfekte læser eller indlægget om, hvordan man omfavner sin egen, håbløse romantiker. Der er også stor læseglæde at hente i hendes møde med den amerikanske litteraturstjerne Jonathan Safran Foer.

En fireårig tumling
Bogsnak.dk har nu fire år på bagen. Et fireårigt barn har masser af sprog, holdninger og præferencer. Men også til tider ukoordinerede bevægelser og impulsive, mærkværdige indfald. Sådan er vi også!

Følg med og se, hvordan vores korpus udvikler sig, nu hvor vi går ind i år fem på Bogsnak.dk. Hvem ved; måske dukker der mere ananas op hen ad vejen…