For nyligt skrev jeg en introduktion af mig selv til Odense Læser. Her fablede jeg om min store kærlighed til science fiction, hvorpå en af mine venner, den gode Amdi Silvestri, i et anfald af spydig moro skrev på Facebook: ”Hvem læser egentlig det der sci-fi-noget? Altså, helt ærligt!” Som det sig hør og bør for et par nørder, havde vi efterfølgende en god debat om det rigtige antal udråbstegn at benytte i en sådan en snak om sci-fi- læsning.

MEN det er ikke det, vi skal tale om nu – om end jeg er sikker på, det sikkert også kunne udvikle sig til en fascinerende snak. Nej, vi skal kigge lidt på, hvorfor det er vigtigt, at genren kommer ud til et bredere publikum. Der er nemlig ikke mange, der læser science fiction i Danmark, og slet ikke hvis vi taler om dansk sci-fi.

Derfor lå det også lige til højrebenet at spørge Amdi – eller A. Silvestri som er hans nom de plume -, hvad han tænker om science fiction som genre.

Science fiction som genre og begreb

Inden vi fortsætter, så er det værd at dvæle ved science fiction som begreb og genre. Den Store Danske definerer science fiction som ”(en) mere eller mindre fabulerende tematiseringer af (natur)videnskabens resultater og anskuelsesmåder, og hyppige emner er højteknologiske fremtidssamfund, rumrejser, tidsrejser, væsner fra andre kloder, robotter, kunstig intelligens, Jordens undergang o.l..”. Med andre ord, så er der tale om fiktion, der i stil og indhold trækker på videnskabelige elementer.

Det er dog mere i science fiction. Mathias Clasen, adjunkt på Aarhus Universitets Institut for Kommunikation og Kultur, redegør i ’Science fiction som brobygger’ for professor ved Montreals McGill Universitet Darko Ronald Suvins definition på genren, og kommer i min optik her tættere på kernen af sci-fi. ”Science fiction er endvidere karakteriseret ved tilstedeværelsen af et såkaldt “novum”, dvs. en nyskabelse, som er underbygget af en kognitiv logik. Novummet er selve den nyhed eller det radikalt anderledes, som fortællingen er struktureret omkring; det kan f.eks. være en opfindelse som tidsmaskinen i H.G. Wells’ The Time Machine.”

Den vagt langhårede formulering til trods, så er det en definition, jeg helhjertet kan støtte op om. I min optik er det ”mærkværdige” og det nyskabende indenfor en videnskabelig ramme nemlig essentielt i ”rigtig” science fiction. Det er de to elementer i samspil, der griber læseren.

Vigtigheden af videnskab og spændvidde

Vi taler ofte om, at science fiction, som så megen anden litteratur, er en linse, man kan betragte samfundet og udviklingen gennem. Et fremtidsspejl, som sci-fi-forfatter og genreelsker Flemming R.P. Rasch, kalder det. Og det er også sandt. Som Mathias Clasen har skrevet, er science fiction fantastisk til at kommentere på den teknologiske udvikling og hvad teknologi gør ved mennesker og samfundet omkring dem.

 

MEN science fiction har også en anden styrke, nemlig styrken til at inspirere og give os tiltro til ikke kun menneskets teknologiske færdigheder, men især til fremtiden. Begge dele er vigtige. Den antagelse underbygger Calla Cofield, der skriver for Space.com og Scientific America, i et interview til NPR.org: “It is very well-documented that people who work for NASA have been inspired by science fiction,” og hun fortsætter: “And there’s always a back-and-forth, you know, between science fiction and reality. All of this is about dreaming about what’s going on off the surface of the Earth.”

Historisk set har det alle dage været gældende. Igor Sikorsky læste med stor fornøjelse Jules Verne, og gav ofte ’Robur, luftens erobrer’ kredit for at have inspireret ham til at udvikle helikopteren. Sikorsky var langt fra den eneste, der har ladet science fiction inspirere sig. Den amerikanske raketpioner, Robert H. Goddard, fik ligeledes vakt sin interesse for himmelrummet og raketter ved at læse science fiction. I Goddards tilfælde var det H.G. Wells ‘Klodernes kamp’, der fyrede op under hans fantasi og gav ham drømmen om interplanetær flyvning.

Det er stort set umuligt at finde en stor opfinder, ingeniør eller raketforsker, der ikke har læst science fiction som ung. Meget rammende skrev Verne i ’Jorden rundt på 80 dage’, at ”alt hvad en mand kan forestille sig, kan en anden mand skabe.”

Men det behøver ikke kun være relevant i forbindelse med store maskiner og rumraketter. Manden bag den første mobiltelefon, Motorolas teknologidirektør Martin Cooper, giver Star Trek æren for at have inspireret ham til at udvikle den første mobiltelefon tilbage i 1970’erne.

Science fiction er fremtiden!

Hvor jeg har den indstilling, at science fiction netop er bundet hårdt op på naturvidenskab og det nye, novummet, så har Amdi Silvestri en lidt anden, men ikke nødvendigvis modstridende vinkel på genren.

”Science fiction er måske den mest filosofiske genre der findes, og det ganske ligegyldigt om en fortælling handler om at overleve på Mars uden forsyninger, eller om hvordan et overvågningssamfund registrerer din mindste bevægelse. Den tvinger historiens læser til at tage stilling til ikke bare beskrivelserne og handlingen, men også til læseren selv.”

Her bevæger vi os ind i det litteratur over en bred kam kan, eller det fremtidsspejl som Flemming R.P. Rasch talte om, nemlig, at belyse den menneskelige tilstand og udvikling.

Silvestri uddyber: ”En af de tanker, der kan holde mig vågen om natten, er spørgsmålet Er vi alene? Og jeg frygter et ja, langt mere end jeg frygter et nej. Hvis mennesket er alene i universet, så står vi med et uhyggeligt ansvar. Vi alene har udviklet os til at befolke, beskue og bedømme, og jeg er ikke helt sikker på at vi er opgaven voksen. Til gengæld giver et ja os også den helt fantastiske mulighed, at vi kan blive fantastiske. Vi har rent faktisk mulighed for at skabe præcis det vi vil.”

”Der er noget ufatteligt fascinerende over at for 150 år siden kørte folk stadig i hestevogn, størstedelen af befolkningen boede på landet, man blev sjældent gift med nogen der kom længere borte fra end 15 kilometer, den gennemsnitligt forventede levealder var 43 år, de færreste mennesker havde brugt en telegraf og der var stadig enevælde i Danmark. Det er fem generationer siden, og det samfund har næsten intet tilfælles med det, vi har nu. Det er mindst lige så fascinerende at forestille sig en verden 150 år og fem generationer fra nu. Så skriver vi 2166, og ingen kan forestille sig hvordan der ser ud. Men science fiction-forfattere forsøger alligevel, og det er ikke alene nødvendigt, det er også fantastisk,” fortsætter Silvestri og slutter af med ”Science fiction er fremtiden!”

Det kan jeg dårlig være uenig i, og det underbygger også bare min antagelse, at science fiction, rigtig science fiction, er et vigtig element i at inspirere os til storhed, fremgang og for at give os en tiltro til fremtiden.

Tro, håb og videnskab

Lad det være sagt med det samme, jeg er ikke den store Star Trek-fan. Skal jeg være helt ærlig, så har jeg altid fundet Star Trek en anelse plat og kedelig, men jeg er ikke blind for, at især den første serie brød flere af samtidens tabuer og havde fremskridt og håb som kerneelementer i fortællingen. Det var en lys historie, der viste, hvad mennesker (jow, jow, og rumvæsener) kunne opnå ved at samarbejde og, ikke at forglemme, vha. teknologi.

Det var et overflodssamfund med fokus på diplomati og individets rettigheder, ikke blot endnu en håbløs dystopi. Dét gjorde Star Trek til noget særligt, og noget der afgjort mangler i de nye film, hvor der er mere tjubang end idealisme. Ganske som det også mangler i mange især danske science fiction-udgivelser. Hvilket er en stor skam, for vi har behov for de gode science fiction historier, hvis vi skal drømme om fremtiden, (fremfor at have mareridt.)

Neal Stephenson, forfatteren til ’Seveneves’, er inde på noget af det samme som Cofield. Udover at være træt til døden af dystopier, så siger Stephenson til NPR.org: “And here’s where science fiction comes in. If we want a better future, maybe we need better stories. What we don’t need, he says, are more dystopian stories of civilization in ruins.” Og Stephenson ved, hvad han taler om. Han var en af de første ansatte i Jeff Bezos’ Blue Origin og en af grundlæggeren af Amazons store inspirationskilder.

Forfatteren David Brin har også udtrykt sin bekymring for, at dystopier skaber en frygt for fremtiden og teknologi, i stedet for at inspirere.

I Wired er Michael Solana inde på det samme. “Fiction is capable of charting our human potential—with science fiction the most natural and forward form of this—so anything less than a push toward good through the medium is not only overdone at this point, but an incredible opportunity squandered. Every fiction is an illusion, of course. The very real danger here is man’s tendency to look to his illusion for inspiration, which is the foundation on which we build society.“ Med andre ord, så kan alt, hvad en mand kan forestille sig føres ud i livet af en anden.

Det vækker genklang hos mig. Jeg har grundet forkærlighed for science fiction dyb respekt for naturvidenskab, ingeniører og håndværkere. Det er de mennesker, der har skabt vores samfund og bærer det fremad. Jeg har med andre ord stor tiltro og kærlighed til videnskab og menneskelig påhitsomhed. En tiltro, der styrkes og gødes af science fiction.

Det samme syntes at gøre sig gældende for en masse folk hos bl.a. NASA og diverse tekno-moguler; deres fantasi og glæde ved teknik blev vakt af det skrev ord. Og det er f.eks. NASA fuldt ud klar over, hvilket man ser i deres ’From Science Fiction to Science Fact’-program. Her ved de, at det at underholde og skabe ”a sense of wonder” er essentiel. Ikke mindst, hvis man ønsker at fostre næste generation af raketpionerer og rumforskere.

Her indskyder Amdi Silvestri, at inspirationen dog også flyder den anden vej. ”Som forfatter af science fiction følger jeg meget med i de teknologiske. Jeg læser på ugentlig basis på NASAs og ESAs side, følger tæt hvad de laver i CERN og tilbringer ofte aftenerne med at studere Center for Fremtidsforsknings dejlige hjemmeside. Internettet er en helvedes god opfindelse, både når det kommer til viden og forståelse … og til kattevideoer.”

Det ligger godt i tråd med, hvad en af mine venner, tidligere Risø-forsker Sune Lund Sporring, fornyeligt gjorde mig opmærksom på, nemlig, at fiktion og fakta ofte indgår i et feedback loop, hvor de inspirerer og påvirker hinanden. Lund Sporrings ord er blot endnu et eksempel på, hvorfor den gode historie og de gode nyheder om rumraketter, opfindelser og menneskelige snilde er vigtigere end nogensinde før.

Jeg tør i hvert fald ikke tænke på, hvordan verden havde set ud uden Vernes og Wells værker f.eks. For hvilke voksne mennesker og hvilket fornuftigt barn gider blev ved med at læse håbløse dystopiske fremtidsfortællinger, hvor ethvert håb er udslukt og det fantastiske element består i ødelagte biler og smadrede vinduer?

Så, kære forfattere og forlag, lad os få nogle flere intergalaktiske opdagelsesrejsende og fremfor alt nogle flere rumraketter. Og lad os for Heinleins skyld få nogle romaner med store episke fortællinger.