Uncategorized

At være fan igen – om Jonathan Safran Foer og Her er jeg

/ Rie / 4 kommentarer

Det var med lige dele fryd og ængstelse, at jeg med min søster under armen besøgte Gentofte Hovedbibliotek i onsdags for at lytte til en af mine litterære helte – Jonathan Safran Foer. Det er jo det med helte, at de helst ikke må skuffe, og derfor er en konfrontation af den slags ikke uden risiko for forgabte fans.

Jeg stiftede første gang bekendtskab med Foers forfatterskab på universitet. Som engelskstuderende i 00’erne, var 11. september i høj grad udgangspunktet for at tale om amerikansk kultur og politik. Foers ”Extremly loud and incredibly close” var samtidigt et eksempel på en ny genre i amerikansk litteratur, der i et fiktivt univers undersøgte konsekvenserne af angrebet i et årti, der ræsonnerede, at virkelighed overgår fiktion.

For mig var det interessant, at flere forfattere (bl.a. John Updike i ”The terrorist”), forsøgte at krydse den mentale kløft og sætte sig i terroristen sted. Og at der altid synes at ske det uundgåelige, at jeg endte med at se forfatteren tydeligere i teksten, mens terroristen forblev skjult. Det handlede om afstand, eller mangel på samme. 

Min yndlingspassage i Foers 9/11-roman er en scene, hvor drengen Oskar, som har mistet sin far 11. september, besøger Empire State Building og forestiller sig, at et fly er på vej mod bygningen:

I imagined the last second, when I would see the pilot´s face, who would be a terrorist. I imagined us looking each other in the eyes, when the nose of the plane was one millimeter from the building. 

I hate you, my eyes would tell him. 

I hate you, his eyes would tell me.

Foer formåede gennem Oskars perspektiv at synliggøre hvorfor den opgave – at sætte sig i terroristens sted – er så svær. At man kan være bekendt med alle de komponenter, der udgør et menneskes omstændigheder, og stadig ikke forstå dem. Eller det omvendte: at man intet ved om et menneske, og alligevel forstår.

Fik signeret min gamle paperback-udgave med æselører og understregninger. Fryd.


Nuvel, omdrejningspunktet for samtalen i onsdags var Foers seneste og længe ventede roman, Here I am. Og Foer lagde ud med at pointere, at det for ham er uinteressant at tale plot, karakterer og sted, da en bogs kvaliteter beror på, hvorvidt man som læser føler sig genkendt af den. Sådan en fin
tanke – at være genkendt af en bog. Den der fornemmelse af, at noget er skrevet kun til mig. Og generelt var Foer bare overlegen. En times aktiv lytning, og jeg gik fra fan til groupie.

”Here I am” er som forgængeren en fortælling om en katastrofe. Eller to faktisk. En politisk (Israels undergang), og en personlig (implosionen af et ægteskab). Jacob og Julia Bloch, som er romanens hovedkarakterer, har tre børn og elsker hinanden, men kan ikke længere være hinanden nær. 

Touch had always saved them in the past. No matter the anger or hurt, no matter the depth of the aloneness, a touch, even a light and passing touch, reminded them of their long togetherness. A palm on a neck: it all flooded back. A head leaned upon a shoulder: the chemicals surged, the memory of love. At times, it was almost impossible to cross the distance between their bodies, to reach out. At times it was impossible. Each knew the feeling so well, in the silence of a darkened bedroom, looking at the same ceiling: If I could open my fingers, my heart’s fingers could open. But I can´t, I want to reach across the distance and I want to be reached. But I can´t.

Foers pointe er, at der i et parforhold som tiden går ofte sker en modsatrettet bevægelse, hvor man på den ene side vokser tættere og tættere sammen i forhold til daglige rutiner, vaner og familiemønstre. Men på den anden side fjerner sig gradvist fra hinanden mentalt og seksuelt. Det mentale og fysiske nærvær, der i begyndelsen var ukompliceret, er nu umulig. Og hver især tilbageholder man mere, beskytter sig selv mere for at undgå at skulle konfrontere den voksende afstand mellem dem man var, og dem man nu er blevet. 

Det skyldes, ifølge Foer, at man ikke som menneske kan være fuldt tilstede i rollen som fx far og ægtemand på samme tid. Titlen på bogen henviser til passagen i 1. Mosebog, hvor Gud befaler Abraham at ofre sin søn, Isak. Foer mener, at den egentlige test måske ikke ligger i selve ofringen. Gud kalder på Abraham, hvortil han svarer ”Her er jeg”. På vej op af bjerget mod ofringen, kalder Isak på sin far, som igen svarer ”Her er jeg”. Men kan Abraham på samme tid være ubetinget til stede for den Gud, der vil have at han skal slå sin søn ihjel, og den søn, der ikke vil at det skal ske?

Nej, ikke hvis du spørger Foer. Manglen på tilstedeværelse skaber friktion, som øger afstanden. For Jacob er det ikke kun et spørgsmål om afstand til Julia, men også til hans jødiske baggrund. I romanen har et jordskælv i Mellemøsten sat gang i en geopolitisk magtkamp, der ender med Israels ødelæggelse. Da den israelske premierminister kalder det jødiske folk hjem for at kæmpe, beslutter Jakob sig til at tage af sted, men vender om i sidste øjeblik. Gennem romanen kæmper Jakob med at være til stede som far, som mand, som forfatter og som frihedskæmper, men tvinges gang på gang til at anerkende at afstanden mellem den han er, og alle dem han gerne vil være, er for stor.

Foer og mig – Extremely close and incredibly flustered…


Romanen har splittet vandene. Læsere har ifølge Foer opfattet bogen som et forsvar for ægteskabet, for skilsmisse, for Israel og imod Israel. Anmeldelserne har været blandede – flere kritikere nævner, at det er uklart, hvad Foer vil med romanen. Til det siger Foer: ”Næsten hver side af bogen har sit eget argument, sin egen pointe. Og koret af stemmer er vigtigt. Der er ingen konklusioner.”

Foers samtale er som hans bøger – spækket med argumenter, refleksioner og poetiske one-liners. En times aktiv lytning, en signatur, og jeg gik fra begejstret til småforelsket. Åh, at være fan igen.

Anmeldelse: Døde piger lyver ikke” af Jay Asher

/ Mikkel C. / 1 kommentar

316 sider. Roman (YA). Politikens Forlag. 24. august 2010.

Note: Jeg har lånt denne posts hovedbillede fra Xenias bogblog, så kig forbi dér!

030911_packshot

”13 Reasons Why,” som den hedder originalt, udkom i 2006, og i 2016 kom der en jubilæumsudgave. Den danske udgave er fra 2010, men er det ikke egentlig Young Adult? Jo. Suk. For anden gik i mit liv er jeg blevet narret til at læse YA (første gang var ”Bogtyven”), og for anden gang gør det overhovedet ikke noget! Jeg er far til en 13-årig, og eftersom mine egne forældre var knap så egnede til at have børn, har jeg ingen idé om, hvad jeg laver, eller hvordan man gør. Jeg prøver tit at læse mig til det eller at læse mig ind i teenage-sindet, og ”Døde piger lyver ikke” er lige vand på den mølle.

16-årige Hannah har begået selvmord, men ingen ved faktisk hvorfor. Clay arbejdede sammen med hende i den lokale biograf og havde et heftigt crush på hende. Til en fest var de endda sammen, men så skubbede hun ham væk. Et par uger efter hendes død lander en pakke på hans dørtrin. Det er syv kassettebånd med 13 historier indtalt af Hannah selv, før hun døde. De fleste drejer omkring en begivenhed eller en relation, der har svigtet. Små ting. Nødløgne. Teenage-hensynsløshed. Fraværende voksne. Små ting, der bliver til store ting. Der er også et kort, der afmærker vigtige steder i historierne. Det sætter Clay på en jagt fra sted til sted, mens han lytter båndene igennem. Som historien skrider frem, og Clay genkender elementer i fortællingen, men først nu begynder at forstå sammenhængen, konfronteres han med sin egen rolle. Kunne han selv have gjort noget

Det er en grum fortælling om teenagelivets skrøbelighed, hvor ry og rygter, egoisme og flokmentalitet eskalerer og gør de mindste ting uoverskuelige. Det mest uhyggelige er næsten, at hele historien foregår i en æra før sociale medier! Læs den og spørg dig selv, om du egentlig ved, hvordan dine børn har det, og hvad de laver lige nu. Tving herefter din tween eller din unge teen til at læse den, inden de næste gang logger på FB eller snappen. Du kan takke mig senere …

Min mormor og Magna Print

/ Lisbet V. / 4 kommentarer

Ude på landet i Vendsyssel i perioden 1976-1983 var der ikke daginstitutioner. I hvert fald ikke i Astrup, som jeg kommer fra. Jeg blev i mine første syv år passet af min mormor, Marie Kjeldsen, når mine forældre var på arbejde. Hun er blevet et af mine læseforbilleder. 

Her er historien om, hvordan hun sørgede for, at jeg voksede op i et sprogligt rigt miljø, hvor der både var Lykkehjulet, krydsogtværs, salmevers og masser af romaner.

Damen med de store briller, der har en beskyttende arm rundt om den korthårede pige, er min mormor. Pigen er mig.

Marie var født i 1913 og elskede læse og skrive. Hun var bogligt begavet, men som så mandre andre børn af den tid havde hun ikke mulighed for at tage en længere uddannelse. Hun blev gift med Søren, de fik en gård og fire børn i 1935, 1938, 1947 og 1951. Hun blev enke som 63-årig og var på det tidspunkt flyttet fra gården ind til et hus i en landsby. 

Her passede hun børnebørn og tog imod en lind strøm af kaffetørstige gæster. Min mormor var svagtseende og havde meget tykke briller. Min mor sørgede for at låne Magna Print-romaner i rigelige mængder til hende. Jeg var fascineret af Magna Print-bøgernes flotte, grafiske forsider med de karakteristiske striber. I lang tid troede jeg, at at Magna Print var en forfatter – en yderst produktiv forfatter! 

Min mormor skrev indløbslister, breve og julekort. Hun kunne et hav af tekster fra Højskolesangbogen og salmebogen ud af. En af hendes største fornøjelser var at løse krydsogtværs. Da TV2 åbnede sad hun trofast klar foran skærmen hver aften, når der var Lykkehjulet. Den lille ordleg med køb af vokaler underholdt hende igen og igen. Hun strikkede nok eller skrællede kartofler, mens hun fulgte med. Det var dengang Michael Meyerheim var en frisk ung mand. 

Vendsyssel Tidende, Sindal-avisen, Jyllands-Posten og ugeblade var blandt de vigtigste trykte medier hos min mormor. Inden middagsluren på sofaen læste hun i sin bog. Så skulle jeg være stille. Jeg kan godt forstå, at hun har haft brug for en stilletime. Jeg var et meget talende barn, siges det. Imens kiggede jeg f.eks. i hendes bog med billeder af den danske kongefamilie. Jeg sad også og kiggede i familiealbummer med fotos af Kjeldsen-klanens medlemmer. En familie er vel en familie. 

Da jeg selv lærte at læse og fik smag på længere bøger, kastede jeg mig begærligt over klassikere som Sind af Jakob Knudsen og Desirée af Anne Marie Selinko. Selvfølgelig i Magna Print, der lå hjemme hos mormor. Alvorlige sager for en 12-årig. Det var dybt tilfredsstillende at kværne så mange sider SÅ hurtigt. Det kan man nemlig med Magna-bøgerne. Jeg husker dog ikke, at min mormor og jeg nogensinde snakkede om bøgerne. 

Som 14-årig var jeg ligesom alle andre 14-årige piger fortabt i Tine Brylds Liv og Alexander-bøger. Med sex, utroskab og hele moletjawsen. Min mormor sagde, at hun egentlig godt ville prøve at læse bøgerne for at få en idé om, hvorfor jeg godt kunne lide dem. Så hun lånte mine paperback-udgaver. Jeg stivnede lidt ved tanken om de erotiske scener. Dem ville hun jo støde på. Pinligt. Da hun havde læst romanerne, sagde hun ligefremt, at det ikke var noget for hende, men at hun godt forstod, hvorfor jeg var så optaget af dem.

Det glemmer jeg aldrig. Det har for mig stået som noget helt særligt, at min mormor var interesseret i mine læsepræferencer. Inspirationen gik ikke kun den ene vej. En pige på 12 og en kvinde på 75 kan have meget til fælles ud over blodets bånd. 

Min mormor anede intet om pædagogiske tilgange til early literacy, børns tidlige sprogtilegnelse eller didaktiske principper. Hun havde bare en hverdag, hvor skrift, bøger og tekst i bred forstand fyldte meget. Ligesom i så mange andre almindelige menneskers liv. Jeg var en del af hendes husholdning, og alt, hvad der skete i hendes stue, husker jeg skarpt. Nu er jeg 40. Hvis jeg er heldig, så får jeg selv lov til at blive den slags bedstemor et godt stykke ude i fremtiden. Men det bliver uden Lykkehjulet.

Forskeren Kjeld Kjertmann har mange bud på, hvordan børns læsestart kan kobles meget tidligt med hverdagens almindelige gøremål, hvor skrift er involveret. Hans hovedpointe er, at skolen ikke skal have monopol på læsestarten.

På Kjeld Kjertmanns hjemmeside ligger en række inspirerende artikler om emnet

Jacob Krogsøes 2016 hitliste

/ Mikkel C. / Skriv en kommentar

Vi er så heldige at have legendariske Jacob Krogsøe – mediebibliotekar, filmguru og redaktør på online-magasinet Planet Pulp – som gæsteblogger i dag! Vi har fået lov til at sammenklippe en nytårsføljeton over Jacobs bedste læseoplevelser i 2016 🙂

2016 er en afsluttet sag nu, og jeg vil her præsentere min top fire over mine største læseoplevelser i år. Et år, hvor jeg ”kun” har læst 63 bøger (tegneserier, Empire og Ugens Rapport tæller desværre ikke med).

download

Nummer 4

Nummer fire på listen er Dennis Lehanes ”Verden af i går,” som er sidste bind i serien om Coughlin-familien – andet bind, ”Lev om natten” er lige blevet filmatiseret af og med Ben Affleck. I 1943 er verden i krig, men der er også optakt til en krig mellem magtfulde gangstere i Florida. Joe Coughlin, tidligere gangsterboss og nu rådgiver for mafiaen, forsøger at leve et tilbagetrukket liv. Men fortiden banker på døren.

Dennis Lehane finder ind til den åre, hvor de store gangsterfortællinger findes. Det er brutalt, tragisk og poetisk. Stemningen er fortættet, plottet skarpt og de skæbnetunge skyer maler Lehane med sikker hånd. Lehane skildrer en verden i forandring. Som her:

“Det var en følelse, han havde haft de seneste måneder af, at hele verden var ved at blive omskabt, at slavedæmoner utrætteligt arbejdede på det dag og nat inde i den inderste kerne, hvor de omformede, omstøbte.”

Den stemning kender vi fra mesterlige gangsterfilm som Godfather-trilogien, hvor det starter så godt men slutter så grumt. “Verden af i går” er en fremragende roman, enkel, smuk og effektiv.

Et_lille_liv_smuds_2.indd

Nummer 3

Her ser I den tredjebedste læseoplevelse jeg har haft i år.

Vi følger over en lang årrække fire studiekammerater, fire unge mænd, der er bosat i New York. Men fra et være en beskrivelse af de fire venners liv i storbyen, skifter romanen karakter. Historien ændrer fokus og bliver til fortællingen om Jude. Og hvordan Judes brutale opvækst, med årelange overgreb, påvirker venskabet med specielt Willem.

“Et lille liv” er en kompromisløs, tidløs og fremragende roman. De 800 sider er en rejse ind i den menneskelige sjæl, ind i venskabers kerne og en rejse ind i kærligheden og smerten og den måde hvordan overgreb kan ødelægge et menneske. Smukt og mørkt skrevet, som her hvor Judes forhold til Caleb beskrives:

“Der er en slags symmetri i hans forhold til Caleb, der giver mening: De er ødelæggeren og den ødelagte, den ildelugtende affaldshob og sjakalen, der sniffer rundt i den.”

Forfatteren formår desuden at holde flere handlingstråde, flere fortællestemmer og flere tider i spil uden at det mudrer fortællingen. En smuk og grum sag.

1703097_1479793694

Nummer 2

Den næstbedste bog, jeg har læst i år, er “Englene i Avignon” skrevet af mester Reuter.

1314, Avignon. Pave Clemens V lider af en åndelig sygdom. Paven beslutter, i al hemmelighed, at påbegynde en pilgrimsrejse til broen Ponte il Duce, hvor han tror at han kan blive helbredt. Med på rejsen er pavens livlæge Cobus, munken Enzo, fem messedrenge samt eksorcisten Peter van Dreusen. Samtidig følger vi to mænd der indgår et væddemål, to mænd som ikke er mennesker. Romanen blander den historiske roman med træk fra krimigenren og religiøse tekster. Romanen vil meget, afsøger mange grænser og konstruktionen truer med at kollapse, men gør det aldrig.

“Englene fra Avignon” er nemlig en overdådig, ambitiøs, velfortalt og spændende historie, hvor Reuter endnu engang viser sig som en af landets dygtigste historiefortællere. På overfladen er der den spændende rejse, der krydres med mord og sideløbende er der vigtige religiøse tanker og ideer. Tænk blot på “Jobs Bog.” Alt dette fortalt med en detaljerigdom, der får middelalderen til at åbenbare sig for læseren. Men det stærkeste kort er dog hovedpersonen, antihelten Peter van Dreusen, der er så menneskelig og almindelig, at man som læser identificerer sig med hans mangler og strabadser.

Der er et slægtskab med Umberto Ecos mesterlige middelalderroman “Rosens navn” og i selve den mørke rejse kan man genkende fra Conrads “Mørkets hjerte” og Jensens “Den første sten.” Nu skal det ikke handle om andre anmeldere, men jeg forstår simpelthen ikke hvorfor Bukdahl sabler bogen ned i Weekendavisen. Rent faktisk tænker jeg, at vi ikke har læst den samme bog.

Læs den. Der er tale om fin, fin litteratur.

darlah-172-timer-paa-maanen

Nummer 1

Dette er skrevet lige før det hele går op i Dronningen, Mokai, røgbomber og utallige danskere, der forsøger at lege kokke, og jeg vil lige nå at fortælle om min største læseoplevelse i 2016, og den kommer fra Norge i form af “Darlah.”

Vi er et par år ude i fremtiden. NASA udskriver en konkurrence, hvor tre teenagere kan komme med på en ekspedition til månen. De “heldige” vindere bliver franskmanden Antoine, japaneren Midori og nordmanden Mia. Men da de ankommer til månen, viser det sig, at alt ikke er som det burde være. The horror, the horror!

Voldsomt underholdende, velskrevet og handlingsmættet roman, hvor den unge norske forfatter Johan Harstad både udviser stor genreforståelse og fint sprogbrug. En fascinerende sammenblanding af forskellige genrer og et festfyrværkeri af subtile referencer til film, musik, tv-serier og bøger. Som her med et anerkendende nik til “Tilbage til fremtiden”:

“Men det var først, da de fik kontakt med opfinderen E.L. Brown, at der kom fart over feltet”.

De mange referencer gør hverken fortællingen mudret eller uskarp. Det gør tværtimod, at man har lyst til at læse bogen igen med det samme, man har lagt den ned, og bedre anbefaling fås næppe.

På mange måder en ungdommelig blanding af Michael Crichtons “Kuglen,” Stanislav Lems “Solyaris,” tv-serien “Lost” og filmene “Alien/Aliens”.

Herligt og godt nytår!

 

En nytårshilsen til os uden ror!

/ Mikkel C. / 2 kommentarer

Jeg får lov at slutte årets top-3’er af her på bloggen, selvom jeg desværre er den, der læser både mindst og mærkeligst. Mine medbloggeres indlæg kan ses her og her.

Min Goodreads-konto antyder en person med solid personlighedsforstyrrelse. Der er bl.a.:

  • ”The Accidental Data Scientist:” Hvordan man kommer i gang med Big Data. Købt fra og signeret af forfatteren selv på konference i Monterey, Californien.
  • ”The Deep:” En virkelig ringe SF-/horror-ting fyldt med SF-/horror … ting. Første Kobo-bog. Min Kobo blev stjålet sammen med min rygsæk, og det er dæleme angstprovokerende.
  • ”The Name of the Wind:” Stort anlagt Fantasy. Så stort, jeg aldrig er kommet i gang med 2. del, og jeg har nu glemt 1. del. Købt med årets bonus i Faraos Cigarer (æælsker den biks).
  • ”My Fight, Your Fight:” MMA-legenden Ronda Rouseys selvbiografi. Købte den i Haag til hjemturen. Tvang senere min 13-årige kickboksende datter til at læse den og slå alle ukendte ord op og skrive dem ned i en notesbog. Der var lange lister med ord til hver side, som hun kæmpede sig igennem, men så blev de færre og færre, og mod slutningen havde hun næsten ikke brug for at slå noget op længere 🙂
  • ”Into Thin Air:” Om 1996-katastrofen på Mount Everest. Fra min bjergbestigningsperiode i foråret.
  • ”Disgrace:” Coetzee’s virkeligt gustne roman. Fra min afrikanske periode i efteråret.
  • ”The Killing Floor:” Jack Reacher nr. 1, fordi Jan sagde, jeg skulle.

Og så videre. Rød tråd? Næ.

chaos-019

Læsning uden hovedspor

Jeg har dog også læst både lødigt og dansksproget. Det er ét af mine nytårsforsætter at gøre det noget mere. Jeg har det med bedre litteratur som med løbeture. Det er svært at komme i gang nogle gange, men jeg er altid glad for, jeg tog mig sammen. Her er de titler, der sagde mig mest fra 2016.

download

”Før faldet” af Noah Hawley. Jentas. 429 sider.

Denne krimi – eller er det en thriller? – havde jeg med på sommerferie i Krakow og blev meget bidt af den, selvom genren ikke siger mig så meget. Plottet er for så vidt simpelt. Et privat chartret fly med et par overrige familier og en gæst – en kunstmaler – styrter i havet kort tid efter afgang fra Martha’s Vineyard. Årsagen til styrtet er ukendt, men terror mistænkes. Kunstmaleren overlever, og det samme gør en ung dreng fra én af familierne. Fortællingen kører nu ad to spor. Det ene er flashbacks til de mennesker, der var ombord. Hvem var de, og hvem – hvis nogen – havde skylden for ulykken? Det andet er kunstmaleren, der jages af en sindssyg TV-vært fra en FOX-lignende station og FBI, for er det ikke underligt, at kunstmaleren lige var i den position, når nu hans pludseligt meget eftersøgte værker alle sammen kredser om terror og ulykker?

Bogens persongalleri tegner et portræt af et meget splittet USA med alle de forkerte agendaer og prioriteter, mens al logik og rationalitet tydeligvis for længst er smidt ud med badevandet. Jeg tænkte på ”Før faldet” mange gange under den amerikanske valgkamp, som jeg fulgte meget tæt. Jeg anmeldte den her.

images

”Vi var fiskere” af Chigozie Obioma. Forlaget Klim. 311 sider.

Lisbet og jeg lavede en dobbeltanmeldelse for kort tid siden, og hun var noget mere begejstret end mig. Jeg fornemmede dog og gjorde selv opmærksom på, at bogen nok var bedre, end jeg lige vurderede den. Og det var den også. En glimrende lakmusprøve på litterær kvalitet er, om det er noget, der dukker op i bevidstheden senere, synes jeg. I november døde min mor pludselig, og min lille familie blev reduceret yderligere. Der er en faster, mig selv og mine to piger tilbage i min linje. Mens jeg har efterbehandlet chokket, har jeg flere gange tænkt på ”Vi var fiskere.” Her er en familie, der rammes af den perfekte storm, at faren må flytte væk, mens omverden rammer børnene med en forbandelse af græsk-tragiske dimensioner. ”Hans store skikkelse, som indgød og krævede værdighed og ro, skrumpede langsomt ind og blev på størrelse med en ært,” som fortælleren, familiens mellemste dreng, siger. Familie er en frygtelig skrøbelig konstruktion, mens den samtidig paradoksalt nok er uhyre stærk og under alle omstændigheder helt afgørende for vores møde med verden. I fortællingen rammes børnene parvist af forskellige, grumme udfordringer. Der er flere skæbnefortællinger ude at gå, men familien og dens gradvise opløsning danner rammen om dem. Jeg tror, jeg skal læse den igen.

9788740028287

”Noget om Grace” af Anthony Doerr. Politikens Forlag. 488 sider.

Doerr brød gennem den litterære lydmur med ”Alt det lys vi ikke ser” i 2014, og det fik de gode mennesker på Politikens Forlag til at få hans debut fra 2004 oversat og udgivet på dansk for første gang. Den offentlige mening er vist, at ”Noget om Grace” lader en del tilbage at ønske. Særligt sammenlignet med det superhotte lys, vi altså bare ikke ser. Jeg har ikke fået læst sidstnævnte. Den lyder afsindigt kedelig. Jeg faldt dog over ”Grace,” fordi den til gengæld lød rigtig interessant.

Hydrologen David Winkler har profetiske drømme. En nat drømmer han, hans hjem rammes af oversvømmelse, og han kommer til at forårsage sin lille datter Graces død i sit forsøg på at redde hende. Han forlader øjeblikkeligt både datter og kone og flygter på et fragtskib sydpå og lander ad omveje på en caribisk ø, hvor han ender med at slå sig ned. En begivenhed mange år senere får ham til at tvivle på drømmens validitet, og han beslutter sig for at prøve at opspore kone og datter igen.

Det er et syret plot, og Doerr kan fylde fem sider med at beskrive en humlebi, så det er ikke ligefrem hæsblæsende action, der præger fortællingen. Jeg kan sagtens forstå, at nogle finder romanen for lang og for kedelig og værre endnu; mærkeligt ligegyldig. I sin beskrivelse af en meget forvirret far, som tydeligvis ikke aner, hvordan han beskytter sin datter, hvordan man er far eller ægtemand, eller hvordan man generelt begår sig i verden, fandt jeg til gengæld om ikke en lidelsesfælle så i det mindste en fjern bror i ånden. Samtidig udgør Winklers rejse fra Alaska til Caribien og tilbage igen tværs over USA fantastiske kontraster; fra en frysende atlantisk havneby til tropeparadis til et længere ophold i en træhytte midt i en uendelig, tilfrosset skov. Det beskriver meget godt polerne i hovedpersonens sind.

Jeg synes, det er en uforglemmelig og poetisk hyldest til alle os, der hver dag står op og grundlæggende forvirres over tilværelsen 🙂

Nåmen, godt nytår derude til jer og jeres!

2016/17-status for eReolen

/ Mikkel C. / 2 kommentarer

– vi har cirkeldiagrammer!

Jeg, Mikkel, er også én af de to nationale projekledere på eReolen og én af eReolens to forhandlere, så jeg tillader mig her lidt sidst-på-året evaluering.

2016 var lidt op og ned efter jubelåret i 2015, der blev for meget jubel for nogle. Mest op. Næsten den samme gruppe store forlag, der forlod eReolen i 2013 og kom tilbage i 2015, forlod tjenesten igen i 2016. Dog valgte Lindhardt & Ringhof – Danmarks største digitale forlag – ikke bare at blive, men at tegne en to-årig kontrakt med os.

Vi valgte med stort overlæg ikke at bruge hele 2016 på at forhandle med de afvandrede forlag, men at koncentrere os om at arbejde med de tilbageblivende og gøre tjenesten bedre. Hvem gider også være til en fest, hvor værterne kun snakker om de gæster, der gik tidligt?

Vi har bl.a. forbedret formidlingen, reader og player (løbende) og skabt eReolen GO! til børn og unge. 30% af vores brugere kommer for formidlingen og inspirationen, og over halvdelen køber også ebøger iøvrigt. Det er vi sindssygt stolte af! Over hele landet eksperimenteres der med skoler og lystlæsning på GO! med UNI-login. Litteratursiden, Biblo og eReolen samarbejder i øvrigt som aldrig før. Stor ros til redaktionen!

cirkel

Vi måtte vinke farvel til 25% af ebogstitlerne og 20% af lydbogstitlerne i starten af året, men gennem nyudgivelser og samarbejde om digitalisering er vi tilbage på 2015-niveau, og det myldrer ind med nye bøger og nye gamle bøger.

Samlet set betød året en afmatning i ebogsudlånet og en mere afdæmpet stigning i lydbogsudlånet. Det er i øvrigt også en global trend. Personligt har jeg fået flere opkald gennem året – særligt fra journaliststuderende – der gerne vil bore lidt i, hvad det er med de lydbøger. Hvem lytter og hvorfor? Vi ved det retteligen ikke, men vi tager nogle tigerspring fremad mht. demografiske data og brugsdata i 2017. Vi gætter på, der er mange nye litteraturbrugere (læs: mænd), som måske ikke engang gør sig helt klart, de forbruger litteratur, men tror, de lytter til en længere podcast 😉 Det er også bare et medie, der egner sig godt til tiden. Man kan lave andet, mens man lytter.

efteraar_2016_web_1200x300px

Alle 2016-forlag har gentegnet kontrakter for 2017. Vi har lige skrottet den to-årige aftale med L&R og lavet en tre-årig i stedet med bedre adgang og færre restriktioner for brugerne. Desuden er C&K Forlag og Hr. Ferdinand tilbage igen, og det er dejlige nyheder. Vi har såkaldt god dialog med to store forlag og mindre god, men dog dialog, med to andre. Vi håber derfor med en vis begrundelse at kunne præsentere flere nye gamle forlag i 2017.

2017 kan blive meget spændende for biblioteker og biblioteksbrugere, fordi en ny EU-dom meget forenklet siger, at biblioteker må låne ebøger ud på lige linje med fysiske bøger. Kulturministeriets jurister sidder lige nu og funderer over, hvad det kommer til at betyde.

Lidt tal:

eReolen får 334.000 unikke brugere i 2016 med 228.000 unikke brugere hver af henholdsvis ebøger og netlydbøger. Det er minimalt op fra 2015. Kun en god fjerdedel låner én (lyd)bog og forlader os igen. Det er faktisk ret godt.

cirkel2

Vi havner på 1 mio. udlånte ebøger (lidt ned fra 2015) og 1,5 mio. udlånte netlydbøger (lidt op fra 2015).

Samlet set bruger bibliotekerne 40 mio. kr. i 2016 på rene lån. Husk lige det, næste gang du hører, biblioteker låner ud gratis! Oven i dette tal er der så bibliotekernes udgifter til formidling, udvikling, forhandling, support m.v.

Både Mellemgaard og SAXO Publish, som er for med- og selvudgivere, er på top-10 over udlån fra eReolen i øvrigt.

Vi oplyser ikke aktivitet på titel- og forlagsniveau.

Spørgsmål til mig på c45c@kff.kk.dk og hav nu en dejlig jul og et godt nytår. Jeg ønsker os alle sammen et fantastisk læseår – fysisk eller digitalt; købt, lånt, eller streamet. Whatever!

70438a2d9fc5244919e2bc17ef486d58

Dobbelt-anmeldelse: “Vi var fiskere” af Chigozie Obioma

/ Mikkel C. / 5 kommentarer

Chigozie Obioma: ”Vi var fiskere.” Klim. 2016. 309 sider.

Indgangsbøn

Både Lisbet og jeg har læst “Vi var fiskere” – faktisk lånte hun mit eksemplar under stor bureaukratisk procesmageri – og vi tænkte, vi skulle lave en dobbelt-anmeldelse. Vi har ikke set hinandens anmeldelser eller snakket om den, og vi har ikke tjekket andre anmeldelser. Jeg ser først Lisbets nu, som jeg copy-paster den ind, men den er givet bedre end min, så jeg får lov til at starte. Alder før skønhed 😉

2016-11-21-11-11-35

“Vi var fiskere” lånes ud til Lisbet med hjemmebibliotekar-sættet!

Mikkel: Tag IKKE med ud og fisk’

Jeg vandt “Vi var fiskere” på Bogforum 2016 i en quiz, hvor jeg snød helt vildt. Ydermere opgav jeg en obskur email-adresse, for at mine kolleger ikke skulle opdage, det var mig og smide mig ud af quizzen. Voldsom hybris lige dér! Meget passende, for ”Vi var fiskere” minder mig om en græsk tragedie – bare sat i en nigeriansk landsby i 90’erne.

Fortælleren er bror nummer fire i aldersrækken blandt seks børn. Faderen arbejder for nationalbanken og må flytte langt væk for arbejdets skyld. Hans tragiske fejlslutning er, at han tror, hans opdragelse og fokus på ”en vestlig uddannelse” kan styre først og fremmest de ældre børn derhjemme, selvom han sjældent er hjemme. Med faren ude slår børnene sig på fiskeri i den tabubelagte, lokale flod, og herfra går alting galt med tragediens uafvendelighed og selvopfyldende profetier.

Historien går mod sin konklusion i tre akter organiseret efter tre gange to søskendes historie – fortalt af en ung mand set gennem en ung drengs øjne, og det giver en række dramatiske muligheder, Obioma udnytter godt. Romanen vender også en række tunge, menneskelige temaer, mens familien brydes, og landet brydes omkring dem. De store og de små historier væves elegant ind mellem hinanden.

Det er én af den slags bøger, jeg bare ved, er bedre, end jeg synes. Ligesom fx ”All the things I never told you” af Evelyn Ng. Der er noget, der går over hovedet på mig. ”Vi var fiskere” har vundet et hav af priser, og jeg synes jo sådan set, den er god nok uden helt at kunne forstå al virakken. Jeg forstår så heller ikke søskende-forhold (jep … enebarn!), og Afrika fik jeg rigeligt af for nylig med van der Leuns ”We are not such things” og Coetzes ”Vanære.”

Ligesom med al anden god litteratur, jeg føler mig lidt for dum til, mistænker jeg dog ”Vi var fiskere” for at blive i min bevidsthed længe efter læsning. Den har helt sikkert en række forståelseslag, jeg ikke lige nåede ned til, og den er flot fortalt, skarpt komponeret og bliver elementært spændende til sidst.

cochm5twcaaltxc

Lisbet: Broderkærlighedens smerte

Den nigerianske forfatter Chigozie Obioma har skrevet en skæbnetung og bevægende roman om fire brødres tætte forhold og opvækst i byen Akure i 1900erne. Obioma er selv født i 1986 og har med Vi var fiskere positioneret sig som en stærk stemme i afrikansk og international litteratur.

Jeg venter spændt på hans næste bog, for sjældent har jeg oplevet en så voldsom historie båret frem af et så originalt og poetisk sprog.

Hvor meget kan brødre tilgive hinanden? Hvor meget smerte og tab kan forældre bære og opretholde en nogenlunde normal tilværelse?

Disse eksistentielle spørgsmål ligger og skaber voldsomme tektoniske forskydninger under vandoverfladen i Obiomas fortælling om Ikenna, Boja, Boja, Obembe og Benjamin. De fire drenge er de ældste i børneflokken bestående af seks, og deres far har store planer for dem. De skal blive læger, jurister og professorer. De skal skal have en vestlig uddannelse. Benjamin er ti år gammel og romanens fortæller. Det er gennem hans øjne, vi oplever de dramatiske hændelser.

Ikenna og Boja er tæt på hinanden aldersmæssigt, Obembe og Benjamin ligeså. Beundring, rivalisering og grænseløs tillid præger relationerne, og brødrene fungerer nærmest som en avanceret organisme. Kain og Abel-temaet er tydeligt. Kærlighed og had er hinandens tvillinger.

Den første del af brødrenes  barndom er præget af strenge regler, men da deres far forlader hjemmet for at arbejde nordpå, ændrer deres liv sig hurtigt. De fisker med oprørske hjerter i byens urene flod, som ellers er forbudt territorium. De holder op med at passe deres skole, hvilket fortvivler deres mor.

En dag møder de den sindsforvirrede mand Abulu ved floden. Abulu lever af mad fra skraldespande og inkarnerer med sin uhumske fremtoning kaos, død og skræk, når han profeterer dødsfald og katastrofer, der vil ramme byens beboere. Alt for ofte viser hans profetier sig at holde stik. Derfor ryster det drengene, da han forudser, at Ikenna vil blive dræbt af sine brødre.

Dette point of no return i romanen er nærmest filmisk beskrevet. Jeg isnede, da jeg læste passagen. Herfra kan intet godt ske. Katastrofe efter katastrofe vil ske. Og ja, det hele ender med at gå værre, end en almindelig, tryg velfærdsdansker overhovedet kunne forestille sig.

Det er nok det, der gjorde mest indtryk på mig. Den voldsomme kontrast til mit eget liv. Den unge, skamferede pyton i rendestenen. Den vanvittige Abulu, der i fuld offentlighed forgriber sig på en kvinde, der er død i trafikken. Strømafbrydelserne, det stinkende affald, rotterne, det døde firben i brønden med opsvulmet hoved og de overmodne, nedfaldne mangoer. Benjamins familie er i opløsning, og den fungerer som en spejling af det splittede og modsætningsfyldte Nigeria. Her kommer og går diktatorer, mens korrupte embedsmænd stikker penge i egne lommer i stedet for at bruge dem på at reparere de livsfarlige veje.

Kontrasterne er overvældende, men de universelle motiver i romanen taler stærkt til alle, der ved, hvordan det er at beundre søskende og stole blindt på dem.

Obioma beskriver med lyrisk præcision personerne som spurve, svampe, hejrer og møl. Denne brug af dyremetaforer giver originale måder at forstå familiemedlemmernes til tider ellers uforståelige handlinger på og illustrerer samtidig, hvordan familien er som et skrøbeligt økosystem.

Den præcise handling skal ikke afsløres, men jeg vil anbefale, at man river en weekend ud af kalenderen og læser Vi var fiskere i store bidder. For da dødsprofetien over Ikenna først er udsagt, hvirvles man ind i hændelserne og må sætte vasketøj og indkøb af dagligvarer på stand by. Alt andet end bogens virkelighed fremstår pludselig lidt sekundær. Så undskyld til min familie: Jeg var fortabt i Den Store Afrikanske Roman. Nu er jeg tilbage igen.

#bogsnak på Bogforum

/ Mikkel C. / Skriv en kommentar

Alle vi glade bloggere her skal på Bogforum – og det skal du da også, ikke? Her er vores respektive planer, så hvis du ser os, så giv os et venskabeligt dunk i ryggen og lad os få talt ud om de dér bøger …

Rie

Det, som jeg glæder mig allermest til på BogForum, er at blive fuldstændigt opslugt af menneskestrømmen og bare lade mig flyde rundt på må og få i et slaraffenland af bøger. Falde over et arrangement og blive oplyst eller underholdt, spise mærkelige merchandise bolcher og ose rundt midt i galskaben. Da jeg kun kan være på BogForum et par timer fredag eftermiddag, har jeg derfor begrænset mig til at høre Flemming Rasch fortælle, hvorfor science fiction hverken er gammelt eller støvet kl. 13.05. (Stand C3-037) Det bliver nok lidt en ”preaching to the choir” oplevelse, men stadigvæk. Og så skal jeg også lige forbi Stand E Syd-002 kl. 14:30 og høre hvad Maiken Ingvordsen har at sige om synlighed og markedsføring af forfatterskaber. Det vil vores ambitiøse forfatterspirer på biblioteket sikkert blive glade for at høre noget om. Bare det snart var fredag!

5789149-bogforum

Bogforum lidt oppefra

Lisbet

I virkeligheden er jeg slet ikke en messepige. De mange muligheder på BogForum overvælder mig, ja de nærmest paralyserer mig. Skal jeg overvære debatter, gå efter autografer eller jagte bogjulegaver? Skal jeg gå efter at opleve de internationale bestsellerforfattere eller zoome ind på de smalle, lidt mere intime interviews med debuterende lyrikere?

Derfor er det faktisk en gave, at jeg skal på arbejde på BogForum. Så slipper jeg for at træffe valgene! Fredag formiddag skal jeg se, hvordan BogForums nye, flotte skoletiltag løber af stabelen. Masser af københavnske klasser har fået et knaldgodt tilbud om at komme og møde forfattere. Jeg var med til et af de første møder om tiltaget, og jeg er spændt på at se, om BogForum er noget for de smukke, unge mennesker i den skolepligtige alder.

Jeg har også været med til at give input til programmet på Danmarks Bibliotekers stand. Her er debat om biblioteket og fokus på bibliotekets mangfoldige litteraturformidling alle tre messedage. Fredag formiddag giver vicebibliotekschef fra København Sanne Caft og formand for Dansk Forfatterforening Jakob Vedelsby skåltaler for hhv. forfattere og biblioteker. For hvad er vi egentlig uden hinanden?

Lørdag ligger jeg på sofaen derhjemme og læser måske i en bog.

Søndag er jeg igen på Danmarks Bibliotekers stand. Kl 10.30 fortæller blogger, anmelder og tv-personality Julia Lahme om, hvordan biblioteker kan lære noget af bogbloggere.

Kl. 13 sætter jeg vandflasker og stole frem til den altid velbesøgte Klassikerquiz med den sprudlende Adrian Hughes som quizmaster. Blandt kombattanterne er Signe Langtved Pallisgaard, litteraturformidler ved Gentofte Bibliotekerne og forfatter Stine Josefine Dige. Selvsamme Stine skal jeg interviewe kl. 15 om hendes nys udkomne, myldrende og mangfoldige findebog Os fra Nørrebro.

Sidst på eftermiddagen har jeg en vagt på standen, og det plejer at være hyggeligt at snakke med messegæster om stort og småt, fx om deres egen brug af bibliotekets tilbud.

Inden jeg går hjem besøger jeg NewPubs nye messeområde i skrivningens tegn. Det er første gang, at nye forfattere på nye forlag får deres egen, store platform på BogForum.

Hvis alt går vel, og hvis jeg virkelig anstrenger mig, får jeg undervejs også købt et par julegaver, snakket med gamle og nuværende kolleger og indtaget et utal af mærkelige pastiller.Se i øvrigt Danmarks Biblioteksforenings program her.

10801951_10203855254876402_6874486920577461044_n

Klassisk Bogforum-scene

Jan

For mig er BogForum mestendels en undskyldning for at snakke med venner og kolleger over en kop kaffe, men der er dog også oplæg og events, som jeg gerne vil overvære.

Som den nørdede biblioteksmand jeg er, så ser jeg frem til fredagens debatter på bibliotekerne stand (C3-003). Her er ’Biblioteket: Dannelse & folkeoplysning eller kommunalkontor & markedskonkurrent?’ med bl.a. Steen B. Andersen kl. 1030 og den efterfølgende samtale mellem Sanne Caft og Jakob Vedelsby samme sted noget, jeg ser frem til.

Lørdag vil jeg snige mig bort fra min pind og indfinde mig hos People’s Press (C4-009), hvor den skarpe Helle Vincentz diverterer kl. 1130. Senere samme dag, kl. 1530, er Flemming Rose at finde på Samfundslitteraturs stand (C2-020).

Søndag, tænker jeg, Lone Frank på Gyldendals stand (C3-036), kl. 1535, er værd at lytte til, mens Lars Tvede efterfølgende kl. 1610 på samme stand også særdeles lytteværdig. Desværre er den formidabel Geeti Amiri på nogenlunde samme tid hos Dansk PEN (C2-012). Hende havde jeg ellers også gerne overværet.

12227816_10153476292547261_4495506202823491763_n

Josephine (den da 12-årige omtalt nedenfor) mænger sig med forfattere på Tellerups stand

Mikkel 

Sidste år havde jeg eReolen-forhandlinger hele fredag og modererede en panel-diskussion lørdag. Jeg havde den da 12-årige datter med, så hun kunne få et par nye (signerede) bøger og hænge ud med Tellerup-forfattere mestendels. Hun havde det herligt! I år skal den nu 13-årige til U18 kickboxing-landsholdssamling i Kolding lørdag, og det skal jo også passes. Så jeg nøjes med en tætpakket fredag.

Ud over frokost med den anden nationale projektleder i eReolen og den anden forhandler i vores lille eReolen-trojka og kaffemøde med mine med-bloggere her (yay!) skal jeg hænge ud på NewPubs store fællesområde. Selvudgiverfolket opruster nemlig kraftigt, og de vil myldre festligt omkring og vil altid gerne snakke. Selvudgivere udfordrer ikke kun den etablerede forlags-orden, men også bibliotekernes, og derfor er de fagligt set spændende. I Københavns Biblioteker eksperimenterer vi med, hvordan vi kan hjælpe det skrivende folk, og derfor er jeg interesseret i både skriveprocesser og markedsføringsideer.

Jeg lægger hårdt ud 10:30 på stand E Syd-008 med Heidi Korsgaard om vejen fra bogidé til skriveproces. Jeg kan lige møve mig over til E Syd-002 kl. 11 og høre om den lignende vej fra idé til færdigt manus med Jonas Bohn og Vibeke Bengtsson og blive hængende for sammesteds kl. 11:30 at høre Camilla Wandahl fortælle, hvordan hun blev forfatter. Kl. 12:30 fortæller Rasmus Houlind også på E Syd-002 om sin bog ”Hvis det handler om mig, så køber jeg.” Den har jeg tilfældigvis læst, og Rasmus er superskarp. Kl. 13:30 fortæller Helle Busck Fensvig (Busck som i Arnold Busck) om, hvordan bøger bliver salgbare. 14:30 fortæller SoMe-guru, Astrid Haug, om markedsføring af bøger på sociale medier på E Syd-009. Det var vist dét.

Det bliver svært med det kaffe og frokost, men mon ikke det går?

Den musiske bogsnak

/ Lisbet V. / Skriv en kommentar

Musik kan være fyldt med stor litteratur. Ikke et ord om Bob Dylan i dette lille indlæg. I skrivende stund vides det vist ikke med 100 procent sikkerhed, om han dukker op og modtager Nobelprisen i litteratur i december. Men moooooon ikke. 

Litteraturen i musikken er noget, som musikformidler Anya Mathilde Poulsen ved Roskilde Bibliotekerne ved noget om, mildt sagt. 

Hun arrangerer beat:litt-aftener på biblioteket, hvor musikere i forbindelse med koncerter fortæller om deres egne yndlingsbøger og deres forhold til litteratur. Hun laver podcasts, underviser på Folkeuniversitetet på museet Ragnarock, organiserer lytteklubber og kender for eksempel PJ Harveys tekstunivers fra hjørne til hjørne.

Inspirerende musikformidling, der åbner geniale sangskriveres tekstverdener for os, kan kun kalde på begejstring! 

Hold øje med Anya på Roskilde Bibliotekernes Facebook-side og disse steder: 

Roskilde Bibliotekernes musikblog lydspor.nu
P1 Podcaster i godt selskab med Susanne Sommer 
Eller hvad med at låne Anyas bog med titlen Feminint forstærket: Syv samtaler med kvindelige musikere

Lydbøger og indslumring

/ Lisbet V. / Skriv en kommentar

Jeg elsker ideen om lydbøger. Den gode oplæser, den koncentrerede oplevelse, hvor resten af verden lukkes ude, og ikke mindst den stærkt beroligende effekt. Stærkere end kamillete, portvin og et varmt bad. 

Nu skriver jeg, at jeg elsker ideen om lydbøger. Min udfordring er nemlig, at jeg i hverdagen lytter forbløffende lidt til lydbøger. De er en del af mit aftenritual, lige inden jeg skal sove. Og derfor har jeg været i gang med den første halve time af Lykke-Per i fire aftener nu. Jeg falder meget hurtigt i søvn og må nærmest begynde forfra hver aften. 

Oplæseren er Dan Schlosser, og hans stil er egentlig ikke søvndyssende i sig selv. Bogen er langt fra kedelig, mildt sagt. Sproget er forrygende, og der er skam også handling lige fra side et. Eller hvad det nu hedder, når det er en lydbog. Per er det sorte får, der ikke passer ind i familien og det gennemkristne miljø i hjemmet. Han er en outsider, selv om Pontoppidan af gode grunde aldrig ville bruge den vending. Romanens motiv bliver lagt tydeligt ud ganske tidligt. 

Jeg har læst romanen før, men det er mange år siden, og jeg er en inkarneret Pontoppidan-fan. Når man er det, så genlæser man hans romaner. Det er ellers ikke noget, jeg praktiserer meget. 

Men jeg falder i søvn lynhurtigt. Som en baby. Noget må gøres. For Lykke-Per som lydbog varer 26 timer. Jeg VIL være en lydbogslytter. Jeg må kombinere lytningen med praktiske sysler i hjemmet og eventuelt en omgang amatør-pilates på stuegulvet. Nej, det sidste er nok alligevel for usandsynligt…..Lad os se, om jeg er klar til en ny lydbog i 2017! 

Læs om klassikerbegrebet på Litteratursiden. Teaser: His Bobness er nævnt i artiklen

Artiklen er skrevet af forfatter og litteraturkonsulent ved Gentofte Bibliotekerne Signe Langtved Pallisgaard 

Bemærk: Denne mand er vågen. Dog lidt fjern i blikket. På vej til indslumring?