De sidste par år har bibliotekerne, ikke mindst Københavns Hovedbibliotek været udsat for et veritabelt stormløb af et højlydt klagende skønlitterært hylekor. Jes Stein, Maria Helleberg, Jakob Vedelsby, Jan Thielke m.fl. har alle været ude med riven og beskyldt biblioteksvæsenet for alt lige fra at facilitere bogafbrændinger og til at undergrave demokratiet.

Senest har Danske skønlitterære Forfattere fundet på prisen ‘Årets bogsamling’, der blandet andet er tiltænkt det bibliotek, der er ”fyldt med gode bøger på hylderne.” Der er 100.000,- på spil, og pengene er øremærket indkøb af bøger. Formanden for de skønlitterære forfattere, Jan Thielke, siger i den forbindelse: ”Vi ønsker at sætte fokus på de biblioteker, som har en stor, kvalitativ og ikke mindst tilgængelig bogsamling, et bibliotek som ikke sætter en ære i at kassere så mange bøger som muligt.”

Hvis man ser bort fra de gerne højstemte og lidet faktuelle betragtninger, så har bibliotekskritikkerne dog ret i, at bibliotekerne de senere år har kasseret mange bøger. Rigtig mange.  Men er det et problem? Og hvorfor er det egentlig nødvendig at kassere bøger? Og er det i det hele taget bibliotekernes rolle at samle til bunke? Lad os kigge nærmere på det.

Dø, bog! DØ!

Sætter vi i biblioteksvæsnet nu også ligefrem ”en ære i at kassere så mange bøger som muligt”? Her er svaret kategorisk nej. Kassationer er et nødvendigt onde. Ja, det er egentlig ikke så meget et onde, som en simpel nødvendighed.

Hvorfor, spørger den interesserede læser så?

Blandet andet fordi, der bliver udgivet bøger som aldrig før i Danmark. Det er kun positivt, men da antallet af kvadratmeter endsige hyldemeter i bibliotekerne ikke stiger proportionelt med antallet af udgivelser, så må noget smides ud, når der kommer nyt.

Det fremgår af Bog- og litteraturpanelets årsrapport fra 2016, at produktionen af ny dansk litteratur er steget med 50 % siden 2009. Der udkommer altså nye danske bøger som aldrig før, og antallet af titler på de danske biblioteker er da også steget med 1052 styks. Her er det dog værd at indskyde, at der gerne er færre eksemplarer af de forskellige bøger.

Figur 4 fra rapporten viser med al ønskelig tydelighed, at der udgives mange(!) skønlitterære bøger på dansk.

Vigtigt er det også at ihukomme, at når der i rapporten skrives, at der er forsvundet næsten 40.000 titler på bibliotekerne siden 2009, så er en titel ”i denne sammenhæng det samme som et faustnummer, som er et unikt nummer, der tildeles hver udgivelse i Dansk Bogfortegnelse. Den samme bogtitel kan godt være ophav til flere forskellige faustnumre, hvis den eksempelvis udkommer i en ny udgave med et nyt forord.” Her spiller de ændrede brugs- og informationsmønstre ind.

Det er nemlig værd at bemærke, og tænke lidt over, at det ikke er skønlitteraturen, der lider mest under kassationerne. Det er faktisk faglitteraturen. Mange af de kasserede titler er nemlig, igen ifølge Bog- og litteraturpanelets rapport, fag- og årsbøger. Her er bl.a. tale om håndbøger, opslagsværker, undervisningsmaterialer eller eksempelvis rejseguides. Internettet og e-ressourcer har simpelthen taget livet af f.eks. Karnov og teoribøger mange steder, og ældre udgaver af fagbøger især kasseres rask væk, da brugerne efterspørger nyeste udgave i højere grad.

En anden grund til, at der de seneste år også er blevet kasseret rigtig mange bøger, er, at der er blevet lukket en del biblioteker, og dermed også forsvundet mange hyldemeter.

Der kasseres naturligvis også slidte bøger, men også bøger, der ikke lånes ud. Især sidstnævnte er en kilde til evig kritik, men jeg kan godt garantere, at gemte vi alle de bøger, som vi kasserer på grund af manglende udlån i stedet for løbende at udskifte dem med nye og mere efterspurgte værker, så ville biblioteket forvandle sig til en mennesketom udørk. Foruden vi også ville forbryde os mod bibliotekslovens krav om alsidighed og aktualitet.

Rollen som formidler

Nutidens store problem er da heller ikke en manglende adgang til litteratur, men at navigere og fremfor alt lade sig inspirere til rent faktisk at gide at læse noget. Altså, at gribe de muligheder der er, ikke at få stillet mulighederne til rådighed. Sådan var det engang, men ikke mere.

Da jeg trådte mine barnesko på bibliotekerne i 80’erne herskede der kartellignende tilstande i bogverdenen, så bøger kostede langt mere end, hvad jeg eller mine forældre havde råd til. Derfor spillede bibliotekets udbud en stor rolle. Inspirationen var mindre vigtig da. Der var det adgangen til bøger, der talte. Sådan er det ikke mere. Ikke i samme grad i hvert fald. Vi kan købe bøger til rimelige penge, bytte os til dem på nettet eller læse dem digitalt fra vores lænestol. Ja, vi kan altså også låne dem på bibliotekerne. Mulighederne er praktisk talt endeløse.

NU er problemet at finde tid til bøgerne, at prioritere dem over Netflix, cafébesøg eller et rask halvmaraton i den nærmeste storby, og det er her, formidling kommer ind i billedet. Bibliotekerne er som aldrig før nødt til at formidle, gøre sig relevante og øge interessen for det skrevne ord, ikke bare stille bøger til rådighed.

Man må heller ikke glemme, at det er meget få – ikke engang jeg selv –, der bare kaster sig over en hvilken som helst bog på en vilkårlig hylde. Sådan fungerer det ikke. Det er en proces, hvor ens nysgerrighed, interesse og ens hunger efter mere litterære værker vækkes. Informations- og brugsmønstre har ændret sig. Folk græsser ikke længere bare rundt mellem reolerne. Det gjorde man i gamle dage, men mest af mangel på formidling. Der var simpelthen intet alternativ til at flakke formålsløst rundt blandt hylderne, som en anden flyvende hollænder på evig søgen efter et eller andet. Mødet med bogen er ikke bare et møde med en bog på en hylde. Det er en væsentlig mere kringlet vej, der går gennem flere faser. Hvis man er bekendt med udtrykket købsrejse, så ved man, hvad jeg mener.

Biblioteket – bogens eller dannelsens hus?

Vi ved nok alle, at ordet bibliotek har en særlig betydning – og nej, det er ikke bogreol eller bogsamling. Det betyder kort og godt hylde til skriftruller. Så ganske som ordet bibliotek ændrer betydning med tiden, så ændrer biblioteket også rolle. For så vidt man altså kan tale om én rolle for biblioteket.

Det Kongelige Bibliotek (og Statsbiblioteket) har nemlig sammen med centralbibliotekerne nogle særlige forpligtelser til at indkøbe og ligge inde med et bredt udvalg af litteratur. Hovedbiblioteker og lokalbiblioteker har nogle andre prioriteringer. Her gælder det om, at være relevante for det besøgende publikum og udnytte hyldemetrene mest effektivt.

Biblioteket skal ikke, som nogle i ny og næ mener, være et alternativ til det kommercielle bogmarked. Altså, opkøbe alle de bøger, der ellers ikke ville blive solgt, må man forstå. Den holdning har alle dage vakt min forundring. Bibliotekerne prøver netop – oftest i samarbejde med forfattere, forlag, boghandlere m.fl. – at gøre deres absolut bedste for at sikre kvalitet, alsidighed og aktualitet i bestanden, OG servicere brugerne og tilgodese deres ønsker. Biblioteket er altså et supplement til det kommercielle bogmarked, ikke et alternativ, og bør have et skarpt fokus på formidling og dannelse.

Historisk set har bibliotekets rolle da heller aldrig været at pushe danske skønlitterære forfatteres værker. Eller opbevare bogruller en masse for den sags skyld. Nej, det har alle dage været tænkt som et dannelsens hus, ikke nødvendigvis et bogens hus. Det er også derfor bibliotekerne i højere og højere grad arrangerer samtalecaféer og debataftener, og forsøger at give borgerne et neutralt frirum at bliver klogere i.

Fortidens bibliotekarer var i høj grad smagsdommere, hvor litteratur gerne skulle være opbyggelige, mens nutidens biblioteksansatte er forpligtede til at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet, ikke promovere de ”rigtige” skønlitterære bøger. Personligt vil jeg til enhver tid hellere hjælpe med til at give danskere læselyst end jeg vil læsse ulæste bøger på hylderne.

Burde vi fortsat gemme sådan en fætter her? Nej, vel?!

Hvad end kritikerne nu kan lide det eller ej, så er formidling en essentiel biblioteksydelse nu om stunder, og på mange måder vigtigere end fyldte hylder. Ganske som bibliotekerne også understøtter civilsamfundet, ansporer til debat og er en central aktør lokalt.

Et bibliotek er et levende sted, ikke et arkiv, en simpel bogsamling eller en litterær kirkegård.