Portræt af en læser

februar 17, 2017februar 17, 2017 / Lisbet V. / 23 kommentarer

I vinterferien var jeg nogle dage sammen med min ældste niece, Erica på knap 9 år. Hun går i 2. klasse, og læsning er en vigtig del af hendes hverdag. Jeg fik lov til at stille Erica nogle spørgsmål om det at læse bøger. Om et par år gentager jeg nok øvelsen, hvis Erica stadig er med på den.

Lisbet: Kan du huske, hvordan du lærte at læse?
Erica: Jeg kan huske, at de første bøger jeg læste, handlede om Cato, Thea og Tim. Det kildede i maven, da jeg fandt ud af, at jeg kunne. Jeg tror også, at det med at læse hang sammen med, at jeg begyndte at gå på biblioteket.

Lisbet: Hvad får du ud af et læse?
Erica: Mange ting. Jeg er bare glad for at læse. Min farmor siger, at hun altid er hovedpersonen i de bøger, hun læser. Sådan har jeg det ikke.

Lisbet: Snakker du og dine venner om at læse?
Erica: Ja, jeg er i gang med at læse Harry Potter sammen med min veninde. Vi er på samme læsetrin. Vi er en slags læsegruppe ovre i skolen. Nogle gange snakker vi om det, vi har læst. Det var min veninde og jeg, der fandt ud af, at vi var på samme læsetrin og godt kunne læse de samme bøger samtidigt.

Lisbet: Hvad gør din lærer for at inspirere alle elever til at læse for sjov?
Erica: Min lærer vidste fx, at jeg havde læst en masse bøger af Ole Lund Kirkegaard. Hun vidste også, at jeg syntes, at de bøger var ret gode og sjove. Så det fortalte hun til de andre i klassen.

Lisbet: Hvornår kan du bedst lide at læse?
Erica: Lige før jeg skal sove. Jeg gør det altid. Jeg kan godt lide at falde i søvn på noget, jeg kan tænke over. Jeg er ret god til at vurdere, hvornår jeg skal stoppe og sove.

Lisbet: Hvordan finder du de gode bøger?
Erica: På biblioteket og nogle gange i en boghandel. Jeg har mit eget lånerkort. Jeg finder meget selv. Hvis jeg vil læse en bog i en serie eller finde en bog, som min mor siger, at jeg er klar til at læse, så spørger jeg bibliotekaren.

Lisbet: Hvad synes du om lydbøger?
Erica: De er sjove, men jeg kan bedre lide at læse selv. Nogle gange når vi skal på en længere rejse, så downloader jeg en lydbog på min mors iPad. Vi finder lydbøger på eReolen.

Lisbet: Læser du bøger på iPad?
Erica: Det har jeg prøvet. Det helt nyt. Jeg kan bedre lide at læse bøger. Jeg ved ikke hvorfor.

Lisbet: Kan du lide at læse bøger, du har set på film?
Erica: Ja, nogle gange, fx Harry Potter. Jeg så først filmen, og så ville jeg gerne læse bøgerne. Men dengang var jeg ikke så god til at læse, så min mor læste højt. Jeg tror, at jeg forstår mere, når det er mig selv, der læser bogen.

Lisbet: Læser du højt for nogen?
Erica: Ja, for min søster, der er et år yngre end mig. Hun kan godt lide den læsebog, som jeg har ovre i skolen, så jeg har læst hele bogen højt for hende.

Lisbet: Hvem er din yndlingsforfatter?
Erica: J.K. Rowling

Bonusinfo

bornebogcast_300x300_6

Til Ericas forældre og alle andre, der gerne vil have inspiration til, hvad deres børn selv kan læse, så er det bare med at lytte til den fremragende Børnebogcast. Det er børnebibliotekar Julie Arndrup og lærer og skolebibliotekar Lisa Gardum Andersen, der står bag podcasten.

Du finder den på Københavns Bibliotekers hjemmeside

God lyttelyst.

At være fan igen – om Jonathan Safran Foer og Her er jeg

februar 6, 2017februar 7, 2017 / Rie / 4 kommentarer

Det var med lige dele fryd og ængstelse, at jeg med min søster under armen besøgte Gentofte Hovedbibliotek i onsdags for at lytte til en af mine litterære helte – Jonathan Safran Foer. Det er jo det med helte, at de helst ikke må skuffe, og derfor er en konfrontation af den slags ikke uden risiko for forgabte fans.

Jeg stiftede første gang bekendtskab med Foers forfatterskab på universitet. Som engelskstuderende i 00’erne, var 11. september i høj grad udgangspunktet for at tale om amerikansk kultur og politik. Foers ”Extremly loud and incredibly close” var samtidigt et eksempel på en ny genre i amerikansk litteratur, der i et fiktivt univers undersøgte konsekvenserne af angrebet i et årti, der ræsonnerede, at virkelighed overgår fiktion.

For mig var det interessant, at flere forfattere (bl.a. John Updike i ”The terrorist”), forsøgte at krydse den mentale kløft og sætte sig i terroristen sted. Og at der altid synes at ske det uundgåelige, at jeg endte med at se forfatteren tydeligere i teksten, mens terroristen forblev skjult. Det handlede om afstand, eller mangel på samme.

Min yndlingspassage i Foers 9/11-roman er en scene, hvor drengen Oskar, som har mistet sin far 11. september, besøger Empire State Building og forestiller sig, at et fly er på vej mod bygningen:

I imagined the last second, when I would see the pilot´s face, who would be a terrorist. I imagined us looking each other in the eyes, when the nose of the plane was one millimeter from the building.

I hate you, my eyes would tell him.

I hate you, his eyes would tell me.

Foer formåede gennem Oskars perspektiv at synliggøre hvorfor den opgave – at sætte sig i terroristens sted – er så svær. At man kan være bekendt med alle de komponenter, der udgør et menneskes omstændigheder, og stadig ikke forstå dem. Eller det omvendte: at man intet ved om et menneske, og alligevel forstår.

Fik signeret min gamle paperback-udgave med æselører og understregninger. Fryd.

Nuvel, omdrejningspunktet for samtalen i onsdags var Foers seneste og længe ventede roman, Here I am. Og Foer lagde ud med at pointere, at det for ham er uinteressant at tale plot, karakterer og sted, da en bogs kvaliteter beror på, hvorvidt man som læser føler sig genkendt af den. Sådan en fin
tanke – at være genkendt af en bog. Den der fornemmelse af, at noget er skrevet kun til mig. Og generelt var Foer bare overlegen. En times aktiv lytning, og jeg gik fra fan til groupie.

”Here I am” er som forgængeren en fortælling om en katastrofe. Eller to faktisk. En politisk (Israels undergang), og en personlig (implosionen af et ægteskab). Jacob og Julia Bloch, som er romanens hovedkarakterer, har tre børn og elsker hinanden, men kan ikke længere være hinanden nær.

Touch had always saved them in the past. No matter the anger or hurt, no matter the depth of the aloneness, a touch, even a light and passing touch, reminded them of their long togetherness. A palm on a neck: it all flooded back. A head leaned upon a shoulder: the chemicals surged, the memory of love. At times, it was almost impossible to cross the distance between their bodies, to reach out. At times it was impossible. Each knew the feeling so well, in the silence of a darkened bedroom, looking at the same ceiling: If I could open my fingers, my heart’s fingers could open. But I can´t, I want to reach across the distance and I want to be reached. But I can´t.

Foers pointe er, at der i et parforhold som tiden går ofte sker en modsatrettet bevægelse, hvor man på den ene side vokser tættere og tættere sammen i forhold til daglige rutiner, vaner og familiemønstre. Men på den anden side fjerner sig gradvist fra hinanden mentalt og seksuelt. Det mentale og fysiske nærvær, der i begyndelsen var ukompliceret, er nu umulig. Og hver især tilbageholder man mere, beskytter sig selv mere for at undgå at skulle konfrontere den voksende afstand mellem dem man var, og dem man nu er blevet.

Det skyldes, ifølge Foer, at man ikke som menneske kan være fuldt tilstede i rollen som fx far og ægtemand på samme tid. Titlen på bogen henviser til passagen i 1. Mosebog, hvor Gud befaler Abraham at ofre sin søn, Isak. Foer mener, at den egentlige test måske ikke ligger i selve ofringen. Gud kalder på Abraham, hvortil han svarer ”Her er jeg”. På vej op af bjerget mod ofringen, kalder Isak på sin far, som igen svarer ”Her er jeg”. Men kan Abraham på samme tid være ubetinget til stede for den Gud, der vil have at han skal slå sin søn ihjel, og den søn, der ikke vil at det skal ske?

Nej, ikke hvis du spørger Foer. Manglen på tilstedeværelse skaber friktion, som øger afstanden. For Jacob er det ikke kun et spørgsmål om afstand til Julia, men også til hans jødiske baggrund. I romanen har et jordskælv i Mellemøsten sat gang i en geopolitisk magtkamp, der ender med Israels ødelæggelse. Da den israelske premierminister kalder det jødiske folk hjem for at kæmpe, beslutter Jakob sig til at tage af sted, men vender om i sidste øjeblik. Gennem romanen kæmper Jakob med at være til stede som far, som mand, som forfatter og som frihedskæmper, men tvinges gang på gang til at anerkende at afstanden mellem den han er, og alle dem han gerne vil være, er for stor.

Foer og mig – Extremely close and incredibly flustered…

Romanen har splittet vandene. Læsere har ifølge Foer opfattet bogen som et forsvar for ægteskabet, for skilsmisse, for Israel og imod Israel. Anmeldelserne har været blandede – flere kritikere nævner, at det er uklart, hvad Foer vil med romanen. Til det siger Foer: ”Næsten hver side af bogen har sit eget argument, sin egen pointe. Og koret af stemmer er vigtigt. Der er ingen konklusioner.”

Foers samtale er som hans bøger – spækket med argumenter, refleksioner og poetiske one-liners. En times aktiv lytning, en signatur, og jeg gik fra begejstret til småforelsket. Åh, at være fan igen.

Anmeldelse: Døde piger lyver ikke” af Jay Asher

januar 29, 2017 / Mikkel C. / 1 kommentar

316 sider. Roman (YA). Politikens Forlag. 24. august 2010.

Note: Jeg har lånt denne posts hovedbillede fra Xenias bogblog, så kig forbi dér!

”13 Reasons Why,” som den hedder originalt, udkom i 2006, og i 2016 kom der en jubilæumsudgave. Den danske udgave er fra 2010, men er det ikke egentlig Young Adult? Jo. Suk. For anden gik i mit liv er jeg blevet narret til at læse YA (første gang var ”Bogtyven”), og for anden gang gør det overhovedet ikke noget! Jeg er far til en 13-årig, og eftersom mine egne forældre var knap så egnede til at have børn, har jeg ingen idé om, hvad jeg laver, eller hvordan man gør. Jeg prøver tit at læse mig til det eller at læse mig ind i teenage-sindet, og ”Døde piger lyver ikke” er lige vand på den mølle.

16-årige Hannah har begået selvmord, men ingen ved faktisk hvorfor. Clay arbejdede sammen med hende i den lokale biograf og havde et heftigt crush på hende. Til en fest var de endda sammen, men så skubbede hun ham væk. Et par uger efter hendes død lander en pakke på hans dørtrin. Det er syv kassettebånd med 13 historier indtalt af Hannah selv, før hun døde. De fleste drejer omkring en begivenhed eller en relation, der har svigtet. Små ting. Nødløgne. Teenage-hensynsløshed. Fraværende voksne. Små ting, der bliver til store ting. Der er også et kort, der afmærker vigtige steder i historierne. Det sætter Clay på en jagt fra sted til sted, mens han lytter båndene igennem. Som historien skrider frem, og Clay genkender elementer i fortællingen, men først nu begynder at forstå sammenhængen, konfronteres han med sin egen rolle. Kunne han selv have gjort noget

Det er en grum fortælling om teenagelivets skrøbelighed, hvor ry og rygter, egoisme og flokmentalitet eskalerer og gør de mindste ting uoverskuelige. Det mest uhyggelige er næsten, at hele historien foregår i en æra før sociale medier! Læs den og spørg dig selv, om du egentlig ved, hvordan dine børn har det, og hvad de laver lige nu. Tving herefter din tween eller din unge teen til at læse den, inden de næste gang logger på FB eller snappen. Du kan takke mig senere …

Min mormor og Magna Print

januar 22, 2017januar 22, 2017 / Lisbet V. / 4 kommentarer

Ude på landet i Vendsyssel i perioden 1976-1983 var der ikke daginstitutioner. I hvert fald ikke i Astrup, som jeg kommer fra. Jeg blev i mine første syv år passet af min mormor, Marie Kjeldsen, når mine forældre var på arbejde. Hun er blevet et af mine læseforbilleder.

Her er historien om, hvordan hun sørgede for, at jeg voksede op i et sprogligt rigt miljø, hvor der både var Lykkehjulet, krydsogtværs, salmevers og masser af romaner.

Damen med de store briller, der har en beskyttende arm rundt om den korthårede pige, er min mormor. Pigen er mig.

Marie var født i 1913 og elskede læse og skrive. Hun var bogligt begavet, men som så mandre andre børn af den tid havde hun ikke mulighed for at tage en længere uddannelse. Hun blev gift med Søren, de fik en gård og fire børn i 1935, 1938, 1947 og 1951. Hun blev enke som 63-årig og var på det tidspunkt flyttet fra gården ind til et hus i en landsby.

Her passede hun børnebørn og tog imod en lind strøm af kaffetørstige gæster. Min mormor var svagtseende og havde meget tykke briller. Min mor sørgede for at låne Magna Print-romaner i rigelige mængder til hende. Jeg var fascineret af Magna Print-bøgernes flotte, grafiske forsider med de karakteristiske striber. I lang tid troede jeg, at at Magna Print var en forfatter – en yderst produktiv forfatter!

Min mormor skrev indløbslister, breve og julekort. Hun kunne et hav af tekster fra Højskolesangbogen og salmebogen ud af. En af hendes største fornøjelser var at løse krydsogtværs. Da TV2 åbnede sad hun trofast klar foran skærmen hver aften, når der var Lykkehjulet. Den lille ordleg med køb af vokaler underholdt hende igen og igen. Hun strikkede nok eller skrællede kartofler, mens hun fulgte med. Det var dengang Michael Meyerheim var en frisk ung mand.

Vendsyssel Tidende, Sindal-avisen, Jyllands-Posten og ugeblade var blandt de vigtigste trykte medier hos min mormor. Inden middagsluren på sofaen læste hun i sin bog. Så skulle jeg være stille. Jeg kan godt forstå, at hun har haft brug for en stilletime. Jeg var et meget talende barn, siges det. Imens kiggede jeg f.eks. i hendes bog med billeder af den danske kongefamilie. Jeg sad også og kiggede i familiealbummer med fotos af Kjeldsen-klanens medlemmer. En familie er vel en familie.

Da jeg selv lærte at læse og fik smag på længere bøger, kastede jeg mig begærligt over klassikere som Sind af Jakob Knudsen og Desirée af Anne Marie Selinko. Selvfølgelig i Magna Print, der lå hjemme hos mormor. Alvorlige sager for en 12-årig. Det var dybt tilfredsstillende at kværne så mange sider SÅ hurtigt. Det kan man nemlig med Magna-bøgerne. Jeg husker dog ikke, at min mormor og jeg nogensinde snakkede om bøgerne.

Som 14-årig var jeg ligesom alle andre 14-årige piger fortabt i Tine Brylds Liv og Alexander-bøger. Med sex, utroskab og hele moletjawsen. Min mormor sagde, at hun egentlig godt ville prøve at læse bøgerne for at få en idé om, hvorfor jeg godt kunne lide dem. Så hun lånte mine paperback-udgaver. Jeg stivnede lidt ved tanken om de erotiske scener. Dem ville hun jo støde på. Pinligt. Da hun havde læst romanerne, sagde hun ligefremt, at det ikke var noget for hende, men at hun godt forstod, hvorfor jeg var så optaget af dem.

Det glemmer jeg aldrig. Det har for mig stået som noget helt særligt, at min mormor var interesseret i mine læsepræferencer. Inspirationen gik ikke kun den ene vej. En pige på 12 og en kvinde på 75 kan have meget til fælles ud over blodets bånd.

Min mormor anede intet om pædagogiske tilgange til early literacy, børns tidlige sprogtilegnelse eller didaktiske principper. Hun havde bare en hverdag, hvor skrift, bøger og tekst i bred forstand fyldte meget. Ligesom i så mange andre almindelige menneskers liv. Jeg var en del af hendes husholdning, og alt, hvad der skete i hendes stue, husker jeg skarpt. Nu er jeg 40. Hvis jeg er heldig, så får jeg selv lov til at blive den slags bedstemor et godt stykke ude i fremtiden. Men det bliver uden Lykkehjulet.

Forskeren Kjeld Kjertmann har mange bud på, hvordan børns læsestart kan kobles meget tidligt med hverdagens almindelige gøremål, hvor skrift er involveret. Hans hovedpointe er, at skolen ikke skal have monopol på læsestarten.

På Kjeld Kjertmanns hjemmeside ligger en række inspirerende artikler om emnet

Det STORE Bogshow – nye vinkler på litteraturformidling

januar 18, 2017april 7, 2017 / Jan M. Johansen / 1 kommentar

Litteraturformidling tager i dag mange former. Fælles for dem er, at de bevæger sig væk fra den klassiske her-er-en-bog formidling og arbejder mere i koncepter og events.

F.eks. Det Store Bogshow. Her byder jeg og to af mine kolleger, Camilla Faieq Jensen og Michael Linde Larsen, fredag den 21. april velkommen til en fest af en litterær begivenhed i Magasinet i Odense. Der er plads til ca. 500 mennesker, så det er ikke en helt lille event.

På programmet er Leif Davidsen, som med afsæt i sit fynske ophav, fortæller om sit forfatterskab. Den fynske forfatter og oversætter Mich Vraa fortæller bl.a. om sit virke som oversætter og om sin anmelderroste roman ’Haabet’. Vibeke Marx, som netop har udgivet bog nr. 50, kommer også forbi. Morten Vittrup, der debuterede sidste år med ’Argentineren der kom sejlende på en cedertræsplanke’ er også gæst. Det er med andre ord en blandet skare med bred appel.

’Argentineren der kom sejlende på en cedertræsplanke’ af Morten Vittrup.

Men er det nu også noget at skrive hjem om

Det synes jeg. (Ikke overraskende, vil nogen måske indskyde lidt spidst.) Der er nogle ting, vi har forsøgt at gøre anderledes, end vi normalvis gør, når vi laver arrangementer og formidler litteratur.

For det første har vi valgt at fokusere på det lokale, altså Odense og Fyn. Hele aftenen er lagt op til at være en fejring af fynsk litteratur på den ene eller anden måde. Derfor har vi også valgt at uddel den nyindstiftede pris til ’Årets Læser’, som Pernille Kjær fra Kjærs Bøger (vinder af Blixen-prisen som årets boghandler) uddeler.

Udover det, så har vi involveret samarbejdspartnere over en ret bred kam, men især er det lykkedes os at få trukket medierne ind i bogshowet som reelle samarbejdspartnere. TV2-Fyn stiller op med kamerahold, laver optakt, sender live fra bogshowet og lader en af deres skærmtrolde, Signe Ryge Petersen, være moderator ved en samtale om bøger, læsevaner og meget mere mellem to lokale kulturpolitikere. Ugeavisen Odense er ligeledes en god samarbejdspartner, som især i optakten til showet støtter op med omtale. Mere om det sidste senere.

Der er en blandet skare af folk på scenen, bl.a. to lokale kulturpolitikere.

Vi har også indbudt tre lokale forlag til at holde speedpræsentationer af dem selv, udgivelser eller forfattere. Der vil også være en længere pause midt i showet, hvor publikum kan møde forlagene. På længere sigt kunne man håbe, pladserne kunne udbydes til sponsorer, så showet i sidste ende kunne blive selvfinansierende i nogen grad.

Vi starter showet med tapas og et par gode glas for at skabe en god feststemning, og slutter også af med en efterfest på en af de odenseanske vinbarer, nemlig Amy’s Bar & Winehouse. Hvor stemning og sted passer til den gruppe af mennesker, nemlig de 30-50-årige, som vi håber at lokke med til festen.

Det Store Bogshow har allerede fundet vej i medierne.

Få plads i mediebilledet

For at få et indblik i, hvorfor Ugeavisen Odense har valgt at indgå i et samarbejdet med Odense Bibliotekerne om ’Det Store Bogshow’ satte jeg mig ned og talte med redaktøren, Jan Bonde.

På spørgsmålet om, hvorfor er det interessant for et medie som Ugeavisen at involvere sig i en event som bogshowet, svarer Bonde: ”Ugeavisen Odense ønsker at være en spiller og samarbejdspartner i vores by. Vi involverer os meget gerne i det kulturelle liv, fordi vi ønsker at være et medie, som såvel læserne som byens aktører kan bruge til noget. Og selv om printmediet er under pres, så er Ugeavisen Odense med et oplag på 81.000 fortsat det medie, der når klart bredest ud i byen. Derfor håber vi også at være en interessant medspiller at invitere indenfor.”

Det er jo nok ikke nogen overraskelse, at de fleste bibliotekar vil save kropsdele af for at få et makkerskab op at køre med et større medie. Derfor spurgte jeg også, om Bonde havde et godt råd til at gøre en event interessant for eksempelvis en avis. Og det havde han: ”Det skal være folkeligt. Noget vores læsere kan forholde sig til, deltage i, bruge i deres hverdag. Det Store Bogshow har det hele. Oplevelsen i at møde etablerede navne, inspirationen fra de lokale forlag – og event-delen, hvor de kan møde andre med samme interesser.”

Vi sluttede af med, hvilken rolle Bonde ser medierne spille i det litterære landskab på lidt længere sigt. F.eks. om vi ville se flere samarbejder som dette. ”Det er helt oplagt for os at gå med i den her slags events. Vi kan sagtens se avisen som en medspiller i fremtidige projekter som dette. Og i forhold til det litterære landskab generelt, så har vi længe været en del af den undergrund af selvudgivere, der bobler frem. For vi skriver helst om mennesker, og da det i dag er forholdsvis let at udgive et værk på eget forlag eller på medudgiver-forlag, så er der mange historier om håbefulde forfattere at fortælle. Og det gør vi gerne. Vi har endda haft en forfatter, der havde Ugeavisen Odense med i sit plot. Ugeaviserne er en fin platform for såvel etablerede som nye forfattere, for hvor det som nævnt er let at udgive en bog, så er det fortsat meget dyrt og krævende at markedsføre den. Her har vi fælles interesser.”

Summa summarum (eller Meningen med galskaben)

En af personerne bag Det Store Bogshow, Helle Ingemann Jensen, peger på det oplagte i at knytte en begivenhed til det lokale, ikke mindst fordi der i dette tilfælde er en righoldighed af forfattere med fynske rødder, men også fordi der er en underskov af forlag og et aktivt læsende miljø omkring Odense.

Og det sidste er vigtigt. Tiltag som Det Store Bogshow er nemlig en måde at knytte stærkere bånd til læserne (eller brugerne, om man vil). Helle Ingemann uddyber: ”Bl.a. via de sociale medier skaber vi en anden slags relation til læsere, forlag og forfatterne end vi gjorde i “gamle dage” og at vi gerne vil skabe en ramme, der er anderledes end et almindeligt foredrag. Læserne skal have mulighed for at møde forfattere og forlag Face to Face. Vi forsøger også at gå nye veje ved at invitere selvudgivere med, der dukker rigtig mange bøger frem på små forlag.”

Underforstået ligger der også et ønske om, at biblioteket på den måde skaber sig en plads i det litterære miljø og gør sig relevant for både forlag og forfattere, samt hjælper med til at skabe nye brugere ud af læserne. ”Vi prøver at komme væk fra tankegangen om at bibliotekarer er gamle, støvede og med knold i nakken og sætter os selv i spil f.eks. ved interviews, være andre steder end på biblioteket og finde nye samarbejdspartnere.” ”Plus,” følger Helle Ingemann op, ”vi på Fyn mangler en festival/festaften for voksen litteraturen.”

I stedet for at lave standard litteraturformidling søger vi at skabe en god, lokalt funderet historie og holde en fest. Vi forsøger med andre ord at tale litteraturen op og gøre det til noget festligt. Ikke så meget fokusere på enkelte værker eller forfattere, men på glæden ved bøger, det at læse og litteraturen.

Den vinkel ser ud til at gå rent ind hos læsere, medier og politikere.

Jacob Krogsøes 2016 hitliste

januar 5, 2017januar 5, 2017 / Mikkel C. / Skriv en kommentar

Vi er så heldige at have legendariske Jacob Krogsøe – mediebibliotekar, filmguru og redaktør på online-magasinet Planet Pulp – som gæsteblogger i dag! Vi har fået lov til at sammenklippe en nytårsføljeton over Jacobs bedste læseoplevelser i 2016 🙂

2016 er en afsluttet sag nu, og jeg vil her præsentere min top fire over mine største læseoplevelser i år. Et år, hvor jeg ”kun” har læst 63 bøger (tegneserier, Empire og Ugens Rapport tæller desværre ikke med).

Nummer 4

Nummer fire på listen er Dennis Lehanes ”Verden af i går,” som er sidste bind i serien om Coughlin-familien – andet bind, ”Lev om natten” er lige blevet filmatiseret af og med Ben Affleck. I 1943 er verden i krig, men der er også optakt til en krig mellem magtfulde gangstere i Florida. Joe Coughlin, tidligere gangsterboss og nu rådgiver for mafiaen, forsøger at leve et tilbagetrukket liv. Men fortiden banker på døren.

Dennis Lehane finder ind til den åre, hvor de store gangsterfortællinger findes. Det er brutalt, tragisk og poetisk. Stemningen er fortættet, plottet skarpt og de skæbnetunge skyer maler Lehane med sikker hånd. Lehane skildrer en verden i forandring. Som her:

“Det var en følelse, han havde haft de seneste måneder af, at hele verden var ved at blive omskabt, at slavedæmoner utrætteligt arbejdede på det dag og nat inde i den inderste kerne, hvor de omformede, omstøbte.”

Den stemning kender vi fra mesterlige gangsterfilm som Godfather-trilogien, hvor det starter så godt men slutter så grumt. “Verden af i går” er en fremragende roman, enkel, smuk og effektiv.

Nummer 3

Her ser I den tredjebedste læseoplevelse jeg har haft i år.

Vi følger over en lang årrække fire studiekammerater, fire unge mænd, der er bosat i New York. Men fra et være en beskrivelse af de fire venners liv i storbyen, skifter romanen karakter. Historien ændrer fokus og bliver til fortællingen om Jude. Og hvordan Judes brutale opvækst, med årelange overgreb, påvirker venskabet med specielt Willem.

“Et lille liv” er en kompromisløs, tidløs og fremragende roman. De 800 sider er en rejse ind i den menneskelige sjæl, ind i venskabers kerne og en rejse ind i kærligheden og smerten og den måde hvordan overgreb kan ødelægge et menneske. Smukt og mørkt skrevet, som her hvor Judes forhold til Caleb beskrives:

“Der er en slags symmetri i hans forhold til Caleb, der giver mening: De er ødelæggeren og den ødelagte, den ildelugtende affaldshob og sjakalen, der sniffer rundt i den.”

Forfatteren formår desuden at holde flere handlingstråde, flere fortællestemmer og flere tider i spil uden at det mudrer fortællingen. En smuk og grum sag.

Nummer 2

Den næstbedste bog, jeg har læst i år, er “Englene i Avignon” skrevet af mester Reuter.

1314, Avignon. Pave Clemens V lider af en åndelig sygdom. Paven beslutter, i al hemmelighed, at påbegynde en pilgrimsrejse til broen Ponte il Duce, hvor han tror at han kan blive helbredt. Med på rejsen er pavens livlæge Cobus, munken Enzo, fem messedrenge samt eksorcisten Peter van Dreusen. Samtidig følger vi to mænd der indgår et væddemål, to mænd som ikke er mennesker. Romanen blander den historiske roman med træk fra krimigenren og religiøse tekster. Romanen vil meget, afsøger mange grænser og konstruktionen truer med at kollapse, men gør det aldrig.

“Englene fra Avignon” er nemlig en overdådig, ambitiøs, velfortalt og spændende historie, hvor Reuter endnu engang viser sig som en af landets dygtigste historiefortællere. På overfladen er der den spændende rejse, der krydres med mord og sideløbende er der vigtige religiøse tanker og ideer. Tænk blot på “Jobs Bog.” Alt dette fortalt med en detaljerigdom, der får middelalderen til at åbenbare sig for læseren. Men det stærkeste kort er dog hovedpersonen, antihelten Peter van Dreusen, der er så menneskelig og almindelig, at man som læser identificerer sig med hans mangler og strabadser.

Der er et slægtskab med Umberto Ecos mesterlige middelalderroman “Rosens navn” og i selve den mørke rejse kan man genkende fra Conrads “Mørkets hjerte” og Jensens “Den første sten.” Nu skal det ikke handle om andre anmeldere, men jeg forstår simpelthen ikke hvorfor Bukdahl sabler bogen ned i Weekendavisen. Rent faktisk tænker jeg, at vi ikke har læst den samme bog.

Læs den. Der er tale om fin, fin litteratur.

Nummer 1

Dette er skrevet lige før det hele går op i Dronningen, Mokai, røgbomber og utallige danskere, der forsøger at lege kokke, og jeg vil lige nå at fortælle om min største læseoplevelse i 2016, og den kommer fra Norge i form af “Darlah.”

Vi er et par år ude i fremtiden. NASA udskriver en konkurrence, hvor tre teenagere kan komme med på en ekspedition til månen. De “heldige” vindere bliver franskmanden Antoine, japaneren Midori og nordmanden Mia. Men da de ankommer til månen, viser det sig, at alt ikke er som det burde være. The horror, the horror!

Voldsomt underholdende, velskrevet og handlingsmættet roman, hvor den unge norske forfatter Johan Harstad både udviser stor genreforståelse og fint sprogbrug. En fascinerende sammenblanding af forskellige genrer og et festfyrværkeri af subtile referencer til film, musik, tv-serier og bøger. Som her med et anerkendende nik til “Tilbage til fremtiden”:

“Men det var først, da de fik kontakt med opfinderen E.L. Brown, at der kom fart over feltet”.

De mange referencer gør hverken fortællingen mudret eller uskarp. Det gør tværtimod, at man har lyst til at læse bogen igen med det samme, man har lagt den ned, og bedre anbefaling fås næppe.

På mange måder en ungdommelig blanding af Michael Crichtons “Kuglen,” Stanislav Lems “Solyaris,” tv-serien “Lost” og filmene “Alien/Aliens”.

Herligt og godt nytår!

En nytårshilsen til os uden ror!

december 31, 2016januar 1, 2017 / Mikkel C. / 2 kommentarer

Jeg får lov at slutte årets top-3’er af her på bloggen, selvom jeg desværre er den, der læser både mindst og mærkeligst. Mine medbloggeres indlæg kan ses her og her.

Min Goodreads-konto antyder en person med solid personlighedsforstyrrelse. Der er bl.a.:

”The Accidental Data Scientist:” Hvordan man kommer i gang med Big Data. Købt fra og signeret af forfatteren selv på konference i Monterey, Californien.
”The Deep:” En virkelig ringe SF-/horror-ting fyldt med SF-/horror … ting. Første Kobo-bog. Min Kobo blev stjålet sammen med min rygsæk, og det er dæleme angstprovokerende.
”The Name of the Wind:” Stort anlagt Fantasy. Så stort, jeg aldrig er kommet i gang med 2. del, og jeg har nu glemt 1. del. Købt med årets bonus i Faraos Cigarer (æælsker den biks).
”My Fight, Your Fight:” MMA-legenden Ronda Rouseys selvbiografi. Købte den i Haag til hjemturen. Tvang senere min 13-årige kickboksende datter til at læse den og slå alle ukendte ord op og skrive dem ned i en notesbog. Der var lange lister med ord til hver side, som hun kæmpede sig igennem, men så blev de færre og færre, og mod slutningen havde hun næsten ikke brug for at slå noget op længere 🙂
”Into Thin Air:” Om 1996-katastrofen på Mount Everest. Fra min bjergbestigningsperiode i foråret.
”Disgrace:” Coetzee’s virkeligt gustne roman. Fra min afrikanske periode i efteråret.
”The Killing Floor:” Jack Reacher nr. 1, fordi Jan sagde, jeg skulle.

Og så videre. Rød tråd? Næ.

Læsning uden hovedspor

Jeg har dog også læst både lødigt og dansksproget. Det er ét af mine nytårsforsætter at gøre det noget mere. Jeg har det med bedre litteratur som med løbeture. Det er svært at komme i gang nogle gange, men jeg er altid glad for, jeg tog mig sammen. Her er de titler, der sagde mig mest fra 2016.

”Før faldet” af Noah Hawley. Jentas. 429 sider.

Denne krimi – eller er det en thriller? – havde jeg med på sommerferie i Krakow og blev meget bidt af den, selvom genren ikke siger mig så meget. Plottet er for så vidt simpelt. Et privat chartret fly med et par overrige familier og en gæst – en kunstmaler – styrter i havet kort tid efter afgang fra Martha’s Vineyard. Årsagen til styrtet er ukendt, men terror mistænkes. Kunstmaleren overlever, og det samme gør en ung dreng fra én af familierne. Fortællingen kører nu ad to spor. Det ene er flashbacks til de mennesker, der var ombord. Hvem var de, og hvem – hvis nogen – havde skylden for ulykken? Det andet er kunstmaleren, der jages af en sindssyg TV-vært fra en FOX-lignende station og FBI, for er det ikke underligt, at kunstmaleren lige var i den position, når nu hans pludseligt meget eftersøgte værker alle sammen kredser om terror og ulykker?

Bogens persongalleri tegner et portræt af et meget splittet USA med alle de forkerte agendaer og prioriteter, mens al logik og rationalitet tydeligvis for længst er smidt ud med badevandet. Jeg tænkte på ”Før faldet” mange gange under den amerikanske valgkamp, som jeg fulgte meget tæt. Jeg anmeldte den her.

”Vi var fiskere” af Chigozie Obioma. Forlaget Klim. 311 sider.

Lisbet og jeg lavede en dobbeltanmeldelse for kort tid siden, og hun var noget mere begejstret end mig. Jeg fornemmede dog og gjorde selv opmærksom på, at bogen nok var bedre, end jeg lige vurderede den. Og det var den også. En glimrende lakmusprøve på litterær kvalitet er, om det er noget, der dukker op i bevidstheden senere, synes jeg. I november døde min mor pludselig, og min lille familie blev reduceret yderligere. Der er en faster, mig selv og mine to piger tilbage i min linje. Mens jeg har efterbehandlet chokket, har jeg flere gange tænkt på ”Vi var fiskere.” Her er en familie, der rammes af den perfekte storm, at faren må flytte væk, mens omverden rammer børnene med en forbandelse af græsk-tragiske dimensioner. ”Hans store skikkelse, som indgød og krævede værdighed og ro, skrumpede langsomt ind og blev på størrelse med en ært,” som fortælleren, familiens mellemste dreng, siger. Familie er en frygtelig skrøbelig konstruktion, mens den samtidig paradoksalt nok er uhyre stærk og under alle omstændigheder helt afgørende for vores møde med verden. I fortællingen rammes børnene parvist af forskellige, grumme udfordringer. Der er flere skæbnefortællinger ude at gå, men familien og dens gradvise opløsning danner rammen om dem. Jeg tror, jeg skal læse den igen.

”Noget om Grace” af Anthony Doerr. Politikens Forlag. 488 sider.

Doerr brød gennem den litterære lydmur med ”Alt det lys vi ikke ser” i 2014, og det fik de gode mennesker på Politikens Forlag til at få hans debut fra 2004 oversat og udgivet på dansk for første gang. Den offentlige mening er vist, at ”Noget om Grace” lader en del tilbage at ønske. Særligt sammenlignet med det superhotte lys, vi altså bare ikke ser. Jeg har ikke fået læst sidstnævnte. Den lyder afsindigt kedelig. Jeg faldt dog over ”Grace,” fordi den til gengæld lød rigtig interessant.

Hydrologen David Winkler har profetiske drømme. En nat drømmer han, hans hjem rammes af oversvømmelse, og han kommer til at forårsage sin lille datter Graces død i sit forsøg på at redde hende. Han forlader øjeblikkeligt både datter og kone og flygter på et fragtskib sydpå og lander ad omveje på en caribisk ø, hvor han ender med at slå sig ned. En begivenhed mange år senere får ham til at tvivle på drømmens validitet, og han beslutter sig for at prøve at opspore kone og datter igen.

Det er et syret plot, og Doerr kan fylde fem sider med at beskrive en humlebi, så det er ikke ligefrem hæsblæsende action, der præger fortællingen. Jeg kan sagtens forstå, at nogle finder romanen for lang og for kedelig og værre endnu; mærkeligt ligegyldig. I sin beskrivelse af en meget forvirret far, som tydeligvis ikke aner, hvordan han beskytter sin datter, hvordan man er far eller ægtemand, eller hvordan man generelt begår sig i verden, fandt jeg til gengæld om ikke en lidelsesfælle så i det mindste en fjern bror i ånden. Samtidig udgør Winklers rejse fra Alaska til Caribien og tilbage igen tværs over USA fantastiske kontraster; fra en frysende atlantisk havneby til tropeparadis til et længere ophold i en træhytte midt i en uendelig, tilfrosset skov. Det beskriver meget godt polerne i hovedpersonens sind.

Jeg synes, det er en uforglemmelig og poetisk hyldest til alle os, der hver dag står op og grundlæggende forvirres over tilværelsen 🙂

Nåmen, godt nytår derude til jer og jeres!

Top tre med Svend, Carina og Flunkerne

december 25, 2016december 30, 2016 / Lisbet V. / 7 kommentarer

Det er ikke nogen nem opgave at vælge årets bedste tre bøger. Mine medblogger Jan har sat fokus på skønlitteraturen. Jeg vil derfor sætte fokus på fagbøger samt snige børnelitteraturen ind.

Altid godt med et par benspænd!

Årets tredjebedste bog

Denne bog har jeg funderet meget over. Det er en børnelitterær udgivelse fra 2016, som deler vandene i min husstand. Jeg bliver helt træt i ansigtet, når jeg skal læse den højt ved puttetid. Men min søn på fire år udviser den vildeste begejstring. Og når en bog kan udløse så meget fryd hos et barn, så fortjener den hædrende omtale. Den kommer her.

Flunkerne i Danmark forfattet af Joaquin Cera og Juan Carlos Ramis, udgivet på Carlsen, er en myldrende findebog med små grønne figurer fra det ydre rum. I denne 27. flunkerbog er de kommet til Danmark og besøger Den Lille Havfrue, Den Gamle By, Kronborg og en masse andre seværdigheder. Forfatterne har taget bestik af Flunkerne enorme popularitet i Danmark og simpelthen skrevet og tegnet en hyldestbog til vores nation.

Jeg har spekuleret over bogens fascinationskraft hos børn. Der er fuld skrue på fantasien, Captain America blander sig med kentaurer og klassiske H.C. Andersen-figurer. Der er er væld af skæve situationer og mærkelige scenarier, som med usvigelig sikkerhed trækker de yngste læsere ind i bogens verden.

Bogen gør nærmest ikke andet end at lægge op til dialogisk læsning. Alle bøger kan bruges til det formål, men med en findebog er det selve pointen. Hvem, hvad, hvor og hvorfor og flere hv-ord præger den fælles læsning af denne bog. Den gode fortælling med begyndelse, point of no return, klimaks og afslutning er ikke det, det handler om. Der er noget andet på færde her, og det er lysten til at lege detektiv og gå på opdagelse med øjne på stilke.

Læsning er en relation. Når jeg overtaler Aske på fire til at høre Jul i Bulderby, så skal jeg selvfølgelig også læse Flunkerne i Danmark for ham. Og det skal jeg nok også i 2017.

Flunkerne huserer hos mange børnefamilier. Lidt danmarkshistorie sniger sig ind i denne udgivelse fra 2016.

En glidende overgang til nummer to

Den svenske antropolog Carina Fast har skrevet en forbilledlig, letlæst og engagerende fagbog udgivet på Klim. Titlen er Læs med dit barn: Sådan støtter du dit barns læse- og skriveudvikling.

Fast har en velgørende uhøjtidelig tilgang til, hvad forældre kan gøre for at stimulere deres børns interesse for sprog og skrift. Verden er fuld af tegn, symboler og ord, som man kan lege og læse med – også inden barnet kan læse og skrive i formel forstand. Krusedulleskrift, ord på slikposer, spil på iPad, bilmærker, samtaler om bøger og film, ønskesedler og sange er alt sammen veje til læsning.

Fast understreger hvor vigtigt det er, at forældre hjælper børnene med at finder bøger om deres interesser. Dette fokus på litterær præference fra en meget tidlig alder rinder mig i hu, når jeg læser Flunkerne i Danmark, jf. min nummer tre på årets boghitliste.

Carina Fast har en befriende udogmatisk rolle til alle de skærme, der er i vores og vores børns liv. Hun fokuserer på alle potentialerne i tablets, computerspil, børne-tv og film frem for at dæmonisere dem. Samtidig har hun et skarpt blik for alle de hverdagssituationer, hvor børn kan deltage og samtidig få styrket deres sprog og glæde ved samt forståelse af skrift.

Læs med dit barn er udkommet i et handy format, som for mig er ensbetydende med høj brugsværdi. Der er velvalgte illustrationer og en eksemplarisk litteraturliste for de nørdede, som vil læse mere. Denne bog er den oplagte gave til nybagte forældre og bedsteforældre og alle, der interesserer sig for early literacy.
.

Herlig forside til en herlig bog.

Nummer 1: Vores alle sammens Svend
Jeg er nok ikke alene om at mene, at Svend Brinkmanns Ståsteder: 10 gamle ideer til en ny verden var årets største faglitterære læseoplevelse. Bogen er udgivet på Gyldendal Business, og den blev akkompagneret af Brinkmanns Rosenkjær-programmer på P1. Jeg læste bogen i efterårsferien med god tid til at tygge på de tunge emner.
Brinkmann retter en i bund og grund lammende kritik mod instrumentaliseringen svøbe. Alt, hvad vi gør i dag, skal bruges til noget. Der er efterhånden ikke noget, der er værdifuldt i sig selv. Kunsten skal gøre os innovative. Legen skal føre til læring. Tilgivelsen skal gøre os lykkelige.

De ti eksistentielle ståsteder, som Brinkmann går i dybden med, er en modvægt til nyttetænkningen. De har i iboende værdi, og de giver os en slags fast grund under fødderne i modernitetens flydende verden, hvor vi skal have fødder og ikke rødder.
Samtidig vil vi jo gerne have det meningsfulde liv. Det liv findes ikke indeni os selv, men i relationerne til verden og andre mennesker. Brinkmann har fortsat ikke været hos coach, hvis nogen skulle være i tvivl.

De ti ståsteder er Det gode, Værdigheden, Løftet, Selvet, Sandheden, Ansvaret, Kærligheden, Tilgivelsen, Friheden og Døden. Og ja, de skal skrives med stort.

Brinkmann kan noget med at syntetisere vestlig filosofi gennem et par årtusinder på en uprætentiøs måde. Det er jeg stor fan af. Han har holdninger, og han lægger ikke skjul på dem. En vis lun, jysk humor stikker hovedet frem fra tid til anden i denne ellers alvorlige sag. Som når han får nævnt en slidt gammel gyngestol og ægteskabelig kærlighed i samme passage. Her er der lidt Niels Hausgaard-style, som fungerer ret godt i samklang med Platon og andre store tænkere.

Ståsteder kan jeg tage frem år efter år og få rystet livsperspektivet på plads. Nu er det bare spændende, hvad Brinkmann byder på i de kommende år.

Ståsteder står i min vindueskarm i dagens anledning. Der står den godt.

2016/17-status for eReolen

december 22, 2016december 22, 2016 / Mikkel C. / 2 kommentarer

– vi har cirkeldiagrammer!

Jeg, Mikkel, er også én af de to nationale projekledere på eReolen og én af eReolens to forhandlere, så jeg tillader mig her lidt sidst-på-året evaluering.

2016 var lidt op og ned efter jubelåret i 2015, der blev for meget jubel for nogle. Mest op. Næsten den samme gruppe store forlag, der forlod eReolen i 2013 og kom tilbage i 2015, forlod tjenesten igen i 2016. Dog valgte Lindhardt & Ringhof – Danmarks største digitale forlag – ikke bare at blive, men at tegne en to-årig kontrakt med os.

Vi valgte med stort overlæg ikke at bruge hele 2016 på at forhandle med de afvandrede forlag, men at koncentrere os om at arbejde med de tilbageblivende og gøre tjenesten bedre. Hvem gider også være til en fest, hvor værterne kun snakker om de gæster, der gik tidligt?

Vi har bl.a. forbedret formidlingen, reader og player (løbende) og skabt eReolen GO! til børn og unge. 30% af vores brugere kommer for formidlingen og inspirationen, og over halvdelen køber også ebøger iøvrigt. Det er vi sindssygt stolte af! Over hele landet eksperimenteres der med skoler og lystlæsning på GO! med UNI-login. Litteratursiden, Biblo og eReolen samarbejder i øvrigt som aldrig før. Stor ros til redaktionen!

Vi måtte vinke farvel til 25% af ebogstitlerne og 20% af lydbogstitlerne i starten af året, men gennem nyudgivelser og samarbejde om digitalisering er vi tilbage på 2015-niveau, og det myldrer ind med nye bøger og nye gamle bøger.

Samlet set betød året en afmatning i ebogsudlånet og en mere afdæmpet stigning i lydbogsudlånet. Det er i øvrigt også en global trend. Personligt har jeg fået flere opkald gennem året – særligt fra journaliststuderende – der gerne vil bore lidt i, hvad det er med de lydbøger. Hvem lytter og hvorfor? Vi ved det retteligen ikke, men vi tager nogle tigerspring fremad mht. demografiske data og brugsdata i 2017. Vi gætter på, der er mange nye litteraturbrugere (læs: mænd), som måske ikke engang gør sig helt klart, de forbruger litteratur, men tror, de lytter til en længere podcast 😉 Det er også bare et medie, der egner sig godt til tiden. Man kan lave andet, mens man lytter.

Alle 2016-forlag har gentegnet kontrakter for 2017. Vi har lige skrottet den to-årige aftale med L&R og lavet en tre-årig i stedet med bedre adgang og færre restriktioner for brugerne. Desuden er C&K Forlag og Hr. Ferdinand tilbage igen, og det er dejlige nyheder. Vi har såkaldt god dialog med to store forlag og mindre god, men dog dialog, med to andre. Vi håber derfor med en vis begrundelse at kunne præsentere flere nye gamle forlag i 2017.

2017 kan blive meget spændende for biblioteker og biblioteksbrugere, fordi en ny EU-dom meget forenklet siger, at biblioteker må låne ebøger ud på lige linje med fysiske bøger. Kulturministeriets jurister sidder lige nu og funderer over, hvad det kommer til at betyde.

Lidt tal:

eReolen får 334.000 unikke brugere i 2016 med 228.000 unikke brugere hver af henholdsvis ebøger og netlydbøger. Det er minimalt op fra 2015. Kun en god fjerdedel låner én (lyd)bog og forlader os igen. Det er faktisk ret godt.

Vi havner på 1 mio. udlånte ebøger (lidt ned fra 2015) og 1,5 mio. udlånte netlydbøger (lidt op fra 2015).

Samlet set bruger bibliotekerne 40 mio. kr. i 2016 på rene lån. Husk lige det, næste gang du hører, biblioteker låner ud gratis! Oven i dette tal er der så bibliotekernes udgifter til formidling, udvikling, forhandling, support m.v.

Både Mellemgaard og SAXO Publish, som er for med- og selvudgivere, er på top-10 over udlån fra eReolen i øvrigt.

Vi oplyser ikke aktivitet på titel- og forlagsniveau.

Spørgsmål til mig på c45c@kff.kk.dk og hav nu en dejlig jul og et godt nytår. Jeg ønsker os alle sammen et fantastisk læseår – fysisk eller digitalt; købt, lånt, eller streamet. Whatever!

Årets tre bedste bøger ifølge Jan

december 18, 2016 / Jan M. Johansen / 4 kommentarer

Den store ære at åbne den traditionelle #bogsnak stafet om årets bedste bøger er tilfaldet mig. Nok mest fordi de andre har travlt, men jeg tager, hvad jeg kan få, og soler mig skamløst i æren.

Det næste stykke tid vil mine medbloggere og jeg skrive lidt om, hvilke 3 bøger vi synes har været årets bedste. Vi har hver især valgt nogle forskellige kriterier at bedømme efter, så der kommer en god spredning i de omtalte bøger.

Jeg har valgt kun at fokusere på skønlitteratur, og med vilje valgt bøger, jeg har læst i fysisk form og på dansk i 2016. Det er også bøger, der vil være typiske for min (manglende) smag.

Og nu videre til bøgerne. Vi starter på tredjepladsen …

Årets tredje bedste bog

Normalvis er jeg ikke den store novellelæser, og slet ikke, når det gælder danske science fiction noveller. MEN, og det er altså et stort men, i denne sammenhæng, så er det en sand fornøjelse at stifte bekendtskab med en række science fiction noveller forfattet af den allestedsværende A. Silvestri.

’Sand og sten, stål og glas’ består af 8 fine fortællinger, der dog alle tidligere har været udgivet, men det gør absolut intet. Samlingen fremstår frisk og stringent, og der løber et underliggende tema gennem alle historierne. Silvestri vil selv påpege, at novellerne har det til fælles, at de besynger menneskelig ukuelighed og standhaftighed, mens jeg måske mere mener, de har undergang og forfald til fælles.

Uenigheden om fortolkningen er dog en positiv ting, der vidner om Silvestris evne til at fortælle historier med flere lag og elementer. Og det gør han altså godt, ikke mindst i den smukke og fremragende ’Den allersidste dans’. Den alene gør samlingen værd at læse.

’Sand og sten, stål og glas’ er mit bud på årets tredje bedste bog.

Danske science fiction noveller KAN faktisk være værd at læse.

Nedtællingen fortsætter – årets anden bedste bog

En top tre liste fra min side ville ikke være hverken komplet eller blot tilnærmelsesvis sanddruelig uden Jack Reacher. Heldigvis er ’Ingen vej tilbage’ også en af seriens absolut bedste.

Reacher er endelig nået frem til Virginia og ser frem til at møde major Susan Turner, sin efterfølger som chef for militærpolitiets 110. specialenhed. Turner har indtil videre kun været en tillokkende stemme i telefonen, men det er en stemme, Reacher er rejst på tværs af USA for at sætte ansigt på.

Sådan kommer det ikke umiddelbart til at gå. Turner er nemlig ligesom Reacher en hård hund, der formår at rode sig ind i mere ballade end godt er, og hun er isolationsfængslet, da Reacher tropper op på hendes kontor. Den slags petitesser stopper naturligvis ikke vor mand Reacher. Især ikke, når der tydeligvis er ugler i mosen.

Der er tale om et herligt action brag, hvor Reacher får uddelt nogle seriøse tæv og drukket en farlig masse kaffe. Makkerparret Reacher og Turner fungerer også usædvanligt godt, og det er ingen hemmelighed, at det netop er Turner-karakteren, der hæver ’Ingen vej tilbage’ op på en anden plads i et år, hvor Philip Kerr ellers har udgivet to bøger. Det er en intet mindre end en sand fornøjelse at følge de tos jagt på sandhed og ikke mindst retfærdighed.

Priset være Lee Child og den herligt atypiske og på alle måder politisk ukorrekte Jack Reacher.

Og prisen som årets bedste bog går til … en bog fra 2015

Ja, jeg ved det. Jeg er et fjols. Den bog, jeg havde fundet frem til, var den bedste fra 2016 viste sig at være ældre end antaget. Jeg købte og læste ’The Martian’ i marts, men jeg har tydeligvis været noget langsommere med at anskaffe mig den end antaget.

Nå, det skal ikke afholde mig fra højlydt at proklamere, at ’The Martian’ er årets bedste bog. Det er i hvert fald den bedste skønlitterære bog på dansk, jeg har læst i 2016, og det må immervæk også tælle for noget.

Nuvel, kender man ikke til Andy Weirs fantastiske robinsonade, så omhandler den NASA-astronauten Mark Watney, der i en ret nær fremtid, ved et uheld strander på Mars, da hans kolleger grundet et uvejr må evakuere planetens overflade i den tro, at Watney er omkommet.

Herpå følger en spændende og virkelig velkonstrueret historie om en mands kamp mod en hel planet, hvor videnskab og menneskets ukuelige vilje spiller en alt afgørende rolle. Vi får også et indblik i kampen for at redde Watney på Jorden og på rumfartøjet Hermes, hvilket kun gør fortællingen endnu større og mere rørende.

’The Martian’ er svært godt fortalt og oversat, og man kan ikke andet end gribes af den skæve humor, uforfalsket fortælleglæde og troen på, vi kan overleve, hvad som helst ved hjælp af lidt videnskab og holdånd.

Den røde planet er en grum herskerinde. Intet er dog umuligt for en botanist.

Den røde planet er en grum herskerinde. Intet er dog umuligt for en botaniker.