Mælkekasser og udødelige hummere

I min vennekreds er der en uddannet socialrådgiver. Hun er gift med en politibetjent. For mig udgør de et power-par, der i kraft af deres professioner sikrer, at der bliver taget hånd om noget af det vigtigste i vores samfund: Rettigheder, hjælp og tryghed. Vi bevæger os med faretruende hast over i afdelingen for skåltaler. Men bare rolig. Vi ender et helt andet sted, og det er besværligt, stressende og psykisk udmattende – dog også med dimensioner af meningsfuldhed.

I mærkværdige anfald af magister-selvhad bryster jeg mig af, at jeg trods alt kender nogen, der rigtig kender til virkeligheden derude. Min veninde har arbejdet med handlede kvinder og stofmisbrugere på Vesterbro og i Amsterdam. Hendes mand har taget et utal af nattevagter og håndteret situationer med selvmord, vold og gadeuroligheder.

Når de fortæller om deres fag, sidder jeg og lytter med vidt opspærrede øjne. Det hele er så langt væk fra min hverdag, hvor et af de største problemer er, at en idiot springer køen over i REMA, og ugens levering af Børneavisen er gået i kludder. Den samme oplevelse får jeg, når min morbror gengiver hverdagen som underviser i et åbent fængsel, der både byder på møder med triste skæbner og ukuelige fightere.

Hvordan skal jeg forstå de andres liv? Som altid kan litteraturen også her give en hjælpende hånd. Uden selv at være underviser i et fængsel, socialrådgiver, specialpædagog eller ansat i Børnehaven Spirekassen kan jeg titte ind i de verdener. Smage på de svære situationer og mærke de udmarvende dilemmaer, som udøvelsen af de såkaldte velfærdsprofessioner er forbundet med. Og kan vi afskaffe ordet “velfærdsprofessioner”, tak?

Mein Gott, tænker du måske. Skal hun skrive et langt og følelsesladet indlæg om socialrealistiske bøger? Ja. Og nej.

For det handler mere om den aktuelle tendens til, at litteratur godt må bruges til noget. Det kan være til udvikling af ledere, sådan at de bliver bedre til at tøve, tænke, forstå og spejle deres medarbejdere. Det kan også være til undervisningen af kommende socialrådgivere, der ikke kun skal fodres med teorier og jura. Teksterne kan godt sætte sig i kroppen og give fantastiske læseoplevelser og samtidig bruges af det enkelte menneske til noget specifikt i deres liv. Hvis du er interesseret i dette syn på litteraturen, er der rige ressourcer at forlyste sig med i forskningsprogrammet Uses of Literature.

At læse for oplevelsens egen skyld er stadig noget, vi skal værne om. Ligesom legen er sit eget formål. Men tænk hvis vi kunne få meget mere skønlitteratur ind i uddannelserne på det, der før hed seminariet, på direktionsgangene og på personalemøderne. Jeg er ikke alene om at fantasere hedt om det, og andre gør noget ved sagen. Her kommer nogle eksempler, som inde i mit hoved danner en fin og organisk treenighed.

Tre novellesamlinger der kradser
Akademisk Forlag står sammen med tre redaktørpar bag tre udgivelser med noveller skrevet af et fornemt udvalg af danske forfattere som Lotte Kirkeby, Thomas Lagermand Lundme, Sanne Munk Jensen, Lars Frost, Nicole Boyle Rødtnæs og Jens Blendstrup.

Mælkekassetårn er titlen på samlingen af såkaldte daginstitutionsnoveller. I forordet til bogen, der udkom i 2020, skriver Stefan Herman, rektor ved Københavns Professionshøjskole, at vi i Danmark har en tradition for at skildre lærere og skolen i litteraturen, mens det tidlige børneliv i daginstitutioner er et ubeskrevet blad set fra et et skønlitterært synspunkt. Der er masser af tal og statistikker på området, men ganske få skildringer af det felt, som dagtilbudspædagoger, medhjælpere og assistenter arbejder i. Hvad er det for en virkelighed, de står midt i? Hvad er dilemmaerne? Hvornår gør det ondt? Hvad betyder det at være professionel på en menneskelig måde, når man arbejder med små børn?

Det er nogle af de aspekter, som kunsten kan give en anden slags indblik i, og det gøres på fineste vis i disse 10 noveller, hvor der virkelig er noget på spil for både børn, pædagoger og forældre. Der er humor, smerte og frustration i novellerne, som går i kødet på konstruktionen “forældresamarbejde” (Sanne Munk Jensens Sidste dag) og giver os en besk forsmag på en fremtid, hvor liberalismen sætter sig igennem i basis-, normal- og plusabonnementer på dagtilbud. Nogle børn har kun abonnement på basisydelser som mad og en skrabet legeplads, mens andre er guldkunder og får teateroplevelser, hoppeborge og festlige frugtopsatser (Nicole Boyle Rødtnæs’ Basis-abonnement). Det løb mig koldt ned ad ryggen, da jeg læste netop denne novelle, fordi den blot skruer op for beskrivelsen af en almen og frygtelig sandhed: Børn har ikke lige muligheder. Og hvad stiller en pædagog op med det?

Redaktørerne Julie Top- Nørgaard og Christian Aabro har lavet et beundringsværdigt stykke arbejde med at samle novellerne, som også småbørnsforældre, bedsteforældre og andre med personlige og forskningsmæssige aktiver i det gode børneliv kan læse med stort udbytte. Hvis man var helt frisk, kunne oplæsning af en af novellerne på forældremødet i børnehaven måske give nye vinkler på drøftelserne om sukkerpolitik?

I 2022 udkom En hummer kan ikke dø: Noveller om social- og specialpædagogisk arbejde og Levn efter personspecifikke aktiviteter: Socialrådgivernoveller.

I en hummer kan ikke dø stiller forfatterne skarpt på et fagligt felt, hvor omdrejningspunktet er mennesker i udsatte positioner. Novellerne kredser om alt fra klasseforskelle og diagnoser, til fysisk vold og konsekvensen af underretninger. Det er tunger emner, men novelleformens stramhed og det skønlitterære sprog giver en anden indfaldsvinkel til dem, end hvis jeg læste en avisartikel om normeringer af personale på bosteder for unge.

I Hvorfor niver du? af Stine Askov er der en ekstrem kraft i skildringen af den granvoksne udviklingshæmmede Jan, der spiser ALT, og som skal mandsopdækkes for ikke at skade sig selv, for eksempel når han kaster sig over rådne nedfaldsæbler fyldt med hvepse. Det billede vil jeg sent glemme.

Der er også lavmælte toner i novellerne, som i Thomas Lagermand Lundmes Virkeligheden er noget de andre har fundet på. En udviklingshæmmet kvinde er på et værksted og bliver færdig med det, hun ikke ved, om er en bordskåner, et viskestykke eller et lidt stort lommetørklæde. Hun må ikke bruge saksen selv. Jeg er vild med den slags detaljer.

Igen er det Julie Top-Nørgaard, der har redaktørrollen, men denne gang sammen med Marianne Eskebæk Larsen. De er begge ansat ved Københavns Professionshøjskole, og jeg gad godt være en flue på væggen, når de underviser fremtidens pædagoger med afsæt i novellerne.

Trilogien af novellesamlinger fuldendes med Levn efter personspecifikke aktiviteter: Socialrådgivernoveller. Vi er langt fra “Hvad er min ret, og hvad er min pligt?”-genren med Hanne Reintoft i rådgiverrollen, når Jens Blendstrup fræser velgørende humor ned i mødet mellem en kvindelig socialrådgiver og en arbejdsløs mand i novellen Tabita og Allan. Han har tabt livsmodet efter en fyring, men Tabita får ham tilbage på sporet ved at skaffe ham et job på en fabrik. Lige den tekst gav mig et gnist af håb. Jeg tror på, at den slags finder sted. Ligesom jeg også er sikker på, at handlingen i Velfærdschefen af Jeppe Brixvold er uhyggeligt tæt på den kommunale virkelighed, dog med omvendt fortegn. Hvis bare vi snakker om trivsel og løft af den faglige stolthed, så skal vi nok klare stress, sygemeldinger og udbrændte medarbejdere med alt for store sagsstammer. Ikke sandt?

Trine Brinkmann og Martin Glaz Serup har redigeret Levn efter personspecifikke aktiviteter. Titlen på novellesamlingen er teknisk og kold, men samtidig mærkeligt poetisk. Den er taget fra novellen CENTER af Lív Maria Róadottir Jæger, der giver et indblik i hverdagen på et nyåbnet asylcenter. Teksten minder om et langdigt med associationer og overraskende sprogbilleder. Den nyuddannede Liv er ansat som funktionær, og det smager af kontor og Kafka (side 17). Men der er også en følelse af ømhed over for en unavngiven beboer på centret og fascination af en ammende kvinde. Vi får lov til at opleve det hele med Livs sanser og tanker. Dermed bliver vi som læsere taget langt væk fra den sædvanlige retorik om kvoter og sagsbehandlingstid. Ikke fordi billedet pludselig er tegnet lyserødt, men der kommer en kompleksitet og menneskelighed på banen, der minder mig om tonen i Anders Aggers “Indefra”-programmer. Ellers ingen sammenligning.

Man kunne med sindsro uddele alle tre novellesamlinger til de ansvarlige ministre og kommunalbestyrelsesmedlemmer på områderne og opfordre til, at de læser en novelle om dagen. Det er overskueligt. Det ville tage dem en måned, og de ville få et helt nyt sprog og afsæt for at diskutere børne-, social- og sundhedspolitik. Måske er jeg naiv. Det handler jo om penge og prioriteringer. Men man kunne da gøre forsøget eller få en fagforening til at fyre det af en gimmick…

Hvem er bange for Moby Dick?
Springet fra pædagogerne og socialrådgivernes virkelighed til hverdagen på direktionsgangene i multinationale virksomheder og i EU er enormt. Men temaet er det samme: Hvad kan man bruge litteraturen til i sin profession?

I Hvem er bange for Moby Dick? (2021) sætter Mikkel Fønsskov og Anders Magelund fokus på topchefer, der leder med skønlitteratur. Statsminister Mette Frederiksen medvirker i bogen som toppen af magtens kransekage.

Bogen bygger på samtaler med ni topchefer og en enkelt forfatter i skikkelse af Hanne Vibeke Holst. Cheferne reflekterer over, hvordan de i læsningen af klassiske værker af Pontoppidan, Karen Blixen og de store russere træner deres evne til refleksion over og storytelling om de organisationer, de er sat til lede og skabe retning for.

Vi er oppe i det højere luftlag, og netop derfor har det været så tankevækkende for mig at parallellæse bogen med de tre novellesamlinger. På en måde er der noget betryggende ved, at ledere sætter tempoet ned og bruger tid på at dybdelæse en klassisk roman med mange år på bagen. Især hvis de evner at overføre noget af det store perspektiv og de eksistentielle dilemmaer til egen ledelsespraksis. Men denne sværgen til fortidens litteratur har efter min mening også en ubalance indbygget i sig. For er det ikke lige så vigtigt at læse den skønlitteratur, der springer ud af vores samtid?

Det ligger mig fjernt at docere andre menneskers læsediæt, og på Instagram ser det da også ud til, at Mette Frederiksen læser nye, danske romaner. Måske er alt bare godt…

Så længe jeg skal ind ad din dør
Vi slutter af med en novellesamling med syv år på bagen. I forbindelse med læsekampagnen Danmark Læser søsatte Københavns Biblioteker projektet Stemmer til et stumt fag.

Ti forfattere tog med social- og sundhedsmedarbejdere på jobbet, når de besøgte borgere, og skrev derefter hver deres novelle om den københavnske plejesektor. Litteraturen blev skabt for og med SOSU’erne, og projektet rummede også seancer med guidet fælleslæsning af novellerne, hvor deltagerne talte om deres oplevelser af novellerne. Projektet byggede på den antagelse, at SOSU’er typisk ikke læser så meget i fritiden. En spørgeskemaundersøgelse afkræftede dog denne tese.

Bogen er aktuel som aldrig før, hvis man skal anlægge et instrumentelt perspektiv. Som samfund får vi brug for mange nye SOSU’er de kommende år, for befolkningens andel af ældre og plejekrævende borgere kommer til at boome. Der er brug for, at vi viser mere respekt for SOSU-faget og anerkender, at jobbet er komplekst og krævende. Der er så meget andet på spil end medicindosering og hjælp til at få støttestrømperne på. Netop det giver novellerne i Så længe jeg skal ind ad din dør en række fine indblik i.

(På det anekdotiske niveau forlyder det, at daværende kulturminister Marianne Jelved, der var ophavskvinde til Danmark Læser-kampagnen, var ellevild med konceptet og helt oppe at ringe ved receptionen for novellesamlingen.)

Boginfo

Mælkekassetårn. Daginstitutionsnoveller.
Redigeret af Christian Aabro & Julie Top-Nørgaard. Udgivet på Akademisk Forlag, 2020.

Levn efter personspecifikke aktiviteter. Socialrådgivernoveller.
Redigeret af Martin Glaz Serup & Trine Brinkmann. Udgivet på Akademisk Forlag, 2022.

En hummer kan ikke dø. Noveller om social- og specialpædagogisk arbejde.
Redigeret af Julie Top-Nørgaard & Marianne Eskebæk Larsen. Udgivet på Akademisk Forlag, 2022.

Hvem er bange for Moby Dick? Om topchefer der leder med skønlitteratur.
Skrevet af Anders Magelund & Mikkel Fønsskov. Udgivet på Klim, 2021.

Så længe jeg skal ind ad din dør. Stemmer til et stumt fag : 10 danske forfatteres noveller inspireret af 10 social- og sundhedsmedarbejderes hverdag.
Redigeret af Iben Claces. Udgivet på Saxo, 2015.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s