Størstedelen af folkebibliotekernes læsekredse er befolket af ivrigt læsende og lige så ivrigt debatterende kvinder. Men læsekredsen De Ulige består af Ole, John, Svend, Steffen og Poul. Ingen damer. Her følger et portræt af en usædvanlig læsekreds, der siden 2008 har holdt til på Gentofte Hovedbibliotek.

Jeg er kommet i en alder (42), hvor jeg ofte kigger tilbage. Jeg har skrevet breve til gamle lærere og tænkt over de familiemedlemmer, der ikke lever længere. Jeg har drukket kaffe med kolleger, som jeg arbejdede sammen med for 15 år siden. Ja, den er god nok: Jeg har følt mig midaldrende. Hvilket jeg også er.

En dag kom jeg til at tænke på Ole. Da jeg var ung og permanent i løse ansættelser, før det hed noget med prekarisering af arbejdsmarkedet, var han en kollegial base på Gentofte Hovedbibliotek. Ole var en afholdt og garvet centralbibliotekskonsulent. Han bryggede altid med glæde en ekstra kop kaffe til sine yngre kolleger. Serveret med en humoristisk bemærkning og venlig opmærksomhed. Sådan noget husker man.

Ole og jeg var rørende enige om mangt og meget. Blandt andet at det er en uskik at sende generiske, 100 procent enslydende lange julehilsner i stil med ”Året der gik” til alle venner og bekendte. Så hellere skrive ingenting. Som om man kunne regne med, at alle andre interesserer sig for ens campingferie i Tyskland og konens runde fødselsdag. Ak og åh: Denne ulidelige trang til at meddele sig. Det var i 2006. Facebook var ikke en del af hverdagen endnu. Lad os gå videre med selve blogindlægget og ikke fundere mere over, hvor meget der kan ske på 13 år.

Optakt til portrættet
For nylig fandt jeg tilfældigvis ud af, at Ole er med i en mandelæsekreds, blandt andet med min gamle chef, John. Han lærte mig, at man aldrig skal bekymre sig for voldsomt. Hvis regnskabet ikke stemmer fredag eftermiddag, så sluk for computeren. Mandag morgen løser alt sig. Den tankegang har tit reddet mig i mit arbejdsliv.

Det slog mig, at der kunne være en åbning. Måske ville denne læsekreds en enkelt gang udvide kredsen med en kvinde og fortælle om deres ritualer og læsepræferencer.

Jeg skrev et gammeldags brev i hånden til Ole (fordi jeg både i ord og handling må blive ved med at bekræfte min medblogger Mikkel i den opfattelse, at jeg er 85 år indeni). I brevet inviterede jeg mig selv på besøg i læsekredsen. Det hele faldt i hak: Torsdag den 28. marts kl. 11.30 mødte jeg De Ulige i mødelokale 5 på Gentofte Hovedbibliotek i Hellerup. Det blev til to interessante og intellektuelt stimulerende timer i selskab med fem mænd, der lærte hinanden at kende for mere end 40 år siden.

Jeg stillede en bunke spørgsmål til dem, og de svarede på kryds og tværs, i munden på hinanden, med mange indforståede referencer og megen latter og drilleri undervejs. I nedenstående tekst har jeg tilladt mig at skrive de fem herrer sammen til et ”Vi”, der svarer på mine spørgsmål.

Fakta om De ulige
Lisbet: Hvorfor hedder læsekredsen De ulige?
De Ulige: Man kan lægge mange betydninger ind i navnet, men oprindeligt betyder det bare ”os, hvis CPR-nummer slutter med et ulige tal.”

Lisbet: Hvordan lærte I hinanden at kende?
De Ulige: Mange af os tilhørte den samme årgang på Danmarks Biblioteksskole. Vi studerede fra 1973 til 1977. En enkelt af os (Svend, der er arkitekt) havde ikke noget med bibliotekarstudiet at gøre, men havde børn i samme vuggestue som Ole.  

Lisbet: Hvor tit mødes I?
De Ulige: Vi mødes 10 gange om året. Der er en fast kadence. Til jul og sommer springer vi et møde over. Vi har travlt med mange andre gøremål i de måneder.

Lisbet: Hvad sker der i læsekredsen ud over jeres litterære diskussioner?
De Ulige: Vi taler om mange emner, for eksempel hvordan det er at være pensionist, og hvordan vi gerne vil begraves. Vi har også faste traditioner, herunder en julefrokost og en sommerudflugt. Vi har fundet ud af, at vi rigtig godt kan lide at tilbringe tid sammen.

Form og anarki
Lisbet: Hvordan vælger I de bøger, I vil læse?
De Ulige: Vi har det princip, at vi ikke har et princip. Og dog. Vi byder ind med ideer hver især. Ole insisterer af gode grunde på skriftlighed og er vores sekretær. Han styrer vores bruttoliste med bøger, det kunne komme på tale at læse i kredsen. Det kan være, at nogle gerne vil genlæse et værk. Andre har hørt om titler i andre sammenhænge.

Vi læser både fag- og skønlitteratur, men dog mest det sidste. Da vi læste Mørkets hjerte af Joseph Conrad åbnede det for læsning af særlige fagbøger. Lyrik har vi enkelte gange haft på menuen. Nogle gange læser vi to værker per gang. Til tider taler de to værker med hinanden og supplerer hinanden fint. Andre gange er der ikke den store sammenhæng. Vi læser både værker af kvindelige og mandlige forfattere. Mindst en gang om året læser vi en bog af en af de nyere, danske kvindelige forfattere.

Lisbet: Hvordan er formen på jeres møder?
De Ulige: Vi har nogle regler, men alligevel hersker der tit anarki. Vi taler i munden på hinanden og fuldender hinandens sætninger eller hjælper hinandens hukommelse på gled. Man starter ikke med at sige, at det er noget lort. Men den regel bliver ikke altid overholdt. Møderne begynder med en runde hvor vi fortæller om vores læseoplevelse. Allerede her er det tit, at diskussionen begynder.

Når runden er slut, bedømmer vi værkerne på en skala fra 1-5. Det er ikke så interessant, hvis alle mener det samme om værket. Der er ikke noget godt ved at være inde i et ekkokammer. Da vi havde læst en roman af Kirsten Hammann var vi vildt uenige. Det er noget, man husker. Nogle gange ændrer en af os mening efter at have hørt de andres udlægninger af teksten. Det resulterer næsten aldrig i en lavere bedømmelse, men det omvendte.

Vi slutter af med at vælge værk elle værker til næste gang. Et møde tager op imod et par timer. Det er en gylden regel, at man selvfølgelig kommer og har læst bøgerne. Det er pinligt, hvis man ikke har styr på det. Så er det næsten grund til at blive sendt uden for døren.

Titlerne
Lisbet: Hvilke titler har gennem årene gjort størst indtryk på jer?
De Ulige: Vi har forskellige titler, der har brændt sig fast hos os. Vi bruger ordet ”efterglød”. Selv om det måske var en bog, man ikke kunne lide, så kan den have en stærk efterglød. Vi husker alle, at absolut ingen af os kunne lide Dario Fos Der er en skør konge i Danmark. Han er ellers nobelprismodtager. Til gengæld var vi alle begejstrede for Lars Saabye Christensens Byens spor. Den vil vi betegne som en moderne klassiker på højde med Pontoppidans værker. Vi gav den alle fem point. Den er ligetil, fuldstændig ærlig og no beating around the bush!

Lisbet: Hvilke titler skal i læse i den kommende tid?
De Ulige: Vi skal læse Daniel Kehlmanns Tyll, Labyrinten af Jens Baggesen og Maren Uthaugs Hvor der er fugle.

Refleksioner
Lisbet: Hvad betyder læsekredsen for jeres personlige læsevaner og læsepræferencer?
De Ulige: Vi former hinandens smag, fordi vi inspirerer og udfordrer hinanden. Det er berigende for vores læseliv at have diskussioner med andre, og vi får læst mere og lidt anderledes, end hvis vi ikke var med i kredsen. Det fede er simultanlæsningen: At vide at i disse uger læser de andre den samme bog. Det giver noget særligt.

Lisbet: Hvorfor er der så få læsekredse kun med mænd?
De Ulige: Det er en anstrengende aktivitet at læse skønlitteratur. Man skal investere meget i læsningen, og man kan nemt komme ud af vanen. Hvis ikke man holder kadencen, så er det endnu sværere. Sådan er det jo med mange ting. Læsning er en langsom aktivitet. Man kan også sige, det er en krævende sport at læse. Det kan være det, der afholder en del mænd fra det. De vil hellere dyrke andre sportsgrene.

Vi er alle flasket op med litteratur fra barnsben og har haft gode oplevelser med læsning som små. Det betyder også noget for vores læseengagement her senere i livet.

Lisbet: Er der plads til flere i jeres læsekreds?
De Ulige: Oprindeligt havde vi to yngre mænd med, og det var berigende at få en anden generations vinkel på litteraturen. Men på grund af travlhed med små børn, familieliv og arbejde var disse to medlemmer nødt til at opgive læsekredsen. Vi savner dem, og de må gerne vende tilbage.

Dagens litteraturdrøftelser
Til De Uliges møde den 28. marts 2019 var disse to titler på programmet:

De døde af Cristian Kracht, Gyldendal, 176 sider, 2016.
Europa er ikke et sted af Jens Christina Grøndahl, Gyldendal, 160 sider, 2018.

 

Universet i De døde minder lidt om det i tv-serien Babylon Berlin (De ulige har selvfølgelig allerede læst romanforlægget Den våde fisk af Volker Kutscher for flere år siden). Plottet er, at tysk og japansk filmindustri vil gå sammen og bekæmpe den amerikanske kulturimperialisme. En schweizisk filminstruktør har den ledende rolle i bogen, der netop har et klart filmisk udtryk.

De Ulige havde forskellige opfattelser af bogen, som har et usædvanligt og avanceret sprog med germanske ordstillinger. Her er et udpluk af de ord og formuleringer, der blev brugt i læsekredsen, da læseoplevelserne blev beskrevet: ”Kunstlet, aparte, filmisk, anekdotisk, usammenhængende, fyldt med patos, både moderne og gammeldags, smuk, mangefacetteret, opstyltet, ironisk, uvedkommende, konstrueret, tyndbenet, dårlig; en bedrøvelig bog om nogle sælsomme karakterer; en sjov film at se; det store, det fantastiske og det personlige beskrevet i en kort bog.”

Bølgerne gik, så vidt jeg kunne bedømme det, højt i diskussionen af romanen.

Det blev mere fredeligt, da De Ulige til sidst talte om Grøndahls essaysamling Europa er ikke et sted. Den var de alle glade for, blandt andet fordi den gav mindelser om Stefan Zweigs Verden af i går. Jeg fik lyst til at gå hjem og læse bogen. Især i dette forår med Brexit og valg til Europa-Parlamentet.

For egen regning vil jeg tilføje, at De døde er et must for alle, der sad limet til skærmen, mens Babylon Berlin kørte på DR1. Det er en sanseeksploderende læseoplevelse med sex, tortur, selvmord og ildspåsættelse. Det hele beskrevet med en æstetik, der stimulerer alle sanser. Den mening nåede jeg også lige at lufte i De ulige, for det er svært at tie stille, når man først har fået et forhold til en bog.

Bonusinfo
Før mit besøg i læsekredsen sendte Ole en liste til mig. Den rummer en oversigt over de mere end 90 de titler, som De Ulige har læst gennem årene. Den liste er i sig selv imponerende læsning, og jeg har plukket i den for at give et indtryk af læsekredsens alsidighed og spændvidde.

Måske finder du inspiration til din egen læsning her?

Mervin Peake: Gormenghast
Jonathan Littell: De velvillige
Markus Aurelius: Tanker til mig selv
Michel Houellebecq: Udvidelse af kampzonen
Italo Calvino: klatrebaronen
Uwe Tellkamp: Tårnet
Jacob Ejersbo: Liberty
Julia Butschkow: Apropos Opa
Aleksej Slapovskij:De er overalt
Frank Tallis: Døden i Wien
Knud Holmboe: Ørkenen brænder
Flannery O’Connor: Voldsmænd river det til sig
Noccolo Ammaniti: Velkommen til festen
Peter Adolphsen: Brummstein
Doctorow: Homer og Langley
Curzio Malaparte: Kaput
H.C. Andersen: At være eller ikke at være
Bulgakov: Mesteren og Magarita
Jon Kalman Stefansson. Himmeriget og helvede
J. Franzen: Frihed
K. Hamman: Se på mig
Ernst Jünger: I stålstormen
Jan Guillou: Brobyggerne
Judith Schalansky: Giraffens hals
Sebald: De udvandrede
Schirach: Sagen Collini
N. Barfoed: Manden bag Helten
H. Pontoppidan: Det ideale hjem
Hans Fallada: Alene i Berlin
Antonio Pennacchi: Mussolinikanalen
Jevgenij Zamjatin: Vi
Peder Frederik Jensen: Banedanmark
Pjotr Kotov: Øen og landet
Kirsten Thorup: Førkrigstid
Carl-Henning Wijkmark: Natten der kommer
Pierre Lemaitre. Vi ses deroppe
Bent Vin Nielsen: Den svævende tankbestyrer  
Wladimir Kaminer: Russerdisco
Julian Barnes: Når noget slutter
Svetlana Aleksijevitj: Krigen har ikke et kvindeligt ansigt
Thomas Boberg: Hesteæderne 1-3.
Lutz Seiler: Kruso
Gustave Flaubert: Madame Bovary
Tænkepauser nr. 49: Reformationen
Anders Rydell: Bogtyvene. Jagten på de forsvundne biblioteker.
Ida Jessen: Doktor Bagges anagrammer
W.G. Sebald: Luftkrig og litteratur
Jeppe Krogsgaard Christensen: April 2026
Joseph Conrad: Mørkets hjerte
Tove Ditlevsen: Blinkende lygter
Dörte Hansen: Kirsebærlandet.
Lars Saabye Christensen: Byens spor

Lyst til flere læserportrætter?

Der er efterhånden en del af slagsen her på bloggen:

Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en dimittend der læser