Askes sygt gode lydbøger

Jeg begynder med en semi-blasfemisk erklæring: Lydbøger er en Guds gave. Hvis altså bogen og indlæseren er god. Ellers er det bare spild af tid.

Hjemme hos os er lydbøger en daglig del af kulturindtaget hos Aske på syv år. Han hører lydbøger til morgenmad, og mens han leger med LEGO eller tegner. Han hører lydbøger på bilture. Der kører en lydbog, inden han skal sove. Han bruger også en del tid på Naja Münster på YouTube og tegnefilmene Teen Titans GO og Højs hus. Mere helligt er det heller ikke.

Der er nogle lydbøger, han hører igen og igen, år efter år. Jeg har prøvet at gennemskue et mønster i hans præferencer. På den litterære front er nøgleordene humor, hygge og en vis grad af realisme. Lidt trolde og tyttebøvser er der dog plads til. (Hvis du ikke ved, hvad en tyttebøvs er, så sender jeg dig en varm lykønskning. De er virkelig irriterende.)

Når det gælder indlæsere, er Aske nådesløs i sin dom, hvis jeg prøver at introducere ham for nye af slagsen: ”Jeg kan ikke lide stemmen.” Så er der bare lukket. Også selv om det er en højt anerkendt indlæser og en fremragende, sjov og aktuel børnebog. Det spiller ingen trille.

Jeg har kigget på Askes top ti over lydbøger, og indlæserne er enten professionelle skuespillere eller forfatterne til værker. Det er nok ikke et unormalt mønster blandt lydbogselskere. Der er en overvægt af mandlige indlæsere blandt de ti. Men Thomas Winding figurerer ikke. Chok! Hvad har jeg dog gjort forkert i min kulturradikale børneopdragelse?

I får her en let skøjtende gennemgang af de ti lydbøger, som vi har genlånt på eReolen. Nogle af dem er jeg selv fan af. Andre lever jeg bare med.

Sallys far-bøgerne
Sallys far er noget for sig. Han lyver lige så stærkt, som en hest kan rende. Og bander. Sally synes tit, han er pinlig – men han er nu også en god far. Thomas Brunstrøm skriver, så det er en fornøjelse for både børn og voksne at høre om alle de hverdagseventyr, den eftertænksomme og snusfornuftige Sally kommer på sammen med sin far og lillebror Eddie. Moren er stort set fraværende i bøgerne. Lidt en trend i aktuel dansk børnelitteratur.

Skuespilleren Anette Støvelbæks rolige, velmodulerede stemme er fløjlsbehagelig at lytte til. Hun laver stemmer til de forskellige personer på en underspillet måde. Just a pro!

sallys far bøgerne

Find lydbogen på eReolen

Kolumbus Kristensen rykker ud
Barndommens land er surrealistisk, når fortælleren er Jens Blendstrup. Han skriver om urtiden i forstaden Risskov, hvor vejene endnu ikke havde navne, og alle gik rundt og murede deres egne parcelhuse. Og kom til at mure sig selv inde i et enkelt tilfælde.

Hovedpersonen hedder Svend-Svend. Hans kammerat Kolumbus Kristensen lever op til sit navn. Han opfinder Risskov Opdagelsesklub, som skal ud og kortlægge og opdage Risskov. De skal helt ud og kigge på den gamle del af byen. Her bor de indfødte Risskov-beboere, og de er ikke vilde med de nye tilflyttere til byen. Så ekspeditionen bliver lidt farlig.

Handlingen drøner af sted drevet af den vante og groteske Blendstrup-vanvidsmotor.  Svend-Svend fortæller også om fødselsdagsfesten hos Sjangri Lajla, om dengang Sussi Solstråle brød i brand, og om dengang Kolumbus gav ham en gratis behandling med forelskelsesmaskinen (“Ved hjælp af denne maskine får du op til 20 sugemærker på halsen, og dermed stiger du ultimum 45 procent på det globale kærestemarked”).

Det er kosteligt, når Blendstrup læser højt af sin egen bog med den karakteristiske risskovske sprogtone og -melodi. Det glæder mig, at Aske og jeg kan lytte til denne bog sammen. Den er litterært tilfredsstillende på så mange måder.  

kolumbus kristensen rykker ud

Find lydbogen på eReolen

Wolf: Ulvemandens fortællinger
Søren Jessen er en knaldgod børnebogsforfatter, der voksede op i det sønderjyske. I denne samling af historier fortæller han om sin morfar, der blev kaldt for “ulvemanden”. Han var ikke uhyggelig; han lignede bare en ulv med hår ud af ørerne, og så hed han Wolf til efternavn.

Ulvemanden er er pensioneret landpostbud og bilder sit barnebarn en masse røverhistorier ind. Eller måske er der en vis grad af sandhed i dem, for morfaren har jo oplevet dem alle selv! Søren Jessens sønderjyske tonefald anes i oplæsningen, og det tilføjer historierne en ekstra, fin dimension. Magi, blå børn og kannibalisme blander sig med de hverdagsagtige detaljer om fedtemadder og lommetørklæder, der bliver brugt som solhatte. Relationen mellem morfar og dattersøn er fyldt med humor og nærvær.

Til sidst mister ulvemanden sin kone. Hun bliver senil og dør. Det kan han ikke holde til, og så dør han selv. Ak. Godt at Søren nåede at kende dem begge.

wolf

Find lydbogen på eReolen

Godnat og sjov godt
Lars Daneskovs dybe, tillidsvækkende stemme er nærmest radio-danefæ. Vi er mange, der er vokset op med den. I mange år var han mest kendt som radiovært, men gennem flere år har han opbygget et solidt børnebogsbagkatalog. Daneskovs sprog er mundret og aktuelt, og historierne om Otto afspejler et dansk børnehaveliv anno 2010erne på solidarisk vis.

Godnat og sjov godt består af en samling enkeltstående historier med Ottos liv som rammefortælling. Otto er en tænksom dreng, der tit har svært ved at falde til ro om aftenen. Det hjælper at høre en god historie og lige få vendt dagens begivenheder og tanker før og efter. Der er historier om at øve sig i at være alene hjemme, om kræsenhed og om at være kærester. Søde, sjove og lidt skøre. Så: Sjov godt!

godnat og sjov godt

Tjek den glimrende Børnebogcast lavet af dygtige folk fra Københavns Biblioteker. De har i 2018 lavet et interview med Lars Daneskov om humor og højtlæsning. Du finder det lige her.

Find lydbogen på eReolen

Frække Friderik og andre historier

frække friderik

Ole Lund Kirkegaards Frække Friderik og andre historier er arven fra 1967 for fuld udblæsning. Vi befinder os i en slags tidløst univers, og børnene er kloge, uartige, poetiske og undrende.

Indlæseren Martin Brygmann tør at dvæle ved teksten. Han er så roooolig. En gang imellem laver han også sine berømte fjollede stemmer, men doseringen er lige tilpas. Det bliver ikke for meget.

Man kan tale om, at en bog er ”kongenialt oversat”. Her er den ”kongenialt indlæst”. Måske betydet det noget, at Brygmann er både musiker og skuespiller. Han har styr på rytmen, intoneringen, pauserne og fraseringerne.

Find lydbogen på eReolen

Vitello tigger en masse slik
Vitello-bøgerne er fyldt med køkkenbordsrealisme og en fed, politisk ukorrekt humor. Vitello er en regulær skarnsknægt – Emil fra Lønneberg oversat til dansk forstad med ringvej, center, pølsevogne og fyldebøtter på bænkene. Mor ryger, snupper sig nogle glas hvidvin og serverer de fleste aftener spaghetti med riveost.

Skuespilleren Nikolas Bro lægger stemme til Kum Fupz Aakesons Vitello-univers på en ufattelig cool måde. Hans pauser og tonefald er legendariske. En af mine gamle kolleger sagde, at de hjemme hos hende var begyndt at efterligne Bros oplæsning. Det råd er hermed givet videre.

vitello

Find lydbogen på eReolen

Krumme og pigerne
Thøger Birkelands Krumme-bøger er bedagede. Der er mange detaljer i dem, som ikke giver mening for børn i dag. Men de grundlæggende historier om at være en del af en familie, være forelsket og blive drillet holder.

Lars Thiesmann er the grand old man inden for højtlæsning. Hans dybe røst holder hele vejen igennem. Giv Krumme en chance i familiens lydbogsliv og genoplev din egen barndom.

krumme og pigerne

Find lydbogen på eReolen

Villads fra Valby
Anne Sofie Hammers mange historier om Villads fra Valby er slet ikke til at komme udenom i det danske, børnelitterære landskab. Ja, vi (børn OG voksne) har brug for Cirkeline, Gummi-Tarzan og Bennys Badekar. Men vi har sandelig også brug for børnebøger, der afspejler børns liv, som det er lige nu. Villads har en Nintendo. Han skal i kiosken og hente fredagsslik. Ligesom Vitello er Villads en moderne skarnsknægt, så der sker altid noget spændende og uforudsigeligt, om han så skal i skole, lege med nabopigen Frida eller en tur på biblioteket med sin mor og kammerat. 

Gianna Giacomello har indlæst Villads-bøgerne, og det gør hun med en behagelig, klar stemme. Der er masser af dramaer i fortællingerne, og Giacomello smører heldigvis ikke ekstra drama ud over oplæsningen. Det underspillede register fungerer helt fint.

villads

Find lydbogen på eReolen

Troldeliv: Alle historier
Disse historier om troldefamilien ude i den store skov er sjove og underfundige. Mange af troldenes skærmydsler vækker mindelser om en dansk småbørnsfamilies liv anno 2018. Samtidig afspejler historien en respekt for naturen og årets gang i skovens økosystem.

Kvinden med guldstemmen, også kendt som Ellen Hillingsø, har indlæst alle historierne med sin vanlige indlevelse og karakteristiske diktion. Det er ikke tilfældigt, at hun er DSBs signaturstemme i tv-reklamerne. Overskud, charme, troværdighed, soliditet, professionalisme skinner igennem, om det så er Michelle Obama eller  troldemor Æna, Hillingsø lægger stemme til

troldeliv

Find lydbogen på eReolen

På eventyr med Prop og Berta

prop og berta

Det er mig en gåde, hvorfor Bent Solhofs eventyr om manden Prop og koen Berta samt de små skovvæsener tyttebøvserne stadig fænger hos børn. Der er noget beroligende over gentagelserne. Måske er det forklaringen?

Prop og Berta er altid lige ved at drikke morgenkaffe. Politimester Frederiksen siger igen og igen: “Det er det, jeg altid har sagt: Vi har en MEGET effektiv politistyrke her i byen!” Heksen gnægger altid på den mest ondskabsfulde måde.

Prop lever i en tordnende urealistisk naturalieøkonomi, og koen kan tale. Og drikker kaffe. Jeg har mange anker. Men Bents overpædagogiske oplæsning med ægte, levende børn som publikum (ååh, den autentiske 80er-fornemmelse) bliver ved med at tiltale Aske. Det er for tiden hans foretrukne lydtapet til morgenmaden. Så vi tager lige Bent, Prop og Berta én gang til. Hvis du kan undgå dem, så gør dig selv en tjeneste. Prøv at pushe noget Jens Okking i stedet for.

Find lydbogen på eReolen

Mere om lydbøger
I 2018 udkom rapporten Børns læsevaner 2017: Overblik og indblik. Tænketanken Fremtidens Biblioteker, Læremiddel.dk, Nationalt Videncenter for Læsning og Københavns Biblioteker stod bag udgivelsen, der rummer data fra næsten 9000 børn fra 3.-7. klasser i hele landet. Undersøgelsen viste, at de færreste børn lytter til lydbøger.  På tværs af de fem årgange, lytter 83 procent af børnene sjældent eller aldrig til lydbøger. (Tallet kan have ændret sig siden 2017.)

Antologien Litteratur mellem medier fra 2018 rummer kapitlet At læse en lydbog skrevet af forskerne Iben Have og Birgitte Stougaard. Bogen er udgivet på Aarhus Universitetsforlag.

 

 

Du kan glæde dig

Tænk på sollyset, der på et særligt tidspunkt af dagen fremhæver de orange og blålige farver på din yndlingsplakat. Eller på en kaskade af farvestrålende konfetti, der daler ned over et festligt dækket fødselsdagsbord. Forestil dig tre enorme buketter med påskeliljer og udsprungne kirsebærgrene i din vindueskarm. Eller en smuk og stramt farvekoordineret, bugnende bogreol. Luk øjnene og lad som om, du ser tyve stribede luftballoner stige op over byen på en varm sommeraften.

Hvad sker der med dig, mens du laver disse øvelser? Mit bud er, at du bliver lidt glad.

For tiden er vi mange, der tilbringer alle timer derhjemme, på nær den daglige gåtur i lokalområdet. Det er dage med Corona. Vi aflyser møder, fester og sammenkomster. Mødes på Skype. Har vores børn i hjemmeskole. Måske værdsætter vi ting i vores hjem, vi ikke plejer at lægge mærke til. Måske får vi endelig tilskyndelsen til at lave om på noget, der har irriteret os i lang tid. Male en væg eller rydde op i et vitrineskab.

Midt i en Corona-tid må man som modvægt til alle de overvældende og ofte bekymrende nyheder suge glæde og energi ud af de nære omgivelser – livet som det udformer sig i spisestuen, soveværelset, køkkenet og måske på terrassen eller altanen.

Det var en tilfældighed, at jeg havde lånt Du kan glæde dig: Små tings forunderlige evne til at fremkalde stor glæde af Ingrid Fetell Lee på mit lokale bibliotek få uger før, Danmark lukkede ned og gik i hi. Men det føltes langt fra tilfældigt, da Mette Frederiksen kiggede alvorligt på mig og resten af Danmarks befolkning på et pressemøde den 11. marts og sagde ”Bliv hjemme”. For det er umuligt at leve normalt i konstant ængtelse . Der må lidt glæde til. Det sørger dygtige kulturformidlere som Philip Faber så glimrende for hver eneste morgen, når han tager alle os grundvigianske højskoletyper med til public service-morgensang. Men morgensangen er slut efter 10 minutter. Resten af dagen venter. Hvad nu? Kaffe, ja.

Men der er grænser for, hvor mange kopper god kaffe man kan nyde på en enkelt dag. Øjnene og de andre sanser skal også have noget at glæde sig over resten af døgnet. Det er godt at kunne variere nydelsen. Her er det, at bogen Du kan glæde dig kommer ind i billedet.

Hovedpointen i bogen er, at glæden ikke er svær af finde. Faktisk er den overalt. De ydre rammer for vores liv spiller en langt større rolle for vores glæde og velvære, end vi tænker over. Fetell Lee argumenterer for, at den energi, som kan findes i vores omgivelser, er vores mest efffektive og lettilgængelige kilde til mere glæde.

Fetell Lee er designer. Med input fra psykologiens og neurovidenskabens verden dykker hun ned i, hvorfor de fysiske rammer kan kalde bestemte følelser og fornemmelser frem i os. Hun giver også en perlerække af forslag til, hvordan man selv kan blive mere opmærksom på sine nære omgivelser og foretage større eller mindre justeringer, der gør os gladere. Det kan lyde overfladisk. Men din stue eller dit kontor er ikke bare en livløs kulisse for daglige aktiviteter. Rummene gør noget ved dig, og denne bog får os til at se det med nye øjne.

Fetell Lee præsenterer ti kategorier: Energi, overflod, frihed, harmoni, leg, overraskelse, vægtløshed, magi, fest og fornyelse. Jeg har taget hendes medicin og identificeret, hvordan de ti aspekter allerede er eller kan blive en del af mit hjem.

En disclaimer er på sin plads: Større mængder af origami akvarelmalerier kan forekomme. Nu er du advaret.

Energi
Brun og beige eller pink, orange og ultramarin – hvad giver dig mest glæde at se på? Spørgsmålet er ledende, for det er jo ingen hemmelighed, at farver er nøglen til energi. Jeg købte for nogle år siden en stærkt blå vinterjakke, og flere gange i løbet af de kolde og mørke måneder får jeg positive kommentarer fra såvel kolleger som fremmede mennesker på gaden om jakken. Den lyser op. Den jakke har jeg tænkt mig at beholde i mange år.

lisbet marts 2020 blå jakke

Fetell Lee tager farvernes magt med ud i gadebilledet på en anden måde. Hun beskriver, hvordan udsatte boligområder og trøstesløse kvarterer ændrer sig i takt med, at der kommer klare farver og striber på facaderne. Man føler sig tryggere i et område, hvor bygningerne ikke kun er grå, men også kulørte. Der er mindre hærværk, og en større fornemmelse af tillid til andre. Det lyder som hokuspokus. Det er det ikke. I Albaniens hovedstad Tirana har arbejdet med at omdanne byen fra et farligt og beskidt sted til en overdådighed af pangfarvede bygninger og inspirerende urbane miljøer båret frugt: Folk smider mindre affald på gaderne. Flere har lyst til at sidde på fortovscafeerne. Flere betaler skat.

I min egen by, København, er der heldigvis masser af farver. Bare tænk på Den Røde Plads på Nørrebro. I netop denne tid, hvor Corona er en del af alles hverdag, sætter børn tegninger og perleplader med regnbuer op i vinduerne for at signalere håb og energi. Man kan næsten ikke lade være med at smile, når man først får blik for alle de hjemmelavede regnbuer.

Jeg giver mig selv en farveindsprøjtning, når jeg sætter mig og maler akvareller med mønstre. De skal ikke bruges til noget særligt, men jeg bliver glad af at lave dem og af at kigge på dem bagefter.

organisk mønster akvarel

Stenmaling er en nem genvej til energi. Sæt kulørte prikker på en bunke sten og læg dem steder, hvor de lyser op – måske i entreen eller på trappestenen som en velkomsthilsen.

prikker på en sten

Overflod
Har du prøvet at gå på svampejagt og komme hjem med tre bugnende kurve, fyldt til randen med kantareller og Karl Johan-svampe? Eller bruge tre timer på en mark med pluk-selv-jordbær, der resulterer i kilovis af friske, solvarme bær? Hvis ja, så ved du, hvordan glæden ved overflod føles. Det er som at være en konge.

I en skolefritidsordning skal der ikke være LEGO hist og pist. Der skal være enorme mængder af klodserne. Så mange at børnegrupperne kan begrave sig i dem. Det samme i et legeland med kulørte kugler. Der skal være så mange, at de ikke er til at tælle.

Hjemme hos os er der en overflod af plastic-dippedutter kendt som plusplusser. Der er ingen grænser for, hvad man kan bygge af dem. Det føles bare godt at have et bjerg af dem til rådighed.

Frihed
Jeg er bymenneske, og mine ferier er sjældent baseret på noget med vandrestøvler, telt og rygsæk. Jeg skal ikke sove langt ude i en skov. Til gengæld er jeg vild med at få naturens frie former ind i mit hjem. Det arketypiske eksempel er en buket. Her er naturens frie former samlet i et organisk udtryk. Det vildtvoksende og det grønne stritter og strutter af frihed. Midt inde i min civiliserede stue.

Det er godt for os at være omgivet af planter. Især hvis vi ikke har adgang til natur, parker og haver i det daglige, kan alt det grønne give os en følelse af frihed. Vi ånder lidt friere. Friheden og det naturlige kan også findes i det menneskeskabte. Det kan være tapeter eller mønstrer på tekstiler. Jeg har lavet mit eget akvarelmønster, der signalerer organisk vækst og grøde.

mønster organisk akvarel

Harmoni
Mønstre og orden kan være meget tilfredsstillende at kigge på. Rytmen i det regelmæssige behøver ikke at være kedelig. På Instagram kan man se de mest opfindsomme eksempler på ting, der er organiseret smukt og kreativt:  https://www.instagram.com/thingsorganizedneatly/

Noget så almindeligt som en bogreol kan give en fornemmelse af harmoni. Bøgerne er ens, men alligevel ikke helt ens.

reol

Under Corona-nedlukningen har jeg langt om længe lært at flette origamibolde. En dag har jeg sikkert 100. Indtil videre har jeg fire, og de er udstillet på vores kommode. De er ens og alligevel lidt forskellige.

origamibolde

Det samme gælder for foldede stjerner.

orgamistjerner

Leg
Legen tjener ikke noget andet formål end legen selv. Det kan godt være, at man kan lære noget af at lege, men hvis det er hovedformålet med legen, bliver det en kedelig leg.

Hvorfor dog snurre med en snurretop? Hvorfor dog lege, at alle bamserne har fødselsdag? Hvorfor klæde sig ud? Hvorfor bygge et stort tårn af klodser og derefter rive det ned? Hvorfor spille petanque? Hvorfor spille bold? Fordi det er sjovt. Der skal ikke meget til, før man kan gå i gang med legen. For mig er en hat og et par briller nok.

Alt, hvad der har med prikker, kugler, cirkler og andre runde former at gøre, signalerer også leg. Tag en prikket skjorte på, pust sæbebobler eller lav en uro med farvede papcirkler. Det kan give en legende atmosfære og måske sætte gang i andre legebørn.

Overraskelse
Nogle hader dem. Andre elsker dem. Det handler om overraskelser. Hvis overraskelserne er forbundet med små, venlige handlinger eller gaver, plejer de fleste at værdsætte dem.

Drillenisse-legen med daglige overraskelser er blevet en udbredt praksis på mange arbejdspladser i december. Man lægger en plade chokolade under tastaturet eller udsmykker skrivebordet med vat og nisser. De rigtig platte placerer pruttepuder på kontorstolen. I det tilfælde er det godt at gøre maksimal brug af hæve-sænke-bordets hævefunktion. I slutningen af julemåneden skal man gætte hinandens drillenisser. Det kan også ende med at være en overraskelse. Hvem vidste, at Preben fra regnskab var så god til at vælge bittesmå neglelak-prøver til Susanne fra PR?

Hjemme hos os havde vi i december 2015 besøg af en nisse, der kunne finde på at lægge vores søns cykelhjelm i køleskabet. Det var toppunktet af forbløffelse og underholdning. Nogle gange skal der ikke så meget til.

Små detaljer kan udløse en glædesfyldt overraskelse. Jeg har glemt sammenhængen, men til et møde med relativt alvorlige mænd i jakkesæt, opdagede jeg, at en af dem havde sokker på med kulørte striber. Den lille overraskelse gjorde mig i godt humør. Jeg er selv begyndt at eksperimentere med badges. Når jeg har mørkt tøj og en afstivende habitjakke på, løsnes udtrykket op af et udsagn som ”Nasty woman”, ”Let that shit go” eller ”Cats rule the world”. (Og tak til @thejulesrules for de skønne badges).

badges

Man kan også tilrettelægge gode overraskelser for sig selv. Put nogle smukke strandsten eller kastanjer i lommerne på dine vinterjakker, inden du lægger dem væk. Eller skriv et brev til dig selv, som du lægger i kassen med julepynt og først støder på om et år. Du har sikkert glemt det, når du åbner kassen.

Vægtløshed
At være vægtløs er en attraktiv tilstand. Når vi er glade, er vi helt oppe i skyerne. De forelskede svæver på en lyserød sky. Vi føler os lette om hjertet. At tage en tur i Tivolis ballongynge kilder i maven og giver en illusion af vægtløshed. Jeg drømmer mig tilbage til Tivoli, der i år kommer til at åbne alt, alt for sent. 

ballongynger

Men jeg kan altid folde en masse traner og hænge dem op. Det giver også et strejf af vægtløshed hjemme i stuen.

traner origami

Magi
Det er påske i disse dage. Påskeharen kommer frem og placerer på magisk vis chokoladeæg rundt omkring. Det er der heldigvis mange børn, der tror på.

Hvis du selv skal have mere magi i dit liv, så begynd med en vindharpe eller et klokkespil på et træ i haven. Jeg glemmer tit, at vi har et klokkespil i haven ved vores sommerhus i Skåne. Når jeg en sen sommeraften skal ud og besøge det primitive das, stopper jeg op og hører de klingrende lyde. I et nanosekund tænker jeg: “Hvad er det? Er det skovens magiske væsner?” Det lyder næsten overjordisk. Og så husker jeg, at der er en forklaring. Men magien strejfer mig, og det er nok.

En enhjørninge-emoji kan også fungere som hverdagsmagi i en snæver vending.

enhjørning

Fest
Det giver sig selv: En fest uden glæde er ikke en fest. Når vi fester, ophæver vi hverdagen for en stund. Vi pynter, synger, danser, drikker, leger og glemmer de sædvanlige grænser – også mellem høj og lav. Direktøren har studentermedhjælperen til bords ved firmajulefrokosten. Kvinder trækker navne på bordherrer i en hat. Tilfældigheder og selskabslege fører til morskab, fællesskab og måske endda romantik.

Hjemme hos os har jeg 20 farvestrålende papirrosetter liggende klar til min kærestes fødselsdag senere i april. Hvis jeg spreder dem ud over bordet, kan vi ikke undgå at komme i festligt humør – Corona eller ej.

Prøv at fylde en kuvert med konfetti og sende den til en ven. Jeg er sikker på, at den festlige følelse nok skal indfinde sig hos modtageren. Imens vi venter på, at vi igen må være sammen i store grupper og fejre bryllupper, fødselsdage og jubilæer må vi gøre noget for at genopfinde fester eller opsøge steder, der gør os feststemte. Det kan være, at en gåtur rundt i byen er nok.

fest i gaden.

Weekendavisens journalist i New York hedder Sara Maria Glanowski. Hun fyldte 40 i marts, mens Corona for alvor begyndte at præge storbyen. Det blev ikke til en fest i traditionel forstand. Glanowski festede i stedet for derhjemme i soveværelset med DJ’en D-Nice på Instagram. Sammen med Joe Biden, Will Smith og Michelle Obama. Det blev til den svedigste musik- og dansefest i Club Quarantine med over 100.000 deltagere!

Find festen derhjemme – indtil vi mødes igen til tango, disco, folkedans, festivaller, jubilæer og receptioner.

DJ D nice

Fornyelse
Glæden ved det nye behøver ikke kun at være centreret om nyt tøj, nye møbler og andet, som vi går ud og køber. Den kan også findes i glæden ved årets gang, hvor foråret varsler fornyelse efter en vinter i dvale. Eller overgangen fra sommer til efterår, hvor vi kan høste friske frugter, bær og grøntsager. I mit hjem hænger fornyelse meget sammen med traditioner – og pynt. Til jul skal julekasserne op fra kælderen. Til påske pynter jeg op med æg, kyllinger og andet gult.

gule grene

Til Halloween er der græskartema og spøgelser i vores lejlighed.

spøgelser

Da jeg var barn elskede jeg at flytte rundt på møblerne på mit lille værelse. Sengen skiftede plads, og skrivebordet fik med sin nye placering op ad den modsatte væg et helt andet udtryk. En ny plakat gjorde en kæmpe forskel. Måske er det nok at lægge et kulørt tæppe hen over en lænestol – så er den pludselig ny.

Med disse ti indfaldsvinkler til glæde gennem små, dagligdags ting kommer du måske nemmere (eller lidt mindre trist) gennem foråret og sommeren 2020, hvor du med stor sandsynlighed skal være mere hjemme end normalt. Det handler ikke om at være lalleglad og fortrænge dybere tanker og bekymringer. Det handler om at finde energi og overskud til at leve med glæde, selv om ængstelsen også er en fast følgesvend.

Se giraffen og find mere glæde
Fetell Lee illustrerer sine egne budskaber i denne TED-talk, hvor hun er iklædt en fabelagtig og elegant orange-pink kjole: Where Joy Hides and how to Find it.

Fetell Lee driver design-bloggen The Aesthetics of Joy.
Her er der masser af inspiration til, hvordan man blive bedre til at få øje på og til at skabe kilder til daglig glæde i de nære omgivelser.

Overflod er et tema i dette indlæg af Mikkel, hvor han i 2017 har besøgt og dokumenteret et hav af boghandlere i New York

Jan beskriver det magiske ved togrejser i dette indlæg fra foråret 2020

 

Det magiske ved togrejsen

Kombinationen af nostalgi og nutidens fokus på klima har gjort, at toget som rejsemiddel igen er i vælten, og for en gammel togromantiker som jeg vækker det kun glæde.

For mig vil en rejse med et tog nemlig altid have en snert af magi over sig. Nogle gange mindre, andre gange mere. Lige siden de første ture med de gamle bumletog fra min bette fødeby i provinsen til den store, store hovedstad eller især nattoget til Sæby i 5. eller 6. klasse, tror jeg, har togrejsen og toget altid været noget helt særlig.

Nu kan magi selvfølgelig være mange ting. Der kan være magi i både de små hverdagsoplevelser så vel som i de store livsomvæltende begivenheder. Det magiske øjeblik kan bestå i alt fra en strofe af en sang over et blik fra en veninde til en gåtur under en krystalblå himmel, eller de helt store ting som kærlighed eller ens første barn.

Og midt imellem er der så togrejser.

Togets fortryllende magt

Selvom virkeligheden alt for ofte ligger et stykke fra den til tider lige vel nostalgiske og måske ligefrem romantiske opfattelse af fortidens togrejser med elegante spise- og sovevogne og distingverede medrejsende i stiveste puds, så er der stadig noget over en togrejse.

Selv med DSB

Gennem det meste af mit arbejdsliv har jeg pendlet med tog. Og selvom jeg ikke just nyder at stå tidligt op, så har morgenrejsen, især i de perioder, hvor det er lyst om morgenen altid været, ja, ganske magisk. For mig er togrejsen på mange måder et symbol på, at verden er stor og fyldt med under.

Paul Theroux siger det så smukt og meget bedre end jeg i ’Den store jernbanebasar’: ”Jernbanen var en inspirerende basar, hvorfra enhver tålmodig rejsende kunne tage noget med sig, som man kunne mindes senere i livet.”

Togrejser har også altid haft en iboende ro, som jeg ikke finder ved en flyrejse eller en tur med en bus. Måske fordi tog netop minder mig om en anden tid. En tid med ro og muligheden for at tage sig tid. Man kan læse, tænke dybe tanker eller blot kigge drømmende ud af vinduet og se verden passere forbi.

En togrejse er som skabt til at læse.

Indrømmet, min fascination af tog hviler utvivlsomt på et fejlagtigt nostalgisk syn på en tid og en verden, der aldrig har eksisteret.

Men jeg er ikke alene.

Togbøger – bøger om tog, med tog og togrejser

Tog har alle dage fyldt meget i fiktionen og fantasiens verden. Tænk på, hvor mange bøger og film, der enten udspiller sig ombord på et tog eller på anden vis er centreret på en togrejse.

Og de griber os stadig.

Jeg tror vitterligt ikke, man finder noget, der vækker større interesse eller genklang end ’Hogwarts-ekspressen’. Der er granvoksne mennesker i min omgangskreds, der bliver forvandlet til glade børn ved tanken eller lystigt hygger sig med at bygge LEGO-sættet.

For mig er der dog intet større ’Orientekspressen’.

F.eks. så står ’Mord i Orientekspressen’ klokkeklart for mig. Filmen, dog. Bogen fik jeg først læst lang tid senere. Og jeg husker heller ikke andre personer end Poirot, men jeg husker toget og togrejsen. Alene ordet ”Orientekspressen” emmer af magi, eventyr og andre, mere eksotiske verdener.

Det er en glæde, jeg synes at dele med mange andre. Læs eventuelt Kristian Ditlev Jensen eller Torbjørn Færøviks bøger, hvis du vil have en fornemmelse af Orientekspressens magi.

Andre, mere eksotiske verdener får man også et fint indblik i med netop Paul Therouxs ‘Den store jernbanebasar – med tog gennem Asien’. Bogen er ikke helt ny, men findes i et fint genoptryk, så ikke kun får man på bedste vis gennem Therouxs skarpe pen et indblik i Rusland og store dele af Asien, man får også en tur tilbage til en anden tid.

Nedenfor har jeg samlet en god håndfuld bøger, der fra lænestolen bringer læseren ud i verden og på eventyr med det magiske tog.

Anbefalet læsning

Orientekspressen – en togrejse’ af Torbjørn Færøvik

Den norske journalist og forfatter Torbjørn Færøvik rejser med tog fra London til Samarkand i sporet af nogle af historiens mest centrale kulturpersonligheder.

Kristeligt Dagblad, 2019, 592 sider.

Rejse gennem natten’ af Friederike Mayröcker

Bogen skildrer en togrejse fra Paris til Wien, og skal både forstås bogstaveligt og i overført betydning som et billede på livet og bevægelsen fra det ydre til det indre.

Palomar, 2019, 105 sider.

Bumletog fra Borup til Singapore – jorden rundt med tog‘ af Kim Greiner

Med stop i 13 lande og 27 byer kommer man med bogen på en rejse hen over landjorden fra Borup på Midtsjælland til Singapore på sydspidsen af Malaccahalvøen, og til steder som Bajkalsøen og Gobiørkenen

Mellemgaard, 2018, 522 sider, illustreret i farver.

På sporet af Italien – med tog fra Milano til Palermo‘ af Tim Parks

Den engelske forfatter giver et velskrevet og underholdende indblik i det moderne Italien gennem en togrejse fra Verona i nord til Palermo i syd.

C&K, 2017, 342 sider, illustreret.

Den store jernbanebasar – med tog gennem Asien‘ af Paul Theroux

Bog skildrer en episk togrejse begyndende i 1973 på Victoria Station i London og tager gennem 4 måneder læseren gennem Tyrkiet, Iran, Afghanistan, Indien, Thailand, Vietnam og Japan og tilbage til London med verdens mest legendariske tog. Bl.a. Orient-ekspressen og Den Transsibiriske Jernbane.

C&K, 2017, 381 sider.

Oplev Europa med tog – en rejseantologi for individuelle rejsende‘ af Britt Sallingboe

Bogens består af en serie artikler skrevet af passionerede europæiske togrejsende, og den er derfor fyldt med tips og ideer til folk, der ønsker at begive sig ud på en magisk og mindeværdig togrejse.

Mellemgaard, 2018, 570 sider, illustreret i farver.

Ord i Orientekspressen – rejseskildringer‘ af Kristian Ditlev Jensen

Indeholder 12 artikler, der oprindeligt er skrevet til DSBs ’Ud & Se’, og fortæller som kun Kristian Ditlev Jensen kan om 12 togrejser fra Oceanien over Europa til Amerika.

Gyldendal, 2007, 192 sider.

eReolen går amok!

Der er en gammel vittighed om John Jacob Astor IV; verdens på det tidspunkt rigeste person. Han var den største kändis på Titanic og stående i baren, mens kaos brød ud omkring ham, skal han have bemærket: ”Jeg ved godt, jeg bad om is, men der her er jo latterligt!”

På samme måde – og vi strækker sammenligningen lidt her – skulle vi hilse fra eReolen og sige, at vi ved godt, vi altid har bedt om mere brug og flere lånere, men det her er jo vanvittigt. Og på en uhyggelig baggrund. Hvor vanvittigt? Det vil jeg prøve at beskrive her og i øvrigt spekulere ansvarsløst om fremtiden.

Onsdag d. 11. marts om aftenen holdt statsministeren pressemøde og erklærede Danmark mestendels lukket ned pga. coronavirus’ hastige fremmarch. Torsdag d. 12/3 vågnede vi til en ny virkelighed og for rigtigt mange mennesker starten på en ny hverdag derhjemme. eReolen vågnede også til en ny virkelighed.

Unavngivet

Torsdag-fredag var en lidt underlig mellemperiode, og så blev det weekend. Mandag gik det dog helt bananas, og det ligner starten på et mønster med mandage. Det hele blev naturligvis bedre af, at København satte kvoten op fra tre e-bøger og tre lydbøger til fem af hver, mens Aarhus senere satte sin kvote op fr 3/3 til 6/6 – bare for at overgå os, de bæster! En god snes biblioteker hævede lånekvoterne. En enkelt op til 1.000, men så skal man altså læse meget!?

I København har vi alle dage været lidt nærige med vores 3/3-loft, men vores problem er, at hovedstadens månedlige befolkningsvækst er ca. +1.000. Jeg bor i Nyborg kommune, hvor vi er 36.000 mennesker. Hver tredje år flytter altså, hvad der svarer til Nyborg kommune til København. De skal betjenes med et budget, der hverken indeksreguleres eller demografireguleres, så vi er lidt fanget i det sædvanlige biblioteksparadoks, at vi ender med ikke at have råd til vores succeser. Og i København, hvor vi er vant til at underpræstere i forhold til det nationale, digitale udlån, er vi totalt klassens dengser i øjeblikket. Se lige her:

Unavngivet2

De stiplede linjer er det daglige gennemsnit for marts 2019.

Det er jo helt fabelagtigt, at biblioteket, der normalt er Danmarks suverænt mest anvendte kulturtilbud, også kan gøre en forskel, når vi alle sammen skal blive indenfor, og det fysiske bibliotek er lukket.

Det er heller ikke kun de samme brugere, der bruger os endnu mere. Vores support drukner i nye brugere, der stiller rimeligt grundlæggende spørgsmål om funktionaliteten, og først og fremmest får vi henvendelser fra grundskole- og gymnasieskolelærere, der desperat prøver at anvise læsestof til de hjemmebundne elever. Vi skylder her vores gode venner hos forlagene stor ros. Ugen igennem har jeg hængt i telefonen og bedt dem enten lægge fraværende titler på eReolen eller lægge eksisterende titler i en mindre restriktiv udlånsmodel, og i alle tilfælde har de gjort det, de søde englebasser 😊

Tal på bordet!

Unavngivet3

NB: Ekskl. podcasts

Jep! København har mere end fordoblet sit udlån i forhold til marts 2019, mens vi nationalt ligger på +83,7% Det er helt vildt, og vi skylder en stor tak til de åndssvagt dygtige formidlere, der sidder på eReolen, i København og rundt omkring i landet og giver den fuld klampe på alle de digitale kanaler.

Det er ikke kun eReolen, der oplever denne nye interesse i øvrigt. Også hos de kommercielle streamingtjenester oplever de vild stigning. En forlagskontakt fortalte mig, at eReolen sådan set holder sin procentdel af omsætningen hos dem, så det må jo være den logiske konklusion. Den eneste forskel er, at de plejer at opleve weekenden som den mest aktive periode, mens det nu er hverdagene ligesom på eReolen. Det antyder jo heftigt nogle voksne og børn, der keder sig voldsomt i den skolelukkede periode.

Så hvad nu? Har vi konverteret en masse mugglere til læsningens magi? Denne her åndssvage pandemi forsvinder jo forhåbentligt snart igen – for nu i al fald – og hvor mange er så tilbage? Ikke alle selvfølgelig, men for de kommercielle aktører gælder det, at gratis-kunder smutter igen, hvis de aldrig kommer i gang med tjenesten, men lokker man en bog eller to i dem, stiger sandsynligheden voldsomt for, at de bliver hængende. Følgelig er det mest sandsynlige, at en god del af de mange tusind nye brugere bliver hængende. Det er godt nyt for læsningen, der er under generelt pres i et samfund i desperat underskud af tid og opmærksomhed og specifikt pres fra de nye generationer, der har et ganske andet medieforbrug end deres forældre.

Eller dropper vi alt det digitale, når vi bliver lukket ud og hylder i stedet det analoge og det fysiske fællesskab? Kommer hinanden ved, til vi introverte får eksplosionsagtig kvalme over fællessange og lallen rundt om majstænger?

Spændende bliver det!

Skraldebyg og syndflodsmyter

”Spis bøf en anden gang, og syng i stedet en sang”. Så kort kan det siges. Eller rettere synges, når det handler om vinderen af MGP 2020. Hun hed Liva og vandt med en iørefaldende sang holdt i glade harmonier. Hun sendte også denne opfordring: ”Pas godt på vores jord. Jeg skal bruge den, når jeg bliver stor.” Der var håb og handling i den sang, og det glider lige ned. Ligesom forløbet ”Klima, skraldebyg og bæredygtighed” i min søns klasse.

Hvis du som voksen føler trang til at udforske de store spørgsmål om klodens fremtid sammen med et barn på en anden måde, så kommer her tre bud. For der findes børnebøger som går i kødet på de store temaer med en særlig, litterær opfindsomhed. Her er der plads til at få vendt og drejet ængsteligheden.

Bøgerne giver os en fin anledning til at få snakket med børn om, hvor svimlende det er, at vi faktisk ikke ved, hvad fremtiden indeholder.

Det mærkelige er, at humor, varme og undren godt kan optræde side om side med uro og afmagt. Hermed har jeg mere end antydet, at dette indlæg også er en hyldest til børnelitteratur, der fletter det komplekse og det enkle sammen i én historie. Der er nemlig noget, vi ikke behøver at skrue ned for: De nuancerede og forskellige fortællinger om, hvordan verden også kunne se ud. På godt og ondt.

Vitello redder verden
Vi befinder os i et univers, der er trygt og velkendt. Tusindvis af børn og forældre hygger sig med Vitello og hans venner året rundt. Bøgerne er sjove og skæve. Humoren tiltaler både store og små.

Men denne gang er temaet ikke klamme kærester, der hedder Kamma, eller Vitellos bestræbelser på at score kassen som blomstersælger. Nu handler det om noget globalt: Vitello er nødt til at redde verden. Og det i en ruf. For han skal være millionær og køre i en sportsvogn, når han bliver voksen. Så hjælper det jo ikke noget, at verden er gået under!

Det viser sig dog, at det ikke er så nemt at gøre det rigtige. Andre mennesker bliver faktisk skidesure, når man sammen med sine venner går i gang med at redde verden.

Det går dog bedre med en kat….

img_4075

Vitello handler sig generelt ud af mange situationer. Men lige den her med at redde verden viser sig at være ekstra svær. 

Det hus Jack (og Melissa) byggede
“Det meste ligger øde. Meget er i stykker”. Sådan begynder denne historie om en dreng, der hedder Jack. Han finder materialer rundt omkring. En hammer. Nogle søm. Han ser også en pige. Hen ad vejen finder de to ud af, at de skal bygge et hus sammen.

De får også en hund. Det er lige før, man aner Adam og Eva i baggrunden af fortællingen. For hunden skal jo have et navn, og det diskuterer Jack og Melissa. For der er mange at vælge imellem.  Men så kommer der mindelser om Noas ark, for flere dyr kommer til. Og andre børn. Regnen begynder at falde. Det ender med, at huset nærmest bliver til en båd.

Med de fineste antydninger får forfatter Kim Fupz Aakeson og illustrator Lilian Brøgger vist, hvordan de to børn midt i en øde og ødelagt verden finder styrken i at være to. Du er ikke alene.

Jeg er vild med den bog.

img_4074

Se øjenkontakten mellem de to børn. De ved godt, at det betyder alt, at man ikke er alene i verden. Især ikke når verden bliver totalt oversvømmet. 

Huset på havets bund
Der er vand, oversvømmelse og våde strømper til overflod i Martin Glaz Serups og Lars Vegas’ gådefulde bog om en pige, der besøger sin farfar. Han har fundet en underlig maskine i sin kælder, en gammeldags iPad. På skærmen er et hus på havets bund og to skygger af en mand og en pige. De ligner pigen og hendes farfar. Der kommer havlyde fra apparatet.

Fiktion og virkelighed flyder sammen i fortællingen, mens vandet stiger. Pigen kigger ud af kældervinduet og kan se, at de voksne løber rundt med skovle og sandsække. Imens siver der vand ud af apparatet. Det kan ikke stoppes. Vand indenfor og vand udenfor.

jeg tør slet ikke at kaste mig ud i en tolkning, men jeg mærker næsten vandets kulde og fugten i luften, mens jeg læser bogen. Alting bliver sløret til sidst. Som set gennem bølgende vand. Mit bud er, at man skal læse denne bog langsomt og grundigt sammen med børn. Den skal opleves og dvæles ved, mens man undrer sig over det mærkelige og uforståelige. Nogle gange er der ikke forklaringer.

rbt

Alting flyder og flyder sammen i denne alt andet end selvforklarende billedbog. 

Boginfo
Vitello redder verden af Kim Fupz Aakeson og Niels Bo Bojesen
Udgivet på Gyldendal, 2017.

Det hus Jack (og Melissa) byggede af Kim Fup Aakeson og Lilian Brøgger
Udgivet på Gyldendal, 2017.

Huset på havets bund af Martin Glaz Serup og Lars Vegas
Udgivet på Gyldendal, 2018.

Flere tips
Københavns Bibliotekers Børnebogcast har lavet et tema klima og natur i børnebøger

Litteratursiden har skrevet om klimakrise i børnehøjde

Nina Goga, der er professor i børnelitteratur ved universitetet i Bergen, har været med til at redigere en antologi om børnelitteratur som en reaktion på klimakrisen. Den fik en fremragende anmeldelse i Information i 2018.

Portræt af en nylæser

I serien Portræt af en læser er det nu blevet tid til at fokusere på en mand, der har givet sig selv en læseudfordring. Du kan roligt blive inspireret af Jan Gustav, der ikke har læst bøger i årevis. Men så traf han en beslutning om, at det skulle være løgn.

Lisbet: Hvem er du?
Jan Gustav: Det er verdens bedste spørgsmål 🙂 Jeg er 38, uddannet designteknolog og har en BA i kreativ kommunikation. Jeg arbejder freelance med grafisk design, samt indretning af kontorer, butikker, messestande og private hjem og er frivillig i en Røde Kors genbrugsbutik. Jeg er nysgerrig af natur og interesserer mig især for politik, samfund, religion, vores samtid, psykologi, filosofi og kønsdebatten.

For at opdatere mit eksamensbevis fra gymnasiet, læser jeg et intensivt tysk-kursus og håber at starte på en BA i religionsvidenskab på Københavns Universitet til efteråret. Og så elsker jeg loppemarkeder.

Jan Gustav portræt

Jan Gustav i hjemlige omgivelser. 

Lisbet: Hvad er dit tidligste minde om læsning?
Jan Gustav: Foruden Jumbo Bøger, Anders And og X-Men tegneserier, må det være Ib Michaels Vanillepigen, jeg i gymnasiet var meget begejstret for. Jeg kunne næsten dufte østens krydderier, jeg var enormt optaget af familierelationerne og trods en opvækst på Langeland og ikke som hovedpersonen i Roskilde, har jeg uden al tvivl spejlet mig i udlængslen.

Lisbet: Hvad betød læsning i din familie?
Jan Gustav: Ikke meget. Jeg tror, jeg med 99,9% sikkerhed kan sige, der ikke findes en eneste bog i mine forældres hjem. Der blev læst lokalavisen – grundigt, ugeblade og tekst-TV. Som voksen har jeg talt med min mor om det at læse og det at lære at læse. Vi husker begge tilbage på, hvordan jeg sad på armlænet af lænestolen i stuen, mens hun hjalp mig med læse-lektierne, som det fineste minde.

Lisbet: Hvordan var dit forhold til det at læse i din skoletid?
Jan Gustav: Allerede dengang havde jeg et nysgerrigt væsen, og jeg elskede at læse om nye universer, anderledes liv (end mit eget) og fordybelsen. Men jeg læste ikke så godt, eller så hurtigt som andre, så jeg kom hurtigt i kassen: Du kan ikke læse. Så i de sidste år i folkeskolen og igennem gymnasietiden læste jeg kun det, jeg absolut nødvendigt skulle.

Lisbet: Hvorfor har du givet dig selv en læseudfordring?
Jan Gustav: Igennem mine teenageår, 20ere og 30ere læste jeg næsten ikke. Jeg havde jo lært, jeg ikke kunne. For en tre års tid siden havde jeg orlov fra mit daværende job. Jeg faldt over en avis og begyndte at læse og indså, at jeg jo godt kunne læse. Selvfølgelig.

Så jeg gav mig selv en udfordring: Læs 12 bøger på et år. Det var ret vildt, når jeg kom fra ikke at have læst i over 20 år. Jeg læste ikke 12, men 22 bøger det år. Året efter ville jeg forsøge at læse 24 bøger. Jeg læste 49. Så i år tænker jeg 52 bøger må være et passende mål.

Jeg føler, jeg har meget at indhente, meget jeg er gået glip af, og at der er så meget viden og mange universer, jeg gerne vil stifte bekendtskab med.

Bogstak Jan Gustav

Bunken af læste (ikke ulæste) bøger vokser og vokser hjemme hos Jan Gustav. 

Lisbet: Hvad tror du, at læsningen kan give dig i dit liv i dag?
Jan Gustav: Det giver mig ro at læse. Det fodrer min nysgerrighed og interesse i vores samtid og andres liv, tanker og fremmede universer. Det giver mig også selvværd i form af viden og egentlig også i form af bare det, at jeg kan læse.

Lisbet: Hvordan finder du inspiration til din læsning?
Jan Gustav: Jeg følger de fleste forlag og de boghandlere, jeg godt kan lide, på Instagram og danner mig her igennem et overblik. Anbefalinger fra nær og fjern og andre udgivelser af de forfattere jeg er i gang med at læse eller tidligere har læst. Og min boghandler, de er virkelig skarpe og gode til at hjælpe en i retning af, hvad der måske ville passe en, baseret på hvad man tidligere har læst og ens interesser.

Lisbet: Hvor kan du godt lide at læse?
Jan Gustav: Jeg har et særligt hjørne i min lejlighed med en god, stor stol og udsigt til gaden. Der læser jeg meget. Når vejret er til det, læser jeg på min altan med stille jazz i baggrunden. I parker, på café, i metroen, toget og i bussen mellem København og Langeland, hvor tre timer er hel ideelt til fordybelsen, og i mine forældres baghave. Jeg kan læse alle steder.

JGS_Læsehjørne

Jan Gustavs læsehjørne. Eet ord: Aaahhhhhh. 

Lisbet: Hvad læser du lige nu?
Jan Gustav: Jeg har som regel gang i to bøger samtidigt. En skønlitterær og en mere faglitterær, jeg strækker over noget tid.

Jeg skal på Heartland festival senere på året og høre Jeffrey Eugenides, der i 2003 modtog Pulitzerprisen for ‘Middlesex’, jeg derfor netop er gået i gang med.

Og så læser jeg En introduktion til Hadith. Hadith anses i Islam for at indeholde sande fortællinger om profeten Muhammed, hans ord og gerninger, overleveret af hans tilhængere og nedskrevet omkring det 8. og 9. århundrede. Sammen med Koranen udgør Hadith grundlaget for den islamiske tro og praksis. Med mine forhåbentlige kommende studier i tankerne, er det naturligvis superinteressant.

Lisbet: Hvad skal du læse senere på året?
Jan Gustav: Jeg forsøger at blande godt og gammelt, klassisk og nyt. Som sagt føler jeg der er meget at indhente. Jeg glæder mig til ‘Kirke’ af Madeline Miller; historien om den græske gudeverden, et univers jeg ikke har stiftet bekendtskab med før, og med en stærk kvindelig hovedperson. (Lisbets bonustip: Læs Jans anmeldelse af ‘Kirke’ her på bloggen.)

Den voldsomt omtalte og i nogle lande bandlyste ‘De Sataniske Vers’ af Salman Rushdie fra 1998 om race, kultursammenstød og religion, har længe stået på min liste og faktisk også i min reol. Den glæder jeg mig rigtig meget til.

Og så er det gået op for mig, at jeg kun har læst et mindre uddrag af George Orwells ‘1984’ fra 1949, så den tænker jeg bestemt, det også er tid til at få læst det hele af – og skræmmende som den fortsat er aktuel den dag i dag.

Flere portrætter
Portræt af en læser-serien har tre års jubilæum i disse februardage. Find alle portrætterne her:

Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en dimittend der læser
Portræt af en læser i nulte
Portræt af en læsekreds
Portræt af en læser med lister
Portræt af en læsende øbo
Portræt af en gymnasieelev der læser

 

 

Vi er alle bønder

For få dage siden hørte jeg en veloplagt og glimtvist smældende sarkastisk Dennis Nørmark fortælle om begrebet pseudoarbejde. Antropologen Nørmark har sammen med filosoffen Anders Fogh Jensen skrevet en hel bog om emnet. Den har fået meget omtale siden udgivelsen i 2018. Læs mere om, hvordan vi fik travlt med lave ingenting på http://www.pseudoarbejde.dk/

Nørmarks oplæg tog afsæt i den kendsgerning, at vi alle for få generationer siden var bønder. Danmark var et landbrugsland. De fleste boede og arbejdede på landet.

Det satte gang i tanker hos mig. Ord som “korntørringsanlæg”, “Landsbladet” og “flyvehavre” dukkede spontant op. Er Bintje eller Sava-kartofler bedst til julemiddagen? Hvordan går det med Bent fra tyrestationen? Og må jeg komme med de voksne ud og kigge på bedriften, når vi er færdige med hønsekødssuppen, tarteletterne og den hjemmelavede is med hindbærsovs hos moster Else og Poul i Pilgaard i Snevre uden for Bjergby?

Du ser det for dig: Den lille Lisbet voksede op på landet. I anledning af udgivelsen af det faglitterære pragtværk Dengang vi var bønder dyrker jeg i dette indlæg bondetemaet. Måske kan det give dig anledning til at kaste et blik på dine egne aner. Nogle gange skal vi dvæle ved fortiden, både med og uden nostalgi.

Nu har du et påskud for at sætte 2020 på hold. Som Svend Brinkmann sagde i sin nytårstale 2019: “Lad os gå baglæns ind i fremtiden”.

Den ultimative bog om bønder
Min familie var landmænd eller rundet af landbrugsfamilier. Der var ikke brug for at træffe et karrierevalg. Valget var truffet på forhånd. Sådan var det for min far Frede Vestergaard. Han blev født i Vendsyssel i 1937 på en gård. Han havde to ældre søstre, en far og en mor og dertil to ugifte fastre som nærmeste naboer.

Da han var blot to år gammel, døde hans far af blødende mavesår. Frede voksede op omgivet af kvinder og med et massivt forventningspres: Han skulle jo køre familiegården videre. Det var ham, der fra en tidlig alder var manden i familien. Det var en til tider svær opvækst. Historien går, at han som konfirmand efter festlighederne smed sig ned på stuegulvet og græd. Der havde været så mange taler om, at NU var han voksen og klar til den store opgave. Det blev for meget for den 14-årige dreng.

Som ung mand forpagtede han gården ud og tog to år til Thailand som ulandsfrivillig. Han måtte ud og have luft. Han rejste den dag, John F. Kennedy blev myrdet. Den store verdenshistorie og vores familiehistorie fletter sig sammen her.

Da han kom hjem, begyndte han at læse til lærer, og landbruget blev til en lystbåret bibeskæftigelse. Men stress ved høsttid var der fortsat, og han brugte mange timer på at harve, så, sprøjte og alle de andre opgaver, der knytter sig til at have jordbrug. Hans tre børn tog videregående uddannelser: Præst, designteknolog og magister. Så kort var der fra jord til kontor i denne gren af familien Vestergaard.

Min far er væk nu, men jeg ved, at han ville have været begejstret for den imponerende kleppert af en coffee table-book, som Dengang vi var bønder udgivet i 2019 er.

Historikeren Peter Henningsen tager afsæt i ældre tiders bondekultur fra cirka 1700 til 1900. Han beskriver hverdagslivet på landet med mange detaljer og et stort sprogligt overskud. Hvad skete der bag bindingsværket? Hvad spiste de? Hvad tænkte de?

En stor del af bogen handler om de gamle danske bondegårdes arkitektur, som udgør en vigtig del af vores kulturarv. Bogen er fyldt med billeder, der gør det nemt for læseren at være tidsrejsende. Mit bud er, at mange børn også vil kunne gå på opdagelse i bogen. Med eller uden bedsteforældre som med-læsere.

Der er også citater fra samtiden, som ridser de store, samfundsmæssige linjer op. Da urbaniseringen for alvor begyndte, var det en del af drømmen om det gode liv at have en kolonihave. I dag skal vi helst have et væld af grønne planter inde i stuerne, og selvforsyning selv af allerlaveste karat (i stil med karsedyrkning og andet småtteri) hyldes. Fra Bonderøven og Signe Wenneberg til Årstidernes grøntsagskasser og Camilla Plums sylteguide: Jordforbindelse er the shit.

Midt i alle livsstilsbøgerne om klimabevidst forbrug i hverdagen og udnyttelse af madrester finder jeg det vederkvægende at bladre i en historisk bog som Dengang vi var bønder. For hvordan var det nu, det hele begyndte?

bønder

Der gemmer sig 1000 historier i de ansigter og hænder.

Markens grøde
Knut Hamsun fik Nobelprisen i litteratur i 1920 for Markens grøde. Jeg har et særligt forhold til romanen, der bunder i en solid, sort, litterær samvittighed – for jeg har ikke læst den endnu. (tjek #sortlitterærsamvittighed på Instagram hvis du vil finde en masse folk at være i klub med).

I min fars sidste år havde han ikke så meget stemmekraft. Han trænede den om aftenen, når han læste højt for min mor af Markens grøde. Når man skal træne sin stemme, kan man lige så godt bruge kræfterne på verdenslitteratur. De sad inde i stuen i hver deres bløde stol. Min mor strikkede imens, og der lå med stor sandsynlighed en sort kat på min fars lår under højtlæsningen.

Jeg vil kunne høre min fars stemme, når jeg læser romanen. Selv om det vil være godt, bliver det også hårdt. Men der går ikke lang tid. Så går jeg i gang. Jeg kan bruge Nobelprisen 1920 som anledning: 100-års jubilæet skal da markeres. Jeg burde for øvrigt læse den på norsk.

Bogen er ifølge det norske Hamsuncenter “Hamsuns store jordbruksepos. Romanen forteller om hvordan gården Sellanraa utvikles fra en enkel jordgamme til et gårdsbruk. Isak er verkets hovedperson, og skildringen av den ordfattige mannens opplevelse av arbeid, kjærlighet og alderdom er gjort med innlevelse og patos. Ved Isaks side står Inger, som han får to sønner med. Det tredje barnet, en datter, har hareskår som Inger selv, og hun dreper det ved fødselen. Da Inger vender tilbake til Sellanraa etter fengselsoppholdet i byen, blir konflikten mellom by og land tydelig. Med sin samfunns- og sivilisasjonskritikk særlig rettet mot industrialisering, urbanisering og verdiforflatning, traff romanen en nerve i europeisk etterkrigstid.”
(Kilde: https://hamsunsenteret.no/no/knut-hamsun/bokene/work/?Article=207).

 Det er stærke sager.

markens_groede

En ikonisk Tranebog.

Hvad skal vi med landbruget?
Her godt 100 år efter Markens Grøde, der udkom i 2017, er landbruget uigenkendeligt forandret. Det sætter Jørgen Steen Nielsen streg under med et bombardement af data og tal i pamfletten på 80 sider med titlen Hvad skal vi med landbruget?

Dramaet er mærkbart, men der er ikke meget poesi i det: Hver dag lukker to landbrug i Danmark. Konkurser er hverdagskost. Hvis denne udvikling fortsætter, er der om 10 år én enkelt landbrugsgigant tilbage i Danmark – én enkelt mega-landbrugsfabrik.

Dyrevelfærd og fødevarekvalitet er heftigt omdiskuterede emner. Jorden og bedrifterne bliver presset. Alting skal produceres mere effektivt, men samtidig koste mindre. Forbindelsen mellem land og by, producenter og forbrugere er kappet. Alt, hvad der har med moderne landbrug at gøre, bevæger sig nedad i en dødsspiral.

Sådan er den første del af bogen. Så kommer der et glimt af lys: For der findes alternativer. Jørgen Steen Nielsen præsenterer dem under fire overskrifter, som til sammen kan give en landbrugsreform med et bæredygtig perspektiv. De er: Økonomisk oprydning, Nye ejerformer, Større robusthed og Grøn omstilling.

Jeg er begejstret for bøger af denne type, hvor viden, holdning og ideer til handling kombineres i en kort, slagkraftig form. Hvor Dengang vi var bønder peger tilbage, peger Hvad skal vi med landbruget? fremad.

Jeg glæder mig personligt over, at min far allerede omkring 1970 besluttede at droppe landbrug som sin primære indtægtskilde. Hellere tage valget selv end blive tvunget af udviklingen, omstændighederne, verdensøkonomien og alt det andet, der gør os mennesker så små i det store spil.

landbruget

Hvis du er til Tænkepauser, er du også til Moderne ideer.

 

Johan og Alma laver køkkenhave
Mange elsker Bonderøven på DR. Sæson efter sæson inviterer han os ind på Kastanjegårdens jorder. Hans flittige hænder og selvforsyningsideologi er mangen storbyboers gyldne øko-fantasi. At pylre om surdejen og den hjemmelavede surkål ved køkkenbordet på Frederiksberg er godt. Men at bygge sin egen lade og pløje med hest som trækkraft!! Det slår alt.

Vi drømmer om at give vores børn jord under neglene og få dem til at sanse og forstå forbindelsen mellem jord og bord.

Selv er jeg notorisk uinteresseret i havearbejde. Men måske kan min bedre halvdel give glæden ved selv at dyrke planter videre til vores søn. Det kan være, at de sammen kan kigge i Bonderøven Frank Erichsens hustru Theresa Jessings blanding af højtlæsnings- og brugsbog med titlen Johan og Alma laver køkkenhave.

Bogens kapitler følger årets gang. Johan planlægger, hvor han vil så gulerødder og andre grøntsager, og lillesøster Alma, mor og far er med hele vejen igennem. Living the dream med hyggelige illustrationer af forfatteren og tips til frøsamling og forspiring.

At koble tilbage til indlæggets første afsnit om pseudoarbejde kan ikke blive andet end villet. Men jeg gør det! For efter en lang dag med ligegyldige tavlemøder og nulren med farverige PowerPoints i det åbne kontorlandskab, så er der vel ikke noget bedre end at tage hjem og gå i haven med sine børn og sammen luge mellem gulerødderne. Eller i hvert fald læse en bog om det.

At have jord i hovedet og halm i ørerne kan ende med at blive vores alle sammens redning.

køkkenhave

Der er kælet for illustrationerne i Johan og Almas første køkkenhave.

Boginfo

Dengang vi var bønder af Peter Henningsen.
Udgivet på Gads forlag, 2019.

Markens grøde af Knud Hamsun.
Udgivet på Gyldendal,  2017.

Hvad skal vi med landbruget? af Jørgen Steen Nielsen.
Udgivet på Informations Forlag, 2016.

Johan og Almas første køkkenhave af Theresa Maria Jessing.
Udgivet på Turbine, 2018.

Mere om bondelivet og selvforsyningstanken
I 2018 solgte min mor Vestergaard og flyttede til et mindre hus. Det skrev jeg om i indlægget Farvel til fødegården 

Ligesom der findes comfort food, findes der comfort books. En af dem er Selvforsynende på 1. sal, som jeg omtalte i et blogindlæg i vinteren 2019

Liv Thomsen er ejer af Historieselskabet, tilrettelægger og forfatter. Hun har lavet tv-serien Dengang vi var bønder, der blev vist på DR K i 2018. Du kan heldigvis streame den her: https://www.dr.dk/drtv/episode/dengang-vi-var-boender_52746

 

Bogsnaks bedste i 10erne

Mikkel, Jan og Lisbet kommer her med deres bud på de største læseoplevelser fra den dekade, der snart er slut. Bogsnak elsker nemlig opsamlinger, lister og tilbageblik.

Vi lægger ud med Mikkel.

Mikkels bedste i 10erne
Ligesom mine medbloggere synes jeg egentlig også, denne udfordring er forfærdelig! Vi kom endda selv på den. Hvordan skal man fx sammenligne faglitteratur og fiktion? Og skal man gå efter litterære kvaliteter eller følelsesmæssigt aftryk? Jeg vil snyde lidt her og først nævne dem, det ikke blev.

Det kunne have været J.M. Coetzee’s ”Vanære,” som stadig sidder lidt i mig. Jeg kom til den via Justine van den Leun’s journalistiske mesterstykke ”We Are not Such Things” om en rasende folkemængdes misforståede drab på den unge, amerikanske borgerrettighedsforkæmper, Amy Biehl, i Sydafrika i 1993 og den senere Sandheds- og Forsoningskommissions løsladelse af den primære drabsmand.

Jeg snakkede med medblogger-Rie om den, og det viste sig, hun havde skrevet speciale om netop den kommission. Hun gav mig bogen ”Mother to Mother,” og jeg gav mig efterfølgende i kast med ”Vanære.”

Eller det kunne være Sheri Finks dokumentariske ”War Hospital,” jeg læste i samme periode, hvor jeg åbenbart gik højt op i internationale katastrofer. Det er en fuldstændigt rystende fortælling om et hospital i Srebrenica under borgerkrigen, hvor byen er belejret, og lægerne på hospitalet kæmper som besatte uden udstyr, medicin eller noget som helst. Bogen starter med en amputation uden bedøvelse og slutter med den serbiske massakre på civilbefolkningen!?

I skønlitteratur gjorde Khalid Hosseinis ”Og bjergene gav genlyd” stort indtryk på mig – ikke mindst på grund af et mor og søn-forhold med mange missede muligheder, som mindede mig alt for meget om mit eget forhold til min mor, der lige var død på det tidspunkt.

Emily St. John Mandels ”Station 11” fik mig til at elske at læse igen. Det er en fantastisk roman, der længe var min standardanbefaling, når folk spurgte, hvad de nu skulle læse. Rie har skrevet et vidunderligt præ-Bogsnak indlæg om den her. Ja, jeg prakkede selvfølgelig også hende den på. Stephen King’s “22.11.63” var også ganske enestående, og jeg blev endeligt færdig med “Ringenes Herre” – liiidt sent måske. Gillian Flynn’s “Gone Girl” var også fantastisk og de nok så omtalte Flodkrebs her og her.


Dog …

Jeg bliver faktisk nødt til at give præmien til George R.R. Martins ”A Clash of Kings” – på dansk ”Kongernes kamp.” Hele Game of Thrones-feberen var begyndt at tage til, og den var gået helt forbi mig. De fleste febere går på en eller anden måde uden om mig, og så kommer jeg først på efter et par år. Det er hændt mig fra Star Wars over Harry Potter til Breaking Bad/House of Cards. Nåmen, i mit forsøg på at hoppe på vognen i fart, købte jeg hele serien til min Kindle og gik i gang med nr. 1 – ”Game of Thrones,” som TV-serie producerne forvirrende nok valgte at kalde hele serien, selvom den jo retteligen hedder ”A Song of fire and Ice,” og kun nr. 1 i serien hedder ”A Game of Thrones.”

1’eren var virkelig, virkelig god. Jeg startede på 2’eren – ”A Clash of Kings” – og i de dage skulle jeg til Milano til en konference. Jeg har aldrig været i Milano før, og jeg føler stadig ikke helt, jeg har været der, for det eneste, jeg ville, var at komme tilbage til mit diminutive hotelværelse og læse videre!

Jeg så ingenting. Jo, de har en katedral, ikke? Tror jeg …

And the winner is…

I ”A Clash of Kings” tager den enorme fortælling for alvor fat op mod den totale borgerkrig, der skildres i 3’eren ”A Storm of Swords.” Robb Stark starter sit succesrige felttog mod Lannister-klanen, mens Theon forråder ham og indtager Winterfell, hvad han dog senere kommer til at fortryde rimelig bittert. Psykopaten og incestproduktet Joffrey gør krav på tronen hjemme i King’s Landing, mens onklerne Stannis og Renly gør det samme. Renly bliver dog myrdet på uhyggelig vis af en ond ånd fremmanet af Stannis’ præstinde Melisandre i én af de mest skræmmende scener, jeg nogensinde har læst. I Qarth er Daenerys Targaryen vokset ind i rollen som Khalesi og mor til tre drageunger, og man skal ikke lægge sig ud med drageungers mor, som troldmændene i Qarth finder ud af.

Arya Stark er på flugt nordpå efter sin fars henrettelse, men bliver sendt på en flere bind lang vildmand, mens halvbror Jon Snow som del af The Night’s Watch geråder ud i en katastrofal ekspedition for at undersøge de vilde folk nord for Muren og ender undercover blandt dem, mens de forbereder et stort angreb på … nåja … The Night’s Watch.

Det lyder helt skørt, når man skriver det, men seriens første tre bind er så vanvittigt velskrevne og så virtuost komponeret ud af et overflødighedshorn af plotlinjer, karakterer og miljøer, det er en litterær håndværksmæssig symfoni af hidtil uset format siden ”Ringenes Herre”-trilogien. Det er også et opgør med ”Ringenes Herre” for så vidt, eftersom al hygge og harpespil, elverpoesi og nuttede hobbitter er skiftet ud med realpolitik, krig, forræderi, sadisme, incest, mord og andre mørke farver til paletten hentet i de dybeste kældre af menneskesjælen.

Samtidig dekonstrueres hele fantasy-genren fuldstændigt – alle konventioner vendes på hovedet – og det føles ikke som fantasy trods drager og trolddom. Martin var meget inspireret af 30 års-krigen, og det kan man så sandelig godt mærke.

Bind 4 begynder at blive langtrukken. Jeg har ikke læst bind 5, og det afsluttende bind 6 er slet ikke skrevet færdigt, selvom serien for længst er slut. Jeg tvivler på, vi nogensinde får George R.R. Martins egen slutning – mon ikke hans vagt slutter inden? – men jeg lever så fint uden.

Jans bud på årtiets bedste bog – ’The Martian’
At finde årtiets bedste bog – eller måske mere korrekt bedste læseoplevelse – var ikke nemt. Ikke kun fordi jeg gav mig selv et par bespænd undervejs – det skulle være en bog, jeg havde læst i fysisk form og den skulle være udkommet på dansk –  men også fordi det ER et svært spørgsmål.

For hvad er en god bog? Hvad gør en god læseoplevelse?

Det er ikke umiddelbart så nemt at svare på, men jeg begyndte at sortere i den lange, lange liste, jeg mentalt havde stillet op. Der var ingen tvivl om, at det skulle være en positiv bog og en bog med et budskab. Det skulle også være en bog, som jeg ville anbefale bredt og uden at skamme mig. Og det skulle tillige være en typisk Jan-bog.

Jeg var tæt på at vælge Lars Tvedes ’Det kreative samfund’ og var også omkring Ernest Clines ’Ready Player One’ og Max Brooks ’World War Z’, men de måtte forlade scenen til fordel for Andy Weirs ’The Martian’.

’The Martian’ er en bog, jeg aldrig bliver træt af. Det er science fiction, når det er bedst. Det er en robinsonade om en astronaut glemt på Mars, der viser den ukuelige menneskelige ånd og vigtigheden af videnskab. Der er nemlig intet, vi mennesker ikke kan, hvis vi sætter os det for og gør brug af naturvidenskab og ingeniørkunst.

Det er pointer, vi aldrig må glemme, og er for mig kernen i ’The Martian’. Derfor er det ifølge undertegnede årtiets bedste bog.

Toner af rødt på forsiden af Jans yndlingsbog fra 10erne.

Lisbet hylder norsk romanserie af mytiske dimensioner
Jeg har en svaghed for nordisk litteratur, og Knausgaards Min Kamp rumstererede i mit baghoved, mens jeg funderede over dekadens største læseoplevelse. Men jeg gik med Roy.

Roy Jacobsen er en af de mange norske samtidsforfattere, der skriver litteratur af tårnhøj kvalitet i disse år. Romantrilogien De usynlige, Hvidt hav og Rigels øjne har grebet mig og sendt mig langt ud på en barsk ø yderst i Norskehavet. Sidste bind udkom i 2018, og jeg kan med stor overbevisning sige, at den samlede trilogi har været dekadens mest gribende læseoplevelse.

Vi er i 1930erne i første bind, og pigen Ingrid vokser op på øen Barrøy, der er et helt og komplet univers i sig selv. Fisk, storme og fattigdom præger livet. Her har Ingrids familie boet i generationer, og her hører hun selv til. Fastlandet er langt væk. Det er en barsk barndom, men havet og horisonten er altid til stede. Som hjerteslag.

Roy Jacobsens naturskildringer giver mig lyst til at komme til Nordnorge og blive rusket igennem. Og jeg er ellers ikke det store naturmenneske.

I Hvidt hav er Ingrid blevet voksen og vender tilbage til øen efter at have været ung pige i huset på fastlandet. Familien er spredt for alle vinde, og det er vinter i slutningen af 2. verdenskrig. I slutningen af krigen oplever Ingrid en intens kærlighed, da den russiske krigsfange Alexander overlever et skibsforlis og driver i land. De kan ikke tale sammen, men de finder hinanden på et dybt og inderligt plan, men kun for en kort tid. Han må væk fra øen. Den poetiske kærlighedshistorie midt i krigens grumhed er overvældende godt skrevet.

I Rigels Øjne er vi på den anden side af 1945. Ingrid har fået et barn med den russiske krigsfange, og nu vandrer hun med den lille pige på ti måneder gennem Norge for at finde Alexander. Hun møder mange venlige og hjælpsomme mennesker på sin færd, men også halve sandheder og fortielser.

Ingrid er en af de stærkeste kvindeskikkelser, jeg er stødt på i litteraturen i lang tid. Hun repræsenterer en universel urkraft og en vilje af en anden verden. Om Ingrid finder Alexander, skal jeg ikke afsløre her. Jeg ved bare, at jeg bliver skuffet, hvis ikke Roy Jacobsen vinder endnu flere ærefulde priser for denne blændende trilogi, hvor naturen er intenst til stede på alle sider.

Jeg læser denne serie igen i løbet af 2020erne. Det er et løfte.

Frihed, lighed og broderskab? Vand, is, blod? Vælg selv.

Mikkels top-3 2019

Endnu et år med for meget faglitteratur! Gahhh! Dog fik jeg hul igennem til skønlitteraturen tre gange i løbet af året, og det fylder to af mine pladser i år. Tredjepladsen er den gang faglitteratur, der satte sidste rul i gang, så på den måde er det hele meget harmonisk.

I 2020 skal jeg skære ned og fokusere. Min hjernes arkitektur gør, at jeg synes, alt – næsten – er interessant. I øjeblikket genlæser jeg Greg McKeown’s ”Essentialis : the Disciplined Pursuit of Less,” og jeg føler en stærk trang til at koncentrere mig mere intenst om langt færre ting. Læsning er én af de aktiviteter, der er blevet vejet og fundet tung nok, så jeg håber – 7-9-13 – det lykkes i 2020 med mere og bedre læsning.

813OTnGnd+L

Nåmen, til listen!

Nr. 3: Lars Theil ”Det læsende menneske”

Vi dobbeltanmeldte og interviewede min tidligere kollega fra Kulturstyrelsen, Lars, tidligere på året. Du kan finde posten her. Lars fik god opmærksomhed i pressen for sin fine bog, som jeg selv havde det lidt blandet med. Dels var det nøjagtigt den bog, jeg selv var gået i gang med at skrive. Dog kun på det meget indledende stadie, så ikke meget er tabt, men angstprovokerende alligevel på en måde. Lars har bare meget bedre forudsætninger end mig for at skrive den, og han har da også produceret et værk, der både når bredere og dybere end jeg kunne håbe at opnå. Det er også lige meget alt sammen, for Lars’ bog er den grundbog i læsning, vi altid har savnet. Jeg kastede mig over en masse litteratur lige efter; Helle Helles noveller (yrks!), Merete Pryds Helles ”Folkets skønhed” som den sidste i Danmark, og selv en gang Steen Steensen Blicher blev det til. Hvad mere kan man bede faglitteratur om? En særlig ting ved læsning, som Lars bemærker allerede i indledningen, er blevet hos mig: Kender du nogen, der synes, de læser for meget? Nej, vel?

img_3947-1

Nr. 2: Cixin Liu ”The three-body problem”-trilogien

Jeg følger en lille smule med i min gamle yndlingsgenre, science fiction, men ikke meget. Dog var den kinesiske forfatter Cixin Liu’s sensationelle trilogi dukket op på min radar, men jeg slog den hen som for langhåret, såkaldt hård science fiction. I en lufthavnsbus ud til et fly i Wroclaw i 2017 efter IFLA-konferencen (IFLA er den verdensomspændende biblioteksforening. Red.) så jeg min gode ven og tidligere kollega, Stuart Hamilton, fordybet i den, og vi snakkede lidt om den, men det blev forår 2019, før jeg gik i gang, og … wow! …. det skulle jeg have gjort noget før. Den ligner intet, jeg nogensinde har læst før, og alene dét, at den tager udgangspunkt i kinesisk historie og kultur, sprængte en sikring i mine frontallapper. Det er helt, helt åndssvagt, så meget vestlig forforståelse, der ligger i hele vores kulturproduktion, og man opdager det først, når det bliver vendt på hovedet. Det er fuldstændigt umuligt at give et overblik over trilogien, men den besvarer Fermi’s berømte paradoks: Når universet er fyldt med milliarder af planeter, der potentielt kunne have liv, hvorfor er vi så aldrig stødt på det? Og det gør den både enormt skræmmende og med en vanvittig rækkevidde i fortællingen.

santi_movieposter

“The Three-Body Problem” som serie i 2020! (PS: Den slår mig som ufilmatiserbar)

Nr. 1: Delia Owens ”Hvor flodkrebsene synger”

Det var et tilfælde efter et møde på Gyldendals forlag, at jeg fik øje på flodkrebsene. Normalt er det ikke helt min genre, men jeg researchede lidt og opdagede, at den havde slået alle mulige mærkelige rekorder på Amazon, så jeg skaffede den til min Kindle. Den er SÅ latterlig god, det er næsten ikke engang sjovt! Jeg har prakket den på min søde kæreste, vores materialechef på Hovedbiblioteket og selv den legendariske bogblogger Julie Arndrup (hende fra “Om livet i al almindelighed”-bloggen”). Alle er begejstrede og med god grund. Jeg anmeldte den også begejstret lige her.Egentlig er det en krimi. Den har i al fald en krimi’esque rammefortælling. Men inde i den ramme er det et poetisk og følsomt portræt af en pige, der vokser op alene i et skur i North Carolinas sumpområder og hendes interaktioner med befolkningen i en mindre kystby nærved. Som pigens historie og krimi-fortællingen konvergerer i tid, tager krimi-elementet kortvarigt over og er helt sindssygt spændende. Mere end alt det – ovenikøbet – er det faktisk en fortælling om sumpområderne som sted. Jeg kan ikke huske at have læst en roman med så unik en fornemmelse for sted. Særligt hvordan områdets geografi og fauna påvirker pigens tænkning og opfattelser og former hende som individ. eg ved ikke, hvad jeg skal sige anden end: Læs den! Det kan kun gå for langsomt.

47944456._UY2078_SS2078_

Godt læseår 2020 herfra 😊

Lisbets top tre-titler 2019

Det er blevet den tid på året. Opsamling, status og tilbageblik er på programmet sammen med æbleskiver, engle, en lille snaps og julegaveindkøb.

Jeg plejer at gøre det nemt for mig selv og give de fleste familiemedlemmer boggaver. Min ene niece forstår ikke, hvorfor jeg bliver ved med at give hende bøger. Lidt uopfindsomt efterhånden. Træls faster lige på det punkt.

Du skal måske også ud og finde gaver, og jeg har gjort det nemt for dig: Disse tre titler kan du roligt købe. I det mindste til dig selv. Der er dømt dansk skønlitteratur i tre vidt forskellige afskygninger.

Glædelig jul!

Kattefugl

Kristiane Hauer er forfatter og læseforsker. Hun har skrevet en smuk og lavmælt beretning om tab, labyrinter, liv, død og fugle. Hovedpersonens bror får en traumatisk hjerneskade efter en trafikulykke.

Han er her. Men han er her ikke længere. Han er ikke den samme.

Hvad stiller man op, når tabet er så mærkeligt? Hvad gør man med vreden? Og hvordan er det at have en baby, samtidig med at ens bror ligger i koma?

Romanen er på 147 stærke sider, og jeg forstår næsten ikke, at man kan skrive så meget på så få sider.

Læs også læserportrættet af Kristiane Hauer her på bloggen

Elegant og smuk forside til en lettere labyrintisk roman.

Flyvebogen: Rejsen til monstrenes ø

Flyvebogen skrevet og tegnet af Jakob Martin Strid er solidt godkendt af min syvårige søn, der var dybt fascineret af fortællingen om Minnas lillebror Austin, der forsvinder efter at have undersøgt en mystisk vindmaskine i Kløvermarken på Amager.

Minna er en samvittighedsfuld og ordentlig storesøster. Derfor tager hun ud til Kløvermarken, hvor heksen Baba Jago huserer. Baba Jago fortæller, at Austin er blæst væk. Der kan ske mystiske ting på Amager. Det er jo et magisk sted.

Minna møder også tre nye venner: Mimbo Jimbo, Post-Geparden og Tapiren, der vil give en hånd med at genfinde Austin. Men det kræver, at Baba Jago lærer dem at flyve. Logisk!

Med vind i håret går turen derefter hen over Strids elskede København og ud over havet. Flokken lander til sidst lander på Monstrenes Ø, og så kan jeg jo ikke afsløre mere.

Flyvebogen er intertekstuel, så det basker. Der gamle figurer, nye hovedpersoner, mærkværdige og lidt nuttede monstre og almen udgakket fantasi.

Bogen er trykt i et vældig stort format, og man kan vitterligt forsvinde ind i den. Der er et mylder af detaljer, og det er lykkedes Strid at få Metallica med ind i en børnebog. Ja! Sådan skal det være

Strid 4ever. En streg som ingen andens.

Om hundrede år: En sønderjysk familiekrønike

Vi er nået til nummer 1 på årets læseliste. Den bedste bog jeg har læst i 2019 må være Anna Elisabeth Jessens historie fra grænselandet i perioden 1914-2014 fortalt i 100 kapitler af forskellige stemmer. De tilhører en familie med en søskendeflok, der stammer fra en gård i Sønderjylland.

Især de to permanent ugifte søstres respektive livshistorier gjorde et stort indtryk på mig. Den ene søster bliver ved med at have et overdrevet nostalgisk forhold til fødegården. Det er hende, der rejste væk for at blive lærer, men det er hende, der ved præcis, hvordan det hele skal være derhjemme. Årti efter årti.

Den anden søster bliver boende på gården og agerer husholderske for sine brødre. Hun rejser også ud, men først på sine gamle dage. Så tager fanden til gengæld også ved hende. Der er ingen grænser for hvilke lande i verden, hun skal besøge. Der dukker også romantik (og mere til) op undervejs. Men de kapitler må du selv dykke ned i.

De to søster minder mig om min fars fastre, der også var ugifte og ernærede sig ved at være referent, plantageejer, tilskærer, sangskriver – blandt andet. Der var ikke mange penge i den husholdning. Dynamikken mellem de to søster var ikke altid lige sund.

Om hundrede år handler om, hvordan 1. verdenskrig trækker dybe og i nogle tilfælde hemmelige spor op gennem flere generationers historie. Det er den smukkeste, litterære mosaik og også en form for pendant til Mærkedage af Jens Smærup Sørensen.

Du kan roligt give Om hundrede år til din far, din søster, din moster eller andre familiemedlemmer i julegave. Ikke hardcore-romanlæsere vil have det godt med de korte, intense kapitler, er mit bud.

DR har lavet en fin podcastudgave af bogen med podcastelementer og forskellige oplæsere. Public service efter min smag.

Stilfuld forside til en suverænt velkomponeret roman i 100 kapitler 

Boginfo

Kattefugl af Kristiane Hauer. Udgivet på Jensen & Dalgaard, 2019.
Flyvebogen af Jakob Martin Strid. Udgivet på Gyldendal, 2019.
Om hundrede år af Anna Elisabeth Jessen. Udgivet på Rosinante, 2019.

Lister, lister, lister

Jeg holder meget af at kigge tilbage. Det er tre år siden, at Bogsnak-kollektivet begyndte at lave top tre. Tre år, tre bloggere, tre top-tre-lister: Værsgo’!

I 2016 landede The Martian på en klar førsteplads i Jans top tre
Samme år mødtes Svend Brinkmann med flunkerne i Lisbets top tre
Mikkels top tre i 2016 var præget af romaner, men hans Goodreads-konto afslørede en personlighedsforstyrrelse – mente Mikkel selv